REU, Alm.del - 2010-11 (1. samling) - Bilag 119: Præsentationer fra Retsudvalgets høring om Folketingets Ombudsmands beretning 2009

Ombudsmandens behandling af sager om offentligt ansattesytringsfrihedKarakteristik af sagerneOmbudsmandens sager om offentligt ansattes ytringsfrihed handler ofte omoffentligt ansatte som er kommet i klemme fordi de har ytret sig kritisk om de-res arbejdsplads i den offentlige debat. Anledningen kan være personale-mangel, planlagte besparelser eller omstruktureringer, dvs. forhold eller tiltagsom bekymrer de offentligt ansatte.Det følger af reglerne om offentligt ansattes ytringsfrihed at de ansatte nor-malt er i deres fulde ret til at ytre sig, også når der er tale om kritiske udtalel-ser om deres egen arbejdsplads. Når reglerne i vidt omfang tillader kritiskeytringer, må det bl.a. ses i lyset af at de ansatte i sagens natur kender forhol-dene på deres egen arbejdsplads indgående og derfor formodes at kunnevære med til at kvalificere den offentlige debat.Alligevel viser mange af sagerne at de offentlige arbejdsgivere ikke altid re-spekterer de ansattes ret til at ytre sig. Arbejdsgiverne kan – forståeligt nok –opleve det som illoyalt at en medarbejder som er ansat til at udføre sit arbejdei overensstemmelse med arbejdsgiverens interesser, udtaler offentlig kritik afarbejdsgiveren.Sagerne viser at ansatte som ytrer sig kritisk om egen arbejdsplads, jævnligtbliver mødt med negative reaktioner, spændende fra milde reaktioner somf.eks. at arbejdsgiverne udtrykker skuffelse eller beklagelse, til mere skrappereaktioner som f.eks. advarsel eller afskedigelse. I en enkelt sag nøjedes ar-bejdsgiveren med blot at udbede sig en skriftlig erklæring fra den kritiskemedarbejder om at denne fortsat ville udføre sit arbejde loyalt. Men ofte nårombudsmanden frem til at selv sådanne milde reaktioner er uberettigede. Detgjaldt også i sagen om loyalitetserklæringen.

Det forekommer af og til at de ansatte som er kommet i klemme, synes at væ-re skræmt af arbejdsgiverens negative reaktion på deres kritiske udtalelser,og de gør ikke mere ved sagen selv om arbejdsgiverens reaktion er klart ube-rettiget.I sager af denne karakter vælger ombudsmanden ofte at undersøge sagen påeget initiativ. I praksis indledes sådanne undersøgelser ofte med en telefoniskkontakt til den ansatte for at få afklaret om den ansatte skulle have nogetimod at ombudsmanden undersøger sagen. Ofte reagerer den ansatte medglædelig overraskelse og taknemmelighed over at ombudsmanden nu vil sepå sagen. Hidtil har vi ikke været ude for at den ansatte har været imod atombudsmanden går ind i sagen.På dette område er der da også langt flere sager end normalt som ombuds-manden tager op på eget initiativ – det gælder ca. 22 % af sagerne om offent-ligt ansattes ytringsfrihed eller ca. hver femte sag. Gennemsnittet for alle om-budsmandens sager ligger på ca. 12 %.Det er også karakteristisk for sagerne om offentligt ansattes ytringsfrihed atde langt oftere end normalt giver ombudsmanden anledning til at udtale kritik.I sagerne fra de seneste 10 år har ombudsmanden udtalt kritik i ca. 65 % afsagerne. Den gennemsnitlige kritikprocent for samtlige ombudsmandens sa-ger ligger på ca. 22 %.

Nogle nyere konkrete eksemplerOddersagenDen første sag jeg vil nævne, angik Odder Kommune.Ombudsmanden rettede i foråret henvendelse til kommunen på grund af enartikel bragt på Folkeskolen.dk. Af artiklen fremgik det at kommunen havdeskrevet til lederne at de ikke måtte udtale sig imod planlagte besparelser. Detgjaldt også når de udtalte sig som privatpersoner.Det sidste – at de heller ikke måtte udtale sig som privatpersoner – sprangombudsmanden i øjnene. Det er netop når en offentligt ansat udtaler sig somprivatperson at den ansatte er beskyttet af reglerne om offentligt ansattes yt-ringsfrihed. Det gælder også ansatte med ledelsesansvar når de ikke somf.eks. kommunaldirektøren er centralt placeret tæt på beslutningsprocessen.Odder Kommune svarede da også ombudsmanden at kommunen over forsine ansatte havde beklaget instruksen og betonet at kommunen respektererde ansattes ytringsfrihed.

Ombudsmanden erklærede sig i sin afsluttende udtalelse enig med OdderKommune i at ordlyden i kommunens instruks til lederne var beklagelig, og i atdet var beklageligt at instruksen havde kunnet læses som en instruks med detformål at indskrænke ytringsfriheden for lederne i kommunen.Sagen vil indgå i ombudsmandens beretning for 2010.BibliotekarsagenDen næste sag jeg vil nævne, er med i beretningen for 2009 som sag 20-1.Den angik en kommunalt ansat bibliotekar som havde fået en irettesættelse afkommunen fordi hun havde brugt sin arbejdsmailadresse da hun sendte en e-mail til en række private venner og bekendte. E-mailen indeholdt en opfor-dring til at deltage i et debatmøde om bibliotekets fremtid og gjorde samtidigopmærksom på mulighederne for at deltage i debatforum på nettet, spørge-skemaundersøgelse og interview. Ombudsmanden var ikke enig med kom-munen i at e-mailen kunne opfattes som sendt på vegne af kommunen, oghan mente ikke at urigtige faktuelle oplysninger i e-mailen eller hensynet tilmyndighedens interne beslutningsproces kunne berettige irettesættelsen.Kommunen meddelte efterfølgende bibliotekaren at den tildelte irettesættelsevar bortfaldet i henhold til præmisserne i ombudsmandens udtalelse.Andre sagerDe emner som offentligt ansatte ytrer sig om, handler naturligvis også om an-det end besparelser m.v. F.eks. angik en af sagerne i beretningen for 2009(sag 20-7) en samtale i en bus mellem to støttepædagoger. Samtalen blevoverhørt af en pige som mente at det barn som pædagogerne i abstraktevendinger talte om, måtte være hendes lillebror. Her var spørgsmålet om denpågældende støttepædagog havde krænket sin tavshedspligt. Det havde hunikke, nåede ombudsmanden frem til, og kommunen trak herefter sin påtale afstøttepædagogen tilbage.Som et yderligere eksempel på sagernes meget forskellige karakter kan næv-nes følgende sag, den første af sin art hos ombudsmanden. I oktober hen-vendte en kontorchef i Københavns Kommune sig til ombudsmanden og for-talte at han havde en mistanke om at kommunen hævede for meget i refusioni forbindelse med aktivering af kontanthjælpsmodtagere. At kontorchefen hen-vendte sig til ombudsmanden om sagen, skal ses i sammenhæng med at detantages at offentligt ansatte har ret og efter omstændighederne pligt til at rettehenvendelse til relevante eksterne tilsynsmyndigheder i tilfælde af klare ulov-ligheder hos den myndighed hvor de er ansat. Folketingets Ombudsmandhører til kredsen af sådanne eksterne myndigheder.Ombudsmanden besluttede meget hurtigt at bringe oplysningerne videre tilden ansvarlige minister på området, beskæftigelsesministeren, for at ministe-ren kunne tage stilling til hvad der eventuelt kunne eller skulle gøres i sagen.

PrivatiseringHans Gammeltoft-Hansen har allerede været inde på de retlige konsekvenseraf at lægge opgaver i den offentlige, henholdsvis den private sektor. I den for-bindelse er det relevant at nævne at der er betydelig forskel på den ytringsfri-hed der gælder for ansatte i henholdsvis den offentlige og i den private sektor.Privatansatte nyder generelt en noget ringere beskyttelse end den der gælderfor offentligt ansatte (betænkning 1472/2006, s. 55).Ombudsmandens kompetence er efter ombudsmandsloven begrænset til denoffentlige forvaltning, og ombudsmanden kan derfor ikke behandle sager omytringsfrihed for ansatte i private virksomheder. Det gælder normalt også foransatte i privatiseret offentlig virksomhed.Ved privatisering af offentlig virksomhed vil de ansatte ikke længere være om-fattet af reglerne for offentlig ansattes ytringsfrihed. De mister samtidig mulig-heden for at klage til ombudsmanden.Det anførte gælder ikke kun for regler om ytringsfrihed, men generelt for alleregler som gælder specifikt eller særskilt for den offentlige forvaltning, og somikke tillige gælder for den private sektor. De regler der særligt gælder for denoffentlig forvaltning, herunder også f.eks. regler om tavshedspligt og regler omretten og pligten til at sige fra over for ulovligheder, følger således ikke udenvidere med ved privatisering. Det vil normalt kræve at der ved særskilt lovfastsættes bestemmelser herom.Generelt forekommer sådanne bestemmelser sjældent. På et enkelt område –offentlighedsloven – er spørgsmålet dog indgående behandlet i det lovforslagtil en ny offentlighedslov som nu er blevet fremsat, og i den betænkning somligger til grund for forslaget.Såhvisden bedre beskyttelse der følger af reglerne for offentligt ansattes yt-ringsfrihed, også skal gælde også for ansatte i privatiserede virksomheder, vildet kræve særskilt lovgivning. Det samme gælder hvis de ansatte (fortsat)skal kunne få sager herom behandlet af ombudsmanden.Menomreglerne om offentligt ansattes ytringsfrihed og/eller klageretten tilombudsmanden skal gælde for de ansatte i en privatiseret virksomhed, ernaturligvis et rent retspolitisk spørgsmål som det ikke tilkommer ombudsman-den at blande sig i.

Ombudsmandens rolle på områdetOmbudsmanden har relativt mange sager, domstolene har næsten ingen ved-rørende offentligt ansattes ytringsfrihed.Der findes kun få skrevne regler, herunder grundlovens § 77 og den europæi-ske menneskerettighedskonventions artikel 10. Ombudsmandens udtalelsersupplerer de skrevne regler.Ombudsmandens udtalelser i de relativt mange enkeltsager har været og ersåledes fortsat i høj grad med til at fastlægge gældende ret og præge retsud-viklingen på området. Beskrivelsen af gældende ret i betænkningen fra udval-get om offentligt ansattes ytringsfrihed er i vidt omfang baseret på ombuds-mandsudtalelser (betænkning 1472/2006). Det samme gælder for den vejled-ning om offentligt ansattes ytringsfrihed som Justitsministeriet har udsendt, ogsom helt svarer til den vejledning som udvalget foreslog i betænkningen. Vej-ledningen indgår også i Personalestyrelsens, Danske Regioners og KL’s vej-ledning om god adfærd i det offentlige.I hidtidig praksis er det jævnligt forekommet at en sag har rejst spørgsmålsom ikke er belyst af tidligere praksis, og som ombudsmanden derfor har måt-tet forholde sig til. Lignende sager må fortsat forventes, og ombudsmanden vilderfor formentlig også fremover præge retsudviklingen på dette vigtige sags-område.