SOU, Alm.del - 2010-11 (1. samling) - Bilag 104: Artiklen "De fattiges ret er sat" fra Rådet for Socialt Udsatte

25. november 2010De fattiges ret - referatSocialt udsatte mennesker oplever alt for tit, at det offentlige system er ble-vet for opsplittet og kompliceret, og at samspillet mellem kommuner ogregioner og de forskellige forvaltninger i kommunerne ikke fungerer godtnok. Samtidig er den faglige kvalitet i sagsbehandlingen ofte for ringe,ligesom det er alt for svært at finde frem til den eller de kommunaleinstanser, der vil tage ansvaret for sagen på sig.Det var nogle af problemstillinger, der blev peget på i høringen Fattiges Retden 4. november 2010. Dommerpanelet bestod og Palle Simonsen, MetteFrederiksen (S) og Ulla Tørnæs (V). Ulla Tørnæs havde dog på grund affinanslovsforhandlingerne ikke mulighed for at deltage i hele høringen. Hø-ringen blev afholdt som led i EU's fattigdomsår i et samarbejde mellemEAPN.dk, Socialpolitisk Forening, Stop Fattigdom Nu initiativet og Rådetfor Socialt Udsatte.Jeg vedlægger et referat af høringen, hvor der også kom andre store temaerfrem i relation til bekæmpelse af fattigdom. Det drejer sig både omspørgsmål, som deler vandene på forhånd som eksempelvis nødvendighedenaf en fattigdomsgrænse men også spørgsmål, som jeg tror kan samle mangesom eksempelvis behovet for flere socialøkonomiske virksomheder.Jeg håber papiret vil være til inspiration i det videre arbejde.

Er der lighed f o r loven?Fattiges Ret var en høring som et led i det europæiskefattigdomsår, hvor der særligt i uge 44 blev sat fokus pånetop fattigdom og dens konsekvenser på flere konferen-cer og høringer. EAPN - det europæiske netværk modfattigdom, Rådet for Socialt Udsatte, Socialpolitisk For-ening og initiativet Stop Fattigdom Nu stod bag høringen.- Retssikkerhed er centralt for os alle - uanset om vier fattige, socialt udsatte, eller hvad vi er. Hele vores sam-fund hviler på en opfattelse af, at der er lighed for loven.A t vi kan stole på, at de love, der gives på Tinge, og denmåde de forvaltes på i praksis, gælder for os alle. Alligevelkan man somme tider kan stille spørgsmålet, om alle harlige ret - og om fattige har ret? Er det sådan, at Danmarker de lige muligheders land, hvor fattige og socialt udsattekan forvente at få den behandling af myndighederne, de-res situation kræver? Hvorfor har vi overhovedet fattigeog socialt udsatte, hvad er løsningerne - er arbejde til allefor eksempel et realistisk mål? Skal der være indikatorerfor fattigdom og for hjælp til fattige? Skal vi arbejde medminimumsydelser? Er der lige adgang til sociale ydelser ogsundhedsydelser? Det er noget af det, vi vil sætte fokuspå i dag, indledte Jann Sjursen, formand for Rådet forSocialt Udsatte høringen.

hvordan vi sikrer de rigtige tilbud til de udsatte, så dekommer ud af deres situation. Det har vores samfund etstort problem med - uanset om det er børn, ældre ederpsykisk sårbare. Det er blevet understreget af debattenmed aktivering. Jeg hører bestemt til dem, som mener, atdet er godt for mennesker at få et arbejde, men der erogså nogle, som ikke er klar til det. Og det nytter ikke atbelaste dem mere, end rimeligt er. De skal først hjælpesud af deres situation, inden de kan få et arbejde, begrun-dede Palle Simonsen sin tilstedeværelse med.Mette Frederiksen ville - med et smil på læben -gerne vide, om retten havde beføjelser til at sætte nogeni fængsel.- Det er jo meget moderne at sanktionere, og nu kanselv børn sættes i fængsel. Desværre. Personligt synes jegikke, at det er nok at diskutere, hvordan vi løser pro-blemerne med fattigdom. Det er vores fælles opgave atforhindre, at fattigdommen overhovedet opstår. Jeg er såtræt af puljer og projekter og andre behjertede forslag tilat hjælpe folk ud af deres situation. Det, som har væretkrumtappen i dansk socialpolitik i mere end 30 år, har væ-ret det lange, seje træk med at sikre ordentlige livsvilkår,ordentlige boliger, uddannelse osv. For gør vi det, er deraltså færre sociale problemer at slås med. Så jeg mener, attendensen til individualisering af de sociale problemer erfarlig.

De hjemløsegiver op overforsystemetFørste vidne i skranken var Ole Skou fra SAND - dehjemløses landsorganisation. Med 35 års erfaring fra arbej-det som socialrådgiver og jurist blandt hjemløse var hansholdning til retssikkerheden for denne gruppe klar:- V i har opbygget et kompliceret system - et kontrol-system med et utal af instanser, som de hjemløse slet ikkekan forholde sig til. Hvis man er rigtig heldig kan man få optil fire-fem forskellige sagsbehandlere i samme sag, og foren sikkerheds skyld er de fysisk placeret forskellige stederi området, sagde Ole Skou og illustrerede sin pointe meden case, han havde sammensat af tre forskellige aktuellesager fra virkelighedens verden, men sløret med andrebyer og lokaliteter end de rigtige:- En mand flygter fra sin lejlighed i Gellerup i Århus,fordi han er bange og vil gemme sig i København. Han haroparbejdet en gæld under et fængselsophold, og nu er ind-driverne efter ham. Nu har han levet på gaden i Køben-havn i over et år. Han lever i kaos, har undervejs mistet sitsygesikringsbevis og har ingen penge. Han får at vide, athan skal opsøge et jobcenter for at få kontanthjælp. Hervil jobkonsulenten tale arbejde, men det kræver en folke-registeradresse for reelt at stå til rådighed for arbejdsmar-kedet, og det har han ikke. Mandens sociale problemer kanhan få hjælp til på socialcentret, somiøvrigt ligger i denanden ende af byen. Og desuden skal han have lavet sinhandleplan i Århus, hvor han kommer fra. Manden opgiverog ender med fortsat at bo på gaden, hvor han lever af atsælge Hus Forbi. En venlig gadeplansmedarbejder, han mø-der, vil gerne hjælpe og går med ham i Folkeregistret. Menogså her får han at vide, at han skal tage til Århus for at fået sygesikringsbevis. Og manden giver op igen. Han mang-ler stadig kontanthjælp, bolig, indskud til bolig, lægehjælp,penge til medicin og ikke mindst hjælp til sin gæld.- Jeg behøver ikke sige mere! Man har opbygget etkontrolsystem, som ikke bygger på tillid. Kommunerne harforskanset sig og tænker kun på deres egen kasser og sen-der folk frem og tilbage. Jeg kender rigtig mange kvalifice-rede mennesker, som er uddannet til at hjælpe, men de fårikke lov. Og de er trætte af det. Mange af de hjemløse, jeghar mødt, orker ikke mere i det system. De kan ikke finderundt i reglerne og føler sig ydmyget. Desuden mener jegikke, at man kan få nødstedte mennesker til at fungerebedre ved at sulte dem på lave ydelser som kontant - ogstarthjælp. Man oplever allerhøjest at få dem gjort apatiskeeller kriminelle, sagde Ole Skou.

kvalt i regler. Det er vigtigt at tage højde for. Det er ogsået problem, at indsatsen ligger i socialforvaltningen - ogat jobcentrene er ikke med. Problemet er i virkeligheden,at der er vandtætte skodder mellem de t o forvaltninger,de må ikke arbejde sammen. Så borgeren bliver kasteboldmellem forskellige kontorer i kommunen, som ikke talersammen, og sagsbehandlere bruger tiden på administrationog på at sætte sig ind i indviklede, nye regler uden rum forindividuelle skøn. Så selvom Folkeregister og alle muligeandre kontorer siger, at de godt kender til problemerne,har de ikke tilstrækkelig viden eller mulighed for at hjælpe.Så i dag hedder det ikke én indgang, men 12 indgange tilforvaltningen, påpegede Ole Skou, og bakkede også op omet forslag om bedre udslusning fra fængslerne, som dom-merpanelet foreslog, for at tage problemerne i opløbet.- Jeg har altid råbt højt om, at det er urimeligt, at manløslader folk til herberg og forsorgshjem, så jeg vil bakkeop om den gode udslusning. Men mange er også bange forat få en bolig, både for at være alene i den, men også foralle rudekuverterne. Og det med gælden er i øvrigt fler-delt: Der er gælden til private kreditorer, til det offentligeog til den organiserede kriminalitet, og til den sidste kanman ikke få gældssanering til. For rigtig mange er gældhovedproblemet, konstaterede han.

Græd, når fodboldstøvlerneskulle udskiftesNæste vidne i skranken var Charlotte Windelboe, somselv har været på overførselsindkomst i 11 år og er enligforsøger. Også hun tog udgangspunkt i en case - en familiepå kontanthjælp med et barn, der rigtig gerne vil starte tilfodbold.- Det koster cirka 1.500 kr. at starte til fodbold medudstyr og kontingent plus udgifter til nye støvler, træ-ningsweekender osv. Det er rigtig mange penge for enkontanthjælpsmodtager, så ofte får barnet ikke lov. Det harkonsekvenser for barnets sociale liv, og så starter en ondspiral - tab af social omgang og kompetencer, dårlig kost,dårlig motion, nedsat indlæringsevne, lav eller ingen uddan-nelse, risiko for kriminalitet, misbrug, sygdom og tidlig dødtil følge, sagde Charlotte Windelboe.Mette Frederiksen udfordrede regnestykket ved atpåpege, at som forsørger får man ikke kun kontanthjælp,men også hjælp til at betale bolig, man får forhøjede tillæg,børnepenge osv., så rådighedsbeløbet er væsentlig højereend blot kontanthjælp.-Jeg er selv enlig forsørger, og jeg græd, når min sønvoksede et nummer større i fodboldstøvler. Jeg havde ikkede penge og fik hjælp af klubben. Og jeg kender mangeandre i samme situation. Det kan også være fødselsdageeller andre sociale ting. Og det er ikke fordi, folk brugerpengene forkert. De køber ind de billigste steder - A l d i ogNetto. Jeg havde selv 3-3.500 kr. til kost, fritidsting - dethele, svarede Charlotte Windelboe.Palle Simonsen bad om et forslag til løsning - nu, hvorman ikke bare kan forhøje ydelserne?- Man skal hjælpe og behandle folk individuelt, indende ryger fra hus og hjem. Der er måske brug for støtteeller aflastning til barnet. Man må gå ind og vurdere, hvadder er brug for i netop denne familie. Det sker ikke tit.

Er en Udsatteenhed løsningen?Dommer Mette Frederiksen konstaterede, at problemstil-lingen er alvorlig, men jo ikke ukendt. Og den findes ogsåpå børneområdet og i den manglende sammenhæng mel-lem psykiatri og misbrugsbehandling, så hun ville vide:- Skal vi i virkeligheden have en 'Udsatteenhed' ikommunerne, hvor en borger, som du beskriver, kan gåind ad én dør, hvor ressourcerne er samlet til at løse alleborgerens problemer - for borgeren hører jo ikke til ijobcentret i første omgang?- Det, synes jeg, er en rigtig god idé. Jeg vil dog sige,at man har etableret noget lignende i København, mensagsbehandlerne kommer sjældent på gaden, de bliver

Man forholder sig kun til et mere overordnet regelsæt,svarede Charlotte Windelboe.- Nu er kontanthjælpen jo kun tænkt til en kortere pe-riode, men for nogle er det blevet en varig ydelse i mangeår. Hvad skal der til at få folk væk fra den, ville MetteFrederiksen vide.- Det er vigtigt, at man fra starten vurderer, hvad derer behov for. Min erfaring er, at folk allerede efter tre-seksmåneder er så langt nede, at de giver op, mente CharlotteWindelboe.- Hvordan kom du selv videre, lød et spørgsmål frasalen.-Jeg har været på overførselsindkomst i I I år på grundaf cancer. Nu får jeg revalidering og arbejder som ufaglærtkontordame. Og jeg kan kun sige, at hvis jeg havde væretstøttet bedre fra starten af, var jeg nok kommet tidligeretilbage på arbejdsmarkedet.

Mødre oplevers t o r skamPalle Simonsen spurgte til en løsning på problemet medfaldet i ydelser, når børnene fylder 18 år. Og Joan Munchvar ikke i tvivl:- Man kender jo familierne, så man må kunne lave etsikkerhedsnet under dem, så børnene kan fortsætte deresuddannelse, også som hjemmeboende.Mette Frederiksen bad om et bud på, hvordan en fami-lie som den med otte børn kunne komme videre. Hvad erbarriererne?- De oplever skam! En hel del har også kroniske syg-domme, mange kvinder er angstfyldte, og deres børn hardiagnoser. En enlig mor bliver så stresset af alle de samta-ler med fremmede mennesker, hun skal igennem, at hunslet ikke kontakter det offentlige, fordi hun kun oplevernegativitet. Og derfor får de ikke hjælp. Hun skal mødesmed anerkendelse, respekt og medmenneskelighed - ikkestraf. Det gælder om hurtig indsats, inden familien mistersin kontanthjælp og sin bolig. En anden stor barriere er demange skiftende sagsbehandlere. For eksempel i Køben-havns Kommune er der ét telefonnummer, man skal ringetil, og man lægger besked på besked på besked, og derbliver ikke ringet tilbage. Plus at der er en sagsbehandlerpr. person i familien. Det er svært at forholde sig til, nårman i forvejen lever i kaos. Det er systemets skyld, at dethele er blevet så komplekst, svarede Joan Munch.- Hvis vi skulle indføre en fattigdomsgrænse, hvadskulle den så være, spurgte Palle Simonsen.Joan Munch påpegede, at Frelsens Hær er med i et nytfacetteret udspil med tre forskellige indfaldsvinkler til enfattigdomsgrænse, bl.a. både en økonomisk og en afsavns-grænse.- For en pensionist, som har adgang til flere støttefor-anstaltninger, er jo ikke i samme i situation som en mor,der arbejder, men til en meget lav løn og uden adgang tilgratis institutioner. Derfor skal en fattigdomsgrænse væremere nuanceret.

Familie på t i m e d 2.000kr.atleve f o rEfter Charlotte Windelboe overtog Joan Munch, nationalungdomssekretær i Frelsens Hær, vidneboksen. Hun arbej-der til daglig med børnefattigdom.- Og jeg kan konstatere, at vi har set en markantstigning af fattige børn i Danmark - fra 43.000 i 2006 til65.000 i 2010, opgjort efter EU's medianindkomst. Det kanvi som velfærdssamfund ikke være bekendt. Børnene ervores fremtid, og det er vores ansvar, at de har det godt.Dem, som er blevet fattigere, er familier på starthjælp ogbørn på asylcentre. Herefter kommer de anbragte børn ogfamilier på kontanthjælp. Der findes altså værre eksemplerend de familier, vi lige har hørt om fra Charlotte, sagdeJoan Munch og henviste til udstillingen 'Ansigter på fat-tigdom', som retslokalet var udsmykket med.Her er blandt andet en historie om en familie på tovoksne og otte børn, der har 2.000 kr. at leve for ommåneden.- Det kan ikke lade sig gøre! Og her er tale om reelfattigdom - ikke relativ. Men problemet i vores debat er, atvi taler om, at man ikke dør af sult i Danmark.Vi har ikkeabsolut fattigdom. Nej, man dør ikke af at spise havregrødfire dage om ugen eller af at gå med sko med huller i, menlivskvaliteten er ikke på plads, og evnerne til indlæringheller ikke store, påpegede Joan Munch - og citerede enenlig mor:- Hun siger: "For at man kan lære at drage erfaring afsin historie, skal man lære at tackle skylden, angsten ogselvbebrejdelsen, alt det økonomiske og al den skam, manbærer rundt på." Man har sat ydelserne ned med vilje forat få folk i arbejde. Men det, man reelt gør, er at sparke tilfolk, som allerede ligger ned.Som en sidste ting påpegede Joan Munch, at målsætnin-gen om, at 95 procent af en ungdomsårgang skal have enungdomsuddannelse, ikke holder.-Tallet er faldet, og der er direkte forbindelse tilbørnefattigdommens stigning. Jo flere fattige børn, jo færrefår en uddannelse. Hvorfor? Fordi de simpelthen ikke harråd. Når børnene fylder 18 år, mister man børnefamilie-ydelsen og får i stedet SU, som er mindre. Og når man såogså bliver beskåret i boligydelsen, har man ikke råd til atbeholde sine børn i skolen, men er nødt til at sende dem

Blinde blandtdem e s t udstødteDen sidste dommer i panelet, Ulla Tørnæs, var listet indi salen under Joan Munchs vidneudsagn og pointerede, athendes afsæt for at deltage i høringen var den arbejdsmar-kedspolitiske tilgang.- Jeg mener, at alle besidder ressourcer, så vi må bareblive bedre til at indrette aktiverings- og dagpengesyste-met, så vi kan tage højde for, hvad den enkelte har brug fori forhold til at kunne bruge sine ressourcer på arbejdsmar-kedet - og for at kunne mærke, at der er brug og behovfor det, man kan, kommenterede hun.Jens Bromann fra Danske Handicaporganisationer fikordet som næste vidne. Siden han blev blind som lOårig,har han været involveret i handicapsagen. Og en af demest udstødte grupper i det danske samfund er netop deblinde og svagsynede, påpegede han og dokumenteredesin påstand med tal: Siden den første livsvilkårsundersø-gelse af gruppen i 1965 og til den nyeste fra SFI, som kompå gaden i oktober måned, er beskæftigelsesgraden for

blinde og svagsynede i ordinær beskæftigelse faldet - fra68 procent til t o procent i dag. 20 procent har en andenform for kontakt til arbejdsmarkedet. For 45 år siden fikresten - dem, uden arbejde - invaliderente.- Og hvor er den gruppe så i dag - på førtidspension?Nej! 14 procent er på kontanthjælp! Og desværre de unge- fra 18-40 år, og de sidder der i årtier. 52 procent af demfår ikke engang folkeskolens afgangseksamen.Niveauet er faldet markant og ligger langt bagefterden almindelige befolkning - lige som sundhedstilstanden,den sociale isolation og ensomhed, konstaterede JensBromann og dryssede endnu mere malurt i bægeret: -Og hvad er der så sket? Vi handicappede har fået megetlængere til personale med faglig indsigt og forståelse. I deseneste 30 år har man nedlagt Statens Hjælpemiddelcen-tral, gjort institutioner kommunale, nedlagt Videncenterfor synshandicappede osv. Så der er ikke længere en fagligekspertise nogen steder. Og der har aldrig været så langtfra borgeren til den faglige og beslutningsmæssige kom-petence. Med kommunalreformen har vi fået en massemennesker, som ved lidt om alt, og når de ikke aner, hvadde skal gøre, er det nemmere at sige nej.- Har du nogle tanker om, hvordan man i højere gradkunne beskæftige blinde og svagtseende i fremtiden,spurgte Palle Simonsen.- Man kunne hurtigt komme tilbage til 1965-graden,hvis vi lagde ressourcerne om til reel støtte, der erarbejdsmarkedsrelateret. Men som handicappet har manbrug for økonomisk kompensation, også selvom man hararbejde, fordi det er dyrere at leve som handicappet. Ogden hjælp fjerner kommunen, så snart man får arbejde, sånogle vælger i stedet at sidde hjemme og rådne op.Ulla Tørnæs efterlyste et svar på, om fleksjobordningen,som regeringen vil reformere, kunne være et redskab ibeskæftigelsesindsatsen?- Som udgangspunkt er jeg ked af, at vi ikke taler omat beskæftige alle på lige vilkår. Men jo, fleksjobordningener glimrende, men kommunerne mangler redskaber til athåndtere den. Det vil kræve en utrolig uddannelsesindsats ijobcentrene, og jeg ved ikke, om det er den vej, man skal gå.Men hvad gør vi ved, at 52 procent ikke får en afgangs-eksamen fra folkeskolen, ville Palle Simonsen vide?- A t man ikke overlader opgaven til et kommunalt sy-stem, som ikke har forstand på det. Der er kun 40 blindeog svagtseende elever i hele D a n m a r k - prøv at divideredet ud på 98 kommuner. Det er en halv blind til hver.Hvordan skal man kunne fordele den ekspertise? Så laverde nogle underlige klumpede systemer og giver kompen-sation for alle mulige fag, fordi de ikke aner, hvad de skalgøre. Og derfor ryger den ene unge ud i deroute efterden anden, fastslog Jens Bromann.

- Der tales meget om det grå guld og de rige golf-spillende ældre, og det er ikke forkert, for mange hargode pensionsopsparinger og en friværdi i boligen. Mende ældre er ikke en homogen gruppe, selvom de flestemodtager folkepension. Der findes en stor gruppe ældre,man med rette kan kalde fattige. Mennesker, som gennemet langt arbejdsliv ikke har mulighed for en pensionsop-sparing, og enlige, der ikke har nogen at dele udgifternemed, påpegede Kirsten Feld og supplerede med disse tal:Ifølge Danmarks Statistik har 197.000 eller 23 pet. af allepensionister mindre end 100.000 kr. at leve for om åretefter skat. Det svarer til cirka 8.000 om måneden til alleudgifter. Ifølge Kristeligt Dagblad er medianindkomsten iDanmark 16.358 kr. efter skat. Så hvis man tager EU's fat-tigdomsgrænse på er 60 pet. af medianindkomsten, hedderfattigdomsgrænsen i Danmark 9.814 kr. om måneden.- Og så er der et stykke vej ned til de 8.000 kr. Selvmed ældrechecken når man ikke op på fattigdomsgrænsen,og folkepensionen er altså langt fra nok til at dække etminimumbudget med en acceptabel levestandard. Man ernødt til at supplere med andre offentlige ydelser. Og så erder ikke råd til kontingent til bridgeklubben eller badmin-ton, pointerede Kirsten Feld.Hun påpegede også, at et praktisk problem for mangeældre er kommunikationen mellem det offentlige og pen-sionisterne.- Mange borgere i min alder har ikke adgang til encomputer. Nogle føler, de er for gamle til at lære nyt, ogandre har ikke råd. Men i dag er kommunerne kun forplig-tede til at orientere digitalt. SKAT er blevet digitaliseret,men for mange ældre har det stor betydning at kunne talemed en medarbejder direkte. Men eftersom der kun erfem skattecentre i hele landet, betyder det, at de ældre mårejse langt - med en offentlig transport, som mange stederogså skæres ned.Det samme gælder, påpegede Kirsten Feld, spørgsmålom folkepension og boligstøtte, som fremover skal admi-nistreres i fem centre.- Det er let for dem, som kan klare problemernedigitalt, men ikke for andre, sagde hun og udtrykte ogsåbekymring for folkepensionen, der i lighed med andreydelser reguleres nedad - og dermed øges afstanden mel-lem rig og fattig.Palle Simonsen efterlyste atter svar på, om det her vilvære en fordel med en fattigdomsgrænse?- Jeg mener i hvert fald, at vi må anerkende, at vi har etfattigdomsproblem i Danmark. Jeg har ingen ide om, hvoren grænse skulle ligge, men jeg er enig i de tidligere indlægom, at den skal være fleksibel.Ulla Tørnæs ville vide om gruppen af fattige ældre ervoksende. Det mente Kirsten Feld ikke, men gruppen vilaltid være der. Fra salen blev det påpeget, at hvis en vok-sende del af befolkningen bliver fattige, vil der også bliveflere fattige ældre med tiden.

Vi har fået et kastesystem i DanmarkDagens sidste vidne var direktør for Social og Arbejds-marked i Randers Kommune, Knud Aarup, der glædede sigover som embedsmand for en gangs skyld at få lov at fyreop under egne holdninger.- Udviklingen af det danske velfærdssamfund i de sene-ste 25-30 år har fået mig til at tænke, at vi i virkelighedenhar fået et kastesamfund lige som i Indien. Gandhi sagde,at fordelen ved et kastesamfund jo er, at man ikke skaltænke på sin arbejdsmæssige placering i samfundet. Den er- ligesom kønnet - kastemæssigt givet på forhånd. Og så-dan er det også i Danmark; Den ufaglærtes søn eller dat-ter bliver ufaglært, den faglærtes bliver faglært, og akade-mikerens bliver akademiker. Den sociale mobilitet mellemkasterne er meget begrænset, mens folkeskolen stort setkun virker konserverende på ens forudgivne kastemæssigeplacering. Og det betyder alt for livsmulighederne, ikkekun økonomisk, men også i forhold til uddannelse, erhverv,hvor vi bor, vores sundhed og længden på vores liv. Det eralt sammen bestemt af vores kastemæssige placering. Oghvor efterlader det så de fattige - dette samfunds kaste-løse, spurgte Knud Aarup retorisk.- V i har set en konstant stigning i antallet af fattigesiden 1993.Vi ved, hvem de er, hvor de bor - i København,på Vestegnen og i Udkantsdanmark, og vi ved, at de er påoverførselsindkomst: Introduktionsydelse, starthjælp ogramt af kontanthjælpsloftet. Så jeg mener, at den nuvæ-rende social- og arbejdsmarkedspolitik er kendetegnetved, at vi fastholder de dårlige stillede i en stadig dårligereposition, uanset at vi de seneste ti år har indført det eneincitament efter det andet for at få dem ud på arbejdsmar-kedet. Det, vi i realiteten gør, er at røre i gryden. Der erselvfølgelig gode historier, men jeg mener, at der er brugfor væsentlige ændringer i den førte social- og arbejds-markedspolitik.Knud Aarup fremhævede Randers Kommunes erfa-ringer fra projektet 'Social aktivering' under regeringensprogram Ny Chance til Alle. Gennem opsøgende arbejdefik man kontakt til 148 borgere, som længe havde væretuden for rækkevidde. En af dem var 32årige Søren, derhavde været på kontanthjælp, siden han var 18. En nørd,der havde siddet hjemme bag sin pc.- V i fik Søren i praktik hosTDC. Den første dag kørtehan på arbejde på sin knallert. I dag er han fastansat hosT D C og kører til og fra arbejde i bil, fortalte Knud Aarupog plæderede derfor for at afskaffe de tre laveste ydelser.-Jeg ønsker mig ikke tilbage til tiden med store grup-per i passiv forsørgelse. Men vi må have mere fleksibleredskaber i vores arbejde - bedre skønsmæssig udmåling

T r o r ikke på pisken- Er det en fordel med en fattigdomsgrænse? Og du harsom den eneste nævnt den negative sociale arv. Hvorforhar vi ikke fået gjort op med den, spurgte Palle Simonsen.- Det er utroligt svært at håndtere den negative socialearv, fordi vi skal have fat et helt andet sted, før ulykkensker, end efter den er sket. Du får ikke løftet det her,hvis du ikke har en mere inkluderende indgang. Og medhensyn til en fattigdomsgrænse, der sagtens kan være på50 procent af medianen, ser jeg kun én grund: A t fastholdeet fokus og få et tal en gang om året - det vil gøre os lidtskarpere, mente Knud Aarup,Ulla Tørnæs mente, at Knud Aarup fældede for hården dom over satserne i arbejdsmarkedspolitikken. Fornår 50.000 med anden etnisk baggrund er kommet udpå arbejdsmarkedet, må satserne have spillet ind, mentehun og tilføjede, at hun altid studser, når hun hører omborgere, der har været på starthjælp i mange år. Det haraldrig været hensigten med lovgivningen. De burde såvære berettiget til en førtidspension, hvis de reelt ikke kanarbejde?- Der findes mange sager med borgere på starthjælp,som ikke er berettiget til førtidspension, svarede KnudAarup og tilføjede -Jeg t r o r i øvrigt ikke på pisken, menpå en god socialfaglig indsats som det bedste middel tilat hjælpe folk videre. Jeg t r o r på, at de fleste gerne vilpræstere og være en værdi for andre, så jeg mener ikke, vibehøver den pisk.Vi kan godt skrue ned for incitaments-tænkningen i lovgivningen.

Ja t a kt i lfattigdomsgrænseDa dommerne vente tilbage efter voteringen, var de igenreduceret til to, da UllaTørnæs var vendt tilbage til finans-lovsforhandlingerne på den anden side af FrederiksholmsKanal.Dommer Mette Frederiksen kunne konstatere, at afgør-elsen var enstemmig med dommercifrene 2-0.Vidneud-sagnene havde været meget overbevisende og tilsammenmeget klart fortalt, at der er fattigdom i Danmark.- Det er et alvorligt problem med mangfoldige konse-kvenser, især for næste generation af børn, som vokser opi fattigdom. Derfor mener vi, at der er t o områder, manbør arbejde videre med: Børneområdet og de psykisk sår-bare, som ofte kommer i klemme, sagde hun og fortsatte:- Det står også klart efter i dag, at de lave socialeydelser har en sammenhæng med den stigende fattigdom.Derfor mener vi, at en fattigdomsgrænse vil kunne retteog fastholde fokus og politisk ansvar hos de skiftenderegeringer i forhold til at bekæmpe fattigdom og negativ

social arv. Men også de konkrete fattigdomsmål skal væremed til at præcisere, hvordan vi bekæmper fattigdom ogikke mindst den negative sociale arv. Det er vores over-ordnede kommentar.Derudover havde de t o dommere en række ideer tilændringer og forslag, der bør arbejdes videre med. PalleSimonsen uddybede:- For det første skal der gennemføres en evaluering afkommunalreformen, ikke mindst fordi samspillet mellemkommuner og regioner ikke er godt nok. Det ser vi førstog fremmest på området med de psykisk sårbare, menogså på en lang række andre områder.- Der er et fastslået behov for en evaluering af sagsbe-handlingen. Det er nedslående at høre, hvordan borgernebliver behandlet i det sociale system.- Der er også behov for en meget hurtigt indsats forat få folk i arbejde, men det er samtidig afgørende, at vihar forståelse for, at nogle ikke fra den ene dag til denanden kan tage et ordinært job. Der skal en helt andenstøtte til. En måde kunne være gennem de socialøkono-miske virksomheder, vi har en række gode eksempler påsom et instrument til at skabe en form for jobs til udsattemennesker, der ikke har tilstrækkelige kompetencer til etordinært job.- Revalideringen skal forbedres. Den er forringet, sidenbistandsloven blev indført, men er en meget mere målret-tet måde at aktivere på, bl.a. med reel uddannelse og ikkebare kurser.- På ældreområdet er det f.eks. ikke rimeligt, at velha-vende pensionister kan få indefrosset deres ejendomsskat-ter.- Og så skal der findes løsninger på hele gældsproble-matikken, som vi har hørt flere indlæg om.- Der er yderligere to ting, som er mere fremadret-tede: Den økonomiske overgang fra barn til voksen eret problem på en række områder, bl.a. handicapområdet.Det bør man finde løsninger på. Og på sigt bør man findemåder at frigøre mere tid til sagsbehandlerne, som brugermindst 60 procent til kontrol og bureaukrati, hvilket ikkeefterlader megen tid til hjælp til den enkelte borger. Detkan vi ikke give en fuldstændig klar løsning på nu.- Det er, hvad vi mener, der er kommet frem gennemvidneafhøringerne, sluttede Palle Simonsen og tilføjede:- Og så glemte vi at sige: "Retten er sat!".

landene. Her kan vi konstatere en stigende ulighed og fat-tigdom i Danmark. Det tog vi op i European Anty PovertyNetwork (EAPN), der er en sammenslutning af N G O ' e ri Europa, hvis formål er at bekæmpe fattigdom og socialeksklusion i EU og i medlemslandene. EAPN bygger pånationale NGO'er, den danske er samlet i EAPN.DK.Vi startede for fire-fem år siden kampagner for at få bredtdebatten ud og skabt klarhed om fattigdom. Og jeg synes,det er lykkedes. Der er kommet en langt større forståelseog viden. Fattigdom er blevet et tema i valgkampen fremtil næste folketingsvalg. Der er gennemført forskning medstøtte fra bl.a. Rådet for Socialt Udsatte, som giver enstjerneklar dokumentation for, at de lave ydelser skaberfattigdommen. Men det er også kommet frem, at der ikkeer politisk flertal for at ændre ydelserne. Måske er derflertal for at gøre noget ved andre årsager, såsom sygdom,manglende uddannelse, dårlige opvækstvilkår. Socialmini-steren har udtrykt ønske om at gøre noget ved de andreårsager - en klar politisk markering af et ønske om bedreservice med mere kvalitet og bedre sammenhæng, sagdePer K. Larsen og konstaterede, at indsatsen ikke slutterher.- Der er nye planer frem til 2020 med større vægtpå at tænke i strategier og indikatorer, målsætninger osv.Regeringen lægger stadig afstand til en fattigdomsgrænseog fraskriver sig derfor muligheden for målinger, men mananerkender dog behovet for en form for fattigdomsindi-katorer. Det er dog som om, at flertallet i Folketinget erimod grænser og indikatorer, så længe de viser stigninger iantallet af fattige og viser, at de lave ydelser rammer sær-ligt udsatte grupper af fattige mennesker. Det er isagens natur en vanskelig opgave. Men lad os nu se, hvor-dan det bliver løst, sagde Per K. Larsen og sluttede af medat opfordre alle til at deltage i den afsluttende fattigdoms-konference i København den 30. november.

V ihar fået k l o k k e k l a r d o k u m e n t a t i o nPer K. Larsen fra EAPN rundede dagen af med ros tildomstolen. - Det har været en fremragende form medskarpe udsagn og gode konklusioner. Jeg vil trække en lillehistorisk tråd - vi skriver 2010, men det hele startede i2000 i Lissabon, hvor alle EU's medlemsstater sagde ja tilfattigdomsbekæmpelse via den åbne koordinationsmetode,hvor alle hjælper hinanden. Den beslutning førte et megetstille liv i Danmark uden strategier, tal og statistikker. Derblev kun udgivet en national handlingsplan hvert andet årmed en opremsning af projekter, finansieret over Satspul-jen. Så det var svært at se, om der var sket fremskridt.Men vi kan se, at der er kommet flere fattige, fordi EUårligt udsender rapporter, som sammenligner medlems-