Til samtlige medlemmer af integrationsudvalget.

I forbindelse med de nye regler for permanent opholdstilladelse er vi kommet i en situation, der er så sværfor os, at vi bliver nødt at bede om jeres opmærksomhed et øjeblik. Lignende sager er i de sidste ugerblevet kaldt ”enkeltsager” af nogle politikere, når pressen har trukket dem frem – her er så en ”enkeltsag”mere. Vi håber, I har tålmodighed til at læse vores beretning, ligesom vi i 9 år har haft tålmodighed med delove, der har sat dagsordenen for vores ophold i Danmark.Vores familie består af Nina: dansk statsborger og med danske forfædre; uddannet antropolog fra Århusuniversitet; ansat på Kolding Jobcenter. Gilad: israelsk statsborger; under uddannelse til Maskinmester;indehaver af firmaet Hexadoor. Alexander, skoledreng på 6 år; Tristan, børnehavedreng på 3 ½ år .Vi voksne mødte hinanden i Tel Aviv i 1999. Efter nogle år frem og tilbage mellem landene flaskede det sigsåledes, at Gilad fik lovning på job i Danmark. Efter at være kommet hertil i januar 2002 blev han afudlændingestyrelsen rådet til at søge arbejdstilladelse, da det dengang gik noget hurtigere at sagsbehandleend en opholdstilladelse. Selvom vi indleverede vores ansøgning under de gamle regler, blev vi medtilbagevirkende kraft indlemmet under de nye, stammere regler – og skulle bl.a. være her 7 år frem for 3for at Gilad kunne få permanent opholdstilladelse. Da vi efter nogle år søgte opholdstilladelse i stedet forarbejdstilladelse fik vi at vide, at vi så skulle starte forfra på de 7 år. Selvom det aldrig lykkedes os at forstårationalet bag dette havde vi ikke noget valg. Nu hed det pludselig 9-10 år, før vi kunne føle os sikre på atblive i Danmark.I mellemtiden fik vi to drenge – i 2004 og 2007. Vi havde allerede fra starten købt hus i Århus, og opfyldte iøvrigt de krav vi skulle, når opholdstilladelsen skulle forlænges. Gilad tog DU 3 prøven, arbejdede, og søgteindimellem fornyelse af opholdstilladelsen. Hver fornyelse var en opslidende proces, og mødet medudlændingestyrelsens kontor i Århus var aldrig behageligt.I 2009 købte vi hus i en landsby på Kolding-egnen, og kom derved tæt på drengenes mor-forældre, og endel af et velfungerende landsbymiljø. I januar 2010 begyndte Gilad på Maskinmesterskolen i Fredericia. Viholder begge af at uddanne os, så det var et helt naturligt valg at Gilad skulle tage en dansk uddannelse. Nuhavde vi for alvor slået os ned, med familie og et solidt nabo-netværk omkring os.Ifølge den rådgivning, vi hidtil havde fået i det der nu hed Udlændingeservice, ville vi i sommeren 2011være klar til at søge permanent opholdstilladelse. Men i januar 2011 ringede vi til Udlændingeservice for attjekke, at alt var klart til at vi kunne regne med at få den permanente opholdstilladelse. Nu fik vi at vide atvi var blevet underlagt de nye, stramme regler endnu engang, og at Gilad ifølge disse regler skulle havefuldtidsarbejde i 2 ½ år, før han kunne søge om permanent opholdstilladelse. Et krav han ikke p.t. kanhonorere fordi han læser. Han skulle også pludselig have siddet 1 år i en bestyrelse eller lignende – et kravvi heller ikke kan efterkomme med den korte varsel på ½ år.Siden vores gamle aftale med Udlændingeservice nu er afblæst skal vi bo her mindst 5 år mere, førpermanent opholdstilladelse kan komme på tale. Det er

15 år

i alt – forudsat at Gilad får fast arbejde straksefter han er færdig som maskinmester, og forudsat at vi fortsat lever op til alle de krav, der på det tidspunktvil blive stillet før vi kan blive fundet værdige til at blive i landet. Vi har holdt vores del af den aftale, vi

troede vi havde. Nu er spillereglerne pludselig ændret i sidste fase. Usikkerheden er som et jordskælv. Vi ervoksne, ansvarlige, arbejdsomme, venlige, demokratiske, lovlydige mennesker, der af kærlighed har skabtet godt og rigt liv sammen i et land vi elsker og har en naturlig tilknytning til. De nye spilleregler skaber ensådan utryghed overfor systemet, og gør det klart for os at der ikke er noget, vi kan gøre for at bliveaccepteret af Danmark. Det uanset at den ene af os er født her, at vi har boet her længe sammen, at voresbørn er født her, og at vi i øvrigt opfylder alle normer for godt medborgerskab som vi hidtil har fortolketdem. Danmark er ikke længere et trygt sted. For vi kan når som helst blive mødt af nye spilleregler ogpolitiske krav, vi aldrig havde drømt om og måske ikke kan opfylde.Jeg vil derfor bede jer forholde jer til følgende:----Mener I virkelig et minimum på 15 år er rationelt?Mener I virkelig, at danske statsborgeres retssikkerhed er intakt når aftaler så let som ingenting kanbrydes og nye love pludselig kan ændre mange familiers liv?Mener I virkelig at den politik, der bliver ført er sammenhængende, når der på den en side tales omvigtigheden af uddannelse, og når borgere på den anden side straffes for at tage en uddannelse?Mener I virkelig at danske statsborgere skal tvinges til at gifte sig med andre danske statsborgerefrem for, nogenlunde problemløst, at kunne vælge den de elsker uanset nationalitet?