Socialudvalget 2010-11 (1. samling)
SOU Alm.del Bilag 188
Offentligt
Den
største
begrænsning
i
antallet
af
nye
førtidspensionister
kan
til
alles
fordel
ske
ved
organisatorisk
ændring
af
Arbejds-·‐skadestyrelsen.
Baggrund:
I
privatretlige
erstatningssager
hvor
der
er
involveret
et
eller
flere
forsikringssel-·‐skaber,
er
praksis
i
høj
grad
betinget
af
skadelidtes
modtagelse
af
offentlige
ydelser.
Godtgørel-·‐se
for
svie-·‐
og
smerte
sammenkædes
med
sygedagpenge,
og
ved
fastsættelse
af
godtgørelse
for
tab
af
erhvervsevne
indgår
den
kommunale
arbejdsprøvning
og
eventuel
tilkendelse
af
førtids-·‐pension.
Retspraksis
har
i
trafikskader
givet
skadelidte
en
vis
ret
til
advokatbistand
på
forsikringssel-·‐skabets
regning.
Retten
er
dog
særdeles
begrænset,
og
det
er
ikke
unormalt
at
skadelidte
ender
med
en
regning.
Det
er
en
drastisk
begivenhed
at
erhverve
en
omfattende
hjerneskade,
og
det
ændrede
mit
liv
på
alle
tænkelige
måder.
I
en
sådan
tid
var
det
ekstra
hårdt
pludselig
at
holde
styr
på
5-·‐10
kommunale
sagsbehandlere,
SU-·‐styrelsen,
forsikringsselskaber
og
advokater.
Løsningsforslag:
Hvis
skaden
var
sket
ifm.
udøvelsen
af
et
arbejde,
ville
sagen
være
håndteret
i
Arbejdsskadestyrelsen,
og
jeg
ville
modtage
rådgivning
og
hjælp
til
sagsbehandling
hos
min
fagforening.
Styrelsen
ville
indhente
fornøden
information,
og
ville
holde
sagens
parter
behørigt
orienteret.
Hvis
styrelsen
udvides
med
en
privatretlig
sektion,
kunne
den
levere
vejledning
og
afgørelser
i
alle
privatretlige
forsikringssager
med
personskade.
Det
ville
være
en
kæmpe
fordel
for
skade-·‐lidte,
fordi
det
ville
levere
en
tiltrængt
uafhængig
instans
med
kompetence
på
området.
Samti-·‐dig
kunne
styrelsen
rådgive
omkring
forløbet,
og
samarbejde
med
skadelidtes
kommune
om
nødvendige
initiativer
som
genoptræning,
behandling
og
tilskud
til
medicin.
En
sådan
organisationsændring
vil
naturligvis
være
en
stor
fordel
for
skadelidte.
Det
vil
ligeledes
være
en
fordel
for
staten,
fordi
kommunerne
vil
have
lettere
adgang
til
faglig
sparring,
hurtigere
udredning
af
hjælpebehov
og
lettere
vil
kunne
gøre
eventuelle
regreskrav
gældende
over
for
skadevolders
forsikringsselskab.
Dertil
kommer
de
afledte
effekter.
Ordning-·‐en
vil
formentlig
medføre
et
fald
i
antallet
af
nye
førtidspensionister,
fordi
det
ikke
længere
er
en
faktor
ift.
godtgørelse.
Skadelidtes
perioder
på
sygedagpenge
vil
formentlig
også
blive
korte-·‐re,
fordi
man
hurtigere
kan
finde
det
rigtige
behandlingstilbud.
For
forsikringsbranchen
vil
ordningen
også
være
en
forbedring,
da
en
central
styrelse
vil
gøre
sagsbehandlingen
mere
strømlignet
og
mindre
bureaukratisk.
Det
vil
blive
nemmere
for
selska-·‐berne
at
indhente
nødvendige
oplysninger,
og
de
vil
spare
meget
tid
på
at
lede
efter
den
rigtige
kommunale
sagsbehandler.
Hvis
flere
førtidspensionister
skal
tilbage
på
arbejdsmarkedet,
skal
vi
ikke
nødvendigvis
have
hjælp
til
det.
Vi
skal
have
lov.
Baggrund:
Er
man
som
jeg
blevet
førtidspensionist
pga.
en
erhvervet
skade,
har
man
efter
al
sandsynlighed
modtaget
godtgørelse
for
tab
af
erhvervsevne.
Den
beregnes
som
en
vis
procent-·‐del
af
10
års
løn,
dog
med
et
lovmæssigt
fastsat
loft.
Det
betyder
at
man
har
en
vis
formue.
Dette
bør
under
ingen
omstændighed
betragtes
som
rigdom.
Pengene
er
godtgørelse
for
penge
man
ville
have
tjent,
hvis
man
ikke
var
kommet
til
skade.
De
nuværende
regler
er
så
rigide,
at
renteindkomst
og
afkast
af
eventuelle
investeringer
bliver
medregnet
i
den
tilladte
indkomst
ved
siden
af
førtidspensionen.
Har
man
fået
udbetalt
godtgø-·‐relse,
og
har
man
placeret
pengene
i
en
bank,
er
man
derfor
udelukket
fra
at
forsøge
sig
på
ar-·‐bejdsmarkedet.
Løsningsforslag:
Adskil
kapitalindkomst
fra
opgørelsen
af
tilladte
indtægter
under
førtidspen-·‐sion.
Se
yderligere
forslag
under
pkt.
3.
1
/
2
I
er
nødt
til
at
klappe
hesten,
og
prøve
at
tøjle
den
kriblende
trang
til
at
finde
på
nye
regler.
Baggrund:
Efter
5
år
i
det
kommunale
system,
er
jeg
blevet
vant
til
at
høre
standard-·‐klausulen:
"Men
jeg
kan
ikke
love
noget,
for
der
når
måske
at
komme
nye
regler
inden
vi
ses
igen."
Den
kommunale
forvirring
har
bl.a.
medført
at
jeg
ikke
længere
er
tilknyttet
Center
for
Hjerne-·‐skade.
Københavns
Kommune
smider
konsekvent
ansøgninger
væk,
nedlægger
forvaltninger
eller
henviser
cirklært
til
hinanden.
Førtidspensionen
er
en
form
for
hvilepude,
hvor
der
er
mindst
mulig
kontakt
med
de
stakkels
sagsbehandlere.
Løsningsforslag:
Prøv
at
holde
jer
til
de
overordnede
linjer.
Der
kan
ikke
skabes
en
jobtype
på
Christiansborg
som
både
kan
passe
på
mig
og
på
en
faglært
smed
med
nedsat
førlighed
i
højre
arm.
Så
lad
være
med
at
prøve.
Skab
i
stedet
bedre
rammebetingelser.
Eksempel:
Som
hjerneskadet
har
jeg
ikke
brug
for
færre
arbejdstimer
i
form
af
et
fleksjob.
Jeg
skal
bruge
længere
tid
på
at
løse
opgaver,
og
har
brug
for
særlige
forhold
på
arbejdspladsen.
Det
vil
ikke
nødvendigvis
koste
virksomheden
noget,
men
det
er
en
proces
som
kræver
faglig
start-·‐hjælp.
Konkret
har
Center
for
Hjerneskade
erfaring
med
at
få
hjerneskadede
ind
på
arbejdspladser.
Centeret
er
dog
blevet
hårdt
ramt
af
strukturreformen.
Finansieringen
er
overgået
til
patienter-·‐nes
kommuner,
men
de
færreste
af
disse
har
budgetteret
med
denne
udgift,
så
centeret
er
pt.
midt
i
en
større
fyringsrunde.
Derfor
har
de
ikke
længere
mulighed
for
at
hjælpe
folk
i
arbejde.
Jf.
ovenfor
er
det
også
risikobetonet
at
forsøge
sig
på
arbejdsmarkedet.
Hvis
man
som
jeg
har
kapitalindkomst
fra
sin
godtgørelse,
er
en
lønseddel
lig
med
et
farvel
til
førtidspensionen.
Da
A-·‐kasserne
generelt
undgår
tidligere
førtidspensionister
vil
det
være
særdeles
risikabelt
at
vende
tilbage
til
arbejdsmarkedet.
I
tilfælde
af
en
fyring
ville
jeg
hverken
kunne
få
førtidspension,
dagpenge
eller
kontanthjælp.
Mit
forslag
er
at
I
rydder
op
i
regeljunglen
og
giver
friere
tøjler
til
sagsbehandlerne.
Giv
dem
mulighed
for
i,
samråd
med
pensionisten,
at
sætte
pensionen
på
pause.
Lad
sagsbehandleren
fastsætte
tidsrammen.
I
princippet
kan
den
være
tidsubegrænset.
Jeg
ved
at
I
ikke
er
så
meget
for
tidsubegrænset
pause,
men
det
er
svært
at
se
noget
positivt
i,
at
man
mister
retten
til
før-·‐tidspension,
hvis
man
holder
på
et
job
i
mere
end
X
år.
Understøt
også
headhunting
for
førtidspensionister.
I
stedet
for
at
tvinge
os
ned
i
en
fleksjob-·‐kasse,
kan
det
i
mit
tilfælde
være
mere
frugtbart
at
understøtte
handikaporganisationer
og
en-·‐heder
som
Center
for
Hjerneskade,
så
de
kan
medvirke
til
at
finde
en
arbejdsplads
der
kan
gøre
brug
af
pensionistens
begrænsede
evner.
En
succeshistorie
er
IT-·‐virksomheden
Specialisterne,
der
har
skabt
en
arbejdsplads
som
passer
til
autisters
særlige
behov.
Som
autist
har
man
ikke
brug
for
fleksjob
eller
løntilskud,
men
tyde-·‐lige,
faste
rammer
og
ingen
overraskelser.
Med
mindre
kassetænkning
i
sagsbehandlingen,
kan
der
opstå
flere
af
den
type
arbejdspladser.
2
/
2