Indlæg ved Folketingets kulturudvalgs ekspertseminar om ”Digitalisering af

Kulturarven” d. 13. okt. 2010

Allerførst mange tak for invitationen til at deltage i dagens arrangement. Det er enstor ære og dejligt at se, at I har Digitalisering af den danske kulturarv på somemne. Det er et emne, som vi bruger mange kræfter på landet over på museerne.Jeg er museumsdirektør for Museum Lolland-Falster, som er det statsanerkendte ogkulturhistoriske museum, der har til hovedopgave at indsamle, registrere, bevare,forske i og formidle Lolland-Falsters kulturarv og kulturhistorie.Museum Lolland-Falster er et af de efterhånden mange fusionerede museer iDanmark. Først sammenlagt af to relativt gamle museer med gamle samlinger ognu senest med et specialmuseum med herregårde som ansvarsområde. Tomuseumsfusioner på mindre end 2 år. Det betyder også fusion af store og gamlesamlinger med flere forskellige registreringstilgange – vi har siddet med deufordringer, der er i, at få al denne viden trukket med over i en database somRegin. Et vilkår mange museer har i disse år.Jeg har selv haft fingrene nede i dejen, når det gælder digitalisering afkulturarven. Den del af det fusionerede museum, jeg var leder for, nemlig Lolland-Falsters Stiftsmuseum, var på det første hold, der fik konverteret de såkaldte blåkort – enten håndskrevne eller maskinskrevne registreringskort, som museerne harbrugt sammen med gammeldags protokoller i masser af år. Jeg har haft den store

fornøjelse at dele vores erfaringer med kollegaerne og som underviser påmuseernes efteruddannelse i registreringsprogrammet Regin.Regin er et registreringsprogram baseret på tidligere registreringsmetoder ogudviklet af Kulturarvsstyrelsen og udvikles i en løbende proces med programmetsbrugere – altså museerne.Jeg tager således mit afsæt i et middelstort kulturhistorisk museum i provinsen. Menhar i forberedelserne til dette oplæg forhørt mig hos kollegaer, OrganisationenDanske Museer og styrelsen. Jeg vil vove den påstand, at jeg repræsenterermuseerne, som de er flest. Museerne som hver især bidrager til vores fællesnationale historie.

Jeg er blevet bedt om at forholde mig til 3 spørgsmål:oHvordan arbejder museerne med digitalisering, og hvilken betydninghar det i forhold til bevaring, forskning og formidling?oDigitalisering af kulturarven – hvilke perspektiver giver det forsamarbejdet mellem museerne på tværs?oDigitaliseringens muligheder i forhold til nye brugerperspektiver.

Hvordan arbejder museerne med digitalisering?Svaret er, at det gør museerne på flere måder. Via Regin og museernes fællesformidlingsvindue ”Museernes samlinger” deler museerne ud af deres viden omgenstande, undersøgelser, udgravninger og forskningsprojekter.Jeg skylder lige at sige, at der lige nu er 123 statslige og statsanerkendte museer iDanmark; 82 kulturhistoriske museer, 34 kunstmuseer, 3 naturhistoriske museer og 4med flere ansvarsområder. Museumsloven siger, at alle museer skal indberette tilMuseernes samlinger – det gør alle museerne – i større eller mindre grad. Af dekulturhistoriske museer, som jeg kommer fra, er der kun 2, der ikke benytter Regin.Regin gik i luften i 2004. Det er næsten 100 % succes – det er vanvittig flotopbakning på så kort tid. Men det koster megen tid og mange kræfter – detvender jeg tilbage til.

Museerne udlægger også deres undervisningstilbud til skoler oguddannelsesinstitutioner på E-museum og deres egne hjemmesider. Her kanlærere og andre tilgå materialet og derved få tilgang til undervisningsmateriale,også selv om museet ligger i den anden ende af landet.Når vi på museerne indsamler viden sker det ofte via digitale medier,fotografering, optagelse af lydfiler og film optaget digitalt. Det vil sige, at en langrække af vores dokumentation af historien og samtiden ligger mere eller mindre

tilgængeligt digitalt i hvert fald de nyeste undersøgelser – for der ligger stadigmasser af gamle bånd (VHS og kassette) og tonsvis af glasnegativer, som vi skalforholde os til at konvertere i de kommende år.Placering af fredede fortidsminder og arkæologiske fund bliver tilgængeligt foroffentligheden via hjemmesider. I behandlingen af de såkaldte kapitel 8 sager,som en lang række museer udfører i deres bevaringsarbejde, anvendes dissedatabaser og f.eks. ”fredede og bevaringsværdige bygninger”. Disse baser erdækkende for hele landet. Der indberettes løbende til dem.

Der bliver også udviklet en del databaser mv. på museerne i et forsøg på at samleog ordne viden og samtidig gøre den tilgængelig for brugere. F.eks. arbejder viselv på Museum Lolland-Falster med en database til formidling af alle degravminder, som er udpeget på Lolland-Falster og vil invitere andre museer med.Museerne har i høj grad den indstilling, at viden og data, der ikke gørestilgængelig, er død viden. De digitale medier er en måde at demokratiserekulturarven på – gøre viden og genstande nærværende og mindske afstande ilandet og mellem borgerne og museerne.

Digitaliseringens betydning for bevaring af kulturarvenMuseumsgenstande kan ikke erstattes af en form for digitalisering. Og dog –genstande kan fotograferes, og arkivalier og billeder kan scannes og bruges iforskning og undersøgelser – på den måde skåner man de originale materialer.Den digitale registrering og indscanning udgør derved en sikkerhedskopi.

Indirekte har digitaliseringen og vidensdelingen også den effekt, at mangekollegaer i deres daglige arbejde undersøger, om andre museer har indtagetsamme genstande. Derved bliver vi mere selektive i vores indsamling og bør derfori teorien også bedre kunne passe på de genstande, vi så tager ind.Så med ovennævnte in mente kan man altså både digitalisere for at bevare ogfor at formidle kulturarven.

FormidlingOgså i forbindelse med formidlingen af kulturarven anvendes de digitale medierpå forskellig vis, men der er muligheder for at udvikle meget mere på detteområde. Jf. Kulturarvsstyrelsens nyligt udgivne ”Museernes webbrugere – enbrugerundersøgelse af museernes hjemmesider”: Der er et stort uudnyttetpotentiale for museernes hjemmesider. Langt de fleste museer har egnehjemmesider. Hjemmesiderne kunne dog udbygges med meget mere viden ogWeb 2.0 og markedsføres bedre. Problemet er blandt andet, at museernes digitaleformidlingstilbud mange gange drukner på nettet – og at der generelt manglersamlet og markant markedsføring af tilbuddene. Yderligere slås museerne med detproblem, at den overvejende del af de digitale tilbud ofte er skabt for målsatteprojektmidler. Midler som, når de er anvendt, gør det svært at fortsætte medopdatering og aktualisering – og måske endnu værre, at de personer, der harforestået udvikling af visionære digitale projekter, er forsvundet til anden side –ofte knyttet til som ekstern indkøbt viden, og at den know how - der er alfa og

Den indgang som den almindelige bruger har til Regin er gennem MuseernesSamling. Den har været lidt svær at gøre interessant at bruge. Den består faktisk afden videnspool, som museernes registreringer af genstande og museumssagerudgør. Men der skal tilføres interessant viden til genstandene for at gøremuseumsgenstande nærværende for brugerne, og genstande skal kunne sættes ihistoriske sammenhænge. Populært sagt siger et billede af en genstand – enflintøkse f.eks. – ikke særligt meget. Men når man får at vide hvor gammel den er,hvad den har været anvendt til – og hvordan den er fundet – og at den måskesidst har været brevpresse hos en kendt person – ja, så først er der tale omformidling af den digitale museale kulturarv. Så ofte er det ret bekosteligt, indenmuseernes samlinger kan siges at blive direkte formidlet – udover at blive stillet tilrådighed. Der arbejdes med regin-værktøjer for at klassificere og sammensætteviden på forskellig vis. Museernes samling rummer uendeligt mange års ophobetviden om vores historie – den skal sættes i spil. Her er vi kun lige begyndt.

Der er masser af gode eksempler på, at museerne formidler digitalt: Historisk Atlassom netop i disse år breder sig ud over Danmark - Fyn, region Syd og det næste erdet tidligere Storstrøms Amt. Her lægger museerne viden og gode historier omkulturarv ud i en geografisk sammenhæng. Der er eksempler på anvendelse af

digital teknologi i mobilsammenhænge ude i landskabet m.m. og der er masser afgode eksempler på god formidling til børn og unge i skolesammenhænge.Disse digitale tiltag åbner også for nye måder at bruge museerne på. Gæsternegår i min optik over til at blive brugere, som er et langt mere aktivt og dækkendebegreb. Lige som Web 2.0 også i langt højere grad vil gøre sit indtog på dissedigitale kulturarvsbaser.I bund og grund handler det om, at vi bliver bedre til at lægge vores viden over isamlede videnspools, som vi så kan trække oplysninger fra på kryds og tværs.Også på dette felt er vi først ved at gå i gang.Endelig er der en barriere for formidling i anvendelsen af sproget, nemlig dansk.Det bør overvejes, om der skal være en engelsksproget version af museernessamlinger.

Samarbejde på tværsIbrugtagelsen af digitale medier har givet museerne en ny måde at samarbejdepå. Det vil, når det er udbygget, og alle museerne har lagt alt deres materiale påmuseernes samlinger, gøre samarbejdet nemmere og nemmere at overskue. Idisse år tales der også om kassation, oprydning i og trimning af museernessamlinger – her kan det udbyggede samarbejde via museernes samlinger bidragetil totalt overblik, når alle museerne er fuldt med, således at det bliver nemmere atfå øjnene op for sammenhængene.

Der debatteres løbende i museumskredse, hvordan vi når de brugergrupper vimere sjældent ser på museerne – de unge f.eks. Her er en af udfordringerne klart,at selv via digitalisering af kulturarven er der stadig langt til disse målgrupper. Mender er veje: De nye medier! Web 2,0 er en af dem. Og der eksperimenteres pårigtig mange museer med de nye sociale medier. Lad det være sagt ærligt,museerne er nok generelt lidt vaklende i denne sammenhæng – det er ikke udenomkostninger at kaste sig ind i den digitale slipstrøm derude, men rigtig mangemuseer har placeret sig på YouTube og Facebook. Og her kan man, rigtig udviklet,få stor glæde af den del af kulturarven, der er digitaliseret på forskellig vis. Vioplever det dog som et problem, at netop arbejdet med netbrugeren ikke tællermed i museumsstatistikken. Det er værd at bemærke, at selv om nogle museer harrelativt mange hits på hjemmesiden, ja så har vi ikke fundet metoder, der tællerdisse brugere med. Når Danmarks Statistik melder ud om succes eller fiasko ud frade noget rigide besøgstal – ja, så er de digitale besøg slet ikke nævnt. Og detbetyder to ting: det er ikke et dækkende billede af, hvordan museerne anvendesaf befolkningen – og arbejdet med digital formidling tæller så at sige ikke isuccesraten for det enkelte museum! Det er simpelthen for ærgerligt.

når vi har tilgang digitalt til hinandens samlinger og viden, så bliver vores forskningog viden også mere komplet og fyldestgørende.Der er en udpræget opfattelse i museumsverdenen om, at vidensdeling er godtog vejen frem. Vi stiller gerne vores viden om genstande, undersøgelser,udgravninger og forskningsprojekter til rådighed for hinanden, borgerne og ikkemindst for forskningsinstitutioner i langt højere grad end andre brancher. Og denviden bliver brugt på mange niveauer. Man kan sige, at forestillingen om, at findesdet ikke på nettet, findes det ikke, også bliver virkeligheden for museerne. Vi ersimpelthen nød til at vidensdele digitalt, hvis vi vil eksistere i brugernes bevidsthedog i hinandens.

Men et er, at digitalisering er vigtig, noget andet er, at lagring af digitale data eren stor opgave, som de enkelte mindre museer kan have svært ved at løfte.Udvikling og lagring af den digitale kulturarv kræver ekspertise og midler, og det erofte det museerne mangler på dette område. Det er de færreste mindre museer,der har uddannet personale til datahåndtering på det påkrævede niveau. Vigemmer viden i princippet til evig tid. Det er en ordentlig mundfuld og kræversærlige kompetencer og ikke mindst om forskning. Det er derfor efter min meninget spørgsmål, man må stille sig; er dette felt i virkeligheden ikke så vigtigt, at detikke kan overlades til den enkelte institution at føle sig frem. Det bør være ennational opgave at medvirke til, at problemet løses optimalt.Det er i øjeblikket på IT området, at den store tilvækst af viden sker – ikke pågenstandsområdet, som vi jo heldigvis arbejder meget på at fremtidssikre via

Et problem, der hele tiden dukker op i forbindelse med digitalisering, er at sikrecopyrightforhold og få midler til at betale for disse forhold. Aktuelt har museer, derarbejder med den nyeste historie, problemer med at skaffe midler til at måtteanvende billede, film og lyd til forskellige projekter. Der er ikke hjælp at hente i densammenhæng, og enkelte museer må slås med mægtige copyrightorganisationerom at få lov. Her mangler museerne ganske enkelt fælles hjælp til at komme udover disse problemer. Alternativet er, at vi opgiver at anvende en masse relevantefilm, billeder og lydklip. Det er ikke rimeligt, da museerne har en public servicefunktion.

Som det forhåbentlig er fremgået, så er digitalisering af kulturarven en naturlig delaf museernes daglige arbejde. Det betyder ikke, at der ikke godt kan udvikles ogsamarbejdes langt mere, end det allerede gøres. Der er et stort uudnyttetpotentiale for museerne i digitaliseringen af vores fælles kulturarv. Hvert af landetsmuseer bidrager med en brik til den samlede nationale kulturhistorie. Der vil i dekommende år formodentlig også vise sig en lang række nye metoder til at deleviden inden for bevaring, registrering, forskning og formidling. Men viljen ogforståelsen for det nødvendige i digitaliseringen er til stede hos os på museerne.

Museerne er trådt ind i den digitale tidsalder – og digitaliserer på livet løs i detomfang, der er mulighed. Der mangler dog uddannet personale og midler til detstore seje træk, der vil tage adskillige år at udføre. Sideløbende med digitaliseringskal der ske en vidensopsamling og kontinuitet i arbejdet med det – alt for megeter kortsigtet projektorienteret.Opgaven er stor og skal løftes nationalt med gedigen specialviden. Når dette sker,så er vi til gengæld i gang med at tage også et megastort spring i forhold tildemokratisering og vidensdeling af vores fælles kulturarv til glæde for os alle.