Afgivelse af skriftligt indlæg i tysk præjudiciel sag, C-337/10 George Neidel.

Indledning

Verwaltungsgericht Frankfurt am Main har i en sag anlagt af George Neidel modFrankfurt am Main forelagt EU-domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:1) Gælder art. 7 i direktiv 2003/88/EF også for tjenestemandsansættelser?2) Omfatter art. 7, stk. 1, også krav på årlig ferie og hvileperioder, såfremt kravetefter national ret gælder i mere end fire uger?3) Skal krav på tjenestefrihed, der efter national ret indrømmes på grund af skiften-de arbejdstider som kompensation for arbejde på helligdage ud over årlig ferie oghvileperioder, også henføres under art. 7?4) Kan en pensioneret tjenestemand støtte et krav på betaling for ikke afholdte hvi-leperioder eller ikke afholdt årlig ferie direkte på art. 7, stk. 2, når vedkommende afhelbredsmæssige årsager ikke har udført tjeneste og derfor ikke været i stand til atafholde ferie i form af tjenestefrihed?5) Kan et sådant krav på betaling i det mindste delvis hindres af, at national ret in-deholder bestemmelser om førtidig forældelse af kravet på ferie?6) Udstrækkes omfanget af det krav på betaling, der støttes på art. 7, stk. 2, kun tilden i henhold til art. 7, stk. 1, udstrakte ferie af mindst 4 ugers varighed, eller ud-strækkes betalingskravet derudover også til de yderligere krav på ferie, der er fore-skrevet i national ret. Omfatter disse udvidede feriekrav også sådanne krav, hvorretten til tjenestefrihed kun hviler på en særlig tilrettelæggelse af arbejdstiden?

2. Sagens baggrund

Sagen drejer sig om en tysk brandmajor, som fra juni 2007 var ude af stand til atgøre tjeneste på grund af sygdom. Ved udgangen af august blev han pensioneret, dahan nåede pensionsalderen. Han har siden oppebåret pension.Arbejdstagers krav på årlig ferie udgør 26 dage. Herudover har arbejdstager kravpå helligdagskompensation, svarende til 8-9 dage. Det samlede krav er således op-gjort til 31 dage for 2007, 35 dage for 2008, og 34 dage for 2009. I december 2009søgte han således udbetaling for 86 dage, da han ikke kunne afholde ferien som

følge af sygdom, hvilket han fik afslag på, da der ifølge tysk tjenestemandsret ikkeydes økonomisk godtgørelse for ikke tildelte tjenestemandsperioder.Under henvisning til C-350/06 og C-520/06 klagede han over afgørelsen, da hanikke havde mulighed for at holde sin ferie og derfor har ret til få feriepengene ud-betalt.Sagsøgte bestrider, at art. 7, stk. 2, finder anvendelse på tjenestemænd og anfører,at pensionering ikke kan udgøre et ophør af ansættelsen i henhold til art. 7, stk. 2.Den tyske ferielov, som foreskriver, at ikke afholdt ferie udbetales som følge af ar-bejdsforholdets ophør, finder efter sagsøgtes opfattelse således ikke anvendelse,som følge af sagsøgerens tidligere status som tjenestemand.Den forelæggende ret mener, at det følger af praksis fra EU-domstolen C-52/04, atdirektivets art. 7, også finder anvendelse på tjenestemandsansættelser.Retten mener desuden, at alle videregående rettigheder på årlig ferie, der er fastsat inational ret, og som opfylder samme formål, er omfattet af direktivet, da der er taleom et minimumsdirektiv.Retten har i forlængelse af C-350/06 og C-520/06 lagt til grund, at den hessisketjenestemandsordnings § 9, hvorefter ferie, som ikke er afholdt 9 måneder efter fe-rieårets udløb, bortfalder, ikke kan medføre, at sagsøgerens krav på ferie bortfalder,da sagsøgeren netop ikke kunne afholde sin ferie på grund af sygdom. Dette gælderogså for de ekstra dage, og ikke kun for de 4 ugers ferie, som gælder efter direkti-vet. Retten mener i det konkrete tilfælde, at art. 7, stk. 2, har direkte virkning mel-lem sagsøger og sagsøgte.Retten mener, at overgang til pension udgør et ophør i direktivets forstand, da derikke længere påhviler den pensionerede en arbejdspligt.Retten mener endelig, at en anskuelse om, at tjenestemænd, som har ret løn underhele sygeperioden, og som derved ikke lider et egentligt tab, når vedkommende gårpå pension i forlængelse af sygeperioden, kan medføre, at art. 7, stk. 2, ikke finderanvendelse, da krav på tjenestefrihed er tillagt en selvstændig værdi.

3. Sagens betydning for Danmark

Sagen har principiel betydning for Danmark, idet Verwaltungsgericht Frankfurt amMains forelæggelse rejser spørgsmålet, om direktivet også omfatter yderligere fe-rierettigheder i henhold til national ret end de 4 uger, som direktivet foreskriver.En lønmodtager har nemlig ret til 5 ugers betalt ferie, forudsat at lønmodtagerenhar været ansat i kalenderåret forud for ferieåret, jf. § 7 i ferieloven.Det er forudsat i ferieloven, at direktivets minimumsferie på 4 ugers betalt ferie gi-ver medlemsstaterne en vis handlefrihed i forhold til de rettigheder, som liggerherudover. Det er således muligt at overføre den 5. ferieuge fra et ferieår til et ef-

terfølgende, jf. § 19. Det er ligeledes muligt at få den 5. ferieuge udbetalt efter fe-rieårets udløb, § 34 b, stk. 3.En række overenskomster giver desuden en uges ekstra feriefridage, hvor det, så-fremt ferien ikke holdes, er muligt enten at overføre ikke afholdte feriefridage til etefterfølgende ferieår eller få feriefridagene udbetalt ved ferieårets afslutning. Her-udover har arbejdstageren ofte en række andre overenskomstmæssigt fastsatte fri-dage så som eksempelvis juleaftensdag og nytårsaftensdag.Endelig kan der enten ved overenskomst eller individuel aftale være indrømmetyderligere frihed som kompensation for eksempelvis skæve arbejdstider.Den danske ferielov og muligvis også en række overenskomster vil være strid meddirektivet, hvis Domstolen når frem til, at retten til den årlige ferie rækker udoverde fire uger, som direktivet foreskriver.Det er regeringens opfattelse, at EU-retten sikrer en fleksibilitet både for så vidtangår nationalstaternes mulighed for at give yderligere ferie end de fire uger ogoverenskomstens mulighed for at give yderligere feriedage, uden at feriefrihed ud-over direktivets minimum på fire uger bliver bundet af direktivet.Det er en del af den danske model, hvorefter løn- og ansættelsesforhold i høj gradreguleres ved kollektiv aftale, at det er overladt til arbejdsmarkedets parter at fast-lægge de nærmere ferierettigheder med respekt for arbejdstidsdirektivets og ILO’sminimumsrettigheder.Hele spørgsmålet om tjenestemandsansættelse er for Danmarks vedkommende ikkerelevant.På den baggrund vil regeringen afgive indlæg i sagen.