REU, Alm.del - 2010-11 (1. samling) - Bilag 182: Henvendelse af 10/1-11 fra Landsforeningen af Patientrådgivere og Bistandsværger i Danmark vedr. møde med Retsudvalget

Som tidligere lovet fremsendes hermed mine oplevelser som bistandsværge for 8 afde ca. 40 indsatte herhjemme, der har en forvarringsdom.De fleste af disse sidder i Herstedvester, få i Østjyllands Statsfængsel i Horsens,enkelte i Vridsløselille og Politigården i København.Når jeg synes, at det er vigtigt at gøre Retsudvalget opmærksom på deproblematikker, som denne gruppe møder i hverdagen, er det selvfølgelig fordi, at jegselv oplever, ved mine mange besøg hos dem, at der INTET sker i deres hverdag medhensyn til behandling og resocialisering.Gruppen består af nogle, som betegnes som ” pædofile” og andre, som er dømt forvold mv.Både i forbindelse med revisionen af psykiatriloven, men også ved al andenlovgivning, er der sat fokus på patienternes/ klienternes dagligdag, deres medvirkentil egen behandling samt af RETSSIKKERHEDEN for både almenpsykiatriskepatienter og Retspsykiatriske klienter.Dette skal selvfølgelig afspejle, at vi lever i et demokratisk Retssamfund.Ser vi på gruppen af forvarringsdømte, er det min klare opfattelse, at vi her har engruppe, som af gode grunde føler sig totalt overladt til en hverdag, hvor der IKKEsker behandling, INGEN ( næsten ) form for resocialisering. Der sker næsten intet ideres hverdag. De giver alle udtryk for, at de blot føler, at de bliver ” opbevaret ” tilen dag, hvor de skal ud blandt os ” almindelige ” mennesker igen uden at være”behandlet ” for de ” problemer ”, som gjorde, at de har fået en forvarringsdom.Ser vi på gruppen af pædofile, står der i loven, at her skal man prøve forskelligebehandlingsformer og som en sidste udvej tilbyde ” kønsdrifthæmmende ” medicin.Alle, som jeg har kendskab til fra denne gruppe, fortæller mig, at debehandlingstilbud, som skulle ligge forud for tilbuddet om kønsdrifthæmmendemedicin springes over og at man går direkte til det ultimative tilbud omKØNSDRIFTHÆMMENDE medicin.

Så længe man nægter at tage medicinen, lukkes man ikke ud. Der gives flerebegrundelser fra de dømte til , at man ikke ønsker at tage medicinen. Det, som jegoftest hører som begrundelse, er, at der findes meget lidt viden om bivirkninger afmedicinen.På Herstedvester har flere, som har taget medicinen, haft forskelligehelbredsproblemer som hjerneblødning – hjerte/karproblemer mv.Jeg har undsatte fra denne gruppe, som har siddet fra 7 – 15 år. Her har den, som harsiddet i 15 år lige fået at vide, at hvis han vil ud hedder et medicin – medicin –medicin ellers vil udsigten til at komme ud være forsvindende lille. Han giver selvudtryk for, at han blot får lov til at sidde og ” rådne op ”.Mange af disse dømte giver udtryk for, at de kunne lige så godt blive stillet op ad enmur og lade sig skyde.Uden at forholde mig til de enkeltes forbrydelser, oplever jeg en opgivelse – enmanglende tro på, at vi lever i et Retssamfund. De indsatte føler sig”fuldstændig”glemt og at samfundet er totalt ligeglade med dem.Alle andre steder i retssystemet ( bortset fra efterforskningsmæssige tiltag ) kan dentiltalte el. dømte få lov til at se præmisserne, der ligger til grund for dommen.Når det gælder denne gruppe, kan man med loven i hånden foretage flere ting modden indsatte uden at begrunde hvorfor. (eksempler: sætte den indsatte i forskelligformer for isolation – nægte fællesskab med andre indsatte osv. )Jeg vedlægger en sag fra en af mine klienter, der klart viser ovenstående.Selv om det her drejer sig om MENNESKER, der har begået voldsommeforbrydelser, mener jeg ikke, at vi i et retssamfund kan være bekendt at foretagehandlinger over for disse mennesker, uden at forklare hvorfor handlingerne foretages.Jeg går ud fra, at Retsudvalget er enig med mig i, at trods forbrydelserne er det stadigmennesker i et retssamfund, som vi har med at gøre. Mennesker, som på et eller andettidspunkt skal tilbage til det vi kalder det ” normale samfund ”.Det er ikke en speciel ” dyrerace ” ( selv om nogen måske synes dette ) vi har med atgøre, men trods alt mennesker af kød og blod som du og jeg.De har krav på nogle basale menneskelige rettigheder og handlinger på trods af deressituation.Retsudvalget bør undersøge forholdene for denne lille gruppe, som har fåetsamfundets værste straf ( mange mordere og andre får en ”mildere” straf medfastsættelse af antal år. ), nemlig den TIDSUBESTEMTE.Jeg deltager gerne med mine erfaringer og oplevelser af 8 fra denne gruppe.I det sidste nummer af bladet Kriminalforsorgen har Justitsminister Lars Barfoed enartikel om vigtigheden af at ” forebygge tilbagefald af ny kriminalitet ”.

Vi skal ” ruste ” og understøtte de indsatte til et liv uden for den kriminelle løbebaneudtaler minister videre.Uddannelsestilbuddene skal styrkes og mentorordningerne skal udvides udtalerjustitsministeren videre.Sluttelig skal der sættes fokus på selve løsladelsen.Alle de ting, som ministeren her omtaler er jo gode og rigtige ting, men intet af dettesker i relation til de forvarringsdømte.Hvis de når det, har jeg bedt to fra denne gruppe selv beskrive deres situation.For at Justitsministeren kan være så godt ” klædt på ” som muligt til den fremtidigedebat på dette meget vigtige område, bliver der aftalt et møde mellem ham ogundertegnede, så de her medsendte kommentarer kan uddybes.Sluttelig føler jeg virkelig, at vores behandling af disse mennesker er en skamplet påvores Retsopfattelse og Retssystem.

FORMAND