IFU, Alm.del - 2010-11 (1. samling) - Bilag 58: Baggrundsmateriale til møde med Institut for Menneskerettigheder.

1. Om baggrunden for notatet og om dets opbygningDen 8. december 2005 indgik regeringspartierne med Dansk Folkeparti en ny aftale om indfødsret.Aftalen vil blive optrykt som bilag til en cirkulæreskrivelse fra Integrationsministeriet. Den fast-lægger retningslinierne for integrationsministerens udarbejdelse af lovforslag om indfødsrets med-delelse og er trådt i kraft den 12. december 2005.Daaftalen er af væsentlig betydning for mangeherboende udlændinges retsstilling,daden er indgået for lukkede døre, uden forudgående debat iFolketinget og uden høring af interesseorganisationer eller andre med særlig viden på området, ogdaden rejser en række menneskeretlige og statsborgerretlige spørgsmål, har Institut for Menneske-rettigheder fundet at burde udarbejde et efterfølgende, uopfordret notat om aftalen.Notatet er opbygget således, at de relevante konventioner mv. omtales nedenfor i afsnit 2, de nyeregler, og de spørgsmål, de rejser, omtales i afsnit 3, instituttets samlede vurdering af reglerne inde-holdes i afsnit 4 og i afsnit 5 fremkommer instituttet med nogle generelle afsluttende bemærkninger.

Bestemmelsen om at udelukke ansøgere fra at opnå indfødsret, hvis de er idømt en ubetinget fri-hedsstraf på mindst 60 dage for overtrædelse af straffelovens kapitler 12 og 13, er ny. Under hensyntil, at en fængselsdom af forholdsvis kort varighed (60 dage) kan få en meget alvorlig konsekvens(permanent udelukkelse fra indfødsret), opstår spørgsmålet, om der herved er taget hensyn tilstatens ”såvel som til enkeltpersoners legitime interesser”. Princippet om, at der i anliggender ved-rørende statsborgerret bør tages dette hensyn til staternes såvel som enkeltpersoners legitime inter-esser er almindeligt anerkendt inden for statsborgerretten, og det er også kommet til udtryk i præ-amblen til Den Europæiske Konvention om Statsborgerret (EKS).Konventionens artikel 6, stk. 3, fastslår, at personer med lovligt og fast ophold i en stat, skal havemulighed for at blive naturaliserede, jf. artikel 6, stk. 3. Bestemmelsen tillader staterne at fastsættebetingelser for naturalisation. Den eneste begrænsning, som artikel 6, stk. 3, udtrykkeligt pålæggerde kontraherende stater, er, at der højst kan kræves fast ophold i en periode på ti år før indgivelse afen ansøgning. Den forklarende rapport til EKS bidrager til forståelsen af, hvilke andre betingelser,det har været forudsat, der kunne stilles, idet det (i pr. 51) anføres, at staterne ”may, in addition, fixother justifiable conditions for naturalisation, in particular as regards integration”.Hvilke betingelser, der kan betragtes som ”justifiable” (rimelige/rimeligt begrundede), navnlig medhensyn til integration, kan det være vanskeligt at udtale sig om med bestemthed. EuroparådetsEkspertkomité for Statsborgerskab iværksatte derfor for nogle år siden et udredningsarbejde medhenblik på at undersøge, om der bl.a. på dette område var behov for at vejlede staterne nærmereherom, herunder ved fastsættelse af nærmere regler i en tillægsprotokol eller lignende. I en afEkspertkomitéen vedtaget rapport,Conditions for the Acquisition and Loss of Nationality,udarbej-det af Andrew Walmsley (CJ-NA (2002) 1), betegnes det som ”(a) major question”, om en straf foren forbrydelse bør udgøre en permanent hindring for, at en person kan blive naturaliseret. Om deforskellige landes regler om strafbare forholds betydning anføres følgende:None of these provisions in themselves are objectionable provided there is some recognition that criminalscan be rehabilitated and that therefore some convictions should not be taken into consideration if theyoccurred some time before the application for naturalisation was made.

for overtrædelse af straffelovens kapitler 12 og 13. I betragtning af statsborgerskabet betydning forden enkelte, kunne man spørge, om ikke det bør være en strafs strenghed snarere end den strafbarehandlings natur, der afgør, hvorvidt eller hvornår et statsborgerskab kan opnås, jf. herved den rap-port, som Østersørådets Kommissær for Menneskerettigheder mv. afgav i april 1996 (CriteriaandProcedures for Obtaining Citizenship in the CBSS Member States,p. 71).1Bestemmelsen i § 19, stk. 2, sænker endvidere som noget nyt grænsen for udelukkelse fra indføds-ret på grund af anden kriminalitet fra to års fængsel til halvandet års fængsel. Også her kan der rej-ses spørgsmål om berettigelsen af, at straf af den størrelse udgør en permanent hindring for, at ind-fødsret kan erhverves, navnlig i betragtning af, at bestemmelsen (ligesom de øvrige bestemmelserom betingelserne for naturalisation) også omfatter indvandreres efterkommere (anden og tredjegeneration), som muligvis ikke har nogen særlig tilknytning til noget andet land end Danmark, jf.nærmere nedenfor.

Bestemmelsen er ændret i forhold til den tidligere aftales § 21, der ikke præciserede, at Integrations-ministeriet skal fremkomme med indstilling om udelukkelse for en nærmere angiven periode. Til-føjelsen tydeliggør, hvad der kan være konsekvensen af, at PET fremkommer med en sikkerheds-vurdering, og instituttet går ud fra, at det dermed er forudsat, at den, der udelukkes fra indfødsret ien nærmere angiven periode, får oplysning om, at udelukkelsen sker i medfør af § 21, jf. hervedinstituttets notat af 10. oktober 2005.3.2 De nye regler om selvforsørgelse (kapitel 6, § 23)Ad aftalens § 23,der har følgende indhold:Stk. 1. Det er en betingelse for optagelse på et lovforslag om indfødsrets meddelelse, at ansøgeren er selv-forsørgende, det vil sige, at ansøgeren ikke modtager hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrations-loven. 1. pkt. omfatter dog ikke hjælp i form af enkeltstående ydelser af mindre beløbsmæssig størrelse, derikke er direkte relateret til forsørgelse, eller ydelser, der må sidestilles med løn eller pension eller træder istedet herfor.Stk. 2. I forbindelse med fremsættelse af lovforslag om indfødsrets meddelelse må ansøgeren i de seneste 5år ikke have modtaget den i stk. 1, nævnte offentlige hjælp i en periode på sammenlagt end mere end 1 år.

Det fremgår af en note til bestemmelsen, at personer, der modtager f.eks. statens uddannelsesstøtte,førtidspension eller forsørges af ægtefælles, ikke er afskåret fra at opnå indfødsret.Efter instituttets opfattelse er betingelsen om selvforsørgelse i fire ud af de seneste fem år før op-tagelse på et lovforslag meget vidtgående. Mange udlændinge har som bekendt meget vanskeligtved at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Indvandrere og efterkommere fra mindre udviklede lande eroverrepræsenterede blandt kontanthjælpsmodtagerne; i 2003 var kun 43,8 pct. af de 15-64-årigeindvandrere fra mindre udviklede lande i beskæftigelse (se Velfærdskommissionens rapport, kap.8.2.2). Velfærdskommissionen giver en række mulige forklaringer på, at indvandrere i højere graden personer af dansk oprindelse er på overførselsindkomst, og fremsætter forskellige forslag til enbedre beskæftigelses- og integrationspolitik, herunder om målrettede uddannelsesforløb for ind-vandrere. Velfærdskommissionen peger også på en række barrierer på arbejdsmarkedet og kommermed forslag, som kan gøre det lettere at løfte ansvaret hos arbejdsmarkedets parter for integrationenaf indvandrere og efterkommere (kap. 8.11).Uanset, at den enkelte også selv har et ansvar for at finde et job, er de påpegede (ydre) barrierer forindvandrernes beskæftigelsesmuligheder uomtvistelige og må tages i betragtning. Mange indvand-rere vil være ude af stand til at opfylde den nye betingelse om selvforsørgelse og dermed ude afstand til at få indfødsret. Dermed risikerer forsørgelsesbetingelsen i stedet for at bidrage til integra-tionen at føre til en oplevelse af yderligere marginalisering i og med, at de pågældende forbliveruden demokratisk, politisk indflydelse på den lovgivning, de er undergivet og ikke kan få sikkerhedfor at høre til her i landet, jf. herved nedenfor i afsnit 4 om det anførte iRecommendation 1500(2001) on the participation of immigrants and foreign residents in political life of Europe’s memberstates.Under alle omstændigheder kan der rejses spørgsmål, om ikke der burde være mulighed for dispen-sation, jf. herved også den ovenfor under 3.1. nævnte Europarådsrapport fra 2002, hvor det i pr. 31anføres, at ”(s)ome people might not be able to work through a disability, whilst other might havelost their jobs through the collapse of their employers’ company for reasons over which they haveno control or have lost their source of income as a result of separation or divorce”; rapporten fore-slår derfor taget op til overvejelse “whether states should allow exceptions to be made in appro-priate specified circumstances”. Blandt andre mulige undtagelsesgrunde kan der i en dansk kontekstpeget på, at revalidering af personer med helbredsproblemer kommer på tale, når andre tilbud, her-under uddannelse på SU ikke vurderes at kunne hjælpe de pågældende til et almindeligt job. Derforopstår spørgsmålet, om ikke revalidender i relation til et selvforsørgelseskrav bør ligestilles medpersoner, der modtager SU, og dermed undtages fra forsørgelseskravet. Personer uden erhvervs-evne, bl.a. alvorligt traumatiserede flygtninge med lidelsen kronisk posttraumatisk stress syndrom(PTSD) vil ofte have været nødt til at leve af hjælp efter aktivloven, indtil spørgsmålet om deres tabaf erhvervsevne kan afgøres, og pension kan tilkendes. Pension tilkendes ved varigt tab af erhvervs-evne, og derfor opstår spørgsmålet, om ikke en pensionstilkendelse som sådan bør være tilstrække-lig til at opfylde et selvforsørgelseskrav, således at § 23, stk. 2, ikke fører til, at pensionister, somtildeles pension efter at have modtaget hjælp efter aktivloven, skal oppebære pension i fire år, før dekan ansøge om indfødsret.

3.3. De nye regler om danskkundskaber og kendskab til danske samfundsforhold (kapitel 7, §24)Ad aftalens § 24,der har følgende indhold:Stk. 1. Det er en betingelse for optagelse på et lovforslag om indfødsrets meddelelse, at ansøgeren dokumen-terer danskkundskaber som bevis for danskuddannelsernes Prøve i Dansk 3 eller en af de i bilag 3 angivneprøver.Stk. 2. Det er endvidere en betingelse for optagelse på lovforslag om indfødsrets meddelelse, at ansøgerendokumenterer kendskab til danske samfundsforhold, dansk kultur og historie ved bevis for en særlig indføds-retsprøve.Stk. 3. Hvor ganske særlige forhold taler herfor, forelægges det for Folketingets Indfødsretsudvalg, om derkan dispenseres fra betingelserne i stk. 1 og 2. Forelæggelse vil ske, hvis ansøgeren dokumenterer at lide afen fysisk eller psykisk sygdom af meget alvorlig karakter og som følge heraf ikke menes at være i stand til –eller have rimelig udsigt til – at kunne opfylde betingelserne i stk. 1 og 2.Stk. 4. De forhold, som omtales i stk. 3, skal være dokumenteret ved en erklæring fra en person med læge-faglig baggrund. Det skal fremgå af erklæringen, om behandlingsmulighederne er udtømte, samt om denpågældende fremover vil blive i stand til at tilegne sig dansk på det krævede niveau.

Ved den nye aftale er kravene om dokumentation for ansøgernes danskkundskaber strammetvæsentligt - fra tidligere Prøve i Dansk 2 til nu Prøve i Dansk 3. Forudsætningen for at kunnemodtage danskundervisning på Danskuddannelse 3, der leder frem mod Prøve i Dansk 3, er, atkursisten har ”en mellemlang eller lang skole- og uddannelsesbaggrund fra hjemlandet og ... enforholdsvis hurtig indlæring i dansk som andetsprog”, jf. § 3, stk. 5, i lov om danskuddannelse tilvoksne udlændinge m.fl. Prøve i Dansk 3 består af tre dele: læseforståelse, skriftlig fremstilling ogmundtlig kommunikation, hvor sproget er forholdsvis nuanceret og komplekst, og hvor kursistenforventes at kunne udtrykke holdninger, forklare og påvirke. Sprogcentrene indplacerer efter enpædagogisk vurdering kursisterne på den danskuddannelse, som de finder relevant for den enkelte;på landsplan visiteres kun 25-30 pct. af kursisterne til Danskuddannelse 3.De nye krav om kendskab til dansk og danske samfundsforhold (sidstnævnte kræver, at ansøgerneskal bestå en indfødsretsprøve, der omfatter 40 spørgsmål, hvoraf 28 skal besvares rigtigt) vil efterdet fra sprogcentrene oplyste bevirke, at mange indvandrere og flygtninge bliver afskåret fra at opnåindfødsret. Indvandrere og flygtninge med en kort skolegang eller uden skolegang vil uanset deresgode vilje ikke være i stand til at gennemføre den krævede uddannelse – og de har ikke mulighedfor at tage Danskuddannelse 3 efter at have gennemført Danskuddannelse 2. Spørgsmålet er, om denye krav om danskkundskaber mv. på et så højt niveau kan siges at udgøre rimelige betingelser forat opnå statsborgerskab, særligt med hensyn til integration. Spørgsmålet ”what degree of knowledgeof the language would it be reasonable to require”, rejses også i den ovenfor under 3.1. omtalteEuroparådsrapport fra 2002, og her nævnes det i pr. 35, at (a)bility to learn a new language can

Et særligt problem opstår for ansøgere med kronisk PTSD, idet de helt generelt udelukkes fra atsøge dispensation fra sprogkravet mv. Der er ikke oplysninger om, at personer med denne lidelseudelukkes fra at søge dispensation ud fra en begrundet formodning om, at de faktisk vil være i standtil at lære dansk mv. Tværtimod foreligger der oplysninger om, at personer med PTSD som regelhar en række psykiske symptomer, herunder hukommelsestab, koncentrationsbesvær og indlærings-vanskeligheder, som gør det umuligt for de svært traumatiserede torturofre at opfylde danskkravetmv. De mangler ikke viljen, men evnen til at lære et nyt sprog, og det samme gælder traumatiseredeflygtninge, der lider at PTSD som følge af, at de har oplevet andre livsforandrende og markant be-lastende begivenheder, såsom krig og forfølgelse, jf. herved brev af 21. december 2005 fra Forsk-ningscentret for Torturofre (RCT), Dansk Flygtningehjælp, OASIS og RCT-Jylland (IFU alm. del –Bilag 39). Hvis der ikke kan gives en saglig begrundelse for at udelukke en ansøgergruppe med enbestemt psykisk lidelse (PTSD) fra muligheden for at søge dispensation fra sprogkravet på linjemed andre ansøgergrupper med andre psykiske lidelser, er der tale om diskrimination på grundlagaf en lægelig diagnose. Dette strider mod diskriminationsforbudet i FN’s Konvention om Borgerligeog Politiske Rettigheder (CCPR), artikel 26, og det forekommer vilkårligt (arbitrært) og strider der-med mod grundlæggende principper i EKS, jf. herved den forklarende rapports pr. 44, ligesom detefter omstændighederne kan stride mod Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK),artikel 8 (evt. jf. artikel 14), se herved det af Menneskerettighedsdomstolen udtalte (i admissibili-tetssagerne Andrei Karassev and Family v. Finland, 12.1.1999 og Tatjana Slivenko and Others v.Latvia, 23.1.2002 samt Aleksandr Kolosovskiy contre la Lettonie, 29.1.2004):A ”right to nationality” similar to that in Article 15 of the Universal Declaration of Human Rights is notguaranteed by the Convention and its Protocols, although an arbitrary denial of nationality may under certaincircumstances amount to an interference with the rights under Article 8 of the Convention … .

straffelovens kapitler 12 og 13 og fængselsdomme på halvandet år eller mere for anden kriminalitetudgør permanente hindringer for naturalisation. Det kommer også i betragtning, at kravene om selv-forsørgelse i fire ud af fem år og om danskkundskaber på et niveau svarende til Prøve i Dansk 3 erså strenge, at de udelukker store grupper af indvandrere og flygtninge – og med dem også deresbørn - fra at opnå indfødsret. Endelig kommer det i betragtning, at de mennesker, som bliver af-skåret fra at opnå indfødsret på grund af de nye regler, er mennesker med permanent opholdstilla-delse, som må formodes at forblive her i landet – hvad enten det bliver med eller uden indfødsret.Alligevel kan det være vanskeligt at sige med sikkerhed, om stramningerne på det mere generelleplan er i strid med EKS, da konventionen ikke er tilknyttet noget konventionsorgan, og der derfor isagens natur ikke findes nogen praksis fra et sådant organ vedrørende dens fortolkning og anven-delse. Et vist fortolkningsbidrag kan dog muligvis hentes i en (ikke retligt bindende) rekommanda-tion, som Europarådets Parlamentariske Forsamling vedtog den 26. januar 2001 om indvandreres rettil politisk deltagelse i værtslandet (Recommendation1500 (2001) on the participation of immi-grants and foreign residents in political life of Europe’s member states).Heri anføres følgende:The Assembly also stresses that democratic legitimacy requires equal participation by all groups of society inthe political process, and that the contribution of legally resident non-citizens to a country’s prosperityfurther justifies their right to influence political decisions in the country concerned.The Assembly notes that many rights in Council of Europe member states and most political rights inparticular, may be enjoyed only by their own citizens. Moreover, non-European Union citizens living asforeigners in a European Union country are granted fewer rights than European Union citizens in the samesituation.Restrictive criteria may prevent legally resident non-citizens from acquiring the citizenship of the hostcountry, depriving them of full participation in the life of the community and, in the worst case, pushingthem to the margins of society.Although the integration of immigrants and foreign residents has considerably increased in economic, social,cultural and educational terms, political participation has always given rise to controversy. Yet their partici-pation in the political decision-making process promotes their integration in general, and facilitates theirharmonious co-existence which is in the interest of both citizens and non-citizens in the host society. Thelack of integration can be a source of social tension and conflict.

På den baggrund tilskynder forsamlingen medlemsstaternes regeringer til at gennemgå deresstatsborgerskabslovgivning med henblik på at gøre den mere fleksibel og imødekommende over forindvandreres og andre udlændinges behov, ”giving particular attention to: the criteria for grantingcitizenship”.Selv om det er tvivlsomt, hvorvidt stramningerne som sådan er konventionsstridige, er det – i over-ensstemmelse med betragtningerne i Europarådets 2001-anbefaling og 2002-rapport - instituttetsopfattelse, at de ikke i tilstrækkelig grad bygger på individ- og demokratihensyn, da mange ansøger-grupper ikke vil kunne opfylde dem og dermed vil blive udelukket fra indfødsret og fra fuldt med-lemskab af det danske samfund, herunder fra politisk indflydelse mv. Instituttet anbefaler derfor, atkravene til naturalisation revurderes med henblik på større fleksibilitet og imødekommenhed overfor ansøgernes behov, jf. herved også anbefalingen i 2001-rekommandationen.

I den forbindelse skal instituttet understrege, at der i forhold til flygtninge og statsløse personer ersærlige regler, der skal tages i betragtning. Efter Flygtningekonventionens artikel 34 skal de kontra-herende stater så vidt muligt lette flygtninges optagelse i samfundet og naturalisation, og tilsvarendeskal staterne efter artikel 32 i Konventionen om Statsløse Personers Retsstilling så vidt muligt atlette statsløse personers optagelse i samfundet og naturalisation. EKS’s artikel 4 fastsætter noglegenerelle principper, hvorpå enhver kontraherende stats regler om statsborgerskab skal baseres, her-under at statsløshed skal undgås. Desuden bestemmer konventionen i artikel 6, stk. 4 g, at staten”skal i sin nationale lovgivning lette erhvervelsen af indfødsret for ... statsløse personer og aner-kendte flygtninge med ophold i landet”. I den forklarende rapport til EKS’s artikel 6, stk. 4, nævnesblandt eksemplerne på lettelser ”a reduction of the length of required residence, less stringentlanguage requirements, an easier procedure and lower procedural fees”. Europarådet har i en anbe-faling fra 1999,Recommendation No. R (99) 18 on the avoidance and reduction of statelessness,opfordret staterne til at lovgive således, at statsløshed ikke opstår. I anbefalingens princip I d an-føres det, at statsløse personers erhvervelse af statsborgerskab ”should be facilitated and not subjectto unreasonable conditions”. I anbefalingens explanatory memorandum forklares det i pr. 45, at be-grebet “rimelige betingelser” skal forstås” in the sense that they should not be of such a nature as tomake it impossible for a stateless person to fulfil them”. Om sprogkravet anføres det i anbefalingensprincip II B b, at staterne ikke bør ”require more than an adequate knowledge of one of its officiallanguages, whenever this is provided for by the internal law of the state”. Anbefalingens explana-tory memorandum forklarer i pr. 81, at ”adequate knowledge” er et relativt begreb, der bør fortolkesi lyses af ansøgerens socioøkonomiske forhold, alder og helbredstilstand, og det tilføjes, at ”(t)heoral knowledge of the language could be considered to be sufficient”. Om princip II B d, hvorefterbestemmelser om kriminalitets betydning ikke i urimelig grad må forhindre statsløse personer i atansøge om statsborgerskab, anføres det i den forklarende rapports pr. 87, at selv om stater laderkriminalitet udgøre en hindring for erhvervelse af statsborgerskab, er de negative konsekvenser afstatsløshed så store, at det er nødvendigt at afbalancere hensynet hertil over for kriminalitetensgrovhed, hvorved der også må tages hensyn til individets grundlæggende ret til at besidde et stats-borgerskab.Synspunktet om, at naturalisationsbetingelserne ikke bør være af en sådan natur, at det er umuligtfor en statsløs person at opfylde dem, bygger på forpligtelsen til at undgå statsløshed, som ansessom en del af den internationale sædvaneret, jf. herved den forklarende rapport til EKS, pr. 33.Statsløse personer defineres normalt som personer, som ingen stat i medfør af sin lovgivning ansersom sine statsborgere, det vil sige personer, som er statsløsede jure.Der vil imidlertid ofte væregrund til at behandle flygtninge på samme måde som statsløse personer, idet flygtninge ligesomstatsløse kan savne en stats beskyttelse, og dermed er de at betragte som statsløsede facto;der kanherved også henvises, at en fakultativ klausul, som blev medtaget i slutakten til 1954-konventionen,anbefalede stater, der kunne anerkende en persons grunde til at frasige sig sin stats beskyttelse, atoverveje ”sympathetically the possibility of according to that person the treatment which the Con-vention accords to stateless persons”. Konventionsbestemmelserne om at lette erhvervelsen af stats-borgerskab sidestilles også statsløse personer og flygtninge. De nye skærpede krav letter ikke de togruppers naturalisation og optagelse i samfundet, men stiller krav, som det er umuligt for vissegrupper af statsløse personer og flygtninge at opfylde. Hvis der bortses fra, at flygtninge ikke skalopgive deres tidligere statsborgerskab, har dansk lovgivning så vidt ses kun lettet de to gruppersnaturalisation i én henseende, nemlig ved at sænke det almindelige opholdskrav med et år (fra ni tilotte år).2Denne lettelse vil ikke komme de flygtninge og statsløse personer til gode, som nu bliverTil sammenligning kan nævnes, at opholdskravet er reduceret fra 10 til 4 år i Østrig, fra 3 til 2 år i Belgien, fra 6 til 4år i Finland, fra 8 til 6 år i Tyskland, fra 10 til 5 år i Grækenland, Italien og Spanien og fra 5 til 4 år i Sverige.2

afskåret fra at søge naturalisation, fordi de ikke er i stand til at opfylde de nye krav (bl.a. de sværttraumatiserede flygtninge). Som et minimum finder instituttet, at der bør skabes mulighed for at dis-pensere fra kravene i forhold til de flygtninge og statsløse personer, som ikke har mulighed for atopfylde dem. Til sammenligning kan det nævnes, at i Frankrig er flygtninge fritaget fra at dokumen-tere deres franskkundskaber, og i Irland kan flygtninge undtages for et hvilket som helst af de al-mindelige naturalisationskrav.3Under alle omstændigheder er det efter instituttets opfattelse nødvendigt at foretage følgende:A. Ophæve undtagelsen om, at personer med PTSD ikke kan få dispensation fra sprogkravet mv.B. Indføre en bestemmelse om, at unge, som er født og opvokset i Danmark uden noget statsborger-skab, har krav på at få dansk indfødsret (i hvert fald hvis de søger efter deres 18. år og inden deresfyldte 21. år, og ikke er fundet skyldige i en forbrydelse mod statens sikkerhed eller er blevet idømtfængselsstraf på fem år eller derover for en strafbar handling).C. Indføre regler om, at unge, som enten er født her i landet eller er kommet hertil som børn udeneller med et andet statsborgerskab end dansk, kan erhverve indfødsret på lempede betingelser.Den menneske- og statsborgerretlige begrundelse herfor er følgende:Ad A. Når en persongruppe med en bestemt psykisk lidelse (PTSD) udelukkes fra at søge om dis-pensation fra et naturalisationskrav, uden at der foreligger nogen rimelig og objektiv saglig begrun-delse herfor, er der tale om diskrimination i strid med CCPR’s artikel 26. En ubegrundet udeluk-kelse fra statsborgerskab forekommer desuden vilkårlig (arbitrær) i modstrid med grundlæggendeprincipper i EKS og kan efter omstændighederne også udgøre et indgreb i rettighederne efterEMRK’s artikel 8 (evt. jf. artikel 14), se nærmere ovenfor under 3.3.Ad B. Danmark har ratificeret 1961-konventionen om Begrænsning af Statsløshed, og har dermedforpligtet sig til at give dansk indfødsret til personer, som er født på dansk territorium, og som ellersville blive statsløse. Indfødsret skal enten gives ved fødslen i henhold til lov (exlege)eller på etsenere tidspunkt efter ansøgning. I sidstnævnte tilfælde kan ansøgningen kun afslås, hvis betingel-ser som nævnt i konventionens artikel 1, stk. 2, ikke er opfyldt. De betingelser, der kan stilles, er,atansøgning indgives inden for et af den kontraherende stat fastsat tidsrum, begyndende senest med18-årsalderen og ophørende tidligst med 21-årsalderen,atden pågældende har haft fast bopæl påden kontraherende stats territorium i en periode, der højst må være på fem år umiddelbart forud foransøgningens indgivelse, eller på ti år i alt,atden pågældende ikke er fundet skyldig i nogen for-brydelse mod statens sikkerhed eller er blevet idømt fængselsstraf på fem år eller derover for enstrafbar handling, ogatden pågældende altid har været statsløs. Danmark ophævede i 2004 denbestemmelse i indfødsretslovens § 3, som var udformet med henblik på at opfylde kravet i 1961-konventionens artikel 1, stk. 2. Af lovforslagsbemærkningerne til ændringsloven fremgår det, atDanmarks forpligtelser efter ophævelsen skal opfyldes på anden vis (jf. FT 2003-04, tillæg A, s.4895, bemærkningernes pkt. 4.1.3). Det forudsattes at ske ved, at Integrationsministeriet - efterforudgående orientering af Folketingets Indfødsretsudvalg – optager personer omfattet af konven-tionen på et lovforslag om indfødsrets meddelelse, når de i konventionen nævnte betingelser er op-fyldt. Efter instituttets opfattelse kræver en effektiv gennemførelse af konventionens forpligtelserNærmere oplysninger herom kan findes i den nedenfor under C omtalte bog, som udkommer senere i år, se HaraldWaldrauch: Acquisition and loss of nationality in EU15 Member States.3

imidlertid, at de pågældendes ret til at blive optaget på et lovforslag om indfødsrets meddelelsekommer eksplicit til udtryk i lovgivningen, sml. herved også med det anførte i den forklarenderapport til den ovenfor omtalteRecommendation No. R (99) 18 on the avoidance and reduction ofstatelessness,pr. 2o, om at “the effective implementation of the principle that statelessness must beavoided or reduced, stressed by the 1997 Convention, may be realised only by the adoption byStates of specific rules in their internal law”. Også princippet omrule of lawstøtter, at ansøgeregøres bekendt med deres rettigheder i lovgivningen. Som reglerne nu udformet, kan det ikke ude-lukkes, at statsløse personer med retskrav på indfødsret ifølge 1961-konventionen undlader at søgeindfødsret, fordi de tror, at de er afskåret fra at blive optaget på et lovforslag, hvis de ikke opfylderaftalens almindelige krav vedrørende kriminalitet, gæld, selvforsørgelse og/eller danskkundskaber.Instituttet er opmærksomt på, at det i aftalens indledende afsnit er anført, at det er aftalt at iværk-sætte en udredning af rækkevidden af 1961-konventionen, men dette ændrer ikke ved, at reglerneeksplicit bør gøre opmærksom på, at personer, som er født og opvokset i Danmark uden statsborger-skab, har krav på indfødsret på betydeligt lempeligere betingelser end de i øvrigt fastsatte.Ad C. Ifølge EKS’s artikel 6, stk. 4 e, skal Danmark lette erhvervelsen af indfødsret for personer,som er født i Danmark og har lovligt og fast ophold her, og efter artikel 6, stk. 4 f, skal erhvervelsenaf indfødsret ligeledes lettes for personer, som i en periode inden det fyldte 18. år har haft lovligt ogfast ophold i Danmark. Den ovenfor omtalte erklæringsregel, som blev ophævet i 2004, gav unge,som var enten født i Danmark eller havde opholdt sig her en del af deres barndom, en lettere adgangtil at opnå indfødsret. Bestemmelsen opfyldte dermed forpligtelserne i EKS’s artikel 6, stk. 4, e ogf. Ved ændringslovens vedtagelse forudsattes det (jf. FT 2003-04, tillæg A, s. 4895, bemærkninger-nes pkt. 4.1.3, jf. 3.1.3), at Danmarks forpligtelser til at lette disse unges erhvervelse af indfødsretvar opfyldt ved bestemmelserne i indfødsretsaftalen om lempede krav for danskfødte personer ogpersoner med ophold i Danmark af en vis varighed inden det fyldte 18. år. Det er korrekt, at perso-ner, som har mistet deres ved fødslen erhvervede indfødsret, under visse betingelser kan optages pået lovforslag efter et års ophold, og at personer, som er kommet hertil inden det fyldte 15. år, kansøge indfødsret som 18-årige. Dermed er betingelserne lettet for nogle unge, men ikke for dem, derer født i Danmark med et andet statsborgerskab end dansk, og heller ikke for dem, som er kommethertil, før de fyldte 9 år. Hvis de ikke som børn har kunnet få indfødsret sammen med deres foræld-re, f.eks. fordi forældrene ikke kunne opfylde naturalisationsbetingelserne, har de kun den mulighedselv at søge herom, når de fylder 18 år, hvor de vil opfylde det almindelige opholdskrav og ogsåskal opfylde de andre almindelige naturalisationskrav. Med henblik på Danmarks opfyldelse af for-pligtelserne efter EKS’s artikel 6, stk. 4, e og f, bør der indføres regler, som letter erhvervelsen afindfødsret for personer, som er født i Danmark med et fremmed statsborgerskab, og personer sommed eller uden et andet statsborgerskab er kommet hertil som mindre børn.Det skal i den forbindelse bemærkes, at de fleste andre vesteuropæiske lande har lovgivet om gene-relle fødselsretsbaserede og/eller socialiseringsbaserede måder, hvorpå indvandreres efterkommere(anden og tredje generation) kan erhverve statsborgerskab. Det kan bl.a. nævnes, at i Frankrig ogSpanien får børn født i landet automatisk statsborgerskab ved fødslen, hvis også deres forældre erfødt i landet (dobbeltius soli).Det samme er tilfældet i Holland, hvor det afgørende dog ikke erfødsel i landet, men at barnet har forældre med fast ophold i landet, som selv har haft forældre medfast ophold i landet. Belgien har regler om, at børn automatisk erhverver statsborgerskab ved fødseli Belgien, hvis også deres forældre er født i Belgien og har haft fast ophold dér i fem ud af de forud-gående ti år. Normalt kan også første generation, der fødes i Belgien, erhverve belgisk statsborger-skab direkte ved lov, hvis forældrene afgiver en erklæring inden 12 år efter barnets fødsel, såfremtforældrene har haft fast ophold i Belgien i ti år inden erklæringens afgivelse, og barnet har haft fast

ophold i Belgien siden fødslen. I Tyskland, Irland, Portugal og UK er det ikke afgørende, hvor for-ældrene er født; børn født i disse lande kan erhverve statsborgerskab ved fødslen, hvis forældrenehar fast ophold i det pågældende land (gennem en vis periode). I Tyskland skal de pågældende dogvælge mellem deres tyske og fremmede statsborgerskab, når de når myndighedsalderen. Flere af denævnte lande har også ligesom Finland, Italien og Luxembourg regler, som under visse betingelsergiver personer født på deres territorium ret til ved erklæring eller option at erhverve deres statsbor-gerskab på et senere tidspunkt end fødslen. Sverige giver alle børn ret til at opnå svensk statsborger-skab efter fem års ophold - uafhængigt af deres eget og forældrenes statsborgerskab. Også i Fran-krig kan børn under visse omstændigheder opnå statsborgerskab uafhængigt af forældrene. Ellers erdet normalt, at landene først giver personer, som er indvandret dertil som børn, en socialiserings-baseret ret til statsborgerskab, efter de er blevet myndige. (De nærmere detaljer fremgår af et omfat-tende komparativt projekt omAcquisition and Loss of Nationality. Policies and Trends in 15 Euro-pean States,som udkommer i bogform på Amsterdam University Press i foråret 2006; red: RainerBauböck, Eva Ersbøll, Kees Groenendijk og Harald Waldrauch.)5. Afsluttende bemærkningerInstituttet har tidligere givet udtryk for, at der var behov for en samlet overvejelse af den danskeindfødsretslovgivning, på linje med hvad der igennem de seneste år er sket i mange andre lande,bl.a. de tre nordiske, Finland, Norge og Sverige. Dette gælder efter instituttets opfattelse stadig, ogder er i den forbindelse behov for at inddrage naturalisationsreglerne, uanset at disse på grund afden danske grundlovs § 44, stk. 1, traditionelt har været fastsat ved aftale mellem (nogle af) Folke-tingets partier. Behovet for at lade naturalisationsreglerne indgå i et lovforberedende udvalgs arbej-de er blevet mere påtrængende, efter indfødsretslovens bestemmelse om, at indvandreres efterkom-mere kunne få indfødsret ved afgivelse af en erklæring, blev ophævet i 2004. Instituttet henstillerderfor, at det (begrænsede) udredningsarbejde, som er bebudet i indfødsretsaftalens indledning,udvides til at omfatte indfødsretslovgivningen som sådan. Det skal i den forbindelse bemærkes, atbåde Belgien og Luxembourg, hvor naturalisation også sker ved en lovgivningsprocedure, lovgiverom naturalisationskriterier.