Spørgsmål nr. 102ad EUU alm. del af28. januar 2011 fraFolketingets Euro-paudvalg til uden-rigsministeren, stil-let efter ønske fraNiels Helveg Pe-tersen (RV).Udvalget udbeder sig ministerens besvarelse af følgende spørgsmål:Spørgsmål nr. 102:Ministeren bedes – i forlængelse af Europaudvalgets møde den 28. januar 2011 –fremsende et notat, der beskriver EU’s middelhavspolitik og hvilken type støtte,som gives til hhv. Tunesien og Egypten under denne politik, samt størrelsen afeventuel økonomisk støtte.Svar:EU’s middelhavspolitik består overordnet af en række samarbejdsinstrumenter, somhar til formål at fremme udviklingen af fred, demokrati og fælles økonomisk og so-cial fremgang i Middelhavsområdet gennem økonomisk integration og demokratiskereformer. De centrale samarbejdsinstrumenter er Unionen for Middelhavet (UfM)og EU’s Naboskabspolitik (ENP).EU’s Naboskabspolitik understøttes af Det Europæiske Naboskabs og PartnerskabsInstrument (ENPI), hvorigennem de aftaler og standarder, som der opnås politiskenighed om, udmøntes. ENPI har en finansiel ramme på 12 mia. Euro for perioden2007-2013. Inden for dette beløb blev der i den fireårige periode 2007 – 2010 an-vendt 2,962 mia. Euro til de sydlige nabolande og 1,154 mia. Euro til de østlige. Iperioden 2011 - 2013 er der programsat 2,802 mia. Euro til de sydlige nabolande og1,591 mia. Euro til de østlige. Hertil kommer regionale og grænseoverskridendeprogrammer til omtrent 3 mia. Euro.Unionen for Middelhavet (UfM), som blev etableret i 2008, er EU’s multilateraleforum for dialog og samarbejde med Middelhavspartnerlandene. Den er en videre-udvikling af EuroMed-Partnerskabet (Barcelona Processen), som blev etableret i1995. UfM har til formål at fremme etableringen af et område med fred, demokratiog fælles økonomisk og social fremgang i Middelhavsområdet gennem økonomiskintegration og demokratiske reformer. Gennem fælles regionale projekter arbejdes

der for at styrke god regeringsførelse, demokrati og menneskerettigheder. Der erfokus på styrkelse af civilsamfundsorganisationer, ligestilling mellem kønnene, fri-hedsrettigheder samt dialog og samarbejde om valg samt tiltag til fremme af lovgiv-ningsreformer og pluralistisk demokrati. Foruden EU-landene deltager følgende 16lande omkring Middelhavet: Albanien, Algeriet, Bosnien and Hercegovina, Kroatien,Egypten, Israel, Jordan, Libanon, Mauretanien, Monaco, Montenegro, Marokko,PA, Syrien, Tunesien og Tyrkiet.Naboskabspolitikken (ENP) blev iværksat i 2003, i forbindelse med EU-udvidelsen i2004. Gennem samarbejde med de nye naboer mod øst skulle man søge at undgå, atder skabtes nye skillelinjer i Europa som følge af udvidelsen af EU. Samtidig ønske-de EU at styrke stabiliteten, sikkerheden og den økonomiske og sociale fremgangfor alle. Naboskabspolitikken har en østlig og en sydlig dimension. Mod syd omfat-ter naboskabspolitikken Algeriet, Egypten, Israel, Jordan, Libanon, Libyen, Marok-ko, Det Palæstinensiske Selvstyre, Syrien og Tunesien.Gennem ENP tilbydes EU’s naboer et partnerskab baseret på gensidige forpligtelseri relation til fælles værdier omkring retsstatsprincipper, god regeringsførelse, menne-skerettigheder og principper vedr. markedsøkonomi og bæredygtig udvikling.

Egypten

EU´s forhold til Egypten er overordnet reguleret af en associeringsaftale fra 2004.Før var forholdet reguleret af en samarbejdsaftale fra 1977 (til sammenligning be-gyndte EU-Tunesien-samarbejdet i 1967).Under Associeringsrådet, som er det overordnede organ (på ministerniveau) til atfølge overholdelsen af Associeringsaftalens bestemmelser og gennemførelsen afhandlingsplanen, er oprettet en række underudvalg for de forskellige samarbejdsom-råder.Associeringsaftalen indeholder bestemmelser om at relationerne mellem partnerneskal hvile på respekt for menneskerettigheder og demokratiske principper, om poli-tisk dialog, handel, økonomisk samarbejde, samarbejde om sociale og kulturellespørgsmål, finansielt samarbejde m.v. Aftalen er ikke tidsbegrænset, men kan opsi-ges med seks måneders varsel. Aftalen indeholder også en bestemmelse om foran-staltninger i tilfælde af at en af parterne ikke overholder sine forpligtelser.EU er Egyptens største samhandelspartner. EU er tillige en af Egyptens største do-norer. I 2007-10 afsatte EU 618 mio. Euro under ENP som støtte til reformproces-sen i Egypten. Hertil kommer en række projekter, som EU på anden vis støtter.Den gældende handlingsplan under associeringsaftalen opridser parternes fælles pri-oriteter for typisk en femårig periode. Blandt de prioriterede områder er: Styrketpolitisk dialog og samarbejde, styrket dialog på det sikkerhedspolitiske område (ned-rustning, våbenkontrol mv.), styrkelse af (de egyptiske) institutioner for demokrati

og retssikkerhed, styrkelse af menneskerettighederne samt tiltag til styrkelse af Egyp-tens finanser.Det indikative program for EU’s støtte til Egypten for den følgende periode, 2011-2013, udgør 409 Euro mio. og har følgende overordnede formål: Intensivering afEU-egyptisk samarbejde indenfor politiske, økonomiske og sociale relationer medhenblik på at opnå en betydelig grad af økonomiske integration, modernisering afdet egyptiske samfund og udbygning af den politiske dialog og fælles værdisæt. Det-te mål søges opfyldt ved at prioritere støtte til reformer inden for demokrati, men-neskerettigheder, god regeringsførelse og justitsområdet, udvikle konkurrencedyg-tighed og produktivitet i den Egyptiske økonomi og sikre en bæredygtig udviklingmed effektive sociale, økonomiske og miljømæssige reformer, herunder bedre admi-nistration af menneskelige ressourcer og naturressourcer.I 2008 imødekom EU et egyptisk ønske om at styrke samarbejdet, og der blev truf-fet en principbeslutning derom. EU har dog gjort gældende, at en sådan styrkelse måfinde sted baseret på den fulde gennemførelse af handlingsplanen, og at fremskridtpå menneskerettigheds- og demokratiområdet vil være fundamentalt.Se vedlagte oversigt vedr. Egypten for yderligere detaljer om allokering af midler.

Tunesien

EU og Tunesien indgik den første samarbejdsaftale i 1967. I 1995 undertegnedeparterne en associeringsaftale, som trådte i kraft i 1998 og som fortsat udgør denkontraktlige ramme om det bilaterale samarbejde.Associeringsaftalen indeholder bestemmelser om at relationerne mellem partnerneskal hvile på respekt for menneskerettigheder og demokratiske principper, om poli-tisk dialog, handel, økonomisk samarbejde, samarbejde om sociale og kulturellespørgsmål, finansielt samarbejde m.v. Aftalen er ikke tidsbegrænset, men kan opsi-ges med seks måneders varsel. Aftalen indeholder også en bestemmelse om foran-staltninger i tilfælde af at en af parterne ikke overholder sine forpligtelser.Associeringsaftalen er udmøntet i handlingsplaner, som fastsætter konkrete mål ogaktiviteter. Den aktuelle handlingsplan fra 2005 indeholder bl.a. følgende prioritets-områder: Reformer med henblik på at sikre demokrati og retsstaten, styrket dialogog samarbejde indenfor demokrati, menneskerettigheder, udenrigs- og sikkerheds-politik samt kampen imod terrorisme under respekt for menneskerettigheder, udvik-ling af betingelser for udenlandske investeringer, vækst og bæredygtig udvikling,forbedring af vilkårene for et konkurrencedygtigt erhverv, udvikling af videnskabeligforskning, højere uddannelse, uddannelse generelt samt træning med henblik på etvidenssamfund, samarbejde om spørgsmål vedrørende arbejdsmarkeds- og socialpo-litik samt en gradvis tilnærmelse af Tunesiens lovgivning til EU’s regelsæt, lettelse afhandel med varer og tjenesteydelser, herunder gennem forhandling om frihandelsaf-taler samt effektiv forvaltning af migrationsstrømme.

Den indikative budgetramme for EU’s støtte til Tunesien for perioden 2007-2010udgjorde 300 mio. Euro, og rammen for den følgende periode 2011-2013 udgør 240Euro mio.EU og Tunesien oprettede i 2008 et frihandelsområde. Samme år opnåedes frem-gang i forhandlingerne om liberalisering af handel med landbrugs- og fiskerivarer.I 2010 indledtes arbejdet med at udmønte en principbeslutning om avanceret statusfor Tunesien i form af en ny handlingsplan. En sådan status vil bl.a. indebære enmere omfattende politisk dialog, herunder på stats- og regeringslederniveau, merevidtgående reformer og tilnærmelse til EU’s standarder og regler samt værdier og enstørre forpligtelse på alle områder. Dette gælder også for demokrati og menneskeret-tigheder, hvor EU har givet udtryk for væsentlige forventninger overfor den davæ-rende tunesiske regering. Forhandlingerne om den nye handlingsplan blev påbe-gyndt i efterår 2010, men er nu – i lyset af den politiske udvikling i landet - afbrudtindtil videre.Som supplement til ovennævnte støtte har EU tilbudt Tunesien 17 mio. Euro tilstøtte for de folkelige krav om demokratiske reformer.Se vedlagte oversigt vedr. Tunesien for yderligere detaljer om allokering af midler.