Behov for registrering og kortlægning af praksis forfrihedsberøvelse af afviste asylansøgere m.fl. iEllebæk.Den 22. marts 2011 havde FolketingetsUdvalg for Udlændinge- og Integrationspolitikåbent samråd med integrationsminister SørenPind om forholdene i Ellebæk, hvor afvisteasylansøgere m.fl. frihedsberøves medhenblik på udsendelse af landet m.v.Anledningen var, at Amnesty International ifebruar-nummeret af Amnesty-bladet (”Bagtremmer i Ellebæk – Det hemmelige fængsel”)gennemgår en række enkeltsager, som viser,at også sårbare personer, torturofre,handlede kvinder, psykisk syge m.fl.,frihedsberøves i Ellebæk,og at der ikke er nogen formaliseretscreeningsordning, som sikrer, atman identificerer de personer, somikke kan tåle at blive frihedsberøvet.indgribendeforanstaltningererovervejet – eller sikrer, at sårbarepersonerskånesforfrihedsberøvelse.

Efter samrådet stod det klart, at der ikkeforefindes nogen systematisk registrering afpraksis for anvendelsen af henholdsvisfrihedsberøvelse og mindre indgribendeforanstaltningersommeldepligtogdeponering af pas og (som foreslået undermødet) elektronisk hånd- eller fodlænke).Det fremgik af integrationsministerens svar tiludvalget,at Rigspolitiet til brug for samrådethar oplyst, at Politiet i henhold tilinterneretningslinjerforfrihedsberøvelseafafvisteasylansøgere m.fl. altid skal overveje,ommindreindgribendeforanstaltninger ville opfylde formålet–atsikreudlændingenstilstedeværelsemenat der ikke er nogen systematiskregistrering af, hvornår eller hvorformindre indgribende foranstaltningerikke ville være tilstrækkelige i deenkelte sager,at der ikke er nogen formaliseret,uafhængig screeningsprocedure til atsikre, atpsykisk syge, torturofre ogandre særligt sårbare personerikkefrihedsberøves (herunder at politietikke uden videre kan dem overførefra Kongelunden til Ellebæk),

Videre peges der i bladet på,at lovens ordning – om atfrihedsberøvelse kun må anvendes,hvormindreindgribendeforanstaltninger ikke er tilstrækkelige– ikke synes at blive efterlevet ipraksis.De adspurgte kilder kan således ikkepege på en formaliseret procedure,som sikrer, at politiet i hver enkeltsag udtrykkeligt tager stilling til, ommindre indgribende foranstaltningerville være tilstrækkelige til at sikreudlændingens tilstedeværelse.at de sager om frihedsberøvelse ellerfristforlængelser, som repræsentant-er for Amnesty International haroverværet, sætter spørgsmålstegnved, om proceduren ved Hillerød Retreelt afkræver Rigspolitiet egentligdokumentationfor,atmindre

at der ikke er en procedure, somrutinemæssigt inddrager lægelig ellerpsykologisk sagkundskab,at der ikke er nogen systematiskregistrering af erfaringerne medmindre indgribende foranstaltninger,at der ikke er nogen registrering afsager, hvor Retten i Hillerød harafslåetatforlængeenfrihedsberøvelse, men at Rigspolitiet”ikke erindrer, at det er sket”.

hvilke forholdder afgør, hvor længeenudlændingkanværefrihedsberøvet forud for udrejsen,hvornårRigspolitiet vælger atafbryde en frihedsberøvelse, fordi enudsendelse – f.eks. på grund afvanskeligheder med oprindelsesland-ets pasmyndigheder – har så langeudsigter,atenfortsatfrihedsberøvelsevilenværeuforholdsmæssig foranstaltning,hvilke konkrete forhold,der har førttil meget langvarige frihedsberøvelseri individuelle sager,omder er eksempler på sager, hvorHillerød Ret har afslået Rigspolitietsanmodningomtilladelsetilfrihedsberøvelse, eller til forlængelseaf frihedsberøvelsen, og hvilkekonkrete forhold der er indgået i deenkelte afgørelser,omellerhvor mangekendelser om(fortsat) frihedsberøvelse der erkæret til Østre Landsret.

Sammenfattendekonkluderede ministeren afde svar, som var indhentet fra Rigspolitietm.fl.,atDanmark overholder Den EuropæiskeMenneskerettighedskonventionsartikel 3,(som fortolkes således, at frihedsberøvelseikke må anvendes over for personer, sombliver syge eller mere syge af det, ikke måfrihedsberøves – og at mindre indgribendeforanstaltninger altid skal overvejes), ogkonventionensartikel 5, stk. 1, litra f,(hvorefter udlændinge kan frihedsberøvesmed henblik på udsendelse af landet – mendog således, at den faktiske udsendelse errimeligt nært forestående – og at mindreindgribendeforanstaltningeraltidskalovervejes.)Svarene var derimod tavse i forhold tilspørgsmålet ommateriel dokumentationeller statistikfor,hvornårman har anvendt mindreindgribendeforanstaltninger(jf.udlændingelovens § 34), oghvilke konkrete erfaringer,man harhaftmedmindreindgribendeforanstaltninger,af hvilke konkrete grundemindreindgribende foranstaltninger er blevetiværksatelleropgivetud fra envurdering af risiko for unddragelse,

Ved gennemførelsen af udsendelsesdirektiveter der nu indført egentlige tidsgrænser forfrihedsberøvelse af udlændinge med henblikpå udsendelse af landet. Således at dergælder en almindelig grænse på6måneder,somunder særlige omstændighederkanforlænges med12måneder op til i alt18måneder.Det fremgår af L 107 - og afintegrationsministerens svar under samrådet -at de særlige omstændigheder, som kanbegrunde en forlængelse af frihedsberøvelsenop til i alt 18 måneder, kan være”herunder

hvis udsendelsesproceduren uanset alle

rimelige bestræbelser kan forventes at

tage

længere

tid

som

følge

af

udlændingens manglende medvirken til

udsendelsen

eller

forsinkelser

i

forbindelse

med

fremskaffelse

af

nødvendig

rejselegitimation

og

indrejsetilladelse”.

Det fremgår videre, at

”Frihedsberøvelsen

skal være af så kort varighed som muligt

og må kun opretholdes, så længe

udsendelsen er under forberedelse og

gennemføres med omhu.”

Erfaringsmæssigt er det netop disse to forhold-udlændingens manglende medvirken, ellerat hjemlandets myndigheder nægter ellernøler med at udstede rejselegitimation ogindrejsepapirer til afviste asylansøgere- somer de mest almindeligt forekommende årsagertil langvarige frihedsberøvelser.Særligt, hvor det er hjemlandets myndigheder,der forsinker udsendelsen, forekommer deturimeligt at lade udlændingen bærekonsekvensen i form af en langvarigfrihedsberøvelse.Ved vedtagelsen af Udsendelsesdirektivet i2008indskærpedeRådetoverformedlemslandene, at hensigten med direktivetikkevar,at landene skulle harmonisere dereslovgivning nedad,men at lande, somrutinemæssigtanvendermegetlangefrihedsberøvelser, skulle forbedre forholdenefor afviste asylansøgere.Iflg. de tilgængelige oplysninger sker det i dagkun undtagelsesvis, at udlændinge i Danmarkfrihedsberøves så længe som 18 måneder. Iflere høringssvar over L 107 er der på denbaggrund udtrykt bekymring over risikoen for,atDanmark harmoniserer nedad,således atgennemførelsen af direktivet modsat denangivelige hensigt kan komme til at bevirkelængerefrihedsberøvelser i Danmark endefter hidtidig praksis. Der er såledesbekymring over risikoen for, at tidsgrænsernekan komme til at virke somstandardgrænserog ikke undtagelser, således at Rigspolitiet ipraksis vil begynde at ”læne sig op adtidsgrænserne”vedproportionalitets-vurderingen af, hvad der er ”rimelig tid” til

EfterAmnestysopfattelseforstærkergennemførelsen af udsendelsesdirektivetbehovet for, at man etablererkonkret,individuel registreringaf de sager, hvori der erspørgsmål om frihedsberøvelse eller mindreindgribende foranstaltninger, og om sikring af,atsærligtsårbaregrupperikkefrihedsberøves,herunderommindreindgribende foranstaltninger har været forsøgteller overvejet.Uden en konkret registrering ”på” hver enkeltsag af de individuelle, faktiske forhold, somhar ført til ”frihedsberøvelse” eller ”mindreindgribende foranstaltninger”, og af de forhold,som har haft betydning for længden affrihedsberøvelsen, vil man reelt være ude afstand til at vurdere (f.eks. om et år), omgennemførelsen af udsendelsesdirektivet harhaft (negativ, positiv eller ingen) betydning foranvendelsenaffrihedsberøvelseafudlændinge, som står for at skulle udvises aflandet.Amnesty International skal på denbaggrundopfordreFolketingetsUdlændinge- og Integrationsudvalg til atanmodeintegrationsministerenomifællesskab med justitsministeren at etablereen monitorerings- og registreringsordning,som kan danne et faktuelt grundlag forvurderingen af praksis i disse sager.Efter en sådan ordning skal hver enkelt sag(hvori en udlænding har skullet udsendes aflandet) påføres/registreres med en rækkekonkrete oplysninger om sagsforløbet,herunder særligt de faktiske forhold, som harhaftbetydningforafgørelsenomfrihedsberøvelseellermindre indgribendeforanstaltninger,om delægelige og andresagkyndige vurderinger (i forhold til særligtsårbare personer),der er indgået i sagen, ogom de forhold, som har haft betydning for denkonkretelængdeaf foranstaltningerne.Amnesty, den 28. marts 2011.