U.2001.1875H3)atmeddele den sociale forvaltning, hvorunder sagsøgeren sorterer,at afgørelsen om hjemsendelse er ophævet,4)atbetale til sagsøgeren en erstatning stor kr. 36.000,- med renterfra sagens anlæg til betaling,subsidiært1)atophæve sin den 13. januar 1994 og senere fastholdte afgørelseaf 14. september 1994 med virkning fra 3. juli 1996,2)atbetale til sagsøgeren en erstatning mindre end kr. 36.000,-,fastsat efter rettens skøn og med renter som foran påstået.Sagsøgte har påstået frifindelse.Socialministeriets afgørelse ved skrivelse af 13. januar 1994 har bl.a.følgende indhold:»I en indberetning efter bistandslovens § 4 til1876Socialministeriet har forvaltningen oplyst, at der er ydet hjælp efterbistandsloven til den islandske statsborger, A, cpr.nr. — — —.I den anledning skal vi oplyse, at det af bistandslovens § 2 fremgår,at ret til bistand i form at vedvarende hjælp til forsørgelse er betingetaf dansk indfødsret.Efter bistandslovens § 3 kan der ved aftale med andre stater ellerinternationale organisationer gives personer, der ikke har dansk ind-fødsret, ret til vedvarende hjælp til forsørgelse under ophold her i landet.Det følger endvidere af bistandslovens § 4, at hvis der bliver behovfor vedvarende hjælp til forsørgelse af en person, der ikke har danskindfødsret eller ret til hjælp efter § 3, afgør Socialministeriet, om på-gældende skal hjemsendes.Der kan dog ikke træffes beslutning om hjemsendelse af udlændinge,der med henblik på varigt ophold lovligt har boet her i landet mere endde sidste 2 år. Fristen i bistandsloven er ændret til 3 år for udlændinge,der efter 27. juni 1992 eller senere har ansøgt om opholdstilladelse ellerlovligt har taget ophold her i landet.Det fremgår af artikel 32 i den nordiske konvention om social tryg-hed, at en statsborger fra et andet nordisk land, der får vedvarendehjælp til forsørgelse, ikke kan hjemsendes, såfremt vedkommendesfamilieforhold, tilknytning til bopælslandet eller omstændighederne iøvrigt taler for, at vedkommende bør forblive der.På denne baggrund skal Socialministeriet bemærke, at vi ikke finder,at tilknytningen til Danmark er tilstrækkelig til, at A fortsat kan fåhjælp efter bistandsloven. Socialministeriet kan derfor godkende, atder ydes A hjælp til hjemrejse.Kopi af denne skrivelse er sendt til A.«Det fremgår af sagen, at Socialcenter Østerbro den 15. april 1994traf afgørelse om, at A's kontanthjælp efter bistandslovens § 37 villeblive bragt til ophør pr. 1. maj 1994, og om, at der ikke ville væremulighed for genoptagelse af hjælpen efter denne dato. Denne afgørelseblev indbragt for Det Sociale Ankenævn, der stadfæstede afgørelsen.I et til sagen knyttet notat har Socialcenter Østerbro bl.a. oplyst:». . .Vedrørende: A...Sagen omhandler en 43 årig ugift mand uden børn.Islandsk statsborger. Senest indrejst i Danmark d. 3/7-1993.Rettede d. 14/7-93 henvendelse til herværende socialcenter og anmo-dede om kontanthjælp. Oplyste, at han i Island var blevet erklæretnæsten fuldt uarbejdsdygtig og at han modtog en slags ménerstatning.Som supplement hertil blev der med virkning fra 9/7-93 ydet kontant-hjælp i.h.t. bistandslovens § 37 p.g.a. uarbejdsdygtighed. Oplyste, atda han ikke kan indordne sig under de politiske forhold på Island villehan tage varigt ophold i Danmark.På grund af forventet vedvarende forsørgelsesbehov blev der d. 26/7-93 indsendt indberetning til Socialministeriet, jfr. bistandslovens § 4.I brev af 20/8-93 meddelte Socialministeriet at såfremt der fortsat blevydet bistandshjælp skulle foretages fornyet indberetning pr. 1/11-93.side 1

Afgørelse efter bistandsloven om hjemsendelse af islandskstatsborger var gyldig og medførte bortfald af opholdsret.Almindelige emner 11.1 og 1.2 - Forvaltningsret 2511.1 og 296.1.En da 43-årig islandsk statsborger A indrejste i Danmark den 3. juli1993. Fra den 9. s.m. fik han udbetalt kontanthjælp efter bistandslo-ven. Den 13. januar 1994 traf Socialministeriet i medfør af bistands-lovens § 4, stk. 1 (nu lov om aktiv socialpolitik § 3, stk. 4), afgørelseom, at A skulle hjemsendes. Udbetaling af kontanthjælp til A ophørtepr. 1. maj 1994. Efter at have genoptaget sagen fastholdt Socialmini-steriet ved afgørelse af 14. september 1994 den tidligere trufne afgø-relse om hjemsendelse. I 1998 anlagde A, som fortsat opholdt sig heri landet, retssag mod ministeriet med påstand om, at afgørelserne omhjemsendelse var ugyldige, subsidiært anerkendelse af, at han havdehaft lovligt ophold i Danmark siden den 3. juli 1993 eller fra et seneretidspunkt. Højesteret tiltrådte, at de sociale myndigheder ved afgørel-serne i 1994 med føje havde lagt til grund, at A ville have behov forvedvarende hjælp til forsørgelse, og at han ikke havde en sådan særligtilknytning til Danmark, som var til hinder for den trufne og fastholdteafgørelse om hjemsendelse. A's påstand om ugyldighed blev derforikke taget til følge. Efter udlændingelovens § 18, stk. 1, bortfalder enopholdstilladelse, når der er truffet afgørelse om hjemsendelse efterbistandslovens § 4. § 18, stk. 1, havde efter sin ordlyd og placeringkun direkte betydning for udlændinge, der har fået opholdstilladelse.Efter formålet med og forarbejderne til bestemmelsen var der imidler-tid ikke grundlag for at antage, at det havde været hensigten, at derskulle gælde en anden ordning for nordiske statsborgere, som efterlovens § 1 har ret til ophold her i landet uden en sådan tilladelse. § 1måtte derfor forstås med forbehold for tilfælde, hvor der efter bistands-lovens § 4 er truffet afgørelse om hjemsendelse. A havde derfor ihvert fald i en periode efter Socialministeriets endelige afgørelse om,at han skulle hjemsendes, været uberettiget til fortsat at opholde sigher i landet, og hans subsidiære påstands 1. led om lovligt ophold heri landet siden den 3. juli 1993 kunne derfor ikke tages til følge. Densubsidiære påstands 2. led om lovligt ophold fra et senere tidspunktangik betydningen af, at myndighederne havde tolereret hans fortsatteophold her i landet, og rejste spørgsmål, som myndighederne ikkehavde truffet afgørelse om. Denne del af A's subsidiære påstandkunne derfor ikke prøves under sagen. Ministeriet blev herefter i dethele frifundet. (Dissens for at give A medhold i påstanden om lovligtophold her i landet siden den 3. juli 1993).[1]

UfR ONLINEDa bistandshjælp fortsat blev ydet, foretog socialcentret d. 28/10-93fornyet indberetning til Socialministeriet, jfr. bistandslovens § 4.I brev af 13/1-94 udtaler Socialministeriet, at man ikke finder, attilknytningen til Danmark er tilstrækkelig til at A fortsat kan få hjælpefter bistandsloven. Socialministeriet godkender derfor at der ydespågældende hjælp til hjemrejse. A blev på samme tidspunkt orienteretherom af Socialministeriet.P.g.a. store arbejdsbyrder i forbindelse med ændringer i bistandslovenpr. 1/1-94 bliver sagen først ekspederet i socialcentret d. 15/4-94, hvorman tager Socialministeriets afgørelse til efterretning og tilskriver kli-enten i brev af samme dato med underretning om at hans bistandshjælpvil blive bragt til ophør pr. 1/5-94 og vedlagt rekvisition til DSB tilhjemrejse til Island....Det er iøvrigt socialcentrets opfattelse, at klienten efter sin orienteringfra Socialministeriet af 14/1-94 om at han ikke længere var berettigettil bistandshjælp, har haft en rimelig tid til at arrangere sin hjemrejsefrem til ophør af kontanthjælp pr. 1. maj 1994....«Samtidig med behandlingen i Det Sociale Ankenævn anmodedesagsøgeren Socialministeriet om genoptagelse af sagsøgtes afgørelseaf 13. januar 1994. Ved skrivelse af 14. september 1994 traf Socialmi-nisteriet herefter afgørelse, der i uddrag er sålydende:»...Det anføres i henvendelsen, at A ikke længere har tilknytning til fa-milie eller andre i Island. I 1991 opholdt han sig i mere end et halvt åri Danmark, men vendte hjem for at søge invalidepension. I juni 1993vendte han tilbage til Danmark, hvor han siden har boet. A forsøger atfå lønnet arbejde og har desuden haft ulønnet frivilligt arbejde for enmindre organisation. Det anføres videre, at han på baggrund af disseforhold har fået et nærmere socialt tilhørsforhold til Danmark end tilIsland.A har endvidere den 10. august 1994 afleveret kopi af ansættelsesaf-tale med Bladkompagniet samt lønseddel for juli måned 1994, der ud-viser en løn på brutto 254 kr.Socialcenter Østerbro har i brev af 25. august oplyst, at A for tidener sygemeldt, og at bruttolønnen inden sygemeldingen har udgjort 233kr.I denne anledning skal Socialministeriet oplyse, at vi på ny har vur-deret sagen.1877A er islandsk statsborger.Det fremgår af bistandslovens § 2, at ret til bistand i form af vedva-rende hjælp til forsørgelse er betinget af dansk indfødsret.Efter bistandslovens § 3 kan der ved aftale med andre stater ellerinternationale organisationer gives personer, der ikke har dansk ind-fødsret, ret til vedvarende hjælp til forsørgelse under ophold her i landet.Det fremgår af Socialministeriets bekendtgørelse nr. 906 af 15. de-cember 1986 om ophævelse af bestemmelse af indfødsret i bistandslo-ven, at kravet om dansk indfødsret efter § 2 i bistandsloven ophævesfor personer, som i medfør af gældende EF-regler har ret til at opholdesig i landet. Fra 1. januar 1994 er borgere i EFTA-landene sidestilletmed EF-borgere ved EØS-aftalen. Islandske statsborgere er hermedsidestillede med borgere fra EF-lande.Det følger videre af bistandslovens § 4, at hvis der bliver behov forvedvarende hjælp til forsørgelse af en person, der ikke har dansk ind-fødsret eller ret til hjælp efter § 3, afgør Socialministeriet, om pågæl-dende skal hjemsendes.Der kan dog ikke træffes beslutning om hjemsendelse af udlændinge,der med henblik på varigt ophold lovligt har boet her i landet mere endde sidste 3 år.Efter EF-reglerne har en person ret til at opholde sig i Danmark, hvispågældende kan betegnes som arbejdstager i Traktatens artikel 48'sCopyright � 2010 Thomson Reuters Professional A/S

U.2001.1875Hforstand. Der kræves udøvelse af faktisk og effektiv beskæftigelse,hvilket udelukker beskæftigelsesformer, der har et så lidet omfang, atde fremstår som et rent marginalt supplement.En arbejdstager mister ikke sin status som arbejdstager ved at blivearbejdsløs.Det fremgår af artikel 32 i den nordiske konvention om social tryg-hed, at en statsborger fra et andet nordisk land, der får vedvarendehjælp til forsørgelse, ikke kan hjemsendes, såfremt familieforhold, til-knytning til bopælslandet eller omstændighederne i øvrigt taler for, atvedkommende kan forblive der. Pågældende kan ikke hjemsendes,hvis han eller hun de sidste 5 år har haft bopæl i landet.Efter Socialministeriets faste praksis betragtes det som vedvarendeforsørgelse, når en person har fået hjælp i ca. et år, uden at der ersandsynlighed for, at vedkommende bliver selvforsørgende.Det er endvidere fast praksis, at familieforhold, tilknytningen tilDanmark og andre omstændigheder bevirker, at der ikke sker hjemsen-delse. Der henvises til Socialministeriets vejledning nr. 137 af 31. juli1992 om indberetninger i henhold til bistandslovens § 4, når der ydeshjælp til udlændinge.I A's tilfælde er der tale om vedvarende forsørgelse uden, at der ersærlig tilknytning til Danmark.A opfylder endvidere ikke betingelserne efter EØS-aftalen, idet hanpå intet tidspunkt har været selvforsørgende som følge af arbejdsind-tægter. Det er således ikke EF-reglerne, der er afgørende for hans rettil at forblive i Danmark, idet han ikke efter det oplyste om beskæfti-gelsens omfang kan anses for arbejdstager i Traktatens forstand.Socialministeriet fastholder derfor sin afgørelse af den 13. januar1994, således at der fortsat skal ydes hjælp til hjemrejse....«Sagsøgerenhar til støtte for den principale påstand anført, atsagsøgtes beslutninger af 13. januar 1994 og 14. september 1994 omhjemsendelse skal ophæves med virkning fra den 12. april 1995, idetsagsøgeren ved skrivelse af 11. april 1995 ansøgte om bistand efterbistandslovens § 1 og ikke om varig forsørgelse. Sagsøgeren havdelovlig bopæl her i landet, og de af sagsøgte trufne beslutninger om athjemsende ham til forsørgelse var i strid med artikel 2 i Protokol 4 tilDen Europæiske Menneskerettighedskonvention, hvorefter enhver, derlovligt befinder sig på en stats område, har ret til frit at vælge sit op-holdssted. Endvidere har sagsøgte handlet i strid med Protokol 7 tilsamme konvention, idet sagsøgte burde have foretaget en fornyet prø-velse af sagen, da sagsøgeren i april 1995 anmodede herom. Hertilkommer, at sagsøgeren havde klaret sig uden den offentlige støtte, somvar begrundelsen for beslutningen om hjemsendelse. Sagsøgte harderfor også pådraget sig erstatningspligt over for sagsøgeren.Til støtte for den subsidiære påstand har sagsøgeren anført, at denævnte beslutninger ikke kan opretholdes, efter at sagsøgeren har boether i landet i mere end tre år.Sagsøgtehar anført, at de trufne afgørelser af 13. januar 1994 og 14.september 1994 om at hjemsende sagsøgeren til forsørgelse er korrekteog lovlige efter bistandslovens § 4, stk. 1. Betingelserne for en beslut-ning om hjemsendelse af sagsøgeren var opfyldt, da sagsøgeren harbehov for vedvarende hjælp til forsørgelse, og da han som islandskstatsborger ikke har krav på en sådan forsørgelse i henhold til en inter-national aftale. Sagsøgtes afgørelser er i øvrigt truffet efter sædvanligpraksis, og sagsøgtes skønsmæssige afgørelser er i overensstemmelsehermed. Protokol 4 og 7 til Den Europæiske Menneskerettighedskon-vention har ikke betydning for nærværende sag, da disse protokollerikke afskærer staterne fra selv at afgøre, hvem der befinder sig lovligtpå deres territorium. Sagsøgte har ikke pådraget sig noget erstatnings-ansvar, og sagsøgeren har i øvrigt ikke dokumenteret et tab. Vedrørendeden subsidiære påstand har sagsøgte anført, at der alene kan ske enprøvelse af sagsøgtes afgørelser, og at sagsøgeren ikke kan forbedresin retsstilling ved at forblive her i landet.side 2

UfR ONLINE1878

Landsretten skal udtale:

Under nærværende sag kan landsretten alene foretage prøvelse af, omsagsøgtes afgørelser af 13. januar 1994 og 14. september 1994 er lov-lige, og om sagsøgte har pådraget sig erstatningspligt over for sagsøge-ren.Der er ikke grundlag for at tilsidesætte det af sagsøgte ved de trufneafgørelser udøvede skøn over, at sagsøgeren havde behov for vedva-rende hjælp til forsørgelse. Det må lægges til grund, at sagsøgeren somislandsk statsborger efter den dagældende bistandslovs § 4 ikke havderet til vedvarende hjælp til forsørgelse. Der er endvidere ikke grundlagfor at tilsidesætte sagsøgtes skønsmæssige vurdering af, at sagsøgerenikke havde en sådan tilknytning til Danmark, at han burde forblive heri landet. De af sagsøgte trufne beslutninger findes ikke at være i stridmed Protokol 4 og 7 til Den Europæiske Menneskerettighedskonven-tion. Som følge af det anførte findes sagsøgtes beslutninger af 13. ja-nuar og 14. september 1994 at være lovlige. Der er ikke grundlag forat pålægge sagsøgte erstatningspligt. Vedrørende sagsøgerens subsi-diære påstand bemærkes, at der, som ovenfor anført, alene kan skeprøvelse af de ovennævnte beslutninger.Herefter frifindes sagsøgte.———A skal betale 15.000 kr. i sagsomkostninger til Socialministeriet.

Højesterets dom.

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 16. afdeling den19. maj 1999.I pådømmelsen har deltaget syv dommere: Hornslet, Marie-LouiseAndreasen, Torben Melchior, Peter Blok, Asbjørn Jensen, Børge Dahlog Henrik Zahle.Appellanten, A, har principalt nedlagt påstand om, at indstævnte,Socialministeriet, skal anerkende, at ministeriets afgørelse truffet den13. januar 1994 og fastholdt den 14. september 1994 om hjemsendelseaf A er ugyldig. Subsidiært har han nedlagt påstand om, at Socialmini-steriet skal anerkende, at han har haft lovligt ophold i Danmark sidenden 3. juli 1993 eller fra et senere tidspunkt. Endelig har A nedlagtpåstand om, at Socialministeriet - hvis han får medhold i en af de tonævnte påstande - skal betale ham en erstatning på 36.000 kr., subsi-diært et mindre beløb, med procesrente fra den 9. januar 1998.Socialministeriet har påstået stadfæstelse.Det fremgår af sagen, at A er født i Island i 1950. Han opholdt sig iDanmark nogle måneder i 1991. Hans nuværende ophold i Danmarkbegyndte, da han den 3. juli 1993 indrejste fra Island. Han henvendtesig den 14. juli 1993 i Socialcentret Østerbro med anmodning om bi-standshjælp, og han modtog herefter kontanthjælp med virkning fraden 9. juli 1993. På grundlag af indberetninger fra socialcentret beslut-tede Socialministeriet den 13. januar 1994, at A »ikke fortsat kan fåhjælp efter bistandsloven«, men at der kunne ydes hjælp til hjemrejse.Denne beslutning blev meddelt socialcentret i brev af samme dato. Derblev sendt en kopi af brevet til A. Socialcentret meddelte herefter den15. april 1994 A, at hans kontanthjælp efter bistandslovens § 37 villeblive bragt til ophør pr. 1. maj 1994. Kritisk Retshjælp indbragte forA den 21. juni 1994 socialcentrets afgørelse for Det Sociale Ankenævnfor Københavns og Frederiksberg Kommuner og skrev samme dag etbrev til Socialministeriet om en eventuel genoptagelse af sagen. Anke-nævnet stadfæstede den 12. august 1994 socialcentrets afgørelse. Soci-alministeriet besluttede den 17. august 1994 at genoptage sagen ogfastholdt den 14. september 1994 afgørelsen om hjemsendelse.A ansøgte den 11. april 1995 om hjælp efter bistandslovens § 1,»herunder støtte til sygepleje og genoprettelse af erhvervsevnen«. Iansøgningen fremhævedes, at den ikke angik vedvarende forsørgelse.Socialcentret afslog den 26. april 1995 denne ansøgning, og A indbragteCopyright � 2010 Thomson Reuters Professional A/S

U.2001.1875Hafslaget for Det Sociale Ankenævn for Københavns og FrederiksbergKommuner, der den 13. september 1995 under henvisning til Socialmi-nisteriets afgørelser af 13. januar og 14. september 1994 stadfæstedesocialcentrets afgørelse. Denne afgørelse indbragte A for Den SocialeAnkestyrelse, der den 31. oktober 1995 meddelte ham, at sagen ikkeville blive taget under behandling, da den ikke havde principiel ellergenerel betydning. Den Sociale Ankestyrelses afgørelse blev indbragtfor Folketingets Ombudsmand, der den 31. oktober 1997 meddelte, atankestyrelsens afgørelse ikke gav ham anledning til bemærkninger.A opholder sig fortsat i Danmark.Socialministeriet har i brev af 18. november 1996 til A's advokatredegjort for ministeriets fortolkning af bistandslovens § 4. Det hedderheri bl.a.:»En afgørelse efter bistandslovens § 4 om hjemsendelse indebærersædvanligvis, at den pågældendes opholdstilladelse bortfalder, jf. ud-lændingelovens § 18, og at udlændingen derfor har pligt til at udrejseaf landet, jf. § 30, stk. 1.Nordiske statsborgere har efter udlændingelovens § 1 ret til at indrejseog opholde sig her i landet uden opholdstilladelse, men en afgørelseom hjemsendelse efter bistandslovens § 4 indebærer, atopholdsrettenbortfalder. Da den nordiske statsborger umiddelbart kan rejse ind igen,påser Socialministeriet sædvanligvis ikke, om den pågældende faktiskudrejser.Afgørelsen om hjemsendelse står imidlertid ved magt, indtil denpågældende kan siges at have erhvervet ny opholdsret. Det kan fx skeved, at han har haft arbejde i et omfang, der ville berettige ham til aterhverve et EF/EØS-opholdsbevis, jf. bekendtgørelsen nr.1879761 af 22. august 1994 (med senere ændringer) om ophold i Danmarkfor udlændinge, der er omfattet af det Europæiske Fællesskabs reglereller aftale om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, ellerved ægteskab med en her i landet fastboende, jf. pkt. 5 i Socialministe-riets vejledning nr. 137 af 31. juli 1992 om indberetninger i henholdtil bistandslovens § 4, når der ydes hjælp til udlændinge.«Der er til brug for Højesteret tilvejebragt yderligere oplysninger.Ahar til støtte for ugyldighedspåstanden gjort gældende, at hjemsen-delsesbeslutningen i 1994 var behæftet med en materiel, retlig mangel,fordi Socialministeriet udøvede et forkert skøn ud fra de i 1994 gælden-de regler i bistandslovens § 4, stk. 1, der svarer til den gældende lovom aktiv socialpolitik § 3, stk. 4, 1. pkt., og § 3, stk. 5. A havde alleredekort tid efter sin indrejse i Danmark den 3. juli 1993 en sådan nærmeretilknytning til Danmark end til Island - bl.a. fordi han ikke længerehavde forbindelse til familie, venner eller bekendte i Island - at kriteri-erne for hjemsendelse ikke var opfyldt. Ved vurderingen af tilknytningi relation til hjemsendelse bør man anlægge en lempeligere synsvinkeli forhold til nordiske statsborgere end i forhold til statsborgere fra andrelande. A har nu opholdt sig i Danmark i 7 år efter ophøret af bistands-hjælp den 1. maj 1994 uden at have modtaget nogen form for bistands-hjælp eller anden form for socialhjælp fra det offentlige. Konsekvensenaf, at hjemsendelsesbeslutningen er ugyldig, er, at A har krav påfremover at kunne få hjælp i henhold til lov om aktiv socialpolitik,hvis de øvrige betingelser herfor er opfyldt.Til støtte for påstanden om lovligt ophold har A gjort gældende, athan har haft lovligt ophold i Danmark siden sin indrejse i landet den3. juli 1993 med den konsekvens, at han har haft krav på bistandshjælpsiden 3 år efter dette tidspunkt. Dette synspunkt bygger på, at der ikkekan træffes beslutning om hjemsendelse af udlændinge med lovligtophold i Danmark i mere end de 3 sidste år, jf. den dagældende bistands-lovs § 4, stk. 2, og den tilsvarende bestemmelse i § 3, stk. 4, 2. pkt., iden gældende lov om aktiv socialpolitik. Definitionen af begrebetlovligt ophold følger af bestemmelserne i udlændingeloven, idet udlæn-dingelovens § 18, stk. 2, korresponderer med hjemsendelsesreglerne iside 3

UfR ONLINEbistandsloven og lov om aktiv socialpolitik, herunder med hensyn tiltidsfristen på 3 år.Konsekvensen af en hjemsendelsesbeslutning er ifølge udlændinge-lovens § 18, stk. 1, at »opholdstilladelsen bortfalder«. Denne bestem-melse kan ikke have virkning for islandske og andre nordiske statsbor-gere, eftersom disse ifølge udlændingelovens § 1 kan opholde sig iDanmark uden en opholdstilladelse. Det fremgår også af bl.a. udlæn-dingelovens § 22 og § 28, stk. 1, at begrebet opholdstilladelse i udlæn-dingeloven specifikt knytter sig til alle andre statsborgere end nordiskestatsborgere. Også begrebet varigt lovligt ophold i udlændingelovens§ 27, stk. 1, forudsætter for nordiske statsborgere blot en folkeregiste-radresse i Danmark. Udlændingelovens regler om konsekvenserne afen hjemsendelsesbeslutning fra de sociale myndigheder er således ikkemøntet på nordiske statsborgere. Det har været lovgivers intention atstille nordiske statsborgere i en bedre position end ikke-nordiskestatsborgere, hvilket bl.a. bygger på særlige nordiske konventioner pådet sociale område, herunder navnlig Den Nordiske Konvention af 14.juni 1994 om Social Bistand og Sociale Tjenester. De sociale myndig-heders praksis om hjemsendelse indebærer en diskrimination af nordiskestatsborgere i forhold til statsborgere fra andre EU- og EØS-lande. Enstatsborger fra et andet EU- eller EØS-land, der er blevet hjemsendt,kan nemlig søge at skaffe sig en ny opholdstilladelse, hvorved hjem-sendelsesbeslutningen mister sin juridiske relevans. En hjemsendelseaf en nordisk statsborger ifølge de sociale myndigheders praksis fårderimod evigtvarende virkning, eftersom en nordisk statsborger pågrund af bestemmelsen i udlændingelovens § 1 frit kan rejse ind og udaf landet. Reglerne om hjemsendelse i bistandsloven og lov om aktivsocialpolitik, sammenholdt med bestemmelserne i udlændingeloven,må fortolkes på en sådan måde, at en beslutning om hjemsendelse afen nordisk statsborger får den konsekvens, at vedkommende ikke harret til vedvarende hjælp til forsørgelse, før vedkommende har haft varigtophold i landet i 3 år, eftersom et varigt ophold for en nordisk statsbor-ger er synonymt med et lovligt ophold. A har haft varigt ophold iDanmark uafbrudt siden 3. juli 1993, idet han har haft bopæl og folke-registeradresse her siden dette tidspunkt.Det er tvivlsomt, om betingelsen om lovligt ophold i § 3 i lov omaktiv socialpolitik (eller den tilsvarende bestemmelse i den dagældendebistandslovs § 4) er i overensstemmelse med grundlovens § 75, stk. 2,idet denne antagelig også giver udlændinge, der ikke selv kan ernæresig eller sine, ret til hjælp. Grundlovens § 75, stk. 2, kan og bør fortolkessåledes, at staten har en forsørgelsespligt i forhold til de personer, sommed statens accept opholder sig på det danske territorium, i hvert faldhvis de har varigt ophold i landet, hvilket er tilfældet, når opholdet harvaret i 3 år. Det vil være i strid med grundlovens § 75, stk. 2, hvis bi-standslovens § 4 og lov om aktiv socialpolitik § 3 fortolkes og anvendessåledes, at nordiske statsborgere for bestandigt bliver frataget mulighe-den for hjælp til vedvarende forsørgelse, blot fordi de én gang har haftkontakt med de sociale myndigheder og på grundlag heraf har væretgenstand for en beslutning om hjemsendelse.1880A har til støtte for sin erstatningspåstand gjort gældende, at hanuberettiget er blevet nægtet bistandshjælp gennem en periode, hvilkethar medført et tab for ham. Beløbet på 36.000 kr. er skønsmæssigtfastsat og dækker alene mistet bistandshjælp for en del af perioden efter1. maj 1994, idet A har taget forbehold om at gøre yderligere erstat-ningskrav gældende over for de sociale myndigheder.A har for Højesteret frafaldet sine anbringender vedrørende DenEuropæiske Menneskerettighedskonvention.Socialministeriethar gjort gældende, at ministeriets afgørelse af 13.januar 1994 som fastholdt ved skrivelse af 14. september 1994 er gyl-dig. Ministeriet måtte med rette anlægge en prognose over, hvorvidtA ville have behov for vedvarende hjælp til forsørgelse. I denne prog-nose måtte indgå, at A havde modtaget kontanthjælp under hele sitCopyright � 2010 Thomson Reuters Professional A/S

U.2001.1875Hophold fra den 6. september 1991 til den 31. oktober 1991, hvor hanvendte tilbage til Island. Endvidere måtte tages hensyn til, at han efterden 3. juli 1993 at være kommet her til landet igen anmodede omkontanthjælp fra den 9. juli 1993 og modtog kontanthjælp frem til den1. maj 1994. Endelig måtte tages hensyn til, at han til SocialcentretØsterbro havde tilkendegivet ikke at stå fuldt til rådighed for arbejds-markedet, og at han under hele sit ophold i Danmark har været udenreel tilknytning til arbejdsmarkedet. A, der siden den 18. maj 1999 harboet i et telt ved stien for enden af Gl. Kirkevej i Brøndby Kommune,er subsistensløs. Den eneste grund til, at han ikke har levet af kontant-hjælp, er, at ministeriet standsede udbetalingen af kontanthjælp ved deanfægtede afgørelser. Betingelserne for hjemsendelse ifølge bistands-lovens § 4, stk. 1, var opfyldt, da ministeriet traf de anfægtede afgørel-ser, idet A ud over at have behov for vedvarende hjælp til forsørgelseikke var dansk statsborger og ikke i kraft af international aftale havdekrav på vedvarende forsørgelse. A, der på afgørelsestidspunktet var44 år, og som da havde haft ophold i Danmark i mindre end ét år,havde ikke nærmere tilknytning til Danmark end til sit fædreland Island.Der er fuld overensstemmelse mellem bistandslovens regler om hjem-sendelse, udlændingelovens regler om opholdsret og Den NordiskeKonvention om Social Bistand og Sociale Tjenester.Særligt vedrørende A's påstand om lovligt ophold har Socialministe-riet gjort gældende, at A ikke i medfør af bistandslovens § 1 har haftret til anden forbigående hjælp end hjælp til en rejse tilbage til Island.Ministeriet har bestridt, at A i realiteten har søgt forbigående hjælpefter § 1, og har henvist til, at A mener sig berettiget til vedvarendebistandshjælp senest fra 4. juli 1996. Ministeriet har med rette anlagten prognose om, at A ønskede vedvarende forsørgelse. A har i kraft afministeriets afgørelse om hjemsendelse ikke krav på at kunne modtagekontanthjælp efter bistandsloven. Ministeriet er ikke rette sagsøgte forså vidt angår krav på andre former for bistandshjælp, idet en retssagherom skulle være anlagt mod Det Sociale Ankenævn eller Den Soci-ale Ankestyrelse.Det kan ikke under denne retssag afgøres, om A fra et senere tids-punkt måtte have generhvervet retten til at opnå vedvarende kontant-hjælp. Ministeriet har i øvrigt bestridt, at en sådan ret skulle være gen-erhvervet. A kan ikke ved at sidde en hjemsendelsesafgørelse overhørigog hutle sig igennem opnå ret til forsørgelse. Socialministeriets fortolk-ning fører ikke til, at nordiske statsborgere er ringere stillet end EU-og EØS-borgere. A kan ikke i medfør af grundlovens § 75, stk. 2, opnåen retsstilling, der er anderledes end den, der følger af ministeriets ad-ministration af bistandsloven.Socialministeriet har endelig vedrørende erstatningspåstanden gjortgældende, at frifindelsen skal stadfæstes, dels fordi der ikke foreliggeret ansvarsgrundlag, dels fordi A ikke har dokumenteret at have lidtnoget tab.

Højesterets bemærkninger.

A er islandsk statsborger. Det er i udlændingelovens § 1 bestemt:»§1.Statsborgere i Finland, Island, Norge og Sverige kan uden til-ladelse indrejse og opholde sig her i landet.«Socialministeriets afgørelser af 13. januar og 14. september 1994om hjemsendelse af A er truffet i medfør af bistandslovens § 4, stk. 1,(nu lov om aktiv socialpolitik § 3, stk. 4):»§4.Bliver der behov for vedvarende hjælp til forsørgelse af enperson, der ikke har dansk indfødsret eller ret til hjælp i medfør af §3, afgør socialministeren eller den myndighed, ministeren giver bemyn-digelse hertil, om pågældende skal hjemsendes.«Om socialretlige hjemsendelsesbeslutninger gælder udlændingelovens§ 18 (dagældende § 18, stk. 1):»§18.En opholdstilladelse bortfalder, når der af forsørgelsesmæssigegrunde er truffet afgørelse om, at en udlænding, der ikke har de fornød-ne midler til sit underhold, skal hjemsendes.«side 4

UfR ONLINEAf udlændingelovens § 30, stk. 1 og 2, fremgår:»§30.En udlænding, der efter reglerne i kapitlerne 1 og 3-5 a ikkehar ret til at opholde sig her i landet, skal udrejse af landet.Stk. 2. Udrejser udlændingen ikke frivilligt, drager politiet omsorgfor udrejsen. Indenrigsministeren fastsætter nærmere regler herom.«Efter oplysningerne om A's personlige, helbredsmæssige og arbejds-mæssige forhold tiltræder Højesteret, at de sociale myndigheder vedafgørelserne i 1994 med føje har lagt til grund, at han ville have behovfor1881vedvarende hjælp til forsørgelse, og at han ikke havde en sådan særligtilknytning til Danmark, som var til hinder for den trufne og fastholdtebeslutning om hjemsendelse. Højesteret finder herefter ikke grundlagfor at tage A's principale påstand om ugyldighed til følge.A's subsidiære påstands første led om lovligt ophold her i landet sidenden 3. juli 1993 bygger på den opfattelse, at hjemsendelsbeslutningener uden betydning for den opholdsret, som efter udlændingelovens §1 uden videre tilkommer ham som statsborger i et andet nordisk land.Da Socialministeriet har meddelt A, at afgørelsen om hjemsendelseindebar, at hans opholdsret derved ophørte, finder Højesteret, at A kanfå dette spørgsmål prøvet under nærværende sag.Seks dommere - Hornslet, Marie-Louise Andreasen, Torben Melchior,Peter Blok, Asbjørn Jensen og Børge Dahl - udtaler herefter:Efter bistandslovens § 4, stk. 1, (nu lov om aktiv socialpolitik § 3,stk. 4) afgør socialministeren eller den myndighed, ministeren giverbemyndigelse hertil, om en udlænding, der får behov for vedvarendehjælp, »skal hjemsendes«. Efter ordlyden indebærer en beslutning så-ledes, at udlændingen ikke lovligt kan opholde sig her i landet. Somen konsekvens heraf bestemmer udlændingelovens § 18, stk. 1 (nulovens § 18), at en opholdstilladelse bortfalder, når der er truffet beslut-ning om hjemsendelse. Efter sin ordlyd og placering har § 18 alenedirekte betydning for udlændinge, der har fået opholdstilladelse. Derer imidlertid efter formålet med og forarbejderne til bestemmelsen, jf.betænkning nr. 968/1982 om udlændingeloven s. 25-26, 37-39 og 154-55, ikke grundlag for at antage, at det har været hensigten, at der skullegælde en anden ordning for nordiske statsborgere, der efter lovens §1 har ret til ophold her i landet uden en sådan tilladelse. Der er såledesingen holdepunkter for at antage, at det ved gennemførelsen af udlæn-dingelovens § 1 har været meningen at ændre bistandslovens § 4, stk.1, på den måde, at en afgørelse om hjemsendelse af en nordisk statsbor-ger alene skulle have den konsekvens, at den pågældende herefter ikkehar ret til hjælp efter bistandsloven. Udlændingelovens § 1 må pådenne baggrund forstås med forbehold for tilfælde, hvor der i henholdtil bistandslovens § 4, stk. 1, er truffet afgørelse om hjemsendelse, jf.herved også udlændingelovens § 30, stk. 1, hvorefter en udlænding,der - bl.a. efter kap. 1 - ikke har ret til at opholde sig her i landet, skaludrejse af landet. Muligheden for at hjemsende nordiske statsborgerepå grund af behov for social bistand er da også opretholdt i art. 7 i DenNordiske Konvention af 14. juni 1994 om Social Bistand og SocialeTjenester.Af det anførte følger, at A i hvert fald i en periode efter Socialmini-steriets endelige afgørelse om, at han skulle hjemsendes, har væretuberettiget til fortsat at opholde sig her i landet i den forstand, at hankunne hjemsendes efter udlændingelovens § 30, stk. 2. Påstanden omlovligt ophold her i landet siden den 3. juli 1993 kan derfor ikke tagestil følge.A's subsidiære påstands andet led om lovligt ophold her i landet fraet senere tidspunkt end indrejsedatoen den 3. juli 1993 sigter på aner-kendelse af, at han ved fortsat ophold her i landet 3 år efter et sådantsenere tidspunkt har krav på bistandshjælp, jf. herved bistandslovens§ 4, stk. 2.Myndighederne har ikke søgt at gennemtvinge afgørelsen om hjem-sendelse af A på anden måde end ved at nægte anden hjælp efter bi-Copyright � 2010 Thomson Reuters Professional A/S

U.2001.1875Hstandsloven end hjælp til hjemrejse og har således tolereret A's fortsatteophold her i landet. Dette forhold må tages i betragtning ved en afgø-relse af, om hjemsendelse fortsat kan ske, og ved en afgørelse af, omopholdet fra et vist senere tidspunkt - uden videre - skal anses for lovligtmed den konsekvens, at han har krav på social bistand. Der er imidlertidikke af de sociale myndigheder truffet nogen afgørelse om dissespørgsmål. Vi finder derfor, at A's subsidiære påstand ikke under dennesag kan prøves i videre omfang, end hvad der følger af det foran anførte.Efter det anførte kan ingen af A's påstande tages til følge. Vi stemmerderfor for at stadfæste landsrettens dom.Dommer Henrik Zahle udtaler:A er som islænding omfattet af udlændingelovens § 1. Nordiskestatsborgere skal ikke have opholdstilladelse, arbejdstilladelse ellerpas, jf. § 5, § 14, stk. 1, nr. 1, og § 39, stk. 4. Den ret til indrejse ogophold, som nordiske statsborgere har efter § 1, begrænses - i overens-stemmelse med hvad der er anført i betænkning nr. 968/1982 s. 122 -af lovens bestemmelser om udvisning, afvisning m.v. i lovens kap. 4,5 og 6.Hjemsendelse i medfør af bistandslovens § 4 medfører efter udlæn-dingelovens § 18, stk. 1, at den hjemsendte udlændings »opholdstilla-delse« bortfalder. Det bevirker, at efterfølgende ophold er ulovligt ogkan medføre straf, jf. § 59, stk. 1, nr. 3, og udvisning efter § 25 b, ud-rejsepligt efter § 30, stk. 1, jf. § 30, stk. 2, om politiets medvirken, hvisden, der ikke har ret til at opholde sig her i landet, ikke frivilligt udrej-ser. Til § 30 (udkastet § 23) knytter betænkning nr. 968/1982 s. 182den bemærkning, at »da reglen har karakter af en tvangsforanstaltning,finder udvalget, at den bør fremgå udtrykkeligt af loven«.En beslutning om hjemsendelse med disse retsvirkninger bør eftermin opfattelse have en klar lovhjemmel.Det første spørgsmål er, om denne hjemmel findes i udlændinge-lovens § 18. Denne bestemmelse må efter dens ordlyd (»opholdstilla-delse«), dens placering i1882lovens kapitel 3 om »Bortfald og inddragelse af opholdstilladelser ogarbejdstilladelser«, og lovens nøje skelnen i andre bestemmelser (§ 22,stk. 1, § 27, stk. 1, § 28, stk. 1) mellem opholdstilladelse og lovbestemtopholdsret være begrænset til at angå udlændinge, der er omfattet afreglerne om opholdstilladelse. § 18 (udkastet § 14) var ikke omfattetaf den ovennævnte henvisning i betænkning nr. 968/1982 s. 122 til debegrænsninger, der skulle gælde for nordiske statsborgeres opholdsret,hvilket ikke bestyrker den opfattelse, at bortfaldsreglen i § 18 finderanvendelse på dem.På denne baggrund finder jeg, at der under hensyn til den belastendevirkning af en hjemsendelse ikke er tilstrækkelig klar hjemmel til atanvende § 18 også på den opholdsret, der tilkommer nordiske statsbor-gere umiddelbart i medfør af lovens § 1.Dernæst er spørgsmålet, om den fornødne hjemmel findes i bistands-lovens § 4 (nu lov om aktiv socialpolitik § 3, stk. 4). Ikke-nordiskestatsborgere, der i kraft af en (individuel) opholdstilladelse har ret tilat opholde sig her i landet, jf. udlændingelovens § 5, kan blive hjem-sendt i medfør af bistandslovens § 4. Den sociale myndigheds beslut-ning om hjemsendelse (»pågældende skal hjemsendes«) medfører ikkei sig selv, at opholdstilladelsen bortfalder. Denne følge beror på densærlige hjemmel i udlændingelovens § 18. De sociale myndighedersbeslutning om hjemsendelse ophæver kun den opholdsret, udlændingenhar i medfør af § 5, i kraft af et særligt lovgrundlag, nemlig § 18. Bi-standslovens § 4 er således ikke - i forhold til udlændinge med ophold-stilladelse - tilstrækkeligt grundlag for at gøre fortsat ophold ulovligt.De af flertallet nævnte passager i betænkning nr. 968/1982 belyser dennærmere koordination af socialret og udlændingeret, og der er heri ingenstøtte for at antage, at bistandslovens § 4 i forhold til nordiske statsbor-gere skulle have en særlig effekt, der skulle overflødiggøre en udlæn-dingeretlig bortfaldshjemmel. Bistandslovens § 4 kan derfor efter minside 5

UfR ONLINEopfattelse heller ikke i forhold til nordiske statsborgere være tilstræk-keligt grundlag for at gøre fortsat ophold - efter en beslutning omhjemsendelse - ulovligt.Med flertallet er jeg enig i, at der ikke i forarbejderne til udlændinge-loven er gengivet overvejelser, der viser, at det med loven har værethensigten at indføre en særlig begrænsning i forhold til nordiske stats-borgere af retsvirkningerne af en hjemsendelsesbeslutning. Imidlertidblev subsistensløshed fjernet som udvisningsgrund med udlændinge-loven 1983, jf. om sammenhængen mellem hjemsendelse og udvisningbetænkning nr. 882/1979 s. 199-200, jf. s. 110-12. Loven bevaredesubsistensløshed som afvisningsgrund (§ 28, stk. 1, nr. 4), men medhensyn til udvisning fandt udlændingeudvalget det »ikke rimeligt atanvende udvisning som en foranstaltning, der af forsørgelsesmæssigegrunde træffes for at bringe udlændinge, der har opholdstilladelse, til-bage til hjemlandet«, betænkning nr. 968/1982 s. 53, jf. s. 37-38. Denhjemmelsmangel, der efter min opfattelse er i denne sag, ville ikkehave foreligget uden denne - velovervejede - politiske beslutning.I forhold til personer, der er omfattet af udlændingelovens § 1, kander således efter min opfattelse ikke i medfør af bistandslovens § 4træffes en afgørelse, der indebærer, at den pågældende mister sin rettil at opholde sig i Danmark. Den nordiske statsborger kan ikke efteren beslutning om hjemsendelse straffes som den, der opholder sig ilandet »uden tilladelse«, § 59, stk. 1, nr. 3, der gælder ikke nogen ud-rejsepligt efter § 30, stk. 1, og der er ikke grundlag for politimæssigmedvirken til gennemførelse af en hjemrejse, § 30, stk. 2. Efter detoplyste har de sociale myndigheder heller ikke i denne sag gjort nogetfor at gennemtvinge hjemrejsen. En beslutning om hjemsendelse efterbistandslovens § 4 indebærer på den anden side, at der kan bevilgesden pågældende midler til finansiering af hjemrejsen.A's ret i medfør af udlændingelovens § 1 til at opholde sig i Danmarker herefter efter min opfattelse ikke bragt til ophør ved Socialministe-riets afgørelser af 13. januar 1994 og 14. september 1994 om hjemsen-delse, og jeg stemmer derfor for at tage A's subsidiære påstand til følge,idet han må anses for at have haft lovligt ophold i Danmark siden den3. juli 1993.Jeg bemærker herved, at en beslutning om hjemsendelse også underhensyn til grundlovens § 75, stk. 2, kun bringer det offentliges forsør-gelsespligt til ophør, når den pågældende er rejst eller bragt uden forDanmark. En beslutning om hjemsendelse kan derfor ikke have denvirkning, at den »hjemsendte«, der forbliver i landet, ikke har nogenret til nogen social ydelse.A's påstand om erstatning er udokumenteret, og derfor stemmerheller ikke jeg for at tage den til følge.Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet.

Thi kendes for ret:

Landsrettens dom stadfæstes.I sagsomkostninger for Højesteret skal statskassen betale 40.000 kr.til Socialministeriet.De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efterdenne højesteretsdoms afsigelse.1.Betænkning 968/1982 s. 25 f, 37 ff, 154 f, FT 1982-83, B sp. 1967, 1991 f,FT 1996-97, A s. 5036, cirk. nr. 140 af 15. august 1975 om bistandslovensalmindelige bestemmelser pkt. 5, vejledning nr. 137 af 31. juli 1992 omindberetninger i henhold til bistandslovens § 4, TemaNord 1996:623, Vejle-dende bemærkninger til nordisk konvention om social bistand og socialetjenester, s. 14, Antonsen m.fl.: Bistandsloven (3. udg. 1994) s. 103 ff,Langlouis og Tornøe: Udlændingeloven (2. udg. 1993) s. 164 f, 169, Vedsted-Hansen: Opholdsret og Forsørgelse (1997) s. 99 ff, 157 ff, Lone B. Christen-sen m.fl.: Udlændingeret (2. udg. 2000) s. 585 f.