REU, Alm.del - 2010-11 (1. samling) - Bilag 43: Henvendelse af 20/10-10 fra Nanna W. Gotfredsen vedr. retshjælp til udenlandske kvinder på gadeplan

Kære ministre og folketingsmedlemmer,Efter at have været vidne til politiets indsats ift. særligt udenlandske kvinder på gaden på Vesterbro i nogentid, og forsøgt os via dialog med politiet at sikre gennemførelse af visse justeringer af den konkretepolitiindsats – desværre uden endnu at lykkes hermed, fandt vi det fra Gadejuristens side nødvendigt atsætte ind med retshjælp på en måde der kunne sikre de udsatte kvinders retsstilling.På den baggrund indledte vi i går aftes et retshjælpsarbejde, specifikt rettet mod de udenlandske kvinder,som vi i det følgende ønsker at redegøre nærmere for. Vi finder det særdeles hensigtsmæssigt, om manpolitisk vil tage stilling til de problemstillinger der rejses.Problemfremstilling:Politiet bruger Ordensbekendtgørelsen og de med hjemmel i denne fastlagte forbudszoner mod kvinder igadebilledet. Anvendelsen af disse forbudszoner er velkendt gennem snart mange år, hvor de er blevetbrugt intensivt mod det øvrige udsatte gadefolk, nemlig hjemløse og stofafhængige. Da den norskeprofessor og kriminolog Nils Christie blev bekendt med denne Vesterbro’ske praksis, beskrev han den som”en form for Apartheid”:http://www.information.dk/112214.Denne beskrivelse kan måske opfattes somat gå lidt vel vidt; dog er det et faktum, at eksempelvis jeg og min familie gennem de seneste 12 år har boeti forbudszone nr. 9 – uden nogensinde at have mærket det. Meget tyder på, at man i praksis skal værenetop socialt udsat for at blive mødt af disse forbudszoner og de mange opholdsbøder, der følger ikølvandet på bekendtskabet med zonerne. Meget lidt tyder til gengæld på, at dette har nogen som helsteffekt, snarere tværtimod.Denne politipraksis på Vesterbro blev i lørdags dokumenteret på norske NRK, Dagsrevyen. Klippet kan sesher:http://www.nrk.no/nett-tv/indeks/233629/.I indslaget forklarer politiet selv deresforbudszonesystem, ligesom det fremgår, at alene det, at kvinderne passerer igennem gaderne kan udløsesanktioner.Fra en gadevinkel ser det ud som om, at forbudszonerne overvejende, måske endda alene, bruges mod deudenlandske kvinder i gadebilledet, hvilket i sig selv kunne rejse en diskussion om diskrimination. De, iøvrigt meget få, etnisk danske kvinder, der ofte – men ikke i alle tilfælde – er stofafhængige og som sælgerseksuelle ydelser på gadeplan, fortæller nemlig, at de ikke mødes på denne måde af politiet. Detteværdsættes i øvrigt højt af de danske kvinder.Man kan for vores skyld mene præcis, hvad man vil om prostitution. Gadejuristen ønsker ikke at indtagebestemte positioner i denne overvejende politiske debat. Vi ønsker derimod at forholde os til temaet somet fænomen, der nu engang er her. Herfra er vi optaget af at fremme og sikre en ’fænomenhåndtering’, derikke i sig selv påfører den udsatte part skadevirkninger; herunder skal disse udsatte kvinders rettigheder -naturligvis - sikres. Ift. den politiske debat konstaterer vi dog gerne, at ingen af de politiske parter ønsker atkriminaliseresælgerneaf seksuelle ydelser. I den forbindelse skal vi hermed pege på, at den aktuellepolitipraksis, hvor kvinderne – nogle i ret stort antal – bødepålægges, også for blot at befinde sig i områdetuden at støje eller på anden måde forstyrre den offentlige orden, faktisk fremstår som en kriminalisering -

de facto - af de prostituerede selv. På baggrund af særdeles skræmmende erfaringer videregivet af vorekolleger og samarbejdspartnere i lande som Indonesien, Rusland, Ukraine, USA, Canada m.fl., hvorsælgerne af seksuelle ydelser i forskellige former er kriminaliserede, værdsætter vi, at derikkeherhjemmeer politisk stemning for at kriminalisere dem der sælger seksuelle ydelser, i det vi forstår, at det vil haveenorme skadevirkninger for især de mest udsatte af de prostituerede.Hvisman imidlertid ønskede atgennemføre en ordning med kriminalisering af sexsælgerne selv, må vi dog insistere på, at dengennemføres i overensstemmelse med demokratiets grundforudsætning, nemlig magtens tredeling,således, at det ville være et flertal i Folketinget der ved lov vedtog dette – det kan og må ikke ske alene pågrundlag af politipraksis.Vi har bl.a. givet udtryk for bekymring for følgende forhold:At der ikke i alle tilfælde forekommer at være konkret grundlag og dermed hjemmel for dissepåbud hhv. bøder som angives at have hjemmel i Ordensbekendtgørelsen. En del af de påbud /bødeforelæg vi har set forekommer i hvert fald ikke - i tilstrækkelig grad - at levere den påkrævedekonkrete begrundelse, der er en forudsætning for legitimering af denne sanktionsanvendelse.At politiet ikke lever op til deres vejledningsforpligtelse i konkrete tilfælde. Kvinderne er genereltend ikke klar over,hvorforde faktisk får disse bøder og de er heller ikke bekendt med, at de kan fådem prøvet i retssamfundets klagesystemer, ved domstolene mv. Når vi spørger kvinderne direkte,svarer en del af dem, at de tror, at de får bøderne, fordi det er kriminaliseret at sælge sex iDanmark. Andre trækker blot på skuldrene. De ved det ikke.At det anføres i bødeforelæggene, at ’reglerne om partshøring er iagttaget, jfr. forvaltningslovens§ 19’. I konkrete tilfælde, herunder tilfælde vi har været direkte vidner til, har det imidlertid ikke setud som om, at dette er tilfældet. Alligevel har vi efterfølgende kunnet konstatere, at dette erhævdet i bødeforelæggene. Allerede kvindernes begrænsede sprogkundskaber (langt hovedpartenaf dem vi har været i kontakt med kan endnu ikke ret meget dansk, ligesom deres engelsk-kundskaber også i mange tilfælde er stærkt begrænsede) må betyde, at der ikke reelt er foretagetpartshøring og spørgsmålet må være, om man overhovedet kan foretage partshøring uden brug aftolk i en række tilfælde. Dertil kommer, at ’partshøringen’ i en del tilfælde bliver gennemførtdirekte på gaden i løbet af få minutter, og således heller ikke imødekommer kravene til at giveparten en rimelig frist for fremsættelse af bemærkninger forud for afgørelsen.At kvinderne virker skræmte ift. politiet og eksempelvis ikke har modet til at benytte deres ret til atfå sanktionerne prøvet. Den væsentligste retssikkerhedsgaranti i et retssamfund siges gerne atvære adgangen til at klage. På den baggrund er der kun al mulig grund til både bekymringoghandling, når en gruppe, tilmed socialt udsatte mennesker udtrykker, at de ikke tør benytte sig afdenne ret; i øvrigt heller ikke selv om de tilbydes gratis retshjælp og partsrepræsentation undersagens behandling. Kvinderne har nu blot – om end ikke med deres gode vilje, men derimodtvunget af omstændighederne - indrettet sig ift. denne politipraksis, hvilket politiet også er bekendtmed; i en del tilfælde har de bare 600 kr. liggende klar i lommen, således at bøden kan blive betaltpå stedet og forholdet dermed afsluttet så hurtigt som overhovedet muligt. Kvinderne har overforos beskrevet en enorm, næsten ubærlig skamfølelse over denne kontakt med politiet.At det politiske niveau nok har givet politiet i opdrag at sætte ind mod ’prostitutionens bagmænd’,men når man behandler netop de personer, som kunne antages at udgøre en af de absolutprimære kilder til informationer om dette alvorlige emne på denne – for dem – hårdhændedemåde, kunne man formode, at man samtidig, ganske effektivt endda, ligefrem blokerer for

informationer af denne karakter. Uanset øvrige meningsforskelle, herunder om omfanget afmenneskehandel til prostitution mv., må det være i alle parters klare interesse at sikre, at vi bringeros selv i den bedst mulige position til at fælde netop ’prostitutionens bagmænd’, i præcis detomfang de findes. Det er imidlertid vores vurdering, at man med denne bødepraksis rettet modsærligt de udenlandske kvinder, fremmer præcis det modsatte. Vi er også bekendt med, atforholdet til politiet lider så meget, at der er kvinder der fravælger at politianmelde, hvis de harværet udsat for eksempelvis taskerøveri eller vold. Alene af disse grunde må denne bødepraksissnarest bringes til ophør.Det skal understreges, at vi fuldt ud anerkender, at politiet har til opgave at opretholde ro og orden og i denudstrækning sexsælgende kvinder – og dertil i øvrigt også hjemløse, stofafhængige og øvrige grupperingersåvel indenfor som udenfor gadefolket – er konkret anledning til ’uorden’ i et ikke rimeligt omfang,anerkender vi selvfølgelig politiets indgriben. Vi anerkender også, at politiet på netop Vesterbro har megetsvære opgaver, som de reelt ikke har værktøjerne til at løse, hvorfor de også er fuldstændig afhængige af,at eksempelvis de sociale hjælpetilbud lokalt er tilstrækkelige og relevante.Vi skal dog alligevel henstille til at det sikres, at politiet alene griber ind, når dererkonkret grund til det, atgældende processuelle regler overholdes og at det sikres, at der gribes ind og vælges sanktionsmiddelunder relevant iagttagelse af det grundlæggende proportionalitetsprincip.På baggrund af det her anførte, har Gadejuristen netop indledt ovennævnte retshjælpstiltag til fremme afde pågældende kvinders retsstilling, således at der på gadeplan nu omdeles en vejledning, hvor kvindernegives let mulighed for skriftligt at meddele politiet, at de ønsker at benytte sig af deres ret til at anvendepartsrepræsentant, jfr. forvaltningslovens § 8 og at de i den forbindelse vil anvende Gadejuristensretshjælperes tilbud om vejledning i den konkrete sag, før de afgør, hvorledes de stiller sig til sagen,hvorefter de via partsrepræsentanten i anledning af den lovpligtige partshøring vil fremsende eventuellebemærkninger til sagen forud for afgørelsen.I det vi håber på opbakning fra alle parter i denne anledning,Med venlig hilsenNanna W. Gotfredsen