Aftaleretlige spørgsmål er nationalt regulerede i EU. Dette kan medføre usikkerhed om regel-grundlaget ved grænseoverskridende transaktioner.Kommissionen ønsker at sætte ind på området ved skabelsen af en ”europæisk aftaleret.” Kom-missionen har i den forbindelse udbedt sig høringssvar om, hvilken form et sådant instrumentkunne have (grønbogen punkt 4.1), og hvilke retsområder, aftaleformer (grønbogen punkt 4.2) ogparter den skulle omfatte (grønbogen punkt 4.3).Høringssvaret vil sondre mellem forbrugerforhold og erhvervsforhold, da spørgsmålet om instru-ments form og type efter foreningens vurdering afhænger af, hvad det skal bruges til.

1. Forbrugerforhold

Det forekommer foreningen klart, at en generel EU-aftaleret på forbrugerområdet kunne væreikke blot hensigtsmæssig, men – under hensyntagen til ikke mindst den stigende nethandel – de-cideret påkrævet. Foreningen er således enig i, når det i grønbogen s. 12, punkt 4.3. anføres, at”instrumentet [bør] omfatte præceptive forbrugerretlige regler med udgangspunkt i EU-lovgivningen.” Foreningen finder, at dette enklest kan gøres i forordningsform (løsningsmodel 6,side 11.) Kommissionens bekymring om, hvorvidt det vil være disproportionalt og/eller i stridmed subsidiaritetsprincippet at regulere i forordningsform her, er efter foreningens vurdering ikkerelevant ved forbrugeraftaler, hvor et mere vidtgående beskyttelseshensyn gør sig gældende.

2. Uden for forbrugerforhold

Foreningen anerkender, at man fra et reguleringsmæssigt synspunkt ofte kan sondre mellem størreerhvervsvirksomheder og ”Små og mellemstore virksomheder”. De sidstnævntes behov vil i fleresituationer, herunder fx hvorvidt det er økonomisk realistisk at juridisk rådgivning indhentes,kunne være overensstemmende. Det findes dog, at man bør fastholde den vigtige sondring, at derikke kan forventes den samme beskyttelse fra lovgiver mht. aftaleindhold og aftaleindgåelse nårman handler i sin erhvervsmæssige kapacitet, som når man handler som forbruger. Derudover måman ikke se bort fra, at den tilsyneladende diskrepans i aftaleretlig regulering ofte minimeres vedbrug af branchestandarder og standardaftaler, og at parterne – også for så vidt angår SMV – måforventes kun at indgå aftaler som de finder fordelagtige ud fra et (rets-)økonomisk synspunkt.Spørgsmålet er derfor, om ikke problemet med den uens aftaleretlige regulering for så vidt angårerhvervsforhold er mere teoretisk end praktisk interessant. Af samme grund finder foreningenikke, at der bør gennemtvinges en regulering på området i forordningsform, hverken via en euro-pæisk aftaleret (løsningsmodel 6) eller en europæisk civillovbog (løsningsmodel 7). Sidstnævnteforslag findes i det hele taget mere at være udtryk for et stykke EU-værdilovgivning.Samtidig finder foreningen dog, at en større ensretning også uden for forbrugerforhold kunne væ-re ønskværdig - men problemets reelle størrelse taget i betragtning, vil det være spørgsmålet,

hvorledes denne retsensretning bedst kan finde sted. I den forbindelse påpeger foreningen to ting:For det første: Det formodes at ville være uproportionalt og i strid med subsidiaritetsgrundsætnin-gen at påtvinge staterne at lave en sådan (ny) regulering. For det andet: Udfærdigelsen af et nytinstrument, der alene skal gælde for aftaler af internationalt tilsnit, giver måske større retsenhedinternationalt set, men giver mindre retsenhed nationalt set. Foreningen finder derfor, at der børtilstræbes et instrument, der gælder både nationalt og internationalt (og ikke kun i EU, men foralle internationale transaktioner, hvor loven i en medlemsstat finder anvendelse), samt en regule-ringsmetode, der i det hele er frivillig. Denne løsning kunne findes som en mellemform mellemløsningsmodel 1 og 2 - i form af et værktøj, kommissionen ikke selv foreslår, nemlig en såkaldtModel Law. UNCITRAL har i flere situationer udstedt sådan "forslag til modellovgivning". Ikkemindst inden for international voldgift har UNCITRALs modellov om voldgift reelt set været helteller delvist normerende for de lande, der i de sidste 10-15 år har stået for at skulle ændre deresvoldgiftslovgivning (herunder i Danmark, Norge og Finland).Eftersom dette forslag dog ikke findes i grønbogen, foretrækker foreningen løsningsmodel 2(a)(en kommissionsretsakt vedrørende en "værktøjskasse") som det forslag, der forekommer mesthensigtsmæssigt for så vidt angår transaktioner mellem erhvervsdrivende; værende de sig storeinternationale konglomerater eller SMV.

3. Konklusion

Foreningen finder, at der mht. instrumentets form må sondres mellem, om der er tale om forbru-gerforhold eller alene transaktioner mellem erhvervsdrivende.For så vidt angår forbrugerforhold, finder foreningen, at der bør laves en forordning om europæ-isk forbrugeraftaleret.For så vidt angår transaktioner mellem erhvervsdrivende finder foreningen, at løsningsmodel 2(a)er den mest hensigtsmæssige. De reelle problemer her er ikke af en så presserende karakter, at entvingende regulering (fx i forordningsform) er relevant. Hensynet til små og mellemstore virk-somheder findes ikke at kunne medføre et andet resultat.

RETSPOLITISK

FORENING

HØRINGSSVAR

1. Forbrugerforhold

2. Uden for forbrugerforhold

3. Konklusion