SOU, Alm.del - 2010-11 (1. samling) - Bilag 358: Henvendelse af 24/7-11 fra TABUKA vedr. 'Mernsagen'.

Hvad skal man gøre for at undgå svigt som i Mernsagen?TABUKA, Landsforeningen af nuværende og tidligere anbragte ser ’Mernsagen’ som endnu ensag, hvor kommunerne ikke har levet op til deres forpligtelser ift. udsatte børn og unge. Dermedligner den ’Brønderslevsagen’, men den nye sag er alligevel helt anderledes, fordi det er enple-jefamilie, der er sigtet for at have udsatplejebørnfor vanrøgt, grov vold og frihedsberøvelse.Overgrebene er sket i mindst 11 år, mindst ni børn har været udsat for dem og tilsynet frakommunerne har været ikke-eksisterende eller meget ringe. Flere børn har fortalt om forholde-ne, i 2003 blev familien meldt til politiet for vold, i 2005 underrettede lærerne på et af børnenesskoler kommunen om vold, det samme gjorde en mor i 2008 – men der skete intet.Overgreb mod børn er altid uacceptable, men det er helt ubærligt, at det sker, når børnene eranbragt, fordi myndighederne vil sikre, at de vokser op under trygge forhold. De anbringendekommuner har taget ansvaret for børnene, men de har slet ikke levet op til det. De har afleveretdem i en familie, der har begået overgreb mod dem, og derefter groft forsømt ansvaret for atfølge med i, hvad der foregik. Det er faktisk værre end ’Brønderslevsagen’.Desværre kommer det ikke bag på os i TABUKA. Vi ved, at der i nogle tilfælde sker overgrebmod børn under anbringelsen. Vi har blandt andet selv dokumenteret det i vores bog ’TABUKA,Tidligere Anbragtes Bud på Kvalitet i Anbringelsen’ fra 2005 (støttet af Socialministeriet), derrummer flere eksempler på alvorlige overgreb mod anbragte børn. Overgrebene fik vidtræk-kende følger for børnene. Vi har også nyere eksempler, hvor unge har henvendt sig til os medsager om overgreb, og senest har vi eksemplerne fra opholdsstedet Hercules i Fredericia, hvorafnogle klart var overgreb.Overgreb mod anbragte børn på anbringelsessteder sker heldigvis sjældent, og der er år imel-lem sager så grove som ’Mernsagen’. Men problemet er, at de bliver ved med at ske.Vi oplever,at det er fordi, der ikke er vilje og fasthed til at sikre, at det ikke sker.Hvad er grunden til overgrebene?For det første, at anbragte børn er yderst sårbare. De er angste, alene og nederst i hierarkiet.Ofte oplever man som anbragt, at man er i et lyddødt rum, hvor ingen hører en. Man er i enmeget udsat position, hvor det er så uendelig nemt for andre at træde ind over ens grænser –C/O Baglandet i ÅrhusSilkeborgvej 259. 8230 Åbyhøjwww.tabuka.dk – [email protected] – Tlf. 2446 0028

eller at begå overgreb. Andre børn eller voksne, professionelle og almindelige mennesker. Der-for skal de ansvarlige meget omhyggeligt sikre, at der ikke sker overgreb. Og der er altså situati-oner, hvor kommunerne ikke lever op til det ansvar.Kommunerne taler ikke altid ordentligt (og alene!) med børnene.Både ’Mern-’ og ’Brønderslev-sagen’ er grelle eksempler: hvis kommunerne havde talt med børnene i et omfang og på enmåde, så de fik tillid til kommunens folk, så ville kommunerne have vidst, hvad der foregik.Årsa-gen til manglerne i børnesamtalerne er uden tvivl for lidt tid, men der er også stadig kommuner,der ikke helt forstår betydningen af at tale med børnene, og hvor der er dårlige procedurer ogen uafklaret kultur om det. Når Lolland kommune efter egne oplysninger har aflagt 15 tilsynsbe-søg i plejefamilien uden at opdage, hvad der skete, så ligner det et oplagt eksempel, ikke mindstfordi man i flg. pressen ikke har talt alene med børnene. Samtalen og den fortrolige kontakt tilbørneneskalvære en krumtap i sagerne, det er det ikke altid i dag.Kommunernes tilsyn med de anbragte børn er også mangelfuldt. For os nuværende og tidlige-re anbragte er det et velkendt tema, at tilsynsførende, hvis de overhovedet er kommet på besøg,har kunnet styres af plejefamilier eller opholdssteder, der ikke har ønsket for tæt kontrol frakommunen. Kommunens samarbejde med anbringelsesstedet vejer nogle gange tungere endskabelsen af tillid mellem barnet og den tilsynsførende. Men kommunerne anbringer børnene,og så skal de vide, hvad der sker med dem!Det handler ikke om et eller to tilsynsbesøg om året:kommunen skal have en sikker kontakt til barnet og barnet til kommunen, så den rent faktisk kanfølge med i barnets liv. Gennem besøg, samtaler, breve, sms-er, telefonkontakt osv.!Kommunenskal sikre, at kontakten og samtalen med barnet er i orden begge veje. Normalt vil det krævevæsentligt mere kontakt end to tilsynsbesøg, og det skal kommunen leve op til, når den tageransvaret for et barn ved at anbringe det.I ’Mernsagen’ har de anbringende kommuner ansvaret. Vordingborg er som godkendendekommune måske en skurk, men ikke den største. Det er de kommuner, som anbragte børnene,og som skulle tage sig af dem og føre det intensive tilsyn med det enkelte barn. Hvem er dekommuner? Og især: hvad gør de? Det er dem og deres handlinger, man bør zoome ind på.Endnu en grund til, at der kan ske overgreb under anbringelsen er, at mange børn ikke ved,hvad de kan gøre, hvis de behandles dårligt. De har måske ikke forbindelse til kommunen ellerer usikre på dens rolle og loyalitet, og de ved ikke, hvad de så kan gøre. De er simpelthen uvi-dende om, hvem der kan hjælpe dem. Og så er man låst som et lille usikkert barn.Hvad skal man gøre for at rydde op i ’Mernsagen’ og for at undgå gentagelser?TABUKA har flere forslag til, hvordan man skal rydde op i ’Mernsagen’ og undgå gentagelser:1. Man skal skærpe tilsynsreglerne. Folketinget og Socialministeren skal gøre det klart forkommunerne, at tilsyn er andet og mere end et par formelle besøg om året. Det er enforpligtelse til en tæt, sikker kontakt til barnet. Løbende og på mange kanaler. F.eks.skalbørnene have mobilnummer (så de kan sende sms) og e-mailadresse til den ansvarligesagsbehandler/familieplejekonsulent, så de kan nå vedkommende, hvis der er behov fordet. Og så skal kommunerne selvfølgelig kunne komme uanmeldt. Uanmeldt besøg er

ikke en patentmedicin, det er en detalje i tilsynsreglerne, men naturligvis skal kommunenkunne komme uanmeldt, når den fornemmer, at der er grund til det.2. Når det er sagt, så må vi se øjnene, at hovedproblemet ikke er mangler i love og regler:det er at kommunerne ikke altid lever op til deres ansvar. Det skal strammes op:a. Kommunerne skal have pligt til at kulegrave enhver sag, der dukker op om dårligbehandling eller overgreb. Så snart en sag viser sig! Det må ikke skubbes ind un-der gulvtæppet eller behandles overfladisk, man skal til bunds i sagerne, lære afdem og have pligt til at revidere kommunens procedurer, så de ikke gentagersig. Vi mener, at Socialministeren skal sikre, at kommunerne lever op til det: omnødvendigt må Ankestyrelsen overvåge processen konkret, så den bliver ført tilende i kommunerne. Selvom de (og KL) ikke bryder sig om det.b. I den konkrete sag er det vigtigt, at de kommuner, der anbragte børn i plejefami-lien i Mern, afdækker forholdene, placerer ansvaret og især afklarer, hvad de skalgøre for at undgå gentagelser. De har ikke levet op til deres ansvar, så det måvære deres pligt.c. Kommunerne skal som fast procedure hjælpe dem, der har været udsat forovergreb under anbringelsen. Nogle får alvorlige traumer af det, det ved vi fraen række andre eksempler - senest har jeg personligt oplevet det i kontakten tilen yngre mand, der var udsat for overgreb på opholdsstedet Hercules, og som idag reelt er selvmordstruet. Derfor skal kommunerne finde dem, det kan væregået ud over, og tale med dem, om de har oplevet overgreb, og om hvad mankan gøre for at hjælpe dem.d. Det gælder også i ’Mernsagen’, hvor de anbringende kommunerskalfinde oghjælpe de børn og unge, der kan have været udsat for overgreb.e. Vi mener også, at man skal kunne forfølge kommuner, der ikke lever op til reg-lerne, så børnene skades. Den umiddelbare opfølgning kan ske gennem Anke-styrelsen, men man må også overveje, om kommunerne skal kunne straffes øko-nomisk. Der skal åbnes for, at kommunerne kan dømmes til at betale erstatningtil de børn og voksne, der har været udsat for overgreb, mens de var anbragt. ISverige og Norge kan alle, der har været udsat for overgreb under anbringelsen,rejse krav om erstatning. Vi finder det indlysende, at man får samme ret i Dan-mark!3. ’Mernsagen’ (og ’Brønderslevsagen’) peger også på, at der bør indføres en Børneom-budsmand i Danmark. Børn må vide, hvor de kan henvende sig, hvis de udsættes fordårlig behandling eller det, der er værre. Der må være en instans, som børn kender, somde let kan komme i kontakt med, og som har myndighed til at gribe ind, hvis et barnf.eks. ringer og fortæller, at det behandles dårligt under anbringelsen. Det kunne havereddet børnene både i Mern og Brønderslev. TABUKA vil derfor stærkt opfordre Folke-tinget til at indføre en Børneombudsmand.Bente NielsenFormand for ’TABUKA, Landsforeningen for nuværende og tidligere anbragte’Leder af Baglandet i Århuswww.baglandet.com