REU, Alm.del - 2010-11 (1. samling) - Bilag 519: Rapporten Forældreansvarsloven, Belysning af barnets perspektiv, fra justitsministeren

INDHOLDSFORTEGNELSE1. INDLEDNING............................................................................................................. 42. OM BØRNEINDDRAGELSE I FORÆLDREANSVARSLOVEN............................................ 43. EVALUERINGENS DATA OG METODE......................................................................... 74. SAGENS BEHANDLING............................................................................................... 84.1 I STATSFORVALTNINGERNE..................................................................................................................... 84.1.1 ANMODNING OG INDLEDENDE MØDE................................................................................................ 84.1.2 YDERLIGERE OPLYSNING AF SAGEN............................................................................................... 104.1.3 SAGENS AFSLUTNING UDEN FORLIG–AFGØRELSE ELLER INDBRINGELSE FOR RETTEN................. 154.2 HOS DOMSTOLENE................................................................................................................................. 164.2.1 SAGEN MODTAGES FRA STATSFORVALTNINGERNE........................................................................ 164.2.2 FORÆLDRENES FORKLARINGER...................................................................................................... 164.2.3 YDERLIGERE BELYSNING AF SAGEN............................................................................................... 184.3 BELYSNING AF BARNETS PERSPEKTIV–FREMSKRIDT OG FORSLAG TIL FORBEDRINGER...................... 20

5. SAMTALER MED BARNET........................................................................................ 235.1 RAMMER FOR SAMTALEN....................................................................................................................... 235.1.1 HVEM AFHOLDER SAMTALEN......................................................................................................... 235.1.2 BISIDDERE....................................................................................................................................... 245.1.3. TID OG STED................................................................................................................................... 265.2 FORINDEN SAMTALEN–FORBEREDELSE............................................................................................... 275.3 LEDSAGELSE AF BARNET....................................................................................................................... 285.4 INTRODUKTION TIL SAMTALEN.............................................................................................................. 285.5 SAMTALENS INDHOLD OG FREMGANGSMÅDER..................................................................................... 295.6 DILEMMAER OG UDFORDRINGER........................................................................................................... 305.6.1 ILØBET AF SAMTALEN.................................................................................................................... 305.6.2 VIDEREFORMIDLING AF BARNETS PERSPEKTIV.............................................................................. 325.7 EFTERFØLGENDE FORMIDLING.............................................................................................................. 365.8 VURDERING AF BØRNENES OPLEVELSE................................................................................................. 385.9 VURDERING AF BØRNESAMTALEN OG FORSLAG TIL FORBEDRINGER.................................................... 40

6. BØRNENE............................................................................................................... 436.1 INDDRAGELSE OG MEDBESTEMMELSE................................................................................................... 436.2 RAMMER FOR SAMTALEN....................................................................................................................... 436.2.1 AT TALE MED EN VOKSEN UDEN FOR FAMILIEN.............................................................................. 436.2.2 TID OG STED.................................................................................................................................... 456.3 FORBEREDELSE PÅ SAMTALEN.............................................................................................................. 456.4 SAMTALEN............................................................................................................................................. 466.5. FORMIDLING AF AFGØRELSEN.............................................................................................................. 476.6 BØRNENES OPLEVELSER AF AT BLIVE INDDRAGET OG FÅ MEDBESTEMMELSE SAMT FORSLAG TILFORBEDRINGER............................................................................................................................................ 486.7 OM BØRNEGRUPPER............................................................................................................................... 50SAMLET OPSUMMERING................................................................................................ 52

Forældreansvarsloven, der trådte i kraft den 1. oktober 2007, indebærer et øget fokus på barnetsperspektiv i sager om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær. Det fremgår af loven, at bar-nets perspektiv skal belyses i alle sager uanset barnets alder. Fremgangsmåden kan være forskellig,og barnet kan inddrages mere eller mindre direkte. Samtidig med lovens vedtagelse blev det beslut-tet, at loven skal evalueres. Evalueringen, som Familiestyrelsen står for, er opdelt i forskellige dele,heriblandt nærværende undersøgelse, som er en kvalitativ belysning af den del af forældreansvars-loven, der angår statsforvaltningernes og retternes belysning af barnets perspektiv, navnlig spørgs-målet om inddragelse af barnet i form af en samtale. Undersøgelsen er baseret på interview medbørnesagkyndige og jurister i statsforvaltningerne, med dommere og med børn, hvis forældre leverhver for sig.Rapporten indledes med et afsnit om forældreansvarsloven med fokus på den del, der omhandlerbørneinddragelse, hvorefter der følger et afsnit om evalueringens data og metode. Analysen indle-des med en belysning af de forskellige måder, hvorpå børneperspektivet inddrages under sagensbehandling i henholdsvis statsforvaltningerne og retterne. Samtaler med barnet belyses efterfølgen-de, herunder deres forløb og indhold samt dilemmaer indeholdt i samtalen. Endelig følger børnenesegne erfaringer med og holdninger til, at deres perspektiv inddrages. En opsamling med anbefalin-ger til mulige forbedringer ved statsforvaltningernes og retternes belysning af barnets perspektivafslutter rapporten.2.

Ministeriet for Familie og Forbrugeranliggender nedsatte i marts 2005 Udvalget om forældremyn-dighed og samvær, der havde til opgave at overveje, om reglerne på forældremyndigheds- og sam-værsområdet var tidssvarende, og om de i tilstrækkelig grad sikrede varetagelsen af barnets interes-ser og behov. Overvejelser og forslag fra udvalget indgår i betænkningen ”Barnets perspektiv” (be-tænkning nr. 1475), som forældreansvarsloven tager udgangspunkt i.Dele af udvalgets kommissorium angår inddragelse af barnet og styrkelse af børneperspektivet iforældremyndigheds- og samværsspørgsmål. Udvalgets opgave har været at tage stilling til:hvordan kriteriet ”barnets bedste” kan tydeliggøres, når myndighederne træffer afgørelserhvordan høringsreglerne i lov om forældremyndighed og samvær kan tilpasses høringsreg-lerne i den sociale lovgivninghvordan samtaler med børn gennemføres bedst muligt, og hvordan oplysninger fra samtalenbehandles og videreformidles

De enkelte punkter gennemgås i det følgende.Inspireret af reglerne i de øvrige nordiske lande, særlig Sverige og Norge, samt ud fra artikel 3 iFN’s konvention om barnets rettigheder foreslog udvalget, at alle afgørelser efter loven skal træffesud fra, hvad der er bedst for barnet. Forældreansvarslovens § 4 er en implementering af dette for-slag. Det er således en overordnet bestemmelse i loven, at fokus skal være på barnets bedste.Høringsreglerne i den tidligere lovgivning indebar, at der i sager om forældremyndighed og samværskulle være samtaler med børn, der er fyldt 12 år, med mulighed for at afholde samtalen med yngrebørn afhængig af barnets modenhed og sagens karakter, jf. § 29 b i lov om forældremyndighed ogsamvær. Undtagelser herfra angår tilfælde, hvor samtalen må antages at være til skade for barnet,eller hvor samtalen er uden betydning for sagens afgørelse. Herudover skulle der i børnesager efterden sociale lovgivning som udgangspunkt altid afholdes en samtale med barnet inden sagens afgø-relse. Udvalget om forældremyndighed og samvær foreslog, at aldersgrænsen på 12 år ophæves.Dette kommer til udtryk i forældreansvarslovens § 5: ”I alle forhold vedrørende barnet skal der ta-ges hensyn til barnets egne synspunkter alt efter alder og modenhed.” Samtidig skal henvises tillovens § 34, der angår inddragelse af barnets perspektiv: ”Barnet skal inddrages under en sag omforældremyndighed, barnets bopæl eller samvær, så dets perspektiv og eventuelle synspunkter kankomme til udtryk. Dette kan ske ved samtaler med barnet, børnesagkyndige undersøgelser eller påanden måde, der belyser barnets perspektiv.Stk. 2.Forpligtelsen til at inddrage barnet direkte i sa-gen gælder ikke, hvis det må antages at være til skade for barnet, eller hvis det må anses for unød-vendigt efter sagens omstændigheder.” Dette er baseret på overvejelser om, at børn altid bør havemulighed for at komme til orde vedrørende forhold, der berører deres liv, jf. også artikel 12 i FN’skonvention om barnets rettigheder, samt at det afgørende for inddragelse ikke bør være barnets al-der og modenhed, men måden de inddrages på, herunder håndteringen af dilemmaer og udfordrin-ger ved denne inddragelse.Mens myndighederne er forpligtet til at inddrage barnet, er det frivilligt for barnet, om det vil delta-ge. Som nævnt i stk. 2, gælder forpligtelsen til at inddrage barnet dog heller ikke efter lovændringentilfælde, hvor det kan antages at være til skade for barnet, eller hvor det anses for unødvendigt, her-under at der opnås enighed mellem forældrene, at barnet for kort tid siden har været inddraget i ensag, og der ikke er grund til at formode, at barnet på ny har behov for at blive inddraget og udtrykkesine synspunkter, eller at sagen angår spørgsmål, der har karakter af rene petitesser. Udvalget påpe-5

ger i denne forbindelse, at det i sager vedrørende yngre børn op til 7 år ofte vil være vanskeligt at fåbarnets synspunkter frem ved en egentlig samtale, hvorfor barnets perspektiv i sådanne tilfælde oftemå søges tilvejebragt på anden måde.Udvalget giver endvidere anbefalinger til, hvordan samtaler med børn bedst muligt gennemføres, oghvordan oplysninger fra samtalen behandles og videreformidles. Blandt anbefalingerne er, at samta-ler som udgangspunkt bør forestås eller have medvirken af kvalificerede og erfarne sagkyndige, derhar viden om og indsigt i børns udvikling og behov, samt at der fokuseres på de institutionellerammer, tid og ressourcer – alt ud fra overvejelser om, at barnets konfliktsituation ikke må forvær-res via samtalen, og at der bør sikres mulighed for at skabe en god kontakt og et tillidsforhold tilbarnet. På tidspunktet for udvalgets arbejde var der i retterne meget spredt praksis med hensyn til atinddrage en børnesagkyndig i samtaler med børn. Da lovændringen indebærer, at dommere vil skul-le tale med yngre børn end tidligere, foreslår udvalget en hjemmel til, at dommeren kan anmode enbørnesagkyndig om at deltage i samtaler med børn. Dette førte til indførelse af § 450 c i retsplejelo-ven: ”Samtaler med børn efter forældremyndighedsloven afholdes, uden at parterne er til stede,medmindre retten bestemmer andet. Retten kan anmode en børnesagkyndig om at deltage i samtaleneller om at afholde samtalen alene. Inden sagen afgøres, skal parterne gøres bekendt med hovedind-holdet af samtalen, medmindre afgørende hensyn til barnet taler imod det.”Den del af udvalgets kommissorium, der angår yderligere styrkelse af børneperspektivet i foræl-dremyndigheds- og samværsspørgsmål, herunder ved inddragelse af børnesagkyndig rådgivning afbåde børn og forældre så tidligt som muligt i forløbet, er særlig møntet på domstolene, da udvalgetpå baggrund af reformen på det familieretlige område lægger til grund, at børnesagkyndige forligs-bestræbelser i vidt omfang foregår i statsforvaltningerne. Udvalget foreslår, at der som et led i ret-tens forligsbestræbelser skabes mulighed for, at dommeren kan udpege en børnesagkyndig til atdeltage i forberedende retsmøder, medmindre forældrene modsætter sig dette. På denne baggrundindførtes § 450 a i retsplejeloven: ”Retten kan i sager om forældremyndighed eller barnets bopæleller for at kunne afgøre et spørgsmål om samvær og anden kontakt, jf. § 448, nr. 2 og 3, udpege enbørnesagkyndig til at deltage i forberedende møder. Retten kan med henblik på at opnå forlig an-mode den børnesagkyndige om at afholde en samtale med parterne eller barnet samt om at indhenteoplysninger, medmindre en part modsætter sig dette.”Til spørgsmålet om, hvorvidt børn skal tillægges en mere selvstændig rolle, foreslår udvalget enstyrkelse af barnets retsstilling i form af retten til at henvende sig til myndighederne, og at myndig-hederne på denne baggrund har pligt til at indkalde barnets forældre og/eller barnet til et møde omde forhold, som barnet ønsker hjælp til. Forældreansvarsloven § 35 er baseret på dette forslag: ”Etbarn, der er fyldt 10 år, kan anmode statsforvaltningen om at indkalde forældrene til et møde omforældremyndigheden, barnets bopæl eller samvær.”

Denne evaluering er kvalitativ, idet den er baseret på interview med henholdsvis medarbejdere istatsforvaltningerne og ved domstolene og med børn.Fra statsforvaltningerne er der interviewet seks jurister og fem børnesagkyndige fra de fem regio-ner, som forvaltningerne er inddelt i (Hovedstaden, Sjælland, Syddanmark, Midtjylland og Nordjyl-land). Desuden er der foretaget interview med 16 dommere fra 11 retter landet over. For at opnå envis spredning er der udvalgt retter fra hver af de regionale statsforvaltninger. De udvalgte er retten iHelsingør, Københavns Byret, retten i Glostrup, Roskilde, Næstved, Odense, Sønderborg, Århus,Viborg, Aalborg og Hjørring. Interviewpersonerne er valgt ud fra deres erfaring med børneinddra-gelse i sager om forældremyndighed, bopæl eller samvær. Varigheden af interviewene har varieretmellem ½ til 1½ time.Herudover er der foretaget interview med 15 børn i alderen 9 til 15 år. I alle tilfælde har interviewe-ne fundet sted efter samtykke fra en af barnets forældre. Udvælgelsen af børnene er sket dels viastatsforvaltningernes børnegrupper og dels via børnenes deltagelse i en samtale i statsforvaltningen.Adgangen via børnegrupper blev valgt ud fra en antagelse om, at børnene ville være mere tryggeved at blive interviewet sammen i et kendt forum og dermed være mere åbne og snakkesalige. Derer interviewet 11 børn fra to børnegrupper. Interviewene har fundet sted på statsforvaltningerne tilet børnegruppemøde og er foretaget som gruppeinterview med to til fire børn ad gangen. Godt halv-delen af børnene havde selv deltaget i en samtale i statsforvaltningen, og alle børn deltog engagereti de øvrige spørgsmål om børneinddragelse relateret til forældreansvarsloven. Disse interview vare-de knap en time.Da ikke alle de børn, der har deltaget i interview via børnegrupper, har været til en samtale i stats-forvaltningen eller i retten, har det endvidere været ønsket at gennemføre interview med børn, somhar deltaget i en sådan samtale inden for det seneste år. Flere statsforvaltninger har været behjælpe-lige med at skabe kontakten til disse børn. Der er blevet sendt brev ud til forældre til 90 børn medanmodning om interview, hvilket dog alene har resulteret i fire interview. At så få har ønsket at del-tage, skal formodentlig ses i sammenhæng med den situation, familien befinder sig i. De fire inter-view er foretaget som enkeltpersoninterview og er afholdt i Justitsministeriet eller i barnets hjem.Stedet er valgt ud fra forældrenes og børnenes ønske. Interviewenes varede 20-30 minutter.Alle 42 interviewpersoner er lovet anonymitet, og for børnenes vedkommende er frivilligheden iforhold til at besvare spørgsmål desuden understreget flere gange i løbet af interviewet.

En kvalitativ evaluering som denne, der alene omfatter et mindre udsnit af de mulige respondenter,vil ikke være repræsentativ. Det forhold, at der er foretaget interview med medarbejdere landetover, gør dog, at et relativt bredt erfaringsgrundlag belyses i undersøgelsen. De børn, der har stilletop til enkeltpersoninterview, er formodentlig et skævt udsnit af alle de børn, der er blevet bedt omat deltage. Det er nok primært de mere ressourcestærke børn, der ikke har oplevet de mest belasten-de forløb. Denne selektion har dog ikke fundet sted ved interview med børn i børnegrupperne, somderfor afspejler et noget mere bredt udsnit af forløb.Der skal her rettes en tak til Domstolsstyrelsen, som har været behjælpelig med at skabe kontakt tilde udvalgte retter, samt til de statsforvaltninger, der har faciliteret brevudsendelsen med anmodningom interview med børn. Yderligere skal der rettes en stor tak til alle de interviewede, ikke mindstbørnene.4.

Som det er fremgået, er det et grundlæggende princip i forældreansvarsloven, at barnets perspektivskal inddrages i sager om forældremyndighed, bopæl og samvær, samt at dette kan ske på forskelligvis i løbet af sagens behandling. Dette vil blive belyst i det følgende.Indledningsvis kan det bemærkes, at kommunalreformen på det familieretlige område indebar, atalle sager vedrørende separation, skilsmisse og forældremyndighed fra 1. januar 2007 opstartes istatsforvaltningerne. Det er således ikke længere muligt at anlægge disse sager direkte ved domsto-lene. I relation til sagens behandling har statsforvaltningerne afgørelseskompetence i samværssager,jf. forældreansvarsloven § 38, mens denne kompetence ligger hos domstolene i sager om forældre-myndighed og bopæl. Statsforvaltningerne kan dog træffe midlertidige afgørelser i sidstnævnte sa-ger, jf. forældreansvarsloven § 26, stk. 1, og indbringes en sag om forældremyndighed eller om bar-nets bopæl for retten efter forældreansvarsloven § 40, kan begge forældre anmode om, at ogsåspørgsmål om samvær og anden kontakt afgøres under retssagen, jf. § 38, stk. 3. Statsforvaltningenkan således ikke træffe afgørelse om samvær, hvis samværet ønskes afgjort under rettens behand-ling af en sag om forældremyndighed eller barnets bopæl.

Er derpå forhånd enighedom barnets bopæl eller samvær, eller angår uenigheden detaljer i relationtil samværets omfang og udøvelse, skal statsforvaltningerne ikke inddrages i aftalen. En sag omforældremyndighed skal under alle omstændigheder anmeldes eller godkendes af statsforvaltningen.Er derikke enighed på forhåndmellem forældrene i forhold til forældremyndighed, barnets bopæleller samvær indkaldes forældrene til et vejledningsmøde, jf. forældreansvarsloven § 31, stk. 2. Isærlige tilfælde kan et sådant møde udelades – fx hvis forældrene på forhånd har anmodet om kon-fliktmægling – eller der kan afholdes separate møder med forældrene. Som hovedregel indkaldesdog til et møde med begge forældre, hvor formålet er at finde løsninger om barnets fremtid, som ertil barnets bedste. Disse møder kan afholdes som etvejledningsmøde,hvor der er en juridisk sags-behandler til stede, eller som ettværfagligt møde,hvor også en børnesagkyndig deltager. Af Fami-liestyrelsens vejledning om samvær fremgår det, at tværfaglige møder kan være særligt relevante,hvis der er et højt konfliktniveau mellem forældrene, og der samtidig er tale om særlige forhold, fxforældre med psykisk sygdom, misbrug eller store sociale belastninger, børn med problemer, foræl-dre med små børn eller forældre med store børn, hvor en børnesamtale kunne blive en vigtig del afafgørelsesgrundlaget.Interviewpersonerne beretter, at muligheden for at indlede med et tværfagligt møde i praksis afhæn-ger af sagens karakter, herunder om sagen er karakteriseret ved at være ”evigt verserende”, ved atangå meget små børn eller familier med særlige problemer, herunder misbrug, vold og psykisk syg-do. Også i tilfælde, hvor det vurderes, at der skal indkaldes til en samtale med barnet, tilstræbes deti visse af statsforvaltningerne at indlede med et tværfagligt møde.Ifølge informanterne er muligheden for at indlede med et tværfagligt møde flere steder begrænset pågrund af mangel på ressourcer, således at der ud fra ovennævnte kriterier sker en prioritering. I rela-tion til det økonomiske aspekt påpeges det, at”sager kan også blive dyrere af ikke at starte ordent-ligt ud.”Der er blandt interviewpersonerne et udtalt ønske om at kunne indlede flere sager med et tværfag-ligt møde. Dette skyldes opfattelsen af, at der opnås flere forlig, når der både er en børnesagkyndigog en jurist til stede, at de indgåede aftaler kan have en større holdbarhed, og at det er hensigtsmæs-sigt i tilfælde, hvor der efterfølgende er en samtale med barnet:”Det allerbedste udgangspunkt for samtalen er, hvis den børnesagkyndige harværet med til et tværfagligt møde, så forældrene har mødt den børnesagkyndige.Det skaber en større tillid hos forældrene til, hvad der foregår ved samtalen. Detberoliger forældrene, og giver en større chance for, at de efterfølgende vil lytte.”

Bliver forældrenepå det indledende møde enigeom forældremyndighed, barnets bopæl og/ellersamvær, afsluttes sagen. Statsforvaltningerne kan dog foreslå, at barnet inddrages, hvis det findesrelevant, men ifølge interviewpersonerne sker dette ikke i praksis. Barnets perspektiv belyses såle-des alene via forældrene i sådanne sager. Den bagvedliggende antagelse er, at forældrene er nær-mest til at vurdere, hvad der er bedst for deres barn, og at en aftale mellem forældrene derfor afspej-ler dette. Desuden skal barnet ikke inddrages for enhver pris. Tilsvarende fremgår af betænkningen”Barnets perspektiv” og Familiestyrelsens vejledninger om samvær og om forældremyndighed ogbarnets bopæl.Forældrenes kendskab til deres børn betyder, at disses oplysninger i det hele taget betragtes somvæsentlige for at oplyse barnets perspektiv.Bliver forældrenepå det indledende møde ikke enige,skal statsforvaltningen vurdere, om sagen skaloplyses yderligere.

4.1.2 Yderligere oplysning af sagenDet bemærkes, at ved sager om bopæl og forældremyndighed skal statsforvaltningerne prioritere desager, hvor der er forligspotentiale, mens sager uden udsigt til forlig hurtigt skal afsluttes, så de kanbringes for retten, jf. Familiestyrelsens vejledning om forældremyndighed og barnets bopæl. Detteses også i praksis, hvor informanterne fortæller, at de ”koncentrererressourcerne ved de sager,hvor der er noget at gøre – og ikke de håbløse sager.”At der ikke foretages yderligere i sager udenforligspotentiale, fx fordi den ene part ikke møder op til indkaldte vejledningsmøder, skyldes ogsået hensyn til barnet:”Vi har ikke beslutningskompetencer ved sager om forældremyndighed og bopæl,kun de midlertidige afgørelser. Vi kan prøve at forlige parterne, så de kan undgåen retssag, og hvis de ikke bliver enige på det indledende møde, så kan de tilbydeskonfliktmægling eller børnesagkyndig rådgivning. Vi kan også høre barnet, menher er vi lidt tilbageholdende, for hvis ikke forældrene retter sig efter det, der bli-ver sagt, så kan dommeren ligeså godt tage den samtale. Ellers er det at foregøglebarnet noget. Det kan også være, at der mangler noget i den samtale, som dom-meren skal bruge, og så risikerer vi, at barnet skal høres igen. […] Vi undersøgeri udgangspunktet ikke sagen til bunds, da vi kun har den vejledende forpligtelse.”Ud over forældrenes oplysninger ved det indledende møde kan barnets perspektiv belyses på for-skellig vis, herunder ved at indhente oplysninger fra skolen, andre institutioner eller socialforvalt-ningen, via deltagelse i en samtale eller en børnesagkyndig undersøgelse. Alle interviewpersonerfortæller, at det ikke er muligt at oplyse en fast fremgangsmåde med hensyn til, hvordan barnets

perspektiv yderligere belyses i sagen, da alle sager er individuelle og bliver behandlet som sådan. Idet følgende gennemgås typiske kriterier for valg af de forskellige måder til yderligere at belysebarnets perspektiv.Ifølge informanterne vælges det atindhente oplysninger fra institutioner, socialforvaltningen m.v.itilfælde, hvor særlige forhold gør sig gældende, herunder at der er problematiske forhold ved børneller forældre, såsom sygdom eller misbrug, at der er en sag i kommunen, at forældrenes oplysnin-ger om barnet ikke stemmer overens, eller i nogle tilfælde, hvor barnet indkaldes til en samtale.Desuden vælges det at indhente oplysninger fra institutioner m.v. i sager, hvor der efter en samtalemed barnet fortsat er tvivl om sagens afgørelse. Disse oplysninger betragtes generelt som megetbrugbare, men der peges også på, at skoler og andre institutioner ikke ønsker at blive inddraget ikonflikten og derfor ofte afgiver meget neutrale svar med angivelse af et godt samarbejde med beg-ge forældre. Det generelle indtryk er, at der indhentes flere oplysninger nu end før forældreansvars-loven. Desuden påpeges, at de indhentede oplysninger fra institutioner m.v. generelt ikke kan ståalene som grundlag for en afgørelse.I vurderingen af, om der skal gennemføres ensamtale med barnet,skal der ifølge Familiestyrelsensvejledning om samvær lægges vægt på:Barnets alderBarnets modenhedOm barnet er i stand til at udtrykke sine egne synspunkter om samværetHvad sagen handler omHvor indgribende afgørelsen vil væreOm barnet vil kunne forstå og overskue konsekvenserne af at give sin mening til kendeOm samtalen vil kunne afholdes af en person, som barnet allerede kender og har tillid til,f.eks. en børnesagkyndig, som har deltaget i et rådgivningsforløb med barnet, en skolepsy-kolog e.l.Forældrenes konfliktniveauOm barnet bliver involveret direkte i forældrenes konflikt

Med hensyn til barnets alder og modenhed er der som tidligere nævnt ikke en egentlig aldersgrænsei forældreansvarsloven, men samtidig er det påpeget, at det vil være vanskeligt at få synspunkterfrem i samtaler med børn under 7 år. De øvrige kriterier skal ses i sammenhæng med det tidligereanførte i afsnittet om børneinddragelse i forældreansvarsloven, herunder at barnet ikke skal inddra-ges direkte, hvis det må antages at være til skade for barnet, eller hvis det må anses for unødvendigtefter sagens omstændigheder. Blandt tilfælde, hvor det kan være til skade for barnet, hører et højtkonfliktniveau mellem forældrene, idet en samtale her kan bringe barnet i en yderligere loyalitets-konflikt, hvorfor mere hensigtsmæssige måder til at belyse barnets perspektiv bør overvejes, jf. Fa-11

miliestyrelsens vejledning om samvær. Blandt situationer, hvor det betragtes unødvendigt, hørersom nævnt indledningsvis, at I) der opnås enighed blandt forældrene, II) barnet for kort forinden harværet inddraget i en tidligere sag, og der ikke er grund til at formode, at barnet på ny har behov forat blive inddraget og udtrykke sine synspunkter, og III) at sagen angår ”rene petitesser”, såsom af-hentningssted. Vedrørende sidstnævnte peges på, at dette ikke alene skal betragtes fra et voksentperspektiv, men at der også skal tages hensyn til barnets retsstilling og ”interesse i at komme tilorde”, jf. Udvalget om forældremyndighed og samvær og Familiestyrelsens vejledning om samvær.I praksis nævnes også her den individuelle sagsbehandling:”Nogle gange er det at skåne barnet ikke at tage det ind, andre gange er det godt,at det kommer ind og siger sin mening. Det er en individuel vurdering. Det fore-går ikke bare per automatik, men ud fra grundige drøftelser.”Det er derfor ikke muligt at give en fast opskrift på, hvornår barnet indkaldes til en samtale, men idet følgende gennemgås kriterier, der generelt indgår i vurderingen heraf.Alderskriteriet er i praksis omkring syv års alderen, dog kan det variere noget. Ifølge interviewper-sonerne inddrages også yngre børn gennem en samtale, typisk søskende. Modsat tages der ogsåhensyn til, hvor modent barnet er, eller om der er særlige forhold ved barnet, fx ADHD, som kanbetyde, at ældre børn ikke inddrages via en samtale. Der er ikke en entydig holdning blandt medar-bejderne i statsforvaltningerne til værdien af at inddrage de helt små børn. Der peges på, at dissebørn kan have svært ved at overskue sagens indhold, at de ikke har en egen holdning, og der derforsamlet set kan være et begrænset udbytte af en samtale. Andre er ikke så betænkelige ved at inddra-ge de små børn og ser det som uproblematisk og værdifuldt. Sagsindholdet er også af betydning iforhold til alderskriteriet. Det fortælles, at små børn ikke indkaldes til en samtale, hvis sagen angåret forhold, som de ikke kan forventes at have en mening om, eller hvor de antageligvis ikke vil kun-ne overskue konsekvenserne af deres udtalelser.Flere informanter i statsforvaltningerne fortæller, at en samtale med barnet undlades, hvis konflikt-niveauet mellem forældrene er for højt. Her henvises til, at det i disse situationer er”usikkert, ombarnet har frihed til at sige det, det allerhelst vil”,samt til overvejelser om at skåne barnet for atkomme i en alvorlig klemme, altså en vurdering af, om samtalen”kun vil gøre ondt værre.”Detpåpeges desuden, at kriteriet ”til skade for barnet” ikke skal forstås bredt:”Det er meget svært at komme af sted med ikke at høre barnet, hvis det er fyldt 7år og forældrene er uenige. Der kan man godt sidde i det dilemma, at lige præcisdet her barn, har man faktisk ikke lyst til at inddrage i sagen, for det er helt tyde-12

ligt på forældrenes oplysninger, at barnet er i klemme, men der kan vi ikke sno osudenom. Så skal vi være helt derhenne, hvor vi kan argumentere for, at det kanvære til skade for barnet.”Af andre grunde til at undlade at inddrage barnet via en samtale nævnes risikoen for, at barnet gen-tagne gange inddrages. Det angår sager, der vurderes til at ende i retten, og de ”evigt verserende”sager, dvs. sager, der afsluttes, men opstår igen. Sidstnævnte sager er der ifølge informanterne endel af, og her er holdningen, at børnene ikke skal inddrages unødigt, hvilket i praksis betyder, at detforsøges undgået, at børn inddrages mere end én gang om året. Det påpeges, at det kan være bådegodt og dårligt for børnene at deltage i mere end én samtale:”Nogle gange er det godt for børnene at få lov til at sige, hvad de gerne vil i deher sager, andre gange er det noget skidt. Børnene kan tænke ”er der ingen, derhører efter”, og det kan meget vel gå ud over tilliden til de voksne.”Det opleves som svært, at afvise de sager, der går igen:”Der er nogle forældre – uanset hvad vi prøver med konfliktmægling, rådgivningm.v. – så fortsætter de. Og vi kan heller ikke tage våbnene fra dem. Vi har givetdem et system, der gør, at de kan komme igen og igen og igen.””IP1: Ligesom ved samvær bør der være en afvisningsbestemmelse ved bopæl ogforældremyndighed for at skabe ro for børnene. Det er helt grotesk, at de kankomme med de bopælssager igen og igen. Der bør være en stopper for, hvor man-ge gange man kan søge på samme grundlag.IP2: Ja, og med hensyn til samvær så udhuler princippet om barnets bedste afvis-ningsbestemmelsen.”Der henvises her til forældreansvarslovens § 39, som siger, at en anmodning om ændring af samværeller anden kontakt kan afvises, hvis forholdene ikke har ændret sig væsentligt, samt til det over-ordnede princip om, at der altid skal tages hensyn til barnets bedste. Det fortælles, at samtalen giveret ”her og nu billede”, hvorfor barnets bedste ikke kan vurderes i længere perioder ad gangen påbaggrund af en samtale.Handler sagen om petitesser, fx at en samværsordning udvides med en dag, undlades også en direk-te inddragelse af børnene.

Det opfattes endvidere som unødvendigt at inddrage barnet, hvis sagens udfald er meget klar påbaggrund af forældrenes oplysninger, fx ved krænkende adfærd i familien. Barnets udsagn vil næp-pe have indflydelse i sådanne tilfælde.Ifølge informanterne er det typisk i samværssager, statsforvaltningerne hører børnene. Sager ombopæl og forældremyndighed belyser statsforvaltningerne alene ved forældrenes forklaringer, hvissagen da ikke vurderes at have forligspotentiale. En samtale med barnet kan således også forekom-me i bopælssager, når det vurderes, at forældrene vil følge det, barnet siger, og sagen derfor ikkeskal videre til retten, eller i tilfælde, hvor der skal træffes en midlertidig afgørelse. Men det skersjældent i forældremyndighedssager:”Vi hører ikke børnene, hvis det handler om fælles forældremyndighed. Det er enteknisk juridisk ting, hvad skulle barnet mene om det?”Enbørnesagkyndig undersøgelse,jf. forældreansvarslovens § 33, stk. 1, kan ifølge Familiestyrel-sens vejledning om børnesagkyndige undersøgelser være hensigtsmæssig at gennemføre i eksem-pelvis sager:hvor barnet befinder sig i en udsat situation på grund af psykiske, fysiske eller sociale be-lastninger.om samvær, hvor samværet er eller kan blive meget konfliktfyldt på grund af forældrenesindbyrdes forhold.hvor der er alvorlige problemer hos den ene forælder eller begge forældre, fx psykiske pro-blemer, vold i familien og anden grænseoverskridende adfærd, kriminalitet, misbrug, andresociale belastninger samt nedsat forældreevne.hvor der er tale om lang tids adskillelse mellem barnet og samværsforælderen.hvor der er påstand om, at den ene forælder (i samværssager: samværsforælderen) har ud-øvet vold over for barnet, bopælsforælderen eller et andet medlem af den husstand, hvorbarnet dagligt opholder sig.hvor der er påstand om grænseoverskridende handlinger.hvor der i øvrigt er væsentlige samarbejdsproblemer mellem forældrene.

ne, herunder misbrug, påstande om krænkende adfærd, psykisk sygdom eller et enormt højt kon-fliktniveau. Enkelte beretter, at disse undersøgelser bruges i stigende grad, også eksempelvis i til-fælde, hvor sagen efter forældrenes forklaringer og barnets egen meningstilkendegivelse ved ensamtale fortsat er uklar. En informant peger på, at i tilfælde, hvor der er alvorlige problemer hos eneller begge forældre, kunne det i nogle tilfælde være tilstrækkeligt med en personundersøgelse afforælderen/forældrene, hvilket kunne give et dybere indblik i forældreevnen uden at inddrage bar-net. Enkelte beretter desuden om muligheder for at lave observerede samvær som en måde at belysebarnets perspektiv på. Det er en mindre omstændelig måde end en børnesagkyndig undersøgelse.

4.1.3 Sagens afslutning uden forlig – afgørelse eller indbringelse for rettenFører forligsbestræbelserne i statsforvaltningerne ikke til enighed blandt forældrene, kan statsfor-valtningerne træffe afgørelse i sager om samvær. For så vidt angår sager om forældremyndighed ogbarnets bopæl, kan disse indbringes for retten. Statsforvaltningen kan indbringe sagen for retten,hvis forældrene anmoder herom inden fire uger efter sagens afslutning i statsforvaltningen, jf. for-ældreansvarsloven § 40. For at sagen kan indbringes for retten, kræver det, at parterne har modtagetvejledning på et møde i statsforvaltningen, eller at den ene part har deltaget i møde i statsforvaltnin-gen, mens anden part er udeblevet trods to indkaldelser, jf. forældreansvarsloven § 40, stk. 2.Når en sag indbringes for retten, skal statsforvaltningen ifølge Familiestyrelsens vejledning om for-ældremyndighed og barnets bopæl meddele retten, efter hvilken bestemmelse sagen indbringes(forældremyndighed, bopæl eller samvær), oplyse navn og adresser på parterne samt disses børn,oplyse om fri proces og advokater, om antallet (og ikke indholdet) af forligsmæssige tiltag, såsomvejledningsmøder samt medsende eventuelle indhentede erklæringer eller udtalelser, herunder:Dokumentation for, hvem der har forældremyndighedenNotat om samtale med barnetBørnesagkyndig erklæring eller undersøgelseUdtalelser fra institution, skole, kommune og andre relevante myndighederAfgørelser eller aftaler om forældremyndighed og/eller barnets bopæl, herunder midlertidigeafgørelserAfgørelser eller aftaler om samvær, herunder midlertidige afgørelser

4.2.1 Sagen modtages fra statsforvaltningerneBlandt dommerne gives der meget entydigt udtryk for, at sagerne generelt er meget lidt oplyste, nårde modtages fra statsforvaltningerne. En væsentlig årsag til dette er antagelig, at statsforvaltninger-ne hurtigt afslutter sagen, når den vurderes at ende i retten:”Så der er ikke mange bilag i den typiske forældreansvarssag. Ikke fordi de[statsforvaltningerne] ikke er samarbejdsvillige eller lignende. Jeg tænker, at dettypisk er sådan, at statsforvaltningerne tænker, at denne sag kan vi ikke kommevidere med, fordi konfliktniveauet er højt, så slutter de sagen, og så kan den enepart indbringe den for retten.”Der er dog samtidig en opfattelse af, at i sager, hvor barnets perspektiv er belyst yderligere i stats-forvaltningerne, sendes de relevante dokumenter ikke i alle tilfælde med. Det fortælles, at det er”medarbejderafhængigt, fx hvem der sender referat fra børnesamtale med. Nogle gange finder viførst ud af, at der har været en samtale, når vi taler med forældrene eller barnet.”Desuden fremgårdet ifølge flere af dommerne ikke altid, efter hvilken bestemmelse sagen indbringes. Det påpeges, atder således i nogle situationer er tale om”dobbeltarbejde, vi chikanerer skolerne med at indhenteudtalelser og børnene med samtaler,”samt at det hos forældrene og advokaterne kan virke uforstå-eligt og skabe frustration, at oplysningerne ikke videregives i alle tilfælde. I flere tilfælde fås oplys-ningerne fra advokaterne. Der er dog også en opfattelse af, at sagerne er bedre oplyst nu end vedtiden for forældreansvarslovens ikrafttræden, hvor statsforvaltningerne på samme tid var præget afomstillingsprocesserne ved kommunalreformen i 2007. Der er blandt dommerne et generelt ønskeom, at sagerne fortsat er bedre oplyst, når de modtages fra statsforvaltningerne.

4.2.2 Forældrenes forklaringerNogle dommere fortæller, at der i enkelte sager sker retsmægling, men at sagerne hyppigst føressom egentlige retssager. Her indledes ofte med et telefonmøde med parternes advokater. På dettemøde afklares, hvad konflikten drejer sig om, og samtidig berammes mødet eller møderne, hvorforældrenes forklaringer høres (der kan være op til flere forberedende møder inden hovedforhand-lingen), samt en eventuel samtale med barnet. Samtalen med barnet berammes typisk kort efter detførste møde med forældrene, nogle steder senere samme dag, andre i løbet af godt en uge, og andresteder igen bevirker berammelsestiderne, at der går længere tid. Nogle retter har tidligere haft en

praksis med at beramme samtalen med barnet i direkte forlængelse af mødet med forældrene, mengrundet dårlige erfaringer med, at børnene kommer til at sidde og vente, er dette ændret.En af hensigterne med at lade alle sager starte i statsforvaltningen var, at de fleste og mest omfat-tende forligsbestræbelser, herunder de forskellige måder at oplyse sagen på, hovedsageligt skullefinde sted i statsforvaltningens regi. Opfattelsen af, hvorvidt sagerne har forligspotentiale, eller omdisse muligheder er udtømte, når sagen indstilles til retten, er meget forskellig blandt dommerne.Dette betyder samtidig, at fremgangsmåden i sagsbehandlingen varierer alt efter, hvor meget vægtder lægges på forligsbestræbelser i løbet af sagsbehandlingen. Muligheden for, at en børnesagkyn-dig kan deltage ved møderne, jf. retsplejeloven § 450 a, er der derfor ingen entydig holdning til:”Vi har mulighed for at have børnesagkyndig med ved hovedforhandlingen, mendet bruges stort set ikke. Sådan foregår det i statsforvaltningen, så forligsmulig-heden er prøvet der.”Andre mener, at sagerne har forligspotentiale, men at ressourcerne ikke er til forligsbestræbelser iretterne:”De sager – hvor vi kan se, at den ene part ikke mødte op i statsforvaltningen – defår jo sådan set en førstebehandling ved domstolene. Her ville vi gerne lave enforligsmæssig sagsbehandling fra start af med et møde med også en børnesagkyn-dig, men det har vi ikke kapacitet til at få op at stå.”Andre igen vælger meget konsekvent at starte med at få en børnesagkyndig med på et forberedendemøde:”Vi starter op med et forberedende møde, hvor den børnesagkyndige også delta-ger, på nær i de sager hvor det ikke har et formål, fx hvor mor har boet på krise-center i flere år og far dømt for vold. Vi har en høj forligsprocent ved de møder,også de svære sager, dem der fremstår som håbløse.”Bliver forældrene forligt inden en samtale med barnet, inddrages barnet ikke. Et par af dommerneberetter, at det diskuteres i retten, hvorvidt barnet burde indkaldes i tilfælde af, at barnet ikke erenigt i forældrenes forligsaftale, og der henvises i den forbindelse til barnets retssikkerhed:”Det er et dilemma, at hvis forældrene opnår forlig, så høres børnenes stemmeikke. Jeg synes, det er et retssikkerhedsmæssigt problem over for børnene.”

4.2.3 Yderligere belysning af sagenSelv om sagerne ikke kører efter en fast skabelon, tages der som oftest stilling til, hvordan sagenyderligere skal belyses, når forældrene har afgivet deres forklaringer. Flere peger på, at officialmak-simen her er gældende, hvilket betyder, at myndigheden (her dommeren) har ansvaret for, at sagener tilstrækkelig oplyst, før der træffes afgørelse. Også af denne årsag gøres der meget ud af at oply-se sagerne.Praksis vedrørende indhentning afudtalelser fra institutioner m.v.er noget varierende. Som tidlige-re nævnt er det ifølge dommerne sjældent, at disse oplysninger følger med fra statsforvaltningerne,og de indhentes derfor af dommerne selv, eller fås af parternes advokater. Mange fortæller, at derret konsekvent indhentes oplysninger, så snart sagen modtages:”Vi gør det [indhenter oplysninger fra institutioner m.v.] i alle tilfælde, for atspeede sagerne lidt op. Tidligere hørte vi først forældrenes forklaringer ved rets-mødet, og derefter tog vi stilling til, hvad der skulle ske, men det har vist sig, at vinæsten altid har behov for at indhente oplysninger. Så nu skriver vi fra start af, såde ligger klar ved retsmødet.”Ifølge de dommere, der fortæller, at der som udgangspunkt altid indhentes oplysninger fra instituti-oner m.v., gøres dette dog ikke, hvis sagen er meget klar. Der kan også indhentes oplysninger på etsenere tidspunkt end ved sagens begyndelse, fx foranlediget af oplysninger fremkommet på mødetmed forældrene. Enkelte dommere beretter modsat om en praksis, hvor der langt fra altid indhentesoplysninger fra institutioner m.v., men at dette alene sker på baggrund af forældrenes oplysninger.I vurderingen af, ombarnet skal inddrages via en samtale,er det særligt alder og modenhed, dertages i betragtning. Ifølge interviewpersonerne er det hovedreglen, at børn fra skolealderen inddra-ges via en samtale. Desuden fortælles, at der afholdes samtaler med barnet, selv om forældrene gi-ver udtryk for, at barnet trives, og forældrene er enige om, at det ikke er nødvendigt at inddragebarnet via en samtale. Det vægtes således at få barnets egen mening frem.Også blandt dommerne er der forskellige holdninger til hensigtsmæssigheden og værdien af at ind-drage de helt små børn. Det er dog et fåtal, der er betænkelige herved.Det fortælles, at en samtale med barnet undlades, hvis det vurderes at være åbenbart overflødigt ogikke vil tilføje sagen noget. Som eksempel nævnes ophævelse af forældremyndighed i de tilfælde,hvor barnet i forvejen kun bor hos den ene part.En anden mulig grund til at undlade at indkalde børnene til en samtale er, at der for nyligt har væretafholdt en sådan samtale. Nogle fortæller, at hvis der i statsforvaltningen er afholdt en samtale med18

barnet inden for det seneste halve år, undlades en samtale i retten. Der gives her udtryk for, at dennesituation ikke forekommer ofte, men når den gør, er der en noget forskellig holdning til, om det alli-gevel vælges at inddrage barnet til en samtale i retten. Tidsperspektivet og samtalens genstand – detforhold at samtalen i statsforvaltningen kan have haft et andet fokus – vil ifølge flere betyde, at ensamtale også vil blive holdt i retten. Enkelte dommere peger på, at det i nogle tilfælde vil være unø-digt og belastende for barnet:”Min oplevelse er, at børnene er glade for at blive hørt. Min oplevelse er også, atde nogle gange føler, at de er blevet overhørt – hvis de har været til samtale hosstatsforvaltningen og kort efter kommer hos os, da vi har kort berammelsestid påde her sager. Løsningen må være, at vi altid skal have referatet fra statsforvalt-ningen.”Med hensyn til problemet med at inddrage barnet gentagne gange peger et par af dommerne – i lig-hed med informanterne fra statsforvaltningerne – på, at der umiddelbart efter en afgørelse kan an-lægges en ny sag. Informanterne finder det hensigtsmæssigt at indføre en spærreregel eller karenstidpå et halvt til et helt år med henblik på at skåne børnene i de evigt verserende sager.Forældrenes konfliktniveau synes ikke at spille ind på, om en samtale med barnet afholdes eller ej,men kan influere på, om der deltager en børnesagkyndig ved samtalen, jf. det senere.Generelt gives der udtryk for, at der – med undtagelse af små børn – stort set altid indkaldes til ensamtale:”Jeg ville gerne, at man kunne se lidt mere nuanceret på det. At man kunne und-lade det, hvis der er tale om en teknikalitet. Jeg ved godt, at man kan undlade det,men praksis i dag er, at barnet som altovervejende hovedregel skal tilbydes ensamtale.”

På samme måde som hos statsforvaltningerne afholdes der ikke samtaler, hvis det vurderes, at derskal være enbørnesagkyndig undersøgelse.Også i retterne fortæller enkelte om en mellemløsning –en observationsrapport – som består i et par besøg i hjemmet af en børnesagkyndig med det formål,at”gå det lille spadestik dybere, frem for at lave en hel børnesagkyndig undersøgelse, der kan være’overkill.’”Flere informanter peger netop på, at en børnesagkyndig undersøgelse er stor og ressour-cekrævende, og at den anses for at være unødvendig i en stor del af sagerne. Blandt eksempler påsager, hvor en sådan undersøgelse vurderes relevant, nævnes sager med særlige problematikker,såsom misbrug, psykisk sygdom eller tvivl om forældrekompetencer, samt sager, hvor der hosdommeren er tvivl om sagen.Beslutningen om, at der skal gennemføres en børnesagkyndig undersøgelse, kan tages efter mødetmed forældrenes forklaringer eller efter en samtale med barnet.

4.3 Belysning af barnets perspektiv – fremskridt og forslag til forbedringerSom nævnt er det et grundlæggende princip i forældreansvarsloven, at barnets perspektiv skal ind-drages i sager om forældremyndighed, bopæl og samvær. Interviewpersonerne giver entydigt udtrykfor, at loven er meget tydelig med hensyn til, at børn skal inddrages –”Barnets synspunkt SKALkomme til udtryk i sagerne”.Desuden betragtes børneinddragelsen som meget væsentlig, herunderhenvises særligt til børnenes position i sagerne:”Det er vigtigt, at få belyst hvad barnet tænker uafhængigt af, hvad forældrenetænker.””Barnet skal have lov at ytre sig. Dem, der bliver mest berørt af sådan nogle af-gørelser, det er jo lige præcis børnene.””Det fungerer godt, at de også bliver hørt – de er stridens æble. De gør sig ogsånogle tanker om det, som er vældig, vældig gode at få med.”Det generelle indtryk, informanterne giver, er, at barnets perspektiv er styrket via forældreansvars-loven. Der henvises til, at omfanget af oplysninger til at belyse barnets perspektiv er større, end førforældreansvarsloven trådte i kraft, samt at der nu afholdes flere børnesamtaler, at det er blevetnemmere at argumentere over for forældrene, at børnenes perspektiv skal inddrages, og at fokus erflyttet fra forældrenes ret til børnenes ret og herigennem kommet mere fokus og vægt på barnetsperspektiv:”Jeg tænker, at jeg har fået helt nyt job efter forældreansvarsloven kom, for det erjo en helt anden måde at behandle sagerne på. Og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om,20

at det produkt, vi sender ud nu, er så meget bedre. Og jeg tror også, at forældreneoplever det sådan.””Jeg synes, det var et stort fremskridt, både børneinddragelsen og at der brugesmere tid på sagerne. Nu graves der et spadestik dybere, både ved at der brugesbørnesagkyndige, og at der indhentes udtalelser, sådan som loven lægger op til.””Ja, det er da i hvert fald blevet bedre. Tidligere var vi ikke så opmærksomme påat få barnets perspektiv frem, men efter loven bestræber vi os på det i videst mu-ligt omfang – flere børnesamtaler og i det hele taget mere opmærksomme på at fåfrem, hvad barnet egentlig mener.”Særligt børnesamtalerne fremhæves som en forbedring:”Jeg er mere tryg ved at gøre det, jeg gør, efter selv at have set og hørt, hvad deselv har at sige.”Praksisændringen med hensyn til antallet af børnesamtaler forekommer størst i retterne. Her henvi-ses især til ændringen i alderskriteriet. En del af interviewpersonerne fra statsforvaltninger giverudtryk for, at alderskriteriet for at inddrage barnet via en samtale i praksis ikke var væsentlig ander-ledes i årene op til forældreansvarslovens ikrafttræden. Begge steder beretter desuden om flere bør-nesamtaler som resultat af en stigning i antallet af ansøgninger om fælles forældremyndighed.En enkelt interviewperson giver udtryk for, at det er gået den anden vej; at barnets perspektiv ikkeer forbedret via forældreansvarsloven. Der henvises her til, at det ikke er i barnets interesse at skulleinddrages, når der er tale om relativt små børn. Som tidligere nævnt er der blandt interviewperso-nerne forskellige holdninger til inddragelsen af de helt små børn.Samtidig med, at interviewpersonerne generelt vurderer forældreansvarslovens krav om børneind-dragelse positivt, kommer de også med forslag til forbedringer.Blandt informanterne fra statsforvaltningerne er der et ønske om flere ressourcer til forvaltning afloven:”Loven er god, men ressourcerne er bare ikke fulgt med.”Dette gælder særligt ressourcer tilafholdelse af tværfaglige møder, der betragtes som meget værdifulde, men som flere steder undla-des grundet mangel på ressourcer.Enkelte peger også på et bedre samarbejde med kommunerne i de sociale sager:”Vi er to instanser,der arbejder med en familie og nogle børn, og det kunne godt hænge bedre sammen.”Her henvisestil vigtigheden af at sikre en helhed for barnet mellem et samvær, der fastsættes af statsforvaltnin-21

gen, og eventuelle foranstaltninger omkring barnet iværksat af kommunen. Desuden peges på, atbemyndigelse og viden fra kommunen bør inddrages i højere grad for at opnå helhedsorienteredeløsninger, der tilgodeser barnets bedste, eksempelvis at der bevilges en støtteperson til barnet vedsamvær.Blandt dommerne er der et ønske om, at sagerne er bedre oplyst, når de sendes fra statsforvaltnin-gerne til retterne. Det ville forkorte sagsbehandlingstiden, og dobbeltarbejde ville undgås. Somnævnt skyldes de få oplysninger i sagen formodentlig ofte, at sagen hurtigt er afsluttet i statsforvalt-ningen, men der peges også på, at der i nogle tilfælde forefindes oplysninger i statsforvaltningerne,som ikke medsendes.Flere dommere foreslår også en øget mulighed for at undlade samtale med barnet i tilfælde, hvor detbetragtes som overflødigt, men de kommer samtidig med overvejelser om, hvorvidt det handler omloven eller forvaltningen heraf:”Jeg har tænkt, at det er meget nok, at loven skal bestemme, at vi skal holde sam-tale i alle sager, men nu hvor jeg tænker over det – man kunne også fortolke lovenlidt anderledes og lade være med at holde dem, der hvor man tænker ”her er detkun for samtalens skyld, at man afholder den.” Det har vi diskuteret lidt, os juri-ster indbyrdes. Hvad skal der til for, at det er overflødigt, som det står i loven?[…] Her kan man så spørge, om det er lovgivningen eller vores forvaltning afden, den er gal med?”Der peges også på berammelsestiderne for sagerne ved retterne som et område for forbedringer, daventetiden anses som en belastning, ikke mindst for børnene. Sagerne prioriteres, men det kan sta-dig blive bedre ifølge informanterne:”Og så kan vi gøre det bedre, at vi kan være hurtigere. Vi prioriterer disse sager,har sat særlig tid af i kalenderen til dem, men det har ikke virket nok; vi har al forlang sagsbehandlingstid.”Nogle interviewpersoner, både i statsforvaltningerne og i retterne, foreslår indførelsen af en spærre-regel eller karenstid på et halvt til et helt år, så det ikke vil være muligt at anlægge en ny sag umid-delbart efter en afgørelse, blandt andet for at skåne børnene for gentagen inddragelse.

5.1 Rammer for samtalen5.1.1 Hvem afholder samtalenUdvalget om forældremyndighed og samvær anbefaler, at samtaler med børn som udgangspunktudføres af eller under medvirken af kvalificerede og erfarne sagkyndige, der har viden om og ind-sigt i børns udvikling og behov.Af bekendtgørelse nr. 1071 af 6. september 2007 om forældremyndighed, barnets bopæl og samværm.v. fremgår det, at en samtale med barnet i statsforvaltningerne skal afholdes af en børnesagkyn-dig. Efter det oplyste er det i statsforvaltningerne fastansatte børnesagkyndige, der deltager vedsamtalen med barnet. Ifølge interviewpersonerne er disse børnesagkyndige uddannet som socialråd-givere, psykologer eller pædagoger, der har videreuddannet sig, og at alle har erfaring inden forbørneområdet. De børnesagkyndige interviewpersoner svarer bekræftende på, at de føler sig godtrustede til at holde samtaler med børnene, men påpeger, at det er et område, der kræver ajourførtviden.Den hyppigste praksis er ifølge informanterne, at det er den børnesagkyndige, der afholder samtalenalene. Dette har navnlig at gøre med hensynet til barnet og samtalens formål:”Jo mere officielt man gør det, jo mere bærer det præg af, at barnet bliver ind-kaldt som vidne, og det er jo ikke det, der er formålet med samtalen. Vi skal haveen fornemmelse af barnet, og hvordan det trives.”Retterne har ikke ansat børnesagkyndige, men benytter sig af eksterne psykologer. I nogle retter erdet efter forældreansvarslovens ikrafttræden valgt at lave et stillingsopslag og på den baggrund fåen samarbejdsaftale med et antal psykologer (cand.psyk.) med erfaring inden for området, menslisten over anvendte børnesagkyndige i andre retter er baseret på tidligere samarbejdspartnere –enkelte steder efter ”de forhåndenværende søms princip”. Der er blandt dommerne et generelt ind-tryk af, at de børnesagkyndige er godt rustede til opgaven, men flere peger på behovet for kursustil-bud til dommerne.Praksis for, hvem der afholder samtalen med barnet, varierer retterne imellem og flere steder ogsåinden for samme ret. Dommeren kan afholde samtalen alene, sammen med en børnesagkyndig ellerlade den børnesagkyndige afholde samtalen alene. Samlet set fortælles det, at der bruges børnesag-kyndige langt oftere efter forældrelovens ikrafttræden.

Der gives indtryk af, at de dommere, der vælger at afholde samtalen med barnet uden deltagelse afen børnesagkyndig, typisk har været længe i embedet. De afholder gerne samtalen alene med bar-net, når det angår sager med større børn, og sagen i øvrigt er ukompliceret. I sager med små børn, ethøjt konfliktniveau eller særlige forhold ved barnet vælges det at holde samtalen med en børnesag-kyndig. En enkelt dommer fortæller, at vedkommende i alle tilfælde afholder samtalen uden en bør-nesagkyndig. Den mest brugte form synes at være, at dommeren som udgangspunkt afholder samta-len sammen med en børnesagkyndig, hvor det typisk er den børnesagkyndige, der fører ordet. Dettesker ud fra overvejelser om, at de børnesagkyndige er mere kompetente til at føre samtalen medbarnet –”de har nogle andre redskaber til at snakke med børn og får sagen belyst på en god måde”– samtidig med, at mange dommere betragter det som en fordel at have set og hørt det barn, om hvisforhold de skal træffe afgørelse.Enkelte dommere deltager ikke, men lader den børnesagkyndige afholde samtalen alene ud fraovervejelser om kompetencer og for at undgå, at samtalen finder sted i retsbygningen:”Det er meget brugt, at den børnesagkyndige tager samtalen uden for retten udendommeren. Bygningen her er meget bombastisk bygning, og det gør det svært atskabe intimitet. […] Det er den bedste måde at skabe et godt rum for en god dia-log med barnet, synes jeg. Dels rammerne, og dels uddannelsen – dommerne eruddannet til at træffe beslutninger, de børnesagkyndige til at snakke med børn.”

5.1.2 BisidderePå baggrund af anbefalinger fra Udvalget om forældremyndighed og samvær er der i retterne ind-ført mulighed for at udpege en bistandsperson til barnet, jf. retsplejeloven § 450 d. Det påpeges afudvalget, at behovet for en bistandsperson er mindre, når en børnesagkyndig tilknyttes sagsbehand-lingen, hvorfor forslaget ikke omhandler statsforvaltningerne. Her er det dog også muligt for barnetat have en bisidder, jf. forvaltningsloven § 8. Bistandspersonen, der udpeges af dommeren, kan ha-ve til opgave at forklare barnet sagsgangen og afgørelsen samt være til stede under en samtale medbarnet. Personen har ikke partsbeføjelser, og vigtigheden af, at personen forholder sig neutralt i sa-gen, understreges. Udvalget anbefaler, at en bistandsperson anvendes i særlige tilfælde, herunder isager med meget højt konfliktniveau mellem forældrene, påstande om krænkende adfærd i familien,misbrug eller ressourcesvage forældre samt i langvarige sager, der har ført til flere retssager ombarnet, og i sager, hvor barnet er særligt udsat.I praksis anvendes bisiddere ikke i stor udstrækning. De fleste giver udtryk for, at de aldrig ellerkun få gange har erfaringer med, at barnet har haft en bisidder med til samtalen. Dette har i så faldværet barnets lærer, pædagog eller en person fra kommunen. Det kan tilføjes, at der er en formod-

ning om, at det i visse situationer vil være svært at få forældrenes samtykke til, at en repræsentantfra kommunen deltager i samtalen, da ikke alle vil være interesserede i, at de to instanser udveksleroplysninger.En bisidder ved samtalen betragtes alene relevant i sager med meget højt konfliktniveau, hvor bør-nene er pressede, sager med mistanke om krænkende adfærd, anbragte børn eller andre socialt tungesager. Nogle informanter giver udtryk for, at brugen af bisiddere i disse sager kan øges. I øvrigtsiger interviewpersonerne klart, at der ikke er et behov for, at bisiddere anvendes hyppigere vedsamtalen med barnet. Det skyldes først og fremmest, at der i langt de fleste sager deltager en børne-sagkyndig:”Jeg synes, at psykologerne er gode til at tage hånd om børnene, og det er danok, at barnet skal forholde sig til én voksen.”Desuden er flere informanter betænkelige ved, hvad det vil signalere over for barnet:”Det vil være et signal til barnet om, at det er farligt. Samtidig vil det også væresignalforvirring – skal personen beskytte barnet mod os eller…? Jeg synes, detville være et udtryk for en mistillid til systemet.””Jeg bruger det ikke. Det kunne være udmærket i særlige sager, men hvor mangepersoner skal være med? Hvor meget drama skal sættes i gang? Det er bedst atnedtone, så bliver børnene mest rolige.”Herudover er der stærke betænkeligheder ved en bisidders neutralitet. Flere har erfaringer med bi-siddere, der viste sig ikke at være neutrale, og alle påpeger vigtigheden af, at personen ikke er in-volveret i sagen:”Det er helt afgørende, at det er en professionel person, der ikke har noget atvinde eller tabe i denne her sag. Det skal være objektivt og uvildigt.””Man skal være et hundrede procent sikker på, at det er en helt neutral person.Og det ved jeg ikke, hvordan man kan være sikker på. Det har jeg aldrig prøvet.Det mener jeg, man skal være meget påpasselig med. Det kan nemt være en per-son, der hælder til den ene forælders side, og så er barnet måske bange for at sigenogle ting.”Af hensyn til neutralitet peges på, at en skolelærer, en pædagog eller en person fra kommunen kun-ne være mulige bisiddere, men her kommer samtidig overvejelser ind om barnets kendskab til per-25

5.1.3. Tid og stedMed henblik på at skabe god kontakt og et tillidsforhold til barnet anbefaler Udvalget om forældre-myndighed og samvær, at der afsættes god tid til samtalen med barnet, at der gives mulighed for attale med barnet flere gange, hvis der er behov for det, at samtalen finder sted i nogle børnevenligerammer, og at der skal være mulighed for at vælge form og materialer alt efter modenhed og evner,fx mulighed for at tegne.En af de børnesagkyndige informanter i statsforvaltningerne mener, at der med fordel kan anvendesmere tid på børnesamtalerne, mens de øvrige i statsforvaltningerne giver udtryk for, at den afsattetid er tilpas. Der er blandt enkelte erfaringer med, at tiden tidligere har været for presset, men atdette er blevet ændret. Der afsættes typisk 1½-2 timer til en samtale inklusiv forberedelse og efter-følgende notatskrivning. Har barnet behov for at tale yderligere, kan der tilbydes børnesagkyndigrådgivning og i visse af statsforvaltningerne også børnegrupper. Det synes ikke at være udbredt, atselve børnesamtalen strækker sig over flere gange. Dette ville ifølge informanterne kunne bidragemed et mere tydeligt indtryk af barnet, men modsat er der også en risiko for, at det ville udgøre enbelastning for barnet. Enkelte efterspørger dog muligheden for at lave en”mini-undersøgelse, hvorde [børnene] kunne møde den børnesagkyndige et par gange.”Det tilføjes, at statsforvaltningernehar frie rammer til, hvordan barnets perspektiv belyses, men at det også er et spørgsmål om ressour-cer.Dommerne i retterne vælger selv, hvor meget tid der skal afsættes til samtalen. Her afsættes ofte entime til samtalen, der typisk varer 30-45 minutter. Dertil kommer tid til forberedelse og notatskriv-ning. I tilfælde af, at den afsatte tid ikke er tilstrækkelig, stoppes samtalen ikke, men fortsættes udover den afsatte tid.Det er noget forskelligt, om der anvendes et særligt lokale til samtale med barnet. I statsforvaltnin-gerne foregår samtalen enten på den børnesagkyndiges kontor, som ofte er dekoreret med børneteg-ninger, eller i mødelokaler, der fx har børnevenlige plakater på væggene. Begge steder er der gerneremedier til at tegne og eventuelt lidt legetøj. Typisk får børnene tilbudt en juice eller en sodavand.I retterne afholdes børnesamtaler mange steder i et særligt lokale, fx et mæglingslokale eller andetlokale, der findes passende, hvor der kan være sofaer, børnevenlige plakater på væggene, lidt lege-26

tøj, papir og farver. Børnene får også her typisk tilbudt noget at drikke. Som nævnt vælges det ogsåat holde samtalen uden for retten ud fra overvejelser om, hvilket indtryk retsbygningen giver barnet.Nogle fortæller, at enkelte dommere også til tider vælger at afholde samtalen med barnet under engåtur uden for retsbygningen. Andre afholder samtalen på dommerens kontor. De steder, der ikkehar et særligt lokale til formålet, er der ikke en ensartet holdning blandt dommerne til spørgsmåletom, hvorvidt lokalet er væsentligt:”Dommerens kontor er udmærket. Det er ikke noget must, at man har et specieltlokale.””Der burde også være et særligt børnerum. Det er for højtideligt på dommerenskontor, og jeg har heller ikke stole, der passer til børn, og der skulle være andretegninger på væggene. Her kommer der også personer med håndjern på eller sombander på gangen. Det bør tænkes ind i ny retsbygning.”

5.2 Forinden samtalen – forberedelseForberedelse på samtalen med barnet angår både medarbejderne, forældrene og barnet.I statsforvaltningerne kan den børnesagkyndiges forberedelse bestå i gennemgang af oplysninger fraet indledende tværfagligt møde eller læsning af referat fra juristen i tilfælde af, at det indledendemøde har været afholdt uden deltagelse af en børnesagkyndig. Ofte”tages der også en snak”medjuristen forinden samtalen. Herigennem får den børnesagkyndige en guide for, hvad der er vigtigt atfå afklaret under samtalen med barnet. I det omfang, der er korrespondance med forældrene ellerindhentet oplysninger fra institutioner m.v., vil dette også indgå i den børnesagkyndiges forberedel-se. De børnesagkyndige giver udtryk for, at de generelt oplever at være godt forberedt til samtalen,og deltagelse i et indledende tværfagligt møde ses som en væsentlig fordel.I retterne sker forberedelsen ligeledes ud fra forældrenes oplysninger samt på baggrund af eventueltindhentede oplysninger fra institutioner m.v. Udover at få afklaret, hvad børnesamtalen skal dække,så er oplysningerne også vigtige for at kunne opbygge et tillidsforhold til barnet:”Det er utrolig vigtigt, at børnene føler, det er legitimt at snakke med dem, og detgør de blandt andet, hvis de kan høre, at man kender noget til deres baggrund.”I tilfælde af, at den børnesagkyndige ikke har deltaget i mødet, hvor forældrene kommer med deresforklaringer, mødes dommeren og den børnesagkyndige typisk kort forinden samtalen med henblikpå en fælles forberedelse.

I statsforvaltningerne såvel som i retterne forberedes forældrene under mødet med disse på, hvadder skal ske under samtalen med deres barn. Denne forberedelse er af meget varierende omfang.Nogle af interviewpersonerne beretter, at forberedelsen alene består i oplysninger om dato for sam-talens afholdelse, mens andre fortæller om en mere detaljeret forberedelse af forældrene. Til sidst-nævnte hører både oplysninger om selve samtalens temaer (at børnene ikke vil blive spurgt om,hvor de helst vil være, men at de skal fortælle om deres hverdagsliv), at det er frivilligt at deltage,og at børnene ikke behøver at svare. Desuden kan der oplyses om, hvor samtalen bliver afholdt –enkelte viser lokalet til forældrene – hvad de skal forberede deres børn på, og hvornår de skal det,men også dessiner omkring, at de ikke skal udspørge deres børn efterfølgende om samtalens ind-hold, og at det er deres opgave at forberede børnene. Enkelte steder udleveres brochurer eller derhenvises til hjemmesidenwww.morogfarskalskilles.dkmed henblik på, at forældrene kan forberedederes børn. Flere har erfaringer med, at forberedelsen af forældrene er meget væsentlig, både for atgøre forældrene trygge ved, at barnet skal til samtale, for at de kan forberede deres børn på en or-dentlig måde og for at forhindre, at forældrene efterfølgende ”forhører” børnene om samtalen.Fælles for statsforvaltningerne og retterne er, at de ikke ser barnet inden en samtale. Forberedelsenaf barnet er dermed overladt til forældrene med eventuel hjælp fra foldere eller hjemmesider. Yder-ligere forberedelse af barnet sker indledningsvis ved selve samtalen, jf. senere.

5.3 Ledsagelse af barnetBarnet kommer ofte til samtalen ledsaget af den forælder, som barnet opholder sig hos på tidspunk-tet for samtalen. Ifølge interviewpersonerne sker det også, at begge forældre møder op, fordi denene forælder kan frygte, at modparten vil forsøge at præge barnet lige op til samtalen. Hvis det er etmeget konfliktfyldt forhold, opfordres det til, at en anden person end en forælder følger barnet tilsamtalen.Den børnesagkyndige eller dommeren henter barnet i venteværelset, hvor der samtidig hilses på deneller de personer, der har ledsaget barnet. I denne situation påpeger flere vigtigheden af, at det gørespå en måde, så barnet oplever, at det er legitimt at gå med ind til samtalen. En del steder inviteresden eller de ledsagende personer også med ind i lokalet, igen med det formål at gøre barnet trygt.Forældrene eller andre ledsagere deltager i udgangspunktet ikke i samtalen, jf. også retsplejelovens§ 450 c og Familiestyrelsens vejledning om samvær. Undtagelse herfra er bisiddere, jf. det tidligere.

Mens samtalen for barnet er frivillig, er den en forpligtelse for statsforvaltningerne og retterne. Bar-net har ret til at blive hørt, men er ikke forpligtet til at deltage. Der er forskellige meninger om, ihvilken grad børnene opfatter selve det at deltage i samtalen som frivilligt. Mens enkelte beretter, atde ikke sjældent oplever børn, som møder op og takker nej til at deltage i samtalen, har andre aldrigoplevet, at børnene ikke vil deltage. Informanter, der beretter om sidstnævnte, giver udtryk for, atbørnene muligvis tidligere skulle have haft oplysningen om frivillighed, for mere reelt at kunnebetragte samtalen som et tilbud. At barnet undervejs ikke behøver at besvare spørgsmål, opleverbørnene, ifølge informanterne, reelt som en frivillig sag og gør også brug heraf.Barnet får også at vide, at det ikke skal træffe en afgørelse, og at der på baggrund af samtalen vilblive skrevet et notat, som vil blive gennemgået med barnet til sidst i samtalen. Desuden oplysesbarnet om, at forældrene vil få notatet at se:”Jeg gør meget ud af at sige til dem, at jeg rigtig gerne vil lytte til dem, men at deter mig, der bestemmer. Forstået på den måde, at jeg prøver at gøre dem begribe-ligt, at det ikke er deres ansvar. Jeg fortæller dem også, at jeg vil skrive lidt nedundervejs, og at deres forældre vil blive gjort bekendt med hovedindholdet. Det erikke sådan, at jeg vil citere dem for ting. […]Til sidst gennemgår jeg med dem,hvad jeg har tænkt mig at skrive, og om det er ok med dem. Det hele gøres for-skelligt afhængig af alder.”Flere steder spørges barnet også indledningsvis om, hvad forældrene har fortalt om samtalen, ogom, hvilke tanker barnet har gjort sig om samtalen. Erfaringerne er, at det er meget forskelligt, ihvilket omfang børnene er blevet forberedt på samtalen af forældrene. Mange af børnene oplevessom nervøse, når de møder op til samtalen, og derfor startes der også ud med at forsøge at gøre demtrygge.I retterne er det typisk dommeren, der giver introduktionen til samtalen, mens det i statsforvaltnin-gerne er den børnesagkyndige. I en af statsforvaltningerne er der udfærdiget en intern og udførligvejledning til de børnesagkyndige med typiske forhold og fokuspunkter i forbindelse med en samta-le med barnet, både før, under og efter. Der gives udtryk for, at det er en stor hjælp i det dagligemed denne standardskrivelse.

retter adskiller sig ved nøje at følge en særlig metode (inspireret af den norske psykolog HalvorØvreeide). I den føromtalte interne vejledning i en af statsforvaltningerne findes der endvidere ek-sempler på typiske spørgsmål, som søges afdækket under samtalen.Generelt er samtalerne struktureret ud fra temaer. Det fortælles, at børnene ikke spørges direkte til,hvor de helst vil bo, men at der spørges til hverdagsting, såsomhvordan spiser I?, får du madpakkemed?, fritidsinteresser?, bliver der læst godnathistorie?, hvad med venner og venner med hjem, nårman er hos den ene eller den anden?, hvad med lektier, når man er hos den ene og den anden?,hvad laver du sammen med far?, mor?, søskende?, hvordan klarer du dig i skolen?, hvad med bed-steforældre?, forholdet til evt. nye partnere? og deres evt. børn?Børnenes trivsel under det forløb,der har medført, at de nu er til samtale, kan også være genstand for samtalen:”Børnene spørges til, hvordan de har oplevet forløbet, hvordan det er nu, hvor-dan de har det hos far og mor, og hvis de kunne ønske, om der så var noget morog far kunne blive bedre til.”Børnenes trivsel med og tilknytning til forældrene søges således afdækket, uden at barnet direktebedes tage stilling til, hos hvem af forældrene det helst vil være. En undtagelse herfra er de størrebørn, dvs. dem på ca. 16 år og derover, der spørges mere direkte herom. Selve spørgemåden er iføl-ge informanterne i det hele taget tilpasset barnets alder, sådan at de mindre børn fx spørges til megetkonkrete og afgrænsede forhold, som de kan besvare. Der kan også bruges rollespil under samtaleneller en imaginær tryllestav til at få barnets ønsker om forbedringer hos forældrene frem.Den viden om barnet, som personen, der afholder samtalen, har via forberedelsen, forelægges ikke isin helhed for barnet, kun i det omfang, det findes relevant. Dette kan fx være spørgsmål, der indle-des med ”jeg har hørt fra din skole, at sådan og sådan”.

der træffer afgørelsen. Der er forskellige opfattelser af, hvorvidt dette i praksis betyder, at barnetikke føler ansvar:”Det er noget af det, der er rigtig svært. Det er jo noget af det, der har været ettema. Skal børn vælge mellem far og mor? Nej, det skal de i hvert fald ikke. Det ernoget af det, vi italesætter over for børnene. Vi vil gerne høre, hvad de synes, mende skal ikke vælge.””Jeg prøver at gøre meget ud af at sige, at de har mulighed for at komme mednogle ønsker, men at det ikke er sikkert, at de bliver opfyldt – at det er andrevoksne, der har ansvaret for at træffe den beslutning. Det gør jeg meget ud af.Men jeg tror, det er svært at få børnene til slet ikke at føle et medansvar.””Det er noget af det, der er meget fokus på. Jeg synes, det lykkes meget godt ipraksis.”Hertil kommer, at barnet ikke må bringes i en situation, som det ikke kan overskue, jf. Familiesty-relsens vejledning om samvær. Blandt informanterne opleves dette overordnet set ikke som et pro-blem – ”Deter der meget fokus på. Jeg føler absolut ikke, det sker. Helt sikkert.”Der henvises til,at dette tages med i betragtning både ved vurderingen af, om barnet skal indkaldes til en samtale, ogi forhold til, hvad barnet spørges til ved samtalen.Ligeledes bør barnet via deltagelse i en samtale ikke bringes i en alvorlig loyalitetskonflikt i forholdtil forældrene, jf. Familiestyrelsens vejledning om samvær. Nogle af informanterne mener, at detteer svært at undgå i praksis, men de fleste giver udtryk for, at det godt kan lade sig gøre:”Det kommer de aldrig, for vi spørger dem aldrig til om de vil være det ene ellerdet andet sted.””Det kan man ved at skabe et fortroligt samtalerum med dem. Men de er i en loy-alitetskonflikt, når de kommer. Det er også derfor, det er så vigtigt at skitsererammerne fra start af. Det handler jo ikke om, at de skal vælge. Det gøres de klartved starten af samtalen. De skal heller ikke fortælle om, hvem de helst vil bo hos.”Flere peger igen her på de børnesagkyndiges kompetencer – at disse er gode til at spørge på denrigtige måde, så børnene ikke kommer i en (forstærket) loyalitetskonflikt. Desuden nævnes, at for-ældrenes konfliktniveau i statsforvaltningerne indgår som kriterium for at undlade en samtale medbarnet, jf. det tidligere.

5.6.2 Videreformidling af barnets perspektivNår en samtale med barnet er afholdt, skal der udfærdiges et notat om samtalens indhold. Af be-tænkningen ”Barnets perspektiv” og i Familiestyrelsens vejledning om samvær fremgår de nærmereforhold omkring notatets udformning. Da barnets perspektiv tillægges stor vægt ved en afgørelse,skal notatet være udformet så fyldigt, at barnets synspunkter ikke kan betvivles på et senere tids-punkt. Samtidig skal der tages højde for, at notatet kommer til forældrenes kendskab, og at notatetikke må belaste barnets forhold til dets forældre. Der er således et dilemma i, at barnets synspunkterskal tydeliggøres i beslutningsgrundlaget, samtidig med, at det ikke må ”ansvarliggøres” for sagensudfald. Udvalget om forældremyndighed og samvær påpeger på baggrund af den føromtalte under-søgelse af Hanne Warming, at det er en udfordring at forvalte barnets udtalelser og videreformidlebarnets perspektiv, både når barnet er ukritisk i sin ”fortælling”, og når det er bekymret for, hvadder må siges til forældrene. Det anbefales, at der ikke videregives meget udførlige oplysninger omforældre eller anden nær familie, men at barnets udtalelser generaliseres og omskrives på en sådanmåde, at det undgås, at barnet bringes i en yderligere loyalitetskonflikt. Det skal drøftes med barnet,hvad der skal gengives i notatet om samtalen, og om der er noget, som ikke skal med. Mulighedenfor at undtage oplysninger fra forældrenes aktindsigt betragtes ikke som en ideel løsning, da barnetkan risikere at blive ”forhørt” af forældrene, når disse bliver gjort bekendt med, at visse oplysningerer undtaget, jf. Familiestyrelsens vejledning om samvær og Udvalget om forældremyndighed ogsamvær.Ifølge interviewpersonerne udarbejdes notatet i statsforvaltningerne af den børnesagkyndige, derhar afholdt samtalen, mens det i retterne er forskelligt, om det er dommeren eller den børnesagkyn-dige, der gør det. Disse forskelle gælder også tilfælde, hvor begge har deltaget i samtalen. Fleredommere oplyser, at den børnesagkyndige udfører dette arbejde, fordi de er ”godetil at formulere,så barnet ikke kommer i klemme mellem forældrene.”Stort set alle informanter beretter, at børnene inddrages i notatskrivningen, så de er vidende om,hvad der fortælles videre til forældrene, og for at den person, der afholder samtalen, kan få bekræf-tet hos barnet, at dets udtalelser er korrekt forstået. Dette foregår typisk sidst i samtalen og enkeltesteder også undervejs. De større børn kan også være med i formuleringen af notatet. En enkelt for-tæller modsat, at notatet ikke gennemgås med barnet under samtalen.Ifølge Familiestyrelsens vejledning om samvær bør notatet indeholde en vurdering af, om barnet eralderssvarende, og i de tilfælde, hvor barnet er meget i klemme, også en vurdering af, om dets syns-punkter kan antages at være udtryk for egen mening. Det sker med henblik på at kunne imødegåeventuelle senere indvendinger fra en forælder om, at barnets udtalelser er påvirket af modparten.Der er blandt interviewpersonerne en forskellig holdning til denne del. Nogle giver udtryk for, atdet er rart at have, når der skal træffes afgørelser, mens andre mener, at det kan være uheldigt ”at

vurderinger af, om barnet fx er påvirket af den ene eller anden forælder, blandes sammen meddommerens afgørelse.”Det føromtalte dilemma om, at inddragelsen af barnet på den ene side er et spørgsmål om retssik-kerhed for barnet, mens dets oplysninger på den anden side vægtes i afgørelsen, hvorfor der også –om end i anden række ifølge Udvalget om forældremyndighed og samvær – er tale om en forhold,som forældrene har interesse i og krav på at gøres bekendt med, påpeges også af interviewpersoner-ne:”Jeg sidder ikke med en løsning, men det er et væsentligt problem. Man kan ikkebåde blæse og have mel i munden i de tilspidsede sager, altså inddrage barnet ogsige, at dets perspektiv skal belyses, og samtidig sikre forældrenes indsigt i sagenog deres retssikkerhed. […] Det vigtigste må trods alt være at få den rigtige afgø-relse – den der er bedst for barnet. Ikke forældrenes retssikkerhed, men barnets.Børnene bør kunne udtale sig frit uden risiko for repressalier eller for at gøre denene eller den anden ked af det.””Men ud fra retsplejemæssige synspunkter så kan sagen heller ikke afgøres påbaggrund af oplysninger, som forældrene ikke er bekendt med. Det er et dilemma,som måske er uløseligt.””Før kunne vi sige til forældrene, at de ikke fik noget at vide fra samtalen. Nu erden vendt om, så det er hovedreglen, at de skal have et notat fra samtalen. Og deter jeg meget ked af, at de skal. Jeg ville gerne kunne sige til barnet, at det ikkeskal være bange for, at noget af det, vi snakkede om, kom videre. Jeg savner, atdet kommer til at fremgå af loven, at hovedreglen er, at barnet kan udtale siguden frygt for, at det bliver videregivet til forældrene. […] Det skal være sådan,at det kan man fuldt legalt undlade at gøre. Pt. kommer det an på, hvordan manhåndterer notatskrivningen.”Interviewpersonerne har således ikke en løsning på dilemmaet, der manifesterer sig ved udarbejdel-sen af notatet.I håndteringen af oplysninger, der kan belaste barnets forhold til dets forældre, anvendes både atudelade detaljer og kun videregive hovedindholdet, at omformulere, at udelade oplysninger og und-tage oplysninger fra forældrenes aktindsigt. Dette kan ske, hvis barnet under gennemgangen af no-tatet giver udtryk for, at det ikke ønsker, at forskellige dele skal indgå, men det kan også forekom-me, hvis personen, der afholder samtalen, vurderer, at barnet ikke selv kan overskue konsekvenser-ne af dets udtalelser.33

Fokus på hovedindholdet af samtalen og brugen af omformuleringer i notatet synes at foregå retgenerelt. Det fortælles, at der udvælges i det, børnene siger, så det bliver dækkende, samtidig medat børnene ikke udleveres. Barnets udtalelser kan også omformuleres til noget mere positivt, fx for-tæller en interviewperson, at det”kan være meget følsomt, at forældre skændes, så det kan omfor-muleres til ”far og mor kan godt blive bedre til at snakke sammen.””Udeladelse af oplysninger vælges typisk, når det angår mindre relevante dele af samtalens indhold,mens muligheden for undtagelse fra aktindsigt kan komme på tale, når det handler om forhold, derer centrale for sagens afgørelse, eller som kan føre til en underretning. Den generelle oplevelse er,at det er yderst sjældent, at børnene vil have udelukket noget af central betydning:”Man kan også holde kæft med tilbagevirkende kraft hos mig, altså vi kan stregenoget ud. Det afhænger af hvad det er – ikke ved det mest afgørende, men det ermeget, meget sjældent, at noget undtages.””Hvis børnene ikke vil have noget med: Er det uden betydning, så streges det ba-re. Er det af betydning, så snakkes med juristen om at undtage. Det er sjældent, vihar problemet. Nogle gange er det nødvendigt at underrette kommunen, men ge-nerelt er det et dilemma at undtage oplysninger, og man skal tænke sig godt om.Undtagelsen kan blive ændret i Familiestyrelsen, plus at forældrene kan udspørgebarnet om det hemmeligholdte.”Risikoen for, at barnet ”forhøres” af forældrene om de forhold, der er undtaget fra aktindsigt, næv-nes af flere som årsag til, at undtagelser ikke anvendes i stor udstrækning.Ikke alene omformuleringer og udeladelser af oplysninger, der kan belaste barnets forhold til detsforældre, men den generelle formulering af barnets udsagn i notatet fra samtalen nævnes som etforhold af betydning for at friholde barnet for ansvar og for at undgå, at børnene kommer i en (yder-ligere forstærket) loyalitetskonflikt. Det, der henvises til, er, at barnet ikke er blevet bedt om at væl-ge mellem forældrene, og at dette skal fremgå tydeligt af formuleringen:”Jeg tror, at det er fint nokmed børnene, at det har betydning, men måden, det siges på, er meget vigtig. De skal ikke vælgemellem deres forældre. Det skal være meget klart.”Flere peger også her på de børnesagkyndigeskompetencer – at disse er gode til at formulere notatet på den rigtige måde, så børnene ikke ansvar-liggøres. Desuden nævnes betydningen af, hvordan vægten af barnets udsagn fremstår i afgørelser-ne:

”I vores begrundelse i afgørelsen fremgår det, at der er lagt vægt på barnets ud-sagn. Så barnet bliver i den grad gjort ansvarlig for løsningen. Vi stikker i dengrad andre og os selv blår i øjnene, hvis vi kalder det noget andet.””Jeg har tænkt over det for nylig. Det er dejligt nemt med de lidt større børn atskrive som begrundelse i afgørelsen, at det er på baggrund af barnets udsagn –for så holder den – men vi skal passe på, at barnet ikke ender som sandhedsvidne,og at det ser ud til, at det er barnet, der bestemmer. Jeg er selv begyndt at drejeden – i afgørelsen er der jo også lagt vægt på andre ting.””Jeg formulerer aldrig afgørelser, så der står ”barnet ville gerne sådan og så-dan.””Videregivelsen af oplysninger opleves generelt set ikke at bevirke, at børnene er tilbageholdendemed oplysninger under samtalen, tværtom siges børnene at være meget åbne og fortællende. Mulig-heden for at udelade oplysninger vurderes her af betydning. I særlige sager, såsom meget konflikt-fyldte forhold eller sociale sager, er der flere erfaringer med, at børnene ikke ønsker at komme medudtalelser grundet videregivelsen af disse. Desuden er der blandt informanterne erfaringer med, attrods bestræbelserne på at udforme notatet på en måde, der ikke belaster barnets forhold til detsforældre, forstærkes nogle børns loyalitetskonflikt alligevel efter samtalen eller afgørelsen, idet dis-se udspørges af forældrene om det nærmere indhold i samtalen:”Jeg har hørt om børn, der bliver afhørt minutiøst efterfølgende af forældrene.[…] Så selvom jeg mener, at det er ufarligt, er det ikke sikkert, det er det, nårbarnet kommer hjem. Selvom vi gør os umage for, at det skal være det.”Af denne årsag forbereder nogle barnet på en sådan situation:”Siger også typisk under samtalen til barnet, at ”du har ikke nogen pligt til at for-tælle dine forældre, hvad der er blevet sagt, og det er vigtigt, at du bestemmerselv, hvad du vil sige.””I tilfælde, hvor den børnesagkyndige har afholdt samtalen alene, videregives til tider oplysninger,der er udeladt i notatet, til den person, der skal træffe afgørelsen. Der er forskellige opfattelse afbrugbarheden herved. Nogle mener, at det er rart at have alle forhold med, mens andre giver udtrykfor, at det kan give problemer:”Jeg vil ikke høre noget, der ikke kan stå der. Det er et dilemma, hvis afgørelsenafspejler oplysninger, der ikke fremgår af notatet.”35

I sager, hvor forældrene ikke er enige om forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær, skalbarnet desuden tilbydes børnesagkyndig rådgivning i statsforvaltningerne, jf. forældreansvarsloven§ 32, stk. 1. Rådgivning skal i modsætning til samtalerne ikke refereres og inddrages i sagsbehand-lingen. Interviewpersonerne fra statsforvaltningerne er spurgt til, hvordan dette håndteres. Det for-tælles, at børnesagkyndig rådgivning kun i mindre omfang foregår i forbindelse med en samtalemed barnet, men typisk separat, og at det ikke er den samme børnesagkyndige, der forestår hen-holdsvis rådgivning og børnesamtale, hvorfor dette ikke skaber problemer.

5.7 Efterfølgende formidlingVidereformidling af indholdet i samtalen med barnet (notatet) til forældrene samt formidlingen afsagens afgørelse til både forældre og børn behandles af såvel Udvalget om forældremyndighed ogsamvær som i Familiestyrelsens vejledning om samvær. Med hensyn til videreformidlingen til for-ældrene fremgår det, at dette kan overvejes at ske på et opfølgende møde med forældrene.For så vidt angår en direkte formidling til barnet påpeger Udvalget om forældremyndighed og sam-vær visse dilemmaer i en sådan officiel information, såsom form, indhold, barnets alder og mulig-hed for opfølgning. Udvalget anbefaler, at der iværksættes forsøg med en direkte formidling til bar-net. Desuden anbefales det for domstolenes vedkommende, at i de sager, hvor der har medvirket enbørnesagkyndig eller en bistandsperson, skal disse sørge for, at det er muligt for barnet efterfølgen-de at kontakte den børnesagkyndige eller bistandspersonen for at få hjælp til at forstå resultatet ogkonsekvenserne af domstolens afgørelse. Videreformidling af en afgørelse til barnet anses særligrelevant i tilfælde, hvor barnets umiddelbare ønsker helt eller delvist ikke følges.I statsforvaltningerne sker videreformidlingen til forældrene af notatet fra samtalen med barnet en-ten via brev eller en opfølgende samtale. Ifølge interviewpersonerne forøger et opfølgende mødedels muligheden for at opnå forlig, dels tilliden til både samtalen med barnet og til udmeldinger påbaggrund heraf og dels holdbarheden af aftaler og afgørelser:”Det er lettere at bevæge folk i retning af en forligsmæssig løsning, hvis du siddermed dem, end det er, når notatet sendes ud. Der er ikke så mange, der bliver enigeaf at få et notat tilsendt.””Det kan se voldsomt ud på tryk – helt anderledes end hvis den, der har talt medbarnet, kan formidle det.”

”Man kan mærke, at det gør en forskel, når den børnesagkyndige sidder der. Debørnesagkyndige kan uddybe nogle ting, der gør, at forældrene bedre kan fæstelid til samtalen.””Vi bryder os ikke om bare at sende et notat ud. Det er helt tydeligt, at det er såbetydningsfuldt for forældrene at komme ind og høre, hvordan deres barn har det,og at de har tillid til at vi har snakket ordentlig med dem. Det gør også, at vi me-get sjældent får indvendinger efterfølgende, og det gjorde vi tit forinden. […] Jegsynes, at man tager hånd om forældre og børn på en helt anden måde end bare atstikke et notat med posten.”Også af hensyn til barnet anses et opfølgende møde for at være væsentlig:”En opfølgning med forældrene ville være, at løfte noget af ansvaret væk fra bør-nenes skulder og placere det der, hvor det skulle være, nemlig hos de voksne.””Vi kunne bløde op på det [ansvarliggørelsen af barnet], hvis vi havde nogle flereressourcer til at holde opfølgende møder med forældrene i stedet for at fremsendeet notat, som vi gør i dag, hvor børnene så skal stå skoleret.”Samtidig med, at holdningen til brugen af opfølgende møder generelt er, at det er meget fordelag-tigt, er det meget varierende, hvor ofte disse møder anvendes – fra ”meget sjældent” til ”næstenaltid.” Variationen beror på ressourcer. Nogle oplever, at det ikke har været muligt at holde opføl-gende møder inden for rimelig tid efter samtalen med barnet af ressourcemæssige årsager, andre atdet tidligere har været muligt, men at det nu er reduceret på grund af sparehensyn. Generelt er der etønske om at kunne holde flere opfølgende møder, da det opleves relevant i langt flere sager enddem, hvor der i dag afholdes sådanne møder. Flere påpeger på samme tid, at behovet ikke angår allesager, bl.a. ikke de ukomplicerede.I retterne sker videreformidlingen til forældrene ved, at notatet sendes til parterne/deres advokater,og herefter er det forskelligt, om forældrene kommer til et opfølgende møde, og hvorvidt dette skerpå dommerens eller forældrenes anmodning. Generelt er det svært at komme med et bud på en sæd-vanlig fremgangsmåde:”Indtryk fra samtalen formidles til forældrene via retsbogen. Den sendes til par-terne, typisk deres advokater, og i en standardsag træffes der afgørelse på det fo-religgende grundlag. Hvis man til hovedforhandlingen kan mærke, at de ikke kanforliges nu, men måske senere, så berammes et nyt møde ca. 14 dage efter samta-len, hvor et forlig forsøges. Der kan også mangle noget, så man er nødt til at ind-37

kalde forældrene igen, eller barnet kan sige noget, der gør det oplagt – altså så-dan at forældrene burde kunne indse, at det kunne blive godt for dem alle. Så ind-kaldes de igen. Eller forældrene kan selv bede om at mødes igen efter at have fåetretsbogen.””Notatet sendes til parterne. Vi skriver med forslag om forlig, og vi opnår rigtigmange, ca. 50 pct. Resten sendes til møde nr. 2. Det her møde sættes der tid af til,når sagen berammes. Her kommer den børnesagkyndige med et forligsforslag, oghvis forældrene ikke vil det forslag, så rykkes over i en retssal til hovedforhand-ling. […] Sådan gøres det ikke i alle tilfælde. Der er mange variationer, helt af-hængig af familiekonstellationen, forældrenes indsigt i barnets bedste, konfliktni-veau m.v. Sagerne får en individuel behandling.””Jeg startede ud med en forestilling om, at det var i helt særlige situationer, atder var behov for at forklare sig igen. Min erfaring siger mig bare, at der altid erbehov for at forklare sig igen. Så det er blevet sådan, at jeg fast har det – det op-følgende møde berammes på forhånd.”De nævnte variationer, både i statsforvaltningerne og i retterne, implicerer, at det er forskelligt, ihvilket omfang samtalen med barnet også bruges i forligsøjemed eller alene med henblik på at træf-fe afgørelse. Desuden fortælles, at notatet om samtalen med barnet både kan formindske og optrap-pe konflikten mellem forældrene og herigennem føre til såvel forlig som afgørelser. Alt i alt frem-står hyppigheden af, om sagen ender med forlig eller afgørelse på baggrund af samtalen med barnetmeget forskellig. Mens nogle fortæller, at der”oftest træffes afgørelse”,siger andre:”Ofte frafal-der advokaterne efter notatet fra samtalen. Vi forliger langt flere sager end før lovgivningen.”Med hensyn til formidling af afgørelsen til barnet – hvilket som sagt er særlig relevant i tilfælde,hvor barnets umiddelbare ønsker ikke følges – finder dette yderst sjældent sted. Det er meget for-skelligt, om dette anses for at være problematisk. Nogle omtaler det som ”en sort samvittighed”eller ”et kildent spørgsmål”, mens andre understreger, at børnene ikke er parter i sagen, hvorfor derikke skal ske en videreformidling til dem. Særligt i retterne fremstår det som en fremmed tanke atskulle formidle direkte til barnet. Nogle foreslår dog, at det måske kunne være en idé at formidleafgørelsen direkte til de større børn i form af et brev. Det kunne især ske i de tilfælde, hvor afgørel-sen ikke følger børnenes ønsker.

de er”bange for at gøre den ene eller den anden ked af det”,at det er”belastende at skulle delevandene”,men samtidig at ”mange– og det er heldigvis de fleste – er udmærket tilpas med situati-onen.”Desuden giver interviewpersonerne udtryk for, at de fleste børn er meget nervøse og harsommerfugle i maven, når de møder op til samtalen. På samme tid er der en stærk oplevelse af, atdet er betydningsfuldt og forløsende for børnene at komme til samtale:”Jeg oplever, at det er betydningsfuldt for børnene at blive set og hørt. Selvfølge-lig er det svært, og vi skal derfor være opmærksomme på de sager, hvor børnenekan komme endnu mere i klemme.””Børn tager det som en chance og et håb om at noget kan blive bedre.””De kommer lidt forsagte, men går meget forløste ud.””Jeg oplever, at de er meget lettede bagefter, og det er også den tilbagemelding vifår fra forældrene.”Vurderingen af, at det ikke er en dårlig – og i nogen tilfælde ligefrem en god – oplevelse for børne-ne at komme til samtale, kobles sammen med den måde, samtalen foregår på, og dens indhold, her-under at børnene ikke bliver bedt om at vælge mellem forældrene. Det fortælles, at flere børn efter-følgende giver udtryk for ”nå, var det ikke andet”. Vurderingen kobles også sammen med det for-hold, at en del børn i forvejen er indblandet i forældrenes konflikt, og at det i denne situation er rarteller forløsende at tale med en neutral voksen person:”Jeg har egentlig oplevet, at de fleste børn er positive over for det og gerne vilinddrages. Jeg har egentlig været lidt overrasket over det. Det er nok fordi, de al-ligevel er så påvirkede af det, der sker, så man kan ikke skåne dem for det, uansetom de kommer i retten eller ej. De er udmærket klar over den konflikt, der er mel-lem forældrene.””Jeg oplever, at børnene synes, det er positivt at blive inddraget. De giver udtrykfor, at det er rart at tale med en, der ikke er en del af konflikten.”Det kan i denne sammenhæng nævnes, at flere dommere på eget initiativ under interviewet omtalerDR-dokumentaren ”Forældrekrigen”, som viser børn, der er voldsomt påvirket af samtalen i retten.Dette billede betragtes som forvredet, og det siges eksempelvis:”Jeg kunne ikke genkende det billede. Jeg synes, det var chokerende. Jeg kenderselvfølgelig ikke deres ageren til og fra retten i bilen, men det er ikke min opfattel-39

5.9 Vurdering af børnesamtalen og forslag til forbedringerInterviewpersonerne sætter generelt stor pris på samtalerne med børnene. Dette skyldes dels et ind-tryk af, at langt de fleste børn befinder sig godt ved at være til samtalen, dels en oplevelse af, atsamtalen foregår på en ordentlig måde, og at samtalerne er med til at forbedre aftalerne eller afgø-relserne:”Jeg synes, at samtalerne foregår på en fin og nænsom måde, så vi kan stå til an-svar for de afgørelser, vi laver.””Samtalerne er meget forskellige, men jeg har aldrig oplevet, at det er gået galt.Jeg oplever, at de børnesagkyndige er gode til at spørge rundt om emnet – ikkesætte det på spidsen, ikke presse med noget.””Jeg tror også, at aftalerne helt klart bliver bedre, både at det bliver bedre forbørnene, og at aftalerne bliver mere holdbare. Det gør et stort indtryk på de fle-ste.””Som dommer i de her sager er det absolut et fremskridt, at vi kommer nærmereind på det. Man føler sig egentlig bedre rustet til at træffe afgørelse. Man stårbedre som dommer, når man skal træffe afgørelse efter sådan en samtale. Manhar et bedre grundlag for at træffe afgørelse.”Flere peger her på, at den øgede brug af børnesagkyndige både ved et indledende møde og ved bør-nesamtalerne er med til at forbedre samtalernes kvalitet samt notatet om indholdet i samtalen. Des-uden bemærker nogle af informanterne en ændring ved, at de børnesagkyndige har fokus på barnetstrivsel og situation, mens samtalerne”tidligere bar mere præg af at være bevisregel.”Under hen-visning til sagernes forskellige karakter nævner af flere dommerne, at muligheden for at bestemme,hvor og af hvem samtalen skal holdes, er en fordel.En del af informanterne mener, at der samtidig er forhold omkring samtalen med barnet, der kanforbedres.

Et af disse angår ressourcer til afholdelse af kurser om børnesamtalen. Dette ønske fremkommerbåde blandt børnesagkyndige, jurister i statsforvaltningerne og dommere. De påpeger, at det er etområde, der kræver ajourført viden samt kompetencer, som jurister og dommere ikke har via deresuddannelse:”Jeg har deltaget i kurser, blandt andet med en norsk psykolog, og jeg menerselv, jeg lærte nogle fif – hvordan man skal sidde, at det er godt at gentage, så deføler sig forstået osv. Man kunne måske godt gøre det obligatorisk, at dommerneskulle på sådan et kursus, altså at man på en eller anden måde skulle klæde dom-merne på til det, hvis det er dommerne, der skal tage samtalerne.”Et andet forslag angår børnevenlige lokaler, der som beskrevet ikke findes alle steder, og som efter-lyses af nogle af informanterne.Også forberedelsen af forældrene på, hvad der skal foregå ved samtalen med barnet, nævnes som etområde, der kan forbedres. Som nævnt er denne forberedelse af meget varierende omfang, og fleregiver udtryk for, at forberedelsen kunne være bedre. Eksempelvis foreslås en informationsfolder,der forklarer forældrene, at det ikke er afgørende, hvem der ledsager barnet til samtalen, og somgiver indblik i samtalen, herunder at barnet ikke skal vælge mellem forældrene. Dette vil kunnegøre forældrene mere trygge ved samtalen med barnet og samtidig smitte af på forberedelsen afbarnet, som i høj grad er overladt til forældrene. I forlængelse heraf nævnes også muligheden for enpjece om samtalen målrettet de ældre af børnene. En sådan vil kunne sendes med posten eller væretilgængelig på en hjemmeside. Nogle har sådanne foldere, mens andre efterlyser dem.Kravene til udformningen af notatet om indholdet af samtalen med barnet indgår også blandt deforhold, der ifølge informanterne kan forbedres. Dette angår det tidligere nævnte dilemma vedrø-rende på den ene side barnets perspektiv som en retssikkerhed for barnet og på den side notatetsfunktion som bevisregel i afgørelserne. Der gives dog ikke et entydigt løsningsforslag på dette di-lemma.I statsforvaltningerne ses også et ønske om flere ressourcer til opfølgende møder med forældrene.Disse møder betragtes som værdifulde for både forligsbestræbelser, aftalerne eller afgørelsernesholdbarhed og for at undgå, at forældrene senere hen ”udfritter” børnene om samtalen. En af infor-manterne siger om dette:”Det ville være en forbedring, hvis det blev skrevet ind i vejledningen, at man ind-stiller til, at der holdes opfølgende møder. Alt andet er først og fremmest ikke iorden over for barnet, men heller ikke i orden over for forældrene. Det er heller

ikke konfliktdæmpende, at få et notat ind af brevsprækken. […] Men sager er for-skellige, så der bør være individuelle løsninger.”Der er ikke enighed om, hvorvidt en direkte opfølgning til barnet vil være en god idé, men noglepeger på, at et brev til de ældre børn kunne være fordelagtigt, særligt i de tilfælde, hvor afgørelsengår imod dets ønsker. I en af statsforvaltningerne fortælles, at et forsøgsprojekt, hvor barnet ogsåinddrages efterfølgende, er på tale. En anden informant påpeger, at det kunne være en fordel med ettilbud til barnet om en afrundende samtale. Det tilføjes dog, at det er et tveægget sværd, da det ogsåkan være belastende for barnet at skulle inddrages flere gange.Endelig peges på det forhold, at der ikke er viden om barnets situation efter en samtale. Det er ogsået område, der kan forbedres:”Der mangler fokus på de reaktioner, samtalerne kan afstedkomme. Og det sam-ler vi ikke op på. Man kunne måske have et åbent tilbud om rådgivning både tilforældre og børn. Det skulle ikke være obligatorisk, men der er nogle børn, derlades i stikken.”

6.1 Inddragelse og medbestemmelseDer er ikke nogen tvivl hos børnene om, at man er nødt til også at spørge børnene i de her sager:”De kan jo ikke rigtig vide, hvad barnet tænker, hvis de ikke får det at vide. Og såkan det være, de træffer nogle dumme beslutninger, som barnet vil blive ked af.”Her rettes der opmærksomhed på, at forældrenes perspektiver ikke i alle tilfælde er det samme sombarnets. Adspurgt om det ikke er tilstrækkeligt at spørge forældrene, svarer et af børnene fx:”Nej, for de har måske en helt anden mening, end hun [barnet i en af de fire hi-storier] har, og så siger de jo bare, hvad de synes.”Ikke alene betragtes barnet som en vigtig kilde til viden, barnets position i sagen betyder samtidig,at det er væsentligt at høre børnene:”For det er jo os, det handler om.”Børnene giver også meget entydigt udtryk for, at barnets synspunkter skal vægtes i sagen – i modsatfald reduceres barnet til”bare at være en brik, der flytter med”og”ellers bliver alt bestemt rundtom hovedet på mig.”I hvilken grad, det skal vægtes, er der forskellige holdninger til. Enkelte giverudtryk for, at ”børnhar jo selv ret til at bestemme”,men flere fortæller, at dette skal være i foreningmed de voksne. Nogle af børnene er også opmærksomme på, at der med indflydelsen følger et an-svar:”Ja, hun [barnet i en af de fire historier] skal være med til at bestemme, hvor hunskal bo, men hun skal kun have en indflydelse på det. Hun skal ikke have hele an-svaret.”Børnenes egne erfaringer med at blive inddraget i sagen i form af en samtale og medindflydelsenherigennem fremgår af det senere.

”Altså, man kan jo godt snakke med ens forældre, men nogle gange er det lidt ir-riterende, for det er jo ligesom dem, der er problemet.”Der peges her på, at det er nemmere at komme med sine synspunkter, når den voksne ikke er invol-veret i konflikten. Det fremstår på baggrund af interviewene som om, at en del børn opfatter samta-len som et rum, hvor der ikke skal tages hensyn til forældrenes reaktioner – ”Duplaprer bare løsom, hvad der er galt.”Børnene virker i øvrigt meget opmærksomme på deres forældres reaktioner.Om det at tale med en voksen uden for familien siges:”Det er rart at kunne sige, hvad man gerne vil. Før har jeg ligesom følt, at jegblev nødt til at holde med enten min far eller min mor. Og jeg kunne ikke holdemed dem begge to, for det var besværligt.””Så er der ikke er nogen, der bliver sure, eller lidt kede af det, eller lidt glad, alt-så sådan lidt stort smil på læben, mens den anden bliver ked af det, jo.”Foruden muligheden for at tale mere åbent og uden at være bange for, hvilke reaktioner udtalelserneafstedkommer, gives der også udtryk for en større tillid til, at den voksne vil behandle barnets syns-punkter mere objektivt og professionelt:”Det var betryggende, at det var én, der var upartisk.””Det var rart at tale med én, der er neutral – én der ikke er en del af det. De hol-der hverken med min mor eller far.””Jeg synes ikke, det var så rart i starten at have det der ansvar, men da jeg såkom derind, fik jeg det ret meget bedre, for det virkede som om, at det var én, dervar vant til de der samtaler. Én der ikke ville være ond med mine holdninger.”Børnene er også blevet spurgt til, om de gerne ville have haft en bisidder. Der er blandt børneneikke noget ønske om, at en sådan person skulle deltage i samtalen. Det fortælles, at den børnesag-kyndige person gjorde dem trygge, at det var rart kun at være to til samtalen, og at det omvendt ikkeville være hverken rart eller trygt med flere voksne. De ser heller ikke noget behov herfor:”Nej, det tror jeg ikke rigtig, jeg havde brug for. Hun sagde jo ikke noget, jeg ikkeville svare på. Det var jo meget roligt.”

Der er heller ikke noget generelt ønske om en bisidder/ bistandsperson til at forklare sagsforløbeteller afgørelsen. Hos enkelte gives der tværtom udtryk for, at dette kan blive for meget af det gode:”manvil heller ikke have, at der sådan hele tiden er noget.”Et par af børnene siger dog, at det må-ske kunne være rart med henblik på at forberede sig på samtalen”så man er mere sikker på, at manfår sagt de ting, man gerne vil.”I forhold til spørgsmålet om en bistandsperson til barnet er det vig-tigt at holde sig for øje, at dette af Udvalget om forældremyndighed og samvær alene betragtes re-levant i særlige sager, og at børnene i denne undersøgelse formodentlig ikke hører blandt disse.

6.2.2 Tid og stedBørnene har generelt oplevet, at der var god eller rigelig tid under samtalen – at den sluttede, når deikke havde mere at sige. En enkelt giver udtryk for, at der var for lidt tid til at snakke om de enkeltepunkter, og at der skulle være gået mere i dybden med spørgsmål og svar. Dette barn føler sig ikkeforstået.Med hensyn til det lokale, samtalen afholdes i, så bemærkes og huskes det af børnene. Mens der eren del af forholdene ved samtalen, børnene ikke kan huske, har alle lokalet i erindring og beskriverdet som ”lidtmørkt”, ”der var legetøj og farveblyanter og sådan noget”, ”der var lys ind og detvar åbent. Hyggeligt nok”, ”rart”, ”det var okay”, ”Det var dejligt, at man kunne sidde og tegnelidt”, ”Det var et rart sted. Meget hyggeligt med blomster og frisk luft og solskin”, ”Det var sådanmere et hvidt lokale.”

6.3 Forberedelse på samtalenBørnene fortæller, at de er blevet forberedt på samtalen af deres forældre. Det fremstår noget for-skelligt, hvor meget de har fået fortalt, men uanset omfanget heraf, er der meget delte meninger om,hvorvidt der er behov for at vide mere inden samtalen. Nogle giver udtryk for, at der ikke er behovfor mere forberedelse:”Det var meget sådan afslappet, ikke sådan nogen regler på den måde. Megetnemt. Man behøvede ikke et helt kursus i, hvordan man skulle gøre det.”Mens andre, og det gælder de ældre børn, gerne ville have vidst mere på forhånd, herunder at detvar frivilligt, at deres udtalelser ikke alene er bestemmende for afgørelsen, at der laves et notat, menat det er muligt at få indflydelse på udformningen af dette, samt mere om, hvad samtalen gik ud påmed henblik på at kunne forberede sig. De børn, der gerne på forhånd ville haft oplyst, at samtalener frivillig, siger samtidig, at det ikke ville have afholdt dem fra at deltage.

6.4 SamtalenI forhold til den introducerende del af samtalen fortæller de fleste af børnene, at de her er blevetoplyst om, at samtalen var frivillig – eller mere i retning af, at der var mulighed for ikke at svareeller sige pas til spørgsmålene. Det er dog ikke alle børnene, der mener, at de er blevet gjort bekendtmed, at samtalen var frivillig. Det er også de fleste, men ikke alle, der ved samtalen er blevet orien-teret om, at afgørelsen ikke alene baseres på deres udtalelser. Alle fortæller, at de var klar over, atder blev skrevet et referat af samtalen (notatet), og at dette ville blive videregivet til forældrene.Muligheden for at omskrive eller undlade dele af samtalen i notatet er børnene også bekendte med.Et af børnene fortæller her:”Ved alle de ting, vi snakkede om, sagde hun ”er det okay, at jeg siger det her vi-dere til dine forældre.” Og da jeg så havde fortalt det hele, så snakkede vi om detigen.”Indholdet i samtalen opleves af børnene som ”stille og roligt”. Her henvises til, at spørgsmåleneomhandler skole og fritid, hvor langt der er mellem forældrenes bopæl, hvad de foretager sig hoshenholdsvis den ene og den anden forælder og om generel trivsel. Nogle af børnene fortæller, at dehavde forestillet sig noget andet. En siger fx:”Man havde forventet, at man bare gik direkte til sagen, sådan ”Hvad synes DU?Vil DU også bo…?”, men det var slet ikke sådan.”Børnene giver generelt udtryk for, at de fik sagt de ting, de gerne ville.Holdningen til notatet fra samtalen er, at dette ikke skal være for detaljeret:”De skal ikke sige det specifikt. Den voksne skal ikke bare være en båndoptager,men komme med et kort referat eller en konklusion.”Dette skal ses i sammenhæng med, at børnene oplever samtalen som et fortroligt rum, hvor der ikkeskal tages hensyn til forældrenes reaktioner. Tilliden til personen, der afholder samtalen, er her afbetydning:”I starten er det måske lidt svært, fordi man ikke er helt sikker på, om man kanstole på personen. Men efterhånden er det ret nemt, og så er det rart, at man kanfå det ud.”Børnene har derfor også en ret klar holdning til, at det skal være muligt for barnet at bestemme,hvad der videregives til forældrene. De fortæller, at barnet skal sige ja til det og godkende det, dergår videre. Hvorvidt videregivelsen af oplysninger om samtalen til forældrene i praksis betyder, at46

børnene er tilbageholdende med udtalelser, fremstår forskelligt. Mens nogle giver udtryk for, at ”detgjorde ikke så meget, vi talte mest om min hobby og sådan”og”jeg kunne jo selv bestemme, hvadder gik videre”,fortælles det af en anden, at”jeg havde nok sagt mere, hvis mine forældre ikkehavde fået noget at vide.”Børnene oplever generelt ikke, at deres deltagelse i samtalen har ændret noget i deres forhold tilforældrene. Et af børnene fortæller dog, at det er blevet ”forhørt” af den ene forælder efter modta-gelsen af afgørelsen. En anden peger modsat på en positiv side ved videreformidlingen af barnetssynspunkter, da forældrene herigennem er blevet mere opmærksomme på, hvad barnet tænker.

6.5. Formidling af afgørelsenFor så vidt angår en formidling til barnet om sagens afgørelse, peger Udvalget om forældremyndig-hed og samvær på visse dilemmaer ved at gøre dette per brev, herunder form, indhold, barnets alderog mulighed for opfølgning, og udvalget anbefaler derfor, at domstole og statsforvaltninger medinteresse for formidling til barnet gør sig overvejelser og iværksætter forsøg hermed, jf. det tidlige-re.Børnene giver generelt udtryk for, at de ikke vidste besked om, hvornår der ville ske mere i sagen.Nogle siger, at dette kunne have været rart at vide, så de kunne være forberedt på det.Typisk er sagens afgørelse eller aftale formidlet til barnet af forældrene, men enkelte har modtagetet brev. Børnene er spurgt, om de ønsker en direkte tilbagemelding fra myndighederne i form af etbrev eller et møde. De fleste giver udtryk for, at formidlingen bedst sker via forældrene:”Det er ikke rart at høre fra en fremmed.””Det er betryggende, at der ikke er én til, man skal tale med. Og hvis resultatetgør én ked af det, vil man gerne være hos far og mor.””Man vil helst høre det fra forældrene – dem der er tættest på. Man kender jo hel-ler ikke de andre så meget.””Hvis man nu begynder at græde, så er man sikker på, at de vil trøste én.”Der peges i den sammenhæng på vigtigheden af, at forældrene formår at være neutrale i deres for-midling:

”Hvis de kan sige det uden at vise, at de er lidt utilfredse med det. Den ene er noklidt utilfreds. […]og siger det med en måske lidt dyster tone eller en glad tone.Det kan godt være rart at høre en glad tone, men så har den anden jo bare dendystre tone på.”Et par af de ældre børn giver udtryk for, at de gerne ville have haft en direkte tilbagemelding i formaf et brev eller et møde med den børnesagkyndige for at få formidlet afgørelsen på en ”upartisk må-de” og for at få en begrundelse for afgørelsen i relation til barnets udtalelser. Omvendt er der børn,som har fået formidlet afgørelsen i et brev, og de så hellere, at dette var sket via forældrene:”Jeg fik et brev selv. Det var næsten magen til min mors. Det var lidt underligt, atjeg ikke fik det at vide af mine forældre. Jeg synes nok, det var federe, at man fikdet at vide af sine forældre og ikke skulle sidde og læse det op.”

6.6 Børnenes oplevelser af at blive inddraget og få medbestemmelse samt forslag tilforbedringerBørnene fortæller, at de inden samtalen har været nervøse, men selve samtalen opleves ikke somproblematisk. Adspurgt, hvad de synes om at være til samtale og om at skulle sige sin mening, for-tælles, at”det var bare sådan en ganske almindelig samtale”, ”det var rart”, ”det var dejligt”,”det var nogle gange lidt svært, men også ret sjovt”, ”det lettede”, ”det var ret nemt og rart at fådet ud”, ”rart at sige sin mening”,og at”man følte som om, at alt det, man holdt inde, røg ud.”Det opleves også positivt, at der lyttes til og fokuseres på barnet:”De hører efter, de lytter, og de fokuserer rigtig meget på én – hvad man gernevil, og at det er én selv, man skal tænke på. […] Det er vigtigt, hvad børnene vil.Det glemmer nogle børn. De har travlt med at gøre deres forældre tilfredse.””Og hun lyttede meget til mig. Kun mig. Hendes mening kom ikke. Det var rart, athun bare lyttede til, hvad jeg sagde.”Ud over tilkendegivelser af, at det er lidt svært, men også rart og lettende få lov til at sige sin me-ning, fortælles det, at det også er en situation, som kræver overvejelser:”IP1: Man skal også lige tænke over det, inden man siger det højt.IP2: Ja, om det nu er det rigtige, man siger.”

Implicit heri ligger, at børnene er klar over, at deres synspunkter tillægges vægt. Samtidig er deglade for, at det ikke alene er deres synspunkter, der bliver bestemmende for afgørelsen eller afta-len. Det opleves positivt og hensigtsmæssigt ud fra overvejelser om ansvar:”Jeg kan godt lide, at man bliver hørt, men ikke får lov at bestemme det hele –men stadig har indflydelse.””Jeg ville gerne have en indflydelse, men ikke en al for stor indflydelse, for såblev min far og mor måske kede af det eller for glade.”I tilfælde, hvor barnets ønsker følges, fortælles”det var anderledes på den gode måde, at min me-ning også talte med”,mens det i et tilfælde, hvor afgørelsen ikke fulgte barnets ønsker, siges omdet at blive inddraget og fortælle sin mening:”Altså, jeg er ikke så vild med det. Jeg har jo prøvetdet, og der skete noget, der ikke rigtig skulle ske”.Det pågældende barn synes, at det var rart atvære inde til samtalen, men har ikke efterfølgende en oplevelse af at være blevet hørt. Det skal ogsåses i sammenhæng med, at barnet ikke var blevet oplyst om, at dets udtalelser ikke alene er be-stemmende for afgørelsen. Som påpeget af Udvalget om forældremyndighed og samvær, fremståren formidling til barnet således særlig vigtig, når afgørelsen går helt eller delvist imod barnets øn-sker. I tillæg hertil kan vigtigheden af, at barnet ved samtalen orienteres om, at dets udtalelser ikkealene er bestemmende for afgørelsen, påpeges.Et par af børnene har deltaget i flere samtaler og finder ikke dette problematisk: ”Detvar okay”og”Deter fint nok, for de tager udgangspunkt i, hvad jeg gerne vil, og hvordan jeg har det”.Blandt børnenes forslag til forbedringer hører lokalerne. De børn, der har oplevet ”for mange hvidevægge” giver udtryk for, at lokalerne bør være børnevenlige.Også bedre oplysning om samtalen på forhånd kommer flere – og særligt de ældre – børn med for-slag til, jf. det tidligere.Der er delte meninger om, hvorvidt der bør være en direkte formidling af afgørelsen/aftalen til bar-net. De fleste ønsker denne formidling fra forældrenes side, men et par af de større børn synes, atdet ville være en forbedring med enten en opfølgende samtale med den børnesagkyndige eller etbrev med en forklaring til barnet. De børn, der har erfaringer med et sådant brev, er dog ikke enty-digt glade herfor.En forælder understreger i en mail, at det desuden havde været en fordel, hvis barnet efter samtalenhavde telefonnumre, mailadresser eller foldere til at afklare spørgsmål samt assistere med hjælp.Pågældende forklarer, at barnet”blev efterladt meget alene.”49

6.7 Om børnegrupperI flere af statsforvaltningerne er der tilbud om børnegrupper. Disse består i grupper af jævnaldrende,hvis forældre er gået fra hinanden. De mødes i et forløb bestående af typisk 6-8 møder med henblikpå at drøfte problematiske sider ved deres situation. Der deltager børnesagkyndige ved møderne.Børnegrupperne er dermed en støttende foranstaltning, der i mindre grad angår inddragelsen af bar-nets perspektiv i sagens proces, som er fokuspunkt for denne evaluering. Eftersom de fleste af bør-nene i undersøgelsen er interviewet på tidspunktet for et møde i børnegruppen, er der også spurgt tilderes erfaringer med disse grupper.Det virker til, at børnene sætter meget stor pris på at komme til børnegruppemøderne. Børnene for-tæller, at de glæder sig til at komme. Også her nævnes fordelen ved at tale med nogen uden for fa-milien:”Man får sådan snakket ud om nogle ting, som man nok ikke ville snakke med sineforældre om.”Navnlig det at være sammen med andre børn i samme situation værdsættes:”Man kan godt se, at de andre har det på en måde, der minder lidt om, sådan jeghar det. Det er godt at vide, at man ikke er den eneste i verden, der har det sværteller sådan.””Du kan egentlig lære meget af at høre de andres historier – få lidt mere viden.Man kan høre, det ikke kun er mig, det går ud over, eller det ikke kun er mig, derhar de problemer, det er også andre, og hvordan de så har gjort det.”Den positive indvirkning af de andre børns fortællinger ses også ved, at disse kan bruges til atkommunikere svære forhold til forældrene:”Nu er mine forældre begyndt at lytte efter – altså fordi jeg fortæller om de an-dres historier – og gøre det bedre for mig.”

Børnene understreger, at det er væsentligt, at de ikke på forhånd kender øvrige børn i børnegruppen.Hvis det var tilfældet, ville det ifølge børnene indebære, at snakken ville blive mere falsk, useriøsog pjattende, samt at oplysninger ville blive tilbageholdt:”Det er vigtigt, det er fremmede, som ikke kan sige det videre til nogen, der ikkeskal have det at vide.”Flere fortæller, at de ved første møde var bange for, om der skulle dukke nogen op fra skolen ellerlignende.Det opleves som rart, at de voksne (børnesagkyndige) også deltager i møderne, så de kan være medtil at fremme og styre samtalen. Dog er dette en balance, da de voksne, ifølge børnene, også skalpasse på, at de ikke kommer til at fylde for meget:”Men nogle gange er der måske det problem, at så får man ikke snakket så megetsammen med de andre børn. Når de [børnesagkyndige] spørger, så kigger mansådan på dem og fortæller, og ikke så meget på de andre børn. Det gør vi så ipausen.”Børnene er tilfredse med den afsatte tid og lokalet, som børnegruppemøderne foregår i. Nogle pegerdog i lighed med lokalet for børnesamtalen på, at lokalet er noget sterilt, og at det ville være rartmed lidt flere farver på væggen.

SAMLET OPSUMMERINGSamlet set peges i undersøgelsen på, at belysning af barnets perspektiv og inddragelse af barnet stårcentralt i forældreansvarsloven. I forlængelse heraf gives der udtryk for, at der efter lovens ikraft-træden gøres flere bestræbelser på at få belyst barnets perspektiv i sager om forældremyndighed,bopæl og samvær. Denne del af forældreansvarsloven betragtes generelt som et fremskridt, hvilketskal ses i sammenhæng med holdningen til at inddrage børnene, som er, at det er væsentligt, og atdet forbedrer afgørelserne/aftalerne. Også børnene giver udtryk for, at det er vigtigt at blive inddra-get og få medindflydelse.Såvel medarbejderne i statsforvaltningerne, dommerne som børnene er enige om, at inddragelsen afbarnet i form af en samtale generelt foregår på en ordentlig og nænsom måde. Medarbejderne istatsforvaltningerne og dommerne vurderer desuden, at børnene oplevelse af at være til en samtalefor de flestes vedkommende er positiv. Dette billede bekræftes af børnene, som fortæller, at detkræver overvejelser, men samtidig finder de det rart og lettende. Det skal her påpeges, at børnene idenne undersøgelse formodentlig ikke har gennemgået meget belastende forløb.Dette er hovedindtrykket fra undersøgelsen. Det nævnes dog også, at det i særlige sager, fx i megetkonfliktfyldte forhold eller socialt tunge sager, hvor der samtidig er mange andre problematikker,kan være vanskeligere for barnet at komme til en samtale. I disse sager vurderes det at være relevantmed en bisidder. Dog understreges vigtigheden af, at en sådan person forholder sig objektivt oguvildigt til sagen. Brugen af bisiddere findes ikke relevant eller ønskværdig i øvrige sager.Et hovedindtryk fra undersøgelsen er også, at de professionelle er meget opmærksomme på de for-skellige risici ved samtalen, og at man derfor bestræber sig på at undgå, at barnet gøres ansvarligtfor sagens udfald, at det bringes i en situation, som det ikke kan overskue, eller at barnets loyalitets-konflikt forstærkes. Der er forskellige opfattelser af, hvorvidt dette altid lykkes i praksis. Derforunderstreges i undersøgelsen vigtigheden af, at barnet altid gøres præmissernes for inddragelsenklart, herunder ikke mindst at sagens afgørelse ikke alene beror på barnets udtalelser, samt at vide-reformidlingen af barnets udsagn sker med omhu. Erfaringer blandt børnene bestyrker vigtighedenheraf.Med hensyn til kriterierne for at inddrage et barn til en samtale er der delte meninger om hensigts-mæssigheden og værdien af at inddrage de meget små børn. Der tales både for og imod dette. Detdiskuteres desuden, om kriterierne for at undlade en samtale er for snævre, eller om det måskenærmere er et spørgsmål om, hvordan loven forvaltes.

Selv om der overordnet er et positivt indtryk af statsforvaltningernes og retternes belysning af bar-nets perspektiv, navnlig spørgsmålet om inddragelse af barnet i form af en samtale, peges i under-søgelsen på flere forhold, der kan forbedres.Forberedelse af forældrenepå samtalen med barnet er et område, der kan forbedres, fx i form af eninformationsfolder eller mundtligt på et indledende møde med forældre. Denne forberedelse ansesfor at være væsentlig med henblik på at øge forældrenes tryghed og tillid til samtalen med barnet.Det fremstår meget forskelligt, i hvilken udstrækning forældrene forberedes på samtalen med bar-net.En mere omfattende forberedelse af forældrene kan også forbedrebarnets forberedelse,da denne ihøj grad er overladt til forældrene. I forlængelse heraf nævnes også muligheden for en pjece til deældre børn. De ældre børn giver også selv udtryk for, at de gerne ville have vidst mere på forhånd,bl.a. at samtalen er frivillig, at der laves et notat, men at det er muligt at få indflydelse på udform-ningen heraf, at barnets synspunkter ikke alene er bestemmende for afgørelsen samt mere om, hvadsamtalen drejer sig om.Blandt medarbejdere i statsforvaltningerne er der et ønske om flere ressourcer til afholdelse aftvær-faglige møder,hvor en børnesagkyndig også deltager. Disse møder vurderes som betydningsfulde,ikke mindst i forhold til forældrenes forberedelse på en eventuel samtale med barnet. Desuden me-nes møderne at forbedre forligsmulighederne, ligesom der er en opfattelse af, at de kan medvirke tilat gøre de indgåede aftaler mere holdbare. Muligheden for at afholde et tværfagligt møde er efterdet oplyste begrænset af økonomiske grunde.Blandt dommerne er der et ønske ombedre oplyste sager,når disse sendes fra statsforvaltningerne.Det vil kunne forkorte sagsbehandlingstiden og modvirke dobbeltarbejde i bestræbelserne på at be-lyse barnets perspektiv. At der er få oplysninger i sagen, når denne oversendes fra statsforvaltnin-gerne, skyldes formodentlig ofte, at sagen er hurtigt afsluttet i statsforvaltningerne. Dommerne hardog også erfaret, at de oplysninger, der findes i sagen, ikke i alle tilfælde medsendes.Berammelsestiderfor sagerne ved retterne nævnes også som et forhold, der burdes forbedres, daventetiden anses for at være en belastning, ikke mindst for børnene.Der er også et ønske om deltagelse ikurser om samtalen med barnetmed henblik på at øge kompe-tenceniveauet og få opdateret viden på området. Dette ønske fremsættes både af børnesagkyndige,jurister og dommere.Børnevenlige lokalertil at afholde samtalen i ses mange, men ikke alle, steder. Dette efterlyses afnogle af dem, der afholder samtalen under forhold, der ikke er indrettet på børns præmisser. Børne-53

ne selv er opmærksomme på lokalet, som samtalen finder sted i, og ønsker, at dette skal være bør-nevenligt.Det er også forhold vednotatet om indholdet af samtalen,som foreslås forbedret eller i hvert falddiskuteret. Det efterlyses, at der tages klarere stilling til det dilemma, det er, at samtalen på den eneside er en retssikkerhed for barnet, hvorfor det bør kunne udtale sig frit og uden at blive belastet afsine udtalelser, mens barnets perspektiv på den anden side vægtes i afgørelserne, hvorfor forældrenehar krav på indsigt i grundlaget. Der gives dog ikke et entydigt løsningsforslag på dette. Blandt bør-nene er der en klar holdning til, at det skal være muligt for barnet at bestemme, hvad der videregi-ves i notatet.Blandt medarbejderne i statsforvaltningerne er der et ønske om flere ressourcer tilopfølgende mø-dermed forældrene efter samtalen med barnet. Det vurderes, at disse møder øger forældrenes tillidtil samtalen samt forståelsen og accepten af barnets udsagn. Møderne menes også at kunne forbedreforligsmulighederne, øge holdbarheden af aftaler/afgørelser og mindske risikoen for, at forældrenesenere ”forhører” børnene om samtalen. Netop de forældrereaktioner, samtalerne afstedkommer,nævnes også som et område, hvor der savnes fokus. I praksis er det meget varierende, i hvilken ud-strækning opfølgende møder finder sted, men flere nævner, at muligheden er begrænset på grund afmangel på ressourcer.Behovet for at opnå forældrenes tillid og accept understreges af, at det hovedsageligt er dem, derformidler afgørelsen eller aftalen til barnet. Der er ikke enighed om, hvorvidt endirekte opfølgningtil barnetefter samtalen ville være en god idé, men der peges både blandt medarbejdere og børn på,at et brev til de ældre børn i visse sager kan være fordelagtigt, særligt i tilfælde hvor afgørelsen gårimod barnets ønsker. I øvrigt giver de fleste af børnene udtryk for, at de helst ser, at forældrene va-retager formidlingen, men peger samtidig på væsentligheden af, at forældrene kan håndtere denneopgave.Endelig anbefales det af såvel medarbejdere i statsforvaltningerne som af dommere, at der indføresenspærreregel eller en karenstid,så det ikke er muligt at anlægge en ny sag umiddelbart efter enafgørelse, blandt andet for at skåne børnene for gentagen inddragelse.