Arbejdsmarkedsudvalget 2010-11 (1. samling)
AMU Alm.del
Offentligt
Folketingets ArbejdsmarkedsudvalgChristiansborg1240 København K
BeskæftigelsesministerietVed Stranden 81061 København KT 72 20 50 00E [email protected]www.bm.dkCVR 10172748EAN 5798000398566
Arbejdsmarkedsudvalget har i brev af 20. januar 2011 stillet følgende spørgsmålnr. 206 (AMU alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønskefra Lennart Damsbo-Andersen (S).
28. februar 2011J.nr. 2011-0002577
”Ministeren bedes redegøre for reglerne for virksomheders grænseoverskridendeaktiviteter i henhold til EU-reglerne, herunder udstationeringsdirektivet. Ministerenbedes i den forbindelse oplyse, om en virksomhed, som ikke har haft forudgåendevirksomhed i sit hjemland kan udføre tjenesteydelser i andre EU-lande med bag-grund i EU-reglerne, hvor længe må en virksomhed drive anden virksomhed i etandet EU-land end hjemlandet, samt hvor længe ansatte i en udenlandsk virksom-hed, f.eks. en polsk virksomhed, må arbejde i Danmark for virksomheden?”
Retten til grænseoverskridende aktiviteter er grundlæggende principper i EU-samarbejdet og er hjemlet i EU-traktaten. Retten til grænseoverskridende aktivite-ter gælder fx i forbindelse med fri bevægelighed for arbejdstagere, etableringsfri-hed, fri udveksling af tjenesteydelser og frie kapitalbevægelser.Retten til fri etablering fremgår af EU-traktatens art. 49, og giver i udgangspunktetstatsborgere i en medlemsstat adgang til frit at etablere sig og udøve selvstændigerhvervsvirksomhed i en anden medlemsstat på de vilkår, som gælder for landetsegne borgere.Retten til fri udveksling af tjenesteydelser fremgår af EU-traktatens art. 56, og gi-ver i udgangspunktet statsborgere i en medlemsstat ret til frit at udveksle tjeneste-ydelser til en modtager i en anden medlemsstat. Tjenesteyderen har ret til midlerti-digt at udøve sin virksomhed i den medlemsstat, hvor ydelsen præsteres, på sammevilkår, som er fastsat for modtagerlandets egne borgere.Servicedirektivet, som er implementeret i Danmark via lov om tjenesteydelser i detindre marked, fastsætter de grundlæggende rammer for tjenesteyderes ret til etable-ring i en medlemsstat samt ret til midlertidigt at levere tjenesteydelser i en andenmedlemsstat. Servicedirektivet fastlægger bl.a., hvilke krav medlemsstaterne kanhåndhæve over for tjenesteydere, der leverer tjenesteydelser midlertidigt i den på-gældende medlemsstat. Kravene skal være ikke-diskriminerende, proportionale ogskal kunne begrundes i hensynet til offentlig orden, offentlig sikkerhed, offentlig
sundhed eller miljøet. Servicedirektivet gælder ikke for alle servicesektorer, og enrække forhold såsom arbejdsretlige bestemmelser og sundhedsydelser er undtaget.Virksomheder, der midlertidigt leverer tjenesteydelser til en modtager i en andenmedlemsstat, har ret til midlertidigt at udstationere eget personale til at udføre ar-bejdet.Der er i udstationeringsdirektivet taget stilling til, hvilke regler der gælder medhensyn til løn- og arbejdsvilkår, når en virksomhed midlertidigt udstationerer enansat til et andet land. Efter udstationeringsdirektivet skal en virksomhed, som ud-stationer ansatte følge værtslandets regler om arbejdsmiljø, arbejdstid, ferie, mind-steløn m.v., under en udstationering.Udstationeringsreglerne finder anvendelse, når der er tale om midlertidig leveringaf en tjenesteydelse. Der er ikke i EU-retten en nærmere afgrænsning af, hvornåren aktivitet er midlertidig.Som udgangspunkt er der ikke nogen fast overgrænse for, hvor længe en virksom-hed kan være udstationerende virksomhed, forudsat at den er etableret i et andetland. Det afgørende er, at aktiviteten i værtsstaten ikke foregår stadigt og kontinu-erligt. En virksomhed kan godt være lang tid i værtsstaten og bevare sin status somtjenesteyder, f.eks. hvis der er tale om et stort anlægsprojekt.Det fremgår bl.a. af følgende præmisser i Domstolens afgørelse C-215/01:”Begrebet »tjenesteydelse« i traktatens forstand kan altså dække overtjenesteydelser af meget forskellig art, herunder tjenesteydelser, der ud-føres over et længere tidsrum, endog flere år, hvis det f.eks. drejer sig omydelser, der leveres i forbindelse med et større byggeprojekt. Ligeledeskan ydelser, som en erhvervsdrivende, der er etableret i en medlemsstat,leverer mere eller mindre hyppigt eller regelmæssigt, endog over et læn-gere tidsrum, til personer med hjemsted i en eller flere andre medlems-stater, f.eks. rådgivning eller informationsvirksomhed mod vederlag, ud-gøre tjenesteydelser i traktatens forstand.31Der findes faktisk ikke nogen bestemmelse i traktaten, der gør det muligtteoretisk at fastslå en bestemt varighed eller hyppighed, hvorefter udfø-relsen af en ydelse eller en bestemt slags ydelse i en anden medlemsstatikke længere kan betragtes som en tjenesteydelse i traktatens forstand.Det følger heraf, at den blotte omstændighed, at en erhvervsdrivende, derer etableret i en medlemsstat, leverer identiske eller lignende ydelser me-re eller mindre hyppigt eller regelmæssigt i en anden medlemsstat udenat råde over faciliteter, der giver ham mulighed for dér på stabil og vedva-rende måde at udøve en erhvervsvirksomhed og for fra disse at henvendesig til bl.a. statsborgerne i denne medlemsstat, ikke er tilstrækkelig til atanse ham for at være etableret i nævnte medlemsstat.”
32
For så vidt angår spørgsmålet, hvilke krav der kan stilles til en virksomheds forud-gående aktivitet i hjemlandet for at denne kan anvende udstationeringsreglerne kandet oplyses, at EU-Domstolen ikke synes at have stilling til dette.Servicedirektivet stiller ikke noget krav om forudgående aktivitet, men der kan in-denfor visse sektorer være særlige krav herom. I forhold til udstationeringsdirekti-
2
vet må det kræves, at virksomheden er oprettet med henblik på at have en reel akti-vitet i hjemlandet, der rækker ud over udstationeringen. Hvis en virksomhed aleneer oprettet med henblik på at operere i et andet land, taler meget for, at virksomhe-den skal anses for etableret i dette andet land (selv om aktiviteten er midlertidig).Til spørgsmålet om, hvor længe en ansat kan anses for at være midlertidigt udstati-oneret, kan det oplyses, at dette heller ikke er nærmere afgrænset i EU-retten. Hvislønmodtageren må anses for at være mere end midlertidigt beskæftiget i værtslan-det, vil lønmodtageren skulle ligestilles med lønmodtagere i værtslandet. I tvivlstil-fælde må det vurderes, om tilknytningen er nærmest værtslandet eller hjemlandet.Det kan i øvrigt oplyses, at Beskæftigelsesministeriet har bedt Kommissionen omat være opmærksom på, at omgåelse af reglerne om udstationering skal undgås.Ifølge ministeriets oplysninger vil Kommissionen adressere spørgsmålet i forbin-delse med det bebudede initiativ om styrket håndhævelse af udstationeringsdirekti-vet, som forventes fremsat i sidste halvdel af 2011.
Venlig hilsen
Inger Støjberg
3
