UDU, Alm.del - 2010-11 (1. samling) - Bilag 332: Henvendelse af 19/8-11 fra Karen Daugbjerg Balsby, Esbjerg, vedr. forslag om afskaffelse af tilskud til det danske mindretal i Sydslesvig

For Søren da, her er oplagt mange penge at spare!Personligt er jeg ret indifferent med hensyn til øget dansk grænsekontrol eller ej. Til gengældhar jeg med glæde bemærket, at Danmarks fremmeste nationalist, Søren Krarup, i forbindelsemed forsommerens diskussion af dette emne foretog en 180 graders vending med hensyn til sitengagement i Folketingets Sydslesvigudvalg, angiveligt fordi repræsentanter for det såkaldtdanske mindretal i Sydslesvig var imod grænsekontrollen. Måske Søren og andre nationaltbegejstrede nu vil være enige i, at tiden er kommet til helt at afskaffe det årlige og meget storetilskud til mindretallet i Sydslesvig – ikke fordi man her har en mening om grænsekontrol, menfordi tiden for længst er løbet fra tilskuddets berettigelse og pengene i økonomisk trængte tiderkan bruges langt, langt bedre.Mig bekendt er Søren Krarup den eneste danske politiker, som i nyere tid i fuld offentlighed –nærmere betegnet i Politiken 22.december 2007 – har givet udtryk for, at Danmarks grænser efterhans mening ingenlunde ligger fast. Han udtaler endda det håb, at Sydslesvig atter en dag må bliveen del af Danmark – måske ved en ny folkeafstemning om landsdelens tilhørsforhold. Skulle dervære nogen som helst realitet og perspektiv i denne udtalelse, så kunne det eventuelt være ok, atDanmark år efter år sender rigtigt mange penge ned til Sydslesvig til drift af skoler, børnehaver,ungdomsklubber, en avis, kulturel virksomhed osv. Men det perspektiv er ikke-eksisterende,grænsen ligger fast, og efter min mening bør dette tilskuds-vanvid stoppes – det kan kun gå forlangsomt.En hurtig gennemgang af de historiske facts kan fortælle, at Sydslesvig i 1920 efter 2 folkeafstem-ninger om grænsedragningen mellem Tyskland og Danmark blev indlemmet i Tyskland. Dervedblev et dansk mindretal hernede påtvunget et nyt nationalt tilhørsforhold. Men den daværendedanske statsminister Niels Neergaard udtalte, at mindretallet ”ikke skulle blive glemt” ogbevilgede allerede samme år 100.000 kr. til fremme af danske sprog og kultur blandt det danskemindretal.I de første år efter 2. Verdenskrig voksede tilslutningen til mindretallet – og faktisk blev Danmarkaf englænderne tilbudt en ny folkeafstemning om grænseflytning. Men den danske regering varikke interesseret og tilkendegav, at grænsen lå fast. Mindretallet antages i dag at udgøre ca.50.000 personer, og det tilsvarende tyske mindretal i Danmark ca. 15.000 personer. Danmarkstilskud til det danske mindretal var i 2010 vokset til ca. 535 mio kr., hvoraf langt de fleste afpengene går til skoler og børneinstitutioner. Hertil kom også i 2010 et krisetilskud på 115.000 eurotil Flensborg Avis, som åbenbart ikke kan overleve på det danske mindretals interesse. Tysklandbidrager på samme måde med penge til det tyske mindretal, men da der er en betydelig forskel påmindretallenes størrelse, er der naturligvis også stor forskel i bidragets størrelse. Såvel retten tilfrit at kunne bekende sig til hvilken nationalitet, man vil tilhøre, som regler om de 2 landesøkonomiske forpligtelser overfor mindretallene, er fastsat i København-Bonn Erklæringerne fra1955.Økonomisk har det været princippet, at henholdsvis Danmark og Tyskland skulle give modpartensmindretal det samme økonomiske grundlag for skoledrift, som flertalsbefolkningen får. Mendelstatsregeringen i Slesvig-Holsten har bebudet, at det fremover kun vil yde 85 procents dækningtil det danske mindretals skoler, og regeringen i Berlin har ligeledes reduceret tilskuddet til dettyske mindretal i Sønderjylland. På samme måde har den danske regering planer om at reducere

tilskuddet til de tyske mindretalsskoler i Sønderjylland, så de i 2014 kun får 94 % af elevudgiftendækket i forhold til danske offentlige skoler. Så aftalerne i nævnte traktat fra 1955 er under alleomstændigheder i gang med at skride.Hvem er de så, repræsentanterne for det danske mindretal? Undervisningsministeriet oplyser, ”atmedlemmer af mindretallet er dansksindede, men som regel tyske statsborgere”. Det er vedKøbenhavn-Bonn Erklæringen slået fast, at begrebet ”dansksindet” (eller ditto tysk), altså denenkeltes nationalitetsfølelse, sproglige og kulturelle præference og daglige praktiseren, ikke måefterprøves. Man er det, man siger, man er.Muligvis inspireret af interviewet med Søren Krarup i december 2007, skriver lektor ved Institutfor Grænseregionsforskning, Martin Klatt, også i december 2007 (WordPress.com), at ”håbet omgenforening er dødt, og at det ikke påvirker ret mange af det danske mindretals medlemmer i dag.Den tanke har været urealistisk siden 1946, hvor briterne kom med tilbuddet om en grænse-flytning, men hvor den danske stat valgte ikke at tage imod”. Han fortsætter: ”En af de faktorer,der opretholder det danske mindretals størrelse, er den realitet, at tyske forældre vælger de bedredanske mindretalsskoler til deres børn frem for de tyske. Dette kan ses ved, at de danske skoleroplever en konstant tilgang”. Martin Klatt beklager, at mindretallet ikke synes at ville diskutere,om det er rimeligt, at Danmark skal vedblive at finansiere skolegang m.v. til tyske statsborgere oghar selv den teori, at man er bange for, at folk finder ud af, hvor tyndt mindretallet i virkelighedener, og man derved kan miste den økonomiske støtte fra Danmark, idet den jo så ikke længere kanbegrundes i bevarelsen af et dansk, historisk mindretal.Jeg skal gerne komme med min forklaring på, hvorfor jeg synes, tilskuddet fra den danske stat tildet danske mindretal i Sydslesvig øjeblikkeligt bør nedtrappes for ret hurtigt helt at forsvinde.Tyskland kan så overtage de danske institutioner hernede og drive dem for tyske skattekroner ogvice versa for Danmarks vedkommende m.h.t. det tyske mindretal i Danmark:1) Først og fremmest er der nu gået næsten 100 år siden grænsen blev lagt, hvor den ligger,og der kan i sagens natur stort set ikke være flere tilbage af de personer, som virkelig vardanskere og blev tvunget ind i en ny nationalitet. Efterkommere m.fl. kan ikke i al evighedpåberåbe sig en ”danskhed”, der skal fodres med rigtigt mange skattekroner fra Danmarkfor at kunne opretholdes.2) De 535 mio kr. alene i 2010 havde været langt bedre anvendt på børn og unge i Danmark,som ikke engang kan mestre det danske sprog og den danske kultur så tilpas godt, at dekan få sig en rimelig fremtid. Hvis man vitterligt føler for det danske sprog og den danskekultur, kan man enten lukke op for dansk radio og fjernsyn og suge til sig, eller man kantage sig et danskkursus for egen regning. Eller man kan sågar flytte til Danmark og måske fåsig et dansk job.3) Mange synes stadig, vi har en moralsk forpligtelse til at yde støtten, fordi mindretallet i1920 blev lovet ”aldrig at blive glemt”. For mange folk især i grænselandet er detteområdes historie da også stadig en sprællevende fortælling, som fejres hvert år. Ligeledeser der mange og perspektivrige bestræbelser på at fremme det grænseoverskridendesamarbejde om uddannelses- og erhvervsudvikling. Så der er masser af nutidigt fokus påfælles historie og fælles udviklingsmuligheder. Jeg tror blot ikke på, at disse faktorer er

afhængige af mindretalstilskud. De er udtryk for en nødvendighed, akkurat ligesomudvekslingen af arbejdssøgende er det.4) Endelig synes jeg, mindretallet – hvis man holder af Danmark – nu burde forstå, atDanmark ikke kan vedblive at yde tilskud til i princippet rige tyskere. Vi har andremindretal, som vi er i rigsfællesskab med, og som stadig er mere relevante at støtte fraDanmark. Og hvis mindretallet i Tyskland skal have tilskud, kunne den lille lomme afdansksindede i Skåne vel også gøre sig fortjente – eller hur? Og sådan kunne vi blive ved.5) Nogle mener, tilskuddene fra hhv. Danmark og Tyskland til ”deres” mindretal på hver sideaf grænsen, er et smukt og forbilledligt eksempel på, hvordan man sikrer den kulturellesameksistens og forhindrer stridigheder. Jamen, akkurat det samme formål har jo EU i dag,så mon ikke det er sikring nok? Og skulle det endelig være, ville det vel være endnu merestorladent, om Danmark alene sponsorerede bevarelsen af tysk sprog og kultur blandt dettyske mindretal, som bor i Danmark – altså i virkeligheden vores mindretal - og Tysklandalene understøttede det danske mindretal i Tyskland – deres mindretal. Helt uegennyttigt.6) Det er forståeligt, at man i 1920 lovede evig troskab og hjælp til fødte danskere, der blev”tvangsfortyskede”. Men i dag, næsten 100 år senere, forekommer det at have overlevetsig selv, og i øvrigt at have nogle nationalistiske overtoner, som vi vel ikke bør spille pålængere?S, SF, Radikale og Enhedslisten må som de anti-nationalister, de er – eventuelt sammen med DF -kunne støtte dette forslag. Vi kan så i stedet bruge pengene på at styrke undervisnings- ogbeskæftigelsesformål for unge i Danmark. Det er en bombe under vort samfund og en ulykke forden enkelte unge, hvis vi ikke får givet stort set alle en ordentligt uddannelse, en læreplads og etarbejde. 532 mio kr.kan bringe os et stykke af vejen!