Spørgsmål nr. S 538 fra medlem af Folketinget Karen Hækkerup

(S):

”Er det ministerens intention at fremsætte lovforslag, der skalændre erstatningsansvarsloven som følge af de principiellehøjesteretsdomme, der netop er faldet, hvor det gøres klart, atmennesker, der er udsat for arbejdsulykker i arbejdstiden, erringere økonomisk stillet end dem, der oplever en ulykke ifritiden?”

Svar:

Det er helt afgørende, at to så vigtige regelsæt som erstatningsansvarslo-ven og arbejdsskadesikringsloven spiller ordentligt sammen, så der ikkeopstår urimelige resultater.Den gældende formulering af erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1, omtabt arbejdsfortjeneste er indført ved lov nr. 463 af 7. juni 2001, somtrådte i kraft den 1. juli 2002. Af bestemmelsen fremgår det, at erstatningfor tabt arbejdsfortjeneste ydes indtil skadelidte kan begynde at arbejdeigen eller til det tidspunkt, hvor det er muligt midlertidigt eller endeligt atskønne over skadelidtes varige erhvervsevnetab.Højesteret har den 18. november 2009 haft lejlighed til i to sager at be-handle spørgsmålet om muligheden for at få erstatning for tabt arbejds-fortjeneste i de tilfælde, hvor en skadelidt har været tilkendt en midlerti-dig erhvervsevnetabserstatning efter den dagældende arbejdsskadesik-ringslovs § 31, stk. 4. I de to domme kommer flertallet i Højesteret fremtil, at retten til tabt arbejdsfortjeneste ophører helt fra det tidspunkt, hvor-fra den skadelidte tilkendes midlertidig erhvervsevnetabserstatning efterarbejdsskadesikringsloven.Som det også er anført i højesteretsdommene, fremgår det af bemærknin-gerne til erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1, at det har været forudsat, atmidlertidige afgørelser om erhvervsevnetabserstatning, herunder afgørel-ser efter arbejdsskadesikringslovens § 31, stk. 4, træffes på grundlag afen vurdering af den skønnede varige indtægtsnedgang efter revalideringmv., og ikke ud fra en bedømmelse af skadelidtes erhvervsmuligheder påtidspunktet for den midlertidige fastsættelse.

Efterfølgende domspraksis fra Højesteret har imidlertid fastlagt, at fast-sættelse af midlertidigt erhvervsevnetab efter arbejdsskadesikringslovens§ 31, stk. 4, skal ske ud fra, hvad erhvervsevnetabet aktuelt er, dvs. udenhensyntagen til den skadelidtes forventede erhvervsevne efter endt reva-lidering, omskoling eller lignende.Betydningen heraf er, at der kan træffes midlertidige afgørelser om er-hvervsevnetab efter arbejdsskadesikringsloven i situationer, hvor det iforarbejderne til erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1, har været forudsat,at vurderingen ville føre til, at der ville blive tale om en anden eller ingenmidlertidig fastsættelse af erhvervsevnetabet, og dermed i sidstnævntetilfælde at den skadelidte – forudsat at der foreligger et ansvarsgrundlag– fortsat ville have ret til tabt arbejdsfortjeneste.Afhængigt af, hvilken midlertidig erhvervsevnetabsprocent, der fastsæt-tes i sager efter arbejdsskadesikringsloven, vil den skadelidte således inogle sager få en mindre erstatning, end hvis den pågældende fortsathavde fået tabt arbejdsfortjeneste.På den baggrund er det min umiddelbare opfattelse, at erstatningsan-svarslovens bestemmelse om tabt arbejdsfortjeneste bør ændres. Justits-ministeriet har påbegyndt overvejelserne om udformningen af et lovfor-slag, som jeg forventer at fremsætte i denne folketingssamling. Forslagetvil gå ud på at sikre, at en person, som kommer ud for en arbejdsskade,ikke har ringere mulighed for at få tabt arbejdsfortjeneste dækket eftererstatningsansvarsloven end en person, der pådrager sig en tilsvarendeskade i sin fritid.