Danmark befinder sig i en international finanskrise.
Det betyder desværre, at ledigheden stiger, og at mange oplever at miste deres arbejde i øjeblikket.
Det er selvfølgelig hårdt for hver eneste, som mister sit arbejde, og det er også hårdt for deres familier.
Krisen har betydet, at det er blevet sværere at finde et nyt job, men der er trods alt fortsat job at få.
Undersøgelser fra Beskæftigelsesministeriet viser, at fire ud af ti af dem, som blev ledige i starten af 2009, enten var i job eller i gang med en uddannelse efter 3 måneder.
I Nordjylland var det sågar lidt over fire ud af ti, som enten var i job eller i gang med en uddannelse efter 3 måneder.
Jeg synes, at AE med deres hjemmelavede begreb længerevarende ledighed er med til at skabe forvirring.
Man kunne næsten tro, at AE havde opfundet begrebet for at understøtte deres eventyrteori om, at det er muligt at få krisen til at forsvinde, hvis blot regeringen udskriver en tilstrækkelig stor check.
Det, jeg forholder mig til, er, at vi, hvis vi ser på langtidsledigheden, kan konstatere, at der, før VK-regeringen kom til, var omkring 80.000 langtidsledige, mens vi i første halvår af 2009 var nede på knap 20.000 langtidsledige.
Det er klart, at der nu med krisen er risiko for, at langtidsledigheden vil stige, men den markante reduktion i langtidsledigheden, som vi har oplevet siden 2001, var ikke kun et resultat af de gode tider, men i lige så høj grad et resultat af regimeskiftet i beskæftigelsespolitikken.
Det var et regimeskifte, som vi indførte ved for det første at slå fast, at ledige skal i job og ikke opbevares på offentlig forsørgelse, som de blev det under SR-regeringen, og for det andet at sikre, at alle nu får en chance for et liv med arbejde og ikke bare parkeres på en passiv offentlig forsørgelse år ud og år ind.