Notat til Europaudvalget om afgivelse af indlæg i EU-domstolens præjudicielle sag, C-

40/11, Iida

1. Indledning

Verwaltungsgerichtshof Baden Württemberg, der er en tysk ret, har forelagt EU-domstolen12 spørgsmål vedrørende fortolkningen af artikel 2, artikel 3 og artikel 7 direktiv 2004/38 EF(opholdsdirektivet) samt fortolkningen af artikel 7 og 24 i Den Europæiske Unions charter omgrundlæggende rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8sammenholdt med artikel 21, stk. 1 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde.Spørgsmålene omhandler hvorvidt en tredjelandsstatsborger, der er forælder til en mindre-årig EU-borger (hovedpersonen), der udnytter retten til fri bevægelighed og således har op-hold i en anden medlemsstat end sin oprindelsesmedlemsstat, har ret til fortsat ophold i ho-vedpersonens oprindelsesmedlemsstat.

2. Sagens faktiske omstændigheder og centrale juridiske problemstilling

Sagsøger (Yoshikazu Iida) er japansk statsborger og gift med en tysk statsborger, medhvem han har barn, der er født i 2004. Barnet har tysk, japansk og amerikansk statsborger-skab. Sagsøger indrejste i Tyskland i december 2005 sammen med sin ægtefælle og fælles-barnet. Sagsøger fik i januar 2006 en national opholdstilladelse som udenlandsk ægtefælletil en tysk statsborger. I sommeren 2007 fik sagsøgers ægtefælle et job i Wien, som hun ac-cepterede. Fra marts 2008 og frem havde sagsøgers ægtefælle og parrets fællesbarn såle-des ophold i Østrig.Ægteskabet blev oprindeligt opretholdt trods afstanden, men i juni 2008 erklærede sagsø-gers ægtefælle med tilbagevirkende kraft, at hun fra den 1. januar 2008 havde levet faktiskadskilt fra sagsøger, hvorfor sagsøgers nationale tyske opholdstilladelse ikke kunne forlæn-ges. Det fremgår, at der ikke aktuelt er søgt om skilsmisse. Sagsøger og dennes ægtefællehar fælles forældremyndighed i forhold til fællesbarnet.Sagsøger fik efterfølgende national tysk opholdstilladelse på baggrund af kvalificeret be-skæftigelse. Sagsøger har fået afslag på ansøgning om udstedelse af opholdskort som fami-liemedlem til en EU-borger. Sagsøger udøver aktivt forældremyndigheden over fællesbarnet,der er EU-borger. Sagsøger betaler endvidere månedligt underhold i form af 300 Euro til fæl-lesbarnet.

Sagsøger anfører, at han har et EU-retligt krav på ophold i Tyskland på grund af sin aktiveudøvelse af forældremyndigheden over barnet, der opholder sig i Østrig.Det centrale spørgsmål i sagen er således, hvorvidt opholdsdirektivets artikel 2, 3 og 7 kanfortolkes således, at en tredjelandsstatsborger, der har forældremyndighed over et barn, derer EU-borger og udnytter retten til fri bevægelighed, kan anses som et familiemedlem i op-holdsdirektivets forstand, også selvom den pågældende ikke har ledsaget eller sluttet sig tilbarnet i værtsmedlemsstaten.Til støtte for denne fortolkning henviser faderen bl.a. til artikel 24 i Den Europæiske Unionscharter om grundlæggende rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonventionsartikel 8.Herudover spørges der, om en sådan ret til ophold i barnets oprindelsesmedlemsstat følgerdirekte af unionsborgerskabet (TEUF artikel 21) og således er en forudsætning for effektivudøvelse af forældremyndighed over barnet, der er EU-borger.

3. EU-domstolens retspraksis

EU-domstolen har i Zhu og Chen-dommen (C-200/02) anført, at hvor et unionsborgerbarnhar ret til ophold i en anden medlemsstat i medfør af TEUF artikel 21, stk. 1, og opholdsdi-rektivet, kan den forælder, der faktisk tager sig af barnet, have ret til ophold sammen medbarnet i værtsmedlemsstaten, da et afslag på denne opholdsret ville fratage barnets op-holdsret enhver effektiv virkning.I Zambrano-dommen (C-34/09) har EU-domstolen anført, at et unionsborgerbarn har ret tilophold i sin egen medlemsstat i medfør af TEUF artikel 20, og at en forælder under visse be-tingelser ligeledes kan have ret til ophold sammen med barnet, hvis nationale foranstaltnin-ger har den virkning, at unionsborgere (i dette tilfælde barnet) reelt fratages den effektivenydelse af kerneindholdet i de rettigheder, som de er tildelt ved deres status som unionsbor-gere.I begge domme lægger EU-domstolen således vægt på, at forælderen har ret til at tage op-hold sammen med barnet og dermed i samme medlemsstat som barnet.

4. Regeringens retlige stillingtagen og sagens betydning for dansk ret

Sagen anses for væsentligt, da den vedrører spørgsmålet om udøvelse af afledte EU-rettigheder i en anden medlemsstat end den, hvor hovedpersonen er bosiddende.Det fremgår af opholdsdirektivets artikel 3, stk. 1, at direktivet finder anvendelse på familie-medlemmer som defineret i artikel 2, nr. 2, der ledsager unionsborgeren eller slutter sig tildenne.En ordlydsfortolkning af artikel 3, stk. 1, må føre til, at en tredjelandsstatsborger, der ønskerophold i en anden medlemsstat end den, hvor hovedpersonen befinder sig, ikke kan betrag-

tes som en ”berettiget person” efter artiklen, og at opholdsdirektivet således ikke finder an-vendelse på sagsøgerens situation.Uanset om en sådan tredjelandsstatsborger kan betragtes som en ”berettiget person” efterartikel 3, stk. 2, vil den pågældende ikke være omfattet af definitionen af ”familiemedlem” ef-ter artikel 2 i opholdsdirektivet. For at en forælder kan have få status som familiemedlem iopholdsdirektivets forstand, er det således en betingelse, at den pågældende ”forsørges afunionsborgeren”.I nærværende sag er der ikke tale om, at unionsborgeren (barnet) har forsørget faderen, ogogså af denne grund kan opholdsdirektivet ikke finde anvendelse.Såfremt en tilsvarende sag blev behandlet efter dansk ret, ville tredjelandsstatsborgeren somdet klare udgangspunkt ikke blive meddelt opholdstilladelse i Danmark alene med henvis-ning til barnet, hvis barnet ikke fysisk opholder sig i Danmark.Den danske regering vil på den baggrund afgive indlæg til støtte for det synspunkt, at op-holdsdirektivet ikke finder anvendelse i den foreliggende situation, da tredjelandssatsborge-ren (sagsøger) ikke ledsager eller slutter sig til EU-borgeren (barnet) i overensstemmelsemed opholdsdirektivets artikel 7, stk. 2, og til støtte for det synspunkt, at traktatbestemmel-serne om unionsborgerskabet (TEUF artikel 20 og 21, stk. 1) ikke finder anvendelse, allere-de fordi barnet og faderen opholder sig i to forskellige EU-medlemsstater. Det er endvidereden danske regerings synspunkt, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel8 og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder artikel 24 ikke er tilhinder for et afslag på opholdsret i en situation som den foreliggende.