SUU, Alm.del - 2010-11 (1. samling) - Bilag 303: Materiale til foretræde den 18/5-11 fra Pro-Sana

1. Indledning ..................................................................................................................52. Personkreds ..............................................................................................................72.1. Retten til ydelser efter sundhedsloven .............................................................72.1.1. Socialt sikrede i Danmark efter EF-reglerne ..........................................72.1.2. Socialt sikrede i andre EU-/EØS-lande på ophold i Danmark ................82.1.3. Socialt sikret i andre EU-/EØS-lande med bopæl i Danmark .................82.1.4. Opkrævning af refusion fra en udenlandsk syge(for)sikring ...................82.2. Retten til ydelser efter serviceloven .................................................................93. Definitioner og kriterier ............................................................................................103.1. Genoptræning og vedligeholdelsestræning....................................................103.2. Udskrivning fra sygehus .................................................................................103.3. Kriterier for specialiseret, ambulant genoptræning......................................... 114. Træning i regioner og kommuner efter sundhedsloven ...........................................134.1. Genoptræning under indlæggelse på sygehus ..............................................134.2. Genoptræning efter udskrivning fra sygehus .................................................144.3. Tilskud til genoptræning leveret i et andet EU-/EØS-land ..............................164.4. Henvisningsregler for genoptræning efter udskrivning fra sygehus ...............174.4.1. Henvisning til genoptræning efter udskrivning fra et regionssygehus ..174.4.2. Genoptræningsplan efter udskrivning fra privat sygehus .....................174.5. Regler for individuel genoptræningsplan ved udskrivning fra sygehus ..........184.5.1. Genoptræningsplanens formål .............................................................184.5.2. Krav til indholdet af genoptræningsplanen ...........................................194.6. Egentræning efter udskrivning fra sygehus ....................................................225. Træning til børn og unge i kommunerne efter serviceloven ....................................235.1. Genoptræning til børn og unge efter serviceloven .........................................235.1.1. Rådgivning, undersøgelse og behandling efter servicelovens§ 11, stk. 3 ............................................................................................245.1.2. Anden hjælp og støtte efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 10 ..............255.2. Vedligeholdelsestræning til børn og unge efter servicelovens § 44 ...............26

5.3. Træning i bl.a. særlige dagtilbud og hjemmetræning afbørn og unge efter servicelovens § 32 ...........................................................265.4. § 50 undersøgelse og handleplan til børn og unge efter serviceloven ...........296. Træning til voksne i kommunerne efter serviceloven ..............................................306.1. Genoptræning til voksne efter serviceloven ...................................................306.1.1. Afgørelse om genoptræning .................................................................316.2. Vedligeholdelsestræning til voksne efter serviceloven ...................................336.2.1. Afgørelse om vedligeholdelsestræning ................................................336.3. Træning i form af socialpædagogisk bistand og behandlingm.v. til voksne efter serviceloven....................................................................346.4. Handleplaner til voksne mellem 18 og 65 år efter serviceloven .....................366.4.1. Målgruppen for obligatorisk tilbud om handleplaner.............................376.4.2. Handleplaner for personer med nedsat funktionsevne.........................386.4.3. Handleplanens indhold .........................................................................396.4.4. Borgerens medvirken ...........................................................................396.5. Plejeplaner til voksne efter serviceloven ........................................................396.5.1. Plejeplanens indhold ............................................................................406.6. Kvalitetsstandarder m.v. vedrørende genoptræning ogvedligeholdelsestræning efter serviceloven ...................................................407. Tilskud til fysioterapi hos fysioterapeut i praksissektoren ogvederlagsfri fysioterapi hos fysioterapeut i praksissektoren ogi kommunen efter sundhedsloven............................................................................427.1. Tilskud til fysioterapi i praksissektoren ...........................................................427.2. Vederlagsfri fysioterapi hos fysioterapeut i praksissektoren ogi kommunen ....................................................................................................427.2.1. Personkreds .........................................................................................437.2.2. Vederlagsfri fysioterapi til personer med svært fysisk handicap...........447.2.3. Vederlagsfri fysioterapi til personer med funktionsnedsættelsesom følge af progressiv sygdom ..........................................................447.2.4. Børn og unge........................................................................................457.3. Afgrænsning af vederlagsfri fysioterapi i forhold til andre lidelser,ydelser og lovgivning ......................................................................................458. Sammenhængende træningsforløb .........................................................................479. Patienternes frie valg ...............................................................................................509.1. Frit valg mellem genoptræningstilbud efter udskrivning fra sygehus .............509.1.1. Frit valg mellem genoptræningstilbud i kommunalt regi .......................509.1.2. Frit valg mellem genoptræningstilbud i det regionalesygehusvæsen .....................................................................................51

9.2. Frit valg til vederlagsfri fysioterapi ..................................................................529.3. Udførelse af kommunale træningsopgaver efter serviceloven .......................5210. Befordring på træningsområdet ...............................................................................5310.1. Befordring ved genoptræning efter sundhedsloven .......................................5310.2. Befordring til fysioterapi efter sundhedslovens §§ 67 og 140a ......................5410.3. Befordring ved træning efter serviceloven......................................................5511. Klageadgang og patientforsikring m.v. ....................................................................5711.1. Sundhedslovgivningen ...................................................................................5711.2. Sociallovgivningen..........................................................................................5911.3. Tilsyn på det sociale område ..........................................................................6011.3.1. Tilsyn med genoptræning efter servicelovens § 86 ............................60Bilag 1: Eksempler på specialiseret og almindelig ambulant genoptræning efterudskrivning fra sygehus .................................................................................................62

Formålet med denne vejledning er at give et samlet overblik over Ministeriet forSundhed og Forebyggelses og Indenrigs- og Socialministeriets regler om kommuner-nes og regionernes ansvar på træningsområdet. Denne vejledning erstatter vejledningnr. 10131 af 11. december 2006 om træning i kommuner og regioner.Kommunerne har myndighedsansvaret for genoptræning og vedligeholdelsestræningmv. efter serviceloven. Kommunerne har endvidere myndighedsansvaret for denvederlagsfri fysioterapi samt for genoptræning til patienter, der har et lægefagligtbegrundet behov for genoptræning efter udskrivning fra sygehus efter sundhedsloven1.Det betyder, at myndighedsansvaret for al vederlagsfri træning, der ikke foregår undersygehusindlæggelse, er samlet i kommunerne.Borgerens bopælskommune er dermed indgang til hovedparten af alle træningstilbudpå sundheds- og socialområdet. Det kommunale træningsansvar betyder, at ansvaretfor indsatsen over for borgere med et rehabiliteringsbehov, herunder træningsbehov, ividt omfang er samlet i kommunerne.Kommunens opgave og ansvar er at tilbyde borgerne sammenhængende og effektivetræningstilbud på tværs af lovgivning og sektorer. Det betyder bl.a., at kommunenstilbud til borgere med behov for både genoptræning og vedligeholdelsestræning mv.skal tilrettelægges, så borgeren oplever sammenhæng og kontinuitet i de forskelligetræningstilbud. Det gælder både indholdsmæssigt og tidsmæssigt.Kommunernes forpligtelser på træningsområdet fremgår primært af sundhedsloven ogserviceloven. Det kommunale ansvar for træningsindsatsen efter sundhedsloven ogserviceloven skal tilrettelægges i samarbejde med borgeren og i sammenhæng medkommunernes rehabiliteringsindsats efter anden lovgivning i øvrigt, herunder f.eks.træningsindsats i forbindelse med specialundervisning eller jobcenterets beskæftigel-1Lovbekendtgørelse nr. 95 af 7. februar 2008, som senest ændret ved lov nr. 1064 af 6. november 2008.

sesindsats i form af delvis genoptagelse af arbejdet, genoptræning af arbejdsevnen mv.som led i, at borgeren fastholder sin tilknytning til arbejdsmarkedet.Træning efter sundhedsloven og serviceloven er med andre ord elementer, som vilkunne indgå i en bredere rehabiliteringsindsats.Rehabilitering omfatter således indsatser efter flere lovgivninger. Det gælder særligt pådet sociale og det sundhedsmæssige område, men det gælder også på områder indenfor specialundervisning, beskæftigelse mv. Således er kommunernes forpligtelse til atyde specialundervisning og specialpædagogisk bistand for børn og voksne fastsat ihhv. bekendtgørelse om folkeskolens specialundervisning og anden specialpædago-gisk bistand,2hhv. lov om specialundervisning for voksne3, som hører under Undervis-ningsministeriets ressort, mens der i medfør af Beskæftigelsesministeriets lovgivningbl.a. kan ydes støtte i form af delvis tilbagevenden til arbejdsmarkedet4, virksomheds-praktik, vejlednings- og opkvalificeringstilbud samt løntilskud bl.a. til sygedagpenge-modtagere og revalidender5, fleksjob m.v.Det er vigtigt, at borgerne modtager koordinerede ydelser og sammenhængende forløbpå tværs af sektorer og lovgivning, fordi det forbedrer den faglige kvalitet af indsatsenog bidrager til, at borgeren bedst muligt kan vende tilbage til en normal hverdag.

2.1. Retten til ydelser efter sundhedslovenPersoner, der har bopæl her i landet, har ret til sundhedslovens ydelser, jf. sundhedslo-vens § 7. Med bopæl menes tilmelding til Folkeregistret.For så vidt angår andre personers adgang til sundhedslovens ydelser henvises til§§ 8-11 i sundhedsloven og afsnittene nedenfor.2.1.1. Socialt sikrede i Danmark efter EF-reglerne6En person, der ifølge EF-forordningen er dansk socialt sikret, har ret til alle danskesundhedsydelser under ophold i Danmark på samme vilkår som personer, der bor her,herunder genoptræning efter lovens § 140, hvis der i øvrigt foreligger et lægefagligtbehov herfor, jf. sundhedslovens § 84.Man er f.eks. socialt sikret i Danmark efter EF-reglerne, hvis man er ansat af enarbejdsgiver i Danmark, og arbejder her, selv om man ikke har bopæl i Danmark, dvs.er folkeregistreret her.Personer, der er dansk socialt sikrede, men som har bopæl i et andet EU-/EØS-land7,kan identificeres ved, at de har fåetet særligt sundhedskort8fra kommunen.Betalingsforpligtelsen for genoptræning i medfør af sundhedslovens § 140 påhviler denkommune, der har udstedt det særlige sundhedskort.

2.1.2. Socialt sikrede i andre EU-/EØS-lande på ophold i DanmarkPersoner, der er socialt sikret i et andet EU-/EØS-land, eller Schweiz har under ophold iDanmark ret til den sygehjælp, som fra et medicinsk synspunkt bliver nødvendig underopholdet, idet der tages hensyn til ydelsernes art og opholdets forventede varighed.9Dvs. de har ret til såkaldt ”behovsbestemt sygehjælp”. Ydelser gives på samme vilkårsom til danske sikrede. Behovet for en given behandling skal opstå, mens man er iDanmark. Om genoptræningen er nødvendig under det planlagte ophold, er således enkonkret lægelig afgørelse. Personen må ikke være tvunget til at afbryde et planlagtophold og rejse hjem for at få en nødvendig behandling.Sikrede fra andre EU-/EØS-lande dokumenterer deres ret til ”behovsbestemt syge-hjælp” ved at vise etEU-sygesikringskort (”det blå kort”).EU-sygesikringskortet krævesdog ikke for sikrede fra de øvrige nordiske lande. Sikrede fra Storbritannien og Nordir-land skal blot vise et britisk pas..2.1.3. Socialt sikret i andre EU-/EØS-lande med bopæl i DanmarkPersoner der er socialt sikret i et andet EU-/EØS-land, og som bor i Danmark, vil – nårde er tilmeldt folkeregistret – modtage et almindeligt gult sundhedskort og have ret tilsundhedsydelser i Danmark på samme vilkår som danske sikrede. Det gælder eksem-pelvis en grænsearbejder, der arbejder i Tyskland og bor i Danmark. Denne arbejdsta-ger er imidlertid tysk socialt sikret ifølge EF-forordningens regler.2.1.4. Opkrævning af refusion fra en udenlandsk syge(for)sikringYdelserne gives principielt til udgift for den sikredes hjemlige syge(for)sikring.En kommune kan opkræve betaling for ydelser, der gives til personer, der er offentligtsyge(for)sikret i et andet EU-/EØS-land, hvis Danmark gennemfører mellemstatsligrefusion af sundhedsudgifter med det pågældende land. Der afregnes forbosattemedde i fodnote 10 nævnte lande.10For så vidt angår sikrede fra andre EU-/EØS-land, der modtager sundhedsydelserunder ophold i Danmark,kan kommunerne/regionerne opkræve de faktiske udgifter til

en ”behovsbestemt sygehjælpsydelse” fra de i fodnote 11 nævnte lande.11Dissepersoner medbringer normalt et EU-sygesikringskort fra udlandet.Udgifterne skal indberettes elektronisk i Ministeriet for Sundhed og Forebyggelsessåkaldte E 125-system.For yderligere information henvises til bekendtgørelse nr. 704 af 21. juni 2007 omrefusion af offentlige sundhedsudgifter og udgifter til visse sociale ydelser i henhold tiloverenskomster med andre stater eller til EF-retten.Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse kan give nærmere oplysning om for hvilkeudenlandske sikrede og fra hvilke lande, kommunerne kan opkræve betaling.2.2. Retten til ydelser efter servicelovenEfter servicelovens § 2 har personer, der har lovligt ophold her i landet, ret til at få hjælptil træning efter lovens regler. Det har ingen betydning for at få hjælp efter serviceloven,om modtageren er dansk statsborger eller ej. En udlænding med lovligt midlertidigt ellerfast ophold her i landet har således samme rettigheder som danske statsborgere tilhjælp til træning efter serviceloven.En person, der opholder sig i udlandet og derfra søger om hjælp til genoptræning,vedligeholdelsestræning m.v. efter servicelovens bestemmelser, f.eks. med henblik på,at tilbuddet står klar ved hjemkomsten, har ingen dansk opholdskommune. Det er enbetingelse, at ansøgeren tager ophold i Danmark, inden kommunen kan behandleansøgning om hjælp til træning efter servicelovens bestemmelser.Kommunen kan afregne med personens udenlandske syge(for)sikring efter sammeregler som nævnt under afsnit 2.1., jf. bekendtgørelse nr. 704 af 21. juni 2007 omrefusion af offentlige sundhedsudgifter og udgifter til visse sociale ydelser i henhold tiloverenskomster med andre stater eller til EF-retten.

3.1. Genoptræning og vedligeholdelsestræningGenoptræning efter sundhedsloven og serviceloven defineres som en målrettet ogtidsafgrænset samarbejdsproces mellem en patient/borger, eventuelt pårørende og per-sonale. Formålet med genoptræning er, at patienten/borgeren opnår samme grad affunktionsevne som tidligere eller bedst mulig funktionsevne; bevægelses- og aktivitets-mæssigt, kognitivt, emotionelt og socialt.Genoptræningen skal rettes imod patientens funktionsnedsættelse(r), dvs. problemer ikroppens funktioner eller anatomi, samt aktivitets- og deltagelsesbegrænsninger.Genoptræningsindsatsen kan omfatte såvel somatiske patienter som psykiatriskepatienter med et somatisk genoptræningsbehov.Vedligeholdelsestræning efter serviceloven defineres som målrettet træning for atforhindre funktionstab og for at fastholde det hidtidige funktionsniveau. Vedligeholdel-sestræning omfatter vedligeholdelse af såvel fysiske som psykiske færdigheder.3.2. Udskrivning fra sygehusUdskrivningstidspunktet fastlægger det tidspunkt, hvor der senest skal være tagetlægelig stilling til, om en patient har behov for genoptræning efter udskrivning frasygehus og derfor har ret til en genoptræningsplan efter sundhedslovens § 84.Udskrivningstidspunktet fastlægger samtidig tidspunktet for kommunens myndigheds-ansvar for at tilbyde genoptræning i henhold til sundhedslovens § 140.Udskrivning i relation til sundhedslovens genoptræningsbestemmelser kan ske fra bådestationære afsnit, ambulatorium, skadestue samt dagafsnit (daghospital og samme-dagsafsnit) m.v.

Følgende ikke-udtømmende eksempler illustrerer, hvornår der er tale om ”udskrivning”fra et sygehus:• Når patienten forlader sygehuset som færdigbehandlet• Når patienten viderevisiteres til udredning eller behandling i et ambulatorium ellerdagafsnit• Når patienten forlader sygehuset som færdigbehandlet, men fortsat går til ambulantkontrol i sygehusvæsenets regi• Når patienten forlader sygehuset, men fortsat modtager udredning, behandling, plejeeller kontrol i eget hjem ved udgående teams fra sygehusvæsenet.En patient er således ikke udskrevet i situationer, hvor patienten bliver viderevisiteret tilindlæggelse (normeret seng) på en anden afdeling i sygehusvæsenet.3.3. Kriterier for specialiseret, ambulant genoptræningDet er i forarbejderne til sundhedsloven (L 74) fastlagt, at genoptræningsydelser skalleveres af det regionale sygehusvæsen, hvis en patient har behov for specialiseret,ambulant genoptræning, der forudsætter sygehusekspertise, udstyr m.v.Der er i bekendtgørelse nr. 1266 af 5. december 2006 om genoptræningsplaner og ompatienters valg af genoptræningstilbud efter udskrivning fra sygehus fastlagt kriterier

Kriterierne for specialiseret, ambulant genoptræning retter sig til det regionale sygehus-væsen og vil i praksis blive anvendt af læger og andet sundhedsfagligt personale(f.eks. fysioterapeuter eller ergoterapeuter), som i forbindelse med udskrivelse af enpatient vurderer, at patienten har behov for genoptræning efter udskrivning fra sygehus.Lægen m.fl. skal da ud fra kriterierne afgøre, om patienten har behov for specialiseret,ambulant genoptræning, der skal ydes i sygehusvæsenet.Kriterierne har til formål at understøtte en meget snæver faglig afgrænsning af deambulante genoptræningsforløb, der efter reglerne skal ydes i det regionale sygehus-væsen. Heri ligger, at genoptræning efter udskrivning fra sygehus er en kommunalmyndighedsopgave, der i udgangspunktet skal foregå i kommunalt regi.Ved anvendelsen af kriterierne for specialiseret, ambulant genoptræning er det ikkediagnosen alene, men også patientens tilstand, herunder sygdommens sværhedsgradog eventuelle komplikationer, der afgør, om patienten efter udskrivning fra sygehus skalhave tilbud om specialiseret, ambulant genoptræning i sygehusvæsenet. Diagnosen ersåledes ikke et selvstændigt kriterium.I bilaget til vejledningen er beskrevet en række eksempler på patientforløb, derillustrerer anvendelsen af kriterierne for specialiseret, ambulant genoptræning i praksis.

Bopælsregionen er forpligtet til at tilbyde vederlagsfri sygehusbehandling på regionenssygehuse, jf. sundhedslovens §§ 5, 79 og 81. Bopælsregionen er således eftersundhedsloven forpligtet til at tilbyde vederlagsfri sygehusbehandling ved egnesygehuse, ved sygehuse i andre regioner eller ved de i § 79, stk. 2 nævnte specialsy-gehuse.Bopælsregionens sygehuse har hermed pligt til efter behov at yde genoptræning underindlæggelse på regionens sygehuse. Det er en sundhedsfaglig vurdering i hvert enkelttilfælde, om en patient har behov for genoptræning under sygehusindlæggelsen, ogafgørelsen heraf træffes af den ansvarlige sundhedsperson.Bopælsregionen er også forpligtet til – som en del af sygehusydelsen – vederlagsfrit attilbyde ydelser under indlæggelse på sygehuse, svarende til de ydelser, som indtil

§ 140.Kommunalbestyrelsen tilbyder vederlagsfri genoptræning til personer,der efter udskrivning fra sygehus har et lægefagligt begrundet behov for genop-træning, jf. § 84 om genoptræningsplaner.Stk. 2.Kommunalbestyrelsens indsats efter stk. 1 tilrettelægges i sammenhængmed de kommunale træningstilbud m.v. i henhold til anden lovgivning.Stk. 3.Kommunalbestyrelsen kan tilvejebringe tilbud om genoptræning i hen-hold til stk. 1 ved at etablere behandlingstilbud på egne institutioner eller vedindgåelse af aftaler herom med andre kommunalbestyrelser, regionsråd ellerprivate institutioner.Stk. 4.Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter nærmere regler ompatienternes mulighed for at vælge mellem genoptræningstilbud.§ 84.Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter nærmere regler om, atregionsrådet tilbyder en genoptræningsplan til patienter, der har et lægefagligtbegrundet behov for fortsat genoptræning efter udskrivning fra sygehus.§ 251.Bopælskommunen afholder udgifter til genoptræningsydelser efter § 140.

efter udskrivning fra sygehus, herunder også efter kontakt til skadestue eller sygehu-sambulatorium.Når patienter udskrives fra sygehus med et lægefagligt begrundet behov for genoptræ-ning, er al ambulant genoptræning et kommunalt myndighedsansvar i henhold tilsundhedslovens § 140 og et kommunalt finansieringsansvar i henhold til sundhedslo-vens § 251.Kommunernes myndighedsansvar indebærer, at kommunen har ansvaret for at tilbydegenoptræning vederlagsfrit på grundlag af den lægefaglige vurdering af genoptræ-ningsbehovet, som er indeholdt i genoptræningsplanen. Det bemærkes, at kommunenikke efter lovgivningen har kompetence til at tilsidesætte den lægefaglige vurdering afpatientens genoptræningsbehov, herunder vurderingen af om patienten har behov forspecialiseret genoptræning.Kommunen har dermed ansvaret for, at patienter med et genoptræningsbehov sikresgenoptræning og for at finansiere denne indsats. Sundhedsloven fastlægger, atkommunerne som hovedregel kan tilbyde genoptræningen ved egne institutioner ellerved indgåelse af aftale herom med regionsråd, andre kommunalbestyrelser eller privateinstitutioner eller sygehuse m.v.Som en undtagelse hertil gælder, at genoptræningsydelser skal leveres af det regionalesygehusvæsen, hvis en patient har behov for specialiseret, ambulant genoptræning. Idenne situation har bopælskommunen myndigheds- og finansieringsansvaret foropgaven, mens det regionale sygehusvæsen har driftsansvaret.Kriterier for hvornår der er tale om specialiseret, ambulant genoptræning, som skalleveres af det regionale sygehusvæsen, er fastlagt i bekendtgørelse nr. 1266 af 5.december 2006 om genoptræningsplaner og om patienters valg af genoptræningstilbudefter udskrivning fra sygehus. Disse regler er beskrevet nærmere i afsnit 3.3En patient, der efter sundhedslovens § 140 modtager vederlagsfri genoptræning efterudskrivning fra sygehus, har ikke samtidig ret til at modtage tilskud til behandling forsamme lidelse hos fysioterapeut efter sundhedslovens § 67. En persons ret til atmodtage vederlagsfri genoptræning i medfør af sundhedslovens § 140 kan endvidereikke erstattes af tilbud til behandling hos fysioterapeut efter lægehenvisning (§ 67). Dvs.hverken patienten eller kommunen kan vælge andre ydelser end den vederlagsfrigenoptræning, der er henvist til for den pågældende lidelse.

4.3. Tilskud til genoptræning leveret i et andet EU-/EØS-landIfølge bekendtgørelse nr. 1098 af 19. november 2008 om adgang til tilskud eftersundhedsloven til varer og tjenesteydelser, der er købt eller leveret i et andet EU-/EØS-land13kan der ydes tilskud til både vederlagsfri fysioterapi og vederlagsfri genop-træning uden for sygehusregi, der leveres i et andet EU-/EØS-land.Det er en betingelse for at kunne modtage tilskud til vederlagsfri genoptræning eftersundhedslovens § 140, at patienten ved udskrivning fra sygehus har modtaget engenoptræningsplan med henvisning til almindelig, ambulant genoptræning. Der kansåledes ikke gives tilskud i tilfælde, hvor en patient efter udskrivning fra sygehuset erhenvist til specialiseret, ambulant genoptræning, der skal ydes på et sygehus.De betingelser, der gælder for at kunne modtage vederlagsfri genoptræning eftersundhedsloven, finder tilsvarende anvendelse i de tilfælde, hvor en patient søgergenoptræning eller vederlagsfri fysioterapi i et andet EU-/EØS-land.Der kan ydes et tilskud, der svarer til taksten/honoraret for den tilsvarende ydelse, nården gives her i landet. Hvis en patient har modtaget genoptræning i et andet EU-/EØS-land, kan patientens tilskud til ydelsen beregnes ud fra de vejledende takster forgenoptræning, som anvendes ved den mellemkommunale afregning for genoptræ-ningsydelser her i landet, jf. Sundhedsstyrelsens årlige vejledninger om takstsystemet.Til brug for en patients stillingtagen til et behandlingstilbud i et andet EU-/EØS-land,kan patienten bede bopælskommunen oplyse størrelsen af det tilskud, som patientenvil være berettiget til, dvs. svarende til bopælskommunens genoptræningstilbud på bag-grund af den foreliggende genoptræningsplan.Når en sikret søger om tilskud, påhviler det den sikrede at fremlægge det bilagsmate-riale, der er nødvendigt, for at kommunen/regionen kan træffe afgørelse om udbetalingaf tilskud. De nærmere regler for at modtage tilskud til vederlagsfri genoptræning ellervederlagsfri fysioterapi, der er leveret i et andet EU-/EØS-land fremgår af bekendtgø-relse nr. 1098 af 19. november 2008 om adgang til tilskud efter sundhedsloven til varerog tjenesteydelser, der er købt eller leveret i et andet EU-/EØS-land samt af tilhørendevejledning nr. 70 af 19. november 2008. Heraf fremgår regler om krav til den udenland-ske behandler, krav om lægehenvisning, krav til ansøgningen om tilskud, regler omberegning og udbetaling af tilskud, om klageadgang m.v.13 Dvs. Belgien, Bulgarien, Cypern, Estland, Finland, Frankrig, Grækenland, Irland, Island, Italien, Letland,Liechtenstein, Litauen, Luxemburg, Malta, Nederlandene (Holland), Norge, Polen, Rumænien, Slovakiet,Slovenien, Spanien, Storbritannien og Nordirland, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn og Østrig.

4.4. Henvisningsregler for genoptræning efter udskrivning fra sygehus4.4.1. Henvisning til genoptræning efter udskrivning fra et regionssygehusRegionsrådet er forpligtet til at tilbyde en genoptræningsplan til patienter med etlægefagligt begrundet behov for genoptræning efter udskrivning fra sygehus, jf. § 84 isundhedsloven.I praksis er det læger på det regionale sygehus, der har ansvaret for og kompetencentil at afgøre, om der skal udarbejdes en genoptræningsplan. Det er også læger, der haransvaret for og kompetencen til at afgøre, om patienten skal henvises til specialisereteller almindelig, ambulant genoptræning. Vurderingen af, om patienten har behov forspecialiseret, ambulant genoptræning skal ske ud fra fastlagte kriterier for specialiseret,ambulant genoptræning, jf. afsnit 3.3.Det er almindelig praksis (og i tråd med autorisationsloven og reglerne om medhjælppå sundhedsområdet) at lægen kan delegere opgaver til andre sundhedspersoner medhenblik på en fleksibel opgavetilrettelæggelse. En læge kan således vælge at delegereopgaven med at vurdere en patients genoptræningsbehov, herunder vurderingen af omder er behov for almindelig eller specialiseret, ambulant genoptræning, til f.eks.fysioterapeuter og ergoterapeuter. Ligeledes kan en læge vælge at delegere denkonkrete udarbejdelse af en genoptræningsplan.Generelt tilrådes, at lægen i forbindelse med den praktiske udarbejdelse af genoptræ-ningsplaner inddrager andre sundhedspersoner, herunder f.eks. fysioterapeuter,ergoterapeuter og sygeplejersker.Der kan forekomme tilfælde, hvor lægen – eller andet sundhedsfagligt personale – påudskrivningstidspunktet ikke har tilstrækkeligt grundlag for at vurdere, om en patient harbehov for genoptræning og derfor ret til en genoptræningsplan. F.eks. i tilfælde hvor enpatient udskrives efter behandling på en skadestue. I denne situation kan patientenhenvises til ambulant udredning i sygehusvæsenet med henblik på en vurdering af eteventuelt genoptræningsbehov og dermed behov for en genoptræningsplan.4.4.2. Genoptræningsplan efter udskrivning fra privat sygehusI situationer, hvor private sygehuse varetager offentligt finansieret behandling, er deprivate sygehuse på samme måde som regionsrådet forpligtet til at tilbyde en genop-træningsplan til patienter, der har et lægefagligt begrundet behov for genoptræningefter udskrivning fra sygehus. Hvis en patient bliver udskrevet fra et privat sygehusefter reglerne om det udvidede frie sygehusvalg, vil det således være det private

sygehus, der vurderer behovet for genoptræning efter endt sygehusbehandling, ogudarbejder eventuelt en genoptræningsplan.I situationer, hvor en patient bliver udskrevet fra et privat sygehus efter have modtagetbehandling for egen regning, har det private sygehus ikke kompetence til at vurdere,om en patient har behov for genoptræning og derfor ret til en genoptræningsplan påudskrivningstidspunktet. Her har det private sygehus i stedet mulighed for formelt atsende patienten til bopælsregionens sygehusvæsen med henblik på vurdering af eteventuelt behov for en genoptræningsplan og efterfølgende genoptræning.4.5. Regler for individuel genoptræningsplan ved udskrivning fra sygehus4.5.1. Genoptræningsplanens formålGenoptræningsplanen fungerer som en lægelig henvisning af den enkelte patient tilgenoptræning efter udskrivning fra sygehuset.Formålet med genoptræningsplanerne er at sikre målrettede, sammenhængende ogeffektive genoptræningsforløb for patienter, der har behov for genoptræning efterudskrivning fra sygehus. Herunder at sikre relevant og rettidig information til den (ellerde) sundhedsperson(er), der skal yde genoptræningsydelsen til patienten samt at sikreinformation til patienten, patientens alment praktiserende læge og kommunen.Genoptræningsplanen erstatter ikke et udskrivningsbrev til egen læge. Det kan efter enkonkret vurdering være relevant at supplere genoptræningsplanen med en sundheds-faglig dialog mellem sundhedspersoner på det udskrivende sygehus og sundhedsper-soner, der yder genoptræningen i kommunalt eller regionalt regi.Genoptræningsplanen skal bero på en konkret, individuel vurdering af den enkeltepatients behov for genoptræning, og den skal udarbejdes i samarbejde med patienten.Patientinddragelsen har bl.a. betydning for en realistisk beskrivelse af patientensgenoptræningsbehov under hensyn til patientens ressourcer, motivation og ønsker,ligesom patientinddragelsen har betydning for afstemningen af forventninger til detfortsatte genoptræningsforløb.I henhold til sundhedsloven skal patienten give sit informerede samtykke til genoptræ-ning, herunder udarbejdelse af genoptræningsplan, jf. sundhedslovens kapitel 5. For enpatient, der – f.eks. på grund af ung alder eller nedsat psykisk funktionsevne – ikke er istand til at varetage sine interesser, gælder det, at den eller de personer, der efterlovgivningen er bemyndiget hertil (forældremyndighedens indehaver, nærmeste

pårørende eller værgen) indtræder i patientens interesser, hvis det er nødvendigt for atvaretage patientens interesser i den pågældende situation, jf. sundhedslovens § 14.4.5.2. Krav til indholdet af genoptræningsplanenBekendtgørelse nr. 1266 af 5. december 2006 om genoptræningsplaner og ompatienters valg af genoptræningstilbud efter udskrivning fra sygehus fastlæggerminimumsindholdet af genoptræningsplanen.Regionen og kommunerne i regionen kan derudover aftale, at genoptræningsplanernelokalt skal indeholde oplysninger, som supplerer de obligatoriske oplysninger, somfremgår af bekendtgørelsen. Det kan f.eks. være standardiseret funktionsevnetest og/eller beskrivelse af gennemført genoptræning under sygehusindlæggelse. Regionen ogkommunerne i regionen kan desuden aftale, at genoptræningsplanerne skal overholdevisse formkrav.14Sådanne aftaler kan med fordel indskrives i de obligatoriske sund-hedsaftaler mellem regionen og kommunerne i regionen, jf. kapitel 8.Bekendtgørelsen opstiller følgende form- og procedure krav til genoptræningsplanen:

• Genoptræningsplanen skal indeholde en beskrivelse af patientens funktions-evne umiddelbart forud for den hændelse/sygdom, der førte til den aktuellesygehusbehandling, herunder beskrivelse af patientens vanlige funktionsevnei relation til kropsfunktion, aktivitet og deltagelse• Genoptræningsplanen skal indeholde en beskrivelse af patientens funktions-evne på udskrivningstidspunktet, herunder af patientens aktuelle funktions-evne i relation til kropsfunktion, aktivitet og deltagelse, der inddrager såvelpatientens ressourcer som begrænsninger• Genoptræningsplanen skal indeholde en beskrivelse af patientens genop-træningsbehov på udskrivningstidspunktet. Beskrivelsen skal indeholde enpræcisering af, hvilke begrænsninger i patientens funktionsevne, herunderhvilke(n) funktionsnedsættelse(r) samt aktivitets- og deltagelsesbegrænsning,som genoptræningen skal rette sig imod• Genoptræningsplanen skal angive, hvorvidt patienten efter udskrivning frasygehus har behov for genoptræning, som skal ydes på et sygehus• Genoptræningsplanen skal angive det seneste tidspunkt for bopælskommu-nens første kontakt til patienten med henblik på tilrettelæggelse af det fort-satte genoptræningsforløb, herunder rådgivning om patientens mulighed forat vælge imellem genoptræningstilbud. I tilfælde hvor en patient efter udskriv-ning fra sygehus har behov for specialiseret genoptræning på et sygehus,skal genoptræningsplanen dog angive det seneste tidspunkt for det valgteregionssygehus’ første kontakt til patienten• Genoptræningsplanen skal indeholde oplysninger om, hvordan bopælsregio-nen og bopælskommunen kan kontaktes.

Genoptræningsplanen skal også angive det seneste tidspunkt for bopælskommunensførste kontakt til patienten med henblik på tilrettelæggelse af det videre genoptrænings-forløb eller det valgte regionssygehus’ seneste tidspunkt for første kontakt til patienten ide tilfælde, hvor der henvises til specialiseret, ambulant genoptræning.Regioner og kommuner skal indgå aftaler om dette seneste tidspunkt for den førstepatientkontakt. Det er i denne forbindelse væsentligt at tage hensyn til, at den enkeltepatients videre genoptræning efter udskrivning fra sygehus skal tilrettelægges således,at genoptræningen påbegyndes rettidigt og på en sådan måde, at der sikres sammen-hæng, faglig kvalitet og effektivitet i det enkelte genoptræningsforløb, så målsætningenmed den enkelte genoptræningsplan kan realiseres.Derudover skal den enkelte genoptræningsplan indeholde oplysninger om, hvordanbopælsregionen og bopælskommunen kan kontaktes for at sikre patienterne let adgangtil at kontakte relevante myndigheder. Patienter kan efter udskrivning fra sygehus f.eks.have spørgsmål til sygehuset vedrørende genoptræningsplanen eller til et eventueltvidere specialiseret, ambulant genoptræningsforløb i det regionale sygehusvæsen.Patienter med en genoptræningsplan kan f.eks. også have behov for kontakt til deresbopælskommune med spørgsmål om det videre genoptræningsforløb.Den enkelte region og kommunerne i regionen aftaler i de obligatoriske sundhedsafta-ler det nærmere indhold af denne patienttrettede kontaktinformation i genoptrænings-planerne, herunder om genoptræningsplanerne skal indeholde information om enkonkret kontaktperson eller om en central enhed, eksempelvis de regionale patientkon-torer i regionen.Genoptræningen skal ydes i overensstemmelse med den enkelte patients individuellegenoptræningsplan, dvs. med udgangspunkt i beskrivelsen af borgerens funktionsevneog det beskrevne behov for genoptræning på udskrivningstidspunktet.Genoptræningsplanerne skal ikke indeholde en beskrivelse af den funktionsevne, derkan forventes som resultat af genoptræningen. Genoptræningsplanen skal heller ikkeindeholde en beskrivelse af metode, omfang og karakter af den genoptræningsindsats,der skal ydes til den enkelte patient efter udskrivning fra sygehus. Det er kommunen,eller sygehuset for så vidt angår specialiseret, ambulant genoptræning, der afgørmetode, omfang og karakteren af den genoptræningsindsats, der skal tilbydes denenkelte patient.

Ved tilrettelæggelsen af den enkelte patients genoptræning efter udskrivning frasygehus skal der formuleres mål for genoptræningsindsatsen, herunder forventetomfang af genoptræningen. Disse mål fastsættes i samarbejde mellem patienten ogden (eller de) sundhedsperson(er), der tilrettelægger og udfører genoptræningsindsat-sen.En patients ret til at modtage vederlagsfri genoptræning efter udskrivning fra sygehus imedfør af sundhedslovens § 140 kan ikke erstattes af instruks til egentræning.4.6. Egentræning efter udskrivning fra sygehusHvis det vurderes, at en patient kun har behov for egentræning efter udskrivning frasygehus, har det regionale sygehus, der udskriver patienten, pligt til at yde patientenden nødvendige instruktion om egentræningen. Det kan f.eks. ske ved mundtliginstruktion og/eller udlevering af en skriftlig instruks i form af en pjece, folder m.v. medeksempler på træningsøvelser.Modtager patienten varige ydelser fra bopælskommunen (f.eks. personlig og praktiskhjælp eller hjemmesygepleje) eller har patienten i forbindelse med udskrivningen behovfor midlertidig hjælp fra bopælskommunen, skal der udarbejdes en genoptræningsplanmed oplysning om egentræningsbehovet og instruktion. I de situationer fungerergenoptræningsplanen ikke som en lægelig henvisning af den enkelte patient til veder-lagsfri genoptræning i kommunalt regi, men har alene til formål at understøtte patien-tens egentræning samt at informere patientens egen læge og kommunen herom.Patienten skal give samtykke hertil.

5. Træning til børn og ungei kommunerne efterservicelovenKommunalbestyrelsen har ansvaret for al træning efter serviceloven. En afgørelse omkommunalt træningstilbud efter servicelovens regler giver borgeren ret til et vederlags-frit tilbud om træning. Efter serviceloven er der ikke krav om en lægefaglig vurdering afbehovet for træning. Inddragelse heraf vil afhænge af den konkrete sag. Det fremgår afretssikkerhedslovens § 5, at kommunen skal behandle ansøgninger om hjælp i forholdtil alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning, herunderogså rådgivning og vejledning, og at kommunen skal være opmærksom på, om der kansøges hjælp hos anden myndighed eller efter anden lovgivning.Træning efter serviceloven kan ske efter forskellige bestemmelser alt efter målgruppeog afhængig af, om der er tale om genoptræning, vedligeholdelsestræning eller træningi form af behandling. Bestemmelsen om kommunalbestyrelsens forpligtelse til at tilbydevedligeholdelsestræning gælder for både børn, unge og voksne, jf. servicelovens § 44og § 86, stk. 2, mens der i forhold til genoptræning og anden træning i form af behand-ling mv. gælder forskellige bestemmelser for børn og unge samt voksne.5.1. Genoptræning til børn og unge efter servicelovenHvis en person under 18 år har behov for hjælp og støtte til genoptræning eller andentræning, der ikke kan dækkes efter anden lovgivning, skal kommunen iværksættetræning, behandling mv. efter servicelovens § 11, stk. 3 eller efter § 52, stk. 3, nr. 10,hvis betingelserne herfor er opfyldt. Bestemmelsen i servicelovens § 86, stk. 1 omgenoptræning kan ikke anvendes, når det drejer sig om børn og unge under 18 år.

Kommunalbestyrelsen har efter servicelovens § 11, stk. 3, en forpligtelse til at ydegratis rådgivning til børn og unge bl.a. med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne ogderes familier. Udover rådgivning har kommunen en forpligtelse til at tilbyde undersø-gelse og behandling.Den behandling, der kan være tale om, kan f.eks. være psykologsamtaler, fysio- ellerergoterapi, herunder genoptræning til børn og unge, hvis genoptræningen ikke kanydes efter anden lovgivning.Formålet med rådgivning, undersøgelse og behandling efter § 11, stk. 3 er dels atafhjælpe de problemer og behov, der allerede eksisterer, og som i nogle tilfælde kanhave forbigående karakter, f.eks. fordi de er opstået i forbindelse med en ulykke, dels atforebygge, at de vokser sig større.Målgruppen for servicelovens § 11, stk. 3, er børn og unge, bl.a. med nedsat funktions-evne, som ikke har behov for den form for særlig støtte, der er omfattet af de såkaldteforanstaltninger, men for andre former for støtte. Kommunalbestyrelsens forpligtigelseefter servicelovens § 11, stk.3, er således et supplement til forpligtigelsen til at foretageen undersøgelse efter servicelovens § 50 og eventuelt iværksætte særlig støtte efter §52.Ankestyrelsen har i principafgørelse nr. 62 09 udtalt, at den type behandling, der kanydes efter § 11, stk. 3, er den indledende behandling/undersøgelse, der f.eks. ernødvendig for at kunne vurdere behovet for hjælp, eller enkeltstående midlertidige ogkortvarige behandlingsforløb.

Hvis en person under 18 år har behov for genoptræning, vil der kunne ydes støtte efterservicelovens § 52, stk. 3, nr. 10. Efter denne bestemmelse kan kommunen tilbydeanden hjælp, der har til formål at yde rådgivning, behandling, praktisk og/eller pædago-gisk støtte. Det kan f.eks. være fysio- og ergoterapeutisk behandling som led i genop-træning af børn og unge i det omfang, genoptræningen ikke kan dækkes af andenlovgivning.Formålet med bestemmelsen i § 52, stk. 3, nr. 10 er at give kommunen vide rammer iforhold til at målrette indsatsen efter barnets eller den unges særlige behov og tilrette-lægge indsatsen, så det er muligt at tilbyde anden hjælp end den, der er omfattet af deforegående bestemmelser i § 52, stk. 3 nr. 1- 9.Støtte efter denne bestemmelse forudsætter en forudgående undersøgelse af barnetseller den unges forhold, jf. § 50, og at der udarbejdes en handleplan efter § 140, jf.afsnit 5.4. Det er i øvrigt en forudsætning for at anvende § 52, stk. 3, nr. 10, at betingel-serne for at iværksætte foranstaltninger efter § 52, stk. 1 er opfyldt, og at den pågæl-dende indsats er egnet til at løse de problemstillinger, som er afdækket i undersøgelsenefter § 50 og i handleplanen efter § 140.

Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at børn og unge der midlertidigt eller varigt harbehov for hjælp til at vedligeholde fysiske eller psykiske færdigheder, får tilbud heromefter § 86, stk. 2. Denne bestemmelse gælder såvel børn, unge som voksne ogbeskrives nærmere i afsnit 6.2.5.3. Træning i bl.a. særlige dagtilbud og hjemmetræning af børn og unge efterservicelovens § 32De beskrevne tilbud om genoptræning og vedligeholdelsestræning gælder alle børn ogunge med behov herfor. Børn og unge under 18 år med betydelig og varigt nedsatfysisk eller psykisk funktionsevne har endvidere mulighed for at modtage træning,behandling m.v. i særlige dagtilbud og ved forældrenes træning af barnet eller denunge i hjemmet, hvis de har et sådant behov for støtte og behandling, at der skaliværksættes et særligt tilbud til barnet eller den unge.Afgrænsning af målgruppen baserer sig ikke på bestemte diagnoser eller på karakterenaf funktionsnedsættelsen, men på en fagkyndig vurdering af barnets behov for etsærligt støtte- og behandlingstilbud, herunder et træningstilbud.

§ 32 stk. 1.Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om hjælp til børn, der pågrund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behovfor hjælp eller særlig støtte. Hjælpen kan tilrettelægges i særlige dagtilbud,jf. stk. 3, i særlige klubtilbud, jf. § 36, eller i forbindelse med andre tilbud efterdenne lov eller efter dagtilbudsloven. Hjælpen kan også udføres helt eller delvistaf forældrene i hjemmet, jf. stk. 6-8.Stk. 2.Velfærdsministeren fastsætter nærmere regler om samarbejdet medforældre om inddragelse af barnet eller den unge, om udredning af barnets ellerden unges behov og om fremgangsmåden ved kommunens behandling, herun-der om en etablering af kommunale teams, som skal udrede barnets nedsattefunktionsevne, og udvalg som skal visitere barnet til et tilbud.Stk. 3.Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at der er det nødvendige antalpladser i særlige dagtilbud til børn, der på grund af betydelig og varig nedsatfysisk eller psykisk funktionsevne har et særligt behov for støtte, behandlingm.v., der ikke kan dækkes gennem ophold i et af de almindelige dagtilbud ellerfritidshjem efter dagtilbudsloven.Stk. 4 …Stk. 5 …Stk. 6.Efter anmodning fra indehaveren af forældremyndigheden godkenderkommunalbestyrelsen under de betingelser, der er nævnt i 2. og 3. pkt., atforældrene helt eller delvist udfører hjælpen efter stk. 1 i hjemmet. Hjælp udførti hjemmet skal imødekomme barnets eller den unges behov, og forældrene skalvære i stand til at udføre opgaverne. Træning af barnet i hjemmet skal ske efterdokumenterbare træningsmetoder. Kommunalbestyrelsen fører løbende tilsynmed indsatsen over for barnet.Stk. 7.Kommunalbestyrelsen skal yde hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjenesteefter § 42 og § 43 til forældre, der forsørger og træner et barn eller en ung under18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne i hjemmet.Stk. 8.Kommunalbestyrelsen sørger for træningsredskaber, kurser, hjælperem.v., når forældrene træner et barn eller en ung i hjemmet. Kommunalbesty-relsens udgifter til træningsredskaber, kurser, hjælpere m.v. til det enkelte barneller den enkelte unge må ikke overstige 500.000 kr. årligt.Stk. 9.Velfærdsministeren fastsætter nærmere regler om særlig støtte i hjem-met, herunder regler om dokumenterbare metoder, om løbende tilsyn medindsatsen og om træningsredskaber, kurser, hjælpere m.v.

Sigtet med bestemmelserne er at tilgodese børn og unge med betydelig og varigtnedsat fysisk eller psykisk funktionsevnes behov for særlig støtte, behandling ogtræning, således at de får gode muligheder for udvikling og trivsel. Bestemmelserneskal desuden sikre, at forældrene og deres børn bliver inddraget mere aktivt i udrednin-gen af barnets behov og i indsatsen for børnene.Udgangspunktet for hjælpen er, at den kan tilrettelægges i særlige dagtilbud, i særligeklubtilbud eller andre tilbud efter serviceloven eller efter dagtilbudsloven. Formålet medsærlige dagtilbud er, at de, udover hvad der gælder for almindelige dagtilbud til børn,skal give særlig støtte, behandling m.v. De skal endvidere foretage observation ogdiagnosticering med henblik på at kunne tilbyde relevant støtte og behandling ogendvidere observation i relation til behovet for specialpædagogisk bistand efterfolkeskoleloven.Bestemmelserne giver også mulighed for, at hjælpen under visse betingelser kanudføres helt eller delvist af forældrene i hjemmet, og at forældrene modtager en særligstøtte til træningen af barnet eller den unge i hjemmet. At forældrene træner delvist ihjemmet betyder, at tilbuddet til barnet er en kombination af et offentligt tilbud, f.eks. endelvis plads i et særligt dagtilbud, kombineret med træning i hjemmet. Træningen ihjemmet kan foregå efter konventionelle metoder, som almindeligvis anvendes i deoffentlige tilbud, såsom fysio- og ergoterapeutiske metoder, eller efter alternativemetoder, dvs. metoder der traditionelt ikke indgår i de offentlige tilbud.Målgruppen af børn og unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykiskfunktionsevne har ofte sammensatte behov, der kræver en indsats fra flere forskelligefagpersoner. Kommunalbestyrelsen skal derfor nedsætte et tværfagligt udrednings-team. Det kan f.eks. være egen læge, læge fra det specialiserede sundhedsvæsen,psykolog, socialrådgiver, socialpædagog, tale- hørepædagog og fysio- og ergoterapeut.Udredningsteamet skal på baggrund af faglige undersøgelser af barnets ressourcer ogbehov kortlægge barnets funktionsevne og udarbejde forslag til særlig støtte ogbehandling.Kommunalbestyrelsen skal inddrage barnet eller den unge og dennes forældre iudredningsprocessen. Forældrenes viden om egne ressourcer og barnets færdighederskal indgå i udredningen.

I bekendtgørelse og vejledning samt i håndbog om hjemmetræning15er der nærmereredegjort for bl.a. udredning, visitation, forældresamarbejde, inddragelse af børn ogunge, betingelser for godkendelse af hjemmetræning, økonomisk støtte samt tilsyn ogopfølgning.5.4. § 50 undersøgelse og handleplan til børn og unge efter servicelovenKommunalbestyrelsen skal foretage en undersøgelse efter servicelovens § 50 af etbarn eller en ung forud for en afgørelse om særligt dagtilbud eller hjemmetræning efterlovens § 32 eller afgørelse om et tilbud efter lovens § 52, stk. 3, nr. 10. I forbindelsemed tilbud efter lovens § 52, stk. 3. nr. 10, skal der endvidere udarbejdes en handle-plan efter lovens § 140.For yderligere vejledning om bestemmelserne vedrørende § 50 undersøgelse henvisestil ’Vejledning om særlig støtte til børn og unge og deres familier’ kapitel 10, hvor manskal bemærke, at sprogbrug og eksemplificeringer primært retter sig mod udsatte børnog unge og aktuelle foranstaltninger over for denne målgruppe. Vejledningen uddyberservicelovens bestemmelser i kapitel 11 om særlig støtte til børn og unge, og dissebestemmelser kan også omfatte børn og unge med funktionsnedsættelser, som f.eks.har behov for hjælp til behandling i form af f.eks. træningsydelser efter § 52, stk. 3, nr.10. Som det fremgår af § 50, stk. 5, skal en undersøgelse efter § 50 ikke være mereomfattende, end formålet tilsiger.Der skal udarbejdes en handleplan efter servicelovens § 140 til børn og unge, før dergives støtte efter bl.a. § 52. En handleplan skal så vidt muligt udarbejdes i samarbejdemed barnet eller den unge og forældremyndighedens indehaver. I § 140, stk. 5 og 6,opregnes de elementer, som en handleplan til børn og unge skal indeholde en beskri-velse af. Handleplanen skal bygge på den undersøgelse, der er gennemført efter § 50.Det centrale er, at en handleplan til børn og unge på en klar og konkret måde angiverbåde formål, mål og delmål for indsatsen. Handleplanen skal sikre en tilstrækkeligsystematik i disse sager, sikre en god opfølgning på effekterne af indsatsen, givefamilien et overblik over sagens forløb og give en konstruktiv overlevering af sagen vedet eventuelt sagsbehandlerskift.

6. Træning til voksnei kommunerne efterservicelovenTræning efter serviceloven kan ske efter forskellige bestemmelser, alt efter om der ertale om genoptræning eller vedligeholdelsestræning m.v. Efter serviceloven er der ikkekrav om en lægefaglig vurdering af behovet for træning. Inddragelse heraf vil afhængeaf den konkrete sag. Det fremgår af retssikkerhedslovens § 5, at kommunen skalbehandle ansøgninger om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at givehjælp efter den sociale lovgivning, herunder også rådgivning og vejledning, og atkommunen skal være opmærksom på, om der kan søges hjælp hos anden myndighedeller efter anden lovgivning.En afgørelse om kommunalt træningstilbud efter servicelovens regler giver borgeren rettil et vederlagsfrit tilbud om træning.6.1. Genoptræning til voksne efter servicelovenServiceloven fastsætter følgende:

Det kommunale genoptræningstilbud indgår sammen med kommunens øvrige tilbud ien samlet indsats for at bringe borgeren tilbage til eller så tæt på det funktionsniveau,vedkommende havde, inden sygdommen opstod. Tilbuddet om genoptræning skalendvidere ses i sammenhæng med tilbud efter servicelovens regler om vedligeholdel-sestræning mv., jf. afsnit 6.2 og 6.3. Tilbuddet om genoptræning forudsættes koordine-ret med såvel tilbud om vedligeholdelsestræning som eventuel personlig og praktiskhjælp efter § 83 samt støtte efter § 85 til personer med betydelig nedsat funktionsevne.6.1.1. Afgørelse om genoptræningKommunen har, når den træffer afgørelse, pligt til, ud fra en konkret individuel helheds-vurdering, at inddrage alle muligheder for hjælp efter den sociale lovgivning. Kommu-nen skal desuden være opmærksom på, om der kan søges om hjælp hos en andenmyndighed eller efter anden lovgivning, jf. § 5 i lov om retssikkerhed og administrationpå det sociale område.Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om, hvilken form for genoptræning, derskal iværksættes. Afgørelsen skal træffes på baggrund af en konkret individuel vurde-ring af borgerens træningsbehov. Det følger af servicelovens § 88, stk. 3.Afgørelsen skal meddeles borgeren skriftligt og skal være ledsaget af en skriftligbegrundelse. Kommunalbestyrelsen skal, når den træffer afgørelse om genoptræning,tage afsæt i servicelovens krav om, at formålet med hjælpen er at yde en helhedsorien-teret indsats med tilbud afpasset efter den enkelte borgers særlige behov, jf. lovens§ 81.Kommunalbestyrelsen skal i forbindelse med afgørelsen forholde sig konkret til, hvadformålet med træningsindsatsen er, samt hvad omfanget og indholdet af træningsind-satsen mere konkret skal være. Der henvises i øvrigt til afsnit 6.6. om kvalitetsstandar-der.Der er ikke i serviceloven et krav om, at der skal udarbejdes en genoptræningsplan,svarende til sundhedslovens regler om genoptræningsplaner jf. dog muligheden forhandleplaner og plejeplaner.Der er ikke et krav i serviceloven om en lægefaglig vurdering af behovet for genoptræ-ning. Det vil dog ofte være den praktiserende læge eller hjemmeplejen, der konstatererbehovet for genoptræning. Behovet for genoptræning vil også kunne opfanges iforbindelse med udførelsen af de forebyggende hjemmebesøg eller andre former foropfølgning. Ved kommunalbestyrelsens samlede vurdering af borgerens behov for

hjælp vil alle relevante oplysninger om borgerens situation, herunder bl.a. den praktise-rende læges oplysninger, indgå i det samlede oplysningsgrundlag, som ligger til grundfor kommunalbestyrelsens afgørelse om genoptræning m.v.Det følger af forarbejderne til § 86, stk. 1, at målgruppen for kommunal genoptræningefter serviceloven typisk vil være ældre borgere, der efter sygdom, som ikke er behand-let i sygehusregi, er midlertidig svækket. Tilbuddet om genoptræning kan f.eks. værerelevant for en ældre borger, som er svækket efter længere tids sengeleje i hjemmet pågrund af influenza eller efter et fald. Udover målgruppen vil også andre voksne ibegrænset omfang kunne omfattes af kommunal træning efter § 86, stk. 1.Genoptræning efter serviceloven omfatter målrettet træning, som har til formål, atborgeren opnår samme grad af funktionsevne som tidligere eller bedst mulig funktions-evne – såvel bevægelses- og aktivitetsmæssigt, kognitivt, emotionelt som socialt,herunder træning i de færdigheder, som borgeren har brug for i sine daglige gøremål.Genoptræning efter servicelovens § 86, stk. 1, er tidsmæssigt begrænset til denperiode, hvor funktionsniveauet fortsat kan forbedres gennem yderligere træning.Hvis der er tale om et mere vedvarende behov for træning, er det kommunalbestyrel-sens opgave at tilrettelægge træningsindsatsen på en sådan måde, at den delsforebygger, at problemerne for borgeren forværres, dels sigter på at vedligeholde deterhvervede funktionsniveau. Derudover skal der tilbydes genoptræning, hvis der fortsater udsigt til, at funktionsevnen kan forbedres gennem en målrettet genoptræningsind-sats.Tilbuddet om genoptræning gives for at undgå vedvarende eller yderligere svækkelseog for at forebygge, at der opstår behov for øget hjælp, f.eks. i form af personlig ogpraktisk hjælp. Endvidere sigter genoptræningen på at forebygge sygehusindlæggelse.Tilbud om genoptræning efter § 86, stk. 1, skal gives i de tilfælde, hvor anden form fortræning, herunder også egen træningsindsats, ikke kan bringe borgerens funktionsni-veau op.

Kommunalbestyrelsen skal tilbyde hjælp til at vedligeholde fysiske eller psykiskefærdigheder, jf. afsnit 3.1. Tilbuddene gives efter en konkret individuel vurdering og skalbidrage til at afhjælpe væsentlige følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, jf.§ 88, stk. 3.Tilbud om vedligeholdelsestræning gives til personer, som har brug for en individueltræningsindsats med henblik på at kunne vedligeholde fysiske eller psykiske færdighe-der.Bestemmelsen om vedligeholdelsestræning er målrettet voksne, men finder, som detfremgår af servicelovens § 44, jf. afsnit 5.2, tilsvarende anvendelse i forhold til børn ogunge.6.2.1. Afgørelse om vedligeholdelsestræningKommunalbestyrelsen træffer afgørelse om, hvilken form for vedligeholdelsestræning,der skal iværksættes. Afgørelsen skal træffes på baggrund af en individuel, konkretvurdering af borgerens behov. Det følger af servicelovens § 88, stk. 3. Kommunen har,når den træffer afgørelse, pligt til at inddrage alle muligheder for hjælp efter den socialelovgivning. Kommunen skal desuden være opmærksom på, om der kan søges omhjælp hos en anden myndighed eller efter anden lovgivning jf. § 5 i lov om retssikker-hed og administration på det sociale område.Afgørelsen skal meddeles borgeren skriftligt og skal være ledsaget af en skriftligbegrundelse. Kommunalbestyrelsen skal, når den træffer afgørelse om vedligeholdel-sestræning, tage afsæt i servicelovens krav om, at formålet med hjælpen er at yde enhelhedsorienteret indsats med tilbud afpasset efter den enkelte borgers særlige behov,jf. servicelovens § 81.

Ligesom med genoptræning efter servicelovens regler, skal kommunalbestyrelsen iforbindelse med afgørelsen om vedligeholdelsestræning forholde sig konkret til, hvadformålet med træningsindsatsen er, samt hvad omfanget og indholdet af træningsind-satsen mere konkret skal være, ligesom de skal udarbejde kvalitetsstandarder, jf. afsnit6.6.Målgruppen for vedligeholdelsestræning er alle personer, som på grund af nedsatfysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer vurderes at havebehov herfor. Vedligeholdelsestræning omfatter også træning af personer med kroniskelidelser, i det omfang disse personer har brug for en individuel træningsindsats medhenblik på at kunne vedligeholde fysiske, psykiske og sociale færdigheder.Tilbud om vedligeholdelsestræning skal ses i sammenhæng med tilbud om genoptræ-ning. Ofte vil der i forlængelse af et afsluttet genoptræningsforløb, efter både sund-hedsloven og serviceloven, være behov for vedligeholdende træning med henblik på atfastholde den erhvervede funktionsevne.En afgørelse om vedligeholdelsestræning skal endvidere ses i sammenhæng med denhjælp, der eventuelt gives efter servicelovens § 83 (personlig og praktisk hjælp) ogforudsættes koordineret hermed. Udover træning i eget hjem vil aktiviteterne typiskkunne finde sted på f.eks. dagcentre, i plejeboliger mv.6.3. Træning i form af socialpædagogisk bistand og behandling m.v. til voksneefter servicelovenServiceloven fastsætter følgende:

Servicelovens § 85 retter sig især mod voksne med en betydelig og varig nedsat fysiskeller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer. § 85 vil dog også ofte værerelevant for f.eks. personer, der som følge af en sygdom eller en ulykke har behov for etrehabiliteringsforløb af længere varighed og ofte i forskellige faser, der også kanomfatte f.eks. støtte i forbindelse med selvstændig bolig, når dette ikke kan opnåsgennem tilbud efter anden lovgivning. Det vil ofte være af stor betydning, at de pårø-rende inddrages i beslutningen om et forløb efter § 85.Kommunalbestyrelsen kan endvidere give tilbud efter § 102 af behandlingsmæssigkarakter til personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevneeller med særlige sociale problemer. Tilbuddet kan gives, når det er nødvendigt for atbevare eller forbedre den pågældendes fysiske, psykiske eller sociale funktioner, ognår dette ikke kan opnås gennem de behandlingstilbud, der tilbydes efter andenlovgivning. Tilbuddene efter § 102 omfatter en mere behandlingsmæssig indsats i formaf eksempelvis fysio- og ergoterapeutisk behandling eller tandbehandling. Behandlingkan gives efter § 102, hvis behandlingen ikke kan gives i det sædvanlige behandlings-system, f.eks. fordi der er behov for en særlig indsats eller en særlig indretning afbehandlingen.

§ 141.Når der ydes hjælp til personer under 65 år efter afsnit V, skal kommunal-bestyrelsen som led i indsatsen skønne, om det er hensigtsmæssigt at tilbyde atudarbejde en handleplan for indsatsen, jf. dog stk. 2. Ved denne vurdering skalder tages hensyn til borgerens ønske om en handleplan samt karakteren ogomfanget af indsatsen.Stk. 2.Kommunalbestyrelsen skal tilbyde at udarbejde en handleplan, når hjæl-pen ydes til1) personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller2) personer med alvorlige sociale problemer, der ikke eller kun med betydeligstøtte kan opholde sig i egen bolig, eller som i øvrigt har behov for betydeligstøtte for at forbedre de personlige udviklingsmuligheder.Stk. 3.Handleplanen skal angive1) formålet med indsatsen,2) hvilken indsats der er nødvendig for at opnå formålet,3) den forventede varighed af indsatsen og4) andre særlige forhold vedrørende boform, beskæftigelse, personlig hjælp,behandling, hjælpemidler m.v.Stk. 4.Handleplanen bør udarbejdes ud fra borgerens forudsætninger og så vidtmuligt i samarbejde med denne.

Baggrunden for kravet til kommunalbestyrelsen om at tilbyde at udarbejde en handle-plan for indsatsen er at klargøre målet med indsatsen, at sikre en sammenhængendeog helhedsorienteret indsats, og at tydeliggøre forpligtelsen for alle involveredepersoner, instanser og forvaltningsgrene. Samtidig bidrager udarbejdelse af enhandleplan til at styrke borgerens indflydelse på sagsbehandlingen, idet handlingspla-nen er en fælles plan for borgeren og kommunen om indsatsen over for den enkelte.Udarbejdelse af handleplaner er en myndighedsopgave, som påhviler kommunalbesty-relsen. Det er derfor kommunalbestyrelsen, der tager stilling til, om, og i hvilket omfang,f.eks. leverandører af serviceydelser skal bidrage til udarbejdelse af handleplaner. Deter også kommunalbestyrelsen, der skal sikre, at procedurereglerne overholdes, f.eks.at der foreligger samtykke fra borgeren, når der i forbindelse med udarbejdelsen af enkoordineret handlingsplan skal indhentes oplysninger fra andre forvaltningsgrene og

myndigheder, såsom sygehusafdelinger, distriktspsykiatrien, uddannelses- og beskæfti-gelsesforvaltninger etc.Udarbejdelse af handleplaner er et led i at opfylde servicelovens formålsbestemmelseom den særlige indsats for voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne ellermed særlige sociale problemer, jf. servicelovens § 81. En handleplan danner rammenfor en samarbejdsproces med borgeren, hvor mål for indsatsen afstemmes medborgerens ønsker og forudsætninger for nærmere at kunne fastlægge de konkretetilbud. For at skræddersy en helhedsorienteret indsats til den enkelte må der, hvor derud over kommunalbestyrelsens egne tilbud er behov for medvirken fra andre myndighe-der, ske en koordinering med disse.En sådan koordineret indsats er specielt vigtigt, når også andre forvaltningsgrene, somf.eks. psykiatriske sygehusafdelinger og distriktspsykiatrien, eller andre myndigheder,som f.eks. kriminalforsorgen, kommer ind i billedet. Det er derfor i den forberedendefase vigtigt at få kortlagt hvilke myndigheder, der allerede er inddraget i forhold tilborgeren, og hvilke det vil være relevant at inddrage.At arbejde med handleplaner indebærer endvidere, at der skabes et grundlag for ensystematisk evaluering af indsatsen og et udgangspunkt for en kvalitetssikring afindsatserne.Kommunalbestyrelsen skal altid skønne, om det er hensigtsmæssigt at tilbyde udarbej-delse af en plan for ydelser efter serviceloven. Bestemmelsen omfatter voksne under65 år, dog ikke 18-22-årige, der modtager hjælp efter servicelovens afsnit II.I skønnet skal borgerens eventuelle ønsker om at få en handleplan indgå med vægt, ogdet er derfor vigtigt, at borgeren er orienteret om muligheden for at få en handleplan.Ved vurderingen af behovet for en handleplan skal der tages hensyn til borgerenssamlede funktionsevne og behov samt karakteren, omfanget, sværhedsgraden ogtidshorisonten for den indsats, der er brug for. Det skal af sagen fremgå, at kommunenhar vurderet spørgsmålet om udarbejdelse af en konkret handleplan, herunder omborgeren har udtrykt ønske om, at der bliver udarbejdet en handleplan.6.4.1. Målgruppen for obligatorisk tilbud om handleplanerEfter servicelovens § 141, stk. 2, litra 2 har kommunalbestyrelsen pligt til at tilbyde atudarbejde en handleplan til• personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller

• personer med alvorlige sociale problemer, der ikke eller kun med betydelig støttekan opholde sig i egen bolig, eller som i øvrigt har behov for betydelig støtte for atforbedre de personlige udviklingsmuligheder.Uden for målgruppen for obligatoriske tilbud om handleplaner falder borgere, der eri stand til at tage vare på egne interesser, som er i besiddelse af en højere grad afsocial kompetence, og som f.eks. udelukkende har behov for hjælp til at struktureredagligdagen.6.4.2. Handleplaner for personer med nedsat funktionsevneBaggrunden for bestemmelsen om obligatorisk tilbud om handleplaner er således i trådmed målsætningerne for de grupper, der har særlige behov.Bestemmelsen om obligatorisk tilbud om handleplaner omfatter både mennesker medbetydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og mennesker med alvorlige socialeproblemer. Det drejer sig eksempelvis om mennesker med udviklingshæmning, sværtsindslidende, mennesker med udviklingsforstyrrelser (f.eks. autister), svært hjerneska-dede, mennesker med stærkt nedsat fysisk funktionsevne, længerevarende hjemløseog personer med et behandlingskrævende stof- eller alkoholmisbrugsproblem.Kravet om tilbud om handleplaner gælder over for voksne inden for de nævnte grupper,der enten har store problemer med at klare sig i egen bolig, eller for hvem der børgøres en ekstra og mere langsigtet indsats, f.eks. for at kunne udvikle en positividentitet, for at opøve eller vedligeholde færdigheder, eller for at kunne mestre en aktivlivsudfoldelse i samspil med andre.Handleplanen skal bidrage til at sikre en koordineret indsats mellem de kommunalemyndigheder, botilbudsområdet, behandlingssystemet m.m., med henblik på at kunnesammensætte den rette indsats, både hvad angår de enkelte tilbud og den tidsmæs-sige rækkefølge af tilbuddene.Når det gælder beboere i botilbud efter serviceloven eller almenboligloven, vil der oftevære udarbejdet en pædagogisk plan/handleplan, som gælder for indsatsen i forbin-delse med selve botilbuddet. En sådan pædagogisk plan kan ikke erstatte en handle-plan efter servicelovens § 141, men kan evt. indgå som et delelement i handleplanen.På samme måde vil særlige jobplaner m.v., som jobcentrene skal udarbejde, f.eks. iforbindelse med en rehabiliteringsindsats, også kunne indgå som delelementer ihandleplanen efter servicelovens § 141.

6.4.3. Handleplanens indholdSom det fremgår af servicelovens § 141 stk. 3, skal der i planen angives formålet medindsatsen for den pågældende borger, hvilken indsats, der er nødvendig for at opnåformålet, den forventede varighed af indsatsen samt andre særlige forhold om boform,beskæftigelse, personlig hjælp, behandling, hjælpemidler m.v.6.4.4. Borgerens medvirkenHandleplanen bør udarbejdes ud fra borgerens forudsætninger og i samarbejde meddenne, jf. stk. 4. Hvis borgeren ikke selv, eller kun vanskeligt, kan indgå i en dialog omudarbejdelse af en handleplan, skal tilbuddet fremsættes over for den, der varetagerpågældendes interesser, som f.eks. nære pårørende eller en støtte- og kontaktperson,værge, bisidder eller andre.6.5. Plejeplaner til voksne efter servicelovenServiceloven fastsætter følgende:

De individuelle pleje- og omsorgsplaner skal medvirke til at skabe helhed i indsatsenover for den enkelte med særlig fokus på individuelle ressourcer, færdigheder oglivsmønstre. Udarbejdelsen af planerne vil give et godt grundlag for at tilrettelæggeplejen, og vil give brugere og pårørende bedre information om, hvilken hjælp der ydestil den enkelte.Kommunalbestyrelsernes pligt til at udarbejde plejeplaner gælder i forhold til beboere iplejehjem m.v., lejere i plejeboligbebyggelser og lejere i tilsvarende boligenheder, jf.servicelovens § 89, stk. 3. Plejeplanen skal, i lighed med de konkrete afgørelser ompersonlig og praktisk hjælp, løbende justeres, så de afspejler den enkelte modtagers

aktuelle behov for hjælp. Det er en kommunal forpligtelse løbende at følge op på, omder er behov for at justere plejeplanerne.6.5.1. Plejeplanens indholdDen samlede pleje- og omsorgsindsats består dels i de konkrete ydelser, der træffesafgørelse om, dels i den daglige tilrettelæggelse af hverdagen for den enkelte. Planenfor den samlede indsats skal være fremadrettet, og skal tage udgangspunkt i denenkeltes aktuelle ressourcer, behov og muligheder, ligesom der i videst muligt omfangskal tages hensyn til den enkeltes livshistorie, vaner og ønsker ved tilrettelæggelsen afden samlede indsats. Hvis der er udarbejdet et plejetestamente vil det være naturligt atlade det helt eller delvist indgå som en del af plejeplanen. I praksis vil oplysningerneom den samlede indsats, ud over de tilkendte ydelser efter servicelovens kapitel 16 (f.eks. personlig og praktisk hjælp, genoptræning m.v.) f.eks. kunne indeholde en plan fordagens aktiviteter, spisetider, måltidets sammensætning, rutiner ved sengetid m.v.6.6. Kvalitetsstandarder m.v. vedrørende genoptræning og vedligeholdelses-træning efter servicelovenSocialministeriets Bekendtgørelse om kvalitetsstandarder og frit valg af leverandør afpersonlig og praktisk hjælp m.v. fastsætter følgende:

§ 1.Kommunalbestyrelsen skal mindst én gang årligt udarbejde en kvalitets-standard for personlig og praktisk hjælp samt kommunal genoptræning ogvedligeholdelsestræning efter lovens §§ 83 og 86.Stk. 2.Kvalitetsstandarden skal indeholde generel serviceinformation tilborgeren om den hjælp, de kan forvente fra kommunen, hvis de får behov forpersonlig og praktisk hjælp m.v. eller kommunal genoptræning og vedligeholdel-sestræning efter lovens §§ 83 og 86.Stk 3.Kvalitetsstandarden skal indeholde en beskrivelse af det serviceniveau,kommunalbestyrelsen har fastsat for ydelser efter lovens §§ 83 og 86. Beskri-velsen af indholdet, omfanget og udførelsen af hjælpen skal være præcis ogskal danne grundlag for, at der sikres sammenhæng mellem serviceniveau, deafsatte ressourcer, afgørelserne samt leveringen af hjælpen. Kvalitetsstandar-den skal endvidere indeholde operationelle mål for, hvordan dette sikres, og enbeskrivelse af, hvordan der følges op på de fastsatte mål, jf. § 2.

Kvalitetsstandarden, der skal offentliggøres, skal bruges til at formidle de politiskemålsætninger, kommunalbestyrelsen har truffet beslutning om vedrørende personlig ogpraktisk hjælp samt genoptræning og vedligeholdelsestræning. Kvalitetsstandardenskal bruges som grundlag for den daglige indsats i kommunen på bl.a. træningsområ-det. Derfor skal kvalitetsstandarden indeholde konkrete mål og planer for, hvordan depolitisk vedtagne målsætninger skal føres ud i livet. Kommunalbestyrelsen skal viakvalitetsstandarden skabe gennemsigtighed om sammenhængen mellem det politiskfastsatte serviceniveau, de konkrete afgørelser om træning og den ydelse, der levereshos den enkelte borger.Udover at være et styringsredskab for kommunalbestyrelsen kan kvalitetsstandardenbruges af borgeren til at orientere sig om serviceniveauet i kommunen, hvorvedborgeren kan få kendskab til hvilken form for hjælp til træning, borgeren kan forventefra kommunen.

Kommunalbestyrelsenskaltilbyde vederlagsfri behandling hos fysioterapeut i praksis-sektoren efter lægehenvisning, jf. stk. 1. De nærmere vilkår fremgår af en bekendtgø-relse om fysioterapi16, af Sundhedsstyrelsens vejledning om adgang til vederlagsfrifysioterapi17og af overenskomster mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn ogDanske Fysioterapeuter.Kommunalbestyrelsenkantilbyde vederlagsfri behandling hos en fysioterapeut efterlægehenvisning ved at etablere tilbud om fysioterapi på egne institutioner eller vedindgåelse af aftaler med andre kommunalbestyrelser eller private institutioner. Denærmere vilkår fremgår af ovennævnte bekendtgørelse, Sundhedsstyrelsens vejled-ning om adgang til vederlagsfri fysioterapi og af overenskomster mellem RegionernesLønnings- og Takstnævn og Danske Fysioterapeuter.Kommunen kan ikke efterfølgende begrænse lægens henvisning til alene at omfattekommunal fysioterapi, men patienten kan med lægehenvisning til vederlagsfri fysiote-rapi vælge mellem de tilbud, der findes, jf. afsnit 7.3 nedenfor.Af Sundhedsstyrelsens vejledning om adgang til vederlagsfri fysioterapi fremgår, atmålsætningerne for den vederlagsfri fysioterapi bl.a. er at give adgang til fysioterapi forat forbedre funktioner, vedligeholde funktioner eller forhale forringelse af funktioner hosvoksne og børn med et varigt svært fysisk handicap eller en funktionsnedsættelse somfølge af progressiv sygdom.Er henvisende læge i tvivl om, hvorvidt en patient er omfattet af målgrupperne, kanvurderingen foretages af en relevant speciallæge eller forelægges Sundhedsstyrelsen,jf. punkt 2.7 i Sundhedsstyrelsens vejledning om adgang til vederlagsfri fysioterapi.7.2.1. PersonkredsSundhedsstyrelsens vejledning om adgang til vederlagsfri fysioterapi præcisererafgrænsningen af hvilke personer, der er omfattet af ordningen om vederlagsfrifysioterapi. Ordningen omfatter to målgrupper:

Tilbuddet omfatter fysioterapi på hold. Individuel fysioterapi er ikke udelukket, men skalvære undtagelsen. Tilbuddet omfatter ikke ridefysioterapi.Personen skal have en lægehenvisning til vederlagsfri fysioterapi.7.2.4. Børn og ungeBørn og unge er omfattet af ordningen om vederlagsfri fysioterapi på samme vilkår somvoksne.Børn med fysisk handicap har imidlertid ofte behov for indsatser, der tager særligthensyn til funktionsevnen generelt, men især hensyn til barnets alder og udviklingsmu-ligheder i øvrigt. Børn med svære fysiske handicap og progressive sygdomme har oftebehov for flere samtidige, koordinerede indsatser, som tilsammen har til formål atudvikle barnets kompetencer inden for leg, læring, fysiske funktioner, færdigheder ogsociale relationer. Løsning af disse opgaver stiller krav om en tværfaglig, koordineretindsats af høj kvalitet. Monofaglige tilbud i form af fysioterapi alene er ofte et utilstræk-keligt tilbud til disse børn. Henvisende læge bør drøfte og undersøge mulighederne forat henvise barnet og forældrene til et tilbud i kommunalt regi, som kan varetage barnetskomplekse behov.7.3. Afgrænsning af vederlagsfri fysioterapi i forhold til andre lidelser, ydelser oglovgivningDet beror altid på en konkret lægelig vurdering, hvorvidt og hvornår en given patientkan henvises til vederlagsfri fysioterapi.Vederlagsfri fysioterapi kan ikke anvendes ved eventuelle andre sygdomme ogtilstande, som personen har, end dem der er nævnt i Sundhedsstyrelsens vejledning17.På samme måde berettiger funktionsnedsættelse, som følger af generel udviklings-hæmning, alder eller smerter alene, ikke til vederlagsfri fysioterapi.Hvis en person, der er omfattet af ordningen om vederlagsfri fysioterapi, har et læge-fagligt begrundet behov for genoptræning efter udskrivning fra sygehus i forbindelsemed behandling af en anden lidelse, skal personen tilbydes vederlagsfri genoptræningefter sundhedslovens § 140, og sygehuset skal udarbejde en genoptræningsplan iforbindelse med, at behandlingen på sygehuset afsluttes. En patients ret til at modtagevederlagsfri genoptræning efter udskrivning fra sygehus i medfør af sundhedslovens§ 140 kan ikke erstattes af tilskud til behandling hos fysioterapeut, efter sundhedslo-vens § 67 eller vederlagsfri fysioterapi efter sundhedslovens § 140 a.

En patient, der efter sundhedslovens § 140 modtager genoptræning efter udskrivningfra sygehus, har ikke samtidig ret til at modtage tilskud til behandling hos fysioterapeut,efter sundhedslovens § 67 eller vederlagsfri fysioterapi, efter sundhedslovens § 140 a,for samme lidelse.Ovenstående indebærer, at der ikke kan henvises til vederlagsfri fysioterapi, hvis deralene er tale om en dublering af eksisterende tilbud, som personen modtager efterandre bestemmelser. Eksempelvis kan en person, som modtager træningstilbud ikommunalt regi efter servicelovens bestemmelser eller vederlagsfri genoptræning eftersundhedslovens § 140, ikke henvises til et tilsvarende tilbud efter ordningen omvederlagsfri fysioterapi.Personer kan imidlertid godt modtage forskellige tilbud efter ordningen om vederlagsfrifysioterapi. Eksempelvis kan personer med et svært fysisk handicap, som har behov foren kombination af holdtræning og individuel manuel fysioterapi, godt modtage holdtræ-ning ved et kommunalt tilbud og den individuelle fysioterapi hos en praktiserendefysioterapeut.

8. SammenhængendetræningsforløbI mange tilfælde vil en borger med behov for træning indgå i et træningsforløb medforskellige former for indsatser efter såvel sundhedsloven og serviceloven som efterandre lovgivninger.Det er vigtigt, at regionsråd og kommunalbestyrelser arbejder for at skabe et sammen-hængende forløb for borgeren, og at der sker en effektiv koordination af indsatsermellem forskellige former for træning efter sundhedsloven og serviceloven. Det er ogsåvæsentligt, at den kommunale træningsindsats efter sundhedsloven og efter servicelo-ven tilrettelægges i sammenhæng med andre indsatser på andre kommunale områder,f.eks. inden for specialundervisning, beskæftigelse m.v., for at sikre, at borgernetilbydes koordinerede ydelser og sammenhængende forløb, jf. kapitel 1.For bl.a. at sikre rammerne for træningsindsatsen og for samarbejdet mellem regionaleog kommunale instanser, er regionsrådene og kommunalbestyrelserne i regionenforpligtet til at• nedsætte sundhedskoordinationsudvalg, jf. sundhedslovens § 204• indgå sundhedsaftaler, jf. sundhedslovens § 205• indgå rammeaftaler, jf. servicelovens § 6Sundhedskoordinationsudvalg og sundhedsaftalerSundhedsloven forpligter regionsrådet til i samarbejde med kommunalbestyrelserne iregionen at nedsætte et sundhedskoordinationsudvalg med medlemmer fra regionen,kommunerne i regionen og praksissektoren i regionen.Sundhedskoordinationsudvalgene har det overordnede ansvar for samarbejdet mellemsygehuse, praksissektoren og kommunerne. Herunder at følge op på og drøfte denpraktiske gennemførelse af de obligatoriske sundhedsaftaler om sammenhængendeforløb på træningsområdet, som regionerne og kommunerne i regionen er forpligtet tilat indgå i medfør af sundhedslovens § 205. Kommuner og regioner har såledesmulighed for efter behov at drøfte emner, der er relevante for sammenhængende

patientforløb på tværs af sygehuse, praksissektor og kommuner. Det gælder bl.a.planlægning og styring af træningsområdet, herunder arbejdsdeling og koordination.En sundhedsaftale er en politisk og administrativ aftale, som indgås mellem regionsrå-det og kommunalbestyrelsen, og som fastsætter rammer og målsætninger for samar-bejdet mellem parterne. Formålet hermed er at bidrage til at sikre sammenhæng ogkoordination af indsatsen i de patientforløb, som går på tværs af region og kommune.De nærmere regler for de obligatoriske sundhedskoordinationsudvalg og de obligatori-ske sundhedsaftaler er fastsat i Ministeriet for Sundhed og Forebyggelses bekendtgø-relse nr. 778 af 13. august 2009 om sundhedskoordinationsudvalg og sundhedsaftalersamt i Sundhedsstyrelsens Vejledning om sundhedskoordinationsudvalg og sundheds-aftaler.I alt er der fastlagt 6 obligatoriske indsatsområder, som regionsrådet og kommunalbe-styrelsen skal indgå aftaler om. Det gælder bl.a. træningsområdet, hvor sundhedsafta-len skal beskrive følgende:

1. Arbejdsdeling mellem region og kommuner i forhold til levering af genoptræ-ning til patienter efter udskrivning fra sygehus samt beskrivelse af arbejdsde-ling aftalt med tredje part.2. Hvordan parterne sikrer kommunikation mellem kommunen, almen praksisog sygehuset i forbindelse med udskrivning fra sygehus af patienter med etgenoptræningsbehov. Konkret skal aftalen fastlægge indholdet af en kontakt-personordning.3. Hvordan parterne sikrer tilvejebringelse af det nødvendige grundlag for kom-munens vejledning om det frie valg af genoptræningssted.4. Hvordan parterne gennem en løbende planlægning og styring af kapacitetenaf genoptræningstilbud i regionen og kommunerne sikrer, at genoptræningenkan påbegyndes hurtigst muligt efter udskrivning fra sygehuset.5. Hvordan parterne følger op på aftalen.Kilde: Bilag 3 til bekendtgørelse nr. 414 af 5. maj 2006 af sundhedskoordinationsudvalg og sundhedsaftaler

serviceloven. Kommunerne kan løfte sit forsyningsansvar ved brug af egne tilbud ogved samarbejde med andre kommuner, regioner eller private tilbud.Af servicelovens § 5 fremgår, at regionsrådet på forskellige områder, efter aftale medkommunalbestyrelserne i pågældende region, skal medvirke i opgaveløsningen ved atstille tilbud til rådighed. Det fremgår af § 5, stk. 3, at det bl.a. gælder i forhold tiltræningsydelser efter § 85, § 86 og § 102 til personer med længerevarende ophold iboliger til personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevneefter lov om almene boliger m.v. Regionsrådet opfylder sine forpligtigelser ved brug afegne tilbud og ved samarbejde med kommuner, andre regioner eller private tilbud.Servicelovens § 6 om rammeaftaler angiver reglerne for samarbejdet mellem kommu-nalbestyrelser og regionsrådet med henblik på fastsættelse af omfanget af den regiona-le leverandøropgave. Rammeaftalen er således også med til at angive, hvilke tilbudkommunerne selv påtager sig at levere. Kommunalbestyrelserne skal hvert år udar-bejde en redegørelse over kommunens behov for og forventede forbrug af tilbud efter §5 i serviceloven. Disse redegørelser danner baggrund for de rammeaftaler, der årligtskal indgås mellem regionsrådet og kommunalbestyrelserne i regionen om, hvilke tilbudregionsrådet skal stille til rådighed og dermed bidrage til at afgrænse, hvilke tilbudkommunerne selv påtager sig at levere. Igennem disse årlige rammeaftaler reguleresløbende kapacitet og udviklingsønsker til de regionale tilbud, og samtidig koordinererregionsrådene indbyrdes kapaciteten og udviklingen i lands- og landsdelsdækkendetilbud.Der henvises i øvrigt til Socialministeriets bekendtgørelse nr. 36 af 23. januar 2006 omrammeaftaler m.v. på det sociale område og på det almene ældreboligområde.

§ 86.En person, der henvises til sygehusbehandling, kan vælge mellembopælsregionens sygehuse, andre regioners sygehuse og de private specialsy-gehuse m.fl., der er nævnt i § 79, stk. 2, uanset bopælsregionens behandlings-tilbud og kriterier for sygehusbehandling i sit sygehusvæsen.Stk. 2.Et sygehus kan afvise at modtage personer fra andre regioner, hvis deter begrundet i kapacitetsmæssige årsager, og hvis væsentlige hensyn til per-soner med bopæl i regionen ellers vil blive tilsidesat. Ministeren for sundhed ogforebyggelse fastsætter nærmere regler herom.§ 87.En person, som er henvist til sygehusbehandling, kan vælge at blive be-handlet på et af de sygehuse, klinikker m.v., som regionsrådene har indgået af-tale med efter stk. 4, hvis regionsrådet i bopælsregionen ikke inden for 1 månedefter, at henvisningen er modtaget, kan tilbyde behandling ved egne sygehuseeller et af de i § 79 nævnte sygehuse, som regionsrådet samarbejder med ellersædvanligvis benytter.§ 140, stk. 4.Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter nærmere reg-ler om patienternes mulighed for at vælge mellem genoptræningstilbud.§ 140 a, stk. 3.Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter regler ombehandling efter stk. 1 og 2 og om patientens mulighed for at vælge mellemfysioterapitilbud.

Efter bekendtgørelsens § 4 har patienter, der har et lægefagligt begrundet behov foralmindelig genoptræning efter udskrivning fra et sygehus, ret til at vælge mellem degenoptræningstilbud, som bopælskommunen har etableret ved egne institutioner, ellersom bopælskommunen yder via en eller flere leverandører på grundlag af særlig aftaleherom.Patienter, der har et lægefagligt begrundet behov for genoptræning efter udskrivning fraet sygehus, har desuden ret til at vælge genoptræningstilbud på andre kommunersinstitutioner. Patienter har derimod ikke mulighed for at vælge genoptræningstilbud,som andre kommuner tilbyder egne borgere via en eller flere leverandører på grundlagaf særlig aftale herom.En kommunes genoptræningsinstitution kan af kapacitetsmæssige årsager afvise atmodtage fritvalgspatienter, der har bopæl i en anden kommune, herunder hvis institutio-nen har væsentlig længere ventetider til genoptræning end andre kommunale genop-træningsinstitutioner, og hvis væsentlige hensyn til patienter fra egen kommune ellersvil blive tilsidesat.Bopælskommunen skal ved den første kontakt til patienten informere patienten ommuligheden for at vælge mellem fagligt relevante genoptræningstilbud i bopælskommu-nen og i andre kommuner.9.1.2. Frit valg mellem genoptræningstilbud i det regionale sygehusvæsenSundhedslovens regler om frit sygehusvalg omfatter også patientens valg af sygehus,hvis patienten – i medfør af patientens genoptræningsplan – er henvist til at modtagespecialiseret genoptræning i det regionale sygehusvæsen efter udskrivning fra sygehus.Reglerne om frit sygehusvalg indebærer, at hvis en patient efter udskrivning fra et syge-hus har behov for specialiseret genoptræning i det regionale sygehusvæsen, så kanpatienten vælge at modtage den ambulante genoptræning på bopælsregionens ellerandre regioners sygehuse og visse specialsygehuse. Regionerne har dermed enforpligtelse til at yde genoptræning til udenregionspatienter, der har et lægefagligtbegrundet behov for specialiseret, ambulant genoptræning på et sygehus.Regionssygehuset er forpligtet til at yde genoptræning til udenregionspatienter eftersamme retningslinjer, som regionen yder genoptræning til egne patienter, herunder skalpatienterne indplaceres på en eventuel venteliste ud fra en konkret vurdering afpatientens genoptræningsbehov og efter de samme kriterier som patienterne frabopælsregionen.

En sygehusafdeling kan dog af kapacitetsmæssige årsager afvise at modtage fritvalgs-patienter, der har bopæl i en anden region, herunder hvis afdelingen har væsentligtlængere ventetider til den pågældende behandling end andre afdelinger, og hvisvæsentlige hensyn til patienter fra egen region ellers vil blive tilsidesat.En patient, som ønsker at blive henvist til et sygehus i sin bopælsregion, men som boruden for sygehusets optageområde, kan ligeledes afvises af sygehuset på grund afkapacitetsmæssige hensyn.9.2. Frit valg til vederlagsfri fysioterapiPersoner, der er henvist til vederlagsfri fysioterapi, kan frit vælge mellem at modtagefysioterapien hos en praktiserende fysioterapeut, eller ved tilbud om vederlagsfrifysioterapi, som bopælskommunen evt. har etableret ved egne institutioner eller sombopælskommunen har indgået aftale med private institutioner om.Personen kan som udgangspunkt også vælge tilbud om vederlagsfri fysioterapi vedandre kommuners institutioner. Disse andre kommuner kan dog af kapacitetsmæssigeårsager afvise at modtage personer, der ikke har bopæl i kommunen, f.eks. hvisinstitutionen har væsentlig længere ventetid til vederlagsfri fysioterapi end andrekommunale institutioner, og hvis væsentlig hensyn til personer fra egen kommuneellers ville blive tilsidesat.Personer, der er henvist til vederlagsfri ridefysioterapi har samme valgmuligheder, somoven for beskrevet.9.3. Udførelse af kommunale træningsopgaver efter servicelovenFælles for de kommunale træningsforpligtelser på servicelovens område er, at denkommunale myndighed kan vælge at lade andre end den kommunale leverandør ståfor udførelsen af træningsopgaven, eksempelvis privatpraktiserende fysioterapeuter.Det gælder uanset om der er tale om genoptræning eller vedligeholdelsestræning. Uan-set hvem der udfører træningsopgaven, er det den kommunale myndighed, der haransvaret for den hjælp, der gives, herunder løbende at følge op på, at hjælpen fortsatopfylder sit formål.

10. Befordring påtræningsområdet10.1. Befordring ved genoptræning efter sundhedslovenEfter sundhedslovens §§ 171-172 fastsætter ministeren for sundhed og forebyggelsenærmere regler om, i hvilket omfang personer har ret til befordring eller befordrings-godtgørelse til genoptræning efter endt behandling på sygehus.De nærmere regler om befordring eller befordringsgodtgørelse i forbindelse medgenoptræning fremgår af kap. 3–5 i bekendtgørelse nr. 867 af 26. august 2008 ombefordring eller befordringsgodtgørelse efter sundhedsloven.Det fremgår bl.a. af bekendtgørelsen, at en pensionist har ret til befordring ellerbefordringsgodtgørelse ved genoptræningsforløb, der foregår efter udskrivning frasygehus, når vedkommende har fået en genoptræningsplan med fra sygehuset efterendt behandling dér.En person, som ikke er pensionist, har ret til befordring eller befordringsgodtgørelse,hvis vedkommendes tilstand udelukker befordring med offentlige transportmidler, ellerhvis afstanden mellem personens bopæl og genoptræningsstedet overstiger 50 km.Det er desuden en betingelse, at personen i forbindelse med udskrivning fra sygehus,har fået en genoptræningsplan med fra sygehuset efter endt behandling dér.For både pensionister og ikke-pensionister er det desuden en forudsætning forudbetaling af befordringsgodtgørelse, at udgiften med det efter forholdene billigste,forsvarlige befordringsmiddel overstiger et vist beløb. For pensionister er beløbetfastsat til 25 kr., og for andre er beløbet fastsat til 60 kr.Hvis en patient, der opfylder ovenstående betingelser, er henvist til genoptræningsste-det efter kommunens eller regionens (specialiseret, ambulant genoptræning) visitati-onskriterier, har patienten ret til befordring eller fuld befordringsgodtgørelse med det

billigste forsvarlige befordringsmiddel. Dette gælder uanset, om genoptræningsstedetligger i eller uden for kommunen /regionen.Hvis genoptræningsstedet derimod er valgt efter reglerne om patienternes frie valg pågenoptræningsområdet, er der en begrænset ret til befordringsgodtgørelse. Bopæls-kommunen er da alene forpligtet til at yde befordringsgodtgørelse svarende til det,patienten ville have været berettiget til, hvis vedkommende var behandlet på detbehandlingssted, som kommunen eller regionen (specialiseret, ambulant genoptræ-ning) ville have henvist til efter sine visitationskriterier. Dette gælder uanset, om detvalgte behandlingssted ligger i eller uden for kommunen/regionen.Hvis en patient, der modtager befordring eller befordringsgodtgørelse efter bekendtgø-relsens regler, har behov for ledsagelse på grund af sin alder eller helbredstilstand, harledsageren ligeledes ret til befordring eller befordringsgodtgørelse.Det er kommunalbestyrelsen i patientens bopælskommune, der er forpligtet til at ydebefordring eller befordringsgodtgørelse i forbindelse med genoptræning efter udskriv-ning fra sygehus. Bopælskommunen kan aftale med regionen, at befordring til speciali-seret genoptræning, der efter udskrivningen skal finde sted på sygehus, varetages afregionen for bopælskommunens regning.10.2. Befordring til fysioterapi efter sundhedslovenDer ydes ikke efter sundhedsloven befordring til tilskudsberettiget behandling hosfysioterapeut efter lægehenvisning (§ 67) eller til vederlagsfri behandling hos fysiotera-peut (§ 140a).Baggrunden herfor er, at sundhedsloven alene indeholder regler om befordring ellerbefordringsgodtgørelse til behandling hos alment praktiserende læge, praktiserendespeciallæge, sygehusbehandling samt til genoptræning efter udskrivning fra sygehus,når der i forbindelse med udskrivningen er udarbejdet en genoptræningsplan. Reglerneom befordring eller befordringsgodtgørelse efter sundhedsloven er udtømmende.

En afgørelse om kommunalt træningstilbud efter servicelovens regler giver borgeren rettil et vederlagsfrit tilbud om træning. Der er ikke i serviceloven hjemmel til at forpligtekommunalbestyrelsen til at sørge for vederlagsfri befordring til og fra træningstilbuddet.Hvis kommunen tilbyder transport til og fra træningstilbuddet, kan kommunen opkrævebetaling for de faktiske omkostninger forbundet med transporten.Efter servicelovens § 117 kan kommunerne yde tilskud til personer, som på grund afvarigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for befordring med individu-elle transportmidler. Der er således mulighed for at yde befordringstilskud til allepersoner, der på grund af en varigt nedsat funktionsevne ikke kan benytte offentligetransportmuligheder. Det er kommunalbestyrelsen, der efter en konkret, individuelbehovsvurdering, træffer afgørelse om, hvorvidt der skal ydes tilskud til befordring,f.eks. til og fra et træningstilbud.Kommunalbestyrelsen i hver kommune tilrettelægger selv, efter hvilke retningslinjer og ihvilket omfang tilskud bør ydes. Den træffer desuden beslutning om, hvordan hjælpentil den enkelte skal gives, herunder om der skal træffes aftale med et transportselskabeller lignende, eller om den pågældende selv skal kunne vælge. Der kan derfor væreforskel på den hjælp, den pågældende modtager fra kommune til kommune.Kommunalbestyrelsen kan f.eks. vælge at yde tilskud efter § 117 i de tilfælde, hvorbefordringsomkostningerne for den enkelte borger er så store, at det kan forhindre denpågældende i at tage imod et tilbud om f.eks. træning.Kommunalbestyrelsens afgørelse om hjælp efter denne bestemmelse kan ikke indbrin-ges for anden administrativ myndighed, jf. § 117, stk. 2.

Herudover giver servicelovens §§ 41 og 100 om dækning af nødvendige merudgiftermulighed for, at kommunen efter en konkret individuel vurdering kan yde tilskud tildækning af befordringsudgifter og lignende, som er nødvendige for, at personer mednedsat fysisk eller psykisk funktionsevne kan komme til behandling som følge af nedsatfunktionsevne. Der kan ydes hjælp til betaling af såvel den pågældendes som eneventuel ledsagers udgifter til befordring. Reglerne om dækning af merudgifter finderkun anvendelse i det omfang, udgifterne ikke kan dækkes af andre bestemmelser ellerordninger, f.eks. gennem udnyttelse af trafikselskabernes individuelle kørselsordningerfor svært bevægelseshæmmede.Folkepensionister og førtidspensionister, der modtager pension efter lov om højeste,mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. eller lov om socialpension, har mulighed for at søge om personligt tillæg efter de sociale pensionslove.

11. Klageadgang ogpatientforsikring m.v.11.1. SundhedslovgivningenDet er i § 2, i lov nr. 547 af 24. juni 2005 om klage- og erstatningsadgang fastsat, atSundhedsvæsenets Patientklagenævn behandler klager over den faglige virksomhed,der udøves af personer inden for sundhedsvæsenet. Dette gælder dog ikke for klager,for hvilke der i lovgivningen er foreskrevet en særlig klageadgang, f.eks. klager overtvang i psykiatrien, der i første instans behandles af de psykiatriske patientklagenævnved statsforvaltningerne.Patientklagenævnet behandler klager over den sundhedsfaglige virksomhed, derudøves af autoriserede sundhedspersoner, jf. § 2 i den såkaldte persongruppebekendt-gørelse (bekendtgørelse nr. 544 af 24. juni 2005). Derudover behandles klager over enrække persongrupper, som ikke har autorisation efter særlig lovgivning, og somumiddelbart deltager i behandling og/eller pleje af patienter inden for sundhedsvæse-net, jf. § 3 i den nævnte bekendtgørelse. Klager over sundhedspersoners fagligevurderinger vedrørende patienters genoptræningsbehov, uanset om genoptræningen erleveret i kommunalt eller regionalt regi, kan således indbringes for Patientklagenævnet,ligesom mangelfuld journalføring og manglende samtykke også kan indbringes fornævnet.En patient kan f.eks. klage til Patientklagenævnet over den lægefaglige vurdering ogafgørelse af patientens genoptræningsbehov, som anført i patientens individuellegenoptræningsplan. En patient kan også klage over den lægefaglige vurdering afpatientens genoptræningsbehov i situationer, hvor en læge ikke finder, at patienten haret genoptræningsbehov efter udskrivning fra et sygehus – og dermed heller ikke harbehov for en genoptræningsplan. En patient kan desuden klage over sundhedsperso-ners faglige virksomhed i forbindelse med genoptræningen, herunder klage overhvorvidt genoptræningsydelsen svarer til almindelig anerkendt faglig standard.

Der er ikke adgang til at indbringe klager på genoptræningsområdet for Ministeriet forSundhed og Forebyggelse. Ministeriet udtaler sig imidlertid vejledende i konkrete sagerom fortolkningen af sundhedslovens genoptræningsbestemmelser m.v.Klager over serviceniveauet, herunder ventetider og organiseringen af genoptræning,der ydes under indlæggelse på et sygehus, kan indbringes for regionen. Klager overserviceniveauet, herunder ventetider og organiseringen af genoptræning i forhold tilambulant, specialiseret genoptræning, der skal ydes i det regionale sygehusvæsen,indbringes ligeledes for regionen.Klager over serviceniveauet, herunder ventetider og organiseringen af genoptræning, iforhold til genoptræning, der ydes af kommunen efter udskrivning fra sygehus, skalrettes til den kommune, der yder genoptræningen.Det overordnede tilsyn med, om kommunerne overholder lovgivningen, varetages afstatsforvaltningen i den region, hvori kommunen er beliggende.Hvis en patient har modtaget tilskud til vederlagsfri fysioterapi eller vederlagsfrigenoptræning uden for sygehusregi, der er købt eller leveret i et andet EU-/EØS-land,så er det klage- og eventuelt erstatningsreglerne i det land, hvor patienten har modta-get ydelsen, der er gældende. Patienten skal således rette eventuelle klager til detland, hvor patienten har modtaget ydelsen.Dog kan en afgørelse truffet af bopælskommunen om, hvorvidt en sikret kan få tilskudtil vederlagsfri fysioterapi eller vederlagsfri genoptræning, der er købt eller leveret i etandet EU-/EØS-land, inden 4 uger efter, at sikrede har fået meddelelse om afgørelsen,indbringes for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, jf. §§ 6 og 10 i lov nr. 547 af 24.juni 2005 om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.Klagen sendes til bopælskommunen, der har truffet afgørelsen. Kommunen skal hereftervurdere, om der er grundlag for at give klageren helt eller delvist medhold. Kan kommu-nen ikke give klageren medhold, skal kommunen sende klagen med begrundelse forafgørelsen og genvurderingen videre til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Sund-hedsvæsenets Patientklagenævn kan tage stilling til, om sikrede i henhold til bekendtgø-relsen har ret til tilskud til en vare eller tjenesteydelse, der er købt eller leveret i et andetEU-/EØS-land. Patientklagenævnet kan ikke tage stilling til andre spørgsmål, som alenehører under kommunalbestyrelsens kompetence, herunder f.eks. kommunalbestyrel-sens skønsmæssige vurdering af behovet for omfanget af en ydelse og det på grundlagheraf beregnede tilskud til genoptræning søgt i et andet EU-/EØS-land.

Patientforsikringens dækningsområdeDer kan ydes erstatning efter reglerne om patientforsikring i kapitel 3 i lov nr. 547 af 24.juni 2005 om klage- og erstatningsadgang til patienter eller efterladte til patienter, somher i landet påføres skade i forbindelse med undersøgelse, behandling el.lign. Dæk-ningsområdet omfatter også genoptræning, der er foretaget på et sygehus eller påvegne af dette, samt genoptræning af autoriserede sundhedspersoner i forbindelse medlevering af kommunale genoptræningsydelser efter sundhedsloven § 140, herunder gen-optræningsydelser, der er leveret på vegne af den enkelte kommune. Dækningsområdetomfatter også praktiserende autoriserede sundhedspersoner, herunder praktiserendefysioterapeuter, der leverer fysioterapi efter sundhedslovens § 67 og § 140 a.11.2. SociallovgivningenEfter den sociale lovgivning er det kommunen, som træffer afgørelse i sociale sagerefter en konkret individuel vurdering. Det er kommunalbestyrelsen, der fastlæggerkommunens serviceniveau og således beslutter indholdet og omfanget af hjælpeninden for lovgivningens rammer.Når kommunen har truffet afgørelse i en sag, kan borgeren klage over kommunensafgørelse, hvis pågældende er utilfreds med afgørelsen. Borgeren skal klage inden fireuger efter, at kommunens afgørelse er modtaget, og klagen skal sendes til kommunen.Når der klages over kommunens afgørelse, har kommunen fire uger til at vurderesagen igen. Kommunen skal sende klagen videre til Det Sociale Nævn, hvis kommunenikke giver borgeren medhold i klagen.En borger kan også klage til det sociale nævn, hvis kommunerne ikke har overholdt deregler, der gælder for behandling af sociale sager. Efter reglerne om behandling afsociale sager har borgeren ret til at se akterne i sin sag og ret til at udtale sig om allenye oplysninger, som kommunen har indhentet for at kunne behandle pågældende sag.Borgeren har også ret til at få en fyldestgørende begrundelse for kommunens afgø-relse, hvis pågældende ikke får den ydelse, som der er søgt om.Klager over kommunens afgørelser om genoptræning og vedligeholdelsestræning efterservicelovens bestemmelser kan således indbringes for det sociale nævn. Det socialenævn kan behandle klager over den måde, en sag er blevet behandlet på og overkonkrete afgørelsers indhold, herunder over omfanget og indholdet af den tildeltehjælp. Det sociale nævn kan ikke tage stilling til de kommunalpolitiske beslutninger omserviceniveau m.v. og til kommunens tilrettelæggelse af opgaverne, herunder tilhvordan opgaverne udføres.

Klager over kommunens serviceniveau eller sagsbehandlingen (sagsbehandlingstiden,personalet m.v.) skal rettes til kommunens borgmester som den øverst ansvarlige forkommunens virksomhed.For så vidt angår klager over sundhedsfaglig virksomhed henvises til afsnit 11.1.11.3. Tilsyn på det sociale områdeKommunalbestyrelsen har ansvaret for og beslutter, hvordan kommunen skal planlæg-ge og udføre sin virksomhed på det sociale område efter den sociale lovgivning.Kommunalbestyrelsen har efter retssikkerhedslovens §§ 15 og 16 pligt til at føre tilsynmed, hvordan de kommunale opgaver løses. Tilsynet omfatter både indholdet aftilbuddene og den måde, opgaverne udføres på. Om tilsynsreglerne generelt henvisestil den generelle vejledning om Lov om retssikkerhed og administration på det socialeområde, lovens afsnit IX.Det overordnede tilsyn med, om kommunerne overholder lovgivningen, varetages afstatsforvaltningen i den region, hvori kommunen er beliggende. Statsforvaltningen hartil opgave at kontrollere, at beslutninger, der træffes i kommunen, ikke er i strid medlovgivningen.11.3.1. Tilsyn med genoptræning efter servicelovens § 86Serviceloven fastsætter følgende:

Eksempler på specialiseret og almindelig,ambulant genoptræning efter udskrivningfra sygehusI det følgende opregnes en række ikke-udtømmende eksempler, hvor anvendelseaf kriterierne for specialiseret, ambulant genoptræning identificerer genoptræ-ning, der forudsætter et sygehus´ ekspertise, udstyr m.v.1. Genoptræning af multitraumatiserede patienter eller patienter med særlig komplice-rede skader/brud, f.eks. håndskader eller forsinket heling, som kræver et tæt samar-bejde med speciallæge i forhold til medicinering, indikationer, kontra-indikationer ogdosering af genoptræningen. Genoptræning forudsættes at foregå mellem terapeu-ter og speciallæger – eksempelvis reumatologer, ortopædkirurger, plastikkirurger ogneurokirurger.2. Genoptræning af patienter med sjældne handicap eller særlig komplekse progre-dierende lidelser, hvor genoptræningen kræver tæt tværfagligt samarbejde mellemspeciallæger og andre sundhedspersoner. Eksempelvis Osteogenesis imperfectaeller Amyotrofisk Lateral Sclerose (ALS).3. Genoptræning af børn med medfødte syndromer/ handicap i faser, hvor der kræveset tæt tværfagligt samarbejde i forhold til diagnosticering og vejledning, samt specifikgenoptræning af motoriske, sensoriske og kognitive problemstillinger, der fortløben-de koordineres og prioriteres i forhold til f.eks. medicinering.4. Genoptræning der af hensyn til patientens sikkerhed forudsætter mulighed forbistand fra andet sundhedsfagligt personale, som kun findes i sygehusregi. Ek-sempelvis genoptræning af patienter med hjertesygdomme eller i forbindelse medlungetransplantation, som kræver overvågning og genoplivningsudstyr.I det følgende opregnes en række ikke-udtømmende eksempler, hvor anvendelseaf kriterierne for specialiseret, ambulant genoptræning identificerer genoptræ-ning, der ikke forudsætter et sygehus´ ekspertise, udstyr m.v.

1. Genoptræning efter fraktur eller amputation, som efter den akutte fase ikke krævertæt samarbejde med speciallæge. Eksempelvis hoftenære frakturer eller amputationsom følge af diabetes.2. Genoptræning af patienter med rygsmerter som efter den akutte fase ikke krævertæt samarbejde med speciallæge, eksempelvis genoptræning efter diskusprolapsuden komplikationer.3. Genoptræning af patienter med kroniske lidelser, som ikke kræver tæt samarbejdemed speciallæge, f.eks. Kronisk obstruktiv lungelidelse (KOL), Osteoporose ellerDissemineret Sclerose.I det følgende beskrives et patientforløb, der skal illustrere, at det ikke alene erdiagnosen, men ofte sygdommens sværhedsgrad og eventuelle komplikationer,der bliver afgørende for, om patienten, efter udskrivning fra sygehus, skal have ettilbud om ambulant specialiseret genoptræning i sygehusvæsenets regi.En kvinde skal have en knæprotese. Efter operationen viser det sig, at hun dannerarvæv i en særdeles aggressiv grad, der hurtigt giver en meget ringe bevægelighed iknæet, og det bliver nødvendigt at re-operere patienten. For at fastholde den bevæge-lighed, der opnås under operationen, kræver det en specialiseret, uhyre intensiv genop-træning, der igangsættes umiddelbart, og som fastholdes de første uger efter operatio-nen. Patienten træner med fysioterapeut flere gange dagligt alle ugens dage. Som led iden intensive genoptræning ligger patienten hele døgnet i en såkaldt »knæ-maskine«,der bøjer og strækker knæet.Patienten udskrives fra sygehuset efter nogen tid med et lægefagligt begrundet behovfor at fortsætte genoptræningen efter udskrivelse. Der udarbejdes derfor en genoptræ-ningsplan. Det vurderes, at patientens genoptræning skal foregå på sygehuset, idetfysioterapeuten, i samråd med den opererende læge, løbende skal justere træningen iforhold til lægens skøn af, hvad det opererede knæ kan tåle. Da immobiliseringen iforbindelse med operationen har medført en generel svækkelse af patientens øvrigemuskler og led, indeholder genoptræningen sideløbende med den specifikke træning afknæet også en generel genoptræning af kroppen.Efter nogle uger er der ikke længere behov for den specialiserede ambulante genop-træning på sygehuset, men der er fortsat et lægefagligt begrundet behov for genoptræ-ning, og patienten overgår til fortsat genoptræning i kommunalt regi.

I det følgende beskrives et patientforløb, der skal illustrere, at det, at patientenbliver fulgt ambulant på sygehus efter en udskrivelse, ikke betyder, at patientensgenoptræning efter udskrivning fra sygehus dermed også skal foregå på syge-hus.En ældre mand med diabetes indlægges akut med en halvsidig lammelse efter enblodprop i hjernen. Patienten er kendt på sygehuset, idet han gennem mange år harværet fulgt i sygehusets diabetesambulatorium. Patienten er indlagt på neurologiskafdeling, hvor der igangsættes genoptræning. Derudover har han medicinsk tilsyn medhenblik på regulering af diabetesbehandlingen.Patienten udskrives fra sygehus efter nogle uger, og der er et lægefagligt begrundetbehov for genoptræning efter udskrivelsen, der ikke vurderes at opfylde kriterierne forspecialiseret, ambulant genoptræning. Der udarbejdes en genoptræningsplan medhenblik på fortsat genoptræning i kommunalt regi, og patienten får ved udskrivelsen enny tid i diabetesambulatoriet. Patienten fortsætter derefter genoptræningen i kommunaltregi og følges derudover i diabetesambulatoriet på sygehuset, hvor der i en periode erbehov for tættere kontroller, idet patienten har sværere ved at regulere insulinbehovet iforhold til hans ændrede aktivitetsniveau. I forbindelse med genoptræningen i kommu-nen har ergoterapeuten/fysioterapeuten kontakt med diabetesambulatoriet med henblikpå afklaring af spørgsmål vedr. diabetesbehandlingen i forhold til træningen.