Den globale hyperinflation

kan stoppes med Glass/Steagall!

God dag. Jeg er Tom Gillesberg, formand for Schiller Instituttet.Tak fordi vi måtte komme.Netop nu forsøger EU desperat at tvinge sine medlemslande, inklusive Danmark, tilat yde stadig større gigantiske bidrag og lån til nødstedte banker og eurolande i etdesperat forsøg på at redde den dødsdømte euro. Denne trafik må stoppes omgående.Den er i gang med at skabe en hyperinflationsproces værre end den man så i Weimar-Tyskland i 1923. Vi må ikke længere ligge under for de alment accepteredevrangforestillinger og inkompetente dogmer, der har overtaget den finansielle politiki løbet af de seneste tre årtier. Vi må indføre en Glass/Steagall-lovgivning og bringefinansverdenen under kontrol af suveræne nationalstater.Nødvendigheden af dette må være klar for alle, efter at Angelides-kommissionen, derblev nedsat af Den amerikanske Kongres i maj 2009, for at kaste lys over, hvad deregentlig gik galt i forbindelse med finanskrisen, i går offentliggjorde sin rapport. Denkonkluderede, at ”krisen var et resultat af menneskelige handlinger eller mangel påhandlinger, den var ikke et naturfænomen eller et resultat af løbskecomputermodeller”. Krisen skyldtes, ifølge rapporten, en ændring af værdinormerne iden finansielle og politiske verden igennem de seneste tre årtier, hvor manafregulerede og fjernede den offentlige kontrol - frem for alt ophævelsen afGlass/Steagall-banklovgivningen i 1999 og en lovgivning i år 2000, der tillodbillioner af dollars i derivater.Ifølge rapporten har de største økonomiske autoriteter i USA’s centralbank,finansverdenen og den amerikanske regering udvist en total mangel på forståelse afden økonomiske proces. Det resulterede i krisen og den håbløst inkompetentehåndtering af den. Man slutter med konklusionen: ”Den største tragedie ville være atacceptere det omkvæd, at ingen havde kunnet forudsige dette, og at man derfor ikkehavde kunnet gøre noget for at forhindre det (…) Hvis vi accepterer dette synspunkt,vil det ske igen”.Men som vi har set det i Danmark og EU, er det desværre ikke kun i USA, at man påinkompetent vis smed tusinder af milliarder af dollars ud som en redningskrans tilfinansverdenen, mens den almindelige økonomi fik lov til at forfalde. Den samme1

politik har man fulgt her. Da det igangværende sammenbrud af det internationalefinanssystem accelererede i 2008 med en tillidskrise over for verdens banker, gik Deneuropæiske Centralbank sammen med Federal Reserve i spidsen, bistået af deforskellige landes regeringer, for at give akut førstehjælp og masser af likviditet tilbåde bankerne og finansmarkederne. Landene blev forgældede gennem udstedelsenaf gigantiske finansielle hjælpepakker, som i stedet for at løse problemet blot gjordeproblemerne større. Finansverdenen fik endnu flere penge at spekulere med, og vi sernu en drastisk stigning i inflationen og priserne på specielt råstoffer og fødevarer,noget der igen her i 2011 har skabt en global fødevarekrise, som både fører til sult,nød og politiske omvæltninger, som vi netop nu ser det i Nordafrika. Samtidigt har vifået en statsgældskrise og en eurokrise i EU.Finansverdenen med centrum i City of London og Inter Alpha-bankgruppen fikgennemtrumfet nødløsninger i strid med Lissabon-traktaten, der skulle skabe etfinansielt sikkerhedsnet under først Grækenland, så en ny hjælpepakke til Irland, ogom kort tid til Portugal. Men ingen i finansverdenen kan dog forestille sig, hvordanman med den nuværende struktur i EU vil være i stand til at skaffe pengene til atredde det langt større Spanien. Det vil kræve, at de mere kreditværdige lande, somf.eks. Tyskland og Danmark, accepterer at yde endnu større ofre på euroens alter.Det er dog vigtigt at slå fast, at denne EU-politik ikke er en hjælp til de udsatte landeeller deres befolkninger. Tværtimod. Hjælpen går til at forhindre udenlandske bankerog investorer i at lide tab, mens prisen for hjælpen skal betales af befolkningernegennem drakoniske nedskæringer. Det er derfor ikke med befolkningens gode vilje, atGrækenland og Irland tager imod denne hjælp. Det sker på udemokratisk vis gennemet diktat fra EU til landenes regeringer, der så gennemtvinger det med hård hånd.Nedskæringspolitikken vil drastisk øge dødeligheden i befolkningerne. Demokratiskenationer kan hurtigt blive forvandlet til kaos og borgerkrigslignende tilstande – medefterfølgende åbenlys fascisme.Men selv de umenneskelige nedskæringer man kræver, vil ikke i sig selv reddeeuroen. Derfor må man enten tvinge de europæiske befolkninger til ubetinget atunderkaste sig det finansielle diktat fra EU, dannelsen af et EU-imperium med deenkelte lande som impotente vasalstater, eller man må acceptere euroens opløsning.Den diskussion er allerede i fuld gang i Tyskland, hvor der er stor folkelig opbakningtil at bryde ud af euroen og vende tilbage til D-marken. En opløsning af EU-imperiet,og en tilbagevenden til et samarbejde mellem suveræne nationer, vil åbne døren fordet alternativ, som Lyndon LaRouche og Schiller Instituttet har fremlagt.Først bør man gennemføre Glass/Steagall-lignende banklove, der gør det muligt atskelne mellem skidt og kanel i finansverdenen. Banker skal vælge om de vil værenormale forretningsbanker, med staten som garant, eller investeringsbanker, der fårlov til at sejle deres egen sø. Vitale bankfunktioner, som normal ind- ogudlånsvirksomhed, beskyttes og kan fortsætte, mens al spillegælden, alle de enormespekulative gevinster, derivater og andre finurlige finansinstrumenter, afskrives.Samtidig skabes der nationale kreditter til økonomisk opbygning, i lighed med, hvad2

Alexander Hamilton som USA’s første finansminister gjorde, da han skabte USA’sførste nationalbank.Penge er ikke bare penge. Der er dårlig gæld og der er god gæld. Den dårlige gæld erden spillegæld, der netop nu tynger verden. Den gode gæld er den kredit, vi fremovervil skabe til investeringer i den fysiske økonomi, som f.eks. en Kattegatbro, etmagnettognet, sundhed og uddannelse. Investeringer, der sikrer en stigendeproduktivitet og værdiskabelse i den fremtidige økonomi. Kun sådanne investeringeri fremtidens fysiske økonomi, ikke nedskæringer i velfærdstaten, kan få os ud afkrisen. Der må også være et samarbejde om internationale projekter, der øgermenneskehedens evne til at være flere mennesker med en højere levestandard, somNAWAPA-projektet, det Nordamerikanske Vand- og Elektricitetssamarbejde, detstørste byggeprojekt i menneskets historie, der vil transformere hele Nordamerika,Transaqua-projektet, der vil føre vand til Chadsøen og gøre en hel del af Afrika grøn,en tunnel under Beringstrædet og et globalt infrastrukturnetværk til gavn for helejordens befolkning.Men alt dette kan kun ske, hvis vi tager magten over den finansielle og økonomiskepolitik ud af hænderne på de supranationale institutioner og finansmarkederne, oggiver den tilbage til folkevalgte regeringer, der kæmper for det almene vel.Globaliseringen har ikke gjort verdens befolkninger rigere, men har smadret denationale reguleringer og den kontrol, som i efterkrigstiden gjorde det muligt at sikreen varig velfærdsstigning for hele befolkningen gennem nationale investeringerbaseret på videnskabeligt og teknologisk fremskridt. Kun en tilbagevenden tilnational suverænitet, og et samarbejde mellem suveræne nationer til fælles fordel,baseret på principperne fra den Vestfalske Fred i 1648, kan gøre Glass/Steagall,national kreditskabelse, og de andre nødvendige tiltag mulige, der vil give alle landeen anstændig fremtid.En ting Angelides-kommissionen glemte at nævne er, at hvis man havde lyttet til denamerikanske statsmand Lyndon LaRouche, der som den eneste økonom har haft ret isine økonomiske forudsigelser gennem de seneste 50 år, inklusive forudsigelsen afden nuværende krise, og hans samarbejdspartnere i Schiller Instituttet, så villefinanskrisen aldrig have fundet sted. Vi advarede imod de kriser og katastrofer, somden alment accepterede tankegang ville føre til. I forbindelse med valg her iDanmark stillede jeg og Schiller Instituttets Venner op med slogans som: ”Nårboblen brister – Et nyt Bretton Woods”, ”Efter Finanskrakket – Magnettog overKattegat” og ”Kun et nyt kreditsystem kan redde Danmark”. Vi har udførligt advaretFolketingets medlemmer, bl.a. gennem talrige foretræder her i Folketinget. Det erderfor på tide, at Folketingets medlemmer og den danske regering, i stedet for blindtsom lemminger at føre Danmark ud over klippekanten sammen med euro-landene,lytter til de løsninger Schiller Instituttet har fremlagt, som ikke blot vil bringe ossikkert gennem den nuværende krise, men også give os en spændende ogfascinerende fremtid.