Spørgsmål nr. 11 fra Folketingets Færøudvalg (Alm. del):

”I forlængelse af svarene på FÆU alm. del – spørgsmål 11-13 (folketingsåret 2009-10) bedes ministeren sende udvalgeten redegørelse for spørgsmålet om muligheden for, at eksem-pelvis Færøerne vil kunne indgå i union med Danmark underden danske krone som en fri og suveræn stat (jf. Island),hvoraf det tydeligt fremgår, hvad der er sket af ændringermed betydning for fortolkningen af grundloven, herunderændringer af §§, væsentlige lovændringer, højesteretsdomme,ændringer i folkeretten eller andre relevante forhold.”

Svar:

1.

Det følger af grundlovens § 1, at grundloven gælder for alle dele afDanmarks Rige. Da Færøerne er en del af Danmarks Rige, gælder grund-loven også for Færøerne.Hvis Færøerne måtte ønske at udtræde af riget, vil dette skulle ske i over-ensstemmelse med bestemmelsen i grundlovens § 19, der kræver, at rege-ringen og Folketinget giver sin tilslutning til indskrænkninger i rigetsområde.

2.

I 1918 indgik Island og Danmark en overenskomst, hvorefter Danmarkog Island er frie og suveræne stater, forbundne ved fælles konge og vedden pågældende overenskomst, jf. overenskomstens § 1.Inden overenskomstens indgåelse havde et flertal i Rigsdagen udtalt sigfor, at der blev indledt forhandlinger med Island om forbindelsen tilDanmark, og at regeringen foretog de fornødne skridt i så henseende, jf.Rigsdagstidende 1918, overordnet samling, Folketinget sp. 345 ff ogLandstinget sp. 46, jf. Rigsdagstidende 1918, overordnet samling, tillægB, sp. 25 ff.Overenskomsten blev efterfølgende vedtaget som lov både af Island og afDanmark med titlen ”Dansk-Islandsk Forbundslov”, jf. den danske lovnr. 619 af 30. november 1918, der trådte i kraft den 1. december 1918.Lovens § 1 gentog overenskomstens § 1.Af forbundslovens § 19 fulgte desuden bl.a., at Danmark ville meddele”udenlandske Magter, at det i overensstemmelse med indholdet af denneforbundslov har anerkendt Island som suveræn Stat…”.2

Anerkendelsen af Island som selvstændig stat skete dermed i overens-stemmelse med den dagældende bestemmelse i grundlovens § 18 (senereændret til grundlovens § 19), hvorefter kongen ikke uden Rigsdagenssamtykke kunne afstå nogen del af landet.I 1944 blev det dansk-islandske forbund efter afholdelse af folkeafstem-ning i Island bragt til ophør.

3.

Det følger af det, som er anført i pkt. 2, at Island udtrådte af riget ogopnåede selvstændighed i 1918, og at grundloven herefter ikke var gæl-dende for Island. Det følger endvidere, at Island og Danmark efter 1918var to selvstændige stater, der, indtil det dansk-islandske forbund blevbragt til ophør, var forbundne ved fælles konge og ved en overenskomst.Justitsministeriet har på den baggrund forstået spørgsmålet som etspørgsmål om, hvorvidt Færøerne i et tilfælde, hvor Færøerne måtte ud-træde af riget i overensstemmelse med bestemmelsen i grundlovens § 19og opnå selvstændighed, vil kunne indgå i en union med Danmark underden danske krone som en fri og suveræn stat.Justitsministeriet kan i den anledning oplyse, at konsekvenserne af selv-stændighed er blevet overvejet i relation til Grønland i Grønlandsk-danskselvstyrekommissions betænkning nr. 1497/2008 om selvstyre i Grøn-land, side 89. Der peges her på en række spørgsmål, som kan tænkes for-handlet i forbindelse med gennemførelse af selvstændighed, men hvorfolkeretten ikke stiller krav om faste fremtidige samarbejder, og hvorbegge parter derfor står frit. Det drejer sig om bl.a. spørgsmålene omeventuel associering med Danmark (free association) og tilknytning tilKongehuset.Spørgsmålene om eventuel associering med Danmark (free association)og tilknytning til Kongehuset er nærmere omtalt i Udenrigsministerietsnotat af 24. februar 2005 om, ”hvilke rettigheder og forpligtelser mellemGrønland og Danmark, der under alle omstændigheder ville gælde, jf.folkeretten, såfremt den grønlandske befolkning måtte beslutte sig forselvstændighed”. I notatet, der er optaget som bilag 9 til Grønlandsk-dansk selvstyrekommissions betænkning om selvstyre i Grønland, anfø-res bl.a. følgende:”Associeringmed DanmarkMulighederne for at skabe en ordning om fri associering mellem Grønland ogDanmark kan give anledning til yderligere bemærkninger.3

Hverken tidligere kolonier eller andre områder af en stat har noget folkeretligtkrav på – efter at have truffet beslutning om selvstændighed – at opnå en særligstatus i relation til den stat, hvorfra selvstændighed er opnået.Med hensyn til begrebet ”fri associering” bemærkes i øvrigt, at dette næppe ifolkeretten har en fast betydning. Så vidt vides har p.t. kun visse Stillehavsøerordninger om fri associering. Dette gælder bl.a. Marshall-øernes og Cook-øernesrespektive ordninger med henholdsvis USA og New Zealand1. Disse ordningerer bl.a. karakteriseret ved, at henholdsvis USA og New Zealand varetager for-svars- og sikkerhedspolitikken og yder beskedne økonomiske tilskud til områ-derne. Marshall-øerne kan efter en længere periode opsige aftalen med USA,hvis det måtte være ønskeligt.Det skal i den forbindelse bemærkes, at den henvisning tilfuld selvstændighed,fri associeringellerfuld integrationi moderlandet, som først blev omtalt i bila-get til FN’s resolution 567 af 18. januar 1952 om territoriers ret til selvbestem-melse (og siden i en række efterfølgende resolutioner) omhandler ordninger,hvorved moderlandene kan opfylde deres forpligtelser til at lade de af resolutio-nen omfattede områder udøve deres selvbestemmelsesret. Resolutionen giverderimod ikke områderne krav på at opnå en fri associering, hvis dette ikke erforeneligt med moderlandets forfatning eller politik. Folkeretten indebærer såle-des ikke nogen ret for Grønland til at opnå fri associering med Danmark.KongehusetPå samme måde kan der heller ikke udledes et folkeretligt krav om en ordningom fortsat tilknytning til Kongehuset. Efter Grundlovens § 5 kan Kongen ikkeuden Folketingets samtykke være regent i et fremmed land. En ordning med fæl-les regent vil derfor i givet fald kræve Folketingets samtykke efter Grundlovens§ 5.”

I noten er anført følgende: ”Marshall-øernes aftale med USA er et omfangsrigt doku-ment, mens Cook-øernes status i realiteten er baseret på en brevveksling mellem NewZealand og Cook-øernes regering, som gradvist er blevet fortolket mere og mere i ret-ning af selvstændighed. Marshall-øerne, der har et BNI pr. indbygger på 2.700 USD,modtager årligt ca. 54 mio. USD (2003) fra USA i direkte støtte. Cook-øerne, der har etBNI pr. indbygger på ca. 5.000 USD, modtager 4.4 mio. USD (2003) fra New Zealand iudviklingsbistand. Disse områder er på OECD’s (DevelopmentAssistance Committe’s)liste over officielle udviklingslande – hvor kun lande med BNI pr. indbygger på underca. 10.000 USD er opført. Grønlands disponible BNI pr. indbygger er ca. 38.000 USD(ca. 27.000 USD pr. indbygger efter fradrag af statens tilskud til Grønland).4