Socialudvalget 2010-11 (1. samling)
SOU Alm.del
Offentligt
Tale til samråd i Socialudvalget d. 11. november 2010- Spørgsmål D, E, F, G, H, R og S -[Det talte ord gælder]
[Indledning]
Som aftalt besvarer jeg først spørgsmål D, E, F og Gfra Mette Frederiksen, derefter følger mit svar påspørgsmål H, også fra Mette Frederiksen.
Endelig svarer jeg på spørgsmål R og S fra ÓzlemSara Cekic.
Spørgsmål D-G (Mette Frederiksen (S))
Spørgsmål DHvad er ministerens holdning til, at antallet af afgørelser om anbringel-ser er faldet med 20 procent fra 2008 til 2009, jf. Ankestyrelsens stati-stik?
Spørgsmål EKan ministeren garantere, at økonomi ikke står over barnets tarv i afgø-relser om anbringelser, når der fra et år til et andet bliver anbragt om-kring 700 færre børn?
Spørgsmål F
2Mener ministeren, at kommunernes pressede økonomi er medvirkendetil, at en femtedel færre børn anbringes uden for hjemmet fra et år til etandet?
Spørgsmål GHvad vil ministeren gøre for at sikre, at økonomi ikke står over barnetstarv i afgørelser om anbringelse uden for hjemmet?
Svar:Af Ankestyrelsens statistik fremgår det, at der fra2008 til 2009 var et fald i antallet af kommunale afgø-relser om anbringelse af børn og unge uden forhjemmet på 20 pct. Indledningsvist skal jeg for godordens skyld oplyse, at der efter offentliggørelsen aftallene er en række kommuner, som har efterset de-res egne tal. Og med de korrektioner er der ifølge An-kestyrelsen tale om et fald på 15 pct. fra 2008 til 2009[svarende til 534 afgørelser].
Herudover hører det med til billedet, atoder i 2009 blev brugt 900 mio. kr. mere påudsatte børn end i 2008. Det er en meget højvækst og der bruges historisk mange pengepå området.oDet samlede antal af anbragte børn og ungevar i 2009 fortsat på knap 13.000 børn og un-ge mellem 0 og17 år.
3
[Behovfor nuancering af diskussionen om anbringel-ser]Samrådet her handler især om årsagerne til faldet inyanbringelser. Og om hvorvidt faldet kan begrundesi, at kommunerne tager usaglige hensyn. Dvs. at børnog unge, som har behov for en anbringelse, ikke bli-ver anbragt alene på grund af kommunernes økono-mi.
Lad mig først slå fast en gang for alle: Børn og ungeskal altid have den hjælp, de har krav på efter loven.Det gælder især også de børn og unge, som har be-hov for at blive anbragt uden for hjemmet. Og detgælder alle børn uanset, hvilken kommune de bor i,og uanset kommunens økonomi.
Men når det så er sagt, så er der også behov for atnuancere diskussionen om anbringelser. Ofte, når vitaler om anbringelser, er det de allermest alvorligesager om misbrug og vanrøgt, vi tænker på. Og vi kanderfor måske nogen gange have en tendens til attænke, at alle de knap 13.000 børn og unge, som eranbragt uden for hjemmet, alle er blevet udsat forovergreb, og at alle forældrene er helt udenforældreevne.
4
Men det er ikke altid tilfældet. Vi skal huske på, at endel af de her sager handler om familier, hvor det –trods det at familien befinder sig i en svær situation –ermuligt at hjælpe børn og forældre, uden barnetnødvendigvis skal fjernes fra forældrene. Det kanf.eks. være sager, hvor forældrene har svære sam-livsproblemer.
Det er et stort indgreb at anbringe et barn uden forhjemmet. Man skal derfor også være sikker i sin sag,når man træffer afgørelse om at fjerne et barn fra sineforældre. Især når man tager højde for forskningen,der viser, at anbringelser langt fra er nogen mirakel-kur.
[Faktaog forskning]Vi ved fra forskningen, at netop anbringelser langt fraaltid er den bedste løsning. FraSFI’s Børneforløbs-undersøgelseved vi fx, at de børn og unge, som harværet anbragt, tit får det rigtigt dårligt senere i livet.Børne klarer sig markant dårligere end jævnaldrendepå stort set alle parametre; sygdom, uddannelse, fri-tidsliv, kriminalitet og beskæftigelse.
5
FraSammenbrudsundersøgelsenved vi, at især ungehar mange sammenbrud i anbringelserne. Der ersammenbrud i næsten hver anden teenageanbringel-se. Det betyder faktisk, at der er lige så stor risiko for,at anbringelsen bryder sammen, som at den forløberplanlagt. For de unge har anbringelsen altså ikkebragt noget godt.
Det er lidt paradoksalt, at 2 ud af 5 anbragte er mel-lem 15 og 17 år – altså den gruppe, som vi har dår-ligst erfaringer med at anbringe. Faktisk er der 2½gange så mange anbragte blandt de 15-17-årige somblandt de mellem 0-17-årige under et.
Samtidig viser tallene, at Danmark har markant flerebørn og især unge anbragt uden for hjemmet end an-dre lande – herunder Sverige og Norge.
Det bør få os til at stoppe op og overveje, om vi harfundet den rigtige nøgle til at hjælpe flertallet af debørn og unge, som har det svært. Og om vi bruger dehistorisk mange penge på den bedste måde.
[Anbringelsesreformen]
6
Partierne bag satspuljen har i de senere år i fælles-skab gennemført en indført en række reformer på om-rådet. Det gælder bl.a.oAnbringelsesreformenoKontinuitet i anbringelse samtoBarnets Reform
Reformerne har i vid udstrækning haft som mål at sik-re, at kommunerne har de rette redskaber til at hånd-tere de sager, hvor forældrene er meget dårlige, oghvor der er behov for en anbringelse.
Men bag anbringelsesreformen lå også en erkendelseaf, at anbringelserne ikke altid giver de resultater, viønsker, og der var derfor i satspuljekredsen enighedom, at det er nødvendigt at sende nogle signaler om-kring anbringelsen af især unge.
Det kom bl.a. til udtryk i aftalen ved et ønske om, atder skulle satses på tilbud i nærmiljøet, så unge ikkeved en anbringelse må sige farvel til venner, skole ogfritidsliv. Og få tilsvarende problemer, når anbringel-sen afsluttes, og kontakten til netværk og nærmiljøskal genoprettes. Det kender vi alt for godt fra diskus-sionerne om efterværn.
7
De signaler er der en række kommuner, som har ta-get til sig. Mange kommuner arbejder derfor bevidstmed at udvikle nye indsatser i nærmiljøet og forsøgeat nedbringe antallet af anbringelser af især unge
Vi skal passe på vi ikke kommer til at rulle dissekommuners bestræbelser tilbage med landspolitiskesignaler om, at anbringelser skal holdes på et be-stemt historisk niveau. For mig er det vigtige, at børnfår den hjælp, de har behov for og som virker - ikkeom der anbringes et bestemt antal.
Det, der for mig er afgørende, er hvad man så sætteri stedet for en anbringelse.
Som jeg fortalte indledningsvist, har vi et historisk højtudgiftsniveau på baggrund af mange års uafbrudt højudgiftsvækst. Det er ikke pengene, der er problemet,men snarere den måde, vi bruger dem på.
[Forebyggelseog indsatser i nærmiljøet og ”De tikommuner”]På baggrund af anbringelsesstatistikken skrev jeg tilde 10 kommuner, som tegnede sig for det største faldi afgørelser om anbringelser. Og mine embedsmændvar ude at besøge nogle af disse kommuner.
8
Svarene fra de 10 kommuner og det, som kommu-nerne gav udtryk for under besøgene, var netop, atdisse kommuner prioriterer forebyggelse og forsøgerat skabe holdbare indsatser i nærmiljøet som alterna-tiv til anbringelser, der hvor det er muligt – især forunge.
For eksempel anvender i de i Faaborg-Midtfyn meto-denFamilierådslagningtil at afdække ressourcer ibarnets eller den unges netværk. Målet er at findeholdbare løsninger med fokus på barnet, som familienog netværket har ejerskab til og derfor bakker op om.Det betyder ofte, at indsatser, der er iværksat påbaggrund af en familierådslagning har meget bedrechancer for at lykkes.
Anvendelsen af Familierådslagning betyder ikke, atbørn i kommunen ikke anbringes – nogle gange erdet tværtimod præmissen for den løsning, som famili-en skal bidrage til at finde frem til. Men med metodenlykkes det ofte at finde ressourcer i netværket, somman ikke havde set. Og ofte lykkes det at finde enmere holdbar løsning, som gør, at det ikke senere bli-ver nødvendigt at anbringe barnet.
9
I Københavns Kommune har man med strategienFamilien i Centrumomlagt indsatsen på hele områdetmed en række initiativer, der alle har fokus på at styr-ke forældrenes og familiens ressourcer og bruge dis-se i løsningen af barnets problemer. I mange tilfældeer familiernes trivsel øget, og det har medført, at an-bringelser har kunnet undgås.
Det er vigtigt, at vi understøtter kommunerne i at findeholdbare løsninger til gavn for barnet. I Projekt Dia-loggruppe, som blev iværksat som opfølgning på an-bringelsesreformen, er det virkningen af de forebyg-gende foranstaltninger, der er i fokus, gennem enrække projekter i 10 kommuner landet over. Jeg haren klar forventning om, at dette arbejde vil munde ud iny viden om, hvad der virker i det forebyggende ar-bejde, som vi kan sprede til landets andre kommuner.
[Ankesystemet]Når det er sagt, så kan jeg jo ikke garantere, at alle98 kommuner handler, som de skal, ifølge loven i allesager.
De kommuner, som ikke kan finde ud af at sikre børnog unge en ordentlig hjælp, skal vi være efter. Udsat-te børn og unge skal altid have den hjælp, de har be-
10
hov for. En kommune skal anbringe et barn, når derer grundlag for det. Og en kommune må ikke hjemgi-ve et barn eller en ung medmindre formålet med an-bringelsen er opfyldt eller kommunen finder, at en an-den støtte er bedre egnet til at opfylde barnets behov.
Lovgivningen er helt klar! Og jeg forventer, at kom-munerne er i stand til både at være fagligt og økono-misk bevidste, og at de tager udgangspunkt i, hvadder er bedst for barnet.
Hvis der er kommuner, som træffer afgørelser, somikke ligger inden for lovgivningen, så har vi et tilsyns-og klagesystem, der tager over.
Vi styrkede jo netop Ankestyrelsens mulighed for atgå ind i sagerne af egen drift sidste år med BarnetsReform, samtidig med vi tydeliggjorde underretnings-pligten, og vi styrkede den tidlige indsats og udsattebørns rettigheder. Når vi taler om så sårbar en mål-gruppe, er det afgørende, at vi har en instans, somkan gribe ind, hvis der skulle ske svigt.
Jeg ser det som min opgave som socialminister atsikre, at de børn og unge, som vi som samfund for-
11
søger at hjælpe, rent faktisk får det bedre på sigt, ogat kommunerne leverer en hjælp, der virker.
Et fald på 15 pct. i antallet af nye anbringelser er ikkedet samme, som at 15 pct. flere børn får dårligerehjælp. Men vi skal selvfølgelig sikre, at udsatte børnog unge får den hjælp, som de har krav på, og somkan forbedre deres situation.Spørgsmål H (Mette Frederiksen (S))Spørgsmål HHvad vil ministeren gøre ved sin "bekymring" over det markante fald iafgørelser om anbringelser, herunder om ministeren vil overveje atnedsætte et udvalg, der skal belyse mulighederne for at løsrive denkommunale økonomi på områder, der angår særligt udsatte børn, fraden almindelige driftsramme?
Svar:Jeg er blevet spurgt om, hvad jeg vil gøre ved min”bekymring” over faldet i anbringelser. Til det vil jegsvare 2 ting:
Der er kommuner, som ikke gør det godt nok, og somikke sikrer børnene den rette hjælp, og dem skal visom sagt være efter. Det har vi bl.a. et stærkt anke-system til at håndtere.
Men vi skal også passe på, at vi med et ensidigt fokuspå anbringelser ikke ødelægger indsatserne i dekommuner, der arbejder seriøst med at forebygge og
12
for at finde bedre og mere holdbare løsninger i nær-miljøet.
Et højt antal anbringelser må ikke blive et mål i sigselv. Vi bør snarere se på resultaterne af den samle-de indsats over for udsatte børn og unge.
Vi har en vigtig opgave i at styrke forebyggelsen og iat udbrede metoder til at finde og bruge ressourcer ibarnets familie og netværk. Vi skal sikre, at kommu-nerne også kan tilbyde indsatser i nærmiljøet, somskaber en positiv forskel for barnet. Det er dét, derskal til for at løfte indsatsen for udsatte børn og ungepå sigt. Ikke at anbringe 10 eller 15 pct. flere, eller atbruge dobbelt så mange penge som i dag.
Men der er børn, som ifølge loven skal anbringes,fordi det er netop den indsats, der bedst kan afhjælpederes problemer. Og de skal selvfølgelig anbringes.
[Finansieringaf området]Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt jeg vil arbej-de på at udskille området for børn og unge fra kom-munernes økonomi, så mener jeg fortsat, at kommu-nerne skal have ansvaret for det her område. Og meddet ansvar følger også det økonomiske ansvar. Derfor
13
vil jeg heller ikke være med til at ændre finansie-ringsmodellen.
Med kommunalreformen blev myndigheds-, forsy-nings- og finansieringsansvaret samlet i kommuner-ne. Det gør, at incitamentsstrukturen er helt klar: Detkan altid bedst betale sig for kommunerne at forebyg-ge.
Hvis vi fx indfører særlige refusionsordninger på om-rådet for udsatte børn og unge, begynder vi for alvorat indføre økonomiske incitamenter på dette område.Herved risikerer vi, at indsatsen skævvrides væk fraen helhedsorienteret indsats og en prioritering af denbrede forebyggende indsats. Det mener jeg ikke ervejen frem - tværtimod.
Hvis økonomien på dette område udskilles separat,indebærer det en risiko for at svække en fornuftig pri-oritering i kommunerne, hvor valget af indsatser base-res på en samlet vurdering af kvalitet, pris og forven-tet effekt.
Det er kommunerne, som er bedst til at varetage ar-bejdet med udsatte børn og unge. Kommunerne harredskaberne, de har dygtige medarbejdere, og de er
14
tæt på de børn, det hele handler om. Og med til athave det økonomiske ansvar hører også, at man eransvarlig for, at de tiltag, som iværksættes, har denstørst mulige effekt for barnet.
15Svar på spørgsmål R-S (Özlem Sara Cekic (SF))Spørgsmål RMinisteren bedes redegøre for udviklingen i omfanget af børn og unge,der hjemgives efter anbringelser, herunder om der f.eks. er flere børnog unge, der hjemgives i årets sidste måneder.Spørgsmål SVil ministeren understrege over for kommunerne, at de ikke må hjemta-ge børn fra anbringelser af økonomiske årsager, men kun når det vur-deres til at være tilbarnets bedste?
Svar:I forhold til spørgsmål R og S om hjemgivelser, kanjeg på baggrund af tal fra Ankestyrelsen oplyse, atder ikke i 2009 er blevet hjemgivet flere børn og ungei forhold til 2007 og 2008. Udviklingen viser faktisk, atder i 2009 er blevet hjemgivet færre børn og unge iforhold til de foregående år. I 2009 blev der såledeshjemgivet 1180 børn og unge, mens der i 2007 og2008 blev hjemgivet henholdsvis 1554 og 1403 børnog unge. Dette skal ses i forhold til, at det samledeantal anbragte har været nogenlunde stabilt i den 3-årige periode.
Endvidere kan jeg oplyse, at der heller ikkeer markant flere børn og unge, der hjemgives i åretssidste måneder. Tal fra Ankestyrelsen viser derimod,at der er flest børn og unge der bliver hjemgivet i junimåned, og det gælder både i 2007, 2008 og 2009
16
Det er især de 12-17-årige, der hjemgives i juni må-ned, og det kan jo falde naturligt sammen med skole-årets afslutning, hvor f.eks. unge kan være færdigemed et efterskoleophold.
Der er således ikke tegn på, at kommunerne hjemgi-ver børn og unge fra en anbringelse på grund af øko-nomiske årsager.
Derfor finder jeg heller ikke grundlag for at rette hen-vendelse til kommunerne omkring hjemgivelser.
[Videreproces og afslutning]Jeg vil fortsætte med at følge området via statistikkerog analyser fra bl.a. Ankestyrelsen, og ved at mineembedsmænd og jeg kommer ud i kommunerne rundtom i landet. For jeg tror, at vi skal være meget påpas-selige med at drage konklusioner alene ved at se pået enkelt tal i en statistik.
Afslutningsvis vil jeg gerne endnu engang understre-ge, at udsatte børn og unge altid skal have den hjælp,de har behov for. En kommune må ikke undlade atanbringe et barn eller hjemgive en ung, hvis der ikkeer grundlag for det.
17
Lovgivningen er helt klar! Og jeg forventer, at kom-munerne er i stand til både at leve op til ansvaret medudgangspunkt i barnets bedste.
