EUU, Alm.del - 2010-11 (1. samling) - Bilag 532: Svarskrift i EU-Domstolens sag C-261/11 vedr. exitbeskatning ved selskabers overførsel af aktiver

Notat til Folketingets Europaudvalg og Folketingets Skatte-udvalg om afgivelse af svarskrift i EU-Domstolens sag C-261/11 vedrørende exitbeskatning ved selskabers overførselaf aktiverKommissionen har den 26. maj 2011 anlagt sag mod Danmark ved EU-Domstolen,fordi Kommissionen mener, at de danske regler om exitbeskatning af selskaber vedoverførsel af aktiver eller passiver til benyttelse i udlandet udgør en hindring foretableringsfriheden, som er i strid med artikel 49 i Traktaten om Den EuropæiskeUnions Funktionsmåde (TEUF) og artikel 31 i EØS-aftalen.Forud for Kommissionens stævning af Danmark er gået en administrativ procedure,hvor Danmark modtog en åbningsskrivelse den 23. september 2008, en supplerendeåbningsskrivelse den 25. juni 2009 og en begrundet udtalelse den 18. marts 2010.Danmark svarede Kommissionen ved skrivelser af 11. november 2008, 24. august2009 og 10. maj 2010. Folketingets Europaudvalg og Folketingets Skatteudvalg blevorienteret i forbindelse med regeringens afgivelse af disse svar.Kommissionen har indledt lignende traktatkrænkelsessager mod en række andremedlemsstater, der har exitskatteregler, der er beslægtede med de danske regler. Treaf disse sager verserer nu for Domstolen og vedrører de hollandske, de portugisiskeog de spanske regler. Regeringen har afgivet skriftlige indlæg i to af disse sager oghar i den forbindelse orienteret Folketingets Europaudvalg og Folketingets Skatte-udvalg.I stævningen gør Kommissionen gældende, at den ikke stiller spørgsmålstegn vedDanmarks beskatningsret i forhold til kapitalgevinster, der er opstået, mens en virk-somhed har været etableret i Danmark.Kommissionen gør dog samtidig gældende, at der må eksistere mindre indgribendemåder, hvorved Danmark kan sikre beskatningen af de kapitalgevinster, der kan op-gøres vedrørende aktiver eller passiver, der overføres til benyttelse i udlandet, endved at foretage en umiddelbar opkrævning af skatten på overførselstidspunktet.I svarskriftet nedlægger regeringen påstand om, at Danmark frifindes. Regeringengør i den forbindelse gældende, at de omhandlede exitskatteregler er forenelige medartikel 49 TEUF og artikel 31 i EØS-aftalen.

Regeringens anbringender i svarskriftet er baseret på de samme argumenter, som re-geringen har fremført i sine svar på Kommissionens åbningsskrivelse og begrundedeudtalelse.I svarskriftet redegør regeringen for, at de omhandlede exitskatteregler efter om-stændighederne kan repræsentere en indskrænkning i retten til fri etablering.Dernæst redegør regeringen for, at reglerne alligevel er fuldt forenelige med EU-retten, da reglerne er begrundede i et tvingende alment hensyn, da de er egnede til atsikre virkeliggørelsen af dette hensyn, og da de ikke går videre, end hvad der er nød-vendigt for at varetage hensynet.I svarskriftet redegør regeringen for, at formålet med de danske exitskatteregler er atsikre opretholdelsen af dansk beskatningskompetence til de kapitalgevinster, der kanopgøres vedrørende aktiver og passiver, der overføres til udlandet, og at forhindre envilkårlig omfordeling af denne del af den danske selskabsskattebase til andre lande.Hvis de danske regler om beskatning af selskaber ikke suppleres af de omhandledeexitskatteregler, vil Danmark ikke kunne sikre beskatningen af de nævnte kapitalge-vinster. Formålet med reglerne er således alene at sikre, at Danmark kan bevare den-ne beskatningsret.Domstolen har i en række afgørelser anerkendt, at netop hensynet til at sikre nationalbeskatningskompetence og til at opretholde fordelingen af beskatningskompetencenmellem medlemsstaterne er et tvingende alment hensyn, der kan begrunde en restrik-tion i de grundlæggende frihedsrettigheder. Dette er blandt andet fastslået i Marks &Spencer-dommen, N-dommen, Oy AA-dommen, Lidl Belgium-dommen, SGI-dommen og X Holding BV-dommen.Kommissionen henviser til støtte for sin påstand til Domstolens afgørelse i deLasteyrie-dommen og N-dommen. I disse domme fastslog Domstolen, at de franskehenholdsvis de nederlandske regler om exitbeskatning af fysiske personers urealise-rede fortjenester på værdipapirer var i strid med traktatens bestemmelser om den frietableringsret.Regeringen gør i svarskriftet gældende, at disse afgørelser ikke kan udstrækkes til atomfatte erhvervsforhold og overførsel af aktiver og passiver, der indgår i en er-hvervsmæssig virksomhed. Det er således et væsentligt kendetegn for sådanne akti-ver, at de er bestemt til at generere indtægter og typisk ikke vil være bestemt til salgmed fortjeneste. Værdien af erhvervsmæssigt anvendte aktiver vil nemlig typisk fal-de i takt med, at aktiverne anvendes til at generere erhvervsmæssige indtægter. Her-ved adskiller aktiverne sig grundlæggende fra for eksempel værdipapirer som om-handlet i de Lasteyrie-dommen og N-dommen.Ved en overførsel af erhvervsmæssigt anvendte aktiver til benyttelse i en andenmedlemsstat, sker der først og fremmest en flytning af de erhvervsmæssige indtæg-ter, der flyder af aktiverne. Hvis et aktiv, der er opbygget i Danmark med fradragsretfor de udgifter, der er afholdt i forbindelse hermed, kunne overføres til benyttelse iudlandet uden en umiddelbar beskatning af de kapitalgevinster, der kan opgøres påoverførselstidspunktet, ville den danske beskatningsret til disse kapitalgevinster vil-Side 2 af 3

kårligt blive omfordelt til tilflytningsstaten. Det skyldes, at aktivet som nævnt grad-vist vil miste sin værdi i takt med, at det genererer indtægter.I svarskriftet redegør regeringen videre for, at der ikke – på EU-rettens nuværendestadium – findes andre mindre indgribende fremgangsmåder for opkrævningen afskatten af de opgjorte kapitalgevinster, der kan sikre formålet bag reglerne på en til-fredsstillende måde. De danske regler går dermed ikke videre, end hvad der er nød-vendigt for at varetage det bag reglerne liggende hensyn.Regeringen nedlægger af de ovennævnte grunde påstand om, de omhandlede danskeexitskatteregler ikke er i strid med artikel 49 TEUF eller artikel 31 i EØS-aftalen, ogat Danmark derfor bør frifindes.Domstolen har som ovenfor nævnt i en række afgørelser anerkendt, at hensynet til atsikre opretholdelsen af fordelingen af beskatningskompetencen mellem medlemssta-terne er et tvingende alment hensyn, der kan begrunde en restriktion i de grundlæg-gende frihedsrettigheder.Denne retspraksis taler for, at Domstolen vil give Danmark medhold under sagen. Imodsat retning trækker, at det må antages at være forbundet med en vis usikkerhed,om Domstolen vil finde, at de danske regler opfylder betingelsen om at være propor-tionale.