Socialudvalget 2010-11 (1. samling)
SOU Alm.del Bilag 169
Offentligt
EUROPA-KOMMISSIONEN
GENERALDIREKTORAT V
BESKÆFTIGELSE, ARBEJDSMARKEDSRELATIONER OG SOCIALE ANLIGGENDER
Generaldirektorat
Generaldirektør
Bruxelles denD(98)/V/E/3
H.E. Mr Poul SkytteCHRISTOFFERSENPermanent Representative ofDenmarkRue d´Arlon, 731040 BRUXELLES
Hr. Ambassadør,ved Kommissionens tjenestegrene er der indgået en række klager vedrørenderetten til den danske "efterløn". Det drejer sig om europæiske borgere, derhar arbejdet i Danmark, eller som ikke for tiden bor i Danmark. Berørt er iførste række tidligere grænsependlere, men også personer, der efter at haveafsluttet deres beskæftigelse i Danmark er flyttet til en bopæl i en andenmedlemsstat.Efter de her foreliggende oplysninger har personer, der vararbejdsløshedsforsikret i Danmark krav på efterløn under følgendeforudsætninger:a) de skal være 60 år gamle,b) de skal inden for de seneste 25 år have været arbejdsløshedsforsikret iDanmark i 20 år (eller inden for de seneste 15 år i 10 år, hvis de er fødtfør den 1.3.1992 og har været medlem af arbejdsløshedskassen, indtil de gårpå efterløn) ogc) de skal bo i DanmarkDe forskellige klagere nægtes især adgang til den danske efterløn, fordi deikke bor i Danmark, men ydelsen nægtes også i nogle tilfælde, fordi depågældende ikke har tilbagelagt de krævede forsikringsperioder i Danmark.De danske myndigheder mener ikke at være forpligtet af den gældendeeuropæiske fællesskabsret til at udbetale disse ydelser, når de pågældendehar bopæl uden for Danmark. Dette er i hvert fald begrundelsen i treparallelle tilfælde, som der blev truffet afgørelse om i ArbejdsmarkedetsAnkenævn den 17.7 1998 (j.nr. 1997-1-5290, 5291 og 5292 HD/MB).Kommissionens tjenestegrene er i øjeblikket ved at undersøge, om de danskemyndigheders holdning faktisk er forenelig med den europæiskefælleskabsret, især med artikel 48 i EF-traktaten og artikel 7, stk. 2, iforordning 1612/68.Artikel 7, stk. 1 og 2, i forordning 1612/68 lyder:"1. En arbejdstager, der er statsborger i en medlemsstat, må ikke på grundaf sin nationalitet behandles anderledes på de øvrige medlemsstatersområder end indenlandske arbejdstagere med hensyn til beskæftigelses- ogarbejdsvilkår, navnlig for så vidt angår aflønning afskedigelse og, i
tilfælde af arbejdsløshed, genoptagelse af beskæftigelse i faget ellergenansættelse.2. Arbejdstageren nyder samme sociale og skattemæssige fordele somindenlandske arbejdstagere."Begrebet "sociale fordele" i artikel 7 stk. 2 i forordningen må ikkeudlægges snævert (dom af 30.9.1975, sag 32/75, Cristini, Sml. s.1085,præmis 12). Efter Domstolens faste retspraksis omfatter begrebet socialefordele "de rettigheder, det være sig med eller uden tilknytning til enarbejdskontrakt, som tilkommer enhver indenlandsk arbejdstager, i detvæsentlige på grund af hans objektive status som arbejdstager, ellerallerede fordi han har bopæl på det nationale område, og hvis udstrækningtil også at gælde arbejdstagere med statsborgerskab i andre medlemsstatermå antages at kunne fremme disses mobilitet inden for Fællesskabet" (dom af27.5.1993, sag C-310/91, Schmid, Sml. I, s. 3011, præmis 18).Som Domstolen fastslog i dom af 21. juni 1988 i sag 39/86 (Lair, Sml, s.3161 præmis 36) består visse rettigheder, der beror på vandrendearbejdstageres status som arbejdstager, selv om de pågældende ikke længereer i beskæftigelse. Derfor traf Domstolen i sin dom af 27. november 1997 isag C-57/896 (Meints, Sml. I, s. 6689) den afgørelse, at retten til enydelse, der tildeles på betingelse af, at der har bestået etarbejdsforhold, som kort forinden er ophørt, er en social fordel efterbetydningen i artikel 7, stk.2 i forordning 1612/68. Retten til denneydelse er nemlig uløseligt bundet til den berettigedes objektive status somarbejdstager.Tildeling af sådanne ydelser må ikke gøres afhængig af en forudsætning ombopæl. Ifølge Domstolens faste retspraksis forbyderligebehandlingsprincippet i henhold til såvel traktatens artikel 48 somartikel 7 i forordning nr. 1612/68 ikke alene åbenlys forskelsbehandlingbegrundet i nationalitet, men enhver form for skjult forskelsbehandling,som ved anvendelse af andre kriterier reelt fører til samme resultat (sebl.a. dom af 23.5.1996 i sag C-237/94, O´Flynn, Sml. I, s. 2617, præmis17). En national retsforskrift må, medmindre den er objektivt begrundet ogstår i rimeligt forhold til de tilstræbte formål, anses for at medføreindirekte forskelsbehandling, når den efter selve sin karakter er egnet tili højere grad at berøre vandrende end indenlanske arbejdstagere og dermedrisikerer navnlig at stille de vandrende arbejdstagere ringere (dom iovennævnte sag O´Flynn, præmis 20).Dette gælder også forudsætningen om bopæl i forbindelse med efterløn, somindenlandske arbejdstagere lettere kan opfylde end arbejdstagere fra andremedlemsstater.Heller ikke når de danske myndigheder indvender, at de pågældende ikkeopfylder kravet om en ventetid på 10 henholdsvis 15 år, synes detteargument holdbart. Ydelser som efterløn falder således muligvis ikke indunder forordning 1408/71, der fassætter en sammentælling afforsikringsperioder. Der foreligger ganske vist ingen dom fra Domstolen tilspørgsmålet om, om efterlønnen dækkes af forordning 1408/71. Men Domstolener hidtil gået ud fra, at lignende førtidspensioneringsydelser i andremedlemsstater ikke dækkes af det materielle anvendelsesområde forforordning 1408/71 (dom i sag C-25/95, Otte, Sml. ...).Derimod kan den kendsgerning, at forsikringsperioder i en anden medlemsstatikke medregnes, være en krænkelse af forbuddet mod forskelsbehandling iartikel 48 i traktaten og artikel 7, stk. 1 og 4 i forordning 1612/68.De danske myndigheder tager åbenbart ikke selv hensyn til forsikrings-eller beskætigelsesperioder, der er tilbagelagt i en anden medlemsstat.Denne omstændighed virker til ugunst for vandrende arbejdstagere, som har
været beskæftiget i en anden medlemsstat i en del af deres arbejdsliv. Derforeligger derfor en krænkelse af forbuddet mod forskelsbehandling iartikel 48 i traktaten og artikel 7, stk. 1 og 4, i forordning 1612/68.Dette er i hvert fald indholdet af Domstolens dom af 15. januar 1998 i sagC-15/96 (Schöning-Kougebetopoulou, Sml. I, s. 47). Der ses ikke at være enobjektiv begrundelse, der er uafhængig af de pågældende arbejdstageresnationalitet, og som står i rimeligt forhold til det med de nationaleretsforskrifter tilstræbte formål (se bl.a. dom af 26.5.1996, sag C237/94,O´Flynn, Sml. I, s. 2617).På denne baggrund anmoder Kommissionen den danske regering om enredegørelse inden for to måneder efter modtagelsen af denne skrivelse.Med venlig hilsen
Allan LARSSON
