UUI, Alm.del - 2010-11 (1. samling) - Bilag 110: EU-note: "EU-Domstolen: Afgørelse fra 1980 til hinder for skærpelse af opholdsret over for tyrkiske arbejdstagere"

SammenfatningEU-Domstolen afsagde den 9. december 2010 dom i den såkaldteToprak-sag. Dommen fastslår, at en standstill-bestemmelse i en afgørel-se fra Associeringsrådet mellem EU og Tyrkiet fra 1980 er til hinder forenhver stramning i betingelserne for tyrkiske arbejdstageres ret til opholdi EU. Dette gælder også for nationale regler, der først lemper og sidenskærper disse betingelser, og selv om skærpelsen ikke medfører stram-mere regler end dem, der gjaldt før lempelsen.

EU-Domstolen har den 9. december 2010 afsagt en dom , som fastslår, at enmedlemsstat på intet tidspunkt må indføre stramninger i betingelserne fortyrkiske arbejdstageres ret til ophold i EU efter den afgørelse, som Associe-ringsrådet mellem EU og Tyrkiet vedtog i 1980.Dommen vedrørte to tyrkiske statsborgere, hr. Toprak og hr. Oguz, som hav-de fået opholdstilladelse i Holland, efter at de hver især havde giftet sig meden hollandsk statsborger. De var derfor flyttet til Holland for at bo sammenmed deres nye ægtefæller. De blev dog begge skilt efter mindre end tre årsægteskab og mindre end tre års ophold i Holland, hvilket efter hollandsk lov-givning er grænsen for at opnå permanent opholdstilladelse på selvstændigtgrundlag.Efter at hr. Toprak og hr. Oguz havde fået afslag på opholdstilladelse, ind-bragte de afslagene for de hollandske domstole, som forelagde et præjudicieltspørgsmål for EU-Domstolen.

Hvilke regler drejede sagerne sig om?Det præjudicielle spørgsmål i sagerne vedrørte fortolkningen af artikel 13 i2Associeringsrådet EØF-Tyrkiets afgørelse fra 19. november 1980 . Associe-ringsrådet blev oprettet ved den såkaldte associeringsaftale mellem EU og3Tyrkiet, som blev indgået, godkendt og bekræftet på EU’s vegne i 1963 .Formålet med associeringsaftalen er bl.a. at give borgere fra hhv. EU og Tyr-kiet adgang til hinandens arbejdsmarkeder.Artikel 13 i Associeringsrådets afgørelse fra 1980 indeholder en ”standstill-forpligtelse”, som fastslår:”Fællesskabets medlemsstater og Tyrkietmå ikke indførenye begrænsningerfor så vidt angår vilkårene for adgang tilbeskæftigelse for arbejdstagere og deres familiemedlemmer,der på nævnte landes områder har opnået opholds- og ar-bejdstilladelse i henhold til gældende lovgivning”

En tilsvarende bestemmelse findes i artikel 41 i tillægsprotokollen til associe-4ringsaftalen, som blev indgået mellem EU og Tyrkiet i 1972 .IHollandhar skiftende lovgivninger efter ikrafttrædelsen af 1980-afgørelsenført til først en lempelse af reglerne for udlændinges opholdsret, derefter til énskærpelse af disse regler.Efter de hollandske regler, der gjaldt i 1980, kunne en udlænding i princippetfå en selvstændig opholdstilladelse efter at være blevet skilt fra en personmed permanent ophold i Holland, forudsat at ægteskabet havde varet mindsttre år, og forudsat at han havde været bosiddende i landet i tre år som ægte-fælle til denne person.I 1983 blev de hollandske regler imidlertid ændret, så bl.a. varigheden af bo-pælsperioden sammen med ægtefællen blev nedsat til et år.I 2000 blev ændringen fra 1983 ophævet, så retstilstanden blev rullet tilbagetil, hvad der var gældende i Holland i 1980.

Hvad var problemstillingen i sagen?Spørgsmålet i sagen var, om en national lovgivning som den hollandske, derefter ikrafttrædelsen af Associeringsrådets afgørelse fra 1980 først lempedereglerne og sidenhen skærpede dem, stred mod standstill-forpligtelsen i afgø-relsen, selv om den senere skærpelse ikke medførte strammere regler enddem, der gjaldt før lempelsen. Eller sagt med andre ord om ”bordet fanger”,når et land først har vedtaget en lempelse af sin lovgivning.

Den danske regerings indlæg i sagenDen danske regering afgav indlæg i sagen og argumenterede bl.a. for, atmedlemsstaterne skal have mulighed for at udforme deres nationale udlæn-dingeregler, der er omfattet af standstill-forpligtelsen i afgørelsen fra 1980, sålænge der ikke er tale om nye begrænsninger i forhold til de regler, der gjaldt5ved standstill forpligtelsens ikrafttrædelse .

Hvad svarede Domstolen?Den hollandske regering gjorde under sagen gældende, at 1980-afgørelsenslet ikke fandt anvendelse i sagen, da den hollandske ordning om betingelserfor udlændinges opholdstilladelse ikke var rettet mod arbejdstagere.Hertil bemærkede Domstolen, at selv om den hollandske ordning ikke direktevar rettet mod udenlandske arbejdstagere,kunne den have virkning forudenlandske arbejdstagere,herunder tyrkiske arbejdstagere. Ordningenfastsatte nemlig de nærmere betingelser for tildeling af selvstændig opholdstil-6ladelse uden at være knyttet til ophold hos ægtefællen .Herefter udtalte Domstolen, at i det omfang ændringerne af den hollandskelovgivning påvirkede situationen for tyrkiske arbejdstagere, såsom Toprak og7Oguz, var ordningen omfattet af artikel 13 i afgørelsen fra 1980 .Hvad angår hovedspørgsmålet om, hvorvidt standstill-bestemmelsen forhin-drer et EU-land i at skærpe opholdsreglerne for tyrkiske arbejdstagere efter iførste omgang at have lempet dem, henviser Domstolen tilformålet bagbestemmelsen,som er:”… at skabe fordelagtige betingelser for dengradvise gen-nemførelse af henholdsvis arbejdskraftens frie bevæge-lighed, etableringsretten og den frie udveksling af tjene-steydelserved at forbyde nationale myndigheder at indførenye begrænsninger for nævnte friheder for ikke at gøre dengradvise virkeliggørelse af disse friheder mellem medlemssta-8terne og Republikken Tyrkiet mere vanskelig.” (egen frem-hævning)Domstolen henviser også til en tidligere EU-dom om den tilsvarende”standstill-bestemmelse” i artikel 41 i tillægsprotokollen til associeringsaftalenmellem EU og Tyrkiet. I denne dom udtalte Domstolen nemlig, at artikel 41 itillægsprotokollen fastsætter et absolut forbud mod, at EU-landene indfører9

nye hindringer for udøvelsen af etableringsfriheden ved at skærpe de betin-10gelser, der eksisterer på en given dato .På grund af sammenfaldet mellem de to bestemmelser finder Domstolen der-for, at standstill-bestemmelsen i artikel 13 i afgørelsen fra 1980 også”… omfatter enhver ny hindring for arbejdskraftens frie bevæ-gelighed, som består i enforværring af de betingelser,der11gælderpå et givet tidspunkt”.

Domstolen konkluderer, at en skærpelse af en bestemmelse, som er indførtefter den 1. december 1980, og som lemper en bestemmelse, der fandt an-vendelse den 1. december 1980, udgør en »ny begrænsning« i afgørelsensartikel 13’s forstand. Dette gælder, selv om skærpelsen ikke øger betingelser-ne for at opnå tilladelsen i forhold til dem, som fulgte af den bestemmelse, dervar gældende den 1. december 1980.