Kære Karen Ellemann,Fra det åbne samrådsmøde i folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg d. 1. november 2010 erindrer jegspørgsmålet om Kommunekemi’s Miljøgodkendelse af 27.juni 2008, der omtaler det australske HCB-affaldsom et ”oplag afPVC-affald”,hvilket du kommenterede med bemærkningen, at det kun var i overskriften,mens dokumentet indholdsmæssigt ’naturligvis’ vedrørte HCB.Dette svar var ikke korrekt.I en enkelt indledende bemærkning udtrykkes det, at affaldet består af ”fastechlorerede biprodukter, bl.a. hexachlorbenzen, blandet med beton, jord, emballagerester m.v.”. Herudoverbehandler den samlede Miljøgodkendelse udelukkende spørgsmål vedrørende PVC, PVC-affald eller evt.affald fra PVC-produktion. Dette gælder også de af Dansk Brandteknisk Institut (DBI) og Rambøll udførteoplags- og risiko-analyser, inkl. spredningsvurdering af alm. saltsyre (HCl) i tilfælde af den ’uforudsete’ brand.Dette er aldeles uden for den virkelighedens verden, som gennem 20 år har beskæftiget den australske virk-somhed ICI/ORICA Australia Ltd., og de australske miljømyndigheder. Dér har det drejet sig om farligheds- ogrisikovurderinger for spredning af kemikalier som HCB, HCBD, HCE, klorholdige opløsningsmidler som Tetra-klorkulstof, PERchlor- og TRIchlorethylen, inkl. Dioxin/furaner og evt. kviksølv. Det er alt sammen kemikalier,der stammer fra en produktionsvirksomhed, der ophørte i 1991 uden at have haft nogen forbindelse medPVC, PVC-affald, endsige affald hidrørende fra en PVC-produktion. De centrale australske vurderinger, analy-ser og bekymringer vedrører primært stoffer som disse. De har f.eks. drejet sig om, hvorvidt børn og spæd-børn i en forstad til Sydney får langvarige skader efter den ’usandsynlige brand i en lagerbygning’ med HCB-affald. Eller de vedrører en brandrisiko, der ”vil være til stede, når som helst og hvor som helst” HCB-affaldbehandles (cit. Komm.rapport, 2002), eller situationer, hvor dioxin- eller HCB-spredning – dvs. ikke saltsyre –ville repræsentere ’værst tænkelige’ situation.Disse australske beskrivelser er dermed i åbenbar modsætning til Miljøcenter Odenses – i flere sammen-hænge mangelfulde – miljøgodkendelse. Der tages hverken stilling til, hvorvidt det forholdsvist fordampeligeHCB – som Kommunekemi dårligt nok har erfaringer med udover 35 kg fra beslaglagt fyrværkeri i 2009 – harsamme eller andre forbrændingskarakteristika end det velkendte PVC, eller hvorvidt HCE, klorholdige opløs-ningsmidler, HCB og/eller dioxin i det modtagne affald vil kunne spredes fra Containerplads Syd i tilfælde af

den af Brandteknisk Institut og Rambøll vurderede ’uforudsete’ brand. Ej heller omtales det dioxin, der yder-ligere dannes – eller det eventuelt gendannede HCB - som resultat af den ’uforudsete’ brand.Set fra en teknisk-analytisk synsvinkel er det interessant, at stoffet HCB ikke alene opstår som biprodukt vedkemiske reaktioner i en opløsningsmiddel-fabrikation, og at det ikke blot ved sin egen forbrænding kan dan-ne dioxiner, men at det i sig selv kan både nedbrydes og dannes i en forbrændingssituation. I lande somSchweiz og Tyskland er det således vurderingen, at indtil flere tons af HCB optræder som luftforurening om-kring alm. kommunale forbrændingsanlæg1.Hvorledes vil dette udvikle sig i Nyborg? - når nu op til 6.500 tons skal oplagres? - og det over en længereperiode skal indfyres i Kommunekemi’s anlæg?Når det danske Miljøgodkendelsesdokument trods disse og andre forhold omtales og vurderes ud fra opfat-telsen, at det drejer sig om PVC-affald, resp. affald fra PVC-produktion, må det derfor være berettiget atspørge,

om

dette kan bero på en ukyndig eller blot fejlagtig, men stædigt fastholdt videreformidling – og af hvem?

eller om

der kan være tale om et forsøg på vildledende at reducere en eventuel uro omkring overdragelsentil det danske samfund af et langvarigt og brydsomt oplagrings- og destruktionsarbejde, som igennem såmange år - og fuldt berettiget – har beskæftiget ICI/ORICA Australia Ltd. med omkringliggende byområder,inkl. såvel lokale som centrale, australske myndigheder?I sidstnævnte tilfælde skal jeg tillade mig bekræftende at nævne, at der er al grund til – som både australier-ne og de tyske delstatsregeringer i Nord-Rhein Westphalen og Slesvig-Holsten tidligere har gjort det - at re-spektere og frygte, resp. frygte konsekvenserne af enhver både kyndig og ukyndig omgang med kemikalietHCB, således som det er omtalt ovenfor, og som det historisk har vist sig gennem f.eks. følgende:1) I årene 1955-59 var HCB – oven i købet i en nødhjælps- & hungersituation - årsag til forgiftninger af4000 personer (hvoraf 500 fatale) i det østlige Tyrkiet,2) I gennem årene 1965-77 kunne der løbende i dansk smør og danske mejeriprodukter konstateres sti-gende forureninger med stoffet HCB på trods af, at ingen anvendelse af stoffet var tilladt i Danmark,3) Endnu i 1986 kunne der trods store hjælpeforanstaltninger stadig konstateres eftervirkninger blandtden overlevende, tidligere eksponerede, tyrkiske befolkning.4) Samtidigt kunne der, trods stadigt voksende kontrol med spildevandsudledninger og affaldsdestrukti-on, i denne periode fortsat påvises udbredt tilstedeværelse af HCB i store ferskvands- og havvandsområder(jfr. den norske Frierfjorden v. Kattegat; Rhinen, inkl. det hollandske Vadehav; Mississippi/Missouri & Chesa-peake Bay, USA).

-----------------Som fagkyndig rådgiver over for den i Nyborg etablerede borgergruppe, NTN, må det være min opfattelse, atde som beboere - såfremt hele proceduren ikke bringes til øjeblikkeligt stop - bør indbringe spørgsmålet omøget adgang til oplysninger og klagemulighed med opsættende virkning m.h.t. overførsel, modtagelse ogbehandling af australsk HCB-affald ved Kommunekemi til retslig afgørelse med henvisning til Århus-konventionens bestemmelser og medkrav om offentlig høring om beredskabsplan for oplag af farlige stofferomfattet af Seveso-direktivet,