Notat til Folketingets Europaudvalg om afgivelse af indlæg i EU-

domstolens præjudicielle sag C-327/10, Lindner

1. Indledning

Den tjekkiske domstol Okresní soud v Chebu har forelagt EU-domstolenfire præjudicielle spørgsmål til brug for den tjekkiske domstols vurderingaf, om der kan gennemføres en retssag i Den Tjekkiske Republik mod enlåntager ifølge et realkreditlån, hvis nuværende adresse er ukendt.De præjudicielle spørgsmål drejer sig om fortolkningen af forskelligebestemmelser i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 om retternes kompe-tence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil-og handelsretlige område (herefter Bruxelles I-forordningen).

2. Sagens faktiske omstændigheder

Det tjekkiske selskab Hypotechni banka a.s. (herefter sagsøgeren) anlag-de den 16. september 2008 sag i Den Tjekkiske Republik mod den tyskestatsborger Udo Mike Lindner (herefter sagsøgte), hvis nuværende adres-se er ukendt, med påstand om betaling af ca. CZK 4,4 mio. Beløbet angi-ves at være restancen på et realkreditlån, som blev ydet sagsøgte ved enaftale indgået mellem parterne den 19. august 2005.Da sagsøgtes adresse er ukendt, har den tjekkiske domstol beskikket enprocesværge for sagsøgte. Procesværgen har i et indlæg af 26. oktober2009, som var den første retshandling fra sagsøgtes side, rejst faktiskeindsigelser vedrørende sagsøgerens krav.Det centrale spørgsmål i sagen er, om retssagen kan gennemføres i DenTjekkiske Republik, selv om sagsøgte må antages ikke at være bekendtmed sagsanlægget.Slotsholmsgade 101216 København K.Telefon 7226 8400Telefax 3393 3510www.justitsministeriet.dk[email protected]

Den tjekkiske Okresní soud v Chebu har derfor forespurgt EU-domstolen, om en af parternes fremmede statsborgerskab er tilstrækkeligttil, at Bruxelles I-forordningen finder anvendelse. Den tjekkiske domstolhar endvidere spurgt, om Bruxelles I-forordningen udelukker anvendel-sen af nationale bestemmelser, der gør det muligt at anlægge sag modpersoner, hvis adresse er ukendt. Den tjekkiske domstol har endviderespurgt, om afgivelsen af indlæg fra en af retten beskikket procesværgekan anses for sagsøgtes accept af kompetence efter Bruxelles I-forordningens artikel 24. Den tjekkiske domstol har endelig spurgt, omen værnetingsaftale om en bestemt rets stedlige kompetence kan ansesfor at begrunde den valgte rets internationale kompetence som omhandleti Bruxelles I-forordningens artikel 17, stk. 3, og hvis dette er tilfældet,om dette også gælder i tilfælde af, at værnetingsaftalen om stedlig kom-petence er ugyldig, fordi den strider mod artikel 6, stk. 1, i Rådets direk-tiv 93/13/EØF om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler.

3. Den danske interesse i sagen

Bruxelles I-forordningen finder anvendelse i Danmark på mellemstatsligtgrundlag som følge af en parallelaftale med EU, der er gennemført idansk ret ved lov nr. 1563 af 20. december 2006.EU-domstolens vurdering af de rejste præjudicielle spørgsmål om for-tolkning af Bruxelles I-forordningen vil derfor have betydning for, i hvil-ket omfang danske statsborgere, hvis adresse er ukendt, kan sagsøges iandre medlemsstater, og i hvilket omfang personer med statsborgerskab ide øvrige medlemsstater, hvis adresse er ukendt, kan sagsøges her i lan-det.Efter dansk ret er det i almindelighed en betingelse for, at en civil retssagkan gennemføres, at stævningen forkyndes for sagsøgte. Hvis sagsøgtesbopæl eller opholdssted eller arbejdssted ikke kan oplyses, kan stævnin-gen forkyndes i Statstidende, jf. retsplejelovens § 159. I sådanne tilfældekan retssagen således efter dansk ret gennemføres, selv om sagsøgte ikkeer bekendt med sagsanlægget.

4. Regeringens stillingtagen

Det følger af EU-domstolens praksis i sag C-281/02, Owusu (præmis25), at anvendelsen af Bruxelles I-forordningens værnetingsregler kræ-ver, at der er tale om tilfælde med tilknytning til udlandet. Efter den dan-2

ske regerings opfattelse bør en parts statsborgerskab kunne tillægges be-tydning ved vurderingen af, om der er tale om en sådan tilknytning tiludlandet, at forordningens kompetenceregler finder anvendelse, menstatsborgerskabet bør ikke i sig selv være tilstrækkeligt hertil.Det fremgår af Bruxelles I-forordningen, at de fleste af forordningensværnetingsregler gælder, når sagsøgte har bopæl i en medlemsstat – en-ten den medlemsstat, hvor sagen er anlagt (artikel 2), eller en anden med-lemsstat (artikel 3). Hvis sagsøgte ikke har bopæl i nogen medlemsstat,afgøres kompetencen som udgangspunkt i hver enkelt medlemsstat eftermedlemsstatens egen lovgivning (artikel 4).Ved afgørelsen af, om en part har bopæl på den medlemsstats område,hvor sagen er anlagt, skal retten anvende denne stats interne lovgivning(artikel 59, stk. 1). Hvis en part ikke har bopæl på den medlemsstats om-råde, hvor sagen er anlagt, skal retten ved afgørelsen af, om parten harbopæl på en anden medlemsstats område, anvende denne anden med-lemsstats lovgivning (artikel 59, stk. 2).Efter den danske regerings opfattelse følger det heraf, at hvis sagsøgteikke har nogen bopæl hverken i den medlemsstat, hvor sagen er anlagt,eller i en anden medlemsstat (efter de respektive medlemsstaters lovgiv-ning), afgøres kompetencen efter lovgivningen i den medlemsstat, hvorsagen er anlagt. Bruxelles I-forordningen kan således efter den danskeregerings opfattelse ikke antages at udelukke anvendelsen af nationalebestemmelser, der gør det muligt at anlægge sag mod personer, hvisadresse er ukendt.Det fremgår af Bruxelles I-forordningens artikel 24, at for så vidt en ret ien medlemsstat ikke allerede er kompetent i medfør af andre bestemmel-ser i forordningen, bliver den kompetent, når sagsøgte giver møde forden. Efter den danske regerings opfattelse bør det afhænge af en konkretvurdering, om afgivelsen af indlæg fra en af retten beskikket procesvær-ge kan anses for sagsøgtes accept af kompetence efter artikel 24.Det fremgår af Bruxelles I-forordningens artikel 17, stk. 3, at forordning-nens værnetingsregler i sager om forbrugeraftaler blandt andet kan fravi-ges ved en værnetingsaftale, der er indgået mellem en forbruger og den-nes medkontrahent, som på tidspunktet for forbrugeraftalens indgåelsehavde deres bopæl eller sædvanlige opholdssted på samme medlemsstatsområde, og som tillægger retterne i denne medlemsstat kompetence. Det-3

te gælder dog ikke, hvis en en sådan aftale om værneting ikke er tilladtefter lovgivningen i den pågældende medlemsstat.Efter den danske regerings opfattelse kan en værnetingsaftale om en be-stemt rets stedlige kompetence begrunde den valgte rets internationalekompetence som omhandlet i Bruxelles I-forordningens artikel 17, stk. 3.Dette gælder dog ikke i tilfælde af, at værnetingsaftalen om stedlig kom-petence er ugyldig, fordi den strider mod artikel 6, stk. 1, i direktivet omurimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler, der er gennemført i dansk retved aftalelovens § 38 c, stk. 1.