URU, Alm.del - 2010-11 (1. samling) - Bilag 98: Henvendelse af 4. februar 2011 fra foreningen Thisaigal om undertrykkelse af tamiler

I 1948 tilbagetræk den engelske kolonimagt sig fra øen Ceylon. Forud for kolonitiden varøen Ceylon separeret i et tamilsk og et singalesisk kongerige. Efter kolonitiden blevlederskabet overgivet singaleserne, og siden den dag har tamilerne på øen, der nu kaldesSri Lanka, været undertrykt. I alt i 63 år.

De første 30 års kamp mod undertrykkelsen var indenrigspolitisk. Hverken diskussioner,demonstrationer eller sultestrejker med sågar død til følge kunne forhindre densingalesiske agenda om udslettelse af den tamilske nation og dens kulturarv. Somkonsekvens fik frihedskampen et nyt mål: Genoprettelse af Tamileelam, en selvstændigtamilsk stat.

De næste 30 års kamp var væbnet. Uden anden udvej betro hele den tamilske nation sig tilvåben. En befrielseskamp, som for første gang siden før kolonitiden gav tamilerne smagenaf frihed i deres eget land Tamileelam. En frihedskamp, som opviste hele verden, attamilerne som en nation er i stand til at drive deres eget land med succes. Men også enkamp, som endte maj 2009 med det værste folkemord i tamilernes historie. Et folkemordudført af det singalesiske lederskab hånd i hånd med Indien og de asiatiske atommagter,mens hele verden så passivt til.

Tamilerne bliver i dag undertrykt mere end nogensinde. Bortførelser, kidnapninger,voldtægter, likvideringer og mange flere grusomheder er i dag hverdagsoplevelser fortamilerne på øen, der kaldes Sri Lanka. Amnesty International, Human Rights Watch ogandre menneskerettighedsorganisationer fordømmer jævnligt forholdene for tamilerne påøen, der kaldes Sri Lanka. Pressefriheden er forsvundet og omverdenens borger holdesskjult for realiteten hos tamilerne på øen Sri Lanka.

D. 4. februar 2011 fejrer singaleserne Sri Lankas ”befrielsesdag”. Tamilerne derimod vilmindes deres fortsatte undertrykkelse. En undertrykkelse som kommer åbenlyst til udtrykved den underminering og marginalisering af den tamilske nation, dennes eksistens samtdens identitet, som den singalesiske lederskab har gennemført nu i 63 år.

De tamilske folk på øen Sri Lanka kan berette til hinanden og til deres nærmestepårørende om de grusomheder, som den singalesiske regering udsætter dem for. Deresberettelser når deres familier i udlandet, os, den tamilske diaspora, og vi forsøger atformidle det, som den srilankanske presse ikke er i stand til, pga. den manglendepressefrihed.

Den singalesiske regering tilbageholder også tamilere uden at disse kan komme i kontaktmed hverken omverdenen, deres familier eller andre tamilere. Det drejer sig om op modtitusinde tamilske mænd og kvinde, de fleste af den yngre generation, nogle tidligerefrihedskæmpere og andre civile, alle som siden krigens officielle afslutning i maj 2009 harværet indespærret og aflukket i regeringskontrollerede lejre. Disse tamilere har ikke væreti kontakt med omverdenen eller andre udenfor lejren siden maj 2009. Ingen pressefolkeller international nødhjælpsorganisationer har fået tilladelse til at besøge disse lejre. Ogtrods der er gået mere end 1,5 år siden tilfangetagning af disse, har den srilankanskeregering ikke frigivet nogen oplysninger om de tilbageholdte. Ubekræftede informationerom tortur og likvideringer i disse lejre er skræmmende at tænke på. Hvad der er endnuværre er, at hele omverdenen stadigt passivt ser til, mens den singalesiske regeringopretholder disse lejre.

Thisaigal Tamilsk Ungdomsforening anmoder den danske regering, de danske politikereog specielt udenrigsministeriet, om at ligge pres på den srilankanske regering, så dennefår lavet en navneliste over de ca. titusinde tilbageholdte tamilske fangere. Herved kanregeringen ikke forfalske antallet, hvilket regering tidligere har anvendt for at holdelikvideringerne skjult. Dernæst skal Danmark også ligge pres på den srilankanskeregering, så denne tillader at internationalt røde kors får tilladelse til at besøge fangerne idisse lejre. At tilbageholde mennesker i så lang tid uden nogen mulighed for kontakt tilomverden strider i mod menneskerettighedsreglerne, og Thisaigal anmoder Danmark omat gå i front for at vise de øvrige verdenslande at menneskerettigheds-forbrydelse ikkebare kan ignoreres.