Vedrørende: Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning

om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af

retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (Omarbejdning)

KOM(2010)748 endelig.

Resumé

Forordningsforslaget er omfattet af Danmarks forbehold vedrørende ret-lige og indre anliggender, men hvis forslaget vedtages, vil Danmark ikraft af en tidligere indgået parallelaftale mellem Danmark og EU kunnemeddele, at Danmark vil gennemføre indholdet af forordningen, og i såfald vil forordningen gælde mellem Danmark og de øvrige medlemssta-ter. Forslaget til forordning om revision af Bruxelles I-forordningen hartil formål at afhjælpe de mangler, som en undersøgelse af den praktiskeanvendelse af Bruxelles I-forordningen har vist. Forslaget søger derfor atfjerne de resterende hindringer for retsafgørelsers frie bevægelighed ioverensstemmelse med princippet om gensidig anerkendelse. Forslagetlægger bl.a. op til afskaffelse af eksekvatur samt en udvidelse af forord-ningens anvendelsesområde til også at omfatte sagsøgte med bopæl udenfor EU. Forslaget vurderes ikke at være i strid med nærhedsprincippet.Forslaget vurderes at kunne have lovgivningsmæssige konsekvenser.Forslaget vurderes ikke at have statsfinansielle konsekvenser af betyd-ning. Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrigemedlemsstaters holdninger til forslaget. Fra dansk side findes der på nu-værende tidspunkt – hvor den igangsatte høring ikke er afsluttet – ikke atburde tages endeligt stilling til forslaget. Danmark er dog umiddelbartoverordnet set positiv over for forslaget.

1. Baggrund

Slotsholmsgade 101216 København K.Telefon 7226 8400Telefax 3393 3510www.justitsministeriet.dk[email protected]

grundlaget for samarbejdet mellem retterne om civilretlige spørgsmål iDen Europæiske Union. Bruxelles I-forordningen fastlægger bl.a., hvil-ken retsinstans der er den mest egnede til at løse en tvist på tværs af lan-degrænserne, og skal sikre, at retsafgørelser, der er afsagt i en andenmedlemsstat, let kan anerkendes og fuldbyrdes.Det følger af artikel 73 i Bruxelles I-forordningen, at Kommissionenskulle forelægge Europa-Parlamentet, Rådet og Det Økonomiske og So-ciale Udvalg en rapport om anvendelsen af forordningen senest 5 år efterforordningens ikrafttræden. Rapporten skulle om nødvendigt ledsages afforslag med henblik på tilpasning af forordningen. Kommissionen harudarbejdet en sådan rapport på grundlag af en undersøgelse af forordnin-gens anvendelse i praksis. På den baggrund er det Kommissionens vurde-ring, at den frie bevægelighed for retsafgørelser bør fremmes yderligere.Det bør endvidere gøres lettere at føre retssager over landegrænserne.Ifølge det flerårige arbejdsprogram inden for retlige og indre anliggender(Stockholmprogrammet), som medlemsstaterne vedtog i december 2009,bør retsafgørelser på det civilretlige område fuldbyrdes umiddelbart oguden andre mellemliggende foranstaltninger. Eksekvaturproceduren børderfor generelt afskaffes for retsafgørelser i civil- og handelsretlige sager,hvor den stadig for ofte er nødvendig for at opnå fuldbyrdelse af retsaf-gørelser fra en anden medlemsstat.På den baggrund har Kommissionen fremsat et forslag til revision afBruxelles I-forordningen (omarbejdning).Forslaget til forordning, der er fremsat med hjemmel i TEUF artikel 67,stk. 4, og artikel 81, stk. 2, litra a), c) og e), behandles efter den alminde-lige beslutningsprocedure, hvilket indebærer, at Europa-Parlamentet ogRådet skal vedtage forslaget.Det danske retsforbeholdForslaget er fremsat med hjemmel i Traktaten om Den Europæiske Uni-ons Funktionsmåde (TEUF), 3. del, afsnit V. Forslaget er derfor omfattetaf Danmarks forbehold vedrørende retlige og indre anliggender. Proto-kollen om Danmarks stilling, der er knyttet til Lissabon-traktaten, findersåledes anvendelse.Ifølge protokollens artikel 1 deltager Danmark ikke i Rådets vedtagelseaf foranstaltninger, der foreslås i henhold til TEUF, 3. del, afsnit V, ogifølge artikel 2 er ingen af de foranstaltninger, der er vedtaget i henhold2

til TEUF, 3. del, afsnit V, bindende for eller finder anvendelse i Danmark(”retsforbeholdet”).I kraft af en såkaldt parallelaftale mellem Danmark og Fællesskabet erDanmark imidlertid på mellemstatsligt grundlag tilknyttet reglerne i Bru-xelles I-forordningen, således at reglerne i forordningen gælder mellemDanmark og de øvrige medlemsstater. Folketinget har i medfør af grund-lovens § 19 givet samtykke1til indgåelse af parallelaftalen, og aftalentrådte i kraft den 1. juli 2007.Det følger af parallelaftalens artikel 3, stk. 2 og 3, at hvis der foretagesændringer i Bruxelles I-forordningen, skal Danmark inden 30 dage eftervedtagelsen meddele Kommissionen, hvorvidt Danmark vil gennemføreindholdet af ændringerne, og om gennemførelsen kan ske administrativteller kræver godkendelse i Folketinget. Hvis Danmark meddeler Kom-missionen, at Danmark ikke ønsker at gennemføre indholdet af ændrin-gerne, følger det af parallelaftalens artikel 3, stk. 7, at aftalen skal betrag-tes som opsagt, hvilket vil bevirke, at forordningens regelsæt ikke længe-re vil gælde mellem Danmark og de øvrige medlemsstater.

2. Indhold

2.1. Generelt

Forslaget til forordning indeholder i store træk en videreførelse af de ek-sisterende regler i Bruxelles I-forordningen.Forslaget har dog til formål at afhjælpe de mangler, som en undersøgelseaf den praktiske anvendelse af Bruxelles I-forordningen har peget på.Forslaget søger således at fjerne de resterende hindringer for retsafgørel-sers frie bevægelighed i overensstemmelse med princippet om gensidiganerkendelse.På den baggrund indeholder forslaget bl.a. bestemmelser om afskaffelseaf eksekvatur, udvidelse af forordningens kompetenceregler, værnetings-aftaler, voldgift, litispendens og indbyrdes sammenhængende krav samtanerkendelse af foreløbige og sikrende retsmidler, som i hovedtræk gen-nemgås nedenfor under punkt 2.2.

2.2. Nærmere om hovedelementerne i forslaget

2.2.1. Eksekvatur

I medfør af Bruxelles I-forordningens artikel 38 kan en fremmed retsaf-gørelse først fuldbyrdes, når den er blevet erklæret eksigibel i den med-lemsstat, hvor den ønskes fuldbyrdet. En dom, der er afsagt i én med-lemsstat, er således først eksigibel i en anden medlemsstat, når den kom-petente myndighed i sidstnævnte medlemsstat har bestemt det.Kommissionen har anført, at anmodninger om eksigibilitetspåtegningernæsten altid imødekommes, og at anerkendelse og fuldbyrdelse af uden-landske retsafgørelser yderst sjældent afslås. Forslaget lægger derfor ikapitel III op til at afskaffe eksekvaturproceduren for derved at søge atopnå en egentlig fri bevægelighed for retsafgørelser i alle civil- og han-delsretlige sager (dog undtaget sager om ærekrænkelser og gruppesøgs-mål, jf. nedenfor). Det medfører, at retsafgørelser afsagt i en medlemsstatfremover skal anerkendes i de øvrige medlemsstater, uden at der krævesnogen særlig procedure, og som udgangspunkt uden at der er mulighedfor at rejse indsigelse mod anerkendelsen.Samtidig med, at eksekvaturproceduren afskaffes, indføres en række pro-cessuelle garantier, der skal sikre, at den sagsøgtes ret til en retfærdig ret-tergang og hans ret til forsvar, der er sikret ved artikel 47 i EU’s charterom grundlæggende rettigheder, beskyttes i tilstrækkeligt omfang.Efter forslaget vil den sagsøgte kunne anfægte retsafgørelsen i domssta-ten, hvis han ikke er blevet behørigt informeret om retssagen i den på-gældende stat (manglende forkyndelse). Herudover indføres en begræn-set prøvelse i fuldbyrdelsesmedlemsstaten, således at den sagsøgte harmulighed for at anfægte enhver anden formalitetsmangel, der kunne væreopstået under sagen ved den oprindelige ret, og som kan have medført enkrænkelse af hans ret til en retfærdig rettergang. Endelig kan sagsøgteforhindre fuldbyrdelsen af retsafgørelsen, hvis den er uforenelig med enanden retsafgørelse, der er blevet truffet i fuldbyrdelsesstaten eller – nårvisse betingelser er opfyldt – i et andet land.De indsigelser, der kan påberåbes mod fuldbyrdelse af den udenlandskeretsafgørelse, svarer i store træk til dem, der nu kan påberåbes inden forrammerne af eksekvaturproceduren. Indsigelsen vedrørende formalitets-mangler, der kunne være opstået under sagen ved den oprindelige ret, ogsom kan have medført en krænkelse af retten til en retfærdig rettergang,4

er dog snævrere end den gældende indsigelse vedrørende grundlæggenderetsprincipper (ordre public), som også kan omfatte materielle spørgsmål.Den nuværende retstilstand foreslås bibeholdt i forhold til sager om ære-krænkelse og gruppesøgsmål. Forslaget lægger således op til at bibeholdeeksekvaturproceduren i sager om ærekrænkelse, hvor en privatperson gørgældende, at hans ret til privatlivets fred og individets rettigheder er ble-vet krænket af medierne. Det samme gør sig gældende vedrørende sager,der anlægges af en gruppe sagsøgere, en repræsentativ organisation elleret organ, der varetager almenvellet, med påstand om erstatning for skade,der er forvoldt en større gruppe sagsøgere ved ulovlig forretningspraksis(gruppesøgsmål).For disse sager vil en retsafgørelse, der er truffet i en medlemsstat, hellerikke fremover få automatisk virkning i en anden medlemsstat. Retsafgø-relsen skal først anerkendes og erklæres eksigibel. Forslaget lægger lige-ledes op til at bibeholde de eksisterende afslagsgrunde, som f.eks. at an-erkendelse af retsafgørelsen vil stride åbenbart imod medlemsstatensgrundlæggende retsprincipper (ordre public).

2.2.2. Forordningens anvendelse i den internationale retsorden

Bruxelles I-forordningens kompetenceregler finder (med visse undtagel-ser) ikke anvendelse, når sagsøgte har bopæl uden for EU. I disse tilfældehenviser forordningen til national ret (også kaldet ”residualkompeten-cen”).For at forbedre adgangen til retsvæsenet, retssikkerheden og beskyttelsenaf unionsborgere og EU-virksomheder i tvister med tilknytning til tredje-lande lægger forslaget op til at harmonisere reglerne om retternes kompe-tence på dette område.Kompetencereglerne i Bruxelles I-forordningen foreslås derfor i artikel 4,stk. 2, udvidet til også at omfatte sagsøgte med bopæl uden for EU (tred-jelandssagsøgte).Herudover indføres to yderligere værneting for retstvister, hvor sagsøgtehar bopæl eller hjemsted uden for EU.Efter forslagets artikel 25 kan en person med bopæl eller hjemsted udenfor EU sagsøges på det sted, hvor løsøre, der tilhører den pågældende,befinder sig, når værdien heraf ikke står i et urimeligt forhold til kravets

størrelse, og tvisten har tilstrækkelig tilknytning til den medlemsstat,hvor sagen anlægges.Derudover vil retterne i en medlemsstat i medfør af forslagets artikel 26undtagelsesvis have kompetence, hvis der ikke er noget andet værneting imedfør af forordningen, og rettens behandling af sagen er nødvendig forat sikre en retfærdig rettergang eller adgang til retlig prøvelse. Det erendvidere et krav, at retstvisten har tilstrækkelig tilknytning til den med-lemsstat, hvor sagen anlægges (forum necessitatis).Der foreslås endvidere indført en såkaldt litispendensregel for retstvisterom samme spørgsmål mellem de samme parter, der behandles ved retter-ne i EU og i et tredjeland. I medfør af forslagets artikel 34 kan en ret i enmedlemsstat således undtagelsesvis udsætte sagen, hvis 1) sagen først erblevet indbragt for en ret uden for EU, 2) den forventes at blive afgjortinden for en rimelig frist, 3) afgørelsen vil kunne anerkendes og fuldbyr-des i den pågældende medlemsstat, og 4) det er nødvendigt at udsættesagen af hensyn til en ordnet retspleje.

2.2.3. Værnetingsaftaler

Bruxelles I-forordningen kapitel II, afdeling 7, anerkender i dag som ud-gangspunkt gyldigheden af værnetingsaftaler.Forslaget lægger imidlertid i artikel 32, stk. 2, op til at indføre en for-trinsret for den i værnetingsaftalen valgte ret til at træffe afgørelse om sinegen kompetence (enekompetence – dvs. kun én ret er kompetent til atbehandle sagen), uanset om sagen først er indbragt for denne ret. Alleandre retter skal udsætte sagen, indtil den valgte ret har fastslået, at denhar kompetence, eller – hvis aftalen er ugyldig – erklæret sig inkompe-tent. På den måde svækkes incitamentet til af taktiske grund at misbrugesagsanlæg med henblik på at undergrave en gyldig værnetingsaftale.Endvidere foreslås i artikel 23 en harmoniseret lovvalgsregel om den ma-terielle gyldighed af værnetingsaftaler.

2.2.4. Forholdet mellem forordningen og voldgift

Voldgift er på nuværende tidspunkt ikke omfattet af anvendelsesområdetfor Bruxelles I-forordningen. Der lægges ikke med forslaget op til, atvoldgift fremover skal være omfattet af forordningens anvendelsesområ-de, men forslaget indeholder en særlig regel om forholdet mellem vold-gift og retssager. Forslaget forsøger derved at fjerne risikoen for parallel-6

le sager og begrænse mulighederne for misbrug af retssager i et taktiskøjemed.Efter forslagets artikel 29, stk. 4, skal en ret, når en tvist indbringes forden, og dens kompetence bestrides på grund af en voldgiftsaftale, udsættesagen, hvis tvisten allerede er indbragt for en voldgiftsret eller en ret iden medlemsstat, hvor voldgiften skal finde sted. Efter forslagets artikel33, stk. 3, skal en sag anses for at være anlagt ved en voldgiftsret, når enpart har udpeget en voldgiftsmand, eller når en part har anmodet om eninstitutions, myndigheds eller rets bistand til at nedsætte en voldgiftsret.

2.2.5. Litispendens og foreløbige retsmidler

Det følger af litispendensreglen i Bruxelles I-forordningens artikel 27, athvis et krav, der har samme genstand og grundlag, fremsættes mellem desamme parter for retter i forskellige medlemsstater, skal enhver anden retend den, ved hvilken sagen først er anlagt, udsætte sagen, indtil retten,hvor sagen først blev anlagt, fastslår sin kompetence.I forslagets artikel 29, stk. 2, indføres en tidsfrist, således at retten skalfastslå sin kompetence inden seks måneder, medmindre dette er umuligtpå grund af ekstraordinære omstændigheder. Endvidere bestemmes det,at der skal ske udveksling af oplysninger mellem de retter, som densamme sag er indbragt for.For så vidt angår søgsmål om indbyrdes sammenhængende krav, foreslåsdet i artikel 30, stk. 2, at afskaffe kravet om, at det i henhold til nationalret skal være muligt at forene sagerne.Hvis en ret i en medlemsstat har kompetence til at påkende sagens reali-tet, tillægges retten i medfør af forslagets artikel 35 ligeledes kompetencetil at iværksætte de foreløbige, herunder sikrende retsmidler, som denpågældende stats ret giver hjemmel til. Der kan f.eks. være tale om arrestog forbud, der i dansk ret er reguleret i retsplejelovens kapitel 56 og 57.Efter forslagets artikel 31 indføres endvidere en pligt for retterne til atsamarbejde, hvis sagen er under realitetsbehandling i en ret, og der ind-gives en begæring til en ret i en anden medlemsstat om en foreløbig –herunder sikrende – foranstaltning.I medfør af forslagets artikel 40 giver en retsafgørelse uden videre ad-gang til at anvende ethvert sikrende retsmiddel, der findes i henhold tilloven i fuldbyrdelsesmedlemsstaten. Forslaget indfører således fri bevæ-7

gelighed for de foranstaltninger, der er truffet af den ret, der har kompe-tence med hensyn til sagens realitet. Forslaget er derimod til hinder forfri bevægelighed for foreløbige foranstaltninger, der træffes af en andenret end den, der har kompetence til at behandle sagens realitet.

2.2.6. Forbedring af adgangen til retlig prøvelse

Forslaget indeholder herudover en række ændringer, der skal forbedreadgangen til retlig prøvelse samt den praktiske funktion af kompetence-reglerne.I forslagets artikel 5, nr. 3, indføres således et værneting for tingslige ret-tigheder. Det følger heraf, at retten på det sted, hvor løsøret befinder sig,har kompetence til at behandle sagen.Efter forslagets artikel 18 får arbejdstagerne adgang til at anlægge sagmod flere sagsøgte (arbejdsgivere) inden for beskæftigelsesområdet efterBruxelles I-forordningens regler om sagsanlæg mod flere sagsøgte (arti-kel 6, stk. 1). Det medfører, at flere arbejdsgivere kan sagsøges, hvis enarbejdsgiver har bopæl i en medlemsstat, og der er flere arbejdsgivere,ved retten i den retskreds, hvor en af arbejdsgiverne har bopæl. Det erherudover en betingelse, at kravene er så snævert forbundne, at det er øn-skeligt at behandle og påkende dem samtidig for at undgå uforeneligeretsafgørelser i tilfælde af, at kravene blev påkendt hver for sig. Der ertale om forslag om genindførelse af en regel, der tidligere fandtes i Bru-xelles-konventionen fra 1968.Efter forslagets artikel 22, stk. 1, litra b, indføres der mulighed for at ind-gå værnetingsaftaler (dvs. aftaler om, hvilken ret der er kompetent) fortvister om erhvervslejemål.Det foreslås, at det skal være lovpligtigt at informere sagsøgte om rets-virkningerne af ikke at gøre indsigelse mod rettens kompetence, når denpågældende møder i retten.Forslaget til forordning fastsætter endelig en række tidsfrister, inden forhvilke domstolene skal træffe afgørelse i sagerne, samt tidsfrister indenfor hvilke en afgørelse kan appelleres. Der fastsættes endvidere en under-retningspligt i tilfælde, hvor tidsfristerne ikke kan overholdes.Herudover indeholder forslaget en række regler af mere teknisk og pro-ceduremæssig karakter, herunder definitioner, udpegelse af kompetentemyndigheder, forkyndelse, appel, sprog, fremsendelse, forholdet til andre8

bilaterale og multilaterale aftaler samt tidspunktet for gennemførelse afforslaget.Det bemærkes i øvrigt, at forslaget indeholder en ny præambelbetragt-ning nr. 13, som går ud på at tilføje, at kriteriet ”nær tilknytning” til enbestemt ret bør tjene til at skabe retssikkerhed og undgå, at sagsøgte ind-stævnes for en ret i en medlemsstat, som sagsøgte ikke med rimelighedkunne forudse som muligt værneting. Det foreslås endvidere tilføjet, atdette navnlig er vigtigt i tvister angående forpligtelser uden for kontrakt,der er opstået i forbindelse med krænkelser af privatlivets fred og af indi-videts rettigheder, herunder ærekrænkelser.

3. Gældende dansk ret

3.1. Bruxelles I-forordningen

3.1.1. Forordningens anvendelsesområde

Som beskrevet ovenfor under pkt. 1 er Bruxelles I-forordningen – i kraftaf parallelaftalen herom og lov nr. 1563 af 20. december 2006 om Bru-xelles I-forordningen m.v. – en del af gældende dansk ret. Eventuelleændringer af Bruxelles I-forordningens regelsæt vil således – medmindreDanmark ønsker at ophæve parallelaftalen – medføre tilsvarende ændrin-ger i dansk ret.Det følger af retsplejelovens § 247, stk. 1, at i sager, der er omfattet aflov om Bruxelles I-forordningen m.v., herunder ved bekendtgørelse ud-stedt i medfør af loven, anvendes Bruxelles I-forordningens regler omværneting i stedet for retsplejelovens værnetingsregler.Bruxelles I-forordningen indeholder regler mellem EU-medlemsstaterneom, hvilke retter der er kompetente i internationale civile sager (værne-ting), og om gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser icivile sager. Forordningen har således væsentlig betydning for gennem-førelse af retssager på tværs af grænserne inden for EU.Kapitel 1 angiver forordningens anvendelsesområde. Det følger heraf, atforordningen finder anvendelse på det civil- og handelsretlige områdeuanset domsmyndighedens art, jf. artikel 1. Forordningen omfatter såle-des privatretlige krav både inden for og uden for formuerettens område.Forordningen omfatter ikke spørgsmål vedrørende skat, told og admini-strative anliggender og undtager også specifikt en række områder, herun-

der person-, familie- og arveretlige spørgsmål, konkurs mv., social sik-ring og voldgift.Inden for familieretten var underholdsholdspligt dog omfattet af forord-ningen, indtil den blev ændret ved Rådets forordning nr. 4/2009 af 18.december 2008 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse afretsafgørelser og samarbejde vedrørende underholdspligt (underholds-pligtforordningen), der finder anvendelse fra den 18. juni 2011. Som føl-ge af retsforbeholdet finder underholdspligtforordningen ikke anvendelsei Danmark, men i kraft af parallelaftalen vedrørende Bruxelles I-forordningen har Danmark tilsluttet sig forordningen bortset fra forord-ningens bestemmelser om samarbejde mellem centralmyndigheder og omlovvalg, jf. herved bekendtgørelse nr. 69 af 29. januar 2009 om gennem-førelse af underholdspligtsforordningen.

3.1.2. Bruxelles I-forordningens kompetenceregler

Kapitel II i forordningen indeholder regler om, hvilket lands domstoleder er kompetente til at afgøre en retstvist. Som hovedregel skal forord-ningens kompetenceregler anvendes, hvis sagsøgte har bopæl på en med-lemsstats område. Har sagsøgte ikke bopæl i en medlemsstat, gælder na-tionale kompetenceregler. Værnetingsreglerne i forordningen gælderumiddelbart i medlemsstaterne og skal anvendes forud for nationale vær-netingsregler. Hvis sagsøgte ikke har bopæl i en medlemsstat, er forord-ningens udgangspunkt, at kompetencen afgøres af de nationale værne-tingsregler i den medlemsstat, hvor sagen er anlagt.Bopælsbegrebet er nærmere defineret i forordningens artikel 59-60. Detafgørende er, hvorvidt en part har bopæl på den medlemsstats område,hvor sagen er anlagt, efter denne medlemsstats lovgivning. Forordningenfastsætter endvidere et bopælsbegreb for selskaber og andre juridiskepersoner.De almindelige kompetenceregler findes i forordningens artikel 2-4. Ho-vedreglen er, at en sag skal anlægges ved sagsøgtes bopæl (hjemting).Herudover indeholder forordningen en række særlige kompetenceregler.Artikel 5-7 indeholder som undtagelse til hovedreglen en rækkealterna-tivekompetenceregler på særlige områder:En i praksis meget relevant bestemmelse er kontraktsværnetinget (artikel5, stk. 1), hvorefter en sag om kontraktforhold kan anlægges, hvor denforpligtelse, der ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes.10

Medmindre andet er aftalt, er opfyldelsesstedet ved salg af varer varernesleveringssted og ved levering af tjenesteydelser ydelsernes leveringssted.Artikel 5 indeholder herudover regler om erstatning uden for kontrakt,erstatning mv. i anledning af en strafbar handling, sager vedrørende filia-ler og lignede, sager vedrørende truster mv. samt sager om betaling afbjærgeløn.Andre særlige alternative kompetenceregler findes i artikel 6 (bl.a. i sagermed flere sagsøgte) og i artikel 7 (sager om ansvar i forbindelse medbrugen eller driften af et skib).Artikel 8-21 indeholder særlige kompetencebestemmelser i forsikrings-sager, sager om forbrugeraftaler og sager om individuelle arbejdsaftaler.Udgangspunktet er, at den forsikrede (forsikringstageren, den sikrede el-ler den begunstigede), forbrugeren og arbejdstageren ikke skal tvinges tilat føre sag i et andet land end bopælslandet, uanset om pågældende ersagsøger eller sagsøgt.Herudover indeholder forordningen særlige bestemmelser om enekompe-tence for en bestemt domstol i sager om fast ejendom samt i visse sel-skabs- og immaterialretlige sager (artikel 22).I sager om rettigheder over fast ejendom samt leje og forpagtning af fastejendom er ejendommens beliggenhed - uden hensyn til parternes bopæl- afgørende for, hvilken domstol der er kompetent.Parterne har mulighed for at aftale værneting (artikel 23). En værnetings-aftale må ikke stride mod forordningens regler om enekompetence ogskal opfylde visse formkrav. Der er særlige begrænsninger i mulighedenfor at indgå værnetingsaftaler i forsikrings-, forbruger- og arbejdstager-forhold. En ret anses for at være kompetent, hvis sagsøgte giver møde iretten uden at bestride rettens kompetence (artikel 24).Der kan efter forordningen anmodes om foreløbige, herunder sikrende,retsmidler (f.eks. arrest) ved retterne i en medlemsstat, selv om retterne ien anden medlemsstat er kompetente til at afgøre sagen (artikel 31).Forordningen indeholder i artikel 25-30 visse processuelle regler om sa-gens behandling:Efter artikel 25 skal en ret erklære sig inkompetent i sager, hvor en ret ien anden medlemsstat er enekompetent. Efter artikel 26 skal retten af11

egen drift undersøge sin kompetence, såfremt en sagsøgt, der ikke harbopæl i landet, ikke giver møde.Bestemmelserne i forordningens artikel 27-30 vedrører behandlingen afsager, hvor krav, der har samme genstand eller er indbyrdes sammen-hængende, fremsættes i forskellige medlemsstater. Forordningen inde-holder endvidere en definition af, hvornår der indtræder litispendens, dvs.hvornår en sag skal anses for anlagt med den virkning, at en tilsvarendesag mellem de samme parter ikke kan anlægges i en anden medlemsstat(artikel 30). Hensigten med bestemmelsen er at tage højde for forskellenei medlemslandenes retssystemer med hensyn til, hvornår litispendensindtræder, da nogle retssystemer f.eks. anser stævningens indgivelse tilretten for afgørende i relation til sagsanlæg, mens andre lægger vægt påtidspunktet for forkyndelse for sagsøgte.

3.1.3. Forordningens regler om anerkendelse og fuldbyrdelse

Kapitel III i forordningen indeholder regler om anerkendelse og fuldbyr-delse af retsafgørelser, som er truffet i en anden medlemsstat.Reglerne om anerkendelse findes i forordningens artikel 33-37, mensreglerne om fuldbyrdelse findes i forordningens artikel 38-52. »Retsafgø-relser« omfatter i henhold til forordningens artikel 32 enhver afgørelsetruffet af en ret uanset betegnelsen, herunder dom, kendelse eller fuld-byrdelsesordre. Rettens beslutning om fastsættelse af sagsomkostningerer ligeledes omfattet.Hovedreglen er, at retsafgørelser truffet i en anden medlemsstat uden vi-dere anerkendes, dvs. at afgørelsen har retskraft, uden at anerkendelses-landet prøver den dømmende rets kompetence og sagens realitet. Bestri-des det, at afgørelsen skal anerkendes, kan retten i anerkendelseslandetprøve, om der foreligger grunde til at nægte anerkendelsen, jf. nedenfor.Retten kan derimod ikke prøve sagens realitet, dvs. om afgørelsen mate-rielt er rigtig.En retsafgørelse truffet i en medlemsstat kan fuldbyrdes i en anden med-lemsstat, når afgørelsen er erklæret for eksigibel i fuldbyrdelsesstaten veden særlig procedure – den såkaldteeksekvaturprocedure.Eksekvaturpro-ceduren er i første instans begrænset til en rent formel prøvelse, der ikkeomfatter en stillingtagen til, om der foreligger en grund til at nægte aner-kendelse. Dette kan alene prøves i appelinstansen.

Forordningen indeholder en forpligtelse til uden videre at anerkende enretsafgørelse truffet i en medlemsstat (artikel 33). Anerkendelsen inde-bærer, at retsafgørelsen tillægges retskraft, hvilket bl.a. medfører, at rets-afgørelsen skal lægges til grund i andre retssager, og at en ny retssag omsamme spørgsmål mellem de samme parter ikke kan anlægges.Bestrides det, at afgørelsen skal anerkendes, kan en berettiget part efteren eksekvaturprocedure få rettens afgørelse af, om retsafgørelsen skalanerkendes. Såfremt anerkendelse gøres gældende under en verserendesag, er denne ret dog kompetent til at afgøre spørgsmålet om anerkendel-se, hvis det har betydning for rettens afgørelse af den verserende sag.Forordningen, navnlig artikel 34-35, angiver udtømmende, i hvilke til-fælde retten kan nægte at anerkende en retsafgørelse truffet i et andetmedlemsland. Artikel 36 fastslår, at den udenlandske retsafgørelse i intettilfælde kan prøves i realiteten, dvs. om afgørelsen materielt er rigtig.Efter artikel 34 kan der ikke ske anerkendelse, såfremt anerkendelsenåbenbart vil stride mod grundlæggende retsprincipper (ordre public) i denmedlemsstat, hvor den gøres gældende.Anerkendelse kan endvidere ikke ske, såfremt sagsøgte er dømt somudeblevet, uden at stævningen er forkyndt i tide og på passende måde,medmindre sagsøgte har undladt at tage skridt til at anfægte retsafgørel-sen, selv om vedkommende havde mulighed for at gøre det.Endelig kan anerkendelse ikke ske, hvor retsafgørelsen er uforenelig medandre tidligere trufne retsafgørelser mellem samme parter. Som følge afforordningens litispendensregler burde dette kun sjældent kunne fore-komme i praksis.Efter artikel 35 kan anerkendelse ikke ske, hvis forordningens kompeten-ceregler vedrørende forsikrings- eller forbrugersager er tilsidesat, ellerhvis retsafgørelsen strider mod forordningens regler om enekompetence.Det er i øvrigt ikke grund til at nægte anerkendelse, at retsafgørelsen stri-der mod forordningens kompetenceregler.Det kan endelig nævnes, at forordningens artikel 61 indeholder hjemmeltil under visse betingelser at afslå anerkendelse og fuldbyrdelse af civil-retlige krav, der er behandlet i forbindelse med retsforfølgning af enuagtsom lovovertrædelse.

Er den retsafgørelse, der ønskes anerkendt, appelleret eller begæret gen-optaget, kan den ret, der behandler spørgsmålet om anerkendelse, udsættesagen, jf. forordningens artikel 37.Forordningens bestemmelser om fuldbyrdelse findes i artikel 38-52. Afartikel 38 fremgår, at en retsafgørelse, der kan fuldbyrdes i den stat, hvorafgørelsen er truffet, kan fuldbyrdes i en anden medlemsstat, når afgørel-sen efter anmodning fra en berettiget part er erklæret eksigibel efter ensærlig procedure, den såkaldteeksekvaturprocedure.En anmodning om, at en afgørelse erklæres for eksigibel, fremsættes overfor den ret eller kompetente myndighed, der er udpeget af medlemssta-ten. For Danmarks vedkommende er byretten udpeget som kompetentmyndighed, jf. parallelaftalens artikel 2, stk. 2, litra h. Den stedlige kom-petence, dvs. hvilken byret anmodningen skal fremsættes overfor, afgø-res af den forpligtedes bopæl eller fuldbyrdelsesstedet (forordningensartikel 39).Fremgangsmåden ved anmodningens fremsættelse er som udgangspunktoverladt til medlemsstaterne (artikel 40). Forordningen indeholder dogvisse bestemmelser herom. Af forordningens artikel 53-56 fremgår såle-des, at anmodningen skal vedlægges en udskrift af retsafgørelsen og enattest udfærdiget af de kompetente myndigheder i domsstaten, jf. formu-laren i bilag V til forordningen. Af attesten fremgår bl.a., at retsafgørel-sen kan fuldbyrdes i domsstaten.I første instans skal der alene foretages en prøvelse af, om de formellebetingelser for fuldbyrdelse er opfyldt, dvs. om retsafgørelsen opfylderde nødvendige betingelser med hensyn til godtgørelsen af dens ægthed,og om en anmodningen er vedlagt en korrekt udfyldt attest, jf. forordnin-gens artikel 53, og den forpligtede kan ikke på dette tidspunkt fremsætteindsigelser mod anmodningen, jf. forordningens artikel 41. Er de formel-le betingelser opfyldt, erklæres retsafgørelsen for eksigibel. Afgørelsenmeddeles den, der har indgivet anmodningen, og forkyndes, hvis anmod-ningen imødekommes, for den forpligtede, jf. artikel 42.Retten prøver således ikke, om der foreligger en nægtelsesgrund somnævnt i artikel 34-35, herunder om dommen åbenbart strider mod grund-læggende retsprincipper, eller i udeblivelsesdomme om stævningen mv.var forkyndt for domfældte. Dette kan alene prøves i forbindelse med enappel.

Afgørelsen om eksigibilitet kan appelleres af begge parter, jf. forordnin-gens artikel 43. For Danmarks vedkommende er landsretten appelinstans,jf. parallelaftalens artikel 2, stk. 2, litra i.Forordningen indeholder kun en appelfrist for den forpligtede, såfremtafgørelsen erklæres eksigibel. Appelfristen er en måned, dog to måneder,hvis skyldneren har bopæl på en anden medlemsstats område. Derimoder der ikke fastsat nogen frist for fordringshaverens appel, hvis rettenfastslår, at retsafgørelsen ikke er eksigibel.I forbindelse med appelbehandlingen får parterne lejlighed til at fremsæt-te deres bemærkninger, jf. artikel 43, stk. 2, hvorefter appellen behandlesefter en kontradiktorisk procedure. Appelinstansen kan kun nægte at er-klære en afgørelse eksigibel, hvis der foreligger en nægtelsesgrund somnævnt i artikel 34-35. Afgørelsen skal træffes hurtigst muligt.Appelretten kan efter reglerne i forordningens artikel 46 udsætte sagen,såfremt den udenlandske retsafgørelse er appelleret eller begæret genop-taget, eller fristen herfor ikke er udløbet. Appelretten kan endvidere be-tinge fuldbyrdelsen af sikkerhedsstillelse.Det er overladt til de enkelte medlemsstater at afgøre, om appelinstan-sens afgørelse kan indbringes for højere ret, jf. artikel 44. For Danmarksvedkommende vil landsrettens afgørelse som appelinstans kunne ind-bringes for Højesteret efter tilladelse fra Procesbevillingsnævnet, jf. pa-rallelaftalens artikel 2, stk. 2, litra i.Efter forordningens artikel 47 giver en afgørelse om eksigibilitet hjem-mel til at anvende sikrende retsmidler, f.eks. arrest. Sikrende retsmidlerer det eneste mulige retsskridt, så længe en afgørelse om eksigibilitet kanappelleres eller er under appel.Forordningen indeholder herudover regler om delvis fuldbyrdelse (artikel48), fuldbyrdelse af tvangsbøder (artikel 49) og om, at der ikke kan på-lægges fordringshaveren at stille sikkerhed med den begrundelse, at på-gældende er udlænding (artikel 51).Har fordringshaveren fri proces eller været fritaget for gebyrer og om-kostninger i domsstaten, gælder dette også i videst mulig omfang undereksekvatursagen (artikel 50).

Der må ikke opkræves afgift mv. beregnet i forhold til sagens værdi iforbindelse med behandlingen af en anmodning om eksekvatur (artikel52).Når en retsafgørelse er erklæret eksigibel, sker fuldbyrdelse efter de nati-onale regler i fuldbyrdelsesstaten, hvilket for Danmarks vedkommendevil sige reglerne i retsplejeloven om tvangsfuldbyrdelse.

3.1.4. Officielt bekræftede dokumenter og retsforlig

Forordningens kapitel IV (artikel 57-58) indeholder bestemmelser omofficielt bekræftede dokumenter og retsforlig.Af bestemmelserne fremgår, at officielt bekræftede dokumenter, der erudstedt og eksigible i en medlemsstat, kan erklæres eksigible efter for-ordningens eksekvaturprocedure. Forordningen definerer ikke, hvad derskal forstås ved »officielt bekræftet dokument«, men der sigtes bl.a. til enordning, der er kendt i nogle EU-lande, hvorefter en notar kan bekræfteet privat dokument og give det en fuldbyrdelsespåtegning.Desuden kan retsforlig, som er eksigible i oprindelseslandet, erklæreseksigible i en anden medlemsstat efter de samme regler, som gælder forofficielt bekræftede dokumenter.Den kompetente ret i fuldbyrdelsesstaten kan kun nægte at erklære et of-ficielt bekræftede dokument eller et retsforlig for eksigibelt, såfremtfuldbyrdelsen åbenbart vil stride mod grundlæggende retsprincipper ifuldbyrdelseslandet. De øvrige nægtelsesgrunde i forordningen er efterderes indhold ikke relevante i forbindelse med disse dokumenter.

3.1.5. Øvrige spørgsmål

Forordningens kapitel V (artikel 59-65) indeholder almindelige bestem-melser. Artikel 60 indeholder en definition af selskaber og andre juridi-ske personers hjemsted.Forholdet til andre retsakter reguleres i forordningens kapitel VII. For-ordningen udelukker ikke anvendelsen af andre fællesskabsretsakter ellernationale gennemførelsesbestemmelser, som på særlige områder regule-rer retternes kompetence eller anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgø-relser, jf. forordningens artikel 67. Ifølge forordningens artikel 68 erstat-ter forordningen EF-domskonventionen mellem medlemsstaterne.

Forordningen erstatter endvidere en række konventioner (artikel 69 og70). For Danmarks vedkommende gælder dette konventionen af 11. ok-tober 1977 mellem Finland, Island, Norge, Sverige og Danmark om an-erkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om privatretlige krav (den nor-diske domskonvention).Af forordningens artikel 71 fremgår, at forordningen ikke berører kon-ventioner, hvori medlemsstaterne er parter, og som på særlige områderfastsætter regler for retternes kompetence og for anerkendelse og fuld-byrdelse af retsafgørelser.Forordningen indeholder endelig i kapitel VIII (artikel 73-76) afsluttendebestemmelser.

3.2. Lugano-konventionen

I 1988 indgik EU's daværende medlemsstater og en række andre stater(hvoraf flere siden er blevet medlem af EU) Lugano-konventionen omretternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerligesager, herunder handelssager. I dag har, ud over EU's medlemsstater,Schweiz, Norge og Island tilsluttet sig konventionen.Med Lugano-konventionen udvidedes reglerne i den tidligere Bruxelleskonvention fra 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse afretsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, til at omfattestater uden for EU.I marts 2002 blev Bruxelles-konventionen erstattet af Bruxelles I-forordningen. Med henblik på at sikre parallelitet mellem de regler, dergælder inden for EU, og de regler, der gælder mellem EU-medlemsstaterne og de øvrige kontraherende stater i Lugano-konventionen, blev der indledt forhandlinger om en ny konvention, derskulle opdatere den eksisterende Lugano-konvention. Den nye Lugano-konvention blev undertegnet den 30. oktober 2007 og trådte i kraft den 1.januar 2010.Den nye Lugano-konventions regler er i meget vidt omfang identiskemed Bruxelles I-forordningens regler.

3.3. Værneting for personer, der ikke har bopæl i EU eller en kon-

traherende stat i Lugano-konventionen

I dansk ret er spørgsmålet om, hvorvidt personer og virksomheder mv.,der ikke har bopæl eller hovedkontor i EU eller en kontraherende stat i17

Lugano-konventionen, kan sagsøges ved domstole her i landet, regulereti retsplejelovens kapitel 22 om stedlig kompetence.Efter retsplejelovens § 246 kan forbrugere i sager om forbrugeraftaleranlægge sag ved eget hjemting mod sådanne personer m.v., såfremtfremsættelsen af særligt tilbud eller reklamering i Danmark er gået forudfor aftalens indgåelse, og forbrugeren her i landet har foretaget de dispo-sitioner, der er nødvendige til indgåelse af aftalen. Efter § 246 kan derendvidere anlægges sag ved de retter, som efter de almindelige værne-tingsregler har kompetence, herunder ved erhvervsværnetinget (§ 237),filialværnetinget (§ 238), fast ejendomsværnetinget (§ 241), opfyldelses-værnetinget (§ 242), retskrænkelsesværnetinget (§ 243) og et aftalt vær-neting (§ 245). En person, der ikke har bopæl i EU eller en kontraherendestat i Lugano-konventionen, kan endvidere i sager, der vedrører formue-retsforhold, sagsøges ved en dansk ret, hvis personen opholder sig i rets-kredsen ved stævningens forkyndelse (§ 246, stk. 2). Endelig kan bådefysiske og juridiske personer sagsøges ved retten på det sted her i landet,hvor de ved sagens anlæg har gods, eller hvor det gods, kravet angår, be-finder sig (§ 246, stk. 3).

3.4. Voldgift

I dansk ret er spørgsmålet om, hvilken kompetence domstole har i tvister,som skal afgøres ved voldgift, reguleret i voldgiftsloven, jf. lov nr. 553 af24. juni 2005 som ændret ved lov nr. 106 af 26. februar 2008.Det følger af voldgiftslovens § 8, stk. 1, 1. pkt., at retssager om tvister,der efter aftale mellem parterne skal afgøres ved voldgift, efter påstandafvises fra domstolene, medmindre voldgiftsaftalen er ugyldig eller vold-giftssagen af andre grunde ikke kan gennemføres. Afvisning sker såledeskun efter påstand. Nedlægges der påstand om afvisning, skal domstolenesom udgangspunkt tage stilling til, om der foreligger en gyldig voldgifts-aftale, der omfatter den pågældende tvist. Der er dog ikke noget til hinderfor, at domstolene afviser en retssag, som der ikke er værneting for iDanmark, uden at tage stilling til en påberåbt voldgiftsaftale.Endvidere kan der under en retssag, som er anlagt efter, at der er indledtvoldgiftssag, for så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt tvisten hører un-der voldgiftsrettens kompetence, dog kun tages stilling til, om tvisten ef-ter sin art kan afgøres ved voldgift, jf. § 8, stk. 1, 2. pkt.Er retssagen anlagt, før der blev indledt voldgiftssag, kan retten underdenne retssag prøve, om der foreligger en gyldig voldgiftsaftale, der om-18

fatter den pågældende tvist. Finder retten, at der ikke foreligger en gyldigvoldgiftsaftale, eller at voldgiftsaftalen ikke omfatter den tvist, der er an-lagt retssag om, behandles retssagen på sædvanlig vis.Finder retten derimod, at der foreligger en gyldig voldgiftsaftale, somomfatter den pågældende tvist, skal sagen som udgangspunkt afvises,hvis sagsøgte rettidigt har nedlagt påstand herom. Dette gælder dog ikke,hvis voldgiftssagen af andre grunde ikke kan gennemføres.Er retssagen anlagt efter, at der blev indledt voldgiftssag, følger det af §8, stk. 1, 2. pkt., at domstolene under denne retssag for så vidt angårspørgsmålet om, hvorvidt tvisten hører under voldgiftsrettens kompeten-ce, kun kan tage stilling til, om tvisten efter sin art kan afgøres ved vold-gift. Domstolene kan og skal endvidere tage stilling til, om det er densamme tvist, der er indbragt for voldgiftsretten og domstolene.Af § 8, stk. 2, følger, at selv om der er anlagt retssag som nævnt i stk. 1,kan voldgiftssag indledes og fortsættes, og der kan afsiges voldgiftsken-delse, mens spørgsmålet er under behandling ved domstolene.Efter § 9 kan domstolene efter anmodning fra en part iværksætte forelø-bige retsmidler eller tvangsfuldbyrdelse, selv om tvisten efter parternesaftale skal afgøres ved voldgift. Det følger heraf, at det forhold, at entvist skal afgøres ved voldgift, ikke afskærer en part fra at anmode om, atdomstolene iværksætter foreløbige retsmidler eller tvangsfuldbyrdelseefter retsplejelovens regler herom. Dette gælder, hvad enten voldgiftssa-gen er indledt eller ej. Uanset at en tvist skal afgøres ved voldgift, kan enpart således få foretaget arrest eller nedlagt forbud eller foretaget bevis-sikring efter retsplejelovens regler herom, når retsplejelovens betingelserfor at få foretaget disse retsskridt er opfyldt. En part kan endvidere fågennemført tvangsfuldbyrdelse efter retsplejelovens regler herom, nårbetingelserne efter retsplejeloven herfor er opfyldt. Dette gælder, hvadenten der er tale om udlæg, tvangsfuldbyrdelse af andre krav end penge-krav, overtagelse til brugeligt pant eller gennemtvingelse ved umiddelbarfogedforretning.

4. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

Danmark deltager således ikke i vedtagelsen af forordningen, som ikkevil være bindende for eller finde anvendelse i Danmark.Hvis forslaget til forordning vedtages, skal Danmark i overensstemmelsemed parallelaftalens bestemmelser inden 30 dage efter vedtagelsen med-dele Kommissionen, hvorvidt Danmark vil gennemføre indholdet af æn-dringerne, og om gennemførelsen kan ske administrativt eller krævergodkendelse i Folketinget, jf. pkt. 1 ovenfor.Hvis forslaget til forordning vedtages, vurderes gennemførelsen af for-slaget at kunne have lovgivningsmæssige konsekvenser, idet en gennem-førelse i givet fald bl.a. vil kunne kræve ændringer i lov nr. 1536 af 20.december om Bruxelles I-forordningen m.v.

4.2. Statsfinansielle konsekvenser

Forslaget til forordning vurderes ikke at have statsfinansielle konsekven-ser af betydning.

5. Høring

Forslaget er sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationermv.:Østre Landsret, Vestre Landsret, Sø- og Handelsretten, samtlige byretter,Procesbevillingsnævnet, Domstolsstyrelsen, Den Danske Dommerfor-ening, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolenes Tjenestemandsfor-ening, HK Landsklubben Danmarks Domstole, Datatilsynet, Danske Ad-vokater, Advokatrådet, Foreningen Danske Inkassoadvokater, DanskRetspolitisk Forening, Dansk Forening for Voldgift, Det Danske Vold-giftsinstitut, Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed, Institutfor Menneskerettigheder, Danske Regioner, Kommunernes Landsfor-ening, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, Aarhus Uni-versitet (Juridisk Institut), Københavns Universitet (Det Juridiske Fakul-tet), Aalborg Universitet (Juridisk Institut), Syddansk Universitet (Juri-disk Institut), Copenhagen Business School (Juridisk Institut), Handels-højskolen i Århus (Juridisk Institut), Forbrugerombudsmanden, Forbru-gerrådet, Finansrådet, Realkreditrådet, Forsikring & Pension, DI-Organisation for erhvervslivet, Dansk Erhverv, Håndværksrådet, Læge-middelindustriforeningen, Dansk Byggeri, Dansk Inkasso Branchefor-ening, Liberale Erhvervs Råd, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer,Dansk Ejendomsmæglerforening, De Danske Patentagenters Forening,Danmarks Rederiforening, Danske Speditører, Grundejernes Landsorga-20

Kommissionen har om nærhedsprincippet anført, at problemerne medden gældende eksekvaturprocedure, ineffektive værnetingsaftaler og for-holdet mellem voldgift og forordningen skyldes reglerne i gældende EU-ret og derfor kun kan løses ved EU-lovgivers mellemkomst. Det er end-videre nødvendigt at foretage en harmonisering af kompetencereglerneangående sagsøgte med bopæl eller hjemsted uden for EU for at skabelige vilkår for virksomheder, der er aktive på det indre marked, og sikre,at de rettigheder, ”svagere parter” har i henhold til EU-retten, kan hånd-hæves. Dette kan ikke gennemføres af medlemsstaterne alene.Regeringens foreløbige vurdering er, at forslaget ikke er i strid med nær-hedsprincippet. Regeringen kan i den forbindelse tilslutte sig Kommissi-onens betragtninger.

7. Andre landes kendte holdninger

Fra dansk side findes der på nuværende tidspunkt – hvor den igangsattehøring ikke er afsluttet – ikke at burde tages endeligt stilling til forslaget.Danmark er dog umiddelbart overordnet set positiv over for forslaget.Der vil dog være en række punkter, som må søges afklaret nærmere un-der de kommende forhandlinger.Som nævnt i redegørelse af 13. januar 2011 til Folketingets Retsudvalgom status for initiativer vedrørende injurieturisme vil Justitsministerietafhængig af udfaldet af verserende præjudicielle sager ved EU-Domstolen vedrørende fortolkningen af Bruxelles I-forordningens artikel5, nr. 3, overveje, om den nye præambelbetragtning nr. 13 vedrørende21

GRUND- OG NÆRHEDSNOTAT