SUU, Alm.del - 2010-11 (1. samling) - Bilag 53: Henvendelse af PS LANDSFORENING, Pårørende til Spiseforstyrrede af d. 11/11-10

I PS er vi meget kede af at man ikke prioriterer psykiatrien højere. Fakta er, at der hersker ganskeutålelige forhold for en lang række borgere.Vi hører jeg alle komme med en række gode hensigter – men der sker bare ligesom ikke noget,som kan gøre en afgørende forskel. Hvorfor?Fakta er, at når I, kommune eller regioner forsvarer Jer med at kaste en masse tal ud for atretfærdiggøre, at I skam allerede har gjort så og så meget, så taler vi forbi hinanden. I ser ganskeenkelt ikke hvor slemt det står til. I ser ganske enkelt ikke hvor stor en belastning det er for denenkelte og dennes pårørende, når de ”lander mellem 2 stole”. I forstå ikke, at når I slynger enmasse tal ud, som bevis på hvor meget I har gjort, så virker det ganske utroværdigt for dén somstår og er i klemme, for han/ hun oplever ikke, at der reelt er gjort noget. For hvordan kan han/hunellers stå i den situation, og dem der kommer til os i PS, kan så oven i købet få at vide, at han/hunikke er den eneste, men at der er mange i samme situation.Vi spilder en masse ressourcer – og hvorfor kan I ikke blive enige om, at de 50 mia. kr. OM ÅRET,som det koster os ikke at gøre tilstrækkeligt for psykisk syge og sårbare, skal der handles på. Detkan reduceres ganske betragteligt. Det er det rene vanvid, at der ikke kan skabes enighed om atforetage en investering her og så få vendt skuden – en investering der vil give store besparelser påsigt.Jeg håber, at nogen af Jer vil melde tilbage til os på denne henvendelse med en række spørgsmålom, hvad der skal til for at få en pakke. Vi bringer det som en artikel i næste medlemsblad, og vilmedtage kommentarer fra alle dem, som vi hører fra.Med venlig hilsenPS LANDSFORENING, Pårørende til Spiseforstyrrede

Hvad skal der til for at få en pakke?Jeg forstår det ganske enkelt ikke? Hvad skal der til, for at politikerne og vi som samfund virkelig vil prioritereindsatsen for psykisk syge og sårbare både i sundhedssystemet og med social støtte? Hvad skal der til for,at politikerne og vi som samfund virkelig vil prioritere indsatsen for denne gruppe på 500.000 danske borgerepå lige fod med almindelig fysiske sygdomme som f.eks. kræft?Hvorfor skulle vi have en 3. kræftpakke, inden vi overhovedet skulle have den 1. psykiatripakke? – hvorfordenne prioritering? Hvad ligger der bag denne prioritering?Hvordan kan 500.000 berørte danskere og deres pårørende bare stilletiende acceptere, at psykiatrien ikkebliver prioriteret højt nok?Hverdagen med psykisk lidelse kan være meget barskI PS Landsforening oplever vi hver eneste dag, hvordan danske familier, der er ramt af en alvorlig psykisklidelse, bliver svigtet. Problemer er vokset markant de seneste år – vi drukner i sådanne sager. En sag kanvære denne:Ung hjemmeboende kvinde på 19. Hun lider af den psykiske lidelse, som har den højeste dødelighed.Anoreksi. Det er livsfarligt. Fik i starten af sit sygdomsforløb efter mange måneders ventetid et ambulantbehandlingsforløb i grupper. Hun tabte sig mere og mere under gruppeforløbet. Behandling var slet ikketilstrækkelig. Hun kommer under BMI 16 (meget undervægtig) og må afslutte den ambulante behandlingfordi behandlingsstedet kun tager dem i behandling hvis deres BMI er over 16. Den unge kvinde henvises iseptember 2010 til et mere intensivt behandlingstilbud, men får besked på, at der er ventetid, så hun kanførst kaldes ind til en forsamtale til behandling i maj 2011. Hun har i mellemtiden tabt sig så meget, at hun eri akut livsfare. Bliver indlagt på medicinsk afdeling og udskrevet efter 5 dage, hvor hun er en stabiliseret ogikke i akut livsfare mere, for de kan ikke gøre mere for hende nu – hun skal i psykiatrisk behandling. Denbehandling, som hun kan blive indkaldt til forsamtale til i maj 2011, og uvis hvornår selve behandlingen såkan starte derefter. Kommunen vil og kan ikke gøre noget for hende, for det er en behandlingsindsats, hunskal have, så det er ikke deres ansvar. Der er ingen aktuelle private behandlingstilbud, som har indgåetaftale om at kunne behandle den slags patienter. Hun er for syg til at egen læge kan gøre noget. Hun ståraltså helt uden behandling.Den unge kvinde kan ikke klare studier og kan ikke klare at være alene ret lang tid. Hun har brug for støtte,og nogen skal hjælpe hende med maden. Mor kan ikke både passe job og passe 5 daglige måltider meddatteren og socialstøtte og samtidig leve med den enorme angst for, at datteren vil dø af sin sygdom ellerselv give op og tage sit liv – derfor har mor sygemeldt sig fra sit gode job. Nogen må jo passe på den alvorligsyge datter, når nu systemet svigter. Men hvor er hjælpen? Hvis hun igen kommer i akut livsfare, kan hunigen blive indlagt på medicinsk afdeling i nogle få dage og så straks udskrevet igen. Så er der lang tid til maj2011. Klarer hun den? Klarer mor det psykiske pres, og klarer den øvrige nære familie det? – eller går nogenaf dem også ned med stress og depression?”Det gør mig ondt at høre…”Det er desværre ikke et enkeltstående eksempel. Alene i PS Landsforening ligger vi inde meddokumentation i mere end 300 sager med alvorlige svigt af mennesker, som har psykisk lidelse. Og det erbåde personer med spiseforstyrrelser, depression, angst, ADHD, Asbergers m.m. Hvad skal der til, for at

politikerne og samfundet vil prioritere dem, og gøre noget ved de alvorlige problemer der er, i indsatsen fordem? Fortjener de ikke en pakke?Politikerne kender godt nogle af disse eksempler, for nogle af de pårørende har haft overskud til at skrive tilordfører og ministre omkring det. Det eneste de får, er et svar med ”Det gør mig ondt at høre om, og jeg harfuld forståelse for, at det er vanskeligt” og så en lang smøre om, at man gør rigtig meget for psykiatrien oghar tilført så og så mange mio. kr. Men helt ærlig, hvad hjælper det, når man står midt i den virkelighed, sompårørende og patienten gør – den virkelighed og realitet hvor ingen vil tage ansvar og yder den fornødnehjælp? Den hjælp man regnede for en selvfølgelighed – lige indtil man selv står midt i den barske virkelighed- hvor man ikke får hjælp, selvom man er alvorlig syg. ”Det gør mig ondt at høre…” klinger hult i mine ører.Skal man vente 8 måneder på operation af benbrud eller fjernelse af kræftknude i bryst?Kunne man forestille sig, at en ung kvinde med åbent benbrud, kom ind på skadesstuen fik stoppetblødningen, og så besked om, at den specielle vanskelige operation på et åbent benbrud kunne de ikkeklare, så derfor blev hun henvist til operation på et specialafsnit, hvor hun kan komme til forsamtale om 8måneder? Kan man forestille sig, at vi som samfund så blot forventer, at mor tager fri fra arbejde i de 8måneder og passer den unge kvinde?Eller kunne vi forstille os et samfund, hvor en ung kvinde har fundet en knude i brystet. En vævsprøve viserdet er kræft. Hun får besked på, at der vil gå 8 måneder, inden hun indkaldes til en forsamtale til operation,for det kan de ikke klare på dette afsnit?Al forskning viser, at tidlig indsats er meget afgørende for helbredelse, både når det gælder brystkræft oganoreksi. De er begge livsfarlige sygdomme, men det er kun den ene vi prioriterer højt.Der er god samfundsøkonomi i, at afsætte tilstrækkelig midler til psykiatrienHvordan kan man tale om at ville løfte psykiatrien op i verdensklasse uden tilstrækkelig prioritering? Hvorforvil politikerne ikke se virkeligheden i øjnene? – at alt for mange udsættes for grove svigt, fordi både regionerog kommuner undskylder sig med, at de enten ikke har fået penge af regeringen til det, eller fordi det ikke erderes ansvarsområde.Eksperter siger, der er brug for 2 mia. kr. til psykiatrien. Fakta fra netop afsluttede forhandlingerne visersmåbeløb, der ikke gør nogen mærkbar forskel.Eksperter har i deres hvidbog regnet på, at psykisk sygdom koster det danske samfund 55 mia. kr. om året –og blot sølle 5 mia. kr. er behandlingsudgifter. Det andet er følgeomkostninger af sygemeldte med psykisksydom og sårbarhed. Følgeomkostninger af at gøre alt for lidt.Jeg forstår det ganske enkelt ikke – hvad skal der til, for at politikerne får øjnene op for virkeligheden, og ikkebare snakker og snakker. Hvad skal der til, for at politikerne vil sætte handling og reel prioritering bagordene?Hvorfor kan politikere ikke indse, at der er god økonomi i at investere i indsatsen, så vi på sigt kan få skåretgevaldigt ned på de 50 mia. kr. i følgeomkostninger, for slet ikke at nævne fordelen for den enkelte borger,der kan komme på ret køl og vende tilbage til et velfungerende liv.I takt med at ældrebyrden stiger, får vi brug for en masse arbejdskraftreserve – lad os dog starte med at gørede psykisk syge/sårbare klar til den opgave. De både kan og vil gerne. De har også brug for at være en aktivdel af vores samfund.Med venlig hilsenPS LANDSFORENING, Pårørende til Spiseforstyrrede