UUI, Alm.del - 2010-11 (1. samling) - Bilag 46: Orientering om lovudkast og ekstern høring (udsendelsesdirektivet)

§1I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1061 af 18. august 2010, som ændret ved § 3 ilov nr. 1511 af 27. december 2009, § 2 i lov nr. 400 af 21. april 2010 og § 1 i lov nr. 572 af31. maj 2010 om ændring af udlændingeloven, foretages følgende ændringer:1.I§ 10, stk. 4,indsættes som2. pkt.:”Kravet om, at der skal være forløbet 2 år fra udrejsen, gælder dog ikke for en udlænding,som ikke er statsborger i et af de lande, der er nævnt i § 2, stk. 1 (tredjelandsstatsborger), ogsom er udvist efter § 25 b.”2.I§ 25 bindsættes somstk. 2:”Stk.2.En udlænding, som ikke er statsborger i et af de lande, der er nævnt i § 2, stk. 1(tredjelandsstatsborger), og som er pålagt at udrejse af landet straks, eller som ikke udrejseri overensstemmelse med udrejsefristen, jf. § 33, stk. 2, skal udvises af landet, medmindresærlige grunde taler herimod.”3.Efter§ 30indsættes:”§30 a.Folketingets Ombudsmand varetager tilsyn med tvangsmæssig udsendelse.Stk. 2.Tilsynet udøves i overensstemmelse med lov om Folketingets Ombudsmand. Folke-tingets Ombudsmand skal ved tilsynet særligt påse, at politiets virksomhed foretages medrespekt for individet og uden unødig magtanvendelse.Stk. 3.Folketingets Ombudsmands tilsyn foretages på grundlag af regelmæssige indberet-ninger fra politiet og ved gennemgang af et antal afsluttede udsendelsessager.Stk. 4.Folketingets Ombudsmand kan være til stede under politiets udsendelse af udlæn-dinge. Politiet sørger for det praktisk nødvendige i forbindelse med Folketingets Ombuds-

mands tilstedeværelse under udsendelsen. Tilsynet omfatter tiden fra beslutningen omtvangsmæssig udsendelse, og frem til udsendelsen er gennemført. Politiet meddeler Folke-tingets Ombudsmand de oplysninger, som er nødvendige til varetagelse af tilsynets virk-somhed.Stk. 5.Folketingets Ombudsmand afgiver en årlig beretning om tilsynets virksomhed. Beret-ningen offentliggøres.”4.I§ 32, stk. 3,indsættes efter”§22, nr. 4-8,: § 23, nr. 1, jf. § 22, nr. 4-8, eller § 24, nr. 1, jf.§ 22, nr. 4-8,”.5.I§ 32, stk. 4,indsættes som4. pkt.:”Indrejseforbud i forbindelse med udvisning efter § 25 b kan meddeles for 5 år, når udlæn-dingen ikke er statsborger i et af de lande, der er nævnt i § 2, stk. 1 (tredjelandsstatsborger)og er indrejst i strid med et indrejseforbud, der tidligere er meddelt i forbindelse med udvis-ning efter § 25 b.”6.I§ 32, stk. 7,indsættes som2. pkt.:”Der skal tages stilling til en ansøgning om ophævelse af indrejseforbuddet inden 6 månederfra ansøgningens indgivelse.”7.I§ 32indsættes somstk. 9:”Stk.9.Indrejseforbud i forbindelse med udvisning efter § 25 b, der meddeles en udlænding,som ikke er statsborger i et af de lande, der er nævnt i § 2, stk. 1 (tredjelandsstatsborger)kan i ganske særlige tilfælde, herunder af hensyn til familiens enhed, ophæves.”8.§ 33, stk. 2,affattes således:”Stk.2.I afgørelser, der er omfattet af stk. 1, fastsættes udrejsefristen til 1 måned, hvis ud-lændingen er statsborger i et andet nordisk land og har haft bopæl her i landet, hvis udlæn-dingen er omfattet af de regler, der er nævnt i § 2, stk. 4 (EU-reglerne), eller hvis udlændin-gen hidtil har haft opholdstilladelse. For andre udlændinge fastsættes udrejsefristen til 7 da-ge. I påtrængende tilfælde fastsættes udrejsefristen altid til straks. Påtrængende tilfælde fo-religger navnlig, når udlændingen er til fare for statens sikkerhed eller en alvorlig trussel modden offentlige orden, sikkerhed eller sundhed, når udlændingen har begået et strafbart for-hold, når der er tale om svig eller en åbenbart grundløs ansøgning, eller når der er risiko for,at udlændingen vil forsvinde eller unddrage sig udsendelse. Det kan ikke anses for et på-trængende tilfælde, at der er risiko for, at udlændingen vil forsvinde, hvis udlændingen erstatsborger i et af de lande, der er nævnt i § 2, stk. 1.”9.Efter§ 33 aindsættes:”§33 b.En afgørelse, der er omfattet af § 33, stk. 1, skal meddeles skriftligt. Det sammegælder en afgørelse om, hvorvidt en klage over en sådan afgørelse kan tillægges opsætten-de virkning.Stk. 2.Efter anmodning gives udlændingen en skriftlig eller mundtlig oversættelse af de vig-tigste elementer i afgørelsen, jf. stk. 1, på et sprog, som udlændingen forstår eller med rime-lighed kan formodes at forstå.”§ 33 c.En udrejsefrist efter § 33, stk. 2, kan forlænges, hvis særlige grunde taler herfor. Af-Side 2

gørelsen skal meddeles skriftligt.”10.I§ 37indsættes somstk. 7-9:”Stk.7.En afgørelse om frihedsberøvelse efter §§ 36 og 37 skal meddeles skriftligt.Stk. 8.Frihedsberøvelse med henblik på udsendelse efter § 36 må ikke finde sted i et tids-rum, der overstiger 6 måneder. Retten kan dog forlænge dette tidsrum i op til yderligere 12måneder, hvis der foreligger særlige omstændigheder, herunder hvis udsendelsesprocedu-ren uanset alle rimelige bestræbelser kan forventes at tage længere tid som følge af udlæn-dingens manglende medvirken til udsendelsen eller forsinkelser i forbindelse med fremskaf-felse af nødvendig rejselegitimation og indrejsetilladelse. Frihedsberøvelsen skal være af såkort varighed som mulig og må kun opretholdes, så længe udsendelsen er under forberedel-se og gennemføres med omhu.Stk. 9.Frihedsberøvelse med henblik på udsendelse efter § 36 skal finde sted i særlige faci-liteter. Hvis dette ikke er muligt, skal den frihedsberøvede holdes adskilt fra almindelige ind-satte.”11.I§ 58 g, nr. 1,ændres ”5 år” til: ”6 år”.12.I§ 58 g, nr. 4,udgår ”eller”.13.I§ 58 g, nr. 5,ændres ”efter § 7.” til: ”efter § 7, eller”.14.I§ 58 gindsættes somnr. 6:”6) udlændingen er udvist af landet efter § 25 b.”

§2Stk. 1.Loven træder i kraft den 1. februar 2011.Stk. 2.Udlændingelovens § 32, stk. 4, 4. pkt., som indsat ved denne lovs § 1, nr. 5, gælderfor udlændinge, der efter lovens ikrafttræden indrejser i strid med et indrejseforbud, der tidli-gere er meddelt i forbindelse med udvisning efter § 25 b.Stk. 3.Udlændingelovens § 58 g, nr. 1, som ændret ved denne lovs § 1, nr. 11, gælder forudlændinge, der fra lovens ikrafttræden udvises af landet i medfør af §§ 22-24 og meddeleset indrejseforbud. For udlændinge, der udvises af landet i medfør af §§ 22-24 og meddeleset indrejseforbud før lovens ikrafttræden, finder de hidtil gældende regler anvendelse.Stk. 4.Udlændingelovens § 58 g, nr. 6, som indsat ved denne lovs § 1, nr. 14, gælder for ud-lændinge, der udvises efter § 25 b fra lovens ikrafttræden.§3Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt ellerdelvis sættes i kraft for Grønland og Færøerne med de afvigelser, som de færøske ellergrønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslagetAlmindelige bemærkninger1. Lovforslagets baggrund og indhold ................................................................................... 52. Direktiv 2008/115/EF af 16. december 2008 (tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgeremed ulovligt ophold) ................................................................................................................. 72.1. Direktivets indhold ......................................................................................................... 72.2. Danmarks stilling i forbindelse med gennemførelsen af direktivet .................................. 112.3. Direktivets gennemførelse i dansk ret ............................................................................. 122.3.1. Direktivbestemmelser, der allerede anses for opfyldt i gældende ret ................... 142.3.2. Nødvendige ændringer af udlændingeloven ........................................................ 252.3.2.1. Pligt til at træffe afgørelser om tilbagesendelse ............................................. 252.3.2.1.1. Tilbagesendelsesafgørelser efter udlændingeloven ................................ 252.3.2.1.2. Form og begrundelse ............................................................................... 272.3.2.2. Udrejsefrister .................................................................................................. 292.3.2.2.1. Udrejsefristens længde ............................................................................ 292.3.2.2.2. Kompetence til at fastsætte udrejsefristen ............................................... 312.3.2.2.3. Udsættelse af udrejsefristen .................................................................... 312.3.2.3. Udvisning med indrejseforbud ........................................................................ 322.3.2.4. Tilsyn med tvangsmæssig udsendelse .......................................................... 372.3.2.5. Oversættelse af afgørelser ............................................................................. 392.3.2.6. Frihedsberøvelse ............................................................................................ 402.3.2.7. Forhold under frihedsberøvelsen.................................................................... 422.3.2.8. Indberetning til Schengeninformationssystemet............................................. 442.4. Danmarks internationale forpligtelser ............................................................................. 462.4.1. Udvisning med indrejseforbud og eventuel ophævelse af indrejseforbud ............ 462.4.2. Frihedsberøvelse med henblik på udsendelse ..................................................... 502.4.3. Tvangsmæssig udsendelse .................................................................................. 523. Justering af udlændingeloven på baggrund af opholdsdirektivet ....................................... 524. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige ........................................ 535. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet ...................................... 536. Miljømæssige konsekvenser ........................................................................................... 537. Administrative konsekvenser for borgerne ...................................................................... 538. Forholdet til EU-retten ..................................................................................................... 549. Hørte myndigheder m.v. .................................................................................................. 5410.Vurdering af konsekvenser af lovforslaget .................................................................. 54

1. Lovforslagets baggrund og indholdLovforslaget har til formål at gennemføre de ændringer i udlændingeloven, som er nødven-dige som følge af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16. december2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredje-landsstatsborgere med ulovligt ophold.Som følge af det danske forbehold vedrørende retlige og indre anliggender deltog Danmarkikke i Rådets vedtagelse af direktivet, der ikke er bindende for og ikke finder anvendelse iDanmark. Direktivet udgør imidlertid en udbygning af Schengen-reglerne. Danmark meddel-te derfor Rådet i brev af 15. juni 2009, at den danske regering har til hensigt at gennemføredirektivet i dansk ret.Direktivet har til formål at fastsætte fælles standarder og procedurer for tilbagesendelse aftredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold.Direktivet forpligter medlemsstaterne til at træffe afgørelse om tilbagesendelse i forhold tiltredjelandsstatsborgere, der opholder sig ulovligt i medlemsstaterne, og at træffe alle nød-vendige foranstaltninger til at fuldbyrde afgørelsen om tilbagesendelse, herunder eventuelttvangsmæssigt udsende de pågældende tredjelandsstatsborgere. Dette er meget vigtigt, daSchengen-samarbejdet medfører, at en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold i én med-lemsstat reelt kan rejse rundt i hele Schengen-området.Afgørelsen om tilbagesendelse skal indeholde en udrejsefrist på normalt mindst 7 dage. Ud-rejser udlændingen ikke i overensstemmelse med udrejsefristen, eller fastsættes udrejsefri-sten til straks, skal den pågældende, medmindre særlige hensyn taler derimod, meddeles etindrejseforbud. Indrejseforbuddet skal forbyde indrejse og ophold i alle medlemsstater. Forat sikre en effektiv gennemførelse af disse indrejseforbud, bør personer, der meddeles etsådant indrejseforbud, indberettes til Schengeninformationssystemet (SIS).Herudover indeholder direktivet bl.a. regler om maksimumlængde af frihedsberøvelser, dersker med henblik på udsendelse, vilkår for frihedsberøvelsen samt regler om et tilsyn medtvangsmæssige udsendelser.Lovforslaget indeholder på den baggrund bl.a. forslag til ændring af reglerne om længden afudrejsefrister. I dag fastsættes udrejsefristen i visse sager til straks, bl.a. i asylsager og i sa-ger om administrativ udvisning. Ifølge direktivet skal udrejsefristen fastsættes til 7 dage. Dogkan myndighederne fortsat fastsætte udrejsefristen til straks, hvis der er risiko for, at tredje-landsstatsborgeren forsvinder, eller hvis en ansøgning om opholdstilladelse er afslået somsvigagtig eller som åbenbart grundløs. Det foreslås, at udrejsefristen i sådanne tilfælde skalfastsættes til straks.Der henvises til lovforslagets afsnit 2.3.2.2.

Selvom udrejsefristen i visse tilfælde vil blive længere end i dag, vil de pågældende tredje-landsstatsborgere til gengæld blive udvist med indrejseforbud, hvis de ikke udrejser i over-ensstemmelse med udrejsefristen. Endvidere vil de tredjelandsstatsborgere, der pålæggesat udrejse straks, skulle udvises med indrejseforbud. Der er således forslag om en skærpel-se af reglerne om administrativ udvisning. Endvidere er der forslag om en skærpelse af ind-rejseforbuddets længde, når indrejseforbuddet meddeles i forbindelse med udvisning forulovligt ophold, idet indrejseforbuddet fastsættes til 2 år, men kan hæves til 5 år, hvis tredje-landsstatsborgeren er indrejst i strid med et indrejseforbud, der tidligere er meddelt i forbin-delse med en udvisning for ulovligt ophold. Forslagene indgår også i regeringens aftale medDansk Folkeparti af 15. marts 2010. Det er et element i aftalen, at afviste asylansøgere, derikke udrejser frivilligt i overensstemmelse med udrejsefristen, skal meddeles et indrejsefor-bud for 2 år og i gentagelsestilfælde for 5 år.Det følger af direktivet, at der skal være mulighed for at undlade at meddele eller for at op-hæve et indrejseforbud, hvis der foreligger særlige omstændigheder. Der er derfor forslag tilregler herom.Der henvises til lovforslagets afsnit 2.3.2.3.Der foreslås tillige en ny regel om, at et indrejseforbud meddelt på grundlag af direktivetsregler skal være gældende i alle EU- og Schengenlande. For at sikre, at alle landene bliverbekendte med et sådant indrejseforbud, skal tredjelandsstatsborgeren indberettes somuønsket til SIS. Der foreslås derfor en ændring af reglerne om indberetning til SIS.Der henvises til lovforslagets afsnit 2.3.2.8.Lovforslaget indeholder også nye regler om, at personer i udsendelsesposition ikke må værefrihedsberøvede i et tidsrum, der overstiger 6 måneder. Dog kan retten, hvis der foreliggersærlige omstændigheder, forlænge frihedsberøvelsen i op til i alt 18 måneder.Der henvises til afsnit 2.3.2.6.Lovforslaget indeholder herudover forslag til en ny regel om, at frihedsberøvelse med henblikpå udsendelse af en udlænding, der ikke har ret til at opholde sig her i landet, skal finde stedi særlige faciliteter for frihedsberøvede, og hvis det ikke er muligt, skal den frihedsberøvedeholdes adskilt fra almindelige indsatte.Der henvises til afsnit 2.3.2.7.Lovforslaget indeholder tillige forslag om, at Folketingets Ombudsmand fører det tilsyn medtvangsmæssig udsendelse, som er anført i direktivet.Herudover indeholder lovforslaget forskellige processuelle regler vedrørende de sager, somer omfattet af direktivet. Der er således bl.a. forslag om, at en tilbagesendelsesafgørelse, enafgørelse om udsættelse af udrejsefristen samt en afgørelse om frihedsberøvelse skal med-deles skriftligt, at en afgørelse om at tillægge en klage over en sådan afgørelse opsættendeSide 6

virkning med hensyn til udrejsefristen, skal meddeles skriftligt, at der på anmodning skal gi-ves en skriftlig eller mundtlig oversættelse af de vigtigste elementer i en tilbagesendelsesaf-gørelse, og at en udrejsefrist kan forlænges, hvis særlige grunde taler herfor.Der henvises til afsnit 2.3.2.1.2, 2.3.2.2.3 og 2.3.2.5.Lovforslaget indeholder to mindre forslag til justering af udlændingeloven med henblik på atpræcisere implementeringen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29.april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sigfrit på medlemsstaternes område. Der er tale om, at der i anledning af en ansøgning om op-hævelse af et indrejseforbud skal tages stilling til ansøgningen inden 6 måneder fra ansøg-ningens indgivelse, og at længden af en udrejsefrist for en EU-borger, som har fået begræn-set sin frie bevægelighed på grund af den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed – bortsetfra påtrængende tilfælde – ikke må være under 1 måned.Der henvises til lovforslagets afsnit 3.Endelig indeholder lovforslaget enkelte konsekvensændringer m.v. Der henvises til lovfors-lagets § 1, nr. 4, 12 og 13.2. Direktiv 2008/115/EF af 16. december 2008 (tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgeremed ulovligt ophold)Den 16. december 2008 vedtog Rådet i henhold til proceduren for den fælles beslutningsta-gen direktiv 2008/115/EF om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbage-sendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (i det følgende ”direktivet”). Der vardog allerede konstateret politisk enighed om direktivet på rådsmødet (retlige og indre anlig-gender) den 5.-6. juni 2008. Direktivet er optrykt som bilag 1 til lovforslaget.Direktivet blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 24. december 2008. Detfremgår af direktivet, at det skal være implementeret den 24. december 2010.2.1. Direktivets indholdDirektivet har til formål at fastsætte fælles standarder og procedurer for tilbagesendelse aftredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold i overensstemmelse med de grundlæggenderettigheder, som er generelle principper i fællesskabsretten og folkeretten, herunder beskyt-telse af flygtninge og menneskeretlige forpligtelser.Direktivet finder anvendelse på tredjelandsstatsborgere, som opholder sig ulovligt på enmedlemsstats område. En tredjelandsstatsborger er en udlænding, der ikke er statsborger iet EU-land eller et EØS-land, og som ikke har rettigheder som følge af EU’s regler om fri be-vægelighed. Medlemsstaterne kan beslutte ikke at anvende direktivet på tredjelandsstats-borgere, som kan afvises ved indrejsen, eller som er udvist på grund af kriminalitet.Med direktivet forpligtes medlemsstaterne til at træffe afgørelse om tilbagesendelse vedrø-rende tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, der opholder sig i medlemsstaterne. EnSide 7

afgørelse om tilbagesendelse defineres som en administrativ eller retslig afgørelse ellerretsakt, der fastslår eller erklærer, at en tredjelandsstatsborgers ophold er ulovligt, og sompålægger eller fastslår en forpligtelse for den pågældende til at vende tilbage til oprindelses-landet, et transitland eller et andet tredjeland.En afgørelse om tilbagesendelse skal affattes skriftligt og angive de faktiske og retlige grun-de samt oplyse om de retsmidler, der er til rådighed. Oplysningerne om de faktiske grundekan begrænses, hvis den nationale lovgivning tillader en sådan begrænsning.Har tredjelandsstatsborgeren en gyldig opholdstilladelse eller anden tilladelse, som giver rettil ophold, udstedt af en anden medlemsstat, skal tredjelandsstatsborgeren anmodes omstraks at begive sig til denne anden medlemsstats område. Efterkommer den pågældendeikke dette krav, kan der træffes afgørelse om tilbagesendelse til oprindelseslandet, et transit-land eller et andet tredjeland.Medlemsstaterne kan når som helst af humanitære eller andre grunde, herunder af hensyntil familiens enhed, undlade at træffe afgørelse om tilbagesendelse og i stedet tildele tredje-landsstatsborgeren, som opholder sig ulovligt på deres område, en selvstændig opholdstilla-delse. Har tredjelandsstatsborgeren en verserende sag om forlængelse af en opholdstilla-delse, kan medlemsstaterne undlade at træffe afgørelse om tilbagesendelse, indtil ansøg-ningen er færdigbehandlet.Medlemsstaterne kan træffe én samlet afgørelse om ophør af lovligt ophold, tilbagesendelse,udsendelse og eventuelt om indrejseforbud.Inden der træffes afgørelse om tilbagesendelse af en uledsaget mindreårig, skal der underbehørig hensyntagen til barnets tarv ydes bistand fra relevante organer, som ikke er demyndigheder, der er ansvarlige for den tvangsmæssige tilbagesendelse.Direktivet foreskriver, at en afgørelse om tilbagesendelse skal indeholde en passende fristfor frivillig udrejse på mellem 7 og 30 dage. Medlemsstaterne skal, hvis det er nødvendigt,forlænge denne frist, i en passende periode under hensyntagen til de særlige forhold i denenkelte sag såsom opholdets varighed, eventuelle skolesøgende børn og eventuelle andrefamiliemæssige og sociale tilknytninger.Udrejsefristen kan fastsættes til straks, hvis der er risiko for, at den pågældende vil forsvin-de, hvis en ansøgning om lovligt ophold er afslået som værende åbenbart grundløs ellersvigagtig, eller hvis den pågældende udgør en risiko for den offentlige orden, den offentligesikkerhed eller den nationale sikkerhed. Medlemsstaterne skal forlænge en udrejsefrist i enpassende periode, hvor det er nødvendigt af hensyn til de særlige forhold i den enkelte sag.Hvis medlemsstaterne beslutter at forlænge en udrejsefrist, skal medlemsstaterne meddeletredjelandsstatsborgeren en skriftlig bekræftelse herpå.Medlemsstaterne kan pålægge tredjelandsstatsborgeren i perioden for frivillig udrejse og i enperiode, hvor den tvangsmæssige udsendelse er udsat, visse forpligtelser med henblik på atundgå risikoen for, at den pågældende forsvinder, såsom en pligt til regelmæssigt at meldeSide 8

sig hos myndighederne, til at stille en passende økonomisk garanti, til at indlevere dokumen-ter eller til at tage ophold et bestemt sted.Afgørelser om tilbagesendelse skal ledsages af et indrejseforbud, når udrejsefristen er fast-sat til straks, eller når den pågældende ikke udrejser frivilligt i overensstemmelse med udrej-sefristen.Indrejseforbuddet skal forbyde indrejse i og ophold på alle medlemsstaternes område.En afgørelse om meddelelse af et indrejseforbud skal som afgørelsen om tilbagesendelseaffattes skriftligt.Indrejseforbuddets længde skal fastsættes under hensyn til sagens omstændigheder og måikke overstige 5 år, medmindre den pågældende tredjelandsstatsborger må anses for en al-vorlig trussel mod den offentlige orden, den offentlige sikkerhed eller den nationale sikker-hed.Medlemsstaterne kan undlade at meddele et indrejseforbud af humanitære grunde. Med-lemsstaterne kan endvidere ophæve eller suspendere et indrejseforbud på grund af sagensomstændigheder.Når en medlemsstat påtænker at udstede en opholdstilladelse til en tredjelandsstatsborger,der har et indrejseforbud udstedt af en anden medlemsstat, konsulterer den først den med-lemsstat, der har udstedt indrejseforbuddet, jf. artikel 25 i Schengenkonventionen.Medlemsstaterne skal efter anmodning tilvejebringe en skriftlig eller mundtlig oversættelse afde vigtigste elementer i afgørelser vedrørende tilbagesendelse og indrejseforbud på etsprog, som tredjelandsstatsborgeren forstår eller med rimelighed kan formodes at forstå.Medlemsstaterne kan dog beslutte, at dette ikke gælder for tredjelandsstatsborgere, der erindrejst ulovligt på en medlemsstats område, og som ikke efterfølgende har fået opholdstilla-delse eller ret til ophold i denne medlemsstat. Medlemsstaterne kan i stedet vælge, at tilba-gesendelsesafgørelsen i forhold til disse personer i stedet udfærdiges ved hjælp af en stan-dardformular. Standardformularen skal udleveres sammen med en informationsskrivelse,som redegør for formularens vigtigste elementer, og som skal foreligge på mindst fem sprog.Det fremgår af direktivet, at medlemsstaterne hurtigt bør have adgang til oplysninger om an-dre medlemsstaters afgørelser om indrejseforbud, da et indrejseforbud gælder indrejse i ogophold på alle medlemsstaternes område. Denne udveksling af oplysninger bør finde sted ioverensstemmelse med Schengeninformationssystemet.En tredjelandsstatsborger, som direktivet finder anvendelse på, skal have adgang til effektiveretsmidler i form af en adgang til at klage over afgørelser om tilbagesendelse m.v. til enkompetent domstol, administrativ myndighed eller et organ, der er sammensat af medlem-mer, der er upartiske og sikret uafhængighed. Klageinstansen skal have mulighed for midler-tidigt at tillægge klagen opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen.Side 9

Tredjelandsstatsborgeren skal have mulighed for at få juridisk rådgivning, at lade sig repræ-sentere og om nødvendigt at få sproglig bistand. Endvidere sikres tredjelandsstatsborgerenadgang til gratis retshjælp i henhold til national lovgivning.Medlemsstaterne må kun frihedsberøve en tredjelandsstatsborger i forbindelse med tilbage-sendelse eller tvangsmæssig udsendelse, hvis andre mindre indgribende foranstaltningerikke er tilstrækkelige i det konkrete tilfælde. Frihedsberøvelse kan ske, når der er risiko for,at tredjelandsstatsborgeren vil forsvinde, eller når den pågældende undviger eller læggerhindringer i vejen for forberedelsen af tilbagesendelsen eller udsendelsen.Frihedsberøvelsen skal være af så kort varighed som muligt og må kun opretholdes, så læn-ge udsendelsen er under forberedelse og gennemføres med nødvendig omhu.Afgørelser om frihedsberøvelse træffes af administrative eller retslige myndigheder. Afgørel-ser om frihedsberøvelse skal være skriftlige og angive de faktiske og retlige grunde. Når af-gørelsen træffes af en administrativ myndighed, skal spørgsmålet om frihedsberøvelsenslovlighed hurtigt forelægges for en domstol, som skal træffe afgørelse så hurtigt som muligtfra tidspunktet for frihedsberøvelsens start. Den pågældende tredjelandsstatsborger skalomgående løslades, hvis frihedsberøvelsen ikke er lovlig. Er frihedsberøvelsen lovlig, fore-lægges sagen på ny for domstolen med rimelige mellemrum. I tilfælde af langvarig frihedsbe-røvelse skal vurderingerne være undergivet en retslig myndigheds tilsyn.Ifølge direktivet må perioden for frihedsberøvelse ikke overstige 6 måneder. Perioden kandog forlænges i en begrænset periode på yderligere 12 måneder (dvs. i alt op til 18 måne-der) i overensstemmelse med national ret, hvis udsendelsesproceduren uanset alle rimeligebestræbelser kan forventes at tage længere tid som følge af manglende samarbejde fra tred-jelandsstatsborgerens side eller forsinkelser i forbindelse med fremskaffelsen af nødvendigedokumenter fra tredjelande.Frihedsberøvelsen skal finde sted i særlige faciliteter for frihedsberøvede. Hvis dette ikke ermuligt, skal den frihedsberøvede holdes adskilt fra almindelige fængselsindsatte.Uledsagede mindreårige og familier med mindreårige børn, der venter på at blive udsendt,må kun frihedsberøves som en sidste udvej og i det kortest mulige tidsrum. Familier, der fri-hedsberøves, mens de venter på at blive udsendt, skal have separat bolig, der i tilstrækkeliggrad sikrer privatlivets fred.Medlemsstaterne skal gennemføre afgørelsen om tilbagesendelse ved at træffe alle nød-vendige foranstaltninger med henblik på udsendelse, hvis udrejsefristen er fastsat til straks,eller pligten til at udrejse ikke er efterkommet inden udrejsefristens udløb.Når medlemsstaterne som en sidste udvej anvender motivationsfremmende foranstaltningertil at udsende en tredjelandsstatsborger, skal sådanne foranstaltninger være proportionaleog holdes inden for grænserne af fornøden magtanvendelse, og de skal anvendes i over-

ensstemmelse med fundamentale rettigheder og med behørig respekt for tredjelandsstats-borgerens værdighed og fysiske integritet.Medlemsstaterne skal sørge for en effektiv ordning for tilsyn med tvangsmæssig udsendelse.Medlemsstaterne kan udsætte en tvangsmæssig udsendelse, hvis der foreligger særligegrunde hertil, navnlig af hensyn til tredjelandsstatsborgerens fysiske eller psykiske tilstand,eller af tekniske grunde, såsom manglende transportkapacitet eller mislykket udsendelsesom følge af manglende identifikation. I så fald skal myndighederne give tredjelandsstats-borgeren en skriftlig bekræftelse på udsættelsen.Inden udsendelse af en uledsaget mindreårig fra en medlemsstats område, skal myndighe-derne i medlemsstaten sikre, at den mindreårige sendes tilbage til et familiemedlem, til enudpeget værge eller til passende modtagelsesfaciliteter i tilbagesendelseslandet.2.2. Danmarks stilling i forbindelse med gennemførelsen af direktivetDa direktivet er vedtaget med hjemmel i Traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fælles-skab, afsnit IV, artikel 63, nr. 3, (nu Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,afsnit V, artikel 79) er retsakten omfattet af det danske forbehold vedrørende retlige og indreanliggender.Efter artikel 1 i Protokollen om Danmarks Stilling, der er knyttet til Traktaten om Den Euro-pæiske Union og til Traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (nu Traktatenom Den Europæiske Unions funktionsmåde), deltager Danmark ikke i Rådets vedtagelse afforanstaltninger, der foreslås i henhold til afsnit IV i Traktaten om oprettelse af Det Europæi-ske Fællesskab (nu afsnit V i Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde), jf. dogprotokollens artikel 4 om visse foranstaltninger vedrørende visum.Danmark deltog ikke i Rådets vedtagelse af direktivet, der ikke er bindende for og ikke finderanvendelse i Danmark, jf. protokollens artikel 2.Det fremgår af direktivets præambel, at der er tale om en delvis udbygning af Schengen-reglerne.Inden 6 måneder efter at Rådet har truffet afgørelse om et forslag til udbygning af Schengen-reglerne efter bestemmelserne i afsnit IV i Traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fæl-lesskab, træffer Danmark efter artikel 5 i Protokollen om Danmarks Stilling (nu artikel 4 i Pro-tokol om Danmarks stilling efter Lissabontraktatens ikrafttræden) afgørelse om, hvorvidt detvil gennemføre afgørelsen i sin nationale lovgivning.I tilfælde, hvor Danmark beslutter sig herfor, vil afgørelsen skabe en folkeretlig forpligtelsemellem Danmark og de øvrige medlemsstater, der er nævnt i artikel 1 i Protokollen om Inte-gration af Schengen-reglerne i Den Europæiske Union, samt Irland eller Det Forenede Kon-gerige, hvis disse medlemsstater deltager i de pågældende samarbejdsområder.

Hvis Danmark beslutter ikke at gennemføre rådsafgørelser som nævnt ovenfor, overvejerSchengen-landene, hvilke passende foranstaltninger der skal træffes, jf. protokollens artikel5, stk. 2 (nu artikel 4 i Protokol om Danmarks stilling efter Lissabontraktatens ikrafttræden).Danmarks deltagelse i Schengensamarbejdet taler for, at Danmark gennemfører direktivet isin lovgivning.Danmark tilkendegav således i et brev af 15. juni 2009 til Rådet, at den danske regering hartil hensigt at gennemføre direktivet i dansk ret, og at direktivet vil kræve ændringer i dendanske udlændingelov, som forventes gennemført i forbindelse med direktivets ikrafttræden.Efter lovforslagets vedtagelse vil regeringen meddele Rådet, at Danmark har gennemført di-rektivet i sin nationale lovgivning, og at ændringerne vil træde i kraft den 1. februar 2010.

Hverken Det Forenede Kongerige eller Irland deltager i anvendelsen af direktivet.For så vidt angår Norge, Island, Schweiz og Liechtenstein fremgår det af direktivets præam-bel, at direktivet udgør en delvis udvikling af Schengen-reglerne, som omhandlet i Schen-gen-associeringsaftalerne med de pågældende lande. Ifølge de procedurer, der er fastsat iassocieringsaftalerne, gælder de rettigheder og forpligtelser, der følger af direktivet, også forNorge, Island, Schweiz og Liechtenstein og for forbindelserne mellem Norge, Island,Schweiz og Liechtenstein og de medlemsstater i Fællesskabet, som direktivet er rettet til.2.3. Direktivets gennemførelse i dansk retDirektivet finder anvendelse på tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold på medlemssta-tens område, jf. artikel 2, stk. 1.Det fremgår af direktivets artikel 2, stk. 2, at medlemsstaterne kan beslutte ikke at anvendedirektivet på tredjelandsstatsborgere, som:a) er genstand for nægtelse af indrejse i medfør af artikel 13 i Schengengrænsekodeksen,eller som pågribes eller standses af de kompetente myndigheder i forbindelse med ulovligoverskridelse af en medlemsstats ydre grænse ad land-, sø- eller luftvejen, og som ikke ef-terfølgende har opnået tilladelse eller ret til ophold i den pågældende medlemsstat,b) er genstand for tilbagesendelse som en strafferetlig sanktion eller som følge af en straffe-retlig sanktion i henhold til national ret, eller som er genstand for udleveringsprocedurer.Bestemmelsen i a) skal forstås således, at der skal være tale om en umiddelbar forbindelsemellem grænseoverskridelsen og pågribelsen.De tilfælde, der vil kunne undtages fra direktivets anvendelsesområde efter artikel 2, stk. 2,litra a, er tilfælde, hvor en tredjelandsstatsborger afvises efter udlændingelovens § 28, ogtilfælde, hvor en tredjelandsstatsborger pågribes eller standses i umiddelbar tilknytning til enulovlig overskridelse af Danmarks ydre grænser, uden efterfølgende at få meddelt opholdstil-Side 12

ladelse eller ret i øvrigt til at opholde sig her i landet, og hvor Udlændingeservice udviser denpågældende efter udlændingelovens § 25 b på grund af ulovligt ophold.I afvisningssager fastsættes der ingen udrejsefrist, og klage over en afgørelse om afvisninggiver ikke udlændingen ret til at indrejse i landet. Hvis direktivet anvendes på sådanne tilfæl-de, vil det ikke være muligt at opretholde disse regler. Derfor ønsker regeringen ikke at an-vende direktivet på sager om afvisning.Udvisningsbestemmelsen i § 25 b anvendes både i forhold til personer, der pågribes umid-delbart efter grænseoverskridelsen, og i forhold til personer, som først pågribes på et seneretidspunkt. Afgørelser efter § 25 b i forhold til sidstnævnte gruppe kan ikke undtages fra direk-tivets anvendelsesområde. Af administrative hensyn og for at sikre så enkel en sagsbehand-ling som mulig foreslås det, at alle afgørelser efter § 25 b omfattes af direktivets regler.Ved udvisning i forbindelse med kriminalitet, jf. udlændingelovens §§ 22-24, § 25 a, stk. 1,og § 25 c vil udlændingen altid blive meddelt et indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1. Efter direktivetkan dette undlades. Endvidere følger det af udlændingeloven, jf. § 33, stk. 9, at udrejsefri-sten i sådanne sager fastsættes til straks. Hvis direktivet anvendes på disse sager, vil detteikke i alle tilfælde kunne opretholdes. Regeringen finder derfor ikke, at direktivet skal anven-des i sager vedrørende udvisning på grund af kriminalitet. Som følge heraf skal direktivetheller ikke anvendes på sager, der behandles efter udlændingelovens § 49 a. De foreslåederegler, der skal implementere direktivet, vil herefter ikke gælde i forhold til tredjelandsstats-borgere, som afvises efter udlændingelovens § 28 eller udvises på grund af kriminalitet efterudlændingelovens §§ 22-24, § 25 a, stk. 1, eller § 25 c.Hvis en udlænding er udvist på grund af kriminalitet, men der tidligere er truffet en afgørelsevedrørende udlændingen, som er omfattet af direktivets anvendelsesområde, finder direkti-vets regler ikke anvendelse i forbindelse med udsendelsen. Det vil f.eks. være tilfældet, hvisen udlænding meddeles afslag på en ansøgning om opholdstilladelse, og udlændingen her-efter udvises som følge af kriminalitet. Fra det tidspunkt, hvor udlændingen udvises på grundaf kriminalitet, finder de foreslåede bestemmelser, der skal gennemføre direktivet ikke an-vendelse. Det gælder bl.a. den foreslåede regel i § 30 a om Folketingets Ombudsmands til-syn med udsendelser.Der vil normalt ikke blive truffet en afgørelse om tilbagesendelse efter udlændingelovensregler i forbindelse med en afgørelse om udlevering med henblik på retsforfølgning i et andetland. Direktivets regler finder således ikke anvendelse på disse sager.Ved siden af direktivet om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbage-sendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold er der i Dublinforordningen (Rådetsforordning (EF) nr. 343/2003 af 18. februar 2003) fastsat regler om tilbageførsel og overfør-sel af asylansøgere til et andet EU-land.Dublinforordningen skal sikre, at en asylansøgning, der indgives i et af EU-landene, behand-les af ét og kun et af landene. Forordningen indeholder således nogle kriterier for hvilket EU-land, der er ansvarligt for at behandle en indgiven asylansøgning. Forordningen skal forhin-dre, at en asylansøger får behandlet sin ansøgning i flere EU-lande samtidig, og at en asyl-

ansøger bliver kastebold mellem landene, fordi ingen vil påtage sig ansvaret for at behandleansøgningen.Hvis Udlændingeservice vurderer, at et andet EU-land på grundlag af Dublinforordningen eransvarlig for en asylansøgning, vil dette land normalt blive bedt om at overtage ansvaret foransøgningen. Hvis det pågældende land påtager sig ansvaret, vil asylansøgeren blive over-ført/tilbageført til landet og få sin asylansøgning behandlet/færdigbehandlet der.Udlændingelovens § 29 a indeholder regler om overførsel m.v. efter reglerne i Dublinforord-ningen.Direktivet omtaler ikke forholdet til Dublinforordningen. Det indeholder således ikke retnings-linjer for, hvilke regler der har forrang i en situation, hvor der både er mulighed for at anven-de direktivets regler og Dublinforordningens regler.Det afgørende efter Dublinforordningen er, at en asylansøger får sin asylansøgning behand-let fuldt ud i ét af EU-landene.Hvis tredjelandsstatsborgeren er asylansøger i en medlemsstat, men opholder sig ulovligt ien anden medlemsstat, kan den anden medlemsstat således vælge enten at sende asylan-søgeren tilbage til den første medlemsstat efter Dublinforordningens regler eller selv at påta-ge sig ansvaret for en fuldstændig behandling af den pågældendes asylansøgning.En forpligtelse for medlemsstaterne – i alle tilfælde, hvor der skal ske overførsel eller tilbage-førsel efter Dublinforordningen – til også at træffe en tilbagesendelsesafgørelse efter direkti-vets regler vil kunne fratage Dublinforordningens regler den tilsigtede virkning, bl.a. fordi deto regelsæt indeholder forskellige processuelle regler m.v.Det er derfor mest hensigtsmæssigt, at direktivets regler ikke finder anvendelse i de situatio-ner, hvor en medlemsstat vælger at overføre eller tilbageføre tredjelandsstatsborgeren efterDublinforordningen.De foreslåede regler, der skal implementere direktivet, vil herefter ikke finde anvendelse i si-tuationer, hvor udlændingemyndighederne vælger at overføre eller tilbageføre tredjelands-statsborgeren efter udlændingelovens § 29 a, men alene i de situationer, hvor udlændinge-myndighederne i stedet vælger selv at foretage den fulde behandling af tredjelandsstatsbor-gerens asylansøgning.2.3.1. Direktivbestemmelser, der allerede anses for opfyldt i gældende retDet følger af direktivets artikel 6, stk. 5, at hvis en tredjelandsstatsborger, som opholder sigher i landet uden fornøden tilladelse, har indgivet ansøgning om fornyelse af sin opholdstilla-delse eller af en anden tilladelse, som giver ret til ophold, skal den myndighed, der behandleransøgningen, overveje, om afgørelsen om tilbagesendelse kan udsættes, indtil der træffesafgørelse i anledning af ansøgningen.

Bestemmelsen indebærer, at en udlændingemyndighed, som modtager en ansøgning omforlængelse af en opholdstilladelse fra en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold, fordiopholdstilladelsen er udløbet, skal tage stilling til, om ansøgningen kan gives opsættendevirkning med hensyn til udrejsefristen. Meddelelse af opsættende virkning betyder, at derførst ved et eventuelt afslag på forlængelse af opholdstilladelsen træffes en afgørelse omtilbagesendelse.Bestemmelsen anses for opfyldt ved udlændingelovens § 33, stk. 5, der blev indsat i lovenved lov nr. 572 af 31. maj 2010 om ændring af udlændingeloven. Efter bestemmelsen tillæg-ges en ansøgning om opholdstilladelse, som tillades indgivet her i landet efter udlændinge-lovens § 9, stk. 18, § 9 a, stk. 4, § 9 c, stk. 5, eller § 9 f, stk. 7, der tillige blev indsat i lovenved lov nr. 572 af 31. maj 2010, opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen.Af bestemmelserne i § 9, stk. 18 og § 9 c, stk. 5, fremgår det, at en udlænding, som har ulov-ligt ophold, kun kan indgive ansøgning her i landet, hvis Danmarks internationale forpligtel-ser kan tilsige det. Med vurderingen af, om Danmarks internationale forpligtelser kan tilsige,at en ansøgning skal tillades indgivet, sigtes navnlig til Den Europæiske Menneskerettig-hedskonventions artikel 8 om hensynet til familiens enhed.Efter direktivets artikel 8, stk. 1, skal medlemsstaterne træffe alle nødvendige foranstaltnin-ger til at fuldbyrde en afgørelse om tilbagesendelse, når udrejsefristen er fastsat til straks,eller hvor tredjelandsstatsborgeren ikke er udrejst frivilligt i overensstemmelse med den fast-satte udrejsefrist.Det fremgår af udlændingelovens § 30, stk. 2, 1. pkt., at politiet drager omsorg for udlændin-ges udrejse, når de ikke udrejser frivilligt.Af § 30, stk. 2, 2. pkt., fremgår det, at ministeren for flygtninge, indvandrere og integrationfastsætter nærmere regler om politiets pligt til at drage omsorg for udlændinges udrejse.Disse regler er fastsat i cirkulære nr. 65 af 15. august 2006 og cirkulære nr. 105 af 11. de-cember 2006 med sidenotat af 31. marts 2008.Af cirkulære nr. 65 af 15. august 2006 om forkyndelser og udrejsekontrol i asylsager m.v.,fremgår det bl.a., at udrejsekontrol, i sager hvor udlændingen er pålagt at udrejse straks, fo-retages i umiddelbar tilknytning til forkyndelsen. I sager, hvor Flygtningenævnet har meddeltafslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, og hvor afgørelsener forkyndt for udlændingen i forbindelse med mødet i Flygtningenævnet, skal politiet foreta-ge udrejsekontrol så vidt muligt samme dag, som Flygtningenævnets underretning om afgø-relsen modtages, og ellers dagen efter.I sager, hvor Udlændingeservice eller Flygtningenævnet har truffet afgørelse om nægtelse afforlængelse eller inddragelse af en opholdstilladelse meddelt efter udlændingelovens §§ 7eller 8, og hvor udlændingen ikke er pålagt at udrejse straks, foretages udrejsekontrol dagenefter udrejsefristens udløb. Konstateres det ved udrejsekontrollen, at udlændingen ikke erudrejst, skal der straks tages de fornødne skridt til, at udrejsen kan effektueres så hurtigtsom muligt.Side 15

Af cirkulære nr. 105 af 11. december 2006 om politiets udrejsekontrol i opholdssager frem-går det bl.a., at politiet efter anmodning fra Integrationsministeriet eller Udlændingeserviceforetager udrejsekontrol i sager om udlændinge, der ikke længere har noget opholdsgrund-lag. Politiets kontrol skal så vidt muligt iværksættes således, at den kan være afsluttet senest14 dage efter, at anmodningen er modtaget. Når kontrollen er afsluttet, skal politiet underret-te Udlændingeservice om resultatet af kontrollen. Af sidenotat af 31. marts 2008 til cirkulæretfremgår det, at der skal foretages systematisk udrejsekontrol i forhold til følgende person-grupper:--Studerende, der får inddraget eller nægtet forlænget deres opholdstilladelse.Arbejdstagere, der efter at have fået inddraget eller nægtet forlænget en anden typeopholdstilladelse, ansøger om opholds- og arbejdstilladelse som arbejdstagere ogfår afslag på denne ansøgning eller senere får inddraget en sådan opholdstilladelseefter udlændingeloven eller efter associeringsaftalen mellem EF og Schengen.Udlændinge, der opholder sig i Danmark og får afslag på eller afvist en ansøgningom ægtefællesammenføring.Ægtefællesammenførte, der får inddraget eller afslag på forlængelse af deres op-holdstilladelse.

Uden for disse persongrupper kan politiet fortsat anmodes om at foretage udrejsekontrol ialle tilfælde, hvor der er konkret grund til at antage, at en udlænding opholder sig ulovligt.Lovforslaget indebærer, at tredjelandsstatsborgere som hovedregel skal udvises med indrej-seforbud, hvis de pålægges at udrejse straks eller ikke udrejser i overensstemmelse medudrejsefristen. I sådanne sager skal der foretages udrejsekontrol. Der vil derfor − i forhold tilde grupper af udlændinge, som der i dag ikke foretages udrejsekontrol af − skulle foretagesudrejsekontrol efter lovforslaget, hvis de pågældende udvises med indrejseforbud efter denforeslåede bestemmelse i § 25 b, stk. 2.Der foretages i dag allerede udrejsekontrol i alle asylsager og i en stor del af sager vedrø-rende opholdstilladelse på andet grundlag. På grundlag af lovforslaget forventes der dog enstigning af antallet af sager, hvori der skal foretages udrejsekontrol.Cirkulære nr. 65 af 15. august 2006 om forkyndelser og udrejsekontrol i asylsager m.v. ogcirkulære nr. 105 af 11. december 2006 om politiets udrejsekontrol i opholdssager med tilhø-rende sidenotat vil blive revideret i fornødent omfang.I forbindelse med udrejsekontrollen vil politiet i asylsager forsøge at træffe udlændingen pådet asylcenter, hvor den pågældende har været indkvarteret, eller på et andet kendt/oplystopholdssted. I opholdssagerne forsøger politiet at træffe udlændingen på et oplyst opholds-sted. Træffes udlændingen ikke, og foreligger der ikke sikre oplysninger om, at udlændingener udrejst frivilligt, skal den pågældende bl.a. efterlyses i Det Centrale Kriminalregister.Når udlændingen er antruffet, består politiets opgave i – udover samtale med den pågæl-dende – at ordne en række praktiske ting. Der kan være tale om fremskaffelse af gyldigt pas,Side 16

indrejsetilladelse eller visum, eventuelt frihedsberøvelse af udlændingen indtil udrejsedato-en, afklaring af udrejsemuligheder, planlægning af udrejsen, herunder eventuelt af familie ogtransport af ejendele, køb af eventuelle fly- eller togbilletter og eventuel forhandling med luft-havn, luftfartselskab og pilot. For så vidt angår den praktiske gennemførelse af udrejsen kander være tale om ledsaget udrejse, hvor politipersonale ledsager udlændingen ud af landet –typisk med fly – til udlændingens hjemland. Der kan også være tale om påset udrejse, hvorpolitipersonale overvåger udrejsen af landet, f.eks. ombordstigning i et fly eller på et skib.Efter direktivets artikel 9, stk. 2, kan medlemsstaterne udsætte en tvangsmæssig udsendel-se, når der foreligger særlige grunde hertil, navnlig af hensyn til tredjelandsstatsborgerensfysiske eller psykiske tilstand, eller af tekniske grunde, såsom manglende transportkapaciteteller mislykket udsendelse som følge af manglende identifikation. Det følger af direktivets ar-tikel 14, stk. 2, at tredjelandsstatsborgeren i et sådant tilfælde skal have en skriftlig bekræf-telse på, at udsendelsen midlertidigt ikke vil blive fuldbyrdet.I praksis vil der normalt ikke være grundlag for at træffe en egentlig beslutning om at udsæt-te den tvangsmæssige udsendelse. Politiets virksomhed på udsendelsesområdet er faktiskforvaltningsvirksomhed. Hvis der sker aflysning af en udsendelse på grund af vejrforhold el-ler tekniske omstændigheder, vil udsendelsen ikke blive sat i bero, men forberedelsen af ud-sendelsen fortsættes.Hvis der foreligger sådanne særlige sundhedsmæssige forhold, at udsendelse ikke kan ske,vil det være udlændingemyndighederne, der skal tage stilling til, om udrejsefristen skal ud-sættes i forbindelse med en genoptagelse af en eventuel sag om opholdstilladelse, eller omudrejsefristen skal forlænges. Forlængelse af udrejsefristen skal ske efter den foreslåede re-gel i § 33 c, 1. pkt. I begge tilfælde skal udlændingen have en skriftlig afgørelse herom, jf. deforeslåede bestemmelser i § 33 c, 2. pkt. og § 33 b, stk. 1, 2. pkt.Udsendelsesområdet administreres allerede i dag i overensstemmelse med artikel 8, stk. 1,artikel 9, stk. 2, og artikel 14, stk. 2.Efter direktivets artikel 7, stk. 3, og artikel 9, stk. 3, kan medlemsstaterne i perioden for frivil-lig udrejse og i perioder, hvor en tvangsmæssig udsendelse udsættes, pålægge tredjelands-statsborgeren visse forpligtelser med henblik på at undgå risiko for, at den pågældende for-svinder. Der kan bl.a. være tale om en pligt til regelmæssigt at melde sig hos myndigheder-ne, til at stille en passende økonomisk garanti, til at indlevere dokumenter eller til at tage op-hold et bestemt sted.Efter udlændingelovens § 34, stk. 1, kan politiet, indtil der er truffet afgørelse om, hvorvidt enudlænding skal udvises, afvises, overføres eller tilbageføres eller udsendes under henvis-ning til, at udlændingen ikke har ret til at opholde sig her i landet efter reglerne i kapitel 1 og3-5 a, og indtil en afgørelse herom kan iværksættes, bestemme – når det må anses for nød-vendigt for at sikre udlændingens tilstedeværelse – at udlændingen skal deponere sit pasm.v. hos politiet, stille en af politiet fastsat sikkerhed, tage ophold efter politiets nærmere be-stemmelse og give møde hos politiet på nærmere angivne tidspunkter.

Efter § 34, stk. 2, kan politiet endvidere – i visse situationer – hvis det skønnes hensigts-mæssigt for at sikre udlændingens tilstedeværelse eller medvirken til sagens behandling el-ler udrejsen, bestemme, at en udlænding skal give møde hos politiet på nærmere angivnetidspunkter.Udlændingeloven er således allerede i overensstemmelse med direktivet på dette punkt.Det fremgår af artikel 9, stk. 1, litra a), at medlemsstaterne skal udsætte en tvangsmæssigudsendelse, hvis udsendelsen vil stride imod forbuddet mod refoulement.Efter udlændingelovens § 31, stk. 1, må en udlænding ikke udsendes til et land, hvor denpågældende risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller ned-værdigende behandling eller straf, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresen-delse til et sådant land.I asylsager er der taget stilling til spørgsmålet om refoulement efter udlændingelovens § 31inden en tvangsmæssig udsendelse. Påberåber en tredjelandsstatsborger sig i udsendel-sessituationen, at der foreligger risiko for refoulement, vil dette blive opfattet som en ansøg-ning om asyl, og sagen vil blive forelagt for asylmyndighederne til afgørelse, inden en even-tuel tvangsmæssig udsendelse gennemføres.Udlændingeloven er således også i overensstemmelse med direktivet på dette punkt.Efter direktivets artikel 9, stk. 1, litra b), skal medlemsstaterne sætte den tvangsmæssigeudsendelse i bero, hvis en afgørelse om tilbagesendelse påklages, og klageinstansen tillæg-ger klagen opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen, jf. artikel 13, stk. 2.En udlænding, der har fået udsat sin udrejsefrist i forbindelse med en klage over afslag påopholdstilladelse eller i forbindelse med indgivelse af en ansøgning om opholdstilladelse erefter dansk ret ikke længere i udsendelsesposition. Det vil således ikke komme på tale atsætte den tvangsmæssige udsendelse i bero. Artikel 9, stk. 1, litra b) anses derfor alleredefor opfyldt.Efter artikel 10, stk. 1, skal der, inden der træffes afgørelse om tilbagesendelse af en uled-saget mindreårig, under behørig hensyntagen til barnets tarv ydes bistand fra relevante or-ganer, som ikke er de myndigheder, der er ansvarlige for tvangsmæssig tilbagesendelse.Efter udlændingelovens § 56 a, stk. 1, får en mindreårig uledsaget udlænding, der opholdersig her i landet, udpeget en personlig repræsentant til varetagelse af sine interesser, med-mindre ganske særlige grunde taler derimod. Det gælder alle uledsagede mindreårige.Baggrunden for ordningen er, at uledsagede mindreårige udlændinge må antages at havebehov for den støtte og omsorg, som repræsentanten kan give barnet, og hovedformåletmed repræsentantordningen er netop at sikre, at alle uledsagede mindreårige får udpeget enfast personlig støtte hurtigst muligt efter ankomsten til Danmark. Repræsentanten kan både

støtte barnet under en evt. asylsag (personlig støtte, ikke juridisk), men også i relation til me-re personlige spørgsmål, f.eks. omsorgs- og behandlingsbehov.Det er Dansk Røde Kors, der indstiller personer til hvervet som personlig repræsentant, ogrepræsentanten for det enkelte barn udpeges af statsforvaltningen.Ved lov nr. 400 af 21. april 2010 om lov om ændring af udlændingeloven og lov om aktiv so-cialpolitik (Ændring af reglerne om indvandringsprøven, advokatbistand til uledsagede min-dreårige asylansøgere, ændring af ydelsessystemet for asylansøgere m.v.) blev der i ud-lændingeloven indsat en ny bestemmelse i udlændingelovens § 56, stk. 8, hvorefter Udlæn-dingeservice beskikker en advokat for en uledsaget mindreårig, der har fået endeligt afslagpå opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 (asyl), medmindre ganske særlige grundetaler derimod. Den beskikkede advokat vil kunne yde bistand til den uledsagede mindreårigei forbindelse med spørgsmålet om opholdstilladelse på andet grundlag. Advokaten vil endvi-dere kunne rådgive barnet i forbindelse med barnets hjemvenden.Bestemmelsen medfører ingen ændringer i forhold til den personlige repræsentants opgaver,der således fortsat vil være at støtte barnet på det personlige og følelsesmæssige plan. Denbeskikkede advokat vil derimod kunne rådgive barnet om dets retlige stilling.De særlige ordninger i udlændingeloven for uledsagede mindreårige opfylder således krave-ne i artikel 10, stk. 1.Efter artikel 10, stk. 2, skal myndighederne inden udsendelse af en uledsaget mindreårig ud-lænding fra en medlemsstats område sikre, at den mindreårige sendes tilbage til et familie-medlem, til en udpeget værge eller til passende modtagelsesfaciliteter i tilbagesendelseslan-det.Udlændingeservice har i dag pligt til at iværksætte en eftersøgning af forældrene til en uled-saget udlænding under 18 år, som ikke kender sine forældres opholdssted, medmindre sær-lige grunde taler derimod. Eftersøgningspligten omfatter forældrene til alle uledsagede min-dreårige, uanset om barnet har søgt asyl eller ej, og uanset om barnet samtykker til efter-søgningen, jf. udlændingelovens § 56 a, stk. 9.Resultatet af en eftersøgning af forældrene til uledsagede mindreårige kan både have be-tydning i forhold til, om barnet kan gives opholdstilladelse som uledsaget mindreårig, og iforhold til en eventuel udsendelse.Hvis barnet søger om asyl og får afslag på ansøgningen, tager Udlændingeservice ex officiostilling til, om barnet kan få opholdstilladelse som uledsaget mindreårig. Opholdstilladelsekan gives, hvis barnet vil blive stillet i en reel nødsituation ved en tilbagevenden til hjemlan-det. I vurderingen heraf indgår bl.a., om barnet har familie eller andet socialt netværk i hjem-landet, og om barnet, hvis det har været uden kontakt med forældrene i længere tid, indenudrejsen har været undergivet offentlig forsorg, der – reelt – vil kunne genetableres ved entilbagevenden til hjemlandet. Hvis der gives afslag på opholdstilladelse som uledsaget min-

dreårig, er der således taget stilling til, at barnet har socialt netværk m.v. i hjemlandet, sombarnet derefter vil blive sendt tilbage til.Reglerne om eftersøgningspligten og opholdstilladelse indebærer således, at udsendelse afuledsagede mindreårige sker til familie, en værge eller modtagefaciliteter i hjemlandet.Integrationsministeren fremsatte den 28. oktober 2010 forslag til lov om ændring af reglerneom uledsagede mindreårige på en række områder (lovforslag nr. L 37 om ændring af ud-lændingeloven og integrationsloven (Revision af reglerne om uledsagede mindreårige ud-lænding, m.v.)). Lovforslaget indeholder bl.a. forslag om at ændre betingelserne for opholds-tilladelse til uledsagede mindreårige på grundlag af manglende modenhed eller manglendesocialt netværk i hjemlandet. Det forslås, at opholdstilladelse på disse grundlag ikke vil kun-ne gives til uledsagede mindreårige, der i hjemlandet vil have mulighed for ophold på etmodtage- eller omsorgscenter.Med lovforslaget foreslås det endvidere at ændre Udlændingeservices eftersøgningspligt.Det foreslås, at eftersøgningspligten fremover også skal kunne omfatte andet familiemæssigtnetværk til barnet end forældre. Derudover foreslås det at ændre eftersøgningspligten, såle-des at der kun er pligt til at eftersøge forældre eller anden familie til uledsagede mindreårige,der samtykker til eftersøgning. Hvis der er tale om et handlet barn, skal eftersøgning dog - ioverensstemmelse med Europarådets konvention om menneskehandel - som udgangspunktaltid foretages. Efter lovforslaget vil der heller ikke være pligt til at iværksætte eftersøgning,hvis der i den uledsagede mindreåriges hjemland er adgang til ophold på passende modta-ge- og omsorgscentre, uanset om den mindreårige samtykker til eftersøgningen.Som i dag vil alle uledsagede mindreårige fortsat have mulighed for af egen drift at få efter-søgt deres forældre eller anden familie via Internationalt Røde Kors’ eftersøgningstjeneste.Denne eftersøgning sker i fortrolighed mellem Røde Kors og barnet, dvs. at udlændinge-myndighederne hverken bliver informeret om iværksættelse af eftersøgningen eller resultatetheraf. Allerede i dag vejledes alle uledsagede mindreårige grundigt om denne eftersøg-ningsmulighed, og udlændingemyndighederne vil fremover styrke vejledningsindsatsen for atsikre, at alle uledsagede mindreårige så tidligt som muligt kender muligheden for at få efter-søgt familie i Røde Kors’ regi.Også den nye ordning, der foreslås ved lovforslag nr. L 37, betyder således, at uledsagedemindreårige udlændinge ikke sendes tilbage, medmindre der er familiemedlemmer (en vær-ge) eller passende modtagelsesfaciliteter i tilbagesendelseslandet.Både de gældende regler i udlændingeloven og de foreslåede nye regler er således i over-ensstemmelse med direktivets artikel 10, stk. 2.Det fremgår af direktivets artikel 13, stk. 1, at tredjelandsstatsborgeren skal have adgang tileffektive retsmidler til at klage over afgørelser vedrørende tilbagesendelse som omhandlet iartikel 12, stk. 1, dvs. afgørelser om tilbagesendelse, om indrejseforbud og eventuelt om ud-sendelse. Klageinstansen skal være en ”kompetent retslig eller administrativ myndighed elleret kompetent organ, sammensat af medlemmer, der er upartiske og er sikret uafhængighed”.Side 20

Bestemmelsen skal forstås bredt, således at klageadgangen også gælder i forhold til andrebeslutninger, der træffes i forlængelse af en tilbagesendelsesafgørelse, som f.eks. afslag påforlængelse af en udrejsefrist, afslag på udsættelse af en tvangsmæssig udsendelse, afslagpå ophævelse af et indrejseforbud m.v.Hovedparten af afgørelser truffet efter udlændingeloven kan indbringes for anden admini-strativ myndighed, jf. udlændingelovens § 46, stk. 1 og 2, og § 48. Afslag på asyl truffet afUdlændingeservice indbringes automatisk eller kan indbringes for Flygtningenævnet, jf. § 53a, stk. 1 og 2, medmindre sagen er afgjort i åbenbart grundløs-proceduren efter forelæggel-se for Dansk Flygtningehjælp, jf. § 53 b.Alle afgørelser – når bortses fra begrænsningen af prøvelsen af Flygtningenævnets afgørel-ser, jf. § 56, stk. 8 – kan indbringes for domstolene efter den almindelige adgang til dom-stolsprøvelse efter grundlovens § 63. Visse afgørelsestyper kan indbringes for domstoleneefter en særlig hurtig procedure, jf. udlændingelovens § 52.Danmark opfylder således allerede kravene i artikel 13, stk. 1.Det fremgår af artikel 13, stk. 2, at klageinstansen, jf. artikel 13, stk. 1 og afsnit 2.3.1, skalhave mulighed for midlertidigt at suspendere fuldbyrdelse af afgørelser om tilbagesendelse,udsendelse og indrejseforbud. Dette indebærer, at klageinstansen i forbindelse med modta-gelse af en klage over en tilbagesendelsesafgørelse m.v. skal kunne tillægge klage opsæt-tende virkning med hensyn til udrejsefristen.Bestemmelsen anses for opfyldt ved udlændingelovens § 33, stk. 3, 4. pkt., der blev indsat iloven ved lov nr. 572 af 31. maj 2010 om ændring af udlændingeloven. Af bestemmelsenfremgår det, at en klage, som ikke er omfattet af reglen i § 33, stk. 3, 1. pkt., hvorefter visseafgørelser tillægges opsættende virkning, hvis de påklages inden 7 dage, vil kunne tillæggesopsættende virkning, hvis særlige grunde taler herfor. Dette vil kunne være tilfældet, hvisden påklagede afgørelse forekommer åbenbart urigtig på baggrund af de oplysninger, derfremgår af klagen, eller hvis Danmarks internationale forpligtelser kan tilsige det. Med vurde-ringen af, om Danmarks internationale forpligtelser kan tilsige, at en klage skal tillægges op-sættende virkning, sigtes navnlig til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel8 om hensynet til familiens enhed.Det fremgår af artikel 13, stk. 3 og 4, at tredjelandsstatsborgeren skal have mulighed for at fåjuridisk rådgivning, for at lade sig repræsentere og om nødvendigt for at få sproglig bistand.Medlemsstaterne sikrer, at der efter anmodning ydes den nødvendige gratis retshjælpog/eller repræsentation i henhold til den relevante nationale lovgivning eller relevante natio-nale regler om retshjælp.I forbindelse med en asylsag får udlændingen som udgangspunkt beskikket en advokat til atføre sagen i anden instans for Flygtningenævnet, jf. udlændingelovens § 55, stk. 1. I åben-bart grundløse sager får uledsagede mindreårige asylansøgere beskikket en advokat, jf. ud-lændingelovens § 56 a, stk. 7.Side 21

I sager, der i medfør af udlændingelovens § 52 indbringes for en domstol, beskikkes der enadvokat for udlændingen, hvis retten finder det fornødent, og udlændingen opfylder retsple-jelovens betingelser for fri proces, medmindre udlændingen selv har antaget en advokat.I andre sager om afslag på eller inddragelse af opholdstilladelse, der indbringes for domsto-lene, har udlændingen adgang til advokatbistand og afholder som udgangspunkt selv udgif-ter hertil, men der kan under visse betingelser opnås fri proces i medfør af retsplejelovensregler herom.Herudover ydes der sproglig bistand i de sager, hvor det anses for nødvendigt for oplysningaf sagen eller for at få forkyndt en afgørelse.Dansk ret er således i overensstemmelse med direktivets artikel 13, stk. 3 og 4.Artikel 14, stk. 1, indeholder nogle principper, der så vidt muligt skal tages hensyn til indenfor den frist for frivillig udrejse, der er fastsat efter artikel 7, og i perioder hvor en tvangs-mæssig udsendelse måtte være udsat efter artikel 9. Der er tale om hensyn til, at familiensenhed med familiemedlemmer, der befinder sig på medlemsstaternes område, opretholdes,at de pågældende sikres akut lægebehandling og absolut nødvendig behandling af sygdom,at mindreårige gives adgang til grunduddannelsessystemet afhængigt af varigheden af deresophold, og at der tages hensyn til sårbare personers særlige behov.Danmark tager allerede så vidt muligt hensyn til disse principper.Efter direktivets artikel 15, stk. 1, må medlemsstaterne kun frihedsberøve en tredjelands-statsborger i forbindelse med tilbagesendelse eller tvangsmæssig udsendelse, hvis andremindre indgribende foranstaltninger ikke er tilstrækkelige i det konkrete tilfælde. Frihedsbe-røvelse kan ske, når der er risiko for, at tredjelandsstatsborgeren vil forsvinde, eller når denpågældende undviger eller lægger hindringer i vejen for forberedelsen af tilbagesendelseneller udsendelsen.Frihedsberøvelsen skal være så kortvarig som mulig og må kun opretholdes, så længe ud-sendelsen er under forberedelse og gennemføres med nødvendig omhu.Efter direktivets artikel 15, stk. 2, træffes afgørelser om frihedsberøvelse af administrativeeller retslige myndigheder. Når afgørelsen træffes af en administrativ myndighed, skalspørgsmålet om frihedsberøvelsens lovlighed hurtigt forelægges for en domstol, som skaltræffe afgørelse så hurtigt som muligt fra tidspunktet for frihedsberøvelsens start. Tredje-landsstatsborgeren skal omgående løslades, hvis frihedsberøvelsen ikke er lovlig. Er fri-hedsberøvelsen lovlig, forelægges sagen på ny for domstolen med rimelige mellemrum. I til-fælde af langvarig frihedsberøvelse skal vurderingerne være undergivet en retslig myndig-heds tilsyn, jf. artikel 15, stk. 3.Når der af retlige eller andre grunde ikke længere synes at være rimelig udsigt til udsendel-se, eller når grundlaget for frihedsberøvelsen ikke længere foreligger, ophører frihedsberø-Side 22

velsen med at være berettiget, og den pågældende tredjelandsstatsborger løslades omgå-ende, jf. artikel 15, stk. 4.Udlændingelovens § 36, stk. 1, 5 og 6, og § 37, stk. 1 og 3, opfylder kravene i artikel 15, stk.1-4.Det fremgår af artikel 16, stk. 2, at frihedsberøvede tredjelandsstatsborgere skal have ad-gang til i tide at sætte sig i forbindelse med partsrepræsentanter, familiemedlemmer og rele-vante konsulære myndigheder.Efter udlændingelovens § 37, stk. 4, 2. pkt., skal politiet ved frihedsberøvelsens iværksættel-se gøre udlændingen bekendt med adgangen til at sætte sig i forbindelse med hjemlandetsdiplomatiske eller konsulære repræsentation, eller, såfremt udlændingen søger opholdstilla-delse efter § 7, med en repræsentation for Dansk Flygtningehjælp.Efter udlændingelovens § 37 d kan en udlænding, der er frihedsberøvet efter § 36, eller hvisfrihedsberøvelse er opretholdt af retten efter § 37, jf. § 36, modtage besøg i det omfang op-retholdelse af orden og sikkerhed på anbringelsesstedet tillader det. Den frihedsberøvedehar altid ret til ukontrolleret besøg af sin beskikkede advokat samt til ukontrolleret besøg afDansk Flygtningehjælp, hvis den pågældende har søgt om opholdstilladelse efter udlændin-gelovens § 7. Afslag på besøg eller krav om kontrol under besøget kan eventuelt forelæggesretten.Efter udlændingelovens § 37 e har en udlænding, der er frihedsberøvet efter § 36, eller hvisfrihedsberøvelse er opretholdt af retten efter § 37, jf. § 36, ret til at modtage og afsende bre-ve. Den pågældende har endvidere ret til ukontrolleret brevveksling med bl.a. den beskikke-de advokat og Dansk Flygtningehjælp, hvis den pågældende har søgt om opholdstilladelseefter udlændingelovens § 7. Tilbageholdelse af et brev til eller fra udlændingen skal straksforelægges retten.I praksis får den frihedsberøvede normalt også lov til telefonisk at sætte sig i forbindelse meden pårørende. Det kan dog af praktiske eller ordens- eller sikkerhedsmæssige grunde ikkeudelukkes, at udlændingen eventuelt meddeles afslag på ”straks” at ringe til en pårørende,men den pågældende vil således få lejlighed til at ringe på et senere tidspunkt.Direktivets artikel 16, stk. 2, er således allerede opfyldt.Af artikel 16, stk. 3, fremgår det, at der skal tages særligt hensyn til sårbare personers situa-tion, og der skal sikres akut lægebehandling og absolut nødvendig behandling af sygdom.Efter straffuldbyrdelseslovens § 4, stk. 1, har en indsat ret til lægebehandling og andensundhedsmæssig bistand. Bestemmelsen hviler på det hovedsynspunkt, at indsatte i sund-hedsmæssig henseende så vidt muligt skal sidestilles med andre borgere i samfundet. Reg-lerne omkring sundhedsmæssig bistand til indsatte i Kriminalforsorgens institutioner findes ibekendtgørelse nr. 374 af 17. maj 2001 og omfatter også indsatte placeret i institutionen El-lebæk.Side 23

Administrationen af reglerne om frihedsberøvelse efter udlændingeloven sker således ioverensstemmelse med direktivet.Af artikel 16, stk. 4, fremgår det, at relevante og kompetente nationale, internationale og ik-ke-statslige organisationer og organer skal have mulighed for at besøge faciliteter for fri-hedsberøvede tredjelandsstatsborgere, der er omfattet af direktivet. Det kan kræves, at derindhentes tilladelse til sådanne besøg.Artiklens sidste punkt må forstås således, at det under særlige omstændigheder er muligtkonkret at meddele afslag på besøgstilladelse.Folketingets Ombudsmand foretager systematiske inspektioner af fængsler og arresthuse ogdermed også af Institutionen for frihedsberøvede asylansøgere, Ellebæk. I forbindelse medinspektionen bliver der foretaget en vurdering af både de fysiske forhold og de retlige for-hold. Ombudsmanden afholder også samtaler med de indsatte i institutionen, der fremsætterønske herom.Folketingets Ombudsmand foretager også inspektioner på baggrund af FN’s valgfri protokoltil konventionen om tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandlingeller straf (OPCAT). OPCAT-inspektionerne adskiller sig bl.a. fra inspektionerne ved, at derindgår lægefaglige vurderinger.Herudover aflægges der regelmæssigt besøg af Den Europæiske Torturkomite. Komiteenaflagde seneste besøg i 2008, bl.a. i Ellebæk. Også FN’s Specialrapportør vedrørende torturaflagde besøg i Ellebæk i 2008.Behandlingen af anmodninger om besøg fra organisationer m.v. i faciliteter til frihedsberø-velse af udlændinge sker således i overensstemmelse med direktivet.Efter artikel 16, stk. 5, skal de frihedsberøvede tredjelandsstatsborgere systematisk have op-lysninger, der forklarer de regler, der gælder i faciliteten, og som angiver deres rettighederog pligter, herunder retten til at kontakte internationale organisationer m.v. Dette sker allere-de i dag.Det fremgår af artikel 17, stk. 1, at uledsagede mindreårige og familier med mindreårige børnkun må frihedsberøves som en sidste udvej og i det kortest mulige passende tidsrum.Efter artikel 17, stk. 2, skal familier, der frihedsberøves, mens de venter på at blive udsendt,have separat bolig, der i tilstrækkelig grad sikrer privatlivets fred.Efter artikel 17, stk. 3, skal frihedsberøvede mindreårige have mulighed for at deltage i fri-tidsaktiviteter, herunder leg og rekreative aktiviteter, der passer til deres alder, og skal af-hængig af varigheden af deres ophold have adgang til undervisning.

Uledsagede mindreårige skal så vidt muligt have bolig i institutioner med personale og facili-teter, der tager hensyn til de behov, som personer i deres aldersgruppe har, jf. artikel 17, stk.4.Af artikel 17, stk. 5, fremgår det generelt, at barnets tarv er et væsentligt hensyn i forbindelsemed frihedsberøvelse af mindreårige, der venter på at blive udsendt.Det fremgår af udlændingelovens § 36, stk. 1, at frihedsberøvelse alene foretages, hvis min-dre indgribende foranstaltninger, jf. § 34, ikke er tilstrækkelige.Frihedsberøvelse sker således kun i tilfælde, hvor det anses for nødvendigt af de grunde,der er anført i § 36, herunder hvor der fortsat er udsigt til at kunne udsende udlændingen.Normalt sker der ikke frihedsberøvelse af en hel familie.Uledsagede mindreårige udlændinge under 14 år (den kriminelle lavalder) vil som altoverve-jende hovedregel heller ikke blive frihedsberøvet med henblik på udsendelse.Reglerne i direktivets artikel 17 anses for opfyldt i dansk ret.Frihedsberøvelse af uledsagede mindreårige tredjelandsstatsborgere mellem 14 og 18 årmed henblik på udsendelse sker kun helt undtagelsesvist. I sådanne tilfælde vil de pågæl-dende skulle anbringes i særlige faciliteter eller adskilles fra almindelige indsatte, jf. direkti-vets artikels artikel 16 og afsnit 2.3.2.7.Det fremgår af direktivets artikel 18, at i tilfælde af, at et usædvanligt stort antal tredjelands-statsborgere, der skal udsendes, medfører en uforudset stor byrde for kapaciteten af enmedlemsstats faciliteter for frihedsberøvede eller for dens administrative personale eller fordomstolene, kan medlemsstaten beslutte − så længe den usædvanlige situation varer − attillade længere perioder for domstolsprøvelser af frihedsberøvelser end fastsat i direktivet ogat træffe hasteforanstaltninger med hensyn til forholdene under frihedsberøvelse, som afvi-ger fra reglerne i direktivet om, at de frihedsberøvede anbringes i særlige faciliteter, og atfamilier skal have separat bolig. I sådanne akutte situationer skal Kommissionen underrettes.Regeringen mener ikke, at artikel 18 er relevant for Danmark. .2.3.2. Nødvendige ændringer af udlændingeloven2.3.2.1. Pligt til at træffe afgørelser om tilbagesendelse2.3.2.1.1. Tilbagesendelsesafgørelser efter udlændingelovenDirektivets artikel 6, stk. 1, fastslår, at der i forhold til en tredjelandsstatsborger, der opholdersig ulovligt i landet, skal træffes en ”tilbagesendelsesafgørelse”, som fastslår, at tredjelands-statsborgerens ophold er ulovligt, og at den pågældende har pligt til at udrejse af landet.Medlemsstaterne kan meddele afslag på en ansøgning om opholdstilladelse m.v. og træffeen tilbagesendelsesafgørelse i én og samme afgørelse. Et afslag på opholdstilladelse kan

således udgøre en tilbagesendelsesafgørelse i direktivets forstand, selvom tredjelandsstats-borgeren på afgørelsestidspunktet endnu ikke har ulovligt ophold.En tilbagesendelsesafgørelse er herefter en afgørelse, hvori en tredjelandsstatsborger på-lægges at udrejse af landet og får fastsat en udrejsefrist.Efter udlændingelovens § 30, stk. 1, har en udlænding, der ikke har ret til at opholde sig her ilandet, pligt til at udrejse. Dette princip fastholdes. Hvis den pågældende ikke udrejser, skalder ifølge direktivet træffes en tilbagesendelsesafgørelse.Udlændingeloven indeholder regler om tilbagesendelsesafgørelser.Efter udlændingelovens § 33, stk. 1, skal afslag på en ansøgning om opholdstilladelse ellerpå en ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse, beslutning om inddragelse af opholds-tilladelse, afslag på en ansøgning om udstedelse af et registreringsbevis eller opholdskort,beslutning om inddragelse af et registreringsbevis eller opholdskort, beslutning om udvisningefter § 25, § 25 a eller § 25 b og beslutning om udsendelse efter § 27 b indeholde en frist forudrejse.Afgørelserne, der er nævnt i § 33, stk. 1, er tilbagesendelsesafgørelser i direktivets forstand,når de træffes i forhold til tredjelandsstatsborgere, medmindre de er undtaget fra direktivetsanvendelsesområde, jf. afsnit 2.3. Afgørelser efter § 33, stk. 1, der træffes i forhold til EU-/EØS-statsborgere samt deres familiemedlemmer, der er tredjelandsstatsborgere og omfat-tet af EU-reglerne om fri bevægelighed, er ikke omfattet af direktivet, dvs. afslag på en an-søgning om udstedelse af et registreringsbevis eller opholdskort eller beslutning om inddra-gelse af et registreringsbevis eller opholdskort.En afgørelse om udvisning efter § 25, § 25 a, stk. 2, eller § 25 b, om udsendelse efter § 27 beller et afslag på en ansøgning om opholdstilladelse, et afslag på forlængelse af en opholds-tilladelse eller inddragelse af en tidligere meddelt opholdstilladelse, som fastsætter en udrej-sefrist, anses herefter for at være en tilbagesendelsesafgørelse i direktivets forstand.Det bemærkes, at en afgørelse, som ikke fastsætter en selvstændig udrejsefrist, men blothenviser til, at udlændingen skal udrejse i overensstemmelse med en tidligere meddelt ud-rejsefrist, ikke anses for en tilbagesendelsesafgørelse. Det vil således være den tidligere af-gørelse, hvori tredjelandsstatsborgeren blev pålagt at udrejse og meddelt en udrejsefrist, deranses for tilbagesendelsesafgørelsen. Der kan f.eks. være tale om, at en tredjelandsstats-borger, som er meddelt afslag på asyl, og som er pålagt at udrejse straks eller inden for 7dage, efterfølgende søger om humanitær opholdstilladelse. Hvis ansøgningen om humani-tær opholdstilladelse ikke tillægges opsættende virkning, vil tredjelandsstatsborgeren i for-bindelse med afslag på humanitær opholdstilladelse blive pålagt at udrejse i overensstem-melse med den udrejsefrist, som Flygtningenævnet har fastsat. Det er således Flygtninge-nævnets afgørelse, der er tilbagesendelsesafgørelsen i direktivets forstand. Der kan ogsåvære tale om afslag på en anmodning om at genoptage en sag, når anmodningen om gen-optagelse ikke tillægges opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen. Hvis myndighe-

den derimod tillægger ansøgningen opsættende virkning, vil et nyt afslag på opholdstilladel-se være en tilbagesendelsesafgørelse og dermed omfattet af § 33, stk. 1.Afgørelser, som ikke fastsætter en udrejsefrist, men alene konstaterer, at det påhviler ud-lændingen at udrejse straks, jf. § 30, stk. 1, er ikke omfattet af udlændingelovens § 33, stk.1, og anses ikke for tilbagesendelsesafgørelser i direktivets forstand. Der kan være tale omafslag på en ansøgning om ikke at anse en opholdstilladelse for bortfaldet, jf. udlændingelo-vens § 17, stk. 2, afslag på en ansøgning om forlængelse af et visum, jf. udlændingebe-kendtgørelsens § 20, eller en afgørelse om inddragelse eller annullering af et visum efter ud-lændingebekendtgørelsens § 22. Der kan endvidere være tale om en afgørelse, hvori be-handlingen af en ansøgning om opholdstilladelse afvises efter udlændingelovens § 9,stk. 18, § 9 a, stk. 4, § 9 c, stk. 5, eller § 9 f, stk. 7.Efter direktivets artikel 6, stk. 2, skal en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold på enmedlemsstats område, som har en gyldig opholdstilladelse eller anden tilladelse, der giverret til ophold, udstedt af en anden medlemsstat, pålægges straks at begive sig til den andenmedlemsstats område. Efterkommer den pågældende ikke kravet, eller er den pågældendesøjeblikkelige udrejse nødvendig af hensyn til den offentlige orden eller den nationale sikker-hed, træffes der afgørelse om tilbagesendelse.Bestemmelsen indebærer, at i tilfælde, hvor politiet forelægger en sag om udvisning for Ud-lændingeservice, og der er tale om en tredjelandsstatsborger, som opholder sig uden fornø-den tilladelse her i landet, men som har en gyldig opholdstilladelse eller et gyldigt visum ud-stedt af en anden medlemsstat, skal Udlændingeservice, inden der træffes afgørelse om ud-visning, anmode den pågældende om inden 24 timer at udrejse af landet, evt. til den andenmedlemsstat. Udlændingeservice vejleder samtidig tredjelandsstatsborgeren om, at hvis haneller hun ikke udrejser inden 24 timer, vil den pågældende blive udvist med indrejseforbudfor 2 år efter udlændingelovens § 25 b, stk. 1, og gældende for indrejse i alle EU- og Schen-genlande og kan tvangsudsendes til sit hjemland. Udlændingeservice vejleder endvideretredjelandsstatsborgeren om, at udvisningen vil medføre indberetning til SIS, medmindretredjelandsstatsborgeren har gyldig opholdstilladelse i den anden medlemsstat, og dennemedlemsstat efter konsultationer, jf. udlændingelovens § 58 h, ikke ønsker at inddrage op-holdstilladelsen.Hvis tredjelandsstatsborgeren ikke følger Udlændingeservices anmodning om udrejse, træf-fer Udlændingeservice afgørelse om tilbagesendelse i form af udvisning for ulovligt ophold,jf. den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 25 b, stk. 1, gældende for indrejse ialle EU- og Schengenlande. Forinden indberetning til SIS foretages der konsultation af denmedlemsstat, hvori tredjelandsstatsborgeren har en gyldig opholdstilladelse. Hvis medlems-staten ikke ønsker at inddrage opholdstilladelsen, skal Udlændingeservice ændre udvis-ningsafgørelsen, således at indrejseforbuddet alene er gældende for Danmark.2.3.2.1.2. Form og begrundelseEfter artikel 12, stk. 1, skal afgørelser om tilbagesendelse og afgørelser om indrejseforbudog udsendelse, hvis der er udstedt sådanne, affattes skriftligt og angive de faktiske og retligegrunde samt oplyse om de retsmidler, der er til rådighed. Endvidere fremgår det, at oplys-Side 27

ninger om de faktiske grunde kan begrænses, hvis den nationale lovgivning tillader en be-grænsning i retten til information, især for at beskytte den nationale sikkerhed, forsvaret ellerden offentlige sikkerhed og forebyggelsen, efterforskningen, afsløringen og retsforfølgningenaf strafbare handlinger.Der er i dansk forvaltningsret ingen almindelig regel om, at forvaltningens afgørelser skalvære skriftlige. Af forvaltningslovens § 23, stk. 1, fremgår det, at en person, der har fået enafgørelse meddelt mundtligt, kan forlange at få en skriftlig begrundelse for afgørelsen, med-mindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold. Bestemmelsen forudsættersåledes, at der ikke er et almindeligt krav om skriftlighed.Det følger dog af god forvaltningsskik, at bl.a. skriftlige henvendelser besvares skriftligt,medmindre borgeren erklærer sig enig i, at en mundtlig besvarelse er tilstrækkelig, at afgø-relser af rent bevismæssige hensyn må bekræftes skriftligt, navnlig når afgørelsen er bebyr-dende, og at særligt indgribende afgørelser også meddeles adressaten skriftligt.I langt de fleste tilfælde bliver der derfor i dag givet parten i en forvaltningssag skriftlig med-delelse om sagens afgørelse. Dette gælder også på udlændingeområdet.Lovforslaget indeholder forslag, der betyder, at direktivets krav om skriftlighed udtrykkeligtfremgår af udlændingeloven. Det vil således fremgå, at udlændingemyndighederne har pligttil at affatte afgørelser, der er omfattet af § 33, stk. 1, herunder afgørelser om udvisning medindrejseforbud efter den foreslåede bestemmelse i § 25 b, stk. 2, samt afgørelser om, hvor-vidt en klage over disse afgørelser kan tillægges opsættende virkning, skriftligt. Det betyderikke, at andre afgørelser efter udlændingeloven kan meddeles mundtligt. De vil som i dagfortsat blive meddelt skriftligt.Reglerne i direktivet, herunder reglen om skriftlighed i artikel 12, stk. 1, gælder kun for tredje-landsstatsborgere. For ikke at stille EU-borgere ringere end tredjelandsstatsborgere har re-geringen besluttet at lade forslaget om skriftlighed gælde generelt for alle tilbagesendelses-afgørelser, uanset udlændingens oprindelse.Det bemærkes, at direktivets krav om skriftlighed også omfatter afgørelser om udsendelse.En afgørelse om tilbagesendelse og afgørelse om udsendelse kan ifølge direktivet træffes ién og samme afgørelse. En afgørelse om tilbagesendelse vil efter udlændingelovens regler ivisse typer af sager, herunder asylsager, også indeholde en bestemmelse om, at udlændin-gen kan udsendes tvangsmæssigt, hvis udrejse ikke sker frivilligt. Afslag på asyl eller afgø-relse om inddragelse i asylsager skal indeholde afgørelse om, hvorvidt udlændingen kan ud-sendes, hvis denne ikke udrejser frivilligt, jf. udlændingelovens § 32 a. Afgørelse om tilbage-sendelse og udsendelse træffes således i én samlet afgørelse.Efter lovforslaget skal det i alle tilbagesendelsesafgørelser, som træffes i forhold til tredje-landsstatsborgere, og som fastsætter en udrejsefrist, udtrykkeligt anføres, at de vil kunneudsendes tvangsmæssigt og vil kunne blive udvist med indrejseforbud, hvis de ikke udrejserfrivilligt i overensstemmelse med udrejsefristen, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr.9.Side 28

Pligten efter direktivets artikel 12, stk. 1, til at angive de faktiske og retlige grunde for afgø-relsen og de retsmidler, der er til rådighed, følger i dansk ret allerede af forvaltningslovens §24, stk. 1 og 2, og § 25. Endvidere følger det af forvaltningslovens § 24, stk. 3, at begrundel-sens indhold kan begrænses, i det omfang partens interesse i at kunne benytte kendskab tildenne til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågælden-de selv eller til andre private eller offentlige interesser, jf. forvaltningslovens § 15.Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 9.2.3.2.2. Udrejsefrister2.3.2.2.1. Udrejsefristens længdeIfølge direktivets artikel 7, stk. 1, skal en tilbagesendelsesafgørelse indeholde en frist for fri-villig udrejse på mellem 7 og 30 dage. Efter artikel 7, stk. 4, kan udrejsefristen dog fastsæt-tes til straks i tilfælde, hvor der er risiko for, at tredjelandsstatsborgeren vil forsvinde.Artikel 3, nr. 8, definerer ”risiko for at den pågældende vil forsvinde” som ”tilstedeværelsen iden enkelte sag af grunde, baseret på objektive, lovfæstede kriterier, til at formode, at entredjelandsstatsborger, der er genstand for tilbagesendelsesprocedurer, vil forsvinde”.Efter direktivets artikel 7, stk. 4, kan udrejsefristen også fastsættes til straks i tilfælde, hvoren ansøgning om lovligt ophold er blevet afvist som åbenbart grundløs, eller hvor tredje-landsstatsborgeren udgør en risiko for den offentlige orden, den offentlige sikkerhed ellerden nationale sikkerhed.Endelig kan udrejsefristen efter artikel 7, stk. 4, fastsættes til straks i tilfælde, hvor en an-søgning om lovligt ophold er blevet afvist som svigagtig.Reglerne i udlændingelovens § 33, stk. 2, om udrejsefrister foreslås justeret i overensstem-melse med direktivet. Samtidig forslås der en forenkling af reglerne.I afgørelser, der er omfattet af § 33, stk. 1, vil udrejsefristen efter lovforslaget skulle fastsæt-tes til 1 måned, 7 dage eller straks. Reglen i udlændingelovens § 33, stk. 2, 4. pkt. hvorefterudrejsefristen fastsættes til 15 dage videreføres således ikke.Det foreslås, at udrejsefristen i afgørelser, der er omfattet af § 33, stk. 1, fastsættes til 1 må-ned, hvis udlændingen er statsborger i et andet nordisk land og har haft bopæl her i landet,hvis udlændingen er omfattet af de regler, der er nævnt i § 2, stk. 4 (EU-reglerne), eller hvisudlændingen hidtil har haft opholdstilladelse. Dette svarer til, hvad der gælder i dag med dentilføjelse, at udrejsefristen også skal fastsættes til 1 måned, hvis udlændingen er omfattet afEU-reglerne, jf. afsnit 4 nedenfor.For andre udlændinge foreslås udrejsefristen fastsat til 7 dage.

Det forslås dog, at udrejsefristen altid fastsættes til straks, hvis der er tale om påtrængendetilfælde, jf. bl.a. udsendelsesdirektivets artikel 7, stk. 4. Påtrængende tilfælde foreliggernavnlig, når udlændingen er til fare for statens sikkerhed eller en alvorlig trussel mod den of-fentlige orden, sikkerhed eller sundhed, når udlændingen har begået et strafbart forhold, nårder er tale om svig eller en åbenbart grundløs ansøgning, eller når der er risiko for, at ud-lændingen vil forsvinde.I dag fastsættes udrejsefristen til straks i sager om udvisning efter udlændingelovens § 25 afudlændinge, der er til fare for statens sikkerhed, og i sager, hvor Udlændingeservice i med-før af udlændingelovens § 53 b, stk. 1, meddeler afslag på opholdstilladelse efter § 7 efteråbenbart grundløs-proceduren. Efter den foreslåede regel skal udrejsefristen fortsat fastsæt-tes til straks i disse sager.I dag fastsættes udrejsefristen også til straks, når Flygtningenævnet meddeler endeligt af-slag på asyl efter udlændingelovens § 7, jf. § 33, stk. 2, 1. pkt., eller ved fastsættelse af enny udrejsefrist, hvis der er meddelt opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen efter,at Udlændingeservice i medfør af § 53 b, stk. 1, eller Flygtningenævnet har meddelt afslagpå asyl efter udlændingelovens § 7, jf. § 33, stk. 2, 2. pkt. Det samme gælder ved afslag påhumanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, hvor ansøgningen har været til-lagt opsættende virkning, jf. § 33, stk. 2, 2. pkt., ved afgørelser om udvisning efter udlændin-gelovens § § 25 a og 25 b, jf. § 33, stk. 2, 4. pkt., og ved afgørelser om udsendelse efter ud-lændingelovens § 27 b, jf. § 33, stk. 2, 3. pkt. På baggrund af direktivet skal udrejsefristen idisse sager fastsættes til 7 dage, medmindre udrejsefristen fastsættes til straks, fordi der ertale om et påtrængende tilfælde.Efter forslaget skal udrejsefristen også fastsættes til 7 dage, hvor der meddeles afslag påopholdstilladelse, herunder bl.a. afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7, 9,9 a, 9 c, og 9 f, medmindre der er tale om et påtrængende tilfælde. Der vil således være sa-ger, hvor udrejsefristen i dag fastsættes til 15 dage, men hvor fristen efter lovforslaget skalfastsættes til 7 dage.Det bemærkes, at der ved afslag på humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9b, hvor der ikke er meddelt opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen, ikke fastsæt-tes en selvstændig udrejsefrist. Udlændingen pålægges derimod at udrejse i overensstem-melse med en tidligere meddelt udrejsefrist, f.eks. i forbindelse med asylafslaget. Det sam-me gør sig gældende i genoptagelsessager, hvor anmodningen om genoptagelse ikke til-lægges opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen. Der henvises til afsnit 2.3.2.1.1.Udrejsefristen skal efter afgørelsestidspunktet ændres fra enten 1 måned eller 7 dage tilstraks, hvis den fastsatte udrejsefrist ikke er udløbet, og der for myndigheden foreligger nyeoplysninger, der indebærer, at der nu er tilstrækkeligt grundlag for at konstatere, at der ertale om et påtrængende tilfælde.I tilfælde, hvor udrejsefristen fastsættes til straks, jf. den foreslåede bestemmelse i § 33, stk.2, skal tredjelandsstatsborgeren af Udlændingeservice udvises med indrejseforbud, med-

mindre særlige grunde taler herimod, jf. den foreslåede bestemmelse i § 25 b, stk. 2, jf. lov-forslagets § 1, nr. 2.2.3.2.2.2. Kompetence til at fastsætte udrejsefristenI opholdssager fastsættes udrejsefristen efter den foreslåede bestemmelse i § 33, stk. 2,af den myndighed, der har truffet afgørelsen, dvs. af Udlændingeservice eller Integrations-ministeriet.I asylsager, der behandles efter åbenbart grundløs-proceduren i udlændingelovens § 53 b,fastsættes udrejsefristen af Udlændingeservice.Efter udlændingelovens § 46, stk. 2, kan afgørelsen om udrejsefristen, jf. § 33, ikke påklagestil Integrationsministeriet.I de sager, der behandles af Flygtningenævnet, fastsætter nævnet udrejsefristen i overens-stemmelse med den foreslåede regel i udlændingelovens § 33, stk. 2. Udlændingeservicenedlægger senest på mødet i Flygtningenævnet påstand om, hvilken udrejsefrist der skalfastsættes, og angiver den nærmere begrundelse herfor. Hvis Flygtningenævnet stadfæsterUdlændingeservices afgørelse, skal nævnet således i forbindelse med voteringen foretageen vurdering af, hvilken udrejsefrist der skal fastsættes, herunder om der er grundlag for atfastsætte den til straks.I genoptagelsessager m.v., hvor Flygtningenævnet efter at have stadfæstet Udlændingeser-vices afgørelse om afslag på asyl selv beslutter at udsætte udrejsefristen, vil nævnet skullefastsætte en ny udrejsefrist, hvis der meddeles afslag på genoptagelse eller nyt afslag påasyl efter genoptagelse.Hvis Flygtningenævnet fastsætter udrejsefristen til straks, skal Udlændingeservice udviseudlændingen med indrejseforbud, medmindre særlige grunde taler herimod, jf. den foreslåe-de bestemmelse i § 25 b, stk. 2.Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 8.2.3.2.2.3. Udsættelse af udrejsefristenIfølge direktivets artikel 7, stk. 2, skal en udrejsefrist kunne forlænges under hensyntagen tilde særlige forhold i den enkelte sag. Det kan bl.a. være opholdets varighed, eventuelle sko-lesøgende børn eller andre familiemæssige og sociale tilknytninger.Der henvises til den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 33 c, 1. pkt., jf. lovforsla-gets § 1, nr. 9.Udlændingemyndighederne har hidtil bl.a. udsat en udrejsefrist, hvis en udlænding oplyser atvære gravid, og terminstidspunktet dokumenteres som værende mindre end 2 måneder efterden fastsatte udrejsefrist. Udrejsefristen udsættes til to måneder efter terminsdatoen. Hvisfødslen indtræder på et senere tidspunkt end terminsdatoen, udsættes udrejsefristen efteranmodning til 2 måneder efter det faktiske fødselstidspunkt. Hvis udlændingen før fastsæt-Side 31

telse af udrejsefristen dokumenterer et terminstidspunkt, der er mindre end 2 måneder førafgørelsestidspunktet, har udlændingemyndighederne hidtil i afgørelsen fastsat en udrejse-frist til 2 måneder efter terminsdatoen. Denne praksis opretholdes.Udlændingemyndighederne kan endvidere efter praksis og en konkret vurdering udsætte ud-rejsefristen i en kortere periode, eksempelvis i forbindelse med, at udlændingemyndigheder-ne har anmodet om yderligere oplysninger eller dokumentation til belysning af, om der heref-ter er det fornødne grundlag for at give udlændingen ret til at opholde sig her i landet underudlændingemyndighedernes behandling af ansøgningen eller klagen, og efterfølgende fast-sætte en ny udrejsefrist i forbindelse med et eventuelt afslag.Efter praksis vil en udrejsefrist som det klare udgangspunkt ikke herudover blive udsat yder-ligere, hvis anmodningen om udsættelse skyldes forhold, som ikke er relevante i forhold tiludlændingemyndighedernes afgørelse. Eksempelvis vil en udlænding, der ikke længere haret opholdsgrundlag, men som først senere skal indkaldes som vidne i en retssag ved dedanske domstole blive henvist til at ansøge om visum med henblik herpå, hvis den pågæl-dende i øvrigt måtte være visumpligtig.Efter praksis vil en udrejsefrist heller ikke blive udsat med henblik på at afslutte en skoleud-dannelse. Det har således normalt ikke betydning for fastsættelse af udrejsefristen, at en af-vist tredjelandsstatsborger er under ungdomsuddannelse eller har et barn, der er skolesø-gende. Der er således alligevel pligt til at udrejse af Danmark i overensstemmelse med ud-rejsefristen. I forbindelse med tvangsmæssig udsendelse, f.eks. af en familie, hvor et barn eri gang med en ungdomsuddannelse, vil politiet dog kunne tage hensyn hertil ved fastlæggel-sen af udsendelsestidspunktet, hvis der er kort tid tilbage af uddannelses- eller skoleforløbet.Den foreslåede bestemmelse i § 33 c, 1. pkt. er en kodificering af praksis.Det fremgår af direktivets artikel 14, stk. 2, at udlændingen skal meddeles en skriftlig bekræf-telse på, at udrejsefristen forlænges.Allerede i dag meddeles det skriftligt, hvis en udrejsefrist forlænges. Dette foreslås præcise-ret i loven, jf. forslaget til § 33 c, 2. pkt.Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 9.2.3.2.3. Udvisning med indrejseforbudEfter direktivets artikel 11, stk. 1, skal afgørelser om tilbagesendelse ledsages af et indrejse-forbud, når der ikke indrømmes en frist for frivillig udrejse, eller når forpligtelsen til at vendetilbage ikke er efterkommet.Det betyder, at en tredjelandsstatsborger skal meddeles et indrejseforbud, hvis den pågæl-dende i forbindelse med en afgørelse om tilbagesendelse er blevet pålagt at udrejse strakseller ikke udrejser frivilligt i overensstemmelse med udrejsefristen.

For at give de nationale tilbagesendelsesforanstaltninger en europæisk dimension skal ind-rejseforbuddet ifølge direktivets præambel 14 forbyde indrejse på alle medlemsstaternesområde.Indrejseforbud meddeles efter udlændingeloven, hvis udlændingen ved en dom, kendelseeller beslutning udvises af landet, jf. udlændingelovens § 32, stk. 1. Endvidere anses en ud-lænding, der er opført på en af FN’s eller EU’s sanktionslister med rejserestriktioner, for athave et indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 8. Et indrejseforbud gælder som ud-gangspunkt alene for indrejse og ophold i Danmark. I udlændingelovens § 58 g er der dog ivisse tilfælde pligt til at indberette tredjelandsstatsborgere, der er udvist af Danmark, tilSchengeninformationssystemet (SIS).Det foreslås på baggrund af ovenstående indsat i udlændingelovens § 25 b, stk. 2, at entredjelandsstatsborger, som efter direktivets regler skal have et indrejseforbud, skal udvisesadministrativt med indrejseforbud. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2.Efter direktivets artikel 11, stk. 3, 3. pkt., kan medlemsstaterne undlade at udstede eller kanophæve eller suspendere et indrejseforbud i individuelle tilfælde af humanitære grunde. Efterdirektivets artikel 11, stk. 3, 4. pkt., kan medlemsstaterne ophæve eller suspendere et indrej-seforbud i individuelle tilfælde eller i kategorier af tilfælde af andre grunde.Der er ikke efter de gældende regler hjemmel til at undlade at udstede et indrejseforbud iforbindelse med en dom, kendelse eller beslutning om udvisning, ligesom der ikke er udtryk-kelig hjemmel til at ophæve et indrejseforbud, der er meddelt en tredjelandsstatsborger.Det foreslås, at der − udover en hjemmel til at udvise en tredjelandsstatsborger med indrej-seforbud efter direktivets regler − også indføres en hjemmel til at undlade at meddele et ind-rejseforbud og til i ganske særlige tilfælde at ophæve indrejseforbuddet. Der henvises til lov-forslagets § 1, nr. 2 og 7.Der skal efter forslaget ske udvisning med indrejseforbud i to situationer: Hvis udrejsefristen ien tilbagesendelsesafgørelse er straks, og hvis tredjelandsstatsborgeren ikke udrejser ioverensstemmelse med en fastsat udrejsefrist, jf. afsnit 2.3.2.2.1. Udvisning kan dog undla-des, hvis særlige grunde taler herimod, jf. nedenfor.Som anført i afsnit 2.3.2.1.1. anses en afgørelse, der er omfattet af udlændingelovens § 33,stk. 1, og hvori der er fastsat en udrejsefrist efter § 33, stk. 2, for en tilbagesendelsesafgørel-se i direktivets forstand, medmindre afgørelsestypen er undtaget fra direktivets anvendel-sesområde, jf. afsnit 2.3. Der kan således være tale en afgørelse om udvisning efter § 25, §25 a, stk. 2, eller 25 b, om udsendelse efter § 27 b, et afslag på en ansøgning om opholdstil-ladelse eller på forlængelse af en opholdstilladelse og en afgørelse om inddragelse af en tid-ligere meddelt opholdstilladelse.I sager, hvor der træffes afgørelse om udvisning efter § 25, § 25 a, stk. 2, eller 25 b, stk. 1,skal den foreslåede bestemmelse i § 25 b, stk. 2, ikke anvendes, idet tredjelandsstatsborge-ren allerede i tilbagesendelsesafgørelsen er udvist med indrejseforbud.Side 33

Der henvises nærmere til bemærkningerne til lovforslaget § 1, nr. 2.Det er ikke kun voksne tredjelandsstatsborgere, der skal udvises med indrejseforbud, nårudrejsefristen i en tilbagesendelsesafgørelse er straks, eller den pågældende ikke udrejser ioverensstemmelse med en fastsat udrejsefrist. Også mindreårige børn i alderen 14-17 år,som for eksempel har søgt om familiesammenføring og ikke udrejser i overensstemmelsemed udrejsefristen, skal udvises med indrejseforbud. Der kan dog være særlige forhold i sa-gen, der indebærer, at mindreårige børn ikke udvises med indrejseforbud, jf. nedenfor omtilfælde, hvor udvisning kan undlades. Mindreårige børn i alderen 14-17 år vil i øvrigt – somdet er tilfældet i dag – fortsat kunne udvises for ulovligt ophold efter udlændingelovens § 25b, stk. 1.En afgørelse om udvisning med indrejseforbud efter den foreslåede bestemmelse i § 25 b,stk. 2, træffes af Udlændingeservice, jf. udlændingelovens § 46, stk. 1, og kan påklages tilIntegrationsministeriet efter § 46, stk. 2.Den nye regel om udvisning med indrejseforbud, når tredjelandsstatsborgeren er pålagt atudrejse straks, og når tredjelandsstatsborgeren ikke udrejser i overensstemmelse med ud-rejsefristen, betyder, at det må forventes, at flere tredjelandsstatsborgere end i dag vil blivemeddelt et indrejseforbud, herunder bl.a. afviste asylansøgere, der ikke medvirker til udrej-sen, samt tredjelandsstatsborgere, der får afslag på familiesammenføring eller opholdstilla-delse på andet grundlag og ikke udrejser i overensstemmelse med udrejsefristen.Det følger af direktivets artikel 11, stk. 2, at indrejseforbuddets længde skal fastsættes underbehørig hensyntagen til alle relevante forhold i den enkelte sag og ikke må overstige 5 år,medmindre den pågældende tredjelandsstatsborger må anses for en alvorlig trussel modden offentlige orden, den offentlige sikkerhed eller den nationale sikkerhed.Det foreslås, at indrejseforbuddet meddeles for 2 år efter udlændingelovens § 32, stk. 4, 2.pkt., hvilket svarer til længden af det indrejseforbud, som i dag meddeles i forbindelse medadministrativ udvisning for mindre alvorlig kriminalitet og for ulovligt ophold.Herudover foreslås det, at indrejseforbuddet i forbindelse med udvisning efter den foreslåedebestemmelse i § 25 b, stk. 2, kan meddeles for 5 år, når tredjelandsstatsborgeren er indrejsti strid med et indrejseforbud, der tidligere er meddelt i forbindelse med en udvisning efter §25 b.Forslaget indgår i regeringens aftale med Dansk Folkeparti af 15. marts 2010. Det er såledeset element i aftalen, at afviste asylansøgere, der ikke udrejser frivilligt i overensstemmelsemed udrejsefristen, skal meddeles et indrejseforbud for 2 år og i gentagelsestilfælde for 5 år.Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 5.Det bemærkes, at der fortsat vil blive meddelt et indrejseforbud gældende for bestandig, hvisen tredjelandsstatsborger anses for en alvorlig trussel mod den offentlige orden, den offentli-Side 34

ge sikkerhed og nationale sikkerhed og udvises efter udlændingelovens § 25, jf. § 32, stk. 4,1. pkt. Reglerne om udvisning ved domstolene på grund af kriminalitet og meddelelse af ind-rejseforbud i den forbindelse ændres heller ikke.Det fremgår af artikel 11, stk. 3, 2. pkt., at ofre for menneskehandel, der har fået opholdstil-ladelse i henhold til Rådets direktiv 2004/81/EF af 29. april 2004 om udstedelse af opholdstil-ladelser til tredjelandsstatsborgere, som har været ofre for menneskehandel, eller som erindrejst som led i ulovlig indvandring, og som samarbejder med de kompetente myndighe-der, ikke skal gøres til genstand for et indrejseforbud, forudsat at den pågældende ikke over-skrider en fastsat udrejsefrist, og at den pågældende ikke udgør en trussel mod den offentli-ge orden, den offentlige sikkerhed eller den nationale sikkerhed.Danmark har ikke gennemført direktiv 2004/81/EF, da direktivet er omfattet af det danskeforbehold for retlige og indre anliggender og dermed ikke er bindende for eller finder anven-delse i Danmark.Ved lov nr. 504 af 6. juni 2007 blev der indsat en bestemmelse i udlændingelovens § 33, stk.14, hvorefter Udlændingeservice efter anmodning fastsætter udrejsefristen til 30 dage,medmindre særlige grunde taler derimod, hvis udlændingen har været udsat for menneske-handel. Udrejsefristen kan efter anmodning fastsættes til et senere tidspunkt eller forlænges,hvis særlige grunde taler derfor, eller hvis udlændingen samarbejder om en forberedt hjem-sendelse. Udrejsefristen kan højst udgøre 100 dage.Hvis en tredjelandsstatsborger, der har fået udsat udrejsefristen efter udlændingelovens §33, stk. 14, ikke udrejser i overensstemmelse hermed, skal den pågældende udvises medindrejseforbud efter den foreslåede bestemmelse i § 25 b, stk. 2.På grundlag af direktivets artikel 11, stk. 3, 3. pkt. vedrørende undladelse af at meddele etindrejseforbud foreslås det, at Udlændingeservice kan undlade at udvise tredjelandsstats-borgeren, hvis særlige grunde taler herimod, jf. den foreslåede bestemmelse i § 25 b, stk. 2.Særlige grunde til at undlade at udvise tredjelandsstatsborgeren kan bl.a. foreligge, hvistredjelandsstatsborgeren samarbejder med politiet om udrejsen, og overskridelsen af udrej-sefristen således ikke skyldes forhold hos tredjelandsstatsborgeren. Hvis tredjelandsstats-borgeren senere tilkendegiver ikke længere at ville samarbejde om udrejsen, træffer Udlæn-dingeservice afgørelse om udvisning med indrejseforbud, jf. den foreslåede bestemmelse i §25 b, stk. 2. Når Udlændingeservice i et sådant tilfælde udviser tredjelandsstatsborgerenmed indrejseforbud, vil en efterfølgende tilkendegivelse fra tredjelandsstatsborgeren om påny at ville samarbejde om udrejsen ikke berettige til en ophævelse af indrejseforbuddet, jf.nedenfor om lovforslagets § 1, nr. 7.Andre særlige grunde til at undlade at udvise tredjelandsstatsborgeren kan være, hvis tredje-landsborgeren pludselig er blevet alvorlig syg, eventuelt hospitalsindlagt, og derfor ikke harkunnet udrejse i overensstemmelse med udrejsefristen.

Der kan også være tale om tilfælde, hvor hensynet til Danmarks internationale forpligtelser,bl.a. hensynet til familiens enhed, gør, at en person ikke bør meddeles et indrejseforbudtrods overskridelse af en udrejsefrist eller pålæg om udrejse straks. Endelig kan der væretilfælde, hvor det på grund af tredjelandsstatsborgerens alder, f.eks. hvor der er tale om enuledsaget mindreårig, undlades at træffe afgørelse om udvisning.På grundlag af direktivets artikel 11, stk. 3. 4. pkt., foreslås det endvidere, at der indsættesen hjemmel til i ganske særlige tilfælde at ophæve et indrejseforbud, der er meddelt en tred-jelandsstatsborger i forbindelse med udvisning efter § 25 b, jf. den foreslåede § 32, stk. 9, jf.lovforslagets § 1, nr. 7.De grunde, der taler for at undlade at meddele et indrejseforbud, jf. ovenfor, vil også kunnetale for efterfølgende at ophæve indrejseforbuddet.Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 2. pkt., og stk. 4, at en udlænding, der ermeddelt et indrejseforbud i forbindelse med en udvisning efter § 25 b i visse tilfælde alligevelkan meddeles en opholdstilladelse. Hvis tredjelandsstatsborgeren efter disse bestemmelserskal meddeles en opholdstilladelse trods indrejseforbuddet, anvendes den foreslåede be-stemmelse i § 32, stk. 9, 2. pkt., til at ophæve indrejseforbuddet.Af § 10, stk. 4, fremgår det, at en udlænding, som har et indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, ikkekan gives opholdstilladelse efter § 8, stk. 3, og §§ 9-9 f, medmindre ganske særlige grunde,herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor, dog tidligst 2 år efter udrejsen.Der er ikke i direktivet en regel om, at et indrejseforbud alene kan ophæves, når der er forlø-bet en vis periode efter udrejsen. Der foreslås derfor en ændring til § 10, stk. 4, således atdet fremgår, at 2 års kravet ikke gælder i sager om udvisning af tredjelandsstatsborgere efterudlændingelovens § 25 b. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1.Der vil ikke ske en forskelsbehandling af EU-/EØS-statsborgere ved alene at lade ændringenaf § 10, stk. 4, gælde for tredjelandsstatsborgere. EU-/EØS-statsborgere kan allerede i dagfå ophævet et indrejseforbud, hvis særlige grunde taler derfor, uanset at der ikke er forløbet2 år fra udrejsen, jf. udlændingelovens § 32, stk. 7.Det er Udlændingeservice, der træffer afgørelse i anledning af en anmodning om ophævelseaf et indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 46, stk. 1. Et eventuelt afslag kan påklages tilIntegrationsministeriet efter § 46, stk. 2.Det bemærkes, at det allerede i dag er muligt at suspendere et indrejseforbud. En udlæn-ding, der er meddelt et indrejseforbud, skal have et visum udstedt for at indrejse og opholdesig i Danmark, jf. udlændingelovens § 3 a. Ved udstedelse af visum suspenderes indrejse-forbuddet. Den gældende praksis for udstedelse af visum, når en udlænding har et indrejse-forbud, vil også gælde i forhold til et indrejseforbud, der er udstedt i forbindelse med en ud-visning efter den foreslåede § 25 b, stk. 2. Hvis der udstedes et visum til en tredjelandsstats-borger, der er udvist med indrejseforbud efter § 25 b, stk. 2, begrænses visummet til kun at

gælde indrejse og ophold i Danmark. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1,nr. 7.Indrejseforbuddet, som meddeles i forbindelse med en udvisning efter den foreslåede be-stemmelse i § 25 b, stk. 2, jf. direktivets artikel 11, stk. 1, skal forbyde indrejse i og ophold påalle medlemsstaternes område. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 7.På grund af indrejseforbuddets geografiske udstrækning er det vigtigt, at medlemsstaternehurtigt får adgang til oplysninger om andre medlemsstaters afgørelser om indrejseforbud.Denne udveksling af oplysninger bør ifølge direktivet finde sted i overensstemmelse medSchengeninformationssystemet, jf. afsnit 2.3.2.8.Hvis en medlemsstat påtænker at udstede en opholdstilladelse til en tredjelandsstatsborger,der har et indrejseforbud meddelt af en anden medlemsstat efter direktivets regler, skal denforinden konsultere den medlemsstat, der har udstedt indrejseforbuddet, efter artikel 25 iSchengenkonventionen, jf. direktivets artikel 11, stk. 4.Det forudsættes i direktivet, at en tredjelandsstatsborger, der meddeles et indrejseforbud ef-ter direktivets regler, indberettes til SIS. De konsultationer, der skal finde sted, hvis Danmarkønsker at udstede en opholdstilladelse til en tredjelandsstatsborger med et indrejseforbudmeddelt efter direktivets regler, der er udstedt af en anden medlemsstat, skal ske på grund-lag af udlændingelovens § 58 h. Hvis opholdstilladelse udstedes, følger det af Schengen-konventionens artikel 25, at den indberettende medlemsstat sletter indberetningen af denpågældende, men at medlemsstaten dog kan opføre vedkommende på sin nationale listeover uønskede personer.Efter artikel 12, stk. 1, skal afgørelser om indrejseforbud affattes skriftligt og angive de fakti-ske og retlige grunde samt oplyse om de retsmidler, der er til rådighed. Oplysninger om defaktiske grunde kan begrænses, hvis den nationale lovgivning tillader en begrænsning i ret-ten til information, især for at beskytte den nationale sikkerhed, forsvaret eller den offentligesikkerhed og forebyggelsen, efterforskningen, afsløringen og retsforfølgningen af strafbarehandlinger.Dette indebærer, at afgørelser om udvisning med indrejseforbud efter den foreslåede be-stemmelse i § 25 b, stk. 2, skal meddeles skriftligt ligesom de øvrige tilbagesendelsesafgø-relser i udlændingelovens § 33, stk. 1. Der henvises herved til afsnit 2.3.2.1.2 samt lovfor-slagets § 1, nr. 9.2.3.2.4. Tilsyn med tvangsmæssig udsendelseIfølge direktivets artikel 8, stk. 6, skal medlemsstaterne sørge for en effektiv ordning for tilsynmed tvangsmæssig udsendelse.Der eksisterer ikke i dag et særskilt tilsyn med politiets virksomhed i forbindelse med tvangs-mæssige udsendelser. Der skal således etableres en ny ordning.

Efter udlændingelovens § 30, stk. 2, 1. pkt., er det politiet, der drager omsorg for udlændin-ges udrejse af landet, når de ikke udrejser frivilligt. Integrationsministeren har i cirkulære nr.65 af 15. august 2006 og cirkulære nr. 105 af 11. december 2006 med sidenotat af 31. marts2008 fastsat nærmere regler herom, jf. § 30, stk. 2, 2. pkt. Der henvises til afsnit 2.3.1 oven-for.Det foreslås, at tilsynet med tvangsmæssig udsendelse varetages af Folketingets Ombuds-mand, jf. den foreslåede bestemmelse i § 30 a.Tilsynet omfatter de tvangsmæssige udsendelser, der finder sted på baggrund af afgørelserom tilbagesendelse i direktivets forstand. Der er således tale om tvangsmæssige udsendel-ser, der finder sted på baggrund af afgørelser om udvisning efter § 25, § 25 a, stk. 2, og § 25b, afgørelser om udsendelse efter § 27 b og afslag på ansøgninger om opholdstilladelse, af-slag på forlængelser af opholdstilladelse og inddragelse af opholdstilladelser, som fastsætteren udrejsefrist, jf. afsnit 2.3.2.1.1.Folketingets Ombudsmand skal særligt påse, at politiets virksomhed i forbindelse medtvangsmæssige udsendelser foretages med respekt for individet og uden unødig magtan-vendelse. Tilsynet foregår på grundlag af ombudsmandsloven. Folketingets Ombudsmandskal således bedømme, om politiet handler i strid med gældende ret, herunder internationaleforpligtelser og god forvaltningsskik, jf. ombudsmandslovens § 21. For så vidt ombudsman-den som et led i tilsynet gennemfører inspektioner efter § 18 i ombudsmandsloven, kan om-budsmanden endvidere bedømme forholdene ud fra almenmenneskelige og humanitæresynspunkter.For så vidt angår Danmarks internationale forpligtelser henvises til afsnit 2.4.2 og 2.4.3.Udsendelse af udlændinge, der ikke udrejser frivilligt, kan enten ske ved en påset udrejse,hvor politipersonale overvåger udrejsen af landet, f.eks. ombordstigning i et fly eller skib, el-ler der kan være tale om ledsaget udrejse, hvor politipersonale ledsager udlændingen ud aflandet til udlændingens hjemland eller et tredjeland, hvor udlændingen har ret til at tage op-hold. Tilsynet omfatter både påsete og ledsagede udrejser. De tvangsmæssige udsendelser,som Folketingets Ombudsmand navnlig skal påse i medfør af den foreslåede bestemmelse,er de ledsagede udrejser, idet det må antages, at det særligt er her, at et tilsyn er relevant.Folketingets Ombudsmands tilsyn skal være overordnet og generelt. Der skal således somled i dette tilsyn ikke behandles konkrete klager over den enkelte politibetjents adfærd. Så-danne klager skal behandles af de relevante klagemyndigheder. Der skal heller ikke ske un-derretning af den udlænding, hvis sag Folketingets Ombudsmand vælger at se på i forbin-delse med udøvelsen af tilsynet. Der er tale om en generel kontrol med udsendelsesområ-det. Folketingets Ombudsmand kan dog i overensstemmelse med de almindelige regler iombudsmandsloven modtage klager over konkrete forhold samt tage sager op af egen drift,jf. ombudsmandslovens §§ 13 og 17. I så fald gælder det almindelige princip i ombuds-mandslovens § 14. Efter denne bestemmelse kan ombudsmanden ikke behandle klager overforhold, der kan indbringes for en anden forvaltningsmyndighed, før denne myndighed hartruffet afgørelse.Side 38

Tilsynet foretages på grundlag af regelmæssige indberetninger fra politiet og en gennem-gang af et antal afsluttede konkrete udsendelsessager. Folketingets Ombudsmand kan end-videre deltage i konkrete udsendelser.Ved deltagelse i konkrete udsendelser vil Folketingets Ombudsmand påse, hvorledes ud-sendelsen foregår. Folketingets Ombudsmand hverken kan eller skal under tilsynet interve-nere i eventuelle situationer, der måtte opstå under udsendelsen. Folketingets Ombudsmandhar efterfølgende mulighed for at stille spørgsmål vedrørende den konkrete udsendelse ogeventuelt efterfølgende indlede en undersøgelse af sagen.Til brug for udførelsen af tilsynet har Folketingets Ombudsmand ret til at forlange oplysnin-ger, dokumenter, udtalelser, indkaldelse til afhøring for retten, besigtigelse af tjenestestederog lokaler, samt til uden retskendelse at inspicere private institutioner, hvor personer er ellerkan være berøvet deres frihed, jf. § 19 i lov om Folketingets Ombudsmand.Folketingets Ombudsmand og Rigspolitiet kan i løbet af året indgå i en dialog vedrørendeenkelte sager, procedurer m.v.Folketingets Ombudsmand afgiver en årlig beretning om tilsynets virksomhed. Beretningenoffentliggøres.Folketingets Ombudsmand kan anvende de reaktionsmuligheder, der er hjemlet i ombuds-mandslovens kapitel 7. Folketingets Ombudsmand kan således fremsætte kritik, afgive hen-stillinger samt i øvrigt fremsætte sin opfattelse af sagen. Derudover kan Folketingets Om-budsmand fremsætte forslag om, at procedurer eller sagsbehandling i forbindelse medtvangsmæssige udsendelser, der er omfattet af tilsynets kompetence, ændres.Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 3.2.3.2.5. Oversættelse af afgørelserEfter direktivets artikel 12, stk. 2, skal medlemsstaterne efter anmodning tilvejebringe enskriftlig eller mundtlig oversættelse af de vigtigste elementer i afgørelser vedrørende tilbage-sendelse, herunder oplysninger om tilgængelige retsmidler, på et sprog, som tredjelands-statsborgeren forstår eller med rimelighed kan formodes at forstå.Efter forvaltningslovens § 7, stk. 1, skal en forvaltningsmyndighed i fornødent omfang ydevejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndig-hedens sagsområde.Det fremgår af vejledningen til forvaltningsloven, at det må antages at følge af bestemmel-sen i forvaltningslovens § 7, stk. 1, om vejledningspligten og den almindelige forvaltningsret-lige grundsætning om forvaltningens undersøgelsespligt, at forvaltningsmyndighederne i al-mindelighed må sikre sig, at de er i stand til at forstå og blive forstået af udlændinge, der ret-ter henvendelse til myndighederne om sager, der skal tages under behandling af myndighe-derne, jf. vejledningens pkt. 32 ff.Side 39

Af forvaltningslovens § 22 fremgår det, at en afgørelse, når den meddeles skriftligt, skal led-sages af en begrundelse. Herudover følger det af almindelige forvaltningsretlige grundsæt-ninger, at en part skal underrettes om en afgørelse for at kunne rette sig efter den.På baggrund heraf gives der i dag i de fleste sager, hvor en udlænding meddeles en tilbage-sendelsesafgørelse, allerede i forbindelse med meddelelsen af denne afgørelse en mundtligeller skriftlig oversættelse af afgørelsen eller en oversættelse af afgørelsens væsentligsteelementer.Det foreslås, at der indsættes en bestemmelse i udlændingelovens § 33 b, stk. 2, hvoraf detudtrykkeligt fremgår, at der efter anmodning skal gives en mundtlig eller skriftlig oversættelseaf de væsentligste elementer i tilbagesendelsesafgørelser, der er omfattet af udlændingelo-vens § 33, stk. 1, og hvori der er fastsat en udrejsefrist, dvs. afgørelser efter § 25, § 25 a,stk. 2, § 25 b, § 27 b, i afslag på en ansøgning om opholdstilladelse eller afslag på forlæn-gelse af en opholdstilladelse, og i en afgørelse om inddragelse af en tidligere meddelt op-holdstilladelse. Oversættelsen skal gives af den myndighed, der har truffet afgørelsen, og pået sprog, som udlændingen forstår eller med rimelighed kan formodes at forstå.Kravet om skriftlighed og kravet om oversættelse gælder også for den del af afgørelsen, dervedrører udrejsefristens længde, jf. den foreslåede bestemmelse i § 33, stk. 2, jf. lovforsla-gets § 1, nr. 8.Bestemmelsen vil navnlig blive relevant i de sagstyper, hvor udlændingemyndighederne ikkeallerede i dag i forbindelse med meddelelse af afgørelsen giver en oversættelse heraf eller afafgørelsens væsentligste elementer. Integrationsministeriet vil sammen med Udlændinge-service og Flygtningenævnets Sekretariat vurdere, hvorledes oversættelsesforpligtelsen ud-møntes i disse sager.Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 9.2.3.2.6. FrihedsberøvelseI direktivets artikel 15 er der fastsat regler om frihedsberøvelse af en tredjelandsstatsborger iforbindelse med tilbagesendelse eller tvangsmæssig udsendelse. Artikel 15, stk. 1-4, er alle-rede opfyldt i dansk ret, jf. afsnit 2.3.1. ovenfor.I direktivets artikel 15, stk. 2, 2. pkt., er der krav om, at afgørelser om frihedsberøvelse skalvære skriftlige. Dette er allerede opfyldt i dag. I forbindelse med iværksættelse af en friheds-berøvelse anvender politiet en blanket, som oversættes for udlændingen af en tolk og udle-veres til udlændingen. Rettens afgørelse om godkendelse af frihedsberøvelsen og om opret-holdelse af frihedsberøvelsen træffes ved en skriftlig kendelse.Det foreslås, at direktivets krav om skriftlighed i forbindelse med afgørelser om frihedsberø-velse udtrykkeligt fremgår af udlændingeloven. Der henvises til den foreslåede regel i § 37,stk. 7, jf. lovforslagets § 1, nr. 10.

Det følger af direktivets artikel 15, stk. 5 og 6, at hver medlemsstat skal fastsætte en be-grænset periode for frihedsberøvelsen, der ikke må overstige 6 måneder. Medlemsstaternemå ikke forlænge denne periode, undtagen i en begrænset periode på yderligere 12 måne-der i overensstemmelse med national ret, hvis udsendelsesproceduren uanset alle rimeligebestræbelser kan forventes at tage længere tid som følge af manglende samarbejde fra denpågældende tredjelandsstatsborgers side eller forsinkelser i forbindelse med fremskaffelsenaf nødvendige dokumenter fra tredjelande. Der er således en absolut grænse for frihedsbe-røvelsens udstrækning på 18 måneder.Der er ikke i dag i udlændingeloven regler om en længste udstrækning af frihedsberøvelser.Domstolene træffer afgørelse om længden af en frihedsberøvelse på baggrund af en konkretproportionalitetsvurdering, jf. også artikel 5 i Den Europæiske Menneskerettighedskonventi-on.Det foreslås, at der i § 37, stk. 8, fastsættes regler om en længste udstrækning af frihedsbe-røvelser med henblik på udsendelse af landet. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 10.Reglerne i direktivet gælder kun for tredjelandsstatsborgere. For ikke at stille EU-borgereringere end tredjelandsstatsborgere har regeringen besluttet, at forslaget om frihedsberøvel-sens længde og forslaget om, at en afgørelse eller en kendelse om frihedsberøvelse skalmeddeles skriftligt, skal gælde generelt uanset udlændingens oprindelse.I den præjudicielle sag, nr. C-357/09, Kadzoev, har EU-domstolen ved dom 30. november2009 haft lejlighed til at tage stilling til nogle spørgsmål vedrørende fortolkningen af direkti-vets artikel 15 om frihedsberøvelse. Sagen vedrører en etnisk tjetjener, der i november 2006var blevet frihedsberøvet med henblik på udsendelse fra Bulgarien. Under frihedsberøvelsensøgte den pågældende om asyl. Asylansøgningen blev afvist. Bulgarien havde ikke i nationallovgivning forud for udsendelsesdirektivets vedtagelse regler om maksimal periode for fri-hedsberøvelse med henblik på udsendelse. De nationale bulgarske gennemførelsesbe-stemmelser af udsendelsesdirektivet var allerede trådt i kraft, da sagen blev indbragt for denforelæggende ret.Det centrale spørgsmål i sagen var, om artikel 15, stk. 5 og 6, i direktivet, skal fortolkes såle-des, at den maksimale varighed af frihedsberøvelsen også skal omfatte en periode, som erforløbet, inden ordningen i udsendelsesdirektivet fandt anvendelse. Endvidere blev derspurgt om, hvorvidt perioder, hvor en tredjelandsstatsborger, der hidtil har været frihedsbe-røvet med henblik på udsendelse, efter national lovgivning frihedsberøves på et andetgrundlag med henblik på gennemførelse af en asylsagsprocedure, ikke skal medregnes vedberegning af den maksimale varighed af frihedsberøvelsen. Herudover ønskede den fore-læggende ret bl.a. EU-domstolens fortolkning af udtrykket ”ikke længere rimelig udsigt til ud-sendelse” i artikel 15, stk. 4.EU-domstolen fastslog, at artikel 15, stk. 5 og 6, skal fortolkes således, at den maksimalevarighed af frihedsberøvelsen skal omfatte frihedsberøvelsesperiode, som er forløbet indenfor rammerne af en udsendelsesprocedure, og som er påbegyndt, inden ordningen i direkti-vet fandt anvendelse.Side 41

EU-domstolen fastslog endvidere, at en frihedsberøvelse, der sker på grundlag af en afgø-relse truffet i henhold til nationale bestemmelser eller fællesskabsbestemmelser om asylan-søgere, ikke skal anses for en frihedsberøvelse med henblik på udsendelse som omhandlet iartikel 15.Endvidere fastslog EU-domstolen, at artikel 15, stk. 4 og 6, skal fortolkes således, at når denmaksimale periode for frihedsberøvelse er udløbet, er der ikke efter disse bestemmelser mu-lighed for at forlænge frihedsberøvelsen. Der skal således straks ske løsladelse.Dommen indebærer, at der ved beregningen af frihedsberøvelsens udstrækning efter denforeslåede bestemmelse i udlændingelovens § 37, stk. 8, skal indgå en eventuel frihedsbe-røvelsesperiode, der er påbegyndt inden bestemmelsens ikrafttræden, når frihedsberøvelsener sket med henblik på udsendelse.Dommen indebærer endvidere, at der ved beregningen af frihedsberøvelsens udstrækningikke skal tages hensyn til perioder, hvor tredjelandsstatsborgeren har været frihedsberøvetpå et andet grundlag end udsendelse. Hvis en tredjelandsstatsborger, der er frihedsberøvetmed henblik på udsendelse, søger om asyl, og det vurderes, at den pågældende bør fri-hedsberøves under asylsagens behandling, bør frihedsberøvelsesgrundlaget ændres i over-ensstemmelse hermed. Hvis dette ikke sker, vil frihedsberøvelsesperioden under asylsags-behandlingen indgå i beregningen af den maximale udstrækning af frihedsberøvelsen efterden foreslåede bestemmelse i § 37, stk. 8, og dermed forkorte den periode, som den pågæl-dende kan være frihedsberøvet i med henblik på udsendelse.2.3.2.7. Forhold under frihedsberøvelsenDet fremgår af artikel 16, stk. 1, at frihedsberøvelsen af tredjelandsstatsborgere, der ophol-der sig ulovligt i landet, som hovedregel skal finde sted i særlige faciliteter for frihedsberøve-de. Hvis dette ikke er muligt, skal den frihedsberøvede holdes adskilt fra almindelige indsat-te.Ved almindelige indsatte forstås personer, som enten er varetægtsfængslede på grund afkriminalitet, eller som afsoner en idømt straf.Ifølge præambel 17 kan der dog ses bort fra kravet om anbringelse i særlige faciliteter m.v.ved den frihedsberøvelse, der finder sted umiddelbart efter pågribelsen.Institutionen for frihedsberøvede asylansøgere, Ellebæk, er en særlig frihedsberøvelsesfaci-litet som omtalt i direktivets artikel 16, stk. 1. Institutionen blev oprettet i 1989 for at undgå, atasylansøgere anbringes sammen med kriminelle. I dag er udgangspunktet, at asylansøgere,som frihedsberøves, herunder asylansøgere i udsendelsesposition, anbringes i Ellebæk.Dette gælder også mindreårige asylansøgere mellem 14-17 år, som det vurderes nødvendigtat frihedsberøve med henblik på udsendelse.Anbringelsen af asylansøgere, der frihedsberøves med henblik på udsendelse, er således ioverensstemmelse med udsendelsesdirektivet.Side 42

Udlændinge, der ikke er asylansøgere, men som frihedsberøves med henblik på ud- ellerafvisning og/eller udsendelse, anbringes ikke i dag i Ellebæk, men derimod i arresthuse elleri Københavns Fængsler. Dette gælder som udgangspunkt også mindreårige udlændingemellem 14 og 17 år, der frihedsberøves med henblik på udsendelse. Der er således ikke taleom anbringelse i en særlig facilitet. De pågældende vil heller ikke være fysisk adskilt fra al-mindelige indsatte (normalt varetægtsarrestanter), idet der ikke i arresthusene eller Køben-havns Fængsler er oprettet særlige afdelinger for udlændinge, som er frihedsberøvede efterudlændingeloven.Anbringelsen af tredjelandsstatsborgere, som frihedsberøves med henblik på udsendelse,men som ikke er asylansøgere, lever således ikke i dag op til direktivets bestemmelser.Det foreslås derfor, at det af udlændingeloven udtrykkeligt fremgår, at frihedsberøvelse afudlændinge med henblik på udsendelse, jf. udlændingelovens § 36, skal finde sted i særligefaciliteter for frihedsberøvede. Hvis dette ikke er muligt, skal den frihedsberøvede holdes ad-skilt fra almindelige indsatte. I praksis vil bestemmelsen blive opfyldt ved, at også tredje-landsstatsborgere, som frihedsberøves med henblik på udsendelse, men som ikke er asyl-ansøgere, placeres i Ellebæk.På baggrund af direktivets præambel 17 vil det være muligt at anbringe frihedsberøvede ud-lændinge i almindelige fængsler eller arresthuse umiddelbart efter pågribelsen.Når politiet efter pågribelsen har foretaget den nødvendige sagsbehandling, herunder afhø-ring og forelæggelse for Udlændingeservice med henblik på ud- eller afvisning, og har mod-taget Udlændingeservices resolution, skal udlændingen overføres til en særlig facilitet for fri-hedsberøvede. Hvis dette ikke er muligt, skal den pågældende adskilles fra almindelige ind-satte.Ifølge Direktoratet for Kriminalforsorgen sker der i dag i ganske få tilfælde overførsel af fri-hedsberøvede asylansøgere fra Ellebæk til et arresthus eller Københavns Fængsler, når derforeligger ganske særlige omstændigheder. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis betingelser-ne for anbringelse i sikringscelle er opfyldt, eller hvis et fortsat ophold i Ellebæk er åbenbartuforsvarligt, f.eks. på grund af undvigelsesrisiko. Derudover kan overførsel til KøbenhavnsFængsler komme på tale, hvis der opstår behov for indlæggelse i Vestre Hospital, og an-bringelse på hospital uden for Kriminalforsorgen skønnes uforsvarligt. Det har hidtil væretnødvendigt at overføre mellem 5-10 asylansøgere om året fra Ellebæk til KøbenhavnsFængsler m.v. De overførte asylansøgeres ophold i Københavns Fængsler har varieret mel-lem et par dage til et par måneder.I de få tilfælde, hvor det også for fremtiden kan være behov for at flytte frihedsberøvede ud-lændinge, vil der i et enkelt tilfælde blive foretaget en konkret vurdering af, hvor udlændingenkan placeres. F.eks. vurderes det, om en udlænding med akut opstået sygdom, som nød-vendiggør indlæggelse, kan overføres til et almindeligt hospital. Endvidere vil der i forbindel-se med disciplinær overførsel blive foretaget en konkret vurdering af, om udlændingen skaloverføres til et arresthus, herunder om der – hvis overførslen skyldes voldelig adfærd – erSide 43

grundlag for at foretage anmeldelse af sagen til politiet. Der vil i forhold til vurderingen blivetaget hensyn til direktivets adskillelseskrav, således at det alene er i de tilfælde, hvor der ik-ke vurderes at være andre muligheder, at der sker overførsel til f.eks. et arresthus.I de tilfælde hvor der helt undtagelsesvist er behov for, at der sker overførsel til et arresthus,vil det blive sikret, at placeringen sker på en sådan måde, at de pågældende ikke vil skulleindgå i fællesskabet med de øvrige indsatte. I en række tilfælde vil det betyde, at de pågæl-dende ikke vil have fællesskab med andre under deres ophold i arresthuset, idet der ofte ik-ke er overført andre frihedsberøvede udlændinge, som den pågældende kan have fælles-skab med.Det er regeringens opfattelse, at direktivets krav om adskillelse herved må anses for opfyldt.Direktivets artikel 16, stk. 1, gælder kun for tredjelandsstatsborgere. For ikke at stille EU-borgere ringere end tredjelandsstatsborgere har regeringen besluttet, at lovforslagets be-stemmelse om anbringelsen af udlændinge, der er frihedsberøvede med henblik på udsen-delse, skal gælde generelt uanset udlændingens oprindelse.Der henvises til den foreslåede regel i § 37, stk. 9, jf. lovforslagets § 1, nr. 10.Det bemærkes, at direktivet ikke finder anvendelse på udlændinge, der afvises efter reglernei § 28, eller som udvises af landet på grund af kriminalitet efter udlændingelovens §§ 22-24,§ 25 a, stk. 1, eller § 25 c. I forhold til disse udlændinge skal der således ikke tages særligeforholdsregler for så vidt angår kravet om, at de skal være adskilt fra almindelige indsatte.2.3.2.8. Indberetning til SchengeninformationssystemetDet følger af Schengenkonventionens artikel 96, stk. 1, at de kompetente nationale myndig-heder træffer afgørelse om indberetning i Schengeninformationssystemet (herefter SIS) afuønskede udlændinge (tredjelandsstatsborgere), der nægtes indrejse. Når SIS II-forordningen finder anvendelse, hvilket forventes at ske i slutningen af 2011, vil indberetningske på grundlag af forordningens artikel 24. Artikel 24, stk. 2, svarer til Schengenkonventio-nens artikel 96, stk. 2.En udlænding kan efter Schengenkonventionens artikel 96, stk. 2, indberettes som uønsket,hvis den pågældende udlændings tilstedeværelse i landet formodes at udgøre en trusselmod den offentlige orden eller sikkerhed eller mod statens sikkerhed. Dette gælder i særde-leshed,--når en udlænding er idømt frihedsstraf af en varighed på mindst 1 år på grund af enstrafbar handling, ellernår der er begrundet mistanke om, at den pågældende har begået alvorlige strafba-re handlinger, eller når der foreligger konkrete indicier, der lader formode, at den på-gældende har til hensigt at begå sådanne handlinger på medlemslandets område.

blevet udskudt eller suspenderet, og de indebærer eller er ledsaget af et indrejseforbud ellereventuelt et forbud mod at tage ophold som følge af en overtrædelse af de nationale be-stemmelser om udlændinges indrejse og ophold.Artikel 96 er en skønsmæssig bestemmelse, der overlader den endelige fastlæggelse af kri-terierne for indberetning til SIS til de nationale myndigheder, idet der i artiklen dog opstillesnogle retningslinjer for fastlæggelsen heraf, herunder at udlændingen er en trussel for denoffentlige orden eller sikkerhed eller for den nationale sikkerhed.Schengenkonventionens artikel 96 er udmøntet i udlændingelovens § 58 g.Efter udlændingelovens § 58 g indberetter Rigspolitichefen en udlænding, som ikke er stats-borger i et EU- eller Schengenland, som uønsket til SIS, hvis den pågældende er udvist aflandet i medfør af udlændingelovens §§ 22-24 og meddelt indrejseforbud for mindst 5 år, el-ler hvis udlændingen er udvist af landet i medfør af § 25. Indberetning sker endvidere, hvisudlændingen er meddelt afslag på opholdstilladelse efter § 10, stk. 1, eller stk. 2, nr. 1 eller2, hvis udlændingens opholdstilladelse er inddraget i medfør af § 19, stk. 2, nr. 2 eller 3, ellerhvis udlændingen har fået udstedt visum efter § 4 eller § 4 a og er udvist af landet i medføraf § 25 b efter at have fået afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7.Ifølge § 58 g er den omstændighed, at en udlænding har begået en strafbar handling eller erblevet udvist efter de nationale regler herom, ikke i sig selv tilstrækkeligt grundlag for indbe-retning til SIS. Der skal kun ske indberetning til SIS, hvis en udlænding er blevet udvist somfølge af en alvorlig strafbar handling eller som følge af andre forhold, som indebærer, at denpågældende er en trussel mod den offentlige orden.Udvisning af ordensmæssige hensyn, jf. udlændingelovens § 25 a, eller som følge af ulovligtophold jf. udlændingelovens § 25 b, kan således i dag ikke begrunde indberetning af en ud-lænding til SIS.Direktivet forudsætter imidlertid, at tredjelandsstatsborgere, som er pålagt at udrejse straks,eller som ikke er udrejst i overensstemmelse med udrejsefristen, skal meddeles et indrejse-forbud, jf. artikel 11, stk. 1. Indrejseforbuddet skal gælde indrejse og ophold i alle medlems-stater, jf. præambel 14. Ifølge præambel 18 bør medlemsstaterne indberette udlændinge,der har fået et indrejseforbud efter direktivets regler, til SIS, således at andre medlemsstaterbliver bekendt med indrejseforbuddet. Indberetningen sker på grundlag af Schengenkonven-tionens artikel 96, stk. 3.Det foreslås at ændre udlændingelovens § 58 g i overensstemmelse hermed.Forslaget indebærer, at tredjelandsstatsborgere, der udvises med indrejseforbud efter ud-lændingelovens § 25 b, stk. 1, på grund af ulovligt ophold, eller udvises med indrejseforbudefter den foreslåede bestemmelse i § 25 b, stk. 2, på grund af pålæg om at udrejse strakseller på grund af en overskridelse af en udrejsefrist, skal indberettes til SIS. Der kan bl.a.være tale om afviste asylansøgere, som ikke medvirker til udrejsen, eller andre tredjelands-statsborgere, som har fået afslag på familiesammenføring eller opholdstilladelse på andetSide 45

grundlag, og som er pålagt at udrejse straks eller ikke udrejser i overensstemmelse med ud-rejsefristen. Det fremgår af afsnit 2.3.2.2.1, i hvilke tilfælde en tredjelandsstatsborger kan på-lægges at udrejse af landet straks.Udlændingeservice sørger for at orientere Rigspolitichefen, når der er truffet en endelig afgø-relse om udvisning efter udlændingelovens § 25 b i forhold til en tredjelandsstatsborger medhenblik på, at Rigspolitichefen indberetter den pågældende til SIS.Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 16.2.4. Danmarks internationale forpligtelserAf direktivets præambel 22 fremgår det, at ”barnets tarv” i overensstemmelse med De For-enede Nationers konvention fra 1989 om barnets rettigheder bør være et væsentligt hensynfor medlemsstaterne ved gennemførelsen af dette direktiv. Det fremgår endvidere, at respek-ten for familielivet i overensstemmelse med den europæiske konvention til beskyttelse afmenneskerettighederne og grundlæggende frihedsrettigheder bør være et væsentligt hensynfor medlemsstaterne ved gennemførelsen af direktivet.Af præambel 23 fremgår det, at anvendelsen af direktivet ikke berører de forpligtelser,der følger af Genève-konventionen af 28. juli 1951 om flygtninges retsstilling, som ændretved New York-protokollen af 31. januar 1967.Endelig fremgår det af præambel 24, at direktivet respekterer de grundlæggende rettighederog overholder de principper, som navnlig er anerkendt i Den Europæiske Unions charter omgrundlæggende rettigheder.Danmarks internationale forpligtelser kan navnlig få betydning i forhold til lovforslagets ud-visningsbestemmelse i § 25 b, stk. 2, og i forhold til meddelelse af indrejseforbud. Der fore-slås derfor i § 25 b, stk. 2, en mulighed for at undlade udvisning, når særlige grunde talerherimod, samt en mulighed i § 32, stk. 9, for i ganske særlige tilfælde at ophæve et indrejse-forbud, der er meddelt i forbindelse med udvisning efter § 25 b, stk. 2. Internationale forplig-telser kan ligeledes få betydning i sager om frihedsberøvelse med henblik på udsendelse.Endelig kan internationale forpligtelser få betydning i forbindelse med tvangsmæssig udsen-delse.2.4.1. Udvisning med indrejseforbud og eventuel ophævelse af indrejseforbudUdvisning kan ikke finde sted, hvis det vil være i strid med Danmarks internationale forplig-telser. I den forbindelse er Den Europæiske Menneskerettighedskonvention med tilhørendetillægsprotokoller særlig relevant. FN’s Torturkonvention, FN’s Flygtningekonvention, FN’skonvention om borgerlige og politiske rettigheder og FN’s konvention om barnets rettighederindeholder ligeledes relevante bestemmelser på dette område.Der gælder særlige regler for EU-/EØS-statsborgere som følge af retten til fri bevægelighedinden for EU. Disse EU-regler har imidlertid ikke betydning i sager om udvisning efter denSide 46

foreslåede bestemmelse i § 25 b, stk. 2, idet bestemmelsen alene gælder for tredjelands-statsborgere, der ikke er omfattet af EU-reglerne om fri bevægelighed.Det bemærkes, at der alene opstår spørgsmål om udvisning efter § 25 b, stk. 2, i det tilfældehvor en tredjelandsstatsborger er meddelt afslag på en ansøgning om opholdstilladelse, af-slag på ansøgning om forlængelse af en opholdstilladelse eller inddragelse af en tidligeremeddelt opholdstilladelse og er blevet pålagt at udrejse straks eller ikke er udrejst i overens-stemmelse med den fastsatte udrejsefrist.I disse tilfælde vil der oftest − afhængig af den konkrete sag − allerede i forbindelse med af-slaget på ansøgningen om opholdstilladelse, afslaget på ansøgningen om forlængelse af enopholdstilladelse eller inddragelsen af en tidligere meddelt opholdstilladelse være taget stil-ling til, om Danmarks internationale forpligtelser er til hinder for en sådan afgørelse. Det vilsåledes navnlig være det forhold, at den pågældende i forbindelse med udvisningen medde-les indrejseforbud i 2 år, der skal vurderes i forhold til Den Europæiske Menneskerettigheds-konvention m.v.Hvis udlændingen gør gældende, at der er internationale forpligtelser til hinder for udvisnin-gen, som ikke tidligere er vurderet af myndighederne, må disse internationale forpligtelservurderes enten i forbindelse med en genoptagelse af sagen om opholdstilladelse eller irelevante tilfælde ved at henvise udlændingen til at søge om asyl.Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) indeholder ikke regler, der direktetager sigte på at regulere medlemsstaternes adgang til at udvise udlændinge på grund afoverskridelse af en udrejsefrist eller pålæg om at udrejse straks. Nogle af konventionens be-stemmelser har dog betydning i forhold til udvisning og udsendelse, navnlig EMRK artikel 3og 8.Efter EMRK artikel 3 må ingen underkastes tortur og ej heller umenneskelig eller nedværdi-gende behandling eller straf.Bestemmelsen er absolut og tillader ikke nogen undtagelser. Bestemmelsen har eksterritori-al virkning, hvilket indebærer, at en udlænding aldrig kan udsendes til et land, hvor der ervægtige grunde til at antage, at den pågældende vil være i reel risiko for at blive behandlet istrid med artikel 3.Efter EMRK artikel 8, stk. 1, har enhver ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv.Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker ioverensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til dennationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebyg-ge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytteandres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2.I det omfang, der med en konkret afgørelse om udvisning foretages indgreb i udlændingensprivat- og familieliv, skal staten påvise, at betingelserne for indgrebet er opfyldt, jf. artikel 8,stk. 2.Side 47

Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændin-gens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, indgrebet (udvisningen) skalvaretage. Der foretages således en proportionalitetsafvejning mellem det hensyn, som sta-ten søger at varetage, f.eks. ”at forebygge uro og forbrydelse”, og hensynet til den pågæl-dendes privat- og familieliv.Denne proportionalitetsafvejning foretages på baggrund af en samlet og konkret vurdering afen række elementer.I proportionalitetsafvejningen indgår bl.a. udlændingens tilknytning til opholdslandet, herun-der opholdstiden, alderen på indrejsetidspunktet, familieforhold i opholdslandet, herunder omudlændingen har ægtefælle/samlever og børn, og om disse har mulighed for at følge med tiloprindelseslandet, samt øvrige tilknytningsfaktorer i form af arbejde, uddannelse m.v.Endvidere indgår udlændingens tilknytning til sit oprindelsesland ud over det formelle stats-borgerskab, herunder bopælstid dér før udrejsen til det aktuelle opholdsland, senere opholdog besøg i oprindelseslandet samt disses varighed og karakter, udlændingens værnepligts-forhold, om udlændingen taler sproget, er fortrolig med kulturen og eventuelt har fået en ud-dannelse dér, om der findes familiemedlemmer og i så fald den faktiske tilknytning til dissesamt anden form for tilknytning til personer i oprindelseslandet.Endelig indgår spørgsmålet om længden af indrejseforbuddet i proportionalitetsafvejningen.Et helt centralt spørgsmål i sager, hvor udlændingen er født i opholdslandet eller kommetdertil som barn, er spørgsmålet om tilknytningen til oprindelseslandet (statsborgerlandet).Har udlændingen ingen eller begrænset tilknytning hertil, kan en udvisning indebære enkrænkelse af EMRK artikel 8.I sager, hvor udlændingen har ægtefælle og børn, der bor i opholdsstaten, er det afgørende,om der er åbenbare og uoverstigelige hindringer for at udøve familielivet et andet sted. Hvisdette er tilfældet, kan en udvisning af udlændingen udgøre en krænkelse af EMRK artikel 8.EMRK’s tillægsprotokoller indeholder også bestemmelser, der kan have betydning for med-lemsstaternes nationale udvisningsregler.Artikel 3 i EMRK’s tillægsprotokol 4 indeholder et forbud mod udvisning af egne statsborge-re, og tillægsprotokollens artikel 4 indeholder et forbud mod kollektiv udvisning af udlændin-ge. Tillægsprotokol 6 og 13 indeholder forbud mod dødsstraf henholdsvis i fredstid og underalle forhold. Disse bestemmelser har efter Domstolens praksis også eksterritorial virkning oger således til hinder for udlevering/udsendelse til en stat, hvor den pågældende risikerer atblive idømt dødsstraf og henrettet.Artikel 1 i EMRK’s tillægsprotokol 7 indeholder en bestemmelse om, at en udlænding, derlovligt er bosiddende på en stats territorium, ikke kan udvises derfra, medmindre dette sker imedfør af en beslutning truffet i overensstemmelse med loven. Den pågældende skal haveSide 48

a) adgang til at fremføre de grunde, der taler mod udvisningen, b) at få sagen prøvet på ny,og c) med henblik herpå at være repræsenteret over for den kompetente myndighed eller enperson eller personer udpeget af denne myndighed. En udlænding kan dog udvises indenudøvelsen af de i a)-c) nævnte rettigheder, når dette er nødvendigt af hensyn til den offentli-ge orden eller begrundet i hensynet til den nationale sikkerhed.Det fremgår af Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder (charteret)artikel 51, stk. 1, 1. pkt., at bestemmelserne i charteret er rettet til Unionens institutioner, or-ganer, kontorer og agenturer under iagttagelse af nærhedsprincippet samt til medlemssta-terne, dog kun når de gennemfører EU-retten.Det fremgår af charterets artikel 52, stk. 3, at i det omfang charteret indeholder rettighedersvarende til dem, der er sikret ved den europæiske konvention til beskyttelse af menneske-rettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, har de samme betydning og omfang somkonventionen. Denne bestemmelse er ikke til hinder for, at EU-retten kan yde en mere om-fattende beskyttelse.Efter charterets artikel 4 må ingen underkastes tortur, ej heller umenneskelig eller nedværdi-gende behandling eller straf. Det fremgår bl.a. af de forklarende bemærkninger til artiklen, atden ret der fastlægges i artikel 4, svarer til den ret, der er sikret gennem artikel 3 i EMRK,hvis affattelse er identisk. Det fremgår endvidere af de forklarende bemærkninger, at charte-rets artikel 4 har samme betydning og omfang som EMRK artikel 3, jf. herved charterets arti-kel 52, stk. 3.Efter charterets artikel 7 har enhver ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sinkommunikation. Det fremgår bl.a. af de forklarende bemærkninger til artikel 7, at de rettighe-der, der sikres ved artiklen, svarer til dem, der er sikret ved artikel 8 i EMRK, og at retten ef-ter artikel 7, i henhold til artikel 52, stk. 3, har samme betydning og omfang som den tilsva-rende ret i EMRK.På den baggrund finder regeringen, at de nævnte artikler i charteret har samme betydningog omfang som de tilsvarende artikler i EMRK, hvorfor der i forhold til Danmarks forpligtelserefter charteret i det hele kan henvises til omtalen af EMRK.FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder indeholder i artikel 13 et krav om indi-viduel prøvelse af en udlændings udvisningssag. Artikel 7 indeholder et forbud mod tortursamt anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Artikel 17 ogartikel 23 beskytter retten til respekt for blandt andet familielivet.FN’s Torturkonventions artikel 3 indeholder et forbud mod at udvise til en stat, hvor der ervægtige grunde til at antage, at den pågældende vil være i fare for at blive underkastet tor-tur.Efter FN’s Flygtningekonventions artikel 32 må en flygtning, der lovligt befinder sig på enmedlemsstats område, ikke udvises, undtagen af hensyn til den nationale sikkerhed ellerden offentlige orden. Artikel 33 indeholder et forbud mod udvisning og afvisning af en flygt-Side 49

ning til sådanne områder, hvor vedkommendes liv eller frihed ville være truet på grund afhans race, religion, nationalitet, hans tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller hans poli-tiske anskuelser. Bestemmelsen kan dog ikke påberåbes af en flygtning, som med rimeliggrund må anses for en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efteren endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i detpågældende land.Efter artikel 3, stk. 1, i FN’s børnekonvention skal barnets tarv komme i første række i alleforanstaltninger vedrørende børn, hvad enten disse udøves af offentlige eller private institu-tioner for social velfærd, domstole, forvaltningsmyndigheder eller lovgivende organer. Efterartikel 9, stk. 3, skal deltagerstaterne respektere retten for et barn, der er adskilt fra den eneeller begge forældre, til at opretholde regelmæssig personlig forbindelse og direkte kontaktmed begge forældre, undtagen hvis dette strider mod barnets tarv. Ved adskillelse som følgeaf blandt andet udvisning påhviler der deltagerstaten en række forpligtelser med henblik påat give oplysninger om det fraværende familiemedlems opholdssted, jf. artikel 9, stk. 4.Især for så vidt angår Flygtningekonventionen og Børnekonventionen foreligger der ikke såomfattende og præcise fortolkningsbidrag som med hensyn til EMRK, der nærmere angiverrækkevidden af de nævnte bestemmelser i forhold til staternes mulighed for at udvise ud-lændinge. Praksis ved FN’s Torturkomité og Menneskerettighedskomité indeholder dog no-gen vejledning om fortolkningen af Torturkonventionen og Konventionen om Borgerlige ogPolitiske Rettigheder.I de sager, hvor Udlændingeservice − og Integrationsministeriet som klageinstans − skal ta-ge stilling til, om der skal ske udvisning efter den foreslåede bestemmelse i § 25 b, stk. 2, mådet konkret vurderes, om afgørelsen er i overensstemmelse med de ovennævnte internatio-nale forpligtelser.I tilfælde af, at der efter den foreslåede bestemmelse i § 32, stk. 9, ansøges om ophævelseaf et indrejseforbud meddelt i forbindelse med en udvisning efter forslaget til § 25 b, stk. 2,skal det vurderes, om de ovennævnte internationale forpligtelser taler for, at indrejseforbud-det ophæves.2.4.2. Frihedsberøvelse med henblik på udsendelseFrihedsberøvelse med henblik på udsendelse reguleres af reglerne i udlændingelovens § 36,stk. 1, 5 og 6 og § 37, herunder de foreslåede bestemmelser i § 37, stk. 7-9. Frihedsberøvel-se kan ikke finde sted, hvis det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Iden forbindelse er Den Europæiske Menneskerettighedskonvention særlig relevant. FN’skonvention om borgerlige og politiske rettigheder samt FN’s konvention om barnets rettighe-der indeholder ligeledes relevante bestemmelser.Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) indeholder i artikel 5, stk. 1, litra f,en regel vedrørende frihedsberøvelse af udlændinge.

Efter bestemmelsen kan der ske frihedsberøvelse af en person ”for at hindre ham i uret-mæssigt at trænge ind i landet. Der kan endvidere ske frihedsberøvelse af en person, ”modhvem der tages skridt til udvisning eller udlevering”. Andet led vedrører således frihedsberø-velse med henblik på udsendelse. Der kan bl.a. være tale om en udlænding, overfor hvemder er truffet en tilbagesendelsesafgørelse i direktivets forstand, jf. afsnit 2.3.2.1.1. ovenfor.Frihedsberøvelse med henblik på udvisning eller udsendelse kræver ikke anden begrundel-se end det, at der er taget skridt til udvisning eller udsendelse. Der skal dog være tale om etreelt formål, og beslutningen om frihedsberøvelsen skal være truffet i overensstemmelsemed loven.Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at der skal være en reelmulighed for at gennemføre en udsendelse af udlændingen, for at frihedsberøvelsen er for-enelig med konventionen. Det følger endvidere af praksis, at myndighederne skal udvisepassende omhu, når de tager skridt til udsendelse m.v. Domstolen vil således foretage envurdering af, om den tidsmæssige udstrækning af frihedsberøvelsen er rimelig, og frihedsbe-røvelsen ophører med at være i overensstemmelse med litra f, hvis sagen ikke fremmesmed den fornødne omhu.Efter artikel 5, stk. 4, har enhver, der er frihedsberøvet, ret til at indbringe sagen for en dom-stol, for at denne hurtigt kan træffe afgørelse om lovligheden af frihedsberøvelsen og beor-dre ham løsladt, hvis frihedsberøvelsen ikke er lovlig.Efter artikel 6 i EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder har enhver ret til frihed og per-sonlig sikkerhed. Af de forklarende bemærkninger til artikel 6 fremgår bl.a., at de rettigheder,der er omhandlet i artikel 6, svarer til de rettigheder, der er sikret ved artikel 5 i EMRK, og atde, jf. herved artikel 52, stk. 3, har samme betydning og omfang.Der henvises til afsnit 2.4.1. om Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Ret-tigheder.FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder indeholder i artikel 9, stk. 1, en be-stemmelse om, at enhver har ret til frihed og personlig sikkerhed, og at ingen må underka-stes vilkårlig arrest eller frihedsberøvelse. Det fremgår endvidere, at ingen må berøves sinfrihed undtagen af sådanne grunde, og i overensstemmelse med sådanne fremgangsmåder,som er fastsat ved lov. Af artikel 9, stk. 4, fremgår det, at enhver, der berøves sin frihed vedarrestation eller anden tilbageholdelse, skal have ret til at indbringe sagen for en domstol, forat denne uden ophold kan træffe afgørelse om lovligheden af hans tilbageholdelse og beor-dre ham løsladt, hvis tilbageholdelsen ikke er lovlig.Af artikel 10, stk. 1, i konventionen fremgår det, at alle, der berøves deres frihed, skal be-handles humant og med respekt for menneskets naturlige værdighed.FN’s konvention om barnets rettigheder, fremgår det af artikel 9, stk. 1, at deltagerstaterneskal sikre, at barnet ikke adskilles fra sine forældre mod deres vilje, undtagen når kompeten-te myndigheder, hvis afgørelser er undergivet retlig prøvelse, i overensstemmelse med gæl-Side 51

dende lov og praksis bestemmer, at en sådan adskillelse er nødvendig af hensyn til barnetstarv. Ved adskillelse som følge af bl.a. tilbageholdelse, påhviler der deltagerstaten en rækkeforpligtelser med henblik på at give oplysninger om det fraværende familiemedlems opholds-sted, jf. artikel 9, stk. 4.I forbindelse med en beslutning om frihedsberøvelse med henblik på udsendelse, herunderen beslutning om opretholdelse af en sådan frihedsberøvelse, skal politiet og retten, jf. ud-lændingelovens §§ 36 og 37, sikre sig, at frihedsberøvelsen er i overensstemmelse med deovennævnte internationale forpligtelser.2.4.3. Tvangsmæssig udsendelseEn tvangsmæssig udsendelse skal ske i overensstemmelse med Danmarks internationaleforpligtelser. I den forbindelse er Den Europæiske Menneskerettighedskonvention særlig re-levant. FN’s konvention om barnets rettigheder er ligeledes relevant.Efter EMRK artikel 3 må ingen underkastes tortur og ej heller umenneskelig eller nedværdi-gende behandling eller straf. Bestemmelsen er absolut og tillader ikke nogen undtagelser.En udlænding kan således aldrig udsendes til et land, hvor der er vægtige grunde til at anta-ge, at den pågældende vil være i reel risiko for at blive behandlet i strid med artikel 3.Efter omstændighederne kan de faktiske forhold i forbindelse med udsendelsen, herunderudsendelsesmåden, være i strid med artikel 3.Eventuel magtanvendelse i forbindelse med gennemførelse af en tvangsmæssig udsendelsevurderes i forhold til artikel 3.Efter artikel 3, stk. 1, i FN’s børnekonvention skal barnets tarv komme i første række i alleforanstaltninger vedrørende børn, hvad enten disse udøves af offentlige eller private institu-tioner for social velfærd, domstole, forvaltningsmyndigheder eller lovgivende organer.3. Justering af udlændingeloven på baggrund af opholdsdirektivetLovforslaget indeholder tillige to mindre forslag til justering af udlændingeloven med henblikpå at præcisere implementeringen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholdesig frit på medlemsstaternes område.Der er tale om en implementering af kravet om, at længden af en udrejsefrist for en EU-borger, som har fået begrænset sin frie bevægelighed, skal være på mindst en måned,medmindre der er tale om behørigt begrundede hastetilfælde, jf. direktivets artikel 30, stk. 3.Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 8.Der er endvidere tale om en implementering af kravet om, at der skal tages stilling til en an-søgning om ophævelse af et indrejseforbud inden 6 måneder fra ansøgningens indgivelse, jf.direktivets artikel 32, stk. 1. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 6.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentligeLovforslaget medfører ændrede procedurer for fastsættelse af udrejsefrister og udrejsekon-trol, jf. den foreslåede bestemmelse i § 33, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 8, samt nye regler iforbindelse med oversættelse af afgørelser, jf. den foreslåede bestemmelse i § 33 b, jf. lov-forslagets § 1, nr. 9. Lovforslaget medfører desuden, at der i flere tilfælde end i dag skal skeudvisning med indrejseforbud, jf. den foreslåede bestemmelse i § 25 b, stk. 2, jf. lovforsla-gets § 1, nr. 2, og at der i tilknytning hertil vil skulle tages stilling til, om den foreslåede be-stemmelse i § 32, stk. 4, 4. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 5, skal finde anvendelse. Endviderebetyder lovforslaget, at der skal foretages vurderinger vedrørende ophævelse af indrejsefor-bud i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 32, stk. 9, 2. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 7.På Integrationsministeriets område medfører direktivet øget sagsadministration i forbindelsemed vurdering af udrejsefrist og indberetning i SIS. Desuden forventes der flere ansøgningerom ophævelse af indrejseforbud, ligesom der kan forventes flere ansøgninger om forlængel-se af udrejsefristen. Herudover vil der i et større antal sager skulle ske oversættelse af deleaf afgørelsen, hvor der fastsættes en udrejsefrist. Merudgifterne på Integrationsministerietsområde skønnes at udgøre i alt 2,1 mio. kr. årligt. Merudgifterne fordeler sig med 1,4 mio. kr.årligt på § 18.11.15. Udlændingeservice, 0,3 mio. kr. årligt på § 18.11.01. Departementetsamt 0,4 mio. kr. årligt på § 18.21.05. Flygtningenævnet. Merudgifterne afholdes inden for deeksisterende økonomiske rammerPå Justitsministeriets område medfører direktivet øget sagsadministration for Rigspolitiet.Herudover vil politiets opgave med forkyndelser og udrejsekontrol udvides til at omfatte op til3 besøg hos den enkelte udlænding mod som regel mellem 1-2 besøg i dag. Merudgifterneskønnes at udgøre i alt 8,4 mio. kr. årligt og afholdes inden for politiets eksisteren-de økonomiske rammer.Efter forslaget til bestemmelsen i lovforslagets § 30 a, jf. lovforslagets § 1, nr. 3, varetagerFolketingets Ombudsmand tilsyn med tvangsmæssig udsendelse. Opgaven forventes at in-debære meromkostninger til et årsværk på § 3.21. Folketingets Ombudsmand. Herudover vilder være merudgifter til rejse og ophold i forbindelse med tilsyn. Meromkostningerne til om-budsmandens opgaver forbundet med tilsynet afholdes inden for de eksisterende økonomi-ske rammer på § 18. Integrationsministeriet.5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivetLovforslaget har ikke økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet.6. Miljømæssige konsekvenserLovforslaget har ikke miljømæssige konsekvenser.7.Administrative konsekvenser for borgerne

8. Forholdet til EU-rettenLovforslaget gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16. de-cember 2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse aftredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold. Der henvises nærmere til afsnit 2.2.Lovforslaget gennemfører endvidere Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholdesig frit på medlemsstaternes område for så vidt angår kravet om, at længden af udrejsefristerfor EU-borgere som udgangspunkt ikke må være under 1 måned, og kravet om, at der skaltages stilling til en ansøgning om ophævelse af et indrejseforbud inden for 6 måneder. Derhenvises til afsnit 3.9.Hørte myndigheder m.v.

Lovforslaget har været sendt i høring til følgende myndigheder og organisationer:Advokatsamfundet, Akademikernes Centralorganisation, Amnesti Nu, Amnesty International,BARD – Board of Airline Representatives in Denmark, Boligselskabernes Landsforening,Børnerådet, Børne- og Kulturchefforeningen, Børns Vilkår, Danmarks Lejeforeninger, Dan-marks Rederiforening, Danmarks Rejsebureau Forening, Danner, Dansk Arbejdsgiverfor-ening, Dansk Byggeri, Dansk Flygtningehjælp, Dansk Psykiatrisk Selskab, Dansk PsykologForening, Dansk Røde Kors Asylkontoret, Dansk Røde Kors Landskontoret, Dansk Social-rådgiverforening, Danske Advokater, Datatilsynet, Den Danske Dommerforening, Den Dan-ske Europabevægelse, Den Katolske Kirke i Danmark, Det Danske Akademi, Dokumentati-ons- og Rådgivningscentret om Racediskrimination, Dommerfuldmægtigforeningen, Dom-stolsstyrelsen, Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, Flygtninge Under Jorden, Flygtningenævnet,Foreningen af Offentlige Anklagere, Foreningen af Statsforvaltningsjurister, Foreningen afStatsforvaltningsdirektører, Foreningen af Udlændingeretsadvokater, Færøernes Landsstyre,Grønlands Selvstyre, Håndværksrådet, Indvandrerrådgivningen, Institut for Menneskerettig-heder, KL, Knud Vilby (På vegne af Fredsfronten), Københavns byret, LandsforeningenAdoption og Samfund, Landsforeningen af Forsvarsadvokater, Landsorganisationen af Kvin-dekrisecentre, Mellemfolkeligt Samvirke, Politiforbundet i Danmark, Prostitution og Kvinde-handel i Århus, PRO-Vest, Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for Østre Lands-ret, Red Barnet, RCT – Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre, Reden StopKvindehandel, Retslægerådet, Retspolitisk Forening, Retssikkerhedsfonden, Retten i Es-bjerg, Retten i Glostrup, Retten i Helsingør, Retten i Herning, Retten i Hillerød, Retten i Hjør-ring, Retten i Holbæk, Retten i Holstebro, Retten i Horsens, Retten i Kolding, Retten i Lyng-by, Retten i Nykøbing Falster, Retten i Næstved, Retten i Odense, Retten i Randers, Retten iRoskilde, Retten i Svendborg, Retten i Sønderborg, Retten i Viborg, Retten i Aalborg, Retteni Aarhus, Retten på Bornholm, Retten på Frederiksberg, Rigsadvokaten, Rigspolitiet, Rådetfor Etniske Minoriteter, Samarbejdsgruppen om Børnekonventionen, SAS Head Office, SOSmod Racisme, Trykkefrihedsselskabet, UNHCR og Ægteskab uden Grænser.10. Vurdering af konsekvenser af lovforslaget

Til nr. 1Den foreslåede bestemmelse i§ 10, stk. 4, 2. pkt.,er en følge af artikel 11, stk. 3, 3. og 4.pkt., i direktiv 2008/115/EF.Efter artikel 11, stk. 1, skal en tredjelandsstatsborger, dvs. en udlænding, der ikke er stats-borger i et EU- eller Schengenland eller i øvrigt ikke er omfattet af EU-reglerne (familie tilEU- eller EØS-borgere), som opholder sig ulovligt på en medlemsstats område, meddeles etindrejseforbud, hvis den pågældende i forbindelse med en afgørelse om tilbagesendelse på-lægges at udrejse straks, eller hvis forpligtelsen til at vende tilbage ikke er efterkommet.Efter direktivets artikel 11, stk. 3, 3. pkt., kan medlemsstaterne undlade at udstede eller kanophæve eller suspendere et indrejseforbud i individuelle tilfælde af humanitære grunde. Efterdirektivets artikel 11, stk. 3, 4. pkt., kan medlemsstaterne ophæve eller suspendere et indrej-seforbud i individuelle tilfælde − eller i kategorier af tilfælde − af andre grunde.På baggrund af artikel 11 er det foreslået i § 25 b, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 2, at Ud-lændingeservice kan undlade at udvise en tredjelandsstatsborger, som efter direktivets reg-ler er pålagt at udrejse straks, eller som ikke er udrejst i overensstemmelse med udrejsefri-sten, hvis særlige grunde taler herimod. Det er endvidere foreslået i § 32, stk. 9, 2. pkt., jf.lovforslagets § 1, nr. 7, at Udlændingeservice i ganske særlige tilfælde, herunder af hensyntil familiens enhed, kan ophæve et indrejseforbud, der er meddelt en tredjelandsstatsborger iforbindelse med udvisning efter § 25 b.Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 2. pkt., og stk. 4, at en udlænding, der ermeddelt et indrejseforbud i forbindelse med en udvisning efter § 25 b, i visse tilfælde allige-vel kan meddeles en opholdstilladelse. Hvis tredjelandsstatsborgeren efter disse bestem-melser skal meddeles en opholdstilladelse på trods af indrejseforbuddet, anvendes den fore-slåede bestemmelse i § 32, stk. 9, 2. pkt., til at ophæve indrejseforbuddet.Af § 10, stk. 4, fremgår det, at en udlænding, som har et indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, ikkekan gives opholdstilladelse efter § 8, stk. 3, og §§ 9-9 f, medmindre ganske særlige grunde,herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor, dog tidligst 2 år efter udrejsen.Der er ikke i direktivet en bestemmelse – svarende til udlændingelovens § 10, stk. 4 – hvor-efter et indrejseforbud alene kan ophæves, når der er forløbet en vis periode efter udrejsen.Det foreslås derfor i § 10, stk. 4, 2. pkt., at 2 års kravet ikke gælder i sager om udvisning aftredjelandsstatsborgere efter udlændingelovens § 25 b. Det gælder både udvisning efter §25 b, stk. 1, og den foreslåede bestemmelse i § 25 b, stk. 2.Bestemmelsen indebærer, at der i ganske særlige tilfælde kan meddeles opholdstilladelse tilen tredjelandsstatsborger, der er udvist med indrejseforbud efter § 25 b, jf. § 32, stk. 1, uan-set at der ikke er forløbet 2 år fra udrejsen.Side 56

Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 2.3.2.3.Til nr. 2Den foreslåede bestemmelse i§ 25 b, stk. 2,implementerer sammen med de gældende be-stemmelser i § 25 b og § 32, stk. 1, jf. stk. 4, samt den foreslåede bestemmelse i udlændin-gelovens § 32, stk. 4, 4. pkt., dele af artikel 11 i direktiv 2008/115/EF.Efter artikel 11, stk. 1, skal afgørelser om tilbagesendelse ledsages af et indrejseforbud, nårder ikke indrømmes en frist for frivillig udrejse, eller når forpligtelsen til at vende tilbage ikkeer efterkommet.Efter artikel 11, stk. 2, skal indrejseforbuddets længde fastsættes under behørig hensynta-gen til alle relevante forhold i den enkelte sag og må ikke overstige 5 år, medmindre den på-gældende tredjelandsstatsborger må anses for en alvorlig trussel mod den offentlige orden,den offentlige sikkerhed eller den nationale sikkerhed.Afgørelserne, der er nævnt i udlændingelovens § 33, stk. 1, er tilbagesendelsesafgørelser idirektivets forstand, når de træffes i forhold til tredjelandsstatsborgere, og når der i afgørel-sen fastsættes en udrejsefrist, jf. den foreslåede bestemmelse i § 33, stk. 2. Det gælder dogikke afgørelser efter udlændingelovens § 49 a, jf. afsnit 2.3.En tilbagesendelsesafgørelse kan således være en afgørelse om udvisning efter § 25, § 25a, stk. 2, eller § 25 b, stk. 1, om udsendelse efter § 27 b, et afslag på en ansøgning om op-holdstilladelse, et afslag på forlængelse af en opholdstilladelse eller en afgørelse om inddra-gelse af en tidligere meddelt opholdstilladelse.Den foreslåede bestemmelse i § 25 b, stk. 2, indebærer, at en tredjelandsstatsborger, somer meddelt en tilbagesendelsesafgørelse, som pålægger den pågældende at udrejse straks,skal udvises med indrejseforbud. Bestemmelsen indebærer endvidere, at tredjelandsstats-borgeren skal udvises, hvis den pågældende ikke i øvrigt udrejser i overensstemmelse meden udrejsefrist, jf. § 33, stk. 2. Udvisning kan dog undlades, hvis særlige forhold taler her-imod, jf. nedenfor.Det fremgår af den foreslåede affattelse af udlændingelovens § 33, stk. 2, i hvilke tilfældeudrejsefristen skal fastsættes til 1 måned, 7 dage eller straks, jf. lovforslagets § 1, nr. 8 og dealmindelige bemærkninger afsnit 2.3.2.2.1.I sager, hvor der træffes en afgørelse om udvisning efter § 25, § 25 a, stk. 2, eller § 25 b, stk.1, skal den foreslåede bestemmelse i § 25 b, stk. 2, ikke anvendes, idet tredjelandsstatsbor-geren allerede i tilbagesendelsesafgørelsen er udvist med indrejseforbud.I sager, hvor Udlændingeservice træffer afgørelse om udsendelse efter § 27 b eller afgørelseom afslag på en ansøgning om opholdstilladelse, afslag på forlængelse af en opholdstilla-delse, afgørelse om inddragelse af en tidligere meddelt opholdstilladelse, og udlændingen iSide 57

afgørelsen pålægges at udrejse af landet straks, fordi der er tale om et påtrængende tilfæl-de, jf. den foreslåede bestemmelse i § 33, stk. 2, skal Udlændingeservice samtidig med af-gørelsen udvise tredjelandsstatsborgeren med indrejseforbud efter den foreslåede bestem-melse i § 25 b, stk. 2, medmindre særlige grunde taler herimod. Hvis Udlændingeservice iafgørelsen har fastsat udrejsefristen til 7 dage eller en måned, og det efterfølgende konstate-res, at den pågældende ikke er udrejst i overensstemmelse med udrejsefristen, skal Udlæn-dingeservice udvise tredjelandsstatsborgeren med indrejseforbud efter § 25 b, stk. 2. Udvis-ning skal ske, medmindre særlige grunde taler herimod.I sager, hvor Udlændingeservice meddeler et afslag på asyl i åbenbart grundløs-proceduren,skal udrejsefristen efter den foreslåede bestemmelse i § 33, stk. 2, fastsættes til straks, ogden pågældende asylansøger skal derfor udvises med indrejseforbud efter § 25 b, stk. 2,medmindre særlige grunde taler herimod.I sager, hvor tilbagesendelsesafgørelsen træffes af Flygtningenævnet eller Integrationsmini-steriet, og hvor udrejsefristen fastsættes til straks, orienterer nævnet og ministeriet Udlæn-dingeservice om afgørelsen ved kopi, således at Udlændingeservice kan tage stilling til,hvorvidt tredjelandsstatsborgeren skal udvises af landet med indrejseforbud efter den fore-slåede bestemmelse i § 25 b, stk. 2. Udlændingeservice bliver allerede i dag orienteret omafgørelser truffet af Flygtningenævnet og Integrationsministeriet og skal således fremoverumiddelbart efter orienteringen vurdere, om tredjelandsstatsborgeren skal udvises med ind-rejseforbud. Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 2.3.2.2.1.I tilfælde, hvor en tredjelandsstatsborger pågribes under ulovligt ophold her i landet og ikkeindgiver ansøgning om opholdstilladelse eller ikke meddeles ret til at ophold her i landet iforbindelse med indgivelse af en ansøgning om opholdstilladelse, skal Udlændingeservicesom hovedregel udvise tredjelandsstatsborgeren med indrejseforbud efter bestemmelsen i §25 b, stk. 1, og som udgangspunkt fastsætte udrejsefristen til straks, idet der i disse tilfældenormalt vil være grundlag for at antage, at der er risiko for, at tredjelandsstatsborgeren vilforsvinde. Hvis tredjelandsstatsborgeren søger asyl efter pågribelsen, vil et eventuelt afslagpå asyl udgøre tilbagesendelsesafgørelsen, og tredjelandsstatsborgeren skal udvises medindrejseforbud efter den foreslåede bestemmelse i § 25 b, stk. 2, hvis den pågældende iasylafgørelsen pålægges at udrejse straks, eller hvis den pågældende ikke udrejser i over-ensstemmelse med den udrejsefrist, der fastsættes i afgørelsen. Udvisning skal ske, med-mindre særlige grunde taler herimod.Indrejseforbuddet meddeles for 2 år. Det vil således svare til længden af det indrejseforbud,der i dag meddeles i forbindelse med administrativ udvisning for mindre kriminalitet og forulovligt ophold, jf. udlændingelovens § 32, stk. 4. Der vil dog i gentagelsestilfælde være mu-lighed for at meddele et indrejseforbud for 5 år, jf. den foreslåede bestemmelse i § 32, stk. 4,4. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 5.Hvis en tredjelandsstatsborger anses for en alvorlig trussel mod den offentlige orden, denoffentlige sikkerhed og nationale sikkerhed, vil den pågældende ikke skulle udvises med ind-rejseforbud efter udlændingelovens § 25 b, men vil blive udvist efter udlændingelovens § 25og meddelt et indrejseforbud for bestandig, jf. § 32, stk. 4.Side 58

Indrejseforbuddet, der meddeles en tredjelandsstatsborger i forbindelse med udvisning efterudlændingelovens § 25 b, er gældende i alle EU- og Schengenlande, jf. den foreslåede be-stemmelse i § 32, stk. 9, 1. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 7. Indrejseforbuddets geografiskerækkevidde skal fremgå af afgørelsen til tredjelandsstatsborgeren.Indrejseforbuddet regnes fra den 1. i den førstkommende måned efter udrejsen eller udsen-delsen, og indrejseforbuddet har gyldighed fra tidspunktet for udrejsen eller udsendelsen, jf.§ 32, stk. 1. Hvis den pågældende ikke udrejser eller udsendes ved politiets hjælp, og Ud-lændingeservice derfor ikke er bekendt med udrejsetidspunktet, fastsættes udrejsetidspunk-tet skønsmæssigt på baggrund af oplysninger om afgørelsestidspunkt og sidste opholdssted.Myndighederne kan beslutte, at en tredjelandsstatsborger ikke skal udvises med indrejsefor-bud, uanset at betingelserne herfor er opfyldt, når særlige grunde taler herimod, jf. forslagettil § 25 b, stk. 2. Herved implementeres artikel 12, stk. 3, 3. pkt. i direktiv 2008/115/EF, ved-rørende undladelse af at fastsætte et indrejseforbud.De grunde, der taler for at undlade at udvise med indrejseforbud, vil også kunne tale for ef-terfølgende at ophæve indrejseforbuddet, jf. den foreslåede § 32, stk. 9, 2. pkt., jf. lovforsla-gets § 1, nr. 7.Det vil navnlig være af humanitære grunde eller på grund af Danmarks internationale forplig-telser, jf. f.eks. artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Der kan såledesvære tale om tilfælde, hvor tredjelandsstatsborgeren pludselig er blevet meget alvorlig syg,eventuelt hospitalsindlagt, og derfor ikke har kunnet udrejse i overensstemmelse med udrej-sefristen, eller tilfælde, hvor hensynet til Danmarks internationale forpligtelser, bl.a. hensynettil familiens enhed, gør, at en tredjelandsstatsborger ikke bør meddeles et indrejseforbudtrods overskridelse af en udrejsefrist eller pålæg om at udrejse straks.Andre særlige grunde til ikke at udvise tredjelandsstatsborgeren kan være, at tredjelands-statsborgeren samarbejder med politiet om udrejsen, og overskridelse af udrejsefristen såle-des ikke skyldes forhold hos udlændingen. Hvis tredjelandsstatsborgeren senere ikke læn-gere ønsker at samarbejde om udrejsen, skal Udlændingeservice træffe afgørelse om udvis-ning med indrejseforbud, medmindre særlige grunde taler herimod. Hvis en tredjelandsstats-borger over for politiet tilkendegiver, at han eller hun ikke længere ønsker at medvirke til ud-sendelsen, indstiller politiet således til Udlændingeservice, at den pågældende udvises medindrejseforbud.Endelig kan der være tilfælde, hvor det på grund af tredjelandsstatsborgerens alder, f.eks.hvor der er tale om en uledsaget mindreårig, undlades at træffe afgørelse om udvisning.En afgørelse om udvisning med indrejseforbud efter forslaget til § 25 b, stk. 2, træffes af Ud-lændingeservice, jf. udlændingelovens § 46, stk. 1, og kan påklages til Integrationsministerietefter § 46, stk. 2.

Da indrejseforbuddet, som meddeles en tredjelandsstatsborger i forbindelse med udvisningefter § 25 b, stk. 1, og den foreslåede bestemmelse i § 25 b, stk. 2, skal forbyde indrejse i ogophold på alle medlemsstaternes område, jf. den foreslåede bestemmelse i § 32, stk. 9, 1.pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 7, er det vigtigt, at medlemsstaterne hurtigt får adgang til oplys-ninger om andre medlemsstaters afgørelser om indrejseforbud. Denne udveksling af oplys-ninger bør finde sted i Schengeninformationssystemet, jf. den foreslåede ændring af udlæn-dingelovens § 58 g, jf. lovforslagets § 1, nr. 14.Til nr. 3Den foreslåede bestemmelse i§ 30 aimplementerer artikel 8, stk. 6, i direktiv 2008/115 EF.Efter denne bestemmelse er medlemsstaterne forpligtede til at sørge for en effektiv ordningfor tilsyn med tvangsmæssig udsendelse af tredjelandsstatsborgere.Efter udlændingelovens § 30, stk. 2, 1. pkt., er det politiet, der drager omsorg for, at en ud-lænding, som ikke har ret til at opholde sig her i landet, og som ikke udrejser frivilligt, udrej-ser af landet.Efter den foreslåede bestemmelse i§ 30 a, stk. 1,vil Folketingets Ombudsmand varetagetilsynet med tvangsmæssig udsendelse.Tilsynet omfatter de tvangsmæssige udsendelser, der finder sted på baggrund af afgørelserom tilbagesendelse i direktivets forstand. Der er således tale om tvangsmæssige udsendel-ser, der finder sted på baggrund af afgørelser om udvisning efter § 25, § 25 a, stk. 2, og § 25b, afgørelser om udsendelse efter § 27 b og afslag på ansøgninger om opholdstilladelse, af-slag på forlængelser af opholdstilladelse og inddragelse af opholdstilladelser, som fastsætteren udrejsefrist, jf. afsnit 2.3.2.1.1.Tilsynet omfatter tiden fra beslutningen om tvangsmæssig udsendelse, og frem til udsendel-sen er gennemført. Det betyder i praksis, at tilsynet omfatter tiden fra politiet konstaterer, aten udlænding ikke er udrejst i overensstemmelse med en fastsat udrejsefrist, og frem til dettidspunkt, hvor politiets udsendelsessag afsluttes, herunder når udlændingen overleveres tilandre landes myndigheder. Tilsynet omfatter tidsrummet fra politiet første gang konstaterer,at udlændingen ikke er udrejst i overensstemmelse med en fastsat udrejsefrist, uanset omudsendelsessagen i perioder ikke længere fremmes, f.eks fordi udlændingen efterfølgendemedvirker til udrejsen, men imidlertid ikke fortsætter hermed.Uanset, at direktivet alene vedrører tvangsmæssig udsendelse af tredjelandsstatsborgere,omfatter tilsynet efter den foreslåede bestemmelse også tvangsmæssige udsendelser af EU-borgere for ikke at stille disse ringere end tredjelandsstatsborgere.Det er afgørende, at tilsynet er uafhængigt og upartisk, således at der ikke opstår spørgsmålom inhabilitet m.v. Folketingets Ombudsmand opfylder disse betingelser.Folketingets Ombudsmand har efter ombudsmandslovens § 28 tavshedspligt med hensyn tiloplysninger, som Folketingets Ombudsmand bliver bekendt med under udøvelsen af sinvirksomhed. Folketingets Ombudsmand er derfor forpligtet til ikke at offentliggøre personføl-Side 60

somme oplysninger, ligesom oplysninger om flyafgange, tidspunkter, destinationer og lig-nende efter en konkret vurdering må hemmeligholdes. Ved udøvelsen af denne vurderinginddrages oplysninger og anmodninger fra politiet.Efter den foreslåede bestemmelse i§ 30 a, stk. 2,skal Folketingets Ombudsmand påse, atpolitiets virksomhed i forbindelse med tvangsmæssige udsendelser, jf. udlændingelovens §30, stk. 2, 1. pkt., foretages med respekt for individet, og uden unødig magtanvendelse. I øv-rigt foregår tilsynet på grundlag af ombudsmandsloven. Folketingets Ombudsmand skal så-ledes bedømme, om politiet handler i strid med gældende ret, herunder internationale for-pligtelser og god forvaltningsskik, jf. ombudsmandslovens § 21. For så vidt ombudsmandensom et led i tilsynet gennemfører inspektioner efter § 18 i ombudsmandsloven, kan om-budsmanden endvidere bedømme forholdene ud fra almenmenneskelige og humanitæresynspunkter.Til brug for udførelsen af tilsynet har Folketingets Ombudsmand ret til at forlange oplysnin-ger, dokumenter, udtalelser, indkaldelse til afhøring for retten, besigtigelse af tjenestestederog lokaler, samt til uden retskendelse at inspicere private institutioner, hvor personer er ellerkan være berøvet deres frihed, jf. § 19 i lov om Folketingets Ombudsmand.For så vidt angår de internationale forpligtelser henvises til de almindelige bemærkninger af-snit 2.4.2. og 2.4.3.Efter § 30, stk. 2, 2. pkt., har ministeren for flygtninge, indvandrere og integration i cirkulære-form fastsat regler for politiets pligt til at drage omsorg for udrejsen. Der henvises til afsnit2.3.2.4. Cirkulærerne vil blive revideret i fornødent omfang.Udsendelse af udlændinge, der ikke udrejser frivilligt, kan enten ske ved en påset udrejse,hvor politipersonale overvåger udrejsen af landet, f.eks. ombordstigning i et fly eller skib, el-ler der kan være tale om ledsaget udrejse, hvor politipersonale ledsager udlændingen ud aflandet til udlændingens hjemland eller et tredjeland, hvor udlændingen har ret til at tage op-hold.Tilsynet omfatter både påsete og ledsagede udsendelser. Folketingets Ombudsmand skalefter den foreslåede bestemmelse navnlig føre tilsyn med de ledsagede udrejser, idet det måantages, at det særligt er her, at et tilsyn er relevant.Tilsynet er overordnet og generelt, og Folketingets Ombudsmand skal derfor som led i dettetilsyn ikke behandle konkrete klager over den enkelte politibetjent. Sådanne klager skal be-handles af de relevante klagemyndigheder. Der skal heller ikke ske underretning af den ud-lænding, hvis sag Folketingets Ombudsmand vælger at se på. Der er tale om en generelkontrol med udsendelsesområdet.Sager under politiklagenævnsordningen, herunder spørgsmål om eventuelle strafbare for-hold begået af politipersonale i tjenesten og klager over politipersonales adfærd i tjenestenskal således fortsat behandles af statsadvokaterne(fra 1. januar 2010 Den Uafhængige Poli-tiklagemyndighed), ligesom dispositionsklager fortsat skal behandles af Rigspolitiet ellerSide 61

statsadvokaterne alt efter, om der er tale om dispositioner uden for eller inden for strafferets-plejen.Folketingets Ombudsmand kan i overensstemmelse med de almindelige regler i ombuds-mandsloven modtage klager over konkrete forhold samt tage sager op af egen drift, jf. om-budsmandslovens §§ 13 og 17. I så fald gælder det almindelige princip i ombudsmandslo-vens § 14. Efter denne bestemmelse kan ombudsmanden ikke behandle klager over forhold,der kan indbringes for en anden forvaltningsmyndighed, før denne myndighed har truffet af-gørelse.Efter den foreslåede bestemmelse i§ 30 a, stk. 3,foretager Folketingets Ombudsmand til-synsvirksomheden på grundlag af regelmæssige indberetninger fra politiet og en gennem-gang af et antal afsluttede konkrete udsendelsessager. Folketingets Ombudsmand kan væretil stede under politiets udsendelse af udlændinge.Politiet meddeler tilsynet de oplysninger, som er nødvendige til varetagelse af tilsynets virk-somhed. Politiet skal som udgangspunkt sende indberetninger til Folketingets Ombudsmandhvert halve år. Fremsendelse af indberetninger herudover kan aftales mellem tilsynet (Folke-tingets Ombudsmand) og Rigspolitiet.Endvidere vil Rigspolitiet sende den statusredegørelse, som Rigspolitiet udarbejder to gangeårligt, i april og oktober, til Folketingets Ombudsmand. Redegørelsen indeholder en statuspå arbejdet med udsendelse af afviste asylansøgere og beskriver bl.a. den aktuelle udsen-delsessituation i forhold til afviste asylansøgere. Redegørelsen indeholder bl.a. oplysningerom antallet af asylansøgere i udsendelsesposition, fordelt på nationalitet, og udførlige be-skrivelser af udsendelsessituationen i forhold til en lang række lande.Folketingets Ombudsmand og Rigspolitiet kan i løbet af året indgå i en dialog vedrørendeenkelte sager, procedurer m.v.Ved deltagelse i konkrete udsendelser skal Folketingets Ombudsmand forholde sig passivtog alene påse, hvorledes udsendelsen foregår. Folketingets Ombudsmand hverken kan ellerskal under tilsynet intervenere i eventuelle situationer, der måtte opstå under udsendelsen.Folketingets Ombudsmand har mulighed for at stille spørgsmål vedrørende den konkreteudsendelse og eventuelt efterfølgende indlede en undersøgelse af sagen. De spørgsmål,der relaterer sig til en konkret udsendelse, hvor tilsynet er til stede, skal stilles til Rigspolitietog ikke til det tilstedeværende politipersonale.Folketingets Ombudsmand kan anvende de reaktionsmuligheder, der er hjemlet i ombuds-mandslovens kapitel 7. Folketingets Ombudsmand kan således fremsætte kritik, afgive hen-stillinger samt i øvrigt fremsætte sin opfattelse af sagen. Derudover kan Folketingets Om-budsmand fremsætte forslag om, at procedurer eller sagsbehandling i forbindelse medtvangsmæssige udsendelser, der er omfattet af tilsynets kompetence, ændres.Politiet underretter løbende Folketingets Ombudsmand om forestående tvangsmæssige ud-sendelser. Folketingets Ombudsmand retter henvendelse til politiet med et ønske om at del-Side 62

tage i en konkret udsendelse. Der kan være tale om en vilkårligt udvalgt udsendelse, ellerder kan være tale om, at Folketingets Ombudsmand, f. eks. via medierne er blevet bekendtmed en forestående udsendelse, som Folketingets Ombudsmand ønsker at følge. Politietorienterer snarest muligt Folketingets Ombudsmand om den planlagte rejse.Politiet sørger for det praktiske i forbindelse med deltagelse i udsendelsen, herunder frem-skaffelse af billetter, visa, indlogering på hotel m.v.Det bemærkes, at Rigspolitiet har oplyst, at nogle planlagte udsendelser ikke kan gennemfø-res, ligesom der ofte sker aflysning på et meget sent tidspunkt, f.eks. på grund af manglendesamtykke til transit i et tredjeland, udlændingens manglende tilstedeværelse eller udlændin-gemyndighedernes udsættelse af udrejsefristen. Der vil således kunne opstå situationer,hvor en udsendelse, som Folketingets Ombudsmand har ønsket at påse, bliver aflyst i sidsteøjeblik. Politiet oplyser Folketingets Ombudsmand om aflysninger og begrundelserne herfor.Efter den foreslåede bestemmelse i§ 30 a, stk. 4,afgiver Folketingets Ombudsmand en årligberetning om tilsynets virksomhed. Beretningen offentliggøres, og Folketingets Ombuds-mand vil sende beretningen til Folketingets Retsudvalg og Folketingets Udvalg for Udlændin-ge- og Integrationspolitik.Til nr. 4Der er tale om en lovteknisk ændring.Af udlændingelovens § 32, stk. 3, fremgår det bl.a., at indrejseforbud i forbindelse med ud-visning efter § 22, nr. 4-8, meddeles for mindst 6 år.Ifølge de almindelige bemærkninger til lov nr. 429 af 10. maj 2006 om ændring af udlændin-geloven (lovforslag nr. 128 af 25. januar 2006) har det været hensigten, at bestemmelsenskal anvendes, når der sker udvisning for de straffelovsovertrædelser, der er nævnt i § 22,nr. 4-7 (nu 4-8). Bestemmelsen er også i praksis blevet fortolket således af anklagemyndig-heden og domstolene.Det præciseres derfor nu i bestemmelsen, at den skal finde anvendelse både, når der skerudvisning direkte efter udlændingelovens § 22, nr. 4-8, og når der sker udvisning efter § 23,nr. 1, jf. § 22, nr. 4-8, eller § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 4-8.Til nr. 5Den foreslåede bestemmelse i§ 32, stk. 4, 4. pkt.,implementerer artikel 11, stk. 2, i direktiv2008/115/EF. Efter artikel 11, stk. 2, skal varigheden af et indrejseforbud, der er meddelt tilen tredjelandsstatsborger, som er pålagt at udrejse af landet straks, eller som ikke udrejser ioverensstemmelse med udrejsefristen, fastsættes under behørig hensyntagen til alle rele-vante forhold i den enkelte sag og må i princippet ikke overstige fem år. Varigheden kan dogoverstige 5 år, hvis tredjelandsstatsborgeren udgør en trussel mod den offentlige orden, denoffentlige sikkerhed eller den nationale sikkerhed.Side 63

Et indrejseforbud i forbindelse med udvisning efter § 25 b meddeles for 2 år, jf. § 32, stk. 4,2. pkt. Dette vil også gælde for et indrejseforbud i forbindelse med udvisning efter den fore-slåede bestemmelse i § 25 b, stk. 2.Efter den foreslåede § 32, stk. 4, 4. pkt., kan indrejseforbuddet i forbindelse med udvisningefter § 25 b, stk. 1, og den foreslåede bestemmelse i § 25 b, stk. 2, meddeles for 5 år i ste-det for 2 år, hvis tredjelandsstatsborgeren er indrejst i strid med et indrejseforbud, der ermeddelt i forbindelse med en udvisning efter § 25 b.Et indrejseforbud kan ophæves efter den foreslåede bestemmelse i § 32, stk. 9, 2. pkt., jf.lovforslagets § 1, nr. 7.Til nr. 6Ifølge artikel 32, stk. 1, i direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deresfamiliemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område (op-holdsdirektivet) kan personer, der af hensyn til den offentlige orden eller sikkerhed blivernægtet adgang til en medlemsstats område, indgive en ansøgning om ophævelse af indrej-seforbuddet.Efter artikel 32, stk. 2, skal medlemsstaten tage stilling til ansøgningen om ophævelse af ind-rejseforbuddet inden 6 måneder regnet fra ansøgningens indgivelse.Direktivets artikel 32, stk. 1, foreslås gennemført ved en præcisering af udlændingelovens§32, stk. 7, 2. pkt.Forslaget betyder, at det i overensstemmelse med artikel 32, stk. 1, i direktiv 2004/38/EF, vilfremgå udtrykkeligt af udlændingeloven, at der er pligt til at tage stilling til en ansøgning omophævelse af et indrejseforbud efter udlændingelovens § 32, stk. 7, inden 6 måneder fra an-søgningens indgivelse.Til nr. 7Den foreslåede bestemmelse i§ 32, stk. 9,implementerer dele af artikel 11 i direktiv2008/115/EF.Efter direktivets artikel 11, stk. 1, skal afgørelser om tilbagesendelse ledsages af et indrejse-forbud, når der ikke indrømmes en frist for frivillig udrejse, eller når forpligtelsen til at vendetilbage ikke er efterkommet. Bestemmelsen implementeres ved den foreslåede bestemmelsei § 25 b, stk. 2, samt § 32, stk. 1, jf. stk. 4.Indrejseforbuddet skal forbyde indrejse og ophold på alle EU- og Schengenlandenes områ-de, jf. direktivets præambel 14.

I dag meddeles der indrejseforbud efter udlændingeloven, hvis udlændingen ved en dom,kendelse eller beslutning udvises af landet, jf. udlændingelovens § 32, stk. 1. Endvidere an-ses en udlænding, der er opført på en af FN’s eller EU’s sanktionslister med rejserestriktio-ner, for at have et indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 8. Indrejseforbuddet gælderalene for indrejse og ophold i Danmark. Efter udlændingelovens § 58 g er der dog i visse til-fælde pligt til at indberette tredjelandsstatsborgere, der er uønskede i Danmark bl.a. somfølge af en afgørelse om udvisning, til Schengeninformationssystemet (SIS).Den foreslåede bestemmelse i§ 32, stk. 9,implementerer direktivets artikel 11, stk. 3, 3. og4. pkt., for så vidt angår muligheden for at ophæve et indrejseforbud.Efter direktivets artikel 11, stk. 3, 3. pkt., kan medlemsstaterne undlade at meddele eller kanophæve eller suspendere et indrejseforbud i individuelle tilfælde af humanitære grunde. Efterdirektivets artikel 11, stk. 3, 4. pkt., kan medlemsstaterne ophæve eller suspendere et indrej-seforbud i individuelle tilfælde eller i kategorier af tilfælde af andre grunde.Det foreslås således, at et indrejseforbud, der er meddelt en tredjelandsstatsborger i forbin-delse med udvisning efter § 25 b, i ganske særlige tilfælde kan ophæves.Nogle af de grunde, der taler for at undlade at udstede et indrejseforbud, vil også kunne talefor efterfølgende at ophæve indrejseforbuddet, jf. den foreslåede bestemmelse i udlændin-gelovens § 25 b, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 2.Hvis Udlændingeservice efter den foreslåede bestemmelse i § 25 b, stk. 2, oprindeligt harundladt at udvise en tredjelandsstatsborger med et indrejseforbud, fordi tredjelandsstatsbor-geren samarbejder om udrejsen, men efterfølgende træffer afgørelse om udvisning med ind-rejseforbud, fordi den pågældende tilkendegiver ikke længere at ville samarbejde om udrej-sen, vil en senere tilkendegivelse fra tredjelandsstatsborgeren om på ny at ville samarbejdeom udrejsen ikke berettige til en ophævelse af indrejseforbuddet efter den foreslåede be-stemmelse i § 32, stk. 9.Det vil navnlig være af humanitære grunde eller på grund af Danmarks internationale forplig-telser, jf. f.eks. artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, at et indrejsefor-bud ophæves.Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 2. pkt., og stk. 4, at en udlænding, der ermeddelt et indrejseforbud i forbindelse med en udvisning efter § 25 b i visse tilfælde alligevelkan meddeles en opholdstilladelse. Hvis tredjelandsstatsborgeren efter disse bestemmelserskal meddeles en opholdstilladelse på trods af indrejseforbuddet, anvendes den foreslåedebestemmelse i § 32, stk. 9, til at ophæve indrejseforbuddet.Af § 10, stk. 4, fremgår det, at en udlænding, som har et indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, ikkekan gives opholdstilladelse efter § 8, stk. 3, og §§ 9-9 f, medmindre ganske særlige grunde,herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor, dog tidligst 2 år efter udrejsen.

Da der ikke i direktivet er en bestemmelse om, at et indrejseforbud alene kan ophæves, nårder er forløbet en vis periode efter udrejsen, er der i lovforslagets § 1, nr. 1, foreslået en æn-dring til § 10, stk. 4, således at det fremgår, at 2 års kravet ikke gælder i sager om udvisningaf tredjelandsstatsborgere efter udlændingelovens § 25 b.Efter direktivets artikel 11, stk. 3, 4. pkt., kan medlemsstaterne også suspendere et indrejse-forbud. Dette vil i dansk ret ske ved meddelelse af et visum, jf. udlændingelovens § 3 a. Vi-summet begrænses til kun at gælde indrejse og ophold i Danmark, jf. udlændingelovens § 4a. Af Integrationsministeriets visumpraksisnotat, der kan findes påwww.nyidanmark.dk,fremgår, hvornår en person med indrejseforbud kan få udstedt et visum. Denne praksis vilogså gælde i forhold til et indrejseforbud udstedt i forbindelse med en udvisning efter den fo-reslåede bestemmelse i § 25 b, stk. 2.Efter direktivets artikel 11, stk. 3, 4. pkt., kan medlemsstaterne ophæve et indrejseforbud –ikke blot i individuelle tilfælde – men også i visse kategorier af tilfælde. Bestemmelsen sigtermod en situation, hvor der opstår en humanitær katastrofe i et tredjeland, som f.eks. jord-skælv eller væbnede konflikter, der medfører en stor tilstrømning af fordrevne personer, oghvor de almindelige procedurer for ophævelse af indrejseforbud i forhold til personer fra det-te land, vil tage for lang tid og ikke være mulig at gennemføre. Den foreslåede hjemmel til atophæve et allerede meddelt indrejseforbud i udlændingelovens § 32, stk. 9, vil helt undtagel-sesvist også kunne anvendes i forhold til sådanne kategorier af tilfælde.En afgørelse om ophævelse af et indrejseforbud efter forslaget til § 32, stk. 9, træffes af Ud-lændingeservice, jf. udlændingelovens § 46, stk. 1, og kan påklages til Integrationsministerietefter § 46, stk. 2.Til nr. 8Den foreslåede affattelse af§ 33, stk. 2,implementerer artikel 7, stk. 1, i direktiv2008/115/EF.Ifølge direktivets artikel 7, stk. 1, skal en tilbagesendelsesafgørelse indeholde en frist for fri-villig udrejse på mellem 7 og 30 dage. Efter artikel 7, stk. 4, kan udrejsefristen dog fastsæt-tes til straks i tilfælde, hvor der er risiko for, at tredjelandsstatsborgeren vil forsvinde.Artikel 3, nr. 7, definerer ”risiko for at den pågældende vil forsvinde” som ”tilstedeværelsen iden enkelte sag af grunde, baseret på objektive, lovfæstede kriterier, til at formode, at entredjelandsstatsborger, der er genstand for tilbagesendelsesprocedurer, vil forsvinde”.Efter direktivets artikel 7, stk. 4, kan udrejsefristen også fastsættes til straks i tilfælde, hvoren ansøgning om lovligt ophold er blevet afvist som åbenbart grundløs, eller hvor tredje-landsstatsborgeren udgør en risiko for den offentlige orden, den offentlige sikkerhed ellerden nationale sikkerhed.Endelig kan udrejsefristen efter artikel 7, stk. 4, fastsættes til straks i tilfælde, hvor en an-søgning om lovligt ophold er blevet afvist som svigagtig.Side 66

Den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 33, stk. 2, justerer udrejsefristerneslængde, således at de bringes i overensstemmelse med artikel 7.Den foreslåede bestemmelse regulerer dog også som hidtil fastsættelsen af udrejsefrister iafgørelser, der ikke er omfattet af direktivet, f.eks. afgørelser i forhold til EU-borgere og nor-diske statsborgere, samt fastsættelse af udrejsefrister i sager, der er undtaget fra direktivetsanvendelsesområde, f.eks. sager efter udlændingelovens § 49 a.Bestemmelsens ordlyd er ændret for at gøre den mere enkel og lettere at forstå.I afgørelser, der er omfattet af § 33, stk. 1, vil udrejsefristen efter lovforslaget skulle fastsæt-tes til 1 måned, 7 dage eller straks. Reglen i udlændingelovens § 33, stk. 2, 4. pkt., hvorefterudrejsefristen fastsættes til 15 dage videreføres ikke.Det foreslås således i§ 33, stk. 2, 1. pkt.,at udrejsefristen i afgørelser, der er omfattet af §33, stk. 1, fastsættes til 1 måned, hvis udlændingen er statsborger i et andet nordisk land oghar haft bopæl her i landet, hvis udlændingen er omfattet af de regler, der er nævnt i § 2, stk.4 (EU-reglerne), eller hvis udlændingen hidtil har haft opholdstilladelse. Dette svarer til, hvadder gælder i dag med den tilføjelse, at udrejsefristen også skal fastsættes til 1 måned, hvisudlændingen er omfattet af EU-reglerne. Der henvises til de almindelige bemærkninger af-snit 3.For andre udlændinge foreslås udrejsefristen fastsat til 7 dage, jf. den foreslåede bestem-melse i§ 33, stk. 2, 1. pkt.Det forslås dog i§ 33, stk. 2, 3. pkt.,at udrejsefristen altid fastsættes til straks, hvis der ertale om påtrængende tilfælde, jf. bl.a. udsendelsesdirektivets artikel 7, stk. 4. Påtrængendetilfælde foreligger navnlig, når udlændingen er til fare for statens sikkerhed eller en alvorligtrussel mod den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed, når udlændingen har begået etstrafbart forhold, når der er tale om svig eller en åbenbart grundløs ansøgning, eller når derer risiko for, at udlændingen vil forsvinde eller unddrage sig udsendelse, jf. lovforslagets§33, stk. 2, 4. pkt.Dette gælder også i forhold til EU-/EØS-statsborgere. Der henvises til artikel 30, stk. 3, i Eu-ropa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004, hvoraf det fremgår at ud-rejsefristen skal fastsættes til 1 måned, medmindre der er tale om et behørigt begrundet ha-stetilfælde. De omtalte eksempler på påtrængende tilfælde – på nær risiko for forsvinden –vil også kunne begrunde, at en EU-/EØS-statsborger pålægges at udrejse straks, men dermå foretages en konkret vurdering. Det kan ikke anses for et påtrængende tilfælde, at der errisiko for, at udlændingen vil forsvinde, hvis udlændingen er statsborger i et af de lande, derer nævnt i § 2, stk. 1,jf. lovforslagets§ 33, stk. 2, 5. pkt.I dag fastsættes udrejsefristen til straks i sager om udvisning efter udlændingelovens § 25 afudlændinge, der er til fare for statens sikkerhed, og i sager, hvor Udlændingeservice i med-før af udlændingelovens § 53 b, stk. 1, meddeler afslag på opholdstilladelse efter § 7 efterSide 67

åbenbart grundløs-proceduren. Efter den foreslåede regel skal udrejsefristen fortsat fastsæt-tes til straks i disse sager.I dag fastsættes udrejsefristen også til straks, når Flygtningenævnet meddeler endeligt af-slag på asyl efter udlændingelovens § 7, jf. § 33, stk. 2, 1. pkt., eller ved fastsættelse af enny udrejsefrist, hvis der er meddelt opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen efter,at Udlændingeservice i medfør af § 53 b, stk. 1, eller Flygtningenævnet har meddelt afslagpå asyl efter udlændingelovens § 7, jf. § 33, stk. 2, 2. pkt. Det samme gælder ved afslag påhumanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, hvor ansøgningen har været til-lagt opsættende virkning, jf. § 33, stk. 2, 2. pkt., ved afgørelser om udvisning efter udlændin-gelovens § § 25 a og 25 b, jf. § 33, stk. 2, 4. pkt., og ved afgørelser om udsendelse efter ud-lændingelovens § 27 b, jf. § 33, stk. 2, 3. pkt. På baggrund af direktivet skal udrejsefristen idisse sager fastsættes til 7 dage, medmindre der er tale om et påtrængende tilfælde.Efter forslaget skal udrejsefristen også fastsættes til 7 dage, hvor der meddeles afslag påopholdstilladelse, herunder bl.a. afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7, 9,9 a, 9 c, og 9 f, medmindre der er tale om et påtrængende tilfælde. Der vil således være sa-ger, hvor udrejsefristen i dag fastsættes til 15 dage, men hvor den efter lovforslaget skalfastsættes til 7 dage.Det bemærkes, at der ved afslag på humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9b, hvor der ikke er meddelt opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen, ikke fastsæt-tes en selvstændig udrejsefrist. Udlændingen pålægges derimod at udrejse i overensstem-melse med en tidligere meddelt udrejsefrist, f.eks. i forbindelse med asylafslaget. Det sam-me gør sig gældende i genoptagelsessager, hvor anmodningen om genoptagelse ikke til-lægges opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen. Der henvises til de almindeligebemærkninger, afsnit 2.3.2.2.1.Det fremgår af den foreslåede bestemmelse, at udrejsefristen skal fastsættes til straks i på-trængende tilfælde. Som eksempel på påtrængende tilfælde nævnes, når udlændingen er tilfare for statens sikkerhed eller en alvorlig trussel mod den offentlige orden, sikkerhed ellersundhed, når udlændingen har begået et strafbart forhold, når der er tale om svig eller enåbenbart grundløs ansøgning, eller når der er risiko for, at udlændingen vil forsvinde.Udover i sager, hvor en udlænding udvises efter § 25, vil udrejsefristen skulle fastsættes tilstraks på grund af statens sikkerhed m.v. i sager, hvor udlændingen er udelukket fra op-holdstilladelse efter udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 1 og 2, hvor udlændinge er udelukketfra opholdstilladelse efter udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, samt i sager hvor der skerinddragelse efter udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 2, jf. § 10, stk. 1, nr. 1, 2 og 3.Udrejsefristen vil endvidere skulle fastsættes til straks i sager, hvor Flygtningenævnet efterudlændingelovens § 49 a vurderer, at § 31 er til hinder for udsendelse af en udlænding, somhar haft opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, og som er udvist ved dom, jf. § 49,stk. 1, og hvor nævnet meddeler udlændingen afslag på opholdstilladelse efter § 7.

I sager efter § 49 a, hvor nævnet vurderer, at § 31 ikke er til hinder for udsendelse af udlæn-dingen, tages der ikke stilling til en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, og der skal der-for ikke fastsættes en udrejsefrist efter udlændingelovens § 33, stk. 1. I stedet skal nævnetmeddele udlændingen, at det påhviler den pågældende at udrejse af landet straks, jf. ud-lændingelovens § 30, stk. 1.Det bemærkes, at sager efter § 49 a er undtaget fra direktiv 2008/115/EF.Udrejsefristen fastsættes som hovedregel til straks, hvis udlændingen har begået et strafbartforhold i Danmark.Der kan være tilfælde – ud over asylsager, der afgøres efter åbenbart grundløs-proceduren– hvor en ansøgning om opholdstilladelse kan afslås som åbenbart grundløs og berettige til,at udrejsefristen fastsættes til straks. Det kan f.eks. være en ansøgning om humanitær op-holdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, hvor ansøgeren er sund og rask og derfor erhelt udelukket fra at komme i betragtning til en sådan opholdstilladelse.Udrejsefristen fastsættes herudover til straks, når der er tale om svig. Svig kan f.eks. forelig-ge, når det viser sig, at udlændingen har fået sin ansøgning om opholdstilladelse behandletunder en falsk identitet.Udrejsefristen skal også fastsættes til straks, når der er risiko for, at udlændingen vil forsvin-de. En sådan risiko vil navnlig kunne foreligge i følgende tilfælde:-hvis udlændingen ikke har overholdt pålagte forpligtelser, jf. § 34, til sikring af, at denpågældende ikke forsvinder under sagens behandling, f.eks. deponering af pas, an-den rejselegitimation og billet, sikkerhedsstillelse, pålæg om at tage ophold et be-stemt sted samt regelmæssig meldepligt,hvis udlændingen under et tidligere ophold her i landet har unddraget sig tvangs-mæssig udsendelse,hvis tredjelandsstatsborgeren tydeligt over for udlændingemyndighederne eller poli-tiet har givet udtryk for ikke at ville følge en afgørelse om tilbagesendelse,hvis tredjelandsstatsborgeren i forbindelse med indrejse i landet har benyttet sig affalske identitetspapirer,hvis der er tale om en asylansøger, og den pågældende har søgt asyl i flere andrelande før indgivelse af ansøgning i Danmark eller under opholdet som asylansøger iDanmark har forsøgt at indrejse og søge asyl i et andet land,hvis tredjelandsstatsborgeren under opholdet er blevet udvist administrativt efter §25 b eller § 25 a, stk. 2 og sagens omstændigheder, herunder evt. længden af detulovlige ophold, bestyrker vurderingen af, at der er risiko for forsvinden,hvis der er truffet afgørelse efter § 27 b om fuldbyrdelse af afgørelser om udsendel-se truffet af myndigheder i andre EU- eller Schengenlande, ellerhvis tredjelandsstatsborgeren er indrejst i strid med et indrejseforbud.

Udrejsefristen skal efter afgørelsestidspunktet ændres fra enten 1 måned eller 7 dage tilstraks, hvis den fastsatte udrejsefrist ikke er udløbet, og der for Udlændingeservice – ellerIntegrationsministeriet, når det er ministeriet der har fastsat udrejsefristen – foreligger nyeoplysninger, der giver grundlag for at konstatere, at der er tale om et påtrængende tilfælde.Det kan f.eks. være, hvor udlændingen efter meddelelse af tilbagesendelsesafgørelsen harændret sit opholdssted uden at underrette udlændingemyndighederne. Herved sikres det, atUdlændingeservice straks ved modtagelse af nye oplysninger om risiko for forsvinden æn-drer udrejsefristen til straks og samtidig kan træffe afgørelse om udvisning med indrejsefor-bud uden at skulle afvente en eventuel udrejsekontrol efter udløbet af den 7 dages udrejse-frist. Dette kan ske efter den foreslåede bestemmelse i § 33, stk. 2, 3. pkt.I tilfælde, hvor udrejsefristen fastsættes til straks, skal tredjelandsstatsborgeren af Udlæn-dingeservice udvises med indrejseforbud, jf. den foreslåede bestemmelse i § 25 b, stk. 2, jf.lovforslagets § 1, nr. 2, medmindre særlige grunde taler herimod.I opholdssager fastsættes udrejsefristen af den myndighed, der har truffet afgørelsen, dvs. afUdlændingeservice eller Integrationsministeriet.I asylsager, der behandles efter åbenbart grundløs-proceduren i udlændingelovens § 53 b,fastsættes udrejsefristen af Udlændingeservice.I asylsager, der indbringes for Flygtningenævnet, er det Flygtningenævnet, der fastsætterudrejsefristen. Senest på mødet i nævnet, nedlægger Udlændingeservice påstand om, hvil-ken udrejsefrist der bør fastsættes.Hvis Udlændingeservice fraviger udgangspunktet om 7 dages udrejsefrist − eller udgangs-punktet om en udrejsefrist på en måned i tilfælde, hvor tredjelandsstatsborgeren hidtil harhaft opholdstilladelse − og nedlægger påstand om, at udrejsefristen fastsættes til straks,fremkommer Udlændingeservice tillige med oplysninger eller dokumentation, som begrundernedlæggelse af påstanden.Hvis Flygtningenævnet stadfæster Udlændingeservices afgørelse, skal nævnet i forbindelsemed voteringen foretage en vurdering af, hvilken udrejsefrist der skal fastsættes, og træffeafgørelse herom.I genoptagelsessager m.v., hvor Flygtningenævnet efter at have stadfæstet Udlændingeser-vices afgørelse om afslag på asyl selv beslutter at udsætte udrejsefristen, vil nævnet skullefastsætte en ny udrejsefrist, hvis der meddeles afslag på genoptagelse eller nyt afslag påasyl efter genoptagelse. I disse tilfælde tilvejebringer Flygtningenævnet selv de nødvendigeoplysninger til brug for fastsættelse af en ny udrejsefrist. Som udgangspunkt fastsættessamme frist som i forbindelse med Flygtningenævnets oprindelige afgørelse, hvori nævnetstadfæstede Udlændingeservices afgørelse, medmindre der foreligger nye oplysninger, derer relevante for vurderingen.

Hvis Flygtningenævnet fastsætter udrejsefristen til straks, skal Udlændingeservice i umid-delbar forlængelse heraf udvise udlændingen med indrejseforbud, hvis der ikke er særligegrunde der taler herimod, jf. den foreslåede bestemmelse i § 25 b, stk. 2.Når Flygtningenævnet forkynder afgørelsen på mødet, kan Udlændingeservice i forbindelsemed Udlændingeservices samtale med advokaten, udlændingen og tolken umiddelbart eftermødet i Flygtningenævnet meddele udlændingen udvisningsafgørelsen.Hvis Flygtningenævnets sag behandles på skriftligt grundlag, skal Udlændingeservice haveen kopi af nævnets afgørelse, således at Udlændingeservice hurtigst muligt efter nævnetsafgørelse kan træffe afgørelse om udvisning, i de tilfælde hvor udrejsefristen er fastsat tilstraks, medmindre særlige grunde taler herimod, jf. lovudkastets § 25 b, stk. 2, jf. 33, stk. 2.Det er Udlændingeservice, der med klageadgang til Integrationsministeriet tager stilling til,hvorvidt en fastsat udrejsefrist efterfølgende kan forlænges, hvis særlige grunde taler herfor,jf. den foreslåede bestemmelse i § 33 c, jf. lovforslagets § 1, nr. 9. Dette gælder også en ud-rejsefrist, der er fastsat af Flygtningenævnet. Flygtningenævnet skal således ikke tage stil-ling til en anmodning om forlængelse af en udrejsefrist.Til nr. 9Den foreslåede bestemmelse i§ 33 b, stk. 1, 1. pkt.,implementerer artikel 12, stk. 1, i direk-tiv 2008/115/EF. Det fremgår af denne artikel, at afgørelser om tilbagesendelse og, hvis derer truffet sådanne, afgørelser om indrejseforbud og afgørelser om udsendelse skal affattesskriftligt og angive de faktiske og retlige grunde samt oplyse om de retsmidler, der er til rå-dighed. Endvidere fremgår det, at oplysninger om de faktiske grunde kan begrænses, hvisden nationale lovgivning tillader en begrænsning i retten til information, især for at beskytteden nationale sikkerhed, forsvaret eller den offentlige sikkerhed og forebyggelsen, efter-forskningen, afsløringen og retsforfølgningen af strafbare handlinger.Den foreslåede bestemmelse i§ 33 b, stk. 1, 2. pkt.,implementerer direktivets artikel 14, stk.2. Det fremgår bl.a. af denne artikel, at medlemsstaterne skal give tredjelandsstatsborgereen skriftlig bekræftelse på, at en klage over en tilbagesendelsesafgørelse er tillagt opsæt-tende virkning med hensyn til udrejsefristen, og at en afgørelse om tilbagesendelse midlerti-digt ikke vil blive fuldbyrdet.Der er i dansk forvaltningsret ingen almindelig regel om, at forvaltningens afgørelser skalvære skriftlige. Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 2.3.2.1.2.I langt de fleste tilfælde bliver der alligevel i dag givet parten i en forvaltningssag skriftligmeddelelse om sagens afgørelse. Dette gælder også på udlændingeområdet.Den foreslåede bestemmelse i § 33 b, stk. 1, betyder, at direktivets krav om skriftlighed ud-trykkeligt fremgår af udlændingeloven. Det vil således fremgå, at afgørelser, der er omfattetaf udlændingelovens § 33, stk. 1, herunder afgørelser efter den foreslåede bestemmelse i §25 b, stk. 2, samt afgørelser om, hvorvidt en klage over disse afgørelser kan tillægges op-Side 71

sættende virkning, skal meddeles skriftligt. Det betyder ikke, at andre afgørelser efter ud-lændingeloven kan meddeles mundtligt. De vil som i dag fortsat blive meddelt skriftligt.Uanset at reglerne i direktivet, herunder reglerne om skriftlighed i artikel 12, stk. 1, og 14,stk. 2, kun gælder for tredjelandsstatsborgere, gælder den foreslåede bestemmelse genereltfor alle afgørelser om tilbagesendelse m.v. uanset udlændingens oprindelse. Baggrunden er,at EU-borgere ikke må stilles ringere end tredjelandsstatsborgere.Der bemærkes, at direktivets krav om skriftlighed i artikel 12, stk. 1, også omfatter afgørelserom udsendelse. En afgørelse om tilbagesendelse og en afgørelse om udsendelse kan ifølgedirektivet træffes i én og samme afgørelse.En afgørelse om tilbagesendelse vil efter udlændingelovens regler i visse typer af sager,herunder asylsager, også indeholde en bestemmelse om, at udlændingen kan udsendestvangsmæssigt samt oplysning om, hvortil den tvangsmæssige udsendelse i givet fald vilkunne ske, hvis udrejse ikke sker frivilligt. Afslag på asyl eller afgørelse om inddragelse iasylsager skal indeholde afgørelse om, hvorvidt udlændingen kan udsendes, hvis denne ik-ke udrejser frivilligt, jf. udlændingelovens § 32 a. Afgørelse om tilbagesendelse og udsendel-se træffes således i én samlet afgørelse.Når lovforslaget træder i kraft, skal der i forhold til en tredjelandsstatsborger i alle afgørelserefter § 33, stk. 1, der fastsætter en udrejsefrist, udtrykkeligt vejledes om, at tredjelandsstats-borgeren risikerer at blive udvist med indrejseforbud i minimum 2 år, hvis han eller hun ikkeudrejser frivilligt, at indrejseforbuddet vil være gældende i alle EU- og Schengenlande, og atden pågældende i tilfælde af udvisning vil blive indberettet som uønsket til Schengeninfor-mationssystemet.Pligten efter direktivets artikel 12, stk. 1, til at angive de faktiske og retlige grunde for afgø-relsen og de retsmidler, der er til rådighed, følger i dansk ret allerede af forvaltningslovens §24, stk. 1 og 2, og § 25. Endvidere følger det af forvaltningslovens § 24, stk. 3, at begrundel-sens indhold kan begrænses, i det omfang partens interesse i at kunne benytte kendskab tildenne til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågælden-de selv eller til andre private eller offentlige interesser, jf. forvaltningslovens § 15.Efter den foreslåede bestemmelse i§ 33 b, stk. 2,skal udlændingen efter anmodning med-deles en skriftlig eller mundtlig oversættelse af de vigtigste elementer i afgørelser omfattet afstk. 1, på et sprog, som udlændingen forstår eller med rimelighed kan formodes at forstå.Bestemmelsen implementerer direktivets artikel 12, stk. 2.Der er ikke pligt til at give en komplet oversættelse af hele afgørelsen. Oversættelsen skaldog indeholde de væsentligste faktiske og retlige grunde for afgørelsen samt relevant klage-vejledning. De faktiske grunde dækker over de konkrete forhold i sagen, der har afgørendebetydning for sagens afgørelse.Det er den myndighed, der har truffet afgørelsen, der tager stilling til anmodningen om over-sættelse, herunder vurderer, på hvilket sprog oversættelsen skal gives. En rimelig formod-Side 72

ning om at udlændingen forstår det pågældende sprog kan etableres ved, at ansøgningen erudformet på det pågældende sprog, eller udlændingen i øvrigt har anvendt sproget over forudlændingemyndighederne.Integrationsministeriet vil sammen med de øvrige asyl- og udlændingemyndigheder vurde-rer, hvilke afgørelsestyper der ikke allerede i dag lever op til oversættelsespligten, og hvor-dan oversættelse i disse tilfælde fremover skal ske med henblik på, at pligten kan opfyldes..Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 2.3.2.5.Den foreslåede bestemmelse i § 33 c implementerer artikel 7, stk. 2, i direktiv 2008/115/EF.Efter denne artikel skal der være hjemmel til at forlænge en udrejsefrist under hensyntagentil de særlige forhold i den enkelte sag. Som eksempel på særlige forhold nævner bestem-melsen opholdets varighed, eventuelle skolesøgende børn og eventuelle andre familiemæs-sige og sociale tilknytninger.Den foreslåede bestemmelse i § 33 c, 1. pkt., indebærer, at der nu indføres en generelhjemmel til at forlænge en udrejsefrist. Bestemmelsen vil være en kodificering af praksis. Derhenvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.3.2.2.3.Det vil være Udlændingeservice eller Integrationsministeriet – afhængig af hvem der har truf-fet afgørelse i sagen og fastsat udrejsefristen – der skal tage stilling til, om udrejsefristenskal forlænges.I asylsager, der behandles af Flygtningenævnet, hvor nævnet fastsætter udrejsefristen, jf. dealmindelige bemærkninger afsnit 2.3.2.2.2, er det tillige Udlændingeservice – med klagead-gang til ministeriet – der tager stilling til, om udrejsefristen kan forlænges. Hvis Flygtninge-nævnet modtager en anmodning om forlængelse af udrejsefristen, sendes anmodningen vi-dere til Udlændingeservice.Et afslag på en anmodning om forlængelse af en udrejsefrist kan i tilfælde, hvor afgørelsentræffes af Udlændingeservice, påklages til Integrationsministeriet, jf. udlændingelovens § 46,stk. 2.Den foreslåede bestemmelse i§ 33 c, 2. pkt.,implementerer endvidere direktivets artikel 14,stk. 2, hvorefter udlændingen skal have en skriftlig bekræftelse på, at udrejsefristen forlæn-ges.Allerede i dag meddeles det skriftligt, hvis en udrejsefrist forlænges.Til nr. 10Den foreslåede bestemmelse i§ 37, stk. 7,fastsætter pligten til at meddele afgørelser omfrihedsberøvelse efter §§ 36 og § 37 skriftligt. Bestemmelsen implementerer artikel 15, stk.2, i direktiv 2008/115/EF.

Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 2.3.2.6.Den foreslåede bestemmelse i§ 37, stk. 8,fastslår, at frihedsberøvelse med henblik på ud-sendelse efter § 36 af en udlænding, der ikke har ret til at opholde sig her i landet, ikke måfinde sted i et tidsrum, der overstiger 6 måneder. Retten kan dog forlænge dette tidsrum i optil yderligere 12 måneder, hvis der foreligger særlige omstændigheder.Den foreslåede bestemmelse vedrører ikke frihedsberøvelse i form af varetægtsfængslingefter § 35.De særlige omstændigheder kan bl.a. være, hvis udsendelsesproceduren uanset alle rimeli-ge bestræbelser kan forventes at tage længere tid som følge af udlændingens manglendemedvirken til udsendelsen, eller hvis der er forsinkelser i forbindelse med fremskaffelse afnødvendig rejselegitimation og visum.Der er således en absolut grænse for frihedsberøvelsens udstrækning på i alt 18 måneder.Frihedsberøvelsen skal være af så kort varighed som mulig, og må kun opretholdes, så læn-ge udsendelsen er under forberedelse og gennemføres med omhu.Bestemmelsen implementerer artikel 15, stk. 5 og 6, i direktiv 2008/115/EF.På baggrund af EU-domstolens dom af 30. november 2009 i den præjudicielle sag, nr. C-357/09, Kadzoev, skal der ved beregningen af frihedsberøvelsens udstrækning efter den fo-reslåede bestemmelse i § 37, stk. 8, indgå en eventuel frihedsberøvelsesperiode, der er på-begyndt inden bestemmelsens ikrafttræden, når frihedsberøvelsen er sket med henblik påudsendelse.Endvidere skal der ved beregningen af frihedsberøvelsens udstrækning ikke tages hensyn tilperioder, hvor tredjelandsstatsborgeren har været frihedsberøvet på et andet grundlag endudsendelse.Hvis en tredjelandsstatsborger, der er frihedsberøvet med henblik på udsendelse, søger omasyl, og det vurderes, at den pågældende bør frihedsberøves under asylsagens behandling,bør frihedsberøvelsesgrundlaget derfor ændres i overensstemmelse hermed. Hvis dette ikkesker, vil frihedsberøvelsesperioden under asylsagsbehandlingen indgå ved beregningen afden maximale udstrækning af frihedsberøvelsen efter den foreslåede bestemmelse i § 37,stk. 8, og herved forkorte den tid, som den pågældende kan være frihedsberøvet med hen-blik på udsendelse.Der henvises nærmere til de almindelige bemærkninger afsnit 2.3.2.6.Den foreslåede bestemmelse i§ 37, stk. 9,fastslår, at frihedsberøvelse med henblik på ud-sendelse af en udlænding skal finde sted i faciliteter for frihedsberøvede. Hvis dette ikke ermuligt, skal den frihedsberøvede holdes adskilt fra almindelige indsatte.

Ved almindelige indsatte forstås personer, som enten er varetægtsfængslede på grund afkriminalitet, eller som afsoner en idømt straf.Bestemmelsen implementerer artikel 16, stk. 1, i direktiv 2008/115/EF.Den foreslåede bestemmelse omfatter udlændinge, der frihedsberøves med henblik på ud-sendelse efter udlændingelovens § 36. Der kan både være tale om mindreårige udlændingemellem 14 og 17 år og voksne udlændinge. Mindreårige udlændinge under 14 år vil normaltikke blive frihedsberøvet med henblik på udsendelse. Der henvises til de almindelige be-mærkninger afsnit 2.3.1.Bestemmelsen skal opfyldes ved, at de frihedsberøvede placeres i Ellebæk.I forhold til de få situationer, hvor fortsat ophold i Ellebæk er uforsvarligt, f.eks. som følge afflugtrisiko eller sygdom, vil der skulle foretages en konkret vurdering af, hvor udlændingenkan placeres. F.eks. vurderes det, om en udlænding med akut opstået sygdom, som nød-vendiggør indlæggelse, kan overføres til et almindeligt hospital. Endvidere vil der i forbindel-se med disciplinær overførsel blive foretaget en konkret vurdering af, om udlændingen skaloverføres til et arresthus, herunder om der – hvis overførslen skyldes voldelig adfærd – ergrundlag for at foretage en anmeldelse af sagen til politiet. Der vil i forhold til vurderingen bli-ve taget hensyn til direktivets adskillelseskrav, således at det alene er i de tilfælde, hvor derikke vurderes at være andre muligheder, at der sker overførsel til f.eks. et arresthus.I de tilfælde hvor der helt undtagelsesvist er behov for, at der sker overførsel til et arresthus,vil det blive sikret, at placeringen sker på en sådan måde, at de pågældende ikke vil skulleindgå i fællesskabet med de øvrige indsatte. I en række tilfælde vil det betyde, at de pågæl-dende ikke vil have fællesskab med andre under deres ophold i arresthuset, idet der ofte ik-ke er overført andre frihedsberøvede udlændinge, som den pågældende kan have fælles-skab med.Anbringelse af frihedsberøvede i almindelige fængsler eller arresthuse kan uanset den fore-slåede bestemmelse finde sted umiddelbart efter pågribelsen. Herefter skal udlændingenoverføres til særlige faciliteter for frihedsberøvede eller adskilles fra almindelige indsatte, jf.præambel 17 i direktivet. Dette indebærer, at når politiet efter pågribelsen har foretaget dennødvendige sagsbehandling, herunder afhøring og forelæggelse for Udlændingeservice medhenblik på ud- eller afvisning, og har modtaget Udlændingeservices resolution, skal den fri-hedsberøvede overføres til en særlig facilitet for frihedsberøvede.Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.3.2.7.Uanset, at reglerne i direktivets artikel 15 og 16 om frihedsberøvelse kun gælder for tredje-landsstatsborgere, skal de foreslåede bestemmelser i § 37, stk. 7-9, gælde alle udlændingeuanset oprindelse. Baggrunden er, at EU-borgere ikke må stilles ringere end tredjelands-statsborgere.Til nr. 11Side 75

Der er tale om en konsekvensændring som følge af § 1, nr. 18, i lov nr. 486 af 12. juni 2009.Af udlændingelovens § 58 g, nr. 1, fremgår det, at en udlænding indberettes til SIS, hvis ud-lændingen er udvist af landet i medfør af §§ 22-24 og meddelt indrejseforbud for mindst 5 år.Ved lov nr. 486 af 12. juni 2009 blev længden af indrejseforbuddene i udlændingelovens §32 generelt forhøjet med henholdsvis et og to år. Således blev længden af indrejseforbud,der meddeles udlændinge, som udvises af landet efter §§ 22-24, og som idømmes en ube-tinget frihedsstraf af mere end 3 måneder, men ikke over 1 år, forhøjet fra 5 år til 6 år, jf. ud-lændingelovens § 32, stk. 2, nr. 2. Længden af indrejseforbud, der meddeles udlændinge iforbindelse med udvisning efter § 22, nr. 4-8, eller i forbindelse med udvisning ved dom, nårudlændingen ikke har haft lovligt ophold her i landet i længere end de sidste 6 måneder, blevligeledes forhøjet fra 5 år til 6 år. Det er bl.a. disse to grupper af udlændinge, som skal ind-berettes som uønskede til SIS.Da længden af indrejseforbuddet i § 32, stk. 2, nr. 2, blev forhøjet fra 5 år til 6 år, bør det og-så fremgå af § 58 g, nr. 1, at indrejseforbuddets længde for indberetning til SIS skal væremindst 6 år.Til nr. 12 og 13Der er tale om konsekvensændringer som følge af § 1, nr. 14.Til nr. 14Den foreslåede bestemmelse i§ 58 g, nr. 6,skal sikre opfyldelse af direktiv 2008/155/EF’sforudsætning om, at indrejseforbud til tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold skal for-byde indrejse og ophold i alle medlemsstater.For at sikre implementering og håndhævelse af denne forudsætning er det nødvendigt, atmedlemsstaterne hurtigt får adgang til oplysninger om andre medlemsstaters afgørelser omindrejseforbud. Dette sker ved, at medlemsstaterne indberetter tredjelandsstatsborgere, derhar fået et indrejseforbud efter direktivets regler, som uønsket til Schengeninformationssy-stemet (SIS).Den foreslåede bestemmelse i § 58 g, nr. 6, skaber hjemmel til, at Rigspolitichefen indberet-ter tredjelandsstatsborgere, der meddeles et indrejseforbud i forbindelse udvisning efter § 25b (dvs. både efter § 25 b, stk. 1 og 2), som uønskede til SIS, jf. lovforslagets § 1, nr. 2, ogdirektivets artikel 11.Det skal udtrykkeligt fremgå af afgørelsen til tredjelandsstatsborgeren, at indrejseforbuddetforbyder indrejse i og ophold på alle medlemsstaternes område.Hvis en medlemsstat påtænker at udstede en opholdstilladelse til en tredjelandsstatsborger,der har et indrejseforbud efter direktivets regler, som er udstedt af en anden medlemsstat,Side 76

skal den forinden konsultere den medlemsstat, der har udstedt indrejseforbuddet, jf. artikel25 i Schengenkonventionen, jf. direktivets artikel 11, stk. 4.Det forudsættes i direktivet, at indrejseforbud indberettes til SIS. De konsultationer, der skalfinde sted, hvis Danmark ønsker at udstede en opholdstilladelse til en tredjelandsstatsborgermed et indrejseforbud efter direktivets regler, der er udstedt af en anden medlemsstat, skalske på grundlag af udlændingelovens § 58 h. Hvis opholdstilladelse udstedes, følger det afartikel 25, at den indberettende medlemsstat sletter indberetningen af den pågældende, menat medlemsstaten dog kan opføre vedkommende på sin nationale liste over uønskede per-soner.Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 2.3.2.3 og 2.3.2.8.

Til § 2Det foreslås i§ 2, stk. 1,at loven træder i kraft den 1. februar 2011.Det betyder, at de nye forslåede bestemmelser, der skal gennemføre de ændringer i udlæn-dingeloven, som er nødvendige som følge af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaternefor tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, gælder fra den 1.februar2011.Der er tale om de foreslåede ændringer af § 10, stk. 4, § 25 b, § 32, stk. 4, 7 og 9, og § 33stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 1, 2, 5, 6, 7 og 8 og de nye forslåede bestemmelser i § 30 a, §33 b, § 33 c, § 37, stk. 7-9, og § 58 g, nr. 6, jf. lovforslagets § 1, nr. 3, 9, 10 og 14.Den foreslåede ændring af § 10, stk. 4, jf. lovforslagets § 1, nr. 1, betyder, at der pr. den 1.februar 2011 i ganske særlige tilfælde, herunder som følge af hensynet til familiens enhed,kan meddeles opholdstilladelse til en tredjelandsstatsborger, der er udvist med indrejsefor-bud efter § 25 b om ulovligt ophold, uanset at der ikke er forløbet 2 år fra udrejsen. Indrejse-forbud i forbindelse med udvisning efter § 25 b meddeles for 2 år, jf. § 32, stk. 4, og ændrin-gen betyder bl.a., at udlændinge, der er udvist med indrejseforbud efter § 25 b den 1. februar2009 eller senere, vil kunne opnå opholdstilladelse, hvis der er ganske særlige grunde, selv-om der ikke er forløbet 2 år fra udrejsen. Det samme gælder udlændinge, der er udvist førden 1. februar 2009, men som ikke har været udrejst i 2 år.Efter forslaget til § 25 b, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 2, skal tredjelandsstatsborgere, somer pålagt at udrejse straks, eller som ikke udrejser i overensstemmelse med en udrejsefrist,udvises, medmindre særlige grunde taler herimod.Ændringen betyder, at tredjelandsstatsborgere, der fra og med den 1. februar 2011 får enudrejsefrist, der fastsættes til straks, samtidig skal udvises efter den nye foreslåede be-stemmelse i 25 b, stk. 2.

Ændringen betyder også, at en tredjelandsstatsborger skal udvises efter den nye foreslåedebestemmelse i 25 b, stk. 2, hvis det fra og med den 1. februar 2011 konstateres, at tredje-landsstatsborgeren ikke er udrejst i overensstemmelse med en fastsat udrejsefrist. Det gæl-der uanset, om udrejsefristen er fastsat før eller efter den 1. februar 2011.Det foreslås også, at den nye bestemmelse i § 30 a, jf. lovforslagets § 1, nr. 3, om tilsyn medtvangsmæssig udsendelse træder i kraft den 1. februar 2011. Folketingets Ombudsmand vilsåledes fra den 1. februar 2011 varetage tilsynet med tvangsmæssig udsendelse. Folketin-gets Ombudsmand kan være til stede under politiets udsendelser af udlændinge, der findersted fra og med den 1. februar 2011, og politiet skal fra og med denne dato meddele Folke-tingets Ombudsmand de oplysninger, der er nødvendige til varetagelse af tilsynet.Efter den foreslåede bestemmelse i § 32, stk. 4, 4. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 5, kan dermeddeles indrejseforbud for 5 år, hvis en tredjelandsstatsborger indrejser i strid med et ind-rejseforbud, der tidligere er meddelt i forbindelse med udvisning efter § 25 b. Det gælder bå-de udlændinge, der udvises efter den gældende bestemmelse i § 25 b om ulovligt ophold, ogudlændinge, der udvises efter den nye foreslåede bestemmelse i § 25 b, stk. 2, hvoreftertredjelandsstatsborgere, som er pålagt at udrejse straks, eller som ikke udrejser i overens-stemmelse med en udrejsefrist, skal udvises, medmindre særlige grunde taler herimod.Det foreslås i§ 2, stk. 2,at bestemmelsen skal gælde for udlændinge, der fra og med den 1.februar 2011 indrejser i strid med et indrejseforbud, der tidligere er meddelt i forbindelse medudvisning efter § 25 b.Efter forslaget til§ 2, stk.3,gælder udlændingelovens § 58 g, nr. 1, som ændret ved dennelovs § 1, nr. 11, for udlændinge, der fra og med den 1. februar 2011 udvises af landet i med-før af §§ 22-24 og meddeles et indrejseforbud. For udlændinge, der er udvist af landet i med-før af §§ 22-24 og meddelt et indrejseforbud før den 1. februar 2011, finder de hidtil gælden-de regler anvendelse.Den foreslåede ændring af § 58 g, nr. 1, skyldes, at længden af indrejseforbud til udlændin-ge, der udvises af landet efter §§ 22-24, blev hævet fra 5 år til 6 år ved lov nr. 486 af 12. juni2009, jf. udlændingelovens § 32, stk. 2, nr. 2. Lov nr. 486 trådte i kraft den 1. juli 2009. Forudlændinge, der før den 1. juli 2009 blev udvist efter udlændingelovens §§ 22-24 med ind-rejseforbud i mindst 5 år, men eventuelt på grund af en verserende asylsag endnu ikke erindberettet til SIS, gælder det, at de pågældende kan indberettes til SIS, uanset at indrejse-forbuddets længde er 5 år og ikke 6 år.Efter forslaget til § 32, stk. 9, jf. lovforslagets § 1, nr. 7, har et indrejseforbud, der er meddelt iforbindelse med udvisning efter § 25 b på grund af ulovligt ophold, gyldighed i alle Schen-genlande, og efter forslaget til § 58 g, nr. 6, skal indrejseforbuddet indberettes til Schengen-informationssystemet.Efter den foreslåede bestemmelse i§ 2, stk. 4,gælder § 58 g, nr. 6, for udlændinge, der ud-vises efter § 25 b fra og med den 1. februar 2011.

Dvs. at udlændinge, der udvises efter § 25 b den 1. februar 2011 eller senere, skal indberet-tes som uønskede til Schengeninformationssystemet. Det gælder både udlændinge, der ud-vises efter den gældende bestemmelse i § 25 b om ulovligt ophold, og udlændinge, der ud-vises efter den nye foreslåede bestemmelse i § 25 b, stk. 2, hvorefter tredjelandsstatsborge-re, som er pålagt at udrejse straks, eller som ikke udrejser i overensstemmelse med en ud-rejsefrist, skal udvises, medmindre særlige grunde taler herimod.Den foreslåede nye bestemmelse i § 33, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 8, om fastsættelse afudrejsefristers længde, træder efter lovforslaget ligeledes i kraft den 1. februar 2011.Det betyder, at udrejsefristen fra og med den 1. februar 2011 skal fastsættes til 7 dage,medmindre der er tale om påtrængende tilfælde, hvor udrejsefristen altid skal fastsættes tilstraks. Det gælder, uanset hvornår ansøgningen er indgivet.Fra den 1. februar 2011 skal de væsentligste elementer i en afgørelse, der er omfattet af dengældende bestemmelse i udlændingelovens § 33, stk. 1, efter anmodning oversættes, jf. denforeslåede bestemmelse i § 33 b, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 9. Det gælder, uanset hvor-når ansøgningen er indgivet. Det afgørende om, om afgørelsen træffes den 1. februar 2011eller senere.De foreslåede nye bestemmelser i § 37, stk. 7-9, jf. lovforslagets § 1, nr. 10, foreslås også attræde i kraft den 1. februar 2011. Det betyder, at der pr. 1. februar 2011 er maksimale læng-der for frihedsberøvelse med henblik på udsendelse af en udlænding, der ikke har ret til atopholde sig her i landet. Udgangspunktet er, at disse udlændinge ikke må frihedsberøves i ettidsrum, der overstiger 6 måneder. Retten kan dog beslutte at forlænge dette tidsrum i op tilyderligere 12 måneder, dvs. 18 måneder i alt, hvis der foreligger særlige omstændigheder. Iberegningen af de maksimale perioder indgår en eventuel frihedsberøvelsesperiode, der erpåbegyndt inden den 1. februar 2011, hvis frihedsberøvelsen er sket med henblik på udsen-delse.Ligeledes skal frihedsberøvelse med henblik på udsendelse finde sted i særlige faciliteter forfrihedsberøvelse fra den 1. februar 2011, jf. forslaget til § 37, stk. 9. Hvis dette ikke er muligt,skal den frihedsberøvede holdes adskilt fra øvrige indsatte.