IndholdForord: Kurs mod 2020 - Dansk udenrigspolitik i nyt farvand ............................1I – 2020 – Verden på vej mod nye arbejdsbetingelser ..................................... 2II – 2020 – Vigtige danske pejlemærker .......................................................... 7A. Trusler - et grumset billede ...........................................................................................7B. Velstand – ligger dansk økonomis guldalder bag os? ................................................... 9C. Værdier – samme mål, nye midler?............................................................................. 13A. Danmark og EU – et uadskilleligt skæbnefællesskab ..................................................16B. Danmark – stærk holdspiller og stærk på egen hånd ................................................. 20

Forord: Kurs mod 2020 - Dansk udenrigspolitik i nyt farvandVerdens befolkning er på 7 milliarder. Om ti år er den på knap 8. Detgør det ikke nemt for Danmark med 5,5 millioner indbyggere at sættesit præg på verden. Det er ikke desto mindre vores ambition. Og vi gørallerede en forskel - i Afghanistan, i bekæmpelsen af pirateri udenforSomalias kyst, i de udviklingslande, hvor vi med en mangeårig ind-sats har hjulpet tusinder af mennesker ud af fattigdom og ved aktivtog konstruktivt at arbejde for fremme af regler, normer og danskeinteresser i internationale organisationer som EU, FN, WTO og NATO.Det er en dansk aktivisme, der giver os stor international synlighedmen også den erfaring og troværdighed, som giver os lov til at tro på,at vi også kan gøre en forskel i de kommende 10 år.Og vi har mange interesser på spil. Vi skal skabe forudsætninger forfortsat velstand og vækst i Danmark. Vi skal sikre frihandel, åbnemarkeder og vores sikkerhed.Men betingelserne for at forfølge disse interesser bliver sværere. Vier i disse år vidne til nogle ganske markante forskydninger i det ver-denskort, som vi navigerer efter. De mønstre, som vi har kendt ogværet vant til at tage bestik af, ændrer sig og vil ikke længere kunnebruges i 2020. Aktørerne bliver flere. Kampen om international ind-flydelse hårdere – også internt i et EU med stadig flere medlemmer.Problemerne bliver mere komplekse og uforudsigelige. Vi går et årtii møde, hvor Danmark bliver en stadig mindre fisk i et stadigt størrehav.Det betyder ikke, at vi skal sænke ambitionsniveauet. Vi vil stadigaktivismen. Vi ønsker stadig at fremme en verden med frihed, demo-krati, grøn og bæredygtig udvikling, global vækst, kulturel sameksi-stens, respekt for universelle menneskerettigheder og internationalretsorden – en verden hvor flest muligt får gavn af globaliseringensgevinster. Fordi gør vi en forskel ude, så vil det også få betydning foros hjemme og for de interesser, som vi forsvarer.Men de nye rammebetingelser stiller krav til vores aktivisme. Vi skalholde fokus. Kræfterne skal lægges dér, hvor vi har noget på spil ogdér, hvor vi kan gøre en positiv forskel.En nøgtern og fremadrettet analyse af betingelserne for dansk inte-ressevaretagelse de kommende år er en forudsætning for, at vi i dagkan træffe de rigtige udenrigspolitiske beslutninger.På de kommende sider giver vi en række bud på betydningen af denglobale magtspredning og dens konsekvenser for nogle af de områ-der, der fylder meget i dansk udenrigspolitik – sikkerheds- og trus-selsbilledet, indsatsen for fremme af velstand og vækst i Danmark ogværdipolitikken. Ligeledes giver vi nogle bud på de krav, som magt-spredningen stiller til Danmark – og til EU – hvis vi også fremoverskal gøre os forhåbninger om en effektiv global interessevaretagelse.Formålet med denne analyse er ikke at give et samlet bud på fremti-dens danske udenrigspolitik. Centrale elementer i dansk udenrigs-politik, som f.eks. vores udviklingsbistand, berøres kun ganske kortikke mindst da der tidligere på året er vedtaget en ny strategi på detteområde, sådan som det også er tilfældet for eksportfremmeindsat-sen. Snarere er det med afsæt i nogle eksempler hensigten at givebolden op til en nødvendig debat om nogle af de udenrigspolitiskesvar, som det næste årtis udfordringer kræver.

I – 2020 – Verden på vej mod nye arbejdsbetingelserEn verden under forandring – hastig forandring …Verden undergår i dag historisk vidtgående forandringer. For dem,der før var i tvivl, gav COP15 et ædrueligt kig ind i en ny tidsalder. Entidsalder, hvor den globale beslutningskraft ikke længere er koncen-treret hos nogle få stormagter.Vi er vidne til en global magtspredning. Vi er nu på vej mod en ver-den med mange magtpoler. Og mod en verden, hvor også andre endstatslige aktører gør krav på indflydelse. Det er en bevægelse, sommed hastigt tiltagende styrke vil præge det internationale samfundfrem mod 2020.… selvom ikke alt ændres. USA forbliver global leder…Ikke mindst siden det sovjetiske regimes sammenbrud har USA væretden altdominerende globale magt som verdens førende økonomi ogubestridte politiske globale leder, bl.a. manifesteret i en overvæl-dende militær dominans og en unik global sikkerhedspolitisk tilste-deværelse. USA’s militære dominans ventes ikke udfordret frem mod2020. Og til trods for, at den finansielle og økonomiske krise, dertoppede i 2008/9 har sat USA på en hård prøve, ventes USA ogsåi 2020 at bevare sin position som verdens største økonomi. Menlandets internationale politiske rolle er under forandring. USA vil i2020 blot være én ud af flere vigtige globale aktører – om end dogstadig den mest magtfulde. Og USA synes mere end nogensinde atvære opmærksom på det ændrede verdensbillede.Blikket rettes i stigende grad mod Asien og mod de store udviklings-lande. Det udfordrer den transatlantiske akse som det centrale værdi-og interessefællesskab i det globale maskinrum.… men en række nye aktører trænger sig på ...Mest markant blandt de nye aktører er Kinas opstigen. Landet er i dagverdens ubetinget vigtigste vækstmarked, og det kinesiske markedsbetydning vil tiltage frem mod 2020. Samtidig undergår den kine-siske økonomi i disse år en forvandling bl.a. skabt ved en markantbevægelse af arbejdskraft fra land til by og massive investeringer iboligbyggeri, fysisk infrastruktur og produktionsfaciliteter. Der sat-ses også voldsomt på forskning, udvikling og uddannelse. Det vil ide kommende år påvirke den internationale konkurrencesituationi en grad, som vil være uden sidestykke i nyere historie. Landetsdemografiske sammensætning bidrager frem mod 2020 desudentil dette økonomiske mirakels holdbarhed. På længere sigt vil Kinasopstigen føre til en fundamental omvæltning af den globale økonomi-ske verdensorden og allerede i 2025 ventes landet at overtage USA’sposition som verdens største økonomi.Denne udvikling knytter i stigende grad Kinas skæbne til det interna-tionale samfund. Landet har fortsat en betydelig afhængighed af ud-viklingen på eksportmarkederne, og afhængigheden af råvareimportog de internationale finansielle markeder stiger. Det samme gør ogsådet interne pres fra de yngre generationer, som ønsker et mere selv-bevidst Kina, der (gen)indtager sin ”retmæssige” plads i verden. Også stiger det eksterne pres fra især den vestlige verden for at få Kinatil at tage et større medansvar for løsningen af verdens problemer.Samlet set vil det frem mod 2020 føre til, at tidligere tiders altoverve-jende fokus på håndtering af landets interne udfordringer vil kommeunder et tiltagende pres for en styrket kinesisk rolle i internationalpolitik, om end den politiske hovedvægt nok fortsat vil ligge på denindenrigspolitiske stabilitet. Til trods for en traditionel udenrigspo-litisk forsigtighed, som vil hænge ved, peger dette i retning af, at

Kina frem mod 2020 er på vej ind i rollen som global stormagt – kunovergået af USA.I forreste række blandt de nye aktører findes ligeledes Indien og Bra-silien men også Rusland – som ganske vidst ikke er en ny aktør, mensom ligeledes ser nye muligheder for at manifestere sig i et mereflydende internationalt system. Flere af disse landes økonomiske po-tentiale er åbenlyst, hvilket deres betydelige modstandskraft i mødetmed den globale økonomiske og finansielle krise i 2008/9 bekræf-tede. Disse lande vil allerede i 2020 udgøre ganske vigtige globaleøkonomiske aktører. Samtidig er denne gruppe af lande kendetegnetved en stærk bevidsthed og ønske om at omsætte denne åbenlyseøkonomiske styrke i en tilsvarende global politisk indflydelse.Samtidig med, at især BRIK-landene – deres indbyrdes modsætnings-og styrkeforhold til trods – har fået stor international bevågenhed, erder også en række lande, der måske omtales mindre, men som fremmod 2020 ventes at kunne mønstre betragtelig økonomisk vækst.Til denne gruppe af ”2. bølge-lande” hører bl.a. Indonesien, Mexico,Sydafrika, Tyrkiet og Vietnam. Det er lande, som favner ganske bredtgeografisk, og selvom Asien i høj grad er toneangivende, så er derogså adskillige aktører spredt ud på øvrige kontinenter. Det gælderLatinamerika, men også Mellemøsten og Afrika. Der vil ikke som tid-ligere være egentlig ”sorte huller” på verdenskortet. Samlet set vilden internationale scene i 2020 være overbefolket med aktører, dermed afsæt i gedigne økonomiske præstationer, vil strutte af selvtillid.Og økonomiske præstationer vil ikke være det eneste adgangskorttil international indflydelse. I kraft af deres strategiske placering, ad-gang til energiressourcer eller udfordring af de globale normer vil en

række lande som Egypten, Iran, og Venezuela også spille en stigenderolle i det nye verdensbillede.… med fælles appetit på at udnytte de nye globale spilleregler …Fælles for denne kreds af nye aktører, herunder Kina, er en positivanskuelse af den multipolære verdensorden og de muligheder, somden giver. De ser et spillerum, hvor der med udgangspunkt i en klarfokusering på og prioritering af nationale interesser kan søges indfly-delse – oftest i samarbejde med andre stater, men også i samarbejdemed ikke-statslige aktører som store private fonde og organisationer.Det benyttes nu – og vil blive det fremover – til at knytte nye allian-cer på kryds og på tværs i håndteringen af specifikke udfordringer.Tyrkiet og Brasiliens ageren i sagen om det iranske atomprogram erblot det seneste eksempel.Det har allerede nu skabt en sand knopskydning af nye ofte regio-nale og interregionale partnerskaber, og i de forgangne år har deninternationale jargon bl.a. budt på nyskabelser som BRIK, BASIC,MEF og G20-topmøder. Samtidig udstiller udviklingen også indbyrdesmodsætninger og gamle veletablerede alliancer som G77, men ogsåG7 vil være under opbrud.Vi er vidne til en sand omgang alliance- og forumshopping. De nyekonstellationer, som viser sig at kunne gøre en forskel i løsningen afde globale problemer, er kommet for at blive. De vil være et vigtigtsupplement eller alternativ til etablerede internationale organisatio-ner frem mod 2020.

… og konsekvenserne af disse nye aktørers opstigen er mærkbarefor Europa …Skal de opstigende statslige aktører have mere plads i det internatio-nale system, må det uundgåeligt ske på bekostning af de etableredeaktører. Ikke ud fra retfærdighedshensyn, men fordi effektive løsnin-ger på de globale problemer kræver, at de lande, der kan gøre nogetved dem, er med i løsningen. Det har især Europa fået at mærke. Ogdet er en tendens, som vil fortsætte og forstærkes frem mod 2020,hvor der er en risiko for et stadig mere marginaliseret Europa. Næsten15 års konstant europæisk optagethed af EU’s institutionelle arkitek-tur førte sidste efterår til Lissabon-traktatens endelige ikrafttræden.Men Europa har endnu ikke fået det fulde udbytte af de nye redska-ber, som fulgte med traktaten. Indfasningen af især de nye udenrigs-politiske instrumenter er en udfordring. Og udenfor Europa spejdervore samarbejdspartnere fortsat forgæves efter et synligt og sam-mentømret Europa.EU står samtidig overfor en række svære økonomiske udfordringer –her og nu og på sigt. På et tidspunkt, hvor der er behov for at imødegådet pres på den europæiske velfærdsmodel, som følger af en ald-rende befolkning rammes det meste af Europa af en dyb økonomiskkrise. De offentlige budgetter er i rødt, medlemsstaternes handlekraftstækket og der er risiko for en langvarig periode med lav vækst.Udover disse ganske betragtelige økonomiske udfordringer forde enkelte medlemsstater, risikerer dette at underminere deneuropæiske sammenhængskraft og selve fundamentet for etsamlet stærkere Europa – og det på et tidspunkt, hvor et stærktkollektivt svar er det eneste brugbare svar for Europa for at sikresig en plads i de nye globale magtstrukturer.

Og omverdenen – den ser forundret til. Ofte blot med overbærenhed.De kommende 10 år vil vise om EU kender sin besøgstid.… men også for FN-systemet og det globale aftalesystem…Op gennem sidste halvdel af det forrige århundrede har FN-syste-met haft en helt særlig status i den globale verdensorden. Men FNer under pres. Den globale magtspredning og den deraf følgendeknopskydning af nye alliancer, der opstår i bestræbelserne på atløse konkrete globale udfordringer, vil i det kommende årti udfordreFN’s rolle. Samtidig nærer nogle af de opstigende globale magter envis skepsis overfor FN-systemets spilleregler, som forbindes med ensvunden tid, hvor de vestlige magter havde overtaget.FN’s styrke har altid været og er stadig organisationens særegnelegitimitet, samt at den grundlæggende er konsensusbaseret. Der-til kommer, at FN-Pagten giver Sikkerhedsrådet en helt afgørendeplacering i spørgsmål om fred, sikkerhed og magtanvendelse. Detteudgangspunkt har dannet grundlag for FN’s normskabende arbejdepå mange andre områder, ikke mindst menneskerettighederne.Men FN’s konsensusorientering er samtidig også FN’s svaghed.COP15 udstillede FN’s sårbarhed overfor lande, der har en funda-mentalt anden dagsorden. Og på områder som det finansielle ogøkonomiske, som vil forblive centrale i de kommende år, er FN’s rollebegrænset til udviklingsområdet. Der vil samlet set fremover værevisse områder, hvor man ikke skal vente sig meget af FN.Samtidig vil vi være vidne til en stadig magtspredning og verden vilblive stillet over for nye udfordringer og normsættende spørgsmål,der i stigende grad er grænseoverskridende og ikke kan håndteres

i national sammenhæng eller i regionale fora. Der vil derfor stadigvære brug for FN som overordnet ramme, der i kraft af sin globalerækkevidde og legitimitet vil være det naturlige omdrejningspunkt forhåndteringen af disse nye spørgsmål. Udfordringen for FN-systemeter at opfange og konstruktivt arbejde med disse spørgsmål.Det samme gælder for verdenshandelsorganisationen WTO. Organi-sationen vil i kraft af sit vidtforgrenede aftalegrundlag og tvistbilæg-gelsessystemet fortsat være et naturligt omdrejningspunkt for dialogom handelspolitiske problemstillinger. Men også WTO er udfordret.Og det til trods for de positive bidrag, som organisationen har ydettil stabiliseringen af verdenshandelen i kølvandet på finanskrisen.Ikke mindst de fortsat uafsluttede - og allerede meget langstrakte -forhandlinger om en ny international handelsaftale (Doha-runden)synes at svække WTO’s fremadrettede handlekraft. Sker der ikkefremskridt i disse forhandlinger, er der en reel risiko for, at tillidentil det konsensusbaserede multilaterale handelssystem forsvinder.Det vil bane vejen for fremtidige handelsaftaler på bilateralt eller re-gionalt niveau. I sådanne aftaler vil nye spørgsmål som investerings-regler og liberalisering af tjenesteydelser nemmere kunne håndteresog dermed bane vej for handelsliberalisering. Men grænseoverskri-dende handelspolitiske problemstillinger som klimahensyn ellerprotektionisme vil fortsat kræve multilaterale løsninger.Der vil med andre ord ikke være tale om et enten eller – men et bådeog. Frem mod 2020 bliver det en helt afgørende opgave at sikre,at der skabes den nødvendige kobling mellem diskussionerne i demindre og ”lukkede” fora (G20 mv.) og FN og WTO. Samtidig vil deto organisationer som konsekvens af denne nye konkurrence blive

konfronteret med et stigende pres for at reformere deres beslutnings-strukturer, så organisationerne mere effektivt kan håndtere globali-seringens udfordringer.… og så bliver der mere plads til indflydelsesrige ikke-statsligeaktører …Staterne forventes fortsat i 2020 at være de primære globale aktører.Nogle ikke-statslige aktører vil blive klemt i et ustabilt internationaltsystem, hvor flere statslige aktører kæmper om pladsen. Men andreikke-statslige aktører vil gradvist udnytte det forøgede spillerum,der opstår i kølvandet på den globale magtspredning. Ikke mindstmed afsæt i den kraftige udvikling af kommunikationsmidlerne servi, hvordan enkeltpersoner, som Al Gore på klimaområdet, politiskeforbrugere i f.eks. Mellemøsten, private donorer, store multinationalevirksomheder, kendte NGO’er som Læger uden Grænser, religiøseledere og andre i forskellig grad formår at påvirke den internationaledagsorden.Vi ser det også tydeligt på det sikkerhedspolitiske område, hvor bl.a.informationsteknologi gør ikke statslige-aktører som bl.a. terrorist-grupper, kriminelle netværk og pirater i stand til at agere uden forstaters kontrol. Og ikke mindst risikerer skrøbelige og konfliktramtestater i stigende grad at fungere som ”frirum” for sådanne aktører ogdermed danne afsæt til aktiviteter, der vil udfordre den internationaleretsorden.

II – 2020 – Vigtige danske pejlemærker

A. Trusler - et grumset billede

”I 2020 er det internationale samfund i stand til effektivt at hånd-tere de globale sikkerhedstrusler. Det sker på baggrund af et smi-digt og veludbygget samarbejde med en klar arbejdsdeling mellemstærke internationale institutioner som FN, NATO, EU, AU og øvrigeglobale aktører ”.En stærk international restorden forudsætter stærke institutioner. Dervil i de kommende år derfor være en særlig udfordring i at sikre, at deinternationale organisationer, der fra et dansk perspektiv har størstbetydning for den globale sikkerhed og stabilitet –først og fremmestFN, NATO og EU – fortsat tilpasser sig for at kunne imødegå de nyetrusler. Især vil samarbejdet om krisehåndtering og stabiliseringskulle udvikles, så der sikres en effektiv arbejdsdeling mellem aktø-rerne. Det fordrer, at der løftes i flok, og at Danmark fortsat er klar tilat levere troværdige bidrag til internationale operationer.…og brug for masser af danske fingeraftryk. Ikke mindst påNATO…FN, NATO og EU udgør på forskellig vis udgangspunkterne for dansksikkerhedspolitik. Det er derfor en vigtig opgave for Danmark at bi-drage til de igangværende reformprocesser, der skal sikre, at disseorganisationer bliver i stand til levere de effektive og tidssvarendeløsninger som kræves. Det gælder ikke mindst i NATO.Det skal sikres, at NATO tilpasser sig det nye trusselsbillede samti-dig med, at de bærende principper som solidaritet, fair byrdedelingog transatlantisk dialog fastholdes. Og den såkaldte ”musketéred”(Washington-traktatens artikel 5) må forblive krumtappen i Alliancen.Samtidig må NATO-landenes forsvar omstilles, så de kan imødegå denye trusler langt fra vore egne grænser. Det vil kræve fleksible væb-nede styrker, der hurtigt kan rykke ud og løse det brede spektrumaf opgaver fremover. NATO skal styrke evnen til at samarbejde medcivile aktører. Og der skal etableres et tættere strategisk samarbejdemed Rusland inden for fælles interesseområder som Afghanistan,pirateri, terrorisme, missilforsvar og spredning af masseødelæggel-sesvåben. Alliancens rolle som unikt transatlantisk forum for sikker-

Der bliver nok at se til …Danmark forventes ikke at ville stå overfor en direkte konventionelmilitær trussel i en overskuelig fremtid. Det giver en gunstig sikker-hedspolitisk placering uden sidestykke. Men i de kommende år bliverDanmarks sikkerhed i højere grad end nogensinde før afhængig afden globale udvikling. Det gælder f.eks. for konsekvenserne af fat-tigdom, klimaforandringer, migration og energimangel. Med et sta-dig mere flydende internationalt system opstår der også nye truslersåsom international terrorisme, spredning af masseødelæggelses-våben, angreb i cyberspace, organiseret kriminalitet og trusler i for-bindelse med skrøbelige og sammenbrudte stater. Fælles for dissetrusler er, at de i stort omfang vil skulle imødegås langt fra vore egnegrænser – og altid i tæt samarbejde med andre.Den øgede magtspredning skaber tilmed vanskelige vilkår for hånd-teringen af de globale problemer. Det vil ikke mindst på det sik-kerhedspolitiske område udfordre den regelbaserede multilateraletilgang til håndtering af kriser og aktører, der forbryder sig mod detinternationale restsamfund.

”I 2020 vil Danmark høste bred international anerkendelse for sinevne og vilje til som en aktiv og loyal partner at bidrage til løs-ningen af de globale sikkerhedspolitiske udfordringer. Det gælderikke mindst den civile-militære samtænkning og stabilisering, hvorDanmark vil påtage sig et særligt ansvar og indtage en placeringblandt verdens førende lande, når det gælder antallet af udsendterådgivere per capita”.… det gælder især behovet for at stabiliserede skrøbelige stater …Ikke mindst skrøbelige og konfliktramte stater vil være sårbare, nårekstremistiske ikke-statslige aktører udnytter det spillerum, som op-står i kølvandet på den globale magtspredning. Skrøbelige stater hu-ser verdens fattigste og mest udsatte mennesker. De sakker agterudi globaliseringen. Konsekvenserne af de skrøbelige staters krise ogmulige sammenbrud er ofte vidtrækkende og udgør i nogle tilfældeen sikkerhedspolitisk global udfordring. Det er f.eks. tilfældet, nårdisse stater bliver arnested for international terrorisme og organiseretkriminalitet, som er flygtige modstandere, der hele tiden er på udkigefter ”sikre havne” i svage stater. Det har man set i Afghanistan. Og

det ses i stigende grad i Afrika. Til trods for at store dele af Afrika detseneste årti har oplevet betydelig økonomisk og politisk fremgang,er der områder, hvor terrorister har fundet nye opholdssteder i taktmed, at de sættes under pres i bl.a. Afghanistan. Det gælder f.eks.på Afrikas horn, hvor der har været flere alvorlige terrorhandlinger deseneste år, og som derudover er blevet hjemsted for et omfattendepirateri ud for Somalias kyst. Og det gælder i Vestafrika, hvor der eren stigende trussel fra ekstremistiske grupperinger. Denne udviklingi Afrika truer ikke alene disse landes egen udvikling og sikkerhed.I årene fremover vil den også i stigende grad kunne true dansk sik-kerhed og danske interesser. Der må ikke skabes en ny sikker havnfor terrorisme i Afrika.En mere sikker verden og bekæmpelse af fattigdom kræver derforogså en stor målrettet indsats i skrøbelige stater såvel som en huma-nitær beredvillighed og et længerevarende udviklingsengagement.Varig stabilitet og fred er andet og mere end underskrifter på en freds-aftale. Målet er at opbygge stater, som kan tage vare på landets egensikkerhed, levere basale serviceydelser og sikre en stabil økonomiskog social udvikling. Det er den bedste forsikring mod genopblussenaf konflikt og krig.En effektiv håndtering af disse udfordringer vil derfor kræve en fler-strenget indsats, der inddrager en bred vifte af instrumenter – bådepolitiske, militære og udviklingspolitiske. Der er behov for integre-rede løsninger, som svar på disse komplicerede udfordringer. I detkommende årti vil det kræve, at verdens sikkerhedspolitiske aktøreri langt højere grad end tidligere samtænker anvendelsen af disseredskaber i et dynamisk samspil.

… hvor Danmark er parat til at påtage sig et særligt lederskab …Danmark har i mange år været en af verdens førende indenfor udvik-lingsbistanden. Dertil kommer en højt profileret deltagelse i kompli-cerede stabiliseringsindsatser i en række af verdens brændpunkter,herunder Afghanistan. Vi har som nogle af de første i verden ogsåkonkrete erfaringer med etablering af en tværministeriel samtænk-ningsstruktur i vores nationale administration. I kraft af disse indsat-ser har Danmark opbygget en viden, erfaring og international trovær-dig, som stiller os i en unik position til at påtage os en foregangsrolleindenfor civil-militær samtænkning. Den position skal – bl.a. medudgangspunkt i den netop vedtagne danske politik for indsatser iskrøbelige stater – udnyttes til at sætte vores præg på de store sik-kerhedspolitiske organisationer og aktører i takt med, at de i de kom-mende år bevæger sig ind på dette felt.… som dog også suppleres i et løbende engagement i forhold tiløvrige trusler.Truslen fra spredning af masseødelæggelsesvåben til skrøbeligestater og ikke-statslige aktører er ligeledes en af de nye trusler, somudgør en ganske særlig udfordring i det kommende årti og kan giveterrortruslen en helt ny dimension. Det gælder ikke mindst, hvis enmanglende løsning på det iranske nukleare program fører til et atom-våbenkapløb med spredning af know-how og teknologi til både stats-lige og ikke statslige aktører, der yderligere vil kunne destabiliseresituationen i Mellemøsten. Der er behov for handling.Der ventes i de kommende år at blive udfoldet ganske store inter-nationale anstrengelser – ikke mindst under amerikansk lederskab– for at fremme nedrustning og ikke-spredning. Det er en opgavesom ganske naturligt i høj grad engagerer de eksisterende atomvå-

benmagter og producenter af atomkraft. Bevægelsen på det nukleareområde forventes at få en positiv afsmittende effekt også på detkonventionelle område, som ellers har ligget stille i årevis. Men ilyset af truslernes globale karakter har alle lande og dermed ogsåDanmark en interesse i aktivt at bidrage til, at det kommende årtibliver et nedrustningens årti. Det er bl.a. sket ved udpegelsen af ensærlig ambassadør for nedrustning, som vil kunne højne Danmarksprofil på nedrustnings- og ikke-spredningsområdet. Danmark harhverken atomvåben eller atomkraft. Det giver os et andet perspek-tiv, troværdighed og tillid, som kan bringes i spil, når der skal byggesbro med de lande, der står i periferien af den internationale holdningpå dette område.

B. Velstand – ligger dansk økonomis guldalder bag

os?

Den politiske magtspredning er i høj grad resultatet af en økonomiskmagtspredning, der allerede har bidt sig fast, og som i de kommende30-40 år helt fundamentalt vil ændre det økonomiske verdenskort. Vihar været vant til et G7 præget af europæiske medlemmer (Frankrig,Italien, Tyskland og UK). Alt tyder på, at ingen europæiske økonomieri 2050 vil være at finde blandt verdens 6 førende.For Danmark er udfordringen dobbelt. Ikke nok med, at vi halter efterde nye vækstøkonomier. Vi kan heller ikke holde tempo med de lan-de, som vi normalt sammenligner os med. Prognoser fra bl.a. OECDfor de kommende 15 år peger på, at Danmark kun vil præstere, hvadder svarer til godt halvdelen af den gennemsnitlige vækst i de øvrigeOECD-lande. Og vores produktivitet taber terræn. Det er ikke længereblot en lun plads i midterfeltet, der er på spil. Uden handling kan vi se

I det omfang, at disse store virksomheder har en bred geografisktilstedeværelse spredt over flere sektorer, vil den samlede danskeeksport være mindre sårbar overfor enkelte markedsudsving. Mendansk eksport er også sårbar overfor teknologisk fornyelse. Små virk-somheder er ofte hurtige til at udnytte nye teknologiske mulighe-der og igennem innovation og hurtig markedsforståelse at omsætteidéer til praksis. Ved at have et større vækstlag af innovative små ogmellemstore virksomheder begrænses risikoen for, at dansk eksporthægtes af den teknologiske udvikling.Der er behov for en særlig indsats for at udvide bredden i danskeksport, så flere virksomheder eksporterer, og virksomheder medfodfæste på eksportmarkeder oplever vækst. Det gælder ikke mindstblandt de små og mellemstore virksomheder, som råder over et stortuudnyttet potentiale for at øge eksporten. Og da disse virksomhederi udgangspunktet er mindre internationaliseret end store virksomhe-der, vil de typisk skabe flere jobs i Danmark i takt med, at de øgerderes eksport. Der vil frem mod 2020 være behov for – ikke mindstgennem en målrettet indsats på de danske ambassader og handels-kontorer – at understøtte denne gruppe og dermed få udnyttet detstore potentiale for både dansk vækst og beskæftigelse, som denbærer.… nært er godt men fjernt et spørgsmål om overlevelse …70% af dansk eksport går til vore nærmarkeder. Der vil Danmark imange år fremover også generere hovedparten af sine eksportind-tægter. Derfor er det vigtigt at holde fokus på nye muligheder påde nære markeder. Det gælder ikke mindst de små og mellemstorevirksomheders evne til at koble sig på nogle af de store industri-elle eksportlokomotiver i vore nabolande. Men det er langt fra Dan-

Eksport – mere bredde på holdet …Dansk eksport yder et afgørende bidrag til dansk økonomi. I værdisvarer eksporten til knap halvdelen af Danmarks bruttonationalpro-dukt. Derfor er konsekvenserne herhjemme også mærkbare, nåreksporten pludselig dykker, som det var tilfældet i 2009. Her førteden globale økonomiske krise til et fald på hele 18% i dansk eksport.Ambitionen om, at eksporten skal udgøre 60 pct. af BNP, kræver der-for en stor indsats, som yderligere skærpes i takt med, at den danskeproduktion af olie og gas i de kommende år ventes at falde og i sigselv mindske eksporten. Dermed er det – selv i en situation, hvorverdensøkonomien synes på rette kurs – en særlig udfordring fordansk eksport at holde det eksisterende niveau – endsige at udbyggedet. Udfordringen vanskeliggøres ydermere af det forhold, at danskeksport i dag er koncentreret på ganske få større virksomheder. Kun10% af danske virksomheder bærer i dag 90% af eksporten.

marks grænser, at det største vækstpotentiale ligger. Verdensbankenskønner, at vækstøkonomierne tilsammen i 2000 rådede over enkøbedygtig middelklasse på ca. 430 mio. Denne gruppe vil i 2030være vokset til 1,2 milliarder. Dermed rummer disse lande et enormtpotentiale for danske virksomheder indenfor alle sektorer. Andelenaf dansk eksport til disse markeder halter imidlertid efter, hvis visammenligner os med Tyskland, Sverige og Frankrig. Når vores eks-port til vækstøkonomierne op på det relative samme niveau somdisse tre lande, ville det i sig selv generere 25 milliarder kr. i nyeeksportindtægter.Der skal derfor ydes en aktiv indsats for at sikre danske virksomhederøget fodfæste i BRIK-landene og i 2. bølge-vækstlande såsom Tyrkiet,Sydafrika, Indonesien, Vietnam og Mexico, hvor store middelklas-ser i hastig udvikling skaber nye afsætningsmuligheder. Også lavereindkomstsegmenter genererer betydelige muligheder, herunder fornye tilgange til innovation og produktudvikling, der rettes specifiktmod behov i lavindkomstgrupper. Det skal ske med afsæt i stærkeog udbyggede danske kompetencer indenfor bl.a. grøn teknologi,velfærd/sundhed, design og fødevarer. Det skal også ske ved at øgevirksomhedernes viden om sammenhængen mellem kommerciellemuligheder og politiske udfordringer på vækstmarkederne og der-med øge graden af omstillingsparathed og evne til at tackle risici.Og her skal danske virksomheder kunne trække på bistand og råd-givning fra de danske ambassader om bl.a. myndighedsrelationer,politisk risikohåndtering og nedbrydning af barrierer.Tilsvarende skal der i de udviklingslande, hvor det er relevant, skabesen bedre sammenhæng mellem Danmarks udviklingssamarbejde ogdet kommercielle arbejde. Bl.a. skal vor viden om sektorer, aktører og

”I 2020 er det lykkes Danmark gennem aktiv deltagelse i den glo-bale vidensøkonomi og tiltrækning af kvalificeret arbejdskraft, for-skere og studerende at gøre innovation til en afgørende drivkraft iden hjemlige produktivitetsvækst”.… og viden er nøglen til dansk velstand – og den skal i høj gradtilegnes udefra …Med den globale økonomiske magtspredning følger også et opgørmed den hidtidige globale ”værdikæde”. Vi har i Vesten i mange åranset de nye økonomiers opstigen, som resultatet af lave løn- ogproduktionsomkostninger og alene med konsekvenser for udflytningaf vareproduktion. Det billede er ikke længere retvisende. Vi er vidnetil en ny fase af globaliseringen, hvor vores videnintensive produktionog ydelser nu i stigende grad udsættes for konkurrence fra vækstøko-nomierne. Og vi har svært ved følge med. Dansk erhvervsliv ligger idag i det internationale midterfelt, når det gælder innovation. Og ide sidste 10 år har bidraget til produktivitetsforbedringer genneminnovationer været markant aftagende.Vi kan ikke på egen hånd skabe den nødvendige viden og innovation.Vi skal have adgang til viden ude omkring os som et afgørende bidragtil dansk vækst. Derfor er eksport - om end vigtigt – ikke længeretilstrækkeligt. Der er behov for en fundamental internationaliseringaf dansk erhvervsliv, hvis vi skal blive vindere frem for tabere i glo-

baliseringen. Danske virksomheder skal selv være til stede ude i demarkeder, der generer ny viden. Vi skal sikre, at Danmark er en stærkaktør i den globale vidensøkonomi ved at bidrage til internationalvidenhjemtagning og skaffe adgang til globalt førende innovations-miljøer for dansk forskning og erhvervsliv.Der skal også satses markant på at tiltrække viden og investeringertil Danmark. Det er især vigtigt, da udenlandske virksomheder, derinvesterer i Danmark, udover at tilføre nye arbejdspladser også tilfø-rer ny viden, ny teknologi og nye produkter.Det kræver et stadig fokus på erhvervslivets rammebetingelser her-hjemme, en målrettet og langsigtet indsats for at tiltrække kvalifice-ret udenlandsk arbejdskraft, forskere og studerende med de danskeambassader i vækstøkonomierne som et vigtigt omdrejningspunktsamt et udbygget vidensamarbejde med vækstøkonomierne.* * *”I 2020 yder et tæt samspil mellem udenrigs- og sektorpolitikerneog de kommercielle interesser et betydeligt bidrag til dansk vækstog har bl.a. bidraget til at sikre Danmark en international førerpo-sition på markedet for grøn teknologi”.

andre ministerier også blevet engageret internationalt. De yder ogsået vigtigt bidrag til dansk eksport, vækst og beskæftigelse. Men viskal samlet set blive endnu bedre. Ikke mindst fordi kampen ommarkederne skærpes i de sektorer, hvor Danmark har gode forudsæt-ninger såsom grøn teknologi, velfærd/sundhed, design og fødevarer.Og det gælder i høj grad i mange af vækstøkonomierne, hvor dersamtidig er en tendens til stærk statslig involvering i udviklingen afvækstsektorerne. Dermed sammenvæves politik og erhvervsinteres-ser i en grad, der ikke tidligere har været tradition for i kommercielpolitik.Vi skal i de kommende 10 år styrke koblingen af klassisk dansk uden-rigspolitik, vores sektorpolitiker og kommercielle interesser gennemudviklingen af en velkoordineret, markant og målrettet indsats påområder af afgørende betydning for Danmarks interesser. Det udgøren særlig mulighed og udfordring for udenrigstjenesten.… grøn vækst.Et sådan tværsektorielt engagement kunne stå sin prøve igennem ensatsning på et ”stort” projekt. Vi skal turde tænke stort i Danmark.Også selvom vi er små, og også selvom konkurrencen er overvæl-dende. Grøn vækst er et sådant projekt. Og det er et projekt medmange løfterige perspektiver for Danmark – for vækst, beskæftigelseog eksport, for dansk forskning og udvikling men også for at sikrestigende uafhængighed af fossile brændstoffer.Verden står på tærsklen til en grøn revolution – overfor et afgørendeparadigmeskifte i den måde vi på globalt plan producerer, transpor-terer og forbruger. Områder som grøn off-shore teknologi vil i de kom-mende år udgøre et betydeligt verdensomspændende vækstpoten-

tiale. Danmark har forudsætninger for at ride med på denne bølge. Vihar et stærkt ”brand” inden for grønne løsninger og i Danmark udgørandelen af grønne løsninger en større andel af eksporten end i de øv-rige EU-lande. Men forretningsområdets vækstpotentiale kombineretmed de gavnlige afledte effekter for klimaet og økonomien betyder,at mange lande nu satser hårdt på grøn vækst. Der vil ikke være detsamme albuerum for en ”first mover”, som det tidligere har værettilfældet i denne sektor. Den danske styrkeposition kommer underpres – både fra nærmarkederne og vækstøkonomierne.Med den øgede og massive konkurrence i denne sektor vil der ogsåopstå en særlig risiko for grøn protektionisme og innovationsbegræn-sende statsstøtte. Det vil kræve en særlig indsats igennem EU og WTOfor at imødegå dette pres. Ligeledes vil der være behov for at udøvemaksimal indflydelse på fastlæggelse af de tekniske standarder ogregler, som vil være drivende for udviklingen af denne sektor. Detgælder i EU, som med verdens største hjemmemarked har en unikmulighed for at forme og skabe en kritisk masse af globale reglerog standarder, der understøtter danske styrkepositioner. Det gælderogså i det fortsatte arbejde med en international klimaaftale og iforberedelsen og opfølgningen på FN’s konference om bæredygtigudvikling i 2012 i Rio, som finder sted samtidig med, at Danmarkhar EU-formandskabet. Der skal vi særligt fremme arbejdet med atdefinere internationale rammebetingelser for bæredygtig udviklingog grøn vækst.Skal Danmark være en grøn vækst vinder, kræver det med andre ord,at der spilles på mange tangenter i et nøje sammenspil mellem danskerhvervsliv og de danske myndigheder. Den udfordring skal løftes ide kommende år.

Vi skal stå vagt om vore værdier …Et andet område, hvor konsekvenserne af den globale magtspred-ning ventes at slå tydeligt igennem, er værdipolitikken. Den størreglobale mangfoldighed afspejler sig i flere forskelligartede opfat-telser af universelle værdier. Samtidig giver magtspredningen ogsåspillerum for kræfter, der ønsker et egentlig opgør med nogle af disseværdier. Kræfter, som ønsker at bryde med nogle af de juridiske ogpolitiske forpligtelser, der naturligt følger af at tilhøre et internatio-nalt retssamfund. Disse tendenser ser vi allerede nu konturerne af,og i de kommende 10 år ventes ikke mindst FN i endnu højere gradat blive skueplads for en egentlig global værdipolitisk debat, hvorisær en række grundlæggende menneske- og frihedsrettigheder vilblive søgt fremstillet som ”vestlige” uden universel betydning. Eteksempel er de gentagne forsøg på at få indført internationale retligestandarder om religionsforhånelse. Standarder, der reelt ville føretil en indskrænkning af individets ytringsfrihed. Det ligger såledesikke lige for, at vi står på tærsklen til et stærkt årti for de universellerettigheder og værdier, vi ønsker at fremme.Målet er det samme, men det vil blive en central og ikke nemmere ud-fordring for Danmark at stå vagt om disse rettigheders universalitet.

Det stiller krav til de midler vi bringer i spil. Dialog og samarbejde skalvære vore primære redskaber. Hvis den danske gennemslagskraftskal maksimeres, vil det kræve en aktiv indsats ikke mindst igennemEU og FN. Vores indsats skal baseres på en omhyggelig opbygningaf strategiske alliancer og netværk på tværs af de forskellige geo-grafiske regioner. Vi skal føre en dialog, der er baseret på en dybereforståelse for andres kulturelle og historiske udgangspunkt, mensamtidig skal vi med argumentets kraft holde fast i de universellerettigheder og normer, i form af FN’s Verdenserklæring om Menne-skerettigheder, der gælder for alle.Uden at kompromittere dette værdimæssige udgangspunkt må derrækkes ud i forsøget på at styrke den gensidige tillid – også til de,der ikke deler vore synspunkter. Vi må imødegå dem, der bevidstforsøger at skabe splittelse og dem, der forsøger at opildne til etkulturernes eller civilisationernes sammenstød. Forestillingen om etsådant sammenstød er en vigtig bevæggrund for den ekstremismeog radikalisering, vi ser i en række sammenhænge. Det er en radika-lisering, som ikke blot vil stå i vejen for dialogen om fælles værdierog menneskerettighedsarbejdet men som også udgør en direkte ogvigtig sikkerhedsmæssig og samfundsmæssig trussel. Det krævervores opmærksomhed også i udenrigspolitikken.* * *”I 2020 høster Danmark international anerkendelse for at føre eneffektiv værdipolitik, der fremmer en bredere og dybere dialog omuniverselle rettigheder og værdier på tværs af kulturelle og religiøseskel”.

… men vi skal gøre det på en måde, der effektivt udnytter de nyemuligheder, der opstår i en multipolær verden …Selvom den internationale værdidebat i dag kan efterlade et indtrykaf et ”vestligt værdisæt” på retur, tegner det ikke det fulde billede.Vestens velstand, regeringsførelse, lave korruption og rummeligesamfund har fortsat en stor tiltrækningskraft for mennesker over alti verden. Vores værdigrundlag har således været med til at fremmetiltrækningskraften i den ”vestlige samfundsmodel” i andre regionerog befolkningsgrupper. Det gælder især den nye og hastigt voksendemiddelklasse i en række af de nye toneangivende økonomier. Ogi nogle regioner vil den vestlige model være særligt attraktiv sombevidst modvægt til andre dominerende værdinormer.En række af de nye aktører, der i det kommende årti ventes at sættederes tydelige præg på den globale dagsorden, har demokratiskvalgte regeringer, der har et betydeligt værdifællesskab med Vestenog Danmark. Det gælder de allerede toneangivende lande som Indienog Brasilien. Men det gælder i vidt omfang også den næste bølge afglobale aktører som f.eks. Indonesien, Sydafrika, Sydkorea, Mexico.I takt med, at disse lande omsætter deres økonomiske styrke til po-litisk indflydelse, vil de være vigtige potentielle allierede i styrkelsenaf de universelle værdier – ikke mindst i forhold til de regioner, hvorde som ”stormagter” får en helt særlig indflydelse. Og nok så vigtigtvil disse positive kræfter være at finde overalt på verdenskortet.Samtidig må vi forstå at udnytte de muligheder, der opstår i kombina-tionen af et mere selvsikkert Afrika og et generelt opbrud i G77, hvordet i stigende grad er svært at formulere fællespositioner, der ligeligtvaretager interesser for så forskellige lande som Ghana, Sudan ogSingapore. Det vil give nye alliancemuligheder – især på det værdipo-litiske område – som Danmark i kraft af sit mangeårige engagement

i Afrika vil kunne drage nytte af. Det vil dog samtidig kræve en øgetvillighed til at drøfte de emner, som de afrikanske lande prioritererhøjt, herunder økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder.Samlet set giver det en platform for en global udbredelse og konso-lidering af de universelle rettigheder og værdier. Formår vi at udnyttedenne platform vil det give vores værdipolitik fornyet gennemslags-kraft.… og trækker på hele paletten af instrumenter …Fremme af universelle rettigheder og værdier er en hjørnesten i danskudenrigspolitik. Det er en indsats, som går på tværs af de udenrigs-politiske instrumenter og aktiviteter, og en indsats, som har storbetydning for Danmarks internationale anseelse. Fred og sikkerhed,menneskerettigheder og udvikling hænger uløseligt sammen, og deter vigtigt i dansk udenrigspolitik at have blik for bredden i arbejdetmed menneskerettighederne og de demokratiske værdier.Det danske velfærdssamfund, fremme af ligestilling og kvinders ret-tigheder, fremme af god regeringsførelse igennem udviklingsbistand,støtte til etablering af ombudsmandsinstitutioner, til oprettelse af etcenter for menneskerettigheder på et jura-studium eller til et institutfor fremme af undersøgende journalistik i Mellemøsten, fokus påretshåndhævelse som led i bilaterale handelsaftaler, indarbejdelseaf CSR og arbejdsmiljøstandarder i vores kommercielle samarbejde -alle er de eksempler på aktiviteter, der er bærere af de værdier, somligger til grund for vort samfund, og som vi ønsker at udbrede. Danskudenrigspolitik skal aktivere hele paletten af vore værdier, og de skalbringes i spil med øje for konteksten.

III – Vejen til dansk indflydelse

A. Danmark og EU – et uadskilleligt skæbnefællesskab

”I 2020 indtager EU en naturlig plads som en effektiv og ligeværdigstemme blandt de absolut ledende spillere på den globale scene– til gavn for Europa og for Danmark”dermed styrke EU’s gennemslagskraft udadtil. Det gælder den fasteformand for Det Europæiske Råd og den styrkede høje repræsentant.De skal respekteres som væsentlige selvstændige aktører. Og detgælder Den Fælles Udenrigstjeneste (FUT), som har potentialet til atforandre den måde EU driver udenrigspolitik på. Det er afgørende,at den sikres en god start.De nye redskaber skal bane vejen for en mere sammenhængende ogsynlig rolle for EU – en slagkraftig europæisk stemme, der ikke kun erudtryk for laveste fællesnævner. Ambitionen er, at EU skal optrædemed én stemme. Den ny traktat åbner muligheden. Men indtil vi nårdertil, må vi som udgangspunkt tilstræbe, at vi sikrer en større grad affælles fodslag og optræden i mødet med vore internationale partnere– at EU og dets medlemsstater taler med en fælles stemme.… og så skal EU’s stemme høres – i FN …Det gælder i de etablerede multilaterale fora – og først og fremmest iFN, hvor der er behov for en stærk europæisk stemme. Og ikke mindsten stemme, der kæmper for og effektivt værner om et norm- og regel-baseret multilateralt system. I FN systemet skal EU – med aktiv danskstøtte – fortsat være en engageret aktør i håndtering af de globaleudfordringer, som f.eks. klimaspørgsmålet, fattigdomsbekæmpelseog fremme af universelle rettigheder.Vi må også sikre, at EU yder sit bidrag til, at der i FN udvikles ramme-betingelser for bedre ledelse, en klarere international arbejdsdelingog et tættere samarbejde indenfor krisestyring og stabilisering, dersikrer, at alle væsentlige aktører bidrager efter evne og i velkoordine-rede indsatser – det gælder for NATO, EU, FN, AU og øvrige interna-tionale organisationer, ligesom det gælder for de nye globale mag-

Danmarks udenrigspolitiske indflydelse bliver i høj grad til igennemde regionale organisationer, som vi tilhører. Det gælder NATO, OSCE,det nordiske samarbejde – og det gælder i særdeleshed EU. I en ver-den under forandring og uden ét fast pejlemærke, er EU vigtigere forDanmark end nogensinde og udgør i dag den væsentligste platformfor udøvelsen af dansk udenrigspolitik. Det vil i endnu højere gradvære tilfældet i 2020.Derfor er det alvorligt, hvis EU ikke viser handlekraft i mødet medtidens betydelige udfordringer. Der må ikke fæstne sig et billede afEuropa, som verdens forkælede, virkelighedsfjerne kontinent, hæm-met af traditioner, manglende dynamik, svindende befolkningstalog vogtende over hævdvundne privilegier. Skal billedet ændres ogstemningen vendes, kræver det handling – både nu og i de kom-mende 10 år.Europa skal have styr på værktøjskassen …Først og fremmest kræver det, at EU begynder at agere som én globalaktør. I 2009 afsluttede EU et langt og opslidende arbejde med vedta-gelsen af et nyt Traktat-grundlag: Lissabon-traktaten. EU blev dermedbl.a. udstyret med en række vigtige udenrigspolitiske instrumenter,som vil kunne skabe større sammenhæng mellem EU’s politikker og

ter (Kina, Indien, Sydafrika, Brasilien o.a.), som vi også må forlangefremover påtager sig et større sikkerhedspolitisk ansvar.Og så må EU presse på for, at de nye globale aktører engagerer sig iFN-systemet. Det forpligter at være en global aktør. Og en aktiv del-tagelse fra disse lande er en forudsætning for FN-systemets overle-velse. Men EU må også sande, at der vil være en pris at betale forat sikre et sådan engagement, først og fremmest i form af, at de nyeaktører får plads ved bordet og indflydelse på beslutningerne. Deter en pris, som EU må betale – og det må der fra dansk side bakkesop om.… og i de mange eksklusive klubber …I en tid, hvor FN kommer til at overlade initiativet for håndteringenaf nogle af de globale udfordringer, ikke mindst på det økonomiskeområde, til en række mindre klubber (bl.a. G20 ) vil det være afgø-rende, at EU bliver repræsenteret og spiller en indflydelsesrig rolle idisse. EU skal være allestedsnærværende. Og også her må EU talemed en fælles stemme. Det bliver en udfordring. For flere af de størreEU-lande har selv kunnet løse medlemskab til disse klubber og vilikke opgive muligheden for at gå alene.… men der skal også lyttes til EU i de bilaterale forhold …En helt særlig udfordring for EU bliver at sikre de bilaterale forholdtil de toneangivende aktører på den globale scene. EU har alleredei dag etableret såkaldte ”strategiske partnerskaber” med en rækketredjelande, som f.eks. Brasilien, Indien, Kina, Rusland, Sydafrika ogAfrika som kontinent. Men realiteten er, at mange af disse relationerkun befinder sig på et begynderstadie. De skal gives mere tyngde.Og det haster. Ikke mindst fordi andre nære allierede, som USA al-

lerede har taget skridt til at styrke sine bånd til disse lande, og fordisamarbejdet disse lande imellem også styrkes.Derfor bliver det afgørende, at EU formår at udnytte Lissabon-trak-tatens muligheder for bedre at samordne politiske og økonomiskeaspekter – ikke mindst eftersom EU, i modsætning til USA, ikke spil-ler nogen strategisk eller sikkerhedspolitisk rolle i mange af de re-gioner, hvor disse tredjelande har betydelig vægt.De globale partnere skal mødes af et resultatorienteret EU, der medet skarpt blik for egne interesser forfølger et solidt, strategisk og inte-ressebaseret samarbejde med hver enkelt partner. Og et samarbejde,der favner bredt. Det gælder den afgørende sikring af fri adgang forvore produkter og tjenesteydelser, økonomi, sikkerhedspolitik ogmenneskerettigheder men det gælder også samarbejde om forsk-ning, miljø, energi, migration, udvikling, ikke-spredning, terrorbe-kæmpelse mv. – områder, hvor EU stadig har meget at tilbyde og atvinde ved udbyggede partnerskaber.… det gælder i forholdet til USA, som fortsat skal være EU’s nær-meste partner …Det gælder også over Atlanten, hvor de tætte historiske bånd og vær-difællesskabet ikke længere i sig selv er nok, hvis EU skal forblive enattraktiv alliancepartner. Der er behov for at udvikle et stærkt part-nerskab, som gives et konkret, ambitiøst indhold indenfor konkretepolitikområder, som f.eks. grøn vækst. Styrkes det transatlantiskesamarbejde, vil det også i et flydende internationalt system have sinberettigelse som et af de faste pejlemærker. Og i en tid, hvor globaleaktører i stigende grad ventes at mødes i mindre grupper, kan et fast-

tømret transatlantisk partnerskab udgøre en stærk kerne i sådanneskiftende konstellationer.… og det gælder i forholdet til de øvrige toneangivende globaleaktører…Der bliver mange om buddet for global indflydelse i de kommende10 år. EU må prioritere at få udbygget sine relationer med de lande,der allerede står i første række og indtager en central rolle. Men detgælder også med den ”2. bølge” af lande, som allerede nu viser øko-nomiske tænder og som i løbet af få år vil ønske at omsætte denneøkonomiske selvtillid til international politisk indflydelse.Der vil med andre ord blive mange relationer at udbygge. Og ikkemindst mangeartede relationer. Det kræver, at vi skræddersyr EU’sforhold, så de passer på den enkelte. Systemtænkning og faste mo-deller må ikke stå i vejen for udviklingen af EU’s partnerskaber medtredjelande. EU har slet ikke styrken til at påtvinge vigtige tredjelandesamarbejdsaftaler skåret efter en fast skabelon. Der er forskel påRusland og Japan, på Kina og Indonesien og på Mexico og Sydafrika.Det må også afspejles i de partnerskaber, vi indgår med hvert enkeltland.… det kræver, at vi accepterer, at vi ikke hver især kan stå på egneben, …En række EU medlemsstater – ikke mindst flere af de toneangiven-de – har gennem årene foretrukket at agere på egen hånd i forholdtil flere af de opstigende magter. Det har skabt en skævhed, hvorEU-landene hver især har været mere afhængige af adgangen tiltredjelandenes markeder, end disse lande har været det af adgan-gen til markederne i de øvrige EU-lande. Denne asymmetri har flere

tredjelande dygtig forstået at udnytte. Det har hidtil stået i vejen forudbygningen af EU’s forhold til selvsamme lande – og i særdeleshedtil Rusland og Kina.EU-landene må erkende begrænsningerne ved denne enegang. Deter naturligt, at EU-landene også på egen hånd søger at styrke deresrelationer med tredjelande. Men det skal ske på en måde, der ikkeunderløber EU. Kan det realiseres, vil interessen i tredjelande for atudvikle forholdet til EU kunne fastholdes og styrkes. Men tålmodig-heden hos vores globale partnere er ikke stor. Der tøves ikke med atsætte EU udenfor døren, som det skete under COP15 i København.Lykkedes det til gengæld for EU i de kommende år at udvikle solideinteressebaserede forhold til de toneangivende nye aktører – og iførste omgang ikke mindst med Kina - samtidig med, at det næreforhold med USA udbygges, vil der fortsat være perspektiver for eneuropæisk stemme i verden. Toget står endnu på perronen – parattil afgang. Fra dansk side skal der presses på for, at EU løser billet.* * *

Det kræver først og fremmest sunde økonomier med overskud til enambitiøs og fremadrettet satsning. EU- medlemsstaterne må vride sigfri af vedvarende budgetunderskud og den tyngende gældsbyrde. Detvil være afgørende, at EU i de kommende år holder fokus på en mål-rettet økonomisk genopretning, der skaber den fornødne konsolide-ring. Og her har Eurozonen allerede vist sit værd. Ikke mindst har denfinansielle og økonomiske krise været med til at bekræfte indtrykketaf euroen som en stærk og levedygtig valuta, hvis stabiliserendeeffekt har stået i vejen for en set med europæiske øjne betydeligforværring af krisen. Og Euroen har da også fortsat en betydelig til-trækningskraft især blandt de nye medlemslande, som f.eks. Polen.Og så kræver det en ambitiøs og reformorienteret vækststrategi tilstyrkelse af konkurrenceevnen med vægt på forskning, uddannelseog innovation, og en videreudvikling af vores indre marked, som harværet en helt afgørende motor for europæisk økonomi i nu snart20 år, men som har potentialet til at levere yderligere motorkraft imange år frem, hvis motoren bliver justeret og smurt. Det skal bl.a.ske gennem en fuldtonet satsning på nogle af de områder, der i dekommende år vil være de væsentligste globale vækstområder såsomgrøn teknologi og det digitale område.EU skal have sin vækstpolitik på plads. Men den skal understøttes afsunde finanser. Et innovativt vidensamfund nødvendiggør investerin-ger. Det må få konsekvenser for den måde, som EU’s budget indrettespå frem mod 2020. Vi skal bruge færre penge på landbrugsstøtte ogflere på de områder, der understøtter vores konkurrenceevne. Detbliver en særlig udfordring for det danske EU-formandskab i 2012,hvor den tiltrængte modernisering af EU’s budget skal forhandles.Skal EU gøre sig forhåbninger om at gøre en forskel i det 21. århund-

rede, nytter det ikke med et budget, der er skåret efter det 20. år-hundredes læst.Men hvis EU kender sin besøgelsestid og forbliver en global økono-misk aktør med vægt, vil forudsætningerne også være til stede for atpåvirke de internationale rammebetingelser – ikke mindst på han-delsområdet, hvor det bliver en særlig – og for europæisk og danskvækst helt afgørende – udfordring at holde den internationale mar-kedsadgang intakt og imødegå tendenser til regional protektionismeog ulovlig statsstøtte. Det bliver ikke mindst vigtigt i de nye vækstlan-de, der selv nyder stor gavn af et åbent regelbaseret handelsregime.Ligesom det må forblive EU’s ambition fortsat at bane vejen for meregunstige handelsvilkår ved at få afsluttet de igangværende forhand-linger om en verdensomspændende handelsaftale (Doha-runden)og i afventning heraf ved at indgå skræddersyede bilaterale eller re-gionale handelsaftaler med de toneangivende økonomiske aktører.* * *

lade sig reducere til et udkantsland i den europæiske region. Det kræ-ver et opgør med de danske EU-forbehold, så Danmark kan deltagei kernen af det europæiske samarbejde – også på de områder, hvorgrupperinger af lande vælger at indgå i forstærkede samarbejder.Danmark må bakke fuldt op om den fælles udenrigstjenestes etab-lering. Og ved en proaktiv indsats – både i Bruxelles og ude på dedanske ambassader – skal der søges maksimal indflydelse på denfælles udenrigstjenestes politik formulering og initiativer. Det vil stillestore krav til den danske udenrigstjeneste at sikre det fulde udbytteaf den europæiske overbygning.Til gengæld vil en effektiv fælles europæisk stemme i overensstem-melse med danske interesser kunne bane vejen for endnu klareresatsninger i dansk udenrigspolitik. En naturlig konsekvens af en mereinteressebaseret tilgang i EU må således være en mere fokuseretdansk udenrigspolitik, der prioriterer og stiller skarpt på områder,hvor Danmark selv har stærke nationale interesser og kan gøre en for-skel. Det gælder f.eks. forholdet til Rusland og naboerne mod øst sombl.a. Ukraine, Moldova og Hviderusland, hvor Danmark med afsæt isin placering i Østersøregionen i særlig grad vil kunne præge EU’sarbejde med at fremme samhandel, økonomisk integration, politiskforandring og udbredelse af vore værdier.… som dog også må finde sin egen plads i den multipolære ver-den.Danmark skal aktivt forfølge sine mål gennem EU og øvrige multilate-rale organisationer. Men samtidig skal Danmark nu som i 2020 ogsåforfølge sine mål på egen hånd. Og der stiller den globale magtspred-ning nye krav til diplomatiet. Der skal i de kommende år etableres tro-

værdige netværk og alliancer med statslige såvel som ikke–statsligeaktører. Netværk, som giver adgang til viden, indflydelse og inspira-tion til den løbende omstilling af det danske samfund, som vil væreen forudsætning for at modstå det pres, der følger af globaliseringen,og udnytte de muligheder, der også følger med.Det gælder i Europa – ikke mindst med sigte på et EU med over 30medlemslande i 2020, hvor beslutninger i stigende grad vil blive tiludenfor de formelle beslutningsstrukturer. Der skal dansk interesse-varetagelse ske proaktivt, bilateralt og fra sag til sag. Vi skal opsøgeog udnytte de interessefællesskaber, som vil opstå på kryds og tværsi et stadig mere mangfoldigt europæisk samarbejde. Det kræver ind-sigt i situationen i de enkelte EU-lande og forståelse for varetagelseaf EU’s samlede interesser. Men samtidig skal vi have blik for de fasteholdepunkter, og ikke mindst for naturlige alliancer i det nordiskefællesskab (som i 2020 meget vel kan vise sig at være ”genforenet”indenfor EU), med centrale EU-partnere og med Østersøregionen. Detvil bl.a. kræve en aktiv styrkelse af det nordisk- baltiske samarbejde.Og det gælder udenfor Europa, hvor vi udover en fortsat udviklingaf det nære forhold til USA skal have udviklet forholdet til de nyetoneangivende aktører. I første omgang med BRIK-landene, men ogsåallerede nu med blik for landene i anden bølge.Og så skal Danmark også på egen hånd udnytte de områder, hvorvi står stærkt. Det gælder f.eks. Arktis, hvor vi med afsæt i et styrketArktisk Råd ikke blot vil kunne intensivere samarbejdet med vorenordiske naboer men også vil kunne sikre et nært interessefælles-skab med stærke spillere som USA, Rusland og Canada.

IV. Afslutning – udfordringer og muligheder på vej mod 2020Der tegner sig i forlængelse af dette debatoplægs analyse i det næsteårti mindst seks hovedudfordringer, hvor vi fra dansk side allerede nusammen skal designe passende udenrigspolitiske svar.For det første – og som den måske mest definerende udfordring afdem alle – magtspredningen, der skaber dynamik og nye mulighederi en globaliseret verden, men som også truer Europas position. Detgælder især, hvis ikke EU meget hurtigt bliver i stand til at tale meden fælles stemme, der i langt højere grad end i dag bliver respekteretaf vore partnere og rivaler. Også derfor fremstår realiseringen af defælleseuropæiske udenrigspolitiske ambitioner som det måske mestafgørende enkeltprojekt i det kommende årti. Også for Danmark.For det andet den uforudsigelighed, der følger af de mange nyeaktører, som nyder godt af den globale magtspredning. Det er enudfordring, der set med danske øjne først og fremmest kalder påkonsolidering og nødvendig reform af de internationale spilleregler,hvis legitimitet og overholdelse et lille land som Danmark er heltafhængig af. Det gælder i FN, Verdensbanken, IMF og WTO, men detgælder også i forbindelsen til de for os centrale regionale organisa-tioner og ad hoc fora som G20. Her skal Danmark spille aktivt medog gøre vores indflydelse gældende ad såvel bilaterale som regionaleog multilaterale kanaler.For det tredje fremmarchen af nye toneangivende aktører, som medvæksten i både BRIK- og andenbølgelandene vil tage fart i historiskhøjt tempo. Her skal udfordringen mødes med endnu stærkere part-nerskaber til de nye aktører - både på EU-plan og gennem de direktebilaterale danske forbindelser til landene.For det fjerde det nye trusselsbillede, der selv i en gunstig situationuden udsigt til konventionelle militære trusler udfordrer vores sik-kerhed på en ny måde og kræver, at vi er i stand til at agere fleksibeltog langt fra vore grænser. Der skal Danmark med de erfaringer ogden troværdighed, som vi har fra vores mangeårige internationaleengagement, påtage sig et særligt ansvar for at udbrede den civile- ogmilitære sammentænkning og stabilisering.For det femte den lavvækstperiode, der synes at ligge forude forEuropa i almindelighed og Danmark i særdeleshed, hvis ikke vi rea-gerer hurtigt. Denne udfordring skal både tackles ude og hjemmemed finansiel konsolidering samt fremtidsorienterede og vækst- ogbeskæftigelsesfremmende reformer i såvel Danmark som resten afEuropa. Og med sikring af dansk erhvervslivs omstillingsevne ogkonkurrencekraft hjemme og konkurrencevilkår ude. Det betyder enendnu højere grad af samspil mellem udenrigs- og indenrigspolitiskevirkemidler.For det sjette konkurrencen fra andre værdisæt end dem, vi fra danskog vestlig side har kæmpet for i årtier. Fundamentet af demokrati,menneskerettigheder og bredere værdier, som Danmark og Europa erbygget på, deles ikke af alle de nye toneangivende aktører, og blandtdem, der deler dem, er der ofte en anden tilgang til den udenrigs-politiske varetagelse af værdiinteresserne. Det betyder, at Danmarksammen med vores væsentligste partnere - og først og fremmest i EUog FN - skal føre en værdipolitik, der effektivt udnytter de nye allian-cemuligheder, der opstår i et mere flydende internationalt system, ogsom aktiverer hele paletten af vore værdier med øje for konteksten.