”Enhver har ret til arbejde”

Ifølge diverse nyhedskilder i dag, søndag den 1. maj af alle dage, ønskerSocialdemokraternes formand at tvinge kontanthjælpsmodtagere i arbejde, fx med atsamle affald i naturen.Nu skal man jo ikke tro på alt hvad man hører og læser, og slet ikke i pressen; derforunderstreger jeg, at min kommentar til Thorning Schmidts ’forslag’ gives på dethypotetiske grundlag, at forslaget er korrekt gengivet i pressen. Når jeg alligevel ønsker atkommentere forslaget, så fordi dets indebyrd er en alvorlig sag og af meget stor principielbetydning.”Enhver har ret til arbejde, til frit valg af beskæftigelse, til retfærdige og gunstige arbejdsvilkår ogtil beskyttelse mod arbejdsløshed”.Sådan lyder artikel 23, stk. 1 iFN’sMenneskerettighedserklæringaf 1948.Arbejde er altså først af alt en menneskeret. Det er ikke en menneskepligt, bl.a. fordi ikkealle mennesker er i stand til at arbejde. Gør man det derimod til en menneskepligt, så kantilværelsen blive yderst vanskelig for ikke mindst gamle, syge, handicappede og børn.Men arbejde er primært en ret, og dette har enhver politiker at holde sig efterretteligt,dersom man altså vil overholde FN’s Menneskerettighedserklæring.De lovgivende og udøvende politikere og andre myndigheder har altså, som det absolutprimære, pligt til at overholde og fremme den rettighed, samfundets borgere – og dvs. alleborgere uden undtagelse – har til et arbejde.At ville tvinge noget menneske i arbejde er således ikke i overensstemmelse medMenneskerettighedserklæringens bogstav og slet ikke med dens ånd; tendensen i og denyderste konsekvens af det at tvinge nogen til at arbejde er nemlig slaveri, slavearbejde,som vi bl.a. kender fra Det tredje Rige, der uden tvivl er Menneskerettighedserklæringensinspirationskilde, dens ’lærebog’ par excellence, hvoraf den har lært, at netop sådan skaldet ikke være, netop det må aldrig gentage sig.Nu kan man selvfølgelig godt – og uden tvivl altovervejende som regel med succes –appellere til menneskers forståelse for samfundsmæssige sammenhænge og for dethensigtsmæssige i, at flest muligt yder en indsats for fællesskabet, og/eller man kanjustere på understøttelsens størrelse, alt efter de understøttede borgeres vilje til at yde enarbejdsindsats. Men dette er en ren politisk beslutning, det kan også gøres anderledes.Hovedsagen er her, at Menneskerettighedserklæringen slet ikke opfordrer til at udøve tvang imodmennesker, heller ikke imod eventuelt arbejdsvægrende.Arbejde er altså en menneskeret. Derfor bør Thornings Schmidts og alle andreindflydelsesrige politikeres perspektiv på og tilgang til kontanthjælpsmodtageres – nogleaf de svageste og generelt mest selvtillidsløse personer i samfundet – arbejde være ganske

og aldeles anderledes. Man må som magthaver eller som udøvende en magtfunktion væresig sin funktion som borgernes tjener bevidst; politikerne og lovens andre forvaltere måmøde kontanthjælpsmodtagerne medpassende ydmyghed.Politikerne skal tilbyde dissearbejde, thi det er alle borgeres ret. Og kontanthjælpen skal konverteres til reel løn påsædvanlige overenskomstvilkår. Kan politikerne ikke skaffe borgerne et fuldtidsarbejde,hvad de jo er sat i verden til, så må de regerende politikere, men også oppositionen,undskylde det og bestræbe sig på snarest, og hellere i dag end i morgen, at skaffe deberørte borgere et sådant fuldtidsjob.Kontanthjælpen som sådan bør afskaffes. Den er i realiteten blot et symptom påpolitikernes reelle magtesløshed i forhold til at skaffe borgere deres soleklare ret: etarbejde på ”retfærdige og gunstige vilkår”. I tusindvis af arbejdsvillige og -duelige erkommet på kontanthjælp, fordi samfundet ikke har evnet at skaffe dem det arbejde, somde har krav på. Borgere er således uretmæssigt blevet straffet endnu en gang forsamfundets retsstridige og skammelige misere: først altså med arbejdsløshed og dagpenge– ofte mindre end halvdelen af en reel løn – og derpå med kontanthjælp, der reelt erfattighjælp. I øvrigt burde kontanthjælp hedde ’retmæssig kompensation for mangel påarbejde’.Thorning Schmidts forslag er i virkeligheden udtryk for en slet magtarrogance og dittomagtbrynde; kontanthjælpsmodtagerne er ikke i stand til at skaffe sig arbejde, det har detydeligt vist, mange gider måske ovenikøbet ikke arbejde, og de har endvidere ikke nogetnetværk i form af en fagforening eller nogle overenskomster, der giver dem et forsvar, ogsom giver magthaverne modstand, de er altså ’svage’. Deres ledighed er, ligger detimplicit i statsministerkandidatens forslag, deres egen skyld, de har ikke taget ansvar forderes egen situation. Og sådan kunne man blive ved, sådan står flosklerne, fordommeneog den indre svinehund realiter halsende på ryggen af hinanden for at give heltutilstrækkelige begrundelser for den inhumane behandling af en magtesløs gruppe afmedborgere, der langt snarere har brug for en reelt hjælpende hånd, som kan give demselvtillid, værdighed og ikke mindst et reelt arbejde, og ikke arbejde på slavelignendebetingelser.Og endelig tvinger man ikke mennesker til at arbejde med noget, som de decideret ikkeønsker. Gør man det derimod alligevel, vil det ikke utypisk se sådan ud, med et tænkteksempel: Lærer A afskediges som 42-årig, altså næsten midaldrende, pga. nedskæringerfra den skole, hvor han har været ansat. Han forsøger nu at få andet arbejde inden for sitfag, som samfundet har ønsket, han har uddannet sig inden for, og som han er stærktengageret i og stolt af sin kunnen inden for. Det lykkes ham ikke, og måske har han haftnedture over det, hvilket har virket noget hæmmende på hans jobsøgning. Som følge af sitmanglende held med givetvis massevis af ansøgninger kommer han nu på kontanthjælpmed deraf følgende økonomisk nedtur. Han bliver måske nødt til at sælge sit hus. Medikke ringe sandsynlighed koster det også på familiefronten – ordet ’front’ skal muligvisher tages helt bogstaveligt –, men lad det nu være. Manden er berøvet sin selvfølelse, menhar dog håb om at komme til at fungere som lærer eller noget lignende igen. Nu kommerså beskeden til ham: ”Du skal ud at samle affald ved motorvejen”. Har man mon nogen

forestilling om, hvilket menneske, der kan komme ud af den behandling? Og hvilket(selv)respektløst samfund? Den behandling ligner på ingen måde det humane, jeg læser iMenneskerettighedserklæringen:”Enhver har ret til frit valg af beskæftigelse, (og) til retfærdigeog gunstige arbejdsvilkår”.Helt bestemt al respekt for arbejde med at gøre naturen ren, mendet skal ske uden tvang – og vil man betale nogen en reel løn for det, så skal man også nokfå det gjort, endda den dag i dag.Sluttelig skal det igen understreges – for det er tilsyneladende stærkt påkrævet –, at somalle andre artikler i FN’s Menneskerettighedserklæring skal også artikel 23, stk. 1,samvittighedsfuldt overholdes:

”Enhver har ret til arbejde”.

Med venlig hilsen til alle udvalgets medlemmerPoul FerlandDr.phil. i idéhistorie (arbejdsløs)Molhøjvej 309560 Hadsund