SUU, Alm.del - 2010-11 (1. samling) - Bilag 339: Henvendelse af 14/6-11 fra Danske Handicaporganisationer vedr. fysisk træning: Mennesker med handicap diskrimineres i det kommunale sundhedsvæsen

SammenfatningDenne rapport bygger på en undersøgelse af træningsindsatsen for mennesker, der bor i botilbud pågrund af en varig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse. Rapporten fokuserer på begrebet ’fysisktræning’, og der skelnes ikke mellem genoptræning, vedligeholdende træning eller såkaldt vederlagsfrifysioterapi. Rapporten har dermed ikke fokus på almindelig idræt og motion eller træning og udviklingaf kommunikative og kognitive færdigheder. I undersøgelsen har vi bedt de ansatte på botilbudene omat besvare spørgsmålene. Undersøgelsen viser dermed ikke noget om, hvordan borgerne selv ellerpårørende til borgerne oplever tilbudene om fysisk træning.Undersøgelsen er en spørgeskemaundersøgelse, og vi har henvendt os til alle botilbud i landet, hvor derbor personer med en varig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse. Dette gjaldt 565 botilbud, ogsvarprocenten var 52,8 %.Formålet med undersøgelsen har været at få mere viden om indsatsen, idet der hidtil kun har væretringe dokumentation af tilbudenes kvalitet og omfang. I undersøgelsen har vi derfor bl.a. spurgt ind tilbehovet for fysisk træning, hvilke tilbud om fysisk træning borgerne gør brug af samt rammerne forindsatsen.Undersøgelsen viser, at mange mennesker, der bor i botilbud, ikke får den fysiske træning, de harbehov for. På hvert tiende botilbud (9,4 %) får borgerne ‘næsten aldrig/på intet tidspunkt’ den træning,de har behov for, mens hele 31,7 % af botilbudene har svaret, at borgerne kun ‘indimellem’ får dentræning, de har behov for. Knap halvdelen (49,1 %) af botilbudene svarer, at borgerne ‘for det meste’får, hvad de har behov for.En vurdering af borgerens behov for fysisk træning forudsætter en vurdering af borgerens fysiskefunktionsevne. Undersøgelsen viser, at mange borgere ikke får foretaget en vurdering af deres fysiskefunktionsevne, og at den i så fald kun sjældent revideres. I 22,3 % af botilbudene får borgere med etvurderet træningsbehov ‘aldrig’ eller ‘næsten aldrig’ udarbejdet en skriftlig redegørelse af behovet.Besvarelserne viser endvidere, at selvom borgerne får lavet en skriftligt vurdering af behovet for fysisktræning, så bliver vurderingen revideret ‘sjældnere end 1 gang om året’ i 13,7 % af botilbudene. Hele41,4 % af botilbudene modtager ‘næsten aldrig’ eller ‘aldrig’ en skriftlig redegørelse af borgerens fysiskefunktionsevne fra den visiterende kommune, når en ny person flytter ind i botilbudet. Dette er på trodsaf, at kommunerne skal tilbyde at udarbejde en handleplan, når der ydes hjælp til mennesker medbetydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne (jf. § 141 stk. 2 Lov om social service).Undersøgelsen viser også, at når der sker en planlægning af den fysiske træningsindsats, tager den i64,4 % af botilbudene ‘i høj grad’ afsæt i den enkelte borgers forudsætninger. Dette sker kun i ‘nogen’eller ‘ringe’ grad i 34,7 % af botilbudene. I 43,4 % af botilbudene sker planlægningen aftræningsindsatsen blot i ‘nogen’ eller ‘ringe’ grad i samarbejde med borgeren. Tallene viser iforlængelse heraf, at i 94,6 % af botilbudene har borgerne mulighed for at frabede sig fysisk træning –hvilket der naturligvis skal være mulighed for.Undersøgelsen belyser derudover hvilke faggrupper, der er involverede i den fysiske træning, oghvorvidt den faglige personalesammensætning har en betydning for, om borgerne får den fysisketræning, de har behov for. Undersøgelsens resultater tyder på, at der er en sammenhæng mellem,hvorvidt en fysioterapeut henholdsvis foretager vurderingen af den fysiske funktionsevne og/ellervaretager træningen, og hvorvidt borgerne får den træning, de har behov for. Såfremt en fysioterapeuter involveret i enten vurderingen af behovet eller varetagelsen af selve træningen, øgessandsynligheden for, at borgerne får den træning, de har behov for. Det spiller tilsyneladende ingen1

rolle, om fysioterapeuten er fast tilknyttet eller ansat i botilbudet, eller om fysioterapeuten kommer fraeksempelvis kommunen eller egen praksis. Det afgørende synes at være, om der er fysioterapeutiskfaglighed involveret i træningen.Undersøgelsens deltagere blev desuden bedt om at vurdere, hvilke faktorer der har størst betydningfor, om borgerne får den træning, de har behov for. De blev her bedt om at prioritere syv muligefaktorer. Det viste sig, at henholdsvis personalemæssig normering, viden om udredning/behov og videnom planlægning/varetagelse af træningen blev vurderet som de vigtigste faktorer. Borgerens egenmotivation blev herudover hyppigt beskrevet som en vigtig barriere. Da de fleste af kategorierne blevprioriteret omtrent lige højt, er det nærliggende at konkludere, at der både er behov for mere viden ogflere ressourcer for at forbedre træningen.Undersøgelsen viser mulige tendenser og sammenhænge, men den giver ikke sikkerhed for årsagernehertil. Resultaterne skal derfor tolkes med forbehold herfor. Samlet set viser undersøgelsen dermedogså et stort behov for mere viden om kvaliteten i træningsindsatsen for mennesker, der bor i botilbud.Der efterlyses i den forbindelse især forskning og viden, der tager udgangspunkt i et borgerperspektivsamt sætter fokus på, hvordan personer, der bor i botilbud, kan få adgang til sundhedsvæsenets ydelserpå lige fod med alle andre – og bl.a. herigennem også få mulighed for at nyde den højst opnåeligesundhedstilstand.Med baggrund i undersøgelsens resultater afrundes rapporten med en række konkrete anbefalinger til,hvordan indsatsen kan forbedres.

Konklusion 1: Borgere, der bor i botilbud, får ikke den fysiske træning,som de har behov for – og ret til.Næsten halvdelen af botilbudene angiver, at borgerne ikke får den fysiske træning, de har behov for.Dermed viser undersøgelsen, at de senere års store politiske fokus på genoptræning og vederlagsfrifysioterapi i vidt omfang er forbigået de borgere, der bor i botilbud pga. et handicap.Den manglende træning betyder først og fremmest ringere livskvalitet for borgerne. Dernæst kan denmanglende fysiske træning også være dårligt for kommunens økonomi. For de borgere, som ikke haradgang til genoptræning, vil deres fysiske funktionsevne forringes, og de vil i større grad have behov forpersonlig og praktisk hjælp til at klare hverdagens aktiviteter. Modsat må det forventes, at såfremt denrette træningsindsats tilbydes til dem, der har behov for det, vil den enkelte borger i højere grad bliveselvhjulpen og dermed have mindre behov for støtte, personlig og praktisk hjælp. Den rette indsats,som er tilpasset den enkelte borgers ønsker, forudsætninger og behov, kan derfor både være med til atgøre borgerne mere selvhjulpne, mindske uligheden i sundhed og gavne kommunens økonomi.I undersøgelsen angiver svarpersonerne, at personalemæssig normering i botilbudene udgør denstørste barriere for, om borgerne får den fysiske træning, som de har behov for. Det angiveseksempelvis, at normeringen kan være en barriere, hvis der ikke er personalemæssige ressourcer til atledsage borgeren til et kommunalt tilbud om træning hos en praktiserende fysioterapeut eller etkommunalt genoptræningscenter.Det er i den forbindelse helt afgørende at slå fast, at borgernes boform – og herunder normeringen påbotilbudene – aldrig må være afgørende for, om hun/han får adgang til de nødvendigesundhedsydelser. Institutionsbegrebet blev afskaffet helt tilbage i 1998 med Servicelovens indførelse.Det indebærer bl.a., at offentlige ydelser og borgernes bolig er adskilt i lovgivningen, som dermedselvfølgelig også skal være adskilt i praksis. Hjælpen skal derfor altid ydes på baggrund af en individuelbehovsvurdering og med respekt for den enkeltes selvbestemmelsesret. Det må aldrig være en del af en’institutionel pakkeløsning’. Er det tilfældet strider det både imod gældende lovgivning og er enkrænkelse af borgerens rettigheder, som de er beskrevet i Handicapkonventionens artikel 25 vedr.sundhed.DH anbefaler:At alle kommuner foretager en kritisk gennemgang af deres nuværende praksis og organisering forat sikre, at borgere, der bor i botilbud, også reelt har adgang til de træningstilbud, som de harbehov for – og ret til.At adgangen til sundhedsydelser, og herunder fysisk træning, aldrig må være afhængig af borgerensboform og personalenormering. Kommunerne har myndighedsansvaret for træningsområdet, ogdet er derfor kommunens ansvar – og ikke det enkelte botilbuds – at træningstilbudene også ertilgængelige for de borgere, der bor i botilbud, og har behov for træning.

Konklusion 2: Borgerne får ikke vurderet deres behov for fysisk træning,og i de tilfælde, hvor det sker, bliver behovene kun sjældent revurderetefterfølgende.Undersøgelsen viser, at mange borgere ikke får foretaget en vurdering af deres fysiske funktionsevne.Når en borger får foretaget en vurdering, er det endvidere sjældent, at denne revideres. Undersøgelsenviser også, at der i mange tilfælde ikke medfølger en skriftlig vurdering af borgerens fysiskefunktionsevne fra den visiterende kommune. Desuden er det ofte ansatte på botilbudene, der står forvurderingen af borgerens fysiske funktionsevne. Derudover er det langt fra i alle tilfælde, at derudarbejdes en skriftlig plan for den fysiske træningsindsats. Samlet set giver de ofte mangelfuldevurderinger af borgernes behov for træning ringe forudsætninger for en træningsindsats, der er rettetmod og tilpasset den enkelte borgers behov.DH anbefaler:At kommunerne lever op til deres myndighedsansvar på træningsområdet. Dettemyndighedsansvar gælder også overfor borgere, der bor i botilbud. Det indebærer konkret, atkommunen i forbindelse med visitation til et botilbud og som del af de lovpligtige § 141handleplaner skal udarbejde en skriftlig vurdering af den enkelte borgers fysiske funktionsevnesamt – hvor det er relevant – en plan for træningsindsatsen. Vurderingen og planen skal udarbejdesi samarbejde med borgeren og personalet på botilbudet.At vurderingen af borgernes fysiske funktionsevne og herunder et eventuelt behov for fysisktræning altid foretages af fagligt kvalificeret personale, hvilket ofte vil være fysio- ellerergoterapeutisk personale. Det pædagogiske personale på botilbudene skal se evt. behov for fysisktræning som et løbende opmærksomhedspunkt, men kan ikke alene vurdere det samlede behov forfysisk træning. Hvis det pædagogiske personale på botilbudene foretager den første vurdering afden fysiske funktionsevne er der risiko for, at de kommer til at fungere som såkaldte ’gate keepers’for adgangen til fysio- og ergoterapeutisk personale og det nødvendige fagligt kvalificerede tilbudom træning.At alle borgere, der bor i botilbud, får tilbud om en kvalificeret sundhedsfaglig vurdering af deresbehov for træning mindst én gang om året, eller når det af forskellige andre årsager måtte værerelevant, fx ifm. flytning, sygdom o.l. I forhold til vurdering af behovet for træning vil en kvalificeretsundhedsfaglig vurdering betyde, at den foretages af enten en fysio- eller ergoterapeut eller enlæge. Vurderingen af behovet for træning kan evt. tænkes sammen med et årligt ”sundhedstjek”,som også kan omfatte andre sundhedsydelser og sundhedsrelaterede behov, fx enmedicingennemgang, kost og ernæring samt forebyggende og sundhedsfremmende initiativer.

Konklusion 3: Når fysioterapeuter har ansvaret for vurdering af behovet forog/eller varetagelsen af den fysiske træning, er der større sandsynlighedfor, at borgeren får den træning, som hun/han har behov for.Undersøgelsen bekræfter, ikke overraskende, at de rette faglige kompetencer øger sandsynlighedenfor, at borgerne får den fysiske træning, de har behov for. Såfremt der er tilknyttet fysioterapeutiskpersonale øges sandsynligheden for, at borgerne får den træning, de har behov for. Herudover sker derbåde en hyppigere vurdering af borgernes funktionsevne samt revidering af den enkelte borgers planfor fysisk træning, når der er en fysioterapeut involveret i træningen.Det er i den forbindelse vigtigt at understrege, at det tilsyneladende ikke har nogen betydning, om detfysioterapeutiske personale er en integreret del af botilbudet, eller om de er ansat andetsteds og blot4

er ’tilknyttet’ botilbudet. Undersøgelsen viser altså, at ansættelsesstedet ikke er afgørende. Detafgørende synes at være, hvorvidt det er personer med fysioterapeutfaglige kompetencer, derforetager vurderingen af den fysisk funktionsevne og varetager den fysiske træning.Nogle af tilbagemeldingerne i undersøgelsen viser endvidere, at kompetencer og ressourcer oftehænger nært sammen. Der synes således at være markant forskel på omfanget af terapeutressourcer,som de enkelte kommuner har afsat til at yde behandling til de borgere, der bor i botilbud. Nogle stedertyder det på, at der i mange år har været afsat alt for få ressourcer ift. behovet for fysisk træning.DH anbefaler:At kvalificeret sundhedsfagligt personale altid indgår i såvel vurderingen af behovet for samtvaretagelsen af fysisk træning. Anbefalingen skal naturligvis ikke ses som en modsætning til dennødvendige tværfaglige og rehabiliterende indsats, idet den fysiske træning selvfølgelig altid skalforegå i overensstemmelse med borgerens samlede individuelle behov og ønsker. Det er i denforbindelse også vigtigt at understrege, at fysisk træning, i form af eksempelvis genoptræning ellervedligeholdende træning, kun udgør et enkelt element i den samlede rehabiliteringsindsats.At alle kommuner sikrer tilstrækkelige sundhedsfaglige ressourcer til, at borgere, der bor i botilbudkan få den fysiske træning, som de har behov for – og ret til.

Konklusion 5: Der er behov for kompetence- og metodeudvikling samtmere viden om sundhed generelt – og herunder fysisk træningUndersøgelsen viser et stort behov for både faglige og administrative kompetencer samtmetodeudvikling i forhold til at sikre lige adgang til de træningsindsatser, som borgerne har behov for.’Lige adgang’ betyder i denne sammenhæng både, at der rent faktisk findes tilbud, som borgerne kangøre brug af, og, at de pågældende tilbud også imødekommer borgernes konkrete behov, fx ift. fysisktilgængelighed, kommunikation, inddragelse og kontinuitet i træningen.Udviklingen kan blandt andet ske i form af konferencer, tværfaglige temadage, kurser med fokus påtræning og de behov blandt målgruppen, som kræver specialiserede kompetencer. I forbindelse medundersøgelsen er vi desuden blevet gjort opmærksomme på flere forskellige måder, der kan arbejdesmed handleplaner på, og som på nogle botilbud bidrager til at sikre og højne kvaliteten. Dette gældereksempelvis udarbejdelse af delplaner på det enkelte botilbud, der understøtter § 141-5

handlerplanerne. Andre steder har der været særligt fokus på den motiverende træning og inddragelseaf borgerne. Den slags erfaringer skal i langt højere grad indsamles og deles, så alle kan få gavn af dem.Besvarelserne tyder samtidig på, at de ansatte på nogle botilbud mangler viden om, hvordan de bedstkan tilbyde borgerne de samme muligheder for at leve et aktivt og sundt liv på lige fod med alle andreog samtidig understøtte borgernes autonomi og selvbestemmelsesret. For at sikre kvalitet ogsammenhæng bør disse tilbud om forebyggelses- og sundhedsfremmeindsatser sammentænkes ogkoordineres med tilbudene om egentlig fysisk træning, som denne rapport handler om.DH anbefaler:At kommunerne sikrer, at det pædagogiske personale på de botilbud, hvor det er relevant, fårmulighed for at deltage i efteruddannelse med fokus på sundhed og sundhedsfremme og herunderpå fysisk funktionsevne og vurdering af behov for træning samt borgernes rettigheder i gældendelovgivning på området. En sådan opkvalificering kan både være med til at klæde personalet på, sådet kan hjælpe den enkelte borger med opfølgende selvtræning, hvis der er behov for og ønske omdet, og være med til at sikre den nødvendige, løbende opmærksomhed på borgernes behov ogrettigheder.At alle kommuner sikrer, at fysio- og ergoterapeutisk personale samt evt. andre sundhedsfagligepersoner på de kommunale træningssteder har den nødvendige viden og kompetencer til atvaretage den fysiske træning for alle målgrupper, herunder også specifikke handicapmålgrupper. Påsamme måde skal de kommunale visitatorer også klædes på til at kunne foretage en individuelvurdering af de forskellige målgruppers behov – og ikke kun tilbyde ”pakkeløsninger” i henhold tilkommunernes kvalitetsstandarder.Faglig og administrativ erfaringsudveksling blandt kommuner og botilbud. Dette kan eksempelvisske i form af konferencer, temadage o.l.Flere undersøgelser på området og bedre dokumentation af kvaliteten. Denne undersøgelse er bloten indledende afdækning af området, og derfor er der et yderligere behov for, at området ogkvaliteten bliver fulgt og udviklet fremover. Det er nødvendigt, at der fremadrettet gennemføresflere undersøgelser samt foretages løbende dokumentation for at sikre kvaliteten i indsatsen. Disseundersøgelser kan eksempelvis have et fokus på organisering og visitationsprocedurer ellerværktøjer til brugerinddragelse. Endeligt er der et særligt stort behov for flere undersøgelser ogerfaringer med udgangspunkt i borgerperspektivet og herunder, hvordan borgernesselvbestemmelsesret og autonomi bedst muligt understøttes i det sundhedspædagogiske arbejde isåvel det enkelte botilbud og i forhold til sundhedsvæsenet mere generelt.