Kære Benedikte Kiær

Jeg skriver til dig på baggrund af den bedrøvelige sag om omsorgssvigt at bebo-ere på Skarridsøhjemmet i Holbæk Kommune, som Ekstrabladet bragte fremsøndag den 7. august og dagene derefter. Ekstra Bladets beskrivelse af forhol-dene for beboerne er hjerteskærende, og vidner om svigt på mange niveauer –antageligt gennem en længere periode.Sagen bringer skandalen om Strandvænget i 2007 i erindring. Ikke kun fordi denjournalistiske metode næsten er den samme, men også fordi vi i begge tilfældefår dokumenteret, hvordan ligegyldighed, faglig pessimisme og kynisme prægerpersonalets tilgang til deres arbejde. Begge sager tyder desuden på helt grund-læggende svigt i de ansvarlige myndigheders tilsyns- og udviklingsansvar – detinstitutionelle, såvel som det personrelaterede.Når jeg henvender mig til dig, og ikke blot til borgmesteren i Holbæk Kommune(det har jeg naturligvis også gjort), så skyldes det at sagen om Skarridsøhjem-met ikke er et enkeltstående tilfælde. Vi kan alle huske de efterhånden mangemedieomtalte sager i løbet af de sidste 5-6 år. Men med baggrund i mine mangeår som formand for LEV, er jeg desværre fuldkommen sikker på, at Ekstra Bladetkunne have fået lignende resultater af deres research mange andre steder i lan-det. Langt fra på de fleste bosteder, men på mange, mange flere end vi bryderos om at tænke på.Dermed bliver der i mine øjne tale om en sag for landets Socialminister.

Kendetegn ved ’sagerne’

Jeg vil i denne sammenhæng ikke repetere detaljerne i de ulykkelige sager omomsorgssvigt og direkte overgreb, som vi har været vidne til de seneste 5-6 år.

Men der er en række paralleller som jeg synes, at det er afgørende at få trukketfrem. De fælles kendetegn ved sagerne er bl.a.:1) at medarbejderkulturen tydeligvis er præget af kynisme og pessimisme iforhold til beboernes udviklingsmuligheder. Der ses stor på borgerens heltfundamentale menneskerettigheder og rettigheder i relation til den socia-le lovgivning mv.2) at bostedernes ledelser ikke har formået at identificere, og gribe ind overfor, medarbejdernes holdninger, attituder og problematiske måder at ud-føre deres arbejde på. De ledelsesmæssige svigt er i alle tilfælde massive.3) at de kommunale myndigheders tilsyn med bostederne i ingen af tilfæl-dene har formået at identificere problemerne, endsige gribe ind. Der lig-ger i flere af tilfældene nydelige tilsynsrapporter, uden nævneværdigeanmærkninger.4) at heller ikke kommunernes personrelaterede tilsyn, har formået at spot-te de alvorlige problemer i bostedernes indsats for beboerne. Det er tvivl-somt om disse tilsyn overhovedet er blevet gennemført, og hvis de er, såer det sket på en helt utilstrækkelig måde.5) at arbejdet med borgernes handleplaner er meget ringe prioriteret, ogprimært fremstår som et administrativt ritual uden reel betydning for ind-satsen for borgeren.6) at pårørende til beboere i bostederne ikke har set sig i stand til at handleeffektivt over for forhold, som de ikke fandt i orden. De har enten væretbekymrede for, at klager fra deres side kunne få negative konsekvenserfor beboeren, eller de har ikke oplevet lydhørhed over for deres bekym-ringer.7) at de bosteder, som har været berørt af sager af denne art, alle kan be-tegnes som institutionslignende. Der er tale om utidssvarende bosteder,med meget beskedne værelser til beboerne, og hovedindtrykket er, at derførst og fremmest er tale om personalets arbejdsplads, snarere end be-boernes hjem.Disse kendetegn er slående, og de giver en ganske klar indikation af, at vi ikkeblot har at gøre med svigt blandt enkelte brodne kar blandt medarbejderne ibostederne. Vi har, som du også er inde på i Ekstra Bladet mandag, at gøre medgrundlæggende systemfejl. Derfor er jeg desværre også alt for sikker på, at vi iårene fremover vil blive ved med at se disse sager med jævne mellemrum, medmindre der tages seriøst fat på et samlet nationalt, ambitiøs og langsigtet re-form- og udviklingsarbejde.Ansvaret for et sådan initiativ ligger i mine øjne entydigt på nationalt niveau.Dokumentationen for, at mange af landets kommuner ikke magter opgaven ale-ne er overvældende – både når det gælder den helt basale sikring af anstændigevilkår for mennesker med udviklingshæmning i bostederne her og nu, men også

når det gælder en langsigtet, men ambitiøs, reformering af rammerne for ogorganiseringen af indsatsen. Vi har i årevis råbt, så højt vi kunne af kommuner-ne, for at få dem til at tage reelt ansvar for kvalitet, faglighed og indhold i ind-satsen. Men i disse år er det min klare opfattelse at udviklingen ikke blot er gåeti stå – den går tilbage rigtig mange steder.Denne mangelfulde indsats har konsekvenser. Mennesker, som hensættes i pas-sivitet og berøves mulighederne for aktiv udfoldelse og indhold i tilværelsen, gårlangsomt til grunde. Man mister ligefrem kompetencer og bliver mindre selvhjul-pen. Vi har i LEV mange eksempler på, at udviklingshæmmedes kompetencer –fx. kommunikationsmæssigt og i relation til diverse praktiske gøremål – reduce-res efter, at de er flyttet ind i et bosted. Det er uværdigt, men faktisk er det og-så dumt og dyrt.Den situation mener jeg ganske enkelt ikke, at et samfund som det danske kanvære bekendt. Og her er jeg heldigvis ikke alene. En repræsentativ spørgeske-maundersøgelse, som TNS Gallup gennemførte for LEV lige inden sommerferien,viser entydigt, at danskerne ikke vil acceptere besparelser på hjælpen til menne-sker med udviklingshæmning. Et stort flertal af danskerne er faktisk så stålsattei deres opbakning, at de ligefrem vil acceptere skattestigninger, hvis det er deneneste løsning. Jeg vil slet ikke forholde mig til skattetrykket i Danmark, men jegsynes, at det vidner om, at danskerne betragter hjælpen til mennesker med ud-viklingshæmning, som en del af det, som er blevet kaldt kernevelfærden.I LEV har vi en række forslag til, hvordan situationen for mennesker med udvik-lingshæmning i bosteder kan forbedres – både her og nu og på lidt længere sigt.Nogle af dem er ganske konkrete, mens andre i sagens natur skal gennemgåkonkretisering og videreudvikling. Jeg kan ikke nævne dem alle, men jeg vil her-under fremhæve de væsentligste, som har direkte relation til de nævnte ’sager’.

Her-og-nu initiativer

•

Kontant og landsdækkende satsning: Kvalificering af kommunernes

tilsynsopgave

Der er behov for styrkelse og kvalificering af de kommunale myndighe-ders varetagelse af deres tilsynsopgave. Det handler om selve tilsynet,men i mindst lige så høj grad om den måde, som resultaterne fra tilsynetomsættes til positive forandringer for beboernes dagligdag i bostederne.Der er som nævnt overvældende belæg for, at mange kommuner ikkemagter denne opgave på egen hånd. Og LEVs forslag er derfor, at deretableres en uafhængig, national enhed – et center eller lignende – somhar kompetence og ’muskler’ til at spille sammen med bostederne og medkommunernes myndighedsfunktioner. Tilsynet er fortsat en kommunalmyndighedsopgave, men centret skal i direkte samspil med bostederne

og de kommunale myndigheder, medvirke til at sikre kvalitet og udviklingi hjælpen til beboerne.•

Den skjulte viden skal frem – og der skal handles på den

Både pårørende og personale i bostederne føler sig utrygge ved at giveudtryk for kritik af forhold i bostederne. Uanset om denne utryghed er be-rettiget eller ej, så er det et alvorligt problem for beboerne. Som jeg ogsånævnte for dig, på vores møde i forsommeren oven på sagerne om mis-brug af beboernes egne penge, bør der etableres en ordning eller en me-kanisme, som sikrer, at viden om problematiske forhold på bostedernekommer til de kommunale myndigheders kendskab. Personale, pårørendeog andre skal have et sted, hvor de - uden at frygte negative konsekven-ser - kan fortælle om episoder eller forhold som de oplever som uværdigeeller direkte krænkende for beboerne. Oplysningerne skal behandles ogundersøges, og kommunen skal håndfast forpligtes til at undersøge oghandle på den viden de får.•

Borgerens rettigheder skal styrkes og tydeliggøres

Retssikkerheden for mennesker med udviklingshæmning krænkes i langtstørre omfang end det er tilfældet for andre borgergrupper i det danskesamfund. Det drejer sig bl.a. om rettigheder i forhold til den sociale lov-givning. Ovenstående forslag om den skjulte viden, vil forhåbentlig kunneafhjælpe en del af disse problemer. Men i LEV vil vi også foreslå en rækkemere konkrete initiativer til forbedring af denne sårbare borgergruppesrettigheder. Nedenstående er særligt centrale:oRetten til ledsagelse. Hvad enten ledsagelsen leveres som en delaf bostedet eller som en egentlig ledsageordning efter § 97, skaldet dokumenteres bedre, at ledsagelsen rent faktisk leveres. Detsker ikke i dag, hvorfor mange udviklingshæmmede i bosteder re-elt er uden mulighed for individuel ledsagelse i et blot nogenlundeacceptabelt omfang.oStyrkelse af arbejdet med borgerens individuelle handleplan efter§ 141. Der bør bl.a. skabes større lovgivningsmæssig klarhed omborgerens krav på løbende handleplans- statusopdatering.oTydeligere krav til varetagelsen af værgemål (fx rettighedsbeskyt-telse af borgeren i forhold til den sociale lovgivning) samt fritagel-se af borgeren for den betaling for værgeydelsen i de tilfælde,hvor der er tale om professionelle værger.•

Styrkelse af den socialpædagogiske faglighed.

Den reform af pædagoguddannelserne, som førte til en sammenlægningaf den socialpædagogiske uddannelse med alle øvrige pædagoguddannel-ser, har formentlig haft negative virkninger i forhold til hjælpen til men-nesker med udviklingshæmning. Kendskabet til målgruppen samt til densociale lovgivning, borgerens retsstilling mv. er for ringe blandt nyuddan-nelse pædagoger. Det gør bl.a., at de nyuddannedes potentiale for at væ-

re positive forandringsagenter i bostedernes medarbejderkulturer, ikkeudnyttes tilstrækkeligt.

En langsigtet reform- og udviklingsplan

Vi er i LEV overbevidste om, at de mere kortsigtede initiativer herover kan for-bedre situationen, hvis de implementeres effektivt. Men dette må ikke føre til, atdet langsigtede perspektiv for udviklingen af rammer for og organisering afhjælpen til mennesker med udviklingshæmning, fortsat ignoreres på nationaltniveau. Hvis man for alvor vil sikre sig mod sager, som den fra Skarridsøhjem-met, så er der kun en vej. Og det er en langsigtet, ambitiøs og forpligtende nati-onal handlingsplan der kan lede til en grundlæggende forandringer af de fysiskerammer og af organiseringen af indsatsen. Med andre ord: En konkret, nationalplan, som sætter handling bag de soleklare intentioner og værdier, som liggerbag dansk handicappolitik, servicelov og handicapkonvention: Fra institution tilegen bolig – og ikke kun på papiret.Kun ved at skabe bedre fysiske rammer og nye måder at organisere hjælpen på,kan man for alvor komme bort fra, at nogle mennesker et helt liv er henvist til atbo på nogle andres arbejdsplads.Under overskriften ”Mit hjem – mit valg” udsendte Det Centrale Handicapråd iseptember 2010 et manifest med visioner for fremtidens boliger til menneskermed handicap. Manifestet, der var udarbejdet af en bredt sammensat tænke-tank, indeholder væsentlige principper og sigtelinjer i en fremtidig udvikling aframmer og organisering af området. Det er nu på tide, at regering og Folketinggiver dette initiativ den opmærksomhed, som det fortjener – og dermed sættergang i ovennævnte arbejde med en langsigtet handlingsplan.Jeg er opmærksom på det arbejde om en handlingsplan for Danmarks imple-mentering af FNs handicapkonvention, som du iværksatte i forsommeren 2011.Arbejdet med handlingsplanen er vigtigt, men jeg er meget bekymret for, at detlangt bredere handicappolitiske fokus, som der her er tale om, vil medføre atbolig- og levevilkårene for mennesker med udviklingshæmning endnu engangender nederst i bunken.Jeg er naturligvis klar over, at den grundlæggende reform- og udviklingsplan,som jeg her lægger op til, indebærer et større investeringsbehov. Derfor sker defundamentale forandringer heller ikke i morgen eller i overmorgen. Men omvendter det helt afgørende, at den nationale politiske attitude til det veldokumentere-de forandringsbehov på området, ændres i retning af et investeringsperspektiv.Først og fremmest investeringer i et bedre liv for adskillige tusind mennesker,men så sandelig også investeringer, som på sigt vil føre til mere fleksible og imange tilfælde også billigere løsninger.

Vedr. sagen om Skarridsøhjemmet og Danmarks behandling af menne-

sker med udviklingshæmning i bosteder