NotatNotat til Folketinget vedr. IMFC-møde den 16. april 2011 i Wash-ingtonIMF og Verdensbanken afholder forårsmøder i Washington, DC medio april2011, og i den forbindelse vil der den 16. april blive afholdt møde i den Internati-onale Monetære og Finansielle Komité (IMFC), som er den rådgivende minister-komité for IMF. Mødet i IMFC vil blive ledet af Singapores finansminister,Tharman Shanmugaratnam, der er komitéens formand.Den nordisk-baltiske IMF-valgkreds, som Danmark er medlem af, ventes påIMFC-mødet at være repræsenteret ved den norske finansminister, Sigbjørn John-sen. Danske synspunkter vil desuden indgå i EU’s fælles indlæg, som fremføres afden ungarske formand for ECOFIN, finansminister György Matolcsy.Mødet i IMFC ventes at berøre følgende emner:1.Globale udfordringer, globale løsninger – IMF’s rollea)Håndtering af internationale kapitalbevægelserb)Sikring af passende global valutareservelikviditetc)IMF’s overvågningsrolleTilstanden i verdensøkonomien

Der har været et vedvarede træk på IMF’s låneinstrumenter over det seneste halv-år, herunder især fra europæiske lande. IMF indgik i december 2010 en aftale omet 3-årigt låneprogram til Irland på SDR 19,5 mia. (22,5 mia. euro), og i martsgodkendte IMF’s bestyrelse et nyt 2-årigt låneprogram til Rumænien på SDR 3,1mia. (3,5 mia. euro) til afløsning for deres nuværende låneprogram. Derudoverforlængede Mexico og Polen i januar sine forebyggende fleksible låneprogrammerpå henholdsvis SDR 47,3 mia. (54 mia. euro) og SDR 19,2 mia. (22 mia. euro).Den betydelige låneaktivitet under krisen har haft indvirkning på IMF’s ressour-cer, som IMF har måttet supplere med ekstraordinære ressourcer fra medlemslan-dene. Som led i beslutningen fra 2009 om at tredoble IMF’s samlede ressourcerfra USD 250 mia. til USD 750 mia. via en udvidelse af IMF’s ekstraordinære fi-nansieringsmekanisme New Arrangements to Borrow (NAB), har en række landevia bilaterale låneaftaler understøttet IMF’s ressourcer og samlede lånekapacitetfrem mod gennemførelsen af NAB-udvidelsen. NAB trådte formelt i kraft 11.marts 2011 og indgår nu som en del af IMF’s samlede lånekapacitet.

I november 2010 opnåedes enighed om en større reform af IMF, herunder enkvote- og stemmereform, der flytter 5,7 pct. af stemmerne i IMF til fordel fordynamiske emerging market lande og udviklingslande, og som samlet set øger deunderrepræsenterede landes stemmeandel i IMF med 5,8 pct.-point. Reformafta-len omfattede endvidere en række reformer af IMF’s styring, herunder en redukti-on af de udviklede europæiske landes repræsentation i IMF’s bestyrelse med 2stole til fordel for emerging market lande og udviklingslande. Det forventes, atreformaftalen implementeres i 2012. Derudover aftaltes det, at der inden januar2013 gennemføres en evaluering af den formel, som fastsætter landenes kvote- ogstemmeandele i IMF. Drøftelserne herom ventes igangsat i løbet af de kommendemåneder mhp. en aftale på årsmøderne i 2012.

Erfaringerne fra krisen har givet anledning til en diskussion om behovet for re-former af det internationale monetære system – dvs. de globale økonomiske, pen-gepolitiske og finansielle rammer – og hvordan det nuværende system kan styrkesmhp. at fremme øget global stabilitet. Tilbagevendende økonomiske og finansiellekriser, vedvarende globale ubalancer, potentielt destabiliserende internationalekapitalbevægelser, uhensigtsmæssige valutakursregimer samt opbygning af betyde-lige valutareserver i nogle lande fremhæves som emner, der bør adresseres for atopnå dette.Et centralt overordnet mål for diskussionen er at fremme en ordentlig globalramme for økonomisk samarbejde, som kan sikre at interne og eksterne ubalancersamt stød til økonomierne tilpasses gnidningsfrit uden at det medfører kriser oghøj inflation, og som kan modvirke at især systemisk vigtige lande fører inkonsi-stente økonomiske politikker uden hensyntagen til den globale økonomiske stabi-litet. G20-landenes øgede samarbejde under rammen for stærk, bæredygtig ogbalanceret vækst er et centralt element i den forbindelse.Drøftelserne om reformer af det internationale monetære system foregår parallelt iIMF og i regi af G20. Fokus for diskussionerne i IMF er bl.a. håndteringen afinternationale kapitalbevægelser, sikringen af passende global valutareservelikvidi-tet samt styrkelse af IMF’s overvågningsrolle.Håndtering af internationale kapitalbevægelserInternationale kapitalbevægelser bidrager som udgangspunkt positivt til den øko-nomiske udvikling via effektiv international ressourcefordeling samt øgede inve-steringer. Der kan imidlertid også være økonomisk-politiske udfordringer relaterettil store kapitalstrømme, herunder risiko for aktivbobler, overophedning og sti-gende inflationspres, hvis ikke den økonomiske politik og det finansielle system ide lande, der modtager store kapitalindstrømninger, indrettes herefter. Store kapi-talbevægelser kan udgøre en makrofinansiel stabilitetsrisiko, især hvis kapitalind-

strømningen til et land pludselig standser eller vender, som under krisen i Asien i1990’erne.Drøftelserne om internationale kapitalbevægelser er præget af, at flere emergingmarket lande, herunder Brasilien, Indonesien, Korea og Sydafrika, har indførtkapitalrestriktioner for at mindske kapitalindstrømningen. Det er i nogen gradgjort for at reducere behovet for at gennemføre stramninger af den økonomiskepolitik, herunder finans- og pengepolitikken, og modvirke en appreciering af valu-taen. Indførelsen af kapitalkontrol i ét land kan imidlertid have betydelige afsmit-tende virkninger på andre lande, som også oplever store kapitalindstrømninger, dakapitalen i nogen grad blot vil flytte over mod disse lande i stedet.Der er behov for, at IMF’s overvågning af de internationale kapitalbevægelserstyrkes, og der arbejdes for at nå til enighed om fælles globale rammer for hvor-dan lande håndterer kapitalbevægelser. Rammerne skal specificere hvornår det kanforsvares at lande benytter midlertidige restriktioner på kapitalens fri bevægelig-hed, og der søges skabt en fælles forståelse af, at kapitalkontrol bør opfattes somen sidste udvej når alle andre økonomisk-politiske initiativer er utilstrækkelige.Der er imidlertid ikke enighed om omfanget og betydningen af de fælles globalerammer, ligesom der heller ikke er enighed om IMF’s rolle i forhold til implemen-teringen heraf. Flere emerging markets udtrykker skepsis over for, at sådanne fæl-les rammer indskrænker landenes handlemuligheder i forhold til kapitalkontrol,hvorimod især de industrialiserede lande ønsker at rammerne gøres til en del afIMF’s almindelige overvågning af landenes økonomiske politikker.Sikring af passende global valutareservelikviditetEt andet aktuelt tema på IMF’s dagsorden, som relaterer sig til både globale uba-lancer og håndteringen af kapitalbevægelser, er sikringen af tilstrækkeligt globalvalutareservelikviditet under kriser og i normale perioder. En række lande, isæremerging market lande, har over de seneste år opbygget betydelige valutareserver,herunder for at forsikre sig mod pludselige forværringer af den økonomiske situa-tion eller for at påvirke valutakursen. Opbygning af store valutareserver har imid-lertid både omkostninger for de pågældende lande, ligesom der kan være negativeafsmittende effekter i forhold til resten af verden, navnlig hvis valutakursen somfølge af reserveopbygningen holdes på et niveau, der ikke afspejler de underlig-gende økonomiske forhold i økonomien. IMF har for nylig igangsat et arbejdemed henblik på at forbedre mulighederne for at evaluere landes valutareserver iforhold til de potentielle risici landene står over for.Tæt knyttet til denne diskussion er spørgsmålet om, hvorvidt det er hensigtsmæs-sigt at, at stabiliteten af det internationale monetære system beror på amerikanskedollars som den primære globale reservevaluta. Særligt drøftes det, om IMF’s Spe-cial Drawing Rights (SDR), som i dag primært fungerer som teknisk valutaenhed iIMF’s engagementer med medlemmerne, og som kun i begrænset omfang anven-des som officielt valutareserveaktiv, bør have en større rolle i det internationale

monetære system. Et led i denne diskussion er, om den kinesiske renminbi – ogpå længere sigt også andre store emerging market landes valutaer – bør inkluderesi den kurv af valutaer, som udgør SDR1. De konkrete udfordringer der nødven-digvis må håndteres er imidlertid, at der ikke er et tilstrækkeligt internationalt mar-ked for handel med den kinesiske valuta, samt at valutakursen formentlig ikke ertilstrækkeligt fleksibel til at understøtte, at SDR-kursen afspejler de underliggendeglobale økonomiske forhold. Temaet om en øget rolle til SDR er især drevet afKina, som generelt ønsker et skifte over imod et mere multipolært globalt valuta-system med en mindre central rolle til amerikanske dollars.Et relateret spørgsmål, som også indgår i diskussionen om global likviditet er,hvorvidt øget officiel anvendelse af SDR som reservevaluta kan bidrage til at styr-ke især emerging market landes og udviklingslandes adgang til likvide valutareser-ver i tilfælde af kriser2. Der er imidlertid en række udfordringer knyttet hertil, her-under at landes trækninger på valuta i IMF via SDR-systemet ikke ledsages afkonditionaliteter til den økonomiske politik i landet, som det er tilfældet underIMF’s almindelige lånefaciliteter. Det bidrager til at øge risikoen for, at det pågæl-dende land ikke fører en ansvarlig økonomisk politik, som er forenelig med tilba-gebetaling af valutaen til IMF.Endelig er diskussionen om tilstrækkeligheden af de globale finansielle sikker-hedsnet, herunder især IMF’s lånefaciliteter, en central del af spørgsmålet om sik-ring af den globale likviditet. IMF har i 2009 og 2010 gennemført markante æn-dringer i IMF’s udlånsinstrumenter. Især er muligheden for store og forebyggendelåneprogrammer blevet mærkbart forbedret for lande med sund økonomisk track-record via faciliteten Flexible Credit Line (FCL), som er blevet givet til Columbia,Mexico og Polen. Også den fleksible facilitet Precautionary Credit Line (PCL),som er tiltænkt lande, der ikke opfylder alle kriterierne for FCL, og som er blevetgivet til Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, har bidraget til at øgefleksibiliteten i IMF’s låneinstrumenter. Der forventes i 2011 en evaluering af re-sultaterne med disse nye instrumenter og med IMF’s almindelige konditionalitets-baserede instrumenter.Som led i drøftelserne om yderligere styrkelse af IMF’s lånefaciliteter drøftes detbl.a., om IMF skal have en mere central rolle i håndteringen af systemiske kriser.Det har således været foreslået, at IMF får mulighed for at tilbyde grupper af sy-stemisk vigtige lande FCL-programmer eller andre forebyggende låneprogrammerfor derved at forhindre spredning af usikkerhed på tværs af lande. Drøftelserne afen sådan Global Stabilisation Mechanism (GSM) er dog stadig i en indledendefase og afventer yderligere analyser fra IMF, herunder af risikoen for moral hazard12

forbundet med en sådan mekanisme. Også muligheden for at styrke samarbejdetmellem IMF og de forskellige regionale finansielle sikkerhedsnet (herunder euro-landenes EFSF og det asiatiske Chiang Mai initiativ) har været drøftet, og det for-ventes at IMF’s samarbejde med disse vil blive styrket fremadrettet.IMF’s overvågningsrolleKrisen har tydeliggjort behovet for styrket international økonomisk og finansielovervågning, herunder særligt af den finansielle sektor og samspillet med realøko-nomien. Der har derfor det seneste år været fokus på at styrke IMF’s overvågningbåde multilateralt og bilateralt. En række skridt er allerede taget, herunder at allesystemisk vigtige medlemslande underlægges en analyse af deres finansielle sektor(Financial Sector Assessment Program, FSAP) med opfølgende analyser hvertfemte år, samt at dele af denne analyse integreres i IMF’s almindelige bilateraleovervågning af landenes økonomiske og finansielle politikker (Artikel IV-rapporter) for alle medlemmer. FSAP-analyser vil fortsat være frivillige for lande,der ikke anses for at være systemisk vigtige, herunder Danmark.Derudover er der – parallelt med samarbejdet i G20 under rammen for stærk,bæredygtig og balanceret vækst – taget skridt i retning af at styrke den multilatera-le IMF-overvågning ved at øge fokus på de internationale afsmittende effekter afden førte økonomiske politik i de systemisk mest vigtige økonomier. IMF vil der-for på forsøgsbasis inkludere særskilte analyser af internationale afsmitninger afden førte økonomiske politik i de kommende Artikel IV-rapporter for USA, eu-roområdet, Kina, Japan og Storbritannien.Til efteråret forventes en større evaluering af IMF’s overvågning, herunder af ef-fektiviteten og landenes opfølgning på IMF’s anbefalinger. IMF’s uafhængige eva-lueringskontor (IEO) har for nyligt offentliggjort en rapport3, som evaluererIMF’s rolle op til krisen. I rapporten peges bl.a. på, at IMF’s overvågning børstyrkes, og at der bør arbejdes for at sikre, at landene i højere grad efterleverIMF’s politikanbefalinger. IEO påpeger bl.a., at IMF bør skabe et internt ar-bejdsmiljø, der tilskynder oprigtige vurderinger af – og politikanbefalinger til –medlemslandene, også selvom myndighederne i de pågældende lande ikke nød-vendigvis deler IMF’s vurderinger og anbefalinger.På baggrund af denne gennemgang er det muligt, at der skal tages stilling til, omIMF bør have et styrket formelt overvågningsmandat, herunder især med hensyntil finansiel sektor overvågning, internationale kapitalbevægelser og multilateralovervågning.

I apriludgaven af IMF’s World Economic Outlook (WEO) er skønnet for denglobale vækst i 2011 uændret i forhold til prognoseopdateringen fra januar,jf. tabel1.IMF forventer, at den globale aktivitet vil stige med omkring 4½ pct. både i2011 og 2012 efter en vækst på 5 pct. i 2010.IMF skønner, at BNP i Danmark vil stige med 2,0 pct. i både 2011 og 2012, hvil-ket indebærer en nedjustering af skønnet for 2011 på 0,3 pct.-point og en nedju-stering af skønnet for 2012 på 0,2 pct.-point i forhold til WEO oktober,jf. tabel 1.For begge år ligger IMF’s prognose for væksten i Danmark i den høje ende i for-hold til de seneste danske prognoser. IMF forventer, at ledigheden i Danmarkstiger fra 4� pct. i 2010 til 4½ pct. i 2011, for derefter at falde en smule til 4,4 pct.i 2012.Tabel 1Skøn for BNP-vækst i IMF’s World Economic Outlook, april 2011Prognose2010VerdenIndustrialiserede økonomierUSAEuroområdetTysklandFrankrigItalienSpanienJapanStorbritannienCanadaDanmarkEmerging markets og udviklings-landeCentral- og ØsteuropaCIS3KinaIndienAfrika syd for SaharaMellemøsten og Nord-afrikaLatinamerika5,03,02,81,73,51,51,3-0,13,91,33,12,17,34,24,610,310,45,03,86,120114,42,42,81,62,51,61,10,81,41,72,82,06,53,75,09,68,25,54,14,720124,52,62,91,82,11,81,31,62,12,32,62,06,54,04,79,57,85,94,24,2Ændr. ift. tidligere prognose

1

20110,0-0,1-0,20,10,30,00,10,2-0,2-0,30,5-0,30,00,10,30,0-0,20,0-0,50,42

Genopretningen i verdensøkonomien fortsætter, men er ustabil og regionalt skævIfølge IMF er genopretningen i verdensøkonomien taget til i styrke, men ledighe-den er stadig høj i de industrialiserede lande, og nye makroøkonomiske risici erunder opbygning i emerging markets. I de industrialiserede lande er væksten nu istørre grad drevet af den private efterspørgsel, hvilket har reduceret risikoen foren såkaldt ’dobbelt-dyk’ recession4.Genopretningen er imidlertid fortsat ustabil og præget af store regionale forskellemed lav vækst i mange industrialiserede lande og høj vækst i emerging markets ogi udviklingslande. IMF forventer, at disse forskelle vil fortsætte i 2011-12. De in-dustrialiserede lande set under ét forventes at vokse med ca. 2½ pct. i både 2011og 2012, mens emerging markets og udviklingslande forventes at vokse med 6½pct. begge år.IMF vurderer, at de negative risici for den globale genopretning er blevet mindreudtalte over det seneste halve år, men at de stadig overstiger de positive risici.Blandt de negative risici regnes især yderligere stigninger i olieprisen og statsgælds-situationen i udsatte lande i euroområdet. De positive risici vurderes blandt andetat omfatte en kraftigere stigning i efterspørgslen i emerging markets og i udvik-lingslande end lagt til grund for prognosen samt højere erhvervsinvesteringer somfølge af forbedrede balancer blandt virksomheder i de industrialiserede lande.IMF påpeger, at de industrialiserede lande stadig står overfor en række udfordrin-ger, herunder at sikre en holdbar finanspolitik på mellemlang og lang sigt blandtandet ved at implementere konsolideringsplaner og pensionsreformer samt sikrestærkere finanspolitiske regler og institutioner. Behovet er særligt udtalt i Japan ogikke mindst i USA i lyset af de betydelige finanspolitiske udfordringer. Der er ogsået behov for at genetablere tilliden til banksektoren i euroområdet ved at gennem-føre ambitiøse stress-tests samt udarbejde programmer for restrukturering og re-kapitalisering af sektoren.I emerging markets er væksten høj, og det er en udfordring for mange af disselande at forhindre en overophedning af økonomien. En række af disse lande ople-ver betydelige kapitalindstrømninger fra de industrialiserede lande, hvilket bidra-ger til overophedningsrisikoen. Til trods for stigende inflationspres og begynden-de aktivbobler fører en række af landene en økonomisk politik, herunder penge-og finanspolitik, som er mere ekspansiv end før krisen. Der er, ifølge IMF, et be-hov for at stramme den økonomiske politik og tillade en appreciering af valutaer-ne i mange lande.IMF vurderer, at der ikke er gjort tilstrækkeligt for at håndtere de globale ubalan-cer, som er tiltaget siden krisen. De aftagende ubalancer de seneste år skyldes næ-sten udelukkende lavere efterspørgsel i de industrialiserede lande med betalingsba-4

lanceunderskud (især USA), og der er ikke gennemført en strukturel rebalanceringaf den globale efterspørgsel.Det er IMF’s anbefaling, at de industrialiserede lande ikke bør vente med den fi-nanspolitiske tilpasning til emerging market landene har fjernet de forvridendeforanstaltninger, herunder undervurderede valutakurser, som forhindrer en reba-lancering af den globale efterspørgsel. Tiltag der søger at øge efterspørgslen i lan-de med i forvejen betydelige betalingsbalanceunderskud vil kun have en begrænseteffekt på de industrialiserede landes eksport. Samtidig bør emerging market landeikke udskyde yderligere stramninger af den økonomiske politik til de industrialise-rede lande har gennemført sine økonomisk-politiske stramninger.Nordisk-baltiske synspunkter

Den nordisk-baltiske valgkreds vil på IMFC-mødet bl.a. fremhæve følgende i etfælles indlæg:Genopretningen af verdensøkonomien er i gang, men med betydelige regi-onale forskelle. Det er afgørende, at de industrialiserede lande omgåendegennemfører finanspolitiske tiltag, der kan sikre holdbarheden af de offent-lige finanser, herunder særligt i USA og i de europæiske lande med betydeligoffentlig gæld. I en række emerging markets bør den økonomiske politikstrammes for at adressere de stigende tegn på overophedning.De stigende råvare- og fødevarepriser må ikke føre til, at der indføres for-vridende foranstaltninger, som hindrer prisernes gennemslagskraft på ud-bud og efterspørgsel. Subsidier på især fossile brændstoffer og fødevarerbør fjernes, herunder også for at reducere prisudsving.En primær årsag til den økonomiske og finansielle krise var den makroøko-nomiske politik i en række lande og interaktionen med utilstrækkelig finan-siel sektorregulering og -tilsyn. Krisen har tydeliggjort behovet før bedrekapitalisering af banker og automatiske stabiliseringsmekanismer i den fi-nansielle regulering.Krisen har vist behovet for større og mere proaktiv IMF-involvering i fi-nansiel sektorpolitik og -overvågning. IMF bør have en ledende rolle, særligti forhold til makrofinansiel regulering, grænseoverskridende afsmittende ef-fekter og interaktionen mellem den finansielle sektor og realøkonomien.IMF’s vedtægter bør udvides med et eksplicit overvågningsmandat i forholdtil finansiel stabilitet.IMF’s bilaterale og multilaterale overvågning af landenes økonomiske ogfinansielle politikker bør styrkes, og det forventes, at IMF’s overvågning eråben og sikrer ligebehandling af hele IMF’s medlemskab. Opfølgningen påIMF’s anbefalinger skal styrkes, og lande forventes at følge politikanbefalin-gerne eller begrunde afvigelser herfra. Øget involvering af IMFC vil kunnebidrage til at styrke opfølgningen på IMF’s overvågning.IMF bør overvåge de internationale kapitalbevægelser og give anbefalingertil lande om kapitalbalancer og valutareserver. IMF bør udvikle retningslin-

jer for landes håndtering af kapitalbevægelser, og et eksplicit IMF-mandatpå dette område kunne udvikles.De seneste års tilpasninger af IMF’s udlånsfaciliteter har bidraget til at styr-ke IMF mulighed for at reagere effektivt og fleksibelt på kriser i medlems-landene. Der er behov for at evaluere erfaringerne hermed, herunder i for-hold til om instrumenterne i tilstrækkelig grad understøtter incitamenter tilsund økonomisk politik i medlemslandene.IMF bør undersøge mulighederne for at fremme samarbejdet med regionalefinansielle sikkerhedsnet, herunder med henblik på at undgå spredning afsystemisk risiko mellem lande og regioner. Det er derimod tvivlsomt, om enøget anvendelse af Special Drawing Rights (SDR) vil bidrage signifikant tilat styrke stabiliteten af det internationale monetære system.Ministrenes involvering i IMF bør styrkes, og der er behov for et stærkereIMFC med reel og formel beslutningskompetence. IMFC er institutioneltforankret og globalt repræsentativt, og bør derfor væredetcentrale forumfor globale økonomiske og finansielle diskussioner. Et styrket IMFC vil bi-drage til at øge legitimiteten i det internationale økonomiske samarbejde.IMF reformaftalen fra 2010 indebærer et nødvendigt og ambitiøst stemme-skift fra overrepræsenterede til underrepræsenterede lande. Aftalen dækkerimidlertid over en uigennemsigtig metodik, og en række ad hoc justeringer,som har til formål at beskytte en række store industrialiserede landes stem-mevægt i IMF på bekostning af små lande – både udviklede lande og udvik-lingslande. Centrale dele af reformbeslutningerne ekskluderede hovedpartenaf IMF’s medlemslande, hvilket ikke bør gentage sig fremadrettet.Der ses frem til den forestående evaluering af IMF’s kvoteformel. Alle landeopfordres til at arbejde for en ordentlig og gennemsigtig proces forankret iIMF’s bestyrelse og i IMFC. Kvoteformlen bør reflektere IMF’s mandat ogrolle i forhold til økonomiske og finansielle forhold, og landenes vægt i ver-densøkonomien afhænger både af BNP målt i markedspriser og af deresøkonomiske og finansielle åbenhed over for resten af verden.