Spørgsmål nr. S 1576 fra medlem af Folketinget Karen Hækkerup

(S):

”Hvad agter den ansvarlige minister at foretage sig for at for-bedre forældreansvarsloven, der rammer familier, hvor kon-fliktniveauet mellem forældrene er højt, ligesom forældre tilbørn, der har været udsat for vold, har været kidnappet ellerudsat for kidnapningsforsøg eller på tragisk vis ikke beskyt-tes, og hvordan vil ministeren generelt forbedre situationen istatsforvaltningerne, der er udsat for massiv kritik?”

Svar:

Det følger af forældreansvarslovens § 19, at barnets forbindelse medbegge forældre søges bevaret ved, at barnet har ret til samvær med denforælder, som det ikke har bopæl hos. Begge forældre har ansvaret for, atbarnet har samvær.Statsforvaltningen kan efter anmodning træffe afgørelse om samvær ogfastsætte de nødvendige bestemmelser i forbindelse med samværet, jf.forældreansvarslovens § 21, stk. 1.Et grundlæggende princip i loven er, at alle afgørelser skal træffes efter,hvad der er bedst for barnet. Selvom det er lovens udgangspunkt, at bar-net har ret til samvær med den forælder, det ikke bor sammen med, er dersåledes også tilfælde, hvor det må antages, at det er bedst for barnet, atder ikke er samvær. Det er derfor efter loven muligt at afslå at fastsættesamvær eller ophæve et aftalt eller fastsat samvær, jf. § 21, stk. 4.Af Familiestyrelsens vejledning nr. 9860 af 6. september 2007 om sam-vær fremgår det bl.a., at en afgørelse om, at der ikke skal være samvær,f.eks. vil kunne være begrundet i, at barnet er udsat for en række belast-ninger. Der kan være tale om psykiske, fysiske eller sociale belastninger,som gør barnet så udsat, at det vil være bedst for barnet, at der ikke ersamvær.Afgørelsen om afslag eller ophævelse af samvær vil således også kunnevære begrundet i, at samværet vil blive eller er meget konfliktfyldt pågrund af forældrenes indbyrdes forhold. Konfliktniveauet er i sig selv etfaresignal i sagsbehandlingen, men herudover skal det vurderes, i hvilkengrad konflikterne påvirker barnet.

Foreligger der dokumentation for, at samværsforælderen har udøvet voldover for sit barn, bør dette altid føre til et afslag på samvær eller en op-hævelse af et allerede eksisterende samvær. Det anses for særdeles alvor-ligt, at en samværsforælder har udøvet vold over for sit barn, og samvæ-ret må i disse situationer afslås eller ophæves af hensyn til barnet.En samværsforælders manglende samarbejde eller chikane af bopælsfor-ælderen, herunder en eventuel uretmæssig tilbageholdelse af barnet, erogså et hensyn, der kan indgå i den samlede vurdering af omfanget afsamvær. Dette vil således også kunne føre til, at der gives afslag på enanmodning om samvær, eller at et eksisterende samvær ophæves, hvisdette må anses at være bedst for barnet.Har forældre, der ikke lever sammen, fælles forældremyndighed, og er deikke enige om forældremyndigheden, afgør retten efter forældreansvars-lovens § 11, om den fælles forældremyndighed skal fortsætte, eller om enaf forældrene skal have forældremyndigheden alene. Retten kan kun op-hæve den fælles forældremyndighed, hvis der foreligger tungtvejendegrunde.Efter lovens § 14 kan retten efter anmodning fra en forælder, der ikke harforældremyndigheden, bestemme, at der skal være fælles forældremyn-dighed. Retten kan afslå en sådan anmodning om fælles forældremyndig-hed, hvis det skønnes, at det er bedst for barnet, at forældrene ikke harfælles forældremyndighed.Af bemærkningerne til forslaget til forældreansvarsloven (Folketingsti-dende 2006-07, Tillæg A, s. 4407 ff.) fremgår det, at forældrenes evne tilat samarbejde omkring barnet er et vigtigt element i loven og derfor etforhold, der også kan tillægges betydelig vægt ved afgørelser om foræl-dremyndighed.De førnævnte forhold, der indgår i vurderingen af, om samvær må afslåseller ophæves, vil også have betydning for, hvorvidt der er grundlag forfælles forældremyndighed.For så vidt angår spørgsmålet om situationen i statsforvaltningerne vil detefter ministeriets opfattelse kun kunne besvares fyldestgørende, hvis dertil brug for svaret indhentes nærmere oplysninger og en udtalelse fra In-denrigs- og Sundhedsministeriet.3