Sådan er Danmarks ansvar i Irak

30-10-2010ANALYSE: En undersøgelse af Danmarks folkeretlige ansvar i Irak kræver en præcis redegørelsefor samarbejdet mellem de danske og britiske styrker.Af Jonas Christoffersen, direktør og Peter Vedel Kessing, seniorforsker, Institut forMenneskerettigheder (IMR), bragt i Politiken d. 30/10 2010Der findes ikke et entydigt svar på, om Danmark har et folkeretligt ansvar for overdragelsen affanger i Irak.I hvert fald ikke så længe der – som nu – mangler viden om omfanget og karakteren af samarbejdetmellem danske og britiske styrker. Forhåbentlig vil undersøgelser af sagen i den kommende tidkaste mere lys over situationen.Men det er afgørende, at sådanne undersøgelser redegør for forholdet i det dansk-britiskesamarbejde. Hvis vi skal forstå omfanget af Danmarks ansvar, må vi nemlig forstå, hvordan deenkelte operationer var skruet sammen.Vi vil i denne analyse forsøge at forklare, hvorfor denne viden er så nødvendig. Men allerførst erdet nok vigtigt at slå fast, hvad der overhovedet er tale om, når man siger, at en stat er folkeretligtansvarlig.Brud på folkerettenStaters ansvar er først og fremmest reguleret af den almindelige folkeret, som på dette punkt erbeskrevet i den såkaldte Internationale Lovkommissions Artikler om Statsansvar (Ilas).Før man kan tale om et brud på folkeretten, skal to betingelser ifølge Ilas være opfyldt. Ieksemplerne forneden tager vi udgangspunkt i det aktuelle eksempel:For det første skal der være sket et brud på en folkeretlig regel, f.eks. Genèvekonventionerne,menneskerettighederne eller folkeretlig sædvane. Det er f.eks. klart i strid med disse regelsæt, hvisdanske soldater overfører personer til en anden stats varetægt, hvis der er risiko for, at depågældende vil blive udsat for tortur.Det centrale spørgsmål er her, hvor meget information der skal til, før en stat skal afholde sig fraoverførsler. F.eks. er løse rygter ikke nok, men på den anden side kræves der heller ikke håndfastebeviser. Altså en bevismæssig gråzone.For det andet skal Danmark – ikke en anden stat – være ansvarlig for, at fangen overdrages til deirakiske myndigheder. Bruddet på den folkeretlige regel skal med juridisk sprogbrug kunnehenregnes til Danmark. Det vil utvivlsomt være tilfældet, hvis danske soldater direkte overlevererfanger til de irakiske myndigheder.Hvis de to betingelser er opfyldt i Danmarks tilfælde, vil det indebære, at Danmark skal erkendeovertrædelsen, hindre dens gentagelse og råde bod på den, typisk ved at betale erstatning.

Men om betingelserne er opfyldt, er som allerede nævnt ikke nemt at svare på, fordi vi manglerviden om situationen.Vi ved dog, at Danmark i en periode samarbejdede med britiske soldater om operationer, der – såvidt vides – indebar overdragelse af fanger til irakiske myndigheder. Selv om Danmark ikke selvville overlevere fanger, netop på grund af risikoen for tortur mv.Dansk ansvarMen vi ved ikke, hvordan ansvaret var fordelt i de forskellige operationer. Og da denne viden ikkeer offentligt tilgængelig endnu, kan man kun forestille sig forskellige former for samarbejde – ogdermed forskellige former for dansk ansvar:• Hvis der er tale om en fuldstændig dansk kontrolleret og styret operation, og danske myndighederinstruerer og beordrer en britisk soldat til at tage den pågældende fange, er Danmark ansvarlig fortilfangetagelsen (artikel 6 i Ilas).På grund af kommandovejen er det Danmark, der er ansvarlig for, hvad der videre sker med fangen,herunder for, om han bliver overdraget til irakiske myndigheder og udsat for tortur.Det gælder også efter Genèvekonventionerne, at krigsfanger ikke er i den enkelte soldats ellerenheds varetægt, men at ansvaret hviler på den stat, der tilbageholder fangen (artikel 12 i den tredjeGenèvekonvention).• Hvis der omvendt er tale om en britisk kontrolleret operation, hvor danske soldater blot er stillet tilrådighed for de britiske styrker, bærer Storbritannien og ikke Danmark ansvaret for overleveredefanger (artikel 6 i Ilas).• Hvis der er tale om en fælles britisk-dansk operation, deler begge stater ansvaret, uanset hvem derfysisk pågriber og overleverer fangerne. Hvis det f.eks. er aftalt, at det er britiske soldater, derafslutningsvis skal pågribe fangen, vil Danmark have samme ansvar som Storbritannien.Det afgørende er nemlig, at Danmark kender til forløbet og dermed er medansvarlig for atoverlevere fangerne (artikel 16 i Ilas). Danmark kan med andre ord ikke komme ud af sit ansvarblot ved at overlade det til britiske soldater at fysisk pågribe en fange og senere overleverevedkommende.Sammenfattende vil Danmark altså utvivlsomt have pådraget sig et folkeretligt ansvar, hvis danskesoldater har overdraget fanger direkte til irakiske myndigheder, vel vidende at de med storsandsynlighed ville blive udsat for tortur.Det samme gælder, hvis britiske soldater har stået for pågribelsen i dansk kontrollerede operationereller i fælles operationer. Men det gælder ikke, hvis danske soldater har været under britiskkommando.Som vi flere gange har været inde på, er det imidlertid svært at fastslå noget endeligt endnu, fordider mangler konkrete fakta om samarbejdet mellem koalitionsstyrkerne i Irak.

Det kræver også en nærmere vurdering at afgøre, hvornår danske soldater vidste nok til at pådrageDanmark et ansvar for overdragelserne.Dog må man fastholde, at hvis der er hold i de nye oplysninger fra WikiLeaks om, at danske styrkerfortsatte overleveringerne – alene eller sammen med briterne – trods viden om overgreb og enddadrab på fanger i irakisk varetægt, så må ansvaret også kunne tilskrives den danske stat.Under alle omstændigheder er det derfor positivt, at Forsvarskommandoen og Forsvarsministerietnu vil undersøge forholdet.Men det er vigtigt, at en sådan undersøgelse helt præcist redegør for samarbejdet mellem danske ogbritiske styrker, fordi viden om karakteren af dette samarbejde er afgørende for at kunne vurdereDanmarks folkeretlige ansvar i Irak.