Strategi for Danmarks engagement i LibyenResumé:

Nærværende strategidokument gennemgår den seneste udvikling i Libyen, den

internationale respons, herunder Sikkerhedsrådets beslutninger om at gribe ind, og

rollefordelingen i det internationale samfund. Dernæst beskrives danske interesser i

Libyen, baggrunden for og målet med den danske indsats, og de skridt den danske

regering vil tage for at arbejde frem mod det opstillede mål. Strategiteksten revideres,

når opgaven i UNSCR 1973 er løst, hvis udviklingen i situationen i Libyen tilsiger det,

eller senest når tre måneder er gået.

Danmark bakker op om og medvirker til den internationale indsats for at håndtere

situationen i Libyen. Målet med Danmarks engagement i forhold til Libyen er først og

fremmest at standse vold og overgreb imod civile, og sikre at befolkningen får adgang

til humanitær hjælp. Samtidig vil Danmark arbejde for, at det libyske folk selv kan

bestemme deres egen fremtid. Derfor støttes arbejdet for en politisk proces, som

gennem dialog leder til politiske reformer, der kan føre til en bæredygtig, fredelig og

demokratisk fremtid for Libyen. Danmark ønsker, at et stærkt, velstående og samlet

Libyen skal blive en positiv kraft i regionen og bidrage til stabilitet på det afrikanske

kontinent og i Middelhavsregionen. Danmark ønsker en fremtid, hvor Libyen sammen

med andre lande i regionen bidrager til global vækst og samarbejder med Danmark og

andre internationale partnere om at løse globale udfordringer.

Der er derfor fire hovedspor i den danske indsats bestående af 1) Det politiske spor, 2)

Det militære bidrag til UNSCR 1970 og 1973, 3) Humanitær bistand og 4) Bidrag til

langsigtet stabilisering. Danmark vil bidrage til internationale bestræbelser på at

gennemføre både de militære og de politiske aspekter af sikkerhedsrådsresolutionerne

om Libyen og bakke op om de mandater, der er givet til FN, NATO, Den Afrikanske

Union og Den Internationale Straffedomstol. Danmark vil engagere sig aktivt i det

politiske spor for at bidrage til en bæredygtig demokratisk løsning. Danmark vil

koordinere sin indsats med andre centrale internationale aktører især medlemmerne af

Libyen kontaktgruppen, herunder Den Arabiske Liga.

I det politiske spor vil Danmark fastholde fokus på befolkningen med

menneskerettighederne som det drivende motiv og være fortaler for inkluderende

politiske dialogprocesser. Danmark vil prioritere EU’s indsats og arbejde for, at EU

engagerer sig og bidrager til at etablere en politisk løsning på situationen, herunder

gennem tætte EU-kontakter og evt. støtte til aktører i Libyen og samtidig

understøttelse af FN’s og AU’s dialogbestræbelser. Danmark vil udbygge kontakter til

Transitional National Council (TNC) og andre libyske oppositionskræfter og

undersøge, hvordan Danmark og EU kan bidrage til etablering af et politisk

tyngdepunkt for den politiske proces, herunder gennem støtte til en fri-presse og andre

nødvendige demokratiske institutioner.

I forbindelse med den militære indsats vil Danmark inden for rammerne af FN’s

mandat og Folketingets beslutning bidrage til at beskytte civilbefolkningen mod

yderligere overgreb, uanset hvem der måtte begå disse og i den forbindelse stille

danske kampfly til rådighed for den internationale militære indsats i Libyen med

henblik på at understøtte gennemførelsen af UNSCR 1970 og 1973. Samtidig vil

Danmark arbejde for at fremme regionale aktørers bidrag og støtte til den militære

indsats. Danmark vil ikke forsyne oprørsgrupper med våben. I en evt. situation, hvor

der eventuelt måtte vise sig behov for indsættelse af tropper på landjorden

(fredsbevarende indsats, overvågning af våbenhvile), vil Danmark arbejde for at

regionale organisationer påtager sig et ansvar. Regeringen har jf. B89 ingen planer om

at udsende danske landmilitære styrker til Libyen.

I forbindelse med humanitær bistand vil Danmark på grundlag af UNSCR 1973 støtte

FN’s og Den Internationale Røde Kors Komites dialog med begge parter for at sikre fri

og uhindret humanitær adgang til hele landet og respekt for de internationale

humanitære love og principper. Danmark vil bidrage til den humanitære indsats med

fokus på FN’s og Internationalt Røde Kors’ arbejde.

I tilfælde af en fortsat tilstrømning af migranter og flygtninge til nabolandene vil

Danmark støtte en evakuering til deres respektive hjemlande af dem, der har mulighed

for at vende hjem. For andre grupper, bør en løsning i størst muligt omfang findes i

nærområdet. Danmark vil i givet fald overveje at yde bistand til såvel flygtninge som

berørte lokalsamfund, da tilstedeværelsen af et voksende antal flygtninge kan være

meget byrdefuld for værtslandet. Danmark bakker op om, at der udarbejdes en

handlingsplan for, hvordan EU hurtigt og effektivt vil kunne tage hånd om

migrationsspørgsmålet på koordineret vis. Og lægger i den forbindelse vægt på at

grænsekontrol skal ske under iagttagelse af regler om international beskyttelse.

Med henblik på stabilisering af Libyen vil Danmark arbejde for, at det internationale

samfund – EU, FN og Verdensbanken – straks påbegynder planlægning med vægt på

institutionsopbygning, rets- og sikkerhedssektorreformer samt etablering af

rammevilkår for privatsektordrevet vækst og beskæftigelse. Danmark vil også arbejde

for national forsoning og hjælp til ofrene, herunder til torturofre. Danmark vil støtte

udvikling af en fri og ansvarlig presse i Libyen inden for rammerne af Partnerskab for

Dialog og Reform (PDR). Gennem sit internationale engagement vil Danmark arbejde

for hurtige beslutninger om støtte til efterspørgselsdrevne initiativer ift. fx reintegration

og jobskabelse, der kan hjælpe unge tilbage til en normal tilværelse efter konflikten.

Danmark vil lægge vægt på, at EU tilbyder en omfattende incitamentspakke til lande i

Nordafrika-regionen, der gennemfører reformer og at en sådan pakke også kan stilles i

udsigt til Libyen. Danmark vil se positivt på anmodninger om teknisk bistand til

libyske initiativer indenfor rets- og sikkerhedssektorreform evt. via FN eller EU.

Danmark anerkender risici forbundet med engagementet i Libyen. Danmark vil åbent

og målrettet søge at formindske risici, herunder risikoen for civile tab som følge af de

militære operationer.

Fra Jasminrevolution til væbnet konflikt og sikkerhedsrådsresolutionerOpstanden i Libyen blev i høj grad inspireret af begivenhederne i nabostaterne Tunesien ogEgypten. I januar startede en række forskellige, men isolerede demonstrationer. Myndighedernegreb ind, og det var arrestationen af aktivister, der medvirkede til at eskalere demonstrationerne.Den 15. februar 2011 bredte demonstrationerne sig i Benghazi og en række andre byer, hvor deblev organiseret efter samme mønster som i Tunesien. Myndighederne greb hårdere ind meddræbte og et stort antal sårede til følge. Den 17. februar 2011 blev af demonstranterne erklæretsom den libyske ”vredens dag” og indebar massive demonstrationer, som Gaddafissikkerhedsstyrker greb endog meget voldeligt ind overfor. Det førte til voldsommesammenstød, og demonstrationerne tog karakter af en egentlig opstand, der ugen efter havdespredt sig til hele Libyen. En lang række libyske diplomater i udlandet hoppede af i protest3

imod myndighedernes voldsanvendelse, og mange ordinære enheder i den libyske hær togoprørernes parti. Oprørerne organiserede sig nødtørftigt i spontane militser, og i begyndelsen afmarts 2011 havde Gaddafi tabt kontrollen med hele det østlige Libyen, Brega og Ras Lanuf idet mellemste Libyen, Misrata, Zawiya og Zuwara i den vestlige del af landet og Zintan syd forTripoli.Det internationale samfund reagerede med stærke opfordringer og enstemmig vedtagelse afUNSCR 1970 den 26. februar 2011 med våbenembargo og målrettede sanktioner mod en rækkenavngivne personer med nær tilknytning til Gaddafi-regimet i form af rejseforbud ogindefrysning af midler, og hvor Sikkerhedsrådet anmodede ICC-anklageren om at undersøgebegivenhederne i landet siden 15. februar 2011. Resolutionen blev vedtaget i henhold til FN-chartrets kapitel VII, men med udtrykkelig henvisning til artikel 41, hvorfor brugen af militærmagt ikke tillades. Gaddafi-regimet afviste imidlertid fortsat at gå i dialog med oppositionen ogtruede i stedet med yderligere blodsudgydelser.Den 4. marts 2011 igangsatte Gaddafi to militære offensiver med pansrede enheder for atgenvinde kontrollen over landet. En gruppe skulle genvinde kontrollen over byerne i denvestlige del af landet, særligt ved Zawiya og Misrata, og en anden igangsatte en fremrykningmod byerne i øst. Den 5. marts 2011 blev Det nationale Overgangsråd (TNC) officielt nedsatog tog fat på en meget hastig organisering. Den 6. marts 2011 blev oprørernes fremmarchstandset ved Bin Jawad. Den 10. marts 2011 indtog Gaddafis styrker Zawiya og Ras Lanuf, ogden 15. marts blev Brega indtaget, og Gaddafis styrker omringede Ajdabia.Den 17. marts 2011 vedtog FN’s Sikkerhedsråd i lyset af den truende situation forcivilbefolkningen UNSCR 1973, som beordrer en omgående og fuldstændig indstilling afkamphandlingerne i Libyen, herunder indstilling af angreb mod civilbefolkningen, understøtterde bestræbelser, der pågår fra FN’s Generalsekretærs og Den Afrikanske Unions side for atfinde en politisk løsning på situationen, etablerer et flyveforbud i luftrummet over Libyen (en”No Fly-zone” – NFZ), og under henvisning til FN Pagtens kapitel VII bemyndiger FN’smedlemslande til at anvende de nødvendige militære magtmidler”take all necessary measures”til athåndhæve forbuddet. Samtidig appellerer Sikkerhedsrådet til FN’s medlemslande om at ydebidrag til håndhævelsen af forbuddet. Herudover bemyndiger UNSR 1973 anvendelse afmilitære magtmidler for at yde den nødvendige beskyttelse af civile samt civilebeboelsesområder, som er truet af angreb. Dog udelukkes indsættelse af en besættelsesstyrke påjorden i Libyen. Endvidere gives bemyndigelse til at håndhæve den allerede iværksattevåbenembargo med militære midler, og der foretages en yderligere stramning afsanktionsregimet. Endelig indføres et forbud mod, at libyske fly gives tilladelse til at lande, letteog overflyve andre landes territorier.

Dermed var der udlagt to centrale spor for håndtering af konflikten: Et politisk med henblik påat søge konflikten bilagt og et militært spor om at indføre en flyveforbudszone over Libyen,fornødne skridt til beskyttelse af civilbefolkningen (NFZ+) og håndhævelse af våben-embargoen.Den libyske regering erklærede samme dag våbenhvile, men samtidig omgik Gaddafis styrkerAjdabia og satte kurs direkte mod Benghazi, og artilleribeskydning af bycentrene i Ajdabia ogMisrata fortsatte uanfægtet.Operation ”Odyssey Dawn” med henblik på gennemførelse af UNSCR 1973 blev igangsat afen koalition af lande den 19. marts 2011, og det var først da Gaddafis forreste enheder sammedag var på vej ind i selve Benghazi, at de blev standset af de første luftangreb fra koalitionensside. Det vurderes, at koalitionens indgriben derved forhindrede omfattende overgreb på civile.Gaddafis enheder tabte evnen til at fortsætte den offensive operation mod Benghazi ogkoncentrerede sig i stedet om at få kontrol med tre byområder – Ajdabia, Misrata og Zintan.Siden koalitionens militære operation begyndte den 19. marts 2011 er kontrollen med byerneAjdabia, Brega og Ras Lanuf vekslet flere gange mellem Gaddafis styrker og oppositionen.NATO overtog den 31. marts 2011 det fulde ansvar for den militære indsats, og NATO-rådeter ansvarlig for den politiske ledelse af operationen ”Unified Protector”.

Libyen anno 2011

Socio-økonomisk udvikling

Libyen er et stort ørkenland på 1,7 mio. km2med en lille befolkning på anslået 6,16 mio.indbyggere, hvortil kommer anslået 1,5-2 mio. udlændinge. Med et bruttonationalprodukt(BNP) på ca. 61 mia. USD (2009), gennemsnitlige årlige vækstrater på knap 5 pct. (over 10 pct.vækst i 2010 alene) og en gennemsnitlig indkomst per indbygger på 12.100 USD ligger Libyenlangt over sine nabolande Tunesien og Egypten og er et land i den højere mellemindkomst-gruppe. Libyen anslås at have valutareserver alene i libyske banker svarende til et års BNP,heraf 6 mia. USD alene i guldreserver. Landet har en relativt høj levestandard med fri bolig,uddannelse og sundhedstjeneste og med subsidier både på fødevarer og energi. Som følge afden udbredte ørken har Libyen én af verdens højeste urbaniseringsgrader med 86 pct. afbefolkningen i byer (2003). Landet har et for regionen højt uddannelsesniveau for begge køn.Der er universel skolegang og en relativ høj andel af befolkningen med højere uddannelser, omend kvaliteten er svingende.

Landet har kendte olieforekomster på mindst 43,1 mia. tønder olie koncentreret i Sirte-bassineti det mellemste Libyen, der er knap 500.000 km2stort (Det er den 13. største forekomst påverdensbasis). Olieproduktionen er på ca. 1,6 mio. tønder per dag og ventes at stige til ca. 2,5mio. tønder per dag i 2015. Libyen har desuden 1,3 trillioner kubikmeter kendte gasreserver. Endel eksporteres via en rørledning til Italien, men de enorme gasreserver udnyttes kun ibegrænset udstrækning. Kun 25 pct. af Libyen er blevet udforsket for olie- og gasreserver.Tre faktorer har særligt karakteriseret den libyske økonomiske udvikling og nuværendesituation: fundet af olie i 1961, det planøkonomiske eksperiment i 1970-80’erne og deinternationale sanktioner fra 1988 til 1999.Da Libyen blev selvstændigt i 1951 var landet et landbrugssamfund og ét af verdens fattigstelande. Olien ændrede drastisk landets økonomi med eksponentielt stigende indkomster, men destore olieselskaber fungerede med importerede arbejdere og havde relativ lille forbindelse meddet libyske samfund. I 1970’erne indførte Gaddafi gradvist en planøkonomi med afskaffelse afden private ejendomsret, hvorved olien sammen med resten af økonomien kom under hanskontrol. I overensstemmelse med idéer beskrevet i det andet bind af Gaddafis ”Grønne Bog”igangsattes store industrialiseringsprogrammer i 1970-80’erne, og al privat økonomisk aktivitetblev afskaffet (libyere måtte ikke stå i et ansættelsesforhold til andre libyere). Som følge herafforlod mange uddannede libyere landet.Da oliepriserne faldt i løbet af 1980’erne kunne de negative effekter af den katastrofaleøkonomiske politik ikke længere finansieres, og fra 1988 blev økonomien gradvist liberaliseret.Liberaliseringsprocessen var langsom af to årsager: der var fortsat en høj grad af priskontrol ogsubsidier til statsvirksomheder blev fastholdt. Det umuliggjorde en reel privatsektorvækst.Dette faldt sammen med de første amerikanske sanktioner mod landet fra 1986 og indførelsenaf FN-sanktioner mod Libyen i 1992 efter Lockerbie-sagen i 1988. Sanktionerne skabte enudbredt mangelsituation på industrielle varer og reservedele, hæmmede den økonomiskeudvikling og modvirkede en styrkelse af anden økonomisk aktivitet end den, der var relateret tilolieproduktionen.De internationale sanktioner blev suspenderet i 1999 og helt fjernet i 2003. Herefter begyndteen normalisering af forholdet til de vestlige lande. Men som følge af den planøkonomiskeperiode og sanktionerne er Libyen i dag én af de mindst diversificerede olieøkonomier i verden(72 pct. af BNP og 95 pct. af eksporten kommer fra olieindtægter), ligesom Libyen på grund afmanglende investeringer først nu kan begynde at øge olieproduktionen op mod sin tidligerehøjeste produktionskapacitet på ca. 3 mio. tønder pr. dag.Libyen lider under det paradoks både at have en meget høj arbejdsløshed på ca. 25 pct., særligtblandt unge, og 1,5-2 mio. gæstearbejdere. Det skyldes blandt andet, at uddannede libyere ikke6

tager manuelt arbejde i bl.a. oliesektoren, mens resten af økonomien ikke er udviklet nok til atkunne beskæftige dem. Størstedelen af arbejdsstyrken er derfor beskæftiget i den ineffektiveoffentlige sektor, og regeringen har søgt at mindske arbejdsløsheden ved at gennemtvingeansættelseskrav (mindst én libyer for hver udlænding) overfor udenlandske virksomheder iLibyen. Verdensbanken vurderer, at der kræves en vækst i ikke-olie økonomien på mindst 6,5pct. per år for at begynde at reducere denne arbejdsløshed. Det var først i 2009, at denne ratemed massive investeringer i servicesektoren steg til ca. 6 pct. Dette misforhold har skabt enrække sociale spændinger, der blandt andet i januar 2011 førte til uroligheder, der ledte op tilselve opstanden i februar.

Stammeforhold og geografi

Libyen regnes med over 140 forskellige stammer normalt som ét af de mest stammeopdeltesamfund i den arabiske verden. Stammerne har traditionelt været en væsentlig kilde til kollektivsikkerhed og fungeret som socialt sikkerhedsnet, ligesom stammerne har været en vigtig kanaltil at sikre deres medlemmer jobs i folkekomiteerne, staten og hæren. Mange vurderer, atstammerne i takt med den socioøkonomiske udvikling og vandringen fra land til by betyderrelativt mindre end tidligere. Men det libyske samfund mangler politiske partier,interesseorganisationer eller andre civilsamfundsgrupper, der kan samle og støtte libyerne. I enopbrudstid som denne synes stammerne derfor at have styrket deres funktion somreferenceramme for libyerne og kan få øget politisk betydning.Alle de største stammer er tilsyneladende overgået til oprørerne, herunder den største Warfalla-stamme med ca. 1 mio. medlemmer, som står stærkt omkring Misrata, Zintan-stammen, somhar base ved Zintan syd for Tripoli, Tarhuna-stammen også med ca. 1 mio. medlemmer, ogZuweya-stammen, som står stærkt i øst. Der er en række stammer i midten af landet, der harundgået at tage for håndfast stilling. Kun to mindre stammer regnes fortsat med at stå fuldt bagGaddafi; hans egen Gaddafa-stamme fra Sirte og Magariha-stammen, der findes i det centraleog vestlige Libyen.

Politisk landskab

Gaddafi kom til magten i 1969 ved et militærkup mod kong Idriss al-Senoussi. I Libyen underGaddafi er regerings- og administrationssystemet decentraliseret og centraliseret på samme tid.Gaddafi indførte i 1977 ”et direkte folkestyre” - The Great Socialist People´s Libyan ArabJamahiriya - og nedfældede sine tanker herom i sit politisk-ideologiske værk, den ”GrønneBog”. ”Folkestyret” er ideologisk baseret på en blanding af socialistiske og islamiske teoriertilsat stammetraditioner og består af 1.500 kommuner (Mahallat) med egne budgetter ogstyrende organer. De overvåges af 3.000 ”folkekomiteer”, der træder sammen to gange årligt,samt en ”folkekongres” bestående af lederne af folkekomiteerne. Kongressen er den øverstelovgivende institution og fastlægger formelt regeringens og administrationens prioriteter og7

budgetter. Forsvar, sikkerhed, udenrigspolitik, handel, økonomi, energipolitik, social sikkerhedog infrastrukturprojekter styres dog fortsat centralt.Formelt ligger regeringsmagten således hos den enkelte borger, men den reelle ledelse liggerfortsat hos Gaddafi. Han har til gengæld ikke officielt nogen magt, men er revolutionens leder(QaidalThawra)og folkets rådgiver. Det indebærer i praksis, at der er ”et organiseret kaos”, ogat Gaddafi og hans nærmeste familie, de gamle støtter fra revolutionen samt cheferne formilitæret og sikkerhedstjenesterne har udfyldt tomrummet med etde facto-diktatur.Gaddafi harotte sønner og to døtre, hvoriblandt de mest fremtrædende er chefen for det nationalesikkerhedsråd, Mutassim Gaddafi og Seif al-Islam (”Islams Sværd”) Gaddafi.

Opposition

Først efter udviklingen i Tunesien og Egypten er der med etableringen af TNC begyndt attegne sig konturerne af en egentlig opposition inde i Libyen. I Gaddafis ”Grønne Bog” er”allesom engagerer sig i politiske partier forrædere”,og Libyen har 17 sikkerhedstjenester, der effektivt harhindret ethvert tilløb til oppositionelle aktiviteter. Størstedelen af oppositionens ledere ermyrdet, fængslet eller lever i eksil. Ifølge de foreliggende oplysninger blev ca. 1.000 politiskefanger i juni 1996 myrdet i Abu Salim-fængslet, hvilket har sat så dybe spor, at det var én afhovedårsagerne til de første demonstrationer i januar. Som konsekvens heraf har Libyen ikkehaft en organiseret opposition eller et civilsamfund i selve Libyen. Denne har primært eksisteretsom eksilgrupper med forskelligt grundlag: Religiøse, socialister, monarkister og liberale. En delaf eksiloppositionen har organiseret sig i London og USA i ”National Front for Salvation ofLibya” (NFSL). En anden gruppe er ”National Union for Reform” (NUR), der ledes af lægenog systemkritikeren Idriss Boufayed. Han hjemvendte fra sit 16-årige eksil i Schweiz i 2006 påopfordring fra Gaddafis søn Seif al-Islam Gaddafi, men blev trods løfter om frit lejde fængslet.Efter oprøret i februar 2011 er en ny organiseret indenlandsk opposition begyndt at voksefrem:Det Nationale Overgangsråd (Transitional National Council – TNC) blev officielt dannet den5. marts 2011 og fremstod som en løst sammensat gruppering. Ifølge eget udsagn tilstræberTNC en bred geografisk repræsentation, hvor hver libysk by tildeles fem pladser. Ifølge TNCbestår rådet af 31 repræsentanter, hvoraf kun 11 er offentligt kendte. Rådets medlemmer er,ifølge TNC, repræsentanter fra forskellige stammer, mytteri-enheder fra hæren, religiøse ledere,personer, der tidligere var tilknyttet styret (eksempelvis diplomater) samt ungedemokratiforkæmpere. Rådet ønsker angiveligt at have kvinder og mindretal, herunder berbere,repræsenteret. Der er ikke tegn på, at terroristgrupper, som kun findes i meget begrænsetomfang i Libyen (se nedenfor), skulle være repræsenteret i rådet.Rådet ledes af tidligere justitsminister Mustafa Abdul Jalil. Frankrig anerkendte officielt TNCden 10. marts 2011 som den legitime repræsentant for det libyske folk. Storbritannien erklærede8

samme dato TNC for en politisk dialogpartner (”validinterlocutor”)- en linje også EUefterfølgende har støttet. Endvidere har Qatar og Italien anerkendt TNC som den enestelegitime samtalepartner. En række lande, herunder USA, har etableret forbindelser til eller harudtrykt støtte til TNC.TNC udnævnte en overgangsregering den 23. marts 2011 med den amerikansk-uddannedeMahmoud Jibril som overgangspremierminister og Ali al-Essawi som udenrigsminister. De varansvarlige for de internationale kontakter med henblik på at opnå en flyveforbudszone overLibyen. TNC’s militære styrker ledes af en tidligere hærchef i den libyske hær, Khalifa Haftar.TNC er først og fremmest forenet om det fælles mål at få Gaddafi fra magten, men arbejderendvidere på at etablere et politisk grundlag for sit virke. Ifølge TNC selv er der enighed blandtrådets medlemmer om det overordnede mål: At indføre et demokratisk og civilt libysk styremed hovedstad i Tripoli efter parlamentarisk model og med en forfatning baseret påmagtdeling, grundlæggende friheder og ligebehandling af kønnene. Islam skal være denofficielle religion, men styret skal være sekulært. Den 29. marts 2011 præsenterede TNC enottepunkts ”vision for genopbygning af den demokratiske libyske stat”. Heri forpligtede TNCsig til at skabe (muligheder for):--------En forfatning, der klart definerer institutioner og sikrer magtadskillelse,Politiske partier, fagforeninger, ngo’er, mv.,En stat baseret på politisk pluralisme,Stemmeret og ret til at lade sig vælge,Ytringsfrihed,Respekt for religion, og troen på fred, sandhed, retfærdighed og lighed,Politisk demokrati og social retfærdighed, ogRespekt for Libyens naboer og region, samt folkeretlige principper.

Der har efter TNC’s dannelse været flere eksempler på uoverensstemmelser mellem ledendepersoner i rådet. Men TNC har øjensynligt, trods omstændighederne og dets korte levetid,evnet at løse dem. En evt. langvarig krise vil formentlig øge presset på TNC, vanskeliggørekonsolidering af rådet som politisk institution og derved give Gaddafi-regimet nye politiskemuligheder.Flere oppositionsgrupper støtter TNC. "National Conference for the Libyan Opposition"(NCLO) består af syv libyske oppositionsgrupper, der i juni 2005 i London gik sammen om atdanne paraplyorganisationen The National Conference for the Libyan Opposition (NCLO)med henblik på at arbejde for at fravriste Gaddafi magten, danne en overgangsregering ogetablere en demokratisk stat. Ifølge medierapporter støtter NCLO op om TNC. Det er svært atvurdere NCLO’s størrelse og indflydelse. ”The National Front for the Salvation of Libya”9

(NFSL) ledes af Ibrahim Abdulaziz Sahad og består af tidligere officerer fra den libyske hær.Også NFSL støtter, ligesom NCLO, op om TNC.Det Muslimske Broderskab (MB) findes også i Libyen. Også MB har løbende været forfulgt afGaddafi-styret, men flere hundrede medlemmer blev løsladt fra fængsel i 2006 efter indgåelse afen aftale med Gaddafi. Gruppen er kendt for sine fredelige protester og for sit sociale arbejdemed fattige. Gruppens mest prominente medlem, dr. Abdulmonem Hresheh, bor i London.Han angiver, at gruppen har flere tusind medlemmer. MB har under opstanden tagetoprørernes parti og tilkendegivet aktiv støtte til overgangen til en demokratisk proces.Endvidere er der øjensynlig en række personer og stammeledere, der forsøger at holde signeutrale i forhold til Gaddafi-regimet og TNC, eller som har skiftet position undervejs, dels forat sikre deres position uanset udfaldet af konflikten, dels fordi processen med dannelse af enorganiseret opposition kun har stået på i meget kort tid. Det må formodes, at der blandt dissefindes kræfter, der vil kunne medvirke til at spille en positiv rolle, når og hvis der kommermomentum om en inklusiv national politisk proces.

Væbnede styrker

De libyske væbnede styrker omfatter samlet 76.000 mand, heraf 50.000 mand i hæren. På grundaf Gaddafis frygt for at der ville udvikle sig alternative magtbaser, har hæren reelt været opdelt ilavere-prioriterede ordinære enheder og i højt-prioriterede eliteenheder omkring Tripoli og Sirteledet af hans sønner eller af nogle af hans nærmeste støtter. I de seneste år har militær-udgifterne i Libyen været blandt de laveste i regionen (1,71 mia. USD i 2009). De flesteregulære enheder (samlet ca. 25.000 mand) er baseret på værnepligt. Den bedste ”regime-enhed” i hæren vurderes at være den 32. brigade (”Khamis”), opkaldt efter Gaddafis søn, der erchef for brigaden. Det er denne brigade, der har udgjort kernen i indsatsen mod oprørerne i detvestlige Libyen, herunder særligt i Misrata. Den libyske hær har også et større antal lejesoldaterfra lande i Afrika, som var særligt tæt tilknyttet til Gaddafi personligt. I UNSCR 1973 udtrykteSikkerhedsrådet beklagelse over den fortsatte brug af lejesoldater i Libyen.Den libyske hær råder over et stort arsenal af våben, som bærer præg af det langvarigesanktionsregime. Det meste materiel er af sovjetisk herkomst og af ældre dato, herunder mereend 2.400 kampvogne og over 2.400 stykker artilleri. Gaddafis eliteenheder har det bedstemateriel, fx de mere moderne sovjetisk-byggede T-72-kampvogne, mens andre hærenheder harældre materiel, fx udrangerede T-54/55-kampvogne.Oprørerne har primært fået deres materiel ved at plyndre den libyske hærs lagre. Her fik de fxadgang til tunge maskingeværer, der blev monteret på firhjulstrækkere (de såkaldte”Technicals”) og til SA-7 GRAIL, som er et mandbårent luftværnsmissil af begrænseteffektivitet. Disse formationer har vist sig svage mod Gaddafis tunge pansrede enheder. I takt10

med indførelsen af NFZ+ har Gaddafis styrker øjensynligt ændret operationsmønster til atkopiere oprørernes hurtige og mobile enheder med firhjulstrækkere, men stadig medanvendelse af kampstøtte i form af artilleri, raketkastere og morterer. Gaddafis styrker harøjensynligt stadig en fordel i deres evne til at organisere kampen. Denne taktikændring gør detvanskeligere at beskytte civilbefolkningen med fly.

Terroristgrupper

I det nordøstlige Libyen etableredes i 1995 en terroristbevægelse, ”Libyan Islamic FightingGroup” (LIFG), som anses for at have relationer til Al-Qaeda. LIFG bestod primært afhjemvendte libyske Afghanistan-veteraner. I 1995 iværksatte regimet en omfattende kampagnemod gruppen, og i 1999 annoncerede Gaddafi, at han havde ”neutraliseret afghanerne”.Gruppen sendte en del krigere til krigen i Irak, men vurderes i dag kun at udgøre en meget lilleskare i Libyen. I et presseinterview fortalte oprøreren Abdel Hakim al-Hasidi, der selv harkæmpet i Afghanistan, at der deltog enkelte veteraner fra Irak i kampen mod Gaddafi. Devurderes ikke at spille en væsentlig rolle i den aktuelle situation i Libyen, hverken militæret ellerpolitisk.Det er dog nærliggende, at de vil kunne udnytte situationen, hvis urolighederne varer ved, og aten sådan udvikling også vil kunne få andre terrorgrupper, herunder Al-Qaeda i Maghreb, ogkriminelle bander involveret i menneskesmugling og narkohandel, som er aktive i Sahel-regionen, til at øge deres interesse for Libyen, dels som mål, dels som operationsbase.

Menneskerettighedssituationen

Gaddafi-regimet har systematisk krænket grundlæggende menneskerettigheder. Der er tale omudbredt anvendelse af tortur, arbitrære anholdelser, forsvindinger og summariske henrettelser.Der er ingen sikret ret til en retfærdig rettergang. Dertil kommer indskrænkninger afytringsfrihed, pressefrihed, forsamlings- og foreningsfrihed samt udbredt forskelsbehandling(særligt af kvinder, gæstearbejdere og minoriteter). Desuden er landet plaget af korruption.FN’s Menneskerettighedsråd behandlede senest Libyen i november 2010, hvor detkonkluderedes, at man i fremtiden burde fokusere på bekæmpelse af dødsstraf og tortur,fremme af ytringsfrihed samt etablering af en national menneskerettighedsinstitution.I 2011 er menneskerettighedssituationen drastisk forværret og Sikkerhedsrådet har medUNSCR 1970 henvist situationen til Den Internationale Straffedomstol (ICC). Endvidere harSikkerhedsrådet med UNSCR 1973 fordømt grove og systematiske menneskerettigheds-krænkelser, vold mod og intimidering af journalister og udtrykt bekymring for at udbredte ogsystematiske angreb på civilbefolkningen kunne udgøre forbrydelser imod menneskeheden.

Humanitær situation

Kampene fortsætter i det vestlige Libyen, og situationen er særligt bekymrende i Misrata, hvortusindvis af mennesker er strandet uden fødevarer og elektricitet. Store grupper af civile erfanget imellem de kæmpende. ICRC er nu til stede i både øst og vest med 20 lokalemedarbejdere og et kontor i hhv. Benghazi og Tripoli. Kontoret i det vestlige Libyen blevoprettet den 14. april efter at ICRC havde opnået tilladelse fra Gadaffi til at arbejde i deområder, som er under regeringstroppernes kontrol. FN er foreløbig ikke til stede i Misrata.Viden om den humanitære situation under krisen i Libyen har hidtil været yderst begrænsetgrundet meget store vanskeligheder med at få adgang til sårbare og konfliktramte grupper iregeringskontrollerede områder. Indtil nu har man således primært baseret den løbende analysepå sporadiske interviews, som internationale humanitære organisationer har gennemført medudrejsende migranter. Der er bl.a. modtaget underretninger om fødevaremangel og ikke mindstom forskellige former for overgreb mod især gæstearbejdere og flygtninge fra Afrika syd forSahara. Det vides endvidere, at en del byer i de nordvestlige egne er blevet delvist ødelagt afkamphandlinger, ligesom der er udbredte problemer med ueksploderet ammunition m.v..Endelig formodes det, at der er tusindvis af internt fordrevne fra de områder, der er eller harværet direkte berørt af kamphandlinger. Der har til gengæld ikke været tale om egentligebevægelser af libyske flygtninge på tværs af grænserne til nabolandene.Internationale nødhjælpsorganisationer har indtil for nylig kun været i stand til at leverefødevarer og anden nødhjælp til de oppositionskontrollerede områder i den østlige del aflandet. Det er primært sket gennem transporter over land fra den egyptiske side, hvorved dethar været muligt at bistå bl.a. mindre grupper af internt fordrevne med fødevarer og andennødhjælp. I første halvdel af april måned er det imidlertid lykkedes at få flere skibsladningermed nødhjælp ind i havnebyen Misrata, som gennem længere tid har været ramt afkamphandlinger. Dermed er forsyningerne til mindst 50.000 mennesker i byen sikret i over enmåned. Samtidig har ICRC fået tilladelse fra konfliktens parter til at sende nødhjælpsarbejderetil Zawiyah og andre byer i det nordvestlige Libyen. Dermed kan det internationale samfundsviden om den humanitære situation i disse områder forventes at blive styrket i betragtelig grad ide kommende uger.Der har hidtil blandt nødhjælpsorganisationerne været enighed om, at der ikke var tale om enegentlig humanitær katastrofe i landet. FNs afgående humanitære koordinator Rashid Khalikovvurderer imidlertid, at det sociale net i Libyen nu er i en fremskreden tilstand af nedbrydning,og at sundhedssystemet kun vil kunne fungere 1 - 1½ måned endnu. Ifølge FNsgeneralsekretær kan op til 3,6 millioner mennesker i værste fald få behov for humanitær bistand.

Den humanitære situation i nabolandene

Mere end en halv million mennesker, primært gæstearbejdere, har nu forladt Libyen gennemnabolandene, hvor UNHCR/IOM’s vellykkede evakueringsprogrammer har formået at12

opretholde det nødvendigehumanitære rumi grænseområderne og derved afværget en humanitærkatastrofe. Det oplyses endvidere, at der dagligt fortsat ankommer 2500-3000 til den tunesiskegrænse og yderligere 1.500 til den egyptiske. En betydelig del hidrører fra disse lande og harderfor ikke yderligere behov for støtte. FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, bistårendvidere flygtninge fra tredjelande, der tidligere opholdt sig i Libyen, og som nu har søgttilflugt i nabolandene, herunder især i Tunesien. Ved udgangen af den første uge i april månedomfattede det ca. 2.720 personer, som især hidrører fra Somalia og Eritrea. Mange af disse vartidligere bistået af UNHCR i Libyen, som i alt havde registreret ca. 8.000 flygtninge og ca. 3.500asylansøgere, inden krisen brød ud. Derudover har UNHCR gennem flere år søgt at få adgangtil illegale indvandrere, som var interneret under fængselslignende forhold, men denne indsatsblev stoppet af de libyske myndigheder for mere end et år siden. UNHCR har for nærværendeingen eller kun begrænset information om, hvad der er sket med de flygtninge og asylansøgere,som endnu ikke er nået frem til nabolandene, Malta eller Lampedusa. Det vides heller ikke, omde tidligere kendte interneringscentre fortsat eksisterer.Sideløbende med situationen i Libyen er der siden starten af februar 2011 ankommet 22.861(per d. 6. april) migranter til den italienske middelhavsø Lampedusa. Heraf er 21.000 fraTunesien. D. 6. april kæntrede et skib med næsten 300 migranter og flygtninge få sømil fraLampedusa. Ifølge OCHA druknede ca. 250 mennesker, mens 47 blev reddet. Endelig er dersiden d. 28. marts ankommet i alt 816 migranter og asylansøgere til Malta. Heraf er 411 fraSomalia og 250 fra Eritrea.

Internationale humanitære bidrag i og omkring Libyen

FN’s lyn-appel på 310 mio. USD er nu 39 procent dækket. Appellen repræsenterer etsamarbejde mellem 17 FN organisationer og frivillige nødhjælpsorganisationer. Samlet er USA(46 mio. US$) og EU (45 mio. US$) de største donorer til indsatsen i og omkring Libyen.Danmark har i alt bidraget med 14,3 mio. kr. til krisen i Libyen. Af disse er 10 mio. kr. givet tilUNHCR. De resterende 4,3 mio. kr. er givet til Dansk Røde Kors og Beredskabsstyrelsen.

bevarer landets helhed. Blandt instrumenterne i det politiske spor er udsending af ensærlig repræsentant for FN samt skærpede sanktioner.2.

Et militært spor,

der skal beskytte civilbefolkningen mod yderligere overgreb, herundermed håndhævelse af våbenembargo, håndhævelse af flyveforbudszone samt andrenødvendige tiltag (NFZ+).Herudover er der iværksat en international

humanitær indsats,

der skal bistå dem, der rammesaf krisen.Endvidere har Sikkerhedsrådet henvist situationen i Libyen til

Den Internationale

Straffedomstol (ICC).

Umiddelbart efter vedtagelsen af UNSCR 1973 tilkendegav en snæver kreds af lande, herunderDanmark, på et topmøde i Paris militære bidrag til gennemførelse af det militære mandat iUNSCR 1973. Det var en lille ”fortrops-koalition” bestående af USA, Frankrig, Storbritannienog Danmark, der i praksis muliggjorde hurtig igangsætning af ”Odyssey Dawn” - dén militæreoperation, under amerikansk kommando, der standsede Gaddafi-styrkernes fremrykning iudkanten af Benghazi. Flere andre lande havde i Paris tilkendegivet villighed til at bidragemilitært, men var længere om at formalisere beslutningen og fysisk fremføre militæreressourcer.Det er i dag en koalition bestående af Belgien, Bulgarien, Canada, Danmark, Frankrig,Grækenland, Italien, Nederlandene, Norge, Rumænien, Spanien, Sverige, Tyrkiet, Ukraine,Qatar, UAE, Storbritannien og USA, der varetager det militære spor indenfor rammerne af denNATO-ledede operation Unified Protector, mens en bredere alliance af lande og institutionerbakker op om UNSCR 1973 og 1970 og bidrager i det politiske spor. Denne bredere allianceblev konsolideret på et udenrigsministermøde i London den 29. marts 2011.

civile samt civile beboelsesområder, som er truet af angreb, herunder Benghazi, dog med detforbehold at indsættelse af en besættelsesstyrke på jorden i Libyen udelukkes. Endvidere givesder bemyndigelse til at håndhæve den allerede iværksatte våbenembargo med militæremagtmidler, ligesom der foretages en yderligere stramning af sanktionsregimet over for Libyen.Det danske bidrag vil operere under et robust mandat for magtanvendelse. Udover adgang til atanvende magt i selvforsvar, vil der inden for det givne FN-mandat være adgang til i fornødentomfang at anvende magt til at gennemføre de pålagte opgaver. Det danske bidrag vil væreundergivet folkeretten, herunder den humanitære folkeret.

Responsibility to protect

UNSCR 1973 genkalder i præamblen Libyens ansvar for at beskytte sin befolkning og udtrykkerligeledes Sikkerhedsrådets vilje til at sikre beskyttelse af civile og civile beboelsesområder samtden umiddelbare og uhindrede adgang for humanitær bistand og sikkerhed for humanitærtpersonel. Disse henvisninger skal ses i lyset af den beslutning FN’s stats- og regeringschefer trafi 2005, hvor man i Topmødeerklæringen vedtog princippet om responsibility to protect(”ansvar for at beskytte”/R2P). Dette princip understreger staters eget ansvar for at beskyttederes befolkninger mod visse kvalificerede forbrydelser, og understreger herudover blandtandet, at det internationale samfund er parat til på grundlag af en konkret vurdering at skride tilkollektiv handling gennem Sikkerhedsrådet og i overensstemmelse med FN-Pagtens kapitelVII, såfremt fredelige midler ikke vurderes tilstrækkelige. Med 1973 kan Sikkerhedsrådetdermed siges at have vist sig rede til at leve op til den appel, der ligge i Topmødeerklæringenom responsibility to protect, til at tage de nødvendige skridt for at beskytte civilbefolkningen ogforhindre forbrydelser mod menneskeheden.

International rollefordeling

FN

FN’s sikkerhedsråd har påtaget sig det overordnede ansvar for håndteringen af Libyen-krisenmed UNSCR 1970 og 1973. Sikkerhedsrådet skal løbende have rapporter fra de lande, somgennemfører militære aktioner og må forventes at ville følge udviklingen tæt.FN’s Generalsekretær udpegede den 10. marts 2011 en særlig udsending til Libyen, den tidligerejordanske udenrigsminister Abdel-Elah Mohamed al-Khatib. Med UNSCR 1973 fik al-Khatib,sammen med den Afrikanske Union, et egentligt mæglingsmandat, idet resolutionen støttedehans bestræbelser for at finde en bæredygtig og fredelig løsning på krisen og understregedebehovet for intensiverede bestræbelser for at finde en løsning, som lever op til den libyskebefolknings legitime krav.FN’s Nødhjælpskoordinator, Valerie Amos, har netop udpeget chefen for UNHCR’s afdelingfor ”Donor Relations and Ressource Mobilisation Service”, Panos Moumtzis, som ny15

overordnet koordinator af den humanitære indsats i Libyen. Han er som sådan overordnetansvarlig for etablering af de nødvendige systemer til udarbejdelse og koordinering afbehovsundersøgelser, appeller og konkrete indsatser samt løbende informationsformidlingblandt involverede nødhjælpsorganisationer.

Den Arabiske Liga

Ligaens resolution af 12. marts 2011 med anmodning til Sikkerhedsrådet om et flyveforbud varafgørende for vedtagelsen af UNSCR 1973 og vurderes fortsat afgørende for at fastholde deninternationale opbakning til UNSCR 1973. Gulf Cooperation Council (GCC) var den førstesub-regionale institution, der støttede et flyveforbud over libysk territorium. Også denIslamiske Konferenceorganisation (OIC) bidrager til at skabe moralsk opbakning til UNSCR1973. For alle disse organisationer er det afgørende, at der ikke indgår landtropper i denmilitære indsats. Især den Arabiske Liga vil bl.a. gennem politisk signalgivning samarbejde medFN’s særlige repræsentant. Praktisk hjælp kunne potentielt spille en central rolle i det politiskespor.

Den Afrikanske Union

(AU)AU har i medfør af UNSCR 1973 fået en særlig rolle, idet resolutionen hilser velkommen, atAU’s Højniveau Komité vil besøge Libyen for at facilitere en dialog, der skal føre til de politiskereformer, der er nødvendige for at nå en fredelig løsning på konflikten. AU har vedtaget enkøreplan for den videre politiske proces startende med en våbenhvile, efterfulgt af en inklusivpolitisk dialog, som grundlag for en overgangsproces, der skal lede frem til politiske reformer.AU holdt den 25. marts 2011 et ministermøde, hvor der var hensigt om deltagelse afkonfliktens parter – kun Gaddafi-siden mødte op. AU deltog ikke i udenrigsministermødet iLondon den 29. marts 2011 og har i det hele taget haft svært ved at bringe sinekonflikthåndteringskompetencer i spil. AU’s muligheder begrænses bl.a. af det tætte forholdmellem en række afrikanske lande og Gaddafi. AU blev fx etableret på et topmøde i Gaddafisfødeby Sirte.

EU

Libyens forhold til EU er kendetegnet ved et stort potentiale i kraft af landets geografiskenærhed og fysiske udtrækning, samtidig med at forholdet er markant underudviklet som følge afGaddafis måde at lede landet på. Libyen er således det eneste middelhavsland, som ikke harforhandlet en associeringsaftale med EU, ligesom EU ikke er repræsenteret i Tripoli i form afen EU-delegation.EU spiller allerede en væsentlig rolle i det politiske spor. EU har bl.a. øget presset på Gaddafiog det libyske regime gennem indførelse af sanktioner, som er mere vidtgående end FN-sanktionerne. Sanktionerne skal sikre imod anvendelse af midler placeret i Europa til fortsatundertrykkelse af civilbefolkningen samt sikre, at indtægter fra olie- og gasproduktion ikke16

tilfalder det libyske regime. Samtidig har EU via politiske erklæringer og konklusioner fra bådeUdenrigsrådet og Det Europæiske Råd været toneangivende i forhold til det politiske pres påregimet.EU har gode muligheder for at engagere sig politisk, herunder med Transitional NationalCouncil (TNC). EU er endvidere stærkt engageret i at støtte op om den nye reformdagsorden iMellemøsten og Nordafrika gennem et nyt partnerskab med de sydlige naboer. EU råder i densammenhæng over en række positive incitamenter og støttemuligheder, der vil kunneunderstøtte det politiske spor.Uafhængigt af den politiske løsning vil EU fortsætte med at yde humanitær bistand tilcivilbefolkningen i Libyen. Samtidig forberedes i EU en militær CSDP-operation med fokus påbeskyttelse af civilbefolkningen gennem støtte til humanitære hjælpeorganisationer.Operationen vil kunne effektueres, såfremt der anmodes herom fra FN’s side.

NATO

NATO overtog den 31. marts 2011 det fulde ansvar for den militære indsats efter koalitionen(Operation Odyssey Dawn), herunder håndhævelse af flyveforbudszonen samt en brederemilitær indsats for at beskytte den libyske befolkning mod yderligere overgreb. NATO-rådetvaretager den politiske ledelse af operationen (Operation Unified Protector), mens NATO’sSupreme Allied Commander Europe varetager den militære ledelse. Bidragydende lande udenfor NATO inddrages efter samme modus som ved ISAF, hvor operationelle partnere har enrolle i ”decision shaping” (dvs. at det er reglen, at Alliancens drøftelser om den operativeindsats altid foregår med de aktuelle partnere). Den mere detaljerede planlægning oggennemførelse af operationen varetages af Joint Force Command i Napoli med underlagtehovedkvarterer i NATO’s kommandostruktur.Operationens formål er at implementere relevante dele af UNSCR 1973 fuldt ud vedanvendelse af den nødvendige militære magt - indledningsvis for en periode på op til tremåneder. Alliancen søger bred inddragelse af eksterne bidragsydere, herunder især regionaleaktører, i operationen. NATO vil bidrage inden for:Håndhævelse af våbenembargo.Håndhævelse af flyveforbudszonen samt en bredere militær indsats (herunder med angrebmod jordmål) for at beskytte den libyske civilbefolkning (NFZ+).NATO vil, efter eventuel anmodning fra internationale humanitære organisationer, anvendemilitære ressourcer til støtte for en humanitær indsats.

Koalitionen

En gruppe af lande valgte at gå i spidsen med konkret handling for at gennemføre UNSCR1973. Den 19. marts 2011, umiddelbart efter vedtagelsen af UNSCR 1973, mødtes 18 lande ogtre internationale organisationer til et topmøde i Paris, hvor de vedtog at gennemføre UNSCR1973, herunder med militære midler og enedes om behovet for hurtig handling. Danmark varrepræsenteret ved statsminister Lars Løkke Rasmussen. Desuden deltog FN, EU og DenArabiske Liga, Frankrig, Spanien, Tyskland, Canada, Qatar, Polen, Italien, Grækenland, Norge,Belgien, Storbritannien, Nederlandene, Irak, De Forenede Arabiske Emirater, USA, Jordan ogMarokko. På baggrund af folketingsbeslutning B89 kunne Danmark, tillige med en begrænsetkreds bestående af bl.a. Frankrig, Storbritannien og USA, Qatar og Canada, umiddelbarttilkendegive et militært bidrag.I forlængelse af Paris-mødet påtog USA sig i den indledende fase en ledende rolle i det militærespor og stod i spidsen for Operation Odyssey Dawn. Det danske bidrag blev den 20. marts2011 indledningsvis indsat i rammen af Operation Odyssey Dawn under amerikanskkommando sammen med blandt andet bidrag fra Storbritannien og Frankrig. USA bidrog tilkoalitionen med fly, maritime enheder og en komplet kommandostruktur under ledelse af denamerikanske Africa Command i Stuttgart (Tyskland). Efter NATO’s overtagelse afoperationerne i Libyen fortsætter USA med at stille vitale kapaciteter inden for bl.a. efterretningog elektronisk krigsførelse til rådighed. USA har også spillet en rolle i det politiske spor,herunder ift. at lægge pres på Gaddafi og føre en dialog med Transitional National Council(TNC).Den 29. marts 2011 fandt et opfølgningsmøde sted i London. Denne gang med en langtbredere deltagerkreds. Hvor mødet i Paris fokuserede på implementering af UNSCR 1973 medmilitære midler, understregede mødet i London, at konflikten i Libyen ikke kunne løses medmilitære midler alene, og at fokus nu i højere grad måtte sættes på det politiske spor. London-mødet, hvor Danmark var repræsenteret ved udenrigsminister Lene Espersen, leverede etvigtigt resultat i form af international konsensus og opbakning til indsatsen. Der var såledesstøtte til NATO’s rolle og fortsættelse af de militære operationer, indtil Gaddafi-styret efterleverkravene i UNSCR 1973. Det meget klare signal fra London var, at deltagerne i foreningarbejder for et Libyen, der ikke udgør en trussel for sin egen befolkning og for regionen merebredt, samt for at give det libyske folk mulighed for at vælge sin egen vej frem mod en fredeligog stabil fremtid. Formatet for en Libyen-kontaktgruppe, der skulle følge op på dennemålsætning blev fastlagt.Kontaktgruppen består af ca. 20 lande, hertil kommer FN og regionale organisationer.Danmark deltager i kontaktgruppen på vegne af de nordiske og baltiske lande i enrotationsordning med Norge og Sverige. Gruppens første møde fandt sted i Doha den 13. april2011.18

Den Internationale Straffedomstol (ICC)

Med UNSCR 1970 og i medfør af FN Pagtens kapitel VII henviste Sikkerhedsrådet situationeni Libyen til Den Internationale Straffedomstol (ICC). ICC’s chefanklager, Louis Moreno-Ocampo, har allerede tilkendegivet, at han mener at have grundlag for at gå videre medkonkrete sager. Inden for kort tid forventes Ocampo at kunne anmode ICC’s dommere omudstedelse af eventuelle arrestordrer. Danmark lægger vægt på, at der ikke er straffrihed for dealvorligste forbrydelser, og at alle lande efterlever deres forpligtelser i henhold til UNSCR 1970og Romstatutten.Ocampo aflægger rapport til Sikkerhedsrådet den 4. maj 2011.

Danske interesser i LibyenDanmarks udenrigspolitik i forhold til Libyen tager udgangspunkt i universelle værdier omdemokrati, retssikkerhed og respekt for menneskerettighederne og ansvaret for at beskyttecivile og yde humanitær bistand. Danmarks interesser i Libyen er hovedsageligt generelle,humanitære og værdipolitiske og har sigte på at støtte reformer, hindre overgreb ogflygtningestrømme og forebygge, at der opstår svage stater, som kan blive arnested for uro ogterrorisme. Danmark har desuden generelt en interesse i at udvikle positive internationalesamarbejdsrelationer, herunder indenfor handel.

Udvikling i regionen med demokrati og frihed

Den danske regering har fra starten støttet op om det krav om frihed og demokratiskereformer, der har rejst sig fra store befolkningsgrupper og navnlig unge i Libyen og en rækkeandre arabiske lande i forbindelse med det arabiske forår. Den politik ligger i forlængelse af denlangsigtede danske udenrigspolitik for regionen, herunder Partnerskab for Dialog og Reform(PDR), der har til formål at samarbejde med reformkræfter i regionen, og er senest blevetstyrket med etableringen af en ”Frihedspulje”, der har til formål at styrke demokratiskereformer i udviklingslandene. I den forbindelse lægger regeringen vægt på regionensbefolkningers ret til selvbestemmelse og til selv at vælge deres ledere. Regeringen har opfordreten række regeringer og ledere til at respektere ytringsfriheden, herunder at tillade pressen atkunne arbejde frit, lytte til deres befolkninger og undgå voldsanvendelse for at bevaregrundlæggende legitimitet.Der er igangsat vigtige reformprocesser i bl.a. Tunesien og Egypten, som den danske regeringønsker at bakke op om. Danmark har interesse i, at reformprocesser i regionen fører til øgetdemokrati og frihed, der på sigt kan øge velstand og stabilitet i regionen og styrke opbakningentil universelle værdier og rettigheder til gavn for verdenssamfundet og den globale økonomi.Derfor lægger den danske regering vægt på, at det internationale samfunds håndtering afsituationen i Libyen sender et klart signal til autokratiske ledere om, at folkelige reformkrav erlegitime, og at overgreb imod civilbefolkningen ikke er en farbar vej.19

Opretholdelse af internationale retsprincipper

Danmark arbejder for opretholdelse af internationale retsprincipper, herunder for globalrespekt for menneskerettighederne og folkeretten. Det er i Danmarks interesse, at alle landebidrager hertil, og at ”sorte pletter på landkortet” ikke får lov til at vokse frem. Fra dansk sidehar man endvidere lagt vægt på at støtte, at det internationale samfund optræder ansvarligt i deekstraordinære situationer, hvor der består fare for omfattende og alvorlige overgreb modcivilbefolkningen, jf. FN Topmødeerklæringen fra 2005 om”Responsibility to Protect”.I lyset af de libyske myndigheders omfattende og meget alvorlige overgreb mod landetscivilbefolkning har regeringen bakket op om UNSCR 1973, der har fokus på at beskytte denlibyske befolkning mod yderligere overgreb. Dette fokus på beskyttelse af civilbefolkningen varudgangspunktet for folketingsbeslutning B89 om et dansk militært bidrag til en internationalmilitær indsats i Libyen under henvisning til UNSCR 1973 og 1970. Danmarks engagement skalsåledes ses dels som et videregående politisk og humanitært engagement, dels som et bidrag tilgennemførelse af Sikkerhedsrådets resolutioner.

Sikkerhed og stabilitet

Danmark har interesse i, at Libyen bidrager til global og regional sikkerhed og stabilitet både iAfrika syd for Sahara og i Den Arabiske Verden og omkring Middelhavet. Herunder ved atrespektere internationale aftaler og retsnormer, bidrage til bekæmpelse af terrorist-organisationer, udøve territorial kontrol og medvirke til at regionale og internationaleorganisationer, herunder AU og Den Arabiske Liga, spiller en aktiv rolle for at skabe stabilitet.

Dialog

Danmark lægger vægt på samarbejdet i Alliance of Civilisations og dialogen mellem kulturer. Iden forbindelse lægger den danske regering vægt på en styrket dialog og kulturel udvekslingmed lande med muslimske befolkninger, der skal medvirke til at modvirke fordomme ogstereotyper og marginalisere og forebygge radikale synspunkter. Dette arbejde foregår bl.a.inden for rammerne af Partnerskab for Dialog og Reform (PDR) og Danmarks publicdiplomacy-indsats i forhold til lande med muslimske befolkninger. Danmark har i densammenhæng interesse i en styrket dialog med Libyen.

Handel og økonomisk samarbejde

Danmark arbejder for at skabe gode betingelser for fri handel og har dermed også interesse i, atder indgås en frihandelsaftale med Libyen, og at landet tilslutter sig WTO. Danmarks eksport tilLibyen beløb sig i 2010 til ca. 254 mio. kr. Danmarks import fra Libyen er meget begrænset.Danmark har frem til 2009 forhandlet med Libyen om indgåelse af en aftale om investerings-beskyttelse. EU-Kommissionen har imidlertid med Lissabontraktaten fået kompetence på detteområde, og fremover forventes arbejdet med dette spørgsmål at foregå i EU-regi som led i20

forhandlingerne om en frihandelsaftale. EU har siden 2008 arbejdet på etablering af enfrihandelsaftale med Libyen; forhandlingerne blev suspenderet i lyset af situationen i landet den23. februar 2011. EU’s engagement er særligt derved, at Libyen ikke er medlem af WTO.

Ansvarlig migrationspolitik

Det er i Danmarks interesse, at EU’s nabolande medvirker til en ansvarlig migrationspolitik. Idecember 2005 vedtog EU og AU at iværksætte en migrationsdialog, herunder at afholde etministermøde, som fandt sted i 2006 i Tripoli. Mødet havde fokus på såvel migrationenspositive virkninger for udviklingen og opnåelsen af 2015-målene som på udfordringerne i formaf illegal migration og flygtningestrømme.I december 2006 vedtog det Europæiske Råd”A Comprehensive European Migration Policy”,derudvidede indsatsområdet til også at inkludere indsatser øst og sydøst for Europa. I 2008 blevder indledt forhandlinger om en rammeaftale mellem Libyen og EU. Der har indtil videre væretafholdt 10 forhandlingsrunder, inden forhandlingerne blev suspenderet i februar 2011. UnderEU’s Naboskabsprogram er der blevet gennemført et vist økonomisk og teknisk samarbejde,der primært vedrører bekæmpelse af HIV/AIDS i Benghazi, og migration. For så vidt angårmigrationsdelen har EU finansieret nogle enkelte programmer under AENEAS-programmet.

Mål for den danske indsats i LibyenMålet med Danmarks engagement i forhold til Libyen er først og fremmest at standse vold ogovergreb på civile og sikre, at befolkningen får adgang til humanitær hjælp. Det første mål søgespå kort sigt udvirket, gennem at bidrage til den militære indsats.Det andet mål søges nået gennem bidrag til den humanitære bistand i samarbejde medinternationale nødhjælpsorganisationer.Samtidig vil Danmark i det politiske spor arbejde for, at det libyske folk selv kan bestemme detsegen fremtid og derfor understøtte en politisk proces, som gennem dialog leder til politiskereformer, der kan føre til en bæredygtig, fredelig og demokratisk fremtid for Libyen. Et hurtigt21

gennembrud i det politiske spor vil sandsynligvis kunne medvirke til at skabe sikkerhed forcivilbefolkningen.Danmark ønsker, at et stærkt, velstående og samlet Libyen skal blive en positiv kraft i regionenog bidrage til stabilitet på det afrikanske kontinent og i Middelhavsregionen. Danmark ønskeren fremtid, hvor Libyen sammen med andre lande i regionen bidrager til global vækst ogsamarbejder med Danmark og andre internationale partnere om at løse globale udfordringer.Dette mål søges nået dels gennem støtte til en langsigtet stabiliseringsindsats og nationalforsoning i Libyen og dels gennem opbakning til igangsatte reformprocesser i regionen generelt.

Med et stærkt bidrag til gennemførelse af UNSCR 1973 og 1970 arbejder Danmark for, at detmilitære bidrag og humanitær bistand hurtigt overflødiggøres. Det er således klart, at Danmarksmilitære bidrag sker indenfor rammerne af UNSCR 1973 med sigte på beskyttelse af civile ogdermed ikke i sig selv har til formål at forfølge andre politiske mål, herunder at fremkalde etregimeskift. På det grundlag agerer Danmark i det militære spor indenfor rammerne af NATO-operationen Unified Protector sammen med de andre deltagere i koalitionen.Det politiske spor skal ses i kontekst af den seneste udvikling i en række lande i Nordafrika ogmå, foruden Gaddafi-regimets afgang, som forudsætning for en politisk løsning på baggrund afdemokratiske reformer, forventes at omfatte en længerevarende transitionsproces og enstabiliseringsfase. Det danske engagement vil tage udgangspunkt i og understøtte det politiskespor, der er lagt i UNSCR 1973 og 1970, med dialog om politiske reformer og pres gennemsanktioner og vil foregå indenfor den bredere internationale alliance, der konsoliderede sig påudenrigsministermødet i London. Danmarks forhold til Libyen rækker således ud overrammerne i UNSCR 1973 og vil på sigt dels udfoldes indenfor rammerne af EU’s samarbejdemed de sydlige naboer, dels indgå i Danmarks bilaterale politik i forhold til regionen, ogudvikles i takt med udviklingen i Libyen.

Danmark vil:

Bidrage til internationale bestræbelser på at gennemføre både de militære og de politiskeaspekter af sikkerhedsrådsresolutionerne om Libyen.Bakke op om de mandater, der er givet til FN, NATO, AU og ICC.Prioritere EU's rolle med hensyn til at bidrage til en langsigtet løsning.Engagere sig aktivt i det politiske spor som grundlag for en bæredygtig demokratiskløsning.Koordinere sin indsats med andre centrale internationale aktører især medlemmerne afLibyen-kontaktgruppen, herunder Den Arabiske Liga, som fortsat spiller en vigtig rolle.Sikre samtænkning af den danske indsats i Libyen mellem de fire hovedspor ogvæsentligste aktører.Sikre information igennem offentlig kommunikation og public diplomacy.

Det politiske sporLøsningen på krisen skal findes i det politiske spor, som nu skal i fokus. Derfor vil Danmarkarbejde for, at internationale aktører, herunder ikke mindst FN, forstærker deres bestræbelserfor at skabe politisk fremdrift.En forudsætning for succes er, at libyske aktører selv kommer i førersædet og skaber stabilitetgennem en inklusiv politisk proces, der kan præsentere fremtidsperspektiver/exitstrategier frakonflikten for alle væsentlige grupperinger og ikke efterlader væsentlige samfundskræfter i enspoiler-rolle.En inklusiv politik kan føre til ophør af den væbnede konflikt og fremme nationalforsoning. Politiske reformer kan hjælpe til at skabe mekanismer, der kanaliserer forskelligelibyske interesser i en fredelig proces.Tilkendegivelser fra den libyske regering har klart indikeret, at Gaddafi-regimet hidtil ikke harværet indstillet på hverken politiske reformer, inklusiv proces eller en dialog med udgangspunkti internationale retsprincipper. Samtidig har Transitional National Council (TNC) sendt stærkesignaler om ikke at ville forhandle med Gadaffi-regimet, men nok med andre kræfter i landetknyttet til det tidligere styre. TNC fremstår aktuelt som den politiske aktør, der har størstpotentiale til at skabe en positiv politisk dynamik, som rækker ud til et bredt udsnit af aktører ilandet. Danmark anerkender i lighed med Det Europæiske Råds beslutning TNC som enrelevant dialogpartner. Det vurderes dog også, at der findes andre politiske aktører (herunderstammeledere, der ikke har valgt side), som potentielt vil skulle involveres for at sikre eninklusiv proces.Foruden den politiske vilje til dialog og en inklusiv politisk proces vil det være afgørende at defremvoksende nye politiske aktører og institutioner kan skabe troværdighed om deres evne til at23

varetage et politisk ansvar, og herunder evner at sikre basale samfundsmæssige funktioner ogforvalte Libyens betydelige råvareressourcer til landets og befolkningens bedste. Dette vilformentlig kræve hurtig og relativt omfattende institutionel støtte.Det er afgørende for fremtidig politiske demokratisk stabilitet, at de kommende forhandlingerom politiske reformer bliver inklusive og ikke på forhånd udelukker store grupper medbaggrund i tidligere støtte til Gadaffi-regimet. Der har været flere prominente afhopninger fraGaddafi-regimet, herunder især udenrigsminister Mussa Kussa. Der har endvidere været enrække forhandlingsmæssige følere - angiveligt også fra medlemmer af Gaddafi-familien. Dettehar ført til overvejelser blandt internationale aktører om en mulig eksilløsning. Som led i detpolitiske spor, vil koalitionspartnerne løbende overveje, hvordan de kan understøtte, atregimenære personer foretager et positivt valg.Et andet meget væsentligt aspekt af den politiske proces vedrører mediernes rolle. Frie medierog adgang til troværdig information om situationen er et vigtigt gode for befolkninger ikrisesituationer og en forudsætning for enhver vellykket politisk proces. Frie og uafhængigemediers rapportering kan medvirke til at give parternes udsagn og intentioner troværdighed. Iden sammenhæng kunne tilladelse til, at udenlandske korrespondenter frit kan rapportere, ogløsladelse af fængslede journalister være et første væsentligt tillidsskabende skridt fra Gaddafi-regimet henimod en våbenhvile. Endvidere vil en fri og ansvarlig presses afdækning ogbearbejdning af hændelsesforløbet spille en væsentlig rolle i en national forsoningsproces og iforbindelse med en politisk reformproces.Da pressefrihed stort set har været ikke-eksisterende i Libyen og stadig er det i områder, derkontrolleres af regeringen i Tripoli, er der et akut behov for at støtte pressefriheden i Libyen.Den danske regering vil derfor arbejde for at klare standarder for pressefrihed inddrages som etelement i den politiske dialog med libyske aktører, og vil desuden etablere kontakt til og støtteop om fremvæksten af frie libyske medier som en hurtigtvirkende stabilitetsskabende indsats.Denne indsats vil være efterspørgselsdrevet og vil kunne indeholde elementer som støtte tillovgivning, journalisttræning og projektstøtte.Danmark vil prioritere indsatsen via EU og arbejder for, at EU i samarbejde med FN, DenArabiske Liga og Den Afrikanske Union intensiverer arbejdet på at etablere betingelserne foren politisk løsning på krisen. Som del heraf bør EU intensivere sin dialog med TNC, som EUpå Det Europæiske Råd den 11. marts 2011 besluttede at betragte som en politisksamtalepartner, og som bl.a. EU’s udenrigsrepræsentant tidligere har haft kontakter til. Samtidigbør EU stille sig åben for kontakter til repræsentanter for det etablerede regime, såfremt degennem konkret handling demonstrerer vilje til reelle forhandlinger om en politisk løsning ioverensstemmelse med UNSCR 1973.24

Til at facilitere dialogen fra EU’s side og opbygge kontakter arbejder Danmark for, at EUudnævner en særlige udsending for Libyen. Den særlige udsending bør samtidig repræsentereEU i Kontaktgruppen for Libyen, side om side med repræsentanter fra de mest involveredemedlemsstater.EU bør, så snart forholdene tillader det, igangsætte støtte til det libyske civilsamfund baseret påerfaringerne fra bl.a. det Europæiske Menneskerettighedsinstrument. Der skal gøres en særligindsats for at engagere de grupper, hvis tilgang ellers kan falde ud i retning af ikke-demokratiskekræfter, herunder gennem en målrettet dialogindsats.

Danmark vil:

Fastholde fokus på befolkningen med menneskerettighederne som det drivende motiv fordanske indsatser og herunder arbejde for, at alle parter overholder humanitære love ogrespekterer menneskerettighederne.Være fortaler for politiske dialogprocesser, som bygger på bred inklusion som grundlag forbæredygtigt og demokratisk stabilitet.Prioritere EU’s indsats og arbejde for, at EU engagerer sig og bidrager til at etablere enpolitisk løsning på situationen, herunder gennem tætte EU-kontakter til aktører i Libyen.Understøtte FN’s og AU’s dialogbestræbelser ved bl.a. at yde et bidrag fra Globalrammen tilFN’s særlige udsendings arbejde.Udbygge kontakter til Transitional National Council (TNC) for at opnå større kendskab tilrådets arbejde og planer samt undersøge, hvordan Danmark og EU kan bidrage tiletablering af et politisk tyngdepunkt for den politiske proces. Samtidig vil Danmark søge atafdække det politiske landskab i Libyen med henblik på at engagere andre politiske kræfter,der kan bidrage til at bringe Libyen ud af krisen.Med FN og EU fastholde sanktioner og politisk pres mod Gaddafi og kredsen omkringham.Udsende en dansk diplomatisk mission til Libyen for at få øget kendskab til libyske aktørerog overveje muligheder for at støtte TNC med henblik på at fremme en inklusiv politiskproces.Arbejde for, at pressefrihed bliver et centralt element i den politiske proces og støttepressefrihed i Libyen.Arbejde for at FN og evt. EU hurtigt kan tilbyde institutionsstøtte til TNC og andrerelevante libyske institutioner.Tilbyde relevante libyske aktører samarbejde med udgangspunkt i principperne forPartnerskab for Dialog og Reform (PDR) og vil evt. kunne aktivere Frihedspuljen tilmålrettede indsatser.Arbejde for, at EU skaber positive incitamenter for fremdrift i den politiske proces.25

Det militære bidrag til UNSCR 1973Den internationale militære indsats har overordnet til formål at hindre yderligere overgreb påcivilbefolkningen inden for det mandat, der følger af UNSCR 1970 og 1973. Målet for dendanske militære indsats er at bidrage til håndhævelse af UNSCR 1973, indtil det er vurderingen,at målsætningen i UNSCR 1973 er opfyldt, og der ikke længere er en overhængende fare forsystematiske overgreb på civilbefolkningen.På baggrund af vedtagelsen af UNSCR 1970 og 1973 besluttede Folketinget natten mellem den18. og 19. marts 2011 (B-89) enstemmigt at stille fire danske kampfly til rådighed for eninternational militær indsats i Libyen mhp. at beskytte civilbefolkningen. De danske fly blevallerede den 19. marts 2011 om morgenen deployeret til Sigonella-basen på Sicilien, hvorfra deindledningsvis blev indsat i Operation Odyssey Dawn som del af den amerikansk lededekoalition. Den 20. marts 2011 – mindre end 72 timer efter vedtagelse af UNSCR 1973 – blev dedanske kampfly indsat i operationer i Libyen. Der er tale om et meget hurtigt dansk militærtengagement. Det danske bidrag kom hurtigt på plads på Sigonella-basen på Sicilien og har heretableret et tæt og velfungerende samarbejde dels med fast stationerede italienske ogamerikanske militære myndigheder på basen og dels med flybidrag fra andre nationer, herunderbl.a. bidrag fra USA og UK. Dette har været medvirkende til, at Danmark kontinuerligt sidenden 20. marts 2011 har kunnet deltage i luftoperationerne over Libyen.I de missioner, som de danske F-16 har deltaget i, er en række mål på jorden i Libyen blevetbombet. Der er udelukkende anvendt GPS- og laserstyrede bomber, der kan ramme mål medstor præcision. En kritisk tilgang til måludpegning og en stor indsats på alle niveauer bidrager tilat undgå civile tab og utilsigtede følgeskader. I den forbindelse skal det blandt andet nævnes, atder – foruden anvendelsen af præcisionsstyrede bomber - foretages en grundig vurdering afrisici for følgeskader i forbindelse med udvælgelsen af mål samt, at piloterne i forbindelse medden enkelte våbenaflevering ligeledes vurderer risici for følgeskader.De danske fly har angrebet faste militære installationer som kommandofaciliteter, bunkere ogvåbendepoter, men også libyske landstyrker, herunder kampvogne, raketkastere, artilleri ogmissilaffyringsramper, der udgjorde en trussel mod den civile befolkning eller koalitionen.De indledende faser i forbindelse med luftoperationer, som de, der er gennemført i Libyensiden den 19. marts 2011, er erfaringsmæssigt meget intense og medfører derfor et højtammunitionsforbrug. Luftoperationerne i Libyen har reduceret Gaddafi-regimets luft- oglandmilitære kapaciteter med henblik på at implementere flyveforbudszonen og standse størreangreb på civilbefolkningen. Intensiteten i de luftmilitære operationer forventes at aftage i takt26

med, at antallet af mål på landjorden reduceres gennem de målrettede angreb fra luften.Erfaringsmæssigt vil ammunitionsforbruget som følge heraf forventeligt falde.De danske fly overgik den 31. marts 2011 til indsættelse under NATO-kommando i OperationUnified Protector. Skiftet skete uden ophør i indsættelsen af de danske fly. Således gennemførtedanske fly den 30. marts 2011 missioner i rammen af Operation Odyssey Dawn og dagen efter,den 31. marts 2011, missioner i rammen af NATO’s operation Unified Protector.

Danmark vil:

Inden for rammerne af FN’s mandat og Folketingets beslutning bidrage til at beskyttecivilbefolkningen mod yderligere overgreb, uanset hvem der måtte begå disse.Fortsat stille danske kampfly til rådighed for den internationale militære indsats i Libyenmed henblik på at understøtte gennemførelsen af UNSCR 1970 og 1973.Arbejde for at fremme regionale aktørers bidrag og støtte til den militære indsats, daregional forankring af den militære indsats er afgørende for operationens legitimitet iregionen.Ikke forsyne oprørsgrupper med våben.I et fastlåst scenarie, hvor der eventuelt måtte vise sig behov for indsættelse af tropperpå landjorden i en fredsbevarende indsats eller til overvågning af en våbenhvile, arbejdefor at regionale organisationer påtager sig et ansvar. Regeringen har jf. B89 ingen planerom at udsende danske landmilitære styrker til Libyen.Støtte op om FN’s retningslinjer af d. 25. marts 2011 om brug af militære ressourcersom støtte for humanitære operationer i Libyen som en sidste mulighed og

kun

efterkonkret anmodning fra de internationale humanitære organisationer.Se på mulighederne for i en senere fase af den internationale indsats at supplere detdanske militære bidrag med andre relevante kapaciteter, fx et sømilitært bidrag.

Humanitær bistandI den udstrækning dele af Libyen fortsat vil være under Gaddafi-regimets kontrol, forventesmulighederne for at yde humanitær bistand og i det hele taget at opnå information om denhumanitære situation at være yderst begrænsede. Libyen er imidlertid et rigt land og har enressourcestærk befolkning. I lyset heraf samt på baggrund af foreliggende oplysninger er detikke vurderingen, at der er tale om en kritisk humanitær situation på linje med den aktuellesituation i Darfur og Elfenbenskysten.Det er naturligvis håbet, at den internationale indsats kan medvirke til at standse krisen oggenskabe trygheden for civilbefolkningen, så flygtningestrømme kan undgås og eventuelle27

internt fordrevne kan vende hjem. På nuværende tidspunkt arbejder det internationalehumanitære miljø imidlertid med yderligere to overordnede scenarier som grundlag for denløbende planlægning: en kraftig udvidelse af konfliktniveauet med meget omfattendeflygtningeproblemer til følge; og alternativt vedvarende væbnede sammenstød på et merebegrænset niveau, men som ikke desto mindre vil resultere i fortsat udrejse af stadigt fleremigranter fra tredjelande m.v. samt intern fordrivelse af et voksende antal mennesker.Det sidstnævnte scenarie er lagt til grund for FN’s seneste lyn-appel, hvor det antages, at derskal ydes humanitær bistand til 400.000 udrejsende migranter samt 600.000 internt fordrevne iområder uden for regeringens kontrol. Appellen vil blive revideret, så snart situationen tilsigerdet, herunder når informationsgrundlaget er styrket.

Danmark vil:

På grundlag af UNSCR 1973 støtte FN’s og Den Internationale Røde Kors Komitesdialog med begge parter for at sikre fri og uhindret humanitær adgang til hele landet ogrespekt for de internationale humanitære love og principper.Støtte en løbende vurdering af de humanitære behov i den udstrækning,adgangsforholdene tillader det.Danmark vil bidrage til den humanitære indsats med fokus på FN’s og InternationaltRøde Kors’ bestræbelser for at beskytte og hjælpe civilbefolkningen, herunder særligtinternt fordrevne og andre sårbare grupper.I tilfælde af en fortsat tilstrømning af migranter og flygtninge til nabolandene vil Danmark:

For et mindre antal flygtninge, som ikke kan opnå den fornødne beskyttelse i nærområdet, vilalternative løsninger skulle findes. FN’s Flygtningehøjkommissariat har allerede varslet et behovfor genbosætning af denne gruppe. Danmark har en kvoteordning for genbosætning afflygtninge, der også omfatter særlige haste- eller sygepladser, som efter konkret vurdering vilkunne finde anvendelse på baggrund af forelæggelser fra UNHCR.Situationen i Nordafrika kan potentielt medføre store migrations- og flygtningestrømme tilEuropa, og man har som anført allerede set de første små tegn herpå. Fra EU’s side arbejdesder på at iværksætte en række konkrete tiltag med henblik på at bistå humanitært i Nordafrika28

og sikre grænsekontrollen i Middelhavsregionen samt at åbne op for fleremobilitetspartnerskaber mellem EU-lande og de nordafrikanske lande. Rådet (retlige og indreanliggender) skal i samarbejde med Kommissionen præsentere en samlet plan for DetEuropæiske Råd inden juni 2011 for udviklingen af kapaciteter til at forvalte migrations- ogflygtningestrømme i Middelhavsregionen og Nordafrika. Både i rådskonklusioner og på mødet iDet Europæiske Råd den 24.-25. marts 2011 har EU og medlemsstaterne erklæret sig rede til atvise konkret solidaritet med de medlemsstater, der er mest direkte berørt afmigrationsbevægelserne, og yde den nødvendige støtte, efterhånden som situationen udviklersig.

Danmark vil:

Støtte, at der udarbejdes en handlingsplan for, hvordan EU hurtigt og effektivt vil kunnetage hånd om migrationsspørgsmålet på koordineret vis.Lægge vægt på, at grænsekontrol skal ske under iagttagelse af regler om internationalbeskyttelse, herunder navnlig princippet om non-refoulement.Støtte, at der udvises solidaritet med særligt berørte medlemsstater via alleredeeksisterende EU-instrumenter, herunder assistance fra FRONTEX, EU’sAsylstøttekontor og EU’s solidaritetsfonde.Støtte muligheden for indgåelse af mobilitetspartnerskaber med interesserede EU-lande,men lægge vægt på, at sådanne partnerskaber også fremover skal baseres på frivillighed.Pege på behovet for at styrke indsatsen for støtte i nærområdet fra EU’s side.

Bidrag til langsigtet stabiliseringErfaringer fra andre konflikter viser, at det er vigtigt, at der allerede nu arbejdes medforberedelse af en stabiliseringsfase med libyske aktører i centrum med henblik på at skabeforudsætningerne for, at det libyske samfund kan komme på fode igen hurtigst muligt efterafslutningen på den militære fase. En vigtig udfordring her vil være udviklingen af institutionellestrukturer også i civilsamfundet, herunder at rette op på fraværet af frie medier. Det erforventningen, at Libyen på baggrund af sin egen økonomiske formåen hurtigt vil kunnebidrage substantielt til finansieringen. Dette vil dog afhænge af muligheden for at fastholde ogforøge olieeksportindtægterne og ikke mindst af, at der etableres institutioner, som hurtigtbliver i stand til at forvalte dem til gavn for befolkningen.Tilbagevenden til hverdagen efter den væbnede konflikt vil være en udfordring for mange –især unge arbejdsløse – der har deltaget i kampen. Reintegration af kombattanter og jobskabelsevil derfor allerede på kort sigt være centrale elementer i en stabiliseringsfase med henblik på atsikre, at bl.a. de unge oprørere indgår i det fremtidige Libyen på en positiv måde. Påmellemlangt sigt vil også rets- og sikkerhedssektorreforminitiativer være af relevans.29

National forsoning vil være et vigtigt element i stabiliseringsprocessen. I den sammenhæng vildet være væsentligt for et fremtidigt fredeligt Libyen, at en forsoningsproces inddrager ofrenefor de uhyrlige overgreb, der har fundet sted, og at der gøres op med den straffrihedskultur, deralt for længe har hersket i landet.Som en del af den politiske løsning bør EU opstille en omfattende incitamentspakke, som kanstilles i udsigt til den libyske befolkning, til gradvis effektuering når forholdene tillader det, ogsærligt når den libyske befolkning bliver repræsenteret af et legitimt styre, der har effektivkontrol med hele det libyske territorium. En sådan incitamentspakke bør basere sig på ensamlet vision om et tæt partnerskab mellem EU og Libyen, og indgå i en model forandengenerationspartnerskaber med landene omkring Middelhavet, herunder Tunesien ogEgypten. Pakken skal basere sig på strukturen i meddelelsen om Partnerskab for demokrati ogfælles velstand af 8. marts 2011, og herunder være baseret på en meritbaseret tilgang og løbendeevaluering af fremskridtene i landet.Fortrinsvis regionale institutioner såsom Den Arabiske Liga, men også internationaleinstitutioner, herunder FN og EU, bør tilbyde støtte til libyske initiativer, men eventuelinternational støtte til stabiliseringsinitiativer i Libyen bør baseres på lokal efterspørgsel oglokale initiativer.

Danmark vil:

Arbejde for, at det internationale samfund – EU, FN og Verdensbanken – strakspåbegynder planlægning af en stabiliseringsindsats i Libyen med vægt påinstitutionsopbygning, rets- og sikkerhedssektorreformer samt etablering af rammevilkårfor privatsektordrevet vækst og beskæftigelse.Arbejde for at det internationale samfund støtter op om en national forsoningsproces,og at der ydes hjælp til ofrene for de overgreb, der har fundet sted, herunder tiltorturofre.Arbejde for at styrke libyske institutioner, og for at de er for bordenden i samarbejdetmed det internationale samfund.Også på sigt støtte udvikling af en fri og ansvarlig presse i Libyen inden for rammerne afPartnerskab for Dialog og Reform (PDR).Yde en aktiv indsats i multilaterale organisationer for hurtige beslutninger om støtte tilefterspørgselsdrevne initiativer ift. fx reintegration og jobskabelse, der kan understøtteog konsolidere stabilisering.Lægge vægt på, at regionale og internationale aktører, herunder Den Arabiske Liga ogFN, tilbyder støtte til overgangsprocesser.Lægge vægt på, at EU til Libyen og de øvrige lande i regionen, der er på vej ind i endemokratisk transition, tilbyder en omfattende incitamentspakke, som bl.a. omfatter:30

Tilbud om omfattende støtte til institutionsopbygning, herunder økonomisk- ogekspertbistand i transitionsfasen, herunder valgstøtte.Fuld inklusion i EU’s Naboskabspolitik, herunder målrettet støtte under detfinansielle instrument for naboområdet på relevante områder, herunder sundhedsamt udarbejdelse af handlingsplan for EU-Libyen-forholdet.Tilbud om udvidede lånemuligheder fra bl.a. Det Europæiske Investeringsbank.Tilbud om hurtig forhandling af associeringsaftale og tilhørende dyb frihandelsaftale,samt identificering af mulige tilbud om forbedrede rammer for investeringer ogmarkedsadgang på også det kortere sigte, samt støtte til integration i WTO.Tilbud om samarbejde på energiområdet, herunder også vedvarende energi.Tilbud om udveksling på uddannelsesområdet og mulighed for anvendelse afeksisterende regler i Visumkodeks om visumprocedurelempelse for visse kategorieraf libyske rejsende såsom unge under 25 år, der deltager i seminarer og andreuddannelsesmæssige begivenheder.

Håndtering af risiciCivile tab i koalitionens militære operationer kan skabe tvivl om indsatsens målopfyldelse ogderved svække den regionale opbakning. Civile tab kan også svække den internationaleopbakning til den militære indsats under UNSCR 1973. Samtidig er det klart, som det ogsåfremgik af Folketingets behandling af beslutningsforslag B89, at der ikke kan udstedes nogengaranti mod civile tab som følge af koalitionens indsats. En for entydig vestlig profil i denmilitære indsats kan desuden fremkalde modstand mod indsatsen bredt i regionen og dervedpåvirke opfattelsen af de lokale aktører, der har bedt om international beskyttelse, i negativretning. Civile tab kan også svække den internationale opbakning til den militære indsats underUNSCR 1973.Forsøg fra Gaddafi-regimet eller radikale kræfter på at manipulere med Danmarks profil i detmilitære engagement for at skabe modstand mod indsatsen i den offentlige opinion i regionenvil muligvis finde sted. Dette vil blive modgået gennem koordineret strategisk kommunikation,der skaber transparens om det danske engagement, og målrettet public diplomacy ift. denlibyske befolkning og den arabiske offentlighed.31

Ringe kendskab til det helt nyskabte Nationale Overgangsråd (TNC) kan betyde, atproblemstillinger vedr. rådet under- eller overvurderes. Dette aspekt søges styrket gennemkontakter, tilstedeværelse i Libyen og afdækning af det fremvoksende politiske landskab.En militær indsats kan skabe tryghed for nogle civile, samtidig kan det ikke udelukkes, at andrevil føle sig truet og flygte fra de områder, hvor der er militære operationer. Flygtningestrømmekan afstedkomme regional ustabilitet samt lægge et pres på EU’s grænser.En fastlåsning af både den militære og politiske situation vil i værste fald kunne føre til enlangvarig usikkerhedssituation for civilbefolkningen og dermed skabe behov for etlængerevarende militært og engagement og humanitær bistand. Selv i en situation hvor Gadaffi-regimet bryder sammen, kan det ikke udelukkes, at der kan opstå borgerkrigslignende tilstande.Derfor er det netop afgørende at arbejde for en inklusiv politisk proces, som nyder bredlegitimitet i det libyske samfund.