Europaudvalget 2010-11 (1. samling)
EUU Alm.del Bilag 245
Offentligt
Punkt 2. Rådsmøde nr. 3064+3065 (almindelige anliggender og udenrigsanliggender) den
31. januar 2011
3. Forberedelse af Det Europæiske Råd den 4. februar 2011
–
Politisk drøftelse
Rådsmøde 3064+3065
–
bilag 1 (samlenotat side 7)
Udvalgsmødereferat:
EUU alm. del (10) – bilag 193 (senest behandlet i EUU 10/12-10 - foreløbigt referat)
Justitsministeren:
EU’s stats- og regeringschefer mødes den 4. februar til et ekstraordinært møde i Det
Europæiske Råd, hvor fokus vil være på energi og innovation. Det er forventningen, at der ikke vil blive vedtaget
konkrete forslag på mødet, men at der i stedet for vil være tale om begyndelsen på en proces, hvor Det
Europæiske Råd vil drøfte, hvilke nye tiltag på energi- og innovationsområdet der kan medvirke til at sætte gang i
den europæiske økonomi.
På klima- og energiområdet er der i løbet af de seneste år i EU vedtaget en række ambitiøse målsætninger, der
internationalt har placeret EU-landene blandt de mest ambitiøse.
Vi er nået et godt stykke i arbejdet med at nå disse målsætninger. Men der er brug for, at vi gør mere. Drøftelsen i
Det Europæiske Råd vil tage udgangspunkt i Kommissionens energistrategi – som hedder energi 2020 – med
særlig fokus på, hvordan vi kan forbedre energieffektiviteten, sikre liberalisering af energimarkedet, fjerne
handelshindringer og udbygge energiinfrastrukturen for el og gas.
Initiativer på disse områder vil sammen med en bedre koordination af EU-landenes energipolitik i forhold til
tredjelande også styrke EU's energiforsyningssikkerhed, som særligt mange lande i Central- og Østeuropa
lægger vægt på. Det er hensigten, at Kommissionen på baggrund af bl.a. drøftelsen i Det Europæiske Råd
senere i år vil fremlægge konkrete lovgivningsinitiativer vedrørende energieffektivitet, infrastruktur og intelligente
elnet – de såkaldte ”smart grid”.
På innovationsområdet vil fokus være på, hvordan man kan færdiggøre det europæiske forskningsrum, herunder
øge mobiliteten af forskere i EU samt forbedre mulighederne for vidensdeling. Hvordan man kan forbedre
rammebetingelserne for innovative virksomheder. Og hvordan man kan forenkle finansieringen af forsknings- og
innovationsprogrammer.
Endelig vil stats- og regeringscheferne under frokosten drøfte den økonomiske situation i Europa, herunder
håndteringen af gældskrisen og arbejdet for at styrke det økonomiske samarbejde i Europa med henblik på at
forebygge fremtidige gældskriser og for at kunne håndtere dem bedre, hvis de skulle opstå.
Fra dansk side kan vi kun være tilfredse med, at energi og innovation – der er danske mærkesager, som vi i
mange år har arbejdet for at fremme i EU – nu sættes på dagsorden på højeste niveau i EU.
Fra dansk side støtter vi varmt, at der gøres en fornyet indsats på energiområdet. Særligt lægger vi vægt på, at
der etableres et liberaliseret indre marked for energi, og at energiinfrastrukturen udbygges for at styrke
energiforsyningssikkerheden og muliggøre indfasning af store mængder vedvarende energi. Denne udbygning
bør som udgangspunkt finansieres af markedet og fremmes ved at fjerne barrierer og opstille fælles standarder.
Men i enkelte tilfælde, hvor der er særlige behov, og hvor markedsfinansiering er utilstrækkelig, kan der åbnes på
for en grad af EU-finansiering.
Fra dansk side prioriterer vi også, at Kommissionen i sit kommende udspil vedrørende energieffektivitet kommer
med forslag til konkrete tiltag på EU-niveau, for eksempel gennem nye eller skrappere krav for bygninger eller
elektriske apparater. Derudover vil vi søge at fremme det synspunkt, at mål om energieffektivitet i offentlige
indkøb kan øge efterspørgslen efter energieffektive produkter betydeligt.