Jørn VestergaardArrestorden i sagen Kam”Både i juraen og historien kan det være svært at finde sandheden,men konsekvenserne er forskellige.”Professor, dr. jur. & phil.,Ditlev Tamm i bogenDødsdømt(2008) s. 303

1.

En sag om udlevering til retsforfølgning kan af flere grunde anspore of-fentlig interesse. Dette gælder bl.a., når et andet land ønsker at gennemfø-re en straffesag mod en person, der opholder sig her i landet. Et sådanttilfælde vil navnlig påkalde sig offentlig bevågenhed, hvis den mistænktehar dansk statsborgerskab. Efter en ændring i udleveringsloven i 2002blev der indført en generel adgang til på visse betingelser at udleveredanske statsborgere, hvilket tidligere kun havde været muligt i forhold tilde øvrige nordiske lande. Med gennemførelsen af rammeafgørelsen omden europæiske arrestordre blev udleveringslovens traditionelle betingel-se om dobbelt strafbarhed per 1. januar 2004 afskaffet for et antal forhold,navnlig særlig alvorlige forbrydelser; dette har i visse kredse givet anled-ning til kritik.1Senest har der været betydelig opmærksomhed omkring Justitsministeriets afgørelserom udlevering af danskeren Camilla Broe til retsforfølgning i USA for narkotikakrimi-nalitet og om udlevering af den danske statsborger Niels Holck til retsforfølgning i In-dien for deltagelse i nedkastning i 1995 fra fly af våben til en militant gruppe. For nogleår siden dækkede pressen indgående sagen om den russiske begæring om udleveringaf den tjetjenske exil-politiker Akhmed Zakhaev, der under et ophold i Københavnblev anholdt og varetægtsfængslet, men undgik udlevering.

Danske myndigheders begæring om udlevering af en person, der befin-der sig i udlandet, giver ikke så ofte anledning til offentlig omtale her ilandet, hvilket formentlig beror på, at der ikke er grundlag for nævne-værdige anfægtelser, når en sådan anmodning efterkommes af et andetland. Anderledes kan sagen stille sig, når detikkelykkes at få en begæringom udlevering imødekommet. Et meget omtalt eksempel på et sådant til-fælde er sagen vedrørende den europæiske arrestordre i sagen mod SørenKam.

2.

Søren Kam blev født den 2. november 1921 i København. Under andenverdenskrig lod han sig hverve som dansk frivillig i Waffen SS, og hanblev den 20. maj 1940 udsendt til østfronten med 5. SS-Panzer-DivisionWiking med tjeneste ved 1. batallion Nordland. Fra maj 1943 var han le-der af den nystartede Schalburgskole på Høveltegård. For efterfølgendetapper fronttjeneste modtog Kam den 7. februar 1945 Jernkorsets Ridder-kors af Hitler i førerbunkeren i Berlin. Ved krigsafslutningen var hankompagnichef i 1. batallion Germania med rang af SS-Obersturmführer,svarende til premierløjtnant.Under ophold i Danmark deltog Kam den 30. august 1943 i drabet i envejkant på Lundtoftevej i Kongens Lyngby på redaktør ved dagbladetB.T. Carl Henrik Clemmensen. Forholdet blev begået sammen med to an-dre fra Waffen SS, Knud Flemming Helweg-Larsen og Jørgen ValdemarBitsch. Førstnævnte blev under retsopgøret dømt til døden for sin delta-gelse i drabet mv. og henrettet den 5. januar 1946 som den første af i alt 46landssvigere. Bitsch forsvandt efter en flugt fra Faarhuslejren den 15. maj1945 og er aldrig blevet fundet.Søren Kam flygtede til Tyskland og tog efterfølgende bopæl i byenKempten i regionen Allgäu i det sydvestlige Bayern. Han blev i 1956 tyskstatsborger. I ansøgning herom af 2. januar s.å. anmodede han om, atdanske myndigheder ikke blev gjort bekendt med hans opholdssted.I mange år har ønsket om retsforfølgning af Søren Kam for drabet påredaktør Clemmmensen påkaldt sig betydelig interesse.2På grund afKams tyske statsborgerskab var det i mange år ikke muligt for danske2.En udførlig journalistisk dækning af sagens tidligere forløb findes i Erik Høgh-Sørensens bogDansk dødspatrulje(1998). Se samme forfatters bogForbrydere udenstraf(2004) samt Gurli & Erik Haaest i bogenSøren Kam(2008). En Infomedia søg-ning på navnet Søren Kam gav 667 hits i landsdækkende dagblade siden decem-ber 1995. For Ritzau var der 303 hits. På folketinget.dk ligger der mere end halv-andet hundrede dokumenter indeholdende navnet Søren Kam.

myndigheder at få ham udleveret, idet tysk lovgivning tidligere inde-holdt et forbud mod udlevering af egne statsborgere. Dette forhold æn-drede sig imidlertid med gennemførelsen af rammeafgørelsen om deneuropæiske arrestordre.

3.

Med skrivelse af 16. januar 2004 til Søren Kam gjorde Statsadvokatenfor Sjælland denne opmærksom på, at han stadigvæk var internationaltefterlyst. Den 10. december 2004 blev Kam ved Retten i Lyngby vare-tægtsfængsletin absentiafor drabet i 1943. Kendelsen blev den 20. decem-ber 2004 stadfæstet af Østre Landsret, og en begæring om tredjeinstans-bevilling til indbringelse af et kæremål for Højesteret blev den 16. februar2005 afslået af Procesbevillingsnævnet. Efter anmodning fra Lyngby Politiudstedte Justitsministeriet den 17. marts 2005 en europæisk arrestordremed henblik på strafforfølgning her i landet af Kam for overtrædelse iforening med andre af straffelovens bestemmelse om forsætligt drab, jf.strl. § 237.3Udleveringsbegæringen blev den 27. juli 2005 afslået af de tyske myn-digheder, idet den tyske forfatningsdomstol den 18. juli 2005 havde un-derkendt en gennemførelseslov vedrørende rammeafgørelsen om den eu-ropæiske arrestordre, således at tyske statsborgere fortsat ikke kunne ud-leveres.4En ny tysk gennemførelseslov blev vedtaget den 21. september 2006 ogtrådte i kraft den 2. august s.å. Justitsministeriet genfremsendte nu den 8.august 2006 den tidligere udfærdigede arrestordre. Efter modtagelsen afdet danske materiale genoptog den tyske anklagemyndighed5efterforsk-ningen i den flere gange tidligere henlagte sag. Statsadvokaturen anmo-dede den 22. november 2006 landsretten i München6om at træffe afgørel-se om udlevering. Statsadvokaturen gjorde i begæringen herom gælden-de, at der forelå bestyrket mistanke om, at der hos gerningsmændene tildrabet i 1943 forelå ”politiske motiver”, hvilket skulle opfylde kravene iden tyske straffelovs kvalificerede bestemmelse om forsætligt drab, hvor-efter der bl.a. kræves såkaldtniedrige Beweggründetil handlingen, se her-om nedenfor.3.4.Jm. j.nr. 2005-3310-0019.Se f.eks. Arndt Sinn & Liane Wörner: ”The European Arrest Warrant and ItsImplementation In Germany.Zeitschrift” für International Strafrechtsdogmatik(2007)204-220.Generalstaatsanwaltschaft I, München.Oberlandesgericht München.

Den 20. september 2006 blev Søren Kam arresteret af det tyske politiog fængslet i München. Den 12. oktober 2006 blev han løsladt igen, idetder ikke blev antaget at foreligge flugtfare.

4.

Landsretten i München besluttede ved endelig kendelse af 31. januar2007 at afslå den danske anmodning om udlevering af Søren Kam tilstrafforfølgning.7Begrundelsen for afgørelsen var, at der efter lov om in-ternational retshjælp forelå en obligatorisk afslagsgrund, der udelukkedeudlevering [einAuslieferungshindernis].Forholdet – drabet på redaktørClemmensen – måtte nemlig efter tysk ret anses for forældet, hvorfor ud-levering ikke kunne ske.8Den tyske anklagemyndighed henlagde hereftersagen.Forholdet måtte bedømmes efter den almindelige bestemmelse omdrab [Totschlag], der har en strafferamme af fængsel på livstid og dermeden forældelsesfrist på 30 år. Denne forbrydelse er beskrevet i § 212 StGB.9Forældelsesreglen findes i § 78 Abs. 3 Nr. 1 StGB.De for retten foreliggende oplysninger kunne ikke begrunde en mis-tanke vedrørende ”Mord”, så det var uden betydning i sagen, at denneforbrydelse ikke forældes, således som det ellers er bestemt i § 78 Abs. 2StGB. ForbrydelsenMordkendetegnes ved, at forholdet er begået med”lumpne”, nedrige, ondskabsfulde motiver [ausniedrigen Beweggründe]ogudført på en ”lumsk”, snu, udspekuleret måde [heimtückische]. Se nærme-re § 211 Abs. 2 StGB.Efter fast praksis ved tyske domstole foreliggerniedrigen Beweggründe,såfremt motiverne til et drab efter almindelig moralopfattelse er foragteli-ge og de lavest tænkelige [nachallgemeiner sittlicher Anschauung verach-tenswert sind und auf tiefster Stufe stehen].Om dette er tilfældet, bedømmesefter fast retspraksis på grundlag af en samlet vurdering, der omfatter alle7.Der 1. Strafsenat des Oberlandesgerichts München,OLG Ausl. 179/06 (79/06). Rettenvar sammensat af en retsformand og to juridiske meddommere. Alle oversættelseri det følgende fra tysk af passager fra kendelsen er foretaget af forfatteren.Gesetz über die Internationale Rechtshilfe in Strafsachen§ 9 Nr. 2 IRG. Ifølge nævntebestemmelse finder afslagsgrunden vedrørende forældelse anvendelse i tilfælde,hvor der foreligger tysk straffemyndighed over det påsigtede forhold. Dette vartilfældet i den foreliggende sag, idet der efter den tyske straffelov bl.a. erjurisdiktion i sager vedrørende forhold begået i udlandet af en person, somefterfølgende har erhvervet tysk statsborgerskab, jf. § 7 Abs. 2 Nr. 1 StGB. Enudførlig kommentar til loven om international retshjælp er udgivet afSchomburg/Lagodny/Gleß/Hackner i en 4. udgave fra 2006.Strafgesetzbuch,dvs. den tyske straffelov.

faktorer, som var bestemmende for gerningsmandens tilskyndelse til athandle, omstændighederne i forbindelse med det strafbare forhold, ger-ningmandens levekår og personlighed. Det pågældende kendetegn vedforbrydelsenMordforeligger for eksempel ikke alene som følge af, at der iforbindelse med et forsætligt drab savnes en moralsk berettigelse.10Politi-ske motiver kan imidlertid godt være nedrige i den pågældende bestem-melses betydning. Dette gælder især, hvis offeret alene på grund af sit til-hørsforhold til en politisk, social eller etnisk gruppe fornægtes retten til atleve og dræbes på en upersonlig måde [inentpersönlichter Weise]som re-præsentant for en gruppe.11

5.

Afvisningen af at udlevere Søren Kam til de danske myndigheder vak-te utilfredshed i forskellige kredse. Rammeafgørelsen om den europæiskearrestordre bygger nemlig et princip om gensidig anerkendelse af afgø-relser i straffesager. Princippet er ”en hjørnesten i det retlige samarbejde”,som det blev udtrykt allerede i forbindelse med Det Europæiske Rådsmøde i Tammerfors i 1999, da princippet blev transponeret fra første tiltredje søjle. Det kunne derfor forekomme uforståeligt, at Tyskland ikkeefterkom det danske ønske. Rammeafgørelsen forpligter imidlertid ikkeet medlemsland til udlevering i en sag som den foreliggende, idet retsak-ten anerkender en lang række forskelligartede afslagsgrunde.Inden for såvel det indre marked som området for det retlige samar-bejde antages det i almindelighed, at regler om gensidig anerkendelseforudsætter en eller anden form for harmonisering eller tilnærmelse afmedlemsstaternes standarder på et givet område, således at en medlems-stat ikke forpligtes til anerkendelse af afgørelser med et indhold, der afvi-ger markant fra landets retskulturelle sædvaner, og som derved villekunne kompromittere unionsrettens legitimitet og det enkelte medlems-lands tilslutning. Det retlige samarbejde og den ”fri bevægelighed af rets-afgørelser” forudsætter således en afbalanceret hensyntagen til de rets-statslige og velfærdsretlige traditioner, hvormed medlemsstaterne værnerderes borgeres friheder og rettigheder. Spørgsmålet er så, om de enkeltelandes retssystemer til trods for deres mangfoldige forskelligheder lever10. Jf. Tröndle/Fischer, StGB 54. Aufg. punkt 9 ad § 211 Abs 2 StGB, cit. af Oberlan-desbericht München i kendelsen. ForudenMorder det alene folkedrab, forbrydel-ser mod menneskeheden samt visse krigsforbrydelser, der efter tysk ret aldrigforældes.11. Jf. den tyske højesteret, 2 StR 531/02; NStZ 2004 S. 91 f., cit. af OberlandesgerichtMünchen.

op til standarder, der kendetegnes ved en tilstrækkelig grad af ”funktio-nel ækvivalens”, der berettiger lovgivning på grundlag af princippet omgensidig anerkendelse. Dette er næppe altid tilfældet, så ofte gøres plig-ten til gensidig anerkendelse ikke ubetinget, med modificeres med diver-se afslagsgrunde.12EF-Domstolen har i afgørelsenAdvocaten vor de Wereldlagt til grund, attraktatgrundlaget ikke forudsætter, at retsakter udstedt med udgangs-punkt i princippet om gensidig anerkendelse forudsætter harmonisering,men blot bygger på en forudsætning om ”gensidig tillid” mellem med-lemsstaterne indbyrdes. Rationalen er, at alle medlemsstater jo er forplig-tet af de samme menneskeretlige minimumstandarder.13En sådan præmisrejser naturligt nok spørgsmålet om, hvorvidt ”mutual trust” på nogleområder nærmest får karakter af ”blind trust”, idet der næppe er fulddækning for at antage, at alle medlemslandes lovgivning og praksis beret-tiger en formodning om et tilfredsstillende retskulturelt niveau.14Ved at lade forudsætningen om ”gensidig tillid” være afgørende,undgår institutionerne at forholde sig til spørgsmålet om ”funktionelækvivalens” og dermed til spørgsmålet om behovet for harmonisering el-ler tilnærmelse. I stedet udformes mange retsakter på en sådan måde, atder indbygges mangfoldige undtagelser og dermed praktiseres en for-holdsvis svag form af princippet om gensidig anerkendelse.Rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre er netop udtryk forgensidig anerkendelse uden indbyrdes tilnærmelse. Den nævnte afgørel-12. Dette bevirker samtidig et mindre udtalt behov for harmonisering eller tilnærmel-se. Men medmindre princippet om gensidig anerkendelse på et givet område led-sages af enten harmonisering eller afslagsmuligheder, vil medlemsstaterne væretilskyndet til at udfordre systemet og praktisere lokale undtagelser for i et vist om-fang at fastholde deres retskulturelle identitet og autonomi. Et eksempel herpåkunne være, at en retsakt bevirker en tilskyndelse til at være mere tilbageholden-de med indgreb over for egne statsborgere i tilfælde, som er omfattet af en fakulta-tiv afslagsgrund. EF-Domstolen har i afgørelsenWolzenburg(2009) anerkendt så-danne hensyn. Men generaladvokat Bot havde faktisk anbefalet at bedømme denslags som diskrimination. Den svenske Högsta Domstolen har i en afgørelse fra2007 anerkendt en sondring mellem egne og udenlandske statsborgere, idet kunførstnævnte var omfattet af udleveringslovens afslagsgrund på grund af forældel-se efter svensk ret. Se Ester Herlin-Karnell iEuroparättsligt Tidsskrift(2007) 883-893.13. Jf. således TEUF art. 6 og EMRK.14. AfgørelsenAdvocatenlider i øvrigt af den svaghed, at ECJ drager slutninger pågrundlag af afgørelser i sager om princippetne bis in idem,hvilket er misvisende,da der i den sammenhæng undtagelsesvist er tale om regler, der er til fordel forindividet, ikke det modsatte. Se herom Markus Möstl iCommon Market Law Review(2010) 405-436.

se fra EF-Domstolen fastslår da også, at retsakten ikke vedrører harmoni-sering af forbrydelseskategorier. Listen over de 32 forhold, der ikke for-udsætter efterprøvelse af dobbelt strafbarhed, bygger på en forudsætningom, at retsforfølgningen i den anmodende stat retter sig mod en forbry-delse, sådan som denne nu engang er defineret i den pågældende statslovgivning. »The actual definition of those offenses and the penalties ap-plicable are those which follow from the law of ’the issuing MemberState’.« Retsakten krænker ikke legalitetsprincippet, idet dette forudsæt-tes respekteret af myndighederne i den anmodende stat.15Isoleret betragtet kunne tankegangen bag Domstolens afgørelse tagessom udtryk for, at det så var uholdbart når den tyske landsret afviste atudlevere Søren Kam på grundlag af en europæisk arrestordre. Tilsynela-dende er en medlemsstat forpligtet til at anerkende en sådan afgørelse,når denne angår en forbrydelse omfattet af den såkaldte positivliste, så-dan som deliktet er defineret i dansk ret. Og efter straffeloven er der in-gen forældelse for forsætligt drab, jf. strl. § 93, stk. 1, modsætningsvis. Aten lovovertrædelse er omfattet af listen, indebærer imidlertid ikke, at der ialle tilfælde skal ske udlevering. Rammeafgørelsen indeholder en rækkeundtagelser og ankerkender bl.a., at den anmodede stat kan fastsætte reg-ler om forældelse som afslagsgrund,16netop som dette er sket i tysk ret,hvor forældelse er gjort til en obligatorisk afslagsgrund. Præcis det sam-me gælder efter den danske udleveringslov! Ud fra præmisserne for afgø-relsen fra landsretten i München er denne med andre ord helt i overens-stemmelse med såvel rammeafgørelsen som tysk ret, sådan som det vilblive nærmere belyst i det følgende. Afvisningen af at udlevere SørenKam er således ikke sket med henvisning til, at forholdet ikke er strafbartefter tysk ret, hvilket det naturligvis er.

6.

Udleveringsbegæringen i den danske arrestordre i sagen Kam byggedepå følgende redegørelse for det påsigtede forhold:

Som nævnt rummede det således beskrevne forhold efter den tyske dom-stols opfattelse ikke i sig selv nogen kendetegn vedMordi den betydning,hvormed denne forbrydelse er særskilt kriminaliseret i § 211 StGB. Rettenanså sig imidlertid ikke afskåret fra at tage alle i sagen foreliggende op-lysninger i betragtning som afgørelsesgrundlag [vorliegendenErkennt-nisquellen zu nutzen]med henblik på at afklare, om det påsigtede forholdalligevel skulle vise sig at falde ind under forbrydelseskategorienMord,hvorved afslagsgrunden forældelse ville bortfalde. Retten gennemgik føl-gelig alt det i sagen foreliggende bilagsmateriale.

7.

Dom afsagt i 1943 af en krigsret i BerlinFå dage efter drabet på Lundtoftevej blev Søren Kam og Helweg-Larsenbragt til Berlin, hvor de ved en krigsret blev tiltalt for frihedsberøvelse[Freiheitsberaubung], ulovlig tvang [Nötigung] og forsætligt drab [Totsch-lag].Den 13. september 1943 blev begge frifundet herfor med den be-grundelse, at de ikke havde handlet retsstridigt, men efter grundsætnin-gen ”Ret er, hvad der gavner folket”.17Dommens gengivelse af omstæn-dighederne i sagen bygger i det hele på de to tiltaltes samstemmende for-klaringer, der i det væsentlige rummede følgende oplysninger.De to tiltalte havde aftalt i første omgang at underkaste Clemmensenet forhør. Helweg-Larsen fik til opgave at skaffe en bil fra værnemagten,idet kun en sådan under den aktuelle undtagelsestilstand kunne bevægesig frit omkring. Om aftenen den 30. august kørte begge til Clemmensensbopæl. Bilen blev ført af en chauffør fra værnemagten. Denne var lige sålidt informeret om planen, som det var tilfældet for SS-manden Bitsch,som Kam havde taget med for at understøtte forehavendet. Mens chauf-føren ventede med bilen i nærheden og Bitsch foran ejendommen, begavKam sig ind i huset sammen med Helweg-Larsen, der ligesom Bitsch bar17. ”Recht is, was dem Volk nützt”, jf. Feldurteil des SS- und Polizeigerichts III inBerlin vom 17. September 1943, st.L. II 289/43 En dansk oversættelse af heledommen kan læses i den af Henrik Skov Kristensen & Ditlev Tamm udgivne bogDømsdømt. Flemming Helweg-Larsens beretning(2008) s. 180-184.

civilt tøj. En kvinde åbnede for dem, og de spurgte på dansk efter Clem-mensen. I samme øjeblik kom Clemmensen ned ad trappen, og de tilken-degav, at han var anholdt og skulle følge med dem. Clemmensen lod sigoverrumple og fulgte med uden modstand. Efterfølgende førte Helweg-Larsen bilen med Kam ved sin side og Clemmensen siddende i bagsædetmellem Bitsch og chaufføren. Under turen til Helweg-Larsens bopæl i enforstad til København fik Clemmensen en frakke trukket over hovedet forat forhindre ham i at blive bekendt med ruten og målet for turen og der-ved senere at kunne afgive oplysninger herom. Efter ankomst til Helweg-Larsens bopæl gav Kam og Helweg-Larsen sig til kende som medlemmeraf Waffen SS og østfrontsoldater, og de forklarede, at det var deres hen-sigt at bekæmpe den tyskfjendtlige modstandsbevægelse. De krævede afClemmensen, som havde taget plads i en lænestol og røg på en tilbudt ci-gar, at han oplyste navne på personer, som han regnede med samarbej-dede med den tyskfjendtlige presse og sabotagegrupper. Clemmensenforholdt sig først afvisende. Herefter foreholdt Helweg-Larsen ham hansprivate og politiske fortid, hvorpå Clemmensen spurgte ham, hvem hanvar, siden han vidste alt dette. Han benægtede, at han selv samarbejdedemed den tyskfjendtlige presse, men angav lidt efter lidt flere navne påjournalister, som efter hans mening ydede tjenester til den tyskfjendtligepresse.Kam og Helweg-Larsen afstod sluttelig fra yderligere spørgsmål, menvar imidlertid på grundlag af denne udspørgen kommet til den overbe-visning, at Clemmensen måtte vide betydeligt mere, end han uden tvanghavde været rede til at angive. Mens de gjorde sig parat til sammen medham at påbegynde tilbageturen til hans bopæl, og under tilbageturen komde frem til en beslutning om at gøre holdt på en åben strækning og endnuengang tvinge Clemmensen til at fremkomme med yderligere oplysnin-ger under forehold af de medbragte pistoler. Hertil bød der sig for så vidten lejlighed, idet de under begge ture i omegnen af en tæt befærdet bydelhavde valgt en omvej, der førte dem over en fri vejstrækning. I forlængel-se af denne beslutning gjorde de holdt på et tilsyneladende egnet sted oggik med Clemmensen cirka 20 meter tilbage, mens chaufføren og SS-manden Bitsch forblev ved bilen. Det var i mellemtiden blevet så mørkt,at de på denne afstand ikke mere kunne skelne bilen. Efter fælles over-enskomst trak Kam og Helweg-Larsen deres pistoler, som de rettede modClemmensen, der på dette tidspunkt stod to til tre skridt foran dem. Dade under denne trussel krævede yderligere oplysninger af Clemmensen,kastede denne sig stumt over Helweg-Larsen, tilsyneladende i den hen-

sigt at fravriste ham pistolen. Herefter afgav Helweg-Larsen to og Kamfem skud mod Clemmensen, hvoraf han ramt i hoved og hjerteregionfaldt død om.

8.

Højesterets dom af 5. december 1945 i sagen mod Helweg-LarsenEfter den tyske kapitulation blev Flemming Helweg-Larsen anholdt i Kø-benhavn. Han blev tiltalt og dømt for tre forhold omfattet af straffelovstil-lægget af 1. juni 1945: 1) at have gjort tjeneste i Waffen SS, 2) at havemedvirket som tolk og vejviser ved anholdelsen af et rigsdagsmedlemsamt overrabineren og dennes søn, hvorefter de to sidstnævnte blev de-porteret til koncentrationslejren Theresienstadt, samt 3) i forening med deto danske SS-mænd Søren Kam og Jørgen Valdemar Bitsch samt en tysksoldat at have dræbt redaktør Carl Henrik Clemmensen med revolver-skud, jf. her tillige strl. § 237. Højesteret stadfæstede den 5. december 1945en fældende dom til livsstraf afsagt den 10. september s.å. af en doms-mandsret i Københavns Amts Nordre Birk og stadfæstet af Østre Lands-ret den 4. oktober s.å. Højesterets dom blev afsagt af et flertal på 10 dom-mere med dissens af tre dommere, der voterede for fængsel på livstid,idet de fandt, at handlingen ikke som krævet i straffelovstillægget i særliggrad havde været båret af et ønske om at fremme tyske interesser.18Helweg-Larsen afgav i retten den 10. september 1945 bl.a. følgendeforklaring til retsbogen:”I juni 1943 blev arrestanten [Helweg-Larsen] forflyttet til København som presselederved tjenestestedet Boysen på Kriegersvej i København og var hér i ca. 3 måneder, ogvar således i landet den 29. august. Under sin tjeneste hér hørte han, at afdøde redaktørCarl Henrik Clemmensen havde skældt en medarbejder ved ”Fædrelandet”, [N-P], udfor landsforræderi og spyttet på ham. Han havde tidligere sammen med en kammerat,der også var SS-mand, Søren Kam, drøftet muligheder af hér i landet at organisere envis selvjustits for at straffe de personer, som generede SS-soldaters pårørende, når SS-soldaterne var ved fronten. Han kan nu ikke erindre, af hvem han har hørt om sam-menstødet mellem afdøde og N-P, men han siger, at det var et almindeligt samtaleem-ne i de pågældende dage på kontoret på Kriegersvej. Han drøftede som nævnt sagenmed Søren Kam, og de blev enige om, at de sammen skulle tage denne affære op til be-

handling. Den 30. august om aftenen henvendte arrestanten sig på Rådhuspladsen iKøbenhavn, hvor han fik udleveret en af værnemagtens biler med en chauffør, der vartysk soldat, og i denne kørte han til Kriegersvej, hvor Søren Kam og en Schalburg-mand steg ind i vognen, og alle fire kørte de derefter til afdødes bopæl på Hvidørevej[… i Klampenborg. Forinden havde enten arrestanten eller Søren Kam ringet til afdøde]for at høre, om han var hjemme, men arrestanten kan som sagt ikke huske, om det varham eller Kam, der ringede, og kan heller ikke huske, hvad der blev sagt. Da de kom tilafdødes bopæl, gik arrestanten og Kam op til afdødes lejlighed, hvor de ringede på, oghvor de blev lukket op af en dame, og bad om at tale med afdøde. Han hævder, at deikke havde revolverne fremme, og de var begge civilkældte. De talte tysk og sagde in-tet om, at de kom fra Gestapo eller det tyske politi. Afdøde kom frem, og de anmodedeafdøde om straks at komme med, og afdøde gik godvilligt med ned i automobilet, hvorhan blev sat ind på bagsædet og fik en frakke over hovedet, for at han ikke skulle se,hvad vej de kørte. Afdøde spurgte straks, hvor de skulle hen, om de skulle til Dagmar-hus, men hertil svarede arrestanten, at de kun skulle ud på en køretur, og at de vardanskere. De kørte derefter afdøde ud til et sommerhus på Hummeltoftevej [… som],arrestanten havde lejet til sommerbeboelse, og hvor han vidste, at ingen var hjemme.Her foretog arrestanten, Kam og Schalburgmanden et forhør over afdøde og foreholdtham, at han havde udskældt [N-P] for landsforræder, hvad afdøde erkendte. Arrestan-ten og Kam holdt et foredrag for afdøde om, hvorfor de havde meldt sig til kampenmod bolchevismen, og gjorde gældende, at afdøde ikke var berettiget til at kritisere de-res adfærd. De foreholdt i sommerhuset afdøde, om han havde været med til at skrive iden illegale presse, hvad han sagde nej til, og enten her eller senere, da de kørte frasommerhuset, nævnede afdøde navne på forskellige journalister, om hvem han mente,at de skrev i den illegale presse. Da de kørte bort fra sommerhuset med afdøde var detegentlig kun meningen, at de ville give afdøde en omgang klø, og da afdøde på turenvæk fra sommerhuset spurgte dem, hvad der egentlig skulle ske med ham, sagde de ien truende tone til ham, at han bare skulle vente, og at han skulle have en omgangtærsk. Da de var nået ud på Lundtoftevej – de skulle et sted hen, hvor der var øde ogubeboet, han kan nu ikke sige, hvem der dirigerede bilen derhen, og tilføjer, at han ikkeselv kendte Lundtoftevej og aldrig havde været der – blev bilen standset – han ved ikkenu hvem, der gav ordre hertil – og afdøde blev beordret ud af bilen for nu korporligt atblive afstraffet. De trak alle tre deres pistoler, da afdøde var steget ud af vognen, for atgøre det hele så dramatisk som muligt, og enten arrenstanten eller Kam sagde så til af-døde: ”Bed nu dit Fadervor” eller lignende. Afdøde gjorde nu indtryk af at blive yder-ligere nervøs og tilbød at arbejde for arrestanten og hans kammerater, og han tilbød atskaffe oplysninger om de personer, der modarbejdede de danske SS-mænd, og hvemder var med i den illegale presse. Arrestanten siger, at såvel han som Kam blev højligforargede over afdødes opførsel, navnlig fordi afdøde havde udskældt SS-folk forlandsforræderi og nu efter arrestantens mening optrådte som landsforræder ved at til-byde de nævnte oplysninger. De brølede alle tre op over for afdøde, og uden at deregentlig var nogen aftale herom blev der skudt på afdøde, der straks faldt om på vejen.Han kan ikke huske, om det var ham, der skød det første skud, men det er meget mu-ligt. Han tilføjer, at næsten alle skuddene gik af samtidig, og der blev skudt såvel af ar-restanten som af Kam og Schalburgmanden. Han selv skød med en 9 mm militærpistolog véd, at han kun afskød ét skud; han holdt pistolen ved hoften, og dersom skuddethar ramt afdøde, er det mest sandsynligt, at det har ramt afdøde i maven. Afdøde stodlige over for arrestanten i en afstand på ca. 3 m., medens de to andre stod noget nær-mere afdøde, men på siden af denne. Han havde indtryk af, at såvel Kam som Schal-burgmanden tømte deres magasiner mod afdøde. De lod afdøde blive liggende på ve-jen, hvor han var faldet om, men inden de kørte videre, fik den tyske soldat, der førte

9.

Byretten i Kempten, indenretlig afhøring 17. februar 1969 af Søren KamDen 26. februar 1965 fremsendte den danske regering en verbalnote tilForbundsrepublikken Tysklands ambassade i København sammen meden fortegnelse over 31 personer eftersøgt for drab begået under besættel-sen, og som dokumentation blev der samtidig hermed udleveret sagsak-ter. Materialet blev af de tyske myndigheder videresendt til de relevantestatsadvokaturer.19Søren Kam var en af de i verbalnoten nævnte perso-ner.I 1969 anordnede den tyske anklagemyndighed en indenretlig afhø-ring af Søren Kam ved retten i Kempten, hvor han afgav forklaring somfølger.20”Den 30 august 1943 opsøgte Helweg-Larsen mig og meddelte, at jeg skulle deltage ien aktion mod en dansk journalist. Denne mands navn var mig på dette tidspunkt, hvisjeg husker rigtigt, endnu ikke bekendt. Helweg-Larsen optrådte som repræsentant forGestapo. Selv om jeg på dette tidspunkt var løjtnant, var jeg alligevel kun 21 år gam-mel, så Helweg-Larsen var i kraft af sin alder og sine større magtbeføjelser mig i enhverhenseende overlegen. Helweg-Larsen var mig indtil da ubekendt. Den 30. august 1943kørte vi med et tysk militærkøretøj under ledelse af Helweg-Larsen til hr. Clemmen-sens bopæl. I bilen befandt sig også en elev fra Schalburg-skolen og en tysk soldat somchauffør. Eleven fra Schalburg-skolen hed Jørgen Bitsch. Helweg-Larsen dirigerede bi-len til et ensomt beliggende hus noget uden for København, efter at hr. Clemmensenforud var blevet afhentet på sin bopæl. Da Clemmensen viste sig i døren til sin bopæl,opfordrede Helweg-Larsen ham til at komme med, da vi havde noget at tale med hamom. I Helweg-Larsens hus gik vi først sammen ind i en stue. Om også Bitsch var med,er jeg ikke i dag i stand til at sige med sikkerhed. Indledningsvis blev der drøftet alme-ne spørgsmål om modstandskampen, i hvilket forbindelse alene Helweg-Larsen førteordet. Da disse drøftelser forløb resultatløst, opfordrede Helweg-Larsen Clemmensentil at gå med ind i et tilstødende rum for at føre en samtale under fire øjne med ham.Selv blev jeg siddende i stuen. Gennem den lukkede dør hørte jeg en yderst ophidsetsamtale mellem Clemmensen og Helweg-Larsen. Efter nogen tid kom Helweg-Larsentilbage, hvorefter vi besluttede at køre hjem. Undervejs lod Helweg-Larsen bilen stand-se for, som han sagde, endnu engang at veksle nogle indtrængende ord med Clem-mensen. Vi steg ud, nærmere bestemt alle fire. Mens jeg sammen med Jørgen Bitschblev stående ved bilen, fjernede Helweg-Larsen sig sammen med Clemmensen cirka20-30 meter. Kort efter hørte vi et skrig, og umiddelbart efter faldt nogle skud. Jeg iledestraks derhen, fulgt af Bitsch, og så i lyset fra en lommelygte Clemmensen ligge ube-vægelig på jorden. Jeg gav udtryk for alvorlige bebrejdelser over for Helweg-Larsenover, at det kunne komme til en sådan handling. Han tilkendegav imidlertid, at han19. Listen er gengivet af Erik Høgh-Sørensen i bogenForbrydere uden straf(2004).20.Amtsgericht Kempten, Vernehmung am 17. Februar 1969, Ermittlungsverfahren 13 Js29ab/68 der Staatsanwaltschaft München II,gengivet i landsrettens kendelse.

Den tyske anklagemyndighed henlagde den 22. april 1971 sagen mod Sø-ren Kam på bevisets stilling.

10.

Forklaring af Søren Kam den 3. august 1998 til statsadvokaturen i MünchenI 1995 blev Søren Kam filmet af tyske antifascister, da han i byen Ulrichs-berg i den østrigske delstat Kärnten deltog i et Waffen SS stævne forkrigsveteraner, hvor han bar sit sjældne ridderkors. Optagelsen blev vist itysk fjernsyn, og Kam blev af danske seere genkendt med indgåendepressedækning til følge. Statsadvokaten for Sjælland gennemgik nu dengamle sag og fandt, at den næppe var gennemførlig.21En forespørgsel af29. november 1996 fra de danske myndigheder om årsagen til, at den tid-ligere sag mod Søren Kam var blevet henlagt, gav efter nogle månederden tyske anklagemyndighed anledning til genåbning af sagen. Efter an-modning til de danske myndigheder blev akterne fra straffesagen i 1945mod Helweg-Larsen nu fremsendt til statsadvokaten i München.I 1997 blev den 50 år gamle obduktionsrapport om den myrdede fun-det frem. Af den fremgår, at Clemmensen døde, ved at otte pistolkuglerramte ham samtidigt, mens han stod op. Der blev fra KriminaltekniskAfdeling, Våbensektionen, indhentet en kriminalteknisk erklæring af 29.juli 1998 vedrørende de projektiler og patronhylstre, der blev fundet pågerningsstedet. Erklæringen kom til det resultat, at skuddene modClemmensen var blevet affyret fra fire våben. Der blev desuden indhenteten erklæring af 28. juli 1998 fra retsmedicinsk Institut på Odense Univer-sitet samt erklæring af 2. december 1998 fra Retslægerådet. Ifølge disseerklæringer var det mest sandsynligt, at Clemmensen stod op, da hanblev ramt af skuddene, idet det dog ikke kunne udelukkes, at han allere-de lå på jorden under påførelsen af tre i erklæringerne nærmere beskrev-ne skudskader. Efter indstilling i november 1997 fra Rigsadvokaten an-21. Daværende statsadvokat Erik Merlung gav den 29. januar 1996 i avisen Aktueltudtryk for, at en dansk domstol ikke ville kunne komme nogen vegne uden en til-ståelse fra Søren Kam, og at dette også ville gælde for en sag ved en domstol iBayern. Artiklen blev dokumenteret ved retsmødet i Retten i Lyngby den 10. de-cember 2004.

modede Justitsministeriet den 4. marts 1999 den tyske anklagemyndighedom overtagelse af strafforfølgningen og fremsendte de nævnte erklærin-ger.Søren Kam ændrede nu sin forklaring og sagde nu, at han og de to an-dre havde skudt mod Clemmensen i nødværge.22Kam oplyste i den for-bindelse, at hans tidligere forklaring til retten i Kempten ikke stemteoverens med sandheden. Derimod havde hændelsen angiveligt udspilletsig som følger.”Jeg var dengang, dvs. i august 1943, på besøg vedGermanischen Leitstelle[det tyskecentralkontor] i København. Om eftermiddagen den 30. august opfordrede Helweg-Larsen mig i kontorets lokaler til at deltage i en aktion. Helweg-Larsen kendte jeg den-gang kun overfladisk, tjenesteligt havde jeg indtil da ikke noget med ham at gøre.Sturmbannführer Boysen, som var leder af centralkontoret, tilkendegav over for mig, atjeg kunne tage med Helweg-Larsen og påse, at alt gik rigtigt til. Dette anså jeg for atvære en tjenstlig instruks. Som leder af den såkaldte Schalburg-skole var jeg tjenesteret-ligt undergivet Boysen.Helweg-Larsen forklarede mig, at han ville afhøre en journalist, som havde kend-skab til modstandsbevægelsen i Danmark. I mit selskab var Jørgen Bitsch, der var un-derviser på Schalburgskolen. Han var ikke nogen tysk soldat.Vi havde under ingen omstændigheder forsæt til at dræbe Clemmensen.Helweg-Larsen afhørte Clemmensen i sit sommerhus. Han havde dirigeret bilenderhen. På vejen til sommerhuset – det var i mellemtiden blevet sen eftermiddag – fikClemmensen også trukket en frakke over hovedet, så han ikke efterfølgende kunne for-tælle, hvor han var blevet afhørt. Denne sikkerhedsforanstaltning ville ikke have væretpåkrævet, hvis vi fra første færd havde haft til hensigt at dræbe ham. Under afhøringeni sommerhuset sad jeg og Jørgen Bitsch i forstuen. Forhøret blev udelukkende gennem-ført af Helweg-Larsen. Gennem væggen kunne man dog høre, at Helweg-Larsen ogClemmensen råbte ad hinanden. Jeg vil gerne endnu engang betone, at jeg dengangikke kendte noget til baggrunden for Helweg-Larsens afhøring af Clemmensen.Hen mod aften tilkendegav Helweg-Larsen, at vi nu kunne køre Clemmensen hjem.På hjemvejen standsede Helweg-Larsen imidlertid pludselig kørslen. Han erkærede, athan alligevel ville stille Clemmensen nogle spørgsmål. Han formodede, at Clemmen-sen havde kontakter til modstandsbevægelsen, som Clemmensen ikke ville røbe.Efter at bilen var standset, gik Helweg-Larsen med Clemmensen cirka 10-15 meterbag om vognen. Jørgen Bitsch og jeg fjernede os ligeledes fra vognen. Jeg gik et parskridt bagved begge og kunne uagtet mørket alligevel skelne dem. Bitsch og jeg forret-tede så vores nødtørft i vejgrøften. Jeg bemærkede, at Helweg-Larsen og Clemmensenpåny gik igang med at råbe ad hinanden. Clemmensen var yderst ophidset. Af råbenesindhold fik jeg kun fat i skældsord. Jeg kunne så – til trods for mørket – se, at Clem-mensen kastede sig mod Helweg-Larsen. Dette var for mig fuldstændig overraskende.

Jeg mener at have hørt Helweg-Larsen råbe: ”Skyd” eller ”Skudt”. Det var min opfat-telse, at der nu foreslå en – på grund af mørket helt uoverskuelig – livsfarlig situationfor Helweg-Larsen og også for os. Derfor sprang jeg nærmere og skød to gange modClemmensen. I den forbindelse sigtede jeg mod underkroppen. Jeg ville kun gøreClemmensen ukampdygtig. Jeg ville ikke dræbe ham.Begge mine skud var de første skud.Næsten samtidig skød også Helweg-Larsen og Bitsch, som var fulgt efter mig, modClemmensen. Min kaliber husker jeg ikke. Det var imidlertid en mindre kaliber, even-tuelt 7,65 mm.Om Clemmensen nu faktisk havde en pistol på sig, kan jeg ikke sige. Clemmensenblev ikke på udturen undersøgt af os. Han kunne teoretisk set uden videre have haftskjult et våben på sig.Efter at Clemmensen lå død på jorden, konstaterede jeg, at han ikke havde nogetvåben.Mens vi endnu var på gerningsstedet rettede jeg alvorlige bebrejdelser mod Hel-weg-Larsen, idet han gennem den uplanlagte standsning havde bevirket denne situati-on.Vi kørte derefter fra stedet.”

Ud fra ovenstående sagsoplysninger samt de af de danske myndigheder isagen fremsendte erklæringer besluttede Generalstaatsanwaltschaft I,München, den 14. juli 1999 på ny at indstille efterforskningen i sagen, dader ikke havde kunnet påvises nogen af de kendemærker, der indgår somled i forbrydelsenMordi medfør af § 211 StBG.24I kendelsen af 31. januar 2007 tilsluttede landsretten i München sig an-klagemyndighedens bedømmelse af det afgørelsesgrundlag, som beslut-ningen i 1999 om henlæggelse var truffet ud fra. Retten fandt også, at det iforbindelse med henlæggelsen dengang med rette var lagt til grund, atSøren Kam gentagne gange havde talt usandt i bestræbelser på at tilpassesig de forhåndenværende undersøgelsesresultater. Det mest nærliggendemåtte efter rettens opfattelse være at udgå fra et ydre begivenhedsforløbsom det, Søren Kam havde skildret i sin forklaring af 3. august 1998. Nårdet kom til stykket, kunne det i øvrigt godt henstå, hvilken af de varie-rende fremstillinger, der skulle tages udgangspunkt i, idet der ikke i no-get af tilfældene havde kunnet påvises nogen af kendemærkerne ved for-brydelsenMord.Landsretten tilsidesatte således anklagemyndighedens anbringendeom, at der forelå bestyrket mistanke om, at drabet var udført med sådan-

ne ”niedrigenBeweggründe”,som efter tysk strafferet kendetegner forbry-delsenMord.Siden henlæggelsen af sagen i 1999 var der ikke fremkom-met nye oplysninger, som kunne begrunde en ændring af statsadvokatu-rens opfattelse.25Landsretten fandt det af afgørende betydning, at efterforskningen i sa-gen ikke havde tilvejebragt konkrete indikationer af, at de personer, derdeltog i aktionen ved påbegyndelsen af denne havde planlagt drabet.Dette var tilfældet, uanset hvilken variant af de foreliggende beretningerom begivenhederne i august 1943, man lagde til grund. Der forelå såledesikke et strafbart forhold, som gennem længere tid havde været planlagteller overvejet. Der kunne heller ikke konstateres, at et sindelag, der lå tætpå den nationalsocialistiske forestillingsverden [nationalsozialistischenGe-dankengut],var kommet til udtryk i hændelsesforløbet.Med udgangspunkt i de foreliggende udtalelser lagde landsretten tilgrund, at formålet med aktionen var at afpresse Clemmensen oplysningerom den tyskfjendtlige modstand og at give ham en lærestreg, fordi hanpå redaktionen i forbindelse med en politisk uoverensstemmelse havdegivet en medarbejder, ”der tilsyneladende tilhørte den danske mod-standsbevægelse,”26en ørefigen og angiveligt spyttet på ham.For denne udlægning talte efter rettens opfattelse, at aktionen rent fak-tisk også på det nærmeste blev gennemført således. Clemmensen blev ar-resteret og med magt bragt til et for ham ukendt sted og dér tvunget til atangive personer i den danske modstandsbevægelse. De afhørte personerbekræfter dette sagsforhold med – delvis meget detaljerede – oplysninger.Retten ville ikke underkende, at disse konstateringer isoleret betragtetikke udelukker, at gerningsmændene – herunder også den sigtede – plan-lagde at likvidere Clemmensen efter afpresningen af oplysninger. Til-strækkelige beviser herfor foreligger imidlertid ikke:Mod et mordkomplot taler i første omgang, at det med hensyn til ger-ningsmændene drejer sig om en tilfældigt sammenført gruppering udenkommandostruktur. Gerningsmændene kendte ikke hinanden, hen-25. Dette fandt landsretten bekræftet derved, at Justitsministeriet i skrivelse af 10.november 2006 havde oplyst den tyske statsadvokatur om, at Politimesteren iLyngby på forespørgsel havde meddelt, at motivspørgsmålet ikke kunne afklaresnærmere gennem yderligere efterforskning.26. Her er der i præmisserne sket en kortslutning, idet den pågældende medarbejderikke blev genstand for redaktør Clemmensens vrede på grund af førstnævntes til-knytning til modstandsbevægelsen, men tværtimod som følge af sin forbindelsetil den nazistiske avis Fædrelandet.

holdsvis blot meget overfladisk; der bestod i hvert fald ikke noget ind-byrdes fortrolighedsforhold mellem dem.Retten fandt det hertil afgørende, at det i den foreliggende bevissitua-tion er uigendriveligt, at Clemmensen på turen til forhøret fik hængt enfrakke over hovedet for at hindre ham i at orientere sig om lokaliteterne.Denne detalje fremgår at flere afhøringer, fra 1943 indtil det sidste forhør i1998:»Under sagen ved krigsretten i 1943 – en sag der i øvrigt af nærliggende grunde ikkekan tilkomme synderlig bevisværdi – forklarer både Helweg-Larsen og den sigtede omdette forhold. Helweg-Larsen bekræfter disse oplysninger i 1945 under sin straffesag,den sigtede bekræfter dem under sin afhøring i 1998. Det kan ganske vist ikke udeluk-kes, at disse forklaringer blev afgivet i strid med sandheden, fordi man var klar overden strafferetlige relevans af disse anbringender; men i hvert fald kan disse udsagn ik-ke modbevises.Det samme er tilfældet for Helweg-Larsens oplysninger under straffesagen modham i 1945 om, at man ’under opholdet i huset ikke traf beslutning om at dræbeClemmensen’.Den nævnte bestræbelse hos gerningsmændene på at forhindre den bortførte i atorientere sig gør det nærliggende, at det ikke var hensigten at likvidere Clemmensenefter forhøret. – Såfremt det forholder sig sådan, rejser sig spørgsmålet om, hvilkenomstændighed der har kunnet formå den sigtede til fra nu af at medvirke ved ned-skydningen af Clemmensen. Selv om man – som anført i det følgende – i det væsentli-ge med tilstrækkelig sikkerhed kan fastslå det ydre hændelsesforløb, kan der ikke kon-stateres et motiv, der kan henføres henføres til kendemærket ”ausniedrigen Beweggrün-de”ved forbrydelsenMord.I første omgang kan det udledes af de forskellige redegørelser og de deri indeholdtevarianter af hændelsesforløbet, at situationen er kommet ud af kontrol, da man stand-ser på tilbageturen for at afpresse Clemmensen yderligere oplysninger og give ham enlærestreg. Dette gælder også for forklaringerne fra den sigtede og hans medgernings-mand Helweg-Larsen under sagen ved krigsretten i 1943; men denne retssag tilladerfor så vidt en konstatering til ugunst for den sigtede, da han under denne tilstod sinmeddelagtighed. Da han var tiltalt sammen med Helweg-Larsen, var det ikke muligtfor ham ved denne domstol under Helweg-Larsens tilstedeværelse at vælte ansvaretover på denne som eneste gerningsmand, således som han for eksempel gjorde det vedsin indenretlige afhøring i 1969. – I øvrigt kan det ikke eftervises, at der blev skudt påClemmensen, fordi denne satte sig til modværge. Det er umiddelbart ikke foreneligtmed almindelig livserfaring [derLebenserfahrung],at Clemmensen i den for ham ydersttruende situation styrter hen mod gerningsmænd, der har deres våben rettet mod ham.Desuden er denne skildring af hændelsesforløbet heller ikke forenelig med den ballisti-ske erklæring.Den sigtedes forklaring i anledning af sin indenretlige afhøring i 1969 forekommerat være utroværdig både med hensyn til skildringen dér af, at Helweg-Larsen var deneneste gerningsmand, og i henseende til den nødværgesituation, som Helweg-Larsengjorde gældende. Noget lignende gælder for den angivelige nødværgesituation, somsigtede gjorde gældende under afhøringen i 1998.Mest nærliggende forekommer den sagsfremstilling at være, som ligger til grundfor domsfældelsen af Helweg-Larsen, ifølge hvilken situationen kom ud af kontrol ef-ter et skænderi, og Clemmensen blev skudt af de medvirkende under en spontan akti-

11.

Med hensyn til udførelsesmåden ”heimtückischeBegehungsweise”somkendemærke vedMordi § 211 StGB gav landsretten udtryk for følgende:»'Heimtückisch' handler efter fast retspraksis den, der på tidspunktet for angrebet be-vidst udnytter en hos offeret forekommende troskyldighed [Arglosigkeit] og værgeløs-hed til at begå det strafbare forhold. En sådan troskyldighed foreligger ikke, såfremtofferet i kraft af forudgående konfrontation faktisk forventer en legemskrænkelse i denkonkrete gerningssituation i form af alvorlige angreb eller mishandling fra gernings-27mandens side.Heller ikke under hensyntagen til vidneforklaringen [i 1945] fra fru E. Clemmensen,ifølge hvilken anholdensen af Clemmensen skete under forehold af våben, foreliggerkendetegnet 'Heimtücke'. For det første savner det samlede forløb af anholdelsen, derblev gennemført åbent, kendetegn ved en lusket [hinterhältigen] fremgangsmåde. Der-28næst kan det udledes af sagsakterne, at Clemmensen regnede med at blive arresteret.Under disse omstændigheder forekommer det tilmed tvivlsomt, om en eventuel tro-skyldighed og værgeløshed hos Clemmensen i forbindelse med denne arrestation blevbevidst udnyttet af den sigtede. Da det imidlertid ikke kan bevises, at den sigtede alle-rede på dette tidspunkt handlede med drabshensigt, tilkommer der ikke dette hændel-sesforløb betydning med hensyn til forekomsten af forbrydelsenMord.Hvis drabsfor-sæt imidlertid blev fattet på et tidspunkt, da Clemmensen allerede var i den medskyl-diges vold, er der ikke plads til en antagelse om 'Heimtücke' som kendemærke forMord.Clemmensen var ikke længere troskyldig [arglos], da han med våben foreholdt var ble-vet arresteret og bragt til et ukendt sted, efter at man havde lagt en frakke over hanshoved.«

Tysk rets regel om forældelse efter 30 år af drabssager, hvori der ikke fo-religger tilstrækkeligt begrundet mistanke særligt kvalificerende om-stændigheder, har gode grunde for sig. Det er næppe sandsynligt, at enstraffesag mod Søren Kam ville frembringe nye oplysninger af betydning,og det ligger i hvert fald klart ud fra ovenstående, at landsretten i Mün-chen gjorde sig betydelige anstrengelser for at bedømme de foreliggendeoplysninger sagligt og omhyggeligt og at redegøre udførligt for sinepræmisser, som vanskeligt lader sig gendrive.For så vidt angår den europæiske arrestordre, kan der være grund tilat fremhæve, at den har vist sig særdeles velegnet til at effektivisere pro-decurerne i forbindelse med gensidig retshjælp, samtidig med at den ikraft af et temmelig kompliceret, men godt afbalanceret regelværk tilladerhensyntagen til den enkelte medlemsstats retskulturelle tradition og au-tonomi.

Litteratur om retsopgøret og sagen Kam:

Bundgård Christensen, Claus, Niels Bo Poulsen & Peter Scharff Smith:Under hagekorsog Dannebrog. Danskere i Waffen SS 1939-145.Achehougs Forlag, 1998.Haaest, Gurli & Erik:Søren Kam – Hitlers danske yndling. Fra jernkorsridder til en topplace-ring på Simon Wiesenthals liste.Bogans Forlag, 2008.Høgh-Sørensen, Erik:Forbrydere uden straf. Nazisterne der slap fri.Forlaget Documentas,2004.Høgh-Sørensen, Erik:Dansk dødspatrulje. En bog om SS-officer Søren Kam.Askholms For-lag, 1998.Kirkebæk, Mikkel:Schalburg – en patriotisk landsforræder.Gyldendal, 2008.Kristensen, Henrik Skov & Ditlev Tamm (udg.):Dødsdømt. Flemming Helweg-Larsensberetning.Gyldendal, 2008.Lauridsen, John T.:Over stregen – under besættelsen.Gyldendal, 2007.Mariager, Rasmus:Danskere i krig 1936-48.Nordisk Forlag, 2009.Pedersen, Andreas Monrad:Schalburgkortset – historien om korpset og dets medlemmer1943-45.Odense Universitetsforlag, 2000.Strand, Frederik:Førerens germanske arm. SS i Danmark.Høst & Søn, 2006.Tamm, Ditlev: ”På sporet af en henrettelse.” Politikens kronik 7. april 1996.Tamm, Ditlev:Retsopgøret efter besættelsen.Jurist- & Økonomforbundets Forlag, 1984(disputats).