REU, Alm.del - 2010-11 (1. samling) - Bilag 146: Orientering om rapport afgivet af Arbejdsgruppen om en styrket indsats over for ofre for forbrydelser, fra justitsministeren

IndholdsfortegnelseKapitel 1 Arbejdsgruppens nedsættelse og arbejde1.1. Arbejdsgruppens kommissorium1.2. Arbejdsgruppens sammensætning1.3. Arbejdsgruppens arbejde1.4. Sammenfatning af arbejdsgruppens overvejelser og forslag1.4.1. Bistandsadvokatordningen1.4.2. Konfliktråd1.4.3. Vejledning til forurettede og kontaktpersonordningen1.4.5. Sociallovgivningen og sundhedslovens regler om tilskud til psykologbehandling1.4.6. Offerfond1.4.7. Offererstatningsloven1.4.8. Tortgodtgørelse mv.1.4.9. Underretning til forurettede om udgang og løsladelse mv.Kapitel 2 Bistandsadvokatordningen2.1. Gældende ret2.1.1. Reglernes tilblivelse2.1.2. Området for bistandsadvokatordningen2.1.2.1. Beskikkelse efter retsplejelovens § 741 a2.1.2.2. Beskikkelse af advokat efter retsplejelovens §§ 995 a og 1020 e2.1.3. Politiets vejledning om bistandsadvokatordningen2.1.4. Bistandsadvokatens opgaver2.1.5. Bistandsadvokatens beføjelser2.2. Arbejdsgruppens overvejelser2.2.1. Anvendelsesområdet for beskikkelse af bistandsadvokat2.2.2. Bistandsadvokatens opgaver2.2.3. Bistandsadvokatens beføjelserKapitel 3 Konfliktråd3.1. Gældende ret3.1.1. Baggrunden for konfliktråd3.1.2. Organisering3.1.3. Nærmere om anvendelsen af konfliktråd3.2. Erfaringerne med konfliktråd3.3. Arbejdsgruppens overvejelserKapitel 4 Vejledning til forurettede og kontaktpersonordningen4.1. Gældende ret4.1.1. Vejledning ved anmeldelsen4.1.1.1. Beskikkelse af bistandsadvokat4.1.1.2. Offererstatningsloven4.1.1.3. Offerrådgivning4.1.2. Kontaktperson for forurettede og vidner4.1.3. Vejledning til forurettede under sagens efterforskning og videre behandling4.1.3.1. Orientering til forurettede om sagens forløb4.1.3.2. Underretning af forurettede om afvisning af anmeldelse mv.4.1.3.3. Underretning om tiltalerejsning mv.4.1.4. Forurettedes og andres møde som vidne i retten6610111112131417192123252929293030313232333535394144444445454748494949505051515252535455

4.1.4.1. Underretning af retten ved behov for særlig hensyntagen til et vidne4.1.4.2. Afgørelse om dørlukning, referatforbud, navneforbud mv.4.1.5. Vejledning mv. af forurettede i sager, hvor lovovertrædelsen er begået i udlandet4.2. Arbejdsgruppens overvejelser4.2.1. Vejledningens form og indhold4.2.2. Anklagerens rolle i forhold til forurettede4.2.3. Afhøringen af forurettede4.3. Økonomiske konsekvenserKapitel 5 Offerrådgivningerne mv.5.1. Offerrådgivningerne5.1.1. Baggrund5.1.2. Formålet med ordningen5.1.3. Organiseringen af offerrådgivningen5.1.3.1. Rigspolitiets Offerrådgivningssekretariat5.1.3.2. Politikredsene5.1.3.3. Offerrådgivningen i Danmark (OID)5.1.3.4 De lokale offerrådgivninger5.1.4. Indholdet af offerrådgivningen5.1.5. Offerrådgiverne5.1.6. Finansiering5.1.7. Evaluering af offerrådgivningen5.2. Øvrige offerorganisationer5.3. Arbejdsgruppens overvejelser5.3.1. Organiseringen og finansieringen af offerrådgivningerne5.3.2. Samarbejdet mellem offerrådgivningerne og politikredsene5.3.3. Information om offerrådgivningerneKapitel 6 Sociallovgivningen og sundhedslovens regler om tilskud til psykologbehandling6.1. Gældende ret6.1.1. Sociallovgivningen6.1.1.1. Den generelle pligt til at yde rådgivning6.1.1.2. Kvindekrisecentre6.1.1.3. Behandlingstilbud til voldelige mænd og deres krænkede partner6.1.1.4. Tilbud af behandlingsmæssig karakter6.1.1.5. Andre muligheder for hjælp og støtte6.1.2. Sundhedslovens regler om tilskud til psykologbehandling6.2. Arbejdsgruppens overvejelserKapitel 7 Offerfond7.1. Indledning7.2. Sverige7.2.1. Baggrunden for den svenske ordning7.2.2. Afgrænsningen af de afgiftspligtige7.2.3. Afgiftens størrelse7.2.4. Afgørelse om afgiftspligt7.2.5. Inddrivelse af afgifter7.2.6. Uddelinger fra offerfonden7.2.7. Offerfondens økonomi7.3. Norge7.3.1. Arbejdsgruppen om oprettelse af en voldsofferfond

7.3.2. Regeringens overvejelser i 20007.3.3. Regeringens overvejelser i 20057.4. Arbejdsgruppens overvejelser7.4.1. Indledning7.4.2. Uddelinger fra en offerfond7.4.3. Afgrænsning af afgiftspligten7.4.4. Opkrævning og inddrivelse7.4.5. Administration af fonden7.4.6. Økonomien i en offerfond7.5. KonklusionKapitel 8 Offererstatningsloven8.1. Gældende ret8.1.1. Baggrund8.1.2. Erstatningsnævnet8.1.3. Personskader8.1.4. Tingsskader8.1.5. Almindelige regler8.1.6. Krav om politianmeldelse uden unødigt ophold, forældelse mv.8.2. Arbejdsgruppens overvejelser8.2.1. Forbrydelser begået i udlandet8.2.2. Politianmeldelse uden unødigt ophold8.2.3. A conto erstatning8.2.4. Gerningsmandens anerkendelse af erstatningskravet8.2.5. Forældelse8.2.5.1. Offererstatningslovens § 138.2.5.2. De almindelige forældelsesregler8.2.5.3. Særligt vedrørende forældelse i sager om seksuelle overgreb mod børn og unge8.2.5.4. Arbejdsgruppens overvejelser8.2.6. Særligt om sager, hvori tiltalte frifindes8.2.7. Økonomiske konsekvenser af arbejdsgruppens forslagKapitel 9 Tortgodtgørelse mv.9.1. Gældende ret9.1.1. Erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1 og 29.1.2. Erstatningsansvarslovens § 26, stk. 39.1.3. Erstatningsansvarslovens § 26 a9.2. Sverige og Norge9.2.1. Sverige9.2.2. Norge9.3. Arbejdsgruppens overvejelserKapitel 10 Underretning til forurettede om udgang og løsladelse mv.10.1. Gældende ret10.1.1. Udgang fra afsoning10.1.2. Prøveløsladelse og løsladelse efter udstået straf mv.10.1.3. Løsladelse af varetægtsarrestanter og udgang under varetægtsfængsling10.1.4. Ophør af foranstaltninger af frihedsberøvende karakter og udgang tilforanstaltningsdømte10.1.5. Videregivelse af fortrolige oplysninger10.1.6. Praksis for underretning af ofre, når indsatte skal på udgang eller løslades

Kapitel 1 Arbejdsgruppens nedsættelse og arbejde1.1. Arbejdsgruppens kommissoriumDen 6. november 2009 nedsatte justitsministeren arbejdsgruppen om en styrket indsats overfor ofre for forbrydelser.Arbejdsgruppens kommissorium lyder således:"1. Regeringen lægger stor vægt på, at ofre for forbrydelser behandlesrespektfuldt og får den hjælp og støtte, der er relevant i situationen.Der findes efter den gældende lovgivning mange muligheder for athjælpe personer, der har været udsat for en forbrydelse, og regeringenhar løbende taget initiativer med henblik på yderligere at styrkeindsatsen på dette vigtige område.Med hensyn til bistand til den forurettede i forbindelse medstraffesagers behandling kan nævnes reglerne i retsplejelovens kapitel66 a om beskikkelse af en bistandsadvokat, som har til opgave athjælpe og vejlede den forurettede under sagen. I 2005 blev dergennemført nye regler, hvorefter der som udgangspunkt altid skalbeskikkes en bistandsadvokat for den pågældende i visse sager omalvorlig personfarlig kriminalitet (lov nr. 558 af 24. juni 2005). Politietog anklagemyndigheden skal vejlede den forurettede om reglerne ombeskikkelse af bistandsadvokat og sørge for, at en anmodning ombeskikkelse indbringes for retten.I 2007 blev der gennemført nye regler med henblik på generelt atudvide politiets og anklagemyndighedens information og vejledningtil forurettede (lov nr. 517 af 6. juni 2007). Der er således bl.a. indførten ordning, hvorefter der i visse sager udpeges en særligkontaktperson hos politiet eller anklagemyndigheden, som skal ydehjælp og bistand til den forurettede, og som den pågældende kanhenvende sig til.Særligt om ofre for samlivsrelaterede forbrydelser gælder, at der i allepolitikredse skal etableres særlige enheder, som bl.a. skal sikre, at derhurtigt tilbydes fornøden rådgivning i disse sager - f.eks. kontakt til etkrisecenter eller henvisning til en offerrådgivning, jf. nedenfor.Endvidere kan nævnes regeringens handlingsplan for 2005-2008 tilbekæmpelse af mænds vold mod kvinder og børn i familien, somindeholdt en række forskellige initiativer, bl.a. blev der afsat midler tilat dække udgifter til akut psykologbistand til kvinder og børn påkvindekrisecentre. Regeringen er i færd med at udarbejde en nynational strategi for bekæmpelse af vold mod kvinder.

Et væsentligt led i indsatsen for at støtte ofre for forbrydelser er deofferrådgivninger, som er etableret i alle politikredse.Offerrådgivningen er institutioner, der bl.a. kan tilbyde ofre enpersonlig og anonym samtale. Offerrådgivningen kan også vejlede om,hvilke hjælpeforanstaltninger af lægelig, psykologisk, social ogjuridisk karakter, der er mulighed for, og man kan også hjælpe ofretmed at udarbejde skadesanmeldelser mv.Det følger af flerårsaftalen for politiet og anklagemyndigheden for2007-2010, at offerrådgivningen skal videreføres og styrkes i de nyestore politikredse, og der er bl.a. etableret faste kontaktpunkter ipolitikredsene for offerrådgivningen. Med virkning fra den 1. marts2009 er der endvidere oprettet et centralt landssekretariat for de lokaleofferrådgivninger. Der er hermed sket en væsentlig organisatoriskstyrkelse af offerrådgivningen.Kommunerne har en række muligheder for at yde hjælp til ofre forforbrydelser efter reglerne i den sociale lovgivning, og efter regler isundhedslovgivningen er der mulighed for at yde tilskud tilpsykologbehandling til særligt udsatte grupper, herunder bl.a. volds-og voldtægtsofre.Ofre for forbrydelser kan endvidere i en række tilfælde få hjælp, rådog vejledning hos frivillige organisationer mv.Det kan også nævnes, at der netop er vedtaget nye regler ometablering af en landsdækkende ordning med konfliktråd i straffesager.Reglerne træder i kraft den 1. januar 2010 (lov nr. 467 af 12. juni2009). I et konfliktråd kan den forurettede få mulighed for at kommetil orde over for gerningsmanden og fortælle om de konsekvenser, somden strafbare handling har haft. Konfliktråd kan derved bl.a. medvirketil, at den forurettede får bearbejdet sin vrede og angst som følge afden kriminelle handling.Med hensyn til ofres muligheder for at få økonomisk kompensationgælder efter reglerne i lov om erstatning til ofre for forbrydelser(offererstatningsloven), at staten yder erstatning og godtgørelse tilpersoner, der har været udsat for en straffelovsovertrædelse her ilandet. Dette gælder, selv om gerningsmanden f.eks. er ukendt ellerikke kan straffes, f.eks. fordi han eller hun er under den kriminellelavalder på 15 år.Sager om erstatning efter offererstatningsloven behandles afErstatningsnævnet, og politiet har pligt til at vejlede en forurettet omerstatningsmulighederne efter offererstatningsloven, når enlovovertrædelse anmeldes, eller umiddelbart herefter. Der ydeserstatning og godtgørelse for personskade efter de almindelige reglerherom i erstatningsansvarsloven. Der kan således f.eks. ydes

erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og for tab af erhvervsevne samtgodtgørelse for varigt men og for svie og smerte.Der kan også ydes tortgodtgørelse mv. efter erstatningsansvarslovens§ 26, hvis betingelserne herfor er opfyldt. Tortgodtgørelse ydes vedsiden af de øvrige erstatnings- og godtgørelsesposter, f.eks. erstatningfor tabt arbejdsfortjeneste eller godtgørelse for svie og smerte. ”Tort”er navnlig en krænkelse af selv- og æresfølelsen, dvs. en personsopfattelse af eget værd og omdømme. I praksis ydes der navnligtortgodtgørelse efter erstatningsansvarsloven for ærekrænkelser mv.samt ved frihedsberøvelse og sædelighedsforbrydelser.Efter retspraksis kan der i et vist begrænset omfang ydestortgodtgørelse i forbindelse med grovere voldsforbrydelser, og selvom der ikke er lidt tort, kan der ydes en vis godtgørelse eftererstatningsansvarslovens § 26, stk. 3, hvis der er tale om en krænkelseaf en anden person begået ved en forbrydelse, der har indebåret etsærligt groft angreb mod en andens person eller frihed.Tortgodtgørelse mv. udmåles under hensyn til krænkelsens grovhed,handlingens beskaffenhed og omstændighederne i øvrigt. På grundlagaf en lovændring i 2001 skete der en væsentlig forhøjelse aftortgodtgørelsen ved sædelighedsforbrydelser mv., som udgangspunkten fordobling i forhold til det tidligere niveau (lov nr. 463 af 7. juni2001).2.Der er således i dag en bred vifte af muligheder for at hjælpe ogstøtte ofre for forbrydelser, og der er gjort meget på dette område i desenere år. Regeringen lægger imidlertid afgørende vægt på, at detløbende vurderes åbent og fordomsfrit, om indsatsen for at bistå dem,der bliver ofre for forbrydelser, kan styrkes og forbedres yderligere, ogom indsatsen kan gøres endnu bredere og endnu meresammenhængende.Regeringen har på denne baggrund besluttet at nedsætte enarbejdsgruppe, der skal overveje behov og muligheder for yderligereat styrke indsatsen for at hjælpe og støtte ofre for forbrydelser.Arbejdsgruppen skal bl.a. vurdere de praktiske erfaringer med denuværende ordninger på området her i landet samt i relevant omfang iudlandet, herunder navnlig i de øvrige nordiske lande.Arbejdsgruppen bør bl.a. overveje, om der (som i visse andre lande)bør indføres særlige regler om, at den forurettede i visse tilfælde kanfå underretning om, at gerningsmanden får udgang mv. fra fængslet,prøveløslades eller løslades efter endt afsoning. Det bør i givet faldovervejes nærmere, hvordan en sådan ordning nærmere bør afgrænsesog udformes.

Endvidere skal arbejdsgruppen overveje, om der som det for nylig harværet omtalt i den offentlige debat bør etableres en form for”offerfond” eller lignende. I Sverige gælder f.eks. en ordning,hvorefter den domfældte i visse sager pålægges at indbetale et mindrebeløb til en sådan fond, der navnlig giver økonomisk støtte tilforskning eller til frivillige organisationers arbejde. Arbejdsgruppenbør overveje de principielle, administrative og ressourcemæssigeaspekter ved at etablere en fondsordning. Arbejdsgruppen skalsamtidig udarbejde et forslag til, hvordan en fondsordning vil kunneudformes.Arbejdsgruppen skal endvidere overveje, om der i lyset af de praktiskeerfaringer er behov for justeringer af offererstatningslovens ordningvedrørende statens udbetaling af erstatning og godtgørelse for navnligpersonskade til ofre for forbrydelser.Arbejdsgruppen skal endvidere overveje, om der bør ske ændringer aferstatningsansvarslovens § 26 om tortgodtgørelse mv. med henblik påyderligere at forhøje de godtgørelsesbeløb, der udmåles i praksis.Tortgodtgørelse mv. tilkendes ved siden af den sædvanlige erstatningfor økonomisk tab, som tilkommer ofret, og den krænkelse, der er taleom, er i sidste ende umulig at gøre op i penge. Men det er væsentligt,at godtgørelsesbeløbene ikke i almindelighed opleves som urimeligtlave i forhold til den krænkelse, som ofret har været udsat for.Arbejdsgruppen skal ikke overveje erstatningsansvarslovens øvrigegenerelle regler om erstatning og godtgørelse for personskade mv.Arbejdsgruppen bør endvidere overveje, om der i politiets oganklagemyndighedens regi kan være mulighed for at forbedrebistanden til ofre for forbrydelser, f.eks. ved i de enkelte politikredseat udbygge den gældende kontaktpersonordning.Retsplejerådet overvejer for tiden spørgsmålet om en revision afreglerne i retsplejelovens kapitel 89 om den såkaldte adhæsionsproces,dvs. muligheden for, at den forurettede under straffesagen kan fåbehandlet et erstatningskrav mod gerningsmanden. Disse regler erderfor ikke omfattet af arbejdsgruppens kommissorium.Arbejdsgruppen skal belyse eventuelle økonomiske konsekvenser afarbejdsgruppens konkrete forslag.I det omfang arbejdsgruppens konkrete forslag vil kræve lovgivning,skal arbejdsgruppen udarbejde et lovudkast.Arbejdsgruppen skal færdiggøre sit arbejde inden sommeren 2010."

1.2. Arbejdsgruppens sammensætningVed afgivelsen af rapporten har arbejdsgruppen haft følgende sammensætning:Formand:Statsadvokat Lise-Lotte Nilas(Udpeget af Justitsministeriet)Medlemmer:Advokat Henrik Perregaard(Udpeget efter indstilling af Advokatrådet)Advokat Lone Refshammer(Udpeget efter indstilling af Landsforeningen af Forsvarsadvokater)Dommer Steen Friis Nielsen(Udpeget efter indstilling af Dommerforeningen)Formand Lone Nielsen(Udpeget efter indstilling af Offerrådgivningerne i Danmark)Formand Henning Wollsen(Udpeget efter indstilling af Landsforeningen Hjælp Voldsofre)Konsulent Rafai Al-Atia(Udpeget efter indstilling af Kommunernes Landsforening)Sekretariatschef Ditte Marie Nørgård(Udpeget efter indstilling af Erstatningsnævnet)Vicestatsadvokat Ingeborg Gade(Udpeget efter indstilling af Rigsadvokaten)Politiassessor Kate Jacquerot(Udpeget efter indstilling af Rigspolitiet)Chefkonsulent Marianne Hoffgaard(Udpeget efter indstilling af Direktoratet for Kriminalforsorgen)

Kontorchef Peter Juul(Udpeget efter indstilling af Indenrigs- og Socialministeriet, nu Socialministeriet)Fuldmægtig Lene Paikjær Jensen(Udpeget efter indstilling af Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, nu Indenrigs-og Sundhedsministeriet)Specialkonsulent Birgitte Forum Christensen(Udpeget efter indstilling af Finansministeriet)Kontorchef Anette Arnsted(Udpeget af Justitsministeriet)Sekretariat:Fuldmægtig Esben Haugland, JustitsministerietJustitsministeriet var fra arbejdets begyndelse til den 1. marts 2010 repræsenteret vedkontorchef Torben Jensen. Torben Jensen blev afløst af kontorchef Anette Arnsted.Fuldmægtig Esben Haugland har fungeret som arbejdsgruppens sekretær, dog harfuldmægtig Ane Maria Røddik Christensen tillige fungeret som sekretær i perioden fra den 1.august 2010.1.3. Arbejdsgruppens arbejdeArbejdsgruppen har holdt 10 møder. Arbejdsgruppen holdt det første møde den 18. januar2010. Det sidste møde blev afholdt den 19. november 2010.Arbejdsgruppen har, hvor det er anset for relevant, inddraget oplysninger om retstilstanden iandre nordiske lande i sine overvejelser.1.4. Sammenfatning af arbejdsgruppens overvejelser og forslagI kommissoriet er beskrevet en række eksisterende muligheder for hjælp og støtte til ofre forforbrydelser. Arbejdsgruppen har taget udgangspunkt i kommissoriets beskrivelse og forhvert emne drøftet de praktiske erfaringer med de nuværende ordninger og overvejet, om derer behov for ændringer heraf.

Herudover har arbejdsgruppen i overensstemmelse med kommissoriet overvejet, om der børindføres særlige regler om, at den forurettede i visse tilfælde kan få underretning om, atgerningsmanden får udgang fra fængslet, prøveløslades eller løslades efter endt afsoning, ogom der bør etableres en form for offerfond, hvortil den domfældte skal indbetale et beløb.Disse ordninger kendes ikke – eller kun i begrænset omfang – i Danmark, men ordningen omunderretning af forurettede findes i flere af de nordiske lande, og overvejelserne ometablering af en offerfond er navnlig inspireret af en sådan ordning i Sverige.Hvert emne er behandlet i særskilte kapitler, der indeholder både en beskrivelse af gældenderet og af arbejdsgruppens overvejelser.Arbejdsgruppen har således afgrænset arbejdet ud fra kommissoriets angivelser. Derfor hararbejdsgruppen ikke behandlet spørgsmål med relation til den forurettedes processuelleretsstilling. Dette spørgsmål er indgående behandlet i Strafferetsplejeudvalgets betænkningnr. 1485/2006 om den forurettedes processuelle retsstilling. Tilsvarende har arbejdsgruppenikke gennemgået de bestemmelser i retsplejeloven, der tager særligt sigte på at beskytte denforurettede (eller andre vidner) i forbindelse med sagernes gennemførelse i retten, herunderf.eks. bestemmelserne om dørlukning, navneforbud og muligheden for at tiltalte føres ud afretssalen under forurettedes afgivelse af forklaring mv.Det har under arbejdsgruppens drøftelser vist sig, at erfaringerne med de eksisterendeordninger gennemgående har været gode, og at der kun i begrænset omfang er behov foregentlige regelændringer. Det har endvidere været et gennemgående træk, at arbejdsgruppenhar lagt afgørende vægt på, at offeret for en forbrydelse skal have oplevelsen af, atbehandlingen af den pågældende og sagens forløb er tilfredsstillende. Arbejdsgruppentillægger det således stor betydning, at offeret oplever at spille en væsentlig rolle iforbindelse med sagens behandling og at have muligheden for at blive hørt. Ligeledes finderarbejdsgruppen det vigtigt, at offeret kender de muligheder for hjælp og støtte, som findes ide eksisterende ordninger, så offeret har mulighed for at gøre relevant brug af de tilbud, derallerede er på området. Disse synspunkter ligger til grund for arbejdsgruppens forslag tilændringer og justeringer.1.4.1. BistandsadvokatordningenArbejdsgruppen har i overensstemmelse med kommissoriet gennemgået og drøftet reglerneom beskikkelse af bistandsadvokat og de praktiske erfaringer hermed. Arbejdsgruppen har iden forbindelse overvejet, om der er behov for ændringer med hensyn til anvendelsesområdetfor beskikkelse og med hensyn til bistandsadvokatens opgaver og beføjelser.

Det er arbejdsgruppens opfattelse, at der med udgangspunkt i erfaringerne med den gældendeordning ikke kan peges på yderligere lovovertrædelser end de i dag omfattede af ordningen,hvor der i almindelighed vil være behov for at kunne beskikke en bistandsadvokat. Efterindførelsen af den mere skønsmæssige adgang til beskikkelse efter retsplejelovens § 741 a,stk. 4, finder arbejdsgruppen endvidere, at der hermed er skabt mulighed for beskikkelse i dehelt særlige tilfælde, hvor der også ved andre lovovertrædelser kan være behov for hjælp fraen bistandsadvokat. Arbejdsgruppen finder således ikke, at der er behov for yderligereudvidelse af området for beskikkelse.Arbejdsgruppen har ligeledes drøftet, om der kunne være behov for udvidelser af ordningenmed hensyn til den tidsmæssige udstrækning af beskikkelsen, men har ikke fundet anledningtil at anbefale ændringer med hensyn hertil.Det er arbejdsgruppens vurdering, at der med udvidelsen af vejledningspligten for politiet oganklagemyndigheden i forhold til en person, der bliver offer for en forbrydelse i udlandet, erskabt en sådan øget opmærksomhed på muligheden for beskikkelse af bistandsadvokat i dissesager, at der ikke er anledning til yderligere initiativer i relation hertil.Arbejdsgruppen har desuden drøftet omfanget af den del af bistandsadvokatens opgave, derbestår i ”bistand af mere almen karakter” og den personlige støtte til den forurettede. Det erarbejdsgruppens vurdering, at der i almindelighed er stor tilfredshed hos de forurettede medbistandsadvokaternes udførelse af opgaverne, og arbejdsgruppen har derfor ikke grundlag foranbefalinger på dette område.Endelig har arbejdsgruppen overvejet, om den forurettede – uden at den pågældende ellerdennes bistandsadvokat derved tillægges partsbeføjelser – i videre udstrækning end i dag børhave mulighed for at fremføre sine synspunkter i forbindelse med straffesagens behandling.Det er arbejdsgruppens opfattelse, at udtalelser om det strafbare forholds konsekvenser forofferet bør kunne fremsættes, når det som led i dommerens almindelige retsledelse sikres, atder ikke bliver tale om langvarige og meget følelsesmæssige redegørelser. Arbejdsgruppenfinder således, at bistandsadvokaten kan være opmærksom herpå i forbindelse med sinafhøring af den forurettede vedrørende et eventuelt erstatningskrav, ligesom det også foranklageren vil kunne være en opgave i et begrænset omfang at inddrage den forurettedesoplevelse af hændelsen i forbindelse med vidneafhøringen om det kriminelle forhold.1.4.2. KonfliktrådDet er arbejdsgruppens opfattelse, at konfliktrådsordningen er en meget positiv nyskabelse,og at den kontakt, der herved etableres mellem den forurettede og gerningsmanden, i de

sager, der er egnet til behandling i konfliktråd, kan være af meget betydelig værdi forforurettede.Eftersom den permanente og landsdækkende konfliktrådsordning først er gennemført medvirkning fra den 1. januar 2010, er det arbejdsgruppens opfattelse, at det er for tidligt atforetage en vurdering af ordningen. En sådan vurdering må således forudsætte, at ordningenhar virket igennem nogen tid, og at der dermed har været mulighed for at foretage enevaluering blandt de personer, der har deltaget i konfliktråd. Arbejdsgruppen finder derforikke på nuværende tidspunkt anledning til at fremkomme med anbefalinger med hensyn tilkonfliktrådsordningen.1.4.3. Vejledning til forurettede og kontaktpersonordningenArbejdsgruppen har drøftet de praktiske erfaringer med ordningen vedrørende politiets oganklagemyndighedens vejledning af forurettede og kontaktpersonordningen.Arbejdsgruppen finder, at der foretages en omfattende vejledning af de forurettede frapolitiets og anklagemyndighedens side, ligesom kontaktpersonordningen overordnet set ervelfungerende.Særlig med hensyn til kontaktpersonordningen bemærkes, at de reviderede retningslinjer forordningen, der er udsendt af Rigsadvokaten, har været gældende i forholdsvis kort tid, og atdet må forventes, at ordningen – når den er indarbejdet i politikredsene – kan opnå størreudbredelse. Det er således også i forbindelse med Rigsadvokatens evaluering understreget, atdet er vigtigt, at politikredsene er meget opmærksomme på at få udpeget en kontaktpersonfor forurettede i de sager, hvor det er relevant, således at kontaktpersonen kan vejlede, støtteog hjælpe den forurettede under hele sagen. Arbejdsgruppen finder på den baggrund ikke, atder er anledning til at pege på mulige forbedringer af ordningen.Arbejdsgruppen har navnlig drøftet mulighederne for at forbedre indholdet og formen af denvejledning, der gives til forurettede, ligesom arbejdsgruppen har overvejet anklagerens rolle iforhold til den forurettede og forurettedes adgang til at afgive forklaring om følgerne af denforbrydelse, den pågældende har været udsat for.Det er arbejdsgruppens opfattelse, at informationsmaterialet i den nuværende form kan virkeovervældende allerede på grund af mængden af informationer. Herudover er en række afoplysningerne i informationsmaterialet rettet mod ofre for meget alvorlige typer afforbrydelser. Ud over det forhold, at disse oplysninger dermed som altovervejendehovedregel ikke er relevante for forurettede i sager om f.eks. berigelseskriminalitet, kan

tilstedeværelsen af disse oplysninger i informationsmaterialet muligvis føre til unødig frygtog usikkerhed hos forurettede i sager om mindre alvorlig kriminalitet.Arbejdsgruppen finder derfor, at der er behov for at revidere det eksisterendeinformationsmateriale, navnlig således at der udarbejdes forskellige vejledninger, der i højeregrad er målrettet informationsbehovet hos forurettede i de forskellige sagskategorier (f.eks.berigelseskriminalitet og personfarlig kriminalitet). Informationsmaterialet bør udformessåledes, at de forurettede får den nødvendige og tilstrækkelige vejledning i forhold til netopden type forbrydelse, de har været udsat for. Arbejdsgruppen kan endvidere anbefale, atinformationsmaterialet gøres tilgængeligt i elektronisk form.Arbejdsgruppen noterer sig, at Rigsadvokaten arbejder med at revidereinformationsmaterialet til de forurettede og netop i videre udstrækning at målrette dette efterde forurettedes behov. Endvidere forbereder Rigsadvokaten et særligt modul påanklagemyndighedens hjemmeside med vejledning og information om straffeprocessen tilforurettede og vidner. Arbejdsgruppen kan helt tilslutte sig disse initiativer.Ligeledes noterer arbejdsgruppen sig, at Rigsadvokaten arbejder med et sprogprojekt, sombl.a. har til formål at gøre den skriftlige kommunikation fra anklagemyndigheden til borgere,herunder de forurettede, lettere tilgængelig. Også dette projekt kan arbejdsgruppen tilsluttesig.Arbejdsgruppen har desuden drøftet spørgsmål vedrørende anklagerens rolle i forhold tilforurettede og grænserne mellem på den ene side anklagerens vejledning og støtte tilforurettede og på den anden side anklagerens objektivitet. Arbejdsgruppen noterer sig, atdisse spørgsmål indgår i Rigsadvokatens arbejde med uddannelse af anklagere, ogarbejdsgruppen kan tilslutte sig dette.1.4.4. Offerrådgivningerne mv.Det er arbejdsgruppens opfattelse, at offerrådgivningerne udgør et meget værdifuldt tilbud tilofre for forbrydelser, som har behov for råd og vejledning om praktiske forhold eller brug forstøtte og nogen at tale med om den krænkelse, de har været udsat for. Offerrådgivningerne erdermed et vigtigt supplement til den rådgivende og støttende funktion, som politiet og andreprofessionelle varetager i forhold til ofre for forbrydelser. Arbejdsgruppen finder det derforaf afgørende betydning, at det sikres, at offerrådgivningerne kan arbejde inden for goderammer, og arbejdsgruppen har med dette udgangspunkt drøftet organiseringen ogfinansieringen af offerrådgivningerne, rådgivningernes samarbejde med politiet og behovetfor information om offerrådgivningernes arbejde.

Arbejdsgruppen har drøftet rammerne for anvendelsen af de midler, der er afsat tilofferrådgivningerne, herunder især om retningslinjerne for brugen af midlerne er forrestriktive. Navnlig kan der rejses spørgsmål om, hvorvidt midlerne bør kunne anvendes tilaflønning af offerrådgiverne og visse af de overordnede administrative og koordinerendefunktioner.Med hensyn til spørgsmålet om aflønning af offerrådgiverne kan det anføres, at det kanforekomme rimeligt, at den betydelige indsats, der ydes af de mange offerrådgivere,honoreres. Det er imidlertid arbejdsgruppens opfattelse, at en sådan aflønning vil være imodstrid med intentionerne bag ordningen. Den grundlæggende tanke om frivillighed er efterarbejdsgruppens vurdering af helt central betydning at fastholde, idet ordningen hervedadskiller sig fra og supplerer de ordninger og initiativer, som fra det offentliges side eriværksat med henblik på rådgivning og vejledning af ofre for forbrydelser. Det er samtidigarbejdsgruppens opfattelse, at netop den omstændighed, at en række mennesker på frivilligtgrundlag – og uden forbindelse til de myndigheder, der deltager i straffesagernes behandling– yder en indsats for at støtte ofrene, har stor betydning for de ofre, der gør brug afordningen.I forhold til de mere overordnede administrative og koordinerende funktioner gør dettehensyn til princippet om frivillighed sig ikke gældende i samme omfang, og arbejdsgruppenhar noteret sig, at der ikke i rammerne for offerrådgivningernes bevilling ses at værerestriktioner med hensyn til aflønning af sådanne funktioner.Derimod kan det efter arbejdsgruppens opfattelse være velbegrundet at give mulighed for atdække de udgifter, som offerrådgiverne må afholde som led i rådgivningen. Det gælder detransportudgifter, som i visse tilfælde må afholdes, når rådgiverne skal mødes med ofrene.Arbejdsgruppen har noteret sig, at der med Rigspolitiets rundskrivelse af 12. april 2010 nu ergivet mulighed for dækning af sådanne transportudgifter i de tilfælde, hvor det ikke er muligtfor offeret at komme til offerrådgiveren.Det er arbejdsgruppens opfattelse, at samarbejdet mellem de lokale offerrådgivninger ogkontaktpersonerne i politiet fungerer godt. Arbejdsgruppen er bekendt med, at man iRigspolitiet er opmærksom på, at kontaktpersonernes opfattelse af deres rolle og opgaver kanvariere ganske meget fra politikreds til politikreds, og at der heller ikke er en fællesprocedure for, hvordan politikredsene administrerer bevillingen, hvilket i visse situationerkan være uhensigtsmæssigt for offerrådgivningerne. Rigspolitiets Offerrådgivningssekretariathar til opgave at holde tæt kontakt med politikredsenes kontaktpersoner, således at bl.a.konkrete spørgsmål vedrørende organiseringen af rådgivningsarbejdet og spørgsmål om

uddannelse drøftes. Offerrådgivningssekretariatet har således allerede en koordinerende rolle,og Rigspolitiet er endvidere begyndt på at udsende nyhedsbreve med henblik på at styrkepolitikredsenes samarbejde med de lokale offerrådgivninger. Sigtet med nyhedsbrevene erendvidere at udbredebest practicepolitikredsene imellem.Det er desuden arbejdsgruppens opfattelse, at det er af afgørende betydning, at ofrene fårkendskab til offerrådgivningernes eksistens og muligheden for at benytte sig af deres tilbud.Offerrådgivningerne modtog i 2010 en merbevilling, som netop er givet med henblik på bl.a.at gennemføre en informationskampagne. Der vil således fra offerrådgivningernes side blivemulighed for i videre omfang at informere og skabe opmærksomhed omkringofferrådgivningen. Desuden vil initiativer fra Rigspolitiet og Rigsadvokaten, der er ellerbliver iværksat med henblik på at sikre den bedst mulige vejledning af ofrene, medvirke til,at også informationen om offerrådgivningen kan forbedres.1.4.5. Sociallovgivningen og sundhedslovens regler om tilskud til psykologbehandlingKommunerne har en række muligheder for at yde hjælp og rådgivning efter reglerne i densociale lovgivning, hvis der kan konstateres et konkret behov herfor hos den enkelte. Blandtandet indeholder servicelovens § 102 mulighed for at yde tilbud af behandlingsmæssigkarakter i form af bl.a. psykologisk, psykoterapeutisk, sygeplejemæssig, fysio- ogergoterapeutisk, specialpsykiatrisk, tandplejemæssig eller anden behandling. Bestemmelsengiver dermed hjemmel til, at borgere, der har behov for en ganske særlig behandling, kan fået relevant behandlingstilbud, når det sædvanlige behandlingssystem efter en konkretvurdering ikke antages at være egnet til at behandle den pågældende borger.Disse ordninger tager ikke specifikt sigte på hjælp og rådgivning til ofre for forbrydelser,men de vil kunne finde anvendelse i situationer, hvor behovet for hjælp udspringer af, at enperson har været offer for en forbrydelse.Arbejdsgruppen har ikke fundet, at der er behov for at pege på regelændringer mv. inden fordette område.Arbejdsgruppen har indhentet oplysninger om adgangen til psykologhjælp til ofre forforbrydelser i Sverige og Norge, men har erfaret, at ordningerne i disse lande ikke er direktesammenlignelige med den danske ordning. Den svenske model er således i vidt omfangbaseret på et forsikringsprincip, mens den norske model baserer sig på en konkret lægefagligbehovsvurdering.

Det er arbejdsgruppens opfattelse, at adgangen til behandling hos privatpraktiserendepsykolog og muligheden for økonomisk dækning af denne behandling kan være af betydningfor ofre for personfarlige forbrydelser. Arbejdsgruppen har på den baggrund drøftet reglerneom tilskud til psykologbehandling og overvejet, om de gældende regler i psykolog-bekendtgørelsen indeholder uhensigtsmæssigheder eller i øvrigt kan forbedres nævneværdigt.Arbejdsgruppen har i den forbindelse overvejet, om reglen om, at henvisningen fra denpraktiserende læge normalt skal være udstedt senest 6 måneder – og aldrig senere end 12måneder – efter, at begivenheden indtrådte, er et problem i praksis. Arbejdsgruppen harligeledes overvejet, om reglen om, at tilskud ydes til maksimalt 12 konsultationer pr.behandlingsforløb, udgør et problem for de berørte ofre. Det er arbejdsgruppens vurdering, atde nævnte begrænsninger – som er begrundet i tilskudsordningens forebyggende sigte – ipsykologbekendtgørelsen ikke er til hinder for, at ofre for forbrydelser har adgang tilnødvendig psykologbistand.Arbejdsgruppen har desuden overvejet, om den omstændighed, at der er tale om et tilskud på60 pct. og dermed en egenbetaling af 40 pct. af udgifterne til psykologhjælp, giver anledningtil problemer for ofrene. Det må ved vurderingen heraf imidlertid tages i betragtning, atbehandlingsudgifter, herunder egenbetalingen til psykologbehandling, dækkes i medfør afreglerne om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser. Med ordningerne på området er dersåledes mulighed for at yde 100 pct. dækning af psykologudgifter. Det er derforarbejdsgruppens opfattelse, at såfremt egenbetalingen har betydning for visse ofresanvendelse af psykologbekendtgørelsens tilskudsordning, vil dette være begrundet i, at depågældende ofre på grund af likviditetsvanskeligheder ikke ser sig i stand til (foreløbig) atafholde udgiften hertil, selv om udgiften kan forventes dækket i forbindelse medErstatningsnævnets (efterfølgende) behandling af erstatningssagen. Arbejdsgruppen skal iden forbindelse pege på de generelle muligheder inden for sociallovgivningen, der er nævntovenfor.Det er under arbejdsgruppens drøftelser anført, at et problem i forbindelse medpsykologbehandling snarere kan være, at der i visse tilfælde er ventetid, når ofrene har behovfor behandling, idet ventetiden hos psykologer, som er omfattet af reglerne om offentligttilskud, i nogle tilfælde kan opleves som lang. Det er imidlertid arbejdsgruppens opfattelse, atder ikke er grundlag for at foreslå, at der gives ofre for forbrydelser en særlig fortrinsret iforhold til f.eks. personer med et konstateret behandlingsbehov, ligesom det skal ses i lyset afsundhedslovens bestemmelser om let og lige adgang til behandling for alle patienter.Arbejdsgruppen finder samtidig anledning til at pege på, at ofrenes behov for hjælp – ogherunder også den akutte hjælp – i mange tilfælde ikke nødvendigvis er et behov for hjælp i

form af behandling hos privatpraktiserende psykolog. Det vil ofte være det afgørende forofrene, at de har mulighed for at tale med andre om det overgreb, de har været udsat for,herunder navnlig med personer med indsigt og erfaring med hensyn til offeretsvanskeligheder og reaktioner. Således kan f.eks. hjælpen fra offerrådgivningerne ogLandsforeningen Hjælp Voldsofre udgøre en meget værdifuld akut hjælp. Det skal i denforbindelse også nævnes, at den akutte hjælp også kan fås hos de alment praktiserende læger,idet visse læger kan yde samtaleterapi til patienter i krise.På baggrund af det anførte er det arbejdsgruppens opfattelse, at der ikke er grundlag for atforeslå ændringer i reglerne om tilskud til psykologbehandling.1.4.6. OfferfondDet følger af arbejdsgruppens kommissorium, at arbejdsgruppen har skullet overveje, om derbør etableres en form for ”offerfond” eller lignende. Der er i den forbindelse henvist til, atder i Sverige gælder en ordning, hvorefter den domfældte i visse sager pålægges at indbetaleet mindre beløb til en sådan fond, der navnlig giver økonomisk støtte til forskning eller tilfrivillige organisationers arbejde. Arbejdsgruppen har skullet overveje de principielle,administrative og ressourcemæssige aspekter ved at etablere en fondsordning.Arbejdsgruppen finder helt overordnet, at en række hensyn kan tilgodeses gennem enordning med en offerfond. Arbejdsgruppen lægger i den forbindelse navnlig vægt påbodstanken, den pædagogiske effekt over for gerningsmanden samt den psykologiskeoprejsning, en sådan særskilt afgift ville kunne give offeret.Arbejdsgruppen har overvejet, hvordan afgrænsningen af de tilfælde, hvor der skulleindbetales til en eventuel offerfond, i givet fald ville skulle ske. I Sverige pålægges afgiftenden, som dømmes for et eller flere strafbare forhold, som efter lovgivningen kan medførefængselsstraf, eller som vedtager et bødeforelæg om sådanne strafbare forhold. Det er såledesi Sverige en meget bred vifte af lovovertrædelser, der er omfattet af ordningen. Detteindebærer for det første, at et stort antal afgifter pålægges, ligesom det betyder, at afgiftenpålægges en bred skare af borgere, herunder også borgere med fast arbejde og deraf følgendegod betalingsevne.Arbejdsgruppen har drøftet, hvorvidt en lignende bred afgrænsning burde foretages iDanmark. Arbejdsgruppen finder, at bidrag til en offerfond, der skal komme ofre forforbrydelser til gode, kun bør belaste de lovovertrædere, der er gerningsmænd tilforbrydelser, som har et offer. Arbejdsgruppen er i den forbindelse skeptisk over for atudvide (og udvande) offerbegrebet for meget, hvilket kan indebære en desavouering af den

gruppe, der ligger i kernen af offerbegrebet, nemlig ofre for personfarlig kriminalitet ogsædelighedsforbrydelser.Arbejdsgruppen er dermed enig i de synspunkter, der er anført af den norske regering iforbindelse med overvejelser om en offerfond i Norge, hvorefter det kan virke stødende foroffentligheden, hvis afgifter pålægges for lovovertrædelser, der ikke har et egentlig offer ogdermed ligger langt fra den gruppe, som fonden skal tilgodese. Det vil derfor blive vanskeligtfor politi, anklagemyndighed eller domstole at retfærdiggøre afgiften over for den dømte. Enmanglende forståelse for sammenhæng med den lovovertrædelse, man har begået, ogformålet med afgiften kan således også befrygtes at medføre mindre villighed til at betalebeløbet.Desuden vil den grundlæggende tanke om bodspenge fra gerningsmand til offer generelt gåtabt, hvis afgiften også pålægges ved forbrydelser, hvor der ikke er et (egentligt) offer,ligesom også signalet til gerningsmanden om, at forbrydelsen har haft konsekvenser for etoffer, vil forsvinde, hvis der bliver tale om en mere generel afgift på kriminalitet. Det ersåledes arbejdsgruppens opfattelse, at de hensyn, der taler for at etablere en offerfond, og densymbolske værdi af en sådan ordning alene vil gøre sig gældende, hvis der er tale om ensnævrere afgrænsning af de typer af lovovertrædelser, der vil skulle udløse pligt til at betaletil offerfonden.På den baggrund er det arbejdsgruppens opfattelse, at en afgift til en offerfond ikke børpålægges, når blot fængsel indgår i strafferammen for den pågældende forbrydelse.Arbejdsgruppen finder derimod, at den førnævnte tanke om bodspenge fra gerningsmanden,den pædagogiske effekt over for gerningsmanden og den psykologiske oprejsning for offeret,der er forbundet med etableringen af en offerfond, tilsiger, at en sådan afgift kan pålæggesved de forbrydelser, hvor der er et egentligt offer i traditionel forstand, det vil sige primærtved overtrædelse af straffelovens kapitel 23 (forbrydelser i familieforhold), kapitel 24(forbrydelser mod kønssædeligheden), kapitel 25 (forbrydelser mod liv og legeme) og kapitel26 (forbrydelser mod den personlige frihed) samt straffelovens § 288 (røveri).Arbejdsgruppen har lagt til grund, at afgiften ville skulle pålægges af retten i forbindelse meddommen, og at opkrævning og inddrivelse af en sådan afgift i givet fald ville skulle skesammen med og på samme måde som opkrævning og inddrivelse af bøder ogsagsomkostninger mv. Arbejdsgruppen har endvidere lagt til grund, at administration affonden ville forudsætte et sekretariat, som mest nærliggende ville kunne etableres underCivilstyrelsen, og at uddelinger fra fonden ville skulle besluttes af et nævn.

Arbejdsgruppen har vurderet de økonomiske konsekvenser i forbindelse med etablering af enofferfond. Selv om der er store usikkerheder forbundet med vurderingen af såvel deforventelige indtægter som de forventelige udgifter, står det imidlertid klart, at udgifterne hosde berørte myndigheder må forventes at have en sådan størrelse, at der vil være risiko for, atudgifterne overstiger de indtægter, man ville kunne forvente. I hvert fald må det nettobeløb,der ville være til rådighed til udlodninger fra fonden, i bedste fald være af meget begrænsetstørrelse. Dette ville endog være tilfældet, selv om afgiften fastsættes til 1.000 kr., og selv omdriftsudgiften måtte vise sig at blive lavere end det forudsatte.På den baggrund er det arbejdsgruppens opfattelse, at de nødvendige forudsætninger foretablering af en offerfond her i landet ikke er til stede.1.4.7. OffererstatningslovenArbejdsgruppen har i overensstemmelse med kommissoriet drøftet og vurderet de praktiskeerfaringer med ordningen vedrørende erstatning fra staten til ofre for forbrydelser. Det eroverordnet arbejdsgruppens opfattelse, at ordningen er særdeles velbegrundet og fungerergodt, og at der ikke er anledning til at foreslå ændringer med hensyn til de grundlæggenderegler for ordningen og de grundlæggende betingelser for at opnå erstatning i henhold tilordningen.Arbejdsgruppen har imidlertid behandlet visse særlige problemstillinger, der kan giveanledning til overvejelser.Efter § 1, stk. 1, i offererstatningsloven yder staten som udgangspunkt alene erstatning oggodtgørelse for personskade, der forvoldes ved overtrædelse af straffeloven, hvisovertrædelsen er begået i den danske stat. Efter bestemmelsens stk. 3 kan der dog i særligetilfælde ydes erstatning for skader, der forvoldes ved handlinger begået uden for den danskestat, hvis skadelidte har bopæl i Danmark, har dansk indfødsret eller på gerningstidspunktetgjorde tjeneste for en udsendt dansk udenrigsrepræsentation. Der kan endvidere ydeserstatning, når sådanne handlinger er begået mod skadelidte med bopæl i Danmark underdennes erhvervsudøvelse uden for den danske stat.Det er efter arbejdsgruppens opfattelse velbegrundet, at offererstatningsloven somudgangspunkt kun finder anvendelse på forbrydelser begået i Danmark, og arbejdsgruppenfinder, at Erstatningsnævnets nuværende muligheder for i særlige tilfælde at yde erstatningfor skader, der forvoldes ved handlinger begået uden for Danmark, må anses fortilstrækkelige.

Arbejdsgruppen har desuden overvejet, om der er grundlag for at ændreoffererstatningslovens § 10, stk. 1, hvorefter erstatning bl.a. er betinget af, atlovovertrædelsen uden unødigt ophold er anmeldt til politiet. Efter § 10, stk. 2, kan dettefraviges, hvis forholdene taler for det. Erstatningsnævnet har til brug for arbejdsgruppensarbejde oplyst, at anmeldelse til politiet inden 24 timer efter nævnets faste praksis anses for atvære sket uden unødigt ophold.Arbejdsgruppens flertal (alle medlemmer undtagen Nørgård) finder ud fra en afvejning af påden ene side hensynet til politiets muligheder for at opklare forbrydelsen og hensynet til atundgå misbrug af muligheden for at få erstatning og på den anden side hensynet til offeret, atder er grundlag for at anbefale en ændring, således at det kommer til at fremgå afbestemmelsen, at lovovertrædelsen skal være anmeldt til politiet inden 72 timer, efter atlovovertrædelsen er begået. Arbejdsgruppen finder endvidere, at dispensationsadgangen børbibeholdes i sin nuværende form.Arbejdsgruppen har også overvejet, hvorvidt der bør gives udvidet adgang til á conto-udbetaling af erstatning, idet arbejdsgruppen anerkender, at det for en gruppe af ofre kanindebære et likviditetsproblem, hvis erstatningen først kan udbetales, når sagen er endeligtafsluttet. Arbejdsgruppen finder det tilfredsstillende, at § 6, stk. 2, 2. pkt., iErstatningsnævnets forretningsorden giver nævnet mulighed for at dækkebehandlingsudgifter, selv om sagen ikke er endeligt afsluttet, såfremt forholdene taler for det.På den baggrund finder arbejdsgruppen ikke grundlag for at foreslå ændringer iErstatningsnævnets mulighed for á conto-udbetaling af erstatning.Arbejdsgruppen har endvidere drøftet offererstatningslovens § 11 a, stk. 1, hvoraf fremgår, athvis skadelidtes krav på erstatning og godtgørelse fra skadevolderen er afgjort ved dom, ydeserstatning efter loven med det beløb, som er fastsat ved dommen, hvis betingelserne herfor iøvrigt er opfyldt. Efter bestemmelsens stk. 2 gælder dette dog ikke, for så vidt skadevolderenunder sagen må anses for at have anerkendt kravet eller dets størrelse. Erstatningsnævnet ersåledes ikke bundet af en dom om erstatning, hvis skadevolderen ikke har gjort indsigelsemod skadelidtes påstand, eller hvis skadevolderen er udeblevet i en civil sag, således at domer blevet afsagt i overensstemmelse med påstanden. I disse tilfælde har retten ikke foretagetnogen egentlig prøvelse af skadelidtes krav, og nævnet skal da foretage en selvstændigprøvelse af kravet. Dette gælder også i tilfælde, hvor gerningsmanden og forurettedeeksempelvis er enige om kravets berettigelse.Arbejdsgruppen er opmærksom på, at ofrene i den situation, hvor gerningsmanden haraccepteret et højere beløb, kan få en forventning om at kunne opnå det samme beløb ierstatning fra staten. Arbejdsgruppen finder imidlertid reglen i § 11 a, stk. 2, velbegrundet,

men anfører samtidig, at det derfor er en væsentlig opgave for de involverede, herunderbistandsadvokaten, at vejlede herom.Efter offererstatningslovens § 13 kan Erstatningsnævnet ikke behandle en ansøgning, der erindgivet over 2 år efter, at lovovertrædelsen er begået, medmindre der foreligger særligegrunde. Arbejdsgruppen har overvejet, om der er grundlag for at lade erstatning fra staten tilofre for forbrydelser følge de almindelige forældelsesregler i forældelsesloven.Arbejdsgruppen finder imidlertid, at en sådan ændring ikke entydigt vil være til ofrenesfordel, og at der dermed ikke er grundlag for at foreslå en sådan ændring. Arbejdsgruppenfinder derimod, at det er uhensigtsmæssigt, at det af § 13 fremgår, at forældelsesfristenregnes fra det tidspunkt, hvor lovovertrædelsen blev begået, mens nævnet efter fast praksisregner fristen fra endelig dom eller politiets afgørelse om at opgive efterforskningen.Arbejdsgruppen foreslår derfor, at § 13 ændres, således at bestemmelsens ordlyd kommer tilat svare til nævnets praksis.Endelig har arbejdsgruppen konstateret, at der hos nogle er opstået den misforståelse, at derikke kan opnås erstatning efter offererstatningsloven, hvis tiltalte frifindes under straffesagen.Erstatning kan ydes, hvis frifindelsen skyldes, at der ikke er ført bevis for, at den tiltalte ergerningsmand til forbrydelsen. Selv om der alene er tale om en misforståelse, finderarbejdsgruppen det hensigtsmæssigt, hvis det kommer til at fremgå direkte af lovteksten, aterstatning ydes, selv om tiltalte frifindes under straffesagen, hvis lovens betingelser i øvrigter opfyldt.1.4.8. Tortgodtgørelse mv.Efter kommissoriet har arbejdsgruppen skullet overveje, om der bør ske ændringer aferstatningsansvarslovens § 26 om tortgodtgørelse mv. med henblik på yderligere at forhøjede godtgørelsesbeløb, der udmåles i praksis.Arbejdsgruppen har i forbindelse med drøftelsen af dette spørgsmål tillige drøftet, om der eranledning til at overveje ændringer af reglerne med hensyn til betingelserne for at opnåtortgodtgørelse mv.Det er arbejdsgruppens opfattelse, at reglerne om tortgodtgørelse mv., således som de eraffattet i dag, giver mulighed for at tilkende godtgørelse i de situationer, hvor offeret børkunne opnå en sådan godtgørelse. Arbejdsgruppen har således ikke kunnet pege på typer aftilfælde, hvor der burde være mulighed for at tilkende godtgørelse, men hvor de gældenderegler har været til hinder herfor.

Arbejdsgruppen finder derfor ikke anledning til at foreslå ændringer med hensyn tilbetingelserne for at opnå tortgodtgørelse mv.For så vidt angår niveauet af tortgodtgørelsen mv. finder arbejdsgruppen – som anført ikommissoriet – at det er væsentligt, at godtgørelsesbeløbene ikke i almindelighed oplevessom urimeligt lave i forhold til den krænkelse, som offeret har været udsat for.Det er ved vurderingen af niveauet for tortgodtgørelsen mv. vigtigt at være opmærksom på,at der er tale om en godtgørelse, som tilkendes ved siden af de øvrige former for erstatning,som et offer – hvis betingelserne herfor er opfyldt – kan have krav på. Det gælder f.eks.godtgørelse for mén og for svie og smerte samt erstatning for erhvervsevnetab, tabtarbejdsfortjeneste, helbredelsesudgifter mv.Formålet med tortgodtgørelsen er således ikke at holde offeret skadesløs for de eventuelleøkonomiske tab, der kan være en følge af overgrebet mod den pågældende, men derimodnetop at yde en godtgørelse for den tort eller krænkelse, som offeret har lidt, og som ikke kanopgøres som et økonomisk tab.Godtgørelsernes størrelse kan derfor ikke sammenlignes med de – ofte meget betydelige –beløb, der fastsættes som erstatning for økonomiske tab, idet disse erstatninger fastsættes pågrundlag af dokumenterede opgørelser af det økonomiske tab, som hændelsen har medførtfor den skadelidte.Arbejdsgruppen er som anført enig i, at det er af væsentlig betydning, atgodtgørelsesbeløbene ikke opleves som urimeligt lave i forhold til den krænkelse, somofferet har været udsat for. Vurderingen af, på hvilket specifikt niveau, godtgørelserne børligge, for at de opleves som rimelige, er imidlertid særdeles vanskelig.Dette skyldes navnlig, at den tort eller krænkelse, der er sket, ikke på nogen måde kanopgøres i et bestemt pengebeløb. Selv hvis niveauet for godtgørelsen blev forhøjet megetbetydeligt, vil der således kunne peges på situationer, hvor godtgørelsesbeløbet ud fra enumiddelbar betragtning ikke synes at stå i et rimeligt forhold til den lidte tort eller krænkelse.Det er arbejdsgruppens vurdering, at godtgørelsesniveauet ikke i almindelighed af ofreneopleves som urimeligt lavt. Man skal selvsagt ikke underkende betydningen for ofrene af atmodtage en mærkbar godtgørelse. Samtidig er det imidlertid arbejdsgruppens opfattelse, atden helt afgørende faktor for ofrene er at få den anerkendelse, der ligger i, at der skal ydes engodtgørelse for krænkelsen. Denne oplevelse af at få oprejsning, ikke alene fordigerningsmanden bliver straffet, men også fordi retssystemet med tilkendelsen af godtgørelsen

understreger offerets rolle, vil i almindelighed være af større betydning end selvegodtgørelsens størrelse.Det er i den forbindelse også vigtigt, at offeret er bekendt med, hvad godtgørelsens størrelsekan forventes at være, fordi det kan være af betydning for offeret at vide, at han eller hunbehandles på lige fod med andre personer i samme situation. Dette spørgsmål er berørt ikapitel 2 om bistandsadvokatens opgaver, idet arbejdsgruppen netop har anført, atbistandsadvokaten har en opgave i at afstemme offerets forventninger med det forventeligeudfald af sagen.Arbejdsgruppen har herefter ikke fundet, at der er grundlag for at foreslå en generelforhøjelse af godtgørelsesbeløbenes størrelse. Arbejdsgruppen har herved også lagt vægt på,at godtgørelsesbeløbene ikke afviger væsentligt fra godtgørelserne i Sverige og Norge.Arbejdsgruppen har yderligere overvejet, om der er behov for en øget differentiering afgodtgørelsesbeløbene, og om der i givet fald vil være behov for en ændring aferstatningsansvarsloven § 26 med henblik herpå.I forarbejderne til erstatningsansvarslovens § 26, stk. 2, er på baggrund af retspraksis angivetdet ”normale” niveau for godtgørelsernes størrelse. Det er samtidig anført, at der kanfastsættes højere beløb. Det er på den baggrund arbejdsgruppens opfattelse, at behovet for atdifferentiere godtgørelsesbeløbet kan dækkes på det eksisterende retsgrundlag, ogarbejdsgruppen finder derfor ikke anledning til at foreslå ændringer af bestemmelsen.1.4.9. Underretning til forurettede om udgang og løsladelse mv.Arbejdsgruppen har overvejet, om der bør indføres særlige regler om, at den forurettede ivisse tilfælde kan få underretning om, at gerningsmanden får udgang fra fængslet,prøveløslades eller løslades efter endt afsoning.En sådan ordning findes ikke i dag, men det forekommer i konkrete tilfælde, atkriminalforsorgen efter anmodning fra politiet underretter f.eks. det stedlige politi, når enindsat løslades. Dette sker navnlig i sager vedrørende alvorlig kriminalitet, hvor politiet udfra præventive eller sikkerhedsmæssige overvejelser finder, at der er et særligt hensyn at tagetil forurettede.Arbejdsgruppen finder, at den eksisterende ordning ikke i fuldt tilstrækkelig grad tilgodeserofrenes interesse i at modtage underretning om gerningsmandens udgang og løsladelse mv.Arbejdsgruppen lægger i den forbindelse navnlig vægt på, at det også i tilfælde, hvor der ikke

er en konkret risiko for offeret, men hvor offeret selv nærer en betydelig frygt for at skullekonfronteres med gerningsmanden, vil være velbegrundet at underrette offeret om udgangmv.Arbejdsgruppen finder på den baggrund, at hensynet til offeret tilsiger, at der skabesmulighed for i videre omfang end i dag at kunne give offeret en sådan underretning. Det ersamtidig arbejdsgruppens opfattelse, at der ved udformningen af en underretningsordningskal tages højde for en række modhensyn. Det gælder navnlig hensynet til gerningsmandenog hensynet til at undgå at skabe unødig frygt hos offeret.Arbejdsgruppen har overvejet, i hvilke sager underretning om udgang og løsladelse mv. børkunne gives. Det er arbejdsgruppens opfattelse, at det er væsentligt at udforme en ordning,som bygger på objektive og let administrerbare kriterier. Selv om det er vanskeligt ud fraobjektive kriterier at afgrænse, i hvilke sagstyper et offer kan befrygte et tilfældigt møde medgerningsmanden, finder arbejdsgruppen, at dette typisk vil være tilfældet i sager om grovereovertrædelser af straffeloven, hvor vold, trusler eller anden personfarlig kriminalitet indgår,og ved sædelighedsforbrydelser – det vil sige som udgangspunkt den gruppe af sager, hvorider hos politiet skal udpeges en kontaktperson for forurettede, og arbejdsgruppen er af denopfattelse, at en underretningsordning bør afgrænses på tilsvarende vis. Der bør efterarbejdsgruppens opfattelse også være mulighed for at kunne give underretning til nærepårørende til et offer for sådanne forbrydelser.Med hensyn til spørgsmålet om, i hvilke situationer en underretning af offeret er aktuel,finder arbejdsgruppen, at offeret bør underrettes om tidspunktet for den dømtes førsteuledsagede udgang og prøveløsladelse eller løsladelse samt om eventuel undvigelseArbejdsgruppen har i den forbindelse drøftet, hvorvidt det skal være en betingelse for, at derkan ske underretning, at gerningsmanden har været varetægtsfængslet under sagensbehandling og efter dom. Arbejdsgruppen finder, at formålet med en underretningsordningtilsiger, at der med gerningsmandens udgang og løsladelse mv. skal være etableret en nysituation for offeret, og at det derfor bør være en betingelse for underretning, atgerningsmanden har været varetægtsfængslet inden og efter dom.Underretning af offeret bør efter arbejdsgruppens opfattelse ligeledes kunne ske, hvisgerningsmanden er idømt en foranstaltning efter straffelovens §§ 68-69.Underretningsordningen bør omfatte de foranstaltninger, hvor offeret kan påregne, atgerningsmanden er frihedsberøvet. Underretning bør – ligesom det vil være tilfældet vedafsoning af frihedsstraf – ske ved foranstaltningens ophør eller ændring til en anden

foranstaltning, ved undvigelse og ved første uledsagede udgang i de tilfælde, hvor den dømtehar været varetægtsfængslet før og efter dom.Arbejdsgruppen har yderligere drøftet, hvorvidt der skal ske underretning i forbindelse medudgang, løsladelse og undvigelse fra varetægtsfængsling. Med hensyn til udgang bemærkes,at udgang fra varetægtsfængsling kun forekommer helt undtagelsesvis, og at der i alletilfælde vil være tale om ledsaget udgang.Ved udgang og undvigelse fra varetægt samt løsladelse fra varetægt, inden der er faldet dom isagen, vil situationen endvidere efter arbejdsgruppens opfattelse adskille sig afgørende fraudgang, undvigelse og løsladelse fra afsoning, idet den mistænkte person ikke vil være dømtfor en lovovertrædelse. Det er således ikke fastslået, at den pågældende er skyldig og dermedgerningsmand til den forbrydelse, offeret har været udsat for. Offeret kan også i sådannetilfælde have en betydelig interesse i at modtage underretning, men arbejdsgruppen er af denopfattelse, at hensynet til den mistænkte og dennes interesse i fortrolighed vedrørende sineprivate forhold i denne situation vil veje tungest. Den mistænkte må betragtes som uskyldig,indtil den pågældende er dømt, og det kan ikke udelukkes, at en løsladelse f.eks. kan værebegrundet i, at efterforskningen har vist, at den pågældende alligevel ikke er den rettegerningsmand. Arbejdsgruppen finder derfor, at der ikke skal kunne ske underretning i dissesituationer. Arbejdsgruppen finder i den forbindelse, at det er væsentligt, at der allerede efterden gældende ordning kan ske underretning, hvis der efter en konkret vurdering består enrisiko for offeret.Løsladelse fra varetægtsfængsling kan også komme på tale i forbindelse med, atgerningsmanden er dømt for den forbrydelse, offeret har været udsat for. Det kan f.eks. væretilfældet, hvis varetægtsfængslingen har været så langvarig, at den idømte straf må anses forudstået. En sådan situation finder arbejdsgruppen må ligestilles med løsladelse fra afsoningaf den idømte straf, og der bør derfor kunne ske underretning af offeret.Arbejdsgruppen har ydermere drøftet, hvordan en sådan udvidet adgang til underretning børudformes.Arbejdsgruppen har i den forbindelse overvejet, hvorvidt offeret i alle tilfælde omfattet afordningen skal have krav på underretning, hvis den pågældende anmoder herom.Der kan imidlertid som nævnt være et hensyn til gerningsmanden. Således kan der være enrisiko for hævn fra offerets side – f.eks. ved banderelaterede forbrydelse – hvorformyndighederne ikke bør facilitere en gengældelse ved at oplyse om uledsaget udgang ellerløsladelse. Desuden kan det ikke udelukkes, at der vil være tilfælde, hvor hensynet til

gerningsmandens privatliv overstiger hensynet til offerets interesse i tryghed, f.eks. hvis derer risiko for chikane fra tredjemand.På den baggrund er det arbejdsgruppens opfattelse, at en ordning om udvidet adgang tilunderretning bør udformes således, at der gives underretning i alle tilfælde ved de nævntekriminalitetstyper, medmindre væsentlige hensyn til gerningsmanden taler imod.Arbejdsgruppen er opmærksom på, at nogle ofre vil foretrække ikke at få underretning, og atunderretning – eller blot muligheden herfor – i sig selv kan have en negativ effekt på offeretssituation, idet det kan øge offerets frygt for den dag, hvor offeret kan møde gerningsmanden.Derfor anbefaler arbejdsgruppen ikke en ordning, hvor der automatisk gives underretning, ogarbejdsgruppen finder heller ikke, at ofrene uden konkret anledning hertil skal spørges, omde ønsker underretning. Arbejdsgruppen finder således, at en underretning må forudsætte enudtrykkelig anmodning fra offeret, idet det i så fald vil kunne lægges til grund, at offeretsønske om underretning bygger på en velovervejet beslutning herom.Det vil derfor være en forudsætning for en velfungerende ordning, at ofrene er bekendt medmuligheden for at få underretningen. Ordningen bør derfor klart fremgå af detinformationsmateriale, ofrene i øvrigt modtager, således at de har en mulighed for at fåunderretningen, hvis de ønsker dette.Arbejdsgruppen har drøftet, hvorledes en anmodning fra offeret om at blive underrettet vedgerningsmandens udgang og løsladelse mv. bør behandles af myndighederne.Efter arbejdsgruppens vurdering vil en anmodning om at blive underrettet i de fleste tilfældeblive afgivet i forbindelse med den kontakt, som offeret har med politiets kontaktperson isagen, det vil sige i perioden frem til, at der afsiges dom i straffesagen. Det kan dog ikkeudelukkes, at et offer først efterfølgende og efter en vis betænkningstid beslutter sig for atanmode om underretning. Efter arbejdsgruppens opfattelse bør det ikke være afgørende for,om et offer kan blive underrettet, at anmodningen er fremsat inden en vis frist. Offeret børsåledes på et hvilket som helst tidspunkt kunne anmode om at blive underrettet.Det er arbejdsgruppens opfattelse, at myndighedernes behandling af anmodningen i videstmuligt omfang ikke bør medføre, at gerningsmanden gøres bekendt med, at offeret haranmodet om underretning, hvilket i sig selv vil kunne skabe eller forstærke etmodsætningsforhold mellem offer og gerningsmand. Af samme grund anbefalerarbejdsgruppen også, at gerningsmanden ikke orienteres om afgørelsen om, hvorvidt der skalske underretning til offeret, medmindre særlige grunde taler herfor.

Kapitel 2 Bistandsadvokatordningen2.1. Gældende ret2.1.1. Reglernes tilblivelseRetsplejelovens kapitel 66 a om advokatbistand til den forurettede er indsat ved lov nr. 253 af16. juni 1980 med henblik på at beskytte og styrke den forurettedes stilling i sager omvoldtægt mv.Ved lov nr. 730 af 7. december 1988 blev adgangen til advokatbeskikkelse udvidet bl.a.således, at ordningen kom til at omfatte ofre for de fleste sædelighedsforbrydelser samt ofrefor almindelig vold, jf. retsplejelovens § 741 a, stk. 1. Lovændringen byggede på betænkningnr. 1102/1987 om den forurettedes stilling i voldtægts- og voldssager afgivet af et udvalgnedsat af Justitsministeriet den 6. juni 1983.I 1997 blev adgangen til advokatbeskikkelse yderligere styrket, jf. lov nr. 349 af 23. maj1997, idet ofre for de forbrydelser, hvor der hidtil havde skullet foreligge en positivindikation for beskikkelsen, nu fik krav på beskikkelse, medmindre lovovertrædelsen er afmindre alvorlig karakter, og advokatbistand må anses for åbenbart unødvendig.Ved lov nr. 468 af 7. juni 2001 og lov nr. 228 af 2. april 2003 blev også sager omhenholdsvis overtrædelse af straffelovens § 252, stk. 2 (smitte med en livstruende sygdom),og § 262 a (menneskehandel) omfattet af bistandsadvokatordningen.På baggrund af Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 1458/2005 om forbedring afvoldtægtsofres retsstilling blev bistandsadvokatordningen ved lov nr. 558 af 24. juni 2005 påny ændret, således at der i visse grove sædelighedssager (overtrædelse af straffelovens § 210,§§ 216 og 217, § 218, stk. 2, § 222, stk. 2, 2. led, eller § 223, stk. 1, samt § 224 og § 225, jf.de nævnte bestemmelser) skal ske beskikkelse, medmindre den forurettede – efter at værevejledt om retten til bistandsadvokat – frabeder sig dette, jf. retsplejelovens § 741 a, stk. 2.Reglerne i retsplejelovens kapitel 66 a er senest ændret ved lov nr. 517 af 6. juni 2007, sombyggede på Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 1485/2006 om forurettedes processuelleretsstilling i straffesager. Med lovændringen blev bistandsadvokatordningen udvidetyderligere, idet der indførtes en adgang til at beskikke en bistandsadvokat for forurettedeuden for området af retsplejelovens § 741 a, stk. 1, når særlige omstændigheder taler derfor,jf. bestemmelsens stk. 4. Desuden blev der skabt adgang til at beskikke bistandsadvokat fornære pårørende, hvis forurettede er afgået ved døden som følge af forbrydelsen, jf.bestemmelsens stk. 5.

2.1.2. Området for bistandsadvokatordningen2.1.2.1. Beskikkelse efter retsplejelovens § 741 aRetstilstanden er herefter den, at retten efter retsplejelovens § 741 a, stk. 1, i sager, dervedrører overtrædelse af straffelovens § 119 (forbrydelser mod embedsmænd), § 123(forbrydelser mod vidner), § 210 (blodskam), §§ 216-223, §§ 224 eller 225, jf. §§ 216-223(sædelighedsforbrydelser), § 232 (blufærdighedskrænkelse), § 237, jf. § 21 (drabsforsøg), §§244-246 (vold), § 249 (uagtsom legemsbeskadigelse), § 250 (hensættelse i hjælpeløstilstand), § 252, stk. 2 (smitte med en livstruende sygdom), §§ 260-262 a (ulovlig tvang,frihedsberøvelse og menneskehandel) eller § 288 (røveri), beskikker en advokat for den, derer forurettet ved lovovertrædelsen, når den pågældende fremsætter begæring herom, jf. dogstk. 2 og 3.Efter retsplejelovens § 741 a, stk. 2, skal der i visse grove sædelighedssager (overtrædelse afstraffelovens § 210, §§ 216 og 217, § 218, stk. 2, § 222, stk. 2, 2. led, eller § 223, stk. 1, samtovertrædelse af § 224 eller § 225, jf. § 210, §§ 216 og 217, § 218, stk. 2, § 222, stk. 2, 2. led,eller § 223, stk. 1.) ske beskikkelse, medmindre den pågældende efter at være vejledt omretten til beskikkelse af advokat frabeder sig det. Den forurettede skal have lejlighed til at talemed en advokat før politiets afhøring af forurettede, medmindre den pågældende efter atvære blevet vejledt frabeder sig det.Efter retsplejelovens § 741 a, stk. 3, kan beskikkelse af advokat afslås i sager – dog ikke isager om overtrædelserne nævnt i bestemmelsens stk. 2, jf. ovenfor – hvis lovovertrædelsener af mindre alvorlig karakter, og advokatbistand må anses for åbenbart unødvendig. Medsager af mindre alvorlig karakter menes ifølge bestemmelsens forarbejder sager, der kanforventes afgjort med bøde eller en meget kort frihedsstraf.Når særlige omstændigheder taler for det, kan retten i medfør af retsplejelovens § 741 a, stk.4, efter anmodning beskikke en advokat for den forurettede, selv om lovovertrædelsen ikkeer omfattet af bestemmelsens stk. 1. Sådanne særlige omstændigheder kan ifølgeforarbejderne til bestemmelsen f.eks. foreligge i visse sager om grovere chikane, hvorforurettede er blevet truet og har været udsat for hærværk eller lignende, eller i visse sagerom afpresning efter straffelovens § 281. Desuden kan der helt undtagelsesvis tænkes tilfælde,hvor forurettedes personlige forhold – uanset sagens karakter i øvrigt – i sig selv kanbegrunde, at der beskikkes en bistandsadvokat. Det antages i bestemmelsens forarbejder, atbestemmelsen vil få et meget begrænset anvendelsesområde ved siden af § 995 a, stk. 1, jf.herom nedenfor.

Efter retsplejelovens § 741 a, stk. 5, kan retten efter anmodning beskikke en advokat for denforurettedes nære pårørende, hvis den forurettede er afgået ved døden som følge afforbrydelsen, når særlige hensyn taler for det, og betingelserne efter stk. 1, 2 eller 4 eropfyldt. Ved vurderingen af, om sådanne særlige hensyn gør sig gældende i den konkretesag, må der ifølge bestemmelsens forarbejder navnlig lægges vægt på, om en pårørende skalvidne under belastende omstændigheder eller i øvrigt i forhold til straffesagen også bortsetfra fastsættelsen af et erstatningskrav har et særligt behov for bistand. I bestemmelsensforarbejder antages det, at bestemmelsen vil få et meget begrænset anvendelsesområde vedsiden af § 995 a, stk. 2, jf. herom nedenfor.Fremsætter den forurettede ikke begæring om beskikkelse af bistandsadvokat, kan der efterpolitiets begæring beskikkes en bistandsadvokat for den forurettede under efterforskningen,jf. retsplejelovens § 741 a, stk. 6. Det samme gælder, når der ikke sker beskikkelse efterbestemmelsens stk. 2. Dette vil navnlig kunne komme på tale i situationer, hvor denforurettede eller forurettedes værge ikke skønnes at være i stand til at overskue konsekvensenaf et eventuelt fravalg af bistandsadvokat.2.1.2.2. Beskikkelse af advokat efter retsplejelovens §§ 995 a og 1020 eEfter retsplejelovens § 995 a, stk. 1, kan retten give fri proces til en forurettet, når detskønnes nødvendigt med advokatbistand ved opgørelsen af et erstatningskrav, og denforurettede opfylder betingelserne i § 325 om fri proces, det vil sige visse nærmere fastsatteøkonomiske betingelser samt kravet om, at der ikke må være tegnet en retshjælpsforsikringeller anden forsikring, som dækker omkostningerne ved sagen. Fri proces medfører bl.a.beskikkelse af en advokat til at udføre sagen mod vederlag af statskassen, jf. retsplejelovens§ 331, stk. 1, nr. 2. Der er ikke begrænsninger med hensyn til de former for kriminalitet, derkan begrunde fri proces efter bestemmelsen, men det forudsættes, at erstatningskravets art ogomfang taler for, at forurettede får bistand til at opgøre kravet.Når omstændighederne taler for det, kan retten i sager, hvor en person er afgået ved dødensom følge af en forbrydelse, beskikke en advokat for de pårørende til at bistå med opgørelsenaf et erstatningskrav, jf. retsplejelovens § 995 a, stk. 2. Adgangen til advokatbeskikkelse efterdenne bestemmelse er ikke betinget af, at de pårørende opfylder betingelserne iretsplejelovens § 325 om fri proces.I retsplejelovens § 1020 e findes særlige regler om advokatbistand til den forurettede istraffesager mod politipersonale.

2.1.3. Politiets vejledning om bistandsadvokatordningenDet fremgår af retsplejelovens § 741 b, stk. 1, at politiet vejleder den forurettede eller, hvisden forurettede er afgået ved døden som følge af forbrydelsen, den forurettedes nærepårørende om reglerne om beskikkelse af en bistandsadvokat.I de sager, der er nævnt i § 741 a, stk. 2, skal forurettede endvidere gøres bekendt medreglerne om advokatens medvirken, jf. § 741 a, stk. 2, jf. nedenfor. Vejledningen skal gives,inden den forurettede afhøres første gang, og skal gentages i forbindelse med og inden andenafhøring.Det skal fremgå af politirapporten, at den forurettede har modtaget behørig vejledning, og atforurettedeharfåetudleveretrelevantskriftligtmaterialevedrørendebistandsadvokatordningen mv. Endvidere skal det fremgå, hvis den forurettede ikke harønsket en advokat beskikket.Politiet drager omsorg for, at spørgsmål om beskikkelse efter § 741 a indbringes for retten.2.1.4. Bistandsadvokatens opgaverRetsplejeloven fastlægger ikke nærmere regler om bistandsadvokatens opgaver, men afforarbejderne til kapitel 66 a fremgår det, at formålet med en beskikkelse af en advokat er atstyrke ofrets stilling under sagen. Ud over støtte til den forurettede under afhøringen hospolitiet og i retten og bistand ved afgørelsen af eventuelle erstatningskrav forudsættes det, atadvokaten ligeledes yder rådgivning om særlige hjælpemuligheder, yder personlig støtte ogvejledning og varetager andre opgaver for den forurettede af mere almen karakter.I betænkning nr. 1102/1987 om den forurettedes stilling i voldtægts- og voldssager erbistandsadvokatens opgaver omtalt på s. 41 ff. Heraf fremgår følgende:”De opgaver, bistandsadvokaten udfører nu, hvor institutionen har virketnogle år, er efter udvalgsmedlemmernes erfaringer:1) At yde den forurettede bistand under afhøringerne hos politiet og iretten. Som eksempler herpå kan nævnes, at advokaten må protestere, hvisder stilles irrelevante spørgsmål til klienten, eller hvis der i strid medretsplejelovens § 185, stk. 2, forsøges bevisførelse om den forurettedestidligere seksuelle adfærd. Endvidere påhviler det advokaten at væreopmærksom på mulighederne for navneforbud, referatforbud, dørlukningsamt afhøring af forurettede uden tiltaltes tilstedeværelse (retsplejelovens§ 848, stk. 1) og efter drøftelse med klienten at fremsætte eventuellebegæringer herom.

2) At bistå ved opgørelse af den forurettedes erstatningskrav og eventueltsøge erstatning betalt af det offentlige via Erstatningsnævnet.3) At rådgive klienten med hensyn til at få givet gerningsmanden advarseli henhold til straffelovens § 265 (”polititilhold”).4) At yde den forurettede bistand af mere almen karakter, herundera) rådgive efter behov om de forskellige hjælpemuligheder, f.eks.behandling af læge eller psykolog, hjælp i henhold tilbistandslovgivningen gennem socialforvaltningen, hjælp til ny bolig mv.,b) holde forurettede løbende orienteret om sagens forløb,c) forberede den forurettede på afhøringen i retten,d) hjælpe, hvis den forurettedes interesser krænkes, f.eks. vedovertrædelse af retsplejelovens § 1017 b om forbud mod offentlig at røbeden forurettedes identitet.”2.1.5. Bistandsadvokatens beføjelserRetsplejelovens § 741 c indeholder en række regler om de beføjelser, som bistandsadvokatenhar under sagen. I medfør af retsplejelovens § 741 c, stk. 1, har advokaten adgang til atovervære afhøringer af den forurettede såvel hos politiet som i retten og har ret til at stilleyderligere spørgsmål til den forurettede. Advokaten underrettes endvidere om tidspunktet forafhøringer og retsmøder.Med henblik på at undgå, at ordningen med bistandsadvokat skaber efterforskningsmæssigevanskeligheder, således at udsigten til at få udredt tingenes rette sammenhæng forringes,herunder muligheden for at tage en gerningsmand på friske spor, forudsættes det iforarbejderne til bestemmelsen, at politiet dog kan foretage en helt foreløbig udspørgen afforurettede. Politiet kan således stille uopsættelige spørgsmål til forurettede, og nødvendigeefterforskningsskridt vil kunne foretages, også før advokaten er kommet til stede. Bl.a. kanpolitiet stille forurettede spørgsmål med henblik på meddelelse af akutte oplysninger afbetydning for en umiddelbar bevissikring, f.eks. om tid, sted og signalement mv. Derforudsættes at være tale om oplysninger, som er nødvendige for foretagelsen afefterforskningsskridt, og som ikke kan opsættes uden risiko for, at øjemedet forspildes. Detkan f.eks. være oplysning om gerningsforløbet med henblik på stillingtagen til, om muligeDNA-spor skal sikres. Det kan også dreje sig om oplysninger, der er nødvendige forstillingtagen til, om der foreligger et anholdelsesgrundlag.Efter retsplejelovens § 741 b, stk. 3, kan politiet tilkalde eller kontakte en af de i § 733, stk.1, nævnte advokater (advokater, der kan beskikkes som offentlig forsvarer) til at varetagehvervet som advokat for den forurettede, indtil retten måtte have beskikket enbistandsadvokat.

Bistandsadvokaten har adgang til at gøre sig bekendt med den forurettedes forklaring tilpolitirapport, jf. retsplejelovens § 741 c, stk. 2, 1. pkt. Når der er rejst tiltale i sagen, haradvokaten tillige adgang til at gøre sig bekendt med det øvrige materiale i sagen, som politiethar tilvejebragt, jf. § 741 c, stk. 2, 2. pkt. I det omfang materialet uden ulempe kanmangfoldiggøres, skal genpart sendes til advokaten. Advokaten må dog ikke uden politietssamtykke overlevere det modtagne materiale til den forurettede eller andre, og han må ikkeuden politiets samtykke gøre den forurettede eller andre bekendt med indholdet af det i stk. 2,2. pkt., nævnte materiale, jf. § 741 c, stk. 3.Advokaten for den forurettede har – i modsætning til forsvareren – således først fuldaktindsigt, efter at der er rejst tiltale i sagen. Det anføres i forarbejderne til retsplejelovens §741 c, stk. 2, at denne forskel må ses i sammenhæng med forskellen mellem den sigtedes ogden forurettedes stilling i sagen. Mens den sigtede under sagen har adgang til at nægte atudtale sig og ikke kan straffes, hvis den pågældende giver falsk forklaring, er den forurettedehovedkilden til sagens oplysning og som vidne i retten forpligtet til at udtale sig ioverensstemmelse med sandheden.Bistandsadvokatens processuelle stilling i retten, herunder advokatens stilling i forbindelsemed afhøringer af den forurettede eller andre vidner samt sigtede, er ikke nærmere reguleret i§ 741 c. Af bestemmelsens forarbejder fremgår det, at det i vidt omfang vil være overladt tildomstolene at fastlægge advokatens beføjelser i forbindelse med den almindelige retsledelse.Det gælder bl.a. med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt og på hvilken måde advokaten kanstille spørgsmål til andre end den forurettede, dvs. til sigtede og eventuelle vidner, samtadvokatens stilling i forbindelse med forsvarets og anklagemyndighedens afhøringer.Det understreges dog i bemærkningerne, at advokaten under afhøringerne ikke bør kunnerådgive sin klient om den umiddelbare besvarelse af stillede spørgsmål. Det anføres således,at da denne regel er udtrykkeligt fastslået i retsplejelovens § 752, stk. 5, og § 754, stk. 1, forså vidt angår den sigtede og dennes forsvarer, må det på grund af den forurettedes stillingsom vidne så meget desto mere gælde, når det drejer sig om forholdet mellem den forurettedeog dennes advokat.Det fremhæves endvidere, at den forurettedes advokat ikke bør kunne virke som enyderligere anklager i sagen. Advokaten bør derfor ikke have adgang til at procedere medhensyn til skyldsspørgsmålet og strafudmålingen. Derimod fremgår det, at det vil værerimeligt, at advokaten får adgang til at procedere med hensyn til en række andre spørgsmål,f.eks. spørgsmål om hvorvidt sagen skal behandles for lukkede døre, jf. retsplejelovens § 29a, og om afhøring af den forurettede skal ske uden den tiltaltes tilstedeværelse mv., jf.

retsplejelovens § 848. Ligeledes har bistandsadvokaten adgang til at procedere spørgsmåletom en eventuel erstatning og godtgørelse for tort.Ved lov nr. 558 af 24. juni 2005 fik bistandsadvokaten i retsplejelovens § 741 c, stk. 1,mulighed for at gøre indsigelse mod en bevisførelse i strid med § 185, stk. 2 (bevisførelse omforurettedes tidligere seksuelle adfærd).Tilrettelæggelsen af bevisførelsen om skyldsspørgsmålet varetages af anklageren ogforsvareren. Bistandsadvokaten har således ikke adgang til at foreslå bevisførelse på sammemåde som forsvareren, men bistandsadvokaten vil under efterforskningen kunne rettehenvendelse til anklagemyndigheden og anmode om, at et bevis tages med i bevisførelsen.Det er dog altid anklagemyndigheden, der vurderer, hvorvidt beviset skal anvendes, ogbistandsadvokaten kan ikke i medfør af retsplejelovens § 746 om rettens stillingtagen tiltvister om efterforskningen mv. klage over anklagemyndighedens afgørelse.Bistandsadvokaten har efter de gældende regler fri adgang til at foreslå bevisførelse medhensyn til et erstatningskrav, og i tilfælde af uenighed herom kan spørgsmålet forelæggesretten.Strafferetsplejeudvalget har i betænkning nr. 1485/2006 om forurettedes processuelleretsstilling i straffesager fundet, at der ikke bør tillægges bistandsadvokaten yderligerebeføjelser, f.eks. vedrørende retten til at foreslå supplerende bevisførelse, til at foretageafhøringer og til at procedere spørgsmålet om skyld og strafudmåling, jf. betænkningensafsnit 4.3.2.2. Arbejdsgruppens overvejelserArbejdsgruppen skal efter kommissoriet vurdere de praktiske erfaringer med de ordninger,der allerede er gennemført med henblik på at hjælpe og støtte ofre for forbrydelser. Ioverensstemmelse hermed har arbejdsgruppen gennemgået og drøftet reglerne ombeskikkelse af bistandsadvokat og de praktiske erfaringer hermed. Arbejdsgruppen har i denforbindelse overvejet, om der er behov for ændringer med hensyn til anvendelsesområdet forbeskikkelse og med hensyn til bistandsadvokatens opgaver og beføjelser.2.2.1. Anvendelsesområdet for beskikkelse af bistandsadvokatArbejdsgruppen har overvejet, om der er behov for at udvide den gældende ordning forbistandsadvokater til at omfatte andre straffelovsovertrædelse end de overtrædelser, derallerede er anført i retsplejelovens § 741 a.

Som det fremgår af beskrivelsen af den nuværende ordning, er området for beskikkelse afbistandsadvokat gennem den seneste godt 10-årige periode udvidet en række gange, senestsåledes at der i medfør af retsplejelovens § 741 a, stk. 4, når særlige omstændigheder taler fordet, efter anmodning kan beskikkes bistandsadvokat, selv om lovovertrædelsen ikke eromfattet af stk. 1.Det er arbejdsgruppens opfattelse, at der med udgangspunkt i erfaringerne med den gældendeordning ikke kan peges på yderligere lovovertrædelser, hvor der i almindelighed vil værebehov for at kunne beskikke en bistandsadvokat. Efter indførelsen af den mere skønsmæssigeadgang til beskikkelse efter § 741 a, stk. 4, finder arbejdsgruppen endvidere, at der hermed erskabt mulighed for beskikkelse i de helt særlige tilfælde, hvor der også ved andrelovovertrædelser kan være behov for hjælp fra en bistandsadvokat. Arbejdsgruppen findersåledes ikke, at der er behov for yderligere udvidelse af området for beskikkelse.Arbejdsgruppen har ligeledes drøftet, om der kunne være behov for udvidelser af ordningenmed hensyn til den tidsmæssige udstrækning af beskikkelsen.Beskikkelse af bistandsadvokat sker i almindelighed, efter at offeret har rettet henvendelse tilpolitiet med en anmeldelse af strafbart forhold og der er blevet vejledt om muligheden foradvokatbeskikkelse. Efter retsplejelovens § 741 a, stk. 2, gælder en særlig regel, når der ertale om en af de sædelighedsforbrydelser, der er opregnet i bestemmelsen. I sådanne tilfældeskal den forurettede have lejlighed til at tale med en advokat inden politiets afhøring,medmindre den pågældende efter at være blevet vejledt frabeder sig det. Bistandsadvokatentræder således som udgangspunkt ind i sagen allerede før den første afhøring af forurettedehos politiet.Bestemmelsen blev indsat i retsplejeloven ved lov nr. 558 af 24. juni 2005 om ændring afretsplejeloven (Forbedring af voldtægtsofres retsstilling mv.). Til grund for lovændringen låStrafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 1458/2005 om voldtægtsofres retsstilling.Strafferetsplejeudvalget overvejede i den forbindelse, om reglerne om beskikkelse afbistandsadvokat i voldtægtssager burde udformes således, at bistandsadvokaten kunnebeskikkes på et endnu tidligere tidspunkt i sagsforløbet med henblik på at få til opgave atefterprøve, om der overhovedet er grundlag for en anmeldelse om voldtægt, og i modsat faldopfordre den pågældende til at udlade eller tilbagekalde en anmeldelse. Udvalget afviste ensådan regel med henvisning til, at der derved kunne opstå en sammenblanding af henholdsvisbistandsadvokatens og politiets opgaver. Udvalget pegede endvidere på, at vurderingen afgrundlaget for en anmeldelse må bero på netop de oplysninger, som det er politiets opgave attilvejebringe under den indledende efterforskning.

Strafferetsplejeudvalget overvejede ligeledes, om der – også i andre sager end voldtægtssagermv. – burde indføres en regel om, at bistandsadvokaten skal deltage fra begyndelsen.Udvalget henviste i den forbindelse til, at det følger af de almindelige regler, at vidner ikkehar pligt til at udtale sig til politiet, og at forurettede derfor kan vælge ikke at afgiveforklaring, før vedkommende har talt med sin bistandsadvokat. I betænkning nr. 1485/2006om forurettedes processuelle retsstilling i straffesager har Strafferetsplejeudvalgettilkendegivet, at udvalget fortsat ikke finder, at der er grundlag for at indføre en sådanabsolut regel.Arbejdsgruppen har med udgangspunkt i Strafferetsplejeudvalgets overvejelser drøftet,hvorvidt der kan være tilfælde, hvor der er behov for beskikkelse af bistandsadvokat på etmeget tidligt tidspunkt i sagsforløbet. Arbejdsgruppen kan imidlertid helt tilslutte sigStrafferetsplejeudvalgets synspunkter og finder således ikke grundlag for at anbefale ensådan udvidelse.Arbejdsgruppen har tillige overvejet, om der er anledning til at fastsætte nærmerebestemmelser om, hvor sent i straffesagens forløb beskikkelse af bistandsadvokat kan findested. Retningslinjer herfor er ikke fastsat i retsplejeloven, og der synes på baggrund afretspraksis at kunne være nogen usikkerhed om, hvorvidt beskikkelse kan ske, efter atpolitiets og anklagemyndighedens behandling af straffesagen er afsluttet.Under den i UfR 2008.1279 Ø omtalte sag blev der fremsat anmodning om beskikkelse afbistandsadvokat for afdøde F´s ægtefælle M. Byretten fandt ikke grundlag for beskikkelse.Landsretten tiltrådte afgørelsen og anførte, at den person, der mistænktes for at væreansvarlig for F´s død, selv var afgået ved døden. Der kunne således ikke gennemføres enstraffesag mod den pågældende, og retten fandt herefter ikke, at der forelå særlige hensyn,der gav grundlag for beskikkelse af bistandsadvokat for F´s ægtefælle.I sagen refereret i TfK 2008.824 V anmodede politiet om beskikkelse af bistandsadvokat medhenblik på vejledning og bistand til opgørelse af et erstatningskrav for F og dennes datter iforbindelse med et færdselsuheld, hvorunder A efter F´s opfattelse havde forsøgt at slå Fihjel. A var afgået ved døden ved færdselsuheldet. Efterforskningen for forsøg på manddrabvar indstillet dagen før, byretten behandlede sagen. Byretten fandt med henvisning til, at Avar afgået ved døden, at der ikke var mulighed for beskikkelse. Landsretten stadfæstedeafgørelsen med henvisning til, at en bistandsadvokats opgaver ophører ved straffesagensafslutning.

I sagen TfK 2009.802/1 V havde A, der havde anmeldt, at hun var blevet overfaldet, anmodetom beskikkelse af bistandsadvokat. Anmodningen blev først fremsendt til retten, efter atefterforskningen var indstillet, og byretten afviste anmodningen bl.a. med henvisning til, atder ikke var grundlag for beskikkelse på dette tidspunkt. Landsretten fandt, at denomstændighed, at retten først havde taget stilling til anmodningen, efter at efterforskningenvar indstillet, ikke i sig selv var til hinder for beskikkelse. Da advokatbistand endvidere ikkekunne anses for åbenbart unødvendig, beskikkede landsretten bistandsadvokat for A.I UfR 2009.1136 Ø refereres en sag, hvor socialforvaltningen havde indgiver anmeldelse påbaggrund af mistanke om seksuelle overgreb begået af faderen til tre børn. Samme dag, somefterforskningen blev indstillet, fremsendte politiet anmodning om beskikkelse afbistandsadvokat til retten. Byretten afviste beskikkelse, men landsretten fandt, at kæremålkunne tages under behandling, da anmodningen om beskikkelse var indgivet, indenefterforskningen blev indstillet. Landsretten fandt endvidere, at betingelserne for beskikkelsevar opfyldt.Det er arbejdsgruppens vurdering, at den beskrevne problemstilling ikke er hyppigtforekommende i praksis. Der kan dog i visse tilfælde være et behov for bistand og vejledningtil den forurettede, efter at sagens behandling er afsluttet hos politi og anklagemyndighed.Arbejdsgruppen har i den forbindelse noteret sig, at der er eksempler på, at der i særligetilfælde kan ske beskikkelse af bistandsadvokat på dette tidspunkt.Herudover finder arbejdsgruppen, at politiet i almindelighed vil kunne yde relevantvejledning i situationer, hvor straffesagen sluttes, uden at der har været beskikketbistandsadvokat. En sådan vejledning gives i en række tilfælde, og den vil være et naturligtled i kontaktpersonordningen, hvor der i forvejen er kontakt mellem den forurettede og enbestemt medarbejder i politiet, jf. nærmere herom nedenfor i kapitel 4.Arbejdsgruppen finder på den baggrund ikke anledning til at anbefale ændringer med hensyntil den tidsmæssige udstrækning af beskikkelsen af bistandsadvokat.En anden situation, hvor der kan være et behov for bistand og vejledning til et offer for enforbrydelse, er de tilfælde, hvor lovovertrædelsen er begået i udlandet. Offeret vil i dennesituation kunne være særligt udsat, fordi den pågældende vil skulle henvende sig tilmyndighederne på et fremmed sprog og i almindelighed ikke vil have det nødvendigekendskab til, hvordan man bedst muligt varetager sine interesser i det pågældende land.

Retsplejeloven indeholder ikke nærmere regler om, hvordan der forholdes med hensyn tilbeskikkelse af bistandsadvokat i sager, hvor lovovertrædelsen er begået i udlandet, ogefterforskningen og retsforfølgningen finder sted i det pågældende land.Det følger imidlertid af Rigsadvokatens Meddelelse nr. 8/2007, afsnit 6, at politiet oganklagemyndigheden skal hjælpe og vejlede forurettede, når denne retter henvendelsevedrørende en lovovertrædelse, der er begået i udlandet, og der er tale om ensædelighedsforbrydelse eller en grovere overtrædelse af straffeloven, hvor vold, trusler elleranden personfarlig kriminalitet indgår.Vejledningen skal efter Rigsadvokatens Meddelelse – som i tilfælde hvor lovovertrædelsener begået i Danmark – omfatte reglerne i retsplejelovens § 741 a om beskikkelse afbistandsadvokat, der antages efter omstændighederne også at kunne finde anvendelse iforhold til forurettede i straffesager, hvor lovovertrædelsen er begået i udlandet. Det gælderdog ikke, hvis den forurettede allerede har en bistandsadvokat i det land, hvorlovovertrædelsen er begået.Afsnittet i Rigsadvokatens Meddelelse nr. 8/2007 om vejledningen af ofre for forbrydelserbegået i udlandet er først indsat i meddelelsen i oktober 2009. Der har således kun iforholdsvis kort tid været sat fokus på denne problemstilling. Det er arbejdsgruppensvurdering, at der med udvidelsen af vejledningspligten vil være skabt en sådan øgetopmærksomhed på muligheden for beskikkelse af bistandsadvokat, at der ikke er anledningtil yderligere initiativer med henblik på at sikre den fornødne bistand til de personer, derbliver offer for en forbrydelse i udlandet.2.2.2. Bistandsadvokatens opgaverArbejdsgruppen finder, at den beskrivelse af bistandsadvokatens opgaver, der er gengivet ibetænkning nr. 1102/1987 om forurettedes stilling i voldtægts- og voldssager, jf. ovenforunder pkt. 2.1.4, fyldestgørende beskriver de opgaver, der skal varetages afbistandsadvokaten.Arbejdsgruppen har navnlig drøftet omfanget af den del af opgaven, der består i ”bistand afmere almen karakter” og den personlige støtte til den forurettede.Der er ingen tvivl om, at den forurettede i mange tilfælde oplever straffesagens behandling –både i forbindelse med efterforskningen og under sagens behandling i retten – som en megetbetydelig belastning. Den forurettede kommer i en situation, hvor en meget ubehageligoplevelse skal genopleves, og samtidig sker det i uvante omgivelser, hvor den forurettede

typisk vil føle sig fremmed og usikker på hele sagens forløb. Denne omstændighed gør detpåkrævet, at bistandsadvokaten er opmærksom på og i stand til at varetage den del afopgaven, der består i bistand af mere almen karakter og personlig støtte. Behovet herfor må isagens natur bero på en konkret vurdering i hver enkelt sag.Arbejdsgruppen finder anledning til at pege på, at det er af væsentlig betydning, atbistandsadvokaten nøje forbereder den forurettede på, hvordan sagen vil forløbe, og hvad denforurettedes rolle i sagen vil være. Den forurettede vil ofte kunne opleve forløbet således, atden pågældende – navnlig i forhold til den tiltale i sagen – spiller en underordnet rolle. Det erefter arbejdsgruppens opfattelse vigtigt bedst muligt at sikre, at også den forurettede har enoplevelse af at have været en del af en grundig og retfærdig rettergang, og det er derforvæsentligt, at den pågældende nøje har fået forklaret de regler, der gælder forgennemførelsen af en straffesag.En opgave for bistandsadvokaten er således efter arbejdsgruppens opfattelse at sørge for atafstemme den forurettedes forventninger med det realistiske forløb og udfald af sagen. Detvil alene skabe skuffelse hos den forurettede, hvis den pågældende f.eks. har urealistiskeforventninger til en erstatnings størrelse.På samme måde vil det kunne være gavnligt at afstemme forventningerne tilbistandsadvokatens rolle med klienten. Det er i almindelighed helt unødvendigt, atbistandsadvokaten overværer hele retsmødet. Er der i helt særlige tilfælde behov for, atbistandsadvokaten deltager i retsmødet i længere tid, vil der efter den praksis, retterne følger,være mulighed herfor. Desuden vil den forurettede, der f.eks. ønsker at overvære resten afretsmødet efter at have afgivet vidneforklaring, i almindelighed kunne få støtte af enrepræsentant for offerrådgivningerne, der bliver og overværer retsmødet sammen medforurettede. Der er således mulighed for at få en meget betydelig støtte under sagen, menogså på dette punkt er det af stor betydning, at forurettede kender det ”sædvanlige” forløb ogikke har forkerte forventninger.Det er naturligvis af største vigtighed, at også de øvrige dele af bistandsadvokatens opgavervaretages med omhu, således at den forurettede får den relevante bistand og rådgivning bådemed hensyn til de påstande, der skal nedlægges under sagen, og med hensyn til dehjælpemuligheder, der findes.Strafferetsplejeudvalget har tidligere i betænkning nr. 1458/2005 om forbedring afvoldtægtsofres retsstilling og i betænkning nr. 1485/2006 om forurettedes processuelleretsstilling i straffesager overvejet, om der burde stilles særlige kvalifikationskrav til deadvokater, der beskikkes som bistandsadvokater. Arbejdsgruppen finder i lighed med

Strafferetsplejeudvalget, at der ikke er behov for at stille sådanne krav med hensyn tilrekruttering mv., da advokater i almindelighed har betydelig erfaring i at bistå personer, derbefinder sig i en særlig presset situation.Det er arbejdsgruppens vurdering, at der i almindelighed er stor tilfredshed hos de forurettedemed bistandsadvokaternes udførelse af opgaverne. Der udbydes desuden allerede inden forAdvokatsamfundet kurser om bistandsadvokatgerningen, og standarder for gerningen sættesgennem de advokatetiske regler.Arbejdsgruppen finder således heller ikke, at der med fordel kan fastsættes specifikkeretningslinjer for, hvordan opgaven skal udføres. Såfremt der måtte være et behov for atudbrede gode erfaringer med hensyn til varetagelsen af bistandsadvokatgerningen, eller derer behov for at udarbejde skriftligt informationsmateriale om f.eks. de hjælpemuligheder,bistandsadvokaterne skal rådgive om, findes dette efter arbejdsgruppens opfattelse bedst atkunne ske i advokatorganisationernes regi.2.2.3. Bistandsadvokatens beføjelserSom anført i indledningen, jf. ovenfor i kapitel 1, har arbejdsgruppen ikke overvejetproblemstillinger med relation til spørgsmålet om, hvorvidt den forurettede skal havepartsstatus under en straffesag, da dette spørgsmål ikke er omfattet af arbejdsgruppenskommissorium og i øvrigt er overvejet indgående i Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr.1485/2006 om forurettedes processuelle retsstilling i straffesager. Arbejdsgruppen har kortdrøftet problematikken vedrørende forurettedes partsstatus, men denne drøftelse har ikkegivet anledning til bemærkninger i forhold til Strafferetsplejeudvalgets konklusioner.Rækkevidden af bistandsadvokatens beføjelser er nøje knyttet til spørgsmålet om forurettedesprocessuelle retsstilling, og arbejdsgruppen har således heller ikke drøftet ændringer ibistandsadvokatens beføjelser med relation til spørgsmålet om forurettedes partsstatus,herunder f.eks. adgangen til at foretage afhøringer, foreslå bevisførelse og procedere sagenmv.Som beskrevet ovenfor under pkt. 2.2.2 lægger arbejdsgruppen vægt på, at straffesagensbehandling i videst muligt omfang tilrettelægges således, at sagen har et tilfredsstillendeforløb for den forurettede. Det er i den forbindelse vigtigt, at den pågældende har mulighedfor at komme til orde og forklare om sagen set fra den pågældendes side, således at denforurettede ikke har oplevelsen af, at sagen fremstilles ensidigt set fra den tiltaltes side. Dettekan være den forurettedes opfattelse af situationen, fordi den tiltaltes synspunkter fremføresaf dennes forsvarer, ligesom tiltalte har mulighed for at udtale sig til sidst under sagen, mens

den forurettede typisk alene afhøres som vidne og eventuelt erstatningssøgende, oganklagemyndighedens repræsentant ikke er den forurettedes repræsentant, men har til opgaveat fremlægge sagen på objektivt grundlag.Arbejdsgruppen har derfor overvejet, om den forurettede – uden at den pågældende ellerdennes bistandsadvokat derved tillægges partsbeføjelser – i videre udstrækning end i dag børhave mulighed for at fremføre sine synspunkter.En ordning, hvorefter den forurettede har mulighed for at komme med en såkaldtvictimimpact statement– dvs. en egentlig redegørelse for de følger og konsekvenser,lovovertrædelsen har haft for den pågældende – som det kendes i bl.a. det canadiske,amerikanske og australske retssystem, kan arbejdsgruppen ikke anbefale.Spørgsmålet omvictim impact statementer behandlet af Strafferetsplejeudvalget ibetænkning nr. 1485/2006 om forurettedes processuelle retsstilling i straffesager, og udvalgethar bl.a. med henvisning til, at der herved ville blive lagt op til, at forurettede skulle redegørefor den mere psykologiske og følelsesmæssige side af sin situation, ikke kunnet anbefale ensådan ordning. Strafferetsplejeudvalget har endvidere anført, at en sådan ordning let villekunne føre til stærkt følelsesmæssige udtalelser og inddragelse af temaer, der ikke hørerhjemme under en straffesag, men snarere i et eventuelt konfliktråd eller lignende.Arbejdsgruppen er enig i disse betragtninger.Som også anført i Strafferetsplejeudvalgets betænkning indgår spørgsmålet om følgerne afden strafbare handling allerede i dag i sagens behandling. Følgerne af lovovertrædelsen kanhave betydning for rettens bedømmelse af den strafbare handling og for strafudmålingen, ogden forurettede vil derfor under vidneafhøringen blive spurgt om følgerne, når det harrelevans for sagen. På samme måde kan bistandsadvokaten stille spørgsmål om følgerne, nårdet har betydning for bedømmelsen af forurettedes erstatningskrav.Herudover forekommer det også i praksis, at den forurettede i tilknytning til sinvidneforklaring redegør ikke alene for de mere objektive følger af lovovertrædelsen, menogså for hvordan krænkelsen og dens følger er oplevet af den pågældende.Det er arbejdsgruppens opfattelse, at sådanne udtalelser bør kunne fremsættes, når det somled i dommerens almindelige retsledelse sikres, at der ikke bliver tale om langvarige ogmeget følelsesmæssige redegørelser. Arbejdsgruppen finder således, at bistandsadvokatenkan være opmærksom herpå i forbindelse med sin afhøring af den forurettede vedrørendeerstatningskravet, ligesom det også for anklageren vil kunne være en opgave i et begrænset

Kapitel 3 Konfliktråd3.1. Gældende ret3.1.1. Baggrunden for konfliktrådDen 1. januar 2010 trådte lov nr. 467 af 12. juni 2009 om konfliktråd i anledning af enstrafbar handling (herefter lov om konfliktråd) i kraft. Loven fastlægger de overordnederammer for en permanent og landsdækkende ordning med konfliktråd i straffesager.Konfliktråd har eksisteret siden 1994 på forsøgsbasis.I konfliktråd får forurettede og gerningsmanden til en strafbar handling som et supplement tilsædvanlig strafforfølgning mulighed for at møde hinanden under en neutral mæglerstilstedeværelse for at tale om den strafbare handling. Mæglerens opgave er at fungere sommødeleder og stå for mødets struktur og rammer og sørge for, at ”spillereglerne” forkonfliktråd bliver overholdt, herunder navnlig at parterne lytter og taler til hinanden på enordentlig måde. Mægleren skal ikke træffe nogen form for afgørelse i sagen.Konfliktråd giver den forurettede mulighed for at komme til orde over for gerningsmandenog give udtryk for, hvordan vedkommende har oplevet den strafbare handling, og hvilkekonsekvenser handlingen har haft. Konfliktråd kan således medvirke til, at forurettede fårbearbejdet den vrede og angst, som den kriminelle handling kan have medført, og til at giveforurettede en følelse af større tryghed i hverdagen.Konfliktråd giver samtidig gerningsmanden mulighed for at se og forholde sig til demenneskelige følger af den strafbare handling og for i direkte kontakt med den forurettede atpåtage sig ansvar for handlingen. Konfliktråd kan dermed medvirke til at øgegerningsmandens ansvarlighed og dermed til, at han eller hun undlader at begå nykriminalitet.Lov om konfliktråd indeholder regler om, at deltagelse i konfliktråd sker på grundlag afsamtykke og således er frivilligt for både for gerningsmand og forurettede, og atgerningsmanden i det væsentlige skal have tilstået det strafbare forhold. Endvidereindeholder loven bl.a. regler om mæglerens funktion under konfliktrådet, herunder ommuligheden for at afbryde mæglingen og om mæglerens tavshedspligt. Endvidere følger detaf loven, at konfliktrådsbehandling ligesom under forsøgsordningen skal være et supplementtil en sædvanlig straffesag og således ikke træde i stedet for straf eller andre retsfølger af denstrafbare handling.I forarbejderne til loven er det endvidere forudsat, at den retspraksis, der har udviklet sig itilknytning til forsøgsordningen med konfliktråd, videreføres, således at gerningsmandens

deltagelse i konfliktråd efter rettens konkrete vurdering indgår som en formildendeomstændighed i forbindelse med straffastsættelsen.Lovforslaget bygger på betænkning nr. 1501 fra 2008 om konfliktråd fra Udvalget omkonfliktråd og svarer i vidt omfang til udvalgets lovudkast.3.1.2. OrganiseringDet fremgår af lovens § 1, at politidirektøren i hver politikreds etablerer konfliktråd, hvorforurettede og gerningsmand sammen med en neutral mægler kan mødes i anledning af enstrafbar handling.For at sikre en hensigtsmæssig og effektiv varetagelse af en række administrative spørgsmål,er ordningen forankret centralt i Rigspolitiet, jf. § 1 i bekendtgørelse nr. 1081 af 15.september 2010 om konfliktråd i anledning af en strafbar handling. Således varetagerRigspolitiets Sekretariat for Konfliktråd den overordnede administration af konfliktråds-ordningen, herunder udpegning og uddannelse af mæglere. Rigspolitiet har endvidereudarbejdet retningslinjer for konfliktråd i anledning af en strafbar handling.Det følger af Rigspolitiets retningslinjer, at hver politikreds udpeger eller ansætter enkoordinator som fuldtidsstilling til at forestå arbejdet med konfliktråd i de enkelte kredse. Tildisse lokale koordinatorer knyttes et antal mæglere.Koordinatorernes rolle er eventuelt i samarbejde med politikredsens sagsbehandlere atidentificere egnede sager til konfliktmægling og herefter indhente samtykke fra forurettedeog gerningsmand. Når samtykke foreligger, overgives sagen til politikredsens mæglere.3.1.3. Nærmere om anvendelsen af konfliktrådAnvendelse af konfliktråd er ikke begrænset til bestemte sagstyper. Konfliktråd kan såledesanvendes i alle typer af straffesager uanset kriminalitetens art, hvor der er et identificerbartoffer, og hvor betingelserne for et konfliktråd i øvrigt er opfyldt, herunder at gerningsmandeni det væsentlige har tilstået, og at begge parter ønsker at deltage i konfliktråd, jf. nedenfor.Betingelsen om, at parterne samtykker i at deltage, fremgår af § 2, stk. 1, i lov om konflikt-råd. Hvis en part er under 18 år, forudsættes samtykke fra forældremyndighedsindehaveren,jf. § 2, stk. 2. En part kan til enhver tid tilbagekalde sit samtykke med den virkning, atmæglingen standses. Endvidere er det en betingelse, at gerningsmanden i det væsentlige hartilstået den strafbare handling, jf. § 2, stk. 3. Det er imidlertid ikke et krav, at sagen vil kunne

afgøres som en tilståelsessag efter retsplejelovens § 931. Det beror således på koordinatorensvurdering, om der foreligger en sådan tilståelse, at sagen meningsfuldt kan behandles ikonfliktråd.Konfliktråd bør tilstræbes gennemført så hurtigt som muligt efter gerningstidspunktet, dels afhensyn til forurettedes mulighed for at få bearbejdet hændelsen og ”komme videre”, og delsaf hensyn til domstolenes mulighed for at tillægge deltagelse i konfliktråd betydning vedstraffastsættelsen i strafformildende retning, hvilket kun kan ske, hvis konfliktrådet ergennemført inden straffesagens behandling ved retten. Det er imidlertid ikke udelukket atgennemføre konfliktråd, efter at sagen har været pådømt ved domstolene, idet der kan væresituationer, hvor der først lang tid efter gerningstidspunktet opstår et behov hos forurettedefor at møde gerningsmanden, ligesom der kan være gerningsmænd, for hvem det efterlængere tids fængsling pludselig virker meningsfuldt at møde forurettede for at give hameller hende en undskyldning, selv om den pågældende gerningsmand oprindelig afviste atdeltage i konfliktråd.Der er mulighed for, at en part kan møde med bisidder, hvis mægleren finder, at det errimeligt begrundet. En advokat må dog kun deltage som bisidder i anden egenskab endadvokat, jf. bekendtgørelsens § 4, stk. 2. Hvis en part er under 18 år, skal indehaveren afforældremyndigheden over vedkommende have mulighed for at deltage i konfliktrådet,medmindre mægleren finder, at særlige hensyn taler imod.Det er mæglerens opgave at lede mødet, herunder at bistå parterne med at tale sammen omden strafbare handling. Mægleren skal i den forbindelse fremtræde neutral i forhold tilparterne og i forhold til den strafbare handling. Mægleren har tavshedspligt efterstraffelovens § 152 og §§ 152 c-152 f og retsplejelovens § 170, stk. 1, 2 og 4, jf. § 5 i lov omkonfliktråd. Mægleren skal desuden ved konfliktrådets indledning tage initiativ til, at denforurettede og gerningsmanden drøfter spørgsmålet om parternes fortrolighed i forhold til deoplysninger, der kommer frem under mæglingsmødet, herunder eventuelt indgå aftale herom.Hvis parterne når til enighed om en aftale som følge af mæglingen, bør mægleren bistå meden skriftlig bekræftelse af aftalen og sikre sig, at parterne forstår indholdet af aftalen.Mægleren har mulighed for på et hvilket som helst tidspunkt at afbryde mæglingsforløbet påforanledning af parterne eller på eget initiativ. Det kan være tilfældet, hvis-mægleren vurderer, at en af parterne er ude af stand til at deltage meningsfuldt ellerude af stand til at varetage egne interesser,

Efter mæglingen orienterer mægleren den lokale koordinator om, hvorvidt mæglingen ergennemført eller afbrudt. Koordinatoren skal herefter sikre, at et tilbagemeldingsskema ommæglingen indgår i straffesagens akter. Hvis gerningsmanden allerede er blevet dømt, skaloplysningen videregives til kriminalforsorgen med henblik på, at kriminalforsorgen iforbindelse med den løbende sagsbehandling i forbindelse med straffuldbyrdelse er bekendtmed, at den pågældende har deltaget i konfliktråd.3.2. Erfaringerne med konfliktrådRigspolitiet har om politikredsenes organisering og erfaring med konfliktrådsordningenoplyst, at alle landets politikredse i begyndelsen af 2010 har fået fastlagt rammerne fororganiseringen af arbejdet, ligesom Rigspolitiet har udpeget og uddannetkonfliktrådsmæglere, således at der har været afholdt konfliktråd i politikredsene siden marts2010.Det er Rigspolitiets vurdering, at der generelt i politikredsene har været stor fokus påkonfliktrådsordningen og på målrettet at finde egnede sager til konfliktråd. De foreløbigeerfaringer med de gennemførte konfliktråd viser, at de involverede parter generelt har væretmeget tilfredse med muligheden for at mødes i et konfliktråd, hvor den forurettede har haftmulighed for at komme til orde over for gerningsmanden og give udtryk for, hvordanvedkommende har oplevet den strafbare handling, og hvilke konsekvenser handlingen harhaft. Konfliktrådene har således i de fleste tilfælde medvirket til, at den forurettede har fåetbearbejdet den vrede og angst, som den kriminelle handling har medført, og været med til atgive forurettede en følelse af større tryghed i hverdagen.Det er endvidere Rigspolitiets vurdering, at antallet af anviste og gennemførte konfliktråd vilvise en stigende tendens i de kommende år, når dels kendskabet til ordningen udbredes, delskendskabet til såvel forurettedes som gerningsmænds positive oplevelser i forhold tilkonfliktråd udbredes. Rigspolitiet har med henblik på styrkelse af det generelle kendskab til

konfliktrådsordningen bl.a. udarbejdet informationsmateriale og en hjemmeside henvendt tilborgerne.Rigspolitiet vil evaluere ordningen første gang i løbet af 2011. Rigspolitiet har dog alleredepåbegyndt en delevaluering for så vidt angår spørgsmålet om, hvorfor en del forurettede oggerningsmænd ikke ønsker at deltage i et konfliktråd. Delevalueringen forventes afsluttetultimo 2010.3.3. Arbejdsgruppens overvejelserDet er arbejdsgruppens opfattelse, at konfliktrådsordningen er en meget positiv nyskabelse,og at den kontakt, der herved etableres mellem den forurettede og gerningsmanden, i desager, der er egnet til behandling i konfliktråd, kan være af meget betydelig værdi forforurettede.Den forurettede vil herigennem få en mulighed for at få gjort op med den krænkelse, denpågældende har været udsat for, og samtidig vil den forurettede i et mere fremadrettetperspektiv få mulighed for at få bearbejdet følgerne af krænkelsen som f.eks. angstfølelse oglignende og dermed kunne opnå en større tryghed i dagligdagen.Det fremgår da også af de evalueringer, der er foretaget af de forsøgsordninger, der gik forudfor den nu etablerede permanente ordning, at der generelt har været stor tilfredshed medordningen blandt de implicerede parter, ligesom Rigspolitiets foreløbige vurderinger af denpermanente og landsdækkende ordning tegner positivt.Eftersom den permanente og landsdækkende konfliktrådsordning først er gennemført medvirkning fra den 1. januar 2010, er det arbejdsgruppens opfattelse, at det er for tidligt atforetage en vurdering af ordningen. En sådan vurdering må således forudsætte, at ordningenhar virket igennem nogen tid, og at der dermed har været mulighed for at foretage enevaluering blandt de personer, der har deltaget i konfliktråd. Arbejdsgruppen finder derforikke på nuværende tidspunkt anledning til at fremkomme med anbefalinger med hensyn tilkonfliktrådsordningen.

Kapitel 4 Vejledning til forurettede og kontaktpersonordningen4.1. Gældende retVed lov nr. 558 af 24. juni 2005 og lov nr. 517 af 6. juni 2007 om ændring af retsplejelovenskete der på en række punkter en styrkelse af retsstillingen for forurettede i straffesager.Lovændringerne byggede på Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 1458/2005 omforbedring af voldtægtsofres retsstilling og betænkning nr. 1484/2006 om forurettedesprocessuelle retsstilling i straffesager.I tilknytning hertil udsendte Rigsadvokaten efter bemyndigelse fra justitsministerenbekendtgørelse nr. 1108 af 21. september 2007 om politiets og anklagemyndighedens pligt tilat vejlede og orientere forurettede i straffesager og til at udpege en kontaktperson forforurettede. Rigsadvokaten udsendte samtidig en vejledning om de nye regler om vejledningog udpegning af kontaktperson.4.1.1. Vejledning ved anmeldelsenI § 1 i Rigsadvokatens bekendtgørelse er fastsat regler om den vejledning, der skal givesforurettede umiddelbart i tilknytning til anmeldelsen:”§1.Politiet eller anklagemyndigheden skal i tilknytning til anmeldelse af enlovovertrædelse eller umiddelbart herefter vejlede forurettede om1) reglerne om beskikkelse af bistandsadvokat, jf. retsplejelovens §§ 741 a og 741 b,2) adgangen til at få påkendt borgerlige krav under straffesagen, jf. retsplejelovenskapitel 89,3) muligheden for at få erstatning og godtgørelse fra staten, jf. lov om erstatning frastaten til ofre for forbrydelser,4) muligheden for at få støtte ved en offerrådgivning,5) forurettedes pligter og rettigheder som eventuelt vidne i sagen.”Vejledningen kan gives ved udlevering af skriftligt materiale til forurettede. Rigsadvokaturenhar i den forbindelse udarbejdet en skriftlig vejledning, der i alle sager sendes til forurettedeeller udleveres til forurettede i forbindelse med afhøring e.l. Justitsministeriet har endvidereudarbejdet en folder, der er specielt rettet til personer, der har været udsat for voldtægt elleret andet seksuelt overgreb, og som skal udleveres til forurettede ved anmeldelsen af sådannelovovertrædelser.Vejledning kan også ske mundtligt. Dette vil navnlig være relevant, hvis forurettede på grundaf sin sindstilstand umiddelbart efter anmeldelsen skønnes at have behov for mundtligsnarere end skriftlig vejledning.

Vejledning kan helt eller delvis undlades, hvis det på grund af sagens karakter er åbenbart, atforurettede ikke har behov for de nævnte oplysninger. Eksempler herpå kunne være sagervedrørende brugstyveri af cykler eller mindre sager om tyveri, hvor forurettede f.eks. somindehaver af en større butik må formodes at være bekendt med sine rettigheder mv.Pligten til vejledning gælder også i forhold til forurettedes nære pårørende, hvis forurettedeer afgået ved døden.4.1.1.1. Beskikkelse af bistandsadvokatEfter retsplejelovens § 741 b, stk. 1, skal politiet vejlede den forurettede om reglerne ombeskikkelse af en advokat, herunder om beskikkelse af advokat til opgørelse aferstatningskrav.Det skal af politirapporten fremgå, at den forurettede har fået vejledning. Endvidere skal detfremgå, hvis den forurettede ikke har ønsket en advokat beskikket. Politiet sørger for, atspørgsmål om beskikkelse efter § 741 a indbringes for retten.4.1.1.2. OffererstatningslovenVed behandlingen af anmeldelser om straffelovsovertrædelser, der har medført personskade,vejledes skadelidte om muligheden for at opnå erstatning af statskassen efter afgørelse afNævnet vedrørende erstatning til ofre for forbrydelser.Samtidig udleveres et ansøgningsskema til skadelidte, og skadelidte gøres bekendt med, atErstatningsnævnet ikke kan behandle en ansøgning, der er indgivet over 2 år efter, atlovovertrædelsen er begået, medmindre der foreligger særlige grunde.Er den sag, som begrunder erstatningskravet, fortsat under behandling hos politiet,anklagemyndigheden eller ved domstolene, skal erstatningssøgende gøres bekendt med, atpolitiet normalt først sender ansøgningen til Erstatningsnævnet ved sagens afslutning.Erstatningssøgende skal endvidere vejledes om muligheden for at fremsætte anmodning omforskudsvis udbetaling af erstatning, men at en ansøgning herom kun kan forventesimødekommet i særlige tilfælde.Efter offererstatningsloven kan der normalt ikke gives erstatning for tingsskade. Lovenbestemmer dog, at staten yder erstatning for skade på tøj og andre personlige ejendele,

herunder mindre kontantbeløb (normalt maksimalt 1.000 kr.), som skadelidte havde på sig,da personskaden skete. Staten yder dog ikke erstatning, hvis skaden dækkes af en forsikring.Den erstatningssøgende vejledes om muligheden for at søge Erstatningsnævnet omerstatning, idet vedkommende samtidig gøres opmærksom på, at kravet ikke kanimødekommes, hvis der er forsikringsdækning.4.1.1.3. OfferrådgivningPolitiet skal i de relevante tilfælde vejlede forurettede i straffesager om mulighederne for atfå støtte og vejledning fra offerrådgivningen, ligesom politiet, når det findes relevant, tilligebør vejlede vidner til forbrydelser og personer, som har været ofre for eller vidner tiltrafikulykker eller andre former for ulykker, om mulighederne for at få støtte og vejledningfra offerrådgivningerne.Der er udarbejdet en folder om offerrådgivningen, der udleveres af politiet i forbindelse medanmeldelsen af en lovovertrædelse.4.1.2. Kontaktperson for forurettede og vidnerRigsadvokatens bekendtgørelse nr. 1108 af 21. september 2007 indeholder ligeledesbestemmelser om udpegning af en kontaktperson for forurettede.I sager om grovere overtrædelser af straffeloven, hvor vold, trusler eller anden personfarligkriminalitet indgår, og ved sædelighedsforbrydelser, skal der udpeges en kontaktperson forforurettede hos politi eller anklagemyndighed, hvis forurettede forventes at skulle afgiveforklaring som vidne i retten, jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 1.I andre sager, kan der udpeges en kontaktperson for forurettede, hvis forurettede efter sagenskarakter skønnes at kunne få behov for rådgivning, der går ud over den generelle rådgivning iforbindelse med anmeldelsen, der er beskrevet ovenfor.Udpegning af en kontaktperson bør ske så tidligt som muligt, dvs. normalt allerede ved denførste afhøring af forurettede eller et vidne eller snarest herefter.Kontaktpersonen kan være en polititjenestemand, der deltager i efterforskningen, eller enanklager, der beskæftiger sig med sagen. Kontaktpersonen kan også være en centralt placeretperson hos politiet eller anklagemyndigheden, der ikke direkte deltager i behandlingen afsagen, f.eks. en sekretariatsleder/sektionsleder eller lignende, der let kan skaffe sig viden omden konkrete sag.

Forurettede skal oplyses om den pågældendes navn og telefonnummer på tjenestestedet ogom, at den pågældende er kontaktperson i sagen, f.eks. ved udlevering af et kort med disseoplysninger eller ved, at oplysningerne påføres foldere eller lignende, der udleveres til denpågældende.Som udgangspunkt bør det tilstræbes, at forurettede har den samme kontaktperson under helestraffesagens forløb. Det kan dog være aktuelt at udpege en ny kontaktperson, f.eks. vedsagens overgang til juridisk behandling, ved sagens fremsendelse til retten eller i forbindelsemed indkaldelsen af forurettede til afhøring i retten. Dette bør ske ved en skriftlig orienteringom den nye kontaktpersons navn og telefonnummer på tjenestestedet.Ordningen med en kontaktperson skal lette kommunikationen mellem forurettede ogpolitiet/anklagemyndigheden og modvirke misforståelser som følge af, at flere forskelligemedarbejdere taler med forurettede.Det er kontaktpersonens opgave at hjælpe og støtte, når forurettede henvender sig til poli-tiet/anklagemyndigheden. Kontaktpersonen bør derfor løbende være bekendt medbehandlingen af sagen eller hurtigt kunne skaffe sig kendskab herom.Kontaktpersonen skal give vejledning og information om forurettedes retsstilling og om sa-gens gang og forventede forløb samt om beskyttelsesregler i forbindelse med fremmøde iretten.4.1.3. Vejledning til forurettede under sagens efterforskning og videre behandling4.1.3.1. Orientering til forurettede om sagens forløbPoliti og anklagemyndighed skal efter retsplejelovens § 741 e, stk. 1, i fornødent omfangvejlede og informere forurettede om sagens gang og forventede forløb. Dennevejledningspligt er uddybet i § 2 i Rigsadvokatens bekendtgørelse om politiets oganklagemyndighedens pligt til at vejlede og orientere forurettede i straffesager og til atudpege en kontaktperson for forurettede, hvorefter forurettede skal vejledes om, hvordansagens videre forløb kan forventes at blive, og om væsentlige skridt, der tages i sagen.Orienteringen af forurettede skal ske i sager om grovere overtrædelser af straffeloven, hvorvold, trusler eller anden personfarlig kriminalitet indgår, og i sager vedrørende sæde-lighedsforbrydelser.

Orientering om sagens forventede forløb omfatter f.eks. oplysning om, hvorvidt forurettedemå forvente at skulle afgive forklaring som vidne under sagen, og herunder om vidnersrettigheder og pligter samt om muligheden for beskyttelse i forbindelse med møde i retten.Det kan også være relevant at oplyse om rettens mulighed for at træffe (forhånds)afgørelseom dørlukning, referatforbud, navneforbud mv.Herudover vil det – i det omfang det kan forudses – være relevant at oplyse forurettede om,hvornår tiltalespørgsmålet forventes afgjort, og hvornår sagen skal behandles i retten.Orienteringen om væsentlige skridt, der tages i sagen, kan f.eks. omfatte oplysninger omanholdelse af gerningsmanden, varetægtsfængsling og lignende. Den forurettede skal også ifornødent omfang orienteres, hvis behandlingen af straffesagen trækker ud.Vejledningen gives løbende i forbindelse med afhøring og anden kontakt med forurettede,herunder f.eks. hvis forurettede retter henvendelse til kontaktpersonen om sagen.Hvis forurettede har fået beskikket en bistandsadvokat, må den almindelige orientering tilforurettede om sagen forventes varetaget af bistandsadvokaten.Det bemærkes, at vejledningspligten ikke udvider politiets eller anklagemyndighedensadgang til over for forurettede i en straffesag at videregive oplysninger omfattet afbestemmelser om tavshedspligt eller oplysninger, hvis videregivelse kan vanskeliggørepolitiets efterforskning.Pligten til vejledning efter § 2 gælder også i forhold til forurettedes nære pårørende, hvisforurettede er afgået ved døden som følge af forbrydelsen.4.1.3.2. Underretning af forurettede om afvisning af anmeldelse mv.Anklagemyndigheden skal underrette forurettede, eller hvis forurettede er afgået ved døden,dennes nære pårørende, om afvisning af anmeldelse og indstilling af efterforskningen, jf.retsplejelovens § 749, stk. 3.Anklagemyndigheden skal ligeledes ifølge retsplejelovens § 724, stk. 1, underretteforurettede eller, hvis forurettede er afgået ved døden, forurettedes nære pårørende omafgørelser om påtaleopgivelse eller tiltalefrafald.Underretning om de ovennævnte afgørelser skal ske skriftligt og skal indeholde enbegrundelse for afgørelsen og klagevejledning.

Der kan undtagelsesvis forekomme tilfælde, hvor politiet afviser en anmeldelse mundtligt påstedet. Det kan f.eks. være tilfældet, når politiet under patruljering modtager en anmeldelse,som politiet umiddelbart kan konstatere er grundløs. I disse tilfælde skal der gives mundtligklagevejledning, ligesom anmelder skal orienteres om, at der er mulighed for at bede om enskriftlig afgørelse.I tilfælde, hvor der ikke rejses tiltale i en sag, der må antages at have medført en ganskesærlig belastning for forurettede, skal anklagemyndigheden overveje, hvordan der mesthensigtsmæssigt gives forurettede eller dennes nære pårørende underretning herom. Der børsom udgangspunkt tilbydes den pågældende en samtale om sagen, hvor der kan gives enmere fyldestgørende redegørelse for politiets og anklagemyndighedens overvejelser i sagen.Dette kan f.eks. være relevant i sager om voldtægt eller andre grove seksualforbrydelser og isager, hvor en person har mistet en nærtstående i en færdselsulykke.4.1.3.3. Underretning om tiltalerejsning mv.Efter retsplejelovens § 741 f, stk. 1, skal anklagemyndigheden underrette forurettede om, atder er rejst tiltale eller indleveret en retsmødeanmodning til retten med henblik på behandlingaf sagen som en tilståelsessag. Er forurettede afgået ved døden, underrettes den forurettedesnære pårørende.Underretning skal ske ved fremsendelse af et brev til forurettede.Forurettede skal underrettes om tid og sted for hovedforhandlingen, hvis den pågældendeover for anklagemyndigheden har anmodet om det, jf. retsplejelovens § 741 f, stk. 2.Underretning kan undlades, hvis den forurettede skal møde som vidne eller har fået enadvokat beskikket.Forurettede skal vejledes om muligheden for at fremsætte anmodning om at modtage ensådan underretning.Retten giver forurettede en gratis udskrift af dommen, hvis forurettede har anmodet om det,jf. § 219 a, stk. 7, 2. pkt. Bestemmelsen indebærer, at anklagemyndigheden skal underretteforurettede om, at der er mulighed for at anmode om en udskrift af dommen.Forurettede, der under sagens behandling i første instans har anmodet om at modtageunderretning om tid og sted for hovedforhandlingen mv., skal efter retsplejelovens § 741 f,stk. 3 og 4, underrettes om en eventuel anke eller genoptagelse af sagen. Underretningen skal

indeholde oplysning om, at forurettede senere vil modtage orientering om tid og sted forsagens behandling.Hvis forurettede ikke i forbindelse med sagens behandling i første instans har anmodet omunderretning om tid og sted for hovedforhandlingen, må det antages, at forurettede hellerikke ønsker at følge ankesagen. Der sker således ikke i disse tilfælde underretning afforurettede om anke og genoptagelse.I tilfælde, hvor der er anmodet om underretning, skal forurettede tillige underrettes, hvis enanke frafaldes. Det skal i den forbindelse oplyses, at sagen er sluttet, og at underinstansensdom står ved magt.4.1.4. Forurettedes og andres møde som vidne i retten4.1.4.1. Underretning af retten ved behov for særlig hensyntagen til et vidneEfter retsplejelovens § 193 skal politiet eller anklagemyndigheden underrette retten, hvis derefter en konkret vurdering er behov for særlig hensyntagen til et vidne i en straffesag.Det kan efter forarbejderne især være tilfældet i sager om seksualforbrydelser, vold, røveri,afpresning og lignende alvorlige og belastende sager, hvor et vidne, herunder navnligforurettede, efter en konkret vurdering må anses for særligt udsat som følge af sin alder,fysiske eller psykiske helbredsforhold, følgerne af den strafbare handling eller risiko forpression.Politiet eller anklagemyndigheden skal således vurdere, om der er et særligt behov forhensyntagen til vidnet, og i givet fald underrette retten med henblik på at aftale, hvordandette behov bedst kan opfyldes. Herefter skal anklagemyndigheden og retten i et samarbejdesøge at begrænse de ulemper, der kan være forbundet med afgivelse af forklaring i retten.Der kan f.eks. være tale om, at en medarbejder ved retten på forhånd er klar til at modtage ogvejlede vidnet om placering i et særligt venterum for vidner eller eventuelt et andet lokale,indtil forklaringen skal afgives. Der kan også være tale om at sikre, at vidnet ikkeunødvendigt konfronteres med tiltalte eller bestemte vidner, eller om koordinering af ennødvendig politibeskyttelse.Hvis der er beskikket en bistandsadvokat, kan politiet og anklagemyndigheden normaltoverlade det til bistandsadvokaten at træffe aftale med retten. I de helt specielle tilfælde, hvorder måtte være behov for politibeskyttelse, må politiet eller anklagemyndigheden træffe denødvendige aftaler med retten og bistandsadvokaten.

4.1.4.2. Afgørelse om dørlukning, referatforbud, navneforbud mv.Efter retsplejelovens § 845, stk. 1, kan retten efter anmodning fra anklagemyndigheden,forsvareren eller et vidne træffe forhåndsafgørelse om bl.a. dørlukning efter § 29, stk. 1 ogstk. 3, og § 29 a, referatforbud efter § 30 samt navneforbud efter § 31, stk. 1, at tiltalte skalforlade retslokalet, mens et vidne afhøres, jf. § 856, stk. 1, 3 eller 6, eller at et vidnes bopæleller navn, stilling og bopæl ikke må oplyses for tiltalte, jf. § 856, stk. 2.Anklagemyndigheden skal ifølge retsplejelovens § 845, stk. 2, senest samtidig medindlevering af bevisfortegnelsen underrette forsvareren og retten, hvis der foreliggerspørgsmål som nævnt i § 845, stk. 1. Det afgørende er således, om anklagemyndigheden iforbindelse med fremsendelsen af bevisfortegnelsen er bekendt med, om der er spørgsmål afden omhandlede karakter, og det forudsættes, at anklagemyndigheden på forhånd i fornødentomfang undersøger spørgsmålet ved efter omstændighederne at rette henvendelse tilforurettede eller en bistandsadvokat.En sådan henvendelse vil i almindelighed kun være fornøden i sager om grovere personfarligkriminalitet og i sager om seksualforbrydelser, hvor det efter sagens karakter forekommersandsynligt, at retten vil imødekomme en anmodning om dørlukning mv.Såfremt der er beskikket en bistandsadvokat for forurettede, påhviler det bistandsadvokatenat oplyse anklagemyndigheden om, at der er spørgsmål om dørlukning mv.4.1.5. Vejledning mv. af forurettede i sager, hvor lovovertrædelsen er begået i udlandetNår en forurettet retter henvendelse til politi eller anklagemyndighed vedrørende enlovovertrædelse, der begået i udlandet, og der er tale om en sædelighedsforbrydelse eller engrovere overtrædelse af straffeloven, hvor vold, trusler eller anden personfarlig kriminalitetindgår, skal politi og anklagemyndighed også hjælpe og vejlede forurettede.Anmeldelse af en lovovertrædelse skal som altovervejende hovedregel ske i det land, hvorlovovertrædelsen har fundet sted.EU-landene imellem har man dog forpligtet sig til at sikre, at anmeldelse af enlovovertrædelse begået i et andet EU-land kan ske i det land, hvor forurettede har fast bopæl,når det ikke har været muligt for forurettede at indgive anmeldelse i det EU-land, hvorlovovertrædelsen fandt sted.

Herudover kan en forurettet, hvis der er tale om en grov lovovertrædelse, og den forurettedeikke ønsker at foretage anmeldelse i det EU-land, hvor lovovertrædelsen fandt sted, foretageanmeldelse i sit hjemland.Eftersom gerningsmanden, vidner og bevismateriale typisk befinder sig i det land, hvorlovovertrædelsen er begået, vil efterforskningen og strafforfølgningen, som altovervejendehovedregel skulle gennemføres i dette land. Politiet skal derfor straks efter at have modtageten anmeldelse af en lovovertrædelse begået i et andet EU-land, videresende denne til denrelevante myndighed i det pågældende EU-land.Bestemmelserne i retsplejelovens § 741 a, stk.1-4, om beskikkelse af bistandsadvokat måefter omstændighederne antages også at kunne finde anvendelse i forhold til forurettede istraffesager, hvor lovovertrædelsen er begået i udlandet. Dette gælder dog ikke, hvisforurettede allerede har en bistandsadvokat i det land, hvor lovovertrædelsen er begået.Politiet skal således, når en forurettet retter henvendelse vedrørende ensædelighedsforbrydelse eller en grovere overtrædelse af straffeloven, hvor vold, trusler elleranden personfarlig kriminalitet indgår, uanset at lovovertrædelsen er begået i udlandet,vejlede den forurettede eller den forurettedes nære pårørende om reglerne i retsplejelovens §741 a om beskikkelse af en bistandsadvokat.Politiet skal endvidere i sådanne sager sørge for, at spørgsmål om beskikkelse afbistandsadvokat efter retsplejelovens 741 a indbringes for retten.Politiet skal, når der er tale om en lovovertrædelse begået i et andet EU-land, vejledeforurettede om, at Erstatningsnævnet kan hjælpe med at indgive en erstatningsansøgning i etandet EU-land, og i øvrigt henvise forurettede til at rette henvendelse til Erstatningsnævnetmed henblik på en mere generel orientering om mulighederne for at søge erstatning i detpågældende EU-land.Hvis lovovertrædelsen er begået i et land uden for EU, har Erstatningsnævnet derimod ikke ialmindelighed – bortset fra Norge og Island – mulighed for at hjælpe med at søge erstatning.I disse situationer skal politiet vejlede om, at forurettede kan henvende sig tilUdenrigsministeriets Borgerservice eller den danske ambassade for det pågældende land, dervil kunne anvise en lokal engelsktalende advokat, som kan undersøge mulighederne for atopnå erstatning i det pågældende land.

Politiet skal også vejlede forurettede, som har været udsat for en lovovertrædelse begået iudlandet, om muligheden for at få støtte fra offerrådgivningen.Såfremt forurettede ønsker underretning om sagens behandling mv., og forurettede ikkeallerede har fået beskikket en bistandsadvokat i det land, hvor lovovertrædelsen er begået,kan politiet henvise forurettede til at rette henvendelse til Udenrigsministeriets Borgerserviceeller den danske ambassade for det pågældende land. Den danske ambassade for detpågældende land vil kunne anvise en lokal engelsktalende advokat, som på vegne afforurettede kan følge efterforskningen og en eventuel retssag og rapportere direkte tilforurettede. Udgifterne til en sådan advokat skal afholdes af den forurettede selv.4.2. Arbejdsgruppens overvejelserArbejdsgruppen har drøftet de praktiske erfaringer med ordningen vedrørende politiets oganklagemyndighedens vejledning af forurettede og kontaktpersonordningen.Rigsadvokaten har i juni 2009 foretaget en evaluering af reglerne om vejledning mv. afforurettede og af kontaktpersonordningen. Evalueringen er foretaget på grundlag af enspørgeskemaundersøgelse blandt forurettede i sager, hvor der i januar til september 2008 varindgivet anmeldelse til politiet om grov vold efter straffelovens § 245. Rigsadvokaten havdeendvidere inddraget data fra Rigspolitichefens brugertilfredshedsundersøgelse fra 2008, dervar gennemført blandt et repræsentativt antal borgere, som havde været udsat for”almindelig” vold efter straffelovens § 244.Det fremgår af evalueringen, at det er Rigsadvokatens vurdering, at reglerne om vejledningmv. af den forurettede er blevet gennemført i politikredsene, og at der generelt givesvejledning i overensstemmelse med reglerne. Der synes endvidere blandt de forurettede atvære en forholdsvis stor tilfredshed med den modtagne information og vejledning fra politietog anklagemyndigheden.Med hensyn til kontaktpersonordningen er det i evalueringen anført, at det samlet set erRigsadvokatens vurdering, at kontaktpersonordningen generelt fungerer godt, og at der ertilfredshed med denne ordning blandt de forurettede. De personer, der havde fået udpeget enkontaktperson, syntes således at benytte sig af ordningen med et positivt udbytte.Arbejdsgruppen kan tilslutte sig konklusionerne i Rigsadvokatens evaluering og findersåledes, at der foretages en omfattende vejledning af de forurettede fra politiets og

Særlig med hensyn til kontaktpersonordningen bemærkes, at de reviderede retningslinjer forordningen, der er udsendt af Rigsadvokaten, har været gældende i forholdsvis kort tid, og atdet må forventes, at ordningen – når den er indarbejdet i politikredsene – kan opnå størreudbredelse. Det er således også i forbindelse med Rigsadvokatens evaluering understreget, atdet er vigtigt, at politikredsene er meget opmærksomme på at få udpeget en kontaktpersonfor forurettede i de sager, hvor det er relevant, således at kontaktpersonen kan vejlede, støtteog hjælpe den forurettede under hele sagen. Arbejdsgruppen finder på den baggrund ikke, atder er anledning til at pege på mulige forbedringer af ordningen.Arbejdsgruppen har navnlig drøftet mulighederne for at forbedre indholdet og formen af denvejledning, der gives til forurettede, ligesom arbejdsgruppen har overvejet anklagerens rolle iforhold til den forurettede og forurettedes adgang til at afgive forklaring om følgerne af denforbrydelse, den pågældende har været udsat for.4.2.1. Vejledningens form og indholdSom det fremgår af gennemgangen af de gældende regler og retningslinjer for politiets oganklagemyndighedens vejledning og orientering mv. af forurettede i straffesager, gives der,efter at de nye regler herom trådte i kraft i 2007, meget omfattende vejledning til forurettedefra politiets og anklagemyndighedens side.Det er endvidere arbejdsgruppens opfattelse, at de spørgsmål, der er omfattet afvejledningspligten, herunder adgangen til beskikkelse af bistandsadvokat, muligheden for atfå erstatning og godtgørelse fra staten, muligheden for at få en kontaktperson og for at fåstøtte fra offerrådgivningen, er særdeles relevante, og at der ikke umiddelbart kan peges påyderligere oplysninger, som burde være omfattet af vejledningspligten.Vejledningen gives dels mundtligt typisk i forbindelse med en afhøring hos politiet, delsskriftligt typisk i forbindelse med indgivelsen af en anmeldelse.Denne skriftlige vejledning henvender sig til forurettede i alle typer af sager og er såledesrettet såvel til personer, der har været offer for f.eks. et groft overfald, som til personer, derf.eks. har været udsat for et mindre tyveri. Dette indebærer bl.a., at vejledningen er relativtlang, og at den indeholder en række informationer, der i almindelighed ikke er relevante foralle de personer, som vejledningen udleveres til. Således vil oplysninger om f.eks.

beskikkelse af bistandsadvokat og om dørlukning under sagens behandling typisk ikke værerelevante for personer, der ikke har været udsat for personfarlig kriminalitet.Det er arbejdsgruppens opfattelse, at informationsmaterialet i den nuværende form kan virkeovervældende allerede på grund af mængden af informationer: Herudover er en række afoplysningerne i informationsmaterialet rettet mod ofre for meget alvorlige typer afforbrydelser. Udover det forhold, at disse oplysninger dermed som alt overvejendehovedregel ikke relevante for forurettede i sager om f.eks. berigelseskriminalitet, kantilstedeværelsen af disse oplysninger i informationsmaterialet muligvis føre til unødig frygtog usikkerhed hos forurettede i sager om mindre alvorlig kriminalitet.Arbejdsgruppen finder derfor, at der er behov for at revidere det eksisterendeinformationsmateriale, navnlig således at der udarbejdes forskellige vejledninger, der i højeregrad er målrettet informationsbehovet hos forurettede i de forskellige sagskategorier (f.eks.berigelseskriminalitet og personfarlig kriminalitet). Informationsmaterialet bør udformessåledes, at de forurettede får den nødvendige og tilstrækkelige vejledning i forhold til netopden type forbrydelse, de har været udsat for.Arbejdsgruppen kan endvidere anbefale, at informationsmateriale til forurettede i videreudstrækning end hidtil gøres tilgængeligt elektronisk. Det vil for en stor del af de forurettedevære mest naturligt generelt at søge informationer via internettet, og det bør efterarbejdsgruppens opfattelse også være muligt på dette område. Desuden vil det via elektronisksøgning være lettere for den enkelte målrettet at finde netop den information, som denpågældende i situationen har behov for.Arbejdsgruppen er bekendt med, at Rigsadvokaten arbejder med at revidereinformationsmaterialet til de forurettede og netop i videre udstrækning at målrette dette efterde forurettedes behov. Endvidere forbereder Rigsadvokaten et særligt modul påanklagemyndighedens hjemmeside med vejledning og information om straffeprocessen tilforurettede og vidner. Arbejdsgruppen kan helt tilslutte sig disse initiativer.Ligeledes er arbejdsgruppen bekendt med, at Rigsadvokaten arbejder med et sprogprojekt,som bl.a. har til formål at gøre den skriftlige kommunikation fra anklagemyndigheden tilborgere, herunder de forurettede, lettere tilgængelig. Også dette projekt kan arbejdsgruppentilslutte sig, idet ikke alene karakteren af de oplysninger, der gives, men også formidlingenheraf er af meget stor betydning ikke mindst for forurettede, der ofte befinder sig i en pressetsituation og dermed har behov for på den enklest mulige måde at få den nødvendigevejledning.

4.2.2. Anklagerens rolle i forhold til forurettedeUdover den vejledning, forurettede modtager i forbindelse med anmeldelsen, skal forurettedeogså underrettes om en række senere sagsbehandlingsskridt. I sager om grovereovertrædelser af straffeloven underrettes forurettede om, hvordan sagens videre forløb kanforventes at blive, og herudover modtager forurettede informationer om at vidne i retten ogom, hvordan et retsmøde foregår.De forurettede har således om udgangspunkt mulighed for at være forberedt på, hvad derforventes af dem, og hvad der sker, når de skal møde som vidne under sagen. Ikke destomindre vil selve retssagen for en meget stor del af de forurettede efter arbejdsgruppensvurdering blive oplevet som en stor belastning, og de vil i mange tilfælde føle sig usikre ogfremmede over for den situation, de nu befinder sig i.Nogle forurettede kan have den forventning, at anklageren i forbindelse med sagen optrædersom deres repræsentant på samme måde, som den tiltalte er repræsenteret ved en forsvarer.Anklageren er imidlertid ikke forurettedes repræsentant og opfatter sig ikke som sådan, menderimod som repræsentant for staten, der forfølger det strafbare forhold. Anklageren erunderlagt et krav om objektivitet og har som følge heraf ikke mulighed for at drøfte selvesagen med forurettede forud for hovedforhandlingen, ligesom anklageren typisk netop afhensyn til objektivitetsprincippet også vil være tilbageholdende med at drøfte andrespørgsmål med forurettede i forbindelse med sagens behandling.Disse forskelle i opfattelsen af anklagerens rolle kan betyde, at forurettede ikke føler sigtilfredsstillende behandlet af anklageren i forbindelse med afviklingen af sagen, og atforurettede i øvrigt ikke oplever at få en ligeværdig behandling som aktør i sagen.Det er arbejdsgruppens opfattelse, at det er af væsentlig betydning, at sagen også forforurettede har et tilfredsstillende forløb, og at den pågældende typisk har et betydeligt behovfor vejledning og støtte også i forbindelse med sagens gennemførelse i retten.Det er af afgørende betydning at fastholde, at anklageren ikke kan påtage sig en rolle somrepræsentant for forurettede. Samtidig finder arbejdsgruppen, at anklageren både forud forsagens afvikling og under hovedforhandlingen har en naturlig opgave i at vejlede forurettede.Forud for sagen kan anklageren f.eks. vejlede om mulighederne for dørlukning eller for at fåden tiltalte ført ud af retslokalet og drage omsorg for, at sådanne spørgsmål er afklaret, indensagen skal starte. Dette er med til at sikre, at forurettede kan møde i retten med tryghed ogvished for, at der er taget stilling til deres behov for beskyttelse.

Ligeledes hører det til anklagerens opgaver under sagen f.eks. at protestere, hvis forsvarerenbegynder at udspørge forurettede i en sædelighedssag om forurettedes tidligere seksuelleadfærd, eller hvis tiltalte nedstirrer forurettede eller i øvrigt optræder på en forulempendemåde.Når der er beskikket en bistandsadvokat, vil disse opgaver i almindelighed blive varetaget afbistandsadvokaten, men anklageren må fortsat være opmærksom herpå.Også herudover vil anklageren – uden at det giver problemer i forhold til anklagerensobjektivitet – kunne være forurettede behjælpelig med praktiske spørgsmål og med at findesig til rette i rollen som aktør i en straffesag.Arbejdsgruppen er bekendt med, at disse spørgsmål vedrørende anklagerens rolle i forhold tilforurettede og grænserne mellem på den ene side anklagerens vejledning og støtte tilforurettede og på den anden side anklagerens objektivitet indgår i Rigsadvokatens arbejdemed uddannelse af anklagere, og arbejdsgruppen kan tilslutte sig dette.Det er samtidig arbejdsgruppens opfattelse, at det i forbindelse med Rigsadvokatens arbejdemed informationsmaterialet beskrevet ovenfor er vigtigt at gøre opmærksom på anklagerensrolle under straffesagen med henblik på at afstemme forventningerne hos forurettede med demuligheder, anklageren har for at drøfte spørgsmål med relation til sagen med denpågældende.4.2.3. Afhøringen af forurettedeUnder straffesagens behandling i retten repræsenteres den tiltalte af en forsvarer, og dentiltalte har lejlighed til at forklare om sine personlige forhold og udtale sig til sidst undersagen, mens forurettede typisk alene afhøres som vidne og eventuelt erstatningssøgende.Forurettede vil ofte naturligt have den opfattelse, at de spiller en særlig rolle i straffesagen,men der er ikke i retsplejeloven fastsat særlige regler om behandlingen af forurettede, ogforurettede forventes – i lighed med andre vidner – i almindelighed alene at afgive forklaringom hændelsesforløbet og at dokumentere et eventuelt erstatningskrav.Det kan medføre, at forurettede kan få en oplevelse af, at sagen fremstilles ensidigt set fraden tiltaltes side, og at forurettede ikke på samme måde som tiltalte får mulighed for atkomme til orde.

Som anført under afsnit 2.3.3 finder arbejdsgruppen det af stor betydning, at forurettede harmulighed for at afgive forklaring også om de følger og konsekvenser, lovovertrædelsen harhaft for den pågældende.Det sker allerede i dag i et vist omfang, idet forurettedes forklaring herom kan havebetydning for rettens bedømmelse af den strafbare handling og strafudmålingen, ligesom denkan have indflydelse på bedømmelsen af et eventuelt erstatningskrav.Også uden for de situationer, hvor oplysningerne om følgerne af lovovertrædelsen har enegentlig betydning for rettens bedømmelse af sagen, forekommer det, at forurettede itilknytning til sin vidneforklaring redegør ikke alene for de objektive følger af forbrydelsen,men også for hvordan krænkelsen og dens følger er oplevet af den pågældende.Det er arbejdsgruppens opfattelse, at det er væsentligt at give plads til sådanne udtalelser, nårdet som led i dommerens almindelige retsledelse sikres, at der ikke bliver tale om langvarigeog meget følelsesmæssige redegørelser. Ligesom det – som anført under afsnit 2.3.3 – er enopgave for bistandsadvokaten at være opmærksom herpå, er det også en opgave foranklageren at lade forurettede komme til orde herom i forbindelse med afhøringen af denpågældende. Også dette spørgsmål indgår i Rigsadvokatens arbejde med uddannelse afanklagere, og arbejdsgruppen kan tilslutte sig dette.4.3. Økonomiske konsekvenserArbejdsgruppens anbefalinger har ingen økonomiske konsekvenser.

Kapitel 5 Offerrådgivningerne mv.5.1. Offerrådgivningerne5.1.1. BaggrundI bemærkningerne til lov nr. 349 af 23. maj 1997 om ændring af retsplejeloven, straffelovenog erstatningsansvarsloven (Styrkelse af retsstillingen for ofre for forbrydelser m.v.) erbeskrevet en række administrative initiativer, som blev iværksat i forbindelse medlovforslagets vedtagelse. Et af initiativerne var etableringen af et landsdækkende netværk aflokale offerrådgivninger i landets politikredse, hvor der tilbydes ofre for forbrydelser støtteog vejledning af frivillige støttepersoner. Loven trådte i kraft den 1. juli 1997.Inspirationen til ordningen blev hentet i Sverige, hvor erfaringerne med den støtte ogrådgivning, der blev ydet til ofre i de lokalt etablerede offerrådgivninger, var meget positive.Ordningen i Sverige var baseret på frivillig arbejdskraft.På denne baggrund udarbejdede Rigspolitiet den 29. januar 1998 et oplæg vedrørendeetableringen af lokale, frivillige offerrådgivninger i landets politikredse samt en vejledning tilpolitikredsene i forbindelse med etablering af ordningen.Etablering af offerrådgivningerne blev herefter indledt ved Justitsministeriets cirkulære-skrivelse om offerrådgivning af 25. juni 1998.5.1.2. Formålet med ordningenFormålet med offerrådgivningerne er at give personlig støtte til ofre for forbrydelser, ligesomofrene også skal kunne få vejledning om mulighederne for psykologhjælp, advokatbistand ogeventuelt vejledning om mulighederne for at søge erstatning. Offerrådgivningsordningentilbydes ikke kun til voldsofre, men til alle ofre for forbrydelser, herunder f.eks. ofre forgaderøveri eller andre former for røveri, ofre for tasketyveri, ofre for indbrud samt ofre forblufærdighedskrænkelser og andre mindre sædelighedsforbrydelser. Det fremgår afbemærkningerne til ovennævnte lovforslag, at offerrådgivningerne skal stå åbne for alle, somføler behov for rådgivning af den nævnte karakter. Offerrådgivningerne har desuden siden2006 kunnet yde støtte og vejledning til vidner til forbrydelser og personer, som har væretofre for eller vidner til trafikulykker eller andre former for ulykker, jf. Justitsministerietscirkulæreskrivelse nr. 10094 af 22. december 2006. Offerrådgivningerne vil endvidere kunneyde støtte og vejledning til pårørende til ofre for forbrydelser og ulykker.

Offerrådgivningen er et supplement til den rådgivende og støttende funktion, som politiet ogandre institutioner eller professionelle varetager i forhold til ofre for forbrydelser, og denerstatter ikke politiets forpligtelser i forhold til ofrene.5.1.3. Organiseringen af offerrådgivningenRigspolitiet fik ved Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 25. juni 1998 tillagt opgaven medetablering af de lokale offerrådgivninger, ligesom det fremgår af cirkulæreskrivelsen, at der iRigspolitiet etableres et offerrådgivningssekretariat, der skal have en koordinerende funktionog overordnet skabe betingelserne for, at opgaven med at bistå og støtte ofre i den enkeltepolitikreds kan løses lokalt.5.1.3.1. Rigspolitiets OfferrådgivningssekretariatRigspolitiets Offerrådgivningssekretariat har en koordinerende funktion i forhold til de lokaleofferrådgivninger, herunder har sekretariatet ydet en væsentlig bistand i forbindelse medetableringen af de lokale offerrådgivninger. Offerrådgivningssekretariatet vejlederkontaktpersonerne i politikredsene og de lokale offerrådgivninger i forhold til det nærmereindhold af rådgivningen til ofre. Endvidere udarbejder Offerrådgivningssekretariatet årligt enstatusrapport om ordningen. I statusrapporterne redegøres navnlig for ordningens udbredelseog antallet af henvendelser.5.1.3.2. PolitikredsenePolitikredsene understøtter arbejdet i de lokale offerrådgivninger. I den forbindelse er derudpeget en polititjenestemand som kontaktperson til offerrådgivningerne. Kontaktpersonenadministrerer bl.a. bevillingen til offerrådgivningsarbejdet fra Rigspolitiet og har til opgaveat sikre, at politiets personale til stadighed har det fornødne kendskab til ordningen, herunderinformerer ofre om muligheden for rådgivning.I nogle politikredse ligger der en samtykkeerklæring i alle sager, der er omfattet afofferrådgivningsordningen, hvor offeret kan give samtykke til, at politiet henviser denpågældende til den lokale offerrådgivning. Hvis offeret ønsker kontakt med den lokaleofferrådgivning, underskriver offeret erklæringen, hvorved den pågældende giver sitsamtykke til, at politiet udleverer offerets navn og telefonnummer til offerrådgivningen. Deter anført på samtykkeerklæringen, at offeret til enhver tid har ret til at afslå tilbuddet omofferrådgivning.

5.1.3.3. Offerrådgivningen i Danmark (OID)Den 10. november 2001 blev Offerrådgivningen i Danmark (OID) etableret. OID er enparaplyorganisation for de lokale offerrådgivninger og varetager fælles interesser forofferrådgivninger med hensyn til uddannelse, udvikling og synliggørelse af offerrådgivnings-ordningen. Herudover varetager OID offerrådgivningernes interesser i forhold til offentligemyndigheder, medier mv.5.1.3.4 De lokale offerrådgivningerOfferrådgivningerne er uafhængige, baseret på frivillige rådgivere og har karakter af engræsrodsbevægelse. Politiet har således ikke nogen indflydelse på offerrådgivningenstilrettelæggelse eller på den konkrete bistand og rådgivning, der gives til ofre, der henvendersig til offerrådgivningen.De lokale offerrådgivninger er ikke organiseret på en ensartet måde, men har på baggrund afde vide rammer for etablering og organisering af arbejdet fået forskelligt særpræg. Nogleofferrådgivninger har således særlige tilbud, og andre er organiseret på en særlig måde pågrund af tilknytning til andre organisationer som f.eks. Dansk Røde Kors, LandsforeningenHjælp Voldsofre eller Den Sociale Skadestue. OID arbejder dog på, at ofrene gives desamme tilbud over alt i landet. De lokale offerrådgivninger består af et antal offerrådgivere,hvoraf én fungerer som aktivitetsleder. Aktivitetslederen er ansvarlig for rekruttering,uddannelse og koordinering af rådgivningsarbejdet.I 2009 var der i alt 31 lokale offerrådgivninger med 269 offerrådgivere i landets 12politikredse.Rigspolitiet har registreret følgende antal henvendelser i de seneste fem år tilofferrådgivningerne på landsplan:2005: 13.292 henvendelser fra 3.149 ofre2006: 14.013 henvendelser fra 3.887 ofre2007: 12.771 henvendelser fra 3.426 ofre2008: 13.407 henvendelser fra 3.695 ofre2009: 9.868 henvendelser fra 3.981 ofre

5.1.4. Indholdet af offerrådgivningenKontakten mellem offeret og offerrådgivningen formidles i vidt omfang af politiet, menofrene kan også blive bekendt med offerrådgivningen, herunder rådgivningenslandsdækkende vagtordning, via pjecer på skadestuer og biblioteker samt via OID´shjemmeside. Rigspolitiet har ved rundskrivelse af 5. december 2000 til landets politikredseunderstreget vigtigheden af, at politiets sagsbehandlere i forbindelse med kontakten med ofrefor forbrydelser vejleder disse om muligheden for at søge støtte i en offerrådgivning ogudleverer Rigspolitiets folder herom.Rådgivningen kan foregå telefonisk, ved møde mellem offerrådgiveren og offeret eller påbegge måder. Rådgivningen foregår imidlertid i de fleste tilfælde telefonisk og forholdsvissjældent kun ved møder. OID har den 1. januar 2004 som supplement til de lokaleofferrådgivninger etableret en ”landstelefon” med døgnbetjening varetaget af offerrådgivere,der alle har stor erfaring med rådgivningsarbejdet.Brugerne af offerrådgivningerne er sikret anonymitet. Politiet eller andre offentligemyndigheder har således ikke oplysning om identiteten på brugerne.Rådgivningen består i personlig støtte til ofre for forbrydelser. I mange tilfælde kan støttenydes ved at lytte til og tale med offeret. Offeret vil også kunne få vejledning ommulighederne for psykologhjælp, advokatbistand, henvisning til lokale samarbejdspartnere(f.eks. politi, kommune, krisecentre og centre for voldtægtsofre) og underretning fra politietom bl.a. tiltalerejsning og tidspunkter for retsmøder. Endvidere vil offeret eventuelt kunne fåbistand ved spørgsmål om udfyldelse af ansøgningsskemaer eller skadesanmeldelser tilforsikringsselskaber mv.Der kan også være behov for, at offerrådgiveren f.eks. i tilfælde af indkaldelse af offeret somvidne i retten forbereder offeret ved at forklare om det sædvanlige forløb i en retssal under enhovedforhandling. Offerrådgiveren kan eventuelt gå med i retten, hvis offeret føler behov forat have én ved sin side.Offerrådgiverne skal informere ofrene om, at offerrådgiverne ikke selv kan tilbyde terapieller sagsbehandling.5.1.5. OfferrådgiverneOfferrådgiverne er frivillige og ulønnede personer. Rekrutteringen af offerrådgivernevaretages af de lokale offerrådgivninger. Det sker typisk ved at indrykke annoncer i

ugeaviser, ved at allerede aktive støttepersoner spørger venner eller bekendte, om de erinteresserede i at blive rådgivere, eller ved at personer selv henvender sig til rådgivningerneog anmoder om at blive taget i betragtning.Offerrådgivningerne forsøger at vælge ansøgere, der har relevant personlig eller fagligbaggrund. Alle offerrådgiverne skal gennemføre et introduktionsforløb, som er tilrettelagt afden lokale offerrådgivning.Endvidere skal alle offerrådgiverne snarest muligt efter deres tiltrædelse – og før depågældende påbegynder rådgivning af ofre – gennemføre grundkurset ”StruktureretKrisesamtale”, som udbydes af OID i samarbejde med Offerrådgivningssekretariatet.Grundkurset har til formål at give offerrådgiverne en historisk indsigt i offerrådgivningen, atøge deres kendskab til politiets, anklagemyndighedens og advokaternes arbejde med ofre, atudvikle metoder og styrke bevidstheden om egen offerrådgivning og at give offerrådgiverneviden og kompetence i varetagelse af offerrådgivning i de lokale offerrådgivninger.Offerrådgivere, der har erhvervet en vis praktisk erfaring med offerrådgivning, skalendvidere gennemføre et udvidet kursus i samtaletræning og relevante regler på området.Formålet med det udvidede kursus er at udvide offerrådgiverens kompetencer somsamtalepartner, at øge bevidstheden om samtalens tekniske virkemidler, at give deltagerneudvidet kendskab til advokaternes pligter over for ofre samt endelig at give deltagernekendskab til relevante dele af lov om social service og forvaltningsloven (særligt i forhold tiltavsheds- og underretningspligt).Endelig udbyder OID et kursus i administrative opgaver samt temadage for offerrådgiverne.5.1.6. FinansieringSelve offerrådgivningen er udelukkende baseret på indsatsen fra frivillige og ulønnedeofferrådgivere.Det var ved offerrådgivningsordningens etablering i 1998 en forudsætning, atrådgivningernes eventuelle udgifter så vidt muligt skulle dækkes gennem frivillige bidrag fraamter, kommuner og private organisationer. For at muliggøre etablering af en vagtordningblev der imidlertid stillet en mobiltelefon til rådighed for offerrådgivningen, og udgiftenhertil blev afholdt af Rigspolitiet.Siden 2001 har Rigspolitiet afsat 2 mio. kr. årligt til offerrådgivningsordningen. Pengeneudbetales i overensstemmelse med Rigspolitiets retningslinjer for fastsættelse af beløb til

decentral forvaltning dels til politikredsene dels til OID, hvorfra de kan udbetales til delokale offerrådgivninger. Af disse midler aflønner OID bl.a. en landskonsulent, somRigspolitiet stiller et kontor til rådighed for i Rigspolitiets Offerrådgivningssekretariat.Offerrådgivningen har desuden i 2010 fået en ekstrabevilling på 1,3 mio. kr.1Midlerne skalbl.a. bruges til uddannelse af rådgivere og en informationskampagne, der skal gøre ofre forforbrydelser opmærksom på offerrådgivningerne.Transportudgifter i forbindelse med rådgivningsmøder med ofre kan refunderes, såfremt detikke umiddelbart findes muligt at mødes med offeret, uden at offerrådgiveren kommer tilofferet. Rådgivernes transportudgifter i den forbindelse dækkes efter statens gældende regler.Transportudgifterne dækkes af politikredsens driftsbevilling og belaster således ikke debevilgede midler til offerrådgivningsordningen. Denne ordning er midlertidig, indtil der ermulighed for at vurdere omkostningerne hermed, jf. Rigspolitiets rundskrivelse af 12. april2010 om transportudgifter for offerrådgivere.Udgifterne til drift af offerrådgivningerne dækkes ud over af de statslige bevillinger fortsatogså i et vist omfang af bidrag fra bl.a. kommuner og private organisationer.5.1.7. Evaluering af offerrådgivningenI forbindelse med etableringen af offerrådgivningerne i 1998 blev det besluttet, at der – udover de årlige statusrapporter om ordningen – skulle gennemføres en mere omfattendeevaluering af offerrådgivningsordningen på et senere tidspunkt. Resultatet af denneevaluering, der er gennemført af Justitsministeriets Forskningsenhed, er indeholdt i rapporten”Offerrådgivningerne i Danmark – en evalueringsrapport”, som blev offentliggjort den 26.marts 2004.Evalueringen tog bl.a. sigte på at belyse, i hvilket omfang offerrådgivningerne blev brugt, ogom brugerne var tilfredse med den hjælp, de har kunnet få i offerrådgivningerne. Ogsåofferrådgivernes syn på offerrådgivningerne er omfattet af evalueringen, og det sammegælder samarbejdet mellem offerrådgivningerne og politiet. De fleste af evalueringensanbefalinger er løbende blevet indarbejdet i offerrådgivningsordningen.Som opfølgning på Justitsministeriets undersøgelse iværksatte OID i 2009 en internevaluering af OID´s og de lokale offerrådgivningers arbejde. Evalueringen viste overordnet,at det er såvel rådgivernes som aktivitetsledernes vurdering, at de lokale offerrådgivninger

generelt er velfungerende, men at rådgiverne ikke bliver anvendt i det omfang, de havdepåregnet.5.2. Øvrige offerorganisationerHjælp til ofre for forbrydelser ydes også af eksempelvis foreningen Hjælp Voldsofre, somblev startet som et privat initiativ i 1980 af en pårørende til et offer for grov vold. Denhumanitære forening ledes af et forretningsudvalg og en hovedbestyrelse.I starten fik foreningen alene sine økonomiske midler fra private donationer. Efterfølgendeblev der bevilget penge fra tipsmidlerne, og foreningen modtager nu statsligt tilskud med 2mio. kr. årligt frem til og med 2011. Der kan tegnes medlemskab af foreningen.Foreningen har siden 1986 haft sekretariat i Randers. Sekretariatet har to ansatte på hver 30timer og en leder på 15 timer. Der er åbent på hverdage fra kl. 8.00 til 14.00. Efterfølgendehenviser en telefonsvarer i hastende tilfælde til frivillige kontaktpersoner. Der er for tidentilknyttet to lokalforeninger og en række aktive kontaktpersoner. Der arbejdes på at fåoprettet flere lokalforeninger og få tilknyttet flere kontaktpersoner. Foreningen varetagerofferrådgivningen i enkelte kommuner i Syd- og Sønderjyllands politikreds.Målgruppen for foreningens hjælp er ofre for overtrædelser af straffeloven, dog primært vold,røveri, voldtægt og incest. Endvidere hjælper og rådgiver foreningen ofrenes pårørende.Foreningen forestår desuden projekter, som målrettet hjælper ofre, som eksempelvis harmistet deres arbejde som følge af den kriminalitet, de har været udsat for.Foreningen har tilknyttet tre advokater i henholdsvis København, Århus og Horsens, somafklarer juridiske spørgsmål, udarbejder høringssvar i forbindelse med ny lovgivning og ivisse tilfælde fører retssager for ofrene, hvis der efter foreningens opfattelse er et særligtbehov herfor, f.eks. hvis der er tale om principielle spørgsmål. Foreningen afholderadvokatudgifterne i de tilfælde, hvor der ikke sker beskikkelse. Desuden er der tilknyttetenkelte psykologer til foreningen, som hvert år anvender et større beløb til psykologhjælp.I 2009 har foreningen været i kontakt med 411 ofre. De var fordelt på 196 mænd og 215kvinder. Aldersgruppen har ligget fra 17 til 65 år. 182 er blevet henvist til advokat, 106 tilpsykolog, 5 til socialforvaltningen og 1 til et klagenævn. Der er sket anmeldelse til politiet i186 tilfælde og i 207 tilfælde rettet henvendelse til læge og anmodet om udfærdigelse aflægeerklæringer til brug for erstatningssager. Hertil kommer et antal uregistrerede korterådgivninger.

Antallet af henvendelser til foreningen har været støt stigende gennem årene, hvilketformentlig skyldes en forbedret synlighed og tilgængelighed. Desuden er det foreningensvurdering, at politiet i flere tilfælde end tidligere henviser ofre eller deres pårørende tilforeningen, navnlig i de grovere sager.Foreningens brochurer er tilgængelig de steder, hvor ofre og deres pårørende kommer, og påforeningens hjemmeside. Desuden tager foreningen i visse tilfælde selv kontakt til ofrene,hvis det ud fra medieomtale eller lignende skønnes, at de pågældende kan have behov forforeningens hjælp.5.3. Arbejdsgruppens overvejelserDet er arbejdsgruppens opfattelse, at offerrådgivningerne udgør et meget værdifuldt tilbud tilofre for forbrydelser, som har behov for råd og vejledning om praktiske forhold eller brug forstøtte og nogen at tale med om den krænkelse, de har været udsat for. Offerrådgivningerne erdermed et vigtigt supplement til den rådgivende og støttende funktion, som politiet og andreprofessionelle varetager i forhold til ofre for forbrydelser.Arbejdsgruppen finder det derfor af afgørende betydning, at det sikres, atofferrådgivningerne kan arbejde inden for gode rammer, og arbejdsgruppen har med detteudgangspunkt drøftet organiseringen og finansieringen af offerrådgivningerne,rådgivningernes samarbejde med politiet og behovet for information om offerråd-givningernes arbejde.5.3.1. Organiseringen og finansieringen af offerrådgivningerneSom anført ovenfor har offerrådgivningen grundlæggende karakter af en græsrodsbevægelse,der bygger på den indsats, der ydes at et stort antal frivillige rådgivere. Samtidig harRigspolitiet en vejledende og koordinerende funktion i forhold til offerrådgivningerne,ligesom den bevilling, der er afsat til offerrådgivningerne, udbetales via Rigspolitiet ioverensstemmelse med retningslinjerne for fastsættelse af beløb til decentral forvaltning.Der er fra såvel OID´s som Rigspolitiets repræsentant i arbejdsgruppen givet udtryk for, atdenne konstruktion i visse tilfælde kan give anledning til vanskeligheder, og at spørgsmåletløbende har været drøftet mellem offerrådgivningerne og Rigspolitiet. Det er samtidig oplyst,at offerrådgivningerne af ressourcemæssige grunde ikke på nuværende tidspunkt har et ønskeom selv at administrere den bevilling, der er afsat til offerrådgivningernes arbejde. Der ersåledes ikke umiddelbart grundlag for ændringer, og arbejdsgruppen finder, at dette rent

organisatoriske spørgsmål mest hensigtsmæssigt bør drøftes som led i det løbendesamarbejde mellem offerrådgivningerne og Rigspolitiet.Arbejdsgruppen har drøftet rammerne for anvendelsen af de midler, der er afsat tilofferrådgivningerne, herunder især om retningslinjerne for brugen af midlerne er forrestriktive. Navnlig kan der rejses spørgsmål om, hvorvidt midlerne bør kunne anvendes tilaflønning af offerrådgiverne og visse af de overordnede administrative og koordinerendefunktioner.Med hensyn til spørgsmålet om aflønning af offerrådgiverne kan det anføres, at det kanforekomme rimeligt, at den betydelige indsats, der ydes af de mange offerrådgivere,honoreres. Det er imidlertid arbejdsgruppens opfattelse, at en sådan aflønning vil være imodstrid med intentionerne bag ordningen. Den grundlæggende tanke om frivillighed er efterarbejdsgruppens vurdering af helt central betydning at fastholde, idet ordningen hervedadskiller sig fra og supplerer de ordninger og initiativer, som fra det offentliges side eriværksat med henblik på rådgivning og vejledning af ofre for forbrydelser. Det er samtidigarbejdsgruppens opfattelse, at netop den omstændighed, at en række mennesker på frivilligtgrundlag – og uden forbindelse til de myndigheder, der deltager i straffesagernes behandling– yder en indsats for at støtte ofrene, har stor betydning for de ofre, der gør brug afordningen.Dette grundlæggende hensyn, at der bør være tale om en frivillig indsats, gør sig næppegældende i samme omfang i forhold til de mere administrative og koordinerende funktionerinden for OID. Arbejdsgruppen noterer sig i den forbindelse, at der ikke i rammerne foranvendelsen af offerrådgivningens bevilling ses at være noget til hinder for at aflønnesådanne overordnede administrative og koordinerende funktioner. Der er således ikke iretningslinjerne for anvendelsen af midlerne restriktioner på dette punkt.Derimod kan det efter arbejdsgruppens opfattelse være velbegrundet at give mulighed for atdække de udgifter, som offerrådgiverne må afholde som led i rådgivningen. Det gælder detransportudgifter, som i visse tilfælde må afholdes, når rådgiverne skal mødes med ofrene.Arbejdsgruppen har noteret sig, at der med Rigspolitiets rundskrivelse af 12. april 2010 nu ergivet mulighed for dækning af sådanne transportudgifter i de tilfælde, hvor det ikke er muligtfor offeret at komme til offerrådgiveren.5.3.2. Samarbejdet mellem offerrådgivningerne og politikredsenePolitikredsene understøtter arbejdet i de lokale offerrådgivninger. Der er således udpeget enpolititjenestemand som kontaktperson for offerrådgivningerne i politikredsene. Samarbejdet

består bl.a. i, at kontaktpersonen administrerer bevillingen til offerrådgivningsarbejdet,ligesom kontaktpersonen også har til opgave at sikre, at politiets personale har detnødvendige kendskab til ordningen og informerer ofrene om muligheden for at kontakteofferrådgivningen.Det er arbejdsgruppens opfattelse, at samarbejdet mellem de lokale offerrådgivninger ogkontaktpersonerne i politiet fungerer godt. OID´s repræsentant i arbejdsgruppen harimidlertid gjort opmærksom på, at kontaktpersonernes opfattelse af deres rolle og opgaverkan variere ganske meget fra politikreds til politikreds, og at der heller ikke er en fællesprocedure for, hvordan politikredsene administrerer bevillingen, hvilket i visse situationerkan være uhensigtsmæssigt for offerrådgivningerne.Arbejdsgruppen er bekendt med, at man i Rigspolitiet er opmærksom på denneproblemstilling. Rigspolitiets Offerrådgivningssekretariat har til opgave at holde tæt kontaktmed politikredsenes kontaktpersoner, således at bl.a. konkrete spørgsmål vedrørendeorganiseringen af rådgivningsarbejdet og spørgsmål om uddannelse drøftes.Offerrådgivningssekretariatet har således allerede en koordinerende rolle, og Rigspolitiet erendvidere startet med at udsende nyhedsbreve med henblik på at styrke politikredsenessamarbejde med de lokale offerrådgivninger. Sigtet med nyhedsbrevene er endvidere atudbredebest practicepolitikredsene imellem.5.3.3. Information om offerrådgivningerneDet er arbejdsgruppens opfattelse, at offerrådgivningernes vejledning og støtte til ofre udgøret meget værdifuldt supplement til den rådgivning og vejledning, der ydes af andre aktører.Det er derfor af afgørende betydning, at ofrene får kendskab til offerrådgivningerneseksistens og muligheden for at benytte sig af deres tilbud.Den merbevilling, offerrådgivningerne modtog i 2010, er netop givet med henblik på bl.a. atgennemføre en informationskampagne. Der vil således fra offerrådgivningernes side blivemulighed for i videre omfang at informere om skabe opmærksomhed omkring offerråd-givningen.Samtidig er det vigtigt at understrege, at der også efter de eksisterende retningslinjer forvejledning og information fra politi og anklagemyndighed til ofrene skal gives oplysningerom offerrådgivningerne. Det er arbejdsgruppens vurdering, at de initiativer, der er eller bliveriværksat med henblik på at sikre den bedst mulige vejledning af ofrene, vil medvirke til, atogså informationen om offerrådgivningen kan forbedres. Således vil nyhedsbrevene fraRigspolitiet kunne medvirke til en større ensartethed i politikredsenes håndtering af opgaven,

Kapitel 6 Sociallovgivningen og sundhedslovens regler om tilskud til psykolog-behandling6.1. Gældende ret6.1.1. Sociallovgivningen6.1.1.1. Den generelle pligt til at yde rådgivningDen almindelige rådgivningsforpligtelse for kommunerne følger af servicelovens § 10,hvoraf det fremgår, at ”Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at enhver har mulighed for at fågratis rådgivning. Formålet med rådgivningen er at forebygge sociale problemer og at hjælpeborgeren over øjeblikkelige vanskeligheder. På længere sigt er formålet at sætte borgeren istand til at løse opståede problemer ved egen hjælp. Rådgivningen kan gives særskilt eller iforbindelse med anden hjælp efter denne eller anden lovgivning”.Det betyder, at borgere der f.eks. har følgevirkninger efter vold eller lignende vil kunne søgegratis og anonym rådgivning hos bopælskommunen om de muligheder for hjælp og støtte,der er i det sociale system og inden for andre sektorer. Rådgivningen kan bestå af enenkeltstående oplysning, samtaler med den pågældende, hjælp til løsning af praktiskeproblemer og formidling af kontakt til andre myndigheder mm. I konkrete tilfælde kan derogså være tale om en løbende kontakt – afhængig af behovet. Egentlig behandling omfattesderimod ikke af kommunens generelle rådgivningsforpligtigelse.Rådgivningen skal understøtte den helhedsorienterede indsats, hvor der ud over deforskellige støttemuligheder inden for det sociale område f.eks. kan inddrages forhold, dervedrører beskæftigelse, uddannelse, undervisning, sundhed, familiemæssige forhold og andreting af betydning.6.1.1.2. KvindekrisecentreKvindelige voldsofre kan søge hjælp, rådgivning og ophold på landets kvindekrisecentre. Detfølger af servicelovens § 109, at ”Kommunalbestyrelsen skal tilbyde midlertidigt ophold iboformer til kvinder, som har været udsat for vold, trusler om vold eller tilsvarende krise irelation til familie- eller samlivsforhold. Kvinderne kan være ledsaget af børn, og demodtager under opholdet omsorg og støtte.”Kvinderne kan selv henvende sig direkte til et krisecenter, eller de kan blive henvist fraoffentlige myndigheder. Det er lederen af kvindekrisecenteret, der træffer afgørelse om,hvorvidt kvinden kan flytte ind. Hvis der ikke er plads på det pågældende krisecenter, skalder henvises til et andet. Optagelse i kvindekrisecentret kan ske anonymt.

Under opholdet på et krisecenter ydes der støtte og omsorg, rådgivning og efterværn. Der kanendvidere tilbydes et sikret ophold, hvor kvinden beskyttes. Siden juli 2008 harkommunalbestyrelsen i den kommune, hvor krisecenteret er beliggende, endvidere skullettilbyde psykologhjælp til børn samt støtte og vejledning fra en familierådgiver til kvindermed børn på krisecenter. Familierådgivningen ydes i forhold til økonomi, arbejdsmarked,skole, daginstitutioner, sundhedsvæsen m.v. Rådgivningen gives i forbindelse medforberedelse til udflytning, og indtil kvinden med børnene er godt etableret i egen bolig.Ca. 2.000 kvinder og et tilsvarende antal børn opholder sig årligt på landets krisecentre.6.1.1.3. Behandlingstilbud til voldelige mænd og deres krænkede partnerI socialt regi ydes der bl.a. via satspuljen støtte til fire behandlingstilbud til voldelige mænd:Dialog mod Vold, Alternativ til Vold, Manderådgivningen Herning og Krisecenter Odense. Inogle af disse tilbud kan den krænkede partner og eventuelle børn indgå i en del afbehandlingen. Behandlingstilbuddene er aktuelt ved at blive evalueret, og evalueringenforventes at blive afsluttet primo 2011. Evalueringen vil imidlertid primært dreje sig ombehandlingen af voldelige mænd og ikke ofrenes situation.6.1.1.4. Tilbud af behandlingsmæssig karakterTil borgere med betydelig og varigt nedsat fysisk og psykisk funktionsevne eller med særligesociale problemer kan kommunalbestyrelsen yde tilbud af behandlingsmæssig karakter.Tilbuddet gives, når dette er nødvendigt med henblik på at bevare eller forbedre borgerensfysiske, psykiske eller sociale funktioner, og når dette ikke kan opnås gennem debehandlingstilbud, der kan tilbydes efter anden lovgivning, jf. servicelovens § 102.Servicelovens § 102 omhandler speciel, behandlingsmæssig bistand på grund af særligebehov. Det kan f.eks. være psykologisk, psykoterapeutisk, sygeplejemæssig, fysio- ogergoterapeutisk, specialpsykiatrisk, tandplejemæssig eller anden behandling. Bestemmelsengiver dermed hjemmel til, at borgere, der har behov for en ganske særlig behandling, kan fået relevant behandlingstilbud, når det sædvanlige behandlingssystem efter en konkretvurdering ikke antages at være egnet til at behandle den pågældende borger.6.1.1.5. Andre muligheder for hjælp og støtteUnder Beskæftigelsesministeriets ressort er der ligeledes en række muligheder for at modtagehjælp og støtte:

Efter aktivlovens § 11 kan der ydes kontanthjælp til en ansøger, der har været ude forændringer i sine forhold, f.eks. i form af sygdom, arbejdsløshed eller samlivsophør, hvisændringerne bevirker, at ansøgeren ikke har mulighed for at skaffe det nødvendige til sinegen eller familiens forsørgelse, og at behovet ikke kan dækkes gennem andre ydelser. Doggælder der en række betingelser bl.a. i forhold til, hvor længe man har boet og arbejdet iDanmark, at man ikke må være studerende mv.Ifølge aktivlovens § 81 kan kommunen yde hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter til enperson, som har været ude for ændringer i sine forhold, hvis den pågældendes egenafholdelse af udgifterne i afgørende grad vil vanskeliggøre den pågældendes og familiensmuligheder for at klare sig selv i fremtiden. Hjælpen kan normalt kun ydes, hvis udgiften eropstået som følge af behov, der ikke har kunnet forudses.Ifølge aktivlovens § 82 kan kommunen yde hjælp til udgifter til sygebehandling, medicin,tandbehandling eller lignende, der ikke kan dækkes efter anden lovgivning, hvis ansøgerenikke har økonomisk mulighed for at betale udgifterne. Der kan kun ydes hjælp, hvisbehandlingen er nødvendig og helbredsmæssigt velbegrundet.6.1.2. Sundhedslovens regler om tilskud til psykologbehandlingReglerne om tilskud til psykologbehandling i praksissektoren for særlig udsattepersongrupper findes i bekendtgørelse nr. 674 af 24. juni 2008 (psykologbekendtgørelsen),som er udstedt i medfør af sundhedsloven.Efter psykologbekendtgørelsen har bl.a. ofre for en række forbrydelser ret til tilskud tilpsykologbehandling efter henvisning fra en alment praktiserende læge, herunder bl.a. hvispersonen- har været offer for røveri, vold eller voldtægt,- har været offer for en trafikulykke eller andre ulykker,- er pårørende ved dødsfald,- inden de er fyldt 18 år har været ofre for incest eller andre seksuelle overgreb,- har en let til moderat depression og er mellem 18 og 37 år.Psykologbekendtgørelsen er udtømmende, og der kan således ikke efter sundhedsloven ydestilskud til psykologbehandling i praksissektoren i andre tilfælde. Psykologbehandling, somindgår som en del af en sygehusbehandling, f.eks. akut krisebehandling underhospitalsindlæggelse, er vederlagsfri og ikke omfattet af bekendtgørelsen.

Af psykologbekendtgørelsen fremgår, at bopælsregionen i bl.a. de opremsede tilfælde yder60 pct. i tilskud til behandling hos praktiserende psykologer efter lægehenvisning. Tilskudydes for indtil 12 konsultationer pr. behandlingsforløb. Patienter, som behandles fordepression, kan dog genhenvises, således at tilskud ydes for op til 24 konsultationer i alt.Såfremt psykologen efter et mindre antal samtaler vurderer, at patienten ikke har behov foryderligere behandling hos psykologen vedrørende den konkrete henvisningsårsag, skalpsykologen afslutte behandlingen med tilskud.Henvisningen til psykolog skal foretages af en alment praktiserende læge, og den kannormalt ikke udstedes senere end 6 måneder efter begivenheden indtrådte, og aldrig senereend 12 måneder efter. Denne begrænsning gælder dog ikke i forhold til patienter, der indende fyldte 15 år, har været ofre for incest eller andre seksuelle overgreb, eller patienter der erhenvist til behandling for let til moderat depression.Baggrunden for henvisningsfristen og for det forhold, at der i de ovenfor nævnte tilfælde(med undtagelse af personer med depression) ikke stilles krav om symptomer påbehandlingskrævende lidelser er, at psykologbehandlingen i udgangspunktet er tænkt somforebyggende. Det vil sige, at de traumatiske hændelser håndteres, inden de eventueltudvikler sig til at blive en behandlingskrævende sygdom. Patientens egen læge skal dogvurdere, at der er et lægefagligt grundlag for henvisningen, forstået således, at patienten vilhave gavn af psykologbehandlingen.Det er en betingelse for tilskud til psykologbehandlingen, at denne ydes af en psykolog, somhar tilsluttet sig den gældende overenskomst på området (har et ”ydernummer”).Fastlæggelsen af antallet af psykologer med ”ydernummer” beror på en overenskomstmellem Psykologforeningen og regionerne.Det er typisk patienten selv, som kontakter og indgår aftale med en psykolog om etbehandlingsforløb. En oversigt over psykologer kan bl.a. findes på Dansk Psykologforeningshjemmeside.Det bemærkes, at visse alment praktiserende læger også kan yde samtaleterapi til patienter ikrise, og at der således i Landsoverenskomsten om almen lægegerning er aftalt et honorarherfor. Omkring halvdelen af patienter med ikke-psykotiske lidelser som angst og depressionbehandles af deres alment praktiserende læge med samtaleterapi.

6.2. Arbejdsgruppens overvejelser6.2.1. SociallovgivningenSom det fremgår af beskrivelse af de gældende regler, har kommunerne en række mulighederfor at yde hjælp og rådgivning efter reglerne i den sociale lovgivning, hvis der kankonstateres et konkret behov herfor hos den enkelte. Disse ordninger tager ikke specifiktsigte på hjælp og rådgivning til ofre for forbrydelser, men de vil kunne finde anvendelsenetop i situationer, hvor behovet for hjælp udspringer af, at en person har været offer for enforbrydelse.Arbejdsgruppen har ikke fundet, at der er behov for at pege på regelændringer mv. inden fordette område.6.2.2. Sundhedslovens regler om tilskud til psykologbehandlingDet er arbejdsgruppens opfattelse, at adgangen til behandling hos privatpraktiserendepsykolog og muligheden for økonomisk dækning af denne behandling kan være af betydningfor ofre for personfarlige forbrydelser. Arbejdsgruppen har på den baggrund drøftet reglerneom tilskud til psykologbehandling og overvejet, om de gældende regler ipsykologbekendtgørelsen indeholder uhensigtsmæssigheder eller i øvrigt kan forbedresnævneværdigt.Arbejdsgruppen har indhentet oplysninger om adgangen til psykologhjælp til ofre forforbrydelser i Sverige og Norge, men har erfaret, at ordningerne i disse lande ikke er direktesammenlignelige med den danske ordning. Den svenske model er således i vidt omfangbaseret på et forsikringsprincip, mens den norske model baserer sig på en konkret lægefagligbehovsvurdering.Arbejdsgruppen har i den forbindelse overvejet, om reglen om, at henvisningen fra denpraktiserende læge normalt skal være udstedt senest 6 måneder – og aldrig senere end 12måneder – efter, at begivenheden indtrådte, er et problem i praksis. Arbejdsgruppen harligeledes overvejet, om reglen om, at tilskud ydes til maksimalt 12 konsultationer pr.behandlingsforløb, udgør et problem for de berørte ofre. Det er arbejdsgruppens vurdering, atde nævnte begrænsninger – som er begrundet i tilskudsordningens forebyggende sigte – ipsykologbekendtgørelsen ikke er til hinder for, at ofre for forbrydelser har adgang tilnødvendig psykologbistand.Arbejdsgruppen har desuden overvejet, om den omstændighed, at der er tale om et tilskud på60 pct. og dermed en egenbetaling af 40 pct. af udgifterne til psykologhjælp, giver anledning

til problemer for ofrene. Det må ved vurderingen heraf imidlertid tages i betragtning, atbehandlingsudgifter, herunder egenbetalingen til psykologbehandling, dækkes i medfør afreglerne om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser, jf. herom i afsnit 8.1.3. Medordningerne på området er der således mulighed for at yde 100 pct. dækning afpsykologudgifter. Det er derfor arbejdsgruppens opfattelse, at såfremt egenbetalingen harbetydning for visse ofres anvendelse af psykologbekendtgørelsens tilskudsordning, vil dettevære begrundet i, at de pågældende ofre på grund af likviditetsvanskeligheder ikke ser sig istand til (foreløbig) at afholde udgiften hertil, selv om udgiften kan forventes dækket iforbindelse med Erstatningsnævnets (efterfølgende) behandling af erstatningssagen.Arbejdsgruppen skal i den forbindelse pege på de generelle muligheder inden forsociallovgivningen, der er beskrevet ovenfor.Det er under arbejdsgruppens drøftelser anført, at et problem i forbindelse medpsykologbehandling snarere kan være, at der i visse tilfælde er ventetid, når ofrene har behovfor behandling, idet ventetiden hos psykologer, som er omfattet af reglerne om offentligttilskud, i nogle tilfælde kan opleves som lang. Det er imidlertid arbejdsgruppens opfattelse, atder ikke er grundlag for at foreslå, at der gives ofre for forbrydelser en særlig fortrinsret iforhold til f.eks. personer med et konstateret behandlingsbehov, lige som det skal ses i lysetaf sundhedslovens bestemmelser om let og lige adgang til behandling for alle patienter.Arbejdsgruppen finder samtidig anledning til at pege på, at ofrenes behov for hjælp – ogherunder også den akutte hjælp – i mange tilfælde ikke nødvendigvis er et behov for hjælp iform af behandling hos privatpraktiserende psykolog. Det vil ofte være det afgørende forofrene, at de har mulighed for at tale med andre om det overgreb, de har været udsat for,herunder navnlig med personer med indsigt og erfaring med hensyn til offeretsvanskeligheder og reaktioner. Således kan f.eks. hjælpen fra offerrådgivningerne ogLandsforeningen Hjælp Voldsofre udgøre en meget værdifuld akut hjælp. Det skal i denforbindelse også nævnes, at den akutte hjælp også kan fås hos de alment praktiserende læger,idet visse læger som beskrevet ovenfor kan yde samtaleterapi til patienter i krise.På baggrund af det anførte er det arbejdsgruppens opfattelse, at der ikke er grundlag for atforeslå ændringer i reglerne om tilskud til psykologbehandling.

Kapitel 7 Offerfond7.1. IndledningDet følger af arbejdsgruppens kommissorium, at arbejdsgruppen skal overveje, om der børetableres en form for ”offerfond” eller lignende. Der er i den forbindelse henvist til, at der iSverige gælder en ordning, hvorefter den domfældte i visse sager pålægges at indbetale etmindre beløb til en sådan fond, der navnlig giver økonomisk støtte til forskning eller tilfrivillige organisationers arbejde. Arbejdsgruppen skal overveje de principielle,administrative og ressourcemæssige aspekter ved at etablere en fondsordning.Arbejdsgruppen har på den baggrund drøftet spørgsmålet om etablering af en offerfond medudgangspunkt i den svenske ordning, der er beskrevet nedenfor under pkt. 7.2. Herudover hararbejdsgruppen modtaget oplysninger om de overvejelser vedrørende etablering af enofferfond, som har fundet sted i Norge. Oplysningerne herom er refereret nedenfor under pkt.7.3.7.2. Sverige7.2.1. Baggrunden for den svenske ordningDen svenske offerfond ("Brottsofferfonden") blev oprettet ved lov nr. 419 af 26. maj 1994,som trådte i kraft den 1. juli 1994. Loven blev vedtaget i sammenhæng med andrelovændringer, som havde til formål at forbedre indsatsen over for ofre for forbrydelser.Loven er senest ændret i 1999.2Det følger af lovens § 1, at den, som dømmes for et eller flere strafbare forhold, herunderfærdselslovsovertrædelser, som efter lovgivningen kan medføre fængselsstraf, ved dommenpålægges at betale en afgift på 500 svenske kroner. Det samme gælder, nåranklagemyndigheden tager stilling til strafansvaret ved strafforelæg (”strafföreläggande”)3.Afgiften skal dog ikke betales, hvis retten meddeler strafbortfald (”påföljdseftergift”)4.Det betales kun én afgift for hver dom eller forelæg, selv om der heri er taget stilling til fleresstrafbare forhold.

Den svenske Brottsoffermyndigheten har oplyst, at en lignende offerfond så vidt vides kun findes i Canada.En ”strafföreläggande” kan anvendes, hvis den mistænkte erklærer sig skyldig i overtrædelsen, hvisanklagemyndigheden anser skylden for bevist, og hvis der ikke er tvivl om, hvorledes straffen bør fastsættes. Enstrafforelæggelse har samme virkning som en dom. Anvendelse af strafforlæggelse er kun mulig ved forbrydelser, hvorstraffen er begrænset til bøde og/eller betinget dom. Strafforlæggelse anvendes f.eks. ved tyverier og færdselsforseelser.4Efter reglerne i kapitel 29, § 6, jf. § 5, i straffeloven ("brottsbalken") kan retten meddele ”påföljdseftergift”, hvis det eråbenbart urimeligt at idømme straf, f.eks. på grund af den dømtes høje alder eller dårlige helbred.3

Baggrunden for oprettelsen af offerfonden var bl.a. et ønske om at tydeliggøre, at statsmagtenstod på ofrenes side. Dertil kom, at oprettelsen af fonden ville give helt andre muligheder forat yde økonomisk støtte til forskellige former for aktiviteter, som har til formål at hjælpe ofrefor forbrydelser.5Midlerne fra fonden skal i udgangspunktet ikke erstatte den statslige ordning medvoldsoffererstatning. Fondens midler kommer således ikke det enkelte offer til gode, menskal i stedet støtte foreninger og projekter mv., som generelt kommer ofre for forbrydelser tilgode, f.eks. voldtægtscentre, forskning og uddannelse inden for området. I lovforslagetudelukkes det imidlertid ikke, at det i fremtiden kan komme på tale at anvende fondensmidler på andre måder, som indirekte kan komme voldsofre til gode, f.eks. gennemfinansiering af udgifterne ved lovændringer, som forbedrer ofres stilling. Afhængig af, hvormange midler fonden kommer til at råde over, udelukkes det heller ikke, at fondens midlerkan anvendes til erstatning til enkeltpersoner, for derved at reducere statens udgifter tiludbetaling af erstatning i medfør af loven om erstatnings til voldsofre.67.2.2. Afgrænsningen af de afgiftspligtigeVed lovforslagets udarbejdelse blev flere muligheder vurderet med hensyn til afgrænsningenaf, hvem der skulle betale afgift til offerfonden. Det blev i den forbindelse overvejet, omfonden skulle finansieres gennem en andel af statens bødeindtægter. Dette ville medføre, atfondens grundlag ville hvile på et rent regnskabsmæssigt grundlag. En sådan ordning villeimidlertid ikke fremme den pædagogiske pointe, at gerningsmanden blev pålagt at betale enafgift af egen lomme direkte til en offerfond. Desuden ville finansiering gennem en andel afbødeindtægterne skabe uhensigtsmæssigheder i forhold til grovere forbrydelser, hvor derblev idømt fængsel i stedet for bøder. Denne gruppe domfældte ville i så fald ikke bidrage tilfinansiering af fonden.7På baggrund heraf fandt den svenske regering, at finansieringen af fonden måtte ske gennemafgifter, og at hovedkriteriet herfor måtte være, at den afgiftspligtige var dømt for enforbrydelse. Inden for dette kriterium overvejedes forskellige afgrænsninger, herunder hvilkesanktioner skal udløse afgift, skal der betales en afgift pr. dom eller pr. forhold, og skal derkun betales afgift, hvis forbrydelsen har haft et direkte offer, eventuelt hvis dernormaltvilvære et direkte offer. I forbindelse med den offentlige høring var der uenighed blandthøringssvarene om dette spørgsmål, og regeringen valgte den løsning, som fremgår af lovens§ 1, jf. ovenfor. Som begrundelse herfor er anført:56

”En naturlig utgångspunkt skulle kunna vara att de som begår brott där det -åtminstone typiskt sett - finns en målsägande bör drabbas av avgiften. Enbegränsning till enskilda fall där det faktiskt finns en målsägande är enligtregeringens mening olämplig, eftersom ett sådant kriterium inte är entydigtoch det kan vara svårt att fastställa om det faktiskt finns någon målsägande.Enligt regeringens mening finns det inte heller något godtagbart sätt att väljaut brottskategorier där det kan sägas typiskt sett förekomma målsägande. Detär inte heller särskilt angeläget att försöka att strikt avgränsaavgiftsskyldigheten på det sättet. Såsom anförs i promemorian kan det - medhänsyn till fondens ändamål och till att den i första hand skall användas förmer allmänt brottsofferinriktad verksamhet - mycket väl vara så attavgränsningen bör göras på annat sätt och att vissa brott som typiskt sett intekan sägas ha en målsägande faller innanför, och tvärtom. Begreppetbrottsoffer är nämligen inte synonymt med begreppet målsägande. I någonmening kan det också sägas finnas brottsoffer vid alla sorters brott.Förslaget att brott med minst dagsböter i straffskalan skall föranledafondavgift har inte uttryckligen diskuterats i promemorian. Juridiskafakultetsstyrelsen för fram förslaget med motiveringen dels att fler brott böromfattas för att fonden skall få tillräcklig storlek, dels att den stora gruppen avtrafikbrott bör medverka i uppbyggandet av fonden. Styrelsen anförvårdslöshet i trafik som ett exempel på brott där brottsofferperspektivet ärspeciellt centralt och som bör omfattas av fondavgift. Enligt regeringensmening skulle det föra för långt att ta ut brottsofferfondsavgift vid alla brottoberoende av deras svårhetsgrad. Någon form av avgränsning av brottstypenmåste därför göras. Regeringen vill inte utesluta att det i en framtid, bl.a. av deskäl som fakultetsstyrelsen anfört, kan visa sig lämpligt att ta utbrottsofferfondsavgift även vid brott med enbart böter i straffskalan. Förnärvarande förefaller emellertid en lämplig gräns vara att utesluta sådanabrott, eftersom man därigenom utesluter ett stort antal mindre allvarliga brott.Av de olika lösningar som sålunda diskuterats anser regeringen att detremitterade förslaget bör väljas, alltså att endast brott som har fängelse istraffskalan skall föranleda fondavgift och att endast en avgift skall tas ut förvarje dom eller strafföreläggande som omfattar något eller några sådanabrott.”87.2.3. Afgiftens størrelseVed fastsættelsen af afgiftens størrelse måtte flere faktorer tages i betragtning:Udgangspunktet var, at offerfondens indtægter skulle have en sådan størrelse, at de kunneopfylde formålet med fonden. Dette kunne isoleret set tale for, at afgiften blev relativt stor.På den anden side måtte det sikres, at afgiftens størrelse ikke påvirkede betalingsevnen medhensyn til bøder og erstatning. En lille afgift ville øge mulighederne for, at afgiften blev

indbetalt frivilligt, og hvis afgiften ikke var højere end nogle hundrede kroner, ville der ikkevære behov for særlige regler om nedsættelse af afgiften i særlige tilfælde.9I lovforslaget lagde man til grund, at 81.000 personer blev straffet hvert år for forbrydelser,hvor fængsel indgår i strafferammen. Afhængig af afgiftens størrelse på enten 100, 200, 300eller 500 svenske kroner ville fonden få tilført henholdsvis 8, 16, 24 eller 41 millioner per år.Beløbene måtte imidlertid reduceres noget for manglende betalingsevne. Det blev lagt tilgrund, at halvdelen af de afgiftspligtige ville betale frivillig, mens afgiften kunne inddriveshos halvdelen af de resterende. Det lagdes således til grund, at fonden ville modtage 75 pct.af de pålagte afgifter.10Afgiften blev med lovforslaget oprindeligt sat til 300 svenske kroner pr. dom eller forelæg,og det blev derfor antaget, at fonden dermed ville få tilført 19 millioner svenske kroner omåret. Til at begynde med kunne der imidlertid være behov for at tilføre midler på anden vise,f.eks. inden for justitsministeriets almindelige bevilling.11Afgiften er siden hævet til 500 svenske kroner, jf. ovenfor.7.2.4. Afgørelse om afgiftspligtI forbindelse med en straffedom skal vedkommende domstol af egen drift i dommen pålæggeden domfældte at betale afgift til offerfonden, hvis betingelserne herfor er opfyldt, jf. lovens§ 1. Afgiften pålægges og prøves således i sammenhæng med straffedommen i øvrigt. Hvissagen afgøres med forelæg, skal der heri også tages stilling til spørgsmålet om afgift. Dettekrævede en lovændring, hvorefter en betaling af afgiften i et forelæg blev sidestillet med enudtrykkelig vedtagelse.127.2.5. Inddrivelse af afgifterDet blev overvejet at fastsætte særlige regler om inddrivelse af afgifterne. Løsningen blevimidlertid at henvise til de eksisterende regler om inddrivelse af offentlige fordringer,herunder om eftergivelse og forældelse.13Det svenske justitsministerium har i april 2010 oplyst, at Brottsoffermyndigheten for nylighar undersøgt, i hvilken udstrækning afgifterne til offerfonden betales frivilligt.9

Undersøgelsen, som vedrører 2008 og 2009, viser, at ca. 50 pct. af indbetalingerne skerfrivilligt. Den resterende del sendes til Kronofogdemyndigheten til inddrivelse. Ministeriet erikke i besiddelse af oplysninger om, hvad omkostningerne for inddrivelse af afgifterne tilfonden er for Kronofogdemyndigheten.Staten hæfter ikke subsidiært for ubetalte afgifter.7.2.6. Uddelinger fra offerfondenOpgaven med at behandle ansøgninger om tilskud fra offerfonden blev tillagt Brottsoffer-myndigheten, som blev oprettet ved en omorganisering af det svenske erstatningsnævn veden lovændring i 199414.Brottsoffermyndigheten træffer for det første afgørelser i sager om erstatning fra staten tilofre for forbrydelser. Myndigheden fungerer desuden som et videnscenter for spørgsmål omofre for forbrydelser og skal lave informationsvirksomhed på dette område. Herudover skalmyndigheden uddele midler fra offerfonden.Ansøgninger om midler fra offerfonden behandles af et råd i Brottsoffermyndigheten. Rådetbestår af generaldirektøren for Brottsoffermyndigheten (formand), generaldirektøren for detsvenske kriminalpræventive råd ("Brottsförebyggande Rådet") og seks universitetspersonerinden for forskellige relevante fagområder, f.eks. retssociologi og psykologi.Midlerne i offerfonden kan søges af forskere, almennyttige organisationer samt private ogoffentlige institutioner.Offerfonden kan bevilge midler til forskellige former for offerrelaterede aktiviteter, som kanspænde fra enkle informations- og uddannelsesindsatser til omfattende forskningsprojekter.Den bærende tanke er at forbedre situationen for ofre for forbrydelser i almindelighedigennem kendskab og forståelse. For at der kan bevilges midler til et projekt, må dette have etklart offerperspektiv. Den overordnede målsætning skal være at øge opmærksomhed ogviden om offerspørgsmål eller at forbedre behandlingen mv. af ofre for forbrydelser.Offerfonden kan støtte traditionel viktimologisk forskning, f.eks. kriminologi, sociologi,psykologi, jura og medicin, men også andre emner som f.eks. økonomi og medievidenskab.Ansøgninger om midler til forskning vurderes efter samme principper og på samme grundlag

som i de statslige forskningsråd. En vigtig forskel er dog, at offerfonden også kan støttedoktorafhandlinger.Offerfonden kan også bevilge midler til at arrangere og gennemføre forskellige former foruddannelsesindsatser, f.eks. grund- eller videreuddannelse af medlemmerne i en almennyttigorganisation om behandling af ofre eller om retssystemet. Det kan også være større seminarerfor personer, som i deres arbejde kommer i kontakt med ofre for forbrydelser. Sådanneseminarer kan afholdes af såvel private som offentlige institutioner. Offerfonden har bl.a.bidraget til uddannelse af de mange vidnestøttepersoner, som frivilligt hjælper med atforbedre støtten til vidner og forurettede ved de svenske domstole.Offerfonden kan desuden støtte udarbejdelse og distribution af informationsmateriale. Denkan både vedrøre spørgsmål, som ofre for forbrydelser generelt set ofte har, og om hjælpentil ofre for særlige former for forbrydelser, f.eks. vold mod kvinder eller seksuelle overgreb.Fonden har blandt andet støttet udarbejdelsen af brochurer, film og teater,informationskampagner og temadage.Offerfonden kan endvidere støtte forsøgs- og udviklingsaktiviteter, som f.eks. nye former forbehandling og rehabilitering af ofre for forbrydelser eller etablering af nye foreninger, somhar til formål at hjælpe ofre. Fonden har blandt andet finansieret et udviklingsprojekt, somhar til formål at skabe opmærksomhed og forbedre hjælpen til børn, som bliver vidne til voldmod deres mor.Endelig kan offerfonden give driftstilskud til lokale offerrådgivninger.For en udførlig oversigt over anvendelsen af offerfondens midler henvises til Brottsoffer-myndighetens årsberetning for 2009, der er optrykt som bilag til denne rapport.Information om offerfonden gives skriftligt til den dømte i forbindelse med mundtligdomsafsigelse eller medsendes den skriftlige dom. Ved strafförelägganden vedlæggeranklageren den skriftlige information om fonden.7.2.7. Offerfondens økonomiIfølge årsberetningen havde fonden følgende indtægter og udgifter i 2008 og 2009 (tkr.):2009Indtægter:Rikspolisstyrelsen23.627200823.362

Brottsoffermyndigheten har oplyst, at afgiften opkræves ved, at Rikspolisstyrelsen – nårdommen er afsagt og ankefristen er udløbet – udsender et girokort til den domfældte, hvoriafgiften til offerfonden opkræves. Betales afgiften ikke, udsendes en rykkerskrivelse. Hvisafgiften ikke betales herefter, sendes kravet til Kronofogdemyndigheten til inddrivelse.De anførte indtægter fra Rikspolisstyrelsen vedrører de indbetaler, som sker frivilligt, indensagen sendes til Kronofogdemyndigheten. De anførte indtægter fra Skatteverket vedrører deafgifter, som Kronofogdemyndigheten inddriver. De anførte indtægter fra Kriminalvårds-styrelsen er afgifter, som opkræves hos personer, som afsoner under fodlænkeordningen.7.3. Norge7.3.1. Arbejdsgruppen om oprettelse af en voldsofferfondI efteråret 1995 blev der i det norske Storting fremsat beslutningsforslag om at anmoderegeringen om at undersøge mulighederne for at oprette en voldsofferfond efter svenskforbillede. Efter forslaget skulle finansieringen af offerfonden ske ved, at alle personer, somblev dømt for en lovovertrædelse, som kunne medføre fængselsstraf, blev pålagt at betale enafgift til fonden. Fonden skulle kunne give direkte eller indirekte støtte til voldsofre.Det norske justitsministerium nedsatte den 30. maj 1996 en arbejdsgruppe til at behandlespørgsmålet, og arbejdsgruppen afgav den 7. februar 1997 sin beretning15tiljustitsministeriet.

Arbejdsgruppen fandt, at spørgsmålet om oprettelse af en offerfond bør ses i sammenhængmed, hvem som pålægges at skulle betale til fonden, og hvem der skal tilgodeses medfondens midler.Arbejdsgruppens pegede på en model, hvorefter alle, som blev idømt en straf – uanset arteller størrelse – skulle betale 505 norske kroner (1997-beløb) i afgift (”rettsgebyr”) tilofferfonden, hvilket ville tilføre fonden ca. 100 mio. norske kroner pr. år. Der lagdes hermedvægt på, at modellen var enkel at administrere, at den varetog hensynet til sammenhængenmellem dem, som skulle betale afgift til fonden, og de formål, som fonden skulle støtte, og atmodellen ville give fonden en størrelse, som ville gøre det forsvarligt at etablere et apparat tilat inddrive og uddele fondens midler.Som følge af, at alle, som bliver ikendt en straf, skulle betale afgift til offerfonden, måtte manefter arbejdsgruppens opfattelse gå bort fra tanken om at etablere en voldsofferfond. Detteville give for snævert et dækningsområde med hensyn til, hvem som kunne modtage midlerfra fonden. Arbejdsgruppen anbefalede derfor, at man i stedet etablerede enkriminalitetsofferfond, hvis midler skulle kunne anvendes til at støtte tiltag for at hjælpe ofrefor forbrydelser, forbyggende tiltag og forskning om kriminalitetsofre.Arbejdsgruppen var opmærksom på, at der kunne anføres argumenter imod den foreslåedemodel, men var kommet frem til, at nytteværdien af fonden ville veje tungere. En offerfondefter den foreslåede model ville utvivlsomt være et vigtigt bidrag i arbejdet medkriminalitetsofre generelt og voldsofre i særdeleshed.Arbejdsgruppen antog, at de økonomiske og administrative konsekvenser med hensyn tildriften af fonden ville være begrænsede, og at udgifterne i forbindelse hermed ville udgøreca. 5 mio. norske kroner pr. år.7.3.2. Regeringens overvejelser i 2000Regeringen tog stilling til arbejdsgruppens forslag i forbindelse med fremsættelsen af etlovforslag om ændring af voldsoffererstatningsloven16. På dette tidspunkt var den foreslåedeafgift justeret til 600 norske kroner og driftsomkostningerne til ca. 7 mio. norske kroner omåret.Regeringen kunne ikke støtte forslaget fra arbejdsgruppen, og justitsministeriet anførte sombegrundelse herfor følgende:16

”Under høringen av utredningen hadde mange av høringsinstansene inn-vendinger mot arbeidsgruppens forslag. En innvending bl.a. fra representanterfor politi og påtalemyndighet var at avgiftsplikten ikke bør ramme alle typerlovovertredelser likt og at og at de som blir ilagt forenklet forelegg for mindreforseelser ikke bør pålegges å betale avgift til fondet.Av kriminalstatistikken for 1997 fremgår det at det i alt ble ilagt 215.168straffereaksjoner. Av disse gjaldt 197.974 forseelser og 17.194 forbrytelser.Blant forseelsene galdt 177.480 av sakene forseelser mot vegtrafikkloven,mens kun 2.274 saker gjaldt forbrytelser mot liv, legeme og helbred. 370saker gjaldt forbrytelser mot sedeligheten. Pålegges det avgift ved samtligestraffereaksjoner blir, under forutsetning av at avgiften blir betalt eller lar seginndrive, fondets årlige inntekter omkring kr 130 millioner. Holdesveitrafikkforseelsene utenfor, blir den årlige inntekten omkring kr 23millioner. Begrenser en seg til forbrytelser mot liv, legeme, helbred ogsedelighet, blir årsinntekten omkring kr 1,5 millioner. Til sammenligningnevnes at statens utgifter til voldsoffererstatningsordningen beløper seg tilomkring kr 35 millioner i året.Det vil kunne støte an mot den alminnelige rettsfølelsen hos en stor del avpublikum å pålegge avgift til et kriminalitetsofferfond for forseelser ogforbrytelser som har liten sammenheng med fondets formål. Det vil derforkunne bli en utfordring for politi, påtalemyndighet og rettsvesen å forklareordningen for lovovertrederne slik at ordningen ikke motvirker at enklerestraffesaker løses ved vedtakelse av forelegg e l.Begrenses avgiftsplikten til forbrytelser mot liv, legeme, helbred og sedelighetsamtidig som avgiften økes slik at fondet får en meningsfylt inntekt, må en ta ibetraktning at det hos mange av disse lovovertrederne er lite eller intet å henteetter at det er gjort fradrag for livsoppholdsutgifter m.m. etter reglene idekningsloven kapittel 2 om fordringshaveres beslagsrett.Et selvstendig kriminalitetsofferfond vil dessuten ikke være i samsvar medutgangspunktet om at budsjetter bør omfatte alle statens utgifter og inntekter ien termin (fullstendighetsprinsippet) og utgangspunktet om at Stortingetsbudsjettvedtak kun gjelder for en budsjettermin (ettårsprinsippet).På denne bakgrunn er departementet av den oppfatning at de beste grunnertaler for at det ikke opprettes et voldsofferfond med de administrativekostnader det vil medføre, men at voldsoffererstatningsordningen og andretiltak for voldsofre i stedet fortsatt finansieres over statsbudsjettet som i dag.”

7.3.3. Regeringens overvejelser i 2005Regeringen tilkendegav i forslaget til finansloven for 2005 at ville vurdere spørgsmålet omoprettelse af en begrænset form for voldsofferfond i forbindelse med en foreståendeevaluering af voldsoffererstatningsloven17.I et høringsnotat af 8. april 2005 fastholdt regeringen, at forslaget om oprettelse afvoldsofferfond fortsat ikke kunne støttes, og justitsministeriet anførte som begrundelse herforfølgende.”Justisdepartementet har vurdert et begrenset "voldsofferfond". Hensiktenmed et slikt "fond" er å kunne gi direkte eller indirekte støtte til voldsofre. Enmulighet er at finansieringen skjer ved at alle personer som blir dømt forlovbrudd, blir ilagt en avgift. Det ville kunne støte an mot den alminneligerettsfølelsen hos en del av publikum å pålegge en avgift til etkriminalitetsofferfond for forseelser og andre forbrytelser som har litensammenheng med fondets formål. Dersom avgiftsplikten skulle begrenses tilforbrytelser mot liv, legeme og helbred og sedelighet, ville årsinntekten tilfondet bare bli på rundt 1,5 mill. kr i året. Utgiftene til administrasjon ville i såfall spise opp hele inntekten. Justisdepartementet vil derfor heller ikkeanbefale et begrenset "voldsofferfond" finansiert gjennom avgifter.”7.4. Arbejdsgruppens overvejelser7.4.1. IndledningArbejdsgruppen har drøftet det helt overordnede spørgsmål om det hensigtsmæssige ietablering af en offerfond i Danmark. I Sverige var baggrunden for etableringen af enofferfond som ovenfor anført ønsket om at tydeliggøre, at statsmagten stod på offerets side.Arbejdsgruppen er enig i, at dette kan være et væsentligt hensyn, ligesom det kan være afbetydning for offeret, at det bliver tydeligt for gerningsmanden, at hans forbrydelse har etoffer og således har konsekvenser for en konkret person, som må leve med oplevelsen restenaf livet. Arbejdsgruppen finder således, at der kan være en værdi i, at gerningsmanden mødesmed en separat opkrævning af en afgift til en offerfond, som skal tilgodese ofre forforbrydelser.Afgiften til en offerfond kan også ses som en form for bodspenge fra gerningsmanden, dergodt nok – således som ordningen er i Sverige – ikke går til det specifikke offer, men somgenerelt kommer ofre til gode. Arbejdsgruppen finder som udgangspunkt tanken om

bodspenge sympatisk og anerkender, at en ordning, hvorefter der betales til en offerfond, kanhave en betydelig symbolsk værdi navnlig for offeret men også for gerningsmanden.7.4.2. Uddelinger fra en offerfondEfter arbejdsgruppens opfattelse er det en forudsætning for eventuel etablering af enofferfond, at fondens midler kan anvendes på en relevant måde. Det er i den forbindelsearbejdsgruppens opfattelse, at midlerne i lighed med den svenske ordning kan anvendes tileksempelvis forskning, bidrag til frivillige organisationer mv. Offerets krav på erstatning oggodtgørelse dækkes af gerningsmanden, ligesom offeret som hidtil alternativt vil kunne fådækket sit krav ved udbetaling fra staten i medfør af offererstatningslovens regler.7.4.3. Afgrænsning af afgiftspligtenArbejdsgruppen har overvejet, hvordan afgrænsningen af de tilfælde, hvor der skulleindbetales til en eventuel offerfond, i givet fald ville skulle ske. I Sverige pålægges afgiftensom ovenfor anført den, som dømmes for et eller flere strafbare forhold, som efterlovgivningen kan medføre fængselsstraf, eller som vedtager et bødeforelæg om sådannestrafbare forhold. Det er således i Sverige en meget bred vifte af lovovertrædelser (oglovovertrædere, herunder overtrædere af færdselsloven), der er omfattet af ordningen. Detteindebærer for det første, at et stort antal afgifter pålægges, ligesom det betyder, at afgiftenpålægges en bred skare af borgere, herunder også borgere med fast arbejde og deraf følgendegod betalingsevne.Arbejdsgruppen har drøftet, hvorvidt en lignende bred afgrænsning burde foretages iDanmark. Det er efter arbejdsgruppens opfattelse vigtigt at sikre, at en eventuel etablering afen offerfond sker på en sådan måde, at der kan skabes forståelse for og dermed opbakning tilen sådan ordning. Dette kan efter arbejdsgruppens vurdering alene ske, hvis det for denenkelte står klart, at der er en sammenhæng mellem på den ene side den gruppe, der skalbidrage til fonden, og på den anden side de ofre, der skal tilgodeses.Arbejdsgruppen finder derfor, at bidrag til en offerfond, der skal komme ofre for forbrydelsertil gode, kun bør belaste de lovovertrædere, der er gerningsmænd til forbrydelser, som har etoffer. Arbejdsgruppen er i den forbindelse skeptisk over for at udvide (og udvande)offerbegrebet for meget, hvilket kan indebære en desavouering af den gruppe, der ligger ikernen af offerbegrebet, nemlig ofre for personfarlig kriminalitet og sædelighedsforbrydelser.Man kan anføre, at også f.eks. tyveri eller forsikringssvig har et offer eller i hvert fald enforurettet part. Det er imidlertid ikke denne gruppe af ofre, som efter arbejdsgruppensopfattelse i almindelighed er målgruppen for de initiativer, som offerfondens midler ville

skulle anvendes til, og arbejdsgruppen finder derfor heller ikke, at gerningsmændene tildenne type af forbrydelser skal bidrage til offerfonden.Arbejdsgruppen er således enig i de synspunkter, der er anført af den norske regering iforbindelse med overvejelserne om en offerfond i Norge, hvorefter det kan virke stødende foroffentligheden, hvis afgifter pålægges for lovovertrædelser, der ikke har et egentlig offer ogdermed ligger langt fra den gruppe, som fonden skal tilgodese. Det vil derfor blive vanskeligtfor politi, anklagemyndighed eller domstole at retfærdiggøre afgiften over for den dømte. Enmanglende forståelse for sammenhæng med den lovovertrædelse, man har begået, ogformålet med afgiften kan således også befrygtes at medføre mindre villighed til at betalebeløbet.Desuden vil den grundlæggende tanke om bodspenge fra gerningsmand til offer generelt gåtabt, hvis afgiften også pålægges ved forbrydelser, hvor der ikke er et (egentligt) offer,ligesom også signalet til gerningsmanden om, at forbrydelsen har haft konsekvenser for etoffer, vil forsvinde, hvis der bliver tale om en mere generel afgift på kriminalitet. Det ersåledes arbejdsgruppens opfattelse, at de hensyn, der taler for at etablere en offerfond, jf.ovenfor under pkt. 7.4.1, og den symbolske værdi af en sådan ordning, alene vil gøre siggældende, hvis der er tale om en snævrere afgrænsning af de typer af lovovertrædelse, der vilskulle udløse pligt til at betale til offerfonden.Endvidere finder arbejdsgruppen, at en afgift på f.eks. 500 kr. vil kunne komme til at stå istærkt misforhold til den straf, gerningsmanden pålægges ved mindre lovovertrædelser.Således risikerer man ved den brede model, at der kan være situationer, hvor engerningsmand straffes med en mindre bøde, hvorefter den pågældende pålægges en afgift pået næsten tilsvarende beløb. Dette vil i sidste ende kunne forrykke det strafferetligesanktionssystem, hvilket arbejdsgruppen finder uhensigtsmæssigt.På den baggrund er det arbejdsgruppens opfattelse, at en afgift til en offerfond ikke børpålægges, når blot fængsel indgår i strafferammen for den pågældende forbrydelse.Arbejdsgruppen finder derimod, at den førnævnte tanke om bodspenge fra gerningsmanden,den pædagogiske effekt over for gerningsmanden og den psykologiske oprejsning for offeret,der er forbundet med etableringen af en offerfond, tilsiger, at en sådan afgift kan pålægges deforbrydelser, hvor der er et egentligt offer i traditionel forstand, det vil sige primært vedovertrædelse af straffelovens kapitel 23 (forbrydelser i familieforhold), kapitel 24(forbrydelser mod kønssædeligheden), kapitel 25 (forbrydelser mod liv og legeme) og kapitel26 (forbrydelser mod den personlige frihed) samt straffelovens § 288 (røveri).

7.4.4. Opkrævning og inddrivelseArbejdsgruppen har overvejet, hvordan opkrævning og inddrivelse af en sådan afgift villekunne foregå i praksis. Arbejdsgruppen har lagt til grund, at en afgift ville kunne pålægges afretten i forbindelse med domsafsigelse som i den svenske ordning. Arbejdsgruppen harendvidere lagt til grund, at opkrævning og inddrivelse af afgiften ville kunne ske på sammemåde som og sammen med opkrævning og inddrivelse af bøder og sagsomkostninger.Det fremgår af bødebekendtgørelsen18, at politiet forestår opkrævning af bøder ogsagsomkostninger. Opkrævningen sker ved, at politiet skriftligt opfordrer skyldneren til inden20 dage at indbetale beløbet til politiet, jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 3. Efter § 4 kan politietpr. kulance give tilladelse til kortvarig henstand med betalingen, eller at det skyldige beløbbetales i afdrag ved en vis korterevarende betalingsordning.Efter § 5 oversender politiet sagen til restanceinddrivelsesmyndigheden med henblik påinddrivelse, hvis skyldneren ikke betaler det samlede beløb inden fristen, eller hvisskyldneren misligholder en tilladelse til afdragsvis betaling. Det er en forudsætning foroversendelse til restanceinddrivelsesmyndigheden, at politiet forinden skriftligt har anmodetskyldneren om inden 10 dage at indbetale det skyldige beløb eller afdrag, og skyldneren ikkehar efterkommet dette.Restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelse er reguleret af inddrivelsesloven oginddrivelsesbekendtgørelsen.19Ved overdragelse af fordringer mv. til inddrivelse irestanceinddrivelsesmyndigheden overtager denne kreditorbeføjelserne. Det betyder, at deinddrivelsesredskaber, som den enkelte fordring er tillagt i lovgivningen eller ifølge praksis,kan anvendes af restanceinddrivelsesmyndigheden. Også andre kreditorbeføjelser, som følgeraf lovgivningen eller af praksis, kan anvendes af restanceinddrivelsesmyndigheden.Det drejer sig blandt andet om udpantningsret, lønindeholdelse, modregning, indtrædelsesret,dækningsrækkefølge, tiltrædelse af akkordordninger og gældssaneringsforslag, indgivelse afkonkursbegæring, indberetning til kreditoplysningsbureauer, eftergivelse og henstand.Restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser kan indbringes for Justitsministeriet,Direktoratet for Kriminalforsorgen efter § 1, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1023 af 17. oktober

2005 om klageadgang i sager om inddrivelse af bøder, konfiskationsbeløb og sags-omkostninger.Arbejdsgruppen finder det hensigtsmæssigt, at en afgift behandles på tilsvarende måde somf.eks. bøder og sagsomkostninger, idet der således allerede er velfungerende sagsgange foropkrævning og inddrivelse, og idet der i de sager, hvor der efter arbejdsgruppens opfattelseville kunne pålægges en afgift, ofte er andre krav som f.eks. bøder og sagsomkostninger, somi forvejen skal inddrives efter dette regelsæt, hvorfor det findes hensigtsmæssigt at ladeopkrævning og inddrivelse af en afgift til offerfonden følge samme procedurer.7.4.5. Administration af fondenArbejdsgruppen har desuden overvejet, hvorledes en offerfond ville skulle administreres,herunder hvem der ville skulle stå for behandling af ansøgninger om midler fra fonden20.Som ovenfor nævnt forestås administrationen i Sverige af Brottsoffermyndigheten, ogCivilstyrelsen er det, der i Danmark kommer nærmest en sådan myndighed. Arbejdsgruppenfinder derfor, at det er mest nærliggende, hvis et offerfondssekretariat etableres iCivilstyrelsens regi.Uddelingerne fra fonden besluttes i Sverige af et råd i Brottsoffermyndigheten, som består af8 medlemmer. Arbejdsgruppen finder en lignende ordning hensigtsmæssig, således atfondens midler administreres af et nævn bestående af 6-8 medlemmer.7.4.6. Økonomien i en offerfondIndtægterSom ovenfor antydet afhænger økonomien i en offerfond i høj grad af, hvilkenafgrænsningsmodel der vælges, jf. ovenfor under pkt. 7.4.3. Dels vil det være afgørende for,hvor mange afgifter der pålægges, og dels vil det have betydning for, hvilken betalingsevneden pågældende gruppe af domfældte må påregnes at have.I den forbindelse har arbejdsgruppen opstillet følgende afgrænsningsmodeller:21

Den fulde kravsmasse kan imidlertid ikke forventes indbetalt eller inddrevet. Til brug forarbejdsgruppens vurdering af de økonomiske aspekter ved en offerfond har Rigspolitiet ogSKAT ud fra erfaringer med henholdsvis opkrævning og inddrivelse af bøder,konfiskationskrav, sagsomkostninger mv. anslået, at det kan forventes, at mellem 30 og 50pct. af afgifterne ville blive betalt frivilligt eller inddrevet. Jo bredere en afgrænsning manvælger, dvs. jo flere kriminalitetstyper, der medfører, at afgiften pålægges, desto bedre bliverudsigten til betaling. Det vil sige, at betalingsraten formentlig vil være nærmere de 50 pct.,hvis man vælger den helt brede model, hvorefter afgiften pålægges i forbindelse med enhverfældende strafferetlig afgørelse, mens man ved den smalleste model (straffelovens kapitel 23-26 og § 288) formentlig kun kan forvente, at ca. 30 pct. af kravene kan opkræves ellerinddrives.Selv om der er taget udgangspunkt i en afgift på 500 kr. (som i Sverige), har arbejdsgruppenovervejet størrelsen på afgiften. Arbejdsgruppen finder, at 500 kr. er et passende beløb, og atbeløbets størrelse ikke har nogen direkte betydning for det konkrete offer, da det er detsymbolske, der har størst betydning for offeret. Arbejdsgruppen finder, at økonomien i enofferfond ville kunne tilsige et noget højere beløb, men at afgiften absolut ikke bør overstige1.000 kr., da afgiften ellers vil forrykke sanktionssystemet.Arbejdsgruppen har endvidere drøftet, om afgiften inddrivelsesmæssigt skulle gives prioritet,således at kravet går forud for øvrige krav, staten måtte have mod den pågældende, da detteville øge muligheden for inddrivelse af kravet Arbejdsgruppen finder, at det er vanskeligt atretfærdiggøre, hvis afgiften skulle gå forud for f.eks. bøder og konfiskationskrav, og atarbejdsgruppen i øvrigt ikke er i stand til at foretage en sådan prioritering af statens krav

inden for alle områder. Arbejdsgruppen har således set bort fra dette spørgsmål iovervejelserne om en offerfond.OmkostningerArbejdsgruppen har til brug for sine overvejelser anmodet de berørte myndigheder om atvurdere, hvilke omkostninger der vil være forbundet med etablering og administration af enofferfond.Samlet skønnes udgifterne til etablering af en sådan fond at udgøre i størrelsesordenen 3-5mio. kr. Etableringsudgifterne skyldes hovedsageligt tilretninger af it-systemer i politiet ogSKAT i forbindelse med opkrævning og inddrivelse af afgifter til en offerfond.Udgifterne til administration af en offerfond, herunder til uddelinger fra fonden, skønnes atudgøre i størrelsesordenen 2-3 mio. kr. årligt. Udgiften vil dog afhænge af fondens samledestørrelse. Det er her lagt til grund, at en dansk offerfond vil modtage 225-230projektansøgninger årligt og omkring 60 ansøgninger om støtte til virksomheder.Det bemærkes, at alle vurderinger er behæftet med betydelig usikkerhed.7.5. KonklusionSom ovenfor nævnt finder arbejdsgruppen helt overordnet, at en række hensyn kan tilgodesesgennem en ordning med en offerfond. Arbejdsgruppen lægger i den forbindelse navnlig vægtpå bodstanken, den pædagogiske effekt over for gerningsmanden samt den psykologiskeoprejsning, en sådan særskilt afgift ville kunne give offeret.Arbejdsgruppen finder imidlertid, at ordningen i så fald ville skulle afgrænses til de tilfælde,hvor forbrydelsen har haft et egentligt offer, det vil sige straffelovens kapitel 23-26 og § 288,da det er arbejdsgruppens opfattelse, at det er ofre for denne type forbrydelser, der navnligbør tilgodeses med en offerfond. Samtidig kan det være vanskeligt at retfærdiggøre ogforklare pålæggelse af en sådan afgift ved overtrædelse af andre bestemmelser, hvor der ikkehar været et egentligt offer. Endelig finder arbejdsgruppen, at afgiften ikke må komme til atstå i misforhold til den beskedne straf, der idømmes ved mindre lovovertrædelser. Det ersåledes arbejdsgruppens opfattelse, at afgiften for at tjene sit formål ville skulle pålægges vedovertrædelse af straffelovens kapitel 23-26 og § 288.Arbejdsgruppen har vurderet de økonomiske konsekvenser i forbindelse med etablering af enofferfond. Selv om der er store usikkerheder forbundet med vurderingen af såvel de

Arbejdsgruppen har på baggrund heraf drøftet de øvrige afgrænsningsmodeller, der er anførtovenfor under pkt. 7.4.6. Fælles for disse øvrige afgrænsningsmuligheder gælder, at der vilvære tale om flere afgørelser og dermed øgede indtægter til en offerfond. Arbejdsgruppenfinder imidlertid, at de hensyn, der har ført til den valgte afgrænsning, jf. ovenfor under pkt.7.4.3, har en sådan vægt, at der ikke af hensyn til muligheden for at skabe økonomiskgrundlag for en offerfond, bør vælges en anden afgrænsning end den anførte.På den baggrund er det arbejdsgruppens opfattelse, at de nødvendige forudsætninger foretablering af en offerfond her i landet ikke er til stede.

Kapitel 8 Offererstatningsloven8.1. Gældende ret8.1.1. BaggrundOffererstatningsloven22stammer fra 1976 og vedrører personskader, der er sket efter den 1.oktober 1976. Ved lovens vedtagelse blev der åbnet mulighed for, at staten kan betaleerstatning for personskade, der forvoldes ved en straffelovsovertrædelse. I den oprindeligelov var der tale om en såkaldt billighedserstatning, hvilket vil sige, at staten kunne betaleerstatning ud fra en rimelighedsvurdering. I midten af 1980’erne blev loven ændret, bl.a.således at voldsofre – i det omfang lovens betingelser i øvrigt var opfyldt – fik retskrav påerstatning fra staten.Ved lov nr. 366 af 18. maj 1994 blev loven igen ændret. Ændringen skete bl.a. for at sikre, atDanmark til fulde levede op til den europæiske konvention af 24. november 1983 omerstatning til ofre for forbrydelser. Formålet med lovændringen var at forøge muligheden fori særlige tilfælde at yde erstatning fra statskassen for personskade, der forvoldes vedvoldsforbrydelser begået mod skadelidte med bopæl i Danmark under den pågældendeserhvervsudøvelse i udlandet, f.eks. langturschauffører, som udsættes for vold i forbindelsemed arbejdet i udlandet. Lovændringen har virkning for skader sket den 1. juni 1994 ellersenere.Ved lov nr. 463 af 7. juni 2001 blev loven på ny ændret. Disse ændringer vedrørte erstatningi anledning af dødsfald (§ 2), fradrag i erstatningen efter lovens § 7 på grund af erstatning fraanden side og en lempelse af betingelsen i lovens § 10 om, at den forbrydelse, i anledning afhvilken der søges erstatning, skal være anmeldt til politiet uden unødigt ophold. Ændringenaf loven skete i forbindelse med en reform af erstatningsansvarsloven. Reformen aferstatningsansvarsloven har stor betydning for administrationen af offererstatningsloven, ideterstatning i henhold til hertil udmåles efter reglerne i erstatningsansvarsloven, jf.offererstatningslovens § 6 a.Den seneste væsentlige ændring af offererstatningsloven skete med lov nr. 35 af 21. januar2003. Der er tale om en ændring af lovens § 2 om erstatning i anledning af skader, der harforvoldt døden, som en konsekvens af indførelsen af § 26 a i erstatningsansvarsloven omgodtgørelse til efterladte ved dødsfald. Lovændringen har virkning for skader sket den 23.januar 2003 eller senere.

8.1.2. ErstatningsnævnetEfter offererstatningslovens § 11, stk. 1, træffes afgørelse om erstatning af et nævn, dernedsættes af justitsministeren.Efter bestemmelsens stk. 2 består nævnet af en formand, der skal være dommer, og af 2andre medlemmer, hvoraf det ene medlem udnævnes efter indstilling af socialministeren ogdet andet medlem efter indstilling fra Advokatrådet. Medlemmerne og stedfortrædere fordisse udnævnes for 4 år.Nævnet afholdt i 2009 11 møder, hvorunder der blev behandlet omkring 200 sager. Nævnetsmedlemmer modtog herudover omkring 750 sager til behandling på skriftligt grundlag.Nævnet udgiver efter § 13 i nævnets forretningsorden hvert år inden den 1. juli en beretningtil justitsministeren om nævnets virksomhed det foregående år. Beretningen offentliggøres.Sagsbehandlingen i nævnet varetages af et sekretariat. Sekretariatet har siden den 15. oktober2004 udgjort en enhed under Civilstyrelsen, der er en styrelse under Justitsministeriet.Sekretariatet sørger for sagernes forberedelse, herunder i fornødent omfang udarbejdelse af etresumé af sagen og en indstilling til nævnet om sagens afgørelse. Når en indstilling er udar-bejdet, vurderes sagen af sekretariatschefen eller af dennes souschef og herefter af nævnet,enten ved cirkulation af resuméet og indstillingen blandt nævnets medlemmer eller på etmøde. I henhold til forretningsordenen kan visse sagstyper dog afgøres af formanden aleneuden forelæggelse for nævnet. En række sager kan desuden afgøres af sekretariatschefenalene uden forelæggelse for formanden eller nævnet. Endelig har den enkelte sagsbehandleren vis adgang til selv at afgøre en række nøje afgrænsede sager.Nævnet modtog i 2009 3.341 nye sager og traf 4.552 afgørelser.Nævnet har i 2009 tilkendt erstatning for i alt 86.919.800 kr. Hertil kommer gebyrer tilArbejdsskadestyrelsen, honorarer for lægeerklæringer mv. for i alt 1.586.598 kr., i alt88.506.398 kr. Erstatningsbeløbene udbetales ikke direkte fra nævnet, men udbetales efternævnets anvisning af vedkommende politidirektør. Rigspolitiet har oplyst, at der i 2009 erudbetalt i alt 118.748.979 kr.Det er endvidere oplyst, at der i medfør af offererstatningslovens § 17 (se nedenfor) i 2009 erindbetalt i alt 2.865.357 kr. til politiet fra skadevolderne, svarende til ca. 2,4 pct. af det beløb,der inkl. renter i alt er udbetalt i 2009 til ansøgerne via politiet.

8.1.3. PersonskaderEfter offererstatningslovens § 1, stk. 1, yder staten erstatning og godtgørelse for personskade,der forvoldes ved en straffelovsovertrædelse, hvis overtrædelsen er begået i den danske stat.Det samme gælder personskade, der indtræder i forbindelse med hjælp til politiet underanholdelse eller i forbindelse med en lovlig privat anholdelse eller forhindring af strafbarehandlinger.Desuden ydes der efter § 1, stk. 2, erstatning for skade på tøj og andre sædvanlige personligeejendele, herunder mindre kontantbeløb, som skadelidte havde på sig, da personskaden blevforvoldt.For denne form for person- og tingsskade har skadelidte et retskrav på erstatning fra staten,når lovens betingelser er opfyldt. Der ydes erstatning for enhver overtrædelse af straffeloven,som medfører personskade eller dødsfald, herunder overtrædelser af bestemmelser, derkriminaliserer uagtsomme skadeforvoldelser.I medfør af § 1, stk. 3, kan der endvidere i særlige tilfælde ydes erstatning for skader, derforvoldes ved en forbrydelse uden for den danske stat, hvis skadelidte har bopæl i Danmark,har dansk indfødsret eller på gerningstidspunktet gjorde tjeneste for en udsendt danskudenrigsrepræsentation. Der kan desuden ydes erstatning, når sådanne handlinger er begåetmod skadelidte med bopæl i Danmark under dennes erhvervsudøvelse uden for den danskestat.Skadelidte har ikke et retskrav på erstatning efter § 1, stk. 3. Erstatning ydes kun i tilfælde,hvor det konkret vil være rimeligt, at den danske stat yder erstatning, fordi sagen ervæsentligt knyttet til Danmark. Efter forarbejderne drejer det sig især om tilfælde, hvorforbrydelsen er begået på et dansk skib i udlandet, hvor forbrydelsen er begået i udlandet afen dansk statsborger eller en person med fast bopæl i Danmark, samt i forbindelse medflykapringer eller terrorhandlinger i udlandet rettet mod danske statsborgere. Danske turister iudlandet må således normalt benytte de erstatningsordninger, der gælder i den stat, hvor denskadevoldende forbrydelse er begået.Erstatningen efter § 1, stk. 3, beregnes efter reglerne om personskadeerstatning ierstatningsansvarsloven.Efter offererstatningslovens § 2 yder staten, hvis skadelidte afgår ved døden, erstatning eftererstatningsansvarslovens §§ 12-14 a og § 26 a. Bestemmelsen indebærer, at der skal betales

erstatning for tab af forsørger og for rimelige begravelsesudgifter (jf.erstatningsansvarslovens § 12), og at der tilkommer den efterlevende ægtefælle ellersamlevende et overgangsbeløb (jf. erstatningsansvarslovens § 14 a). Efterlader afdøde sigikke ægtefælle eller samlever, kan overgangsbeløbet tilkendes en anden efterladt person, nårsærlige omstændigheder taler derfor. Endvidere kan der i særlige tilfælde efter en konkretvurdering tilkendes en godtgørelse til efterlevende, der stod afdøde særligt nær, hvisdødsfaldet er forvoldt forsætligt eller ved grov uagtsomhed af en anden person, jf.erstatningsansvarslovens § 26 a (se nedenfor).8.1.4. TingsskaderEfter offererstatningslovens § 3, stk. 1, yder staten endvidere erstatning for tingsskade, derforvoldes ved en straffelovsovertrædelse i den danske stat af visse institutionsanbragtepersoner, f.eks. personer, der er tvangsanbragt på en institution under kriminalforsorgen, eranholdt med henblik på fængsling eller er varetægtsfængslet, eller som er tvangsindlagt påpsykiatrisk hospital mv.Skadelidte har også efter denne bestemmelse et retskrav på erstatning, hvis lovens betingelseri øvrigt er opfyldt. I modsætning til § 1, stk. 2, er det ingen betingelse, at der også er forvoldtpersonskade. Der kan dog ikke ydes erstatning for en formueskade som følge af bedrageri oglignende forbrydelser.Erstatning i medfør af § 3, stk. 1, ydes for skade, der forvoldes på institutionens område ellerunder ophold uden for dette med tilladelse fra institutionen eller i forbindelse medudeblivelse eller undvigelse.8.1.5. Almindelige reglerEfter bestemmelsen i offererstatningslovens § 6 gælder det generelt for erstatning efteroffererstatningsloven, at der ydes erstatning, selv om skadevolderen er ukendt eller ikke kanfindes, er under 14 år eller utilregnelig.Efter § 6 a finder dansk rets almindelige regler om skadevolderens erstatningsansvartilsvarende anvendelse på afgørelser i henhold til offererstatningsloven. Det gælder såledesbl.a. reglerne om nedsættelse eller bortfald af erstatning på grund af skadelidtes eller afdødesmedvirken til skaden eller accept af risikoen for at lide skade.Efter § 7 ydes der ikke erstatning i det omfang, skaden godtgøres af skadevolderen ellerdækkes af forsikringsydelser eller andre ydelser, der har karakter af virkelig skadeserstatning.

Ved lov nr. 463 af 7. juni 2001 ophævedes med virkning fra den 1. januar 2002 en regel om,at erstatningen fra staten generelt er subsidiær i forhold til andre ydelser, som tilfalder denskadelidte i anledning af skaden, herunder ydelser efter den sociale lovgivning, løn undersygdom, pensionsydelser, private forsikringer eller andre økonomiske ydelser. Der skalsåledes fremover ikke foretages fradrag i erstatningen i videre omfang end efter dealmindelige regler i erstatningsansvarsloven. Erstatningen fra staten vil dog i visse tilfældefortsat være subsidiær i forhold til andre ydelser, som den skadelidte modtager. Det gælderførst og fremmest, hvis den skadelidte opnår erstatning fra skadevolder selv eller fraskadevolders ansvarsforsikring. Erstatning fra staten vil også fortsat være subsidiær itilfælde, hvor skadelidte selv har tegnet en skadesforsikring (f.eks. indboforsikring ellerulykkesforsikring), som dækker det lidte tab, jf. ovenfor. I så fald kan den skadelidte ikke fådækket sådanne konkrete udgifter to gange, dvs. både fra forsikringen og fra staten. Denskadelidte skal endvidere søge udgifterne dækket af sin forsikring, før den pågældende søgererstatning fra statskassen, og den skadelidte kan således ikke vælge at gå tilErstatningsnævnet i stedet for forsikringsselskabet.Efter § 8 kan erstatning for tingsskade efter § 3 (men ikke erstatning for tingsskade efter § 1,stk. 2) nedsættes eller bortfalde, hvis skadelidte har undladt at træffe sædvanligesikkerhedsforanstaltninger, herunder tegning af forsikring.Lovens § 9 a fastsætter en beløbsgrænse for erstatning for tingsskade efter §§ 3 og 4. Beløbetreguleres årligt og udgør i 2010 113.000 kr.238.1.6. Krav om politianmeldelse uden unødigt ophold, forældelse mv.Efter offererstatningslovens § 10 forudsætter erstatning fra staten, at straffelovsovertrædelsener anmeldt til politiet uden unødigt ophold, og at skadelidte under en eventuel straffesag modskadevolderen nedlægger påstand om erstatning. I praksis anses en politianmeldelse, der erindgivet inden 24 timer, sædvanligvis for rettidig.Efter § 10, stk. 2, kan kravet om hurtig anmeldelse fraviges, hvis forholdene taler for det.Dette vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis offeret på grund af den begåede forbrydelse harværet i en tilstand, der kan minde om chok, og hvor den pågældende som følge heraf ikke(inden for det første døgn) har foretaget politianmeldelse eller rettet henvendelse tilmyndigheder eller andre, der kunne vejlede om kravet om politianmeldelse.

Efter § 11 a, stk. 1, betaler Erstatningsnævnet i de tilfælde, hvor skadelidtes krav påerstatning og godtgørelse fra skadevolderen er afgjort ved dom, erstatning med det beløb,som er fastsat ved dommen. Efter bestemmelsens stk. 2 gælder dette dog ikke, nårskadevolderen har anerkendt kravet eller dets størrelse. I disse tilfælde har retten ikkeforetaget nogen prøvelse af erstatningskravet. Nævnet er derfor ikke bundet af dommensbestemmelse om erstatning.Nævnet kan ikke behandle en ansøgning, der er indgivet mere end 2 år efter, atlovovertrædelsen er begået, medmindre der foreligger særlige grunde, jf. § 13. Særligegrunde kan f.eks. foreligge, hvis skadelidte først senere får kendskab til, at der er begået enforbrydelse, eller hvis tingsskade er forvoldt af en person, der er omfattet af § 3.Nævnet kan, jf. § 14, opfordre ansøgeren til at medvirke til sagens oplysning, herunder vedpersonligt fremmøde for nævnet, ved i tilfælde af personskade at lade sig undersøge af enlæge og om fornødent, eventuelt ved indlæggelse, at lade sig undergive observation ogbehandling. Nævnet kan endvidere afkræve andre, der har kendskab til forholdene,oplysninger, der må anses for nødvendige, f.eks. indhente sygehusjournaler.Udgifterne ved sagens behandling ved nævnet betales af staten. Nævnet kan i særlige tilfældebestemme, at ansøgeren helt eller delvis skal have dækket udgifter, som den pågældende harafholdt i anledning af sagen, jf. § 15.Efter § 17 indtræder staten, i det omfang der ydes erstatning, i skadelidtes krav modskadevolderen. I forbindelse med sagens afgørelse i nævnet indgiver nævnet en indstilling tilpolitidirektøren vedrørende regres mod skadevolderen. Politidirektøren er dog ikke bundet afdenne indstilling.Har ansøgeren givet urigtige oplysninger eller fortiet omstændigheder af betydning forerstatningen, kan beløb, som er modtaget med urette, kræves tilbagebetalt. Tilbagebetalingkan endvidere kræves, i det omfang skaden senere godtgøres af skadevolderen eller dækkesaf forsikringsydelser eller andre ydelser, der har karakter af virkelig skadeserstatning, jf. §18.8.2. Arbejdsgruppens overvejelserArbejdsgruppen har i overensstemmelse med kommissoriet drøftet og vurderet de praktiskeerfaringer med ordningen vedrørende erstatning fra staten til ofre for forbrydelser. Det eroverordnet arbejdsgruppens opfattelse, at ordningen er særdeles velbegrundet og fungerergodt, og at der ikke er anledning til at foreslå ændringer med hensyn til de grundlæggende

regler for ordningen og de grundlæggende betingelser for at opnå erstatning i henhold tilordningen.Arbejdsgruppen har imidlertid behandlet visse særlige problemstillinger, der kan giveanledning til overvejelser. Disse problemstillinger og arbejdsgruppens overvejelser herom ernærmere beskrevet i det følgende.8.2.1. Forbrydelser begået i udlandetEfter § 1, stk. 1, i offererstatningsloven yder staten som udgangspunkt alene erstatning oggodtgørelse for personskade, der forvoldes ved overtrædelse af straffeloven, hvisovertrædelsen er begået i den danske stat. Efter bestemmelsens stk. 3 kan der dog i særligetilfælde ydes erstatning for skader, der forvoldes ved handlinger begået uden for den danskestat, hvis skadelidte har bopæl i Danmark, har dansk indfødsret eller på gerningstidspunktetgjorde tjeneste for en udsendt dansk udenrigsrepræsentation. Der kan endvidere ydeserstatning, når sådanne handlinger er begået mod skadelidte med bopæl i Danmark underdennes erhvervsudøvelse uden for den danske stat.Erstatningsnævnet har til brug for justitsministerens besvarelse af 10. juni 2009 afFolketingets Retsudvalgs spørgsmål nr. 6 vedrørende beslutningsforslag nr. B 179 nærmereredegjort for bestemmelsen og for nævnets praksis:”(…) Det fremgår af betænkning nr. 751/1975 om erstatning fra statentil ofre for forbrydelser (herefter betænkningen), side 32, atbestemmelsen er tiltænkt et snævert anvendelsesområde. Det skyldes,at skader forvoldt ved overtrædelser, der er begået uden for dendanske stat, som alt overvejende hovedregel må antages at savnetilknytning til Danmark og derfor naturligt falder uden for ordningen(tilknytningskrav).Hvor skadelidte har bopæl i Danmark eller dansk indfødsret, kan derforekomme tilfælde, hvor det vil være rimeligt at yde erstatning. Medhenblik på disse tilfælde er der med bestemmelsen givet adgang til, atstaten under særlige omstændigheder kan yde erstatning. Detbemærkes navnlig, at bestemmelsen er fakultativ, jf. ordet ”kan”.Ifølge betænkningen, side 32 sigter udtrykket ”særlige tilfælde” isærpå visse tilfælde, hvor der er dansk straffemyndighed for en handling,der er begået uden for den danske stat. Der henvises herved tilbestemmelserne i straffelovens § 6, stk. 1, nr. 2 og 3 (nu § 6, nr. 2 og3), samt § 7 og § 8, stk. 1, nr. 4 og 5. Bestemmelsen vil også kunneanvendes på skadelidte, der i udlandet er ofre for terrorhandlinger.

Det fremgår videre af betænkningen, side 32, at ”sager af denne artofte vil være vanskelige at få tilstrækkeligt oplyst, idet man måforvente, at politianmeldelse ikke finder sted, eller at en eventuelpolitimæssig efterforskning kan være mindre anvendelig til brug forbehandlingen af erstatningsspørgsmålet. Dette kan især vanskeliggørebedømmelsen af skadelidtes egen skyld og dermed beslægtedetilfælde. Det må efter udvalgets opfattelse være en forudsætning for atyde erstatning, at sagen er tilstrækkeligt oplyst” (oplysningskrav).Straffelovens § 6, nr. 2 og 3, omfatter lovovertrædelser, der sker pådansk fartøj, der befinder sig uden for nogen stats folkeretligtanerkendte område, eller på dansk fartøj, der befinder sig på fremmedfolkeretligt anerkendt område, hvis gerningsmanden hører til fartøjeteller rejser hertil.Straffelovens § 7 omfattede ved affattelsen af offererstatningslovens §1, stk. 3, 1. pkt., kriminelle handlinger, der begås i udlandet afpersoner med dansk indfødsret eller bopæl i Danmark.Forarbejdernes henvisning til den dagældende straffelovs § 7 harpraktisk betydning for nævnet, idet nævnet kan betale erstatning efteroffererstatningslovens § 1, stk. 3, 1. pkt., ved skader, der indtræderved, at en person med dansk indfødsret eller bopæl i Danmarkoverfalder en anden person med dansk indfødsret eller bopæl iDanmark. Efter nævnets praksis ydes der som udgangspunkt kunerstatning, hvis skaden er opstået i et lukket dansk miljø, f.eks. iforbindelse med en skolerejse. I disse situationer vil strafforfølgningenofte kunne ske ved en dansk domstol efter forudgående danskpolitiefterforskning og tiltalerejsning. Beror det derimod på entilfældighed, at såvel offer som gerningsmand har tilknytning tilDanmark, yder nævnet ikke erstatning.Straffelovens § 7 er senest ændret ved lov nr. 490 af 17. juni 2008 omændring af straffeloven og forskellige andre love (Danskstraffemyndighed). Ved denne lovændring er der sket en udvidelse afdansk straffemyndighed med henblik på muligheden for at foretagestrafforfølgning ved danske domstole i forhold til kriminalitet, der erbegået i udlandet, og som Danmark har en interesse i at kunnepådømme. Der er ikke i forbindelse med denne lovændring sketændringer af offererstatningsloven eller denne lovs muligheder for atyde erstatning for skader, der forvoldes ved handlinger begået udenfor den danske stat. Nævnet har ikke haft anledning til at tage stillingtil, hvorvidt udvidelsen af den danske straffekompetence vedrørendekriminalitet begået i udlandet kan få betydning for nævnets praksismed hensyn til erstatning for personskade ved straffelovsovertrædelserbegået uden for den danske stat.

Straffelovens § 8, stk. 1, nr. 4 og 5, er ændret siden betænkningen,men der er ikke herved tilsigtet nogen ændring afoffererstatningslovensdækningsområde.Henvisningentilstraffelovens § 8, stk. 1, nr. 4 og 5, må derfor forstås som enhenvisning til bestemmelserne, som de var formuleret i 1975, hvor devedrørte handlinger omfattet af konventionen til bekæmpelse afulovlige handlinger mod den civile luftfarts sikkerhed.Bestemmelsen i offererstatningslovens § 1, stk. 3, 2. pkt., trådte i kraftden 1. juni 1994 og har virkning for skader sket den 1. juni 1994 ellerderefter. Reglen, der har stor praktisk betydning, omfatterpersonskader, der forvoldes mod personer med bopæl i Danmark vedovertrædelse af straffeloven under udlandsophold, der sker som led iskadelidtes erhvervsudøvelse.Bestemmelsen omfatter efter forarbejderne kun korterevarendeerhvervsudøvelse i udlandet under omstændigheder, hvor det ikke kanforventes, at skadelidte eller arbejdsgiveren har tegnet forsikring tildækning af skaden. Det bemærkes, at studie- og praktikophold ikkeanses for erhvervsudøvelse.Kun tilskadekomst i forbindelse med erhvervsudøvelsen er omfattet afbestemmelsen (og som regel også af arbejdsskadesikringsloven).Tilskadekomst, der sker i fritiden, f.eks. ved restaurations- ellerdiskoteksbesøg, er ikke omfattet af offererstatningslovens § 1, stk. 3,2. pkt., men kan eventuelt være omfattet af offererstatningslovens § 1,stk. 3, 1. pkt., om ydelse af erstatning i særlige tilfælde.Hvis en person med fast bopæl i Danmark udsættes for vold, voldtægteller anden straffelovsforbrydelse under ophold i udlandet, vil denskadelidte normalt være omfattet af offererstatningsordningen i detland, hvor tilskadekomsten sker. I de fleste EU-lande findes derstatslige ordninger med erstatning til ofre for forbrydelser. Endvideredækker de sædvanlige rejseforsikringer – og i visse tilfældealmindelige familie- og ulykkesforsikringer – hvis den sikrede fårpersonskade på grund af f.eks. vold og voldtægt i udlandet. Også udenfor EU-området findes der særlige offererstatningsordninger, f.eks. iUSA, Canada, Australien og New Zealand. [..]”Erstatningsnævnet har oplyst over for arbejdsgruppen, at nævnet i 2009 meddelte 5 afslag pågrund af, at forbrydelser ikke var begået i den danske stat mv.Som det fremgår af det, der er anført ovenfor, er der allerede i dag efteroffererstatningslovens § 1, stk. 3, mulighed for, at staten i særlige tilfælde kan yde erstatningi anledning af skader forvoldt i udlandet. Det kan bl.a. være tilfældet, hvor sagen har ensådan tilknytning til Danmark, at der efter straffelovens regler om dansk straffemyndighed

kan føres en straffesag her i landet mod gerningsmanden, eller ved visse sager i forbindelsemed skadelidtes erhvervsudøvelse i udlandet.Denne afgrænsning af lovens anvendelsesområde må bl.a. ses i lyset af, at den danske statefter offererstatningsloven udbetaler erstatning mv., selv om staten ikke selv ererstatningsansvarlig for skaden. Ydelse af erstatning for skader forvoldt i udlandetforudsætter derfor, at forbrydelsen har en vis nærmere tilknytning til Danmark, eller at der iøvrigt konkret foreligger særlige omstændigheder, der gør, at den danske stat bør ydeerstatning.Det er efter arbejdsgruppens opfattelse velbegrundet, at offererstatningsloven somudgangspunkt kun finder anvendelse på forbrydelser begået i Danmark. Arbejdsgruppenfinder desuden, at Erstatningsnævnets nuværende muligheder for i særlige tilfælde at ydeerstatning i sådanne sager må anses for tilstrækkelige. Arbejdsgruppen har i den forbindelsenoteret sig, at der er tale om ganske få afslag fra Erstatningsnævnets side i sager af dennekarakter.På den baggrund finder arbejdsgruppen ikke grundlag for at foreslå ændringer for så vidtangår betingelsen om, at der som udgangspunkt alene ydes godtgørelse for personskade, derforvoldes ved overtrædelse af straffeloven, hvis overtrædelsen er begået i den danske stat.8.2.2. Politianmeldelse uden unødigt opholdEfter offererstatningslovens § 10, stk. 1, er erstatning bl.a. betinget af, at lovovertrædelsenuden unødigt ophold er anmeldt til politiet. Efter bestemmelsens stk. 2 kan dette fraviges,hvis forholdene taler for det.I bemærkningerne til lovforslag nr. 143 af 10. januar 2001 til lov om ændring af bl.a.offererstatningsloven24, som bl.a. ændrede bestemmelsens stk. 2, fremgår bl.a.:”Der foreslås en vis yderligere lempelse af reglen om, at ofrets krav påerstatning fra staten som udgangspunkt er betinget af, at den pågældendeharindgivetpolitianmeldelseudenunødigtopholdeftergerningstidspunktet. Efter forslaget vil bestemmelsen således kunnefraviges, hvis »forholdene taler for det«.

Hovedreglen er fortsat, at den pågældende lovovertrædelse skal væreanmeldt uden unødigt ophold, og der skal fortsat være særlige forhold i denkonkrete sag, der begrunder en fravigelse.Den udvidede dispensationsadgang vil f.eks. kunne anvendes i tilfælde,hvor ofret på grund af den begåede forbrydelse har været i en tilstand, derkan minde om chok (uden at være bevidstløs), og hvor den pågældende somfølge heraf ikke inden for det første døgn har foretaget politianmeldelseeller rettet henvendelse til myndigheder eller andre, der kunne vejlede omkravet om politianmeldelse. Der kan f.eks. være tale om en ældre person,der bor alene, og som er blevet overfaldet på sin bopæl, eller en medtagetperson, som efter en tur på skadestuen tager hjem for at hvile og derfor førstanmelder forholdet mere end et døgn efter.”Erstatningsnævnets praksis efter bestemmelsen er nærmere beskrevet i nævnets bidrag tilJustitsministeriets behandling af beslutningsforslag B 179 (folketingsåret 2008-09) omstyrkelsen af indsatsen over for ofre for personfarlig kriminalitet, hvoraf det bl.a. fremgår:”Efter nævnets faste praksis anses anmeldelse for at være sket uden unødigtophold, hvis anmeldelsen er sket, inden 24 timer efter forbrydelsen erbegået.Denne praksis har Folketinget flere gange tilsluttet sig, senest ved denændring af lovens § 10, stk. 2, der fandt sted ved lovændringen ved lov nr.463 af 7. juni 2001.I medfør af § 10, stk. 2, ser Erstatningsnævnet bort fra kravet i stk. 1 i enlang række tilfælde:Sager, hvori der er faldet dom over skadevolder:I sager, hvori der er faldet dom over skadevolderen, ser nævnet bort frakravet om anmeldelse uden unødigt ophold.Sager med kendt skadevolder:I sager, hvor skadevolderen er kendt, men hvor politiet vælger ikke at rejsetiltale af den ene eller den anden grund, ser nævnet som hovedregel ogsåbort fra en for sen anmeldelse.Sager vedrørende pædagoger og plejepersonale, der kommer til skade iarbejdstiden:I sager, hvor pædagoger og plejepersonale, der arbejder på institutioner forbørn og unge med særlige behov, demente, sindssyge mv., bliver udsat forvold begået af en beboer, vil der ofte af pædagogiske ogbehandlingsmæssige hensyn ikke ske politianmeldelse af forholdet. I dissesager ser nævnet som hovedregel bort fra den manglende politianmeldelse.

Sager, hvor skadelidte har været på skadestuen/hospitalet straks eftertilskadekomsten:I en del sager er skadelidte taget på skadestuen indenfor 24 timer eftertilskadekomsten og anmelder først herefter forholdet til politiet. I sådannesager regner Erstatningsnævnet fristen på 24 timer fra skadestuensafslutning for behandling af patienten. Det samme gælder, hvis skadelidte erblevet indlagt på hospital straks efter tilskadekomsten – her regnerErstatningsnævnet fristen fra tidspunktet for udskrivelsen af skadelidte.Sager, hvor skadelidte på grund af tilskadekomsten har været ude af stand tilat anmelde forholdet rettidigt:I sager, hvor skadelidte er kommet alvorligt til skade og derfor ikke er istand til at anmelde forholdet inden for 24 timer, vil nævnet se bort fra densene anmeldelse.Som eksempel kan nævnes en konkret sag fra Erstatningsnævnet, hvorforholdet blev anmeldt til politiet mere end to døgn efter tilskadekomsten afskadelidtes kammerat, der fandt skadelidte liggende forslået i sin lejlighed.Idet ansøger havde fået blødninger i hjernen på grund af volden, og somfølge heraf var meget konfus og led af hukommelsestab, så nævnet bort fraden sene anmeldelse, idet skadelidte vurderedes at have været ude af standtil selv at anmelde forholdet inden for 24 timer.Sager, hvor skadelidte har rettet telefonisk henvendelse til politiet og erblevet bedt om at rette personlig henvendelse senere:I sager, hvor skadelidte kan dokumentere, at han har ringet til politiet indenfor 24 timer og fået at vide, at han skal rette personlig henvendelse f.eks.dagen efter eller efter skadestuebesøg, vil nævnet oftest se bort fra kravetom anmeldelse uden unødigt ophold.Sager, hvor mindreårige er blevet udsat for seksuelle overgreb:I sager, hvor en mindreårig er blevet udsat for et seksuelt overgreb, vilnævnet som regel se bort fra, at forholdet ikke er anmeldt indenfor 24 timer,såfremt forholdet anmeldes inden for rimelig tid efter, at den mindreårigesforældre, værge eller lignende har fået kendskab til overgrebet.Sager, hvor omstændighederne i øvrigt taler for, at der ses bort fra den seneanmeldelse:Udover de ovennævnte typer sager, findes en lang række sager, hvor nævnetpå baggrund af omstændighederne i sagen vælger at se bort fra for senanmeldelse. Som et eksempel kan nævnes en konkret sag, hvor skadelidtevar blevet slået i ansigtet med et knytnæveslag. Han mærkede smerter ivenstre øje, men regnede med, at der blot var tale om et sæbeøje. Forholdetblev derfor ikke anmeldt til politiet. Først nogle dage senere fik han påskadestuen oplyst, at der var tale om en alvorlig øjenskade med nedsat syntil følge. Nævnet besluttede at se bort fra den sene anmeldelse, da skadelidtepå skadestidspunktet ikke havde grund til at tro, at der var opstået alvorligpersonskade. Nævnet lagde vægt på, at skadelidte anmeldte forholdet til

politiet samme dag, han på skadestuen fik oplyst, at hans øjenskade varalvorlig.(…)”Erstatningsnævnet har oplyst over for arbejdsgruppen, at nævnet i 2009 meddelte 62 afslagpå grund af for sen politianmeldelse. Tidspunkterne for politianmeldelse i de 62 sagerfordeler sig således:Mellem 24 og 48 timer: 12Mellem 48 og 72 timer: 9Mellem 3 og 4 dage: 9Mellem 4 og 7 dage: 14Mellem 7 og 14 dage: 7Mellem 14 dage og 1 måned: 2Mellem 1 og 2 måneder 4Efter 2 måneder: 5Langt de fleste af disse sager (52) vedrørte vold efter straffelovens § 244.Hensynet bag kravet om anmeldelse uden unødigt ophold er bl.a. at øge politiets mulighederfor at udfinde skadevolderen, således at staten kan søge regres hos skadevolderen for denerstatning, der er udbetalt. Det er arbejdsgruppens opfattelse, at vægtige grunde taler for, aten politianmeldelse skal ske hurtigt, hvis offeret skal kunne komme i betragtning tilerstatning efter offererstatningsloven, således at der for politiet er den bedst mulige udsigt tilat finde gerningsmanden og opklare sagen. Dels vil der herigennem kunne skeretsforfølgning af gerningsmanden, og dels vil der være mulighed for at gennemføre etregreskrav mod den pågældende.Kravet om hurtig politianmeldelse kan desuden medvirke til at forebygge misbrug afbestemmelsen.25Således er det gennem politiets efterforskning i nogle tilfælde muligt atafdække, at forurettede måske ikke har fortalt den fulde sandhed eller fortietomstændigheder, som kan være af væsentlig betydning for bedømmelsen af forholdetsstrafbarhed eller strafværdighed. Sådanne omstændigheder kan efterfølgende være afafgørende betydning for erstatningsspørgsmålet og dermed for Erstatningsnævnetsmuligheder for at træffe den korrekte afgørelse. Jo længere tid, der går, før politiet kommerind i billedet, jo sværere er det at få opklaret, hvad der er sket, og hvordan skadelidtes skaderer opstået. Som eksempler kan nævnes, at mange restaurationers og diskotekers25

overvågningsfilm slettes efter få dage, mange fysiske spor vil være borte eller forvanskedeefter kort tid, og det vil være vanskeligere at udfinde vidner til den anmeldte forbrydelse.Arbejdsgruppen finder, at det er vanskeligt at fastsætte en bestemt tidsfrist for, hvornår detmed rimelighed kan forlanges, at offeret har foretaget politianmeldelse, således at manglendeoverholdelse af fristen medfører, at offeret ikke er berettiget til erstatning efteroffererstatningsloven. Dette skyldes, at omstændighederne i sagerne kan være megetforskellige, ligesom det enkelte offers situation har betydning for, om vedkommende fårindgivet politianmeldelse i tide.Det fremgår da også af Erstatningsnævnets praksis med hensyn til at dispensere fra 24-timersreglen, at der i meget vid udstrækning sker dispensation, og at nævnet i høj grad tager hensyntil de situationer, hvor der kan være rimelig grund til, at anmeldelse først sker senere.Et flertal i arbejdsgruppen (alle medlemmer undtagen Nørgård) udtaler:Arbejdsgruppen finder imidlertid, at der kan være sager, hvor der ikke er sket anmeldelseinden for 24 timer, og hvor der ikke foreligger undskyldelige omstændigheder af en sådankarakter, at sagen vil være omfattet af den gældende dispensationspraksis, hvor det alligevelsynes rimeligt ikke at afskære offerets mulighed for at få erstatning. Arbejdsgruppen finderendvidere, at det vil kunne skabe en større klarhed om mulighederne for at opnå erstatning,hvis der i loven fastsættes en længere frist for indgivelse af anmeldelse. Uanset om et offerpå grundlag af dispensationspraksis ville få sit erstatningskrav behandlet, vil det give enstørre tryghed, at adgangen hertil følger af lovteksten. En kortere forlængelse af fristen vilefter arbejdsgruppens opfattelse kunne ske, uden at det indebærer afgørende hindringer iforhold til sagernes opklaring mv.Arbejdsgruppen finder således, at afvejningen mellem hensynet til offeret og hensynet til atundgå misbrug af bestemmelsen fører til, at det er mest hensigtsmæssigt at indføre enbestemmelse, hvorefter lovovertrædelsen skal være anmeldt inden 72 timer, efter at forholdethar fundet sted. På den baggrund foreslår arbejdsgruppen en ændring afoffererstatningslovens § 10, stk. 1, således at bestemmelsen får følgende ordlyd:”§10.Erstatning er betinget af, at lovovertrædelsen er anmeldt til politiet inden72 timer, og at skadelidte under en eventuel straffesag mod skadevolderennedlægger påstand om erstatning.Stk.2.Bestemmelsen i stk. 1 kan fraviges, hvis forholdene taler for det.Stk.3.Politiet vejleder skadelidte om retten til at få erstatning efter denne lov.”

Et mindretal på ét medlem (Nørgård) udtaler:Mindretallet finder, at de ovenfor beskrevne hensyn, der ligger bag bestemmelsen i offererstatnings-lovens § 10, stk. 1, fortsat med vægt taler for at stille krav om hurtig politianmeldelse.Det er videre mindretallets opfattelse, at Erstatningsnævnets praksis for dispensation tilgodeser detilfælde, hvor staten med rimelighed bør yde erstatning og godtgørelse, selv om anmeldelsen skersent.En generel bestemmelse om, at det er tilstrækkeligt, at lovovertrædelsen anmeldes inden 72 timer,vil svække politiets mulighed for at opklare den anmeldte forbrydelse og komme til bunds i denærmere omstændigheder omkring tilskadekomsten. Ansøgere, der får afslag på en erstatningsan-søgning, fordi politianmeldelse er timer/dage efter udløbet af den foreslåede 72-timers frist, vil medvægt kunne hævde, at anmeldelse kort før udløbet af 72-timers fristen reelt ikke ville betyde nogetfor politiets opklaringsmuligheder.Mindretallet har imidlertid overvejet, om der kan være grundlag for en kortere forlængelse af fri-sten, som vil betyde, at mange sager om ”weekend-vold” typisk vil blive omfattet af offererstat-ningsloven, selv om straffelovsovertrædelsen ikke anmeldes til politiet inden for 24 timer.Mindretallet er samtidig enig i, at det vil skabe større klarhed om muligheden for at opnå erstatning,såfremt adgangen hertil følger af lovteksten og foreslår på denne baggrund en ændring af offerer-statningslovens § 10, således at bestemmelsen får følgende ordlyd:”§10.Erstatning er betinget af, at lovovertrædelsen er anmeldt til politiet udenunødigt ophold, og at skadelidte under en eventuel straffesag mod skadevolderennedlægger påstand om erstatning.Stk. 2.Politianmeldelse, der indgives inden 24 timer efter gerningstidspunktet,anses normalt for sket uden unødigt ophold. Hvis lovovertrædelsen indtræder i lø-bet af en lørdag eller en søn- og helligdag, anses politianmeldelse førstkommendehverdag efter gerningstidspunktet, ligeledes for sket uden unødigt ophold.Stk. 3.Bestemmelsen i stk. 1 kan fraviges, hvis forholdene taler for det.Stk. 4.Politiet vejleder skadelidte om retten til at få erstatning efter denne lov.”

8.2.3. A conto erstatningDet fremgår af § 6, stk. 2, i Erstatningsnævnets forretningsorden, at politiet – hvis den sag,som begrunder erstatningskravet, fortsat er under behandling hos politiet,anklagemyndigheden eller ved domstolene – først skal fremsende offerets ansøgning omerstatning til nævnet ved sagens afslutning. Det er dog i samme bestemmelse anført, at sagenkan fremsendes til nævnet forinden, hvis forholdene taler for det. Dette kan eksempelvisvære tilfældet, hvis offeret har et alvorligt og akut erstatningsbehov, f.eks. ved voldsskaderpå tænder og i drabssituationer, hvor der kan være udgifter til begravelsesomkostninger mv.I sager, hvor offeret har krav på erstatning for udgifter til psykolog- og tandbehandling, oghvor alle udgifter hertil endnu ikke er afholdt, når straffesagen er afsluttet, og nævnet skaltræffe afgørelse i sagen, vil nævnet i de fleste tilfælde give et tilsagn om at ville dækkebehandlingsudgifterne mod indsendelse af regning. Nævnet vil herefter ved modtagelsen afregningen fra psykologen eller tandlægen anmode politiet om at anvise regningsbeløbetdirekte til psykologen eller tandlægen.Arbejdsgruppen anerkender, at det for en gruppe af ofre kan være et problem, hvis erstatningførst kan udbetales, når sagen er endelig afsluttet. Det er derfor tilfredsstillende, at § 6, stk. 2,2. pkt., i Erstatningsnævnets forretningsorden giver nævnet mulighed for at dækkebehandlingsudgifter, selv om sagen ikke er endelig afsluttet, såfremt forholdene taler for det.På den anden side er det arbejdsgruppens opfattelse, at det ikke altid vil være i offeretsinteresse at få á conto-udbetaling af erstatning, idet offeret i sidste ende kan risikere afslag påerstatning, hvis betingelserne herfor viser sig ikke at være opfyldt, når sagen skal behandlesfærdig. Det vil således kunne give falske forhåbninger og indebære, at offeret mødes med ettilbagebetalingskrav, som han eller hun ikke havde ventet.Hertil kommer, at der også i forbindelse med á conto-udbetalinger vil skulle foretages en vissagsbehandling i nævnet, hvorfor behovet for en umiddelbar dækning af behandlingsudgifterikke i alle tilfælde vil kunne tilgodeses gennem á conto-udbetalinger.På den baggrund er det arbejdsgruppens opfattelse, at der ikke er grundlag for at foreslåændringer i Erstatningsnævnets mulighed for á conto-udbetaling af erstatning.8.2.4. Gerningsmandens anerkendelse af erstatningskravetAf offererstatningslovens § 11 a, stk. 1, fremgår, at hvis skadelidtes krav på erstatning oggodtgørelse fra skadevolderen er afgjort ved dom, ydes erstatning efter loven med det beløb,

som er fastsat ved dommen, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt. Efterbestemmelsens stk. 2 gælder dette dog ikke, for så vidt skadevolderen under sagen må ansesfor at have anerkendt kravet eller dets størrelse.Erstatningsnævnet er således ikke bundet af en dom om erstatning, hvis skadevolderen ikkehar gjort indsigelse mod skadelidtes påstand, eller hvis skadevolderen er udeblevet i en civilsag, således at dom er blevet afsagt i overensstemmelse med påstanden. I disse tilfælde harretten ikke foretaget nogen egentlig prøvelse af skadelidtes krav, og nævnet skal da foretageen selvstændig prøvelse af kravet. Dette gælder også i tilfælde, hvor gerningsmanden ogforurettede eksempelvis er enige om kravets berettigelse.Arbejdsgruppen finder det velbegrundet, at gerningsmanden ikke ved sin anerkendelse afofferets eventuelle erstatningskrav kan binde staten til at udbetale et tilsvarende beløb imedfør af offererstatningslovens regler. Den erstatning, der udbetales fra staten bør være ioverensstemmelse med praksis på området i andre tilsvarende sager, og erstatningensstørrelse må således fastsættes til det beløb, som retten må forventes på baggrund afretspraksis at ville have fastsat, hvis erstatningsspørgsmålet var blevet prøvet af retten. Denomstændighed, at gerningsmanden i en konkret sag vælger at acceptere et højere krav ellerblot at undlade at protestere imod det, kan ikke medføre, at det beløb, der udbetales frastaten, skal være på et andet niveau end i andre tilsvarende sager.Arbejdsgruppen er opmærksom på, at ofrene i den situation, hvor gerningsmanden haraccepteret et højere beløb, kan få en forventning om at kunne opnå det samme beløb ierstatning fra staten. Det er derfor en væsentlig opgave for de involverede, herunderbistandsadvokaten, at vejlede herom.8.2.5. Forældelse8.2.5.1. Offererstatningslovens § 13Efter offererstatningslovens § 13 kan Erstatningsnævnet ikke behandle en ansøgning, der erindgivet over 2 år efter, at lovovertrædelsen er begået, medmindre der foreligger særligegrunde.Som eksempel på en sådan særlig grund kan nævnes, at skadelidte først senere får kendskabtil, at der er begået en forbrydelse. Fristen regnes altid først fra, der foreligger endelig dom isagen, eller, hvis sagen ikke har været behandlet ved domstolene, fra efterforskningen erafsluttet.

Efter nævnets praksis meddeles afslag på ansøgninger indgivet over 2 år efter endelig domeller efterforskningens afslutning, medmindre der foreligger en god undskyldning for, atansøgningen ikke er indgivet tidligere. Dette vil sjældent være tilfældet, hvis ansøgerenallerede fra et tidspunkt under efterforskningen har været repræsenteret ved advokat, ellerhvis det, allerede kort efter lovovertrædelsen blev begået, har været klart for ansøgeren, athan har lidt alvorlig personskade, og der ikke har været særlige hindringer for at fremsættekravet.26Til illustration af nævnets praksis ses følgende seks sager fra nævnets årsberetninger desenere år:Afslag på grund af fristoverskridelse:J.nr. 3116/2003(fra nævnets årsberetning 2004, s. 24): Ansøgeren komtil skade den 20. oktober 2000. Der blev afsagt dom i sagen, der blevbehandlet som en tilståelsessag, den 7. februar 2001. Den ene tiltalte blevdømt for at have skubbet ansøgeren ind i ruden til en café og den andenfor herunder at have sparket ansøgeren, som på det tidspunkt lå ned, noglegange på kroppen. Ansøgerens advokat fremsendte sagen til politiet inovember 2003. Den blev modtaget i nævnet i december 2003. Detfremgik af sagen, at advokaten allerede i marts 2001 rettede henvendelsetil politiet med forespørgsel om, hvorfor ansøgeren ikke havde væretindkaldt til retsmøde, idet hun allerede ved anmeldelsen af forholdetoplyste, at hun havde et erstatningskrav. I april 2001 anmodede advokatenpolitiet om en kopi af dommen i straffesagen til fremsendelse til nævnet.Sagen havde endvidere været anmeldt til ansøgerens forsikringsselskab.Anmeldelsestidspunktet fremgik ikke af sagen, men det var oplyst, atforsikringsselskabet i marts 2002 havde udbedt sig enspeciallægeerklæring. Nævnet afslog ansøgningen under henvisning tiloffererstatningslovens § 13. Nævnet lagde ved sin afgørelse vægt på, atadvokaten var indtrådt i sagen i god tid før 2-års fristens udløb. Nævnetlagde endvidere vægt på, at ansøgeren længe inden fristens udløb havdeværet klar over, at hun muligvis ville få et erstatningskrav som følge aftilskadekomsten.J.nr. 06-520-01541(fra nævnets årsberetning 2006, s. 22-23): Ansøgerenvar ved et overfald i februar 2000 blevet stukket med kniv flere steder påkroppen, herunder i brystet, hvorved den højre lunge klappede sammen.Ansøger var under straffesagens behandling i byretten repræsenteret af enbistandsadvokat, der fremsatte krav om erstatning. Ved dommensafsigelse den 14. juni 2000 udskød byretten erstatningskravet til civiltsøgsmål. Byrettens dom blev af skadevolder anket til landsretten. Der varikke beskikket bistandsadvokat for ansøger i forbindelse med landsrettens26

behandling af straffesagen, hvor ansøger ikke gentog kravet omerstatning. Landsretten afsagde dom i sagen den 5. december 2000, hvorbyrettens dom stadfæstedes. I august 2005 kontaktede ansøger politiet forat søge om erstatning efter offererstatningsloven.Nævnet afslog ansøgningen under henvisning til 2-års fristen ioffererstatningslovens § 13. Ansøger gjorde over for nævnet gældende, atder var grundlag for at dispensere fra overskridelsen af lovens 2-års frist,idet politiet ikke havde ydet ansøger tilstrækkelig vejledning omoffererstatningsloven. Nævnet bemærkede, at der ikke var tilstrækkeligtgrundlag for at dispensere fra fristen. Nævnet lagde herved vægt på, atansøger havde været repræsenteret af en bistandsadvokat understraffesagens behandling i byretten. I sådanne situationer kan manglendevejledning fra politiet om offererstatningsloven som udgangspunkt ikkemedføre, at der dispenseres fra fristen i § 13. Endvidere lagde nævnetvægt på, at ansøgeren i perioden fra byrettens domsafsigelse i juni 2000og frem til august 2005 hverken havde rettet henvendelse tilbistandsadvokaten eller politiet for at få sagens status oplyst. Ansøger, dervar påført alvorlig personskade, kunne ikke anses for at have væretuvidende om sit erstatningskrav.J.nr. 07-520-08597(fra nævnets årsberetning 2008, s. 26): Ansøger, somvar udlænding, søgte i november 2007 nævnet om erstatning som følge af,at ansøgers ægtefælle afgik ved døden ved et overfald i januar 2001. ØstreLandsret afsagde dom i straffesagen i november 2001. Som begrundelsefor, at ansøger først nu rettede krav mod nævnet, blev det anført, at hun påtidspunktet ikke talte dansk og var uvidende om danske forhold. Ansøgervar under straffesagen repræsenteret af en bistandsadvokat, somfremlagde krav om forsørgertabserstatning. Nævnet lagde ved afgørelsenvægt på, at ansøger under straffesagen var repræsenteret vedbistandsadvokat, samt at ansøger først rettede henvendelse til nævnet ca. 6år efter endelig domsafsigelse i Østre Landsret.Imødekommelse på trods af fristoverskridelse:J.nr. 10-00028-2004(fra nævnets årsberetning 2004, s. 24-25) Ansøgerensøgte om forsørgertabserstatning i anledning af sin mors død i maj 1999.Ansøgeren var 14 år på tidspunktet for moderens død, og blev efterdødsfaldet anbragt på en institution. Ansøgerens fader boede i udlandet.Nævnet afslog den 15. maj 2000 i medfør af offererstatningslovens § 7,stk. 1, som den da var affattet, at betale forsørgertabserstatning, idetansøgeren var under offentlig forsørgelse. Ansøgerens far søgte den 1.juni 2004 om genoptagelse af ansøgerens sag, idet ansøgeren var fraflyttetinstitutionen i efteråret 2001, dvs. da han var 16 år. På tidspunktet foranmodningen om genoptagelse var ansøgeren 19 år. Faderen oplyste, atårsagen til, at ansøgeren ikke havde rettet henvendelse til nævnet tidligere,var, at faderen havde opholdt sig i udlandet og først var vendt tilbage til

Danmark i april 2004. Nævnet tilkendte herefter forsørgertabserstatning,selv om det var mere end 2 år siden, at ansøgerens forhold havde ændretsig, idet nævnet fandt, at anmodningen om genoptagelse var indgivet irimelig tid efter, at ansøgeren var blevet 18 år og dermed havde mulighedfor selv at varetage sine interesser.J.nr. 06-520-00827(fra nævnets årsberetning for 2005, s. 20-21):Skadevolder blev i 1991 dømt for overtrædelse af straffelovens § 245, idethan havde stukket ansøger i maven med en kniv, hvorved ansøger pådrogsig et snitsår ved navlen, der nødvendiggjorde, at ansøger måttehospitalsindlægges og opereres. Skadevolder betalte dengang erstatningdirekte til ansøger, og der blev derfor ikke søgt om erstatning i nævnet. Iefteråret 2004 blev ansøger imidlertid indlagt med tarmslyng. Der fulgteherefter et længere sygdomsforløb. Det fremgik af en erklæring frasygehuset, at generne formentlig skyldtes den tidligere operation iforbindelse med knivstik i 1991. Nævnet besluttede på denne baggrund atse bort fra 2-årsfristen i offererstatningslovens § 13. Nævnet lagde vægtpå, at ansøger havde fået udbetalt erstatning direkte fra skadevolderen i1991, at de efterfølgende gener opstod i efteråret 2004, og at ansøger imarts 2005 fremsendte ansøgning til nævnet. Spørgsmålet omårsagssammenhæng mellem hændelsen i 1991 og de opståede gener i2004 skulle herefter afklares, og sagen blev med henblik herpå forelagt forArbejdsskadestyrelsen.J.nr. 07-520-8047(fra nævnets årsberetning 2007, s. 22): Ansøgeren blevved dom i slutningen af 2004 tilkendt 60.000 kr. i godtgørelse for tort iforbindelse med nogle sædelighedsforbrydelser begået af ansøgers farover en 4-årig periode fra 2000 til 2004. Ansøgers advokat gjorde detoverfor ansøger udtrykkeligt klart, at ansøgning om erstatning fra nævnetskulle være indleveret til nævnet inden udløbet af sommeren 2006.Nævnet modtog først ansøgningen i sommeren 2007. Ansøger forklaredeoverfor nævnet, at dette skyldtes, at ansøger ikke var myndig før nu, og atansøgers daværende værge ikke havde fået indsendt ansøgningsskemaet.Under hensyntagen til, at advokaten ikke kunne bebrejdes den seneanmeldelse, og der således ikke ville være mulighed for at få advokatensforsikring til at dække kravet, og under hensyntagen til, at ansøger sendteansøgningsskemaet til nævnet, umiddelbart efter hun fyldte 18 år,besluttede nævnet at se bort fra offererstatningslovens § 13 og tilkendteansøger 60.000 kr. i godtgørelse for tort. Der blev tilkendt renter fra enmåned efter nævnets modtagelse af ansøgningsskemaet.8.2.5.2. De almindelige forældelsesreglerEfter forældelseslovens § 3 er den almindelige forældelsesfrist 3 år, medmindre andet følgeraf anden lovgivning. Erstatningskrav, der udspringer af et strafbart forhold, er somudgangspunkt omfattet af den 3-årige forældelsesfrist.

Forældelsesfristen regnes efter § 2, stk. 4, fra skadens indtræden, når der er tale omfordringer på erstatning eller godtgørelse forvoldt uden for kontraktforhold. Hvis der vedpersonskade er forskel på tidspunktet for den skadelige påvirkning og tidspunktet forlidelsens opståen, er det som udgangspunkt tidspunktet for lidelsens opståen, der erafgørende. Fristen løber i disse tilfælde fra det tidspunkt, hvor de følger, der rejseserstatningskrav for, har vist sig på en sådan måde, at skadelidte havde rimelig anledning tilog mulighed for at rejse et erstatningskrav. Dette fremgår af bemærkningerne tilbestemmelsen.I lovens § 3, stk. 2, findes endvidere en regel om suspension af 3-årsfristen. Varfordringshaveren ubekendt med fordringen eller skyldneren, regnes forældelsesfristen førstfra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab hertil. Hvis offeret var iundskyldelig uvidenhed om de omstændigheder, der begrunder erstatningskravet, udskydesbegyndelsestidspunktet for forældelsen således til det tidspunkt, hvor offeret fik eller burdehave fået kendskab hertil.Efter § 3, stk. 3, nr. 1, indtræder forældelse af fordringer på erstatning eller godtgørelse ianledning af personskade senest 30 år efter den skadevoldende handlings ophør.30-årsfristen er en absolut frist, der sætter grænsen for, hvor længe den 3-årigeforældelsesfrist kan suspenderes. Der er i intet tilfælde mulighed for suspension af denabsolutte frist. Det er derfor uden betydning, at skaden først indtræder eller viser sig mereend 30 år efter den skadevoldende handling, eller at skaden får senfølger, der først opstårsenere end efter 30 år.Fristen løber fra det tidspunkt, hvor skaden er forårsaget, dvs. hvor den skadevoldendehandling er foretaget (handlingstidspunktet) og ikke fra det tidspunkt, hvor skaden indtræder(virkningstidspunktet). Sidstnævnte tidspunkt er begyndelsestidspunktet for den 3-årigeforældelse, jf. § 2, stk. 4, men altså ikke for den absolutte forældelsesfrist.Hvis den skadevoldende handling er foregået over en vis periode, regnes fristen først fradennes ophør, uanset om skaden måske i den væsentlige skyldes aktiviteter, der fandt stedmere end 30 år tidligere. Det er uden betydning, at de skadelige følger først måtte indtrædeeller kunne erkendes efter udløbet af 30-årsfristen, idet denne ikke er undergivet suspension,heller ikke ved alvorlige personskader, der udvikler sig over en årrække.Er skaden forvoldt ved en enkeltstående begivenhed, f.eks. et voldeligt overfald, regnesfristen fra datoen for overfaldet. Opstår skaden straks, er der ingen forskel i forhold til

begyndelsestidspunktet for 3-årsfristen, men den absolutte frist indebærer, at erstatning ikkekan kræves for følger af skaden, som først måtte vise sig efter fristens udløb.Bestemmelsen omfatter alle krav på erstatning eller godtgørelse for personskade, dvs.erstatningfortabtarbejdsfortjeneste,helbredelsesudgifter,erhvervsevnetab,forsørgertabserstatning, godtgørelse for tort, godtgørelse for svie og smerte, méngodtgørelseog godtgørelse til efterladte mv.Under det lovforberedende arbejde til forældelsesloven overvejede udvalget, om der itilfælde, hvor strafspørgsmålet først afgøres efter udløbet af forældelsesfristen forerstatningskravet, var behov for en regel om udskydelse af forældelsesfristens udløb. Detblev hertil bemærket, at erstatningskrav, der udspringer af strafbare forhold, i praksis ofte vilblive rettet mod staten som følge af reglerne i lov om erstatning fra staten til ofre forforbrydelser, og at det for disse krav er fristerne i offererstatningsloven og ikke deformueretlige forældelsesregler, der er afgørende for, hvor længe kravet kan gøres gældende.De skadelidtes behov for en særregel om udskydelse af forældelsesfristen fandtes derfor ikkeat være stort i praksis.27Det blev samtidig bemærket, at offererstatningsloven stort set kun omfatter personskadekrav,og at loven kun omfatter straffelovsovertrædelser og ikke overtrædelser af særlovgivningen.Udvalget fandt derudover, at det generelt kunne virke stødende, hvis der på grund afforældelse ikke kan nedlægges påstand om erstatning eller godtgørelse under en straffesag.På baggrund af disse overvejelser indførtes forældelseslovens § 13, der indeholder ensærregel om forældelsesfristen i tilfælde, hvor strafspørgsmålet først afgøres efter udløbet afden almindelige forældelsesfrist for erstatningskravet. Det følger heraf, at udløb afforældelsesfristen ikke er til hinder for, at det under en straffesag, hvor tiltalte findes skyldig,kan pålægges tiltalte at betale erstatning eller godtgørelse til forurettede i anledning af detstrafbare forhold. En sådan fordring kan også gøres gældende under et særskilt søgsmål, deranlægges inden et år efter endelig afgørelse i en straffesag, hvor tiltalte er fundet skyldig,eller inden et år efter skyldnerens vedtagelse af bøde eller anden strafferetlig sanktion.Det følger af bemærkningerne til forældelseslovens § 13, at det er en betingelse for atanvende bestemmelsen, at der er gennemført en straffesag, og at tiltalte findes skyldig understraffesagen. Hvis skyldneren frifindes, eller sagen afvises, kan bestemmelsen ikke anvendes,og den forældede fordring kan herefter ikke gøres gældende.

8.2.5.3. Særligt vedrørende forældelse i sager om seksuelle overgreb mod børn og ungeI juni 2010 udgav Socialministeriet i samarbejde med Justitsministeriet en rapport med enbeskrivelse af de juridiske aspekter i forhold til sager om seksuelle overgreb og ofrenesmuligheder for at få rådgivning og støtte. I rapporten gennemgås bl.a. forældelsesreglerne,ligesom muligheden for at søge erstatning og godtgørelse fra staten – og dermedoffererstatningsloven – nævnes.Erstatningsnævnet behandler løbende sager om overgreb mod børn og unge mennesker. Derer ofte tale om, at der var gået mange år fra, at overgrebene fandt sted, og indtil nævnetmodtager en ansøgning om erstatning/godtgørelse, hvorfor forældelsesreglerne spiller ensærlig rolle i disse sager. Nævnet har i nævnets årsberetning for 2009, s. 42-45, samlet enrække sager til belysning af nævnets praksis.De 3 nedenfor nævnte sager illustrerer, at nævnet i hvert enkelt tilfælde foretager enselvstændig vurdering af, om nævnet bør se bort fra 2-årsfristen i offererstatningslovens § 13og behandle sagen. Sagerne illustrerer endvidere, at nævnet med hjemmel i § 13 bl.a. harmulighed for at vurdere, om en sag bør behandles, på trods af at sagen erstatningsretligt ellerstrafferetligt i øvrigt er forældet. I de 2 første sager blev ansøger tilkendterstatning/godtgørelse, mens nævnet meddelte afslag i den sidste sag:I j.nr. 09-520-14014 fra nævnets årsberetning for 2009, s. 45, blev ansøger som 7-årig udsatfor analt samleje og anden kønslig omgængelse af sin daværende 13-årige ”papbror” i enperiode på knap et halvt år. Først 8 år efter fortalte ansøger sin skoleleder om overgrebene,og forholdet blev herefter anmeldt til politiet. Ansøgers ”papbror” blev ikke sigtet, da hanvar under 15 år på gerningstidspunktet.Da ansøger var under 18 år på ansøgningstidspunktet, valgte nævnet at se bort fra en evt.forældelse af sagen, idet det ansås for godtgjort, at der var sket en straffelovsovertrædelse.Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at forholdet ikke var forældet efter straffeloven, atskadevolder delvist erkendte forholdet, samt at ansøger ville være blevet tilkendttortgodtgørelse, såfremt skadevolder var blevet dømt. Nævnet tilkendte en tortgodtgørelse på30.000 kr., idet der blev lagt vægt på forholdets grovhed samt på, at overgrebene fandt stedinden 2002, og dermed inden taksterne for tortgodtgørelse blev fordoblet.I nævnets årsberetning 2005, s. 18, henvises der til j.nr. 12-00157-2004, hvor ansøger isommeren 1995 var blevet udsat for seksuelle overgreb udført af en 12-13-årig dreng.Ansøger var på tidspunktet for overgrebene 7-8 år. Forholdet blev af ansøger først anmeldttil politiet i april 2004, da ansøger var 15 år. Politiet foretog sig på grund af gerningsmandens

alder på tidspunktet for overgrebene ikke videre i sagen. Ansøgers forklaring omovergrebene var til dels støttet på forklaring afgivet af gerningsmanden til politiet i april2004. Som begrundelse for den sene anmeldelse af forholdet til politiet blev det anført, atansøger havde været meget flov over episoden. Ansøger havde derfor forsøgt at glemmeepisoden frem for at bearbejde den med de deraf følgende psykiske problemer. Ansøgerhavde ikke fortalt nogen om overgrebet før kort tid før politianmeldelsen. Forholdet i sagenvar ikke forældet efter den nugældende straffelovs § 93, stk. 2. Nævnet så bort fra fristen ioffererstatningslovens § 13 under hensyn til, at sagen vedrørte seksuelt misbrug afmindreårig, og idet der for denne type sager i straffeloven er indført særligeforældelsesregler, således at forældelsen først løber fra skadelidte er 18 år. Da der ikke blevafsagt dom i sagen, forældedes erstatningskravet efter 5 år i henhold til 1908-lovens § 1, nr.5. Ansøger fandtes dog ikke at skulle ”bære risikoen” for, at gerningsmanden var under denkriminelle lavalder, og der blev på denne baggrund set bort fra forældelsesfristen. Det blevendvidere af nævnet lagt til grund, at ansøger ville være blevet tilkendt godtgørelse for tort,såfremt gerningsmanden var blevet dømt. Nævnet tilkendte herefter ansøger 30.000 kr.I j.nr. 09-520-14460 søgte en 15-årig pige om godtgørelse som følge af en seksuel krænkelsei 2002 eller 2003, da hun var 9-10 år. Efter en samlet afvejning besluttede nævnet at afslåansøgningen. Afgørelsen blev truffet allerede under hensyn til, at kravet var forældet såvelefter 1908-loven, som efter den nugældende forældelseslov (3-årig forældelse), jf. lov nr.522 af 6. juni 2007 med senere ændring § 3, stk. 1, jf. § 30, stk. 1. Der var ikke oplystomstændigheder, som gav grundlag for at anvende de særlige undtagelsesregler inugældende forældelseslovs §§ 2 og 3 om afbrydelse af forældelsesfristen. Nævnet lagde iden forbindelse lagt vægt på, at den påståede skadevolder var afgået ved døden. Denpågældende blev ikke forud for dødsfaldet sigtet eller tiltalt for overgrebet.Endvidere var det nævnets opfattelse, at sagen efter straffelovens § 93, stk. 1, nr. 2, jf.samme lovs § 232, strafferetligt var forældet, da der var gået mere end 5 år siden overgrebetfandt sted, og idet forældelsesfristen ikke forinden var blevet afbrudt, jf. straffelovens § 94,stk. 5.Endelig fandt nævnet ikke, at der forelå særlige grunde til, at nævnet skulle dispensere fra 2-års fristen i offererstatningslovens § 13. Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at sagen varforældet såvel efter reglerne om forældelse af erstatningskrav som efter straffeloven, jf.ovenfor.Efter en samlet afvejning af det anmeldte overgrebs karakter, ansøgers unge alder pågerningstidspunktet og på anmeldelsestidspunktet, den lange tid, der gik, før der blevindgivet politianmeldelse i sagen, det forhold, at den påståede skadevolder var afgået ved

døden og ikke forinden blev sigtet eller tiltalt for overgrebet, samt reglerne om forældelse aferstatningskrav og om forældelse af straffesager og fristen i offererstatningsloven forindgivelse af ansøgning, fandt nævnet ikke, at ansøger kunne tilkendes godtgørelse i sagen.Nævnet bemærkede, at nævnet ikke med afgørelsen havde taget stilling til, om ansøgerhavde været udsat for den anmeldte overtrædelse af straffeloven.8.2.5.4. Arbejdsgruppens overvejelserArbejdsgruppen har overvejet hensigtsmæssigheden af offererstatningslovens forældelses-regler. Arbejdsgruppen finder det rimeligt, at der er forældelsesregler på området, således atnævnet som anført i betænkning 751/1975 ikke skal behandle alt for gamle sager.Det er arbejdsgruppens udgangspunkt, at det kunne være mere enkelt og overskueligt, hvisoffererstatningslovens forældelsesregler følger de almindelige forældelsesregler.Arbejdsgruppen har derfor overvejet, om det vil forbedre ofrenes retstilling, hvis manovergik fra offererstatningslovens forældelsesfrist på 2 år til den almindelige forældelsesfristpå 3 år efter forældelsesloven. Det er imidlertid vanskeligt at konkludere, at en sådanændring entydigt ville forbedre ofrenes retsstilling, da fristerne ikke nødvendigvis løber frasamme tidspunkt. Således er det som ovenfor anført Erstatningsnævnets praksis, at fristenregnes fra endelig dom, mens forældelsesfristen efter forældelsesloven som udgangspunktregnes fra skadens indtræden. I de tilfælde, hvor der er forløbet mere end et år fra skadensindtræden til endelig dom, vil det således som udgangspunkt være mest fordelagtigt, atoffererstatningslovens forældelsesregler anvendes, mens det i tilfælde, hvor der falder dom(eller efterforskningen afsluttes) hurtigt efter skadens indtræden, vil være til offerets fordel,hvis de almindelige forældelsesregler ville skulle anvendes.Hertil kommer de ovenfor refererede sager fra Erstatningsnævnets praksis om seksuelleovergreb mod børn, hvor nævnet vurderede, at sagerne burde behandles, på trods af atsagerne i øvrigt var strafferetligt eller erstatningsretligt forældet. I sådanne sager ville dervære en risiko for, at offeret ville blive stillet dårligere, hvis de almindelige forældelsesreglerskulle anvendes.Da arbejdsgruppen således ikke har grundlag for entydigt at konkludere, at det ville være tilofrenes fordel, hvis man overgik til de almindelige forældelsesregler, kan arbejdsgruppenikke anbefale dette, til trods for at det kan være forvirrende og vanskeligt for ofrene at kendederes retsstilling, når der er et særligt regelsæt om forældelse i offererstatningsloven, somfraviger fra de almindelige forældelsesregler, der gælder på de fleste andre retsområder.

Arbejdsgruppen har imidlertid noteret sig, at ordlyden af offererstatningslovens § 13 siger, atforældelsesfristen på 2 år regnes fra det tidspunkt, hvor lovovertrædelsen blev begået, mensErstatningsnævnet efter fast praksis regner fristen fra endelig dom eller det tidspunkt, hvorefterforskningen blev afsluttet. Arbejdsgruppen finder, at nævnets praksis, der er til ofrenesfordel, bør bibeholdes, men finder det særdeles uhensigtsmæssigt, at der er diskrepansmellem lovens ordlyd og nævnets praksis.Arbejdsgruppen har endvidere noteret sig Erstatningsnævnets praksis, hvorefter princippernei offererstatningslovens § 13 tilsvarende gør sig gældende, hvor der – i tilknytning til entidligere indgivet erstatningsansøgning – fremsættes en ny ansøgning vedrørende sammelovovertrædelse, hvorved der rejses nye erstatningskrav eller gøres nye anbringendergældende, som ansøger kunne og burde have fremsat over for nævnet på et væsentligttidligere tidspunkt.Nævnets praksis har støtte i forarbejderne til offererstatningsloven, bestemmelsens formålsamt de hensyn, der taler imod, at nævnet behandler alt for gamle krav, der fremsættes itilknytning til en tidligere indgivet erstatningsansøgning.Også i disse tilfælde vanskeliggør en meget sen ansøgning vurderingen af sagen, herunderf.eks. mulighederne for at indhente relevant dokumentation for det fremsatte erstatningskrav.Hertil kommer, at det kan være tiltagende uklart, om der er den fornødneårsagssammenhæng mellem ansøgers skader og lovovertrædelsen.Det er arbejdsgruppens opfattelse, at nævnets praksis bør lovfæstes.På den baggrund finder arbejdsgruppen, at der bør skabes overensstemmelse mellem lovensordlyd og praksis, således at offererstatningslovens § 13 får følgende ordlyd:”§13.Nævnet kan ikke behandle en ansøgning, der er indgivet mere end 2 år,efter at lovovertrædelsen er begået, medmindre der foreligger særlige grunde.Stk. 2.Hvis der foreligger endelig dom eller afgørelse fra politiet omindstilling af efterforskningen, regnes fristen i stk. 1 fra dette tidspunkt.Stk.3. Nævnet kan ikke behandle en ansøgning, hvori der fremsættes nyekrav vedrørende en lovovertrædelse, hvorom nævnet tidligere har behandleten ansøgning fra samme ansøger, hvis det nye krav fremsættes mere end 2 år,efter at ansøgeren indså eller burde indse eksistensen af dette krav, medmindreder foreligger særlige grunde.”

8.2.6. Særligt om sager, hvori tiltalte frifindesDet har været anført i den offentlige debat, at det ikke er rimeligt, at et offer ikke kan opnåerstatning, hvis tiltalte frifindes under straffesagen. Således anføres der i bemærkningerne tilbeslutningsforslag nr. 88 om styrkelse af indsatsen over for ofre, som blev fremsat den 23.januar 2009:”Der skal udbetales erstatning til dem, der ikke kan dokumentere, at der harværet udsat for et overgreb. I dag udbetales erstatningen ikke, hvis enmistænkt frifindes, mens der altid udbetales erstatning, når gerningsmanden erukendt. Det er uholdbart for offeret, og det er ikke rimeligt, at det i nogletilfælde er bedre at undlade at føre sagen, fordi dette helt sikkert udløsererstatning, når gerningsmanden er ukendt.”Som det fremgår af det ovenfor anførte om gældende ret, stilles der i offererstatningsloveneller i nævnets praksis ikke krav om, at en gerningsmand skal dømmes for forbrydelsen.Derimod kan man efter offererstatningslovens § 6 opnå erstatning, selv om skadevolderen erukendt eller ikke kan findes. Hvis der sker frifindelse i straffesagen af den formodedegerningsmand, f.eks. fordi det viser sig, at der ikke er tale om rette gerningsmand, eller hvisbeviserne ikke er tilstrækkelige til domfældelse, vil offeret således stadig kunne opfyldelovens betingelser for at kunne opnå erstatning. Hvis der derimod sker frifindelse, fordi detunder sagen kommer frem, at der ikke er sket en forbrydelse, vil der ikke kunne opnåserstatning.Arbejdsgruppen er opmærksom på, at offeret godt kan være berettiget til erstatning, selv omder måtte ske frifindelse af tiltalte under straffesagen, og arbejdsgruppen kan tilslutte sig, aterstatning alene kan komme på tale, når frifindelse sker, fordi den tiltalte ikke er rettegerningsmand, eller der ikke er ført tilstrækkeligt bevis herfor. Derimod bør en frifindelsebegrundet i, at der ikke er begået et strafbart forhold, fortsat indebære, at der ikke kan opnåserstatning, idet der i denne situation slet ikke vil være tale om erstatning til et offer for enforbrydelse.Arbejdsgruppen finder det imidlertid problematisk, at det ikke fremstår entydigt, hvadretstilstanden på området er, idet en usikkerhed om dette spørgsmål i sidste ende vil kunneafholde nogle ofre fra at ansøge om erstatning. Arbejdsgruppen foreslår derfor, at derindsættes en udtrykkelig bestemmelse i offererstatningsloven, som skal tydeliggøre, at detikke i sig selv er en hindring for at opnå erstatning, at tiltalte frifindes under straffesagen.Arbejdsgruppen finder, at en sådan bestemmelse mest hensigtsmæssigt indsættes som nytstk. 2 i § 6, som herefter vil få følgende ordlyd:

”§ 6.Erstatning ydes, hvis lovens betingelser i øvrigt er opfyldt, selv omskadevolderen er1) ukendt eller ikke kan findes,2) under 14 år, eller3) utilregnelig.Stk. 2.Erstatning ydes, selv om tiltalte under straffesagen frifindes, hvislovens betingelser i øvrigt er opfyldt.”8.2.7. Økonomiske konsekvenser af arbejdsgruppens forslagArbejdsgruppen anbefaler tre ændringer af offererstatningsloven. For så vidt angår deforeslåede ændringer af § 13 og § 6, jf. ovenfor under pkt. 8.2.5 og 8.2.6, er der alene tale omat præcisere lovteksten, således at ordlyden svarer til gældende praksis. Der vil således ikkevære nogen økonomiske konsekvenser forbundet med disse anbefalinger.For så vidt angår arbejdsgruppens forslag om ændring af offererstatningslovens § 10, stk. 1,således at fristen for politianmeldelse udvides til 72 timer, jf. ovenfor under pkt. 8.2.3, må detforventes, at Erstatningsnævnet vil skulle udbetale erstatning i flere sager end i dag.Erstatningsnævnets gennemgang af de sager, der i 2009 blev afvist på grund af for senpolitianmeldelse, viser, at i 2009 ville i alt 21 sager ikke skulle have været afvist, hvis fristenhavde været 72 timer i stedet for 24 timer. Det anslås, at arbejdsgruppens anbefaling vilmedføre, at yderligere 0,5 til 1 mio. kr. vil skulle udbetales i erstatning. Vurderingen erbehæftet med betydelig usikkerhed.Da der er tale om et så begrænset antal flere afgørelser i Erstatningsnævnet, skønnesarbejdsgruppens forslag ikke at indebære administrative meromkostninger.

Kapitel 9 Tortgodtgørelse mv.9.1. Gældende ret9.1.1. Erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1 og 2Efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, skal den, der er ansvarlig for en retsstridigkrænkelse af en andens frihed, fred, ære eller person, betale den forurettede godtgørelse fortort. ”Tort” er navnlig en krænkelse af selv- og æresfølelsen, dvs. en persons opfattelse afeget værd og omdømme. I praksis ydes der navnlig tortgodtgørelse efter erstatningsansvars-loven for ærekrænkelser mv., frihedsberøvelse og sædelighedsforbrydelser. Tortgodtgørelseudmåles under hensyn til krænkelsens grovhed, handlingens beskaffenhed ogomstændighederne i øvrigt.28Efter lovens § 26, stk. 2, skal det ved fastsættelsen af tortgodtgørelsen tillægges vægt, atkrænkelsen er begået ved en forbrydelse, der har indebåret en overtrædelse af bestemmelser istraffelovens kapitel 23 (forbrydelser i familieforhold) eller 24 (forbrydelser modkønssædeligheden). Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 463 af 7. juni 2001, som bl.a. togsigte på at fordoble det hidtidige godtgørelsesniveau i sædelighedssager mv.Af forarbejderne til loven fremgår, at der ved udmålingen af godtgørelsens størrelse vedvoldtægt eller voldtægtslignende forbrydelser bl.a. skal lægges vægt på, om der er anvendtvold i større eller mindre omfang, om forurettedes børn eller andre nære pårørende haroverværet forbrydelsen, om voldtægten mv. har været mere end ganske kortvarig, omforurettede var meget ung eller gammel, om forbrydelsen har medført en særlig ydmygelse afforurettede, om forurettede pga. gerningsmandens forhold har skullet gennem en særligtbelastende efterforskning, om forurettede har været nødt til permanent eller midlertidigt atskifte bolig, og om forurettede pga. forbrydelsen har modtaget behandling/terapi.Efter forarbejderne forudsættes således, at der i ”normal-tilfælde” af voldtægt ydes engodtgørelse på ca. 60.000 kr., mens godtgørelsen i meget grove tilfælde kan stige til 70.000kr. og i ganske særlige tilfælde – f.eks. hvis voldtægten er begået af flere i forening – 80.000-90.000 kr. Ved forsøg på voldtægt forudsættes en godtgørelse på 30.000-40.000 kr. bl.a.afhængigt af, hvor langt gerningsmanden er kommet i sit forsøg på at tiltvinge sig samlejemed offeret samt forholdets grovhed i øvrigt. Ved incest med mindreårige bør28

Bestemmelsen omfatter også ikke-strafbare krænkelser af privatlivets fred, f.eks. retsstridig offentliggørelseaf private fotografier i medierne. Udmålingen af godtgørelserne i disse tilfælde forekommer umiddelbart høje iforhold til niveauet for godtgørelse i anledning af f.eks. volds- eller sædelighedsforbrydelser, jf. nedenfor.Forskellen skyldes imidlertid, at der ved udmålingen af godtgørelse for ikke-strafbare fredskrænkelser ifølgeStraffelovrådets betænkning nr. 601/1971 om beskyttelse af privatlivets fred ud over krænkelsens grovhed,handlingens beskaffenhed og omstændighederne i øvrigt tillige skal tage hensyn til det pønale element, omhandlingen er foretaget for vindings skyld og parternes økonomiske forhold.

tortgodtgørelsen udmåles til mindst 20.000 kr., efter omstændighederne dog til et nogethøjere beløb.Efter retspraksis ligger niveauet for så vidt angår voldtægt omkring 60.000-70.000 kr., mender er eksempler på fravigelse i såvel nedad- som opadgående retning. Som eksempler, hvorgodtgørelsen er fastsat til mindre end det i forarbejderne fastsatte beløb, kan nævnes TfK2009.525 V, hvor forurettede, som var blevet voldtaget af sin tidligere kæreste, blev tilkendt40.000 kr. i tortgodtgørelse, og TfK 2007.185 V, hvor forurettede, der var blevet voldtaget afsin eksmand, blev tilkendt 50.000 kr.. Som eksempler på afvigelser i opadgående retning kannævnes UfR 2006.1407 H, hvor forurettede blev udsat for tre overfaldsvoldtægter i løbet afca. en time, hvorunder hun blev udsat for bl.a. slag i hovedet med en flaske, truet med knivog tvunget rundt i byen, mens hun var delvist nøgen. Tortgodtgørelsen blev fastsat til100.000 kr. Desuden kan nævnes TfK 2008.468 V, hvor tortgodtgørelsen blev fastsat til100.000 kr. i tilfælde af en overfaldsvoldtægt af en 12-årig pige.For så vidt angår seksuelt misbrug af børn viser retspraksis, at der er stor spændvidde i deudmålte tortgodtgørelser, og at udmålingen bl.a. afhænger af forholdets karakter, grovhed ogomfang, barnets alder samt den tidsmæssige udtrækning af overgrebene. Til illustration kannævnes følgende eksempler:TfK 2009.102 V:T blev fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens §232 ved i årene 2003-2005 flere gange at have befølt sit barnebarn født i1995 på lårene, herunder på indersiden ved skridtet, og på brystet ogsåunder tøjet. Barnet blev tilkendt 5.000 kr. i godtgørelse.TfK 2008.880 V:T blev dømt for overtrædelse af straffelovens § 225 og §224, jf. § 222, stk. 2, og § 210, stk. 1, jf. stk. 3, ved i et tilfælde at havebefølt sin 9-årige søns lem samt suttet på sønnens lem. Tortgodtgørelsenblev fastsat til 20.000 kr. efter karakteren af den seksuelle krænkelse, idetretten lagde vægt på, at krænkelsen er sket over for T’s søn, der var i hansvaretægt, og at overgrebet har indebåret et groft tillidsbrud.TfK 2008.38 V:T blev fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens §223, stk. 1, jf. § 222, stk. 2, jf. § 225, ved i perioden mellem den 1. januar2001 og den 1. juni 2005 i ét tilfælde at have haft analt samleje med sinstedsøn A, født i 1998, og ved i samme periode i mindst 9 tilfælde at havehaft analt samleje med sin stedsøn B født i 1994. T blev endvidere fundetskyldig i overtrædelse af straffelovens § 235, stk. 2, ved på sin computer athave været i besiddelse af 8 utugtige billeder af personer under 18 år. Tblev straffet med fængsel i 3 år, idet der navnlig blev lagt vægt på deforurettedes unge alder samt på overgrebenes grovhed og omfang. A blevtilkendt 50.000 kr. og B 60.000 kr. i tortgodtgørelse.

FED 2006.224 Ø:T blev straffet for bl.a. overtrædelse af straffelovens §222, stk. 1 og 2, jf. § 223, stk. 1, og til dels § 224, stk. 1, ved bl.a. talrigegange og i visse tilfælde mod betaling at have haft samleje med sin 9-15-årige steddatter og anden kønslig omgængelse end samleje ved at få hendetil at onanere sit lem og sutte på det, ligesom han rørte ved hende både påbrysterne og i skridtet, stak sine fingre ind i skeden på hende, slikkedehende i skridtet og formåede hende til at føre en finger op i hansendetarmsåbning. Straffen blev fastsat til fængsel i 6 år, og forurettedeblev tilkendt tortgodtgørelse på 120.000 kr.Til belysning af anvendelsen af § 26, stk. 1, på andre kriminalitetstyper end de afstraffelovens kapitel 23 og 24 omfattede kan nævnes dommen refereret i TfK 2009.773 V,hvor to personer begge blev straffet med fængsel i 3 år for overtrædelse af straffelovens §262 a, stk. 1, jf. stk. 2, nr. 1, (menneskehandel) begået over for to udenlandske piger påhenholdsvis 17 og 20 år. Ved straffastsættelsen blev der bl.a. lagt vægt på, at de tiltalte iforening havde tvunget pigerne til at arbejde som prostituerede, og at de tiltalte fra en bilholdt kvinderne under opsyn, mens de bedrev prostitution. Der blev endvidere lagt vægt på,at forholdene havde strakt sig over henholdsvis 3½ og ca. 2 måneder samt kvindernespersonlige forhold, herunder deres alder. Der blev endelig lagt vægt på de tiltaltes kyniskeanvendelse af en kombination af omsorg og autoritet over for de to kvinder, der var i ensærlig sårbar situation, da de ikke kunne tale dansk og havde meget begrænsede midler tilrådighed. De to kvinder tilkendtes hver 30.000 kr. i tortgodtgørelse.Som et eksempel på tortgodtgørelse tilkendt i anledning af vold kan nævnes dommenrefereret i TfK 2007.220 V, hvor en person blev idømt fængsel i 9 måneder for overtrædelseaf straffelovens § 245, stk. 1, ved at have bidt forurettede i læben, hvorved et stykke af læbenvar blevet bidt af. Tiltalte havde herefter tildelt forurettede flere slag mod hovedet ogkroppen med et støvsugerrør, hvorved forurettede var blevet ramt på et knæ, begge arme ogden ene skulder, da han forsøgte at undgå slagene. Tiltalte blev endvidere dømt forovertrædelse af straffelovens § 123, idet han med trusler mod forurettede og en andentilstedeværende forsøgte at hindre politianmeldelse. Forurettede blev tilkendt en godtgørelsefor tort på 5.000 kr., da angrebet med afbidning af en del af læben havde været groftkrænkende for forurettede og påført denne en varig skade, som kunne påvirke selvfølelsen iforhold til omverdenen.Erstatningsnævnet har til brug for arbejdsgruppens arbejde samlet en række afgørelser franævnets årsberetninger for perioden 2006 til 2009, som illustrerer nævnets praksis omtilkendelse af tortgodtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, jf. stk. 2:

Fra årsberetningen 2008, s. 35, om frihedsberøvelse:J.nr. 08-520-09402:I sagen blev to tiltalte dømt for at have slået ansøgerflere gange med flad og knyttet hånd i hovedet, samt for at have væltetansøger omkuld med hævelse ved venstre øre og kind samthudafskrabninger på lår og albue til følge. De blev desuden dømt for athave tvunget ansøger med ned i en kælder, hvor de tvang ham til atafklæde sig samtidig med, at de bandt en trøje omkring hovedet på ham,så trøjen var presset ind mod hans mund. Herefter pressede de hans hovedned mod gulvet. I forlængelse heraf tvang de ham – fortsat under trusselom den vold, der lå i situationen – til at følge med til en tagterrasse, hvorde beordrede ham til at sætte sig på en stol. Det lykkedes til sidst ansøgerat slippe væk, og han løb nøgen hjem.Nævnet tilkendte ansøger 20.000 kr. i godtgørelse for tort som påstået afansøgerens advokat. Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, atkombinationen af frihedsberøvelsen samt afklædningen af ansøger gjordedet til et meget krænkende overgreb. Endvidere lagde nævnet vægt på, atansøger havde været nødsaget til at løbe nøgen hjem.Fra årsberetningen 2006, s. 32-34, om forbrydelser mod kønssædeligheden:J.nr. 06-520-04525:Ansøger, der cyklede hjem om natten ad et stisystemi et villakvarter, blev standset af fire mænd, der rev hende af cyklen ogtvang hende ned på jorden. To af gerningsmændene fastholdt ansøger,mens de to øvrige voldtog hende. Nævnet tilkendte under hensyn tilforholdets grovhed, herunder at der var tale om en overfaldsvoldtægtbegået af flere gerningsmænd, 80.000 kr. i tortgodtgørelse til ansøger.J.nr. 06-520-01369og06-520-01372:Ansøgerne (der var henholdsvis 13og 15 år) var i forbindelse med arbejdet på et pizzeria blevet udsat forblufærdighedskrænkelser fra pizzeriaets indehaver (der var 34 år).Skadevolder havde blandt andet befølt pigerne på bagdelen og brysterneuden på tøjet, ligesom han flere gange havde forsøgt at kysse dem.Nævnet tilkendte tortgodtgørelse på henholdsvis 10.000 og 15.000 kr.Nævnet lagde ved begge afgørelser vægt på krænkelsernes karakter, dentjenstlige afhængighed og den betydelige aldersforskel mellem pigerne ogskadevolder. Med henvisning til, at der for den ene piges vedkommendevar tale om gentagne krænkelser, fastsatte nævnet i denne sagtortgodtgørelsen til 15.000 kr.Fra årsberetningen 2007, s. 31-33:J.nr. 07-520-06049:Nævnet lagde ud fra en 7-årig drengs detaljeredeforklaring til grund, at en 13-årig dreng havde gennemført et fuldbyrdet

analt samleje med ham. Skadevolder havde bedt ansøger om at tage buk-serne af, hvorefter skadevolder gennemførte samlejet. Ansøger havde for-klaret, at han havde været bange og ikke havde haft lyst til at være med tildet, som skadevolder havde bedt ham om. Det kunne ikke lægges tilgrund, at skadevolder havde truet ansøger eller været voldelig overfor an-søger, ligesom det ikke kunne lægges til grund, at ansøger havde forsøgtat sætte sig til modværge, hvilket dog måtte tilskrives ansøgers unge alder.Ansøger havde overfor nævnet fremsat krav om 60.000 kr. i godtgørelsefor tort. Nævnet fastsatte godtgørelsen til 50.000 kr. Nævnet lagde på denene side vægt på, at samlejet blev fuldbyrdet og til den betydeligealdersforskel mellem skadevolder og ansøger, og på den anden side, at dervar tale om en enkeltstående episode – der ikke kunne betegnes somvoldtægt – begået af en mindreårig person.J.nr. 07-520-07605:Godtgørelsens størrelse et retskrav, idet skadevolderhavde erkendt erstatningspligten, men bestridt beløbets størrelse. Nævnettog derfor ikke selvstændig stilling til godtgørelsens størrelse, jf.offererstatningslovens § 11 a, stk. 1. Skadevolder tilstod, at han i perioden1994 til 2006 flere gange om ugen havde haft anden kønslig omgang endsamleje med sin datter, født i 1987, idet han formåede hende til at onaneresig til sædafgang. Han befølte hende i skridtet og førte en finger op ihendes skede og slikkede hende i skridtet, ligesom han formåede hende tilat sutte på sit lem. Endvidere tilstod han at have haft samleje med hende i2000. Han blev idømt 4 års fængsel. Retten lagde vægt på, at forholdenevar foregået over en 12-årig periode, at det samlede antal af overgrebderfor havde været af en ganske betydelig størrelse, og at ansøger varganske ung, da disse begyndte. Det kunne derfor ikke tillægges særligbetydning, at ansøger ikke var direkte tvunget ind i disse, men alene”formået” hertil. Retten tilkendte ansøger 150.000 kr., idet det blev lagt tilgrund, at ansøger som følge af overgrebene ikke havde haft et normalt livgennem stort set hele sin opvækst, hvor hun i realiteten blev frataget sinbarn- og ungdom, hvorfor den godtgørelse, der tilkom hende, skullefastsættes i overkanten af det sædvanlige niveau. Der blev tillige lagt vægtpå de grunde, der var anført om strafudmålingen.Fra nævnets årsberetning 2009, s. 34-36:J.nr. 09-520-13320:Ansøger blev udsat for et forsøg på voldtægt påLangelandsfestivalen. Hun forlod en aften en koncert for at lade sinmobiltelefon op, og mens hun ventede på, at telefonen blev opladet, blevhun overfaldet af en ukendt skadevolder. Hun vågnede op i et mørktområde bag toiletterne, hvor skadevolderen sad oven på hende. Han havdetrukket hendes kjole op og hendes trusser ned og forsøgte at kysse hende,ligesom han stak en finger op i hendes skede. Han forsøgte også uden heldat stikke sit lem op i hendes skede, men ansøger formåede at skubbe hamvæk og flygte, inden det lykkedes.

Ansøgers advokat krævede 80.000 kr. i tortgodtgørelse. Nævnet tilkendteansøger 35.000 kr. under henvisning til forarbejderne til § 26. Nævnetlagde vægt på de konkrete omstændigheder ved overgrebet, som kunkunne betegnes som et forsøg på voldtægt, herunder at skadevolderblottede ansøgers underliv, stak sin finger ind i hendes skede og førte denud og ind, samt greb hårdt fat i hendes ene bryst.J.nr. 09-520-13440:Ansøger havde været udsat for anden kønsligomgang end samleje ved tvang, til dels forsøg herpå, jf. straffelovens §224, jf. § 222, stk. 1, jf. til dels § 21. Overgrebet fandt sted på ethandicaptoilet på ansøgers og skadevolders skole. De varklassekammerater. De var begge i en undervisningstime blevet sendt udenfor døren – først ansøger, så skadevolder.Mens de stod udenfor klasseværelset, tvang skadevolder, der var 15 år,den 14-årige ansøger ind på toilettet, hvor han låste døren. Skadevoldersagde til ansøger: ” Skal vi kneppe” og ”Sut den”. Skadevolder forsøgte atføre ansøgers hoved ned til sit lem og forsøgte at få ansøger til atmasturbere sit lem ved flere gange at føre hendes hånd ned til sit lem.Herefter holdt skadevolder hendes hånd fast og foretog masturberendebevægelser. Skadevolder trak ansøgers bukser ned og stak en finger op ihendes skede mod hendes vilje. Efterfølgende stillede skadevolder sig baghende med sit lem mod hendes lår. Skadevolder fik udløsning underepisoden.Ansøger krævede 50.000 kr. i tortgodtgørelse. Nævnet tilkendte ansøger25.000 kr. Nævnet lagde vægt på, at der på den ene side ikke var tale omvoldtægt, men at der på den anden side var tale om et forhold, der varvæsentlig grovere end blufærdighedskrænkelse, ligesom der var anvendttvang. Herudover lagde nævnet vægt på, at det blev begået af en 15-årigklassekammerat, mens den 14-årige ansøger var i skole. Der var tale om etenkeltstående tilfælde.9.1.2. Erstatningsansvarslovens § 26, stk. 3Efter denne bestemmelse i erstatningsansvarslovens § 26, stk. 3, skal den, der er ansvarlig foren retsstridig krænkelse af en anden, i tilfælde, hvor der ikke er lidt tort, jf. § 26, stk. 1, dogbetale den forurettede en godtgørelse, såfremt krænkelsen er begået ved en forbrydelse, derhar indebåret et særligt groft angreb mod en andens person eller frihed.Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 349 af 23. maj 1997 om styrkelse af retsstillingen forofre for forbrydelser mv. Efter forarbejderne er bestemmelsens kerneområdestraffelovsovertrædelser i form af særligt grov vold eller frihedsberøvelse. Bestemmelsenkan således omfatte forbrydelser, hvor vold indgår i gerningsindholdet, herunder bådeforhold, der udelukkende består i vold, og f.eks. røveri, voldtægt og drabsforsøg.

Kravet om forholdets grovhed indebærer efter forarbejderne, at der skal være tale om enforbrydelse, der har medført alvorlig utryghed og angst hos offeret, og som også generelt seter egnet til at skabe betydelig frygt og bekymring.Ved vold er det en forudsætning, at volden er sket ved anvendelse af våben, eller at der ertale om vold gennem længere tid – flere timer. Det vil normalt også være en forudsætning, atvolden har medført alvorlige skader.Angreb mod en persons frihed vil kunne medføre godtgørelse efter bestemmelsen, hvisfrihedsberøvelsen har været af en vis længde og er foregået under sådanne omstændigheder,f.eks. ved anvendelse af trussel med våben, at forholdet er voldsomt angstskabende forofferet.Kravet om forbrydelsens særlige grovhed indebærer, at forholdet også ved strafudmålingenbetragtes som værende af grovere karakter. Det vil således være udgangspunktet, atforbrydelsen skal medføre fængsel i omkring 1 år eller derover.Godtgørelsens størrelse forudsættes i forarbejderne som udgangspunkt at ligge istørrelsesordenen 10.000 kr.Krænkelsesgodtgørelse ydes således i de grænsetilfælde, hvor forbrydelsen ikke direkte harværet egnet til at krænke offerets selv- og æresfølelse, og hvor der derfor ikke ydesgodtgørelse for tort, men hvor forbrydelsen desuagtet er af en sådan karakter, at den genereltset er egnet til at skabe meget betydelig angst og længerevarende psykiske belastninger forofferet.Erstatningsnævnet har til brug for arbejdsgruppens arbejde oplyst, at kravet om forholdetsgrovhed efter nævnets praksis lidt forenklet kræver, at forholdet er sket ved etforsætligtsærligt groft angreb,der har medført eller været egnet til at medførealvorlig utryghed ogangst hos offeret.Ved vold er det en forudsætning, atder er anvendt våben,eller at der harværet tale om voldgennem længere tid.Kravet om forbrydelsens grovhed indebærerendvidere, at forholdet også ved strafudmålingen skal betragtes som værende af groverekarakter. Det er således tillige en forudsætning, at forbrydelsen skal kunne medføre fængsel i1 år eller derover. Det vil normalt også være en forudsætning, at volden har medførtalvorlige skader.Nævnet har oplyst, at nævnet i 2007 har overvejet kravene til ”alvorlig skade” og har truffetbeslutning om, at alvorlig skade som udgangspunkt skal forstås som skader, der har medført

egentlig varig mén, der kan fastsættes til en méngrad på mindst 5 pct., eller en sygeperiodepå 3 måneder eller derover. En kortere sygeperiode end 3 måneder vil derfor somudgangspunkt ikke kunne udløse krænkelsesgodtgørelse. Konkrete omstændigheder kan dogtale for at fravige udgangspunktet:Det talerforat tilkende krænkelsesgodtgørelse til en skadelidt, der ikke har været sygemeldti 3 måneder, hvis det af sagens akter fremgår, at det normalt må forventes at tage 3 månedereller mere at blive rask som følge af de skader, skadelidte pådrog sig, dvs. hvis den kortesygeperiode klart kan tilskrives skadelidtes stærke helbred. Herudover taler det ligeledesfor,hvis skadelidte har pådraget sig varigt mén, der dog ikke har givet anledning til, atArbejdsskadestyrelsen har fastsat en méngrad på 5 pct. eller derover.Det talerimodat tilkende krænkelsesgodtgørelse til en skadelidt, der har haft en meget langsygeperiode, når det må være åbenbart, at den lange sygeperiode kan tilskrives skadelidtesskrøbelige helbred, herunder f.eks. at skadelidte er uden for arbejdsmarkedet.Som nævnt fremgår det af bestemmelsens forarbejder, at niveauet forkrænkelsesgodtgørelsens størrelse som udgangspunkt er 10.000 kr. Efter retspraksis liggerniveauet fra 10.000 kr. til 25.000 kr.29På baggrund af bl.a. disse domme harErstatningsnævnet i 2007 vedtaget følgende vejledende retningslinjer forkrænkelsesgodtgørelsens størrelse:Har gerningsmanden fået en straf på mellem 1 og indtil 6 års fængsel, eller må det forventes,at det pågældende forhold ville medføre en straf på mellem 1 og indtil 6 års fængsel, vilgodtgørelsen som udgangspunkt ligge i størrelsesordenen 10.000 kr. Godtgørelsen kan dogfastsættes til 15.000 kr., hvis forholdets grovhed og udmålingen af straffens længde (ellerden forventede udmåling af straffens længde) tilsiger det.Kan straffen sættes til mellem 6 og 8 år, vil godtgørelsen som udgangspunkt ligge istørrelsesordenen 20.000 kr.

Eksempelvis dommen refereret i UfR 2007.1643 V, hvor forurettede på sin bopæl med kniv blev stukket fleregange i ansigtet, på øre, hals, skulder og hænder. Gerningsmanden blev straffet med 3 års fængsel. Landsrettentilkendte forurettede 10.000 kr. i godtgørelse efter § 26, stk. 3, efter en samlet vurdering af voldens karakter ogomfang, angrebets varighed, skaderne på forurettede, herunder amputation af en lillefinger, samt deomstændigheder, hvorunder forurettede med sin datter måtte flygte fra sit hjem og lagde til grund, at overfaldetvar egnet til at skabe en meget betydelig angst hos forurettede. Se endvidere dommen refereret i UfR 2001.1827H, hvor to kvinder, der var blevet udsat for drabsforsøg og i den forbindelse ramt i hovedet af skud fra enrevolver, hvorved den ene var blevet blind på det ene øje og havde fået svære psykiske problemer, mens denanden havde pådraget sig en svær hjerneskade, blindhed og lammelse af en arm og hånd. Gerningsmanden blevstraffet med fængsel i 8 år. Højesteret fastsatte godtgørelserne til 25.000 kr. på grundlag af forholdets grovhedog farlighed og de meget betydelige skader og følger, der var overgået de forurettede.

Kan straffen sættes til mere end 8 år, vil godtgørelsen som udgangspunkt ligge istørrelsesordenen 25.000 kr.Som eksempler på nævnets praksis om tilkendelse af krænkelsesgodtgørelse kan fraårsberetningen 2007 nævnes:J.nr. 06-520-01310/01311:Et ægtepar sad i deres stue, da der lød etbrag. Et øjeblik efter stod der 3 hætteklædte mænd, som beordredeægteparret ned på gulvet. Det blev råbt, at det var et røveri. Kort efterblev manden bagbundet med gaffatape rundt om hænder og fødder ogfik ligeledes tape for munden. Røverne forlangte guld, penge, smykkerog våben. Hustruen fik en kniv for struben og ægtefællen en pistol fortindingen. Hustruen blev herefter beordret ovenpå, hvor hun fandt sintaske og gav røverne sine kontanter, ligesom hun blev beordret til atudlevere smykker, frimærkesamling samt en møntsamling. Menshustruen var i soveværelset, hørte hun et råb fra stuen. Den ene af de torøvere forlod soveværelset og løb nedenunder. Det viste sig senere, atægtefællen havde fået fravristet den ene røver pistolen og efterfølgendevar blevet sparket i ryggen af den tilløbende røver. Hustruen blevherefter beordret nedenunder igen. Hun blev sat i en læderstol ved sidenaf ægtefællen, og de blev begge bundet fast til stolene med gaffatape.Alle gardiner blev rullet for. Der blev skåret hul i gaffatapen, så derkunne sættes et sugerør ind, og de fik serveret vand. 2 af røverne tog afsted med rovet, og den tredje blev der med pistolen et kvarters tid.Gerningsmændene blev ikke fundet. Begge ægtefæller fik varige mén afhændelsen, begge vurderet til 20 pct. af Arbejdsskadestyrelsen.Erstatningsnævnet tilkendte ægteparret hver 10.000 kr. ikrænkelsesgodtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 3.J.nr. 06-520-05142:Ansøger blev overfaldet af ukendte gerningsmændi sit hjem, hvor den ene af gerningsmændene slog løs på ansøger med etmetalbaseballbat, så ansøger blandt andet fik brud på det ene ben.Ansøger blev derefter af gerningsmændene tvunget ud i sin mors bil,hvor de kørte rundt i ca. 45 minutter, før gerningsmændene stoppedebilen og forsvandt. Ansøger var efterfølgende sygemeldt i lidt over 7måneder. Nævnet tilkendte ansøger 10.000 kr. i krænkelsesgodtgørelse,da forholdet måtte siges at have været egnet til at skabe betydelig frygtog bekymring, og ansøger havde været sygemeldt i en længere periode.Det fandtes ligeledes sandsynligt, at der, hvis gerningsmændene varblevet fundet, ville være blevet udmålt en ubetinget fængselsstraf på 1 åreller mere.J.nr. 07-520-07669:Ansøger var af skadevolder dels blevet slået i an-sigtet flere gange, dels blevet truet med at blive slået ihjel, og til sidstblevet skubbet ud på kørebanen, hvor hun blev ramt af en lastbil,hvorved hun pådrog sig alvorlig skade på særligt venstre fod. Ansøgerfremsatte overfor nævnet krav om godtgørelse for svie og smerte,

erstatning for ødelagt beklædning og krænkelsesgodtgørelse eftererstatningsansvarslovens § 26, stk. 3, på 20.000 kr. Ansøgers advokathavde i retten nedlagt påstand om godtgørelse for svie og smerte ogerstatning for ødelagt beklædning. Advokaten havde ikke udtrykkeligtnedlagt påstand om krænkelsesgodtgørelse, ligesom han ikke havdetaget et specifikt forbehold herfor, men havde derimod taget et genereltformuleret forbehold for yderligere erstatning. Nævnet henviste kravetvedrørende svie og smerte samt ødelagt beklædning til lastbilensansvarsforsikringsselskab, jf. færdselslovens § 101, jf. § 105 og § 108,jf. offererstatningslovens § 7, stk. 1, men tilkendte ansøger 10.000 kr. ikrænkelsesgodtgørelse. Det bemærkes, at nævnet anså kravet omkrænkelsesgodtgørelse for omfattet af det i retten generelt formuleredeforbehold for yderligere erstatning.J.nr. 07-520-04746:Nævnet fandt, at skadelidte på grund afsygeperiodens længde ikke var berettiget til krænkelsesgodtgørelse:Ansøger var blevet stukket med en kniv i brystet og i benet. Ansøger varoprindeligt syg 1-2 uger efter tilskadekomsten, men der opstodkomplikationer på grund af et stort blodtab i ansøgers ben, hvorforsygeperioden blev noget længere. Nævnet overvejede derfor, hvorvidtansøger skulle tilkendes krænkelsesgodtgørelse. Nævnet modtogherefter en lægeerklæring, der oplyste, at ansøger havde væretsygemeldt i 2 måneder. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilkendekrænkelsesgodtgørelse, da der ikke var oplysninger i sagen, der gavgrundlag for at statuere, at volden havde medført alvorlige skader, bl.a.fordi sygeperioden kun var på 2 måneder.J.nr. 07-520-06163:Nævnet fandt, at skadelidte ikke var berettiget tilkrænkelsesgodtgørelse, blandt andet fordi skadevolder ikke blev idømtmindst 1 års fængsel:Ansøger, en 38-årig kvinde, blev af sin samlever udsat for skud med enpistol, der på tæt hold ramte hendes venstre kind, hvorved hun blevpåført betydelig legemsskade, idet projektilet gik gennem ansøgershoved med bl.a. knusning af den bagerste øverste del af højreunderkæbe med flere operative indgreb på ansigtsskelettet til følge.Skadevolder blev i byretten idømt fængsel i 10 måneder forovertrædelse af straffelovens § 252, stk. 1, ved af grov kådhed eller pålignende hensynsløs måde at forvolde nærliggende fare for nogens liveller førlighed, samt for uagtsom legemsbeskadigelse efter straffelovens§ 249. Nævnet fandt, at forholdet ikke indebar et forsætligt særligt groft”angreb” mod ansøger som omhandlet i forarbejderne tilerstatningsansvarslovens § 26, stk. 3, hvorfor der ikke var grundlag forat tilkende krænkelsesgodtgørelse. Nævnet bemærkede i øvrigt, at det afforarbejderne til erstatningsansvarslovens § 26, stk. 3, fremgår, atforbrydelsens grovhed skal afspejles i strafudmålingen, således at dersom udgangspunkt for tilkendelse af krænkelsesgodtgørelse stilles krav

om, at forbrydelsen har medført en fængselsstraf på omkring 1 år ellermere.J.nr. 06-520-04276:Nævnet fandt grundlag for at fravige niveauet på10.000 kr. i krænkelsesgodtgørelse: Skadevolder havde forsøgt at dræbesin tidligere hustru, idet han på kort afstand med en armbrøst skød en pilmod hendes overkrop, hvorved hun blev ramt i det ene bryst og ved atslå hende flere gange i hovedet med armbrøsten. Skadevolder blevidømt psykiatrisk behandling på ubestemt tid. Ansøger blev som følgeaf overfaldet opereret to gange, havde nedsat bevægelighed i venstreskulder og smerter, var sygemeldt i 79 dage og gik i langvarigbehandling hos fysioterapeut og hos psykolog. Nævnet anmodedeArbejdsskadestyrelsen om en udtalelse om ansøgerens varige mén ogerhvervsevnetab – udtalelsen herom forelå endnu ikke påafgørelsestidspunktet. Nævnet tilkendte krænkelsesgodtgørelse i medføraf erstatningsansvarslovens § 26, stk. 3, på 20.000 kr., henset tilhandlingens grovhed, herunder at der var tale om et voldsomtdrabsforsøg.J.nr. 06-520-05701:Størrelsen af godtgørelsesbeløbet var et retskrav:Ansøger blev overfaldet med et knivstik. Hun blev reddet, fordi hunkom under hurtig lægebehandling, men hun – der var gravid i 26. uge –mistede sit ufødte barn, der efter forløsning ved kejsersnit afgik veddøden. Retten fandt, at godtgørelsen efter angrebets farlighed ogalvorlige konsekvenser, herunder at ansøger mistede sit ufødte barn,ekstraordinært kunne fastsættes til 20.000 kr. Se endvidere samme sagomtalt under punkt 7.18 om erstatningsansvarslovens § 26 a.J.nr. 07-520-06237:Nævnet fandt på grund af de særlige om-stændigheder grundlag for at tilkende krænkelsesgodtgørelse, selv ombetingelsen om, at der enten skal være anvendt våben, eller at volden harstået på i længere tid, ikke var opfyldt: Skadevolder blev idømt 1 år og 3måneders fængsel for at have slået ansøger, skadevolders søn, der påskadestidspunktet var 3 ½ måned gammel. Ansøger fik i den forbindelsekraniebrud og indre blødninger og var sygemeldt i 2 måneder. Det vargrundet ansøgers alder uvist, om der ville vise sig varige mén. Uanset atbetingelsen om, at der enten skal være anvendt et våben, eller at voldenhar stået på i længere tid, ikke var opfyldt, tilkendte nævnet engodtgørelse på 10.000 kr. Nævnet lagde ved sin afgørelse vægt på desærlige omstændigheder ved sagen, herunder navnlig karakteren af denudøvede vold, ansøgers skader samt ansøgers alder påskadestidspunktet.Fra årsberetningen 2008, s. 40-41:J.nr. 08-520-11985:Nævnet tilkendte 25.000 kr. til boet efter afdøde:Skadevolder blev idømt 9 års fængsel for i forening med 2 medtiltalte at

være trængt ind i privat hjem og ved vold at have aftvunget beboeren etikke nærmere opgjort pengebeløb. Beboeren fik tildelt flere slag ihovedet med et baseball-bat med brud i kraniet samt blødning i hjernentil følge, hvilket medførte, at hun afgik ved døden 4 uger efter. Nævnettilkendte boet efter afdøde 25.000 kr. i krænkelsesgodtgørelse.9.1.3. Erstatningsansvarslovens § 26 aEfter erstatningsansvarslovens § 26 a30kan den, der forsætligt eller ved grov uagtsomhedforvolder en andens død, pålægges at betale en godtgørelse til efterlevende, der stod denafdøde særlig nær.Efter bestemmelsens stk. 2 skal der ved vurderingen af, om der skal betales godtgørelse efterstk. 1, og ved fastsættelsen af godtgørelsens størrelse lægges særlig vægt på karakteren afskadevolderens handling og på den lidelse eller krænkelse, som må antages at være påførtden eller de efterlevende.Med bestemmelsen blev der skabt mulighed for isærligetilfælde at tilkende de efterladte engodtgørelse for lidelse eller krænkelse som følge af en nærtståendes død. Der er således ikketale om en generel adgang til at tilkende de efterladte en godtgørelse ved ethvert dødsfald,der skyldes en ansvarspådragende handling. Reglens anvendelsesområde er begrænset tiltilfælde, hvor dødsfaldet er sket under sådanne kvalificerende omstændigheder, at der måantages at være tale om en særlig følelsesmæssig belastning for eller krænkelse af deefterladte.31Reglen er fakultativ, jf. ordene ”kan pålægges” i stk. 1. Det må afgøres efter en konkretvurdering af den enkelte sags omstændigheder, om der skal tilkendes en godtgørelse til eneller flere af de efterladte.Reglen omfatter alene efterlevende, der stod den afdøde særligt nær, dvs. nære pårørende tilden afdøde. Det omfatter som udgangspunkt ægtefælle, samlever, mindreårige børn ogforældre til mindreårige børn. Der skal ikke foretages en nærmere vurdering af de konkretefølelsesmæssige relationer mellem disse efterlevende og den afdøde. Der vil dog normaltikke være grundlag for at tilkende en godtgørelse, hvis ægtefællernes samliv på tidspunktetfor dødsfaldet var ophævet på grund af uoverensstemmelser.

Samlever skal forstås på samme måde som i erstatningsansvarslovens § 13 om forsørgertabs-erstatning og § 14 a om overgangsbeløb. Dette indebærer bl.a., at der ikke stilles bestemtekrav til varigheden af det forudgående samliv. Det afgørende er, om der på tidspunktet fordødsfaldet bestod et samliv af en art, der konkret gør det rimeligt at sidestille denefterlevende med en ægtefælle, herunder om der på tidspunktet for dødsfaldet var fællesbolig, fælles husholdning og fælles økonomi i øvrigt.Forholdet mellem forældre og deres hjemmeboende og/eller mindreårige børn må normaltogså anses for omfattet af reglen uanset om det er et barn eller en af forældrene, der dør. Derbør i almindelighed tilkendes en godtgørelse til mindreårige børn uanset deres alder, dvs. atder også kan tilkendes en godtgørelse til helt små børn, selv om de endnu ikke er i stand til atopfatte og forstå de særlige omstændigheder omkring dødsfaldet, der begrundergodtgørelsen. Hvis der er tale om voksne børn, der er flyttet hjemmefra, vil der derimod ialmindelighed ikke være grundlag for at tilkende en godtgørelse i anledning af barnets elleren af forældrenes død, medmindre de pågældende må antages at have bevaret en helt særligtilknytning, eller barnet f.eks. først er flyttet hjemmefra umiddelbart før dødsfaldet.Efter omstændighederne vil også andre end ægtefælle, samlever, børn eller forældre kunneanses for omfattet af reglen. Dette forudsætter dog, at der har været et sådant særligt forholdmellem den pågældende og den afdøde, at der må antages at være tale om en tilsvarendesærlig følelsesmæssig belastning som følge af dødsfaldet. Det kan f.eks. være en søster ellerbror, der som voksen i mange år har haft fælles bolig og husholdning med den afdøde.Muligheden for at tilkende en godtgørelse til de efterladte er begrænset til dødsfald, der erforvoldt forsætligt eller groft uagtsomt.Ved vurderingen af, om der i en konkret sag er tale om grov uagtsomhed, vil der som eftererstatningsansvarslovens § 19, stk. 2, nr. 1 (hvorefter der ved forsæt og grov uagtsomhed ererstatningsansvar for skadevolderen, selv om skaden er dækket af en forsikring), kunne tagesudgangspunkt i, om skadevolderens adfærd har indebåret en indlysende fare for den indtrådteskade.Ved siden af denne begrænsning til dødsfald forvoldt forsætligt eller groft uagtsomt skal derefter stk. 2 lægges særlig vægt på karakteren af skadevolderens handling og på den lidelseeller krænkelse, som må antages at være påført den eller de efterlevende.Tilkendelse af godtgørelse til en efterladt forudsætter ikke, at den pågældende har fået enegentlig psykisk skade (personskade) som følge af dødsfaldet.

Det er forudsat i forarbejderne, at der skal foretages en helhedsvurdering af, om dødsfaldet erforvoldt under sådanne omstændigheder, at det i almindelighed må forventes at påføre deefterladte en ekstraordinær psykisk og/eller følelsesmæssig belastning (lidelse ellerkrænkelse). Der er således tale om en generel vurdering af dødsfaldets ”egnethed” til atmedføre en sådan særlig belastning for de efterladte og ikke en konkret medicinsk vurderingaf, i hvilket omfang dette rent faktisk har været tilfældet.Ved dødsfald, der er forvoldt forsætligt, vil der normalt være tale om en overtrædelse afstraffelovens § 237 om drab. I disse tilfælde vil vurderingen efter stk. 2 som udgangspunktføre til, at der bør tilkendes de efterladte en godtgørelse. Selv omskadevolderen/gerningsmanden ikke kan straffes som følge af ung alder eller utilregnelighedpå grund af sindssygdom eller lignende (straffelovens §§ 15 og 16), vil skadevolderen somudgangspunkt fortsat være erstatningsansvarlig, således at der vil kunne tilkendes deefterladte en godtgørelse, jf. erstatningsansvarslovens §§ 24 a og 24 b.Hvis dødsfaldet er forvoldt ved grov uagtsomhed, indebærer vurderingen efter stk. 2, at derud over skadevolderens grove uagtsomhed som udgangspunkt konkret skal foreliggeomstændigheder, der må antages at indebære, at de efterladte i særlig grad påføres lidelseeller krænkelse som følge af dødsfaldet.Der kan ved denne vurdering bl.a. lægges vægt på, om dødsfaldet er forvoldt på en særligbrutal og/eller krænkende måde, f.eks. at offeret har været udsat for omfattende vold ellerseksuelle overgreb inden døden eller er død på en særligt pinefuld måde. Der kan ogsålægges vægt på, om de efterladte har været til stede, da offeret blev dræbt, eller er kommet tilstede umiddelbart efter. Hvis skadevolderens adfærd har været af særlig grov karakter ogf.eks. må betegnes som grov hensynsløshed, kan dette i sig selv tale for, at der tilkendes deefterladte en godtgørelse.Reglen er navnlig forudsat anvendt i tilfælde, hvor dødsfaldet er forvoldt underomstændigheder, der samtidig indebærer en overtrædelse af straffelovens regler ombeskyttelse af menneskers liv og legeme, f.eks. straffelovens § 246 (grov vold, der harmedført døden) eller § 252 (bl.a. fremkaldelse af nærliggende fare for nogens liv ellerførlighed). Se dog nedenfor et eksempel på tilkendelse godtgørelse ved et dødsfald, hvorskadevolderne blev dømt efter straffelovens § 244, jf. Erstatningsnævnets sag med j.nr. 07-520-08088.Forudsat at der konkret er tale om grov uagtsomhed i relation til dødens indtræden, er reglenifølge forarbejderne tænkt anvendt f.eks. i tilfælde, hvor offeret har været udsat for grov voldi et sådant omfang og/eller af en sådan karakter, at han eller hun afgår ved døden, eller hvor

en bilist under hasarderet og hensynsløs kørsel omfattet af straffelovens § 252 forvolder enmedtrafikants død.Det er således ikke alle tilfælde, hvor skadevolderen vil kunne blive dømt for overtrædelse afstraffelovens § 241 om uagtsomt manddrab, som vil være omfattet af erstatningsansvars-lovens § 26 a. Dette hænger bl.a. sammen med, at straffelovens § 241 ikke er begrænset tildødsfald forvoldt ved grov uagtsomhed, men også omfatter dødsfald forvoldt ved simpeluagtsomhed.Godtgørelsens størrelse må fastsættes ud fra en samlet vurdering af de konkreteomstændigheder i den enkelte sag. Karakteren af skadevolderens handling og den lidelseeller krænkelse, som må antages at være påført den eller de efterlevende, skal også tillæggessærlig vægt ved udmålingen af godtgørelse, jf. stk. 2.Den maksimale godtgørelse forudsættes i almindelighed at være i størrelsesordenen 100.000kr. I sager om forsætligt drab bør der som udgangspunkt tilkendes en godtgørelse i dennestørrelsesorden. Det er dog ikke udelukket i helt ekstraordinære tilfælde at tilkende en højeregodtgørelse.Hvis dødsfaldet er forvoldt ved grov uagtsomhed, må godtgørelsen normalt fastsættes til etmindre beløb, idet det dog forudsættes, at der ikke udmåles helt bagatelagtige beløb.Godtgørelsen kan udbetales ved siden af eventuelle andre ydelser i anledning af dødsfaldet,f.eks. forsørgertabserstatning efter erstatningsansvarslovens §§ 12-14 og overgangsbeløbefter § 14 a.Der kan i anledning af det samme dødsfald tilkendes en godtgørelse til flere efterladte, derhver især opfylder betingelserne herfor, f.eks. både til den afdødes ægtefælle og til denafdødes mindreårige børn. I givet fald vil hver af de efterladte kunne få en godtgørelse påsom udgangspunkt indtil ca. 100.000 kr.Det fremgår af retspraksis, at godtgørelsen i tilfælde af forsætligt drab fastsættes til 100.000kr.32For uagtsomt manddrab (trafikdrab) eller vold med døden til følge synesudgangspunktet i retspraksis at være 50.000 kr.33, i særlige tilfælde dog 75.000 kr.343233

Anvendelsesområdet for nævnets tilkendelser af godtgørelse efter § 26 a fremgår af nævnetsårsberetninger for 2003 og frem. Af årsberetningen for 2003, side 30f, fremgår:”Er dødsfaldet forvoldt ved overtrædelse af straffelovens § 237 er ud-gangspunktet, at der skal betales godtgørelse. Er døden derimod forvoldtved overtrædelse af straffelovens § 246 eller § 252, afhænger det af enkonkret vurdering af karakteren af tiltaltes handling og den lidelse ellerkrænkelse, som derved er påført de efterlevende, om der skal betalesgodtgørelse. Der kan i den forbindelse lægges vægt på, om dødsfaldet erforvoldt på en særlig brutal eller krænkende måde, om afdøde har væretudsat for omfattende vold eller seksuelle krænkelser inden døden, ellerom døden er forvoldt på en særlig pinefuld måde. Det kan også indgå ivurderingen, hvor ”tæt” de efterladte har været på begivenhederne. Haret barn f.eks. været til stede i forbindelse med drabet på en af sineforældre, kan dette i sig selv tale for tilkendelse af godtgørelse.Udgangspunktet for godtgørelsens størrelse ved forsætligt drab er100.000 kr. Ved dødsfald som følge af grov uagtsomhed kangodtgørelsen fastsættes til et mindre beløb, idet det dog i lovensforarbejder forudsættes, at der ikke tilkendes helt bagatelagtige beløb.Godtgørelsen kan udbetales til personer, der stod afdøde særlig nær. Detvil som udgangspunkt sige afdødes efterladte ægtefælle eller samlever,mindreårige børn og, hvis afdøde var mindreårig, afdødes forældre. Vedmindreårige børn vil det som udgangspunkt være uden betydning, ombarnet rent faktisk boede sammen med afdøde, og om barnet selv er istand til at forstå de særlige omstændigheder omkring dødsfaldet, derbegrunder godtgørelsen. Hjemmeboende voksne børn vil somudgangspunkt også være omfattet af bestemmelsen.Der kan udbetales en godtgørelse i den størrelsesorden, der er omtaltovenfor, til hver af de efterladte, som stod afdøde særlig nær.”Nævnet har om sin praksis om tilkendelse af godtgørelse efter § 26 a oplyst følgende til brugfor arbejdsgruppens arbejde:”Jf. nævnets årsberetning for 2003 havde nævnet i 2003 kun lejlighed tilat træffe afgørelse i 3 sager, der alle var del af det samme sagskompleks.Nævnet tilkendte § 26 a godtgørelse til tre mindreårige børn, hvis morvar blevet dræbt af sin ekskæreste. Det ene barn blev tilkendt 115.000kr., da nævnet fandt, at lovens udgangspunkt om en godtgørelse på100.000 kr. måtte fraviges, fordi barnet fandt sin mor med livsfarligeknivsår siddende i gerningsmandens arme. Barnet fik moderen trukket”rystevold” forvoldte sin 2 uger gamle søns død. Godtgørelsen til moderen fandtes efter forholdets grovhed atskulle fastsættes til 75.000 kr.

ud af værelset. Moderen var da stadig i live, og mens datteren sad ogholdt hende, blev der ringet efter en ambulance. De to andre børn havdeikke været til stede i forbindelse med drabet og blev hver tilkendt engodtgørelse på 100.000 kr., idet der ikke fandtes grundlag for at fravigelovens udgangspunkt på 100.000 kr. Nævnet lagde i overensstemmelsemed lovens forarbejder ikke vægt på, at det ene af de mindreårige børnikke havde fælles bopæl med den dræbte på gerningstidspunktet.Anvendelsesområdet og godtgørelsesniveauet:Typisk udbetaler nævnet 100.000 kr. til efterladte, hvis dødsfaldet erforvoldt ved overtrædelse af straffelovens § 237. I en del sager harnævnet dog valgt at fravige beløbet i opadgående retning, fordi der harværet ekstraordinære omstændigheder i sagen, f.eks. hvis afdødes barnhar overværet drabet.Godtgørelsesbeløbet for dødsfald forvoldt ved overtrædelse afstraffelovens § 246 har ligget mellem 50-85.000 kr., mens nævnet i enenkelt sag har tilkendt 50.000 kr. til efterladte, hvor dødsfaldet varforvoldt ved overtrædelse af straffelovens § 244.I ingen af de ovenfor nævnte afgørelser har nævnet tilkendt mindre end50.000 kr., og har – efter hukommelsen – ikke i øvrigt tilkendt laveregodtgørelser end 50.000 kr. i § 26 a godtgørelse.Det kan ikke verificeres statistisk, men det er nævnets indtryk, at langtde fleste godtgørelser tilkendes som følge af dødsfald forvoldt vedovertrædelse af straffelovens § 237.Personkreds:Nævnet har tilkendt § 26 a godtgørelse til afdødes efterladte ægtefælleeller samlever, mindreårige børn og, hvis afdøde var mindreårig,afdødes forældre. Der henvises til de citerede afgørelser ovenfor –hvoraf det også ses, at nævnet har meddelt afslag i ansøgninger omgodtgørelse efter § 26 a godtgørelse til afdødes voksne, udeboende børn,ligesom nævnet i .j.nr. 06-520-04880 og 06-520-04881 meddelte afslagtil afdødes to søskende.Det er nævnets indtryk, at der er opmærksomhed omkringbestemmelsen, og at den anvendes i praksis. Det bemærkes i denforbindelse, at nævnet af egen drift tilkender § 26 a godtgørelse tilefterladte ansøgere, som opfylder betingelserne, og som ikke errepræsenteret ved bistandsadvokat, jf. j.nr. 10-00032-2004, omtaltovenfor.Nævnet har i sin årsberetning for 2006, side 22, omtalt et eksempel på,at nævnet meddelte afslag på § 26 a godtgørelse, selv om betingelsernevar opfyldt. Det skyldtes imidlertid, at bistandsadvokaten ikke understraffesagen i retten havde nedlagt påstand om eller taget forbehold for

at fremsætte krav om § 26 a godtgørelse. En sådan problematik kanopstå ved alle krav om erstatning og godtgørelse efteroffererstatningsloven og er således ikke speciel for § 26 a godtgørelse:J.nr. 06-520-00821:Ansøgers far var blevet dræbt ved skud fra etoversavet jagtgevær på en restaurant. Ansøger, der pågerningstidspunktet var 5 år, søgte om godtgørelse til efterladte eftererstatningsansvarslovens § 26 a. Nævnet fandt, at ansøger havde væretberettiget til godtgørelse efter § 26 a, men afslog ansøgningen, idetansøger under straffesagen mod skadevolderen, hvor ansøger havdeværet repræsenteret ved bistandsadvokat, ikke havde nedlagt påstand omeller taget forbehold for at fremsætte krav om godtgørelse efter § 26 a.Nævnet anførte i afgørelsen, at der, idet der ikke blev nedlagt påstand iretten om godtgørelse til efterladte, kunne være tale om enansvarspådragende fejl fra bistandsadvokatens side. Nævnet bemærkedei den forbindelse, at niveauet for § 26 a godtgørelse som udgangspunktudgjorde 100.000 kr.”9.2. Sverige og Norge9.2.1. SverigeI Sverige kan der gives offerskadeerstatning for krænkelse. Krænkelseserstatningen erbeskrevet i lovforslaget som”att kompensera känslor som den kränkande handling har framkallat hosden skadelidande, såsom rädsla, förnedring, skam eller liknande sominte tager sig sådana medicinske uttryck att det föreligger enpersonskada”.35Brottsoffermyndigheten har angivet de typer af sager, hvor krænkelseserstatning kan kommepå tale:”De allra flesta fall av sexuella övergrepp ger rätt till sådankränkningsersättning. Den rätten finns också ofta vid mishandel liksomved hemfridsbrott, olaga hot, rån och överträdelse av besöksförbud.”36Det fremgår af lovforslaget, at kun alvorlige krænkelser kan godtgøres. De lavesteerstatningsbeløb er 5.000 kr.37De hyppigst udbetalte beløb er mellem 5.000 skr. og 15.000skr., og de udbetales typisk ved bank-, post- og butiksrøveri og uprovokerede overfald. Vedrøverier er erstatninger på mere end 10.000 skr. ikke usædvanlige, og i særligt grove tilfældekan beløbet være endnu højere. I overfaldstilfælde vil omstændigheder oftest tilsige, at3536

offeret er berettiget til krænkelseserstatning, især hvis overfaldet er uprovokeret. Hvisoverfaldet har været særligt brutalt eller hensynsløst, vil erstatningsbeløbet typisk overstige10.000 skr. Et taskerøveri vil typisk udløse 5.000 skr. til offeret i erstatning. Kravet tilforbrydelsens alvor er således væsentligt lavere i Sverige end i Danmark.38For så vidt angår krænkelseserstatning ved seksualforbrydelser fremgår det afBrottsoffermyndighetens Referatsamling 2009, at krænkelseserstatningen ved voldtægtnormalt er på 75.000 skr., mens normalerstatningen ved voldtægtsforsøg, som er tæt påfuldbyrdelse, er 40.000 skr.39For grove seksuelle overgreb mod børn er normalbeløbet150.000 skr. for krænkelse.I Sverige er der endvidere mulighed for at yde erstatning til nære pårørende til en person, derer afgået ved døden som følge af en ansvarspådragende handling. Det gælder navnligægtefælle, registreret partner, samlever, børn og forældre. Som udgangspunkt ydeserstatningen til afdødes husstand, men det er ikke udelukket at andre personer kan fåerstatning. Högsta domstolen har i sagen NJA 2004 s. 26 bl.a. anført følgende:”Genom en lagändring som trädde i kraft den 1 januari 2002 har näraanhöriga till en person som dödats genom en skadeståndsgrundandehandling en i lag reglerad rätt till skadestånd för personskada som haråsamkats dem till följd av dödsfallet (5 kap. 2 § första stycket 3skadeståndslagen). Detta gäller inte endast uppsåtliga och därmedjämförliga handlingar utan oavsett grunden för skadeståndsansvaret. Ilagstiftningsärendet diskuterades också möjligheterna att ge efterlevanderätt till ersättning för sorg och saknad eller kränkning, varvid docklagstiftaren fann att det inte borde införas någon rätt till sådan ersättning.Vad som kan ersättas enligt den nya lagstiftningen är således psykiskabesvär som går utöver sådana känslor av sorg och saknad som ettdödsfall brukar medföra för nära anhöriga. För att besvären ska ansessom personskada krävs att de är medicinskt påvisbara. Enligt vad somsägs i lagmotiven (prop. 2000/2001:68 s. 36 och 71), med hänvisning tillrättsfallet NJA 2000 s. 521, är det emellertid naturligt att utgå från enbevislättnad i så måtto att det normalt inte bör krävas läkarintyg ellerliknande utredning för att styrka att de psykiska besvären är att hänföratill personskada.”Om erstatningsniveauet udtaler Högsta domstolen, at udgangspunktet er 25.000 skr. Veduagtsomt manddrab og 50.000 ved forsætligt drab.

Desuden er der eksempler på erstatning til pårørende til en person, der er blevet svært skadetsom følge af en forbrydelse, f.eks. NJA 2006, side 181, hvor en mor til en person, som blevsvært hjerneskadet efter et drabsforsøg, blev tilkendt 10.000 kr. for svie og smerte.9.2.2. NorgeEfter den norske voldsoffererstatningslovs § 6 kan en skadelidt ydes ”oppreisning for denvoldte tort og smerte og for annen krenkning eller skade av ikke-økonomisk art”.40Erstatningsnævnet har til brug for arbejdsgruppens arbejde indhentet en række eksempler påudmåling af ”oppreisning” i henholdsvis volds-, sædeligheds- og drabssager fra Kontoret forvoldsoffererstatning.Af det fremsendte materiale fremgår, at normaltaksten for en voldtægt er 100.000 nkr., menspraksis for så vidt angår forsøg varierer fra 75.000 til 100.000 nkr. Normaltaksten for en groftuagtsom voldtægt er 60.000 nkr., mens seksuelt misbrug af børn typisk takseres til 75.000nkr. Almindelig vold udløser typisk 10.000-15.000 nkr. i godtgørelse, mens niveauet erhøjere for grove voldstilfælde.Det bemærkes, at erstatningsniveauerne ikke er direkte sammenlignelige mellem Danmarkog Norge, idet ”oppreisning” gives for tort, smerte og anden krænkelse eller skade af ikke-økonomisk art og dermed er bredere end de dansk tort- og krænkelsesgodtgørelser.Efter norsk ret er det endvidere muligt at yde ”oppreisning” til efterladte til nogen, sommister livet ved en voldshandling. Personkredsen er forældre, ægtefælle/samlever, børn og isærlige tilfælde søskende. Normaltaksten ved forsætligt drab er 100.000-120.000 nkr., mensnormaltaksten ved uagtsomt manddrab er 75.000 nkr.9.3. Arbejdsgruppens overvejelserDer er ovenfor under pkt. 9.1 givet en nøje beskrivelse af regelgrundlaget og betingelsernefor tilkendelse af tortgodtgørelse mv. til ofre for forbrydelser samt for niveauet forgodtgørelsesbeløbene.Som det fremgår heraf, er der senest i 2001 gennemført en lovændring på området, hvorvedder skete en væsentlig forhøjelse af tortgodtgørelsen til ofre for sædelighedsforbrydelser mv.,således at godtgørelsen som udgangspunkt blev fordoblet i forhold til det hidtidige niveau.

Efter kommissoriet skal arbejdsgruppen overveje, om der bør ske ændringer aferstatningsansvarslovens § 26 om tortgodtgørelse mv. med henblik på yderligere at forhøjede godtgørelsesbeløb, der udmåles i praksis.Arbejdsgruppen har i forbindelse med drøftelsen af dette spørgsmål tillige drøftet, om der eranledning til at overveje ændringer af reglerne med hensyn til betingelserne for at opnåtortgodtgørelse mv.Det er arbejdsgruppens opfattelse, at reglerne om tortgodtgørelse mv., således som de eraffattet i dag, giver mulighed for at tilkende godtgørelse i de situationer, hvor offeret børkunne opnå en sådan godtgørelse. Arbejdsgruppen har således ikke kunnet pege på typer aftilfælde, hvor der burde være mulighed for at tilkende godtgørelse, men hvor de gældenderegler har været til hinder herfor.Arbejdsgruppen finder derfor ikke anledning til at foreslå ændringer med hensyn tilbetingelserne for at opnå tortgodtgørelse mv.For så vidt angår niveauet af tortgodtgørelsen mv. finder arbejdsgruppen – som anført ikommissoriet – at det er væsentligt, at godtgørelsesbeløbene ikke i almindelighed oplevessom urimeligt lave i forhold til den krænkelse, som offeret har været udsat for.Det er ved vurderingen af niveauet for tortgodtgørelsen mv. vigtigt at være opmærksom på,at der er tale om en godtgørelse, som tilkendes ved siden af de øvrige former for erstatning,som et offer – hvis betingelserne herfor er opfyldt – kan have krav på. Det gælder f.eks.godtgørelse for mén og for svie og smerte samt erstatning for erhvervsevnetab, tabtarbejdsfortjeneste, helbredelsesudgifter mv.Formålet med tortgodtgørelsen er således ikke at holde offeret skadesløs for de eventuelleøkonomiske tab, der kan være en følge af overgrebet mod den pågældende, men derimodnetop at yde en godtgørelse for den tort eller krænkelse, som offeret har lidt, og som ikke kanopgøres som et økonomisk tab.Godtgørelsernes størrelse kan derfor ikke sammenlignes med de – ofte meget betydelige –beløb, der fastsættes som erstatning for økonomiske tab, idet disse erstatninger fastsættes pågrundlag af dokumenterede opgørelser af det økonomiske tab, som hændelsen har medførtfor den skadelidte.Tilsvarende vil der ikke umiddelbart kunne drages en parallel til de tortgodtgørelser, derfastsættes i forbindelse med fredskrænkelser, der sker i forbindelse med pressens

videregivelse af private oplysninger/fotos. Som et eksempel herpå kan nævnes Højesteretsdom af 10. juni 2010, hvor et ugeblad blev dømt til at betale 75.000 kr. i godtgørelse til en tv-værtinde, fordi der i bladet var trykt billeder af den pågældende i topløs figur på en strand,mens hun var højgravid. En sådan godtgørelse kan for en umiddelbar betragtning forekommehøj sammenlignet med godtgørelsen til f.eks. et voldtægtsoffer. Når der ikke kan foretages endirekte sammenligning af godtgørelsesbeløbene, skyldes det, at der ved godtgørelsen forfredskrænkelser – udover krænkelsens grovhed – tages hensyn til bl.a. den krænkede personsforhold, herunder om det er en i offentligheden kendt person, og om krænkelsen er sket forvindings skyld. Det er endvidere forudsat, at godtgørelsen skal rumme et pønalt element, ogder tages ved fastsættelsen af størrelsen hensyn til parternes økonomiske forhold, hvilket kanhave ganske stor betydning, når den dømte som i det nævnte tilfælde er et massemedie.Arbejdsgruppen er som anført enig i, at det er af væsentlig betydning, atgodtgørelsesbeløbene ikke opleves som urimeligt lave i forhold til den krænkelse, somofferet har været udsat for. Vurderingen af, på hvilket specifikt niveau, godtgørelserne børligge, for at de opleves som rimelige, er imidlertid særdeles vanskelig.Dette skyldes navnlig, at den tort eller krænkelse, der er sket, ikke på nogen måde kanopgøres i et bestemt pengebeløb. Selv hvis niveauet for godtgørelsen blev forhøjet megetbetydeligt, vil der således kunne peges på situationer, hvor godtgørelsesbeløbet ud fra enumiddelbar betragtning ikke synes at stå i et rimeligt forhold til den lidte tort eller krænkelse.Det er arbejdsgruppens vurdering, at godtgørelsesniveauet ikke i almindelighed af ofreneopleves som urimeligt lavt. Man skal selvsagt ikke underkende betydningen for ofrene af atmodtage en mærkbar godtgørelse. Samtidig er det imidlertid arbejdsgruppens opfattelse, atden helt afgørende faktor for ofrene er at få den anerkendelse, der ligger i, at der skal ydes engodtgørelse for krænkelsen. Denne oplevelse af at få oprejsning, ikke alene fordigerningsmanden bliver straffet, men også fordi retssystemet med tilkendelsen af godtgørelsenunderstreger offerets rolle, vil i almindelighed være af større betydning end selvegodtgørelsens størrelse.Det er i den forbindelse også vigtigt, at offeret er bekendt med, hvad godtgørelsens størrelsekan forventes at være, fordi det kan være af betydning for offeret at vide, at han eller hunbehandles på lige fod med andre personer i samme situation. Dette spørgsmål er berørtovenfor i kapitel 2 om bistandsadvokatens opgaver, idet arbejdsgruppen netop har anført, atbistandsadvokaten har en opgave i at afstemme offerets forventninger med det forventeligeudfald af sagen.

Arbejdsgruppen har herefter ikke fundet, at der er grundlag for at foreslå en generelforhøjelse af godtgørelsesbeløbenes størrelse. Arbejdsgruppen har herved også lagt vægt på,at godtgørelsesbeløbene stort set ligger på niveau med godtgørelserne i Sverige og Norge.Det skal dog bemærkes, at beløbene som beskrevet ovenfor under pkt. 9.2 ikke på allepunkter er fuldt ud sammenlignelige.Arbejdsgruppen har yderligere overvejet, om der er behov for en øget differentiering afgodtgørelsesbeløbene, og om der i givet fald vil være behov for en ændring aferstatningsansvarsloven § 26 med henblik herpå.I forarbejderne til erstatningsansvarslovens § 26, stk. 2, er på baggrund af retspraksis angivetdet ”normale” niveau for godtgørelsernes størrelse. Det er samtidig anført, at der kanfastsættes højere beløb. Det er på den baggrund arbejdsgruppens opfattelse, at behovet for atdifferentiere godtgørelsesbeløbet kan dækkes på det eksisterende retsgrundlag, ogarbejdsgruppen finder derfor ikke anledning til at foreslå ændringer af bestemmelsen.

Kapitel 10 Underretning til forurettede om udgang og løsladelse mv.10.1. Gældende ret10.1.1. Udgang fra afsoningDet fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 46, stk. 1, at en indsat kan få tilladelse til udgang,når1) udgangsformålet er rimeligt begrundet i uddannelsesmæssige, arbejdsmæssige,behandlingsmæssige, familiemæssige eller andre personlige hensyn,2) der ikke er bestemte grunde til at antage, at den indsatte i forbindelse med udgang vilbegå ny kriminalitet, unddrage sig fortsat straffuldbyrdelse eller på anden mådemisbruge udgangstilladelsen, og3) hensynet til retshåndhævelsen ikke i øvrigt taler imod udgangstilladelse.Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 50, at justitsministeren fastsætter regler omtilladelse til udgang. Der er fastsat regler herom i Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 793af 25. juni 2010 om udgang til indsatte, der udstår fængselsstraf eller forvaring ikriminalforsorgens institutioner (udgangsbekendtgørelsen).Indsatte kan få udgang for at besøge bestemte nærstående personer. Dette fremgår afudgangsbekendtgørelsen § 35, stk. 1. Ved nærstående personer forstås ægtefælle ellersamlever, børn, børnebørn, forældre, søskende, bedsteforældre, oldeforældre og andrepersoner, til hvem den indsatte har en sådan tilknytning, at denne kan sidestilles med denævnte familiebånd.Der gælder særlige tidsmæssige betingelser for, hvornår den indsatte kan få tilladelse tiludgang med henblik på besøg hos nærstående personer, og som er forskellige afhængig af,om den indsatte er placeret i åben eller lukket institution, straffens længde, og om denindsatte har været på fri fod mellem dom og strafudståelse.Indsatte i åbne institutioner kan få første udgang efter 30 dages ophold i institutionen.Indsatte, der udstår fængsel i 2 år og 6 måneder eller derover, og som ikke har været på frifod mellem domfældelsen og indsættelsen i institutionen, kan dog ikke få udgang, før ensjettedel af straffen er udstået. Dette fremgår af udgangsbekendtgørelsens § 36, stk. 1.Indsatte i lukkede institutioner kan få første udgang, når en fjerdedel af straffetiden erudstået, ved tidsbestemt fængselsstraf på 8 år eller derover dog først, når en tredjedel afstraffetiden er udstået. Indsatte, som i lukkede institutioner udstår fængselsstraf på 5 år ogindtil 8 år, kan dog ikke få uledsaget udgang, før en tredjedel af straffetiden er udstået. Erstraffen tidsbestemt fængsel i 8 år eller derover, kan den indsatte ikke få uledsaget udgang,

før halvdelen af straffetiden er udstået. Uanset straffens længde er det endvidere enbetingelse, for at udgang kan gives, at der er forløbet 10 uger fra indsættelsen, og at denpågældende har opholdt sig 7 uger i institutionen. Indsatte, der er overført fra åbeninstitution, skal dog have opholdt sig 10 uger i institutionen, før udgang kan gives. Dettefremgår af udgangsbekendtgørelsens § 37, stk. 1.Udgang er forudsat som et regelmæssigt led i fuldbyrdelsen af fængselsstraf. Der er såledesen formodning for, at indsatte under afsoning får udgang. Formodningen for udgang gælderimidlertid ikke i samme grad i de tilfælde, hvor der skal udvises særlig forsigtighed vedmisbrugsvurderingen.Ved vurderingen af risikoen for misbrug af udgangstilladelsen skal der udvises særligforsigtighed blandt andet, hvis den indsatte er dømt for farlig kriminalitet og ikke har væretløsladt i tiden mellem dom og strafudståelse. Dette fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 46,stk. 2, nr. 1. Ved farlig kriminalitet forstås f.eks. forsætlig brandstiftelse eller andenalmenfarlig forbrydelse, grovere volds- eller sædelighedsforbrydelse, berigelsesforbrydelseforbundet med vold eller trussel om vold eller i øvrigt lovovertrædelser af særlig grov ellerprofessionel karakter.I disse sager skal der endvidere indhentes en udtalelse fra den politidirektør, der harbehandlet straffesagen, før der gives tilladelse til udgang. Dette fremgår afudgangsbekendtgørelsens § 15, stk. 1, nr. 1.Tilladelse til udgang forudsætter, at hensynet til retshåndhævelsen ikke taler herimod, jf.straffuldbyrdelseslovens § 46, stk. 1, nr. 3. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis indsatte, derer dømt for alvorlig kriminalitet, ønsker udgangstilladelse til bestemte steder, hvor hensynettil at beskytte den forurettede ved lovovertrædelsen klart tilsiger, at den indsatte ikke børkunne komme på udgang på det pågældende tidspunkt. Hensynet til retshåndhævelsen kanendvidere isoleret set tale imod, at indsatte med længere straf for alvorlig kriminalitet fårtilladelse til udgang, før efter udståelse af en vis del af straffen. Afslag på udgang vil kommepå tale i de tilfælde, hvor hensynet til retshåndhævelsen ikke kan tilgodeses ved anvendelseaf særvilkår.For enhver udgangstilladelse gælder en række obligatoriske vilkår, der fremgår afstraffuldbyrdelseslovens § 48, stk. 1, og § 11 i udgangsbekendtgørelsen, herunder at denindsatte under udgangen ikke begår strafbart forhold eller i øvrigt misbrugerudgangstilladelsen, og at den indsatte følger den fastlagte rejseplan og ikke skifteropholdssted uden forud indhentet tilladelse.

Der kan herudover efter en konkret vurdering fastsættes yderligere vilkår, som findesformålstjenlige for at undgå misbrug, herunder at den indsatte under udgangen undergiversig vilkår som nævnt i straffelovens § 57. Dette fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 48, stk.2, nr. 4. Som eksempel kan nævnes vilkår om at den dømte overholder særlige bestemmelserom samkvem med bestemte personer, f.eks. at den dømte ikke har forbindelse med børnunder 18 år, jf. straffelovens § 57, nr. 1.Udover de betingelser, der er nævnt i straffuldbyrdelseslovens § 48, stk. 2, kan der fastsættesandre vilkår, som findes formålstjenlige for at undgå misbrug, herunder at den indsatte ikketager ophold andre steder end på udgangsadressen. Dette fremgår afudgangsbekendtgørelsens § 12, stk. 1, nr. 4. Dette vilkår anvendes navnlig i sager, hvor denindsatte er dømt for personfarlig kriminalitet og ønsker udgang til en adresse, der ligger tætpå gerningsstedet.Det fremgår endvidere af udgangsbekendtgørelsens § 12, stk. 2, at hvor lovovertrædelsensgrovhed og karakter eller hensynet til den forurettede taler derfor, skal der fastsættes vilkårom, at den indsatte ikke må besøge bestemte steder eller opsøge bestemte personer.Fastsættelse af dette vilkår kan kun undlades, hvis tungtvejende hensyn taler herimod.Det følger af udgangsbekendtgørelsens § 13, stk. 1, at der ved afgørelse af, om udgang skalske med eller uden ledsagelse, tages hensyn til formålet med udgangen og risikoen formisbrug.Der er således mulighed for at give afslag på udgang, hvis der skønnes at foreligge risiko formisbrug af udgangstilladelsen, og/eller hvis hensynet til retshåndhævelsen, herunder tilofferet, taler herimod.Hvis udgang tillades, er der som anført mulighed for at fastsætte særlige vilkår, herunder atden indsatte ledsages af fængselspersonale, at den indsatte skal forblive på udgangsadressenunder hele udgangen, og at den indsatte ikke må opsøge offeret eller gerningsstedet for denpådømte kriminalitet.Direktoratet for Kriminalforsorgen har oplyst, at et typisk udgangsforløb afvikles således, atden indsatte, når en vis del af straffen er udstået, jf. ovenfor, påbegynder weekendudgangmed henblik på at besøge nærstående personer. Den indsatte kan få en weekendudgang indenfor hver 3-ugers periode. Den indsatte bestemmer selv, i hvilken weekend i 3-ugers perioden,udgangen skal foregå.

I sager vedrørende indsatte, der afsoner straffe for farlig kriminalitet, og som ikke har væretpå fri fod mellem dommen og indsættelsen i institutionen, og hvor politiet har udtalt sigimod udgang, er det Direktoratet for Kriminalforsorgen, som har kompetencen til at træffeafgørelse om udgangsspørgsmålet. Direktoratet for Kriminalforsorgen vil i sådanne sagertypisk træffe bestemmelse om, at den indsatte skal påbegynde et forsigtigere udgangsforløbend weekendudgang hver 3. uge, f.eks. således at den indsatte skal afvikle en eller flereuledsagede 12 timers udgange og eventuelt 24 timers udgange, inden den indsatte kan overgåtil regelmæssig weekendudgang hver 3. uge. De kortere udgange vil typisk blive afvikletmed 1 måneds interval.Derudover er der mulighed for udgang til særlige formål, f.eks. for at besøge en nærståendeperson, der er alvorlig syg eller til egne børns fødselsdage til og med 15 år, samt mulighedfor udgang (frigang) til blandt andet uddannelse eller beskæftigelse. Sidstnævnte udgange viloftest blive afviklet dagligt på hverdage i den sidste del af afsoningen.10.1.2. Prøveløsladelse og løsladelse efter udstået straf mv.Efter straffelovens § 38, stk. 1, kan løsladelse på prøve finde sted, når 2/3 af straffen, dogmindst 2 måneder, er udstået. Prøveløsladelse er forudsat som et regelmæssigt led ifuldbyrdelse af fængselsstraffe på 3 måneder og derover.Ifølge straffelovens § 38, stk. 5, er det en forudsætning for løsladelsen på prøve, at dendømtes forhold ikke gør løsladelsen utilrådelig, at der er sikret den dømte passende opholdog arbejde eller andet underhold, og at den pågældende erklærer at ville overholde de vilkårfor løsladelsen, som fastsættes.At den dømtes forhold ikke må gøre prøveløsladelsen utilrådelig betyder ifølge vejledningnr. 29. af 19. april 2006 om løsladelse af dømte, der udstår fængselsstraf (løsladelses-vejledningen), at der ikke må foreligge en væsentlig risiko for recidiv til ikke bagatelagtigkriminalitet, som ikke formodes at kunne begrænses ved tilsyn af kriminalforsorgen ogeventuelle særvilkår.Der skal desuden lægges vægt på antallet af tidligere løsladelser og betingede domme.Afslag på prøveløsladelse vil f.eks. kunne komme på tale, hvis der inden for de seneste år harforeligget flere løsladelser eller betingede domme med tilbagefald til ny kriminalitet.Der skal endvidere lægges vægt på den indsattes forhold under tidligere tilsynsperioder,herunder om den indsatte er recidiveret hurtigt efter den sidste løsladelse. Endvidere lægges

der vægt på den indsattes forhold til tilsynsmyndigheden, herunder foreliggende erfaringermed hensyn til gennemførelse af tilsynsforanstaltninger.Den indsattes forhold under afsoningen skal endvidere tillægges vægt i det omfang, disse kangive anledning til at formode, at der er risiko for recidiv til fornyet kriminalitet. Dette kaneksempelvis være oplysninger om ny kriminalitet under afsoningen, stofmisbrug, misbrug afudgang og eventuelle undvigelser.Kriminalitetens art vil have en vis betydning for bedømmelsen af risikoen for ny kriminalitet.Risikoen for tilbagefald til personfarlig kriminalitet vil med større vægt tale imodprøveløsladelse end risikoen for tilbagefald til (ikke professionel) berigelseskriminalitet. Detindebærer som udgangspunkt en skærpet vurdering af indsatte, der er dømt for personfarligkriminalitet.Løsladelse betinges af, at den pågældende ikke i prøvetiden begår strafbart forhold. Dettefremgår af straffelovens § 39, stk. 1.Der kan fastsættes som vilkår for løsladelsen, at den pågældende i hele prøvetiden eller endel af denne undergives tilsyn. Yderligere vilkår kan fastsættes efter reglerne i § 57. Dettefremgår af straffelovens § 39, stk. 2.Ifølge straffelovens § 57, stk. 1, nr. 1, kan der ud over vilkår om tilsyn fastsættes andrevilkår, som findes formålstjenlige, herunder at den dømte overholder særlige bestemmelservedrørende opholdssted, arbejde, uddannelse, anvendelse af fritid eller samkvem medbestemte personer.Der kan således f.eks. fastsættes vilkår om, at den pågældende ikke opsøger eller kontakterforurettede i sagen og vilkår om, at den pågældende ikke uden tilsynsmyndighedenssamtykke har forbindelse med børn under 18 år og ikke selv tager ophold, hvor der er børnunder denne alder. Disse vilkår bruges navnlig i sager, hvor den indsatte er dømt forseksuelle overgreb mod mindreårige.Livstidsdømte kan prøveløslades, når 12 år af straffen er udstået. Prøveløsladelse forudsætterblandt andet, at denne ikke skønnes utilrådelig, jf. straffelovens § 41, stk. 2. Ud over vilkårom straffrit liv kan der på tilsvarende måde som ved prøveløsladelse efter straffelovens § 38,stk. 1, fastsættes vilkår om tilsyn og eventuelle særvilkår, jf. straffelovens § 41, stk. 3.

Forvaringsdømte har ikke mulighed for at blive prøveløsladt, men retten kan bestemme, atden forvarede kan prøveudskrives på nærmere bestemte vilkår eller endeligt udskrives fraforvaring.Efter straffelovens § 38, stk. 2, kan der ske prøveløsladelse efter udståelse af halvdelen, dogmindst 2 måneder af straffen, såfremt der foreligger særlige omstændigheder. Særligeomstændigheder foreligger for eksempel ved alvorlig sygdom hos den dømte selv eller hosdennes ægtefælle eller børn. Der kan endvidere blandt andet ske løsladelse på prøve efterstraffelovens § 38, stk. 2, såfremt den dømte er udvisningsdømt.Det er en forudsætning for tidlig løsladelse efter straffelovens § 38, stk. 2, at risikoen for nykriminalitet skønnes at være ringe.I sager om prøveløsladelse efter straffelovens § 38, stk. 2, kan der fastsættes vilkår svarendetil de vilkår, der kan fastsættes ved ordinære prøveløsladelser efter straffelovens § 38, stk. 1.I sager om tidlig løsladelse af udvisningsdømte fastsættes der dog alene vilkår om prøvetid,ligesom det er en forudsætning for prøveløsladelsen, at udvisningen kan effektueres straksved løsladelsen.Efter straffelovens § 40 a kan der desuden ske prøveløsladelse efter udståelse af halvdelen,dog mindst 4 måneder, af straffen, såfremt hensynet til retshåndhævelsen ikke skønnes at taleherimod,entenhvis den indsatte har ydet en særlig indsats for ikke på ny at begåkriminalitet, f.eks. ved at den indsatte deltager i afvænningsbehandling mod misbrug afnarkotika eller alkohol eller ved at uddanne sig (§ 40 a, stk. 1, nr. 1),ellerhvis den dømtesforhold samlet set taler for, at det er unødvendigt at den resterende del af straffen afsones,hvis der i stedet fastsættes vilkår om udførelse af ulønnet samfundstjeneste (§ 40 a, stk.1, nr.2).Det er en forudsætning for tidlig løsladelse efter straffelovens § 40 a, stk. 1, at risikoen for nykriminalitet skønnes at være ringe.I sager om prøveløsladelse efter straffelovens § 40 a skal der fastsættes vilkår om tilsyn fremtil det tidspunkt, hvor 2/3 af straffen ville være udstået. I sager hvor der sker løsladelse efter§ 40 a, stk. 1, nr. 1, kan der endvidere fastsættes yderligere særvilkår som ved ordinæreprøveløsladelser efter § 38, stk. 1. I sager om prøveløsladelse efter § 40 a, stk. 1, nr. 2, skalder fastsættes vilkår om ulønnet samfundstjeneste frem til det tidspunkt, hvor 2/3 af straffenville være udstået, hvorimod der sjældent vil være behov for fastsættelse af særvilkår.

I sager, hvor der ikke sker prøveløsladelse, enten fordi straffen er for kort, eller fordiprøveløsladelse er skønnet utilrådelig, løslades den indsatte efter endt straf. I disse sager erder ikke mulighed for at fastsætte vilkår af nogen art.Der er således mulighed for at nægte prøveløsladelse på grund af risikoen for recidiv til nykriminalitet, som ikke formodes at kunne begrænses ved anvendelse af tilsyn og eventuellesærvilkår.Hvis prøveløsladelse tillades, er der som anført mulighed for at fastsætte særlige vilkår,blandt andet om ikke at opsøge den forurettede, såfremt dette vilkår skønnes at nedsætterecidivrisikoen.10.1.3. Løsladelse af varetægtsarrestanter og udgang under varetægtsfængslingVaretægtsfængsling af sigtede forud for sagens afgørelse i retten sker efter reglerne iretsplejelovens kapitel 70. Varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 762 forudsætter, delsat lovens krav til mistanken mod den pågældende er opfyldt, dels at der foreligger en af desærlige fængslingsgrunde, der er anført i bestemmelsen. Der er grundlag for fængsling, hvisder er bestemte grunde til at antage, at den sigtede vil unddrage sig retsforfølgningen, at denpågældende vil begå ny ligeartet kriminalitet, eller at den pågældende vil vanskeliggøreretsforfølgningen, navnlig ved at fjerne spor eller advare eller påvirke andre. Herudover vilder foreligge fængslingsgrundlag, hvis hensynet til retshåndhævelsen skønnes at kræve, atsigtede ikke er på fri fod.Beslutning om løsladelse fra varetægtsfængsling kan til enhver tid træffes af politiet oganklagemyndigheden, der behandler den pågældende straffesag. Ligeledes kan løsladelseblive besluttet af retten i forbindelse med forlængelse af fristen for fængslingen.Løsladelse sker, hvis betingelserne for varetægtsfængsling ikke længere er opfyldt. Det kanskyldes, at der ikke (længere) foreligger en tilstrækkelig mistanke mod den pågældende, ellerat de særlige fængslingsgrunde ikke længere foreligger. Baggrunden kan endvidere være, atder ikke vil være proportionalitet mellem fængslingens udstrækning og den straf, som kanforventes idømt.Der vil således i visse tilfælde være tale om, at der ikke er rimelig udsigt til, at denpågældende vil blive dømt for det strafbare forhold, f.eks. fordi efterforskningen i sagen harvist, at den pågældende ikke kan være gerningsmand til forbrydelsen. I andre tilfælde, hvorløsladelsen skyldes, at fængslingsgrundene ikke længere foreligger, f.eks. fordi der ikke

længere er fare for påvirkning af vidner eller andre, er mistanken mod den pågældende ogudsigten til mulig domfældelse uændret.Løsladelse fra varetægtsfængsling vil endvidere i visse tilfælde ske i forbindelse medhovedforhandlingen af straffesagen mod den pågældende. Hvis fængslingsperioden har væretaf en sådan varighed, at den svarer til længden af den idømte straf – eller overstiger længdenaf denne – vil straffen i almindelighed blive anset for udstået med varetægtsfængslingen, ogden pågældende vil blive løsladt efter domsafsigelsen. Ligeledes vil der ikke altid væregrundlag for fortsat fængsling efter dom, hvis den resterende straf er af kortere varighed.Udgangspunktet er, at der ikke i forbindelse med en varetægtsfængsling gives tilladelse tiludgang. Efter retsplejelovens § 771, stk. 2, kan institutionens ledelse dog, når særligeomstændigheder taler derfor, give udgangstilladelse for et kortere tidsrum. Sådanne særligeomstændigheder kan bl.a. være nærtstående personers sygdom eller begravelse, arrestantensindgåelse af ægteskab og lignende. Tilladelse til udgang kan kun gives med politietssamtykke, og der vil altid være tale om udgang med ledsagelse.10.1.4. Ophør af foranstaltninger af frihedsberøvende karakter og udgang til foranstaltnings-dømteEfter straffelovens § 16 straffes personer, der på gerningstidspunktet var utilregnelige pågrund af sindssygdom eller tilstande, der må ligestilles hermed, ikke. Tilsvarende gælderpersoner, der var mentalt retarderede i højere grad, ligesom mentalt retarderede i lettere gradheller ikke straffes, medmindre særlige omstændigheder taler for at pålægge straf.Hvis en tiltalt i medfør af straffelovens § 16 frifindes for straf, kan retten efter § 68 træffebestemmelse om anvendelse af andre foranstaltninger, der findes formålstjenlige for atforebygge yderligere lovovertrædelser. Såfremt mindre indgribende foranstaltninger ikkefindes tilstrækkelige, kan det bl.a. bestemmes, at den pågældende skal anbringes i hospitalfor sindslidende eller i institution for personer med vidtgående psykiske handicap.Over for personer, der ved den strafbare handlings foretagelse befandt sig i en tilstand, dervar betinget af mangelfuld udvikling, svækkelse eller forstyrrelse af de psykiske funktioner,kan retten, såfremt det findes formålstjenligt, i stedet for at idømme straf træffe bestemmelseom sådanne foranstaltninger, jf. straffelovens § 69.Hvis en foranstaltning efter § 68 medfører, at den dømte skal anbringes i institution, ellergiver foranstaltningen mulighed herfor, fastsættes en længstetid på 5 år for foranstaltningen.Det samme gælder foranstaltninger efter § 69, hvor der tillige fastsættes en længstetid for

opholdet i institution, der i almindelighed ikke kan overstige 1 år. Under særligeomstændigheder kan retten efter anmodning fra anklagemyndigheden fastsætte en nylængstetid på 2 år for foranstaltningen og ved foranstaltninger efter § 69 en ny længstetid foropholdet.Der fastsættes dog i almindelighed ingen længstetid for foranstaltningen, hvis den dømtefindes skyldig i drab, røveri, frihedsberøvelse, alvorlig voldsforbrydelse, trusler,brandstiftelse, voldtægt eller anden alvorlig sædelighedsforbrydelse eller i forsøg på en af denævnte forbrydelser. Er der ikke fastsat en længstetid, indbringer anklagemyndighedenspørgsmålet om ændring eller endelig ophævelse af foranstaltningen for retten 5 år efterafgørelsen, medmindre spørgsmålet har været forelagt for retten inden for de sidste 2 år.Derefter forelægges spørgsmålet for retten mindst hvert andet år.Foranstaltninger over for personer, der er sindssyge eller i en tilstand sidestillet hermed, kanvære dom til anbringelse, behandlingsdom eller dom til ambulant behandling. Dom tilanbringelse i psykiatrisk afdeling anvendes, når tiltalte er sindssyg og frembyder en sådanfare for retssikkerheden, at den pågældende alene bør kunne udskrives efter rettens kendelse.Disse domfældte vil ikke kunne anbringes uden for psykiatrisk afdeling eller udskrives eftervedkommende overlæges egen bestemmelse. Dom til behandling på psykiatrisk afdelingeller under tilsyn heraf og således, at overlægen kan træffe bestemmelse om genindlæggelse,anvendes i tilfælde, hvor behandlingsmæssige hensyn træder i forgrunden, og hvor hensynettil retssikkerheden ikke er så påtrængende, at domstolskontrol med udskrivning kan anses forpåkrævet. En behandlingsdom indebærer i almindelighed, at behandlingen indledes med enindlæggelse i psykiatrisk afdeling. Beslutning om udskrivning og indlæggelse træffes afoverlægen. Dom til ambulant behandling anvendes, hvis det skønnes, at der ikke er behov forindlæggelse. I visse tilfælde kan dom til ambulant behandling være udformet således, atoverlægen kan træffe bestemmelse om indlæggelse i psykiatrisk afdeling.Foranstaltninger over for mentalt retarderede kan være dom til anbringelse eller dom omtilsyn af kommunen. Dom til anbringelse kan være dom til anbringelse i sikret afdeling eller iinstitution for personer med vidtgående psykiske handicap. Anbringelse i sikret afdelinganvendes i forhold til mentalt retarderede personer, der må anses som udtalt farlige og derforfrembyder nærliggende risiko for personfarlige handlinger, og anbringelse i institutionanvendes typisk over for mentalt retarderede, der har begået personfarlig kriminalitet, oghvor det skønnes, at den pågældende har behov for konstant overvågning. Dom om tilsyn afkommunen indebærer, at den domfældte skal efterkomme tilsynsmyndighedens bestemmelseom ophold og arbejde, og i visse tilfælde kan tilsynsmyndigheden endvidere træffebestemmelse om anbringelse i institution. Denne foranstaltning anvendes typisk i sager, hvordet må påregnes, at en social indsats kan være tilstrækkelig.

Efter straffelovens § 72, stk. 1, påhviler det anklagemyndigheden at påse, at en foranstaltningikke opretholdes i længere tid og videre omfang end nødvendigt. Bestemmelse om ændringeller endelig ophævelse af en foranstaltning træffes af retten ved kendelse efter anmodningfra den dømte, dennes bistandsværge, anklagemyndigheden, institutionens ledelse ellerkriminalforsorgen, jf. § 72, stk. 2. Sagen indbringes for retten af anklagemyndigheden.Ophør af en foranstaltning kommer således på tale, hvis længstetiden for en foranstaltning erudløbet og ikke forlænget, eller hvis foranstaltningen ved rettens bestemmelse i medfør afstraffelovens § 72, stk. 2, ophæves. En foranstaltning af frihedsberøvende karakter kanligeledes ophøre, hvis retten træffer bestemmelse om ændring af foranstaltningen f.eks.således at anbringelse i psykiatrisk afdeling ændres til ambulant behandling. Ophør ellerændring af en foranstaltning, der går ud på anbringelse i psykiatrisk afdeling eller iinstitution for personer med vidtgående psykiske handicap vil i alle tilfælde væreanklagemyndigheden bekendt, idet anklagemyndigheden som anført i medfør af § 72, stk. 1,fører kontrol med udstrækningen af foranstaltningen.Reglerne om udgangstilladelse mv. til personer, der er anbragt i hospital eller institution ihenhold til strafferetlig afgørelse, er fastsat i Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 200 af 25.marts 2004. Bekendtgørelsen indeholder detaljerede regler om, hvem der er tillagtkompetencen til at meddele tilladelse til forskellige former for udgang.For personer, der er dømt til anbringelse i psykiatrisk afdeling, træffer overlægen afgørelseom adgang til at færdes inden for hospitalets område, udgange uden for hospitalets område afhøjst 3 timers varighed, enkeltstående udgange med ledsagelse uden for hospitalets områdeaf mere end 3 timers varighed uden overnatning og uopsættelig indlæggelse på somatiskhospital. For personer, der er dømt til anbringelse i institution for personer med vidtgåendepsykiske handicap, træffes afgørelse om de nævnte udgange af kommunen. Uden for dissetilfælde træffes afgørelsen om udgang af statsadvokaten eller af rigsadvokaten.Ved afgørelsen af, om der bør gives tilladelse til udgang mv., skal der – ud overbehandlingsmæssige hensyn – navnlig lægges vægt på hensynet til retssikkerheden, herunderde forhold, som har begrundet dom til anbringelse i stedet for mindre indgribendeforanstaltninger. Tilladelse til udgang betinges af, at den dømte under udgangen ikke begårstrafbart forhold eller i øvrigt misbruger udgangstilladelsen. Tilladelsen kan endviderebetinges af andre vilkår, som findes formålstjenlige for at undgå misbrug. Misbrug af enudgangstilladelse, f.eks. til at opsøge offeret for den begåede forbrydelse, vil således blivetillagt betydelig vægt i forbindelse med senere anmodninger om tilladelse til udgang.

10.1.5. Videregivelse af fortrolige oplysningerOplysninger om gerningsmandens forhold under straffuldbyrdelsen er fortrolige oplysninger,der som udgangspunkt ikke må videregives til andre. Det vil således normalt være uberettigetat videregive oplysninger til forurettede om, hvornår den indsatte skal på udgang ellerløslades. Der henvises til straffelovens § 152, stk. 1.Fortrolige oplysninger vil dog i særlige tilfælde kunne videregives, hvis den, der videregiveroplysningen, handler i berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse eller af eget ellerandres tarv, jf. straffelovens § 152 e.Det beror således på en konkret vurdering, om oplysninger om den indsattes udgange ogløsladelse, herunder prøveløsladelse undtagelsesvist kan videregives til offeret for denpådømte kriminalitet. I denne vurdering afvejes den indsattes interesse i, at oplysningernehemmeligholdes, over for offerets interesse i at få oplysningerne (”værdispringsreglen”).10.1.6. Praksis for underretning af ofre, når indsatte skal på udgang eller løsladesAfgørelser om udgang og ordinær prøveløsladelse efter straffelovens § 38, stk. 1, træffessom hovedregel af den institution, hvor den indsatte udstår straffen.Direktoratet for Kriminalforsorgen har derfor til brug for en nærmere beskrivelse af praksisfor underretning af offeret om gerningsmandens udgang og løsladelse, herunderprøveløsladelse, anmodet alle fængsler om oplysninger om omfanget af en sådanunderretning, i hvilke sager, der typisk sker underretning, og hvordan underretningen findersted i praksis.Af de indkomne høringssvar kan det udledes, at der i overensstemmelse med de gældenderegler som altovervejende hovedregel ikke sker underretning af offeret om gerningsmandensudgang eller løsladelse, herunder prøveløsladelse.I de få sager, hvor der undtagelsesvist er sket underretning af offeret, er det navnlig sket efteranmodning fra politiet, ligesom underretningen typisk er sket via politiet.Kun få fængsler har beskrevet de sager, hvor der er sket underretning.Et fængsel har oplyst, at underretningen er givet til ofre, som har næret en overordentlig storfrygt for at træffe gerningsmanden, og som har oplevet store psykiske problemer i relation tilden kriminalitet, de er ofre for. Et andet fængsel har blot oplyst, at offeret frygtede at lide

overlast. Et tredje fængsel har oplyst, at offeret, som var gerningsmandens hustru, under denindsattes afsoning tre gange var flyttet og havde fået navneændring, men at den indsatte hvergang havde fundet frem til hende.Det kan endvidere oplyses, at Direktoratet for Kriminalforsorgen relativt sjældent modtageranmodninger fra ofre om at blive underrettet om gerningsmandens udgang og/ellerløsladelse.I de få sager, der har været, har det navnlig drejet sig om indsatte, der var dømt forsædelighedskriminalitet mod mindreårige, og hvor hensynet til offeret med vægt talte for atgive underretning.Spørgsmålet om underretning af ofre om gerningsmandens løsladelse har været behandlet afFolketingets Retsudvalg. Retsudvalget stillede den 29. maj 2007 justitsministeren følgendespørgsmål (nr. 330):”I hvilket omfang bliver voldtægts- og voldsofre i dag orienteret, nården pågældende gerningsmand bliver løsladt?”Til brug for besvarelsen af spørgsmålet harDirektoratet for Kriminalforsorgen blandt andet oplyst over for Justitsministeriet, at det ikkeer praksis, at kriminalforsorgen ved løsladelse af indsatte i sager om vold eller voldtægtforetager underretning af forurettede. Derimod forekommer det i konkrete tilfælde, atkriminalforsorgen efter anmodning fra politiet underretter f.eks. det stedlige politi, når enindsat løslades. Dette sker navnlig i sager vedrørende alvorlig kriminalitet, hvor politiet udfra præventive overvejelser finder, at der er et særligt hensyn at tage til forurettede.Til brug for besvarelsen af samme spørgsmål har Rigspolitiet oplyst over forJustitsministeriet, at der ikke er udarbejdet almindelige bestemmelser om, at politiet skalunderrette ofre for forbrydelser, når en varetægtsfængslet eller domfældt person bliverløsladt. For at belyse praksis havde Rigspolitiet indhentet udtalelser fra tre politikredse,hvoraf det fremgik, at politiet ikke systematisk underretter voldtægts- og voldsofre omløsladelse af en varetægtsfængslet eller domfældt person. Om underretning skal gives, berorpå en konkret vurdering i hver enkelt sag, herunder om den forurettede har ønsket at bliveunderrettet, eller om der er et indbyrdes kendskab mellem offer og mistænkt gerningsmand,som indebærer, at offeret har en særlig interesse i at få kendskab til løsladelsen.Til brug for en senere besvarelse (spørgsmål nr. 450 af 12. februar 2009 fra FolketingetsRetsudvalg) har Rigspolitiet oplyst, at der ikke er sket ændringer af den tidligere beskrevneretstilstand/praksis.

10.1.7. Regler og praksis i Sverige, Norge og FinlandDirektoratet for Kriminalforsorgen har til brug for arbejdsgruppens arbejde indhentetoplysninger fra Sverige, Norge og Finland om regler og praksis i disse lande for underretningaf ofre for forbrydelser om gerningsmandens udgang og løsladelse, herunder prøveløsladelse.Direktoratet for Kriminalforsorgen stillede følgende spørgsmål:”1. Findes der regler om underretning af ofre om gerningsmandensudgang og løsladelse, herunder prøveløsladelse?I bekræftende fald bedes en sådan underretningsordning nærmerebeskrevet. Det bedes herunder oplyst,a. om underretningen gælder for alle indsatte, eller om underretningen erbegrænset til visse typer indsatte, f.eks. indsatte, der er dømt forpersonfarlig kriminalitet, og som ikke har været på fri fod understraffesagen og frem til fuldbyrdelse kunne ske,b. om underretningen gælder for alle udgange og løsladelser, herunderprøveløsladelser, eller om underretningen er begrænset til kun at omfattevisse udgangsformer, f.eks. udgang til familien og ordinære løsladelser påprøve,c. om underretning kan undlades efter en konkret vurdering, f.eks. itilfælde hvor gerningsmanden er bange for repressalier fra offeret ogdennes familie eller i sager mellem rivaliserende grupper, f.eks. rocker -og bandegrupperinger,d. hvordan underretningsordningen fungerer i praksis, det vil sige hvemder spørger offeret, om denne ønsker underretning, hvem der træfferafgørelse om, at underretning kan ske, hvem der står for selveunderretningen, og hvordan underretningen finder sted,e. antallet af sager, hvor der er sket underretning - fordelt på udgange ogløsladelser, samtf. om erfaringerne med eller evalueringer af underretningsordningen.2. Såfremt der ikke findes regler om underretning af offeret, bedes dehensyn, der begrunder dette, oplyst.Det bedes endvidere oplyst, om indførelse af en sådanunderretningsordning har været overvejet nærmere, herunder evt. iarbejdsgrupper, udvalg eller lign, og i givet fald om begrundelsen for, aten sådan underretningsordning er blevet afvist.”

10.1.7.1. SverigeKriminalvården i Sverige har oplyst, at det fremgår af den svenske straffuldbyrdelseslovs §35, at offeret i sager, hvor en indsat udstår straf for kriminalitet, som har været rettet modnogens liv, helbred, frihed eller fred, skal spørges, om han eller hun ønsker underretning,blandt andet når den indsattes får orlov eller andre former for udgang, f.eks. frigang, og nården indsatte løslades. Der er mulighed for underretning forud for hver uledsaget udgang.I bestemmelsen er der mulighed for at undlade underretning, blandt andet hvis det kanbefrygtes, at underretningen kan medføre fare for den indsattes liv eller helbred, eller hvisunderretning om ophold udenfor fængslet findes åbenbart unødvendigt, f.eks. fordi denindsatte er ledsaget af personale.Underretning om løsladelse skal gives i god tid før løsladelsen og senest 14 dage førløsladelsen og i andre tilfælde så tidligt som muligt. Underretningen skal gives på en måde,som er passende i det enkelte tilfælde og skal indeholde oplysninger om de regler, der gælderfor meddelelse af polititilhold.Såfremt den indsatte har beskyttede personoplysninger, sendes forespørgslen til ogunderretningen af offeret af Kriminalvårdens hovedkontor for ikke at afsløre, i hvilketfængsel den indsatte befinder sig. Der foretages et skøn over, hvor mange oplysninger, derkan videregives til offeret ud fra den trussel, som foreligger mod den indsatte. I de flestetilfælde kan der gives nogen information til offeret, men undtagelsesvis gives der ikke nogeninformation overhovedet.Der er udarbejdet en håndbog om offerunderretning, som giver en vejledning i, hvordandisse sager skal håndteres.Administrationen af ordningen er blevet evalueret to gange henholdsvis i 2006 og 2008.10.1.7.2. NorgeDet kongelige Justis- og Politidepartement i Norge har oplyst, at den norskestraffuldbyrdelseslov indeholder regler om underretning af forurettede eller dennesefterladte, blandt andet når den indsatte får frigang, orlov og løslades.Der er mulighed for underretning forud for hver uledsaget udgang, såfremt offeret ellerdennes efterladte ønsker dette. Grunden til, at der ikke underrettes ved ledsaget udgang, er

dels hensynet til den indsatte, dels at de sikkerhedsmæssige hensyn er tilstrækkeligt varetagetved ledsagelsen.Lovens kriterium for underretning er, at underretning skal skønnes at være af betydning forden forurettede eller dennes efterladte. Reglerne for underretning er generelle og er såledesikke begrænset til at gælde for bestemte forbrydelser.Der skal foretages en konkret vurdering i hver enkelt sag, om en underretning skønnes athave betydning for den forurettede eller dennes efterladte. I denne vurdering skal der læggesstor vægt på forbrydelsens art og alvorlighed. Dette gælder navnlig, hvis der er tale omvoldsforbrydelse, sædelighedsforbrydelse eller trusler. Endvidere skal forholdet mellem dendømte og den forurettede eller dennes efterladte tillægges vægt samt sandsynligheden for atde vil møde hinanden. Hvis forurettede eller dennes efterladte er under 18 år, skal dettetillægges vægt, idet disse kan have et særligt behov for underretning.Der er ikke tale om en udtømmende angivelse af momenter, der indgår i vurderingen, idetder kan være andre forhold, der er relevante i vurderingen af, om underretning skal gives.Hvis underretningen kan indebære en risiko for den dømtes sikkerhed, skal der ikke skeunderretning.Det er kriminalforsorgen, som afgør, om underretning kan gives. I god tid før den dømte fårudgang i en sag, hvor det kan være relevant at underrette forurettede eller dennes efterladte,kontakter medarbejdere i fængslet politiet, de sociale myndigheder og lignende for atindhente oplysninger, som kan være relevante for vurderingen af, om underretning kan gives.Forurettede eller dennes efterladte skal ikke kontaktes, før det er endeligt bestemt, atunderretning kan gives. Såfremt det bestemmes, at underretning kan gives, skal de spørges,om de ønsker underretning, og de er i deres fulde ret til at afslå dette.Ansvaret for at underrette forurettede eller dennes efterladte ligger hos de ansatte ifængslerne. I særlige tilfælde kan politiet anmodes om hjælp.Underretningen skal som hovedregel være skriftlig, og det skal fremgå, at forurettede ellerdennes efterladte kan modsætte sig at modtage yderligere underretninger i fremtiden. Detkan endvidere aftales med den forurettede eller dennes efterladte, om de har behov forunderretning ved hver enkelt udgang, eller om det er tilstrækkeligt med kun èn underretning.

Den dømtes skal orienteres om, at underretning vil blive givet og kan klage over dette til enoverordnet myndighed.Det er endvidere oplyst, at man ikke kan oplyse antallet af sager, hvor der er sketunderretning, da man ikke fører statistik herover. Ordningen med underretning af forurettedeeller dennes efterladte har ikke været evalueret.10.1.7.3. FinlandDen finske kriminalforsorg har oplyst, at der i den finske straffuldbyrdelseslovs § 4 findesregler om underretning om den indsattes udgange og løsladelse.Underretning om, at en indsat får udgang eller løslades fra fængslet, skal gives til offereteller andre personer, hvis det på grund af den indsattes adfærd eller på grund af fremsattetrusler findes grund til at mistænke den indsatte for at ville gøre sig skyldig i kriminalitet,som retter sig mod de ovenfor nævnte personers liv, helbred eller frihed eller mod en sådanpersons liv, helbred eller frihed, som står dem nær. Har den indsatte polititilhold, kanunderretning også gives til den, som tilholdet skal beskytte.Offeret har mulighed for at blive underrettet forud for hver uledsaget udgang. Offeretunderrettes ikke forud for alle ledsagede udgange, f.eks. sker der ikke underretning vedledsaget udgang til sygehus eller læge, men der er mulighed for underretning, f.eks. når denledsagede udgang afvikles til det område, hvor offeret bor.Underretning skal gives skånsomt, ligesom der ikke må ske underretning mod offerets vilje.Offeret skal på eget initiativ bede om underretning. I praksis kontakter offeretkriminalforsorgen og spørger om løsladelse af den indsatte eller eventuel orlov.Forespørgslen videresendes til direktøren for det fængsel, hvor den indsatte udstår straffen,da fængselsdirektørerne har et bedre kendskab til behandlingen af disse sager. Det erfængselsdirektøren eller en af fængselsdirektøren udpeget sikkerhedsansvarlig, som træfferafgørelse i sagen.Der findes ingen statistik over antallet af sager, hvor der sker underretning, ligesom det eroplyst, at ordningen synes at fungere i praksis, eftersom man ikke har modtaget nogenklager.

10.2. Arbejdsgruppens overvejelser10.2.1. Generelle overvejelserI vurderingen af, om der i Danmark bør indføres særlige regler om, at offeret i videre omfangend i dag kan blive underrettet om, at gerningsmanden får udgang eller løslades mv., er derefter arbejdsgruppens opfattelse en række modsatrettede hensyn, der må tages i betragtning.For mange ofre for især personfarlig kriminalitet vil tiden efter forbrydelsen ofte værepræget af angst dels for gentagelse og dels for at møde gerningsmanden igen. Denne angstkan være mere eller mindre objektivt begrundet, men ikke desto mindre kan det fylde meget ihverdagen. Denne gruppe af ofre, hvor frygten for at møde gerningsmanden igen fyldermeget, kan have en interesse i at vide, hvornår risikoen for et møde er til stede, således atofferet eventuelt kan træffe sine forholdsregler, f.eks. ved ikke at være alene eller forberedesig psykisk på et eventuelt møde. Alene det at vide, at man vil få besked og ikke pludseligintetanende møder gerningsmanden kan være en tryghed og lette hverdagen for offeret.På den anden side skal man passe på, at en oplysning til offeret om, at gerningsmanden er påudgang, og at offeret derfor kan risikere at møde vedkommende, ikke skaber unødig frygthos offeret og forstærker den angst, der måske efter længere tids forløb er på retur. Måske erder gået flere år, siden kriminaliteten blev begået, og offeret har lagt det bag sig. Ved enunderretning om, at gerningsmanden nu kommer på udgang eller løslades, er der risiko for,at offeret bliver mere utryg og genoplever den ubehagelige oplevelse.Arbejdsgruppen finder det derfor afgørende, at en underretning om udgang mv. ikkepåtvinges offeret, men at der er tale om en frivillig ordning, hvor offeret selv bestemmer, omman ønsker denne underretning.Arbejdsgruppen har til brug for sine overvejelser indhentet oplysninger om retstilstandene iNorge, Sverige og Finland, som er lande, vi normalt sammenligner os med, og der er i alle denævnte lande underretningsordninger i forskellige varianter, som er mere vidtgående end iDanmark. Den omstændighed, at man i disse lande har fundet det velbegrundet at havesådanne ordninger, kan i sig selv tale for, at det i Danmark overvejes at indføre en ordning,hvor muligheden for, at offeret kan få underretning om gerningsmandens udgang mv.,udvides i forhold til i dag.Som det fremgår ovenfor, indebærer en underretningsordning, at myndigheden videregivernogle oplysninger, der som udgangspunkt kan være fortrolige, idet de vedrørergerningsmandens private forhold. Dette er indgribende over for gerningsmanden, der har eninteresse i at værne om sit privatliv og i at det ikke er enhver, der kan få at vide, hvornår og

eventuelt hvortil han eller hun har udgang, således at gerningsmanden f.eks. risikerer at bliveudsat for en offentlig ”gabestokseffekt”. Der henvises i den forbindelse også tilstraffuldbyrdelseslovens § 3, hvoraf det fremgår, at fuldbyrdelse af straf skal ske medfornøden hensyntagen såvel til straffens gennemførelse som til behovet for at hjælpe ellerpåvirke den dømte til at leve en kriminalitetsfri tilværelse.Hertil kommer, at en sådan underretning til offeret kan medføre en risiko for den dømtessikkerhed, idet der kan tænkes situationer, hvor offeret eller dennes nærmeste kan have tilhensigt at udøve hævn. En underretningsordning bør derfor indrettes således, at underretningikke gives, hvor der er en sådan risiko for gerningsmandens sikkerhed, og man børnaturligvis være opmærksom på, at en udvidet ordning kan indebære en risiko for, at derskønnes forkert med risiko for, at gerningsmanden lider overlast, efter at underretning ergivet.Endvidere er det vigtigt at tage i betragtning, at der allerede i dag er regler på udgangs- ogprøveløsladelsesområdet, der tilgodeser hensynet til offeret, således at en gerningsmand ikkefår udgangstilladelse, eller der fastsættes særlige vilkår herfor, hvis der er en risiko forofferets person eller sikkerhed, jf. ovenfor.I de tilfælde, hvor gerningsmanden får udgang, prøveløslades eller løslades fravaretægtsfængsling, er der som ovenfor beskrevet allerede i dag mulighed for inden forrammerne af straffelovens § 152 e i særlige sager at underrette offeret om gerningsmandensudgang og/eller løsladelse mv. Arbejdsgruppen har imidlertid noteret sig, at Direktoratet forKriminalforsorgen har oplyst, at der som altovervejende hovedregel ikke sker underretningaf offeret om gerningsmandens udgang eller løsladelse mv. Også reglerne, hvorefterunderretning i dag gives, tilsiger, at underretning kun gives i meget begrænset omfang ogkun i sager, hvor der er en vis risiko for offeret.Arbejdsgruppen finder efter en afvejning af de hensyn, der er beskrevet ovenfor, at deneksisterende ordning ikke i fuldt tilstrækkelig grad tilgodeser ofrenes interesse i at modtageunderretning om gerningsmandens udgang mv. Arbejdsgruppen lægger i den forbindelsenavnlig vægt på, at det også i tilfælde, hvor der ikke er en konkret risiko for offeret, menhvor offeret selv nærer en betydelig frygt for at skulle konfronteres med gerningsmanden, vilvære velbegrundet at underrette offeret om udgang og løsladelse mv.Arbejdsgruppen finder på den baggrund, at hensynet til offeret tilsiger, at der skabesmulighed for i videre omfang end i dag at kunne give offeret en sådan underretning. Det ersamtidig arbejdsgruppens opfattelse, at der ved udformningen af en underretningsordning, jf.herom i det følgende, skal tages højde for de modhensyn, der er anført ovenfor. Det gælder

navnlig hensynet til gerningsmanden og hensynet til at undgå at skabe unødig frygt hosofferet.10.2.2. Afgrænsning af en udvidet ordning om underretningArbejdsgruppen har overvejet, i hvilke sager underretning om udgang og løsladelse mv. børkunne gives. Det er arbejdsgruppens opfattelse, at det er væsentligt at udforme en ordning,som bygger på objektive og let administrerbare kriterier. Selv om det er vanskeligt ud fraobjektive kriterier at afgrænse, i hvilke sagstyper et offer kan befrygte et tilfældigt møde medgerningsmanden, finder arbejdsgruppen, at dette typisk vil være tilfældet i sager om grovereovertrædelser af straffeloven, hvor vold, trusler eller anden personfarlig kriminalitet indgår,og ved sædelighedsforbrydelser – det vil sige som udgangspunkt den gruppe af sager, hvorider skal udpeges en kontaktperson for forurettede41– og arbejdsgruppen er af den opfattelse,at en underretningsordning bør afgrænses på tilsvarende vis.Efter arbejdsgruppens opfattelse kan det dog ikke udelukkes, at der i andre sagstyper konkretkan være et ønske hos offeret om at få underretning om gerningsmandens udgang ogløsladelse mv., men ud fra en generel betragtning, jf. ovenfor, bør en udvidet underretnings-ordning afgrænses som anført. Det bemærkes i øvrigt, at hvis ønsket om underretning i andretilfælde er begrundet i hensynet til offerets sikkerhed, vil det fortsat efter den eksisterendeordning være muligt efter en konkret vurdering at videregive oplysning herom til offeret.Det har endvidere været drøftet, om det alene er det direkte offer for en forbrydelse, der skalkunne underrettes, eller om der tillige skal være mulighed for at underrette f.eks. nærepårørende til et offer for en forbrydelse. Arbejdsgruppen finder, at det helt overvejende vilvære relevant at underrette det direkte offer. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at der kanvære tilfælde, hvor underretning af andre kan være relevant. Det kan f.eks. være tilfældetmed pårørende til et offer, der er afgået ved døden som følge af forbrydelsen, og hvor der erfrygt for, at gerningsmanden vil opsøge de pårørende til offeret. Der bør således efterarbejdsgruppens opfattelse være mulighed for at kunne give underretning til offerets nærepårørende, som passende kan afgrænses på samme måde som i retsplejelovens § 41 d, det vilsige sædvanligvis ægtefæller, samlevere, børn og forældre, men efter omstændighederneogså andre, f.eks. søskende.Med hensyn til spørgsmålet om, i hvilke situationer en underretning af offeret er aktuel,finder arbejdsgruppen, at der kan blive tale om underretning ved løsladelse eller

prøveløsladelse efter afsoning af straffen (endelig udskrivning eller prøveudskrivning for såvidt angår forvaringsdømte), ved udgang under afsoning og ved undvigelse fra afsoning.Arbejdsgruppen har i den forbindelse drøftet, hvorvidt det skal være en betingelse for, at derkan ske underretning, at gerningsmanden har været varetægtsfængslet inden og efter dom. Påden ene side kan det anføres, at spørgsmålet om varetægtsfængsling afgøres efter andrekriterier og ud fra andre hensyn end spørgsmålet om underretning af offeret. På den andenside vil offeret i de tilfælde, hvor der ikke er sket varetægtsfængsling af gerningsmanden,have levet med frygten for et møde i en periode – og måske allerede have mødtgerningsmanden – hvorfor hensynet til offeret i disse tilfælde ikke taler med samme vægt.Arbejdsgruppen finder derfor, at formålet med en underretningsordning tilsiger, at der skalvære etableret en ny situation for offeret, og at det derfor bør være en betingelse forunderretning af offeret om udgang og løsladelse mv., at gerningsmanden har væretvaretægtsfængslet inden og efter dom.Ved underretning om udgang opstår endvidere spørgsmålet om, hvorvidt underretning børske både ved uledsaget og ved ledsaget udgang. På den ene side vil offeret i beggesituationer kunne møde gerningsmanden, og hensynet til, at offeret kan være forberedt på etsådant møde, kunne tale for, at underretning skal gives. På den anden side er det ovenfornævnte hensyn til offerets sikkerhed og frygten for repressalier f.eks. på grund af offeretsanmeldelse af forbrydelsen eller vidneudsagn i forbindelse med straffesagen ikke til stede inær samme grad, når gerningsmanden har ledsaget udgang, ligesom selve det at mødegerningsmanden, når denne er ledsaget, må antages ikke at indebære en så stor belastning forofferet, som det vil være tilfældet ved uledsaget udgang. Det vil endvidere kunne styrkeofferets frygt, hvis der underrettes om ledsaget udgang, idet offeret da kan få det indtryk, atgerningsmanden er så farlig, at det er nødvendigt at tage særlige forholdsregler.Arbejdsgruppen finder derfor efter en samlet vurdering, at underretning – i lighed medordningerne i Sverige og Norge – bør knyttes til den situation, hvor der er tale om uledsagetudgang.Ved udgang er spørgsmålet endvidere, hvorvidt der skal ske underretning, hver ganggerningsmanden får udgang. En sådan ordning ville efter arbejdsgruppens opfattelse væreuforholdsmæssigt ressourcekrævende, idet der kan være tale om ganske mange udgange ogmed forskellige formål, jf. ovenfor om gældende ret. Desuden tilsiger hensynet tilgerningsmandens privatliv, at der ikke underrettes om dennes færden i højere grad, endhensynet til offeret kræver. Hensynet til offeret indebærer navnlig, at offeret skal kunne væreforberedt på, at der er indtrådt en ny situation. Når offeret således har en forventning om, atgerningsmanden er i gang med at afsone sin straf og derfor ikke vil kunne opsøge offereteller tilfældigt befinde sig på samme lokalitet som offeret, vil offeret være uforberedt på et

møde og bør derfor kunne underrettes om, at der gives tilladelse til uledsaget udgang. Denneændrede situation opstår kun ved den første udgang, og hensynet til offeret ved de følgendeudgange gør sig derfor ikke gældende i tilsvarende omfang. På den baggrund finderarbejdsgruppen, at der alene bør ske underretning ved gerningsmandens første uledsagedeudgang. Dette gælder uanset formålet med denne udgang. Der bør i forbindelse hermedorienteres om, at der herefter vil ske underretning igen, når gerningsmanden (prøve)løslades.Underretning af offeret bør efter arbejdsgruppens opfattelse ligeledes kunne ske, hvisgerningsmanden er idømt en foranstaltning efter straffelovens §§ 68-69, jf. herom ovenforunder pkt. 10.1.4. Underretningsordningen bør omfatte de foranstaltninger, hvor offeret kanpåregne, at gerningsmanden er frihedsberøvet. Det vil være tilfældet, når foranstaltningen gårud på anbringelse enten i psykiatrisk afdeling eller på institution for personer medvidtgående psykiske handicap, hvorimod det ikke er tilfældet ved dom til ambulantbehandling eller dom om tilsyn af kommunen. En behandlingsdom indebærer ialmindelighed, at behandlingen indledes med en indlæggelse i psykiatrisk afdeling. Dette erimidlertid ikke altid tilfældet, og sigtet med en behandlingsdom er netop, at behandlingen – imodsætning til hvad der gælder anbringelsesdomme – også kan ske ambulant. Når deridømmes en behandlingsdom, træder de behandlingsmæssige hensyn således i forgrunden,medens hensynet til retssikkerheden er mindre påtrængende. Det er derfor arbejdsgruppensopfattelse, at underretningsordningen alene bør omfatte de egentlige anbringelsesdomme,hvor der på grund af foranstaltningens frihedsberøvende karakter for offeret er tale om ensituation, der er parallel til den situation, hvor gerningsmanden afsoner en ubetingetfrihedsstraf.Underretning bør – ligesom det vil være tilfældet ved afsoning af frihedsstraf – ske vedforanstaltningens ophør eller ændring til en anden ikke frihedsberøvende foranstaltning, vedundvigelse og ved første uledsagede udgang i de tilfælde, hvor den dømte har væretvaretægtsfængslet før og efter dom.Arbejdsgruppen har yderligere drøftet, hvorvidt der skal ske underretning i forbindelse medudgang, løsladelse og undvigelse fra varetægtsfængsling. Med hensyn til udgang bemærkes,at udgang fra varetægtsfængsling kun forekommer helt undtagelsesvis, og at der i alletilfælde vil være tale om ledsaget udgang.Ved udgang og undvigelse fra varetægt samt løsladelse fra varetægt, inden der er faldet domi sagen, vil situationen endvidere efter arbejdsgruppens opfattelse adskille sig afgørende fraudgang, undvigelse og løsladelse fra afsoning, idet den mistænkte person ikke vil være dømtfor en lovovertrædelse. Det er således ikke fastslået, at den pågældende er skyldig og dermedgerningsmand til den forbrydelse, offeret har været udsat for. Offeret kan også i sådanne

tilfælde have en betydelig interesse i at modtage underretning, men arbejdsgruppen er af denopfattelse, at hensynet til den mistænkte og dennes interesse i fortrolighed vedrørende sineprivate forhold i denne situation vil veje tungest. Den mistænkte må betragtes som uskyldig,indtil den pågældende er dømt, og det kan ikke udelukkes, at en løsladelse f.eks. kan værebegrundet i, at efterforskningen har vist, at den pågældende alligevel ikke er den rettegerningsmand. Arbejdsgruppen finder derfor, at der ikke skal kunne ske underretning i dissesituationer. Arbejdsgruppen finder i den forbindelse, at det er væsentligt, at der allerede efterden gældende ordning kan ske underretning, hvis der efter en konkret vurdering består enrisiko for offeret.Løsladelse fra varetægtsfængsling kan som anført ovenfor også komme på tale i forbindelsemed, at gerningsmanden er dømt for den forbrydelse, offeret har været udsat for. Det kanf.eks. være tilfældet, hvis varetægtsfængslingen har været så langvarig, at den idømte strafmå anses for udstået. En sådan situation finder arbejdsgruppen må ligestilles med løsladelsefra afsoning af den idømte straf, og der bør derfor kunne ske underretning af offeret.Sammenfattende er det således arbejdsgruppens opfattelse, at der i overensstemmelse meddet ovenfor anførte bør etableres en udvidet ordning, hvorefter der i videre omfang end i daggives mulighed for, at et offer for en forbrydelse kan få underretning om tidspunktet for dendømtes første uledsagede udgang og prøveløsladelse eller løsladelse (prøveudskrivning ellerendelig udskrivning for så vidt angår forvaringsdømte) samt om eventuel undvigelse.Tilsvarende gælder for så vidt angår behandlingsdømte ved første uledsagede udgang, vedforanstaltningens ophør eller ændring til en anden ikke frihedsberøvende foranstaltning samtved undvigelse. Denne udvidede ordning bør ikke have indflydelse på mulighederne for efterden nuværende ordning at give underretning i medfør af straffelovens § 152 e, jf. ovenfor.10.2.3. Udformning af en udvidet ordning om underretningArbejdsgruppen har ydermere drøftet, hvordan en sådan udvidet adgang til underretning børudformes.Arbejdsgruppen har i den forbindelse overvejet, hvorvidt offeret i alle tilfælde skal have kravpå underretning, hvis den pågældende anmoder herom.Det er arbejdsgruppens opfattelse, at der som udgangspunkt bør gives underretning i sagerom grovere overtrædelser af straffeloven, hvor vold, trusler eller anden personfarligkriminalitet indgår, og ved sædelighedsforbrydelser.

Der kan imidlertid som nævnt være et hensyn til gerningsmanden. Således kan der være enrisiko for hævn fra offerets side – f.eks. ved banderelaterede forbrydelser – hvorformyndighederne ikke bør facilitere en gengældelse ved at oplyse om uledsaget udgang ellerløsladelse. Desuden kan det ikke udelukkes, at der vil være tilfælde, hvor hensynet tilgerningsmandens privatliv overstiger hensynet til offerets interesse i tryghed, f.eks. hvis derer risiko for chikane fra tredjemand.På den baggrund er det arbejdsgruppens opfattelse, at en ordning om udvidet adgang tilunderretning bør udformes således, at der gives underretning i alle tilfælde ved de nævntekriminalitetstyper, medmindre væsentlige hensyn til gerningsmanden taler imod.Arbejdsgruppen er opmærksom på, at nogle ofre vil foretrække ikke at få underretning, og atunderretning – eller blot muligheden herfor – i sig selv kan have en negativ effekt på offeretssituation, idet det kan øge offerets frygt for den dag, hvor offeret kan møde gerningsmanden.Derfor anbefaler arbejdsgruppen ikke en ordning, hvor der automatisk gives underretning, ogarbejdsgruppen finder heller ikke, at ofrene uden konkret anledning hertil skal spørges, omde ønsker underretning. Arbejdsgruppen finder således, at en underretning må forudsætte enudtrykkelig anmodning fra offeret, idet det i så fald vil kunne lægges til grund, at offeretsønske om underretning bygger på en velovervejet beslutning herom.Det vil derfor være en forudsætning for en velfungerende ordning, at ofrene er bekendt medmuligheden for at få underretningen.I de særlige tilfælde, hvor der kan bestå en egentlig risiko for offeret i forbindelse medgerningsmandens udgang eller løsladelse, vil det – som det også er tilfældet efter dengældende ordning – være en opgave for myndighederne at træffe de nødvendigeforholdsregler.Herudover bør ordningen klart fremgå af det informationsmateriale, ofrene modtager, såledesat de har en mulighed for at få underretningen, hvis de ønsker dette. Informationsmaterialeter nærmere beskrevet ovenfor i kapitel 4.Som anført vil underretning være aktuel i de sager, hvor forurettede har krav på enkontaktperson hos politi eller anklagemyndighed. I disse tilfælde har offeret således alleredeen kontaktperson, der vil kunne henlede offerets opmærksomhed på muligheden forunderretning. Ligeledes bør andre aktører, herunder navnlig bistandsadvokaten og eventueltanklageren, i givet fald være opmærksom på at informere offeret om muligheden forunderretning, hvis det skønnes at være relevant.

10.2.4. Behandling af en anmodning om underretningArbejdsgruppen har drøftet, hvorledes en anmodning fra offeret om at blive underrettet vedgerningsmandens udgang og løsladelse mv. bør behandles af myndighederne.Efter arbejdsgruppens vurdering vil en anmodning om at blive underrettet i de fleste tilfældeblive afgivet i forbindelse med den kontakt, som offeret har med politiets kontaktperson isagen, det vil sige i perioden frem til, at der afsiges dom i straffesagen. Det kan dog ikkeudelukkes, at et offer først efterfølgende og efter en vis betænkningstid beslutter sig for atanmode om underretning. Efter arbejdsgruppens opfattelse bør det ikke være afgørende for,om et offer kan blive underrettet, at anmodningen er fremsat inden en vis frist. Offeret børsåledes på et hvilket som helst tidspunkt kunne anmode om at blive underrettet.Arbejdsgruppen er af den opfattelse, at hensynet til offeret tilsiger, at den kompetentemyndighed hurtigst muligt efter at have modtaget en anmodning om underretning behandlerden pågældende anmodning. Hvis anmodningen eksempelvis først blev behandlet iforbindelse med en forestående udgang eller løsladelse, ville offeret i perioden frem til dettetidspunkt forblive i uvished om, hvorvidt offeret kunne risikere at møde gerningsmanden(uledsaget) uden at være underrettet på forhånd. Hermed ville ordningen ikke leve op til sitformål. Det ville desuden være forbundet med væsentlige vanskeligheder at udforme enmeningsfuld ordning, hvor det først på dette sene tidspunkt eksempelvis skulle meddelesofferet, at betingelserne for at give underretning om (den nært forestående) udgang mv. ikkevar opfyldt. En anmodning om underretning bør derfor behandles i forlængelse af densmodtagelse hos den kompetente myndighed. Det er dog samtidig arbejdsgruppens opfattelse,at en anmodning om underretning, der indgives før straffesagens endelige afslutning vedretten, bør modtages, men først behandles efter straffesagens afslutning.Det bemærkes i den forbindelse, at gerningsmanden – i modsætning til offeret –forvaltningsretligt ikke som udgangspunkt kan anses for part i sagen om offerets anmodningom at modtage underretning. Gerningsmanden har dermed ikke krav på at blive partshørtover oplysninger i sagen. Ved vurderingen af, om væsentlige hensyn til gerningsmandentaler imod en underretning, jf. ovenfor, skal myndigheden efter arbejdsgruppens opfattelselægge vægt på de oplysninger, som allerede er i myndighedens besiddelse, og kun efter enkonkret vurdering søge at oplyse grundlaget for afgørelsen i videre omfang.Det er dog arbejdsgruppens opfattelse, at en eventuel yderligere sagsoplysning i videstmuligt omfang ikke bør ske ved at anmode gerningsmanden om en udtalelse om sagen, idetoplysningen om, at offeret har anmodet om underretning, i sig selv vil kunne skabe ellerforstærke et modsætningsforhold mellem offer og gerningsmand. Af samme grund anbefaler

arbejdsgruppen også, at gerningsmanden ikke orienteres om afgørelsen om, hvorvidt der skalske underretning til offeret, medmindre særlige grunde taler herfor. Det bemærkes hertil, atgerningsmanden som udgangspunkt heller ikke kan anses for klageberettiget i sagen omofferets anmodning om underretning. Det er derimod arbejdsgruppens opfattelse, at der ikriminalforsorgens generelle vejledning til afsonere bør informeres om underretnings-ordningens eksistens. Hermed har gerningsmanden også mulighed for at reagere i forhold tilden relevante myndighed, hvis han f.eks. modtager trusler fra offerets omgangskreds underafsoningen. Såfremt myndigheden – fra gerningsmanden eller andre – modtager nyeoplysninger, som kan have væsentlig betydning for vurderingen af, om hensynet tilgerningsmanden taler imod en underretning til offeret, kan der efter omstændighederne væregrundlag for at genoptage sagen hos myndigheden og – eventuel efter en høring af offeret –træffe en ny afgørelse på baggrund af de nu foreliggende oplysninger.Efter arbejdsgruppens vurdering vil det kun i de tilfælde, hvor myndigheden efter en konkretvurdering afslår at give underretning, være nødvendigt at meddele offeret dette skriftligt. Iandre tilfælde vil det således være tilstrækkeligt, at myndigheden i forbindelse medmodtagelsen af anmodningen oplyser, at offeret kan regne med underretning ved udgang ogløsladelse mv., medmindre myndigheden i forbindelse med den forestående behandling afsagen når til et andet resultat. Hvis anmodningen fremsættes skriftligt, bør myndighedensoplysning herom ligeledes afgives skriftligt.Arbejdsgruppen har endelig drøftet, hvilken myndighed der bør tage stilling til offeretsanmodning om underretning og foretage selve underretningen. Som anført ovenfor vil dervære tale om underretning både i forbindelse med afsoning, efter varetægtsfængsling og vedanbringelse i hospital mv. Det vil således være forskellige myndigheder primært inden forJustitsministeriets ressort, der i de forskellige situationer vil være involveret i beslutningenom udgang og løsladelse mv. Alene med hensyn til de foranstaltningsdømtes førsteuledsagede udgang vil beslutningen træffes af det hospital eller den institution, hvor denpågældende opholder sig. Arbejdsgruppen finder, at den nærmere fastlæggelse afkompetencespørgsmålet bør ske i forbindelse med den endelige udformning af lovforslaget.10.2.5. Økonomiske og administrative konsekvenserDirektoratet for Kriminalforsorgen har skønnet, at der inden for kriminalforsorgen vil væreomkring 1.000 sager om året omfattet af en sådan underretningsordning, således somordningen er beskrevet ovenfor. Det kan dog ikke forventes, at offeret i alle tilfælde vilanmode om underretning.

Justitsministeriets Forskningskontor har oplyst, at der i 2008 blev afsagt 42 domme omanbringelse, som vil være omfattet af den foreslåede ordning, jf. ovenfor. Det tilsvarende talfor 2007 var 43 og for 2006 36.Arbejdsgruppens forslag til en underretningsordning skønnes at medføre begrænsedemerudgifter for de implicerede myndigheder.10.2.6. Forslag til lovbestemmelseArbejdsgruppen har overvejet, hvorvidt den foreslåede underretningsordning vil kræve enlovhjemmel, eller om de almindelige regler om videregivelse af fortrolige oplysninger, derdanner grundlag for den eksisterende praksis, er tilstrækkelige til at sikre formålet medordningen. Det er arbejdsgruppens opfattelse, at det ikke kan udelukkes, at ordningen somanbefalet af arbejdsgruppen vil indebære videregivelse af fortrolige oplysninger i videreomfang, end hvad der kan rummes inden for den eksisterende lovgivning, idet denanbefalede ordning ikke forudsætter, at underretningen udgør en konkret berettigetvaretagelse af andres tarv, jf. straffelovens § 152 e. Af disse grunde – og af hensyn til atskabe synlighed og klarhed om ordningen – finder arbejdsgruppen, at der bør skabes enlovhjemmel.Arbejdsgruppen finder, at den endelige udformning af en sådan lovbestemmelse afhænger af,hvilken myndighed der skal tage stilling til offerets anmodning om underretning og foretageselve underretningen. Det kan i den forbindelse være hensigtsmæssigt, at der ilovbestemmelsen gives justitsministeren eller den, justitsministeren bemyndiger dertil,adgang til at fastsætte nærmere regler om underretningsordningen. Der vil hermed bl.a.kunne fastsættes regler om den nærmere opgavefordeling mellem de impliceredemyndigheder, ligesom der vil kunne fastsættes regler om, at et eventuelt afslag på at giveunderretning ved udgang og løsladelse mv. ikke kan påklages til en højere myndighed. Dettevil kunne være relevant, hvis den overordnede myndighed ikke har nærmere forudsætningerfor at prøve det skøn, som den underordnede myndighed har udøvet i forbindelse medafgørelsen.En skitse til en lovbestemmelse kan herefter være som følger:”§.I sager om sædelighedsforbrydelser og grovere overtrædelser afstraffeloven, hvor vold, trusler eller anden personfarlig kriminalitetindgår, og hvor gerningsmanden har været varetægtsfængslet før og efterdom, underrettes den forurettede om tidspunktet for den dømtes førsteuledsagede udgang og prøveløsladelse eller løsladelse, forforvaringsdømte prøveudskrivning eller endelig udskrivning, samt om

undvigelse, hvis den forurettede har anmodet om det. Er den forurettedeafgået ved døden, underrettes den forurettedes nære pårørende, hvisvedkommende har anmodet om det. Underretning kan undlades, hvisvæsentlige hensyn til gerningsmanden taler imod.Stk. 2.Reglerne i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse ved førsteuledsagede udgang, ved foranstaltningens ophør eller ændring til enanden ikke frihedsberøvende foranstaltning samt ved undvigelse, hvisgerningsmanden i henhold til straffelovens §§ 68 eller 69 er dømt tilanbringelse i psykiatrisk afdeling eller i institution for personer medvidtgående psykiske handicap.Stk. 3.Justitsministeren eller den, justitsministeren bemyndiger dertil,kan fastsætte nærmere regler om underretningsordningen, herunder om atafgørelser ikke kan påklages til en højere administrativ myndighed.”