Finansudvalget har i brev af 1.6.2011 stillet følgende spørgsmål aktstykke 145 § 24spm. 2 om kommunegaranti til biogasanlæg som hermed besvares.

Spørgsmål 2:

”Ministeren bedes oplyse, om det er korrekt, at biogasanlæg, der får kommunegarantiskal betale en garantirente på min 3,8pct.? I bekræftende fald ønskes det oplyst, hvadårsagen til garantirenten er samt hvorfor biogasanlæg ikke tidligere har skullet betale ensådan garantirente”

Svar:

Da kommunegarantier henhører under Indenrigs- og Sundhedsministeriets ressort harjeg til besvarelse af spørgsmål 2 indhentet nedenstående svarbidrag fra Indenrigs- ogSundhedsministeriet, som jeg vil henholde mig til. Indenrigs- og Sundhedsministeriethar oplyst følgende:”Den skrevne lovgivning tager ikke stilling til spørgsmålet om, hvorvidt en kommunekan yde garanti for biogasanlæg.Spørgsmålet skal derfor afgøres efter almindelige kommunalretlige grundsætninger omkommuners opgavevaretagelse, de såkaldte kommunalfuldmagtsregler.Det antages efter kommunalfuldmagtsreglerne, at kommuner som udgangspunkt ikkeuden lovhjemmel må drive handel, håndværk, industri eller finansiel virksomhed. Detantages dog, at kommuner som en modifikation til ovennævnte udgangspunkt lovligtkan varetage forsyningsvirksomhed, herunder varmeforsyningsvirksomhed inkl.etablering og drift af biogasanlæg.En forudsætning for en kommunes engagement i forsyningsvirksomhed er, at denpågældende forsyningsvirksomhed drives i overensstemmelse med hvile i sig selv-princippet. Hvile i sig selv-princippet indebærer, at forsyningsvirksomhedens indtægterog udgifter set over en årrække skal balancere, samt at der skal være klar adskillelsemellem kommunens økonomi og den pågældende forsyningsvirksomheds økonomi.Baggrunden for princippet er, at en kommune ikke uden lovhjemmel må anvende sin

forsyningsvirksomhed til at forøge sine indtægter (et forbrugerbeskyttelseshensyn),ligesom en kommune ikke må bruge sine skatteindtægter til at give tilskud til deneventuelt begrænsede kreds af kommunens borgere, som får forsyning fra denkommunale forsyningsvirksomhed (hensynet til kommunens skatteydere).Det er antaget, at en kommune efter kommunalfuldmagtsreglerne kan yde støtte, foreksempel i form af garantistillelse til privates varetagelse af opgaver, som kommunenselv lovligt kunne varetage. Hvis den private varetager både kommunale og ikke-kommunale opgaver, er det en betingelse, at den kommunale støtte er øremærket til denkommunale del af den privates opgavevaretagelse.Dette indebærer, at en kommune – i stedet for selv at etablere envarmeforsyningsvirksomhed – på ovennævnte betingelse kan yde støtte til en privatvarmeforsyningsvirksomhed ved at stille en kommunal garanti for virksomhedens lån tilbrug for etablering af en varmeforsyningsvirksomhed med henblik på varetagelse afkollektiv forsyningsvirksomhed.Efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets praksis betyder ovenstående, at en kommunelovligt kan stille en kommunal garanti for et privat forsyningsselskabs lån, såfremtforsyningsselskabet betaler et vederlag herfor på markedsmæssige vilkår. Envederlagsfri garanti vil efter ministeriets opfattelse indebære, at kommunen yder ettilskud til forsyningsvirksomheden, og en sådan garanti vil betyde en forrykning af denbyrdefordeling mellem kommunens borgere, som hvile i sig selv-princippet forudsætter.Det bemærkes, at der kan være regler i sektorlovgivningen, som indebærer, atforsyningsvirksomhed helt eller delvis kan varetages på andre vilkår end dem, somfølger af kommunalfuldmagtsreglernes hvile i sig selv-princip. Det følger således afvarmeforsyningslovgivningen, at biogasanlæg under nærmere betingelser kanindkalkulere et overskud i prisen. Det er Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse,at en kommune – ud over at iagttage kravet om et vederlag på markedsvilkår for engaranti - alene kan stille garanti for sådanne anlæg under forudsætning af, at et eventueltoverskud indgår i den indtægtsramme, der gælder for varmeforsyningsvirksomheden, ogdermed kommer forbrugerne til gode. Denne opfattelse har støtte i forarbejderne til § 20b i varmeforsyningsloven, hvor det er anført, at et overskud, som et kommunalt ejetanlæg opnår i kraft af sit ejerskab af et anlæg omfattet af § 20 b, skal indgå vedfastsættelsen af indtægtsrammen for anlægget. Det tilkommer i øvrigt Klima- ogEnergiministeriet, hvorunder varmeforsyningslovgivningen henhører, at tage stilling tilspørgsmål vedrørende varmeforsyningslovgivningen.Der er ikke i praksis taget stilling til, hvordan det fastlægges, hvad der er et vederlag påmarkedsvilkår. Efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse påhviler detkommunen at udfolde rimelige og sædvanlige bestræbelser på at konstatere, hvad etvederlag på markedsvilkår indebærer i det konkrete tilfælde. Det kan for eksempel skeved konsultation af kommunens bank eller andre finansielle rådgivere, eller foretagelseaf undersøgelse af prisniveau i andre tilsvarende sager.Der må dog tilkomme kommunen et vist skøn, hvis der er flere vurderinger, som nårfrem til forskellige beløb.

Der stilles også krav efter EU's statsstøtteregler om, at hvis en offentlig myndighed vilyde en garanti for private, uden at garantien bliver omfattet af statsstøttereglerne, så skalgarantien leve op til det såkaldte markedsøkonomiske investorprincip.Det indebærer blandt andet, at garantier skal stilles på markedsvilkår for at udelukke, atgarantien udgør støtte i strid med EU-Traktaten.EU- kommissionen har i sin meddelelse om anvendelse af EF-traktatens artikel 87 og 88på statsstøtte i form af garantier (2008/C 155/02) nærmere redegjort for, under hvilkeomstændigheder en offentlig myndighed kan stille garantier uden at handle i strid medstatsstøttereglerne.Det er heri blandt andet anført, at fordelen ved en garanti er, at den risiko, der erforbundet hermed, bæres af den offentlige myndighed. Den offentlige myndighed børderfor normalt have udbetalt en rimelig præmie for at bære risikoen (afsnit 2.1). Det ervidere anført, at det markedsøkonomiske investorprincip på garantiområdet indebærer,at det bør tages i betragtning, om en virksomhed, som garantien stilles til fordel for, ipraksis har mulighed for at skaffe tilsvarende finansielle midler via kapitalmarkedet.(afsnit 3.1). Med udgangspunkt heri og forskellige kategorier af en virksomhedskreditværdighed har Kommissionen angivet en årlig minimumspræmie, som indebærer,at garantien ikke anses for at være statsstøtte (afsnit 3.3). Det følger heraf, at jo ringerebetalingsevne, virksomheden vurderes at have, jo højere præmie skal den betale for, atgarantien ikke anses for at være statsstøtte.I Kommissionens meddelelse er det anført som et generelt udgangspunkt, at der for småog mellemstore virksomheder, der ikke tidligere har fået en kreditvurdering, eller hvisvurdering er baseret på balancen, såsom virksomheder med et særligt formål ellernystartede virksomheder, skal fastsættes en minimumspræmie på 3,8 pct..”