Udenrigsudvalget 2010-11 (1. samling)
URU Alm.del Bilag 75
Offentligt
Januar 2011
Bolivias skat på råstoffer– et forbillede for andre ulandeMange udviklingslande, som er rige på olie, gas og mineraler, får kun selv en mindre del afindtægterne, når ressourcerne udvindes og sælges. Regeringerne laver lovgivning og kontrak-ter – i nogle tilfælde på opfordring af IMF eller Verdensbanken – som betyder, at selskabernei udvindingsindustrien kun betaler lav eller ingen skat. Hensigten er at tiltrække udenlandskeinvesteringer, der kan skabe økonomisk vækst og bidrage til landets udvikling. Erfaringenviser dog, at lande med mange naturressourcer ikke oplever vækst men tværtimod en negativudvikling – også økonomisk.Men Bolivia valgte tilbage i 2005 at gå imod denne tendens. De valgte nemlig at hæve skatten mar-kant på udvinding af landets naturgas. I 2006 blev den hævet endnu en gang, og samtidig fremsatteregering et krav om at genforhandle alle kontrakter med de udenlandske selskaber. Disse tiltag harpå få år ført til en markant forbedring af Bolivias økonomi. De øgede skatteindtægter fra gassekto-ren har blandt andet betydet, at et bekymrende stort underskud på statens budgetter er blevet vendttil overskud, som nu investeres i velfærd og infrastruktur.Denne erfaring fra Bolivia kan forhåbentlig bruges som model for andre naturressourcerige udvik-lingslande, så også de kan øge deres indtægter og skabe den nødvendige udvikling.
Økonomisk fremgang – et resultat af øget beskatningSiden 2005 er der sket en markant forbedring af økonomien i Bolivia. Det skete som følge af enrække lovændringer, der reformerede gassektoren og øgede beskatningen på udvinding af Boliviasnaturgas. Især det sidste viste sig at være af største betydning.Bolivias statslige budgetbalance64Procent af BNP20-2-4-6-8-101995 19961997 1998199920002001 20022003 200420052006 2007 20082009
4,53,21,71,6
-1,8 -1,9-3,3-4,7-3,5 -3,7-6,8-8,8-5,7-7,9
-2,2
ÅrStatens budget underskud/overskud målt i procent af Bruttonationalproduktet (BNP)Kilde: Bolivias regering; Ministerio de Hidrocarburos y Energia, 2010
Lovændringerne har øget statens skatteindtægter og betød, at et alarmerende under-skud på statens budgetter i 2006 for første gang blev vendt til et overskud. Balancen på statsbudget-tet er én af de vigtigste indikatorer for et lands økonomiske stabilitet, og siden 2006 har der konstant1
været plus på kontoen. Dette er illustreret i diagrammet med tal fra den bolivianske regering1. Tal-lene understøttes tilsvarende af beregninger fra Verdensbanken2. Diagrammet viser, at underskuddeti perioden mellem 1985-2005 i gennemsnit lå på -5 % af bruttonationalproduktet (BNP). Efter æn-dringerne i beskatningen vender underskuddet til et rekordhøjt overskud i 2006 på 4,5 % af BNP.Stabiliseringen af Bolivias økonomi skyldes flere ting. Boliviafik i 2006 eftergivet en del af sin udlandsgæld under HIPC-initiativet (Heavily Indebted Poor Country), hvilket gjorde sta-tens udgifter til gældsbetalinger mindre. Samtidig steg ver-densmarkedspriserne for olie og gas fra 2006-2008. Stadig erdet dog den øgede beskatning af gassen, der har været den vig-tigste faktor i den økonomiske fremgang. Det understreger denInternationale Valutafond (IMF).Ifølge IMF er overskuddet især et resultat af indførelsen af tonye skatter3. Først en direkte skat på udvinding af olie og gas i2005 (IDH)4. Dernæst i 2006 det såkaldte ”nationaliseringsde-kret” for gas og olie, der indebar, at sektoren blev pålagt enyderligere skat, hvis indtægter går til Bolivias statslige olie- oggasselskab YPBF (Yacimientos Petroleros Fiscales Bolivia-nos)5.“Hydrocarbonrevenuein-creased not only as a result ofhigher commodity prices andexport prices, but also due tochanges in taxation and the or-ganization in the industry. Spe-cifically, the introduction of theIDH in 2005, and more recentlythe nationalization of the oil andgas industry – which is reflectedin the record operating surplusof YDFB- have shifted the over-all fiscal balance into surplus.”International Monetary Fund, 2010,Country Report No. 10/29 Bolivia
Indtjening fra Gas -og Oliesektoren til den bolivianske statStatens indtægter fra gas-og oliesektoren fra skatter og afgifter opgjort i millioner dollar
3000Millioner Dollars
25002000150010005000200020052006200320012002200420072008123456789
RoyalitiesYPFB's DeltagelsePatenterDirekte Skat (IDH)Andre skatter
Andre skatterDirekte Skat (IDH)PatenterYPFB's DeltagelseRoyalitiesTotal Skat fra Gas
2000257090180446
2001264080188460
2002233080173414
2003235070220462
2004271060297574
2005401288503171011
200647668262823851831
200764774741964392033
200876192462976592647
Kilde: Bolivias regering; Ministerio de Hidrocarburos y Energia, 2010
Ovenstående graf viser, at de to nye skatter IDH og YPFB’s deltagelse sammenlagt indbragte 1.221millioner dollar i 2008 – altså tæt på 50 % af statens samlede indtægter fra gas– og oliesektoren.2
Statens indtægter fra gas– og oliesektoren er næsten firedoblet i perioden 2004 til 2008, efter de nyeskatteregler er indført. Som det fremgår af grafen, var indtægterne fra gassektoren i 2004 på 565millioner dollar, mens de i 2008 var næsten femdoblet til 2.647 millioner dollar.Man kan tydeligt se, at den øgede beskatning af gassen har stabiliseret økonomien og dermed skabtgrundlag for øgede investeringer i udvikling og fattigdomsbekæmpelse. Det anerkendes også afIMF, der har statens budgetunderskud som hovedindikator for sin vurdering af et lands økonomi.Dét faktum, at Bolivia har fundet vej til udvikling gennem øgede skatteindtægter, bør give stof tileftertanke hos IMF. IMF har i Bolivia og andre udviklingslande anbefalet en reduktion af de offent-lige udgifter som middel til at skabe balance på statsbudgettet i stedet for også at undersøge mulig-hederne for at øge statens indtægter fra naturressourcerne.
Direkte skat på gassen bliver indførtEfter Bolivia havde fundet en meget stor gasforekomst i slutningen af 1990’erne planlagde regerin-gen at eksportere gassen til USA og Mexico. Gassen skulle gennem en flere hundrede kilometerlang rørledning, udskibes i Chile og sejles til Mexico og USA for blandt andet at dække den perma-nente energimangel i Californien. Dette projekt, med tre europæiske firmaer6som hovedaktører, varstærkt støttet af USA, IMF og Verdensbanken. Det betød, at de vigtigste udenlandske aktører havdeinteresse i hurtigt at gennemføre projektet, selv om transaktionsomkostningerne var betydeligt høje-re i forhold til blot at sælge gassen til nabolandene.I 2003 opstod der massive folkelige protester mod eksport af gassen. For det første var der mangelpå gas til almindelige menneskers forbrug i Bolivia. For det andet var man bekymret for, om Boli-via fik økonomisk gavn af den massive eksport. Bolivia havde gennem 500 år eksporteret storemængder af guld, sølv, tin, gummi og andre naturressourcer, uden at det satte nævneværdige sporpå landets udvikling. Gassen blev set som den sidste chance for at få noget ud af landets naturres-sourcer.Utilfredsheden kulminerede i en massiv opstand i månederne september og oktober 2003, også kal-detkrigen om gassen.Resultatet blev, at daværende præsident Sanchéz de Lozada måtte flygte ieksil i USA. Den efterfølgende regering så sig nødsaget til at realisere nogle af befolkningens krav.Folket ønskede en nationalisering af landets gassektor. Dette skete dog ikke. Men regeringen opgavat eksportere gas via Chile til USA og Mexico for i stedet at eksportere gassen til nabolandene. Pro-testerne var også baggrunden for, at den daværende regering med præsident Carlos Mesa i spidsen i2005 indførte en ny skat på gas- og olieudvindingen –den direkte skat på gas og olie(IDH).IDH er fastsat til 32 % af produktionens værdi. Det betyder, at IDH er en direkte skat på værdien afden mængde gas, der bliver udvundet, hvilket gør skatten uafhængig af virksomhedernes overskud.Det betyder, at indtægten er sikret, selv om virksomhederne skulle finde på at ”flytte” deres over-skud ud af landet – en manøvre, som ellers kan koste udviklingslandene dyrt.Med lanceringen af denne nye skat steg skattetrykket i gassektoren fra 18 % til 50 %, hvilket førtetil en markant stigning i statens indtægter. Grafen viser, at IDH i 2008 bidrog med 924 millionerdollar til statskassen eller 34 % af statens skatteindtægter fra gassektoren, hvilket gør den til denmest betydningsfulde skat på gas. Indtægterne fra IDH-skatten bliver hovedsageligt investeret i op-bygningen af velfærdssystemet i form af skoler, hospitaler og de såkaldte ”bonusordninger”7.
Nye lovtiltag giver yderligere indtægter
I maj 2006, blot få måneder efter en overvældende valgsejr for MAS8med Evo Morales i spidsen,lancerede regeringen dekret 28701, som indeholdt en række reformer af olie- og gasindustrien. De-kretet bestod af tre elementer; en ny skat, øget kontrol med virksomhedernes produktion og en gen-forhandling af de foreliggende kontrakter.3
•
•
•
Det blev pålagt firmaerne, at de skulle genforhandle deres kontrakter inden for 180 dage, hvis defortsat ville operere i landet. De udenlandske selskaber protesterede højlydt og truede med at trækkesig ud af Bolivia, men i sidste ende genforhandlede alle firmaer deres kontrakter. Genforhandlingenomhandlede primært, at de udenlandske selskaber skulle acceptere en ny skat og øget statslig kontrolmed gasproduktionen.Den nye skat hedYPFB’s deltagelse.Indtægterne fra denne skat går direkte til det statslige selskabYPBF, der hovedsageligt bruger dem til reinvesteringer inden for sektoren. Skatteprocenten ligger pågennemsnitligt 8 %, men varierer alt afhængigt af virksomhedens månedlige produktion. I 2008 varindtægterne fra denne skat på 297 millioner dollar svarende til 11 % af statens samlede indtægter fragassektoren.Selskaberne skal nu opgive den totale produktion af gas til staten, hvilket betyder en øget statsligkontrol med, hvor meget gas og af hvilken kvalitet, der produceres i Bolivia. Det er samtidig grund-laget for IDH-skatten, der beregnes ud fra værdien af den gas, der produceres.“There are financial pres-sures as firms say they willno longer invest. The IMFsays it will not lend to us ifwe touch the hydrocarbu-ron sector.”Mirko Orgaz Garcia, profes-sor ved universitet San An-dres, La Paz, 14. September2006
Dekretet blev af både regering og opposition kaldt en ”nationalise-ring af landets naturressourcer”. Det var en stærk retorik, som afbegge parter blev anvendt strategisk for at markere deres politiskestandpunkter. Regeringen brugte nationaliseringsretorikken for atbevise, at den levede op til sine valgløfter om at være et parti for defattige – dem som gik forrest under den såkaldte ”gaskrig” i 2003.Oppositionen derimod brugte nationaliseringsretorikken til at skabeet negativt billede af Evo Morales, som værende en yderligtgående,venstreorienteret leder, der var fjendtlig over for al udenlandsk inve-stering.
Det nye dekret skabte også en del postyr i det internationale samfund, hvor blandt andet IMF togskarpt afstand fra lovgivningen. Daværende udviklingsminister i Danmark, Ulla Tørnæs (V), varogså yderst kritisk. Et par dage efter lanceringen af dekretet gik hun ud i pressen og udtalte: "Boli-via følger en vej, som ikke er forenelig med dansk udviklingsbistand".Udviklingsministeren truedehermed indirekte med at indstille den danske udviklingsbistand til Bolivia, som var på 146 millionerkroner årligt9.Men at betegne dekretet som en ”nationalisering af gassektoren” er direkte fejlagtigt, påviser denøkonomiske tænketank CEDLA10. 1) Der skete ikke en ekspropriering af selskaberne. 2) Udenland-ske firmaer fortsatte efterfølgende med at operere i landet 3) Hverken YPFB eller den bolivianskeregering kan fastsætte eksportpris eller produktionsmængde11. Dekretet brød således de eksisterendekontrakter mellem gasselskaberne og Bolivia med henblik på at øge skatten og statens indtægter,men det var ikke en egentlig nationalisering af gassektoren.Det kan undre, at de fleste bistandsdonorer til Bolivia, heriblandt Danmark, IMF og Verdensban-ken, modsatte sig Bolivias forsøg på at stabilisere statens budgetter og øge det økonomiske råderumtil udvikling og fattigdomsbekæmpelse - tiltag der ligger direkte i forlængelse af samme donorersofficielle politik. Modstanden er sandsynligvis delvist begrundet i en reel bekymring for, at Boliviasætter sig i en situation, hvor det bliver vanskeligt at tiltrække udenlandske investeringer. Men me-get tyder på, at det også er udtryk for en snæversynet økonomisk politik, der alene fokuserer på re-duktion af statens udgifter som instrument til at skabe økonomisk stabilitet i stedet for også at over-veje de økonomiske muligheder, som en beskatning af naturressourcer udgør for Bolivia og mangeandre udviklingslande. Måske delvist påvirket af donorsamfundet egne økonomiske og politiskeinteresser i naturressourcerne.I Bolivia havde man tidligere forsøgt sig med den modsatte kur. I 1996 foretog daværende præsi-dent Sanchéz Lopez en privatisering af gasindustrien, hvilket blandt andet betød, at skatter og afgif-ter blev reduceret væsentligt - fra 50 % til 18 %. Det skete på opfordring af IMF og Verdensbanken,4
som gennem deres lån stillede krav til Bolivia og mange andre latinamerikanske lande om at priva-tisere offentlige selskaber og generelt liberalisere økonomien.12Rationalet var, at en lav beskatningville tiltrække udenlandske investeringer, som derefter ville generere økonomisk vækst for at skabeudvikling i det fattige Bolivia. Et eksempel herpå er IMFsPoverty Reduction and Growth Facilityprogram iværksat i 1999, hvor ét af kravene til den daværende bolivianske regering var en privatise-ring af det statslige olie– og gasselskab YPFB.
Udenlandske firmaer og naturressourcerneSamtidig med, at Bolivia nu har succes med en øget beskatning på gassen er der også en begynden-de debat i politiske og akademiske kredse, som sætter spørgsmålstegn ved nødvendigheden af øko-nomiske incitamenter for at tiltrække udenlandske investeringer til naturressourceindustrien. Dergælder særligt for denne industri, at naturressourcer er knappe, og produktionen er bundet til detsted, hvor ressourcerne forekommer. Derfor kan udvindingsfirmaer ikke i samme grad som andreindustrier frit vælge, hvor de ønsker at gøre forretning og derfor er der mindre behov for at konkur-rere om at tiltrække virksomheder via eksempelvis lave lønninger, lempelige miljøkrav eller laveskatter.Tesen om, at økonomiske incitamenter ikke er nødvendige i forhold til at tiltrække investeringer tilnaturressourceindustrien, kan på mange måder ses bekræftet i forhold til Bolivia. Kritikerne forud-sagde, at den øgede beskatning og genforhandlingerne af kontrakter ville få de udenlandske firmaertil at trække sig ud af landet - med fatale konsekvenser for den bolivianske økonomi. Men selv omflere firmaer truede med at gøre netop dette, så genforhandlede alle 19 udenlandske firmaer dereskontrakter med regeringen og opererer på nuværende tidspunkt fortsat i Bolivia. Petrobras foreløbigkun frem til 2019, men CEDLA forventer, at det brasilianske firma vil blive, fordi Brasiliens øko-nomi er afhængig af gasimporten fra Bolivia13.Der er dog tegn på, at de private firmaers geninvesteringsrate i gassektoren er faldende, hvilket påsigt kan påvirke den fortsatte udvinding af gas i Bolivia. Samlet set kan det konkluderes, at en mar-kant øget beskatning sammen med den usikkerhed, det kan skabe for investorerne, naturligt vil på-virke investeringerne i sektoren, men at den markant øgede skat har givet et betydeligt større afkasttil Bolivia, uden at det på kort sigt har påvirket gasproduktionen nævneværdigt.Erfaringerne fra Bolivia udfordrer den politik for udvinding og beskatning af naturressourcer, somde fleste udviklingslande fører, ofte på opfordring fra Verdensbanken og IMF. I den årligeDoingBusiness reportfra Verdensbanken bliver investeringsklimaet vurderet i de forskellige lande. Envigtig indikator er skattetrykket, hvor et lavt skattetryk giver en positiv score. Herved opfordrerVerdensbanken indirekte landene til at sænke skatterne for at tiltrække investeringer. Tilsvarenderådgiver IMF og Verdensbanken typisk for skattereformer, hvor man introducerer moms og samti-dig holder en lav selskabsskat14.Især i Afrika ser man, at ressourcerige lande rammes af den såkaldte ressourceforbandelse – at denøkonomiske vækst og de ventede arbejdspladser udebliver og til gengæld har man store ødelæggel-ser af naturen og en højere grad af konflikt og korruption. Erfaringerne fra Bolivia viser, at det istedet er både muligt og hensigtsmæssigt at øge skatten og kontrollen på udvindingen af naturres-sourcer.
Udfordringen for Bolivia: Hvordan skal pengene investeres?Et særskilt problem i forbindelse med multinationale selskabers aktiviteter i olie og mineindustriener virksomhedernes flytning af overskud ud af u-landene til skattely for at undgå at betale skat. In-ternationalt vurderes det, at multinationale selskaber unddrager skat i udviklingslandene for over3.000 milliarder kroner årligt, hvoraf en stor del er fra olie- og mineindustrien15. De multinationaleselskabers skatteunddragelse foregår særligt i interne handler mellem selskaber inden for samme5
koncern. Her kan de fastsætte priserne kunstigt højt eller lavt for at trække overskud ud af fx Boli-via til et søsterselskab baseret i et skattely. Det er vurderingen, at der også er foregået og sandsyn-ligvis fortsat foregår massiv kapitalflugt fra Bolivia16. I Bolivia vurderede skattemyndighederne i2004 ifølge nyhedsmedierne, at olie- og gasselskaberne havde unddraget mindst 500 millioner kro-ner i skattebetaling17. I 2005 erklærede Bolivias skattemyndigheder at;”There is a lot going on un-der the table. There is a high level of corruption in the form of tax evasion in Bolivia”18.Skattereformerne i gassektoren i Bolivia har ført til øgede indtægter, hvilket grundlæggende harbidraget til en positiv økonomisk udvikling og ikke mindst har det – på kort og mellemlang sigt -været et godt middel til fattigdomsbekæmpelse. Men trods de positive resultater står Bolivia nu overfor en række udfordringer i forhold til håndteringen af indtægterne fra gassektoren.Den første udfordring for Bolivia er, hvorledes landet skal omsætte de øgede indtægter til vækst- ogbeskæftigelsesfremmende økonomiske politikker. Målet er at skabe en stærk og dynamisk økonomi,der på sigt kan gøre landet uafhængigt af den økonomiske indsprøjtning fra naturressourcerne. Na-turressourceindustrien er ikke særlig arbejdskraftintensiv, og derfor skaber den kun beskæftigelse ibegrænset omfang. Det er derfor bekymrende, at Bolivia i høj grad bruger pengene fra gassen til atfinansiere sociale ydelser – bl.a. har regeringen netop besluttet at nedsætte pensionsalderen samtinkludere alle i det statsfinansierede pensionssystem. Alt sammen socialt hensigtsmæssige tiltag,men set fra et økonomisk synspunkt er det ikke bæredygtigt. Pengene fra naturressourcerne skalinvesteres i udviklingen af en produktiv økonomi, der på lang sigt kan finansiere udvikling og vel-færd.En anden udfordring er reinvestering i gassektoren. For at fastholde og udbygge gasudvindingen erdet nødvendigt med nye investeringer. Det kan diskuteres, hvorvidt beskatningen af gassektoren ersat for højt og derfor hæmmer investeringer fra de private aktører. Der er tegn på, at det allerede harhaft en negativ effekt på produktionen og udviklingen af nye gasfelter. Det kan vise sig at væremidlertidigt og en måde, hvorpå nogle selskaber lægger pres på Bolivias regering, så skatten igenbliver sat ned. CEDLA anbefaler, at Bolivia laver kontrakter, som også forpligter selskaberne til atreinvestere. Den nye skat, YPFB’s deltagelse, der blev lanceret i 2006, er øremærket til geninveste-ringer. Men blandt andre CEDLA fremhæver, at det statslige gasselskab YPFB endnu ikke har haftden fornødne kapacitet til at geninvestere. Derudover var der i begyndelsen af 2009 en omfattendekorruptionsskandale i YPFB, som førte til, at direktør Santos Ramirez blev afskediget.Samlet er udfordringen for Bolivia – og andre udviklingslande rige på naturressourcer – at sikre enmaksimal beskatning af naturressourcerne uden at multinationale selskaber ulovligt unddrager sigskattebetaling. Beskatningen må dog ikke være højere end at det fortsat er rentabelt at udvinde res-sourcerne. Samtidig må udviklingslandene sikre en anvendelse af pengene fra naturressourcerne,der fremmer udviklingen af en produktiv økonomi, der på sigt kan gøre landene uafhængige af ind-tægterne fra naturressourcerne.
Konklusion – Bolivia som rollemodelNaturressourceindustrien rummer et økonomisk potentiale, som kan bidrage til en økonomisk frem-gang, hvis det pågældende land får en retfærdig andel i afkastet fra dets egne ressourcer. Dette erdesværre langt fra tilfældet for størstedelen af udviklingslandene.Men Bolivia har formået at gøre op med denne negative tendens. Ved at sætte skatten op på udvin-ding af gas har Bolivia forøget de statslige indtægter markant og har vendt et underskud til overskudpå statens budgetter. Indtægterne fra gassektoren bidrager desuden til at betale overførselsindkom-ster og er på den måde med til at bekæmpe fattigdom og skabe social udvikling. Som beskrevet kandet diskuteres, om den måde at anvende indtægterne på er økonomisk bæredygtig, men det er etuomtvisteligt gode, at en del af det økonomiske afkast fra landets naturressourcer kommer befolk-ningen til gode.6
IMFs rådgivning og krav til Bolivias økonomiske politik har på mange måder været særdeles uhen-sigtsmæssig. IMF argumenterede for en reduktion af de offentlige udgifter, herunder sociale udgif-ter, for at komme budgetunderskuddet til livs. IMF har dog efterfølgende anerkendt øget beskatningog kontrol med gassektoren som den rigtige strategi for Bolivia. Hidtil har finansielle institutionerog donorlandene underkendt betydningen af skatteindtægter, men der er ved at ske et holdningsskif-te. På G20-mødet i Seoul november 2010 erklærede man, at udviklingslandenes skatteadministrati-oner og politikker er et vigtigt led i at bygge”Bæredygtig indtægtsbase for inklusiv vækst og sociallighed”19. Yderligere fremgår det i G20-landenes aktionsplan fra 2010, at de vil arbejde aktivt for atstyrke udviklingslandenes skattesystemer og deres kapacitet til at opkræve skatter20.Internationale donorer, Verdensbanken og IMF spiller en vigtig rolle. Det er ofte virksomheder fraOECD-landene, Kina, Brasilien og andre mere velstående lande, der står for udvindingen af natur-ressourcerne og efterfølgende de samme lande, der køber produktet. Det giver disse lande et særligtansvar for, at udviklingslandene får maksimalt udbytte af ressourcerne.I Bolivia er det et problem, at udenlandske selskabers unddrager sig skattebetaling ved at flytte de-res overskud ud af landet. Et nødvendigt fundament for at udviklingslandene kan øge skatteindtæg-terne er, at de udenlandske selskaber ikke flytter deres overskud ud af landene. Der foregår interna-tionalt en omfattende kapitalflugt fra udviklingslandene gennem multinationale selskabers ulovligeskatteunddragelse, særligt gennem handelen mellem søsterselskaber. Bolivia har forsøgt at foregribedette problem ved at størstedelen af beskatningen af gassen er af gassens produktionsværdi. Ifølgemange økonomer sikrer denne beskatningsform et større og mere stabilt indtægtsgrundlag, da denikke afhænger af selskabernes opgjorte overskud. Den beskatningsform, som Bolivia har brugt, er étmiddel til at forhindre den omfattende kapitalflugt, men et mere essentielt værktøj er at sikre enstørre gennemsigtighed i virksomhedernes regnskaber ved internationalt at vedtage mere gennem-sigtige regnskabsstandarder for multinationale selskaber.
Anbefalinger fra IBISPå baggrund af de overvejende gode erfaringer fra Bolivia har IBIS følgende anbefalinger til natur-ressourcerige udviklingslandene og de internationale aktører omkring beskatning af naturressourcer.Naturressourcerige udviklingslande bør:•Tilstræbe en markant højere beskatning af deres naturressourcer for at få et større økono-misk udbytte af ressourcerne.•Anvende pengene fra naturressourcerne til at skabe en langsigtet, socialt og økonomisk bæ-redygtig udvikling.•Sikre gennemsigtighed i kontrakter, koncessioner21, beskatning og brugen af indtægterne franaturressourcerne for at komme den omfattende korruption, der ofte følger i kølvandet pånaturressourcer, til livs.Internationale finansielle institutioner som IMF og Verdensbanken bør:•Give et større politisk råderum for udviklingslande til at øge beskatningen på udvinding afnaturressourcer.•I rådgivningen af landene tage bedre højde for de økonomiske muligheder, der ligger i be-skatningen af naturressourcer, herunder i tilrettelæggelsen af skattesystemer.Danmark bør:•Sammen med de andre nordiske lande arbejde aktivt for ovenstående dagsorden i IMF ogVerdensbanken.
7
•
•
Arbejde for at ændre regnskabsstandarderne særligt for olie-, mine- og gasindustrien, såmultinationale selskaber aflægger gennemsigtige regnskaber.22Det vil være et effektivt red-skab til at stoppe kapitalflugt og skatteunddragelse.Øge støtten til udvikling af effektive og socialt bæredygtige skattesystemer samt kapacitets-opbygning i skatteadministrationerne. Dette er også med henblik på, at udviklingslandene ien kontraktforhandlingssituation med et multinationalt selskab i højere grad er sikret aftaler,der er økonomisk fordelagtige for landet.
Yderligere information
Lars KochPolitikmedarbejder, IBIS[email protected]Tlf: +45 3520 0536 Mob: +45 6060 5831Slutnoterhttp://www.presidencia.gob.bo/download/logro.pdfs.9http://devdata.worldbank.org/AAG/bol_aag.pdf3Bornhorst, Fabian & Fabian Valencia 2009:IMF Country Report No. 10/29 Bolivia,International Monetary Fund,Washington D.C4IDH er en forkortelse forImpuesto Directo Hidrocarburos,hvilket betyder direkte skat på gas og olie.5Navnet på denne skat erParticipacion de YPBF,hvilket betyder YPBF’s deltagelse.6BG og BP (begge selskaber er fra England) og Repsol (Spanien)7Bonusordningerne er overførselsindkomster, som bl.a. går til ældre, gravide og børn der gennemfører deres skolegang.Disse bonusordninger er genstand for diskussion blandt økonomer, fordi ordningerne kun i mindre grad bidrager tiløkonomisk vækst og øger et forbrug, der risikerer at få importen til at stige.8Movimiento al Socialismo(Bevægelsen mod socialismen)9http://www.dr.dk/P1/orientering/indslag/2006/05/11/144610.htm10CEDLA er en økonomisk tænketank i Bolivia dannet i 1985 og med en stærk stemme i den offentlige debat i Bolivia.CEDLA undersøger med et kritisk blik Bolivias økonomiske anliggender. CEDLA er kendt for at have været stærktkritisk over for liberaliseringer i gasindustrien, men er også nu stærkt skeptisk over for de politiske tiltag, som EvoMorales gennemfører på området. IBIS har gennem mange år arbejdet sammen med CEDLA.21
Telefonisk interview d. 15. september 2010 med professor og tidligere direktør for CEDLA, Carlos VargasMcguian, Claire 2007: The benefits of FDI: is foreign investment in Bolivia’s oil and gas delivering? CEDLA &Christian Aid s. 313Telefonisk interview d. 15. september 2010 med professor og tidligere direktør for CEDLA, Carlos Vargas14http://www.doingbusiness.org/reports/doing-business/~/media/fpdkm/doing%20business/documents/annual-reports/english/db11-chapters/db11-pt.pdf15Global Financial Integrity 2008:Illicit Financial Flows from Developing Countries 2002 – 200616Christian Aid 2009:False Profits: Robbing the poor to keep the rich tax-free17Mcguian, Claire 2007:The benefits of FDI: is foreign investment in Bolivia’s oil and gas delivering?CEDLA &Christian Aid s. 41-4218Mcguian, Claire 2007:The benefits of FDI: is foreign investment in Bolivia’s oil and gas delivering?CEDLA &Christian Aid s. 4019http://www.g20.utoronto.ca/2010/g20seoul-doc.pdf20http://media.seoulsummit.kr/contents/dlobo/E4._ANNEX2.pdf21Enkoncessioner en tilladelse, som gives fra en offentlig myndighed til en privat virksomhed til at drive en bestemtaktivitet.22IBIS anbefaler aflæggelse af regnskaber land for land som foreslået af Murphy, Richard 2009:Country-by.countryReporting, Holding multilateral companies to account12
11
8
