UUF, Alm.del - 2010-11 (1. samling) - Bilag 1: Notat om eksempler på sager om ministres oplysningspligt over for Folketinget

1. IndledningDer findes en række sager om ministres oplysningspligt i forhold til Folke-tinget/pligt til at give rigtige og fuldstændige oplysninger om et sagsforhold,hvis ministeren udtaler sig. En del sager har været undersøgt af kommissions-domstole m.v., men undersøgelser har også været gennemført af folketings-udvalg. Endelig har enkelte sager været behandlet af undersøgelses-kommissioner efter indførelsen af lov om undersøgelseskommissioner (lov nr.357 af 2. juni 1999, senest ændret ved lov nr. 452 af 9. juni 2004) og iforlængelse heraf af Folketingets Underudvalg under Udvalget forForretningsordenen efter reglerne i forretningsordenens kapitel XVIII.Dette notat bygger på bilaget til Lovsekretariatets notat af 14. december 2004om ministres oplysningspligt i forhold til Folketinget. Notatet og bilaget blevudarbejdet på et tidligt tidspunkt i forbindelse med den såkaldte Dan Lynge-sag og omdelt i Retsudvalget som REU alm. del - bilag 198, folketingsåret2004-05, 1. samling. Notatet og bilaget blev senere også omdelt i Under-udvalget under Udvalget for Forretningsordenen som baggrundsmateriale iforbindelse med den såkaldte skattefradragssag, jf. bilaget til UUF alm. del -bilag 2, folketingsåret 2006-07.Selve notatet af 14. december 2004 om ministres oplysningspligt i forhold tilFolketinget er så vidt ses stadig aktuelt, hvorfor dette ikke er nybearbejdet.Vedrørende systemet med undersøgelseskommissioner henvises til Lov-sekretariatets notat af 28. august 2009 om undersøgelseskommissioner ogandre undersøgelsesformer (omdelt som FIU alm. del – bilag 162, folketings-året 2008-09).Eksemplerne i notatet er ikke udtømmende, men er nogle konkrete eksemplerpå sager gennem årene, hvor spørgsmålet om ministres oplysningspligt i1forhold til Folketinget m.v. har været rejst.1

2. GenereltDet mest gennemgående tema i de sager, som Jens Peter Christensen harbehandlet i sin doktorafhandling Ministeransvar fra 1997, er spørgsmålet om2ministerens sandhedspligt over for Folketinget og dets udvalg.Til tider har sandhedstemaet i kommissoriet for undersøgelserne væretformuleret således, at det har påhvilet det undersøgende organ at vurdere,om Folketinget er blevet orienteret ”fyldestgørende”, eller om Folketinget harfået ”urigtige eller mangelfulde oplysninger”. I de fleste tilfælde er spørgsmåletom ministres sandhedspligt imidlertid indgået som element i vurderingen af,om nogen af de involverede embedsmænd eller ministre havde gjort sigskyldige i ”fejl og forsømmelser” for eksempel i relation til behandlingen afbevillingsmæssige spørgsmål.Som det fremgår af Ministeransvar (kapitel 6-19), har undersøgelses-organerne i flere af sagerne kritiseret, at ministrene har afgivetufyldestgørende eller ukorrekte oplysninger eller har fortiet oplysninger overfor Folketinget eller dets udvalg. Dette er sket, uden at man direkte harforetaget nogen subsumption afdet konkrete tilfælde underministeransvarlighedslovens § 5, stk. 2 (eller før 1964 straffeloven). Man harbestræbt sig på alene at tage stilling til, om de afgivne oplysninger ud fra enrent faktuel vurdering har været fyldestgørende og korrekte.Jens Peter Christensen påpeger i Ministeransvar (side 360-61), at derformentlig er to principielt forskellige opfattelser af, hvor alvorligtsandhedspligten skal tages. Den ene opfattelse er den, at ministres svar ogoplysninger til Folketinget indgår i et partipolitisk spil, som giver nogle betyde-lige friheder, jf. herom nedenfor. Den anden opfattelse er, at ministeransvareter en helt fundamental del af det demokratisk-parlamentariske system, atFolketinget i udøvelsen af sin kontrolfunktion er særdeles afhængig af atkunne stille spørgsmål og få dem korrekt besvaret, og at ministeransvaretsfunktion derfor uomgængeligt er knyttet til den forudsætning, at stilledespørgsmål besvares i overensstemmelse med sandheden, jf. herom3nedenfor.

3.1. Sager, der har været undersøgt af kommissionsdomstole m.v.Kjærbølsagen:Den 30. januar 1959 forliste Den Kgl. Grønlandske Handelsnyeste skib m/s ”Hans Hedtoft” på sin første rejse under en orkan i farvandetved Kap Farvel, og alle 95 ombordværende druknede. Efter forliset blev der ipressen rejst spørgsmål om forsvarligheden af vintersejlads i Grønland. Detblev i den forbindelse fremdraget, at besejlingen af Grønland ivintermånederne allerede tidligere, i 1957, havde været kritiseret, og det blev isamme forbindelse hævdet, at daværende grønlandsminister JohannesKjærbøl i marts 1957 havde besvaret et spørgsmål i Folketinget omforsvarligheden af vinterbesejlingen af Grønland på en ufyldestgørende ogvildledende måde. Til at undersøge sagen blev nedsat et undersøgelses-udvalg bestående af tre dommere, der tog stilling til den rejste kritik afKjærbøls embedsførelse. Det var undersøgelsesudvalgets konklusion, atgrønlandsminister Johannes Kjærbøl, da han (den 13. marts 1957) iFolketinget besvarede folketingsmedlem Augo Lynges spørgsmål omforsvarligheden af vinterbesejling af Grønland, havde fremført en rækkeoplysninger (fra nogle kaptajner) om forsvarligheden af vintersejlads iGrønland med større vægt, end oplysningerne kunne bære. Til grund forundersøgelsesudvalgets vurdering om, at grønlandsministerens besvarelsevar ufyldestgørende og vildledende, lå den ikke direkte udtalte norm, hvorefteren minister har en forpligtelse til, når vedkommende besvarer et spørgsmål iFolketinget, atsvare på en fyldestgørende og korrekt måde, således atvæsentlige oplysninger ikke forties for Folketinget.Undersøgelsesudvalgetsvurdering blev sanktioneret af Folketinget, da man som afslutning på anden-behandlingen af et forslag til beslutning om rigsretstiltale mod JohannesKjærbøl vedtog en motiveret dagsorden, hvorefter man tog undersøgelses-udvalgets vurdering til efterretning og understregede detbeklageligeiKjærbøls embedsførelse. Sagen gav ikke i øvrigt anledning til konsekvenser,5herunder rigsretstiltale.Aaberg-sagen:Sagen vedrørte spørgsmålet om Statens Byggeforsknings-instituts afvisning af at anerkende, at et staldventilationsanlæg (konstrueret affabrikant C.P. Aaberg) havde særlige egenskaber af betydning for stald-klimaet samt sagsbehandlingen i forbindelse hermed. Efter sit kommissorium64

skulle kommissionsdomstolen i sagen alene vurdere, om ansatte i denoffentlige forvaltning, men ikke ministre, havde gjort sig skyldige i fejl ogforsømmelser. Da forskellige boligministre havde deltaget i sagsbehandlingenog truffet afgørelser i sagen, måtte kommissionsdomstolen imidlertidkonstatere, at den ikke kunne komme uden om at foretage en vurdering afforskellige boligministres embedsførelse i forbindelse med besvarelser afspørgsmål fra folketingsmedlemmer. Vurderingen blev foretaget på grundlagaf en norm forkorrekt informationaf Folketinget, men domstolen fandt ikke, atder var blevet misinformeret eller givet urigtige oplysninger. Sagen fik derforikke retlige eller politiske konsekvenser i forhold til de involverede ministre.Dagpengesagen:Kernen i dagpengesagen var, om staten var berettiget tilat udbetale refusion af arbejdsløshedskassernes udgifter til dagpenge m.v. påforskud, samt hvorledes der burde forholdes med renteafkastet af de forskud,som kasserne modtog. Der blev først foretaget en dommerundersøgelse afsagen, der konstaterede en række fejl og forsømmelser, men som ikke togstilling til den individuelle ansvarsplacering. Efter betydelig politisk strid medbeskyldninger om politisk forfølgelse vedtog Folketinget at opfordreregeringen til at nedsætte en kommissionsdomstol med det sigte at foretageden individuelle ansvarsplacering. I sin vurdering af de involverede ministresansvar lagde kommissionsdomstolen til grund, at embedsmændenesmanglende rådgivning diskulperede ministrene. Vurderingen af de to arbejds-ministres manglende initiativer blev overladt til Folketinget, men med en visledsagende præmisangivelse. I sin stillingtagen til beretningen lagdeFolketingets flertal disse præmisser til grund, både for den retlige og den8politiske vurdering af ministrenes embedsførelse. Dommerundersøgelsenvurderede i modsætning til kommissionsdomstolen sandhedsværdien af enrække svar og redegørelser fra arbejdsministeren til Folketinget og lagde iden forbindelse en norm omkorrekt og fyldestgørende informationtil grund.Dommerundersøgelsen konkluderede, at ministrenes svar på visse punkterhavde været ukorrekte og ufyldestgørende. Justitsministeriet anfægtede9dommerundersøgelsens kritik af ministrenes svar, men Folketingets flertaltilsluttede sig kritikken.Folketinget erklærede sig dog enig med Justitsministeriet i det generellesynspunkt, at besvarelser af folketingsspørgsmål i sagens natur må værerelativt kortfattede, således at besvarelsen må koncentreres om, hvad der7

antages at være det væsentligste i spørgsmålet. Jens Peter Christensenanfører i Ministeransvar, side 363, at i kravet om – eller snarere retten til –kortfattethed rimeligvis må ligge, at ministersvar på folketingsspørgsmål ikke(altid) i enhver henseende kan være udtømmende, men kortfattetheden måpå den anden side ikke betyde, at svaret reelt bliver vildledende, misvisendeeller urigtigt. Retten til kortfattethed skal administreres loyalt af ministeren.Sagen fik ikke i øvrigt konsekvenser i forhold til de involverede ministre.Sagen om salg af aktier i Kryolitselskabet Øresund A/S:Også i sagenom salg af aktier i Kryolitselskabet Øresund A/S var spørgsmålet omministerens overholdelse af sandhedspligten det centrale problem.Spørgsmålet var, om grønlandsminister Tom Høyem mod bedre videndehavde givet Folketinget og Finansudvalget vildledende oplysninger omkryolitforekomsten i Grønland forud for beslutningen om salget af statensaktier i selskabet. Den dommerundersøgelse, der blev iværksat i sagen,konkluderede i sin beretning, at det ikke var tilfældet. Beretningen indebarsåledes ikke nogen kritik af grønlandsministeren.Ved vurderingen af, om oplysningerne i det for sagen centrale aktstykke varmisvisende, synes undersøgelsesdommeren efter Jens Peter Christensensopfattelse (jf. Ministeransvar) at have tillagt det betydning, at oplysningerne iaktstykket hverken under udvalgsbehandlingen eller folketingsdebatten blevkritiseret for at være upræcise, og at der ikke blev stillet spørgsmål tilministeren, der nødvendiggjorde fremskaffelsen af yderligere oplysninger.Jens Peter Christensen anfører (i Ministeransvar, side 364), at det ervanskeligt at se relevansen af undersøgelsesdommerens synspunkt. Det kanfor vurderingen af, om en ministers oplysninger til Folketinget har væretmisvisende eller ufyldestgørende, efter Jens Peter Christensens opfattelseikke være afgørende, at Folketinget på tidspunktet for oplysningernesafgivelse ikke har kritiseret disse eller krævet dem uddybet. Manglendereaktion fra Folketingets side kan skyldes, at Tinget ikke på tidspunktet foroplysningernes afgivelse besad tilstrækkelig viden til at forstå eller til at burdeforstå, at ministerens svar måske var ufyldestgørende. Dette var tilfældet isagen, idet notater og oplysninger, som siden hen gav anledning til, atdommerundersøgelsen blev iværksat, ikke var kendt, hverken af ministereneller af Folketinget, på tidspunktet for Finansudvalgets og Folketingets11behandling af aktiesalget.10

Sagen om landbrugsfondene:Spørgsmålet om, hvorvidt en minister kanse mere afslappet på sandhedspligten i tilfælde, hvor vedkommende ministerfinder, at det stillede spørgsmål er af såkaldt ”politisk” karakter (jf. ovenfor), ogom ministeren kan forholde sig på tilsvarende måde i tilfælde, hvor ministerenforventer, at spørgeren allerede kender til de forhold, hvorom spørgsmåletdrejer sig, dukkede op i sagen om landbrugets fonde. I relation til besvarelsenaf et mundtligt spørgsmål fra folketingsmedlem Ole Stavad under Folketingetsbehandling af et beslutningsforslag tilkendegav landbrugsminister Niels AnkerKofoed over for den kommissionsdomstol, der blev nedsat i sagen, at han varklar over, at han ikke havde svaret på det, som Ole Stavad spurgte om. OleStavads spørgsmål var, forklarede Niels Anker Kofoed for kommissions-domstolen, politisk, og han fik derfor et politisk svar igen. Kommissions-domstolen mødte landbrugsministerens svar med en mild kritik, idet rettenblot fastslog, at ministerens svar kunne have været klarere. Nogen vurderingaf det berettigede i ministerens handlemåde og det af ham anførteræsonnement foretog kommissionsdomstolen ikke. Der henvises i øvrigt tilMinisteransvar, kapitel 16.Sagen om den kreative bogføring i Skatteministeriet:I sagen dukkededet synspunkt på ny op, at det måtte være af betydning for ministerenssandhedspligt, om et spørgsmål til ministeren måtte betragtes som ”politisk”. Irelation til et svar på et spørgsmål fra Folketingets Finansudvalg gjordeskatteminister Anders Fogh Rasmussen gældende, at det afgivne svar kunneforsvares med, at det stillede spørgsmål var udslag af politisk drilleri, hvor detmåtte være en ministers ret at foretage en politisk vurdering af, hvornår detrigtige tidspunkt var inde for at give en fyldestgørende og udtømmendeorientering af Finansudvalget. Dette synspunkt fandt ikke kommissions-domstolens tilslutning, og det blev således ikke i denne sag accepteret, atministeren på et politisk spørgsmål kunne give et politisk svar. Detpågældende kritikpunkt vedrørte et spørgsmål fra Finansudvalget, somdomstolen fandtvar blevet besvaret ufyldestgørende. Ved vurderingen af detteforhold lagde kommissionsdomstolen den ikke direkte formulerede norm til13

sig selv skal opfylde kravene i ministeransvarlighedsloven, og at det ikke kan forudsættes, at manblotsenere kan supplere eller korrigere svar, hvis udvalget måtte ønske dette f.eks. i form afopfølgende spørgsmål”. Et noget tilsvarende synspunkt har Det særlige Undersøgelsesudvalg(”Stavad-udvalget”), nedsat af Folketinget ianledning afSpar Nord-sagen,jf. hermed nedenfor, givet udtryk for. I udvalgets beretning omsagen fastslår udvalget således, at upræcist formulerede spørgsmål ikke fritager en minister fraforpligtelsen til at give fyldestgørende besvarelser, og at sådanne spørgsmål ikke legitimerertilsvarende upræcise svar eller såkaldte ikke-svar.1213

grund, atvæsentlige oplysninger af betydning for Folketingets (Finans-udvalgets) stillingtagen ikke må foreholdes dette.Da det stillede spørgsmålpræcist vedrørte omfanget af budgetoverskridelser og omposteringer iSkatteministeriet for en række nærmere angivne år, fandt kommissions-domstolen, at det var en fejl, at Skatteministeriet ikke i sit svar havde omtalten række omposteringer i disse år, som Rigsrevisionen havde påtalt. Om deøvrige kritikpunkter i sagen, som kommissionsdomstolen gjorde gældende irelation til skatteminister Anders Fogh Rasmussens embedsførelse (dissekritikpunkter vedrørte også spørgsmålet om ministerens information afFolketinget og Finansudvalget) henvises til Ministeransvar, kapitel 18 ogkapitel 20.2. Sagen fik som konsekvens, at skatteminister Anders FoghRasmussengik af,som følge af, at kommissionsdomstolen havdekarakteriseret flere af hans svar til Folketinget/Finansudvalget somurigtige,behæftede med fejl eller meget uklare.Tamil-sagen:I betænkningen fra Udvalget for Forretningsordenen udtrykteflertallet i udvalget ”alvorlig misbilligelse” af tidligere statsminister PoulSchlüter og ”misbilligelse” af tidligere justitsminister H.P. Clausen i anledningaf de oplysninger, som de havde afgivet til Folketinget. Som præmis for dennekritik henviste flertallet til undersøgelsesrettens beretning, hvor en række afde to ministres oplysninger til Folketinget var blevet karakteriseret sommisvisende/vildledende og/eller urigtige, og hvor undersøgelsesretten havdekonkluderet, at oplysningernes manglende kvalitet måtte have stået de toministre klart. Det politiske flertal i Udvalget for Forretningsordenen fastslogsom grundlag for den udtalte politiske kritik af de to tidligere ministre, at de14begge havde brudt ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 2. Sagen fik somkonsekvens, at statsminister Poul Schlütergik af,bl.a. efter at flere af deoplysninger, han havde afgivet til Folketinget, af undersøgelsesretten blevkarakteriseret sommisvisende og urigtige.2.2. Sager, der har været undersøgt af folketingsudvalgSpar Nord-sagen:Det særlige Undersøgelsesudvalg (”Stavad-udvalget”)blev nedsat i medfør af en motiveret dagsorden vedtaget den 14. oktober1994 under en forespørgselsdebat om Sparekassen Nordjyllands overtagelseaf engagementer fra Himmerlandsbanken. Udvalget havde som opgave atundersøge, om ministre ved fejl eller forsømmelser havde afgivet mangelfuldeeller forkerte oplysninger til Folketinget, som kunne give anledning til at drage15

de pågældende til ansvar. Udvalget fastslog, at upræcist formuleredespørgsmål ikke fritager en minister fra forpligtelsen til at give fyldestgørendebesvarelser, og det legitimerer ikke tilsvarende upræcise svar eller såkaldteikke-svar. På det tekniske plan er Folketinget ikke i stand til at matche etministerium og almindelige folketingsmedlemmer kan ikke have overblik overalle (skatte)tekniske detaljer. I en række tilfælde konstaterede udvalget i sinberetning, at der af statsminister Poul Nyrup Rasmussen og skatteministerOle Stavad var blevet afgivet ”ufyldestgørende”, ”problematiske” og”kritisable” m.v. besvarelser til Folketinget. I de fleste af disse tilfældekonstaterede udvalget imidlertid, at de to ministre pga. mangelfuld orienteringfra deres embedsmænd ikke havde vidst eller burdet vide bedre, ogministrene gik derfor fri for kritik. Kun i et enkelt tilfælde – hvor skatteministerOle Stavad afgav et efter udvalgsflertallets opfattelsevildledende ”ikke-svar”,og hvor dette, i overensstemmelse med ministerens egen forklaring forudvalget, skete helt bevidst – rejste udvalget kritik af ministeren. Ole Stavadvar på det tidspunkt allerede gået af som følge af sagen.Ambisagen:Sagens baggrund var, at Folketinget på skatteministerensforslag i december 1987 havde vedtaget indførelse af et nytarbejdsmarkedsbidrag (ambien) på 2 ½ pct. af virksomhedens moms-grundlag, samtidig med at arbejdsgiverens bidrag til en række arbejds-markedsordninger blev afskaffet. Ved dom af 31. marts 1992 fandt EF-Domstolen, at ambibidraget var i strid med Rådets sjette momsdirektiv. Pådenne baggrund besluttede Folketinget ved en motiveret dagsorden, vedtagetden 23. april 1992, at Udvalget for Forretningsordenen skulle klarlæggeforløbet i sagen, herunder spørgsmålet om, i hvilket omfang Folketinget havdemodtaget mangelfulde eller forkerte oplysninger. Udvalgets arbejde mundedeud i en beretning (afgivet den 17. marts 1993). Udvalgets flertal tilkendegav,at man anså skatteminister Anders Fogh Rasmussens besvarelse af etspørgsmål fra Skatte- og Afgiftsudvalget vedrørende forslag til lov omarbejdsmarkedsbidrag for ikke at være rigtigt. Flertallet ønskede ”klart atudtrykkemisbilligelse af den urigtige besvarelse”.Skatteminister Anders FoghRasmussen var forinden beretningens afgivelse fratrådt som skatteministersom følge af sagen om Skatteministeriets kreative bogføring, jf. heromovenfor.2.3. Sager, der har været undersøgt af undersøgelseskommissioner17

Dan Lynge-sagen:I 2003 nedsatte justitsministeren i medfør af reglerne ilov om undersøgelseskommissioner en kommission til undersøgelse afforskellige forhold i forbindelse med samarbejdet mellem politiet og DanLynge. Baggrunden herfor var en række forlydender om, at Dan Lynge skullehave fungeret som agent for politiet i strid med retsplejelovens regler og tilgengæld herfor havde undgået retsforfølgning for forskellig kriminalitet ogmodtaget pengebeløb fra politiet. Endvidere skulle kommissionen undersøge,om Justitsministeriet i besvarelsen af et spørgsmål fra Folketinget havdeafgivet urigtige oplysninger om kontakter mellem Dan Lynge og politiet.Folketingsspørgsmålet gik ud på, om medarbejdere i PET havde været idirekte kontakt med Dan Lynge. Hertil havde Justitsministeriet svaretfølgende: ”Politiets Efterretningstjeneste har i forskellige sammenhængeværet involveret i den politimæssige indsats i forhold til rockerkriminaliteten.Chefen for Politiets Efterretningstjeneste har meddelt mig, at han har talt mednuværende og tidligere ansatte og søgt oplyst, om man i den forbindelse ogsåfra efterretningstjenestens side måtte have været i direkte kontakt med DanLynge. Han har på den baggrund meddelt mig, at der ikke er fremkommetoplysninger om, at dette skulle være tilfældet.” Undersøgelsen viste dog, atDan Lynge havde haft kontakt med en PET-medarbejder i en andensammenhæng, hvilket både Justitsministeriet og justitsministeren havde vidst,da de besvarede spørgsmålet.Kommissionen konstaterede, at svaret isoleret set ikke indeholdt forkerteoplysninger. Herudover afstod kommissionensflertalimidlertid fra at tagestilling til, om svaret i tilstrækkelig grad præciserede sine præmisser, som jovar snævrere end spørgsmålets ordlyd, idet svaret kun vedrørte eventuellekontakter inden for rockerkriminalitetsområdet. Flertallet fandt, det dette villeindebære en stillingtagen til spørgsmål om ministeransvar, hvilket lå uden forkommissoriet.Et medlemaf kommissionen udtalte dog, at svaret ikke burdehave været formuleret, som det blev, men fandt ikke, at der burde søgesgennemført noget tjenstligt eller retligt ansvar i den anledning, da svaret ikkeegentlig indeholdt forkerte oplysninger.Efter nogen tids behandling af sagen i Underudvalget under Udvalget forForretningsordenen, herunder bl.a. et møde med justitsministeren, udtalteUdvalget for Forretningsordenen,atmuligheden for at stille spørgsmål til enminister er et af de værktøjer, som Folketinget har til rådighed med henblik påat kontrollere regeringen,atdet er en fundamental del af det demokratiskeparlamentariske system, at Folketinget i udøvelsen af sin kontrolfunktion kanstille spørgsmål, og at regeringen leverer korrekte og fyldestgørende svar tilFolketinget,atdet forhold, at svarene skal være korrekte og fyldestgørende,

bidrager til gennemsigtigheden i det parlamentariske arbejde, ogateventuelleuklarheder og fortielser i svar på spørgsmål vil kunne forringe dennegennemsigtighed og vil umiddelbart eller senere kunne medføre tvivl omforståelsen af ministerens svar. Udvalget udtalte videre, at det ønskede atfastholde den norm for ministeransvar, der var fastlagt i praksis. I denforbindelse henviste udvalget bl.a. til udvalgets udtalelse fra ambisagen om,at ”ethvert svar fra en minister i sig selv skal opfylde kravene iministeransvarlighedsloven, og at det ikke kan forudsættes, at man blotsenere kan supplere eller korrigere svar, hvis udvalget måtte ønske det, f.eks.i form af opfølgende spørgsmål”.Om den konkrete sag udtalte Udvalget for Forretningsordenen, at det kunnegive anledning til uheldige misforståelser, hvis en minister i et svar på etfolketingsspørgsmål indlægger en begrænsning, der ikke er forudsat ispørgsmålets formulering. Udvalgetsflertal(udvalget med undtagelse af EL)fandt dog, at der ikke var anledning til kritik, da justitsministerens svar efter sitindhold var korrekt, og da der ikke syntes at have været noget ønske om atvildlede Folketinget og offentligheden. Udvalgetsmindretal(EL) ønskedederimod at udtale en skarp kritik af ministerens svar, idet mindretallet navnlighenviste til, at en minister bør gøre opmærksom på, når et spørgsmål kunbesvares delvis, hvilket justitsministeren ikke havde gjort.Skattefradragssagen:I slutningen af 2003 blev der nedsat en under-søgelseskommission til undersøgelse af den såkaldte skattefradragssag.Sagen handlede hovedsagelig om indholdet af et lovforslag, som skatte-ministeren havde fremsat i begyndelsen af 2002. Lovforslaget rummede enrække elementer fra et lovforslag, som var fremsat men ikke vedtaget førfolketingsvalget i november 2001, med i modsætning til dette ikke en rækkebestemmelser, som havde haft til formål at imødegå et utilsigtet ”hul” iselskabsskattelovgivningen. Hullet blev senere benyttet af TDC A/S til at opnået stort skattefradrag. Kommissionen skulle herudover også vurdere debesvarelser, som regeringen havde afgivet til Folketinget om sagen.Undersøgelseskommissionens beretning indeholdt en vis kritik af embeds-mænd, men lagde til grund, at skatteministeren ikke ved sin tiltræden blevgjort bekendt med det præcise indhold af det lovforslag, der var bortfaldet vedudskrivelsen af folketingsvalget i november 2001, eller om TDC A/S’ forhold isamme forbindelse. Undersøgelseskommissionen lagde videre til grund, atbåde skatteministeren og statsministeren først i juni 2003 blev underrettet omTDC A/S’ forhold i relation til ”skattehullet”.19

I Udvalget for Forretningsordenen udtalteflertallet(V, DF og K), at man ikkefandt grundlag for at foretage sig videre. Flertallet henviste til undersøgelses-udvalgets konklusioner.Etmindretali udvalget (S, RV, SF og EL) fandt, at skatteministeren burdehave undersøgt virkningen af, at de relevante bestemmelser i den tidligereregerings lovforslag var taget ud i det nye lovforslag. Mindretallet udtaltegenerelt, at skatteministeren havde forsømt sin pligt til at gøre jagten på”skattehuller” til en vigtig embedsopgave.For så vidt angår oplysningspligten over for Folketinget udtalte mindretallet, atdet et krav til en minister, at han giver Folketinget retvisende svar påspørgsmål stillet i Folketinget. Mindretallet udtalte, at skatteministeren iforbindelse med udvalgsbehandlingen af det nye lovforslag og i et svarudkasttil statsministeren fra november 2003 havde tilsidesat sin pligt til ikke at giveFolketinget urigtige oplysninger eller tilsidesat sin pligt til at belyse sagen20omhyggeligt.Mindretallet fandt behov for, at Folketinget udtalte sinmisbilligelseafskatteministerens embedsførelse i sagen. Mindretallet udtalte videre sinkritikaf, at der ikke i Statsministeriet var sket en granskning af det nye lovforslagskonsekvenser, og at statsministeren ikke i sin egenskab af regeringsledermed ansvar for tilsyn med ministrenes embedsførelse levede op til sin pligt tilat påse, at der ikke opstod alvorlige ”skattehuller” på grund af misforståelseraf regeringens skattestop.