AMU, Alm.del - 2010-11 (1. samling) - Bilag 54: Henvendelse fra AK-Samvirke om A-kassernes ret til refusion i ferie-/efterlønssagen

Ferie-/efterlønssagenEfter to samråd i Folketingets Finansudvalg og spørgsmål til ministeren fra Arbejdsmarkedsudvalget er detikke lykkedes at finde en politisk løsning på refusionsspørgsmålet i den udløber af ferie-/efterlønssagen,som ifølge beskæftigelsesministerens oplysninger kan løbe op i efterbetalinger på op mod 170 millionerkroner.Til jeres orientering har vi derfor sendt vedlagte brev og et notat fra advokatfirmaet Lett tilbeskæftigelsesministeren. Vi håber, det kan føre til en revurdering af ministerens hidtidige afvisning af atyde refusion i de nyopdukkede sager, som efter vores opfattelse i sin karakter er fuldstændig identiske medde oprindelige sager, som blev dækket via Finansudvalgets aktstykke 83.

Kære Inger Slojberg.AK-Samvirke skal på ny tillade sig at rette henvendelse til beskæftigelsesministeren vedrørende a-kassemes ret til refusion. Del drejer sig om belob udbetalt til medlemmer i sagerne om realudligningi forbindelse med påstået mangelfuld vejledning af medlemmer. Dvs. udbetaling til de medlemmer,der i perioden 1. januar 2004 til 30. april 2006 i visse tilfælde fik mulighed for dobbeltforsørgelse,som følge af den i 2003 indførte § 34 b i ferieloven.Vi kan desværre konstatere, al de to samråd om sagen i folketingels Finansudvalg ikke har resultereti en politisk løsning af sagen. Uanset om de nyopdukkede sager juridisk teknisk er omfattet af akt-stykke 83 eller ej. er de) foitsal vores opfattelse, at nedenstående begrundelse i aktstykket for at yderefusion også bør omfatte de nye sager:"Arbejdsmarkedels ankenævns afgørelse baserer sig på en fortolkning af kassernes vejled-ningspligt, som er væsentlig mere vidtgående, end både Arbejdsdirektoratet og A-kassernehidtil har lagt til grund.Derfor er det undskyldeligt, at A-kasserne ikke af egen drift har fundet anledning til ai vej-lede deres medlemmer om muligheden for dobbeltforsørgelse "Med andre ord står der, at den manglende vejledning var undskyldelig fordi, Arbejdsdirektora-tet/ministeriet på daværende tidspunkt fortolkede det på samme måde som a-kasserne. Og præcissådan forholdt det sig også for de nyopdukkede sager, som samrådene handlede om. Derfor savnervi stadig en rimelig og forståelig begrundelse for, af ministeren afviser at yde refusion i de aktuellesager.Del er Imidlertid fortsat AK-Samvirkes opfattelse, at staten også juridisk er forpligtet til at yde refu-sion. Rigtigheden herafer blevet bekræftet ved Lett Advokatfirmas notat af 15. november 2010, dervedlægges i kopi. Vi håber af denne henvendelse og advokatens notat kan få ministeren til at gen-overveje afvisningen af al yde refusion i de nyopdukkede sager, så vi kan undgå at belaste retssy-stemet med en langvarig og dyr retssag.

Såfremt beskæftigelsesministeren fastholder afvisningen af at være forpligtet til at yde refusion i allesager vedrørende ferielovens § 34 b, beder AK-Samvirke om at modtage ministerens bemærkningerli) notatet, herunder blandt andet følgende emner:1.Ved gennemførelsen af arbejdsløshedsforsikringslovens § 79, stk. 5, skønnede beskæfti-gelsesministeren i lovforslagets almindelige del og svaret på Arbejdsmarkedsudvalgetsspørgsmål 38 og 39 (L 151 - bilag 28 af Maj 2003). at lovændringen samlet ville give be-sparelser på anslået kr. 0,5 mio. årligt. Beskæftigelsesministeren redegøre for, hvordan be-sparelsen i sin tid blev beregnet.Beskæftigelsesministerens svar på Arbejdsmarkedsudvalgets spørgsmål 41 (L 151 - bilag28 af Maj 2003) er egnet til at efterlade det indtryk, at arbejdsløshedsforsikringslovens §79, stk. 5, navnlig skulle forhindre, at a-kasseme uden økonomiske konsekvenser kunne"skaffe" et medlem en ydelse, som medlemmet ellers ikke ville være berettiget lil ved atpåtage sig ansvar herfor. Er del korrekt forstået? Hvis ikke, hvordan er da sammenhængenmed ministerens skøn om årlig besparelse på samlet kr. 0,5 mio. årligt?Rfter arbejdsløshedsforsikringslovens § 79. stk, 5, skulle der ved udnyttelsen af lovbemyn-digelsen administrativt fastsætles nærmere regler om begrænsning af refusion af ydelserbetalt med rette. Hvad er årsagen til, at der (tilsyneladende) ikke er givet andre regler endde, der følger af revisionsbekendtgørelsens § 2? Hvis der efter ministerens opfattelse vedrefusionsbekendtgørelsen eller andre regler er givet yderligere regler af betydning for ad-gangen til refusion af ydelser betalt med rette, bedes dette oplyst.Efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 79, stk. 5, skulle de nærmere fastsatte regler om-fatte hel eller delvis bortfald af refusion. Hvad er årsagen til, at der ikke er fastsat reglerom delvis bortfald af refusion?Hvor a-kasser har udbetalt ydelser med urette, er a-kasscn alligevel blandt andel berettigettil refusion, hvis der foreligger "ganske særlige tilfælde", jf, arbejdsløshedsforsikringslo-vens § 86, stk. 6, og revisionsbekendtgørelsens § 7. Hvad cr årsagen til, at der ikke er gen-nemført tilsvarende bestemmelser omrefusion af ydelser betall med rette? Hvorfor skal derefter refusionsbekendtgørelsen være videre adgang til refusion af ydelser betalt med uretteend om ydelser belalt med rette?I aktstykke 83 anføres det, at der forelå 'V;? hel særlig situation". Gjorde beskæftigelses-ministeren sig ved udformning af aktstykke 83 overvejelser om, at der efter arbejdsløs-hedsforsikringsloven og refusionsbekendtgørelsen bestod pligt til refusion i andre sam-menhænge, når der forelægger "ganske særlige tilfælde'"?

Kan beskæftigelsesministeren bekræfte, at ministeriet allerede i Januar 2004 var opmærk-som på, at ferielovens § 34 b brod med dobbelllbrsørgelsesprincippet, jf. Arbejdsdirektora-tets notat af 29. januar 2004? Hvad er i givet fald forklaringen på. at a-kasserne ikke blevinformeret herom?I de almindelige bemærkninger til lovforslaget omfattende blandt andet ferielovens § 34 banslås statens provenutab lil ca. kr. 11,3 mio. årligt. Hvordan er dette beløb beregnet, oghvordan er sammenhængen mellem det anslåede provenutab og de faktisk konstateredeøkonomiske konsekvenser ved indførelsen af ferielovens § 34 b?Var det ved indførelsen af ferielovens § 34 b beskæftigelsesministeriets hensigt, at derherved skulle ske brud på dobbeltforsørgelsesprincippet? I givet fald beder AK-Samvirkeom at få uddybet baggrunden herfor, og hvorfor dette usædvanlige skridt i givet fald ikkeer udtrykkeligt omtalt i forarbejderne til ferielovens § 34 b.Beskæftigelsesministeriet bedes oplyse, hvad der er årsagen til, at der med bekendtgørelseaf 19. april 2006 blev indfort regler, hvorefter udbetaling af feriepenge ville medføre fra-drag i efterlønnen. Ministeren bedes herunder oplyse, hvornår beslutningen herom blevtruffet, navnlig i forhold til nævnsafgørelserne om a-kassernes vejledningspligt.

Sagen involverer betydelige økonomiske interesser for AK-Samvirkes medlemmer. Dels er der risi-ko for. at forløbet omkring ferielovens § 34 b ud over de af staten refunderede kr. 542 mio. vil nød-vendiggøre realudligning for yderligere indtil kr. 200 mio. Dels er det fremadrettet uholdbart for a-kasserne al blive efterladt med risiko for efterbetalingssager som den foreliggende.AK-Samvirke kan i øvrigt ikke se del rimelige i, at a-kasserne som private retssubjekter forpligtes tilat yde medlemmerne realudligning uden refusion i tilfælde som del foreliggende, hvor ingen a-kasserettidig blev opmærksom på generelle fejl ved ny lovgivning inden for ministerens ressort, og hvordet tilmed foreløbig har taget ministeriet næsten fire år al identificere omfanget af fejl, der ifølgeministeriet bor udlignes.Ud over tilsagn om refusion af de udestående beløb, beder AK-Samvirke derfor om, at der hurtigstmuligt iværksættes arbejde med al ændre refusionsbekendtgørelsen, således at denne kommer lil alafspejle lovgivningsmagtens intentioner og kommer til at indeholde nødvendige regler om refusionaf belob udbetalt med rette.Beskæftigelsesministerens hidtidige indstilling har nødvendigvis fået AK-Samvirke til at overvejeanlæg af retssag.

AK-Samvirke har anmodet om min vurdering af, hvorvidt a-kasserne har ret tilrefusion af beløb udbetalt til medlemmer som realudligning i anledning af påståetmangelfuld vejledning af medlemmer om, at der i perioden 1. januar 2004 til 30.april 2006 i visse tilfælde var mulighed for dobbeltforsørgelse som følge af dennye § 34 b i ferieloven.Det er min opfattelse, at a-kasserne ved domstolene bør få medhold i, at a-kasseme efter hovedreglen i arbejdsløshedsforsikringslovens § 79, stk. 1, har rettil refusion af beløb udbetalt til medlemmer som realudligning vedrørende mang-lende vejledning om muligheden for at blive dobbeltforsørget.Arbejdsdirektoratet fik i 2003 i lovens § 79, stk. 5, hjemmel til at fravige hoved-regien, men direktoratet har i strid med bemyndigelsen ikke fastsat gennemførel-sesbestemmelser i refusionsbekendtgørelsen om fortabelse af refusion af ydelserbelalt med rette. Sådanne bestemmelser er alene fastsat om fortabelse af refusionaf ydelser betalt med urette. I dette lys er staten i overensstemmelse med hoved-reglen forpligtet til at yde refusion, når der foreligger ganske særlige tilfælde,ligesom efter lovens § 79, stk. 4, og § 86, stk. 6, og efter revisionsbekendtgørel-sens § 7 om refusion af ydelser betalt med urette.Men også mindre end ganske særlige tilfælde forpligter efter min vurdering statenefter hovedreglen, herunder bør det gøres gældende, at en generel fejladministra-tion udført i begrundet god tro ikke har karakter af fejl omfattet af undtagelsesbe-stemmelsen i revisionsbekendtgørelsens § 2, stk. 2.De ganske særlige tilfælde udgøres i overordnede vendinger især af,atBeskæftigelsesministeriet forsømte at vejlede a-kasseme om, at ferielo-vens § 34 b brød med dobbeltforsørgelsesprincippet, selv om ministerietKobenhavn Århus Kolding

var opmærksomt herpå og måtte indse, at bruddet ikke fremstod klart,herunder fordi dette gennemførtes i anden lovgivning inden for ministe-riets ressortområde end arbejdsløshedsforsikringsloven;atbruddet på dobbellforsørgelsesprincippet ved 2003-ændringen af ferie-loven skyldtes lovsjusk fra Beskæftigelsesministeriets side. Beskæfti-gelsesministeren anslog i lovmotiverne statens provenutab i 2004 i an-ledning af lovændringen til kr. 11,3 mio. Udgifterne til real ud ligningenbør ikke afholdes af a-kasserne som private foreninger;formålet med bemyndigelsen i arbejdsløshedsforsikringslovens § 79,stk. 5, ikke tilgodeses ved at nægte refusion af ydelser betalt med rette,da en generel retsvildfarelse hos a-kasseme er uden betydning for a-kassernes incitament til at administrere korrekt:de tilbageværende uløste sager om manglende vejledning ikke adskillersig markant fra de sager, hvor staten ved aktstykke 83 har ydet refusion;ogatsagerne om realudligning for perioden med ferielovens § 34 b samletangår meget betydelige beløb, som a-kasserne som private foreninger vilkomme til at afholde ved realudligning. Partierne bag ændringen af ar-bejdsløshedsforsikringsloven i 2003 lagde til grund, at bemyndigelsen ilovens § 79, stk. 5, om refusion af ydelser betalt med rette, kun ville ha-ve meget begrænset økonomisk virkning for a-kasserne, samlet i størrel-sesorden kr. 0,5 mio. om året.

Resultatet følger også af, al ministeriet på grund af de ganske særlige tilfælde harpligt til at meddele dispensation efter de forvaltningsretlige principper om adgangtil dispensation fra egne regler, der i øvrigt anerkendes af Beskæftigelsesministe-riet i aktstykke 83.Det bør også gøres gældende, at Beskæftigelsesministeriets forpligtelse selvstæn-digt følger af aktstykke 83 og almindelige erstatningsretlige synspunkter.I lyset af Østre Landsrets dom af 31. oktober 2007 i ministeriets sag mod Ar-bejdsmarkedels Ankenævn er der større grund end sædvanligt ved søgsmålsover-vejelser som de foreliggende af inddrage risikoen for, at sagen først vil finde sinendelige afslutning i Højesteret. Eventuel retssag bør derfor også søges henvist tilØslre Landsret som principiel.

Arbejdsmarkedets Ankenævn afgjorde primo september 2006, at a-kasseme burdehave vejledt medlemmerne om, at medlemmer, der var omfattet af den fleksibleefterlønsordning, ville have haft mulighed for at få feriepenge udbetalt uden af-holdelse af ferie og uden fradrag i efterlønnen, og at medlemmerne derfor havderet til realudligning. Vejledningsforpligtelsen gjaldt ifølge ankenævnet, selv ommedlemmet blot havde indsendt feriekort til attestation, og således uden hensyn-tagen til, om der konkret havde foreligget aktiv vejledningssituation. Sager, hvorder ikke forelå aktiv vejledningssituation, betegnes herefter i dette notat som ka-tegori A-sager, mens sager uden aktiv vejledningssituation betegnes kategori B-sager.Baggrunden for afgørelserne er, at ferieloven i 2003 ved indføjelsen af § 34 b blevændret således, at uhævede feriepenge i visse tilfælde kan udbetales til lønmodta-geren efter ferieårets udløb.Feriepenge kan efter § 34 b, stk. 2. udbetales uden afholdelse af ferie efter ferieå-rets udlob, hvis ferien stammer fra et ophørt ansættelsesforhold. Efterløn er ikkeomfattet af opregningen i § 34 b, stk. 4, af de ydelser, hvori der skal ske fradragved udbetaling af feriepenge efter stk. 2.Loven trådte i kraft 1. januar 2004. Retsstillingen var herefter, at feriepenge skulleudbetales uden fradrag i efterløn, hvis feriepengene blev udbetalt efter ferieåretsudløb. Derimod skulle der som hidtil ske fradrag i efterlønnen, hvis feriepengeneblev udbetalt i ferieåret.Arbejdsdirektoratet fjernede muligheden for dobbeltforsørgelse ved bekendtgørel-se nr. 335 af 19. april 2006 med virkning af 30. april 2006.I 2008 afgjorde Arbejdsmarkeds Ankenævnet, al a-kasserne forud for ændrings-bekendtgørelsen af 19. april 2006 også burde have vejledt medlemmerne om, atdisse ville have haft mulighed for at få feriepenge udbetalt uden afholdelse afferie og uden fradrag i efterlønnen, såfremt de havde valgt den fleksible efterløns-

Finansudvalget gav 3. januar 2008 ved aktstykke 83 tilslutning til, at beskæftigel-sesministeren kunne yde 100 procent reftision af efterløn til a-kasser i sager,"hvor a-kassen i perioden Ljanuar2004 til 21. marts 2006 ikke har vejledt med-lemmet eller givet medlemmet forkert vejledning om muligheden for at få udbetaltferiepenge uden fradrag i efterløn ". 1. januar 2004 er dagen for ikrafttrædelsen afferielovens § 34 b, mens 21. marts 2006 er dagen, hvor Arbejdsdirektoratet ud-sendte nyhedsbrev til a-kasserne om samspillet mellem feriereglerne og reglerneom fradrag i efterløn.Aktstykket er baseret på Arbejdsmarkedets Ankenævns afgørelser fra 2006, ogsom bærende præmis for at søge om Finansudvalgets tilslutning til at yde refusiontil a-kasserne af udgifterne til realudligning anførtes, at det ifølge ministeren erundskyldeligt, "at a-kasserne ikke af egen drift har fundet anledning lil at vejledederes medlemmer om dobbeltforsørgelse ", hvormed der henvises til kategori A-sagerne, der senere ifølge aktstykket var skønnet til at udgøre formentlig 90-95%af sagerne. Kategori B-sageme skønnedes således at udgøre 5-10% af sagerne.Som begrundelse for at medtage kategori B-sagerne anførtes, at "det i praksis harvist sig vanskeligt at sondre klart mellem de to sagsgrupper. " Kategori A-sagcrncog kategori B-sageme skønnedes samlet at påføre staten udgifter på kr. 450-600mio. Rigsrevisionen opgør i notat af 27. oktober 2010 udgiften til kr. 542 mio.Beskæftigelsesministeren afviser at yde refusion i kategori C-sagerne under hen-visning til bekendtgørelse nr, 587 af 26. juni 2003 om a-kassernes ret til refusionaf udbetalte ydelser, § 2, stk. 2. Særligt vedrørende aktstykke 83 har ministerenvedrørende kategori C-sagerne gjort gældende, at disse ikke omfattes heraf ogderudover bl.a. til, at kategori C-sagerne ikke er sammenlignelige med kategoriA-sagerne; kategori C-sagerne anses blot for "/ en vis grad beslægtet" med kate-gori B-sagerne, jf. beskæftigelsesministerens svar af 4. maj 2010 på Finansudval-gets spørgsmål 2. Kategori C-sagerne skønnes at ville påføre udgifter på ca. kr. 20mio.Herudover er a-kasseme efter det oplyste blevet instrueret om at foretage realud-ligning i yderligere to kategorier af sager repræsenterende udgifter på indtil kr.150 mio.: Kategori D-sager i form af sager, hvor a-kasserne ifølge direktoratetburde have vejledt om, at udbetalinger i medfør af ferielovens § 30, slk, 1, kunne

A-kasseme har efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 79, stk. 1, krav på refusionaf ydelser, der med rette er udbetalt til medlemmer.Hvor et medlems ret til dagpenge ikke følger direkte af arbejdsløshedsforsikrings-loven, men derimod følger af almindelige forvaltningsretlige principper om f.eks,vejledningsfejl begået af en a-kasse, anses a-kassens udbetaling af ydelsen tilmedlemmet for at være sket med rette og er dermed også refusionsberettiget efterarbejdsløshedsforsikringslovens § 79, stk. I. Medlemmets krav på, at blive stilletsom om korrekt vejledning var blevet givet, betegnes som krav om realudligning.Som begrundelse for at a-kasseme uanset arbejdsløshedsforsikringslovens § 79,stk. 1, ikke skulle have ret lil refusion, henviser beskæftigelsesministeren til revi-sionsbekendtgørelsens § 2, stk. 2, der er affattet således: "Hvis en a-kasse harbegået fejl i sagsbehandlingen og Arbejdsdirektoratet eller ArbejdsmarkedetsAnkenævn som følge heraf træffer afgørelse om, al medlemmet har ret til en ydel-se, falder a-kassens ret til refusion væk. Refusionen falder væk for perioden indtiltidspunktet for direktoratets eller ankenævnets afgørelse. Hvis direktoratets ellerankenævnets afgørelse skyldes a-kassens forkerte vejledning af medlemmet (real-udligningsprincippet), har a-kassen dog ret til refusion for ydelser, der udbetalesfor perioder efter det tidspunkt, hvor fejlen bliver konstateret. "Bekendtgørelsens § 2, stk. 2, har karakter af undtagelse til hovedreglen efter lo-vens § 79, stk. 1, hvilket også fremgår umiddelbart af, at det i bekendtgørelsens §2, stk. 1, er fastslået, at en a-kasse har ret til refusion fra staten af ydelser, der erudbetalt med rette, hvorefter tilføjes 'jf. dog stk. 2 ".Bekendtgørelsens § 2, stk. 2, er udfærdiget med hjemmel i arbejdsløshedsforsik-ringslovens § 79, stk. 5, der giver hjemmel for Arbejdsdirektoratet til at fastsættenærmere regler om, at refusion af udgifter omfattet af § 79, stk. 1. helt eller del-vist bortfalder, hvis en a-kasse har begået fejl i forbindelse med sagsbehandlin-gen.

Lovens § 79, stk. 5, indførtes i 2003 for at give a-kasseme incitament til at admi-nistrere korrekt og begrænse fejludbetalinger. Bestemmelsen indførtes samtidigmed ændring af arbejdsløshedsforsikringslovens § 86 om a-kassernes mulighedfor refusion af beløb udbetalt med urette.I lovmotiverne nævnes to eksempler på, hvilke typer sager ministeriet ønskede, ata-kasserne selv skulle bære omkostningerne ved, nemlig de udførligt omtaltekundgørelsessager og realudligningssager. Realudligningssager er defineret såle-des i lovmotiverne: "Arbejdsmarkedets Ankenævn har endvidere i konkrete sagergivet el medlem ret til dagpenge, efterløn m.v. i tilfælde, hvor lovens betingelserfor ret til ydelsen ikke var opfyldt, men hvor arbejdsløshedskassen på grund affejlagtig vejledning m.v. var skyld, i at medlemmet ikke kunne opfylde betingel-serne. Som eksempel kan nævnes, al et medlem stilles, som om medlemmet harsøgt rettidigt om efterløn efter reglerne i loven, hvis en for sen ansøgning skyldeskassens mangelfulde eller forkerte vejledning. Det har været afgørende for anke-nævnets afgørelser i disse sager, at medlemmel ville have opfyldt lovens betingel-ser for ret til ydelsen, hvis a-kassen havde vejledt korrekt. Det har således væretforudsætning, at de materielle betingelser for retlen til dagpenge, efterløn m.v.ville kunne opfyldes, hvis kassen havde vejledt korrekt. "Lovteknisk valgtes det at give bemyndigelse til Arbejdsdirektoratet i stedet for atudforme de nærmere regler i selve arbejdsløshedsforsikringsloven, således somlovgiver delvist har gjort det om refusion af beløb udbetalt med urette, jf. lovens §86. Del forudsættes i lovmotiverne, at der ville blive udformet nærmere regler vedudnyttelsen af bemyndigelsen: 'Det foreslås derfor, at direktøren for Arbejdsdi-rektoratet får bemyndigelse til al fastsætte regler om, at en arbejdsløshedskassesrefusion kan bortfaldefor beløb, som et medlem får ret til på grund af anvendelseaf de generelle forvaltningsretlige principper, når kassen har begået fejl. Bemyn-digelsen vil blive anvendt til at fastsætte regler om, al en kasse kan miste refusionfor beløb, kassen bliver pålagt at udbetale i de ovenfor beskrevne kundgørelses-og realudligningssager. Del er imidlertid ikke hensigten at fratage en kasse refu-sionfor beløb, der udbetales for perioder, der ligger efter afgørelsestidspunktet idirektoratet/ankenævnet."Under lovgivningsprocessen blev del under sammenfatningen af behovet for be-myndigelsen anført, al der ved udnyttelsen af bemyndigelsen ville blive fastsatnærmere administrative regler, jf. ministrenes svar på Arbejdsmarkedsudvalgetsspørgsmål 41(L 151 - bilag 28 af maj 2003): "Kassernes incitament lil at admini-strere korrekt er hermed begrænset, og a-kasserne kan uden økonomiske konse-kvenser "skaffe" el medlem en ydelse, medlemmet ellers ikke vil være berettiget

til, ved at pålage sig ansvaret for, at medlemmet ikke er blevet vejledt korrekt. Delvil fremgå af de administrative regler, som fastsætles som følge af bestemmelsen,al en a-kasse kun kan miste refusion i tilfælde, hvor det er åbenbart, at der er sketen sagsbehandlingsfejl i a-kassen, som har betydet, at et medlem på grund afforvaltningsretlige principper får en ret, som medlemmet ellers ikke ville væreberettiget lil. " Det er værd at hæfte sig ved, at ministeren i sin begrundelse forbestemmelsen her sagde, at en bærende begrundelse for behovet for begrænsningaf a-kasserncs ret til refusion af ydelser betalt med rette var, at der var bekymringfor, at a-kasseme gennem reglerne om realudligning hjalp medlemmerne til fåfortabte ydelser ved ubegrundet og uden udgift at påtage sig ansvaret for med-lemmernes fejl.Det fremgår da også af beskæftigelsesministerens svar på Arbejdsmarkedsudval-gets spørgsmål 38 (L 151 - bilag 28 af maj 2003), at regierne om begrænsning afrefusion af ydelser betalt med rette kun forventedes at berøre relativt få sager medbeskeden økonomisk virkning for både staten og a-kasseme: "Den i lovforslagetanførte besparelse er opgjort som den skønnede besparelse ved kundgørelsessa-gerne, der med betydelig usikkerhed anslås til en besparelse på 150.000 kr. årligt,og en besparelse ved realudligningssagerne, der med betydelig usikkerhed skøn-nes at vedrøre 100 sager pr. år med en sligende tendens. Samlet er besparelsenanslået til ca. Vi mill. kr. årligt, som a-kasserne efter lovforslaget ikke vil få refu-sionfor, selv om udbetalingerne i forhold til medlemmerne i kraft af realudligningmv. bliver retsmæssig og derfor ikke betragtes som fejludbetaling, jf. § 86, stk. 4.Besparelsen kan derfor ikke sammenlignes med tallene for fejludbetalinger, jf.svaret på spørgsmål 37. "Derimod ansås reglerne om a-kassernes retsstilling ved beløb udbetalt med urettefor al have betydning. I svaret på spørgsmål 37 oplyses det, at fejludbetalinger iårene 1998-2002 havde udgjort mellem kr. 81-120 mio. Derfor og da baggrundenfor lovændringen var en udtalelse fra Folketingets Ombudsmand om fortolknin-gen af arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, påkaldte lovforslaget om ændring af§ 86, stk. 4, sig langt den største opmærksomhed under lovgivningsprocessen.Forventningen om besparelse på ca. kr. 0,5 mio. årligt er også udtrykt i lovforsla-gets skøn over de økonomiske konsekvenser for det offentlige.Da beskæftigelsesministeren indvilgede i at modificere virkningen af ændrings-forslaget til § 86, stk. 4, opnåedes Socialdemokraternes tilslutning til det samledelovforslag, herunder forslaget til bemyndigelse i § 79, stk. 5, der som anført blevanset for at være af underordnet betydning. Det, der fik Socialdemokraterne til attilslutte sig lovforslaget, var dispensationsreglen i § 86, stk. 4, 3. punktum, om

begrænsning af a-kassernes tilbagebetalingspligt uden hensyntagen til, om statenhar lidt tab.Dispensationsreglen i § 86, stk. 4, 3. punktum, motiveres således i lovmotiverne:"Det foreslås, al direktøren for Arbejdsdirektoratet i ganske særlige tilfælde kangive en a-kasse ret (il hel eller delvis refusion, selv om der er sket en fejludbeta-ling. Der tænkes på sager, hvori der er træffes realudligningsafgøreiser, og hvorder ikke er nogen tvivl om, at et medlem ville have ret til en ydelse på el fast lids-punkt, f.eks. ved overgang til efterløn fra overgangsydelse. Der skal endviderelægges vægt på sagens konkrete omstændigheder, herunder om fejlen er opdagetefter kort tid. eller om der er særligt undskyldelige årsager til fejlen. "Også før indførelsen af arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 4, 3. punktum,gjaldt der undtagelser til reglerne om a-kassemes fortabelse af refusion af beløbudbetalt med urette. Regler herom var fastsat i refusionsbekendtgørelsen medhjemmel i lovens § 86, stk. 6.Refusionsbekendtgørelsen blev i 2003 ændret som konsekvens af ændringen afarbejdsløshedsforsikringsloven. Under henvisning til lovens § 86, stk. 6, videre-førtes der i revisionsbekendtgørelsens §§ 3-7 regler om ydelser udbetalt med uret-le. Jeg skal fremhæve revisionsbekendtgørelsens § 7, da denne bestemmelse ioverensstemmelse med arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 6, giver almin-delig hjemmel for Arbejdsdirektoratet lil at dispensere i "ganske særlige tilfæl-de". 1 bekendtgørelsens forgænger fandtes bestemmelsen herom i § 5. Derudoverindførtes som nogel nyt den omtalte bestemmelse i § 2 om begrænsninger i a-kassemes refusion af ydelser betalt med rette. Som hjemmel herfor henvistes tillovens § 79, stk. 5.5.Refusion direkte efter lovens § 79, stk. 1

Henset til at hovedreglen efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 79, stk. 1, er, ata-kasserne som private foreninger skal have refunderet ydelser udbetalt med rette,mener jeg ikke, at den brede bestemmelse i revisionsbekendtgørelsens § 2, stk. 2,har tilstrækkelig klar hjemmel til at nægte refusion, når der foreligger ganskesærlige tilfælde, da refusionsbekendtgørelsen ikke som forudsat af lovgivnings-magten indeholder gennemførelsesbestemmelser om refusion af ydelser belaltmed rette.Revisionsbekendtgørelsens § 2 tilføjer nogel nær intet til bemyndigelsesbestem-melsen i arbejdsløshedsforsikringslovens § 79. stk. 5, om begrænsning af refusionaf ydelser betalt med rette. Lovgivningsmagtens beslutning om al gennemføre

reglerne om refusion udelukkende ved bemyndigelsesbestemmelse - og udensupplerende begrænsninger og præciseringer som i § 86 om ydelser udbetalt medurette - nødvendiggjorde jo ellers netop nærmere administrativ udmøntning irefusionsbekendtgørelsen. Lovkravet om inddragelse af Landsarbejdsrådet ogmuligheden for begrænsning af fortabelse af refusion til delvis fortabelse viserogså, al der med nødvendighed skulle ske udmøntning.Bemyndigelsen i arbejdsløshedsforsikringslovens § 79, stk. 5, til fravigelse afhovedreglen i lovens § 79, stk. 1, skulle bl.a. have givet sig udslag i sædvanligegennemførelsesbestemmelser, herunder en dispensationsbestemmelse med mindstsamme indhold som opsamlingsbestemmelsen i refusionsbekendtgørelsens § 7,navnlig da der for ydelser betalt med urette fulgte begrænsninger allerede efterselve loven. Det skal fremhæves, at der både efter arbejdsløshedsforsikringslo-vens § 79, stk. 4, og § 86, stk. 6. skal kunne dispenseres i ganske særlige tilfælde,og at der således er tale om et sædvanligt begreb på retsområdet. Omstændighe-derne giver ikke belæg for modsætningsslutning.Det må tages i betragtning, al lovgivningsmagten i 2003 tydeligvist anså nyska-belsen i lovens § 79, stk. 5, for at have meget begrænset økonomisk betydning, ogbeskæftigelsesministerens svar på spørgsmål 41 tyder på, at det i høj grad varrisikoen for, at a-kasserne uberettiget påtog sig medlemmernes fejl, der ønskedesforhindret ved reglen.Beskæftigelsesministeriets vejledning fra 2003 om a-kassernes ret til refusion forudbetalte ydelser efterlader i øvrigt bemærkelsesværdigt del indtryk, at ministerielselv var af den opfattelse, at der også er dispensationsadgang ved ydelser betaltmed rette. Under vejledningen vedrørende refusionsbekendtgørelsens § 7 omtalerministeriet dispensationshjemlen i lovens § 86, stk. 4, 3. punktum - der omfatterydelser udbetalt med urette - og henviser derefter til, at dette skulle omfatte vissetilfælde med afgørelser om realudligning, jævnfor refusionsbekendtgørelsens § 2,stk. 2, hvilken bestemmelse jo efter sit indhold ellers kun omfatter ydelser udbe-talt med rette.Del kan ikke føre til andet resultat til skade for a-kasserne som private foreninger,al inddragelse af Landsarbejdsmarkedsrådet forud for udmøntningen af bemyndi-gelsen ikke resulterede i fastsættelse af gennemførelsesbestemmelser i refusions-bekendtgørelsen.Jeg mener, al også mindre end ganske særlige tilfælde begrunder ret til refusiondirekte efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 79, stk. 1. Det bør f.eks. gøresgældende, at den foreliggende generelle fejladministration udført af a-kasserne i

sbegrundet god tro ikke har karakter af fejl som beskrevet og forudsat i revisions-bekendtgørelsens § 2, stk. 2. Identifikation af omfanget af fejl har tilsyneladendeen sådan sværhedsgrad, at del har taget ressortmyndigheden flere år, og det ertilmed sket drypvis.Da der imidlertid foreligger ganske særlige tilfælde, jf. nedenfor under pkt. 6, erdet ufornødent i dette notat at forsøge at afgrænse indholdet af området for refusi-on for ydelser betalt med rette. Det anførte fører dog til, at eventuel tvivl, om derforeligger ganske særlige tilfælde, må komme staten til skade. Under eventuelretssag vil argumentation skulle udbygges til gunst for a-kasseme.Om hjemmelsgrundlaget for bekendtgørelser kan der henvises til f.eks. HenrikZahle: Dansk forfatningsret 1, side 349 ff.Jeg har argumenteret ud fra arbejdsløshedsforsikringslovens § 79, stk. 1, men detsamme resultatet følger efter min opfattelse af betragtninger om pligt for Arbejds-direktoratet - og dermed også beskæftigelsesministeren - lil at udnytte sin ret tilat dispensere fra egne regler.At der består sådan dispensationsmulighed er udtrykkeligt lagt til grund af be-skæftigelsesministeren i aktstykke 83: "Arbejdsdirektoratet kan imidlertid efterprincipperne om ret til dispensation fra egne regler dispensere fra hovedreglenog give kassen helt eller delvist ret til refusion. Efter disse principper bør dernormalt kun dispenseres, hvis der foreligger en helt særlig situation, som ikkekunne forudsættes ved reglernes udstedelse." Selvom ministeren således selvantager, al der kan dispenseres uden udtrykkelig hjemmel i bekendtgørelsen, viljeg alligevel for fuldstændighedens skyld henvise til, at dette også antages i denjuridiske litteratur, jf. Hans Gammeltoft-Hansen mil.: Forvaltningsret, 2. udgave,2003, side 313.1 aktstykke 83 anføres det lil støtte for dispensation i kategori A-sagemc og kate-gori B-sagerne, at der forelå "en helt særlig situation", hvilket ligger bemærkel-sesværdigt tæt op ad formuleringen "ganske særlige tilfælde" fra lovens § 79, stk.4, og § 86, stk. 6, og refusionsbekendtgørelsens § 7. Hvor der foreligger "ganskesærlige tilfælde" for ydelser betalt med rette, må der være pligt til at meddeledispensation på samme måde som for ydelser betalt med urette.

Kategori C-E-sageme har for mig at se karakter af ganske særlige tilfælde af isærfølgende grunde:For det første forsømte Beskæftigelsesministeriet at gøre a-kasseme opmærk-somme på betydningen af ferielovens § 34 b. Beskæftigelsesministeriet må i for-hold til a-kasseme have samme vejledningsforpligtelse om betydningen af nyegenerelle lovændringer inden for ministeriets eget ressortområde, som a-kassernehar over for deres medlemmer efter bekendtgørelse nr. 481 af 10. juni 2003 om a-kassemes pligt til at vejlede. Arbejdsdirektoratet vejleder bl.a. gennem rundskri-velser om betydning af lovændringer, administrativ praksis mv.Dette må i særdeleshed gælde på et område som det foreliggende, hvor behovetfor vejledning var en konsekvens af ændring af anden lovgivning inden for mini-steriets ressortområde end arbejdsløshedsforsikringsloven, og hvor Beskæftigel-sesministeriet tilmed selv var opmærksom på den ikke umiddelbart lettilgængeli-ge konsekvens af ændringen af ferieloven og derfor også som det mindste burdehave forudset og taget højde for den økonomiske betydning af ændringen af ferie-loven. At Beskæftigelsesministeriet tidligt var opmærksom på konsekvensen afændringen af ferieloven fremgår af Arbejdsdirektoratets notat af 29. januar 2004til Beskæftigelsesministeriets departementschef. Alligevel sørgede ministerietikke for orientering af a-kasseme før ved Arbejdsdirektoratets nyhedsbrev af 20.marts 2006 - mere end to år efter lovens ikrafttræden.Det må også tillægges betydning, at den ikke umiddelbart lettilgængelige konse-kvens af ændringen af ferieloven førte til ændring af en praksis med rødder tilba-ge til 1979 og var udtryk for (utilsigtet) brud med dobbellforsørgelsesprincippel,jf. Arbejdsdirektoratets nolat af 18. juni 2003. Det forhold, at a-kasserne ikke afsig selv blev opmærksomme på konsekvensen af ændringen af ferieloven, viser, atden ikke var let tilgængelig, hvilket til overflod er tydeliggjort ved forløbet afressortmyndighedens langstrakte fejlidentifikation. Det fremstår troværdigt, at a-kasseme ikke var opmærksomme på konsekvenserne, da a-kasserne ved rettidigvejledning af deres medlemmer jo havde sikret dem fuldt refusionsberettiget dob-beltforsørgelse.Jeg vil som det andel fremhæve, al det fremstår som om, at det ikke fra Beskæfti-gelsesministeriets side var tilsigtet, al ændringen af ferieloven i 2003 skulle føretil brud på dobbeltforsørgelscsprincippel. Som det fremgår af Arbejdsdirektoratetsinterne notat af 18. juni 2003 arbejdedes der under udarbejdelsen af lovforslagetfor at respektere, at der ikke skulle ske dobbeltforsørgelsc, og de økonomiske

konsekvenser for statskassen skønnedes i lovforslaget til kr. 11,3 mio. for 2004.Næslen lige så bemærkelsesværdigt ændrede Arbejdsdirektoratel ved bekendtgø-relsen af 19. april 2006 reglerne mindre end én måned efter Arbejdsdirektoratelsnyhedsbrev af 20. marts 2006 om problemet, således at udbetaling af feriepengeunder de foreliggende omstændigheder ftemover ville medføre fradrag i efterløn-nen. Indholdet af Arbejdsdirektoratets notat af 29. januar 2004, herunder note 1,viser for mig at se, at ministeriet tidligt blev opmærksomt på utilsigtet brud pådobbeltforsørgelsesprincippet, men åbenbart undervurderede problemets retteøkonomiske betydning, og derfor ikke mente at have "behov for regelændringer".Hvis a-kasserne ikke indrømmes refusion af de med rette udbetalte ydelser, bliverslutresultatet, at a-kasserne som private foreninger kommer til at afholde omkost-ningerne forbundet med Beskæftigelsesministeriets lovsjusk.For del tredje fremgår det tydeligt af forarbejderne til 2003-ændringcn af arbejds-løshedsforsikringsloven - som Socialdemokraterne endte med at tilslutte sig - atformålet hermed var, al give a-kasseme incitament til at administrere korrekt ogbegrænse fejludbetalinger. Dette er væsensforskelligt fra den foreliggende situati-on, hvor a-kasserne over en bred kam ikke har gennemskuet utilsigtede konse-kvenser på dagpengeområdet af 2003-ændringcn af ferieloven.For det fjerde har staten efter forelæggeise for Finansudvalget anerkendt at skulleyde refusion i kategori A-sageme og kategori B-sagerne. Beskæftigelsesministeri-et fremhæver navnlig kategori A-sagerne som forskellige, da disse angår sager,hvor der ikke har været cn aktiv vejledningssituation, fordi medlemmet blot havdeindsendt feriekort. Jeg har svært ved at se, al dette med rimelighed kan beskrivessom forsømmelse af aktiv vejledning. Hvis a-kasseme straks havde administreretefter loven, må det være åbenbart, at ingen medlemmer på fleksibel efterløn villehave holdt ferie i stedet for blot at være på efterløn, men medlemmerne ville istedet have været på efterløn i hele ferieåret og derefter fået udbetalt feriegodtgø-relse. Her er der reelt intel at vejlede om, medlemmet kan kun antages at sende sitferiekort som udslag af ukendskab lil lovgivningens utilsigtede undtagelse tildobbeltforsørgelsesprincippet. Der kan være mere nuancerede overvejelser i for-hold til kategori C-E-sageme.Endelig må det for det femte tages i betragtning, at refusionssporgsmålet samletangår endog meget betydelige beløb, som a-kasserne som private foreningerkommer til at afholde ved realudligning. Og beløbet er reelt endnu hojere, da ud-giften vedrørende kategori C-E-sageme rnå anskues sammen med udgiften på kr.542 mio. vedrørende kategori A-sagerne og kategori B-sageme. Der er ikke taleom, at medlemmerne ved realudligningen får bedre retsstilling, end hvad der erhjemmel til efter loven, men derimod om at medlemmer blot får, hvad de efter

Ved upåanket dom af 31. oktober 2007 afviste Østre Landsret anerkendelses-søgsmål anlagt af Beskæftigelsesministeriet mod Arbejdsmarkedets Ankenævnvedrørende den afgørelse, der lå til grund for kategori A-sageme.Landsretten anførte bl.a. følgende i sine præmisser: "Selvom afgørelsen målteindebære, al der skal ske udbetaling af ydelser i størrelsesordenen 400-600 mio.kr. lil efterlønsmodtagere, finder Landsretten ikke, at Beskæftigelsesministeriethar en økonomisk interesse i den trufne afgørelse, der kan begrunde søgsmåls-kompetence. Landsretten lægger herved vægt på, at ministeriet ikke har væretretligt forpligtet lil atfiiholde a-kasserne for det tab, de eventuelt måtte lide somfølge af Ankenævnets afgørelse, men har valgt at tilbyde atfiiholde a-kasserne udfra mere kuluncemæssige oven'ejelser ".Den anførte præmis forudsætter en anden retstilling end antaget af mig. men dener fremkommet i en sag uden a-kasserne mellem to statsinstitutioner, der beggegjorde gældende, at refusionen var skel uden pligt hertil, og der var intet oplystom kategori C-E-sagerne, der på tidspunktet for domsafsigelsen endnu ikke varkendte.Dommen har ikke retskraft under retssag anlagt vedrørende kategori C-E-sagerne,men det er klart, at der er reel risiko for, at landsretten vælger at genanvendepræmisserne, uanset de ganske særlige specielle omstændigheder, der gjorde siggældende i dommen mellem to statsinstitutioner, der på dette punkt var enige.Østre Landsrets dom af 31. oktober 2007 kan derimod ikke tænkes at ville blivetillagt betydning af Højesteret, bortset naturligvis fra Højesterets almindelige inte-resse for undcrinstansens overvejelser.

Det kan gøres gældende, at Beskæftigelsesministeriet er retligt forpligtet til refu-sion efter aktstykke 83, selvom forpligtelse hertil ikke måtte kunne udledes afarbejdsløshedsforsikringsloven.Kategori C-E-sageme omfattes af anvendelsesområdet ifølge selve tekstanmærk-ningen i aktstykke 83: "Beskæftigelsesministeren bemyndiges til at yde arbejds-løshedskasserne refusion i sager, hvor en arbejdsløshedskasse ikke har vejledtmedlemmet eller givet medlemmet forkert vejledning om muligheden for at fåudbetalt feriepenge optjent i 2002-2004 uden fradrag i efterlønnen i perioden 1.januar 2004 til 21. marts 2006, uanset bestemmelsen i § 2, stk. 2, i bekendtgørelse587 af 26. juni 2003 om a-kassemes ret lil refusion for udbetalte ydelser, jf § 79,stk. 5, i lov om arbejdsløshedsforsikring mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 994 af 8.august 2007. "Imod forståelsen taler med betydelig vægt, at kendskabet til disse uomtvisteligt eropstået, efter at Finansudvalget gav sin tilslutning til aktstykket, og at kategori C-E-sagerne næppe kan have indgået i de økonomiske skøn, der efter aktstykket låtil grund for Finansudvalgets tilslutning.9.Erstatningssynspunkter

Del bør gøres gældende, at forpligtelsen for staten også følger direkte af erstat-ningssynspunkter.Beskæftigelsesministeriet vidste straks efter ikrafttrædelsen af ændringen af ferie-loven pr. 1. januar 2004, at medlemmer af a-kasserne i visse tilfælde kunne opnådobbeltforsørgelse, og ministeriet burde derfor også gennem rundskrivelse ellerandet have sikret sig, at a-kasseme var opmærksomme på denne i forhold til tradi-tionen på området besynderlige nyskabelse. Synspunkterne underbygges i øvrigtaf de omstændigheder, der er fremdraget til støtte for, at der foreligger ganskesærlige tilfælde.