Spm. nr. US 13

Jeg er glad for at kunne høre på den foregående debat, at folkekirken lever trygt og roligt uden at kunne frygte repressalier fra statsmagtens side. Det er jo altid rart at få det bekræftet, hvis nogen skulle være i tvivl.

Det, som jeg synes kunne være spændende at komme lidt ind på, er statsministerens debat med fru Margrethe Vestager, hvor jeg jo ikke synes at man blev meget klogere på, hvornår disse meget vigtige folkeafstemninger skal komme. Man kan somme tider godt få indtrykket af, at de EU-begejstrede partier har sådan en konkurrence om, hvem der mest tydeligt kan sige, at de synes, det er meget vigtigt at få fjernet forbeholdene så hurtigt som overhovedet muligt, og samtidig på forunderlig vis lykkes det at undgå at få de folkeafstemninger, fordi der altid er et eller andet, der ikke lige passer – et eller andet, der ikke lige kan lade sig gøre. Det synes jeg i grunden er lidt ærgerligt, for jeg synes sådan set, at den danske befolkning efterhånden har brug for at få de her folkeafstemninger.

Hvorfor dog ikke tage et par folkeafstemninger her i foråret? Der er jo en passende anledning. Hvis det virkelig er rigtigt, som statsministeren siger, og som de øvrige EU-begejstrede partier siger, at forbeholdene har så alvorlige, katastrofale konsekvenser for Danmark, er det da om at få gjort noget ved det. Jeg kan ikke forstå, hvorfor statsministeren bliver ved med at trække tidspunktet for, hvornår vi skal have de folkeafstemninger, i langdrag.

Jeg kan godt forstå, at statsministeren synes, det kan være lidt interessant at se, hvordan en socialdemokratisk-SF- radikal regering vil håndtere euroforbeholdet og folkeafstemningen omkring det. Det synes jeg kan blive meget spændende, men der er intet i vejen for, at man tager de øvrige folkeafstemninger og får dem, om jeg så må sige, overstået hurtigt.

Det, der er det største problem, er jo, at befolkningen får det indtryk, at man bare går og venter på, at man har et flertal, og når man så mener, man har flertallet, kører man afstemningen igennem hurtigt. Det var jo langt mere demokratisk, langt mere fornuftigt, hvis man nu sagde: Vi tager en eller to folkeafstemninger til foråret, så ved befolkningen, hvad det er for nogle folkeafstemninger, der kommer. Vi kan diskutere det og drøfte det, og så kan vi forkaste forslaget om, at forbeholdene skal fjernes. Så er det jo fair, og så er det på plads. Jeg synes sådan set, at vi trænger til at få den her sag afklaret.

Statsministeren.

Man får ikke yderligere taletid, selv om man dækker over den røde lampe med sine papirer. Det er bare for god ordens skyld. Jeg går ud fra, at hr. Per Clausen har god samvittighed, men man må holde papirerne lidt væk.

Tak for spørgsmålet og det ræsonnement, der lå bag.

Jeg tror, hr. Per Clausen måske vil undskylde mig for, at jeg nu siger, at præcis det forhold, at hr. Per Clausen har et meget præcist bud på, hvordan vi skal gøre det her, og anbefaler mig den køreplan, måske vækker en eller anden rygmarvsreaktion på mig, i hvert fald lidt eftertanke, fordi jeg tror, vores afsæt til at holde en dansk folkeafstemning jo er forskelligt.

Jeg skal ikke lægge skjul på, at når jeg ønsker, at der skal være folkeafstemning eller folkeafstemninger, er det med henblik på at få forbeholdene væk. Det er jo ikke blot for diskussionens skyld, for i øjeblikket har vi forbeholdene, og dem har vi ikke brug for at få cementeret ved en afstemning, der ikke er gennemtænkt. Så ja, sagt ligeud, er det klart, at i mine overvejelser indgår naturligvis, at disse folkeafstemninger gennemføres på en måde og i en form og med en politisk alliance bag sig, der fremmer sandsynligheden for, at der kommer et ja ud af det. Det er sådan set hele ideen med det.

Hr. Per Clausen.

Nu er det jo rigtigt, at det er fornuftigt at have en folkeafstemning, der sker på et gennemtænkt grundlag. Det er sådan set derfor, jeg siger, at man skal planlægge folkeafstemningen, i god tid før den bliver afholdt, sådan at befolkningen har mulighed for at vurdere de synspunkter, der fremføres for og imod, i forhold til om vi skal droppe forbeholdene eller ej.

Men jeg må jo sige, at jeg synes, det er en smule overraskende, at det efter alle de år, hvor vi har hørt på, at forbeholdene var en ulykke for Danmark, efter at Lissabontraktaten er faldet på plads, hvor vi yderligere har fået at vide, at den ville gøre ulykkerne endnu større, stadig væk er statsministerens synspunkt, at det ikke er det rette tidspunkt at holde en folkeafstemning på, fordi det nok ikke er gennemtænkt nok endnu. Altså, hvor mange indlæg, om jeg så må sige, skal vi se fra ministre og andre EU-begejstrede politikere, der fortæller, hvor vigtigt og hvor afgørende det er at slippe af med forbeholdene, før vi får den folkeafstemning? Det grænser jo til det uansvarlige, hvis statsministeren ellers tager sig selv alvorligt, at blive ved med at udsætte den folkeafstemning, når det nu er så vigtigt at få forbeholdene væk.

Statsministeren.

Forbeholdene er alvorlige. Tag f.eks. euroen. Her har vi jo fået en fuldskala virkelighedsnær eksemplificering af, at det koster at stå uden for euroen. Man kunne se det med den spekulation, der var mod den danske krone omkring sidste årsskifte. Man kan se, hvordan vi op igennem hele foråret har sloges – og i nogen grad stadig væk slås – med en merrente, som der ikke kan findes nogen andre forklaringer på end det forhold, at der altså i internationale miljøer er en sidste snært af tvivl om, hvorvidt vi står fast på vores fast krone-politik, når vi altså de facto så at sige har euroen med en fast vekselkurs, men alligevel ikke har indført selve mønten, selve valutaen. Det har kostet os en merrente; det er evident. Det er skadeligt. Derfor skal vi det forbehold til livs. Jeg bliver jo så bare nødt til at forholde mig til det faktum, at der altså knytter sig nogle forudsætninger til en indtræden i eurozonen, som vi aktuelt ikke opfylder. Og derfor er vi altså i det dilemma, at den krise, der altså bedre end mange taler har eftervist, at der er en meromkostning ved at stå uden for euroen, også er en krise, der gør, at vi så aktuelt ikke kan stemme om euroen.

Resten bliver så et ræsonnement, jeg ikke kan folde ud her, for hr. Per Clausen kan ikke af det, jeg har sagt, udlede, at der ikke skal være nogen afstemninger i foråret, eller udlede, at alle forbehold skal til afstemning under et; det har jeg ikke taget stilling til. Jeg har indkaldt partierne til et møde den 25. november og vil konsultere dem, og så skal jeg nok træffe min beslutning og også kommunikere den til hr. Per Clausen.

Jeg må lige sige til statsministeren, at man altså heller ikke har længere taletid, selv om man ikke dækker for den røde lampe; altså, begge ting er lige dårlige. Så er det hr. Per Clausen.

Ja, vi prøver jo alle metoder her!

Men det, jeg altså forstår på statsministeren, er, at det ikke kan udelukkes, at der kommer en folkeafstemning. Det, der bare kan konstateres, er, at vi skal noget tættere på, at folkeafstemningen kommer, før befolkningen kan få det at vide. Og der synes jeg jo, at det, når nu statsministeren selv taler om, at beslutningen skal træffes på sådan et godt, velforberedt, grundigt og eftertænksomt grundlag, så vel også indebærer, at befolkningen skal have tid til at tænke sig om. Det er vel også en vigtig pointe.

Det andet, jeg vil sige til statsministeren, er, at det jo altid er spændende at høre, når statsministeren fortæller om, hvilke ulykker der er faldet ned over Danmark på grund af vores euroforbehold. De fleste mennesker i Danmark er jo så oplyste, at de kan kigge ud over Europa og se, hvad der er sket i de øvrige europæiske lande, og uden større vanskelighed konstatere, at der sådan set ikke er noget, der tyder på, at eurolandene har klaret sig bedre end ikkeeurolandene. Så der er ikke noget argument for, at det skulle gøre nogen ret stor forskel. Og det er vel også derfor, at statsministeren heller ikke har så travlt med at få den afstemning, for der er argumenterne i grunden heller ikke på plads.

Statsministeren.

Argumenterne er da fuldstændig på plads, idet jeg dog alligevel lige vil indkassere den indrømmelse og den anerkendelse, der ligger i, at der sådan set er styr på den økonomiske politik i Danmark, og at det der skræmmebillede, der fremmanes, af, at vi skulle være i særlig elendig forfatning ifølge hr. Per Clausens eget udsagn, altså ikke står til troende, for vi klarer os godt. Og det kan jeg bekræfte. Sandheden er bare, at vi på nogle strækninger ville have kunnet klare os endnu bedre, hvis vi havde været med i euroen. Vi har de facto haft en højere rente, end vi behøvede at have, på grund af at vi i Danmark kalder vores euro for kroner. Det tror jeg ingen med faglig indsigt vil betvivle.

Hvis man ser på robustheden af den danske økonomi, vil man se, at det eneste, der kan forklare, at der kom pres på kronen, og at Nationalbanken derfor var nødt til at etablere en rentemarginal i forhold til sammenlignelige lande i eurozonen, er det forhold, at der er en sidste snært af tvivl om, hvorvidt vi står fast på fast krone-politikken; sådan er det.

Så vil jeg sige, at debatten om forbeholdene jo er kærkommen; vi har den også her nu. Altså, man behøver jo ikke en deadline for at kunne tage debatten.

Tak til hr. Per Clausen.

Så er det fru Mette Frederiksen med spørgsmål til statsministeren, værsgo.