REU, Alm.del - 2010-11 (1. samling) - Bilag 561: Lovforslag til lov om ændring af straffuldbyrdelsesloven (Revision af straffuldbyrdelsesloven), fra justitsministeren

Lov om ændring af straffuldbyrdelsesloven og retsafgiftsloven(Revision af straffuldbyrdelsesloven)§1I straffuldbyrdelsesloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1162 af 5. oktober2010, som ændret ved lov nr. 183 af 8. marts 2011, foretages følgendeændringer:1.I§ 23, stk. 2, nr. 6,udgår: ”eller”.2.I§ 23, stk. 2,indsættes efter nr. 7 som nye numre:”8) for at undgå, at den dømte afsoner i en institution i tilfælde, hvorden dømte har begået strafbart forhold mod en ansat, der gør tjene-ste i institutionen, eller dennes nærstående, eller9) hvis andre særlige hensyn eller omstændigheder taler herfor.”3.§ 35, stk. 1, 2. pkt.,udgår og i stedet indsættes: ”Såfremt ordens- ellersikkerhedsmæssige hensyn gør det påkrævet, kan institutionens leder el-ler den, der bemyndiges hertil, dog nægte bestemte indsatte adgang til atdeltage i gudstjenester og begrænse antallet af deltagere. Hvis det beslut-tes at begrænse antallet af deltagere, skal de pågældende indsatte så vidt

muligt i stedet have adgang til at overvære gudstjenesten via elektroniskemedier.”4.I§ 42, stk. 1, 2. pkt.,indsættes efter ”§ 38, stk. 2”: ”, jf. dog stk. 3.”5.I§ 42, stk. 3,indsættes som2. pkt.:”Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om, at en indsat, der ik-ke har pligt til beskæftigelse, jf. § 38, stk. 2, og som fremsætter ønske ombeskæftigelse på et tidspunkt, hvor institutionen ikke kan tilbyde beskæf-tigelse, i en kortere periode ikke skal modtage vederlag efter § 42, stk. 1,hvis den pågældende indsatte tidligere under strafudståelsen har afvisttilbud om beskæftigelse.”6.I§ 45, stk. 3, 1. pkt.,ændres ”patientklagenævnet” til: ”Patientombud-det”.7.I§ 50, 3. pkt.,udgår ”efter udgangsmisbrug” og i stedet indsættes: ”,hvis tilladelse til udgang afslås på grund af fare for misbrug, jf. § 46, stk.1, nr. 2, eller hvis tilladelse til udgang tilbagekaldes på grund af misbrugeller fare herfor, jf. § 49, nr. 1 og 2,”8.I§ 54, stk. 1,ændres ”under 3 år” til: ”op til 1 år”.Model I9 a.I§ 54indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:”Stk. 2.En indsat har ret til at have sit barn på over 1 år, men under 3 århos sig i institutionen, hvis den indsatte selv er i stand til at passe barnet,og institutionen finder, at forholdene i institutionen er forenelige medhensynet til barnet.”Stk. 2 bliver herefter stk. 3.Model II9 b.I§ 54indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:”Stk. 2.En indsat har ret til at have sit barn på over 1 år, men under 3 århos sig i institutionen, hvis den indsatte selv er i stand til at passe barnet,og de sociale myndigheder finder, at forholdene i institutionen er forene-lige med hensynet til barnet.”Stk. 2 bliver herefter stk. 3.10.§ 57, stk. 3,affattes således:2

”Stk. 3.I lukkede institutioner optages, påhøres eller aflyttes telefonsam-talen uden retskendelse, medmindre dette ikke findes nødvendigt af de istk. 2 nævnte hensyn. Såfremt samtalen optages, påhøres eller aflyttes,skal samtaleparterne forinden gøres bekendt hermed. Optagelser af tele-fonsamtaler slettes senest 6 måneder efter, at de er foretaget.”11.I§ 57, stk. 4,indsættes som2. pkt.:”Der kan i den forbindelse fastsættes regler om optagelse af telefonsam-taler efter stk. 3 og om kontrol af optagelserne.”12.I§ 63indsættes efterstk. 1som nyt stykke:”Stk.2.Institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil, kan udeluk-ke en indsat fra fællesskab med andre indsatte i op til 5 dage, hvis detundtagelsesvist er nødvendigt for at beskytte den indsatte mod overgreb.”Stk. 2-8 bliver herefter stk. 3-9.13.I§ 63indsættes efter stk. 7, der bliver stk. 8, som nyt stykke:”Stk.9.Udelukkelse fra fællesskab må ikke overstige 3 måneder. Ju-stitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, kan, såfremt der fore-ligger helt særlige omstændigheder, træffe afgørelse om udelukkelse frafællesskab i mere end 3 måneder. I givet fald finder stk. 7, 2. pkt., tilsva-rende anvendelse.”Stk. 8 bliver herefter stk. 10.14.§ 74, stk. 1, 1. pkt.,affattes således:”Såfremt den indsatte under fuldbyrdelsen har forvoldt skade på ting, dertilhører en af kriminalforsorgens institutioner, ved ansvarspådragendeadfærd, kan den institution, hvor den dømte er indsat, bestemme, at er-statningskravet skal modregnes i den indsattes vederlag for beskæftigelseefter § 42, stk. 1.”15.I§ 106indsættes somstk. 3:”Stk.3.En dømt, der uforskyldt har afviklet for meget samfundstjeneste,har ret til erstatning efter reglerne i retsplejelovens § 1018 a.”16.I§ 112, nr. 8,ændres ”eller” til: ”,”.17.I§ 112, nr. 9,ændres ”jf. nr. 3.” til: ”i mere end 7 dage, jf. nr. 3, el-ler”.18.§ 125ophæves.3

Bemærkninger til lovforslagetAlmindelige bemærkningerIndholdsfortegnelse1. Indledning2. Generelt om straffuldbyrdelsesloven2.1. Straffuldbyrdelseslovens tilblivelse2.2. Straffuldbyrdelseslovens indhold3. Lovforslagets indhold3.1. Geografisk nærhedsprincip3.1.1. Gældende ret3.1.2. Justitsministeriets overvejelser3.2. Gudstjenester mv.3.2.1. Gældende ret3.2.2. Justitsministeriets overvejelser3.3. Vederlag for beskæftigelse3.3.1. Gældende ret3.3.2. Justitsministeriets overvejelser3.4. Udgangskarantæne3.4.1. Gældende ret3.4.2. Justitsministeriets overvejelser3.5. Børn i fængsler3.5.1. Gældende ret3.5.2. Norge og Sverige3.5.3. Justitsministeriets overvejelser3.6. Optagelse af telefonsamtaler3.6.1. Gældende ret3.6.2. Justitsministeriets overvejelser3.7. Udelukkelse fra fællesskab3.7.1. Gældende ret3.7.2. Arbejdsgruppen om udelukkelse fra fællesskab3.7.3. Justitsministeriets overvejelser3.7.3.1. Tidsgrænse for udelukkelse fra fællesskab3.7.3.2. Udelukkelse fra fællesskab af hensyn til den indsattesegen sikkerhed3.8. Modregning3.8.1. Gældende ret3.8.2. Justitsministeriets overvejelser3.9. Erstatning for udførelse af for meget samfundstjeneste5

3.9.1. Gældende ret3.9.2. Justitsministeriets overvejelser3.10. Domstolsprøvelse af afslag på erstatning3.10.1. Gældende ret3.10.2. Justitsministeriets overvejelser3.11.Retsafgift3.11.1. Gældende ret3.11.2. Justitsministeriets overvejelser4. Lovforslaget økonomiske og administrative konsekvenser for det of-fentlige5. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser for er-hvervslivet6. Lovforslagets administrative for borgerne7. Miljømæssige konsekvenser8. Forholdet til EU-retten9. Hørte myndigheder og organisationer10. Sammenfattende skema1. IndledningStraffuldbyrdelsesloven indeholder en revisionsbestemmelse, der inde-bærer, at forslag om revision af loven skal fremsættes for Folketinget ifolketingsåret 2011-12, hvor straffuldbyrdelsesloven har været i kraft i 10år. Baggrunden for denne bestemmelse er, at straffuldbyrdelsesloven varresultatet af en stor og principiel reform, og at man derfor fandt det natur-ligt at give Folketinget lejlighed til at vurdere lovens virkning i praksis,når der efter en årrække ville foreligge et fyldestgørende grundlag for atevaluere loven.Formålet med lovforslaget er at foretage de ændringer af straffuldbyrdel-sesloven – ud over de ændringer, der allerede er foretaget i de forgangne10 år – som erfaringerne med loven har vist behov for.Lovforslaget bygger primært på de erfaringer, som kriminalforsorgengennem de seneste 10 år har gjort sig med straffuldbyrdelsesloven i for-bindelse med den løbende administration af loven. Justitsministeriet harendvidere til brug for forberedelsen af revisionen af loven indhentet udta-lelser fra andre aktører på området, herunder domstolene, anklagemyn-digheden, faglige organisationer og interesseorganisationer.Lovforslaget indeholder navnlig forslag til følgende ændringer:6

Det foreslås, at princippet om, at fængselsstraf skal fuldbyrdes i nærhe-den af den dømtes bopæl (nærhedsprincippet), vil kunne fraviges i et vistyderligere omfang end hidtil, hvis særlige hensyn eller omstændighedertaler for det.Desuden foreslås det, at antallet af deltagere i gudstjenester mv. i krimi-nalforsorgens institutioner fremover skal kunne begrænses af ordens- ogsikkerhedsmæssige hensyn, forudsat at de indsatte så vidt muligt i stedetfår mulighed for at overvære gudstjenesten via elektroniske medier.Det foreslås endvidere, at adgangen til at træffe beslutning om udgangs-karantæne udvides fra i dag alene at kunne ske i tilfælde, hvor en ud-gangstilladelse tilbagekaldes som følge af et konstateret udgangsmisbrug,til også at omfatte tilfælde, hvor udgang nægtes eller tilbagekaldes somfølge af fare for misbrug af en udgang.Lovforslaget indeholder desuden en ændring af reglerne om indsattes rettil at have børn under 3 år hos sig i institutionen. Der lægges således optil, at der fremover i endnu højere grad end hidtil skal indgå en vurderingaf forholdene på den pågældende institution, når det skal bedømmes, omdet vil være forsvarligt at lade et barn, som er fyldt 1 år, men endnu ikke3 år, opholde sig på institutionen.Lovforslaget indeholder endvidere forslag om, at der indføres en tids-grænse på 3 måneder for tvangsmæssig udelukkelse fra fællesskab, og atdenne tidsgrænse kun kan fraviges af Direktoratet for Kriminalforsorgen,og kun hvis der foreligger helt særlige omstændigheder.Herudover foreslås der indført en hjemmel til, at en indsat kan udelukkesfra fællesskab i op til 5 dage, hvis det undtagelsesvist er nødvendigt for atbeskytte den indsatte selv mod overgreb.Endvidere indeholder lovforslaget en udvidelse af kriminalforsorgensadgang til modregning i beskæftigelsesvederlag, hvis en indsat ved enansvarspådragende adfærd har forvoldt skade på institutionens ting, såle-des at der efter forslaget skabes hjemmel til modregning, uanset om denskadelidte institution og den institution, der udbetaler beskæftigelsesve-derlaget, er den samme.

Forslaget indeholder desuden en bestemmelse om, at en dømt, der ufor-skyldt har afviklet for meget samfundstjeneste, har ret til erstatning påobjektivt grundlag.Endelig foreslås det, at lov om retsafgifter ændres, således at sager, derefter § 112 i lov om fuldbyrdelse af straf mv. prøves af retten, bliver af-giftsfrie.2. Generelt om straffuldbyrdelsesloven2.1. Straffuldbyrdelseslovens tilblivelseLov om fuldbyrdelse af straf mv. (straffuldbyrdelsesloven) trådte i kraftden 1. juli 2001. Der var med indførelse af loven tale om en nyskabelse idansk ret, idet loven betød, at der blev gennemført en samlet lovregule-ring af fuldbyrdelsen af straf mv. Området var tidligere reguleret af gan-ske få lovbestemmelser i straffeloven, der var suppleret af et særdelesomfattende administrativt regelværk.Baggrunden for udarbejdelsen af en særlig lov om fuldbyrdelse af strafmv. var navnlig den mere principielle opfattelse af, at fuldbyrdelse afstraf og især af frihedsstraf er et retsområde af så indgribende karakter, atden retlige regulering af området i det væsentlige bør ske ved lov og ikkeved administrative regler.Lovforslaget til straffuldbyrdelsesloven byggede på Straffelovrådets be-tænkning nr. 1355 fra 1998 om en lov om fuldbyrdelse af straf mv. Straf-felovrådet havde forud herfor nedsat en arbejdsgruppe med henblik på atforberede et lovudkast, der kunne indgå i rådets overvejelser. Arbejds-gruppens overvejelser og forslag er gengivet i betænkning nr. 1181/1989om en lov om fuldbyrdelse af straf mv.Det fremgik bl.a. af arbejdsgruppens kommissorium, at arbejdsgruppenskulle tage stilling til, i hvilket omfang og i hvilken form de dagældendebestemmelser om straffuldbyrdelsen i straffeloven og i bekendtgørelserog cirkulærer burde nedfældes i lovregler. Det fremgik endvidere, at deledende hensyn skulle være en vurdering af reglernes væsentlighed ud fraprincipielle – herunder retssikkerhedsmæssige – og praktiske synspunk-ter. Arbejdsgruppen skulle herudover overveje, om reglerne skulle haveen generel og ufravigelig karakter, eller om de skulle udformes som ho-vedregler eller vejledende principper, der kan fraviges i enkelttilfældeeller i grupper af tilfælde, der ikke egner sig til på forhånd at blive be-skrevet i en lovtekst.8

Resultatet blev, at straffuldbyrdelsesloven indeholder en række princi-pielle og relativt overordnede lovregler, hvor der er opstillet hovedreglerog vejledende principper med en opregning af betingelserne for at fravigehovedreglerne. Loven er suppleret af et administrativt regelsæt, der erudstedt i medfør af lovens bemyndigelsesbestemmelser.2.2. Straffuldbyrdelseslovens indhold2.2.1.Straffuldbyrdelsesloven indeholder bl.a. en lovregulering af deindsattes rettigheder og pligter under ophold i fængsel. Det gælder f.eks.med hensyn til adgangen til fællesskab med andre indsatte, medindfly-delse, arbejde, uddannelse, fritidsaktiviteter samt forsorgs- og sundheds-mæssig bistand.Loven regulerer også spørgsmål, der har betydning for de indsattes mu-ligheder for kontakt til samfundet uden for fængslet, herunder regler omudgang og regler om adgang til besøg, brevveksling, telefonsamtaler,aviser og bøger mv. samt adgang til i fængslet at udtale sig til medierne.Loven rummer endvidere en detaljeret regulering af betingelserne for ogfremgangsmåden ved indgreb over for indsatte, det vil sige adgangen tilat undersøge den indsattes person og opholdsrum (visitation), fotografe-ring og optagelse af fingeraftryk, magtanvendelse, udelukkelse fra fæl-lesskab, disciplinærstraf mv.Desuden reguleres i loven fuldbyrdelsen af betingede domme, herundermed vilkår om samfundstjeneste, samt bødestraffe mv.Herudover indeholder loven bl.a regler om en særlig enkel og udvidetadgang for de indsatte til domstolsprøvelse af en række særligt indgri-bende afgørelser, der træffes som led i straffuldbyrdelsen.2.2.2.Der er siden straffuldbyrdelseslovens ikrafttræden foretaget enrække ændringer af straffuldbyrdelsesloven, hvoraf der som de mest væ-sentlige kan nævnes følgende:Ved lov nr. 445 af 9. juni 2004 blev der bl.a. indført hjemmel til – udenat der foreligger en konkret mistanke – at træffe bestemmelse om afgi-velse af stikprøvevise urinprøver for så vidt angår den enkelte indsate oggrupper af indsatte. Ændringen var et led i den skærpede indsats modnarkotika i kriminalforsorgens institutioner.9

Ved lov nr. 367 af 24. maj 2005 blev den såkaldte fodlænkeordning ind-ført. Fodlænkeordningen er efterfølgende blevet ændret flere gange, så-dan at ordningen i dag omfatter alle dømte, der er idømt fængselsstraf iindtil 5 måneder.Ved lov nr. 304 af 19. april 2006 blev der indført en bemyndigelse forjustitsministeren til at fastsætte nærmere regler om, at tilladelse til ud-gang ikke kan gives i et tidsrum af 3 måneder fra indsættelsen, hvis denindsatte er udeblevet efter tilsigelse til afsoning. Bestemmelsen blev ind-sat som et led i bestræbelserne på at nedbringe antallet af fængselsdømte,der udebliver efter tilsigelse til afsoning.Ved lov nr. 1558 af 20. december 2006 blev der for at sikre efterlevelsenaf Europarådets Ministerkomités rekommendation REC (2006)2 om DeEuropæiske Fængselsregler fastsat en regel om, at undersøgelse af enindsat, der indebærer afklædning, kun må foretages af personale af sam-me køn som den indsatte. Der blev endvidere indført en ordning, hvoref-ter indsatte med en (rest)straf på mindst 3 måneders fængsel fik ret tilvederlagsfri behandling mod stofmisbrug. Behandlingsgarantien er efter-følgende ved lov nr. 183 af 8. marts 2011 blevet udvidet til at gælde alleindsatte.Ved lov nr. 527 af 6. juni 2007 blev der indsat en bestemmelse i lovenom, at en indsat ikke har ret til at medtage, besidde og råde over mobilte-lefon og lignende kommunikationsudstyr i kriminalforsorgens institutio-ner, medmindre dette er foreneligt med ordens- og sikkerhedsmæssigehensyn. Uretmæssig besiddelse af en mobiltelefon eller lignende kom-munikationsudstyr i lukket fængsel eller arresthus blev samtidig krimina-liseret ved en ændring af straffelovens § 124.Ved lov nr. 348 af 6. maj 2009 blev der indført en hjemmel til en for-søgsordning med anvendelse af peberspray som magtmiddel i visse afkriminalforsorgens institutioner. Ordningen blev gjort permanent oglandsdækkende ved lov nr. 183 af 8. marts 2011.Ved lov nr. 501 af 12. juni 2009 blev straffuldbyrdelsesloven som en delaf regeringens såkaldte bandepakke ændret for at sikre hurtig indsættelseaf dømte til afsoning. Ændringerne indebar bl.a., at hensynet til politietsforebyggende virksomhed skal indgå som et moment ved afgørelsen af,om fuldbyrdelsen af en fængselsstraf eller en del af denne skal udsættes.10

2.2.3.Det er Justitsministeriets opfattelse, at straffuldbyrdelsesloven i deforløbne 10 år siden sin ikrafttræden har vist sig i praksis generelt at ud-gøre en velfungerende regulering af spørgsmålet om straffuldbyrdelse.I den forbindelse er det bl.a. af væsentlig betydning, at der med indførel-se af loven er indført en samlet retlig regulering af området, som harmedvirket til at øge de indsattes muligheder for at gøre sig bekendt medderes rettigheder og pligter.Desuden bør det efter Justitsministeriets opfattelse fremhæves, at dom-stolenes kontrol med straffuldbyrdelsesområdet er blevet styrket medstraffuldbyrdelsesloven, idet der – i stedet for den almindelige adgang tilat indbringe afgørelser for domstolene i medfør af grundlovens § 63 – erindført en særlig let adgang for de indsatte til domstolsprøvelse af enrække særligt indgribende afgørelser, der træffes som led i straffuldbyr-delsen. Langt de fleste af de afgørelser, som siden lovens tilblivelse erblevet domstolsprøvet, er i øvrigt blevet tiltrådt af domstolene, hvilketefter Justitsministeriets opfattelse understøtter det generelle indtryk af, atloven fungerer godt og bliver administreret korrekt.Sammenfattende finder Justitsministeriet, at der på baggrund af erfarin-gerne i de seneste 10 år med straffuldbyrdelsesloven, ikke er behov fornogen mere omfattende revision af loven. I lovforslaget lægges der der-for op til alene at gennemføre nogle mere begrænsede ændringer af visseaf lovens bestemmelser.3. Lovforslagets indhold3.1. Geografisk nærhedsprincip3.1.1. Gældende retNår der i medfør af straffuldbyrdelseslovens §§ 21-22 er truffet afgørelseom, i hvilken institutionstype (arresthus, åbent eller lukket fængsel) dendømte skal afsone sin straf, afgøres spørgsmålet om, i hvilken konkretinstitution den pågældende skal anbringes, efter straffuldbyrdelseslovens§ 23.Efter straffuldbyrdelseslovens § 23, stk. 1, 1. pkt., skal fængselsstraf, såvidt det er praktisk muligt, fuldbyrdes i nærheden af den dømtes hjem-sted (nærhedsprincippet). Der skal imidlertid ved afgørelsen af, i hvilketarresthus eller hvilket åbent eller lukket fængsel den dømte skal anbrin-ges, endvidere tages hensyn til den dømtes egne ønsker, navnlig vedrø-11

rende arbejds-, uddannelses-, familie- eller helbredsmæssige forhold, jf. §23, stk. 1, 2. pkt.Nærhedsprincippet kan endvidere fraviges i en række tilfælde, der er ud-tømmende opregnet i straffuldbyrdelseslovens § 23, stk. 2.For det første kan nærhedsprincippet fraviges ved kortvarige fængsels-straffe, jf. § 23, stk. 2, nr. 1. Baggrunden for denne bestemmelse er, athensynet til opretholdelsen af kontakten til familie mv. har størst betyd-ning ved længerevarende straffe.Nærhedsprincippet kan endvidere fraviges af hensyn til den samlede ud-nyttelse af pladserne i kriminalforsorgens institutioner, jf. § 23, stk. 2, nr.2. Formålet med denne bestemmelse er at undgå uhensigtsmæssigt langeventetider på afsoning, og at der er overbelæg på nogle institutioner,mens der er tomme pladser på andre institutioner.Efter § 23, stk. 2, nr. 3, kan nærhedsprincippet fraviges for at beskytteden dømte mod overgreb. Der kan f.eks. være tale om stofmisbrugere ogandre, der er fysisk og psykisk svagt funderet, og som eventuelt tilligehar stiftet gæld til medindsatte, eller indsatte, der på grund af deres kri-minalitet, herunder navnlig misbrug af børn og sædelighedskriminalitet,ikke tolereres af fællesskabet.§ 23, stk. 2, nr. 4, giver mulighed for at fravige nærhedsprincippet medhenblik på at kunne yde den dømte pædagogisk, lægelig eller anden sær-lig bistand. Herudover kan nærhedsprincippet fraviges for at forebyggeovergreb på medindsatte, personale eller andre i institutionen, jf. § 23,stk. 2, nr. 5, eller for at forhindre, at den pågældende undviger, jf. § 23,stk. 2, nr. 6.Endelig giver § 23, stk. 2, nr. 7, mulighed for at fravige nærhedsprincip-pet for at undgå, at den indsatte kommer til at afsone i en institution, hvoren af den indsattes nærstående gør tjeneste. Bestemmelsen har til formålat undgå, at der opstår mistanke om, at den ansatte ikke kan udføre tjene-sten korrekt og uafhængigt.3.1.2. Justitsministeriets overvejelserKriminalforsorgen har i de senere år oplevet en række tilfælde, hvor det –uden at der har været tale om situationer omfattet af § 23, stk. 2 – ikke erfundet hensigtsmæssigt at placere en dømt i overensstemmelse med nær-12

hedsprincippet. Det drejer sig bl.a. om tilfælde, hvor en dømt har begåetstrafbart forhold mod en person, der er nært beslægtet med en ansat i detfængsel, som den dømte geografisk ”hører til”, og hvor hensynet til denansatte kunne tale for en anden geografisk placering af den dømte. End-videre kan nævnes tilfælde, hvor en dømt har begået grov kriminalitet inærheden af fængslet, og hvor hensynet til offeret eller dennes nærståen-de kunne tale for at placere den dømte et andet sted for at undgå, at ved-kommende færdes i området i forbindelse med udgang fra fængslet.På den anførte baggrund lægges der med lovforslaget for det første op til,at § 23, stk. 2, udvides med en bestemmelse om, at nærhedsprincippetkan fraviges for at undgå, at den dømte afsoner i en institution i tilfælde,hvor den dømte har begået strafbart forhold mod en ansat i institutioneneller mod den ansattes nærstående. Det er således Justitsministeriets op-fattelse, at hensynet til den ansatte i sådanne situationer efter en konkretvurdering bør kunne begrunde, at nærhedsprincippet fraviges.For det andet foreslås det, at der i § 23, stk. 2, indsættes en opsamlings-bestemmelse om, at nærhedsprincippet kan fraviges, hvis andre særligehensyn eller omstændigheder taler herfor. Det bemærkes i den forbindel-se, at det efter Justitsministeriets opfattelse ikke er muligt på forhånd ud-tømmende at opregne alle de tilfælde, hvor der kan vise sig at være hen-syn, som taler for en fravigelse af nærhedsprincippet.Den forslåede opsamlingsbestemmelse kan f.eks. tænkes anvendt i situa-tioner, som den ovenfor nævnte, hvor en indsat har begået alvorlig kri-minalitet i nærheden af fængslet. Bestemmelsen kan endvidere tænkesanvendt i situationer, hvor det er uhensigtsmæssigt, at dømte i samme sagafsoner i den samme institution. Der sigtes herved navnlig til sager omgruppevoldtægt, systematisk seksuelt misbrug af børn og særlige grovesager om vold, hvor det kan stride mod retsfølelsen, at de dømte har mu-lighed for sammen at ”mindes” kriminaliteten, og hvor der eventuelt til-lige kan være grund til at frygte, at de vil støtte hinanden i, at de – efteregen målestok – ikke har gjort noget forkert, hvilket kan undergrave ef-fekten af en eventuel behandling. Herudover kan bestemmelsen f.eks.tænkes anvendt i sager, hvor den dømte har en sådan personlig relation tilen ansat i institutionen (uden at der er tale om nærstående, jf. den gæl-dende bestemmelse i § 23, stk. 2, nr. 7), at der efter en konkret vurderingfindes grundlag for at fravige nærhedsprincippet for at undgå, at der op-står mistanke om, at den ansatte ikke kan udføre tjenesten korrekt oguafhængigt.13

De ovennævnte eksempler udgør ikke en udtømmende beskrivelse af detilfælde, der kan være omfattet af den foreslåede opsamlingsbestemmel-se, men det forudsættes, at bestemmelsen vil få et endog meget begræn-set anvendelsesområde, idet det også fremover vil være væsentligt atfastholde som det klare udgangspunkt, at fængselsstraf bør fuldbyrdes inærheden af den dømtes hjemsted.Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1 og 2.3.2. Gudstjenester mv.3.2.1. Gældende retDet fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 35, stk. 1, 1. pkt., at en indsathar ret til at deltage i gudstjenester, der afholdes i institutionen. Bestem-melsen giver efter praksis også indsatte, der er medlemmer af andre an-erkendte og godkendte trossamfund, ret til at deltage i religiøse handlin-ger, som afholdes i institutionen, f.eks. fredagsbøn.Hvis ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn gør det påkrævet, kan insti-tutionens leder eller den, der bemyndiges hertil, dog nægte en indsat ad-gang til at deltage i gudstjenester, jf. straffuldbyrdelseslovens § 35, stk. 1,2. pkt. En sådan nægtelse kan f.eks. være relevant, hvis en indsat har envoldsom eller truende adfærd i forhold til de andre indsatte, der deltager igudstjenesten. I praksis er der ofte tale om indsatte, der afsoner på enspecialafdeling, der er afskærmet fra de øvrige indsatte på afdelinger medalmindeligt fællesskab, eller indsatte, der er udelukket fra fællesskab.I Vestre Fængsel har der siden marts 2011 været etableret mulighed for attransmittere de religiøse handlinger, som afholdes i fængslet, direkte påfængslets interne tv-kanal. De indsatte, som nægtes fysisk deltagelse i engudstjeneste eller anden religiøs handling, kan således som udgangspunktsidde i sin celle og overvære den pågældende handling ved direktetransmission på det tv, som cellen er udstyret med. De indsatte, som del-tager fysisk i den religiøse handling, bliver informeret om, at handlingenbliver optaget samt transmitteret til andre indsatte i fængslet. De delta-gende indsatte bliver dog ikke filmet. Det er således alene den religiøseforkynder, som filmes.3.2.2. Justitsministeriets overvejelserDer er i de fleste fængsler indrettet fængselskirker, hvor der bl.a. afhol-des gudstjenester og andre religiøse handlinger. De religiøse handlinger14

afholdes i nogle fængsler i andre lokaler end en kirke. Interessen fra deindsatte i at deltage i gudstjenester og andre religiøse handlinger er oftemeget stor. Som følge heraf kan det forekomme, at der er så mange ind-satte, som ønsker at deltage i handlingerne, at antallet af indsatte kan ud-gøre en sikkerhedsmæssig risiko. Det kan i disse situationer være vanske-ligt for personalet i institutionen at sikre orden under gudstjenesten mv.samt sikre, at det både for personale og indsatte er sikkerhedsmæssigtforsvarligt at være til stede. Kriminalforsorgen oplever på den baggrundet behov for at kunne begrænse antallet af deltagere i en gudstjeneste el-ler andre religiøse handlinger.Der lægges derfor med lovforslaget op til, at institutionens leder ellerden, der bemyndiges hertil, ikke blot – som i dag – skal kunne nægte be-stemte indsatte at deltage i gudstjenester mv., men tillige skal kunnenægte en gruppe af indsatte adgang til en gudstjeneste og andre religiøsehandlinger, hvis ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn gør det påkræ-vet. Forslaget er navnlig møntet på situationer, hvor det f.eks. på grund afpladsmangel eller indsattes forskellige gruppetilhørsforhold ikke er or-dens- og/eller sikkerhedsmæssigt forsvarligt at tillade alle de indsatte,som ønsker det, at deltage i gudstjenesten mv.Der lægges endvidere op til, at indsatte, som ikke kan deltage i en guds-tjeneste på grund af en begrænsning af antallet af deltagere, skal tilbydesat overvære gudstjenesten via elektroniske medier. Hvis der i den pågæl-dende institution ikke er mulighed for elektronisk transmission af guds-tjenesten, forudsættes det, at institutionen tilstræber, at den indsatte sna-rest muligt tilbydes adgang til en anden gudstjeneste eller alternativt ensamtale med en præst eller lignende, jf. § 35, stk. 2.Det forudsættes med lovforslaget, at udvælgelsen af de indsatte, somrammes af en eventuel begrænsning af antallet af deltagere, vil ske ud fraobjektive og saglige kriterier, herunder således at ikke altid den sammeindsatte eller de samme grupper af indsatte vil blive nægtet at deltage igudstjenesterne mv.Det forudsættes endvidere, at de indsatte, som fysisk deltager i gudstje-nesten mv., i overensstemmelse med den nuværende praksis i VestreFængsel informeres om, at handlingen filmes, og at det alene er den på-gældende forkynder, der filmes.

Endelig forudsættes det, at også indsatte, som er nægtet adgang til engudstjeneste på baggrund af ordens- og/eller sikkerhedsmæssige hensyn,der knytter sig specifikt til den pågældende indsatte, vil blive tilbudt atovervære gudstjenesten via elektroniske medier, i det omfang der er etab-leret mulighed herfor i det pågældende fængsel. Det vil imidlertid – somi dag – ikke være en forudsætning for at udelukke en bestemt indsat fradeltagelse i en gudstjeneste på den nævnte baggrund, at en sådan mulig-hed er etableret.Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 3.3.3. Vederlag for beskæftigelse3.3.1. Gældende ret3.3.1.1.I straffuldbyrdelseslovens §§ 38-42 reguleres de indsattes ret ogpligt til arbejde og uddannelse mv. under opholdet i afsoningsinstitutio-nen.Efter straffuldbyrdelseslovens § 38, stk. 1, har en indsat ret og pligt til atvære beskæftiget ved deltagelse i arbejde, uddannelse eller anden god-kendt aktivitet under afsoningen. Bestemmelsen indebærer, at pligten tilat være beskæftiget modsvares af en ret til at være beskæftiget, således atdet påhviler kriminalforsorgen at tilvejebringe de fornødne beskæftigel-sesmuligheder. Beskæftigelsespligten kan opfyldes ved enten arbejde,uddannelse eller anden godkendt aktivitet, f.eks. deltagelse i behand-lingsprogrammer eller pasning af eget barn. Retten og pligten til beskæf-tigelse indtræder på tidspunktet fra indsættelsen i den pågældende afso-ningsinstitution og varer til den indsatte løslades igen. Hvis en indsat ik-ke opfylder beskæftigelsespligten, kan der ikendes disciplinærstraf, jf.straffuldbyrdelsesloves § 67, nr. 3.Justitsministeren kan, hvor praktiske eller andre særlige hensyn gør detnødvendigt, fastsætte regler, hvorefter bestemmelsen i straffuldbyrdelses-lovens § 38, stk. 1, fraviges for bestemte institutioner eller bestemtegrupper af indsatte, jf. straffuldbyrdelseslovens § 38, stk. 2. Indsatte skaldog så vidt muligt i disse tilfælde tilbydes beskæftigelse.I § 1, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 372 af 17. maj 2001 om beskæftigelsemv. af indsatte i kriminalforsorgens institutioner (beskæftigelsesbekendt-gørelsen) er det fastsat, at en dømt, der er anbragt i et arresthus, ikke eromfattet af bestemmelsen i § 38, stk. 1, i straffuldbyrdelsesloven. Det erdog samtidig fastsat, at de pågældende skal tilbydes beskæftigelse.16

Begrundelsen for, at afsonere i arresthusene er undtaget fra pligten til be-skæftigelse, er, at arresthusene primært huser varetægtsarrestanter, mensafsonere udgør en relativt lille gruppe, der som hovedregel kun udstårkortvarige straffe. Varetægtsarrestanter har ikke beskæftigelsespligt, ogdet kan derfor være vanskeligt for arresthusene at administrere en be-skæftigelsespligt for mindretallet af afsonere.3.3.1.2.Efter straffuldbyrdelseslovens § 42, stk. 1, skal en indsat haveudbetalt vederlag for sin beskæftigelse. Vederlag skal også udbetales tilindsatte, der ikke kan tilbydes beskæftigelse, eller som er uden beskæfti-gelse efter § 38, stk. 2. Indsatte, der ønsker beskæftigelse, skal såledeshave udbetalt vederlag, som om den pågældende var beskæftiget, selv omdet i en periode ikke er muligt for institutionen at tilbyde beskæftigelse,.Andre indsatte skal alene have dækket deres personlige fornødenheder,jf. straffuldbyrdelseslovens § 42, stk. 2. Udtrykket ”andre indsatte” om-fatter både indsatte i fængsler, som på trods af deres pligt til beskæftigel-se har nægtet at påtage sig anvist beskæftigelse, og indsatte i arresthuse,som (lovligt) har fravalgt et tilbud om beskæftigelse.3.3.2. Justitsministeriets overvejelserErfaringer fra arresthusene viser, at en del indsatte, der afsoner i arrest-husene, ofte udtrykker ønske om beskæftigelse i perioder, hvor det ikkeer muligt at skaffe arbejde til de indsatte. Disse indsatte skal i den situati-on efter de gældende regler, jf. punkt 3.3.1 ovenfor, have udbetalt veder-lag for beskæftigelse. Omvendt vælger de samme indsatte beskæftigelsefra i perioder, hvor arresthusene tilbyder beskæftigelse. De indsatte får idisse perioder alene dækket deres personlige fornødenheder. Det er kri-minalforsorgens indtryk, at de pågældende indsatte bevidst misbrugerden gældende ordning til at skaffe sig vederlag for beskæftigelse i perio-der, hvor der ikke er beskæftigelsesmuligheder, uden at de reelt ønskerbeskæftigelse.Med henblik på at modvirke et sådant misbrug foreslås det, at justitsmi-nisteren bemyndiges til at fastsætte regler om, at indsatte, der er undtagetfra beskæftigelsespligten, jf. straffuldbyrdelseslovens § 38, stk. 2, og somfremsætter ønske om beskæftigelse på et tidspunkt, hvor institutionenikke har mulighed for at tilbyde beskæftigelse, ikke skal modtage veder-lag for beskæftigelse i en kortere periode, hvis de pågældende indsatte17

tidligere under strafudståelsen har afvist et tilbud om beskæftigelse. ”Enkortere periode” skal i den forbindelse forstås som få dage.Sådanne regler vil betyde, at indsatte, der forsøger at misbruge ordningensom beskrevet ovenfor, alene vil få udbytte heraf, hvis institutionen ikkekan tilbyde beskæftigelse i en periode, der er længere end den nævntekortere periode.Reglerne vil også omfatte en indsat, som ikke ønsker at misbruge regler-ne, men som tilfældigvis får et (reelt) ønske om beskæftigelse på et tids-punkt, hvor institutionen ikke kan tilbyde beskæftigelse, efter at den på-gældende indsatte tidligere har afslået et beskæftigelsestilbud. Underhensyn til, at der alene vil blive tale om manglende betaling af vederlagfor beskæftigelse i få dage, og at den pågældende indsatte i sagens naturikke udfører nogen form for beskæftigelse i den pågældende periode,finder Justitsministeriet dette ubetænkeligt. Det bemærkes i den forbin-delse, at det efter Justitsministeriets opfattelse ikke vil være muligt atadministrere en ordning, hvor kriminalforsorgen skal føre bevis for, atden indsatte har haft forsæt til misbrug, for at udbetaling af vederlag forbeskæftigelse kan undlades.Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 4 og 5.3.4. Udgangskarantæne3.4.1. Gældende ret3.4.1.1.En indsat kan efter straffuldbyrdelseslovens § 46, stk. 1, få tilla-delse til udgang, når udgangsformålet er rimeligt begrundet i uddannel-sesmæssige, arbejdsmæssige, behandlingsmæssige, familiemæssige ellerandre personlige hensyn, og der ikke er bestemte grunde til at antage, atden indsatte i forbindelse med udgangen vil begå ny kriminalitet, und-drage sig fortsat straffuldbyrdelse eller på anden måde misbruge ud-gangstilladelsen. Det er endvidere en betingelse, at hensynet til retshån-dhævelsen ikke i øvrigt taler imod udgangstilladelsen.Ved vurderingen af risikoen for misbrug af en udgangstilladelse skal dettillægges særlig vægt, hvis den indsatte 1) er dømt for farlig kriminalitetog ikke har været løsladt i tiden mellem dom og strafudståelse, 2) understrafudståelsen er undveget eller har forsøgt herpå, 3) under strafudståel-sen har begået strafbart forhold, 4) under strafudståelsen er udeblevet fraen tidligere udgang eller i øvrigt har misbrugt en tilladelse til udgang, 5)under en tidligere strafudståelse har foretaget handlinger som nævnt i nr.18

2-4, uden at betingelserne for uledsaget udgang senere blev opfyldt, eller6) ikke er mødt til afsoning i overensstemmelse med tilsigelsen, jf. straf-fuldbyrdelseslovens § 46, stk. 2.Efter straffuldbyrdelseslovens § 48, stk. 1, skal en tilladelse til udgangbetinges af, at den indsatte under udgangen ikke begår strafbart forholdeller i øvrigt misbruger udgangstilladelsen. Efter § 48, stk. 2, kan en til-ladelse til udgang endvidere betinges af andre vilkår, som findes formåls-tjenlige for at undgå misbrug, herunder at den indsatte under udgangenledsages af personale fra institutionen, overnatter i arresthus, fængsel el-ler en af kriminalforsorgens pensioner, med mellemrum giver møde hoskriminalforsorgen eller hos politiet eller undergiver sig lignende kontrol-foranstaltninger og undergiver sig vilkår som nævnt i straffelovens § 57.Hvis den indsatte udebliver fra udgang eller i øvrigt ikke overholder devilkår, der er fastsat for udgangstilladelsen i medfør af § 48, kan tilladel-sen til udgang tilbagekaldes, eller de vilkår, der er fastsat for tilladelsentil udgang, kan ændres, jf. straffuldbyrdelseslovens § 49, nr. 1.Tilbagekaldelse eller ændring af vilkårene for en udgangstilladelse kanogså ske, hvis nye oplysninger om den indsattes forhold i øvrigt giverbestemte grunde til at antage, at den indsatte vil misbruge den meddelteudgangstilladelse, jf. straffuldbyrdelsesloven § 49, nr. 2. Det fremgår afforarbejderne til bestemmelsen, at det f.eks. kan dreje sig om nye oplys-ninger fra politiet om begrundet mistanke om påtænkt ny kriminalitet el-ler nye oplysninger om, at den dømte, før tilladelsen blev givet, havdebegået strafbart forhold.Efter straffuldbyrdelseslovens § 50 fastsætter justitsministeren regler omtilladelse til udgang. Det kan i forbindelse med sådanne regler bestem-mes, at tilladelse til udgang først kan gives efter ophold i et bestemt tids-rum i institutionen og efter udståelse af en bestemt del af straffen, samt attilladelse til udgang ikke kan gives i et tidsrum af 3 måneder fra indsæt-telsen, hvis den indsatte er udeblevet efter tilsigelse til afsoning. Det kanendvidere bestemmes, at den indsatte efter udgangsmisbrug er afskåretfra i et bestemt tidsrum at forlange en afgørelse af spørgsmålet om tilla-delse til udgang (udgangskarantæne).Det fremgår af lovens forarbejder, at udtrykket ”udgangsmisbrug” skalforstås således, at der er konstateret et misbrug af en udgangstilladelse.Der kan således ikke træffes afgørelse om udgangskarantæne på grundlag19

af fare for misbrug.3.4.1.2.Justitsministeren har i bekendtgørelse nr. 729 af 25. juni 2011om udgang til indsatte, der udstår fængselsstraf eller forvaring i kriminal-forsorgens institutioner (udgangsbekendtgørelsen), fastsat nærmere reglerom udgang, herunder regler om udgangskarantæne.Det fremgår af udgangsbekendtgørelsens § 22, stk. 2, 1. pkt., at hvis entilladelse til udgang tilbagekaldes på grund af misbrug af udgang, jf.straffuldbyrdelseslovens § 49, nr. 1, kan det bestemmes, at den indsatte iet tidsrum af indtil 6 måneder er afskåret fra at forlange en afgørelse afspørgsmålet om tilladelse til udgang. Hvis tilbagekaldelsen er begrundeti, at den indsatte under udgangen har begået farlig kriminalitet, kan tids-fristen fastsættes til højst 1 år, jf. § 22, stk. 3.Hvis der som følge af misbrug af en udgangstilladelse er truffet beslut-ning om overførelse af den indsatte fra en åben til en lukket institution,jf. straffuldbyrdelseslovens § 25, kan der dog ikke i forbindelse med til-bagekaldelsen af udgangstilladelsen træffes beslutning om udgangskaran-tæne, jf. udgangsbekendtgørelsens § 22, stk. 2, 2. pkt.Det følger af udgangsbekendtgørelsens § 31, stk. 3, at hvis særlige om-stændigheder taler derfor, kan udgang til særlige formål, f.eks. besøg hosen nærtstående person, som er alvorligt syg eller tilstedeværelse ved ennærtstående persons begravelse, gives, uanset at der i forbindelse medtilbagekaldelse af en tilladelse til udgang er truffet afgørelse om ud-gangskarantæne.3.4.1.3.Reglerne om udgang er nærmere beskrevet i vejledning nr. 50 af28. juni 2010 om udgang til indsatte, der udstår fængselsstraf eller forva-ring i kriminalforsorgens institutioner (udgangsvejledningen).Det fremgår af vejledningens punkt 37, at en institution efter tilbagekal-delse af en udgangstilladelse som følge af fare for misbrug, jf. straffuld-byrdelseslovens § 49, nr. 2, kan tilkendegive over for den indsatte, hvor-når og under hvilke eventuelle forudsætninger institutionen af egen driftvil tage spørgsmålet om udgang op igen. En sådan tilkendegivelse bety-der imidlertid ikke, at den indsatte er afskåret fra selv at søge om udgangog modtage en afgørelse herom i den omhandlende periode.3.4.2. Justitsministeriets overvejelser20

Som det fremgår af de gældende regler om udgang, kan det i forbindelsemed tilbagekaldelse af en udgangstilladelse som følge af et konstateretudgangsmisbrug bestemmes, at den indsatte i et bestemt tidsrum er afskå-ret fra at forlange en afgørelse af spørgsmålet om tilladelse til udgang(udgangskarantæne).Justitsministeriet finder, at der også i tilfælde, hvor en tilladelse til ud-gang nægtes eller tilbagekaldes som følge af fare for misbrug, bør væremulighed for samtidig at træffe afgørelse om udgangskarantæne.Det bemærkes i den forbindelse, at der i en række tilfælde ikke er væ-sentlig forskel mellem på den ene side de grunde, der kan føre til, at enudgangstilladelse tilbagekaldes som følge af et konstateret misbrug, ogpå den anden side de grunde, der kan føre til, at en udgangstilladelsenægtes eller tilbagekaldes som følge af fare for misbrug. Hvis en indsatf.eks. udebliver fra en udgang, vil tilladelsen kunne tilbagekaldes pågrund et konstateret misbrug af udgangstilladelsen. Hvis en indsat om-vendt bortgår eller undviger fra et fængsel, vil den pågældende – nårvedkommende er tilbage i fængslet – kunne nægtes udgang eller få tilba-gekaldt en tilladelse til udgang som følge af fare for misbrug, idet det kanfrygtes, at den pågældende vil udeblive fra en udgang.I praksis vil en indsat, som har fået afslag på udgang, eller som har fåettilbagekaldt en tilladelse til udgang på grund af fare for misbrug, i en pe-riode fremover endvidere i mange tilfælde fortsat blive nægtet udgang.Institutionen tilkendegiver i den forbindelse i øvrigt allerede i dag overfor indsatte, som har fået tilbagekaldt en tilladelse til udgang på grund affare for misbrug, hvornår institutionen af egen drift vil tage spørgsmåletom udgang op igen, hvilket formentlig af den indsatte opleves på stort setsamme måde som en udgangskarantæne.Lovforslaget lægger på den anførte baggrund op til, at den eksisterendebemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om udgangska-rantæne i tilfælde, hvor udgangstilladelse tilbagekaldes på grund af denindsattes misbrug af udgang, jf. § 49, nr. 1, udvides til også at omfattetilfælde, hvor udgangstilladelse tilbagekaldes eller afslås på grund af farefor misbrug, jf. § 46, stk. 1, nr. 2, og § 49, nr. 2.Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 7.3.5. Børn i fængsler21

3.5.1. Gældende ret3.5.1.1.En indsat har efter straffuldbyrdelseslovens § 54, stk. 1, ret til athave sit barn under 3 år hos sig i institutionen, hvis den indsatte selv er istand til at passe barnet.Det fremgår af lovens forarbejder, at der ikke med bestemmelsen er til-sigtet en øget anbringelse af børn i afsoningsinstitutioner, hvor man kanundgå dette ved at udstationere den indsatte, overføre den indsatte til af-soning uden for fængsel eller arresthus eller eventuelt benåde den pågæl-dende i overensstemmelse med praksis før straffuldbyrdelsesloven.Efter § 54, stk. 2, fastsætter justitsministeren regler om gennemførelse afretten til at have sit barn under 3 år hos sig i institutionen. Sådanne reglerer fastsat i §§ 15-17 i bekendtgørelse nr. 545 af 27. maj 2011 om adgan-gen til besøg mv. til indsatte, der udstår fængselsstraf eller forvaring ikriminalforsorgens institutioner (besøgsbekendtgørelsen).Det fremgår af besøgsbekendtgørelsens § 16, stk. 1, at tilladelse til at ha-ve sit barn hos sig i institutionen forudsætter,atden dømte har givet sam-tykke til, at der indhentes en udtalelse fra de sociale myndigheder om,hvorvidt ophold i institutionen er foreneligt med hensynet til barnet,atdesociale myndigheder finder ophold i institutionen foreneligt med hensy-net til barnet, ogatder ikke i øvrigt foreligger omstændigheder, der givergrundlag for at antage, at den dømte ikke selv kan passe barnet i instituti-onen.Baggrunden for bestemmelsen i besøgsbekendtgørelsens § 16 er, at det iforarbejderne til straffuldbyrdelsesloven er forudsat, at der i vurderingenaf, om den indsatte er ”i stand til at passe barnet”, jf. lovens § 54, stk. 1,indgår en vurdering af, om opholdet i institutionen hos den indsatte erforeneligt med hensynet til barnet. Denne vurdering påhviler de socialemyndigheder, som i øvrigt kan træffe bestemmelse om anden anbringel-se, hvis ophold i afsoningsinstitutionen ikke er foreneligt med barnetstarv.I vejledning nr. 44 af 30. maj 2011 om adgangen til besøg mv. til indsat-te, der udstår fængselsstraf eller forvaring i kriminalforsorgens institutio-ner (besøgsvejledningen), er det anført, at hvis de sociale myndighedermener, at ophold i institutionen er foreneligt med hensynet til barnet,imødekommes ansøgningen, medmindre der foreligger helt særlige om-stændigheder, som – trods udtalelsen fra de sociale myndigheder – giver22

grundlag for at antage, at den dømte ikke selv kan passe barnet i instituti-onen, jf. vejledningens punkt 23.I kravet om, at den dømte skal være ”i stand til at passe barnet”, liggerikke blot, at den dømte skal være i stand til at imødekomme barnets fysi-ske behov, men tillige efter fængslets vurdering skal være i stand til atimødekomme barnets behov i bredere forstand, herunder barnets sociale,følelsesmæssige og omsorgsmæssige behov, jf. vejledningens punkt 23.Hvis særlige omstændigheder i det enkelte tilfælde taler for det, kan tilla-delse til at have sit barn hos sig i institutionen gives uden indhentelse afudtalelse fra de sociale myndigheder, hvis der ikke i øvrigt foreliggeromstændigheder, der giver grundlag for at antage, at den dømte ikke selvkan passe barnet i institutionen, og den dømte forinden har afgivet sam-tykke til, at institutionen underretter de sociale myndigheder om, at bar-net opholder sig hos den dømte i institutionen, jf. besøgsbekendtgørel-sens § 16, stk. 2. Tilladelse til at have barnet hos sig i institutionen, udenat der forinden indhentes udtalelse herom fra de sociale myndigheder, vilf.eks. kunne komme på tale, hvis den straf, der udstås, er ganske kort, oginstitutionen eventuelt på grundlag af sagens oplysninger eller forhånds-kendskab til den dømte umiddelbart kan vurdere, at den pågældende er istand til selv at passe barnet under opholdet i institutionen, jf. besøgsvej-ledningens punkt 24.Det påhviler i øvrigt institutionen løbende at påse, at det fortsatte opholdi institutionen er foreneligt med hensynet til barnet og om nødvendigttage fornyet kontakt til de sociale myndigheder, jf. punkt 25 i besøgsvej-ledningen. Hvis institutionen under afsoningen bliver opmærksom på, atden indsatte ikke er i stand til at passe barnet, vil der i samarbejde med desociale myndigheder og den indsatte blive fundet en anden anbringelse tilbarnet.3.5.1.2.Bestemmelsen i straffuldbyrdelseslovens § 54, stk. 1, om, at enindsat har ret til at have sit barn under 3 år hos sig i institutionen, hvisden indsatte selv er i stand til at passe barnet, udelukker ikke, at børn på3 år eller derover i visse tilfælde kan forblive eller være hos den indsatte iinstitutionen, jf. forarbejderne til bestemmelsen.Det fremgår således af besøgsbekendtgørelsens § 15, stk. 2, at hvis det erdet bedste for barnet, og ganske særlige omstændigheder i det enkeltetilfælde taler for det, kan en indsat få tilladelse til at have eller beholde et23

barn hos sig i institutionen i en begrænset periode, efter at barnet er fyldt3 år. De sociale myndigheder skal også i disse sager inddrages i vurde-ringen af, om ophold i institutionen er foreneligt med hensynet til barnet.Det er yderst sjældent, at der modtages børn over 3 år i fængslerne. Omtilladelse skal gives, beror på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde,hvor varigheden af opholdet, barnets alder, alternative muligheder forbarnet mv. indgår i vurderingen, jf. besøgsvejledningen punkt. 26. Tilla-delse kan f.eks. gives i en situation, hvor en indsat har haft barnet hos sig,indtil barnet fyldte 3 år, og der er meget kort tid til, at straffen er afsonet,eller den pågældende inden for en kort periode forventes at kunne udsta-tioneres.3.5.1.3.En tilladelse til at have sit barn hos sig i institutionen kan betin-ges af, at den dømte om nødvendigt accepterer ændret valg af afsonings-institution, således at den pågældende anbringes i en institution, der ihenseende til indretning og klientel er egnet til ophold for små børn, jf.besøgsbekendtgørelsen § 17.Ønsker en indsat at medbringe sit barn, og opfylder den pågældende be-tingelserne herfor, må vedkommende således efter omstændighederneacceptere, at straffen fuldbyrdes i en anden institution end den, som denpågældende ellers skulle have afsonet sin straf i efter straffuldbyrdelses-lovens § 23, jf. punkt 3.1.1.Bestemmelsen indebærer, at en dømt vil komme til at afsone i sammetype af institution, som den pågældende ellers skulle have afsonet i, menblot et andet sted i landet. Hvis vedkommende således skal afsone i etlukket fængsel, vil den pågældende skulle acceptere, at afsone i et lukketfængsel, der har mulighed for at modtage et barn under 3 år. Bestemmel-sen indebærer derimod ikke, at beslutningen om type af institution æn-dres, f.eks. således at en indsat, der ellers skulle have afsonet i en lukketinstitution, kommer til at afsone i en åben institution.3.5.1.4.I praksis har indsatte, der skal afsone deres straf i et lukket fæng-sel, alene mulighed for at medbringe deres børn under 3 år i Statsfængs-let i Ringe. De indsatte vil blive anbragt på den afdeling, som man skøn-ner mest hensigtsmæssig, typisk en afdeling for indsatte, der ikke harnarkotikaproblemer.Indsatte, der skal afsone deres straf i et åbent fængsel, og som ønsker at24

medbringe et barn under 3 år under afsoningen, vil blive placeret i Stats-fængslet Møgelkær eller i Statsfængslet ved Horserød. De indsatte vil iMøgelkær blive placeret på kvindeafdelingen eller en fællesskabsafde-ling for mænd og kvinder. Der er på fællesskabsafdelingen også mulig-hed for, at et ægtepar kan afsone sammen med deres barn. Indsatte vil iHorserød blive placeret på familieafdelingen, hvor både mænd og kvin-der har mulighed for at have deres børn under 3 år hos sig. Indsatte harendvidere på familieafdelingen i Horserød mulighed for i weekenden atmodtage børn på op til 7 år til overnatning.Der er kun ganske få medbragte børn i fængslerne årligt. I 2009 var detgennemsnitlige daglige belæg for medbragte børn i fængsler og arresthu-se 1,65, og i 2010 var det gennemsnitlige daglige belæg 2,79.3.5.2. Norge og SverigeDirektoratet for Kriminalforsorgen har indhentet følgende oplysningerom retstilstanden i Norge og Sverige:I Norge er det ikke muligt at medbringe sit barn under afsoningen.I Sverige har mødre indtil den 1. april 2011 kunne medbringe børn op til1 år under afsoning. Den 1. april 2011 trådte nye regler i kraft, hvorefterder ikke længere er fastsat en aldersbegrænsning. I praksis vil der heref-ter være tale om, at indsatte kan medbringe børn op til 3 år. Denne al-dersgrænse vil dog kunne fraviges på baggrund af en vurdering af detindividuelle barns behov. Reglerne er endvidere nu kønsneutrale, så ogsåfædre kan medbringe børn.I praksis er det i Sverige fortrinsvis i de åbne fængsler/afdelinger, at derkan medbringes børn, da de lukkede fængsler ikke har optimale forholdfor at tage imod et barn. Afgørelse om, hvorvidt en indsat kan medbringesit barn under afsoningen, træffes af kriminalforsorgen efter samråd medde sociale myndigheder. Kriminalforsorgen har mulighed for at give af-slag, hvis man f.eks. på grund af klientellets sammensætning på det på-gældende tidspunkt ikke finder det hensigtsmæssigt at modtage et barn,eller hvis det på anden vis anses for uhensigtsmæssigt, at forælderen harsit barn med under afsoningen.3.5.3. Justitsministeriets overvejelserMiljøet i fængslerne har i løbet af de seneste 10 år ændret sig og i et vistomfang antaget en mere rå karakter. Dette har bl.a. givet sig udtryk i, at25

der i perioden er sket en stigning i antallet af registrerede tilfælde af voldog trusler mod medarbejdere og mellem indsatte, og samtidig er der sketen stigning i antallet af fundne våben. Udviklingen har ikke alene fundetsted i de lukkede fængsler, men har også medført et ændret adfærdsmøn-ster i de åbne fængsler, hvor der bl.a. i de seneste par år har været enrække episoder, hvor udefra kommende personer har forsøgt at trængeind eller er trængt ind på et fængselsområde tilsyneladende med den hen-sigt at afstraffe bestemte indsatte eller levere euforiserende stoffer.Det har bl.a. på den baggrund i løbet af de seneste 10 år vist sig vanske-ligt at tilgodese det behov, som børn over 1 år har for fysisk aktivitet ogfor i øvrigt at have en vis bevægelsesfrihed og naturlig kontakt til omgi-velserne, såvel udendørs som indendørs, når hensynet til at beskytte bør-nene imod negativ kontakt til de øvrige indsatte samtidig har skullet til-godeses.Problemet er størst i de lukkede fængsler, idet der i de åbne fængsler pågrund af de bygningsmæssige forhold og færre sikkerhedsforanstaltnin-ger er bedre mulighed for, at børnene (og forældrene) kan færdes frit.Den større frihedsgrad og det forhold, at personaletætheden er lavere endi lukket fængsel, indebærer imidlertid også, at det kan være vanskeligt atholde børn fra kontakten med øvrige indsatte.Det er på den anførte baggrund Justitsministeriets opfattelse, at reglerneom indsattes ret til at have sit barn under 3 år hos sig i institutionen børændres, så det for så vidt angår børn over 1 år sikres, at der ved afgørel-sen af, om en indsat kan have sit barn hos sig i fængslet, bliver taget be-hørigt hensyn til, hvordan fængselsmiljøet i de danske fængsler er i dag.I det følgende beskrives to alternative løsningsmodeller.Justitsministeriet vil på baggrund af de indkomne høringssvar vedrørendeudkastet til lovforslag tage stilling til, om model I eller model II skal in-deholdes i det endelige lovforslag.I begge modeller lægges der op til, at den gældende ordning, hvorefter enindsat har ret til at have sit barn under 3 år hos sig i institutionen, hvisden indsatte selv er i stand til at passe barnet, videreføres uændret for såvidt angår børn på op til 1 år, jf. lovforslagets § 1, nr. 8.

Imodel Ilægges der for så vidt angår børn over 1 år, men under 3 år optil, at indsatte har ret til at have barnet hos sig, hvis den indsatte – somhidtil – opfylder betingelsen om selv at være i stand til at passe barnet, og– som en ny betingelse – at institutionen i øvrigt skønner det forsvarligt,at barnet anbringes i den pågældende institution.Det forudsættes i den forbindelse, at vurderingen af, om den indsatte selver i stand til at passe barnet, fortsat som udgangspunkt skal foretages afde sociale myndigheder som beskrevet under punkt 3.5.1.1. Det forud-sættes endvidere, at institutionens vurdering af, om forholdene i instituti-onen er forenelige med hensynet til barnet, skal foretages på baggrund afde kriminalforsorgsmæssige forhold, herunder de fysiske forhold og denaktuelle sammensætning af indsatte.Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 9 a.Model IIsvarer til model I med den modifikation, at det er de socialemyndigheder og ikke den pågældende institution, som skal vurdere, omforholdene i institutionen er forenelige med hensynet til barnet.Det forudsættes i den forbindelse, at kriminalforsorgen forsyner de socia-le myndigheder med de relevante oplysninger om forholdene i den på-gældende institution, herunder sådan, at kriminalforsorgen giver de so-ciale myndigheder mulighed for at besigtige den pågældende institution.Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 9 b.3.6. Optagelse af telefonsamtaler3.6.1. Gældende ret3.6.1.1.De indsattes adgang til at føre telefonsamtaler i kriminalforsor-gens institutioner er reguleret i straffuldbyrdelseslovens § 57.Det fremgår af § 57, stk. 1, at de indsatte, i det omfang det er praktiskmuligt, har ret til at føre telefonsamtaler. Bestemmelsen omfatter både deåbne og lukkede fængsler samt personer, der afsoner fængselsstraf i ar-resthusene. Forbeholdet om, at ”det er praktisk muligt” indebærer en ad-gang til at fastsætte begrænsninger med hensyn til hyppighed og længdeaf de indsattes telefonsamtaler under hensyn til de personaleressourcer,der medgår til at påhøre eller aflytte telefonsamtaler i de lukkede fængs-ler og arresthusene, jf. nedenfor.27

Adgangen til at føre telefonsamtaler kan nægtes, hvis det findes nødven-digt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller af hensyn til beskyt-telse af den forurettede ved lovovertrædelsen, jf. § 57, stk. 2.I lukkede fængsler og arresthusene påhøres eller aflyttes telefonsamtalenaf personale i institutionen, medmindre dette ikke findes nødvendigt afordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller af hensyn til beskyttelse afden forurettede ved lovovertrædelsen, jf. § 57, stk. 3. Hvis telefonsamta-len påhøres eller aflyttes, skal samtaleparterne forinden gøres bekendthermed. Der gælder ikke noget krav om indhentelse af retskendelse.Straffuldbyrdelseslovens § 57, stk. 4, indeholder en bemyndigelse forjustitsministeren til at fastsætte regler om gennemførelse af de indsattesret til at føre telefonsamtaler. Denne bemyndigelse er senest udnyttet vedudstedelse af bekendtgørelse nr. 232 af 5. marts 2011 om adgangen til attelefonere for indsatte, der udstår fængselsstraf eller forvaring i kriminal-forsorgens institutioner (telefonbekendtgørelsen).Det er i lovens forarbejder forudsat, at bemyndigelsen bl.a. skal anvendestil at sikre, at indsatte i almindelighed har mulighed for at føre ukontrol-lerede telefonsamtaler med forsvareren i en verserende straffesag ellermed andre, som den pågældende kan brevveksle ukontrolleret med imedfør af straffuldbyrdelseslovens § 56, stk. 1. Der er i overensstemmel-se hermed fastsat sådanne regler i telefonbekendtgørelsens § 4.3.6.1.2.Efter telefonbekendtgørelsens § 12, stk. 1, er der mulighed for iafsoningsafdelinger med almindeligt fællesskab i lukkede fængsler ogKøbenhavns Fængsler at etablere en ordning, hvorefter de indsatte kan fåen generel tilladelse til at telefonere til (højst) 10 telefonindehavere, derforinden skal godkendes af institutionen.Telefonsamtaler, som den indsatte foretager til disse 10 telefonindehave-re, påhøres eller aflyttes som udgangspunkt ikke. Samtalerne optagesimidlertid på bånd og kontrolleres efterfølgende, jf. telefonbekendtgørel-sens § 12, stk. 3. Det fremgår af bekendtgørelsens § 13, stk. 1, at institu-tionen skal foretage hyppige stikprøvevise kontroller af telefonsamtaler,der føres efter en tilladelse efter § 12, eller i øvrigt, hvis dette konkretfindes nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige grunde eller afhensyn til beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen.

Det er en forudsætning for at få en tilladelse efter § 12, stk. 1, 1) at denindsatte og telefonindehaverne, inden tilladelse gives, er vejledt om ogskriftligt har erklæret sig indforstået med, at der føres en særlig kontrolmed, at adgangen til at telefonere ikke misbruges, 2) at telefonindehave-ren, som ønskes godkendt, har afgivet skriftligt samtykke til, at der tilbrug for vurderingen af sagen indhentes oplysninger om den pågældendei Det Centrale Kriminalregister, og 3) at der er indhentet oplysninger omtelefonindehaveren i Det Centrale Kriminalregister, jf. telefonbekendtgø-relsens § 12, stk. 2.Det kan endvidere fastsættes som vilkår for en tilladelse, at telefonsamta-ler, som føres efter tilladelsen, skal føres på et sprog, som dem, der påhø-rer eller aflytter samtalen, forstår. Hvis forholdene taler for det, kan derimidlertid anvendes tolk, jf. telefonbekendtgørelsens § 12, stk. 4.Det fremgår af telefonbekendtgørelsens § 15, at det skal fremgå af et ty-deligt og letlæseligt opslag på hovedsprogene ved den telefon, hvorfraindsatte foretager opkald i henhold til en generel tilladelse efter § 12, atsamtaler, som føres fra telefonen, optages og kan kontrolleres.Efter telefonbekendtgørelsens § 16 skal optagelser af telefonsamtaler,som er foretaget efter § 12, stk. 3, slettes senest 6 måneder efter, at de erforetaget.Indsatte i lukkede fængsler og Københavns Fængsler, der afsoner på an-dre afsoningsafdelinger end almindelige fællesskabsafdelinger, f.eks. be-skyttede afdelinger for frivilligt enrumsanbragte, kan også få en genereltilladelse til at telefonere som beskrevet ovenfor, hvis særlige ordens- ogsikkerhedshensyn ikke taler herimod, jf. telefonbekendtgørelsens § 17.3.6.2. Justitsministeriets overvejelserEfter Justitsministeriets opfattelse er optagelse af telefonsamtaler et ind-greb, hvis hjemmel bør fremgå udtrykkeligt af straffuldbyrdelsesloven.Det foreslås på den baggrund, at den eksisterende bestemmelse i straf-fuldbyrdelsesloven om adgang til at påhøre eller aflytte telefonsamtaler ilukkede institutioner ændres, således at det i bestemmelsen udtrykkeligttilføjes, at den også omfatter mulighed for optagelse af samtalerne.Som anført foretages der allerede efter gældende praksis aflytning i vissetilfælde, og ligesom hidtil vil en af betingelserne for at foretage aflytning29

efter straffuldbyrdelsesloven være, at samtaleparterne forinden er gjortbekendt hermed.Det foreslås samtidig, at den eksisterende bestemmelse i telefonbekendt-gørelsen om, at optagelser af telefonsamtaler skal slettes senest 6 måne-der efter, at de er foretaget, indsættes i loven.Endelig foreslås det, at den eksisterende hjemmel for justitsministeren tilat fastsætte regler om gennemførelsen af de indsattes ret til at føre tele-fonsamtaler udvides således, at det udtrykkeligt kommer til at fremgå, atder i den forbindelse kan fastsættes regler om optagelse af telefonsamta-ler og kontrol af optagne samtaler, således som det allerede er sket i tele-fonbekendtgørelsen, jf. punkt 3.6.1.2 ovenfor.Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 10 og 11.3.7. Udelukkelse fra fællesskab3.7.1. Gældende retEfter straffuldbyrdelseslovens § 63, stk. 1, kan institutionens leder ellerden, der bemyndiges dertil, udelukke en indsat fra fællesskab med andreindsatte, hvis det er nødvendigt--for at forebygge undvigelse, strafbar virksomhed eller voldsomadfærd,for at gennemføre foranstaltninger, der er nødvendige af sikker-hedshensyn eller påkrævet for at gennemføre en almindelig sund-hedskontrol eller forebygge smittefare, ellerfordi den indsatte udviser en grov eller oftere gentagen utilladeligadfærd, som er åbenbart uforenelig med fortsat ophold i fælles-skab med andre indsatte.

Efter § 63, stk. 2, kan institutionen midlertidigt udelukke den indsatte frafællesskab, mens spørgsmålet om udelukkelse eller om overførsel til bl.a.et lukket fængsel behandles, hvis der er grund til at antage, at betingel-serne i stk. 1 er opfyldt.En indsat, der udelukkes fra fællesskab, isoleres i opholdsrum på særligafdeling eller i eget opholdsrum, jf. § 63, stk. 3. Hvis en indsat afsonerstraf for grov kriminalitet under anvendelse af våben eller andre person-farlige metoder og under fuldbyrdelsen af straffen eller under forudgåen-de varetægtsfængsling er undveget eller har forsøgt at undvige ved an-30

vendelse af våben eller andre personfarlige metoder, kan det efter § 63,stk. 4, bestemmes, at isolation skal gennemføres på skift i særligt sikredeafsnit og opholdsrum i forskellige lukkede fængsler og arresthuse, så-fremt der er en særlig bestyrket mistanke om, at den indsatte på ny vilforsøge at undvige.Desuden indeholder § 63, stk. 5, et udtrykkeligt proportionalitetskrav,idet udelukkelse fra fællesskab ikke må foretages, hvis udelukkelsen efterindgrebets formål og den krænkelse og det ubehag, som indgrebet måantages at forvolde, ville være et uforholdsmæssigt indgreb. Indgrebetskal endvidere foretages så skånsomt, som omstændighederne tilladerdet, jf. § 63, stk. 6.Det følger endelig af § 63, stk. 7, at udelukkelse fra fællesskab straks skalbringes til ophør, når betingelserne herfor ikke længere er opfyldt, hvilketinstitutionen skal overveje mindst en gang om ugen.Ved bekendtgørelse nr. 440 af 30. maj 2008 om udelukkelse fra fælles-skab har justitsministeren fastsat nærmere regler om bl.a. sagsbehandlin-gen i forbindelse med afgørelser om udelukkelse fra fællesskab samt omden praktiske gennemførelse af sådanne udelukkelser.3.7.2. Arbejdsgruppen om udelukkelse fra fællesskabDirektoratet for Kriminalforsorgen nedsatte i januar 2010 en arbejds-gruppe, der skulle undersøge mulighederne for at begrænse brugen afudelukkelse af indsatte fra fællesskab. Arbejdsgruppen afgav rapport den1. september 2010.Arbejdsgruppen har til brug for sine overvejelser undersøgt brugen afudelukkelse fra fællesskab i praksis. De indhentede oplysninger viser, atlangt de fleste udelukkelser fra fællesskab i medfør af straffuldbyrdelses-lovens § 63, stk. 1, er kortvarige. I 2009 var 788 indsatte udelukket frafællesskab efter § 63, stk. 1. Mere end tre fjerdedele af disse udelukkelserblev afsluttet inden for 14 dage, og kun en lille del varede mere end 4uger.De hyppigste begrundelser for at træffe beslutning om udelukkelse frafællesskab er, at fortsat ophold i fællesskab er åbenbart uforsvarligt, athindre strafbar virksomhed eller at forebygge voldsom adfærd. Der synesikke at være forskel i opholdstiden i de tre hovedgrupper.31

Det er undtagelsen, at udelukkelse fra fællesskab udstrækkes i længeretid end 3 måneder, idet der sjældent er behov herfor. I ganske særlige til-fælde, f.eks. over for særligt farlige og undvigelsestruede indsatte, kander være behov for udelukkelse fra fællesskab i længere tid.Arbejdsgruppen har til brug for sine overvejelser set på anvendelsen afisolationsfængsling i forhold til varetægtsarrestanter, som ved en ændringaf retsplejeloven i 2000 blev væsentligt begrænset, idet der blev indførttidsbegrænsninger for isolationsfængsel, jf. retsplejelovens § 770 c.Baggrunden for ændringen af reglerne i 2000 om isolation var en under-søgelse af, hvorvidt isolationen kunne antages at medføre en risiko forforstyrrelse af det psykiske helbred. Undersøgelsens hovedkonklusionvar, at flere blandt de isolerede end blandt de ikke-isolerede udvikledepsykiske forstyrrelser. Endvidere kunne undersøgelsen påpege en størresandsynlighed for psykiske forstyrrelser under langvarige isolations-fængslinger.Spørgsmålet om, i hvilket omfang de ændrede regler for isolationsfængs-ling bør have en afsmittende virkning på reglerne om enrumsanbringelse,er tidligere behandlet af en arbejdsgruppe under Direktoratet for Krimi-nalforsorgen, der afgav sin indstilling i december 2001. 2001-arbejdsgruppen anførte, at isolationsundersøgelsens resultater ikke udenvidere kunne overføres til frivillige og tvangsmæssige enrumsanbringel-ser under afsoningsforløb.2001-arbejdsgruppen konkluderede imidlertid, ”at det er de meget lang-varige tvangsmæssige enrumsanbringelser, som kan være forbundet medpsykiske belastninger” og anbefalede, ”at de få meget langvarige, det vilsige måneder eller år, enrumsanbragte bør undergives et regime, der kanmodvirke eventuelle psykiske belastninger”, og at humanitære hensyntilsiger, ”at regler og praksis udformes, så den belastning, som kan væreforbundet med længerevarende enrumsanbringelse, begrænses mest mu-ligt”.Indstillingen førte bl.a. til en række nye regler om et særligt regime forindsatte, der er udelukket fra fællesskab i mere end 14 dage. Således føl-ger det bl.a. af § 6 i bekendtgørelse nr. 440 af 30. maj 2008 om udeluk-kelse fra fællesskab, at det påhviler personalet løbende at være særligtopmærksom på, om indsatte, som er udelukket fra fællesskab i mere end14 dage, har behov for øget personalekontakt, tilsyn af læge, herunder en32

psykiater mv. Endvidere skal indsatte, der har været udelukket i mere end14 dage, bl.a. have et tv stillet gratis til rådighed og have særlig adgangtil eneundervisning og arbejde, herunder anden godkendt aktivitet, somkan mindske den særlige belastning og risiko for forstyrrelse af det psy-kiske helbred, som er forbundet med udelukkelse fra fællesskab. Disseregler er nærmere beskrevet under punkt 4 i vejledning nr. 28 af 3. juni2008 om udelukkelse fra fællesskab.Arbejdsgruppen har desuden indhentet oplysninger fra Norge, hvor der ilovgivningen er fastsat en øvre grænse på 1 år for udelukkelse af indsattefra fællesskab som forebyggende foranstaltning.Arbejdsgruppen finder, at en øvre tidsgrænse vil give en symbolsk vigtigunderstregning af, at udelukkelse fra fællesskab er noget, som man for-søger at begrænse mest muligt. Udelukkelse af kortere varighed er end-videre mindre psykisk belastende for den enkelte. På den baggrund anbe-faler arbejdsgruppen, at der som udgangspunkt indføres en øvre tids-grænse for udelukkelse fra fællesskab på 3 måneder.Der kan imidlertid forekomme tilfælde, hvor udelukkelse i 3 månederikke er tilstrækkeligt. Arbejdsgruppen foreslår derfor, at Direktoratet forKriminalforsorgen bemyndiges til at træffe afgørelse om, at en indsatskal udelukkes fra fællesskab i mere end 3 måneder, og at denne afgørel-se kombineres med muligheden for den indsatte for at få en samtale meden repræsentant fra direktoratet.Arbejdsgruppen fremkommer i øvrigt med en række anbefalinger, derforudsætter ændringer af de administrative regler på området, herunderbekendtgørelsen om udelukkelse fra fællesskab. Således anbefales det, atder skal udfærdiges en udførlig plan for, hvordan den indsatte kan brin-ges tilbage til fællesskabet, og/eller hvordan der kan lempes i udelukkel-sen, herunder f.eks. ved samvær med enkelte indsatte, arbejde i fælles-skab eller aktiviteter i fritiden med en eller flere andre indsatte eller medpersonalet.Endvidere anbefales det, at de særlige tilbud til langvarigt udelukkede ogreglerne om indberetning i bekendtgørelsen om udelukkelse fra fælles-skab udstrækkes til at omfatte indsatte, som er placeret på særligt sikredeafdelinger, og som de facto er udelukket fra fællesskab. Desuden anbefa-ler arbejdsgruppen, at den første indberetning om udelukkelse til direkto-ratet skal ske efter 14 dage mod i dag 4 uger, at alle såkaldte ugenotater33

skal godkendes af fængslets direktion, og at direktoratets afgørelse om, atudelukkelsen skal forlænges ud over 3 måneder, kombineres med en mu-lighed for, at den indsatte kan få en samtale med en repræsentant for di-rektoratet.3.7.3. Justitsministeriets overvejelser3.7.3.1. Tidsgrænse for udelukkelse fra fællesskabJustitsministeriet kan tilslutte sig arbejdsgruppens indstilling og er enigmed arbejdsgruppen i, at det er vigtigt at understrege, at udelukkelse frafællesskab er en meget indgribende foranstaltning over for den indsatte,og at indgrebet bør begrænses mest muligt, herunder også i tidsmæssighenseende.Justitsministeriet finder, at den psykiske belastning, som navnlig langva-rige udelukkelser udgør, tilsiger, at der – ud over de begrænsninger, derallerede ligger i nødvendigheds-, proportionalitets- og skånsomhedskra-vene i henholdsvis stk. 1, 5 og 6 – som udgangspunkt indføres en øvretidsgrænse på 3 måneder.Det er således hensigten med den foreslåede ændring, at udelukkelse frafællesskab ikke skal finde sted i mere end 3 sammenhængende måneder.Efter Justitsministeriets opfattelse kan det dog ikke helt udelukkes, at derkan opstå helt særlige tilfælde, hvor udelukkelse fra fællesskab i længeretid er absolut nødvendigt. Justitsministeriet foreslår derfor, at der for atsikre kriminalforsorgen de fornødne redskaber til også at kunne håndteresådanne helt særlige tilfælde gives Direktoratet for Kriminalforsorgen enadgang til under helt særlige omstændigheder at træffe afgørelse om, atudelukkelse fra fællesskab kan fortsætte ud over 3 måneder. Det foreslåssamtidig, at direktoratet – på linje med institutionerne, jf. den gældendebestemmelse i § 63, stk. 7, 2. pkt. – i givet fald skal være forpligtet tilugentligt at overveje at bringe udelukkelsen fra fællesskab til ophør. Di-rektoratets overvejelser vil ske på grundlag af bl.a. institutionens ugeno-tater, jf. § 5 i bekendtgørelsen om udelukkelse fra fællesskab.Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 13.Justitsministeriet kan i øvrigt tilslutte sig anbefalingen fra arbejdsgruppenom, at der skal udfærdiges en udførlig plan for, hvordan den indsatte kanbringes tilbage til fællesskabet, og/eller hvordan der kan lempes i ude-lukkelsen. En sådan udslusningsplan vil passende kunne udarbejdes iforbindelse med, at institutionen første gang overvejer spørgsmålet om34

helt eller delvist at bringe udelukkelsen fra fællesskab til ophør, jf. § 63,stk. 7. Bestemmelser herom påtænkes fastsat med hjemmel i den eksiste-rende bestemmelse i straffuldbyrdelseslovens § 63, stk. 8, som med dettelovforslag bliver stk. 10.Justitsministeriet kan endvidere tilslutte sig arbejdsgruppens øvrige anbe-falinger, og det forudsættes således, at der umiddelbart efter lovensikrafttrædelse tages skridt til at implementere anbefalingerne om,atdesærlige tilbud til langvarigt udelukkede og reglerne om indberetning ibekendtgørelsen om udelukkelse fra fællesskab udstrækkes til at omfatteindsatte, som er placeret på særligt sikrede afdelinger, og som de facto erudelukket fra fællesskab,atden første indberetning om udelukkelse tildirektoratet i medfør af bekendtgørelsens § 9 skal ske efter 14 dage modnu 4 uger,atalle såkaldte ugenotater i medfør af bekendtgørelsens § 5skal godkendes af fængslets direktion, ogatdirektoratets afgørelse om, atudelukkelsen skal forlænges ud over 3 måneder, kombineres med en mu-lighed for, at den indsatte kan få en samtale med en repræsentant for di-rektoratet.3.7.3.2 Udelukkelse fra fællesskab af hensyn til den indsattes egensikkerhedSom det fremgår ovenfor under punkt 3.7.1, kan en indsat i medfør afstraffuldbyrdelseslovens § 63 udelukkes fra fællesskab med andre indsat-te, hvis det er nødvendigt f.eks. for at forebygge undvigelse eller strafbarvirksomhed, eller hvis den indsatte udviser en grov eller oftere gentagenutilladelig adfærd, som er åbenbart uforenelig med fortsat ophold i fæl-lesskab med andre indsatte.Der er i bestemmelsen ikke hjemmel til at udelukke den indsatte fra fæl-lesskab af hensyn til den pågældendes egen sikkerhed, idet det i straf-fuldbyrdelsesloven er forudsat, at den indsatte i så fald må overføres tilen anden af kriminalforsorgens institutioner. Således følger det f.eks. afstraffuldbyrdelseslovens § 21, stk. 3, nr. 3, at udgangspunktet om, atfængselsstraf skal fuldbyrdes i fængsel, kan fraviges, således at den døm-te skal afsone i et arresthus, hvis det må anses for nødvendigt for beskytteden dømte mod overgreb. Tilsvarende kan de i § 23 anførte principperom valg af afsoningsinstitution fraviges for at beskytte den dømte modovergreb.Det forekommer imidlertid i praksis, at det ikke umiddelbart er muligt atoverføre en indsat, som har behov for beskyttelse, til en anden institution.35

Dette gælder i særlig grad – men ikke udelukkende – indsatte med til-knytning til bander eller rockergrupper, idet det særligt i rocker-/bandemiljøet ikke er acceptabelt at tage imod kriminalforsorgens beskyt-telse.Som eksempel på dette kan nævnes den situation, at to indsatte har haften konflikt, og at andre indsatte derfor efter bandens interne kodeks skalafstraffe den ene af parterne i konflikten. Typisk har personalet intetkendskab til den pågældende konflikt, hvilket gør det særdeles vanskeligtat finde et grundlag for overførsel af den truede indsatte. Den truede ind-satte har ikke foretaget sig noget, der kan begrunde foranstaltninger overfor denne, og ofte anerkender den pågældende ikke selv, at der kan væreen trussel mod ham, eller ønsker at klare situationen på egen hånd.Ofte forekommer det, at de indsatte, som har fået opgaven med at afstraf-fe en medindsat, selv henvender sig til personalet i fortrolighed. De ind-satte kan ikke nægte at udføre ordren, og de kan ikke lade sig frivilligtisolere, da det vil have store konsekvenser for dem selv, men de ønskerheller ikke at udføre ordren. Problemet i disse sager er både at finde etgrundlag at overføre dem, som skulle have udført overfaldet, uden at deselv får problemer, men også at beskytte den, som skulle overfaldes, idetordren om afstraffelse blot kan gives videre til andre.Som et andet eksempel kan nævnes, at det i en konkret sag har væretnødvendigt mange gange at flytte en indsat, som i pressen var kommetmed hånlige bemærkninger i forhold til en bestemt gruppering. Den på-gældende indsatte mente ikke at have behov for kriminalforsorgens be-skyttelse.Justitsministeriet foreslår på den anførte baggrund, at der i straffuldbyr-delseslovens § 63 indsættes en hjemmel til, at udelukkelse fra fællesskabtillige kan ske, hvis det undtagelsesvist er nødvendigt for at beskytte denpågældende mod overgreb.Det forudsættes i den forbindelse, at udelukkelse af hensyn til den indsat-tes egen sikkerhed vil have en foreløbig karakter og være af kortere va-righed, det vil sige ikke over 5 dage. Sagsbehandling og iværksættelse afen eventuel overførsel på kortere tid vil sjældent være realistisk i situati-oner af den ovennævnte karakter. Det skyldes, at det er nødvendigt atindsamle så mange oplysninger om en eventuel trussel som muligt medhenblik på at kunne vurdere truslens validitet. Endvidere skal det fast-36

lægges, hvilke andre indsatte som står bag truslen, og endelig skal derfindes en hensigtsmæssig placering, hvilket ofte vil kræve, at andre ind-satte flyttes.Det er ikke hensigten med forslaget at ændre på straffuldbyrdelseslovensforudsætning om, at indsatte, som er truet, må overflyttes til en andenafdeling eller afsoningsinstitution. Formålet med forslaget er alene at gi-ve kriminalforsorgen et ekstra redskab i de tilfælde, hvor ingen andreforhåndenværende foranstaltninger umiddelbart er tilstrækkelige til atsikre den pågældende indsattes sikkerhed. Det forudsættes således, atudelukkelse fra fællesskab af hensyn til den pågældendes sikkerhed kunanvendes som sidste udvej.Endvidere forudsættes det, at en udelukkelse, der sker af hensyn til denindsattes egen sikkerhed, vil være af så kort varighed som muligt, idetder hurtigst muligt skal tilvejebringes en varig løsning for den pågælden-de.Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 12.3.8. Modregning3.8.1. Gældende retEfter straffuldbyrdelseslovens § 74, stk. 1, kan institutionen, såfremt denindsatte under fuldbyrdelsen har forvoldt skade på institutionens ting veden ansvarspådragende adfærd, bestemme, at erstatningsbeløbet skal mod-regnes i den indsattes vederlag for beskæftigelse, jf. straffuldbyrdelseslo-vens § 42, stk. 1. Den indsatte skal dog mindst have udbetalt en ydelse tildækning af personlige fornødenheder.Efter § 42 skal en indsat have udbetalt vederlag for sin beskæftigelse.Vederlaget skal også udbetales til indsatte, der ikke kan tilbydes beskæf-tigelse, eller som er uden beskæftigelse efter § 38, stk. 2. Det sammegælder indsatte, der på grund af sygdom er fraværende fra beskæftigelse.Det følger af bekendtgørelse nr. 387 af 17. maj 2001 om behandlingen afsager om modregning af erstatningsbeløb over for indsatte i kriminalfor-sorgens institutioner, at modregning efter straffuldbyrdelseslovens § 74,stk. 1, kun kan ske, hvis erstatningskravet er utvivlsomt. Er dette ikketilfældet, må Justitsministeriet anlægge erstatningssag mod den indsatteved domstolene.37

Da staten er selvforsikret, er den indsatte kun erstatningsansvarlig, hvisden pågældende har forvoldt skaden forsætligt eller ved grov uagtsom-hed, jf. erstatningsansvarslovens § 20, jf. § 19.Efter straffuldbyrdelseslovens § 112, nr. 5, kan en endelig administrativafgørelse efter § 74 om modregning af erstatningsbeløb, der overstigerdet almindelige vederlag, der udbetales indsatte for en uges beskæftigel-se, af den dømte kræves indbragt til prøvelse for retten inden 4 uger efter,at afgørelsen er meddelt den dømte.3.8.2. Justitsministeriets overvejelserBestemmelsen i straffuldbyrdelseslovens § 74, stk. 1, giver efter Justits-ministeriets opfattelse alene sikker hjemmel til, at den skadelidte institu-tion kan modregne et erstatningsbeløb i skadevolders vederlag for be-skæftigelse. Det er således efter ministeriets opfattelse tvivlsomt, om be-stemmelsen giver grundlag for, at den skadelidte institutions beslutningom modregning også kan gælde for et beskæftigelsesvederlag, der udbe-tales af en anden institution, som den pågældende overføres til.Det fremgår af bemærkningerne i Straffelovrådets betænkning nr.1355/1998 om en lov om fuldbyrdelse af straf mv., s. 264f, at det for atbegrænse hærværk og lignende må anses for nødvendigt for kriminalfor-sorgen at have en umiddelbar adgang til tvangsfuldbyrdelse af erstat-ningskrav gennem modregning i de beløb, der udbetales den indsatte somvederlag for beskæftigelse. Det er endvidere anført, at det udtrykkeligtbør fremgå af lovteksten, at adgangen til modregning alene omfatter ska-de på ting, der tilhører institutionen i modsætning til erstatning for per-sonskade eller skade på ting, der tilhører andre end institutionen, f.eks.medindsatte eller ansatte.Det vil efter Justitsministeriets opfattelse være i overensstemmelse medformålet med bestemmelsen, at modregningsadgangen også gælder for eninstitution, som en indsat senere overføres til. Hertil kommer, at det imodsat fald ville stille en indsat bedre, hvis det forhold, der begrundererstatningen, er så groft, at det medfører en overførsel til en anden insti-tution.Det er derfor Justitsministeriets opfattelse, at bestemmelsen bør ændressåledes, at der tilvejebringes en klar hjemmel til, at en institution, der ud-betaler beskæftigelsesvederlag til en indsat, kan beslutte, at erstatnings-krav, der hidrører fra den indsattes ansvarspådragende skadeforvoldelse38

på ting, der tilhører en hvilken som helst af kriminalforsorgens institutio-ner, kan modregnes i beskæftigelsesvederlaget. Dette bør gælde, uansetaf hvilken grund den indsatte overføres til en anden institution. Den ind-satte skal dog mindst have udbetalt en ydelse til dækning af personligefornødenheder, jf. § 74, stk. 1, 2. pkt.Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 14.3.9. Erstatning for udførelse af for meget samfundstjeneste3.9.1. Gældende retEfter straffuldbyrdelseslovens § 106, stk. 1, har en indsat ret til erstatningefter reglerne i retsplejelovens § 1018 a, hvis den indsatte uforskyldt harudstået fængselsstraf i for lang tid, været anbragt i forhørscelle, strafcelleeller sikringscelle eller været udelukket fra fællesskab.Tilsvarende har en dømt, der har udstået straf på bopælen under intensivovervågning og kontrol, ret til erstatning, hvis den dømte har udstået strafi for lang tid, jf. § 106, stk. 2.Efter straffuldbyrdelseslovens § 107 kan den, der under fuldbyrdelse afstraf mv. har været udsat for andre uforskyldte indgreb end de i § 106nævnte, tillægges erstatning efter reglerne i retsplejelovens § 1018 a.Krav om erstatning efter §§ 106 og 107 skal efter § 108 fremsættes overfor kriminalforsorgen inden 2 måneder efter, at indgrebet er ophørt.Fremsættes kravet efter udløbet af denne frist, kan det dog behandles,hvis overskridelsen findes undskyldelig.Justitsministeren har i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 109 fastsatnærmere regler om behandlingen af krav fra dømte og varetægtsarrestan-ter om erstatning i anledning af uforskyldte indgreb under fuldbyrdelse afstraf mv. ved bekendtgørelse nr. 319 af 19. april 2006. Det fremgår bl.a.heraf, at afgørelse af krav om erstatning efter straffuldbyrdelseslovens §§106 og 107 træffes af Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsor-gen.Krav om erstatning som følge af indgreb, der ikke er omfattet af straf-fuldbyrdelseslovens §§ 106 eller 107, må rejses på grundlag af dansk retsalmindelige erstatningsregler (culpareglen).

Det følger af retsplejelovens § 1018 a, at erstatning ydes for økonomiskskade samt for lidelse for tort, ulempe og forstyrrelse eller ødelæggelse afstilling og forhold. Erstatning for økonomisk skade ydes i det omfang,den indsatte kan godtgøre, at tabet er en følge af indgrebet. Den indsatteskal endvidere i fornødent omfang kunne dokumentere tabets størrelse.Godtgørelse for ikke økonomisk skade i anledning af straffeprocessuelleindgreb ydes som udgangspunkt efter takster fastsat af Rigsadvokaten.Fastsættelsen af godtgørelsens størrelse ved uberettiget indgreb understrafafsoningen sker med udgangspunkt i Rigsadvokatens takster.Erstatningen ydes på et objektivt grundlag, det vil sige uafhængigt af, omder er begået fejl eller forsømmelser. Dog følger det af § 1018 a, stk. 3, aterstatning kan nedsættes eller nægtes, hvis den sigtede selv har givet an-ledning til foranstaltningerne.3.9.2. Justitsministeriets overvejelserHverken straffuldbyrdelseslovens § 106 eller § 107 omfatter efter sinordlyd erstatning i tilfælde, hvor en dømt på grund af en myndighedsfejlhar afviklet for meget samfundstjeneste.Der har i praksis været eksempler på, at en dømt har afviklet for megetsamfundstjeneste på grund af en myndighedsfejl. Det kan f.eks. fore-komme, at tilsynsmyndigheden ikke har været opmærksom på, at en be-tinget straf med vilkår om samfundstjeneste har været medinddraget i ensenere ubetinget dom, og således har ladt den dømte fortsætte afviklingenaf samfundstjeneste.I de konkrete sager har den dømte fået erstatning efter dansk rets almin-delige erstatningsregler, idet afviklingen af den overskydende samfunds-tjeneste har beroet på en myndighedsfejl. Erstatningens størrelse er blevetfastsat skønsmæssigt under hensyntagen til bl.a. arbejdets karakter ogden almindelig timeløn for tilsvarende arbejde.Efter Justitsministeriets opfattelse er der således hjemmel efter dansk retsalmindelige erstatningsregler til at udbetale erstatning i de tilfælde, hvoren dømt har udført for meget samfundstjeneste, fordi en myndighed harhandlet ansvarspådragende. Da der imidlertid i straffuldbyrdelseslovenfindes en bestemmelse om erstatning på objektivt grundlag for uforskyldtudstået fængselsstraf i for lang tid, anbringelse i forhørscelle mv. ellerudelukkelse fra fællesskab, bør der efter ministeriets opfattelse indføres40

en tilsvarende bestemmelse for så vidt angår for meget afviklet sam-fundstjeneste.Justitsministeriet finder, at godtgørelsen for ikke økonomisk skade i lig-hed med kriminalforsorgens hidtidige praksis bør fastsættes med ud-gangspunkt i den almindelige timeløn for tilsvarende arbejde.Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 15.3.10. Domstolsprøvelse af afslag på erstatning3.10.1. Gældende retStraffuldbyrdelsesloven indeholder regler om særlig let adgang til dom-stolsprøvelse af visse endelige administrative afgørelser, således at dendømte inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende, kankræve afgørelsen indbragt for retten, jf. straffuldbyrdelseslovens § 112.De afgørelser, der er omfattet af ordningen, vedrører straffetidsbereg-ning, tilbageholdelse af breve af hensyn til beskyttelse af den forurettedeved lovovertrædelsen, afgørelser om disciplinærstraf i form af strafcelle imere end 7 dage, konfiskation, modregning af erstatningsbeløb af en visstørrelse, nægtelse af prøveløsladelse, genindsættelse af en prøveløsladt,indsættelse af en betinget benådet, og afgørelser om nægtelse af erstat-ning i anledning af uforskyldt udståelse af fængselsstraf i for lang tid el-ler anbringelse i strafcelle i mere end 7 dage.Det fremgår af lovens forarbejder, at de afgørelser der er omfattet af densærlig lette adgang til domstolsprøvelse, er udvalgt, fordi de har lighedmed straffesager eller i øvrigt har særligt indgribende betydning for denindsatte, hvorimod bl.a. afgørelser, der er begrundet i hensynet til at op-retholde orden og sikkerhed i kriminalforsorgens institutioner, er holdtuden for ordningen.Ved bekendtgørelse nr. 397 af 17. maj 2001 har justitsministeren bl.a.bestemt, at begæring om domstolsprøvelse af en afgørelse, der kan kræ-ves indbragt til prøvelse ved domstolene efter straffuldbyrdelseslovens §112, kan fremsættes skriftligt eller mundtligt over for enhver af kriminal-forsorgens institutioner eller afdelinger og over for Direktoratet for Kri-minalforsorgen. Begæringer, der fremsættes over for en af kriminalfor-sorgens institutioner eller afdelinger, oversendes hurtigst muligt til direk-toratet.41

Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 114, at sagen uden unødigt op-hold indbringes for retten af justitsministeren.Afgørelser efter straffuldbyrdelsesloven, der ikke er omfattet af den sær-lig lette adgang til domstolsprøvelse efter straffuldbyrdelseslovens § 112,kan prøves af domstolene efter grundlovens § 63, hvilket forudsætter, atden dømte selv udtager en stævning mod Direktoratet for Kriminalfor-sorgen.3.10.2. Justitsministeriets overvejelserSom nærmere beskrevet under punkt 3.9.1 har en indsat efter straffuld-byrdelseslovens §§ 106 og 107 ret til erstatning efter retsplejelovens §1018 a, hvis den pågældende uforskyldt har været udsat for uforskyldteindgreb under straffuldbyrdelsen.Som nævnt under punkt 3.11.1 er nægtelse af erstatning for visse ufor-skyldte indgreb omfattet af den særlig lette adgang til domstolsprøvelse.Det drejer sig om uforskyldt udståelse af fængselsstraf i for lang tid elleranbringelse i strafcelle i mere end 7 dage, jf. straffuldbyrdelseslovens §112, nr. 9.Justitsministeriet er bekendt med, at der har været divergerende afgørel-ser i retspraksis af spørgsmålet om, hvorvidt erstatningskrav efter straf-fuldbyrdelseslovens §§ 106-107, herunder tilfælde omfattet af straffuld-byrdelsesloven § 112, nr. 9, kan behandles efter de processuelle regler iretsplejelovens kapitel 93 a.Retsplejelovens kapitel 93 a indeholder regler om erstatning i anledningaf strafferetlig forfølgning. Heriblandt indeholder § 1018 a og § 1018 dregler om erstatning på objektivt grundlag for uberettiget frihedsberøvel-se i anledning af strafferetlig forfølgning. Efter § 1018 a, stk. 1, har den,der har været anholdt eller varetægtsfængslet som led i en strafferetligforfølgning, således krav på erstatning for den derved tilføjede skade.Desuden tilkommer der efter retsplejelovens § 1018 d den, der har udstå-et fængselsstraf eller været undergivet anden strafferetlig retsfølge, er-statning efter reglerne i § 1018 a, hvis anke eller genoptagelse medførerbortfald af retsfølgen.Efter retsplejelovens § 1018 e træffer statsadvokaten afgørelse vedrøren-de krav om erstatning efter kapitel 93 a, og Rigsadvokaten behandlerklager over statsadvokaternes afgørelser. Rigsadvokatens afgørelse i en42

klagesag kan ikke påklages til anden administrativ myndighed. Efterretsplejelovens § 1018 f skal anklagemyndigheden efter begæring fra denerstatningssøgende indbringe en afgørelse, der er truffet af Rigsadvoka-ten om ikke at imødekomme et erstatningskrav, for domstolene.Retsplejelovens § 1018 h giver mulighed for, at erstatningskrav, der pågrundlag af dansk rets almindelige erstatningsregler (culpaansvar) rejsesaf sigtede, domfældte eller andre i anledning af strafferetlig forfølgning,på begæring behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 a.Af forarbejderne til straffuldbyrdelsesloven fremgår bl.a. følgende omretstilstanden før straffuldbyrdelseslovens ikrafttrædelse, jf. punkt 9.1.1 ide almindelige bemærkninger til det pågældende lovforslag:”Retsplejelovens § 1018 d giver som nævnt alene krav på erstat-ning på objektivt grundlag for det forhold, at frihedsstraf eller an-den strafferetlig retsfølge er fuldbyrdet. Bestemmelsen giver der-imod ikke krav på erstatning på objektivt grundlag for foranstalt-ninger eller indgreb, der finder sted under fuldbyrdelse af straf mv.Sådanne krav afgøres på grundlag af dansk rets almindelig erstat-ningsregler. Anmoder den pågældende om det, skal sådanne kravbehandles efter de processuelle regler i retsplejelovens kapitel 93 a,jf. retsplejelovens § 1018 h.Der er endvidere ikke i fuldbyrdelsesbekendtgørelsen eller i cirku-lærer fastsat regler om erstatning i anledning af foranstaltningerunder fuldbyrdelsen af straf mv. Konkrete erstatningskrav er i enårrække efter aftale mellem Direktoratet for Kriminalforsorgen ogRigsadvokaten blevet behandlet efter principperne i retsplejelovenskapitel 93 a, og Rigsadvokaten har i enkelte sager efter indstillingfra Direktoratet for Kriminalforsorgen tilkendt indsatte erstatningfor uberettiget ikendelse af strafcelle og uberettiget anbringelse isikringscelle.”Endvidere fremgår følgende af de specielle bemærkninger til forslaget tilstraffuldbyrdelseslovens § 112:”Som det fremgår, tager domstolsprøvelsen efter § 112, nr. 9, for såvidt angår erstatning for fuldbyrdelse af frihedsstraf alene sigte påtilfælde, hvor den indsatte uforskyldt har udstået fængselsstraf i forlang tid. Om domstolsprøvelse i tilfælde, hvor anke eller genopta-gelse medfører bortfald eller formildelse af den idømte straf, gæl-der som hidtil retsplejelovens § 1018 d. Der henvises endvidere tilretsplejelovens § 1018 h, hvorefter en indsat som hidtil kan forlan-ge et erstatningskrav vedrørende foranstaltninger eller indgreb un-der straffuldbyrdelsen, der rejses på grundlag af dansk rets almin-delige erstatningsregler, behandlet efter de processuelle regler i43

retsplejelovens kapitel 93 a, jf. herved pkt. 9.1.1. ovenfor i de al-mindelige bemærkninger til lovforslaget.”Lovens forarbejder kan give det indtryk, at alle erstatningskrav vedrøren-de indgreb under straffuldbyrdelsen blev behandlet efter retsplejelovenskapitel 93 a i tiden før straffuldbyrdelseslovens ikrafttrædelse, og at så-dan behandling fortsat kan finde sted i dag.Justitsministeriet er imidlertid efter drøftelse med Rigsadvokaten og Di-rektoratet for Kriminalforsorgen af den opfattelse, at det anførte i lov-forslagets bemærkninger om aftalen mellem kriminalforsorgen og Rigs-advokaten om behandling af erstatningskrav i anledning af fuldbyrdelseaf straf formentlig beror på en fejlagtig forståelse af en aftale mellemRigsadvokaten og Direktoratet for Kriminalforsorgen, som fremgår af etbrev af 10. august 1989 fra Rigsadvokaten. Den pågældende aftale sesrettelig at gå ud på, at anklagemyndigheden skulle behandle erstatnings-krav i sager, hvor der er nyt spørgsmål om erstatning for uberettiget vare-tægtsfængsling og afsoning i for lang tid som følge af myndighedernesansvarspådragende forhold. Disse erstatningskrav blev behandlet efterretsplejelovens § 1018 h og skulle af anklagemyndigheden efter anmod-ning fra den erstatningssøgende indbringes for retten efter retsplejelovens§ 93 a. Det fremgår af Rigsadvokatens brev, at den pågældende aftale varindgået af praktiske årsager for at undgå vanskeligheder med placering afansvar hos enten politiet/anklagemyndigheden eller kriminalforsorgen.Endvidere bemærkes det, at det af betænkning nr. 1181 fra 1989, som ernærmere omtalt under punkt 2.1 ovenfor, fremgår, at Direktoratet forKriminalforsorgen (og ikke Rigsadvokaten som anført i bemærkningernetil lovforslaget) i nogle konkrete tilfælde har tilkendt erstatning for ube-rettiget ikendelse af strafcelle og uberettiget anbringelse i sikringscelle.Som anført ovenfor blev der med straffuldbyrdelsesloven indført en sær-skilt regulering om domstolsprøvelse af krav om erstatning for uberetti-get afsoning i for lang tid, idet krav herom nu er omfattet af den særligelette adgang til domstolsprøvelse, jf. straffuldbyrdelseslovens § 112, nr.9.Det er Justitsministeriets opfattelse, at straffuldbyrdelseslovens § 112, nr.9, endeligt gør op med, hvilke erstatningskrav som følge af indgreb understraffuldbyrdelsen der skal være genstand for en særlig let adgang tildomstolsprøvelse. De erstatningskrav, der ikke er omfattet af § 112, nr. 9,44

kan således alene indbringes for domstolene i medfør af grundlovens §63. Det er Justitsministeriets opfattelse, at den administrative afgørelse afspørgsmål om erstatning for uforskyldte indgreb under straffuldbyrdelsen– uanset om indgrebet falder inden for eller uden for straffuldbyrdelses-lovens § 112, nr. 9 – skal afgøres af kriminalforsorgen, jf. straffuldbyr-delseslovens § 109, og ikke tillige kan afgøres af anklagemyndigheden,jf. retsplejelovens § 1018 e.Ud over det ovenfor anførte om lovforslagets bemærkninger, kan der iden forbindelse henvises til, at det af Straffelovrådets betænkning nr.1355 fra 1998 fremgår, at det ved udvælgelsen af de typer af afgørelserom nægtelse af erstatning for uforskyldte indgreb, der skal være omfattetaf domstolsprøvelsesadgangen i straffuldbyrdelsesloven (jf. lovens § 112,nr. 9), må kræves, at selve indgrebet er undergivet domstolsprøvelse (jf.lovens § 112, nr. 1-8). I modsat fald kan den indsatte omgå den udtøm-mende opremsning af hvilke indgreb mv., der i sig selv er undergivetdomstolsprøvelse i medfør af straffuldbyrdelsesloven, ved at rejse sagensom en erstatningssag om uforskyldt indgreb.Der kan i øvrigt henvises til Østre Landsrets domme refereret i Ugeskriftfor Retsvæsen, 2001, side 2181, og 2007, side 1126. I disse domme nåe-de Østre Landsret således frem til, at spørgsmål om erstatning for indgrebunder strafafsoningen ikke kunne prøves efter reglerne i retsplejelovenskapitel 93 a, da der ikke var tale om strafferetlig forfølgning.I overensstemmelse hermed forudsættes det med det ovenfor anførte, atkrav om erstatning for uberettigede indgreb under straffuldbyrdelsen ikkekan behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 a. Krav, der ikkeer omfattet af straffuldbyrdelseslovens § 112, kan således alene indbrin-ges for domstolene i medfør af grundlovens § 63.3.11. Retsafgift3.11.1. Gældende retEfter § 112 i straffuldbyrdelsesloven kan endelige administrative afgørel-ser inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den dømte, af denne kræ-ves indbragt til prøvelse for retten, hvis der er tale om 1) en afgørelse ef-ter § 14 eller § 16 om straffetidsberegning, medmindre klagen er begrun-det i uenighed om straffedommens fortolkning, jf. retsplejelovens § 998,2) en afgørelse efter § 55, stk. 4, om tilbageholdelse af brev, såfremt af-gørelsen er begrundet i hensynet til beskyttelse af den forurettede vedlovovertrædelsen, 3) en afgørelse efter § 70, stk. 1, jf. § 67, om discipli-45

nærstraf i form af strafcelle i mere end 7 dage, 4) en afgørelse efter § 73om konfiskation af genstande eller penge, hvis værdi overstiger det al-mindelige vederlag, der udbetales indsatte for en uges beskæftigelse, 5)en afgørelse efter § 74 om modregning af erstatningsbeløb, der overstigerstørrelsen af det i nr. 4 nævnte ugentlige vederlag, 6) en afgørelse efter §80 om nægtelse af prøveløsladelse i henhold til straffelovens § 41, når 14år af straffen af fængsel på livstid er udstået, 7) en afgørelse efter § 86,stk. 4, om genindsættelse af en prøveløsladt til udståelse af reststraf ihenhold til straffelovens § 40, stk. 2 eller 3, eller til udståelse af straf affængsel på livstid i henhold til straffelovens § 42, stk. 2, 8) en afgørelseefter § 88, jf. § 86, stk. 4, om indsættelse af en betinget benådet til udstå-else af straf eller reststraf i henhold til straffelovens § 43 eller 9) en afgø-relse om nægtelse af erstatning efter § 106 i anledning af uforskyldt ud-ståelse af fængselsstraf i for lang tid eller anbringelse i strafcelle, jf. nr. 3.Kræver den dømte en endelig administrativ afgørelse indbragt for rettenefter § 112, indbringer justitsministeren sagen for retten uden unødigtophold, jf. straffuldbyrdelseslovens § 114.Retten afgør ved kendelse, om en anlagt sag skal afvises, eller om afgø-relsen skal stadfæstes, ændres eller ophæves, jf. straffuldbyrdelseslovens§ 118. Kendelser, der er afsagt af en byret, kan kæres til landsretten afdem, der efter straffuldbyrdelseslovens § 115, stk. 1, er parter i sagen, jf.straffuldbyrdelseslovens § 120, stk. 1. Efter lovens § 121 kan kendelser,der er afsagt af landsretten ikke kæres. Procesbevillingsnævnet kan doggive tilladelse til kære, hvis sagen er af principiel karakter.Det følger af § 1, stk. 1, 1. pkt., i lov om retsafgifter, at der ved anlæg afen civil retssag skal betales en retsafgift på 500 kr. Efter § 12 i lov omretsafgifter er visse sager dog afgiftsfri, herunder bl.a. prøvelse af admi-nistrativt bestemt frihedsberøvelse og visse beslutninger om administra-tiv udvisning mv., behandlet efter udlændingelovens kapitel 7 b.Det følger endvidere af § 54 i lov om retsafgifter, at der for kære tillandsret svares en retsafgift på 400 kr. og for kære til Højesteret en rets-afgift på 750 kr. Efter § 55 i lov om retsafgifter er kære iværksat af parteri en sag, der er fritaget for afgift i medfør af § 12, stk. 1, nr. 1-6, dog af-giftsfri. Administrative afgørelser, som efter straffuldbyrdelseslovens §112 indbringes til prøvelse for retten, er ikke undtaget fra retsafgifter ef-ter §§ 12 og 55 i lov om retsafgifter.46

I Straffuldbyrdelsesloven med kommentarer, 1. udgave, 2003, side 244,anføres følgende for så vidt angår retsafgifter:”Særligt vedrørende retsafgifter bemærkes, at retsafgiftslovenikke indeholder nogen udtrykkelig undtagelse for opkrævningaf retsafgifter i sager efter sfl. § 112, men der synes at havedannet sig en praksis, hvorefter der ikke opkræves retsafgift idisse sager.”Vestre Landsret har dog i en kendelse fra trykt i UfR 2009, s. 591, hvorbyretten havde bestemt, at Direktoratet for Kriminalforsorgen skulle be-tale 400 kr. i kæreafgift, anført følgende:”Det fremgår af retsafgiftslovens § 54, at der for kære til lands-retten skal betales 400 kr. i retsafgift. I retsafgiftslovens § 55 eropregnet – blandt andet med en henvisning til retsafgiftslovens§ 12, stk. 1 nr. 1-6 – de situationer, hvor kære er afgiftsfri.Retsafgiftslovens § 55 er en udtømmende opregning afundtagelserne til hovedreglen i retsafgiftslovens § 54. Da kæ-remål i henhold til straffuldbyrdelsesloven ikke er medtaget idenne opregning, stadfæstes byrettens afgørelse.”Der synes således at være en vis usikkerhed i praksis om, hvorvidt ende-lige administrative afgørelser, som efter straffuldbyrdelseslovens § 112indbringes til prøvelse for retten, er undtaget fra retsafgifter.3.11.2. Justitsministeriets overvejelserDet foreslås at ændre lov om retsafgifter, så det udtrykkeligt fremgår afloven, at sager vedrørende endelige administrative afgørelser, som efter §112 i straffuldbyrdelsesloven kan kræves indbragt til prøvelse for retten,er afgiftsfri. Det foreslås endvidere at ændre lov om retsafgifter, så detudtrykkeligt fremgår, at kære iværksat af parter i disse sager er afgiftsfri.En dømt kan som anført under punkt 3.11.1. efter § 112 i straffuldbyrdel-sesloven kræve endelige administrative afgørelser omfattet af bestem-melsen indbragt til prøvelse for retten inden 4 uger efter, at meddelelsener meddelt den dømte. Justitsministeren har herefter pligt til at indbringesagen for retten uden unødigt ophold, jf. lovens § 114.Udgangspunktet i lov om retsafgifter er, at også offentlige myndighederskal betale deres forbrug af offentlige ydelser, således at der skabes etincitament for myndigheder til ikke at anlægge unødvendige sager. Forsager, der anlægges af justitsministeren efter straffuldbyrdelseslovens §§112 og 114, har justitsministeren imidlertid ikke mulighed for at begræn-47

se antallet af sager. Det er Justitsministeriets opfattelse, at sager om prø-velse af endelige administrative afgørelser efter § 112 i straffuldbyrdel-sesloven for så vidt angår retsafgifter bør sidestilles med andre sagstyper,hvor myndigheden ikke har mulighed for at vurdere, hvilke sager der børprøves ved domstolene og dermed for at begrænse antallet af sager, deranlægges. Således er bl.a. prøvelse af administrativt bestemt frihedsberø-velse og prøvelse af visse beslutninger om administrativ udvisning mv.behandlet efter udlændingelovens kapitel 7 b fritaget for retsafgifter. Ju-stitsministeriet finder det derfor hensigtsmæssigt, at der indsættes ud-trykkelige bestemmelser i lov om retsafgifter, hvorefter sager der prøvesefter § 112 i straffuldbyrdelsesloven, fritages for retsafgifter.Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 1 og 2, og bemærkningerne hertil.4. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser for detoffentlige…5. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser for er-hvervslivet…6. Lovforslagets administrative konsekvenser for borgerne…7. Miljømæssige konsekvenserLovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.8. Forholdet til EU-rettenLovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.9. Hørte myndigheder og organisationerEt udkast til lovforslaget har været sendt i høring hos følgende myndig-heder og organisationer mv.:Østre Landsret, Vestre Landsret, Sø- og Handelsretten, samtlige byretter,Domstolsstyrelsen, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtig-foreningen, Procesbevillingsnævnet, Rigsadvokaten, Foreningen af Stats-48

advokater, Foreningen af Offentlige Anklagere, Rigspolitiet, Politifor-bundet i Danmark, Politidirektørforeningen, Kriminalforsorgsforeningen,Foreningen af Fængselsinspektører, Fængselsforbundet i Danmark, HK-Landsklubben for Kriminalforsorgen, Kriminalforsorgens lokale præste-forening, Landsklubben af socialrådgivere ansat i Kriminalforsorgen,Dansk Socialrådgiverforening, Socialpædagogernes Landsforening, Ad-vokatrådet, Danske Advokater, Landsforeningen af Forsvarsadvokater,Institut for Menneskerettigheder, Amnesty International, Retssikkerheds-fonden, Dansk Retspolitisk Forening, Kriminalpolitisk Forening (KRIM),Det Kriminalpræventive Råd, Ligebehandlingsnævnet, Forbundet af of-fentligt ansatte, Kommunernes Landsforening, Ankestyrelsen, DanskeRegioner, Foreningen af Socialchefer i Danmark, Lægeforeningen,Dansk Sygeplejeråd, Dansk Psykologforening, Dansk Psykiatrisk Sel-skab, Retslægerådet, Dansk Journalistforbund, Danske Mediers Forum,Børne- og Kulturchefforeningen, Red Barnet, Børnerådet og Børnesa-gens Fællesråd.10. Sammenfattende skemaPositive konsekvenser/mindreudgifterØkonomiske konse-kvenser for stat, kom-muner og regionerAdministrative konse-kvenser for stat, kom-muner og regionerØkonomiske konse-kvenser for erhvervsli-vetAdministrative konse-kvenser for erhvervsli-vetAdministrative konse-kvenser for borgerneMiljømæssige konse-kvenserForholdet til EU-rettenNegative konsekven-ser/merudgifter

Til § 1(Straffuldbyrdelsesloven)Til nr. 1 (§ 23, stk. 2, nr. 6)Ændringen er en redaktionel konsekvensrettelse.Til nr. 2 (§ 23, stk. 2, nr. 8 og nr. 9)Den foreslåede bestemmelsen i § 23, stk. 2, nr. 8, indebærer, at nærheds-princippet kan fraviges for at undgå, at den dømte afsoner i en institutioni tilfælde, hvor den dømte har begået strafbart forhold mod en ansat, dergør tjeneste i institutionen, eller dennes nærstående, idet hensynet til denansatte i sådanne situationer efter en konkret vurdering bør kunne be-grunde, at nærhedsprincippet fraviges.Forslaget til § 23, stk. 2, nr. 9, indeholder en opsamlingsbestemmelse,der indebærer, at det geografiske nærhedsprincip kan fraviges, hvis andresærlige hensyn eller omstændigheder taler herfor.Bestemmelsen kan f.eks. tænkes anvendt i situationer, hvor en indsat harbegået alvorlig kriminalitet i nærheden af fængslet samt i situationer,hvor det er uhensigtsmæssigt, at dømte i samme sag afsoner i samme in-stitution, hvilket navnlig kan være i sager om gruppevoldtægt, systema-tisk seksuelt misbrug af børn og særlige grove sager om vold. Bestem-melsen kan endvidere tænkes anvendt i sager, hvor den dømte har en så-dan personlig relation til en ansat i institutionen (uden at der er tale omnærstående, jf. den gældende bestemmelse i § 23, stk. 2, nr. 7), at der ef-ter en konkret vurdering findes grundlag for at fravige nærhedsprincippetfor at undgå, at der opstår mistanke om, at den ansatte ikke kan udføretjenesten korrekt og uafhængigt.Det forudsættes, at bestemmelsen vil få et endog noget begrænset anven-delsesområdet, idet det også fremover vil være væsentligt at fastholdesom det klare udgangspunkt, at fængselsstraf bør fuldbyrdes i nærhedenaf den dømtes hjemsted.Der henvises i øvrigt til punkt 3.1.2. i lovforslagets almindelige bemærk-ninger.Til nr. 3 (§ 35, stk. 1, 2. pkt.)50

Bestemmelsen indebærer, at § 35, stk. 1, 2. pkt., udvides således, at insti-tutionens leder eller den, der bemyndiges hertil ikke blot – som i dag –kan nægte bestemte indsatte at deltage i gudstjenester og andre religiøsehandlinger, der afholdes i institutionen, men tillige kan begrænse antalletaf deltagere til en gudstjeneste mv., hvis ordens- eller sikkerhedsmæssigehensyn gør det påkrævet.Bestemmelsen indebærer endvidere, at indsatte, som ikke kan deltage ien gudstjeneste på grund af en begrænsning af antallet af deltagere, i ste-det skal tilbydes at overvære gudstjenesten via elektroniske medier. Hvisder i den pågældende institution ikke er mulighed for elektronisk trans-mission af gudstjenesten, forudsættes det, at institutionen tilstræber, atden indsatte snarest muligt tilbydes adgang til en anden gudstjeneste elleralternativt en samtale med en præst eller lignende, jf. § 35, stk. 2.Det forudsættes, at udvælgelsen af de indsatte, som rammes af en even-tuel begrænsning af antallet af deltagere, vil ske ud fra objektive og sag-lige kriterier, herunder således at ikke altid den samme indsatte eller desamme grupper af indsatte vil blive nægtet at deltage i gudstjenesternemv.Det forudsættes endvidere, at de indsatte, som fysisk deltager i gudstje-nesten mv., i overensstemmelse med den nuværende praksis i VestreFængsel informeres om, at handlingen filmes, og at det alene er den på-gældende forkynder, der filmes.Der henvises i øvrigt til punkt 3.2.2. i lovforslagets almindelige bemærk-ninger.Til nr. 4 og 5 (§ 42, stk. 1, 2. pkt. og stk. 3, 2. pkt.)Ændringerne indebærer, at justitsministeren bemyndiges til at fastsætteregler om, at en indsat, der ikke har pligt til beskæftigelse, jf. § 38, stk. 2,og som fremsætter ønske om beskæftigelse på et tidspunkt, hvor institu-tionen ikke kan tilbyde beskæftigelse, i en kortere periode ikke skal mod-tage vederlag efter § 42, stk. 1, hvis den pågældende indsatte tidligereunder strafudståelsen har afvist tilbud om beskæftigelse.”En kortere periode” skal forstås som få dage.Der henvises i øvrigt til punkt 3.3.2. i lovforslagets almindelige bemærk-ninger.51

Til nr. 6 (§ 45, stk. 3, 1. pkt.)Æændringen er en konsekvens af, at Patientklagenævnet pr. 1. januar2011 har skiftet navn til Patientombuddet.Til nr. 7 (§ 50, 3. pkt.)Bestemmelsen indebærer, at den eksisterende bemyndigelse for justits-ministeren til at fastsætte regler om, at indsatte er afskåret fra i et bestemttidsrum at forlange en afgørelse af spørgsmålet om tilladelse til udgang(udgangskarantæne), udvides fra alene at kunne ske i tilfælde, hvor enudgangstilladelse tilbagekaldes på grund af den indsattes misbrug af ud-gang, jf. § 49, nr. 1, til også at omfatte tilfælde, hvor udgang tilbagekal-des eller afslås på grund af fare for misbrug, jf. § 46, stk. 1, nr. 2, og §49, nr. 2.Der henvises i øvrigt til punkt 3.4 i lovforslagets almindelige bemærk-ninger.Til nr. 9.a og 9.b (§ 54)Bestemmelserne i nr. 9 a og nr. 9 b udgør to alternative forslag til, hvor-dan det kan sikres, at der ved vurderingen af, om en indsat kan have sitbarn over 1 år, men under 3 år hos sig i fængslet, bliver taget behørigthensyn til fængselsmiljøet.Justitsministeriet vil på baggrund af de indkomne høringssvar tage stil-ling til, hvilken bestemmelse der skal indgå i det endelige lovforslag.Der henvises i øvrigt til punkt 3.5.3. i lovforslagets almindelige bemærk-ninger.Til nr. 10 (§ 57, stk. 3)Bestemmelsen indebærer, at den eksisterende hjemmel om adgang til atpåhøre eller aflytte telefonsamtaler i lukkede institutioner ændres, såledesat det i bestemmelsen udtrykkeligt tilføjes, at den også omfatter mulighedfor optagelse af samtalerne. Bestemmelsen indebærer endvidere, at opta-gelser af telefonsamtaler skal slettes senest 6 måneder efter, at de er fore-taget.Det vil være en betingelse for at foretage aflytning efter bestemmelsen, atsamtaleparterne forinden er gjort bekendt hermed.52

Der henvises i øvrigt til punkt 3.6.2. i lovforslagets almindelige bemærk-ninger.Til nr. 11 (§ 57, stk. 4, 2. pkt.)Ændringen indebærer, at den eksisterende hjemmel for justitsministerentil at fastsætte regler om gennemførelsen af de indsattes ret til at føre te-lefonsamtaler udvides således, at det udtrykkeligt kommer til at fremgå,at der i den forbindelse kan fastsættes regler om optagelse af telefonsam-taler og kontrol af optagne samtaler.Der henvises i øvrigt til punkt 3.6.2 i lovforslagets almindelige bemærk-ninger.Til nr. 12 (§ 63, stk. 2)Den foreslåede bestemmelse i § 63, stk. 2, giver hjemmel til, at en indsatkan udelukkes fra fællesskab i op til 5 dage, hvis det helt undtagelsesvister nødvendigt for at beskytte den pågældende mod overgreb.Det forudsættes, at udelukkelse fra fællesskab af hensyn til den pågæl-dende selv kun anvendes, når ingen andre forhåndenværende foranstalt-ninger er tilstrækkelige til at sikre, at den pågældende indsatte ikke lideroverlast.Endvidere forudsættes det, at en udelukkelse, der sker af hensyn til denindsattes egen sikkerhed, vil være af så kort varighed som muligt, idetder hurtigst muligt skal tilvejebringes en varig løsning for den pågælden-de.Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.7.3.2.Til nr. 13 (§ 63, stk. 9)Bestemmelsen indebærer, at der – ud over de begrænsninger, der alleredeligger i de gældende nødvendigheds-, proportionalitets- og skånsom-hedskrav, jf. straffuldbyrdelseslovens § 63, stk. 1, 5 og 6 – indsættes entidsgrænse for udelukkelse fra fællesskab på 3 måneder. Direktoratet forKriminalforsorgen kan dog under helt særlige omstændigheder træffeafgørelse om, at udelukkelse fra fællesskab kan fortsætte ud over 3 må-neder. Bestemmelsen forpligter i så fald direktoratet til ugentligt at over-veje at bringe udelukkelsen fra fællesskab til ophør.

Der henvises i øvrigt til punkt 3.7.3.1 i lovforslagets almindelige be-mærkninger.Til nr. 14 (§ 74, stk. 1, 1. pkt.)Efter straffuldbyrdelseslovens § 74, stk. 1, kan institutionen, såfremt denindsatte under fuldbyrdelsen har forvoldt skade på institutionens ting veden erstatnings(ansvars)pådragende adfærd, bestemme, at erstatningsbelø-bet skal modregnes i den indsattes vederlag for beskæftigelse, jf. straf-fuldbyrdelseslovens § 42, stk. 1. Det er efter Justitsministeriets opfattelsetvivlsomt, om bestemmelsen giver grundlag for, at den skadelidte institu-tions beslutning om modregning også kan gælde for et beskæftigelsesve-derlag, der udbetales af en anden institution, som den pågældende over-føres til.Men den foreslåede affattelse af § 74, stk. 1, 1. pkt., tilvejebringes der enklar hjemmel til, at en institution kan foretage modregning for et erstat-ningskrav vedrørende en indsats skadeforvoldelse på ting, som tilhører enhvilken som helst af kriminalforsorgens institutioner, i den indsattes be-skæftigelsesvederlag efter § 42, stk. 1.Der henvises i øvrigt til punkt 3.8.2 i lovforslagets almindelige bemærk-ninger.Til nr. 15 (§ 106, stk. 3)Bestemmelsen giver ret til erstatning på objektivt grundlag efter reglernei retsplejelovens § 1018 a, hvis den indsatte uforskyldt har udført sam-fundstjeneste i for lang tid.Det forudsættes, at godtgørelsen for ikke økonomisk skade fastsættesmed udgangspunkt i den almindelige timeløn for tilsvarende arbejde.Der henvises i øvrigt til punkt 3.9.2 i lovforslagets almindelige bemærk-ninger.Til nr. 16 ( § 112, nr. 8)Ændringen er en redaktionel konsekvensrettelse.Til nr. 17 (§ 112, nr. 9)Der er tale om en redaktionel ændring, som tydeliggør, at disciplinærstrafi form af strafcelle skal have en varighed på mere end 7 dage, for at afgø-relsen herom er omfattet af straffuldbyrdelseslovens § 112, nr. 9.54

Der henvises i øvrigt til punkt 3.10.2.2 i de almindelige bemærkninger tillovforslaget, hvor spørgsmålet om sammenhængen mellem straffuldbyr-delseslovens § 112, nr. 9, og retsplejelovens kapitel 93 a behandles.Til nr. 18 (§ 125)Bestemmelsen om, at revision af loven skal fremsættes for Folketinget ifolketingsåret 2011-12, ophæves.Til § 2(Retsafgiftsloven)Til nr. 1 (§ 12, stk. 1)§ 12 i lov om retsafgifter bestemmer, at sager omfattet af bestemmelsener afgiftsfri.Det foreslås at indsætte et nyt nr. 7 i § 12, stk. 1, hvorefter endelige ad-ministrative afgørelser, som efter § 112 i lov om fuldbyrdelse af straf mv.kan kræves indbragt for retten, er afgiftsfri.Den foreslåede ændring indebærer, at sager, der indbringes for retten afjustitsministeren efter § 114 i lov om fuldbyrdelse af straf mv., er afgifts-fri.Der henvises i øvrigt til punkt 3.11. i lovforslagets almindelige bemærk-ninger.Til nr. 2 (§ 51, stk. 1)§ 51, stk. 1, i lov om retsafgifter bestemmer, at der i en række nærmereangivne sagstyper, som er afgiftsfri efter lovens § 12, stk. 1, heller ikkesvares afgift for anken.Ved lov nr. 487 af 12. juni 2009 om ændring af udlændingeloven og rets-afgiftsloven (Behandling af sager om administrativ udvisning af udlæn-dinge, der må anses for en fare for statens sikkerhed m.v.) blev § 12 i lovom retsafgifter ændret, således at sager om visse beslutninger om admi-nistrativ udvisning mv., behandlet efter udlændingelovens kapitel 7 b,blev afgiftsfri.

Den foreslåede ændring betyder, at det udtrykkeligt fremgår af § 51, stk.1, i lov om retsafgifter, at også anke af disse sager er afgiftsfri.Der tilsigtes i øvrigt ingen ændringer af bestemmelsens anvendelsesom-råde.Til nr. 3 (§ 55, nr. 1)§ 55 i lov om retsafgifter bestemmer, at der i en række nærmere angivnesagstyper, som er afgiftsfri efter lovens § 12, stk. 1, heller ikke svaresafgift for kære iværksat af parterne.Det foreslås at ændre § 55, nr. 1, så kære af kendelser efter § 120 i lovom fuldbyrdelse af straf mv. er afgiftsfri.Den foreslåede ændring indebærer, at sager, der efter den foreslåede §12, stk. 1, nr. 7, i lov om retsafgifter fritages for retsafgift ved sagens an-læg, ligeledes fritages for afgift ved kære iværksat af parterne.Der henvises i øvrigt til punkt 3.11. i lovforslagets almindelige bemærk-ninger.Det foreslås endvidere, at det udtrykkeligt skal fremgå af § 55, nr. 1, i lovom retsafgifter, at også kære af sager om visse beslutninger om admini-strativ udvisning mv., behandlet efter udlændingelovens kapitel 7 b, erafgiftsfri.Der tilsigtes i øvrigt ingen ændringer af bestemmelsens anvendelsesom-råde.Til § 3Bestemmelsen fastsætter lovens ikrafttrædelsestidspunkt. Det foreslås, atloven træder i kraft den […].Til § 4Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed.

§ 23.Fængselsstraf skal, så vidtdet er praktisk muligt, fuldbyrdesi nærheden af den dømtes hjem-sted. Ved afgørelsen af, i hvilketåbent eller lukket fængsel eller ihvilket arrest hus den dømte skalanbringes, skal der endvidere ta-ges hensyn til den dømtes egneønsker, navnlig vedrørende ar-bejds-, uddannelses-, familie- el-ler helbredsmæssige forhold.Stk. 2.Reglerne i stk. 1, 1. pkt.,kan fraviges1-5)---6) for at forhindre, at den indsat-1.I§ 23, stk. 2, nr. 6,udgår: ”el-ler”.te undviger, eller7) for at undgå, at den indsatteafsoner i en institution, hvoren af den indsattes nærståendegør tjeneste.2.I§ 23, stk. 2,indsættes efter nr.7 som nye numre:”8) for at undgå, at den dømteafsoner i en institution i til-fælde, hvor den dømte harbegået strafbart forhold moden ansat, der gør tjeneste i in-stitutionen, eller dennes nær-stående, eller57

9) hvis andre særlige hensyn elleromstændigheder taler herfor.”§ 35.En indsat har ret til at del-tage i gudstjenester, der afholdes iinstitutionen. Såfremt ordens- el-ler sikkerhedsmæssige hensyngør det påkrævet, kan institutio-nens leder eller den, der bemyn-diges hertil, dog nægte en indsatadgang til at deltage i gudstjene-ster.Stk. 2.---3.§ 35, stk. 1, 2. pkt.,udgår og istedet indsættes:”Såfremt ordens- eller sikker-hedsmæssige hensyn gør det på-krævet, kan institutionens ledereller den, der bemyndiges hertil,dog nægte bestemte indsatte ad-gang til at deltage i gudstjenesterog begrænse antallet af deltagere.Hvis det besluttes at begrænse an-tallet af deltagere, skal de pågæl-dende indsatte i stedet så vidt mu-ligt have adgang til at overværegudstjenesten via elektroniske me-dier.”4.I§ 42, stk. 1, 2. pkt.,indsættesefter ”§ 38, stk. 2”: ”, jf. dog stk.3.”

strafudståelsen har afvist tilbud ombeskæftigelse.”§ 45.En indsat har ret til lægebe-handling og anden sundhedsmæs-sig bistand.Stk. 2.Justitsministeren kan ef-ter forhandling med sundhedsmi-nisteren fastsætte regler omtvangsbehandling i Anstalten vedHerstedvester af indsatte, der op-fylder betingelserne for tvangstil-bageholdelse i loven om friheds-berøvelse og anden tvang i psyki-atrien, og som ikke kan overførestil en almindelig psykiatrisk afde-ling.Stk. 3.Behandlingens skal ske i6.I§ 45, stk. 3, 1. pkt.,ændresoverensstemmelse med reglerne i ”patientklagenævnet” til: ”Patient-den i stk. 2 nævnte lov, herunder ombuddet”.også for så vidt angår adgang tilat klage til patientklagenævnetover anstaltens beslutning omtvangsbehandling. Patientrådgiverbeskikkes dog kun, hvis den på-gældende ikke i forvejen har enbistandsværge efter straffelovens§ 71.Stk. 4.---§ 50.Justitsministeren fastsætterregler om tilladelse til udgang.Det kan i forbindelse med sådan-ne regler bestemmes, at tilladelsetil udgang først kan giver efterophold i et bestemt tidsrum i in-stitutionen og efter udståelse afen bestemt del af straffen, samt attilladelse til udgang ikke kan gi-ves i et tidsrum af 3 måneder fraindsættelsen, hvis den indsatte er7.I§ 50, 3. pkt.,udgår ”efter ud-gangsmisbrug” og i stedet indsæt-tes:”, hvis tilladelse til udgang afslåspå grund af fare for misbrug, jf. §46, stk. 1, nr. 2, eller hvis tilladelsetil udgang tilbagekaldes på grundaf misbrug eller fare herfor, jf. §49, nr. 1 og 2,”

udeblevet efter tilsigelse til afso-ning. Det kan endvidere bestem-mes, at den indsatte efter ud-gangsmisbrug er afskåret fra i etbestemt tidsrum at forlange enafgørelse af spørgsmålet om tilla-delse til udgang.§ 54.En indsat har ret til at have8.I§ 54, stk. 1,ændres ”under 3sit barn under 3 år hos sig i insti- år” til: ”op til 1 år”.tutionen, hvis den indsatte selv eri stand til at passe barnet.Model I9 a.I§ 54indsættes efter stk. 1som nyt stykke:”Stk. 2.En indsat har ret til at havesit barn på over 1 år, men under 3år hos sig i institutionen, hvis denindsatte selv er i stand til at passebarnet, og institutionen finder, atforholdene i institutionen er for-enelige med hensynet til barnet.”Stk. 2.Justitsministeren fastsæt- Stk. 2 bliver herefter stk. 3.ter regler om gennemførelse afdenne ret.Model II9 b.I§ 54indsættes efter stk. 1som nyt stykke:”Stk. 2.En indsat har ret til at havesit barn på over 1 år, men under 3år hos sig i institutionen, hvis denindsatte selv er i stand til at passebarnet, og de sociale myndighederfinder, at forholdene i institutionener forenelige med hensynet til bar-net.”Stk. 2 bliver herefter stk. 3.§ 57.En indsat har, i det omfangdet er praktisk muligt, ret til atføre telefonsamtaler.Stk. 2.Adgangen til at føre tele-fonsamtaler kan nægtes, hvis det-10.§ 57, stk. 3,affattes således:”Stk. 3.I lukkede institutioner op-tages, påhøres eller aflyttes tele-fonsamtalen uden retskendelse,medmindre dette ikke findes nød-60

13.I§ 63indsættes efter stk. 7, derbliver stk. 8, som nyt stykke:”Stk.9.Udelukkelse fra fællesskabmå ikke overstige 3 måneder. Ju-stitsministeriet, Direktoratet forKriminalforsorgen, kan, såfremtder foreligger helt særlige om-stændigheder, træffe afgørelse omudelukkelse fra fællesskab i mereend 3 måneder. I givet fald finderstk. 7, 2. pkt., tilsvarende anven-delse.”Stk. 8 bliver herefter stk. 10.14.§ 74, stk. 1, 1. pkt.,affattes så-ledes:”Såfremt den indsatte under fuld-byrdelsen har forvoldt skade påting, der tilhører en af kriminalfor-sorgens institutioner, ved ansvars-pådragende adfærd, kan den insti-tution, hvor den dømte er indsat,bestemme, at erstatningskravetskal modregnes i den indsattes ve-derlag for beskæftigelse efter § 42,stk. 1.”

har afviklet for meget samfunds-tjeneste, har ret til erstatning efterreglerne i retsplejelovens § 1018a.”§ 112.Endelige administrativeafgørelser kan inden 4 uger efter,at afgørelsen er meddelt dendømte, af denne kræves indbragttil prøvelse for retten, hvis der ertale om1-7) ---8) en afgørelse efter § 88, jf.§ 86, stk. 4, om indsættelse afen betinget benådet til udstå-else af straf eller reststraf ihenhold til straffelovens § 43eller9) en afgørelse om nægtelse aferstatning efter § 106 i anled-ning af uforskyldt udståelse affængselsstraf i for lang tid el-ler anbringelse i strafcelle, jf.nr. 3.

ger:§ 12.Afgiftsfri er sager om:1.I§ 12, stk. 1,indsættes efter nr.1-5) ---6 som nyt nummer:6) prøvelse af administrativt be- »7) prøvelse af endelige admini-stemt frihedsberøvelse,strative afgørelser efter § 112 i lovom fuldbyrdelse af straf m.v.,«7-8) ---Nr. 7 og 8 bliver herefter nr. 8 og9.§ 51.For anke af de i § 12, stk. 1,2.I§ 51, stk. 1,ændres »nr. 1-6«nr. 1-6, omhandlede sager svares til: »nr. 1-6 og nr. 8«.ingen afgift.Stk. 2.---§3Loven træder i kraft den [….]§4Loven gælder ikke for Færøerneog Grønland. § 1 kan ved kongeliganordning sættes helt eller delvis ikraft for Færøerne med de ændrin-ger, som de færøske forhold tilsi-ger.